En Nihilist - 14

sig ikke af Stedet, han forstod godt, at Andrey blot vilde se at faa ham
bort og i Sikkerhed.
„Jeg har ikke stor Lyst til at gaa!“ sagde han betænksomt. „Efim
Gavrilich er en sær Patron -- han bliver bare gnaven, hvis man ulejliger
ham for en saadan Bagatel!“
Andrey forstod, at Georg ikke lod sig sende bort.
„Nuvel, saa lad os straks gaa til Stationen! Vi har daarlig Tid!“ sagde
han til Gendarmerne.
Det var ham om at gøre saa hurtigt som muligt at komme væk fra Stedet,
thi der var allerede fuldt af nysgerrige omkring dem.
„De har at vente, til Patrouillen kommer!“ sagde deres Cerberus kort.
„Vi kan ikke forlade vor Post for Deres Skyld!“
Andrey og Georg satte sig roligt paa Grøftekanten nogle faa Skridt borte
og tændte deres Piber.
Da Mængden ikke længer hørte nogen Strid, gik snart hver til sit -- selv
Gendarmerne syntes at miste Interessen for deres to Fanger. Men
Patrouillen kunde hvert Øjeblik komme.
„Stik et Guldstykke til den Slyngel!“ hviskede Georg ind imellem to
dygtige Drag af sin Pibe.
Andrey nikkede; han havde selv tænkt, at de maatte forsøge Bestikkelse.
I et Øjeblik, da der ikke fandtes Mennesker i Nærheden, vendte han sig
imod Betjenten:
„Hør en Gang, gode Ven! Hvad vil De have for at lade os gaa i Fred?“
spurgte han.
„Hvor meget vil De give?“ spurgtes der tilbage.
Andrey rakte et Par Kobbermønter frem -- et alt for stort Tilbud vilde i
dette Tilfælde kunne vække Mistanke.
„Nej, min Ven! det er for lidt! Vi er to Mand til at dele. Giv os en
Rubel!“
„Det er godt nok sagt! Men tror De maaske, at jeg har mange Rubler at
kaste bort. Her er en halv Rubel! Det er meget for meget; men jeg har
ikke Tid til at staa her og prutte med dem.“
De var atter fri Mænd. I den første Landsby, de kom til, lejede de et
lille Enspænder-Køretøj og ankom ved Middagstid til Jernbanestationen.
Her ventede David paa dem med den gode Nyhed, at Vejen var klar, og ikke
længe efter dampede de af Sted til St. Petersborg.

Tania havde imidlertid tilbragt en frygtelig Tid; i de fire Dage havde
hun været fuldstændig uden Underretning fra Andrey, som indtil da
regelmæssigt hver Dag havde sendt hende en Avis fra Dubravnik --
selvfølgelig Byens mest konservative. -- Andrey turde ikke paa anden
Maade staa i Forbindelse med hende; men for Tania var denne lille, dumme
Avis en dyrebar Skat, fordi den bragte Hilsen og Bud om, at hendes
Andrey endnu var uskadt.
Men den skæbnesvangre Eksplosion i Bombemandens Hus, som med et Slag
kuldkastede alle Planer, og de derefter følgende frygtelige Begivenheder
havde til den Grad opfyldt Andreys Sind, at han rent havde glemt at
sende det lille Blad til Tania, desuden troede han, at Georg havde
skrevet.
Imidlertid var Aviserne i Hovedstaden fyldte med de mest alarmerende
Meddelelser, som alle drejede sig om Andrey. Snart hed det sig, at han
var arresteret i sit Hjem -- saa paa Jernbanen og saa i Byen paa aaben
Gade. Rygterne blev vildere og vildere, og den Masse Arrestationer, der
foretoges, viste, hvor ivrigt man var paa Jagt efter ham.
Andrey kunde selvfølgelig ikke være bleven arresteret samtidig paa flere
Steder; men var det tænkeligt, at han kunde være paa fri Fod uden at
sende hende nogen Meddelelse?
Da David kom op til Tania for at fortælle hende, at Andrey om et Øjeblik
vilde følge efter -- han var kun gaaet til Hovedkvarteret for at skifte
Dragt --, vilde hun næppe tro paa Rigtigheden af hans Ord. Men da David
smilende forsikrede hende, at han for et Øjeblik siden havde forladt
hendes Mand i levende Live, og at de havde gjort Rejsen sammen fra
Dubravnik hertil, opklaredes hendes blege, forgræmmede Ansigt af et
lykkeligt Smil.
