En Nihilist - 05

Arbejderen som Videnskabsmanden søger ud til de grønne Marker,
henholdsvis for at finde Arbejde eller Hvile. Denne almindelige
Udvandring frembringer en følelig Mangel paa Liv baade i Byens
Forretningsverden og i dens aandelige Rørelser. Og Nihilismen slumrer
saa vel som alt andet i den hede Aarstid, idet dens Medlemmer er spredte
vidt og bredt over Landet. Alligevel var man denne Sommer mindre
uvirksom end ellers, hvilket hovedsagelig skyldtes den voksende
Propaganda iblandt Arbejderne, af hvilke der altid er nok i Byen baade
Sommer og Vinter.
Andrey ofrede sig for dette Arbejde med hele sin Energi, saa længe som
man ikke paa andre Maader behøvede hans Hjælp. Han havde i tidligere
Dage tilbragt en Del af sin Tid med at drive Propaganda iblandt
Arbejdsklassen, og havde fra den Gang flere Venner imellem dem, som var
glade ved atter at gense ham. I Løbet af fjorten Dage var han helt
fortrolig med sine Folk og med sit Arbejde. Han var afholdt paa Grund af
sin ligefremme, alvorlige Maade at være paa, og man lyttede med Glæde
til hans klare, forstandige Tale, der var fri for enhver unyttig
Forsiring. Andrey paa sin Side følte sig hjemme blandt disse Mennesker,
og det var egentlig det Arbejde i Revolutionens Tjeneste, han syntes
bedst om. I den Retning var han en absolut Modsætning til Georg, som
foretrak Propagandaen iblandt den studerende og mere dannede Klasse,
hvor hans glimrende Talegaver anderledes kunde komme til deres Ret.
Det var en klar Søndag Eftermiddag i den første Halvdel af August;
Andrey var paa Vejen hjem fra et Arbejdermøde i Vyborg-Kvarteret, der
stod under hans særlige Varetægt. Klokken var seks, og han standsede ved
Liteiny Broen for at overveje, om han skulde gaa videre ad Hjemmet til,
eller om han skulde staa op i en Omnibus og kørte til Repins Sommervilla
ved „Den sorte Flod“. Han kunde naa den paa en Time, og Dagen og Tiden
egnede sig godt for et Besøg. Alligevel følte han lidt Samvittighedsnag
ved at give efter for sin heftige Lyst til at besøge Repins. Han havde
været der to Gange i den forløbne Uge, og det var ubetinget klogest ikke
atter at vise sig der. Vist nok havde den Uvejrssky, som for nogle
Maaneder siden trak sammen over Advokatens Hoved, atter spredt sig;
Novakovsky var bleven frigivet, uden at Dubravnik Politiet var kommen
under Vejr med hans kompromitterende Forbindelser, og Repin var ikke
yderligere bleven forulempet; hans Hus var saa sikkert, som en Russers i
det hele taget kan være.
Alligevel indeslutter enhver „Ulovligs“ Besøg i sig selv en Fare og bør
ikke gentages for ofte, og Andrey besluttede derfor at være dydig og gaa
lige hjem, omendskønt hans Værelser i dette Øjeblik kun forekom ham
lidet tiltrækkende. Han gik ogsaa virkelig over Broen, men da Omnibussen
til „Den sorte Flod“ i samme Øjeblik, som han naaede den anden Side, kom
rullende hen imod ham, og han saa, at der var en Plads ledig paa
Kuskesædet, skyndte han sig med at springe op og sikre sig den.
Man maa heller ikke være alt for ængstelig, trøstede han sig med; i de
udenbys Distrikter er Politiet mindre aarvaagent, og en Visit mere eller
mindre betyder ikke saa meget, særlig en Søndag, hvor der altid ventes
Gæster fra Byen. Det faldt ham pludselig ind, at der var Musik i Parken
hver Søndag Aften, og da Tania vist nok gerne gik derhen, kunde han være
hendes Ledsager; thi Advokaten arbejdede altid om Aftenen.
Siden Andrey for to Maaneder siden havde truffet Tania første Gang, var
der ikke hengaaet en Uge, uden at han havde set hende, i Begyndelsen
rent tilfældigt, senere ved mere eller mindre planlagte Kombinationer.
