En Nihilist - 02

Samuel Susser, almindelig kaldet „Røde Sam“, Formand for Smuglerne og
Værtshusholder i Ishky, en Landsby paa den lithauiske Grænse, betjente
sine Gæster med sædvanlig Paapasselighed. Hans aarvaagne Øje bemærkede
øjeblikkelig, naar en af dem følte Tørst, og hans øvede Haand skænkede
aldrig nogen Sinde en Draabe Øl mere, end der akkurat udkrævedes, for at
Glasset skulde synes fuldt, medens der i Virkeligheden manglede saa
meget som vel muligt. Hans livlige Aand var for Øjeblikket beskæftiget
andet Steds, idet han fulgte Iltoget, som fra St. Petersborg Mil for Mil
nærmede sig Grænsen.
Han havde om Morgenen faaet Telegram fra David Stirn, en Student af
jødisk Afstamning, som stod i Forbund med „Goiserne“ (kristne Oprørere)
imod Autoriteterne og nu bevogtede Grænsen for dem. I et forud aftalt
Sprog havde David meldt, at han kom med Aftentoget og havde tre
Kammerater med, som skulde „bringes over“.
Tre Personer à ti Rubler pr. Hoved er ingen ilde Dagsindtægt; men
alligevel gjorde „Røde Sam“ Regning paa at faa lidt mere for sin
Ulejlighed. Det var netop i Udskrivningstiden, og der blev ved Grænsen
taget særlige Forholdsregler for, at de unge Jøder ikke skulde løbe væk
fra Militærtjenesten. En ærlig Smugler havde under saadanne Forhold Ret
til at vente en ekstra Ducør; men det gjaldt om at være forsigtig over
for saadan en Gnier som David. Og dog var han ingen daarlig Kunde denne
samme David. Et skarpt Hoved, ægte Jødeblod, som overalt i Verden vilde
gøre sin Race Ære. Han var efter al Sandsynlighed Fører for „Goiserne“,
en rask Knøs, som nok vidste, hvor han var hjemme. Uden Tvivl havde han
en Fremtid for sig, og en ærlig Smugler behøvede intet at frygte ved at
staa i Forbindelse med ham. Han forstod at holde Mund og var Mand for at
staa ved sit Ord; men han kunde prutte og tinge om en Øre, ligesom en
Zigeuner paa Hestemarkedet.
„Røde Sam“ havde tilstrækkelig Anledning til at studere sin besynderlige
Klient. Hver tredje eller fjerde Maaned viste den unge Mand sig ved
Grænsen med et Hold Goiser, som enten ønskede at komme ind i Landet
eller ud af det. Saa var der ogsaa Bøger, der skulde smugles ind udefra,
og dette var en meget indbringende Gren af Forretningen, thi der blev
betalt mere for Bøger end for Tobak og Silke. David havde mange
Forbindelsen langs Grænsen, men Samuel var stolt af at turde regne sig
for hans Yndlingsagent.
Hvad alt dette betød -- hvem de underlige Folk var, som David stod i
Ledtog med, og hvad de egentlig vilde -- kunde Samuel ikke rigtig blive
klog paa. Dreven af sin jødiske Nysgerrighed havde han vel forsøgt at
læse nogle af de revolutionære Pamfletter, som han skulde smugle ind;
men da hans Kundskaber i Russisk kun var yderst mangelfulde, fik han
ikke meget ud af det og opgav klogelig at spekulere videre over Tingene.
Naar en saa klog Mand som David var Part i Sagen, maatte der sikkert
være noget at tjene; hvorledes skulde David ellers kunne betale saa
punktlig og saa rigelig, som han gjorde.
Lokomotivets Fløjten i det fjerne sagde ham, at Petersborgtoget nu var
ved at løbe ind paa Stationen.
„Der er de!“ tænkte „Røde Sam“, idet han med Alvorsmine serverede en
Snaps for en Politiembedsmand.
Samuels Værtshus laa noget borte fra Stationen, og de fleste rejsende
tog deres Forfriskninger i nærmere og bedre Lokaler; men der var dog
altid en eller anden, der fandt Vej hen til ham. Han gjorde derfor sine
Forberedelser til Modtagelsen, tørrede Bordene af, inspicerede
Snapsbeholdningen, som stod i en lang Række Flasker langs Væggene, og
placerede sig derpaa selv bag Disken. Værtshuset begyndte at fyldes.
