En Nihilist - 07

Hus. Rimeligvis vilde Soldaterne om et Øjeblik styrte frem, og det var
da bedre, at de saa deres Ansigt end deres Ryg. Zina gjorde ikke den
mindste Indvending, hun var alt for erfaren i den Slags Situationer til
ikke straks at forstaa og billige Andreys Plan; de var næppe gaaet ti
Skridt, førend Porten blev reven op, og fire Soldater uden Hjælm og med
flagrende Haar kom styrtende ud, den ene af dem holdt et Lommetørklæde
for Næsen. De saa forvildede til alle Sider, og da de kun opdagede en
velklædt Herre med en Dame under Armen, løb de hen imod dem, og en af
dem sagde hurtigt og stakaandet til Andrey:
„Undskyld, min Herre; men De skulde vel ikke have set en Mand løbe?“
„Ud af denne Port?“ spurgte Andrey og pegede paa Rokhalskys Hus.
„Ja, netop!“
„Med rødt Skæg og graa Hat?“
„Ja! Nej! -- -- det kan være det samme. Men hvad Vej løb han?“
„Den!“ svarede Andrey og pegede paa et lille Stræde bag dem. „Han er
lige løbet forbi os og maa vist nok være løbet ind i det første Hus paa
højre Haand. De vil sikkert kunne faa fat paa ham -- men løb hurtigt!“
De løb hurtigt og var snart ude af Syne. Zina og Andrey gik videre, Arm
i Arm og med rolige, værdige Skridt. Ved det første Gadehjørne drejede
de af, og da der kom en Droske kørende, raabte de den an og opgav Kusken
Navnet paa en Gade i et helt andet Kvarter. Som rimeligt var, ønskede de
saa hurtigt som muligt at komme bort fra dette farlige Sted.
I Vognen talte de ikke om det forefaldne af Hensyn til Kusken, de opgav
ham igen en ny Adresse og steg til sidst ud paa et Gadehjørne.
„Lad mig nu høre det hele!“ sagde Zina og greb atter Andreys Arm.
Han fortalte med faa Ord, hvad der var hændet. „Vi har i Sandhed haft
Lykken med os!“ udbrød Zina. „Hvis vi ikke var komne der i Aften, og du
ikke havde fattet Mistanke, hvad vilde der saa været hændet os alle i
Morgen? Ak ja,“ tilføjede hun tankefuldt, med et Suk -- „af hvilke
Tilfældigheder afhænger dog ikke vor Skæbne; nu maa vi se at faa fat paa
David, for at han kan gaa rundt til vore Folk og give dem Besked. Vi er
lige ved Davids Hus, kender du Stedet igen?“
„Nej, jeg har ikke Begreb om, hvor vi er,“ svarede Andrey.
„Vi er komne hertil fra en anden Side,“ sagde hun, slap hans Arm og
forsvandt i en mørk Port. Her tog hun sin elegante Hat af, bandt den ind
i sit hvide Lommetørklæde, trak Handskerne af og kastede et Tørklæde
over Hovedet, som hun knyttede under Hagen paa samme Vis som de russiske
Bønderkoner. I dette Kostume og med den lille Pakke i Haanden lignede
hun en ung, smuk Syerske, som bar en Pakke til en Kunde.
„Vent paa mig her!“ sagde hun. „Om et Kvarter er jeg tilbage igen. Lad
mig se dit Ur?“
Hun sammenlignede det med sit.
„Tre Minutter i otte -- hverken før eller senere er jeg her igen.“
„Naa, jeg ser, at du har bibeholdt dine Petersborger-Vaner!“ sagde
Andrey smilende.
„Ja, der er intet saa modbydeligt som at vente paa det usikre,“ sagde
hun og forsvandt i Mørket.
Endnu en Tid kunde han skimte den lille, hvide Pakke, saa forsvandt
ogsaa den. Efter at have bidt omhyggeligt Mærke i det Hus, hvor de
skiltes, begyndte han at gaa fremad, af og til seende paa sit Ur. Da
Halvdelen af Tiden omtrent var udløben, vendte han og gik i samme Tempo
tilbage; et Minut før Tiden var han paa Stedet.
