En Nihilist - 10

Total number of words is 4869
Total number of unique words is 1382
53.7 of words are in the 2000 most common words
72.2 of words are in the 5000 most common words
79.7 of words are in the 8000 most common words
Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
havde desuden en vis Vanskelighed ved at stifte nye Bekendtskaber. Paa
det Punkt var Andrey ubetinget den bedste.
Helene talte paa sin sædvanlige, forretningsmæssige Maade uden at hæve
Stemmen det ringeste; hendes store, blaa Øjne vandrede fra den ene til
den anden af de to Mænd, og hendes Blik var lige roligt og fast, hvad
enten hun sagde dem en Kompliment eller en Ubehagelighed.
Shepelev, som var en ganske ung Mand med blegt Ansigt og langt Haar,
lyttede opmærksomt til Helenes kritiske Bemærkninger, og smilede nu og
da, naar hun blev særlig skarp. Han syntes at more sig over den unge
Piges usminkede Oprigtighed.
„Ja, jeg tror selv, at du vil kunne udrette mere end jeg,“ sagde han til
Andrey, da Helene var færdig. „Kan du gøre dig fri?“
„Naturligvis kan han det,“ faldt Helene ind, førend Andrey endnu havde
faaet svaret; hun kendte hans Distrikt lige saa godt som han selv.
Andrey saa stjaalent hen paa Tania, som sad lige ved Siden af ham og
syntes lidt forvirret over det uventede Forslag. Han var ganske paa det
rene med, hvad han vilde, og erklærede sig beredt til at tage den ny
Plads.
Efter at den almindelige Diskussion var endt, bad han Tania fortælle sig
lidt om deres tilkommende fælles Distrikt. Hun svarede, at der om
Aftenen skulde være et Møde i hendes Hjem, og at det allerbedste vilde
være, om han straks gik med hende, han kunde saa lære en Del af hendes
Arbejdere at kende og derefter selv dømme.
De forlod altsaa Mødet sammen; paa Vejen spurgte Andrey hende, om hun
ofte besøgte sin Fader, og hvorledes han egentlig havde taget
Skilsmissen. Andrey nærede den dybeste Højagtelse for den gamle Advokat,
og Tania vidste det.
Det var hende derfor en stor Glæde at tale med ham om sin Fader, og det
gjorde hende godt at lette sit Hjerte over for en, der forstod hende saa
helt paa dette Punkt -- det ømmeste i hendes Liv.
Tania boede ikke alene. Ligaen havde til sin Disposition en Del ældre
Damer, mest tidligere Tjenestetyende iblandt Revolutionisterne, som nu
benyttedes som Husholdersker paa Pladser, hvor der ikke udfordredes
nogen særlig Dygtighed; de fleste af disse Kvinder havde ikke det
ringeste Begreb om Revolutionen; men da de alle -- som gamle, prøvede
Tjenere -- var trofaste og hengivne, var de til stor Nytte. En af disse
Damer -- tidligere Zinas Amme -- blev givet Tania som Husbestyrerinde og
fingeret Værtinde.
Tanias ny Lejlighed var ikke særlig hyggelig og saa ulig som vel muligt
det Hjem, hun kom fra. Den var meget for stor til hende, idet den bestod
af fem Værelser, hvoraf hun kun benyttede de tre; -- men hun havde ikke
kunnet finde noget bedre paa det Strøg, der passede hende. I det største
af Værelserne stod et langt Fyrretræsbord og nogle tilsvarende Stole og
Bænke; her var det, at hun holdt sine Møder.
Et Øjeblik efter, at Tania var vendt tilbage sammen med Andrey, begyndte
Arbejderne at komme, -- af Forsigtighedshensyn i flere Hold. Der var i
alt syv. Andrey blev forestillet som en Ven, der agtede at bosætte sig i
deres Kreds for at tage Del i det fælles Arbejde. Alle modtog denne
Efterretning med Glæde, og han blev straks behandlet som hørende hjemme
iblandt dem.
Han tog dog ikke nogen særlig Del i Forhandlingerne, men nøjedes med at
iagttage Tania i hendes ny Virksomhed og var i høj Grad forbavset over
at se, med hvilken Ligefremhed og Ynde denne fine, fornemt opdragne unge
Pige forstod at bevæge sig iblandt disse tarvelige Mennesker. Uden anden
Lærer end hendes eget brændende Ønske om at blive forstaaet talte hun
til dem i et Sprog og paa en Maade, som de uden Vanskelighed begreb; ja,
hun lagde saa meget af sin egen Sjæl i sine Ord, at hun næsten smeltede
sammen til ét med sine Tilhørere.