Efter at Repins var flyttede paa Landet, tilbragte Andrey de fleste af
sine ledige Aftener enten hos Advokaten eller hos Helene Zubova. Den
unge Pige havde for Sommermaanederne lejet et Værelse i Nærheden og kom
meget sammen med Tania.
For Andrey med hans mange dyrekøbte Erfaringer i Livet var Tania trods
sine nitten Aar omtrent et Barn endnu; men der var alligevel i deres
Smag, i deres Sympatier og Interesser saa megen Overensstemmelse, at han
følte hendes Selskab som noget af det kæreste og bedste. Det faldt ham
ikke ind, at denne fortrolige Omgang kunde rumme nogen Fare for hans
Sjælsro, og med Hensyn til Tania ansaa han det for helt utænkeligt; han
havde intet ved sig, der satte en Kvindes Fantasi i Bevægelse. Vist nok
var der mange, der havde holdt af ham; men de havde dog alle giftet sig
med en anden. Det var nu en Gang hans Skæbne i Livet; og han havde
vænnet sig til at tage det med Ro; en Kvindes Kærlighed er en stor, men
skæbnesvanger Lykke, og for en Oprører er det bedre at være den foruden.
Desuden elskede Georg jo Tania, og Andrey havde først troet, at denne
Følelse blev gengældt fra hendes Side, men han var i den sidste Tid
begyndt at blive noget tvivlsom paa dette Punkt. Tanias Følelser for
Georg var næppe mere end søsterlige. Men mærkeligt nok var det dog
Vennens Kærlighed til den unge Pige, der gjorde ham blind over for hans
egne Følelser.
Georg var en sjældnere Gæst i Advokatens Hus end Andrey. Den unge Digter
benyttede den Ferie, som Sommeren bragte med sig, til at arbejde paa
sine egne Ting.
Da Andrey naaede Advokatens smukke, lille Villa, som var smagfuldt
prydet med Træskærerarbejde i russisk Stil, fandt han Husets Herre alene
hjemme. Tania var gaaet ud. Helene Zubova var kommen straks efter Middag
for at hente hende til en Spadseretur, Georg ventede paa dem i Parken,
og de kom næppe hjem før sent paa Aftenen, forklarede den gamle Herre.
Andrey følte sig bittert skuffet og vilde straks tage Afsked, men hans
Vært holdt ham tilbage.
„Sid dog ned og ryg en Cigar!“ sagde Repin. „Jeg fejrer ogsaa min Søndag
nu.“
Foran ham laa et nylig udkommet Hæfte og en Elfenbenspapirkniv mellem
dets Blade.
„Hvor kommer De fra, og hvad nyt foregaar der i den Del af Verden, hvor
De færdes?“ fortsatte Repin. „Skal vi alle sammen gaa i Hundene, og er
De allerede bleven enige om paa hvilken Maade?“
„Aa nej, slet saa galt er det ikke,“ svarede Andrey. „Jeg kommer fra et
Arbejdermøde.“
„Ja saa! Udrettes der meget ad den Vej?“
„Ubetinget! Især i det sidste Aars Tid.“
„Og finder De virkelig, at disse Bestræbelser bærer Frugt?“ spurgte
Advokaten stærkt interesseret, men i en noget tvivlende Tone.
„Naturligvis gør det det, hvorfor skulde vi ellers blive ved dermed?“
spurgte Andrey.
„Aa, de fleste Mennesker er i Regelen mest udholdende paa de Punkter,
hvor det er mest frugtesløst,“ bemærkede Repin.
Født Adelsmand og opdraget iblandt dem, der havde Livegne under sig,
nærede Advokat Repin som saa mange af de bedste Mænd fra hans Tid den
Anskuelse, at der imellem den dannede Mand og Arbejderen var en
uoverstigelig Afgrund. I sin Virksomhed som Advokat ved de politiske
Forhør havde han vistnok truffet adskillige Arbejdere og Bønder, som
aandeligt stod paa fuldstændig samme Niveau som den mere dannede Mand,
og det slog ham hver Gang som noget helt nyt. En Svale -- ja selv en
halv Snes -- gør imidlertid ingen Sommer, og han var lige saa tvivlende
som før, men greb dog nu med Glæde Anledningen til at høre lidt nærmere
om dette Spørgsmaal af en Mand, der som Andrey kendte alle dets for og
imod.