Atter saa han den hvide Pakke nærme sig, dog var det ikke denne Gang
Zinas Hat -- den havde hun igen taget paa -- men Lommetørklædet alene,
som hun holdt i Haanden. Ved hendes Side gik en sort Skikkelse; det var
David; han havde ikke kunnet modstaa sin Lyst til at gaa med for at
lykønske Andrey til hans heldige Flugt.
„Ja, disse smaa Byer er undertiden forbandet hede Steder,“ sagde han
leende, „og godt var det, at du slap med at brænde Fingerspidserne!“
Zina gav derpaa David endnu et Par Oplysninger, og saa forsvandt han.
„Jeg er bleven ængstelig!“ sagde hun, da de var alene. „David fortalte
mig om en ny, ganske uventet Arrestation -- en Mand i en anset social
Stilling. Jeg stoler ikke længer paa nogens Sikkerhed; det er bedst, du
følger hjem med til mig.“
„Lad os saa gaa da!“
„Ja, men lad os hellere vente til efter Klokken ti, paa den Tid er Gaden
rolig, og ingen lægger Mærke til dig.“
De havde endnu to Timer for sig; Andrey foreslog, at de skulde gaa en
Tur langs med Floden, de kunde da uforstyrret tale videre og samtidig
nyde den herlige, sydlandske Aften.
„Nej!“ sagde Zina, „vi kan benytte vor Tid til noget bedre end det! Lad
os gaa hen til Fængslet, saa behøver du ikke at gaa der med Vasily. Det
er desuden rigtigst at undersøge Stedet ved Nattetid, da det dog er om
Natten, du skal gøre Brug af dine Kundskaber.“
De gik altsaa lige hen til Fængslet; det var en stor, svær to Etages
Bygning, der ragede op over en høj Mur, som udelukkede den fra den
øvrige Verden. En stor og øde Plads uden Spor af Vegetation omgav den og
stødte paa den ene Side op til de aabne Marker.
Ad de nærmest tilstødende Gader gjorde de en Rundgang omkring Terrainet
og standsede til sidst ved den Gade, hvor Vognen skulde holde, og
hvorfra man kunde overse hele Valpladsen.
„Tag blot et Overblik over det hele!“ sagde Zina. „Du behøver hverken at
tælle Skridt eller maale Afstande, det har Vasily allerede gjort, og han
vil sige dig alt.“
Stedet, hvor Vognen skulde holde, var ret gunstigt, eller rettere, saa
lidt ugunstigt, som man kunde vente at finde det. Vist nok var det noget
langt borte fra det Sted, hvor den hemmelige Gang udmundede, men til
Gengæld var det skjult af Husene, saa at Vognen ikke kunde ses eller
beskydes fra Fængselsmuren. Gaden var sikker nok -- selv paa denne Tid
af Aftenen var der ikke en Sjæl at se i den.
„Her er det svage Punkt!“ sagde Zina og pegede hen imod en tarvelig
Vinknejpe i omtrent tre Hundrede Alens Afstand. „Hele Nabolaget her er
som en uddøet Ørk ved Midnat; men i den fordømte Kælder derhenne drikker
de lige til Klokken to. Man kan risikere, at en Opvarter eller en Gæst
kommer ud for at se efter, naar der høres Larm paa Gaden, og en saadan
Tilfældighed kan blive skæbnesvanger for os.“
„Aa, hvis det ikke er andet, saa behøver du ikke at ængstes for det,“
svarede Andrey. „Det bliver min Sag at tage mig af dem derinde og
forhindre dem i at blande sig i Ting, som ikke vedkommer dem. Derimod
vilde jeg foreslaa, at Vasily holdt lidt nærmere ved Værtshuset, det
vilde se mere naturligt ud, saa staar jeg ved Enden af Gaden og giver
ham et Tegn, idet Fangerne viser sig, for at han kan køre lidt længere
frem imod dem.“
De gik atter igennem Gaderne og kom nu ud paa en anden Kant af
Fængselspladsen; Zina førte sin Ledsager skraas over den og gik videre
langs Fængselsmuren.
„Der oppe er de politiske Fangers Celler,“ hviskede hun og pegede paa en
Række Vinduer i øverste Etage, hvoraf nogle henlaa i Mørke, medens der
inden for andre skinnede et svagt Lysskær.
„Kan du vise mig Boris’ Vindu?“ spurgte Andrey med skælvende Stemme.