Kun nu og da, naar hun var allerivrigst, kunde hun pludselig standse,
som angst for at give sig helt hen i sin Varme og Overbevisning, hun var
da som en ængstelig Rytter, der ikke vover helt ud at benytte sig af sin
Gangers Dristighed.
Da Tania var færdig med at læse og forklare, blev Samtalen almindelig,
ogsaa Andrey tog nu Del i den, og man skiltes som de bedste Venner.
I den Maaned, som fulgte efter hans Forflyttelse til Narva-Distriktet,
lærte Andrey en Lykke at kende, som næsten taaler Sammenligning med en
gengældt Kærligheds Lykke, den nemlig at arbejde sammen med den Kvinde,
man elsker, paa et Værk, hvori man begge nedlægger det bedste, man har i
sig selv.
Det daglige Livs mange trættende, tunge Pligter viste sig pludselig for
ham i et helt nyt Lys, og den Fremgang, han havde med sit Arbejde, blev
for ham hele smaa Triumfer, som fyldte ham med den mest ublandede Glæde.
Hans egne stærke Følelser lagde en Varme og Magt over hans Ord som
aldrig før, og han følte sig stærkere end nogen Sinde knyttet til sine
lidende Medmennesker.
Antallet af Andreys og Tanias Tilhængere voksede hurtigt, og det viste
sig snart nødvendigt at danne en ny Afdeling i samme Distrikt, hvis
Ledelse man overdrog to unge Mænd.
Tanias Del i det fælles Arbejde var ikke den ringeste. I sin Iver for at
se den unge Pige virke i sin ny Gerning, tog Andrey undertiden Delingen
af Arbejdet lidt for bogstaveligt og lagde vel meget paa hendes unge
Skuldre; men hun udfyldte sin Plads beundringsværdigt. Der var for ham
noget uendeligt rørende og stort i den varme, inderlige Kærlighed, hun
lagde for Dagen over for den jævne Mand, og i den Ro og Værdighed,
hvormed hun bevægede sig iblandt de Farer, som hun daglig var udsat for;
det var, som om hun aldrig tænkte paa, hvilken Skæbne der muligvis
ventede hende.
Hun var for ham med ét Slag bleven en fuldt udviklet Kvinde, som havde
bibeholdt Barnets Mangel paa Selvbevidsthed.
For Andrey var denne Tid en stor og stille Lykke, og han lullede sig
selv til Ro med den Tanke, at han intet mere ønskede. Han troede fuld og
fast paa, at hans Forhold til Tania, som det nu var, kunde fortsættes i
det uendelige, indtil pludselig en ubetydelig Hændelse fik ham til at se
mere klart.


VI. KAPITEL.
_Et Vendepunkt._

Tania og Andrey sad en Aften alene i Arbejdsværelset, det var allerede
sent, og hele Huset hvilede i den første, dybe Søvn. De havde sammen
været til et Møde, som var blevet holdt hos en af deres Medarbejdere,
og Aftenen havde været ualmindelig vellykket og interessant. Tania havde
forelæst en lille rørende Fortælling ud af det daglige Livs Hændelser og
Lidelser, og da hun selv var grebet af Temaet, havde hun talt usædvanlig
godt.
Andrey havde som sædvanlig ledsaget hende hjem; men da de begge var i en
lykkelig og oprømt Stemning, havde han taget imod hendes Tilbud at gaa
med op og drikke en Kop Te under Foregivende af, at det kunde gøre godt
efter al den megen Talen.
De havde haft et ualmindeligt fornøjeligt lille Aftensmaaltid og
passiarede nu let og utvungent sammen.
Andrey begyndte at tale om den lille Fortælling, hun havde læst. „Den
maa vi anbefale vore Venner!“ sagde han. „Jeg véd ingen anden Historie,
der til den Grad egner sig til at bringe Bevægelse iblandt vore
Arbejdere. Vi maa ubetinget indlemme den i Ligaens faste Bibliotek!“
„Jeg skal tale til Helene derom, første Gang jeg træffer hende.“
„Men hvem véd, maaske var det Rytteren og ikke Hesten, der vandt
Prisen,“ sagde Andrey smilende. „Jeg haaber da, at du, efter hvad du har
oplevet i Aften, ikke længer er i Tvivl om din Dygtighed, og om hvilken
glimrende Fremtid, der venter dig som Propagandist iblandt Arbejderne!“
„Aa ja, jeg tror selv, at jeg vil kunne udrette noget,“ svarede Tania,
lykkelig som en ung Lærke, der prøver sine Vinger og gør sin første
større Flugt. „Men nu begynder jeg allerede at ængste mig for, at jeg
skal være bleven saa vant til at tale til den jævne Mand, at jeg helt
har mistet Evnen til at kunne henvende mig til Folk af vor egen Klasse.“
„Vilde det da være saadan en stor Ulykke?“ spurgte Andrey godmodigt.