Flere Bønder fra Landsbyen kom ind, ivrig debatterende Begivenhederne
paa Markedet hvorfra de netop vendte hjem. To Gendarmer kom ind for at
drikke en Snaps og satte sig paa Hæderspladsen. Flere andre Kunder
indfandt sig; men David var ikke til at se. Omtrent en Time forløb efter
Togets Ankomst, og han kom stadig ikke. Værten var netop fordybet i sine
Betragtninger over, hvorledes han bedst skulde genoprette det Tab, som
Davids Mangel paa Punktlighed vilde paaføre ham, da han ved at se til
højre opdagede selve Manden i egen Person siddende ganske stilfærdigt
ved samme Bord som de to Gendarmer, hvem han syntes at skænke lige saa
liden Opmærksomhed som de ham. Den unge, fattigklædte Jøde var sandelig
ogsaa den, man mindst skulde betragte med mistroiske Øjne. Som han sad
der, med Blikket tomt rettet ud i Rummet, gjorde han ganske Indtryk af
at være en yderst beskeden Kunde, som ikke var særlig forhippet paa at
forlade et Sted, hvor man sad saa godt og i saa behageligt Selskab.
David var en lille, bredskuldret Mand paa omkring de femogtyve med et
tiltalende, regelmæssigt Ansigt af udpræget jødisk Type, store,
mørkebrune Øjne med et mildt, noget sørgmodigt Udtryk.
Samuel betjente ham, da hans Tur kom, og stillede et Ølkrus hen foran
ham uden ellers at tage nogen Notits af ham. Den unge Jøde betalte for
Øllet, og da han i Ro og Mag havde tømt sit Krus, forlod han Lokalet
lige saa stille, som han var kommen.
Ude paa Gaden drejede David om Hjørnet af Huset og gik ad en Bagdør ind
i Køkkenet, hvorfra han atter kom ud i en mørk Gang. Han strøg en
Svovlstik og gik op ad en Trappe, der førte til et snævert og temmelig
smudsigt Bagværelse, hvor Røde Sam i Almindelighed afgjorde sine
Forretninger.
Værten var der allerede. Da han saa David forsvinde, havde han ogsaa
skyndt sig bort, efter først at have faaet sin Kone til at indtage hans
Plads bag Disken.
„Naa, hvordan gaar det, Sam?“ spurgte David. „De ventede mig vel ikke
saa snart?“
„Jeg ventede Dem slet ikke, Hr. David -- eller rettere ikke i Dag. Jeg
tænkte, at De først kom i Morgen.“
„Jeg havde noget at tage Vare paa,“ svarede den unge Mand og satte sig i
en Lænestol af tvivlsom Kulør og skrækkeligt Udseende, som stod op imod
Væggen.
Samuel balancerede paa en høj Træstol, som manglede et Ben.
„Er Deres Venner saa med Dem?“
„Ja! -- alle tre! To Mænd og en Dame. Jeg forlod dem hos Foma. Vi ønsker
at være paa den anden Side i Morgen tidlig. De har vel ordnet alt
fornødent?“
„Ja, alt er klart. Klokken otte i Morgen er de derovre uden mindste
Vrøvl. Men -- --.“ Sam brød af og gned sin Næse, medens han saa
spørgende paa David.
„Hvad skal det sige?“ David saa op.
„Ja, ser De, kære Herre, Tiderne er vanskelige, og Soldaterne meget
begærlige. Jeg har haft uhyre -- ganske frygtelig meget Mas med at faa
dem paa ret Køl,“ sagde Samuel og saa alvorsfuldt op i Loftet. „Og jeg
blev nødt til at betale dem mere end -- --.“
„Det har De gjort galt i, min gode Sam, det var en stor Dumhed!“ afbrød
David ham i en ligegyldig Tone.