„Det syvende fra Hjørnet; der er Lys, rimeligvis læser han. Levisbins er
det femte og Kleins det tredje. Begge deres Vinduer er mørke, de sover
vel allerede. Men det er ikke værd at stirre saa vedholdende paa nogle
Fængselsvinduer,“ tilføjede Zina og stødte til ham, „Skildvagten
iagttager dig!“
Andrey havde ikke ventet, at han skulde komme Boris saa nær i Aften, og
Tanken om, at hans Ven befandt sig her inden for denne Rude, saa nær, at
han kunde raabe til ham, satte ham i stærk Bevægelse. Et Øjeblik fo’r
der en vild Idé igennem hans Hoved om at raabe Boris’ Navn højt for
muligvis at faa et Glimt af ham at se. Han var saa fortabt i sine
Tanker, at Zina blev nødt til at tage hans Arm og trække ham af Sted.
De fortsatte en Tid deres Vej i Tavshed; da Fængselsterrainet var et
godt Stykke bag dem, spurgte Andrey:
„Vilde han kunne se os, hvis vi gik forbi ved Dagslyset?“
„Nej!“ svarede Zina. „Dertil sidder Vinduerne meget for højt, og de er
desuden overmalede med hvid Farve, for at man ikke skal kunne se igennem
dem. Men jeg skal skrive og fortælle ham, at vi er gaaede forbi hans
Celle i Aften og har set Lys derinde; det vil glæde ham.“
„Ogsaa jeg vilde gerne skrive til ham -- kan jeg det?“ spurgte Andrey.
„Ja, saa ofte du vil! Jeg kan nu faa bragt alt, hvad jeg ønsker til ham;
vi fører en livlig Korrespondance. Men det har været frygtelig svært at
faa Bugt med hans Vogtere. Véd du af, at jeg to Gange paa en Haarsbred
nær har været ved at blive arresteret? Jeg har altid det Held at komme
til de forkerte Folk.“
De vedblev paa hele Hjemvejen at tale om Boris, og hjemme i Stuen viste
Zina sin Ven et Fotografi af hendes lille Søn Boria, hun havde faaet det
sendt for et Par Dage siden.
„Er han ikke henrivende?“ spurgte hun med en Moders Stolthed, idet hun
holdt Billedet af en Baby med buttede Hænder, runde, forbavsede Øjne og
aaben Mund hen foran ham.
„Jo, han er nydelig! Finder du ikke, at din Dreng ligner Boris?“
„Aldeles det samme Ansigt!“ udbrød Zina, glad ved at høre dette af en
fremmed. „Og han bliver nok ogsaa en Gang i Tiden en lige saa god
Oprører som hans Fader. Han er kun et Aar og fire Maaneder gammel, men
han har allerede efter Evne hjulpet med til Revolutionen,“ og saa
fortalte hun smilende, at hun havde taget Drengen med til Hovedkvarteret
i Kharkoff, da han var ni Maaneder gammel.
„Der er intet, der giver ens Hus et mere fredeligt og uskyldigt
Udseende, frit for enhver Mistanke, end saadant et lille Barn. Og min
Boria viste sig den Gang at være meget nyttig for os. Tror du vel, at
der er mange, der i saa ung en Alder, har begyndt deres Arbejde i
Revolutionens Tjeneste?“ spurgte hun og lo. „Du ser, der er Grund til at
antage, at han vil blive til noget engang!“
„Forhaabentlig behøver dog Rusland ikke længer Revolutionister til den
Tid, at din Boria bliver stor“ -- mente Andrey, og tilføjede: „Men hvor
har du gjort af ham nu?“
Der gled en Sky over den unge Kones Pande.
„Jeg kunde desværre ikke tage ham med mig hertil -- i det Tilfælde, at
jeg skulde blive fængslet, vilde han saa ogsaa komme til at følge mig --
og dertil er han dog lidt for ung. Han er ude paa Landet hos Boris’
Moder; de er gode imod ham og skriver ofte til mig. Jeg haaber, at jeg
vil kunne ordne det saaledes, at jeg kan rejse derud, saa snart Affæren
her er overstaaet.“
De talte til langt ud paa Natten i Zinas Spisestue, hvor der var redt
Seng til Andrey. Annie Vulitch havde forlængst begivet sig til Ro.
