En Nihilist - 03

Bemærkninger om Vejret og gik saa lige løs paa Sagen, idet han sagde,
at alt var i Orden.
En kort, men hurtig Diskussion paa Tysk førtes derefter mellem Hr.
Schmidt og David. Andrey var ikke i Stand til at følge med; men forstod
dog, at den endte til gensidig Tilfredshed. Tyskeren tog Andreys Vadsæk
paa Ryggen, og man begav sig af Sted til Smuglerens Hus. Det var et
lille toetages Hus med en sirlig Blomsterhave foran. Schmidts Hustru, en
statelig, midaldrende Kone, blev præsenteret og bød dem Forfriskninger.
„Hvor er Hans?“ spurgte Husets Herre.
Hans var lige kommen hjem fra Eftermiddagsskolen og i Færd med at skifte
Dragt. Han viste sig imidlertid snart -- en æblekindet, lyshaaret Knøs
paa tolv Aar i vide Benklæder og en stram, kort Trøje, som var ved at
sprænges i Sømmene for at give Rum til de kraftige, unge Lemmer, den
dækkede.
„Tag din Hat, Hans!“ sagde Faderen, „og før disse Herrer hen til den
graa Sten bag ved Birkehøjene derovre. Du forstaar mig nok?“
„Ja, Far!“
„Men skynd dig!“ tilføjede Hr. Schmidt.
„Ja, Far!“
Smugleren ønskede sine Gæster lykkelig Rejse og fulgte dem høfligt til
Haveporten, hvor han gentog sin Ordre til Sønnen.
Det var for Resten overflødigt. Hans var en forstandig Knøs, der nok
skulde vide at klare sig og sikkert vilde gøre Professionen Ære -- den
hans Far og Forfædre i en lang Aarrække havde drevet. Uden unyttig Tale
overtog han rolig og med en vis værdig, selvfølende Mine sin Post som
Fører. De to Venner fulgte i nogen Afstand. Man gik ud af Byen og et
Stykke langs med den lille Bæk, som Davids Rejsefæller var komne over
samme Morgen. Saa drejede Strømmen af til højre, og Vejen gik over et
aabentliggende Stykke Moseland, uden Spor af Sti eller Mærker. Men
Drengen betænkte sig ikke et eneste Øjeblik; med sikre Skridt vedblev
han at gaa, fægtede ganske lidt med Armene med de smaa, tykke Hænder og
vendte sig ikke saa meget som en eneste Gang.
Solen var gaaet ned, og den purpurfarvede Aftenhimmel bredte en vis
Skønhed selv over dette ensformige Landskab. En endeløs Slette strakte
sig til alle Sider omkring dem; men Andrey kunde allerede i det fjerne
skimte de fattige Straatage og de usselige Hytter, som er Særkendet for
en russisk Landsby og danner en saa stærk Modsætning til de rummelige,
vel vedligeholdte Huse i de tyske Landsbyer med deres røde Teglstenstage
og pyntelige Udseende. Han var ikke længer i Tvivl; paa hin Side af
Buskene laa Rusland, det stakkels Land, som fyldte hans Hjerte med Angst
og Smerte, og for hvis Skyld han til enhver Tid var rede til at ofre sit
Liv. Om nogle faa Minutter skulde han betræde denne dyrebare,
taarevædede Jord.
„Det gør mig oprigtig ondt, kære David!“ sagde han til Vennen ved sin
Side, „at vi kun kan være saa kort Tid sammen, der er en Mængde Ting,
som jeg gerne vilde tale med dig om.“
„Om en Maanedstid eller saa omtrent er jeg atter i St. Petersborg. Du er
vel ikke allerede rejst til den Tid?“
„Næppe! Jeg maa jo først sætte mig ind i Forholdene. Meget har sikkert
forandret sig. Sig mig, er der mange, der ser paa Tingene med Sazepins
Øjne?“
„Nej, han er én af de faa Særlinge, der ikke vil have med Socialismen at
gøre. De andre har deres Synspunkt, og Georg er deres Profet. Du har vel
læst hans Ting?“
„Ja!“
„Og synes du om dem?“
„Jo, hvorfor skulde jeg ikke det?“
„Nej, jeg tænkte det nok! Jeg for min Del vilde hælde til Sazepins
Anskuelser, hvis jeg skulde vælge.“
„Du vilde ikke komme meget langt sammen med ham,“ sagde Andrey.