„Saa? Er der noget dumt i at betjene Dem paalideligt?“
„Nej, det er der ikke! Men De maa holde faste Priser. Jo mere man giver,
des mere forlanges der. Husk vel paa det, gamle Ven!“
„Det er nemt nok sagt for Dem, Hr. Stirn,“ svarede Smugleren i en
krænket Tone. „Men tror De, at _jeg_ tør fastslaa Reglerne? Det er
Soldaterne, der er Herrer, og ikke mig.“
„En klog Mand maa vide at klare sig,“ svarede David med uforstyrrelig
Ro. „Sæt nu,“ tilføjede han med et Glimt af Lune i Øjet, „at De en Dag
kom og forlangte højere Betaling end den, vi var bleven enige om. Jeg
siger ikke, at De vil gøre det; men lad os nu antage, at De gjorde det.
Nuvel, hvad tror De, at jeg vilde svare Dem? Min gode Sam, Fisken gaar,
hvor Vandet er dybest, og Køberen, hvor Varen er billigst. Grænselinien
er lang, og der er mange Soldater. Hvis den ene ikke vil, saa vil den
anden. Eller har jeg maaske ikke Ret?“
David smilede godmodigt og begyndte at stoppe sin lille Snadde. Han
havde selvfølgelig straks forstaaet, hvor Samuel vilde hen, og var fast
bestemt paa ikke at give efter; men han holdt ikke af at optræde barskt,
saa længe han kunde undgaa det. Han vedblev derfor, som om intet var
forefaldet:
„Naa, hvorledes har saa Familien det? Det har jeg jo glemt at spørge
om.“
„Jo Tak, godt!“ svarede Sam mut; det var ikke hans Agt saa hurtig at
opgive Ævret.
„Er der ellers passeret noget nyt i Landsbyen?“ spurgte David
uforstyrret videre.
„Aa jo, der er vel det,“ svarede Smugleren i samme gnavne Tone og
fortalte saa en Del Nyheder, der skulde vise, hvor alvorlig Situationen
ved Grænsen var.
„Har De hørt, at Isak er kommen tilbage?“ spurgte David og udsendte en
stor Røgsky.
Sams Mod faldt. Isak var en dreven Smugler og højt anset iblandt
Fællerne. David havde af og til benyttet ham, og Sam var altid angst
for, at Isak skulde stikke ham ud.
„Er han det?“ sagde Sam klejnmodigt. „Det vidste jeg ikke af.“ Han saa
forskende hen paa sin Gæst, men Davids Ansigt var ubevægeligt.
„Jeg hørte det nede hos Foma!“
„Saa er der intet Haab mere,“ tænkte Samuel; „med den Mand kommer du
ingen Vegne.“
„Har Deres Folk megen Bagage?“ spurgte han derpaa højt i fuldstændig
Forretningstone, som om intet var forefaldet.
„Nej, kun en Bagatel! Deres Dreng kan bære det hele.“
„Saa sender jeg ham i Morgen ned til Foma. Pengene udbetales altsaa paa
den anden Side?“
„Ja! Men husk paa ikke at tage imod noget som helst af dem -- kun en Lap
Papir, som De bringer mig, og hvoraf jeg faar at vide, at de er komne
sikkert over.“
Sam nikkede tavst. Det var atter en af Davids Særheder, som han
gennemførte med ubøjelig Strenghed.
Den krænkede Smugler strøg Haaret fra Panden og gav sig til at spørge om
Vejret i St. Petersborg, for at komme ind paa et andet Samtaleemne. Men
hans daarlige Humør forsvandt med ét Slag, da hans Gæst spurgte ham, om
han kunde holde skarpt Udkig paa sin Post i Løbet af den følgende
Maaned.
„Jeg skal over Grænsen,“ forklarede den unge Jøde, „og har en Mængde
Ting, som jeg skal have ind i Landet.“
Sam smækkede med Læberne, dette vilde blive fuld Oprejsning for hans
skuffede Forhaabninger nu. Forøvrigt gjorde han ingen Spørgsmaal; thi
han vidste, at David ikke holdt af det og kun fortalte, hvad han vilde.
De samtalede endnu en Stund om de forskellige Forholdsregler, der skulde
tages, og skiltes som fine Venner.