-- „Det er jo et rent Mirakel, at han er sluppen helskindet ud af det
Helvede!“ sagde hun, da David havde endt sin Beretning.
„Ja, de gjorde det hedt nok for ham,“ svarede David. „De maa sørge for i
det mindste i det første halve Aar at holde ham borte fra lignende
Affærer, hans Stilling er alt for udsat. Frem for alt maa han ikke
forlade St. Petersborg.“
„Jeg skal gøre mit Bedste!“ svarede Tania. „Men jeg frygter desværre,
at her heller ikke er synderlig Sikkerhed for ham.“
„Det er alligevel ubetinget det sikreste Sted,“ mente David og tog lidt
efter Afsked. Saa snart han var gaaet, løb Tania hen og stillede sig paa
Vagt bag Vinduesgardinet -- hun kunde herfra overse Gaden i hele dens
Længde. Da hun endelig saa ham komme i Drosken, gav hun intet som helst
Tegn, men blev staaende ubevægelig; kun hendes lykkestraalende Øjne og
smilende Mund sagde ham, at hun havde set ham.
Et Øjeblik senere sluttede Andrey hende i sine Arme og glemte baade
Planer og Forsæt, Czaren, Politiet og Sammensværgelser -- alt forsvandt
i den jublende Følelse af at være elsket og elske igen.
„Du kære!“ hviskede hun ved hans Bryst. „Jeg troede aldrig, at jeg
skulde have set dig igen!“
„Det gjorde du Uret i!“ sagde han smilende. „Jeg lovede dig jo at komme
fri og frank tilbage!“ Han sad i en Lænestol, hun paa hans Skød. „Men
hvor mager og bleg du dog er bleven!“ sagde han. „Har du været syg?“
„Nej; men det har været en frygtelig Tid for mig!“ svarede hun. „Men nu
er det alt sammen glemt!“ tilføjede hun fornøjet og fortalte smilende om
alle sine Ængstelser.
„Tilgiv mig, du søde! Nu ser jeg først, hvor styg jeg har været imod
dig!“ sagde han.
„Bryd dig bare ikke om det! Det var dumt af mig straks at tro det
værste. Næste Gang skal jeg være mere fornuftig --“
Men ved den pludselige Tanke om, at hun maaske atter skulde gennemleve
noget lignende, udbrød hun i en ganske forandret Tone, idet hun klyngede
sig til ham: „Nej! nej! Vi vil aldrig mere skilles! Hvorfor skal vi
ogsaa det? Jeg kan paa saa mange Maader være dig behjælpelig. Jeg er jo
dog ingen Kryster -- er jeg vel?“
Og idet hun lagde begge sine Hænder paa hans Skuldre, bøjede hun sig
spøgefuldt tilbage, saa at han kunde se hende lige ind i Ansigtet.
„Nej, det er du ikke,“ svarede han og kyssede hende.
„Det er heller ikke Faren, jeg frygter,“ vedblev hun. „Eller har jeg
maaske nogen Sinde ænset den, naar du var her hos mig? Nej, det er
Uvisheden, der er saa frygtelig. -- Du aner ikke, hvad jeg har lidt,
mens du var borte. Jeg levede i en eneste Spænding, indtil Posten havde
bragt mig den stakkels „Dubravnik Tidende“, og naar jeg saa endelig
havde faaet den, sagde jeg til mig selv, at du jo godt kunde være bleven
arresteret et Øjeblik efter, at du havde sendt den -- og saa var det
lige galt! -- Og saa de frygtelige Dage, da der slet ingen Avis kom mere
-- Aa Gud, alle de rædselsfulde Muligheder, jeg tænkte mig -- Men det er
stygt af mig at tale om dette! -- Jeg ved godt, at du ikke længe vil
holde dig i Ro; men du maa love mig, at hvad end din næste Opgave bliver
-- selv om den bliver langt værre end den sidste i Dubravnik --, saa vil
du tage mig med dig? Ikke sandt -- du vil give mig Lov til at dele
enhver Fare med dig?“
Hun saa paa ham med et ømt bedende, men dog saa tillidsfuldt Blik, som
om den Mulighed var helt udelukket, at han kunde afslaa hendes Bøn.
