En Nihilist - 06

bleven alene, „saadan har jeg aldrig set ham før.“

Den næste Morgen sad Georg i sin Vens Værelse med en Pakke Manuskript i
Lommen.
Andrey havde sovet paa sin Vrede og Sorg -- eller rettere ligget vaagen
paa den, og saa træt, men rolig ud. Han modtog sin Gæst som sædvanlig,
ja snarere med lidt mere Opmærksomhed end ellers. Georg tænkte, at han
vilde søge at gøre sin Gnavenhed fra Aftenen før god igen.
Da Georg endelig trak sit Manuskript op af Lommen og begyndte at læse,
følte Andrey det som en Befrielse.
Det, Vennen i Dag læste, var ingen politisk Artikel eller Afhandling af
dem, han skrev „i sit Ansigts Sved“, som han udtrykte sig, men derimod
Lyrik, skreven i hans gode og ledige Timer. Det var for det meste korte
Digte, hvert med sit Tema, men dog nøje knyttede sammen ved én fælles
Idé, saa at hele Samlingen virkede som et Epos i forskellige Sange.
Det var en stor og begejstret Hymne til Pris for den unge, lysende Dag,
der var i Færd med at oprinde for den russiske Revolution; i glødende
Ord henvendte han sig til de unge iblandt _Folket_, som dem, der bar
Fremtidens Socialisme, i hvilken der herskede Lykke og Broderskab.
Skrevne, som disse Digte var, til forskellige Tider, og i forskellige
Stemninger, virkede de højst uensartet. Lune og Skælmeri afvekslede med
den højeste Patos, og ganske korte Digte fulgte ofte efter en lang Sang.
Men netop denne Uregelmæssighed og tilsyneladende Mangel paa Sammenhæng
havde gjort det lettere for Digteren at skabe et ægte Billede af
Revolutionens mangesidede, ædle og store Værk. Andrey fulgte ham med
aandeløs Interesse og vogtede sig vel for at ytre et eneste Ord. Han var
fuldstændig under Fortryllelsen af Georgs melodiske, glødende Ord, alle
mismodige Tanker eller Følelser var som strøgne af ham, og han frygtede
for at bryde den gode Stemning.
Da Georg efter at have læst omtrent en Time, holdt op, brød Vennen ud i
en varmt følt og begejstret Tak. Dette var ubetinget det bedste, Georg
endnu havde skrevet. De talte let og frit om det læste, Andrey gjorde
nogle enkelte kritiske Bemærkninger, og Georg havde ikke mere Anledning
til at forundre sig over Vennens forandrede Opførsel.
Da Georg tog Afsked, foreslog han Andrey at gaa med ham; men han var
nødt til at blive hjemme; man havde overdraget ham at skrive et
Cifferbrev, og det kunde ikke opsættes. Længe blev han staaende ved
Vinduet, efter at Vennen var gaaet. De herlige Ord genlød endnu i hans
Sjæl. Georgs Talent havde udviklet sig forbavsende, han var uden Tvivl
en benaadet Digter. Lykkelige Mand, som bar Geniets Stempel paa sin
Pande!
Og atter gled hans Tanker tilbage til Tania; hvorledes kunde hun vel
vælge mellem ham og denne Mand?
Med et Suk satte han sig til sit Skrivebord og tog energisk fat paa sit
Arbejde. I flere Timer levede han nu i denne underlige Verden af talende
Tegn og Figurer, slog ivrigt efter i Nøglen og bandede ofte den
møjsommelige Arbejdsmaade. Brevet skulde, saa snart det var færdigt,
bringes til Hovedkvarteret, for at Budet, som rejste til Dubravnik hen
ad Eftermiddagen, kunde faa det med.
I Hovedkvarteret traf han Helene; det var hendes Tur til at gøre
Tjeneste den Dag.
„Her er en Efterretning fra Dubravnik, som angaar dig!“ sagde hun og
trak et Brev frem, som endnu var vaadt af den kemiske Proces. „Her er
det, og her staar dit Navn!“ Hun pegede paa en enkelt Samling Figurer
paa sidste Side. Brevet var fra Zina, og Andrey læste:
„Da, der viser sig mange Vanskeligheder ved den Sag, jeg har for, vilde
det være godt, om -- -- --“ her fulgte Tegnene -- „kunde komme hertil.“
Intet kunde i dette Øjeblik være Andrey mere velkomment end at faa
Anledning til at komme bort fra St. Petersborg.