Andrey maatte fortælle Zina alt, hvad han vidste om Vennerne i St.
Petersborg, om Georg, Advokat Repin og Tania; men han vogtede sig vel
for at røbe sine Følelser for den unge Pige.

I Løbet af nogle faa Dage havde Andrey og Vasily ordnet alt fornødent og
var installerede som Herre og Tjener i den omtalte Gæstgivergaard. Men
kort efter hændte der noget, som foreløbig bragte en fuldstændig
Standsning i hele Foretagendet.
I samme Celle, som Berkut og Kunitzin beboede med de andre Fanger, blev
der indført en ny Mand, som sagdes at være Falskmøntner; til ham fattede
man straks Mistanke; man frygtede for, at han var Spion for Politiet.
Alle Beboere af Cellen blev enige om, at Arbejdet paa den hemmelige Gang
maatte hvile, indtil man atter blev den uvedkommende Kammerat kvit.
I Løbet af tre Uger gjorde hele Selskabet deres bedste for at gøre ham
Tilværelsen derinde saa uudholdelig som vel muligt, og paa denne Maade
lykkedes det dem endelig at bringe ham saa vidt, at han androg
Fængselsinspektøren om at maatte blive ført til en anden Celle. Først da
kunde man atter tage fat paa Arbejdet.
Disse Forsinkelser var yderst ubehagelige for Hovedpersonerne i
Sammensværgelsen; ikke alene tærede det i foruroligende Grad paa deres
Pengebeholdning, men det gjorde dem nervøse, fordi de var nødte til at
holde sig i fuldstændig Ro og Afsondrethed. Det vilde have været Vanvid,
om de var begyndt at tage Del i Propagandaen, der i Dubravnik saa vel
som andre Steder gik sin vante, regelmæssige Gang.
I sin Egenskab af Forretningsmand kunde Andrey imidlertid ikke altid
sidde hjemme, det vilde se mistænkeligt ud; desuden var det nødvendigt,
at han traf Zina, som var Midtpunktet for og Lederen af hele Bevægelsen.
Følgelig gik han hver Morgen ud og mødtes i Løbet af Formiddagen paa et
forud aftalt Sted og paa et bestemt Klokkeslæt enten med Zina eller
endnu hyppigere med Annie Vulitch. Resten af Formiddagen maatte han
tilbringe i Værelset, hvor Vasily, naar han var færdig med sine Pligter
som Kusk og Opvarter, gjorde ham Selskab.
For ingen af dem var denne paatvungne Lediggang nogen særlig Nydelse; de
var for ophidset til at kunne studere, og selv almindelig Romanlæsning
formaaede ikke for en Tid at fængsle deres Tanker. Dog var Vasily den,
der fandt sig bedst i sin Skæbne. Naar han havde foret og striglet sin
Hest, pudset Seletøjet og ordnet Værelset -- som var lejet „uden
Opvartning“ -- og som just ikke blev holdt overdrevent propert -- kunde
han i Timevis ligge ud af Vinduet med Piben i Munden og med en saa
ligegyldig, sløv Mine, som om han aldrig i sit Liv havde bestilt andet.
Andrey søgte forgæves at tilegne sig noget af sin Vens Ro -- „for den,
der kæmper, er Taalmodighed lige saa nødvendig som Mod og Klogskab,“
sagde Vasily bestandig. Men for Andrey der kom lige fra det virksomme
Liv i St. Petersborg, var det dobbelt svært at vænne sig til dette
Driverliv, og han levede kun i en eneste nervøs Forventning om, at den
store Dag endelig skulde bryde frem.
En Aften, da de begge kom hjem efter en Spadseretur, fandt de en Seddel
med Andreys Adresse paa Bordet i Forstuen. Der havde under deres
Fraværelse været et Bud fra „Kontoret“ og lagt følgende Besked til
Herren, forklarede Portieren. Det var en aaben Seddel med nogle faa Ord
nedkradsede med en daarlig Haandskrift og forkert stavet, hvori man
anmodede Andrey om at komme paa „Kontoret“ næste Morgen Klokken ti i
Stedet for Klokken elleve.
Denne Besked kunde kun komme fra Zina og maatte betyde, at der var
hændet noget særligt.