„Aa jo! Sandt nok, han ser ikke ud over Dagens Gerning; men han er
Dagens Mand, og det er hans Arbejde, vi alle gør. I véd paa en Prik,
hvor I har ham. Men I Russere har nu en Gang Afsky for at regne med
positive Kendsgerninger, Ting, som I kan tage og føle paa. I maa altid
have et eller andet Fantasteri til at omtaage jeres Hoveder med. Det
ligger jer i Blodet, tror jeg.“
„Vær ikke saa streng imod os,“ sagde Andrey med et Smil. „Selv om Georg
i sin Tro til Rusland og vore Bønders udmærkede Egenskaber skulde gaa
lidt for vidt, hvad Skade kan det gøre? Gaar det ikke dig selv akkurat
ligedan over for dine højt priste tyske Arbejdere -- i Særdeleshed dine
kære Berlinere?“
„Det er en anden Sag,“ sagde David. „Min er ingen Tro, men en Fremtids
Vision, baseret paa et solidt Fundament af faktiske Kendsgerninger.“
„Den samme Sauce, min kære Ven, kun i en lidt nyere opspædt Form,“
svarede Andrey. „Heller ikke du kan lade være med at idealisere, hvad du
holder af; kun gaar dine Interesser i en anden Retning. Vi er stærkt
knyttede til vort Folk, det er du ikke.“
David tav en Stund, Andreys Ord havde berørt en øm Streng i hans Hjerte.
„Nej, jeg er ikke knyttet til jert Folk,“ sagde han endelig i en dæmpet,
sørgmodig Tone. „Hvorfor skulde jeg ogsaa være det? Vi Jøder elsker vor
Race, det er alt, hvad vi ejer her paa Jorden. Jeg elsker mit Folk dybt
og inderligt. Hvorfor skulde jeg elske eders Bønder, der hader og
forfølger mine Trosfæller med blindt Barbari, og som maaske i Morgen
plyndrer min Faders, en ærlig Haandværkers, Hus og mishandler ham
brutalt og grusomt, som de har gjort med tusinde andre stakkels, ærligt
arbejdende Jøder? Jeg kan føle Medlidenhed med eders Bønder paa samme
Maade, som jeg føler Medlidenhed med en abyssinsk eller malayisk Slave
eller et hvilket som helst andet uretfærdigt behandlet menneskeligt
Væsen. Men mit Hjerte slaar ikke for dem, og jeg kan ikke dele eders
ideelle Syn og latterlige Beundring for dem. Og med Hensyn til det
saakaldte gode Selskab i de højere Klasser, naa ja, kan man vel føle
andet end Foragt for saadan nogle elendige Krystere? Nej, der er intet i
jeres Rusland, der er værd at holde af. Men jeres Nihilister kender jeg,
og jeg er kommen til at holde af jer, endogsaa mere end af min egen
Race. Jeg har sluttet mig til jer og betragter eder som mine Brødre; men
dette er ogsaa det eneste Baand, der binder mig til Rusland. Saa snart
som vi har faaet Bugt med Czarens Despotisme, udvandrer jeg for
bestandigt og bosætter mig et Steds i Tyskland.“
„Men tror du ogsaa, at du vil finde noget bedre der?“ spurgte Andrey
tøvende. „Har du glemt den tyske Pøbels Brutalitet? Og var det kun
Pøblen alene?“
„Nej!“ svarede David med et Udtryk af dyb Sorg i sine store, smukke
Øjne. „Men vi Jøder er nu en Gang tilovers iblandt alle Nationer.
Alligevel er den tyske Arbejder den mest civiliserede og paa Vej til at
nære bedre Følelser, og Tyskland er det eneste Land, hvor vi ikke føler
os absolut fremmede.“
Han bøjede sit fine, ædelt formede Hoved og tav.