„Naa, hvad siger du?“ spurgte den unge Pige noget køligt. „Agter du at
tage af Sted?“
„Ja, selvfølgelig!“
„Det tænkte jeg nok!“ ytrede Helene i en misbilligende Tone. „Uden et
Øjebliks Betænkning er du i Stand til at forlade dit Arbejde her, som du
netop har faaet saa godt i Gang. Men saadan bærer I Herrer
Revolutionister af god Familie jer altid ad!“ vedblev hun vredt, uden at
agte paa den unge Mands Indsigelser. „Saa snart der blot viser sig en
Lejlighed for jer til at kaste jer hovedkulds ind i aktiv Terrorisme,
er I straks parate og glemmer ganske jeres stakkels Arbejdere.“
Helene, som havde set, hvilken udmærket Propagandist Andrey var, ærgrede
sig over, at han nu uden videre vilde opgive dette Arbejde maaske for
bestandig; thi intet var mere rimeligt, end at han satte Hovedet paa
Spil ved Affæren i Dubravnik.
„Intet skulde være mig kærere, end om jeg kunde fortsætte mit Arbejde
her,“ sagde han godmodigt og beroligende; „men det vilde være en Skam
for vort Parti, om vi ikke gjorde et ordentligt Forsøg paa at redde vor
udmærkede Ven!“
„Det er ingen Skam for Partiet, at en Mand, som er det hengiven,
anvender sin Tid og sine Evner der, hvor de kan gøre mest Nytte,“
svarede den unge Pige.
„Synes du da virkelig, at Boris og de andre to er af saa lidet Værd for
Partiet, at det ikke engang lønner sig at ofre et Forsøg paa at frelse
dem?“ spurgte Andrey skarpt.
„De har den Værdi for Partiet, som vore bedste Mænd i det hele taget
har,“ svarede Helene; „men hvis vi vilde forsøge at frelse alle dem, der
er noget værd, kunde vi ikke bestille andet end at hænge over Fængslerne
rundt om i hele Rusland.“
„Naa, saa mener du altsaa, at det er det eneste rigtige, at vi overlader
dem til deres Skæbne?“ spurgte Andrey ironisk.
„De levende har noget bedre at gøre end at brække Halsen for at grave de
døde op igen,“ svarede Helene fast og skarpt.
„Saa er du vel ogsaa af den Mening, at Minearbejderen ikke skal forsøge
at befri sin Broder, der er begravet nede i Skakten, men derimod rolig
blive ved med sit Arbejde?“
„Aa, bliv mig fra Livet med dine Minearbejdere! de beviser intet,“
udbrød hun ærgerligt. „En Lignelse er intet Argument. Men vi har ingen
Tro til vor Gerning, det er Sagen! Hvis vi havde den rette Tro, vilde vi
ogsaa have Mod til trofast at blive ved den!“
„Jeg siger Tak til den Slags Trofasthed og ønsker mig den ikke!“ sagde
Andrey vredt. „Men det er latterligt at bruge Tiden til at skændes,“
vedblev han lidt efter noget roligere; „thi du ved dog lige saa godt som
jeg, at jeg til Trods for din Protest rejser til Dubravnik. Det er
bedre, at vi skilles som Venner; rimeligvis ses vi ikke mere førend min
Afrejse.“
Trods deres Strid kyssede de hinanden til Afsked, som det er Brug i
Rusland iblandt Folk af deres Slags. Andrey lovede hende, at han i Løbet
af en eller to Maaneder vilde være tilbage med alle tre Venner, og at
han saa straks igen vilde optage sit Arbejde i Propagandaens Tjeneste.
To Dage senere afrejste Andrey til Dubravnik i langt bedre Humør, end
han længe havde været.


ANDEN DEL
I Ilden.


I. KAPITEL.
_De sammensvorne i Dubravnik._

Ingen i St. Petersborg kendte Adressen paa Hovedkvarteret i Dubravnik;
Andrey havde faaet Besked om at henvende sig til to Søstre, Masha og
Kathrine Dudorov, for hos dem at faa nærmere Oplysning om Zina og hendes
Venner.