II. KAPITEL.
_Man lægger en ny Plan._

Deres Møde næste Dag skulde finde Sted i de offentlige Anlæg. En halv
Time før Tiden var Andrey ved den bestemte Bænk i en af de mere afsides
liggende Gange, og opdagede et Øjeblik efter Zinas lysebrune Kjole
mellem Træerne.
„Hvad er der i Vejen?“ spurgte han.
Hun svarede ikke straks; thi der kom i det samme en Herre gaaende forbi
dem; men hendes Ansigt var alvorligt og bar Præg af stærk
Sindsbevægelse.
„Alt er ødelagt!“ sagde hun endelig og saa op paa ham. „Politiet har
opdaget Gangen!“
„Opdaget Gangen?“ gentog Andrey som forstenet.
„Ja, forrige Nat; men lad os sætte os her paa Bænken, saa skal jeg
fortælle dig alt.“
Den unge Kone fortalte nu hurtigt, hvorledes det hele var gaaet til.
Kunitzin var netop gaaet ned i Gangen for at grave de sidste Spadestik,
da et pludseligt Spektakel oppe i Cellen fik ham til at skynde sig
tilbage. Det var Fangerne, der var komne i Skænderi ved Kortbordet -- en
af dem var bleven greben i at spille falsk, og de kastede sig nu alle
over ham, en enkelt endog med Kniv, saa at han blev saaret i Skulderen.
Larmen hidkaldte selvfølgelig straks Vagten, og det var kun lige netop,
at Kunitzin naaede at springe op i sin Seng; men han naaede derimod ikke
først at faa Brædtet, der dækkede for Aabningen ned til Gangen, lagt
ordentlig til Rette. En af Soldaterne snublede over Kanten af det, og et
Øjeblik efter var den hemmelige Gang opdaget.
Andrey stirrede ufravendt paa Zina, mens hun talte, men hørte dog næppe
hendes Ord; kun det ene stod helt klart for ham, at deres Plan var
tilintetgjort.
„Det er Frugten af al vor Udholdenhed!“ udbrød han bittert.
„Det kunde være gaaet os endnu langt værre,“ sagde Zina roligt. „Sæt nu,
at Politiet den Gang gennem den nye Fange havde faaet et Vink om vort
Foretagende, saa var vi rimeligvis alle blevne grebne. Nu gælder det kun
om at begynde forfra!“
„For tredje Gang, saa vidt jeg véd!“
„Nej, for femte! Vi har forsøgt og opgivet tre andre Planer før denne,“
svarede hun.
„Men hvad skal den næste blive?“ spurgte Andrey og forsøgte at være
rolig. „Er der i det hele taget nogen „næste“ tilbage?“
„Jeg haaber, at vi maa kunne finde paa et eller andet -- maaske Boris
kan hjælpe os -- -- -- men det værste er, at vore Penge er ved at slippe
op,“ sagde Zina.
Der fulgte en lang Pavse, hver af dem var optagen af sine egne Tanker.
Det var Zina, der talte først.
„Jeg har faaet at vide, at der skal være kommet Ordre fra St. Petersborg
til Dommeren om at fremskynde Boris’ Forhør saa meget som muligt.“
„Hvad betyder det?“ spurgte Andrey.
„Intet særligt! De vil blot paa ny blive underkastede Forhør.“
„Holdes disse Forhør i selve Fængslet, eller bliver Fangerne førte andet
Steds hen?“ spurgte Andrey, som greben af en pludselig Idé.
„Forhørene holdes paa Raadhuset, Dommerne anser det for under deres
Værdighed at komme til Fangerne,“ svarede Zina.
„Hvad om vi vovede et Forsøg paa denne Vandring til Raadhuset?“ spurgte
han og vendte sig helt om imod hende.
Hun saa bestyrtet paa ham.
