Minna - 18

Total number of words is 4948
Total number of unique words is 1472
48.1 of words are in the 2000 most common words
63.8 of words are in the 5000 most common words
72.1 of words are in the 8000 most common words
Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
meget _au sérieux_!
-- Aa du, med dine Flauser, sagde Stephensen. Ja, lad Alt være
relativt, -- men #vi# --
Da bragtes han til Taushed -- endog han! -- af en Latter, der syntes
at gjennemisne hele Selskabet, og som jeg aldrig vil glemme. Det var
Minna, der lo. Hun reiste sig, holdt Lommetørklædet for Munden og
brast igjen ud, idet hun vendte sig bort fra Selskabet.
-- Hvad er der dog at le saadan ad? lød Stephensens Stemme, dybt
irriteret.
-- »Nein, es ist #zu# drollig!« mumlede Minna. I det samme gled
hendes Blik henover mig, men hvis det standsede, var det et saadant
Tids-Atom, at det ikke var mig muligt at afgjøre, om hun havde set og
kjendt mig. Hun gik langsomt ind imod det tilstødende tomme Værelse,
hvor Gassen allerede var slukket.
-- Hvor gaar du hen? spurgte Stephensen.
-- Man kvæles jo herinde, svarede hun og forsvandt i det mørke Rum.
Jeg hørte hende lukke et Vindue op.
Den utrættelige Stephensen tog fat paany. Strax efter reiste
Digterens Kjæmpeskikkelse sig og gik ind i det mørke Værelse. Jeg tog
min Pels paa -- ogsaa jeg kvaltes herinde. Idet jeg betalte
Opvarteren, kaldte en stærk Mands-Stemme fra det yderste Værelse:
»Karl! et Glas Vand.«
Strax efter traadte Digteren ind til Selskabet:
-- Lad det nu være nok med det Præk, Stephensen. Din lille Kone er
ikke vel, og hun er sgu mere værd end hele din »Fremtidskunst«.
* * *
Den næste Dag fik jeg et Brev fra min Onkel, hvori han bad mig om,
naar jeg kunde rive mig løs fra Danmark, at tage til Stockholm og St.
Petersborg, hvor han havde Forretningsvenner, som han gjerne vilde
have mig gjort bekjendt med.
Ja, jeg kunde rive mig løs fra Danmark, jeg havde seet mer end nok,
-- hjelpe kunde jeg ikke. Flygte fra Stedet kunde jeg, men ikke fra
det fortvivlende Indtryk, som jeg havde modtaget; det fulgte mig Dag
og Nat. Kun Søsygen paa den bottniske Bugt havde Ur-Styrke nok til at
overvinde det for en Nat. I St. Petersborg blev jeg en Maanedstid,
kjørte i Troika paa Newa og var hveranden Nat i Selskab til Klokken
tre om Morgenen. Jeg beklagede, at mit Hjerte ikke var frit, saa jeg
kunde tabe det til en af disse russiske Damer -- de behagede mig i
Grunden mer end Englænderinderne.
Det faldt næsten af sig selv, at jeg, inden jeg vendte tilbage til
Øriget, skulde besøge en Del Fabrikker i Tydskland. Saaledes kom jeg
ogsaa til Sachsen, og Dresden tiltrak mig uimodstaaelig; -- jeg
undskyldte mig med, at jeg vilde bese »Kunstgewerbe-Schule« og slutte
Forbindelse med dens Bestyrelse.
Paa Veien besøgte jeg Immanuel Hertz i Leipzig. Han var gift med en
fyldig Jødinde, der havde skjænket ham flere Børn. I hans Væsen var
der kommet noget mere Forjaget; -- for Resten var han den samme bløde
Fyr. Han fik Taarer i Øinene, naar han talte om Moderen, der havde
boet hos ham og var død for et halvt Aar siden, hvad han allerede
havde tilskrevet mig. Hun laa begraven i Dresden ved Siden af sin
Mand.