Det var ikke uden Vanskelighed, at han fandt den snævre, afsides
liggende Gade og det stygge røde Murstenshus, hvori de boede.
Ad en endeløs Stentrappe med slidte Trin naaede han til en gulmalet Dør.
Der inden for maatte de bo; thi Trappen førte ikke videre.
Han trak i Klokkestrengen, og straks efter stod en høj og paafaldende
fattig klædt Kvinde med et sygeligt Udseende foran ham; hendes Alder
kunde lige saa godt være tredive som tyve.
„Tør jeg spørge, om Frøknerne Dudorov bor her?“ spurgte Andrey.
„Ja, værsgod at komme indenfor!“ sagde hun kort og førte ham ind i et
Værelse, hvis Fattigdom endogsaa var paafaldende for en Nihilist.
Et Shirtingsforhæng delte Værelset i to Dele, den forreste Del, hvor
Andrey befandt sig, blev brugt som Dagligstue, den bageste som
Sovekammer.
„Hvad ønsker De?“ spurgte Damen videre i samme kølige, korte Tone.
„Jeg kommer med en Hilsen til de to Søstre Masha og Kathrine Dudorov fra
Helene Zubova -- mit Navn er Andrey Kojukhov!“
„Nej, hvor det glæder mig!“ udbrød hun, og der fo’r et Glædesskær over
hendes blege Ansigt. „Jeg er Kathrine Dudorov, jeg skal straks kalde paa
min Søster, værsgod at tage Plads!“
Hun forsvandt hurtigt, og Andrey satte sig ved det umalede
Fyrretræsbord, som var bedækket med Bunker af Bøger og Manuskripter i
alle Størrelser og med forskellige Haandskrifter.
Han vidste fra Helene, at de to Søstre havde arvet en lille Formue efter
deres Fader, men at de havde givet alt, indtil den sidste Skilling, til
den store Sag og nu fortjente deres Brød ved Afskrivning eller hvilket
som helst andet Arbejde, de kunde faa fat paa. Paa en af Stolene laa et
pragtfuldt Broderi paa gul Silke, meget for elegant til at kunne være
bestemt for Beboerne af dette fattige Værelse.
Et Øjeblik efter traadte Masha ind; hun var den ældste af de to, men saa
med sit livlige Ansigt, den lille Opstoppernæse og de klare, brune Øjne
ubetinget yngre ud.
„Vi ventede Dem ikke saa snart,“ sagde hun. „Zina sagde, at De ikke
kunde være her førend om tre Dage. De ønsker formodentlig straks at
opsøge hende?“
„Det gør jeg unægtelig -- hvis det da er Dem belejligt?“ svarede Andrey.
„Jeg skal være færdig om et Øjeblik. -- Zina bor ikke langt her fra,“
tilføjede hun og forsvandt bag det Shirtings Gardin.
„Hvorledes lever Helene?“ spurgte imidlertid den yngre Søster. Helene
var en Slægtning af Dudorovs.
Andrey fortalte med faa Ord, hvad han vidste om hende.
„Ved De, at David ogsaa er her i Byen?“ raabte Masha bag Gardinet. „Hvis
De har Lyst til at træffe ham, kan jeg ogsaa give Dem hans Adresse.“
„Er David her? Det anede jeg ikke!“
„Jo, han har været ved den rumænske Grænse for at ordne Indsmuglingen af
vore Bøger, og standsede undervejs her, jeg ved egentlig ikke af hvilken
Grund,“ svarede Masha, som nu traadte frem fra sit Skjulested, iført en
anden Kjole.
„Se saa, nu er jeg færdig!“ vedblev hun. „Hvem vil De først besøge, Zina
eller David?“
„Lad os tage den først, som er nærmest,“ foreslog Andrey.
Da David var den nærmeste, begav man sig altsaa først til ham.
De fandt ham hjemme i Færd med at lege med en smudsig lille, gulhaaret
Unge med store, blaa Øjne. Det var Værtens Datter; hun løb hurtigt bort,
da hun saa de fremmede. David holdt meget af Børn og stod forøvrigt paa
den venskabeligste Fod med Værten og hans Familie, der var Jøder. Han
tog altid ind hos dem, naar han var i Dubravnik; ingen spurgte ham om
hans Pas, han var simpelthen kendt under Navn af David.