„Er du gal? Midt paa Gaden i en stor By -- ved højlys Dag? Hvad tænker
du paa!“
„Det er jo heller ikke ligefrem et Forslag, jeg gør,“ svarede han. „Det
er kun et øjeblikkeligt Indfald, som dog maaske var værd at tage under
nærmere Overvejelse. Kan du sige mig, hvor stor Eskorten er, som
ledsager dem?“
„Sidste Gang var der fire Mand.“
„Kun fire! Det er ikke saa slemt, som jeg havde troet.“
Han begyndte nu i fuldt Alvor at udvikle sin Plan og søge at bevise, at
Faren ved at angribe Politiet paa aaben Gade og ved højlys Dag ikke var
nær saa stor, som det straks kunde synes. Hvis Forsøget virkelig blev
gjort, vilde Sagen i Løbet af nogle faa Minutter være afgjort enten paa
den ene eller anden Maade; paa saa kort Tid vilde der ikke kunne samle
sig noget Gadeopløb, tilmed da enhver forbipasserende rimeligvis vilde
løbe sin Vej ved det allerførste Skud. Desuden kunde man vælge et
ubefærdet Sted til Angrebet; Fængslet laa i Udkanten af Byen, og de
nærmest tilstødende Gader var næsten mennesketomme paa den travleste Tid
af Dagen.
„Men du glemmer Hovedpunktet,“ afbrød Zina ham, „der er fire Soldater i
Eskorten, og de fordrer i det mindste fire Mand fra vor Side, hvis vi,
som du siger, skal overrumple dem. Med de tre Fanger bliver der altsaa
syv Mand af vore; dertil behøves to Vogne med tilsvarende Kuske for at
føre dem hurtigt bort. -- Tænk blot, hvilket Materiale der udfordres til
at gennemføre din Plan!“
„Med lidt Energi vil vi vel nok kunne skaffe baade Penge og Folk,“
svarede Andrey.
„Maaske! Men det bliver jo en ligefrem Nedsabling, og det er da egentlig
ikke det, vi vil. Hvad hjælper det, om vi befrier Fangerne, hvis vi i
Stedet for bringer deres Redningsmænd i Ulykke?“
Andrey mumlede noget i Skægget og gik uroligt frem og tilbage; hun havde
unægtelig Ret, hans Plan var meget for indviklet. Han forsøgte at
simplificere den; den ene Vogn og en Mand til Angrebet kunde maaske
spares -- men det var og blev desuagtet en yderst kompliceret
Historie -- -- --
„Hvad mener du!“ afbrød hans Ledsagerske ham pludselig i hans
Grublerier, „hvis Fangerne var bevæbnede?“
„Det vilde være brillant -- men hvorledes skulde det gaa til?“
„Jeg tror, det kunde lade sig ordne. Slutteren giver dem alt, hvad de
vil -- for nylig lod han dem faa en Sav og et Bundt Nøgler, han kan lige
saa godt overtales til at bringe dem tre smaa Revolvere. Jeg vil i hvert
Fald forsøge, om det gaar.“
„Ja, -- og det saa snart du kan!“ sagde Andrey. „Det vilde unægtelig
simplificere Sagen betydeligt.“
Da de mødtes næste Dag, kunde Zina allerede meddele ham, at Slutteren
var villig til at hjælpe dem, og man begyndte nu paa den nye Plans
Udarbejdelse, efter at den først ved et Fællesmøde enstemmig var
vedtagen. Det blev bestemt, at man nu, da Fangerne kom til at føre
Vaaben, skulde hjælpe sig med to Mand til selve Angrebet og have to
Vogne til at skaffe dem bort i. Det blev overdraget Vasily at købe en ny
Hest, medens Zina skulde sætte sig i Forbindelse med Ligaen i Dubravnik
for at faa to paalidelige Mænd, en til at være Kusk og en til Angrebet.
En ny Meddelelse fra Fængslet bragte dem til af al Magt at fremskynde
deres Forberedelser. Forhøret skulde allerede finde Sted om fjorten
Dage; med saa kort Varsel vilde det være umuligt at faa alt ordnet, og
Andrey foreslog, at man ikke først skulde skaffe nye Folk, men hjælpe
sig med én Vogn og en Mand til Angrebet, og denne Mand vilde han være.
Til Hest, med et flinkt Dyr under sig, vilde han alene paatage sig at
bringe Forvirring i Eskorten, naar samtidig Fangerne angreb. Boris saa
vel som hans to Kammerater var alle tre modige og behændige Mænd, og de
vilde i hvert Fald have Fordelen af at have de første to, maaske tre
Skud paa deres Side. Hvis det blot lykkedes dem at gøre én Mand
ukampdygtig, vilde Overmagten være paa deres Side, fire Mand maatte
sagtens kunne gøre det af med Eskorten.