David begav sig tilbage til Fomas Hus, hvor hans Ledsagere havde
indrettet sig for Natten. Husets Herre lukkede ham selv ind og fortalte
paa hans Spørgsmaal, at alt var i Orden, man havde spist til Aften, og
Selskabet var gaaet til Ro. De to Mænd sov i Værelset ud til Gaden og
Damen ovenpaa i hans Datters Kammer. David takkede ham og gik ind til
sine Venner. Han plejede altid ved Lejligheder som denne at bo hos Foma,
omendskønt Sengelejet, som bødes ham der, kun bestod af en Træbænk. Men
Foma var Stedets _sotsky_ -- en Slags landlig Politimand, og hans Stue
havde den Fordel at være et sikkert Opholdssted.
Da David var kommet ind i Værelset, undersøgte han alt med samme
Nøjagtighed som en vagthavende Officer. Vinduesskodderne var lukkede for
at skjule de rejsende for nysgerrige Blikke, og al Bagagen, hans egen
Lærredssæk indbefattet, var sammenstablet i et Hjørne af Værelset. Hans
Kammerater laa, trætte af den lange Rejse, i tryg Søvn paa Bænkene langs
Væggene. Alting var i Orden.
Næste Morgen, da Solen tittede ind gennem Sprækkerne i Skodderne, var
David første Mand paa Benene. Han klædte sig hurtig paa, og aabnede
Vinduesskodderne; de to andre vækkedes af hans muntre Stemme og var
ligeledes snart i Tøjet.
Ostrogorsky, den ældste af dem, var en midaldrende Mand, mager og med
bøjet Ryg og et sygeligt, hentæret Udseende. Han var for flere Aar siden
for en eller anden ubetydelig Forseelse bleven forvist til en afsides
liggende By ved Volga, og var nu flygtet fra sit paatvungne Opholdssted
for at bosætte sig i Udlandet.
Den anden, en ung, kraftig Mand paa treogtyve Aar, ved Navn Sazepin, var
en af Davids Med-Sammensvorne; han havde beklædt en underordnet Stilling
i et Linieregiment, men var efterhaanden bleven saa mistænkeliggjort,
at Ligaen mente det var bedst, at han „forsvandt“ en Tid.
„Skynd jer lidt, Kammerater!“ sagde David. „I skal have meget udrettet i
Dag og har ingen Tid at spilde. Nu skal jeg sørge for Frokosten.“
Udenfor traf han den tredje af Selskabet, Annie Vulitch, en Pige paa
nitten Aar, indviklet som Medvider i nogle Uroligheder af ikke politisk
Art.
Da Politiet havde nægtet hende et Pas til Udlandet, havde David
beredvilligt lovet hende at skaffe hende over Grænsen, saa snart der
gaves Lejlighed dertil.
Frokostmaaltidet var saa rigeligt, som Fomas Spisekammer paa nogen Maade
tillod. Dette var en af Davids Egenheder. Fuldstændig ligegyldig over
for sine egne Fornødenheder, drog han en -- til Tider -- næsten
latterlig Omsorg for dem, der var betroet til hans Førelse. Teen lavede
han altid selv; han førte bestandig et Forraad med sig i Rejsetasken,
fordi den Te, man købte undervejs, baade var ham for dyr og for daarlig.
Maaltidet forløb livligt. Alle var i denne egne, ophidsede Stemning, som
stærk Spænding og Følelsen af forestaaende Fare fremkalder. De kunde
ikke faa ud af deres Hoved, at det at komme over Grænsen fra Czarens
Rige ikke var en overmaade farlig Historie, endskønt David forsikrede
dem, at det var den letteste Sag af Verden. Der var i Hundredevis af
rejsende, der passerede Grænsen hemmeligt, simpelthen for at spare
Udgifterne ved et Rejsepas; og politisk mistænkte kunde komme lige saa
nemt derfra som alle andre, naar der da ikke var noget ganske særligt
paafaldende ved deres Ydre.
„Det er meget muligt,“ bemærkede Annie Vulitch med en let Rødmen; „men
der er dog mange, der er blevne arresterede ved Grænsen.“
Hun var lidt beklemt til Mode; thi hun havde aldrig før været i en
lignende Situation.
„Det har De Ret i!“ svarede David med Indignation i Stemmen. „Men hvis
har Skylden været? Ene og alene deres egen! En Tosse kan drukne i en
Spand Vand ved at holde Hovedet ned i den.“
Deres Samtale blev afbrudt ved, at Røde Sam traadte ind.