»Og Minna?« spurgte han. -- »Vi havde Brev fra hende, da Moder var
død, men dèr talte hun saa lidt om sig selv. Har du seet hende?« »Kun
i Forbigaaende, hun bemærkede mig ikke.« »Hm. Troer du, hun -- er
lykkelig?« »Det er hun vel nok. Det vil sige, hun har haft Sorg --
mistet et Barn.« -- »Ja -- den Gang skrev hun til Moder! Ak ja, det
maa være skrækkeligt for en Moder!« -- Derpaa gav han sig til at tale
om en liberal Avis, som han var Medeier af, og om Oppositionen mod
Bismarck. --


IV

I Dresden gik jeg strax hen i Røhrhofsgasse. Fru Jagemann var
forlængst flyttet derfra, og Folk i Huset vidste ikke længer, hvor
hun boede. Jeg kastede et vemodigt Blik paa Lysthuset i den lille
Have -- hvor Alt var uforandret -- og gik hen i »Zur Katze« for at
spørge, om Enkefru Jagemann ikke kom der mer. Her vidste de bedre
Besked: Minnas Moder var død for et Par Aar siden.
Jeg gik rundt i Byen, -- det var mig en uundværlig Nydelse at opsøge
vore dyrebare Steder; ikke alle vare uberørte af Tiden. Paa Terrassen
havde de nedrevet den lille Søile-Caffé, hvor jeg havde faaet den Idé
at tage til Rathen, og hvor vi havde truffet Stephensen; de Gader,
som vi vare gaaet igjennem den sidste Gang, da vi spadserede sammen,
existerede ikke mer, og man kunde neppe finde deres Spor i det nye
Kvarter af fordringsfulde Pragtbygninger. I Grosser Garten og Parken
begyndte Buskenes Knopper at grønnes stærkt -- vi vare i Slutningen
af Marts -- og Alt tog sig anderledes ud; men paa de sorte Stammer
læste jeg endnu de samme Navne-Plader, som vi den Gang havde studeret
sammen, -- een af dem havde et høist exotisk Navn, der formodentlig
faldt mundret nok for en Maorier eller Tahitianer, men hvis Udtale
forvoldte Minna de pudsigste Grimacer. Jeg blev staaende meget længe,
stirrende paa disse tørre Grene og Kviste og paa denne lille Tavle,
som om det var en Gaade, der skulde og maatte løses, men ikke kunde
løses. Og virkelig: jeg havde en Følelse af ikke at kunne begribe det
Hele: jeg begreb ikke, at denne Plante endnu stod her og havde det
samme uudtalelige Navn, -- begreb endnu mindre, at jeg selv var her,
og allermindst, at Minna ikke var her, eller at jeg ikke kunde gaa
hen i »Røhrhofsgasse« og omfavne hende. Slet Intet forstod jeg.
Da jeg endelig vendte mig om, saae jeg nogle Børn en halv Snes Skridt
borte stikke Hovederne sammen, le og løbe deres Vei. De troer
aabenbart, at jeg er gal -- og hvem veed, af Børn skal man høre
Sandheden!
Paa Tilbageveien kom jeg forbi den smukke Renaissance-Villa, som
Minna og jeg spøgende havde kaldet vor. En ny Gaade! Den Gang havde
det været selvforstaaeligt, at vi to byggede et Hjem sammen, men det
var en vild og latterlig Drøm, at vi nogensinde skulde kunne gøre det
i en saadan Pragtbolig. Og nu var det mere muligt, at jeg kunde blive
i Stand til at kjøbe denne Bygning, end at jeg kunde føre Minna ind i
det beskedneste Hjem. Ubegribeligt! Var det maaske allerede en
Galskab dette, at jeg havde en Følelse af ikke at kunne forstaa
Noget, hvor der vel i Virkeligheden Intet var at forstaa, hvor Alt
for en nøgtern Forstand var soleklart, #maatte# være saaledes, -- og
for mig #kunde# det ikke være saaledes! Galskab! Sonnenstein! Og
hvorfor ikke? -- bliver jeg indlogeret dèr, er det dog altid en
Fordel, at der ikke kommer en Napoleon og jager En ud, -- tænkte jeg.