Han tog hjerteligt imod Andrey.
„Du kommer akkurat i rette Tid,“ sagde han; „thi allerede i Morgen skal
jeg rejse videre.“
Efter at man havde talt en Tid sammen, erklærede David, at han vilde
følge med til Zina, da han havde noget at tale med hende om. „Men jeg
skal først have ordnet noget,“ tilføjede han og trak sin uundværlige
Lærreds-Vadsæk frem af en Krog af Stuen og gav sig til at fare med
Haanden ned i den.
„Det er en underlig Vadsæk, den!“ sagde han. „Altid ligger det, jeg
søger efter, helt nede paa Bunden,“ og han begyndte i rivende Hast at
sprede dens Indhold ud over hele Sofaen.
Endelig fandt han, hvad han søgte: en lille Trææske, som viste sig at
indeholde Saks, Fingerbøl, Traad og andre Sysager. Saa trak han
Overfrakken af og begyndte at sy.
„Lad mig dog hellere gøre det for dig!“ sagde Masha og rakte efter
Frakken.
„Nej Tak!“ svarede han. „Jeg gør det meget bedre selv. Mands Arbejde er
langt solidere!“
For ogsaa paa en eller anden Maade at gøre sig nyttig, gav Andrey sig
til at lægge Tingene ned igen i Vadsækken. Idet han greb en lille, grøn
Pose paa fem, seks Tommers Længde, faldt der en besynderlig Genstand ud,
som han først tog for et Stykke Legetøj. Det var en Træklods paa vel en
Tommes Højde, stillet paa et lille bitte Fodstykke. Nogle lange
Læderremme var fæstet til det og antydede, at det maatte være en
Brugsgenstand. Ved at aabne den lille Pose saa han, at den indeholdt et
hvidt og sortstribet, uldent Klæde af den Slags, som bruges ved den
jødiske Gudstjeneste. Han havde flere Gange været i Synagogen og var vis
paa, at han ikke tog fejl. Den lille Træfigur var det diminutive Alter,
som Jøderne binder fast til Panden, medens de læser deres Bønner, og det
stribede Klæde var den hellige _Talith_, som de bruger til at bedække
deres Hoved og Skuldre med, mens de beder.
„Se dog en Gang, hvad David har her!“ sagde Andrey og holdt de to Ting
op foran Masha.
De lo begge, det var virkelig for morsomt at se den Slags Sager i Davids
Gemmer, han, der saa vel som de andre var afgjort Fritænker.
„Le I kun!“ sagde David. „Jeg rejser aldrig uden de to Ting -- det er
mit Pas og virker ligefrem magisk paa Spioner og Politi; det falder dem
ikke ind, at jeg kan være Nihilist!“
Han lo og bed Traaden over med sine hvide Tænder.
„Se saa, nu er jeg færdig til at gøre vor Herskerinde min Opvartning!“
tilføjede han.
Masha tog nu Afsked for at gaa hjem efter først at have bedt David hilse
Zina og Annie.
„Hvem er den Annie?“ spurgte Andrey, da hun var gaaet.
„Annie Vulitch! Du kender hende godt! -- husker du ikke, at du traf
hende ved Grænsen? Hun er kommen tilbage fra Schweiz og har nu taget
Pladsen som Tjenestepige i Hovedkvarteret,“ svarede David.
„Jo vist husker jeg Annie Vulitch!“ udbrød Andrey. „Men er det nu ogsaa
rigtigt at betro en saa ung Pige saa vigtig en Post?“
„Jeg tænkte det samme i Begyndelsen; men jeg maa indrømme, at hun fylder
sin Plads fortrinligt. Det var Zina, der valgte hende, og hun bar samme
mærkelige Evne til at se sine Folk an, som hun har til at knytte dem til
sig.“

Om Aftenen fandt der et improviseret Møde Sted i Zinas lille Hus i en af
Byens Udkanter. Der var kun fire Personer til Stede -- de to Kvinder,
Andrey og David.