„Ja, selvfølgelig især nu!“ udbrød Tania med ungdommelig Varme.
„Af hvad Grund?“ Andrey følte et uvilkaarligt Ubehag.
„Fordi jeg netop nu skal til at prøve mine Kræfter paa det Felt,“
svarede hun, „og jeg meget nødig vilde gøre Fiasko blandt den Del af
mine Venner. Hørte du ikke, at Georg i Gaar sagde til mig, at vi skulde
af Sted til Moskva om en Uges Tid eller saa?“
Der lagde sig en kold Haand om Andreys Hjerte; den unge Pige havde jo
ikke sagt ham noget nyt, kun havde han i sin nuværende Lykke helt glemt
at tænke paa hendes forestaaende Udflugt til Moskva sammen med Georg.
Alligevel var det ikke saa meget hendes Ord, der saarede ham, som den
absolutte Ro, hvormed hun udtalte dem -- ikke en Sky gik over hendes
smukke, unge Ansigt. Saa let var det altsaa for hende at forlade deres
fælles Arbejde her.
„Længes du saa meget efter at komme til Moskva?“ spurgte han bedrøvet.
Hun svarede ikke paa hans Spørgsmaal, men sad med lukkede Øjne og et
lyst Smil om Munden og gav kun et Par smaa, bekræftende Nik.
Andreys Læber blev hvide.
„Jeg forstaar saa godt, at du kan længes efter at komme til Moskva,“
sagde han med rolig, dæmpet Stemme, medens han indvendig kogte af
Raseri. „Det er kun et lidet opmuntrende og yderst trælsomt Arbejde evig
og altid, Gang efter Gang at gentage de samme Ord over for en Haandfuld
almindelige Arbejdere. Selvfølgelig er det langt interessantere at
glimre med sine Evner iblandt en Kreds af dannede Tilhørere, som
forstaar at værdsætte ens Talegaver og kan bringe ens Pris og Lov viden
omkring!“
Tania havde løftet sine Øjne og stirrede nu med aaben Mund i den yderste
Forbavselse paa ham. Hun vilde næppe tro sine egne Øren; hvad bragte ham
til at tale saaledes til hende?
„Antager du mig da virkelig for saa letsindig?“ spurgte hun endelig med
skælvende Stemme og taarefyldte Øjne.
Dette Syn fyldte ham med sviende Selvbebrejdelse, og han var ved at
kaste sig paa Knæ for hende og bede hende om Tilgivelse; men det var,
som om en ond Aand havde faaet Magt over hans Hjerte og nu igen lagde
Gift og Galde i hans Ord.
„Hvor kan jeg andet end føle mig skuffet,“ udbrød han med Heftighed,
„naar du selv indrømmer, at du længes efter at komme bort fra et
Arbejde, som hidtil har gjort dig Glæde, -- -- naar jeg ser, at Tanken
om at komme til at glimre mellem Spidsborgere og pyntede Marionetdukker
fylder dig med Glæde -- -- naar jeg ser -- -- --“ han var ikke i Stand
til at fortsætte, men brød brat af, greb sin Hat og stormede uden et Ord
til Afsked ud af Døren.
Fra den Aften var alt forandret. Selvfølgelig udjævnede de allerede den
næste Dag deres Strid; men det gode, stille Venskabsforhold, der hidtil
havde bestaaet imellem dem, var rystet i dets Grundvold, og Andrey
troede ikke mere paa dets Genoprettelse. Han led ved at mærke, hvilken
uhyre Magt hun besad over ham, og kæmpede forgæves for at frigøre sig
for den. Denne Kamp hensatte ham i en vedvarende Ophidselse; han blev
lunefuld og pirrelig og søgte at finde Fejl hos hende ved enhver
Anledning.
Tania modtog hans første Bebrejdelser uden at forsøge at forsvare sig;
men da han vedblev at være uretfærdig og haard, begyndte hun at miste
sin tidligere Tro paa hans Venskab for hende, og begge saa med Angst,
hvorledes hver Dag bragte dem længere bort fra hinanden.
Tania led ikke mindre end Andrey. En Dag, da han uventet kom op til
hende, saa han, at hun havde grædt. Han sagde til sig selv, at han var
den elendigste Slyngel paa Jorden, og var lige ved at tilstaa hende alt,
men hun optog hans første Ord saa unaadigt, at dette Besøg endte i endnu
større Disharmoni end noget tidligere.