Andrey svarede intet, men betragtede i stum Sorg det yndige, uskyldige,
unge Ansigt foran sig. Tania havde ved sit Spørgsmaal selv brudt den
Fortryllelse, som et Øjeblik havde holdt alle Skyer borte. Pludselig
stod atter den sidste Nat i Dubravnik lyslevende for ham -- han mindedes
den store Beslutning, han havde fattet, og vidste atter, at han var en
dødsdømt Mand. Lykke, Venskab og Kærlighed var ikke mere til for ham!
-- Den Opgave, han nu havde foran sig, tillod intet Medarbejderskab og
havde som Udgang kun Døden.
Den eneste Delagtighed, han kunde give hende i den, var nu at fortælle
hende alt; men han tøvede. Han, hvis Nerver var blevne hærdede til Jern
igennem de blodige, bitre Erfaringer, som den underjordiske Kamp
indbragte, han manglede nu Mod til at hæve Dolken imod dette dyrebare
Offers Bryst.
„Andrey, min egen! Hvad er der i Vejen? Hvorfor ser du saa underligt paa
mig?“ udbrød hun angst. „Stoler du ikke paa mig? Frygter du for, at jeg
ved min Nærværelse skal svække dit Mod? Tro dog ikke det! Hvis du ikke
var, netop som du er -- saa kunde jeg slet ikke elske dig! Da David
fortalte om alle de Farer, der truede dig i Dubravnik, og den Maade,
hvorpaa du tog dem, skælvede jeg rigtignok; men jeg følte mig tillige
stolt og lykkelig! Det var saa ganske min Andrey -- ham, jeg elskede! --
Vær overbevist om, at jeg aldrig nogen Sinde skal forsøge at afholde dig
fra at gøre det, som du anser for rigtigt og nødvendigt!“
„Jeg ved det, du søde!“ sagde han og kyssede hendes Hænder.
„Hvorfor sætter du da et saa alvorligt Ansigt op? Hvorfor lover du mig
ikke rent ud at ville have mig med næste Gang? -- Du holder maaske ikke
saa meget af mig, at du altid vil have mig om dig?“ Hun lo nu, og han
trykkede hende heftigt op til sig.
„Naa ja -- hvis du virkelig har en Hemmelighed, som du vil beholde for
dig selv -- saa for mig gerne! Men det siger jeg dig, at næste Gang du
drager af Sted paa en Ekspedition, saa bliver du ikke fri for mig! Og
saa taler vi ikke mere om den Sag! -- Fortæl mig nu alt, hvad du har
oplevet i Dubravnik -- udelad intet! -- Jeg har Mod til at høre alt!“
Andrey var glad ved at faa en Anledning til at forhale sin skæbnesvangre
Meddelelse.
Det var jo ikke nødvendigt straks at komme med den -- han kunde da i
hvert Fald udsætte det til den næste Dag -- unde sig selv en sidste Drik
af Lykkens Bæger.
Han fortalte Begivenhederne der nede fra, men undgik saa meget som
muligt de mest gribende Enkeltheder; selve Eksekutionen berørte han
næsten ikke, idet han sagde, at hun jo allerede havde læst alt det i
Aviserne. Mest opholdt han sig ved sine egne personlige Eventyr, som nu,
da de var endte godt, nærmest var fornøjelige. Tania lyttede tavs til
hans Ord; men hendes Øre lod sig ikke bedrage af hans lette Tone. Da han
var færdig, lænede hun sig op imod ham, saa ham fast ind i Øjnene og
sagde:
„Der er noget, du skjuler for mig, Andrey! Noget meget sørgeligt --
noget, der tynger paa dit Sind! Sig mig, hvad det er! Lad mig faa Lov
til at dele alle dine Sorger! Du vil selv føle dig lettere til Mode,
naar du har faaet talt ud!“
Et Øjeblik sad Andrey tavs og samlede alt sit Mod til det Slag, der nu
skulde komme.
„Du har gættet rigtigt, Tania!“ sagde han til sidst. „Jeg har bestemt at
angribe Czaren!“
Hun forstod ham ikke først.
„Har du da ikke altid gjort det?“ spurgte hun.