„Alt er i Orden, Herre. Vi kan straks drage af Sted, hvis det passer
Dem. Her er to Pas for Herrerne, og Damen faar min Datters -- hun møder
os paa Vejen til Færgen.“
David oversatte Samuels Ord paa Russisk og rakte Vennerne de to Pas. Det
var ikke almindelige Rejsepas, men et Slags Certificat, som udfærdiges
for Folk, der bor ved Grænsen og i Forretningsanliggender er nødsagede
til ofte at rejse frem og tilbage. Enhver af dem skyndte sig med at
aabne sit Pas for at lære det Navn at kende, under hvilket han skulde
bringes over paa den anden Side. Det gav et Sæt i Sazepin, og han raabte
vredt hen imod Smugleren:
„Hvad er det for noget Kludder? Det er jo et Pas for en Dame!“
„Det er sandt nok,“ svarede Samuel roligt, „men hvad gør det?“
Ostrogonsky og David tittede nu ogsaa i Passet. Jo, ganske rigtigt!
I Passet stod der skrevet med store Bogstaver: „Sara Halper, Enke efter
Købmand Salomon Halper, fyrretyve Aar.“
De brast alle i Latter, Sazepin med. Han havde under sin revolutionære
Løbebane benyttet mange forskellige Pas og spillet mange forskellige
Roller; men det var første Gang, at han skulde optræde som en Enke paa
fyrre, og han gjorde Indsigelse imod denne Forvandling.
„Det maa De lave om,“ sagde han til Sam, „jeg kan umuligt gaa for en
Enke.“
Samuel løftede højtidelig sine Hænder som en Kerub sine Vinger, og sagde
med et Blink i Øjet:
„Hvorfor ikke? Med Guds Hjælp kan De det!“
Sazepin, som ikke havde en saa blind Tro til Forsynet, protesterede; men
David, der morede sig over sin Vens Ivrighed, blandede sig nu i Sagen.
„Bryd dig bare ikke om Enken,“ sagde han. „Du skal se, det gaar nok.“
Sazepin trak paa Skuldren; hvorledes man vilde lade ham passere for en
fyrretyveaarig Matrone, gik over hans Forstand; men da David syntes at
være indviet i Hemmeligheden, antog han, at Sagen var klar nok, og man
gjorde sig nu færdig til Opbrud.
I Døren mødte de et af Samuels Børn, der leverede Søsterens Pas til
Annie Vulitch.
„Se saa, nu er alt i Orden!“ bemærkede David. Man trykkede hinanden
hjerteligt i Haanden og skiltes. Sazepin og Smugleren gik først, derpaa
kom de to andre i nogen Afstand, for ikke at tiltrække sig Opmærksomhed.
Efter tyve Minutters Vandring var de ved en usselig, smudsig lille Bæk,
ikke dybere, „end at en Høne i Tørkevejr kunde klare den“, som man siger
i Rusland. Paa begge Sider strakte der sig en flad, ensformig Slette,
hvor det gule Jordsmon tittede frem mellem det sparsomme, grønne Græs.
Paa begge Bredder var der Klynger af Mænd og Kvinder. En fladbundet
Pram, der lignede en gammel Kæmpetøffel, flød paa Vandet. En graahaaret,
højtidelig udseende Politibetjent med meget rødt Ansigt og Sabel ved
Siden stod posteret ved Bredden som Lovens Haandhæver.
Saa snart som Prammen var naaet til Bredden og tømt for sine Passagerer,
sprang vore rejsende paa et Tegn af Sam ned i den, efterfulgt af en halv
Snes Mænd og Kvinder, der var ved at skubbe hverandre over Bord i deres
Iver for at komme med.
„Stop!“ raabte Politimanden og skubbede Mængden tilbage. Idet han vendte
sig imod dem i Baaden, sagde han i bydende Tone: „Deres Pas!“
Thi her var Grænsen, den venstre Bred af den lille, smudsige Strøm var
Rusland, den højre Tyskland.
Passene kom frem i en Fart og blev i en Bunke rakt den frygtindgydende
Cerberus. Med Fingren i Luften talte han Hovederne i Baaden og derpaa
Passene; Tallene stemmede. Saa rakte han den nærmeste Passager Bunken og
raabte: „Alt i Orden!“ hvorpaa Færgemanden, som hverken havde Ror eller
Aare, gav Rusland et velrettet Spark for i næste Øjeblik at lande i
Tyskland. Passagererne sprang i Land. Alt var overstaaet; man var i
Europa, uden for Czarens Rige.