Han foresatte sig bestemt kun at se hende til de Tider, naar deres
fælles Arbejde førte dem sammen; men allerede næste Dag mødte han hos
hende længe før den fastsatte Tid for Mødet under Foregivende af at
maatte tale med hende om den forestaaende Diskussion.
Den Sag var afgjort i et Par Minutter, og for første Gang i sit Liv var
det ham umuligt at finde paa noget at tale med hende om. Saa blev han
ærgerlig paa sig selv, fordi han ikke havde overholdt sin Bestemmelse om
at undgaa hende, og var straks igen i daarligt Humør.
„Hvor længe siden er det, at du har set Lisa?“ spurgte han endelig for
dog at sige noget.
Lisa var en Kusine af Tania og hørte til det fornemme Selskab i Moskva;
det var hos hende, den unge Pige skulde bo under sit Ophold der.
„Ikke siden forrige Vinter, da hun var her i St. Petersborg,“ svarede
hun og syede ivrigt videre paa et Haandarbejde, hun holdt i Haanden.
Atter indtraadte der en lang og pinlig Pavse, som Tania søgte at afbryde
ved at begynde at tale om deres fælles Arbejde; men Andrey gav kun
korte, undvigende Svar. Hvad Interesse havde hun vel mere af dette
Arbejde?
Saa begyndte han pludselig med stigende Heftighed at tale om hendes
Rejse til Moskva.
Tania gjorde sig den største Umage for at være rolig og svarede stille
uden at se op fra sit Sytøj; om tre Dage skulde hun rejse, hun vilde saa
nødigt skilles fra ham i Uvenskab. Hendes Ro ophidsede ham dog kun
yderligere, idet han deri saa et nyt Bevis paa hendes fuldstændige
Ligegyldighed for ham, og, mere og mere ude af Stand til at beherske
sig, gav han sig til sidst til at kritisere og latterliggøre hendes
Venner i Moskva, ja, endog til at tale haanligt om hendes Planer og
Forhaabninger.
Dette var mere, end Tania kunde holde ud; hun rejste sig med et Sæt og
sagde med en af Vrede dirrende Stemme:
„Nej, Andrey, nu kan det være nok!“
Ogsaa han var sprunget op og stod og støttede sig med den ene Haand til
Bordet, hans Ansigt var blegt og havde et lidende, sørgmodigt Udtryk.
„Sig mig dog, Andrey,“ begyndte hun, „hvorfor har du i den senere Tid
været saa forandret over for mig? Hvad har jeg gjort? Er der noget,
hvormed jeg har krænket dig, hvorfor siger du det saa ikke rent ud, som
du plejede at gøre? Og hvis du ikke kan, hvorfor skal vi saa pine
hinanden? Hvorfor ikke skilles som Venner og gaa hver sin Vej?“
Hendes Stemme var, efterhaanden som hun talte, bleven blød og sørgmodig.
„Ja, gid jeg kunde, Tania! Gud give, jeg aldrig havde truffet dig!“
sagde han med næppe hørlig Stemme og blev endnu en Skygge blegere.
„Men hvorfor? Hvad er -- --?“
Hun holdt pludselig inde som ramt af en Anelse.
„Er du da blind? Ser du da ikke?“ -- raabte Andrey med hæs Stemme, --
„forstaar du ikke, at jeg elsker dig, Tania!“
Han saa op paa hende, og -- hvad var det for et Under, der pludselig fik
hele hans Legeme til at skælve i Følelsen af en overvættes Lykke? --
Havde han set rigtigt? Hendes Ansigt straalede, og med begge Hænder rakt
ud imod ham kom hun hen til ham, og -- han forstod alt. Med et
Glædesraab laa hun om hans Hals.
„Er det muligt? Tania, min elskede, min egen, holder du virkelig af
mig?“ spurgte han med skælvende Stemme.
Hun klyngede sig kun tættere ind til ham.
„Du slemme Mand, hvorfor har du pint mig saadan?“ hviskede hun smilende.
„Tilgiv mig, min elskede! Jeg pinte jo ogsaa mig selv. Men nu er alt
overstaaet!“ udbrød han jublende. „Nu er vi lykkelige -- aa Gud, hvor vi
er lykkelige!“ Og han trak hende hen til en Stol, knælede ned foran
hende og bedækkede hendes smaa, kolde Hænder og hendes søde, blussende
Ansigt med glødende Kys.
„Og jeg, som troede, at du var forelsket i Georg!“ sagde han endelig.