I fire korte, knappe Ord, som ikke levnede Rum for Tvivl eller
Spørgsmaal, oplyste han hende om hendes Fejltagelse.
Denne Gang ramte Slaget. Hun skiftede Farve, og hendes Mund aabnedes
krampagtigt -- uskønt -- som naar et Menneske falder ned fra en
svimlende Højde og brækker Halsen.
„Aa, min Gud!“ stammede hun hæst -- hun pressede begge Hænder mod
Hjertet og lod dem saa falde hjælpeløst ned i Skødet.
Hendes taareløse, blanke Øjne vandrede uroligt fra et Sted til et andet
med et underligt tomt, forbavset Udtryk. Hele hendes sammensunkne
Skikkelse og forvildede Blik syntes at sige: „Min Gud, var det det, jeg
ventede paa?“
Andrey rejste sig og greb hendes Haand, hun lod ham viljeløst tage den
uden at se paa ham.
„Tania, min elskede! Hør paa mig!“ sagde han og bøjede sig over hende.
„Jeg vilde saa gerne faa dig til at se, at det er det rette -- fortælle
dig, hvorledes og hvornaar jeg kom til den Beslutning --“
Hans Stemme vakte hende, hun drejede sig hurtigt om imod ham, og hendes
Fingre omklamrede krampagtigt hans Haand.
„Ja, ja, tal ud, hører du! Jeg er rolig. -- Lad mig høre dine
Grunde --!“ Ordene kom hurtigt og stødvis fra hendes Læber.
Et svagt Haab dæmrede i hende, maaske var det dog endnu ikke helt
afgjort, siden han ønskede at tale med hende derom.
Han begyndte at fortælle, og denne Gang skaanede han hende ikke for de
uhyggelige Enkeltheder baade ved Forhørene og ved den sidste frygtelige
Katastrofe. Han haabede derved at vække den samme Indignation, som han
selv følte, hos hende. Men han sigtede helt forkert -- hun hørte
fuldstændig koldt og udeltagende paa ham. Ting, som for et Øjeblik siden
vilde have faaet hendes Hjerte til at bløde, prellede nu virkningsløst
af som Pile mod et Jernpanser. Hun lyttede i Tavshed; men det haarde,
udeltagende Udtryk i hendes Ansigt syntes at sige: „Alt dette er jo nu
en Gang sket og kan ikke afhjælpes -- hvad har det med din Beslutning at
gøre?“
I dette Øjeblik gaves der for hende kun én Kamp, kampen for at beskytte
ham, som var hende kærere end hendes eget Liv. Men ogsaa Andrey havde
sin Opgave liggende klar for sig, Kampen nemlig for at blive sig selv og
sin Overbevisning tro. --
„Og det slog mig,“ fortsatte han sin Tale, „at alle disse Rædsler kun
var et svagt Sindbillede paa, hvad der daglig og overalt bliver forbrudt
imod Tusinder, og at disse Lidelser aldrig nogen Sinde vil blive mindre
eller holde op, hvis ikke vi bringer Ulykke, Skam og Trængsler over den
Magt, der afstedkommer dem --“
Han vedblev at tale længe paa denne Maade med varme, overbevisende Ord;
men det lykkedes ham kun at vække hendes Modstandskraft.
„Hvorfor i Alverden skal du netop være denne ene Mand, der er dømt til
at gøre det?“
„Og hvorfor skulde jeg ikke være denne ene Mand, Tania? Det er mig, der
kom til den Beslutning, det maa være mig, der udfører den. Men skulde
der i Morgen komme en anden Mand og sige, at han har fattet samme Plan
som jeg, saa vil jeg med Glæde lade ham have Forrangen. Jeg føler ingen
særlig Ærgerrighed efter at dø Heltedøden, jeg kan lige saa godt som
alle de andre dø i Mørke og Ubemærkethed. Men et Tilbud som mit gøres
ikke hver Dag, og man betror heller ikke hvem som helst en saadan
Opgave. -- Jeg haaber og tror, at man vil have Tillid til mig!“
Tania skjulte sit Hoved i Hænderne. --
„Ja, det vil man -- det vil man -- det vil man!“ hamrede det inde i
hendes Hjerne. „Saa snart han har talt, er alt Haab ude!“
Som en blændende Vision stod pludselig hendes korte Samliv med Andrey
for hende, og hele hendes unge, kraftige Natur oprørtes imod at skulle
bringe et saa grænseløst Offer. Hun maatte faa ham bort fra hans Idé --
hun maatte redde ham for sig selv og for hende. Med en voldsom
Kraftanstrengelse samlede hun sine forvirrede Tanker, førend hun
begyndte at tale.
