En Nihilist - 16

Nej! Fingrene rystede ubetydeligt! -- -- Han ventede nogle Minutter, saa
løftede han den igen -- denne Gang var den ganske rolig.
Et Øjeblik efter saa han Sazepins høje Skikkelse vise sig for Enden af
Gaden. Det var Signalet; han rejste sig og gik ham i Møde.
Sazepins Ansigt var højtideligt -- næsten sørgmodigt; idet Andrey
nærmede sig, saa han med et betegnende, ærbødigt Blik paa ham og gjorde
en Bevægelse med Hovedet, som nærmest lignede et Buk.
„Tal!“ sagde Andrey.
„Czaren kommer den sædvanlige Vej,“ hviskede han.
Andrey fortsatte sin Vej og vinkede med Haanden, som om han vilde betyde
den anden at forsvinde. Nu var Turen til ham alene.
Omtrent i fem Hundrede Alens Afstand fra Slotspladsen befandt Andrey sig
pludselig midt inde i den Skare af Spioner og Skildvagter, som gaaende
eller posterede har at vogte over Czarens Vej med Ordre til at holde
enhver fremmed borte, Mand eller Kvinde, og om fornødent at foretage
Arrestation.
En ældre, graahaaret, distingveret udseende Herre -- som Andrey aldrig i
sit Liv vilde have taget for en Spion -- traadte hen til ham og sagde i
en høflig, men bydende Tone:
„Vær saa god, min Herre, at gaa en anden Vej!“
„Af hvilken Grund?“ spurgte Andrey forbavset, idet han samtidig vedblev
at gaa fremad.
Den anden fulgte tæt efter ham.
„Det er strengt forbudt enhver at gaa denne Vej. Vær saa venlig at vende
om, eller De vil faa Ubehageligheder!“ sagde han bestemt.
Andrey trak paa Skuldrene.
„Jeg begriber ikke, hvorfor Folk ikke maa gaa paa Gaden,“ sagde han,
idet han stadig gik videre.
Herren vinkede med Haanden, og i samme Nu kom to lange, civilklædte
Fyre, som havde staaet i nogen Afstand, hen imod Andrey i den synlige
Hensigt at føre ham bort med Magt. Hans Stilling var uhyre kritisk, og
han standsede for om muligt at vinde nogle Minutters Tid ved at skændes
med sine to Angribere. Men de sammensvorne havde beregnet Tiden godt;
thi i samme Øjeblik viste Czarens Hund sig for Enden af Gaden, og i
næste Nu vilde Czaren selv komme, og Spionerne var nødte til at have
Vejen fri.
Andrey gik roligt videre og naaede uhindret Gadehjørnet.
I dette Øjeblik var Czaren nogle Skridt foran Alexander den Førstes
Monument, med Ansigtet imod Slottet.
I et Vindue i et af Husene lige overfor iagttog to unge Mænd i spændt
Opmærksomhed og med bankende Hjerter denne Scene.
Den ene af dem var Georg. Han havde set Andreys Konflikt med Spionerne
og havde allerede opgivet ham som fortabt. Men i samme Øjeblik saa han
Czaren, Selvherskeren over alle Russere, dreje omkring Hjørnet og
Andrey, rolig og alvorlig som Skæbnen selv, skride hen imod ham.
Det gav et uvilkaarligt Ryk i Czaren, da han saa en fremmed paa sin Vej;
men han vedblev desuagtet at gaa videre.
I aandeløs Spænding saa Georg Afstanden mellem de to Mænd blive mindre
og mindre, indtil den havde indskrænket sig til en tyve Alen. Efter
Reglementet skulde Andrey nu standse, tage Hatten af og staa barhovedet,
indtil hans Kejser og Herre var passeret.
Men i Stedet for at opfylde sin Underdanighedspligt fo’r Andrey med
Haanden i Lommen, trak sin Revolver frem, sigtede og fyrede.
Kuglen traf i Muren bag Czarens Ryg, omtrent i tresindstyve Alens
Frastand.
Revolveren stødte stærkt -- der maatte tages Sigte langt nede, for at
Kuglen kunde ramme det skæbnesvangre Sted.
Andrey opdagede dette for sent og stod et Sekund som lammet med begge
Hænder hængende ned. I næste Nu løb han fremad med rynket Pande og
ligbleg, affyrende Skud efter Skud.
Czaren -- ligeledes bleg -- løb, alt hvad han kunde, idet han med begge
Hænder samlede de lange Skøder af sin Overfrakke sammen. Men han mistede
ikke Aandsnærværelsen, han løb uafbrudt i Zigzag og gjorde det derved
vanskeligt for sin Forfølger at sigte. Dette frelste ham; kun ét af
Skuddene trængte igennem Slaget paa hans Frakke -- alle de andre fo’r
forbi.
I mindre end et Minut havde Andrey affyret de seks Skud, som Revolveren
indeholdt.
Spionerne, som først havde gjort sig usynlige, kom nu ilende til fra
alle Sider. Georg saa, hvorledes Andrey pludselig var omringet af hele
Skarer af dem. Et Øjeblik holdt de sig ængsteligt tilbage; men da de saa
ham vaabenløs og uden Tegn til at ville gøre Modstand, kastede de sig
som vilde Dyr over ham.
Georg hørte deres Raab og Skrig; men han saa intet, thi han havde skjult
Ansigtet i sine Hænder.
Halvt sønderrevet blev Andrey kastet i Fængsel. Saa snart han blot
nogenlunde var kommen sig, blev han forhørt, dømt og hængt.

* * * * *
* * * *
Errata
besluttede at redde Taras [_original tekst er »Tarat«_]
Soldaterne var anderledes stive [_original tekst er »Soldaerne«_]
„Politiet! -- Men saa kom du dog med!“ [! -- usynlig]
hvad kan de udrette uden Penge?“ [? usynlig]
„Ja, hvorfor ikke? [? usynlig]
jeg gerne vilde tale med dig om.“ [“ manglende]
„Politiet har allerede faaet Nys [„ manglende]
Her i dette fattige Værelse [, usynlig]
. usynlig eller manglende:
som man siger i Rusland.
skubbede Mængden tilbage.
indberetter det til Tredje Afdeling.
vi holder Øjnene aabne.
jeg gerne vil tale med Dem om.
en sjældnere Gæst i Advokatens Hus end Andrey.
og faa dem væk igen,“ udbrød Zina.
i det afgørende Øjeblik.
for at stævne de syv Mænd til straks at møde.