Annie Vulitch tog liden Del i Samtalen; begravet i en uhyre Lænestol med
de bitte smaa Fødder dinglende i Luften, lyttede hun til de andres Tale,
medens hendes livlige, sorte Øjne bevægede sig fra den ene til den
anden.
Zina var i Færd med at forklare Andrey den Plan, de havde lagt til
Boris’ og hans to Kammeraters Flugt, og spurgte til sidst, hvad han
mente derom.
„Du kommer med friskt Hoved og kan se klarere paa Tingene end vi andre!“
sluttede hun.
Andrey vedblev i Tavshed at stirre paa den Plan af Fængslet, som Zina i
raske Træk havde ridset for ham.
„Men saa tal dog, Menneske! Er du pludselig bleven stum?“ spurgte hun
heftigt.
„Naar jeg skal sige min Mening uforbeholdent,“ begyndte han endelig,
„saa synes jeg aldeles ikke om eders Plan. Den er meget for kompliceret,
alt for mange Ting skal gribe ind i hinanden. Et eneste Uheld paa et
enkelt Punkt kan faa det hele til at ramle sammen, desuden er det en alt
for løs Grund at bygge paa. Ja, her har du min Mening!“
Planen var baseret paa en Medvirkning af de almindelige Fanger, med hvem
de politiske havde været saa heldige at faa sat sig i hemmelig
Forbindelse. To af dem, en forhenværende Landevejsrøver, ved Navn
Berkut, og en Lommetyv, kaldet Kunitzin, var gaaet ind paa at hjælpe
Boris og hans Venner med at flygte.
Arbejdet med den underjordiske Gang, ad hvilken de skulde slippe bort,
gik rask fremad, om en Uges Tid vilde den være færdig. Det var Berkut og
Kunitzin, der gravede den. Deres Celle var i Stueetagen, medens de
politiske Fangers, som blev strengere bevogtede, laa i Fængslets øverste
Etage.
Naar alt var i Orden; skulde Fangerne ovenpaa -- en bestemt aftalt Nat
-- aabne Dørene til deres Celler ved Hjælp af en Dirk og liste sig ned i
Cellen i Stueetagen for at naa den underjordiske Gang, der gik ud
derfra.
Den uhyre Fare, som var forbunden med hele dette Foretagende, laa ikke
deri, at to almindelige Fanger var indviklet i det, thi baade Kunitzin
og Berkut var Boris hengivne med Liv og Sjæl og havde ofte givet Bevis
paa deres Tilforladelighed. Men de boede i Celle sammen med femten andre
Fanger, som man selvfølgelig havde maattet indvi i Hemmeligheden. Ingen
af dem vidste rigtignok andet, end at det var Berkut og Kunitzin, der
vilde flygte, og som gode Kammerater bevarede de Hemmeligheden godt.
Imidlertid kunde Brændevinen, som stadig smugledes ind i Fængslet,
anstifte uberegnelig Ulykke, idet et eneste uforsigtigt Ord, udtalt i
omtaaget Tilstand og i Vagtens Nærværelse, kunde røbe hele Planen.
Sluttelig var der Vandringen fra den ene Etage til den anden, som i sig
rummede den allerstørste Fare, da der Dag og Nat holdtes Vagt i Gangene.
„Det hele er uhyre risikabelt,“ begyndte Andrey igen. „Hvis de ikke
bliver opdagede før, saa vil de sikkert ikke undgaa det paa denne
Vandring paa Trappegangene.“
„Hvilket Flugtforsøg er ikke risikabelt, Andrey?“ spurgte Zina. „Men se
her, jeg skal vise dig, at denne Vandring, som du kalder den slet ikke
er saa farlig endda!“ og hun tegnede paa et nyt Stykke Papir en Plan
over det Indre af Fængslet, som hun kendte til dets mindste Enkeltheder.