--
Ved Solnedgang knaldede et Signalskud, der forkynder, at Elben stiger
usædvanlig. Den næste Morgen, da jeg endnu laa i Halv-Slummer,
allarmeredes jeg af det andet Skud, hvorved Faren for Oversvømmelse
indvarsles. Jeg stod strax op. Da jeg boede i Hotel »Bellevue«, var
jeg lige ved Floden. Fra om Aftenen af -- fortalte Portieren -- havde
der staaet Folk paa Broen, som hele Natten igjennem havde moret sig
med at iagttage Vandets Stigen, og den var nu helt sort af
Menneskemængden. Men selve denne Bro! ellers løftede den sig stolt
over Floden paa de høie Piller, og nu saae man kun en Række lave Buer
spænde sig hen over den mudrede Masse, der jog afsted ikke som en
Flod, men som en Lavastrøm, hvirvlende og malende, bedækket med
kæntrede Joller, Bjælker og Tømmerstokke, Tønder og Buske, der
vippede, dukkede under og skjød op igjen. Jeg trængte mig op paa
Broen. Hele Quaien var forsvunden og ligeledes det lille Engstrøg
foran Neustadt; derovre stod Haverne under Vand, og her skummede
Bølger og Hvirvler op ad Terrassemuren.
Ak, vort stakkels lille Rathen! tænkte jeg, -- hvorledes mon det ser
ud dèr? Mon det kjære Hus, hvor vi havde oplevet saa meget sammen,
skulde være oversvømmet, ja maaske blive revet bort! --
Jeg kunde ikke modstaa min Trang til at skaffe mig Overbevisning, og
faa Timer efter bragte Toget mig til Pirna, -- inde i sachsisk
Schweiz kunde der jo ikke være Tale om at komme over Elben. Da jeg
var gaaet over Broen, vendte jeg mig og kastede et Blik paa Byen: jeg
havde ikke seet den siden hin Dag paa Henreisen til Rathen, da den
havde vist sig i Kahytsvinduets Ramme, blank-vaad af Sommerregnen og
med en forjættende Lysning over Sonnensteins Gavle. Nu laa Stad og
den sørgelige, af Sindssvage beboede Fæstning i Sollys, men et koldt,
trættende Lys, der intet Vaarligt havde ved sig.
Jeg gik over Dorf- og Stadt-Wehlen og steg op igjennem den berømte
Zscherre-Grund, som passeres af alle Tourister, men nu var ganske
øde. Den fortrolige sachsiske Bjergnatur med sine barokke og steile
Former satte mig i en stærkt bevæget, men fortrædelig Stemning. Jeg
ønskede -- eller bildte mig det i alt Fald ind -- at en af disse
udhængende Klippeblokke vilde styrte ned over mig. Ved Firetiden
naaede jeg endelig til Bastei, traadte ud paa Platfonden og saae
Ødelæggelsens Vederstyggelighed for mine Fødder.
Af Erbgerichts Terrasse vare kun Lindekronerne med deres Toppe oven
Vande -- et stort Krat i Randen af Strømmen, der næsten helt havde
opslugt Medbeileren »Rosengarten«. Imellem dem var Floden strømmet
ind i Rathener Dalen, som ellers sendte sin beskedne Bæk ud til den.
De tre smaa Huse, der bag ved nogle Kviste af »Rosengarten« vare
betrængte mellem den ubevægelige Klippe og den rivende Strøm, frembød
det ynkeligste Skue. Det første stod halvt i Vand; Værkeierens Hus,
der laa lidt høiere og desuden havde en Sokkel paa tre-fire Alen,
havde endnu Indgangsdøren fri -- men kun for En, der vilde bade sig;
Vandet skummede mod den skjulte Stentrappe som mod et Rev, --
Træstilladset med det lille Lysthus, hvor vi saa ofte havde siddet,
var revet bort, -- kun et enkelt Bræt strittede ud -- lidt til Siden
for Døren -- og vippede et Par Fod over Vandet, som et Svømmebræt.
Det tredie Hus stod atter mere under Vand. Takket være min gode
Reisekikkert saae jeg alt dette ganske nøiagtig. Paa den flade,
hinsidige Bred, om hvilken Floden krummede sig, var der intet Andet
at bemærke, end at den var traadt længer tilbage, og at Græsset uden
bestemt Linie groede ud i Vandet.
Et trist Syn -- saa meget mer som det intet Vildt havde ved sig. Seet
fra dette overlegne Stade syntes denne unaturlig brede Flod ikke --
jeg vil ikke sige at rase, men ikke engang at have Hast; kun anede
man den uhyre, uimodstaaelige Bevægelsesmængde. Stille og fredelig
var den i sin Tid gledet forbi vor Idyl, som det bevægede, af sig
selv optagne Liv strømmer de lykkelige Existenser forbi, der
Intet begjære af det; den var brudt ind i denne Idyl, nedrivende
og bortskyllende; men lidenskabsløst havde den øvet sit
Ødelæggelsesværk, og ligegyldig jog den forbi det -- som Livet, som
Skjæbnen!