Han lyttede derfor med stor Opmærksomhed til den unge Mands Ord, idet
han af og til nikkede samstemmende.
„Ja, jeg maa indrømme, at det er en god Begyndelse,“ sagde han til
sidst, „og den mest haabefulde Del af eders Gerning, den eneste, som jeg
i Virkeligheden kan være med til at godkende. Og jeg er Dem taknemmelig,
fordi De har sat mig saa godt ind i Sagen.“
Advokat Repin drøftede ofte politiske og revolutionære Spørgsmaal med
Andrey. Den unge Mand var den af Datterens Venner, som han helst saa i
sit Hus og helst talte med. De var selvfølgelig aldrig enige, men de
saarede hinanden mindre og forstod hinanden bedre end de øvrige.
„Jeg vil nu sige Tak for denne Gang!“ sagde Andrey, idet han rejste sig.
„Jeg vil gaa igennem Parken, maaske kan jeg være saa heldig at træffe de
andre. Tør jeg i hvert Fald bede Dem om at hilse Tatiana Grigorievna fra
mig?“
Da Repin atter var alene, greb han sin Bog for at genoptage Læsningen;
men det var ham umuligt at læse videre. Han var saa opfyldt af sine egne
Tanker, at han ikke var i Stand til at følge Forfatterens. Han tænkte
paa sin Datter og paa den vanskelige, sørgelige Stilling, hvori hendes
synligt voksende Sympati for Revolutionen bragte ham.
Repin var ingen Tilhænger af Revolutionen, som den var paa den Tid. Som
en Mand fra en langt tidligere Periode var han en varm Beundrer og
virksom Understøtter af den store Frihedsbevægelse fra 1860, hvortil
Herzens Navn saa nøje var knyttet. Han var bleven disse Traditioner tro,
og naar Revolutionisterne haardnakket angreb den politiske Despotisme i
Rusland, kunde han ikke andet end i dem at se Forkæmperne for hans egne
Doktriner. Omendskønt han var alt for gammel til at dele deres
Forhaabninger eller til at bifalde deres hensynsløse Midler for at naa
Maalet, ansaa han dog ikke dette for tilstrækkelig Grund til selv helt
at unddrage sig ethvert Ansvar eller enhver Byrde i den forestaaende
Kamp. Han havde set for meget af Despotismens Rædsler til ikke at føle,
at selv den vildeste Form for Gengældelse var naturlig og undskyldelig,
ja endog moralsk berettiget, og han følte hverken Had eller Afsky for
dens Forkæmpere, snarere en vis Respekt.
En Begivenhed, som var hændet for tre Aar siden, havde bidraget
væsentlig til at fæstne hans den Gang noget vage Sympatier. Han var
bleven opfordret til af optræde som Defensor ved et politisk Forhør. Paa
den Tid havde de politiske Forbrydere endnu Ret til at lade sig forsvare
af Advokater. Han blev paa denne Maade bekendt med Zina Lomova -- hans
Klient -- og med flere af hendes Kammerater. Hans Interesse for Sagen
blev forhøjet ved den stærke personlige Sympati, som disse brave og
modige unge Mennesker indgød ham.
Da den efter hans Mening højst uretfærdige Dom faldt otte Maaneder
senere, og Zina, efter at være flygtet, uventet en Dag opsøgte ham i
hans Bolig i St. Petersborg, modtog han hende med aabne Arme og tilbød
hende Beskyttelse og alt, hvad hun ellers behøvede. Zina tilbragte i
Virkeligheden flere Dage i Advokatens Hus, indtil hun Ved hans Hjælp var
bleven sat i Forbindelse med dem af hendes tidligere Venner, der som
„Ulovlige“ boede i Hovedstaden.
Igennem Zina var Repin og hans Datter iblandt andre ogsaa blevne
bekendte med Boris Maevsky, med hvem hun kort efter giftede sig.
Advokatens Hus var Samlingsstedet for den højeste Intelligens i St.