Der var for Tiden ni politiske Fanger i Dubravniks Fængsel. Cellerne var
fordelte i to sammenhængende Gange, som løb i en ret Vinkel hver til sin
Side. Heldigvis var Boris og begge hans Kammerater i samme Gang. Efter
at Vagten havde gjort sin Runde ved Midnat, skulde Zalessky, en af
Fangerne i den anden Gang, se at faa lokket Fangevogteren hen til sin
Celle og opholde ham med Snak. Zalessky havde allerede flere Gange paa
denne Maade underholdt sig med ham, for at Manden ikke den Nat skulde se
noget nyt i hans Adfærd og muligvis fatte Mistanke. Zina viste paa
Planen, hvorledes det var umuligt fra Zalesskys Dør at se hen til de
andres. Alle Hængsler saa vel som Laase skulde forud være smurte, og
Fangerne skulde liste sig af Sted paa Hosesokker. Naar de først var uden
for deres egen Dør, skulde de med en Dirk aabne Døren til Trappen, der
førte ned til Stueetagen. De fire forskellige Gange dernede blev kun
bevogtede af én Mand, som altsaa havde at gøre sin Runde igennem dem
alle, og Fangerne behøvede kun at afvente det Øjeblik, da han forsvandt
i en anden Gang, for at smutte ud i den, hvor Berkuts og Kunitzins Celle
laa.
„Og hvor udmunder den underjordiske Gang?“ spurgte Andrey.
„Her,“ svarede Zina og pegede paa sit første Afrids paa en Plet
umiddelbart uden for Ydermuren.
„Og hvor er Skildvagten?“
„Her!“
„Altsaa lige i Nærheden! De kommer frem saa at sige for Næsen af
Skildvagten,“ sagde han og viste Annie og David Kortet.
„Ja, hvis det var dig, der skulde postere Skildvagterne, saa vilde du
rimeligvis nok anbringe ham her paa et andet Sted,“ sagde Zina
utaalmodigt. „Men da det nu ikke er Tilfældet, saa maa vi se at hjælpe
os, saa godt vi kan.“
„Nuvel, saa hjælper vi os, saa godt vi kan, og løber Risikoen,“
bemærkede Andrey. „For Resten har jeg en Idé med Hensyn til Skildvagten;
men jeg maa først selv se Stedet. -- Hvilken Rolle har du for Resten
tænkt at overdrage mig?“
Zina fortalte ham det. I Nærheden af det Sted, hvor Gangen udmundede,
skulde der holde en Vogn for hurtigst muligt at bringe Fangerne til et
sikkert Sted. Vasily, som var en udmærket Kusk og kendte Byen ud og ind,
skulde agere Kusk; men man holdt det for raadeligst at have en anden
paalidelig Mand med frie Hænder paa Stedet for at hjælpe Fangerne hen
til Vognen og i fornødent Fald forsvare dem.
Andrey nikkede bifaldende. „Ja, den Plan kan der intet siges imod, ingen
ved, hvad der kan ske,“ sagde han.
Saa aftalte man, at Vasily næste Aften skulde føre ham hen til Stedet,
og Mødet sluttedes.
„Hvor kan jeg træffe dig i Morgen?“ spurgte David.
„Det har jeg ingen Idé om -- spørg Zina! Jeg staar under hendes
Kommando,“ svarede Andrey.
„Kom til Rokhalsky i Morgen, vi er der alle, Andrey skal bo sammen med
Vasily,“ svarede Zina.
Vasily beboede et Værelse i det lille Værtshus, hvor hans Hest stod
opstaldet. Han udgav sig for at være Kusk og Oppasser hos en mindre
Købmand, der var bleven opholdt paa Markedet i Romny, men snart vilde
komme efter. Andrey skulde altsaa foreløbig spille denne fingerede
Herres Rolle og maatte i den Anledning anskaffe sig en Klædedragt, der
svarede til hans nye Stilling og hans nye Pas: en lang Kaftan, et Par
lange Støvler, en Hue og Vest af den brugelige Slags og saa fremdeles.
I Mellemtiden skulde Vasily forberede Folkene i Værtshuset paa, at hans
Herre nu kom.