Andrey var dybt bevæget over Vennens Sorg. Han gik nærmere hen til ham
og lagde sin Haand blidt paa hans Skulder. Han vilde saa gerne sige ham
nogle gode Ord, fortælle ham, at de russiske Bønders Raahed kun skyldes
Uvidenhed, og at de, hvis de kun havde halv saa god en Opdragelse som
Tyskerne, aldeles ikke vilde være hildede i disse middelalderlige,
falske Forestillinger. Men Andrey kom ikke til at sige noget af alt
dette; thi i dette Øjeblik traadte deres lille æblekindede Fører hen
foran dem og sagde:
„Godnat, mine Herrer!“
„Naa, Hans,“ sagde David. „Vil du allerede forlade os?“
„Ja, Mor bliver ellers urolig for mig. Jeg maa skynde mig at komme
hjem.“
David tog nogle Skillinger op af Vestelommen, rakte Drengen dem,
klappede ham paa hans buttede Kind og sagde et Par venlige Ord til
Afsked.
„Men Grænsen?“ spurgte Andrey. „Skal vi da klare den alene?“
„Grænsen? Den har vi passeret!“
„Hvornaar?“
„For en halv Time siden!“
„Det var mærkeligt! Jeg har ikke set mindste Spor af noget, der kunde
ligne en Gendarm.“
„Nej, for han har rimeligvis opholdt sig bag den Høj der eller et eller
andet Sted, hvorfra han ikke kunde se os og vi ikke ham.“
„Det er uhyre elskværdigt gjort af ham,“ bemærkede Andrey med et Smil.
„Det er et meget almindeligt Fif,“ svarede David. „Ingen kan bebrejde
ham, at han i et givet Øjeblik opholder sig paa et givet Punkt af den
Strækning, han har at bevogte. For nogle faa Skillinger -- forudsat at
han kender en -- vil han med den største Fornøjelse opholde sig netop
det Sted, hvor man ønsker.“
„Men hvis man nu blev forsinket, og han kom frem netop tidsnok til at
faa Øje paa en, hvad saa?“ spurgte Andrey.
„Saa vilde han hurtig gøre højre om og løbe tilbage til sit Skjulested
-- det er meget simpelt. Men vi maa skynde os! Lad os gaa lige ind til
Byen, førend nogen Patrouille faar Øje paa os; thi det vilde næppe blive
til vort Held. Husk, at vi nu er paa Czarens Grund!“
Hos Foma, hvor hen de straks begav sig, forefandt Andrey sin Vadsæk, som
den paalidelige Tysker allerede havde besørget dertil. De kom til
Banegaarden fem Minutter før det pustende og dampende Iltog løb ind paa
Perronen. Det var et saakaldet Harmonikatog og ydede derved Andrey endnu
større Sikkerhed; thi velstillede Folk betragtes nu en Gang ikke med
samme mistroiske Øjne som den store Mængde. Andrey fandt en Kupé, hvori
der kun sad en ung Mand sovende i det ene Hjørne, med et stort Tørklæde
viklet om Hovedet. En Gendarm, der gik frem og tilbage paa Perronen,
hjalp ham høfligt til Rette med hans Vadsæk; endnu et sidste venligt Nik
fra David, og Toget dampede videre. Andrey følte sig nu for fuldt Alvor
atter i sit kære Rusland.


IV. KAPITEL.
_Vennerne i St. Petersborg._

Da Iltoget kørte ind under det uhyre Glastag paa Stationen i St.
Petersborg, stod Andrey lænet ud af Vinduet for at spejde efter Georg,
som han ventede vilde modtage ham her. Perronen var fyldt indtil
Trængsel af Folk af begge Køn og i alle Aldre, der skulde afhente
Slægtninge eller Venner, og imellem dem puffede Dragerne sig frem med
deres Hjulbøre, medens de uundgaaelige Gendarmer med ophøjet Ro bevægede
sig frem og tilbage. Andrey kunde ikke faa Øje paa Georg og tænkte, at
han maaske ventede ved Udgangsdøren.
Med sin Vadsæk i Haanden banede han sig Vej igennem Trængslen, da
pludselig en Haand lagde sig paa hans Skulder, og Lyden af en velkendt
Stemme fik ham til at vende sig om. Det var Georg; han havde ikke kunnet
kende ham iblandt Menneskemængden. I de tre Aar, han havde været borte,
var Georg fra Yngling bleven til Mand, et smukt, bølgende Skæg dækkede
hans Hage og Kinder. Desuden var han klædt med en Elegance, som stod i
skarp Modsætning til hans tidligere nihilistiske Ligegyldighed for
Udseendet.