Vasily skulde vedblive at spille sin Rolle som Kusk, kun skulde han
anskaffe sig en Droskekusks Mundering og pudse sin Vogn op, saa at den
var præsentabel ved Dagslys, alle tre Fanger skulde køre bort i samme
Vogn, og Andrey maatte ved Hjælp af sin Hest klare sig selv.
Hele Planen var meget risikabel, thi Fangerne var, hvordan det gik eller
ikke, i hvert Fald i Begyndelsen under Opsigt, og Vasily havde sin Vogn
at passe; Andrey var saaledes den eneste, der med helt frie Hænder kunde
begynde Angrebet. Men han havde en urokkelig Tro til sin Plan, og det
lykkedes ham til sidst at faa Vennerne lige saa overbeviste. Det, som
særlig tiltalte dem alle ved Planen, var dens store Simpelhed og
Billighed. Den lange Ventetid havde tømt deres Pengekasse; men Zina, som
havde et eget Talent til at skaffe Penge, havde igennem en Ven faaet
laant to Hundrede Pund Sterling, som skulde tilbagebetales om tre
Maaneder. Det var imidlertid ogsaa alt, hvad de for Øjeblikket havde at
disponere over. Den strengeste Økonomi var derfor nødvendig.
„Jeg behøver ingen Racehest,“ sagde han til Zina, der fungerede som
Kassererske, „et almindeligt Dyr vil være tilstrækkeligt til at klare
Forfølgere til Vogns; og hvis det skulde hænde, at der var en Kosak
eller Kavalerist iblandt dem, saa er det hele dog forbi, enten jeg har
en Racehest eller ej.“
En feberagtig Travlhed fulgte efter Andreys sidste Forslag, som nu blev
det gældende. Han og Vasily fandt snart hos en af Byens Anden-Klasses
Hestehandlere en flink, lille Steppehest med lille Hoved og lige Ryg.
Ejeren garanterede, at den var vant til at bære Sadel.
I Løbet af de følgende Dage søgte Andrey at gøre sig kendt med sit Dyr,
som viste sig at være klogt, hurtigløbende og heldigvis ikke sky --
hvilket var af den allerstørste Vigtighed.
Da han første Gang paa en afsides liggende Plads ude i Skoven forsøgte,
om den kunde staa for Skud, stejlede den lige ret op i Luften, men
allerede ved det andet og tredje Skud gik det bedre, og efter en Uges
Forløb var den fuldstændig rolig; kun et Skud affyret imellem dens Øren
fik den til at skælve, men heller ikke mere.
Zina var paa sin Side fuldt optaget af at instruere Vagtposterne og de
øvrige, der skulde hjælpe med i Affæren; det var i alt otte Mand. Ved en
Række behændige Manøvrer skulde de sørge for at bringe Eskorten sammen
med Andrey paa rette Sted og i rette Øjeblik.
Det var ikke muligt bestemt at skaffe at vide, naar Forhøret vilde finde
Sted. Dagen og Timen afhang ganske af Dommerens Forgodtbefindende. Det
var derfor nødvendigt, at alt og alle henad den formodede Tid skulde
være rede til at handle med et Øjebliks Varsel.
Det første Signal, det, der skulde sætte hele Maskineriet i Bevægelse,
skulde udgaa fra Fængslet selv. Man vidste, at Fangerne, førend de
forlod Fængslet, nede i Kontoret skulde iføres andre Dragter og
visiteres indtil Skindet. Saa snart de modtog Ordren til at begive sig
nedenunder, skulde Klein stikke et Stykke blaat Papir op i sit Vindu,
som han kunde naa ved at staa paa en Skammel.
Hver Dag fra Klokken ni Morgen til tre Eftermiddag -- de Timer, hvor
Forhørene paa Raadhuset afholdtes -- blev dette Vindue iagttaget af to
af de sammensvorne, som havde lejet et Værelse i et Hus lige overfor og
skiftedes til igennem en Kikkert at stirre derop. Saa snart som Signalet
i Kleins Vindu blev synligt, skulde én af dem løbe hen i det Værtshus,
hvor to andre opholdt sig. Den ene af disse, en vis Vatajko, en ung Mand
af Annie Vulitch’s Medstuderende, skulde øjeblikkelig kaste sig i den
Droske, der holdt parat, for saa hurtigt som muligt at faa bragt
Meddelelsen til Vasily og Andrey, der med Hest og Vogn var rede til at
rykke ud med et Øjebliks Varsel.