Den næste Dag skulde de begge mødes hos Rokhalsky for at træffe en
bestemt Aftale om Andreys endelige Ankomst til Værtshuset, og det blev
overdraget David at bringe Vasily Besked; thi Vasily selv kom aldrig til
Zinas Hus; de to Boliger holdtes strengt afsondrede. Værtshuset var kun
et midlertidigt Tilholdssted; Politiet vilde ikke have vanskeligt ved at
finde dem der, saa snart Flugtforsøget først var gjort. Følgelig skulde
det forlades samme Nat, som Flugten fandt Sted, og Andrey og Vasily --
saa vel som de undvegne -- tage Ophold i Zinas Hus, hvor de skulde
holdes indelukkede, medens Politiet vendte op og ned paa Byen for at
finde dem. Af den Grund maatte Zinas Hjem ikke alene holdes fuldstændig
frit for ethvert Samkvem med Værtshuset, men ogsaa i det hele taget for
al mistænkelig Omgang. De to Kvinder levede saaledes næsten helt
afsondrede; man mødtes kun til korte Forhandlinger i de offentlige Anlæg
eller Pladser, eller, hvis det var nødvendigt, at alle maatte være til
Stede, i en Vens Hus, som f. Eks. hos Rokhalsky.
„Hvor vil du anbringe mig i Nat?“ spurgte Andrey, da David var gaaet.
„Jeg vil straks gaa med dig til Rokhalsky, som vist nok gerne giver dig
Husly en Nat, saa har du den Fordel at være der i Morgen Formiddag.“
Saa snart Mørkningen var falden paa, begav de sig af Sted.
Rokhalsky var en velhavende og godhjertet Mand med liberale Anskuelser
og varm Interesse for de sammensvorne; han modtog mange forskellige
Slags Mennesker i sit Hus, havde aldrig haft noget Sammenstød med
Politiet, og de „Ulovlige“ havde hos ham et af deres sikreste
Tilflugtssteder i Dubravnik.
I en stille Gade i et af Byens fornemme Kvarterer pegede Zina paa en
Række oplyste Vinduer i tredje Etage af et nybygget Hus og sagde til
Andrey: „Vi træffer ham i hvert Fald hjemme -- rimeligvis er der
Selskab.“
„De er svært tidligt paa Færde her i Dubravnik og, som det forekommer
mig, ogsaa meget økonomiske -- der er jo ikke en eneste Vogn at se i
hele Gaden,“ sagde Andrey.
„Den fattigste Del er vel kommen først,“ bemærkede Zina ligegyldigt.
Idet de kom nærmere, opdagede Andrey i et Vindue i Stueetagen lige over
for Rokhalskys to gamle Damer, der i synlig Ophidselse syntes at pege op
imod den oplyste tredje Etage.
En egen Mistanke greb ham.
„Vent et Øjeblik her,“ sagde han til Zina, „lad mig gaa først ind, her
er noget ved Stedet, som jeg ikke rigtig synes om.“
„Passiar! Rokhalsky er sikker nok,“ udbrød hun og gik hen imod Porten,
som hun aabnede. Andrey lagde Mærke til, at der indenfor og paa de hvide
Stentrin var Spor af mange og store Fødder, og idet han resolut greb
hendes Arm og stak den ind under sin, trak han hende ud paa Gaden.
„Det er højst sandsynligt, at Rokhalsky er sikker, naar du siger det;
men hvad kan det skade dig, om du venter et Par Minutter her udenfor,
mens jeg løber op for at se ad?“ sagde han.
Andrey vedblev at føle sig usikker -- alle disse forskellige Tegn, som i
og for sig syntes saa ubetydelige, og som han næppe selv kunde forklare
sig, havde faaet ham til at studse; det er det, overtroiske Folk kalder
for en Forudanelse.
„Det er for latterligt,“ sagde Zina og trak sin Arm ud af hans.
„Ja, hvis du ikke lader mig gaa alene op, gaar jeg slet ikke med.“
Der var en saadan Bestemthed i hans Tone, at Zina uvilkaarligt saa op og
blev slaaet af Udtrykket i hans Ansigt.
„Nuvel da, hvis du virkelig tror, at der er Grund til Mistanke, saa lad
os hellere slet ikke gaa op -- ingen af os --, men spadsere frem og
tilbage i Gaden, indtil vi ser et eller andet!“ sagde hun. Det vilde
ubetinget have været det klogeste, men Andrey var nysgerrig efter at faa
at vide, hvorledes Sagerne i Virkeligheden stod; det var aldeles
nødvendigt for Mødets Skyld den næste Dag, og han svarede derfor:
„Naa, det er jo heller ikke nødvendig straks at gøre saa stort Væsen af
Tingene; vi kan risikere at komme til at gaa her i Timevis, uden at se
noget. Vent henne paa Hjørnet; jeg skal være tilbage om et Øjeblik!“
Han traadte ind i Porten; der var ikke en Sjæl at se, Dødstavshed
herskede over hele Huset. Da han gik op ad den første Trappe, aabnedes
en Dør i Stueetagen, og et rynket, skægløst Ansigt -- han kunde ikke
afgøre, om det var en Mands eller Kvindes -- kom til Syne, kastede et
hurtigt, spejdende Blik paa ham og forsvandt. Saa hørte han Døren blive
slaaet i bag sig og Nøglen drejet hastigt om.