Det blæste koldt, var blevet overtrukket -- ja, begyndte endog at sne
lidt. Et trist -- nedknugende -- Skue men jeg vilde ikke have
bortbyttet det for et Blik ud over smilende Egne, gjennemstrømmede af
en befærdet Flods brede Vei. Dette behagede mig, som det behager En
at bide i en øm Tand. Saaledes kunde jeg taale at gjense Rathen. Jeg
var ogsaa glad over, at jeg aldrig havde været heroppe med Minna.
En prosaisk Omstændighed hindrede mig forøvrig i at hengive mig for
meget til den elegiske Stemning: jeg var næsten syg af Sult. Da jeg
havde spist, syntes jeg, det var for sent at gaa ned til Rathen, og
jeg opsatte dette til den følgende Dag. Jeg steg ned imod Elben ad en
Skovvei, som gaar af fra Rathener-Nedstigningen, men betegner sig
selv som »forbuden Vei«. Jeg kom til at tænke paa den barske
Skovbetjent og ønskede at møde ham. Denne Sti maatte føre mig ned paa
#den#, som Minna og jeg havde fulgt paa Hjemveien fra Stenbruddene.
Men den gjennemtrængende Vind, der pjaskede mig bestandig tættere
Tøsne i Ansigtet, jo længer jeg kom ned, fik mig snart til at vende
om. Oppe paa Høiden var det ganske vist let at finde Læ, men overalt
var der ubehageligt, og jeg selv var mindre sørgmodig end ærgerlig:
hele denne Udflugt forekom mig at være en Dumhed. Saasnart Solen var
gaaet ned -- farveløst -- trak jeg mig tilbage til mit Værelse, hvor
det trak afskyelig, og faldt endelig i Søvn ved den ensformige
Vuggesang af susende Fyrrer.
Den næste Dag var det rent Foraarsveir. Udsigten var ganske
uforandret, men der blev sagt, at Floden var begyndt at falde. Da jeg
vilde til at gaa, reiste en enlig Gjæst sig fra sit Bord og raabte:
-- »Nei, er det Dem, Hr. -- Hr. Professor! syntes jeg ikke nok!« --
Det var Skolelæreren, Hr. Storch. Jeg veed ikke, om jeg blev glad
eller ærgerlig over at se ham, men vist er det, at jeg ønskede ham
Pokker i Vold, da det viste sig, at han hængte paa som en Burre og
vilde »slaa Følgeskab« med mig. Han havde givet Ferie paa Grund af
Oversvømmelsen og var nu vandret op paa Bastei for at »faa et
Overblik«. Der var ikke andet at gjøre end at tage imod Følgeskabet,
jeg havde ikke Tid til at opsætte Turen, -- med mindre jeg vilde
overnatte een Gang til paa Bastei. --
-- Se, De faar Selskab til Middag -- det kan maaske blive helt _table
d'hôte_, udbrød han, idet vi gik ned mod Broen, og pegede tilbage paa
en Wienervogn, som et Par dampende Heste trak hen foran Hotellet. --
»De kommer fra Pirna -- jeg kjender Kjøretøiet -- det er en Spitzbub
af en Vognmand, -- han trækker de Reisende frygtelig op.«
En Damehat stak ud af Vinduet og lod et langt sort Slør flagre til
Siden.
-- Ei -- Damer er der ogsaa med -- en ung, tør jeg vædde paa -- det
er nok Noget for Dem. --
-- Kom nu, sagde jeg uvillig og skyndte mig ud paa Klippebroen.
I Stormskridt gik det nedad det første Stykke; da vi vare komne paa
lidt jævnere Vei, begyndte han, som jeg havde ventet, strax at tale
om Minna, idet han lod, som om han var uvidende om, at vi havde været
forlovede -- maaske var han det ogsaa.