„Sikken en Laps du er bleven!“ sagde Andrey smilende efter at have
omfavnet og kysset sin Ven. „Jeg kunde jo slet ikke kende dig igen.“
„Ja, det andet duer ikke! Vi er alvorlige Mænd nu og maa sørge for at
holde Anseelsen vedlige. Har du nogen Bagage?“
„Nej, kun denne,“ svarede Andrey og pegede paa Vadsækken, som han holdt
i Haanden.
De gik i Tavshed ud af Stationsbygningen og tog en Droske for at køre
til Georgs Bolig.
„Naa, fortæl mig saa, hvordan det gaar jer her? Er alle vel?“
„Ja, alle vore Folk har det godt!“ svarede Georg. Hermed mente han
selvfølgelig, at ingen af Vennerne for nylig var bleven arresteret; et
almindeligt Spørgsmaal om Helbredet betragtes iblandt de sammensvorne
som overflødigt.
„Saa kommer jeg jo i en god Tid,“ bemærkede Andrey.
„Naa, ikke ubetinget,“ svarede Georg og gjorde en betegnende Bevægelse
hen imod Kusken. „Men herom senere.“ En Droske i St. Petersborg er just
ikke Stedet til at tale om Politik. Andrey nikkede forstaaende og gav
sig til at betragte de velkendte Gader, som de kørte igennem.
„Hvor det dog er velsignet atter at skumple af Sted i disse græsselige
Køretøjer!“ sagde han fornøjet. Han havde allerede glemt Rejsen og dens
Farer og følte sig atter helt paa sin Plads, som et Led af det uhyre
underjordiske Legeme, der lige for Næsen af Czaren underminerer hans
Magt og ofte morer sig med at lege Skjul umiddelbart under hans
Gendarmers og Politimænds Frakkeskøder. Her stod de overalt, disse
Czarens imponerende Vogtere, med Sværd og Revolver i Bæltet og
højtidelige Miner. Men Andrey vidste, at de lige saa godt kunde falde
paa at arrestere Halvdelen af Byens Indvaanere som at antage disse to
glade og nydelige unge Herrer, der kørte forbi i Drosken, for
mistænkelige Individer, og det fornøjelige ved Sagen fik ham ganske til
at glemme den virkelige Fare, som altid laa paa Lur efter dem.
Georg beboede et Par Værelser i Jagarinskaja Gaden med tilstrækkelig
Plads for to Personer, og de bestemte, at Andrey skulde tage Ophold her,
indtil han havde fundet en passende Bolig. Det er forøvrigt en Regel
blandt Nihilisterne, at der aldrig maa bo flere sammen, undtagen naar
det er absolut nødvendigt for „Forretningen“, for at ikke den enes
Arrestation skal drage den andens med sig.
Da Andrey havde gjort Toilette efter Rejsen, fulgtes de ad til
„Hovedkvarteret“, hvor man altid kunde være sikker paa at træffe nogle
af Kammeraterne; derpaa aflagde de et Par korte Besøg hos dem, der boede
nærmest, men udsatte forøvrigt al videre Forhandling til den næste Dag.
De ønskede at have Eftermiddagen og Aftenen for dem selv; der var saa
meget, de gerne vilde tale om. Andrey havde nok af Spørgsmaal at gøre og
Georg tilstrækkeligt at fortælle om alle de nye Medlemmer og nye
Ordninger. Det blev en lang og ivrig Samtale, i hvilken Andrey
fornemmelig spillede Tilhørerens Rolle.
„Nu kan det være nok med Politik for i Dag,“ sagde Andrey, efter at de i
fem fulde Timer havde debatteret op og ned. „Fortæl mig noget om dig
selv, Georg!“
„Ja, hvor skal jeg begynde?“
„Ved Begyndelsen! Jeg véd i Virkeligheden ikke meget om dig -- kender
dig kun igennem den Smule, du har ladet trykke!“
„Saa kender du alligevel det meste af mig, endskønt det vistnok er meget
lidt.“
„Har du da ikke skrevet mere end det?“
„Næppe noget af Betydning! Jeg har arbejdet meget i de unges Klub,“
svarede Georg og gav en kort Beskrivelse af enkelte af Medlemmerne.