„Det gik jo nemt nok,“ sagde Annie med et Smil. De følte sig alle
befriede fra en Byrde, og under højrøstet Samtale gik de videre til den
Landsby, hvor de skulde vente paa David. Havde de været noget mindre
optagne af sig selv, vilde de have bemærket en ung, tarvelig klædt Mand
med mørke Øjne og blegt Ansigt, som idet han kom gaaende ned ad Gaden,
uvilkaarlig fo’r sammen ved at høre det russiske Sprog. Det var Andrey,
som allerede for fulde fem Dage siden var kommet hertil efter Ordren i
Georgs Brev. Time efter Time havde han ventet paa David -- hvem han
skulde træffe her --, og han var ved at forgaa af Kedsomhed.
Han gættede øjeblikkeligt, at disse tre maatte være Nihilister i Davids
Følge, og følte sig stærkt fristet til at tiltale dem, men betvang sig.
Det kunde jo muligvis være fremmede, og Forsigtighed skader ikke. Hvis
det virkelig var Venner af David, vilde David ikke heller lade vente
længe paa sig.


III. KAPITEL.
_En travl Dag._

Da Andrey var kommen tilbage til Værtshuset, hvor han boede, gav han
Besked om, at han, i Tilfælde af, at der skulde komme nogen og spørge
efter ham, var hjemme hele Dagen.
Vinduet i hans Værelse vendte ud til en stor, grøn Plads, hvor en Mængde
Gader udmundede. Her sad han og iagttog de forbigaaende, og Klokken
henad elleve opdagede hans skarpe Blik Davids undersætsige Figur, der i
fuld Fart kom om et Hjørne. Han var iført den samme svære Kavaj, som han
plejede at bære Aaret rundt, og svingede stærkt med Armene.
Andrey fo’r ned ad Trapperne; de to Venner mødtes i Forstuen og
omfavnede hinanden efter ægte russisk Skik.
„Du har vel været gnaven, fordi jeg har ladet vente paa mig, hvad, gamle
Dreng?“ spurgte David, idet han klappede Andrey paa Skuldren.
„Aa ja, en lille Smule! Men for Resten var jeg bange for, at der var
hændet dig noget galt.“
„Snak! Hvad galt skulde der kunne hænde mig? Nej, jeg skulde bare se at
faa samlet en lille Trup til at bringe med over. To Fluer med ét Smæk,
forstaar du, det er billigere og nemmere.“
„Jeg er vis paa, at jeg saa dine Folk ved Færgen for lidt siden.“
„Ja, det er rimeligt nok. Sazepin, som du jo nok kender af Omtale, er
iblandt dem. Du maa endelig lære ham at kende.“
De var imidlertid kommet til Andreys Værelse; David tog sin Overfrakke
af, smed den paa den Hestehaars Sofa og satte sig.
„Fortæl mig nu om alt det nye, du véd,“ sagde Andrey, der stod op foran
ham. „Hvorledes lever Georg og alle de andre? Og er der noget nyt om
Boris? Har I hørt fra Zina?“
„Ja, vi har faaet et Brev fra Zina. Udsigterne synes ikke at være
synderlig lyse, efter hvad vi kan forstaa af de faa Oplysninger, hun
giver i sit Brev. Men det varer ikke længe, førend hun atter er i St.
Petersborg, og saa faar vi fuld Besked.“
„Følges vi ikke ad til St. Petersborg?“
„Nej,“ svarede David. „Jeg skal videre til Schweiz, og maa blive der i
nogen Tid.“
„Véd Vennerne, at du kommer? Har du skrevet til dem?“
„Nej, det gør jeg aldrig, det er bedre at komme uventet. Hvorledes lever
de?“
„Der er intet at fortælle! Den ene Dag gaar som den anden, bestandig den
samme uendelig triste Tilværelse!“ svarede Andrey.
David slog sig utaalmodigt paa Knæet.