-- De kan jo nok huske Minna Jagemann? -- o, saamænd kan De -- jeg
saae jo, hvor De gik og gjorde Kur til hende paa Skovveien .... Naa,
det gjorde De ret i .... Ja, tænk Dem, hun blev dog gift med den
Maler, som jeg fortalte Dem om, Deres Landsmand -- man kan ogsaa
gjøre en Skjelm Uret. De har vel ikke glemt, at jeg fortalte Dem, hun
havde haft en Slags --
-- Ja, ja, jeg husker det Altsammen meget godt.
-- Og De har ikke seet hende i Danmark? -- Landet er da ikke saa
stort.
-- Jeg har hele Tiden levet i England.
-- Ei, ei! ja, jeg syntes nok, der var kommet saadan -- ligesom noget
Engelsk ved Dem.
Jeg fik ham til at tale om Oversvømmelsen, og hvad Skade den
tilføiede de stakkels Beboere. Det var dog nok kun de to Gjæstgivere
og Eierne af de tre Huse ved Floden, der kom til at lide noget Tab.
Da vi kom ned i selve Rathen, bød jeg Farvel, idet jeg lod den
»engelske« Side af mit Væsen træde saa stærkt frem, at den brave
Tydsker ikke følte Lyst til at paanøde mig sit Selskab længer.
Elbens Oversvømmelse var ikke trængt saa langt ind, men Bækken var
stærkt opsvulmet. De simple Spanger, der førte over den, holdt dog
endnu. Jeg gik over til Kammerherrens Villa, der naturligvis var
lukket, kom forbi den lille Birke-Allée, og stod pludselig ved mit
Maal: Grotten »Sophien-Ruhe«. Bænkene vare tagne ind; jeg satte mig
paa Bordets Stenplade. Rundt om kvidrede Smaafuglene lystig, Buskene
syntes at aande Vaarluften ind med en Mængde smaa grønne Gjæller, og
Træernes Knopper straalede i Sollyset hvidt mod den blaa Himmel.
Atter havde jeg denne underlige Følelse af ikke at kunne forstaa
Noget: jeg forstod ikke -- enten at jeg var her, eller ogsaa at hun
ikke var her. Jeg kom til at tænke paa den lille Sct. Hansorm, som
Aften efter Aften havde siddet paa det samme Hjørne af Stentrinet,
lysende efter en Mage; og det forekom mig, at hvis jeg med al min
Villieskraft koncentreret i mit Savn kunde blive siddende her, saa
maatte jeg med Naturnødvendighed trylle Minna til mig.
Man paastaar, at en Døende i et Nu skal kunne gjennemleve sit hele
Liv i alle dets Hovedtræk, som om hans Bevidsthed allerede var hævet
over Tidsfølgens jordiske Betingelse. I dette Øieblik døde min Ungdom
i mig, og den gjennemlevede til Afsked hele min Kjærligheds Forløb,
Alt hvad jeg har betroet til disse Blade og endnu mange halvt
forglemte Smaatræk -- det forekom mig, at jeg saae det Altsammen paa
een Gang og fra oven, ligesom jeg oppe fra Klippetinden havde
overskuet hele dens Fødeegn. Og derved sprang een Ting mig i Øinene,
som jeg før ikke havde bemærket, -- den Omstændighed, at vi Alle
havde ladet os lede og drive næsten villieløst med Omstændighedernes
Strøm, uden paa noget Punkt at gribe energisk ind med et: saaledes
skal det være! Selv Stephensens Optræden, der ganske vist gav sig
Udseende af en vis Selvstændighed, havde i sit Inderste den samme
Charakter: han havde aabenbart givet efter for sin skinsyge Længsel
efter at se Minna, inden hun var uigjenkaldelig tabt, og med den
Tanke: lad os se, hvad der kan komme ud deraf -- hvem veed -- maaske
tilfalder hun dog mig.
Men nu? kunde det ikke nu blive anderledes? var der ikke Tid endnu
til at træde imellem med et: »jeg vil«? Et Ægteskab er ikke længer
uopløseligt, -- hendes var ulykkeligt. Jeg vidste det vissere, end om
hun havde sagt mig det med Ord: at Alt, hvad hun havde haabet, var
uoprettelig tabt, at han var gjennemskuet, veiet og fundet for let,
-- medens han selv paa sin Side forlængst var kjed af hende. Han var
jo desuden, som han tidt nok pralede af, en Mand, der ikke delte de
gængse Fordomme, og mindst af Alt vilde han vel kunne paastaa, at et
mislykket Ægteskab ikke med Rette skulde kunne opløses, eller at det
var forsvarligt at holde paa en Hustru, der ikke vilde blive. Ganske
vist ere Frihedstheorierne ikke altid velkomne, naar de vendes imod
Frihedsmændene selv, men om ogsaa hans Forfængelighed krympede sig --
#kunde# han endelig modsætte sig, naar #hun# vilde og naar #jeg#
vilde?