„Der er for Resten en ung Pige, som jeg længes efter at forestille for
dig,“ sagde han og satte sig ned paa Sofaen ved Siden af Andrey. „Hun
hedder Tatiana Grigorievna Repina og er Datter af den bekendte Advokat.
Hun er en ualmindelig interessant ung Pige!“
„Du har en sjælden Evne til at opdage interessante og ualmindelige
Personligheder, især blandt de unge Piger,“ sagde Andrey smilende.
„Der er Egenskaber, der er saa haandgribelige, at man ikke kan være i
Tvivl om dem, og det er netop Tilfældet med Tania Repina. Hun er
virkelig en af de interessanteste Karakterer, jeg har truffet.“
„Og ung og smuk, kan jeg tænke,“ sagde Andrey drillende.
„Hun er nitten Aar,“ svarede Georg med en let Rynken af Panden.
„Bliv ikke vred! Jeg mente intet ondt dermed,“ sagde Andrey formildende,
og Georg, hvis Vrede aldrig varede længe, begyndte nu en længere,
begejstret Beskrivelse af Tanias mange legemlige og aandelige Fortrin.
Andrey hørte efter med et noget tvivlende, men meget sympatisk Smil; han
var vis paa, at de ni Tiendedele kun eksisterede i Georgs Fantasi. Georg
havde et blødt Hjerte, men en mærkelig Mangel paa Mellemtoner i de
menneskelige Følelsers Skala, og gik over for sine Kammerater enten til
den ene Yderlighed eller til den anden, enten til den allerhøjeste
Beundring eller fuldstændig Ligegyldighed. Han blev derved ofte vildledt
af sine Sympatier, og man kunde ikke stole paa hans Dom, omendskønt han
selv troede, at han var en stor Menneskekender. Men Andrey, som selv var
en sikker Iagttager, elskede netop dette Træk hos Vennen og var glad ved
at se, hvor uforandret han var.
„Ja!“ udbrød han leende, „Du maa endelig føre mig sammen med din unge
Veninde! Hvis blot Halvdelen af det, du har fortalt, er sandt, maa hun
jo være sit Køns Vidunderblomst! Hvor kommer du sammen med hende?“
„I Regelen i Klubben -- men ogsaa hos hendes Far, -- jeg kommer der med
Zina. Han er ikke bange for at modtage „Ulovlige“ i sit Hus. Jeg tror,
at du helst skal lære hende at kende i hendes Hjem.“
Andrey var af samme Mening; han var desuden nysgerrig efter at lære
Repin at kende og udtalte sin Glæde over, at saadan en gammel Bureaukrat
var paa deres Side.
„Det er jeg nu ikke helt vis paa, han er,“ svarede Georg. „Jeg kan ikke
rigtig gøre mig hans Standpunkt klart. Men Zina kender ham bedre, og hun
sætter ham meget højt. Sagen er, at han i forskellige vanskelige
Situationer har vist sig meget rundhaandet over for os.“
Han fortalte et Par Eksempler, som tydelig viste, at Repins Sympati for
Ligaen maatte være mere end almindelig Interesse.
„Han maa være en rig Mand,“ bemærkede Andrey.
„Ja, det er han,“ svarede Georg. „Men for Resten er jeg ikke sikker paa,
at alle disse Penge altid udelukkende kommer fra ham selv. Tania er
ogsaa rig og vil faa en stor Formue, naar hun bliver myndig -- en
mødrene Arv, saa vidt jeg ved. Zina har fortalt mig noget derom, men jeg
husker ikke hvad. Hun selv vil være en langt værdigere Akkvisition for
vor Sag end alle hendes Penge,“ sluttede han i en blød, drømmende Tone.
Andrey saa hen paa ham, men fangede ikke Vennens Blik; det stirrede
aandsfraværende ud i Rummet.
„Hm!“ mumlede Andrey for sig selv og besluttede at gribe den første den
bedste Lejlighed til at lære denne mærkelige unge Pige at kende.