„Det er en uderlig Race, disse Nihilister!“ udbrød han. „At leve i et
frit Land under en stor social Bevægelse og saa dog føle sig som en Fisk
uden Vand; det er ufatteligt! Er da for jer hele Verden begrænset til
Rusland?“
Det var et Spørgsmaal, som David med sin jødiske Kosmopolitisme ofte
drøftede med sine russiske Venner.
„Ja, du har Ret til at bebrejde os dette,“ svarede Andrey med den
Beredvillighed til Selvkritik, som hyppigt skjuler dyb Tilfredshed med
den begaaede Fejl. „Vi er den mindst kosmopolitiske af alle Nationer,
omendskønt mange mener det modsatte. Du er egentlig den eneste Mand, jeg
kender, der fortjener at kaldes en Verdensborger!“
„Det er smigrende, men ikke meget behageligt,“ svarede David.
Andrey forfulgte ikke denne Samtale videre, men spurgte om, hvad
Petersborg-Vennerne egentlig mente om Boris’ Stilling. Sagen gik ham nær
til Hjerte; Boris var hans kæreste Ven og den Mand paa hele Jorden, han
foruden Georg stod nærmest.
„Det er ikke muligt at dømme derom, før Zina er kommen tilbage,“ svarede
David. „Men jeg er bange for, at vi i Øjeblikket ikke kan gøre noget for
ham.“
„Af hvad Grund?“ spurgte Andrey.
„Fordi vi ikke har de fornødne Midler!“ sagde David med et Suk. „Vi er
for Tiden meget vanskeligt stillede. Det vil du snart kunne overbevise
dig om.“
Han gik nu over til at give Vennen en nøjagtig Skildring af Ligaens Tab
og dens finansielle Vanskeligheder. Andrey gik frem og tilbage i
Værelset og lyttede til hans Ord. Det var værre, end han havde tænkt
sig; men Tanken om at maatte opgive Haabet fik ham til at dirre af
Harme.
Han var vant til at tænke paa sin egen eventuelle Paagribelse med en vis
Ro; naar man var i Krig, maatte man være forberedt paa, at Lykken kunde
vende sig. Men at finde sig i, at disse Slyngler (som han kaldte hele
Statsstyrelsen) nedslagtede en af Vennerne, uden at man saa meget som
ofrede et Skud paa at redde ham, det var en Ydmygelse, han ikke kunde
være med til.
„Hvad er det for noget Snak!“ udbrød han og standsede brat foran David.
„Vi skulde ikke være stærke nok? Vor Styrke ligger jo rundt omkring os.
Dersom vi ikke faar tilstrækkelig Tilgang, saa er det kun et Bevis for,
at vi ikke er meget værd.“
„Man kan ikke hoppe højere, end man selv er,“ bemærkede David. „Vi kunde
vel nok undvære et Par Mænd til at ordne den Affære; men hvad kan de
udrette uden Penge?“
„Penge er ikke Hovedsagen,“ svarede Andrey. „Der er intet, der lettere
fylder Pengekassen og hurtigere faar Modet op igen end det, at man
mærker, at der for Alvor kommer Liv i Bevægelsen igen.“
„Du kan til Dels have Ret!“ svarede David. „Tal med Zina og de øvrige
derom. Vi vil alle gerne have noget udrettet.“
Han rejste sig for at tage Afsked.
„Jeg maa hen til mine tre rejsende,“ sagde han.
„Hvorledes skal vi for Resten bære os ad med Sazepin? Vil du gaa med og
hilse paa ham, eller skal han komme til dig?“
Andrey erkyndigede sig først om, hvem de to andre var, og foreslog saa
at gaa med straks, det kunde ogsaa more ham at snakke lidt med de to
fremmede.
Da David traadte ind i Værelset, hvor hans lille Selskab var samlet,
blev han modtaget med stormende Jubel.
Andrey blev indført under et falsk Navn, det første, der faldt den
behændige David paa Tungen. Da Ostrogorsky og Annie var fremmede for
Ligaen, mente han ikke, det var raadeligt at trække dem med ind i
Hemmeligheden, og hvad Sazepin angik, saa gættede han let, hvem den
nyankomne var.
Selskabet delte sig i to Grupper. Andrey og Sazepin blev siddende ved
Bordet, medens David trak de to andre med sig hen i en Vinduesfordybning
i den anden Ende af Værelset; baade Ostrogorsky og Annie var endnu
opfyldte af Forundring over, hvor uhyre simpel deres Flugt over Grænsen
havde været.