Vilde #hun#? -- Hun havde gjort Prøven, og den var mislykket. Hvorfor
ikke opgive det Umulige og virkeliggjøre det Mulige? At hun havde
bevaret sin Kjærlighed og sin Tillid til mig, følte jeg med en
usvigelig Vished.
Vilde #jeg#? ja! -- Jeg vil! jeg sagde det for første Gang i vort
Forhold, -- sagde det med Jubel. Imorgen Aften kunde jeg være i
Kjøbenhavn, og om to Dage skulde jeg tale med hende.
Sælsomme Drømmer-Natur i Mennesket! Maaske har jeg aldrig, medens jeg
i hine Dage havde Minna ved min Side, følt mig saa lykkelig, som i
dette Øieblik, da jeg saae tilbage over vor første ungdommelige
Elskov og frem imod dens Fuldendelse i en prøvet ægteskabelig
Kjærlighed, og disse to Dele i min Villie sluttede sig sammen til eet
Liv.
Saa sande ere Mytherne om det tabte og det tilkommende Paradis:
Lykken er en Erindring og et Haab.


V

I dette Øieblik hændte der Noget, som den Gang forekom mig
overnaturligt, og som gjør det ogsaa nu, da jeg gjenoplever det.
Gruset knirkede under lette, hurtige Skridt. Jeg foer sammen.
Situationen var saa lig den Gang, da jeg sad her og Minna kom, at jeg
fuldt og fast troede, det maatte være en Hallucination -- og
virkelig, det lød ganske som om det var en Gjentagelse -- en Copi,
kunde jeg næsten sige, -- af hine Skridt. »Hvis denne Hallucination
bliver ved og er konsekvent, tænkte jeg, -- saa faar jeg hende at se
-- og hvad skal der saa blive af mig! Min Gud! skulde jeg virkelig
være ved at blive afsindig, som jeg sagde igaar i Spøg -- -- --
Jeg sprang ned fra Bordet med et Skrig, og med et Skrig standsede
Minna foran Grotten -- ja, Minna, hun selv, intet Phantasibillede.
Vi havde endnu ikke fattet os, da Stephensen viste sig og hilste med
et overrasket, men tillige lidt ironisk Smil, der tydelig nok sagde:
dette er virkelig et Tilfælde, der ser ud som en Tanke.
De behørige Udbrud: »Er du her?« »Det kalder jeg en Overraskelse!«
»Jeg troede, De var i England.« »Jeg tænkte mig Dem i Kjøbenhavn,«
maskerede i et Par Minutter den gjensidige pinlige Forlegenhed.
Efter den første nerveuse Henrykkelse havde sat sig, som det
pludselige Syn af Ens Elskede uudblivelig medfører, følte jeg en
smertelig Skuffelse. Herren og Fruen paa Lystreise sammen, -- hvor
lidet passede det til det Forhold, jeg havde tænkt mig imellem dem,
til den Plan, der havde begeistret mig!
-- Formodentlig underveis sydpaa, til Italien?
-- Nei, vi vil indskrænke os til Sachsen.
-- Du har vel Forretninger i Dresden?
Minna var -- mærkelig nok -- aabenbart den af os, som hurtigst fandt
sig tilrette i Situationen, -- hun vedblev kun at aande hurtigt og
uregelmæssig.
Hendes Smil og Stemme, ja endogsaa hendes Bevægelser udtrykte en
levende Glæde over dette Gjensyn.
-- Du skal vel tilbage til Pirna? Det var udmærket, saa kan du kjøre
med os.
-- Ja, der er god Plads, sagde Stephensen. -- Det er ingen Kaleche.
Og for Resten, hvis det var en, skulde jeg gjerne sætte mig op paa
Bukken.