Hun greb hans Haand og saa ham bønligt ind i Øjnene.
„Andrey, min Ven!“ sagde hun. „Overvej endnu en Gang hvad det er, du
vil! Er der da ikke nok af Mord og Blodsudgydelse? Hvad fører det til
andet end til nye Rædsler? Galger og atter Galger! Der bliver til sidst
ingen Ende paa dem! Jeg har tænkt saa meget over Tingene i den senere
Tid, og mit Hjerte har blødt ved at tænke paa, at de ædleste og bedste
iblandt os bliver nedslagtede paa denne Maade! Gives der da ikke andre
Midler? Hvorfor skulde du ikke forsøge derpaa? Hvorfor kan vi ikke
vedblive med vort Arbejde iblandt Folket og overlade Grusomhederne til
de andre? -- Jeg kan ikke rigtig udtrykke mig, som jeg gerne vilde, men
du forstaar mig nok.“
„Ja, jeg forstaar dig!“ svarede Andrey. „Og jeg har endogsaa gjort mig
det selv samme Spørgsmaal. Det var, da jeg i Onsdags vendte tilbage fra
Eksekutionen, hvor saa mangen en bitter Tanke havde faaet Bugt med mig!
Men det kan ikke nytte, vi _maa_ føre vor Mission til Ende! Hvad vilde
Landet have vundet, hvis vi, i Stedet for at gengælde Slag med Slag,
havde nøjedes med at rejse omkring og tale og undervise i alle mulige
afsides Kroge? Man vilde ikke have hængt os -- sandt nok! Men hvad var
der naaet derved? Man vilde alligevel have arresteret os og sendt os til
Sibirien, og vi vilde alligevel raadne rundt omkring i Fængslerne. Og
Folket vilde vi ikke have gavnet en Døjt mere! Eller tror du maaske, at
de giver os Frihed som Belønning for god Opførsel? Nej, vi maa kæmpe med
de Vaaben, vi kan faa fat paa. Og hvis det bringer os Lidelser -- saa
meget des bedre! Det vil være et nyt Vaaben i vor Haand. Lad dem blot
hænge os, skyde og myrde os i deres underjordiske Fængsler! Jo
grusommere de behandler os, des større Fremgang faar vor Sag! Jeg vilde
blot ønske, at de vilde slide mit Legeme i mange Stykker eller brænde
mig levende over en langsom Ild midt paa Torvet --“ sluttede han med
hviskende, uhyggelig Stemme og saa paa hende med et flammende Blik.
Tania følte med Rædsel, at Grunden var ved at slippe væk under Fødderne
paa hende. I Stedet for at dulme Ilden havde hun kun gydt Olie i den;
hun vidste ikke mere, hvad hun skulde sige.
„Andrey -- hør mig! -- Der er noget mere, jeg vil sige; men nu har jeg
glemt, hvad det var --“ stammede hun og lagde sin Haand paa hans Arm.
„Det var noget meget overbevisende -- det ved jeg -- men mit Hoved er
ganske forvirret. Aa Gud -- det er alt sammen saa frygteligt! -- Men
vent blot et Øjeblik -- jeg kommer nok paa, hvad det var, jeg vilde
sige --“
„Jeg skal vente, saa længe du vil, du kære Barn!“ sagde Andrey og
kyssede hendes hvide Pande. „Lad os slet ikke tale mere om den Ting i
Dag, hører du!“
Hun rystede energisk paa Hovedet -- hun maatte og skulde sige det, der
laa hende paa Hjertet, netop nu -- i Dag -- lige straks.
„Jo -- ser du“ -- begyndte hun -- „Bondebefolkningen, som tror paa
Czaren. -- Aa nej, det er ikke det, jeg mener. -- Men den Del af
Samfundet, som nu er neutral. -- Nej, jeg kan ikke!“ brød hun pludselig
af; der gik en heftig Skælven igennem hendes Legeme, og hendes Læber
blev ganske hvide.