Petersborg, og der var intet Sted, hvor Oprørerne -- i Mangel af en fri
Presse -- bedre kunde faa Begreb om de toneangivendes Meninger og
Sympatier. Flere af Oprørerne sluttede Venskab med hans Datter, hvem de
tydeligt nok betragtede som et fremtidigt Medlem af deres Parti.
Den gamle Advokat var tilstrækkelig klartseende til at frygte at deres
Forhaabninger var vel begrundede, og at den Dag var nær, da hans elskede
Barn vilde blive trukken med ind i denne bundløse Hvirvel, som krævede
saa mange Ofre. Han vilde have givet sit Liv for at frelse hende; men
han kunde ikke se, hvorledes det lod sig gøre. At forbyde hende ethvert
Samkvem med de sammensvorne forekom ham lige saa moralsk umuligt, som
det var ham selv at nægte enhver Hjælp, kun fordi han derved kunde
risikere en Dag at komme i Kollision med Politiet. Desuden, til hvad
Nytte var alle Forbud og al kunstig Indespærring naar Smitstoffet laa i
Luften? Hvor mangen en Fader har ikke forsøgt dette fortvivlede Middel
og med hvilket Resultat? For at se sit Barn træde op imod hans Autoritet
og i Vrede og Had skille sine Veje fra hans. Nej, saa hellere lade det
værste ske, aldrig skulde hans Datter komme til at se paa ham som paa en
Fjende. Han lagde intet Baand paa hendes Frihed, men stolede paa, at den
moralske Indflydelse, han havde over hende, vilde være tilstrækkelig til
at afholde hende fra et Skridt, som han ansaa baade for farligt og
fortvivlet. I lang Tid havde han smigret sig med aandeligt at have saa
megen Magt over hende, at hun holdtes inden for bestemte Grænser; men i
den senere Tid havde han lagt Mærke til en Forandring hos hende, som
gjorde ham urolig. Han frygtede, at den skæbnesvangre Krisis nærmede
sig, og nu, imedens han sad her foran sin opslaaede Bog, følte han sit
Hjerte sammensnøres ved Tanken om dette uafvendelige.


VII. KAPITEL.
_En Proselyt._

Andrey forandrede sin Beslutning om at gaa ned i Parken og gik i Stedet
for lige til Helenes Bopæl. Rimeligvis vilde de dog komme hjem for at
spise til Aften, hvis de ikke allerede var der; og han fremskyndede sine
Skridt.
Men det var en Dag fuld af Skuffelser. Der var ingen til Stede, og man
sagde ham, at de ikke havde givet Besked om, hvornaar de kom tilbage.
Desuagtet bestemte han sig til at vente.
Helene beboede et rummeligt Værelse, tarveligt møbleret, men med en smuk
Udsigt. Et stort Akasietræ skyggede foran Vinduet, og dets fine Løv
dirrede let i den stille Luft. Andrey aabnede Vinduet og indaandede den
krydrede Duft fra Haven og Markerne. Huset stod i Udkanten af den lille
Landsby, og man havde en vid Udsigt over Agre og Enge. Midsommerens lyse
Nætter var allerede forbi, men Aftenskumringen var endnu lys og lang.
Han havde næppe ventet et Kvarter, førend han hørte Gadedøren smække i
og et Øjeblik efter Georgs Latter ude paa Trappen og en Stemme, som fik
hans Hjerte til at banke heftigere.
Tania saa henrivende ud med en let Rødme paa Kinderne efter den hurtige
Gang. Hun var iført en lys Bluse af Raasilke, som klædte hendes smidige,
slanke Figur fortræffeligt. I Haanden bar hun sin store, runde Straahat,
som hun havde taget af undervejs. Andrey rejste sig og gik hende i Møde
med et straalende Smil.
„De har haft en behagelig Spadseretur, kan jeg se,“ sagde han og saa
hende ind i det straalende Ansigt.
„Ja,“ sagde hun og kastede sig i en Lænestol, „det var virkelig en rar
Tur. Georg fortalte os saa mange morsomme Historier. Skade, at De ikke
var med!“
„Mener De for Historiernes Skyld? Maaske har jeg dog hørt dem før. Det
hænder undertiden med gamle Venner, som er meget ude sammen.“
„Hvorledes gaar det egentlig dig?“ sagde han til Georg. „Det er
snart en Evighed, siden jeg har set dig! Du er vel midt i en
Skabelses-Paroksysme, kan jeg tænke mig?“
„Jeg har siddet og hekset med Renskrivning, hvis det er det du mener?“
svarede Georg.