Han udkommanderede sit sædvanlige Høfligheds-Smil; Læberne lystrede,
men Øinene ikke. Han var tydelig nok irriteret; men Minna bemærkede
det ikke, -- eller brød sig ikke derom: --
-- Ja, det kan saamænd godt være, at vor Passiar kommer til at kjede
dig, vi har meget at tale om -- efter saa mange Aars Forløb.
Vi begav os straks paa Tilbageveien. I et Vindue paa Skolebygningen
stod Læreren. Han hældede sig langt ud af det og blev ved at følge os
med Øinene. Minna lo:
-- Naa, min Herr Fætter existerer ogsaa endnu! kan du huske, da han
traf os paa Skovveien! Gud veed, hvad han gjør sig for Tanker! Bare
han ikke stirrer sig Øinene helt ud af Hovedet.
Hun blev ved at le og spøge -- lidt exalteret, syntes jeg.
-- Dèr har vi den rare gamle Savmølle, hvor jeg kom med Smaapigerne
om Morgenen og drak nymalket Mælk. Hvorfor var du aldrig dèr? Men paa
den Tid sov du naturligvis paa dit grønne Øre, -- saadan er I jo
altid.
-- Men du havde aldrig sagt mig, at du var der paa den Tid?
-- Skal I da have Alting ind med Skeer?
-- Jeg for min Part spiser helst solide Sager og med Gaffel, sagde
Stephensen.
Minna saae forbavset -- ikke just paa ham, men i den Retning, hvor
han befandt sig, som om det undrede hende, at der kunde komme nogen
Bemærkning derfra.
Da det begyndte at gaa opad, døde Samtalen snart hen. Stigningen
faldt Minna besværlig, hun maatte hvert Øieblik standse paa Grund af
Aandenød og Hjertebanken. Stephensen gik et Par Skridt foran, -- hun
tog min Arm og støttede sig til mig.
Ved Bordet var Samtalen temmelig træg og intetsigende. Men da Vognen
rullede afsted med os, trykkede Minna sig magelig til Rette i Hjørnet
og sagde: --
-- Se saa, Harald! nu maa du fortælle mig, hvordan det er gaaet dig i
disse Aar -- Alt muligt -- løst og fast.
Jeg efterkom Opfordringen, saa godt jeg kunde. Minna betragtede mig
uafbrudt, saa hendes Blik undertiden bragte mig ud af Fatning, -- hun
smilede ogsaa bestandig, men undertiden paa en Maade, som om hun
tænkte paa helt andre Scener. Undertiden lo hun, ja hun drillede mig
endogsaa lidt med de engelske Skjønheder.
-- Aa hvad, udbrød jeg lidt ærgerlig -- Skjønheder! jeg har Ingen
seet, der var saa smuk som du.
Minna kastede sig tilbage og lo med Lommetørklædet for Munden.
-- Naa, dèr fik du da en Compliment, der kan forslaa Noget,
henkastede Stephensen.
Han sad paa Forsædet, saae for det meste ud af Vinduet og tændte den
ene Cigaret ved den anden. Naar han indskjød en Bemærkning eller et
Spørgsmaal -- om Kunstforhold i London eller Sligt -- saae Minna paa
ham med hint forundrede og haarde Blik: saaledes ser man paa et Barn,
der har været uartigt, og uden at have bedt om Forladelse troer at
kunne lade, som om der Intet var i Veien, og blande sig i Samtalen.
Det var aabenbart, at denne Behandling generede ham i høi Grad: han
tav virkelig hver Gang snarest muligt. Men ogsaa mig generede den;
hvor pinligt det end vilde have været for mig at blive Vidne til en
kjærlig Fortrolighed imellem dem, saa snørede det dog Hjertet sammen
paa mig at se deres ulykkelige Forhold afsløret saa aabenlyst, og
jeg forstod ikke, at hun vilde gjøre det -- selv overfor mig.
Egentlig havde jeg villet fortie mit Møde med den tydske Musiker, men
da det kom til Stykket, fortalte jeg det dog. Minna sagde Intet, men
stirrede ud af Vinduet. --
-- Komisk, saa Verden dog er lille, bemærkede Stephensen. Man støder
altid paa hinanden igjen, enten direkte eller indirekte.
-- Og saa var det, du reiste? spurgte Minna pludselig, idet hun
dreiede Hovedet, hurtig som en Fugl, og saae paa mig med et
gjennemtrængende Blik.
Denne Vending overraskede mig fuldstændig.