Med den Frihed, der i Rusland hersker i Forholdet mellem unge Mennesker
af begge Køn, behøver en ung Mands Beundring eller Hengivenhed for en
ung Pige ikke altid at betyde noget særligt: de vedbliver at være Venner
og ikke mere. Og for et saa ekstravagant Hoved som Georgs kan Venskabets
Grænser sættes meget vidt; men alligevel var der noget i hans Blik og
Stemme, der syntes at tyde paa en hel Del mere og gjorde Andrey bekymret
for Vennen. Thi selv om Andrey ikke hørte til de Nihilister, der
principielt proklamerer, at en Revolutionist aldrig bør elske nogen
Kvinde, var han dog af den Overbevisning, at jo længer man kan holde sig
borte fra den Slags Dumheder, des bedre, og han mente ikke, at der var
nogen Anledning til at lykønske Georg, fordi han netop paa dette
Tidspunkt var falden for denne Fristelse, tilmed da hans udvalgte, efter
alt hvad han forstod, tilhørte en hel anden Klasse Mennesker end den, de
færdedes iblandt.

Der var hengaaet tre Uger, og endnu havde Andrey ikke haft Lejlighed til
at besøge Repin. Zina var i Mellemtiden kommen hjem fra Dubravnik og
havde bragt saa daarlige Efterretninger med sig, at alle -- hun selv og
Andrey indbefattet, -- var nødte til at indrømme, at ethvert Forsøg paa
at befri Boris for Øjeblikket vilde være haabløst. Zina ønskede at tale
med Repin om Sagen og opfordrede Andrey til at følge hende derhen.
Andrey beboede nu sine egne Værelser i Pesky, ikke langt fra Zina, saa
at de meget nemt kunde mødes. Det kom Georg meget tilpas, at den unge
Kone vilde ledsage Vennen til Advokatens Hus; thi han selv kunde saa gaa
lidt tidligere end de andre. Klokken seks præcis, da han vidste, at
Familien var færdig med at drikke Eftermiddagskaffen, stod han uden for
den elegante Lejlighed, som Repins beboede i Konushennaia-Gaden. Han
trykkede paa den elektriske Klokke og havde næppe faaet spurgt, om
Familien var hjemme, førend han hørte hurtige Trin, og Tania stod foran
ham, smilende og med udstrakt Haand. Det var en Brunette med store,
mørke Øjne under sorte, kraftige Øjenbryn og en fint formet, noget stor
Mund. Hun havde et livligt, ualmindeligt Ansigt, ikke absolut smukt, men
overordentlig indtagende, især naar hun smilede.
„Er det kun Dem?“ sagde hun i en Tone, der fingerede Skuffelse.
„Ja, kun mig, Tatiana Grigorievna! Men De behøver ikke at fortvivle,
de andre kommer straks efter.“
Hun førte ham ind i Spisestuen, hvor hendes Fader -- en høj og
graaskægget Herre oppe i Fyrrerne -- befandt sig tilligemed en yngre
Mand i Fløjls Frakke og med langt, nøddebrunt Haar; han lignede en
Kunstner. Det var Nicolas Petrovich Krivoluzky, Lærer ved en af
Petersborgs lærde Skoler og intim Ven af Repin.
Efter at de sædvanlige Hilsener var udvekslede, optog de to Herrer igen
deres afbrudte Samtale, og Tania bad Georg fortælle hende, hvilke
Spørgsmaal der var blevne debatterede ved Klubbens sidste Møde, som hun
desværre havde været forhindret fra at overvære. Georg gav en kort
Beretning derom og spurgte saa paa sin Side, om hun allerede havde gjort
sine Uddrag af den Bog, som hun ved næste Møde skulde forklare for dem.
„Ja, jeg har! Men jeg finder det selv saa slet gjort, at jeg aldeles
ikke tror, jeg kan læse det op. Jeg ærgrer mig over, at jeg ikke har
valgt et lettere Tema.“
„Enhver Begyndelse er vanskelig,“ sagde Georg. „Men det er nok bedre,
end De selv tror. Vil De lade mig se det?“
„Ja, gerne! Men jeg er vis paa, at De ikke finder det en Smule bedre,
end jeg selv gør.“
Hun førte ham ind i sit Værelse, hvor der paa et nydeligt lille
Skrivebord laa et sirligt skrevet, omhyggeligt sammenhæftet Manuskript
med bred Margen. Hun rakte ham det.