„Aa, min Gud, hvad skal der blive af mig, naar de dræber dig?“ gispede
hun, lagde Haanden over Øjnene og kastede sig tilbage.
„Min stakkels, kære, lille Tania!“ udbrød Andrey og greb hende i sine
Arme. „Jeg ved jo, hvilket frygteligt Kors jeg lægger paa dig. Det er
saa langt, langt sværere for den, der bliver tilbage, end for den, der
gaar bort. Men tro mig, min egen kære, min Skæbne falder mig heller ikke
let. Livet var blevet saa dyrebart for mig nu, siden jeg ejede dig! Det
er svært, frivilligt at maatte kaste det fra sig -- frivilligt at
skilles fra dig og dø, naar jeg kunde leve saa lykkeligt! -- Jeg vilde
give alt for at kunne skaane os begge! Men det er umuligt! Slaget _maa_
slaas! Jeg kan ikke træde tilbage, fordi jeg elsker dig. Jeg vilde
foragte mig selv -- føle mig som en Løgner og en Bedrager over for mit
Land, min Mission og mit eget Selv. Tror du, jeg kunde leve med en
saadan Byrde paa mit Sind? Og tror du, at vor Kærlighed kunde trives
under saadanne Forhold? -- Tilgiv mig, min elskede! Tilgiv mig for vor
fælles store Sags Skyld, for vort dyrebare Lands Skyld den Sorg, jeg
bringer over dig! -- Hvad betyder Døden -- hvad vil alle vore Lidelser
sige, hvis vi derved blot en eneste Dag før kan gøre Ende paa al den
grænseløse Ulykke rundt omkring os?“ --
Han talte med dæmpet, næsten hviskende Stemme, udmattet, som han var,
af denne unaturlige Kamp.
Hans Ord var en Bøn om Fred, om Henstand og talte lige til Tanias
Hjerte; der foregik pludselig en fuldstændig Forandring med hende. Hvor
ungdommelig, hvor romantisk og overspændt en Kvindes Kærlighed end er,
saa vil der dog altid paa Bunden af den -- hvis hun da virkelig elsker
rigtigt -- være noget af Moderens beskyttende og medlidende Følelser.
Andrey havde ved sine simple Ord, fremførte med den skælvende, bløde
Stemme, berørt denne Streng i Tanias Hjerte. Hun var ikke overbevist;
men hun bøjede sig. Hvor kunde hun vel nænne at gøre hans Lod endnu
tungere? Hendes Ansigtstræk formildedes, hendes dybe, mørke Øjne lyste
atter i uendelig Ømhed, da hun saa paa ham og lod sin Haand kærtegnende
glide hen over hans Hoved, der laa i hendes Skød, og hun talte milde,
beroligende Ord til ham.
Fremtiden laa som et uhyre Mørke for hende -- hendes Liv endte med
Andreys frygtelige Daad. Men hun saa tydelig den Vej, hun _nu_ burde
gaa. Hun var hans Hustru, hans Ven og hans Kammerat, og det var hendes
Pligt at samle alt sit Mod for at kunne bistaa ham i hans svære Kamp og
tage saa meget som muligt af Byrden over paa sine Skuldre.
Hun var efterhaanden bleven ganske rolig; der var ingen Taarer i hendes
store, sørgmodige Øjne; men indvendig græd hun Taarer af Blod -- ikke
længer over sin egen Skæbne, men over hans, som hun elskede.


V. KAPITEL.
_To Mænd._

Andrey gjorde sit Tilbud, og det blev antaget.
Den uhyre og komplicerede Sammensværgelse, hvis udøvende Haand han
skulde være, var allerede i fuld Gang og arbejdede sig langsomt fremad
paa sin mørke, underjordiske Vej.
En Aften, omtrent fjorten Dage efter Andreys Tilbagekomst til St.
Petersborg, sad Advokat Repin i sit Arbejdsværelse og ventede paa sin
Svigersøn. Han havde Dagen før sendt Bud til ham, at han ønskede at tale
med ham, og havde nu givet Ordre til, at ingen andre end Andrey maatte
komme ind.
Den gamle Advokats Ansigt var tankefuldt og alvorligt, som han sad der
foran sit Skrivebord og aandsfraværende gennemsaa nogle Breve. Han havde
i Sinde at gøre Andrey et Forslag, som laa ham meget paa Hjerte, og som
han længtes efter at faa fremført.