„Georg er den bedste Mand -- meget bedre end du!“ sagde hun og satte sin
lille Finger energisk paa hans Pande. „Men siden den Aften, da du første
Gang talte til mig hjemme i min Faders Hus -- har mit Hjerte tilhørt
dig. Og jeg er stadig kommen til at holde mere og mere af dig! -- Jeg
véd ikke selv hvorfor,“ -- tilføjede hun smilende og saa paa ham med et
langt, ømt Blik.
Lyden af Entréklokken kaldte dem tilbage til Virkeligheden. Det var det
første Hold Arbejdere, der kom.
Andrey gik ud for at lukke op, og Tania bød dem velkommen og begyndte
sit Arbejde som sædvanligt. Hun saa endnu smukkere ud end ellers, et
eget forklaret Skær af en stor og højtidelig Lykke laa over hende.
Men Andrey fik ingen Ro paa sig, selv Tanias Nærværelse formaaede ikke
at dæmpe hans Hjertes heftige Slag, han havde ikke Sans for andet end
for sin egen nye, overvældende Lykke. Han tog Afsked og gik.
Udenfor var det en bidende Frost, og Vinterens hvide Liglagen dækkede
Huse, Træer og Gader; men Andrey ænsede ikke Kulden, i hans Bryst var
der Foraar og Solskin.
Det var ingen Drøm; det var sandt, hun elskede ham! Han følte endnu det
blide Tryk af hendes Arme om hans Hals, og hendes første søde Kys
brændte paa hans Læber. Hun var hans! Hendes straalende Skønhed, hendes
fine, harmoniske Sjæl, alt tilhørte ham! Uvilkaarlig vandrede hans
Tanker til Georg, og en egen Ømhed fyldte hans Hjerte. Hvor uvenlig
havde han egentlig ikke været imod ham, han maatte op til ham for at se
at faa alt udjævnet!
Han fandt Vennen hjemme, begravet i sine Bøger og Manuskripter. I samme
Øjeblik Georg saa Andreys Ansigt, forstod han, hvad der var hændet, og
inden den anden endnu forvirret og stammende havde faaet aflagt sin
Bekendelse, trykkede han hjerteligt hans Haand og ønskede ham til Lykke
-- ikke en Skygge af Misundelse var at opdage i hans lyse, blaa Øjne.
„Jeg har allerede for flere Maaneder siden vidst, at hun elskede dig,“
sagde han roligt som Svar paa Andreys spørgende Blik.
„Hvor kunde du vide det?“
„Paa den simpleste Maade af Verden -- hun fortalte mig det selv -- ved
en bestemt Anledning!“ svarede Georg og syntes et Øjeblik optaget af
sine egne Tanker, men snart efter passiarede de atter fornøjet videre.
Da Andrey tog Afsked, sagde Georg halvt spøgende, halvt i Alvor:
„Jeg haaber ikke, at du bliver skinsyg, fordi jeg ledsager Tania til
Moskov?“
„Aa nej, slet saa dybt er jeg ikke falden!“ svarede Andrey og lo.

Tania havde lovet Andrey at komme hurtigt tilbage, og hun holdt Ord.
Fjorten Dage senere var han paa Banen for at tage imod hende, og kort
derefter blev de gifte. Ingen Præst eller Øvrighedsperson var til Stede
ved den Anledning; de tilkendegav simpelthen deres Beslutning for
Vennerne, saadan som man altid plejede at gøre i den Verden, de
tilhørte.
Deres Giftermaal forandrede intet i deres ydre Liv. De genoptog begge
deres fælles Arbejde, kun flyttede de til en anden Del af Hovedstaden,
da det gamle Distrikt efterhaanden blev dem for „hedt“. I en beskeden
Sidegade lejede de en lille Lejlighed paa to Værelser og Køkken.
Værelserne var smaa og tarveligt møblerede, Gulvet uden Tæppe, og der
var lavt til Loftet; gennem de smaa Vinduer havde de ingen anden Udsigt
end den lange, kedsommelige Husrække paa den anden Side af Gaden.
Alligevel var dette lille Hjem deres Paradis, -- hvis dette Udtryk i det
hele taget kan bruges i den moderne Menneskeheds mere nøgterne Sprog.
Den første berusende Lykke, der var saa lidet forenelig med det Liv, de
levede, og det, de saa omkring sig -- var snart forbi og havde veget
Pladsen for en roligere og ædlere Følelse. De nød fuldt ud den Lykke,
som det er for to Elskende i gensidig Forstaaelse at kunne udveksle
Følelser og Tanker, og som først faar den rette Værd og Betydning efter
Foreningen.