Georg tog en Blyant op af Lommen og satte sig straks til at læse uden at
sige et Ord, som en Mand, der er vant til at læse Korrektur.
Tania satte sig lige over for ham paa en Stol, stum som en Fisk, og
iagttog i ængstelig Spænding hans Ansigt. Hun var bange for, at han
skulde finde hende frygtelig dum, naar han læste hendes første Forsøg i
literær Retning.
De havde kun kendt hinanden nogle faa Maaneder; men tilstrækkelig længe
til at blive gode Venner, og den unge Piges Tilværelse havde aldrig
været saa rig og mangesidet som nu, efter at hun havde truffet Georg.
For flere Aar tilbage, da Zina var kommen ud af Fængslet, havde hun
fuldstændig vendt op og ned paa Tanias Tanker, idet hun aabenbarede en
hel ny Verden for hende; men Tania havde den Gang kun været et Barn, og
den nye Verden forfærdede hende lige saa meget, som den interesserede
hende. Nu begyndte hun at se mere klart og var kommen til at holde af
Zinas Venner, som hun efterhaanden havde lært at kende. Ved et af
Møderne havde hun truffet Georg, og det varede ikke længe, førend han
spillede Hovedrollen i hendes aandelige Liv.
Naar den unge Pige lyttede til hans Ord, følte hun sig til Mode, som om
nye Kræfter rørte sig i hende. Georg smigrede hende ikke, ja, sagde
hende ikke en Gang en almindelig Kompliment, men talte med hende som med
en god Ven, idet han alvorligt drøftede Klubbens Anliggender med hende.
Tania var glad og taknemmelig over, at en Mand, der stod saa langt over
det almindelige Niveau, vilde give sig saa alvorligt af med hende, og
Georg var i hendes Øjne Ridderen uden Frygt og Dadel, der kæmpede for en
ædel Sag og satte Livet ind paa den. At der kunde være noget andet end
Venskab i Georgs Følelser, faldt hende ikke ind. Smuk og rig, som hun
var, havde hun Tilbedere nok; men Georg var i sin Maade at være paa over
for hende saa ulig disse som vel muligt, og ikke mindst af den Grund var
hans Selskab hende saa behageligt.
Hun følte sig ganske let om Hjertet, da Georg, efter at have gennemlæst,
hvad hun havde skrevet, erklærede, at det langt fra var daarlig gjort,
og derpaa med sin Blyant foreslog forskellige Omskrivninger og
Forkortelser, som yderligere vilde forbedre det.
De var midt i dette Arbejde, da Zina og Andrey traadte ind.
Ved Synet af den unge Kone glemte Tania baade Manuskriptet og Georg i en
Følelse af overstrømmende Medlidenhed med sin ulykkelige Veninde. Hun
vidste, hvor inderligt Zina elskede Boris, og det var første Gang, hun
saa hende efter Hjemkomsten fra Dubravnik. Med et ængsteligt spørgende
Blik i de store, udtryksfulde Øjne fo’r hun hen til Veninden og
omfavnede og kyssede hende med ægte ungpigeagtig Overdrivelse. Men den
unge Kones billedskønne Ansigt var fuldstændig roligt og behersket, og
den, der i dette Øjeblik saa de to Kvinder, vilde tro, at Tania var den
ulykkelige og den anden den, der i medfølende Deltagelse bøjede sig over
hende for at yde hende Trøst. Zinas dybe, graa Øjne mødte klart og
roligt Venindens ængstelig bedrøvede Blik, og ingen Sky var synlig paa
den fint formede Pande, indrammet af en bølgende Linie smaa nydelige
Krøller. Hendes lyse Smil viste, hvor glad hun var ved Venindens
Modtagelse.
Tania var beroliget; det var ikke særlig vanskeligt at opnaa det; thi
Sorgen passer nu en Gang ikke for Ungdommen.
„Og hvorledes gaar det Grigory Alexandrovitsch?“ spurgte Zina. „Han er
vel hjemme?“
„Ja, Far er inde i Stuen med Krivoluzky. Vi flygtede herind for ikke at
forstyrre dem med vor Passiar,“ svarede Tania. „Men nu, da vi er i
Majoritet, kan vi vel nok vove at bryde ind til dem.“
Georg forestillede Andrey.