Næsten bestandig, naar de sammensvorne har noget særligt alvorligt og
vanskeligt for, vil selv den Del af dem, der ikke er med i
Hemmeligheden, kunne spore, at der er noget i Gære -- det er, som om der
ligger Fare og Ophidselse i Luften omkring dem.
De indviede bliver mere forsigtige over for Politiet og paalægger mere
indtrængende end ellers deres Venner at være paa deres Post over for
mulige Husundersøgelser. Papirer, som ellers ligger aabenlyst fremme,
bliver tilintetgjorte eller anbragte paa sikre Steder. Ja, det kan vel
ogsaa hænde, at en enkelt, noget mere nervøs end de øvrige, viser Tegn
paa sjælelig Uro og Adspredthed. Saaledes hænder det ofte, at alle i
Partiet er forberedte paa, at noget vil ske, om end man ikke kender
selve Hemmeligheden.
Repin havde længe iagttaget disse foruroligende Symptomer og var ikke i
Tvivl om, at der igen var nye, frygtelige Planer i Gære. For et Par Dage
siden havde han truffet Tania i en fælles Vens Hus, hvor han dog ikke
havde haft Anledning til at tale alene med hende; men hendes nedtrykte,
forgræmmede Udseende havde bekræftet hans værste Mistanke. Det maatte
være noget ganske overordentlig farligt, der forestod; thi han havde
aldrig før set sit Barn se saaledes ud.
Det laa uden for hans Magt at kunne faa Tania helt bort fra alt dette,
men han vilde forsøge, om han ikke for en Tid kunde faa baade hende og
Andrey ud af Bevægelsen. Næst efter Tania var hans Svigersøn det
Menneske, han holdt mest af. Vistnok vilde han næppe, hvis han selv
havde haft Valget, have taget en Svigersøn iblandt Oprørerne; men da
Tania alligevel selv var traadt over i Oprørernes Rækker, forværredes
Sagen ikke synderligt ved, at hun giftede sig med en af dem. Hvis Andrey
blot ikke havde tilhørt netop den mest fortvivlede Afdeling af
Nihilisterne, vilde den gamle Advokat have været helt tilfreds.
De to Mænd stod paa en udmærket Fod med hinanden, og Andrey besøgte sin
Svigerfader saa ofte, det blot af Forsigtighedshensyn lod sig gøre, og
talte aabent og frit med ham, for saa vidt som det lod sig forene med
hans Forpligtelser som aktiv Oprører.
Repin kendte hele Dubravnik-Katastrofen i alle dens Enkeltheder og
vidste ogsaa, hvilken Fare Andrey for Tiden svævede i. Nu var netop
Øjeblikket kommet til for en Tid at faa ham fjernet, og det var det, som
han i Aften vilde foreslaa ham.
Han tog hjerteligt imod Andrey, som han ikke havde set, siden han kom
tilbage fra Dubravnik. Paa hans Spørgsmaal om, hvorledes Tania havde
det, svarede Andrey, at hun befandt sig i bedste Velgaaende.
„Jeg tror,“ vedblev han med et Smil om Læben, medens hans Øjne dog
stadig havde et alvorligt Udtryk, „at det er lige saa umuligt for en af
vore Folk at blive syg, som det er for en Salamander at faa Snue. Der er
saa forbandet hedt i vor underjordiske Verden, at ingen Bakterier kan
trives der.“
„Ja, du har Ret, der er meget hedt -- især for dig, Andrey!“ svarede
Advokaten. „Der fortælles, at Politichefen har sagt, at han vil lade
vende op og ned paa Byen for at faa fat paa dig -- død eller levende.“
„Det er lettere sagt end gjort,“ -- svarede Andrey. „Den Slags har de
sagt før ved tidligere Lejligheder.“
„Alligevel -- de har i hvert Fald faaet Nys om, at du er her i Byen --
det ved du maaske ikke? Det er bedre ikke at lege med Ilden! Jeg synes,
at Øjeblikket nu er der til at forsvinde udenlands for en Tid! -- -- Det
er for Resten om den Sag, jeg ønsker at tale med dig.“
Andrey rystede energisk paa Hovedet.