De var sig begge fuldt bevidst, at denne Lykke kun var et kort Hvilested
paa Vejen, at et Damoklessværd stadig hang over deres Hoveder, og at
hver Dag kunde være deres sidste. Men de var alt for unge og fulde af
Livsmod til at lade sig kue af disse Tanker; hvert Øjeblik, de havde
sammen, blev for dem derved kun dobbelt kært og dyrebart.
Det var en Formiddag i Begyndelsen af Foraaret, Tania læste højt for
Andrey af et Hæfte, som de havde faaet af hendes Fader, hos hvem de
havde tilbragt den foregaaende Aften.
Pludselig genlød hele den lille Lejlighed af en heftig Ringning paa
Entréklokken, efterfulgt af to svagere Slag. Det var en Vens Ringning!
Andrey gik ud for at lukke op, og Tania, som blev siddende, hørte ham
udbryde i et Glædesraab, som naar man uventet ser en god Ven; men
pludselig dæmpedes hans Stemme, der fulgte en hurtig Hvisken og derefter
dyb Tavshed.
Da Andrey vendte tilbage, var han dødbleg. Han kom med Georg og en ung
Mand, som Tania ikke kendte -- begge saa alvorlige og bedrøvede ud.
„Hvad er der hændet?“ spurgte hun angst og gik dem i Møde.
„En frygtelig Ulykke!“ svarede Andrey. „Zina og Vasily er blevne
arresterede efter en heftig Kamp -- begge bliver rimeligvis dømte til
Døden -- Annie Vulitch blev dræbt i Kampen!“
Han kastede sig ned paa en Stol og strøg sig med Haanden over Panden.
De to Gæster havde ligeledes sat sig; hun mødte den fremmede unge Mands
Blik.
„Mit Navn er Vatajko!“ sagde han, idet han forestillede sig, da ingen af
de andre tænkte derpaa. „Jeg er lige kommen fra Dubravnik med den
forfærdelige Efterretning og med en Besked til Deres Mand!“
„Hvornaar skete det?“ spurgte hun.
„For tre Dage siden. Politiet har forsøgt at holde det hemmeligt; men
det er ikke lykkedes; i Morgen vil det staa i alle Aviser. Hele Byen
taler allerede derom.“
Saa begyndte han med dæmpet, behersket Stemme at fortælle alle
Enkeltheder; men efterhaanden, som han skred frem i sin Beretning, blev
han heftigere, og da han endelig naaede til selve Kampen, var han i
fuldstændig Ekstase.
Midt i Nattens Stilhed havde Politiet forsøgt at trænge ind i Zinas Hus,
hvor Vasily nu ogsaa boede. For at være fuldstændig lydløse og muligvis
kunne overraske dem i Søvne, skruede de Hængslerne af Dørene og vilde
rimeligvis ogsaa have naaet deres Hensigt, hvis ikke Annie Vulitch imod
Sædvane havde siddet oppe endnu og læst. Hun blev opmærksom paa den
besynderlige Lyd, og da det gik op for hende, hvad det var, begyndte hun
at fyre. Det uventede Angreb drev Gendarmerne tilbage, og det lykkedes
hende ved at affyre Skud paa Skud at holde dem borte i flere Minutter,
indtil hun selv blev truffen af en Kugle i Hovedet. Hun døde i det
Øjeblik, Vasily kom løbende til Undsætning.
„Hvilken Helt hun var, denne unge Pige! -- og hvilken smuk Død!“ udbrød
Andrey begejstret.
„De to andre,“ vedblev Vatajko, „gjorde et Forsøg paa at bane sig Vej
med deres Revolvere; men det var umuligt. Saa trak de sig tilbage til de
indre Værelser, barrikaderede Døren og brændte alle kompromitterende
Papirer. Efter i en halv Time at have holdt Politiet Stangen og efter at
have brugt alle deres Patroner, overgav de sig.“
Han tilføjede, at de, efter hvad man havde hørt, rimeligvis vilde blive
forhørt sammen med Boris. Politiet havde endelig faaet Nys om, at Zina
vistnok stod i Forbindelse med ham, og var henrykt over den gode Fangst.
Vasily skulde tiltales for bevæbnet Modstand, og der var næppe Tvivl om,
at alle tre vilde blive dømte til Døden.
„Men dette maa ikke ske!“ udbrød han lidenskabeligt. „De maa befries,
om det saa skal ske i et Haandgemæng!“
Han sprang op, og idet han, heftigt gestikulerende, snart gik frem og
tilbage og snart blev staaende -- saa for den ene og saa for den anden
af de tre, fortalte han, at Dubravnik Sektionen havde bestemt at sætte
alle Kræfter ind paa et Befrielsesforsøg. Der skulde hverves nye Folk
iblandt alle Klasser i Byen, iblandt de studerende unge Mænd og iblandt
Haandværkerne. I hvert Fald var man fast bestemt paa at gøre et Forsøg;
alle som én var varme for Sagen! Men man trængte til en Leder, man havde
valgt Andrey, og Vatajko skulde spørge, om han tog imod Valget.