„Og nu fejrer du formodentlig dit Værks lykkelige Fuldendelse?“
„Ja, nu er jeg færdig med mit Arbejde for denne Maaned og fejrer, som du
siger, min midlertidige Frihed -- en Glæde, som kun den helt kan fatte,
der maa slide i den literære Trædemølle.“
Tania, som mageligt strakte sig i Stolen, vendte sig mod de talende og
lænede begge Albuer mod Stolens Arme.
„Sikken en utaknemmelig Gnavpotte du er, Georg,“ sagde hun. „Jeg mente,
at du mindre end de fleste havde Grund til at beklage dig over din
Skæbne.“
„Det lader sig høre!“ udbrød den unge Mand. „Vil du maaske være saa
venlig at sige mig, hvorledes du er kommen til den Opfattelse? Det vilde
være yderst behageligt, om du kunde faa mig til at dele den.“
I dette Øjeblik viste Helene sig i Døren med Tebakken, fulgt af
Stuepigen med Samovaren. Med Gæsternes Hjælp blev Bordet hurtigt tømt
for Bøger og Papirer, Dugen lagt paa og alt gjort i Orden til
Aftensmaaltidet.
„Naa, Tania Grigorievna, du skylder mig stadig en Forklaring,“ sagde
Georg, da de huslige Forretninger var besørgede. „Du svarede mig ikke
paa mit Spørgsmaal, hvorfor du ansaa mig for at være den lykkeligste
blandt alle dødelige.“
„Er Georg det? Det er mere, end jeg har vidst,“ sagde Helene.
„Du forvrænger mine Ord,“ svarede Tania. „Jeg sagde blot at du ikke
burde beklage dig over din Skæbne.“
„Ja, men hvorfor skulde denne sølle Glæde nægtes mig mere end andre
dødelige?“
„Fordi du en Gang har fortalt mig, at naar du var trykket af et eller
andet, saa behøvede du blot at nedskrive det i Vers, for helt at blive
befriet for det,“ svarede den unge Pige hurtigt og lo. Hun tænkte sig,
at Georg havde ventet en Kompliment, og det morede hende at drille ham
lidt.
„Jeg troede ikke, du kunde være saa ondskabsfuld, Tania Grigorievna,“
sagde Georg. „Næste Gang skal jeg være mere forsigtig og kun vise dig
Reversen af Medaljen.“
Paa denne spøgefulde Maade fortsattes Samtalen, medens man indtog
Aftensmaaltidet, kun Andrey var paafaldende tavs. Han følte næsten
Bitterhed imod Vennen, fordi han besad denne egne Evne til med sine Ords
klangfulde Svada at fængsle og interessere sine Tilhørere.
Pludselig rykkede Helene sin Stol hen ved Siden af Andrey og afbrød hans
triste Tanker ved paa sin forretningsmæssige Maade at spørge ham, om det
ikke var muligt for ham at hjælpe hende et Par Aftener om Ugen med
hendes Arbejde.
„Hvilket Arbejde?“ spurgte han, og fo’r op af sine Drømmerier.
„I de unges Klub! Vi vil saa gerne have dig til at tale for dem af og
til. Jeg tror, du vil klare det godt.“
„Jeg? Hvad Nytte skulde jeg gøre der? Du ved, at jeg ikke er nogen Taler
og kun vil gøre en ynkelig Figur. Bed hellere Georg, han forstaar det
bedre.“
„Det har jeg selv tænkt,“ svarede den unge Pige ligefrem, „og jeg har
allerede spurgt ham, men han siger, at han er alt for optaget og ikke
kan afse en eneste Aften.“
Der var intet i Helenes Bemærkning, som Andrey ikke selv under lignende
Forhold vilde kunne have sagt til hende, men han var øjensynligt i
daarligt Humør i Aften og svarede gnavent:
„Naa, saa er det altsaa i Mangel af noget bedre, at du kommer til mig?“
Helene gjorde en utaalmodig Bevægelse og sagde:
„Hvad er det for noget Snak, Andrey? Svar mig kun paa, om du vil eller
ej.“
„Jeg er selv meget optaget af mine Arbejdere,“ sagde han og tog sig
sammen. „Men sig mig dog, hvorfor du pludselig ikke kan klare dig uden
Hjælp?“
„Fordi flere af vore Folk er blevne trukne med ind i Affæren ved de
sidste Arrestationer -- iblandt andre Myrtov.“
„Naa, saaledes!“ udbrød Andrey nu helt interesseret. „Var Myrtov Medlem
af din Klub?“
Helene nikkede.