„Vær ikke alt for hastig med dit Afslag!“ sagde den gamle. „Lad mig
først faa talt ud! Et Par Maaneders Hvile vil ikke kunne skade dig, og
hvad Tania angaar, vil en saadan Ferie være af uvurderlig Nytte for
hende. Hun vil faa Tid til at læse og studere. Thi du vil vel ikke
nægte, at Kundskaber er nødvendige for en Revolutionist?“
„Nej, det vil jeg ikke!“ svarede Andrey.
„Nuvel, -- saa er der da noget godt ved min Plan, som du ser. Hun vil
vinde noget ind for Fremtiden, og du vil blive noget kvit af Fortiden,
og I vil begge vende dygtigere tilbage! -- Jo længer I bliver borte, des
bedre, hvis du vil lytte til mit Raad. Dersom du skulde gøre dig
Skrupler ved at trække af Partiets Fond, saa vil jeg med Glæde forsyne
dig med de nødvendige Midler. -- Naa, hvad siger du saa til mit
Forslag?“
Andrey overvejede -- ikke, om han skulde tage imod Tilbudet, thi for ham
var Sagen klar nok -- men om ikke det vilde være en Udvej for Tania. --
-- Dog nej! Intet vilde faa hende til at forlade ham nu, paa dette
Tidspunkt, selv om det kun var for en kort Tid.
„Tak for din gode Vilje!“ sagde han. „Men det er mig aldeles umuligt at
gaa ind paa dit Forslag, og jeg tvivler om, at Tania gør det. Men der er
dog noget, du kan gøre for os! Hvornaar flytter du ud i din
Sommervilla?“
„Om en Maanedstid, antager jeg -- maaske ogsaa lidt før! Men hvorfor
spørger du?“
„Det vilde være godt, om du kunde flytte noget tidligere ud --“ sagde
Andrey, „og om Tania saa maatte bo hos dig i nogle Maaneder.“
Da Andrey vidste, hvor højt Tania elskede sin Fader, havde han tænkt
sig, at det vilde være lettere for hende at komme over Adskillelsen,
naar hun var hos ham. Tania var -- for hans Skyld -- gaaet ind paa denne
Plan, omendskønt hun for sit eget Vedkommende ikke troede, at det vilde
hjælpe hende synderligt.
Repin svarede paa Andreys Spørgsmaal, at han selvfølgelig altid vilde
være glad ved at have sin Datter hos sig. Men det var dog ikke det, han
havde tænkt sig; han vilde have dem begge ud af Kampen for en Tid, og
han begyndte paa ny i ivrige Ord at tale for sit Forslag.
„Det nytter ikke mere at tale om den Ting,“ afbrød Andrey ham bestemt.
„Det er mig aldeles umuligt for Øjeblikket at forlade Byen.“
Repins Ansigt formørkedes. Det var tydeligt, at der forestod noget
alvorligt, og Andrey var rimeligvis Manden, der ledede det.
„Det er vel atter en eller anden djævelsk Plan, I har for?“ sagde han
med dæmpet Stemme.
„Ja -- saadant noget er det,“ svarede Andrey kort.
Et Øjeblik tav de begge.
„Jeg finder sandelig ikke, at du behøver at være saa forhippet paa at
knække Halsen --“ sagde Repin til sidst. „Du har risikeret den ofte nok
i den sidste Tid og kunde gerne tillade dig lidt Hvile nu“.
„En Soldat kan ikke unddrage sig Tjenesten i Krigstid, blot fordi han
nylig har gennemgaaet store Strabadser,“ -- svarede Andrey.
„Nej -- men Soldaten afløses nu og da i sin Tjeneste -- for at blive i
din Lignelse“ -- sagde Advokaten.
„Undertiden, ja! Men der er ogsaa Tider, hvor der ingen Hvile undes ham,
og det er netop Tilfældet med mig nu“.
Det var dette uovervindelige Mod og den ubetvingelige Vilje hos
Revolutionisterne, der tiltalte den gamle Advokat, og især beundrede han
begge disse Egenskaber hos Andrey. Han for sit eget Vedkommende var saa
fortvivlet skeptisk, og han havde set saa megen Fejghed og Egoisme rundt
om sig, at han ikke kunde lade være med at beundre disse Menneskers
Trofasthed over for den Sag, de tjente. Selv om han ikke var i Stand til