Andrey saa op og sagde:
„Har I ogsaa vel overvejet eders Valg? Jeg har aldrig før været Formand
for en saa vanskelig og farlig Affære!“
„Ja, vi er enige om, at vi ikke kan faa nogen bedre end dig!“ svarede
den unge Mand med Varme.
„Nuvel, saa lad det blive, som I vil! Jeg er rede til at tjene en Sag
som denne paa hvilken som helst Maade, der fordres af mig!“ sagde
Andrey.
„Det sagde jeg dem ogsaa!“ udbrød Vatajko og trykkede heftigt hans
Haand. „For Resten mener vi alle, at du ikke behøver at komme til
Dubravnik lige straks,“ vedblev han. „Hvis Politiet skulde faa Nys om,
at du var der, vilde man være paa sin Post. Det er bedre, du bliver her,
indtil det afgørende Øjeblik staar for Døren; vi skal holde dig à jour
med, hvad der foregaar, og raadspørge dig om alt!“
Saaledes gik det til, at Andrey atter blev taget fra sit Arbejde og fra
sit stille, lykkelige Liv for igen at blive kastet midt ind i
Revolutionens vildeste Malstrøm.
Han gjorde en kort Rejse til Dubravnik nærmest for at undersøge
Forholdene. Da han kom dertil, erfarede han en ny Ulykke: et Par Dage
før var Søstrene Duderov og en ung Mand ved Navn Botsharov, en af Sagens
mest begejstrede Tilhængere, blevne arresterede og skulde forhøres
sammen med Boris, Zina og Vasily -- et Kompagniskab, som intet godt
spaaede dem.
Men forøvrigt var de Indtryk, Andrey fik, ret gunstige, bedre, end han
havde ventet; der var rigeligt og udmærket Kampmateriale, og Planen var
lagt med stor Dygtighed. Han tvivlede ikke om, at det vilde lykkes dem.
Hans gamle Kampinstinkt var vakt, og han ænsede ikke Farerne, ja, saa
dem knapt. Men for Tania var de lykkelige Dage til Ende. Hun erkendte
fuldt ud, at det var Andreys Pligt at træde til her -- _hendes_ Andrey
kunde ikke holde sig tilbage i en Sag som denne! men hendes Angst og
Sorg for ham blev ikke mindre derved.


TREDJE DEL
Alt for den store Sag!


I. KAPITEL.
_I Themis’ Tempel._

I et af de tarveligere Kvarterer i Dubravnik sad en Aften i Begyndelsen
af Foraaret to unge Mænd foran et aabent Vindue. Den ene af dem spejdede
ivrigt hen ad den mørke Gade og iagttog opmærksomt enhver, der kom inden
for den mat brændende Lygtes Lyskreds. Denne unge Mand var Vatajko; den
anden var Andrey, som for fjorten Dage siden var kommen til Byen og nu
sammen med sin Ven boede i denne stille, beskedne Bydel.
„Ser du endnu ingen?“ spurgte Andrey.
„Nej!“
„Det er besynderligt! Forhøret maa være forbi for mindst tre Timer
siden. Han har haft rigelig Tid til at kunne tale med Kusinen og burde
allerede for længe siden have været her.“
„Jeg forstaar det ikke! Han er ellers saa uhyre punktlig,“ sagde
Vatajko. „Han skulde da vel ikke være sprængt i Luften!“ tilføjede han
leende.
„Det kunde saamænd godt være muligt,“ bemærkede Andrey alvorligt. „Han
er rasende uforsigtig med alt det Kram!“
„Skal jeg ikke hellere løbe hen til ham og spørge ad?“
„Hvis han er sprængt i Luften, kan han dog ikke svare dig -- det er
bedre, du venter; han kommer nok!“
I dette Øjeblik hørte de Larmen af en Vogn paa Gaden.
„Der er han endelig!“ udbrød Vatajko.
Ogsaa Andrey gik hen til Vinduet og saa den Mand, de ventede paa, komme
kørende hurtigt ned ad Gaden i en aaben Vogn. Det var en midaldrende
Mand med et uhyre langt, graat Skæg og en Skikkelse som en Herkules.
Et Øjeblik efter traadte den ventede ind ad Døren, idet han forsigtigt
bøjede Hovedet for ikke at støde sig mod Karmen. Vatajko havde allerede
lukket Vinduerne, rullet ned og tændt Lys.