„Jeg har aldrig truffet den Mand,“ vedblev Andrey, „men jeg har hørt,
paa hvad Maade han blev arresteret, og naar jeg dømmer herefter, maa han
være en ualmindelig ædel Karakter. Har du nogen Idé om, hvorledes det
vil gaa ham?“
„Det er umuligt at sige,“ svarede Helene, „det afhænger helt og holdent
af Politiets Forgodtbefindende. Hans Tilfælde er en hel Undtagelse.“
Hun henvendte sig nu til Georg, som stadig samtalede med Tania, og
spurgte, om han nylig havde hørt noget fra Fæstningen om Myrtovs Skæbne.
„Ja, vi har haft et Par Linier fra ham,“ svarede den unge Digter. „Hans
Sager staar langt slettere, end vi har troet. Politiet fandt paa hans
Skrivebord en lige fuldendt Artikel til det hemmelige Trykkeri og en hel
Del af vore Skrifter, færdige til Udgivelse. Jeg frygter for, at han er
en dødsdømt Mand.“
„Hvem er denne Myrtov?“ spurgte Tania.
„En meget stilfærdig, ung Student, som ved en Forveksling blev
arresteret for nylig i Stedet for Taras. Du ved jo, hvem Taras er --
ikke sandt?“
„Jo, naturligvis ved jeg det!“ svarede Tania.
Taras Kostrov var en af Revolutionens mest begavede og populære Mænd.
„Nuvel, Taras boede under Navn af Zachary Volkov, Landmand fra Kassimov,
i samme Hus som Myrtov. Men da han sendte sit Pas op paa Politikammeret
til Registrering, fik man Mistanke om, at det ikke hang rigtig sammen
med denne Zachary Volkov, og der blev beordret en Husundersøgelse.
Natten til Mandag ringede Politiet paa Myrtovs Dør; de tog fejl af
Etagerne, Taras boede i Etagen ovenover. Myrtov, som endnu ikke var i
Seng, fordi han var i Færd med at skrive den ulyksalige Artikel, lukkede
selv op, og da Politiet spurgte ham, on han var Zachary Volkov, begreb
han straks, hvorledes Sagerne stod, og besluttede at redde Taras paa sin
egen Bekostning. Han svarede altsaa bekræftende, Politiet kom ind, fandt
alt og førte ham straks med til Fæstningen.“
„Og Taras blev frelst?“ spurgte Tania aandeløst.
„Ja! Om Morgenen vidste alle Husets Beboere igennem Tjenestefolkene
Besked med, hvem Politiet havde spurgt efter nede hos Portneren, og
Taras afventede selvfølgelig ikke Politiets Tilbagekomst, naar de havde
faaet opdaget Fejltagelsen.“
„Har de da opdaget den?“ spurgte den unge Pige.
„Ja, og meget snart endda. Myrtov tog altid den Forholdsregel aldrig at
have Breve hos sig, men ved at undersøge Bøgerne i hans Værelse fandt
Politiet paa et enkelt Titelblad hans fulde Navn: Vladimir Myrtov. De
antog, at det maatte være en Ven af den fængslede, som havde laant ham
Bogen, og der blev udstedt Ordre til Husundersøgelse hos Vladimir
Myrtov. Selvfølgelig opdagede Gendarmerne snart, at den Mand, de søgte,
var identisk med ham, som de allerede for to Dage siden havde
arresteret, og at den anden i Mellemtiden var forsvunden.“
„Hvad gjorde saa Politiet?“ spurgte Tania videre.