Den anden Mand skulde bringe Besked til de øvrige, der skulde fungere
som Vagtposter og holdt sig samlede i et andet Værtshus.
Man havde beregnet, at hver især vilde have tilstrækkelig Tid til at naa
sin Post, forinden Fangerne havde faaet skiftet Dragt, var visiterede og
komne igennem alle de øvrige Formaliteter, der udkrævedes ved en saadan
Lejlighed. Turen fra Fængslet til Raadhuset tog henved fyrretyve
Minutter. Efter at være gaaede over Fængselspladsen -- en to-tre
Minutters Gang -- kom de ind i et snævert Stræde, der førte til en
nyanlagt og meget bred Lindetræsallé, i hvis nederste Ende der kun
fandtes nogle enkelte Butikker. Der vilde medgaa tolv Minutter, førend
Eskorten naaede denne Allé, hvor Sammenstødet skulde finde Sted -- kun
tre, fire Minutters Gang fra Strædet.
En Linie af fem Vagtposter, anbragte paa Strækningen fra Fængselspladsen
til Alléen, skulde ved forud aftalte Tegn signalisere, naar Fangerne
traadte ud af Fængslet, og hvad der ellers kunde hænde af Vigtighed, til
Andrey og Vasily, der holdt sig borte indtil det afgørende Øjeblik.
Efter nøjagtig Overvejelse var man bleven enig om, at Angrebet skulde
gøres paa Vejen til Raadhuset, og kun, hvis det ved en eller anden
uforudset Hændelse -- en Ligbegængelse, et Brudetog eller lignende
skulde blive umuliggjort -- skulde det opsættes til paa Tilbagevejen.
I dette Tilfælde maatte naturligvis alle de medvirkende forandre
Stilling, ligesom Andrey og Vasily da skulde vente paa et andet Sted;
selve Angrebet derimod skulde foregaa paa samme Sted.
Hele Planen var uhyre vanskelig og risikabel; alt maatte arbejde med et
Urværks Akkuratesse, den ringeste Forhindring eller Misforstaaelse kunde
bringe det hele til at strande.
For at være sikker paa, at hele Maskineriet arbejdede paalideligt, holdt
man en Søndag Morgen en Slags Generalprøve, idet to af dem -- Zina og
Masha Dudurov -- agerede Eskorten og med afmaalte Skridt bevægede sig
fra Fængselspladsen og videre til det kritiske Sted. Alt gik, som det
skulde; Tid og Afstand var nøjagtig beregnet, og kun nogle faa Signaler
blev ændrede.
Der var Grund til at antage, at Forhøret vilde finde Sted i den kommende
Uge, enten Mandag eller Onsdag. Mandagen forløb rolig, Tirsdag holdtes
der ingen Retsmøder, og man var nu vis paa, at Onsdag vilde blive Dagen.
Vasily var oppe før Klokken seks; for hundrede Gang undersøgte han hver
Skrue i Vognen, hvert Søm i Hestens Sko og hvert Spænde i Seletøjet, alt
var pudset og blankt som til Parade. Hestene fik en ekstra Portion Havre
og blev striglede med ekstra Omhu.
Da han var færdig med sit Arbejde i Stalden, gik han op for at lave Te
til Andrey, der imidlertid var kommen op.
Et Øjeblik efter kom Zina; hun bar en Torvekurv i Haanden og havde et
graat Tørklæde over Hovedet. Det uventede Besøg bragte dem straks paa
den Idé, at der maatte være hændet et eller andet uforudset, og da den
unge Kone nu løste Tørklædet, og de saa hendes blege, ophidsede Ansigt,
udbrød Andrey angst:
„Nu er der vel atter hændet en Ulykke?“
„Nej, men læs dette!“ svarede Zina og rakte ham et Telegram fra St.
Petersborg.
Det var fra Taras Kastrov og holdt i ganske uskyldige Udtryk som et
almindeligt Forretningstelegram, men Meningen var tydelig nok for dem