„Det er min Ven, og jeg beder Dem om at holde af ham, Tatiana
Grigorievna!“ sagde han.
„Jeg lover Dem at forsøge derpaa,“ svarede den unge Pige og rakte Andrey
Haanden med paafaldende Ynde.
De fandt Advokaten og hans Gæst inde i Arbejdsværelset, indhyllede i en
Sky af Tobaksrøg.
Andrey blev forestillet under Navn af Petroff, omendskønt Repin saa vel
som Krivoluzky -- der udelukkende var kommen for at se ham -- meget godt
vidste, hvem han var.
Den gamle Advokat tog hjerteligt imod Andrey. Iblandt de ældre
Emigranter i Schweiz var der flere af hans Ungdomsvenner, som han
længtes efter at faa lidt Oplysning om, og Andrey var i de fleste
Tilfælde i Stand til at tilfredsstille hans Nysgerrighed, da han enten
personlig kendte dem eller i hvert Fald havde hørt dem omtale.
Samtalen blev snart almindelig. Repin havde været i Schweiz samtidig med
Herzen og fortalte sine Oplevelser fra den Tid.
„Hvilken pinlig Overgang maa det dog være for Dem,“ sagde han, henvendt
til Andrey, „efter saa lang Tids fuldstændig Frihed at komme tilbage til
dette ulykkelige Land, hvor man ikke kan aabne Munden uden at risikere
at blive taget i Nakken af en Gendarm.“
„Ja, De har Ret, Overgangen er stor; men jeg føler det dog ikke som
noget pinligt -- tvært imod, jeg befinder mig bedre her end der,“
svarede Andrey.
Repin rystede tvivlende paa Hovedet. Synet af denne unge, blomstrende
Mand, der var rejst saa langt for at komme til denne By -- som var fuld
af Spioner og Politi -- for rimeligvis her at ofre Livet for et
Drømmebilleds Skyld, fyldte hans Hjerte med Medlidenhed og tillige med
en Slags Selvbebrejdelse. Han saa paa ham og hans to Venner og rystede
atter paa Hovedet.
„Nej, sig ikke det! Altid at leve i Angst, aldrig at føle sig sikker et
Øjeblik paa Dagen -- og at vækkes om Natten ved den mindste Larm med den
Tanke, at ens sidste Time er kommen -- aa, det maa være forfærdeligt!“
sagde han.
Den brave Mand talte med saa megen Alvor og var selv saa greben af det
Billede, han udmalede for dem, at de af hans Tilhørere, hvem det mest
berørte, brast i Latter.
„Jeg beder om Forladelse!“ sagde Andrey undskyldende. „Men De maler med
meget for stærke Farver.“
Repin følte sig ikke i mindste Maade fornærmet, men derimod, som en
Iagttager af den menneskelige Natur, stærkt interesseret; thi dette
uvilkaarlige, hjertelige Latterudbrud var for ham mere overbevisende end
mange Argumenter.
„De vil vel ikke bilde mig ind, at De slet ikke ænser de Farer, der
truer Dem?“ spurgte han og saa sig forbavset om i Kredsen.
Zina, som sad nærmest ved ham, og paa hvem hans Øjne særlig hvilede, som
om Spørgsmaalet fornemmelig gjaldt hende, svarede, idet en let Sky et
Øjeblik formørkede hendes Pande:
„Faren møder os for ofte, Grigory Alexandrovitsch, man vænner sig til
sidst til alt og sløves efterhaanden -- desværre!“
Det var som Følge af en utilgivelig Ligegyldighed, at hele
Dubravnik-Tragedien -- som Boris var indviklet i -- havde fundet Sted.
Uagtet den unge Kone hvert Øjeblik paa Dagen følte sin store Sorg i dens
videste Udstrækning, var det dog ikke muligt at tage hendes ydre Ro for
kun at være en Maske. Enhver Tone i hendes Stemme, enhver Linie i dette
smukke, lyse Ansigt udtrykte en saadan Sanddruhed, at selv hendes
Stoicisme maatte være naturlig og ikke paataget. I den Verden, hvori
Zina levede, vil der iblandt tre Personer i det mindste altid være én,
hvis Hjerte sønderrives af en lignende Sorg som hendes. Livet vilde for
disse Mennesker være en ren Umulighed, og deres Gerning vilde