„Naa, hvad nyt?“ spurgte Andrey.
„Lad mig først faa Frakken af!“ sagde han. „Kun paa Forhaand saa meget:
der er intet særlig nyt!“
Ved nærmere Eftersyn viste denne Mand sig aldeles ikke at være nogen
Herkules, han var høj og mager og holdt sig lidt kroget -- det mest
iøjnefaldende ved ham var et Par tindrende, urolige, graa Øjne i det
lange, smalle Ansigt.
„Traf De saa Deres Kusine?“ spurgte Andrey.
„Ja vel!“ og den høje Mand satte sig ned og begyndte at fortælle.
Forhørene over de fængslede for den militære Domstol var begyndt den
Dag. Der var intet særligt forefaldet i det første Møde, men man kunde
dog med lidt Behændighed allerede saa nogenlunde deraf drage sine
Slutninger for de kommende. De fleste af Rettens Medlemmer var stævnede
til at møde.
Omendskønt ingen militær Domstol -- hvad enten den er almindelig eller
ekstraordinær -- frembyder særlig Garanti for retfærdig Behandling af
politiske Forbrydere, saa var dette dog et daarligt Tegn. Det viste, at
Regeringen havde en eller anden uhyggelig Plan for og ønskede at have
sine sikre Mænd om sig. Den kejserlige Anklagers Tale ved Aabningsmødet
You have read 1 text from Danish literature.
Next - En Nihilist - 11
  • Parts
  • En Nihilist - 01
    Total number of words is 4722
    Total number of unique words is 1515
    46.7 of words are in the 2000 most common words
    64.2 of words are in the 5000 most common words
    72.1 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • En Nihilist - 02
    Total number of words is 4847
    Total number of unique words is 1505
    48.3 of words are in the 2000 most common words
    67.1 of words are in the 5000 most common words
    75.3 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • En Nihilist - 03
    Total number of words is 4826
    Total number of unique words is 1483
    50.5 of words are in the 2000 most common words
    67.9 of words are in the 5000 most common words
    74.9 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • En Nihilist - 04
    Total number of words is 4795
    Total number of unique words is 1391
    50.0 of words are in the 2000 most common words
    67.7 of words are in the 5000 most common words
    75.4 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • En Nihilist - 05
    Total number of words is 4811
    Total number of unique words is 1405
    51.0 of words are in the 2000 most common words
    68.5 of words are in the 5000 most common words
    76.3 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • En Nihilist - 06
    Total number of words is 4876
    Total number of unique words is 1423
    51.5 of words are in the 2000 most common words
    69.2 of words are in the 5000 most common words
    76.6 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • En Nihilist - 07
    Total number of words is 4928
    Total number of unique words is 1398
    51.3 of words are in the 2000 most common words
    67.3 of words are in the 5000 most common words
    75.5 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • En Nihilist - 08
    Total number of words is 4874
    Total number of unique words is 1391
    50.5 of words are in the 2000 most common words
    67.7 of words are in the 5000 most common words
    75.5 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • En Nihilist - 09
    Total number of words is 4813
    Total number of unique words is 1383
    54.0 of words are in the 2000 most common words
    71.1 of words are in the 5000 most common words
    78.6 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • En Nihilist - 10
    Total number of words is 4869
    Total number of unique words is 1382
    53.7 of words are in the 2000 most common words
    72.2 of words are in the 5000 most common words
    79.7 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • En Nihilist - 11
    Total number of words is 4678
    Total number of unique words is 1544
    45.7 of words are in the 2000 most common words
    62.1 of words are in the 5000 most common words
    70.6 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • En Nihilist - 12
    Total number of words is 4834
    Total number of unique words is 1488
    51.1 of words are in the 2000 most common words
    67.5 of words are in the 5000 most common words
    74.6 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • En Nihilist - 13
    Total number of words is 4774
    Total number of unique words is 1376
    51.0 of words are in the 2000 most common words
    67.4 of words are in the 5000 most common words
    75.2 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • En Nihilist - 14
    Total number of words is 5028
    Total number of unique words is 1272
    54.4 of words are in the 2000 most common words
    72.4 of words are in the 5000 most common words
    79.0 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • En Nihilist - 15
    Total number of words is 4965
    Total number of unique words is 1367
    53.7 of words are in the 2000 most common words
    71.8 of words are in the 5000 most common words
    79.3 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • En Nihilist - 16
    Total number of words is 877
    Total number of unique words is 432
    64.7 of words are in the 2000 most common words
    76.6 of words are in the 5000 most common words
    84.1 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.