„Ja, hvad skulde de gøre andet end at lade deres Raseri gaa ud over den
Mand, de havde faaet i deres Kløer?“ svarede Georg. „Det var dem ikke
muligt at finde ud, hvem det var, der levede under Navn af Zachary
Volkov; men saa meget forstod de nok, at det maatte være et vigtigt
Medlem af Oppositionen, som de var gaaede Glip af. Myrtov vidste, hvad
der ventede ham, og ingen ofrer vel sit Liv for at redde en anden, uden
at denne anden er en Mand af høj Værd.“
„Var Myrtov og Taras intime Venner?“ spurgte Tania igen.
„Nej aldeles ikke, de kendte kun hinanden saadan i al Almindelighed.
Myrtov -- som jeg kender lidt til -- kunde personlig ikke engang lide
Taras, han var ham for meget af en Diktator. Hans Handling skyldtes
ingen som helst personlige Følelser; det er derfor, det hele bliver saa
uhyre stort,“ sluttede Georg, mens hans Stemme skælvede af Beundring.
Der paafulgte almindelig Tavshed -- en Tavshed, som bedre end Ord
udtrykker Sjælens dybeste Rørelser. Alle var betagne af denne ædle
Selvopofrelse, som endog var enestaaende i Revolutionens Annaler, og
alle var et Øjeblik overvældede af deres Følelser: Sorg over det
uventede Tab af en saadan Mand, Beundring for hans Daad og Stolthed
over, at Partiet fostrede en Mand som ham.
Men for Tania betød dette Øjeblik endnu mere; thi det betød for hende
Vendepunktet i hendes Liv.
Efter at hun havde gjort Zinas og senere Georgs og Andreys Bekendtskab,
var hun bleven en varm og ivrig Beundrer af deres Sag; men der er et
stort Spring herfra og til at blive en virksom Tilhænger, som altid er
rede til at sætte noget af sig selv ind paa Sagen. Tania gjorde nu dette
Spring, Krisen var kommen, i et Øjeblik var det sket.
Da Georg holdt op med at tale, var hun sig det klart bevidst, og hun
følte sit Hjerte svulme i en overvældende Følelse af dyb Medlidenhed.
Det var, som on hun pludselig fra Barn var bleven modnet til Kvinde, de
moderlige Instinkter rørte sig i hendes fine Pigesjæl, og denne unge
Mand, som hun aldrig havde set, forekom hende at være hendes eget Barn,
som grusomme Fjender ubarmhjertigt havde revet fra hende.
Der lagde sig en Rødme over hendes Pande, og en egen Følelse, der
hverken var Had eller Hævn, fik hendes Hjerte til at bæve og hendes Øjne
til at flamme. Her i dette fattige Værelse, i en afsides liggende Del af
Byen havde Beretningen om en ædel Daad for bestandig vundet en ny Sjæl
for den store Sag.
Da den unge Pige atter talte, var det ikke for at aflægge nogen
højtidelig Ed eller komme med patetiske Fraser. Noget saadant vilde i
dette Øjeblik have været hende umuligt, selv om hun ikke af Naturen
havde haft en udpræget Afsky for enhver Skygge af Ostentation. Hverken
nu eller nogen Sinde senere i hendes Liv, under de mange Aars bitre
Lidelser og heltemodige Udholdenhed, kunde hun med Ord have forklaret
den Forandring, der nu foregik i hendes Sjæl, og som fandt et højst
besynderligt Udtryk i følgende Ord, udtalte med en lav, skælvende
Stemme:
„Jeg ser ikke noget særlig stort i det, Myrtov har gjort.“
Georg saa med et hurtigt, spørgende Blik hen paa hende.
„Imellem en Mand, der er saa værdifuld for den gode Sag og en anden, som
selv ved, at han intet betyder, kan Valget ikke være svært. Myrtov har
kun gjort sin Pligt -- intet andet,“ vedblev hun uden at se op.
Helene nikkede bekræftende; hun for sin Del var ganske enig med
Veninden.
Georg vedblev forbavset at stirre paa hende; han havde aldrig ventet at
høre Tania tale saaledes, og dog troede han, at han kendte hende saa
godt.
„Vilde du under lignende Forhold have gjort det samme?“ spurgte han med
bævende Stemme.