„Man ønsker næsten altid, at det skal være lidt mere spændende,“ sagde
den unge Pige, og Ostrogorsky bemærkede, at han unægtelig ogsaa havde
tænkt sig Sagen mere vanskelig. Fra paalidelig Kilde var der blevet ham
fortalt, at man, skjult i en Sæk, blev baaren paa en Mands Ryg over
Grænsen, og at man ofte maatte tilbringe flere Dage i smaa hemmelige
Rum, Pulterkamre og lignende, indtil Smugleren kunde finde en passende
Lejlighed til at hjælpe en over. David lo og sagde, at han aldrig havde
hørt Tale on Sækkene; men det andet kunde være sandt nok. I gamle Dage,
da Smuglerne gjorde, som de vilde, spillede de ofte saadan en Komedie
for at dupere deres Klienter og vise dem, at de uhyre Summer, de
forlangte, var surt fortjente.
Imidlertid samtalede Andrey i dæmpet Tone med Sazepin, hvem han
udspurgte om alt, hvad han vidste om Forholdene. Med den Liberalitet,
som almindelig hersker ved Nihilisternes Møder, tog ingen Forargelse af,
at de to holdt sig for sig selv. Det var David, der først afbrød dem.
„Kære Venner!“ sagde han, „det er Tid at tænke paa vore legemlige
Fornødenheder! Skal vi ikke have nogen Middagsmad? Der er ikke engang to
Timer til, at jeres Tog gaar.“
Alle var enige on, at man burde spise, og David gik nedenunder for at
ordne Sagen med Værten, medens Ostrogorsky gik ud i Byen for at faa en
russisk Pengeseddel byttet. Andrey gav sig nu i Snak med den unge Pige,
som hele Tiden havde holdt sig beskedent tilbage, og hvem han knapt
havde lagt Mærke til. Han saa nu, at hun havde et nydeligt, ungt Ansigt
med et alvorligt, intelligent Udtryk, klare, nøddebrune Øjne og en lille
slank, men energisk Figur. Hun var iført en tarvelig sort Kjole,
saaledes som Nihilistinderne i Almindelighed plejer at bære. Hun
fortalte paa hans Spørgsmaal, at hun var Medlem af en hemmelig Forening
af studerende, hvis Formaal er Selvuddannelse, og han gættede let, at
hun var Foreningens ledende Aand. Det var hendes Agt nu at fuldende sine
Studier et eller andet Steds i Schweiz. Andrey raadede hende til at
vælge Genf, hvor hun var sikker paa at finde, hvad hun ønskede, og gav
hende et Par anbefalende Ord med til Helene.
Toget kørte Klokken fire. David gav de rejsende alle mulige Oplysninger
og var dem paa enhver Maade behjælpelig; men hans moderlige Omhu var
forsvunden. De var nu ikke længer under hans Omsorg, og al hans
Opmærksomhed drejede sig om Andrey. De gik sammen tilbage til det lille
Hotel, hvor Andrey boede, da de var blevne enige om at bo der begge to.
De havde hele Morgendagen for dem; thi David maatte først have sendt Bud
til Røde Sam, saa at han kunde være parat til at føre dem over Søndag
Morgen.
„Kan det ikke blive før?“ spurgte Andrey.
„Nej! Det vil da sige, hvis jeg skal have fat i Sam først,“ --
forklarede David. „Men her er for Resten en anden Mand ovre paa denne
Side, som jeg jo kan opsøge, hvis du synes.“
Det syntes Andrey ubetinget, og David vendte snart efter tilbage med
gode Efterretninger. En vis Hr. Schmidt -- en Smugler af tysk Herkomst
-- var villig til at bringe dem over Grænsen allerede samme Nat. Andrey
var straks parat; thi han længtes efter at komme til St. Petersborg, og
da David ligeledes gerne vilde skynde sig, sendte man straks Bud til Hr.
Schmidt, som da ogsaa indtraf punktlig paa den aftalte Tid.
Det var en høj, svær Mand, klædt som Landmand og med et godmodigt,
troskyldigt tysk Ansigt. Han hilste høfligt paa Andrey, gjorde et Par