„Besynderligt!“ tænkte Andrey og gik forsigtigt videre -- saa lydløst,
som det var muligt uden at røbe nogen Angst.
Han lagde hurtigt sin Plan. Han vilde gaa forbi Rokhalskys, lige op til
fjerde Etage for at læse Navnet paa dem, som boede der, saa vilde han
gaa ned og ringe paa hos Rokhalsky, og hvis Politiet lukkede op, vilde
han lade, som om han gik forkert, og spørge efter Familien ovenover. For
en Sikkerheds Skyld tog han sin Revolver ud af Hylstret, trak Dolken,
som han altid bar i sit Bælte, frem, saa at den var nem at faa fat paa,
og var snart efter oppe i tredje Etage, hvor han saa Rokhalskys Navn paa
en Messingplade. Han standsede og betænkte sig; hans Plan kunde være god
nok; men han løb den Risiko at afskære sig selv Tilbagevejen; havde han
dog blot spurgt Zina om Navnet paa dem, der boede ovenover, hun vidste
det rimeligvis.
Saa hørte han pludselig en Dør blive hurtig aabnet og Lyden af Sporer og
Sabler; al Tvivl var forsvunden. Politiet var der.
Inde i Rokhalskys Entré var der posteret fire Soldater, som havde faaet
Ordre til at anholde enhver, der maatte komme. De havde hørt Andreys
forsigtige Trin og ventede kun paa, at han skulde ringe, for at kaste
sig over ham. Da han imidlertid tøvede med at ringe, frygtede de, at han
skulde gaa igen og saaledes undslippe dem, og besluttede derfor at
optræde angrebsvis.
Men førend de endnu havde faaet Døren helt op, var Andrey allerede som
et Lyn henne ved Trappen, greb fat i Gelænderet og sprang som en Bold
nedad. Han havde ikke en Gang set Soldaterne, men hørte kun deres Raaben
og Trampen og Lyden af deres Sabler paa Trappen. Det var et vanvittigt
Løb, ingen af Parterne havde gensidig set hinanden, men Andrey havde
Fordelen paa sin Side; thi han var en smidig, ung Mand -- øvet i at
klatre paa Bjerge -- mens Soldaterne var anderledes stive og tilmed
hindrede af deres tunge Dragt og lange Sabler. Allerede nede ved første
Etage havde han faaet et godt Forspring. Idet han løb forbi Gasblusset,
fik han en god Idé -- han slukkede Gassen. Ved næste Afsats gjorde han
det samme, og med en lynsnar Bevægelse kastede han Bænken, der stod
langs Væggen, paa tværs over Gangen. Der var nu ganske mørkt paa Gangen,
og hans Forfølgere sagtnede deres Løb.
Saa havde han den Tilfredsstillelse at høre nogen falde over hans
improviserede Barrikade: et tungt Fald og en Ed, hvorefter der næsten
blev stille; Soldaterne var nødte til forsigtigt at famle sig frem af
Frygt for lignende Forhindringer. Nede i Porten slukkede Andrey atter
Gassen og stod endelig paa Gaden efter først omhyggeligt at have trukket
Porten til efter sig, for at gøre Mørket fuldstændigt.
Zina, som befandt sig i nogen Afstand, havde ikke hørt det mindste til
Larmen, kun var det hende paafaldende, at han kom saa hastigt tilbage:
men da hun saa hans rolige, om end hurtige Skridt og det fuldstændig
beherskede Udtryk i hans Ansigt, gik hun ham uden Ængstelse i Møde.
Han standsede hende med en Gestus og hviskede, da han var kommen helt
hen til hende: „Politiet!“
Saa tilbød han hende galant sin Arm og gik roligt hen imod Rokhalskys