„Ja, hvis jeg havde haft Aandsnærværelse nok,“ svarede Tania uden at
betænke sig og saa ham fast ind i Øjnene.
Hun havde netop besvaret sig selv dette Spørgsmaal og var som Følge
deraf kommen med sin uventede Bemærkning om Myrtovs Handlemaade.
Andrey kunde ikke faa sine Øjne fra den unge Pige, saa vidunderlig
dejlig forekom hun ham i dette Øjeblik, og der gik en Gysen igennem ham
som i Forudfølelsen af en forestaaende Fare.
„Hvis moralsk Mod i det hele taget har noget Værd,“ begyndte Georg, „saa
maatte den bedste og største af vore Mænd være en formastelig Taabe, om
han bevidst modtog et saadant Offer -- --“ Han var synlig ophidset og
talte i stærk Bevægelse.
Tania saa paa ham og rakte saa sin Haand hen imod ham:
„Du er et bravt Menneske, Georg,“ sagde hun; „men lad os nu hellere tale
om noget andet.“
„Men hvad er der i Vejen med dig, Andrey!“ udbrød Helene i samme
Øjeblik. „Du er jo bleg som et Lig!“
„Er jeg?“ stammede den tiltalte. „Det maa være det grønne Skær fra Træet
derude.“
Han vidste godt, at det ikke var Skæret fra Træet, som gjorde hans Kind
voksbleg, men en skærende Følelse af Jalousi, som i dette Øjeblik
søndersled hans Bryst og i et Nu havde gjort ham klartseende over for
sig selv. Han vidste nu, at han elskede denne fortryllende, unge Pige --
elskede hendes Ansigt -- hendes Dragt -- ja selve den Plet af Gulvet,
hendes Fod berørte, og han følte en næsten vanvittig Smerte -- som om
man skar i hans Hjerte med en Kniv -- ved at maatte sige sig selv, at
hvis hun i det hele taget kom til at elske en Mand, saa maatte det blive
Georg, denne glattungede Smigrer, som han i dette Øjeblik næsten hadede.
Det var kun med den yderste Selvovervindelse, at han kunde sidde roligt
paa sin Plads, Værelset forekom ham kvælende, og han frygtede ikke længe
at kunne beherske sig.
„Jeg maa gaa,“ sagde han med lav Stemme.
„Er det allerede saa sent?“ spurgte den intet anende Tania og trak sit
lille, elegante Ur frem. „Saa gaar jeg med! Vil I følge mig hjem?“ Hun
henvendte sig samtidig til ham og Georg.
Andrey bukkede i Tavshed, og Georg var straks beredt -- man tog Afsked.
Paa Hjemvejen talte Georg uafbrudt med Tania.
Andrey lukkede næppe Munden op, hvert Ord, Georg sagde, borede sig som
en Pil ind i hans Hjerte; men han følte en egen Tilfredsstillelse ved at
lide paa denne Maade.
Ved Tanias Gadedør tog de Afsked med den unge Pige, og da det endnu ikke
var sent, foreslog Georg, at de skulde gaa ind til Byen. Andrey
samtykkede, alt var ham ligegyldigt, og han fortsatte sin Vej, hensunken
i samme paafaldende Tavshed som før og besvarede kun med Enstavelsesord
Vennens Spørgsmaal. Han følte sig i høj Grad ulykkelig; den
skæbnesvangre Opdagelse, han havde gjort over for sig selv, vilde bringe
ham i en hel anden Stilling til Vennen.
Endelig skulde de hver sin Vej.
„Jeg kommer op til dig i Morgen Formiddag,“ sagde Georg. „Jeg vilde
gerne læse mine sidste Digte for dig.“
„Kan du ikke sende dem i Trykkeriet med det samme?“ spurgte Andrey.
Dette var næsten for meget for Georg, det var at saare ham paa hans
ømmeste Punkt. Han rynkede Panden og sagde i en halvt krænket, halvt
forbavset Tone:
„Nej, naturligvis kan jeg ikke det -- eller vil det i hvert Fald ikke.
Du ved, jeg stoler aldrig helt paa min egen Dom.“
„Godt, saa venter jeg dig i Morgen!“ svarede Andrey.
„Hvad gik der dog af Andrey i Aften?“ spurgte Georg sig selv, da han var