-- Ja -- saa, saa reiste jeg, stammede jeg og blev rød i Hovedet.
Stephensen betragtede os med et uendelig ironisk Blik, som om han
sagde: »Nu kommer der vel snart en Erklæring _in optima forma_, -- ja
jeg skal saamænd ikke høre Noget, gener jer blot ikke.« Minna
tilkastede ham et kort Blik, og han holdt strax op med at smile.
-- Sig mig, Harald, spurgte hun og lænede sig frem paa Armen, --
hvorfor kom du ikke ind til os -- den Aften -- paa Cafféen?
-- Hvilken Caffé?
-- Det veed du jo godt .... Du troede ikke, at jeg havde seet dig?
Jo, jeg gjorde saamænd -- men først tilsidst -- du husker nok -- da
jeg lo ad Stephensen -- og ad -- ad dem allesammen forresten. --
Stephensen satte et høist værdigt Ansigt op og strøg sig mellem
Flippen og Halsen -- en Yndlingsgestus. Minna vendte sig endnu mere
bort fra ham og saae paa mig med et lidt drillende Smil.
-- Jeg kjendte jo ingen Andre af Selskabet -- og -- desuden --
-- ønskede du ikke at træffe mig i det Selskab -- det gjorde du
sandelig ret i. --
Men nu følte Stephensen, at det var paa høie Tid at holde paa
Værdigheden.
-- Jeg maa sige, det er en høist mærkelig Maade, hvorpaa du omtaler
det Selskab, som vi har omgaaedes. --
-- Du -- ikke jeg. Jeg har maattet finde mig i at være der.
-- Det er meget beklageligt, at jeg ikke kunde skaffe dig det bedre!
Det var imidlertid næsten lutter Folk af de aandrigste Kredse -- --
-- Maaske. Jeg hørte ikke hjemme i det Selskab, og Harald altsaa
heller ikke.
Stephensen kneb Læberne sammen og sendte hende et ondskabsfuldt Blik.
-- Du maa selv bedst vide, hvor du hører hjemme.
Minna foer sammen og trykkede Haanden ind under Brystet, som om hun
havde faaet et Stik. Jeg anede, at der i disse Ord maatte ligge en
skjult Gift. Den Forestilling faldt mig ind, at jeg sad her som en
Præst, der kjører med en Dødsdømt til Skafottet, og at det var en
Politiofficiant, som sad dèr ligeoverfor mig.
Jeg led usigelig -- men jeg følte, at Samtalen for enhver Pris maatte
dreies ind paa et ufarligt Spor. Vi havde lige faaet Pirna i Sigte,
og jeg spurgte, om de vilde overnatte dèr, eller tog med til Dresden.
-- Nei, vi overnatter -- maaske -- tager vi lidt til Bøhmen, svarede
Stephensen. Minna, der næsten havde bøiet sig ud af Vinduet, vendte
sig strax efter om imod mig; hendes Ansigt var farveløst og næsten
fortrukket:
-- Bliver du nogle Dage i Dresden? -- men dette Spørgsmaal ledsagedes
af et Blik, der rettede det til en Bøn.
Mit Svar lod vente paa sig. Skulde jeg ikke benytte Leiligheden til
at vise mine Kort en Smule? Hvis jeg vilde gjøre det, var der ingen
Tid at spilde.
»Da De overraskede mig i »Sophiero««, sagde jeg langsomt og
eftertrykkelig -- »var jeg ganske vist kommen til den Beslutning,
endnu iaften at reise til Kjøbenhavn.«
Ved de sidste Ord gjorde Stephensen en uvilkaarlig Bevægelse. Saa tog
han sig sammen, og hans Træk lagde sig i høist misbilligende Folder.
Skuddet havde truffet i Centrum. Det saae jeg ganske tydelig, skjøndt
mine Øine vare fæstede paa Minnas, der ufravendt betragtede mit
Ansigt. I deres vidunderlige olivenbrune Dyb bemærkede jeg et gyldent
Lysglimt, som bestandig blev mere tindrende.
-- Jeg forstaar, sagde hun -- eller snarere hun aandede de to Ord ud,
næsten uden at bevæge Læberne.
-- Men nu vil jeg naturligvis forandre mine Planer. Jeg har nok at
gjøre i Dresden til at beskjæftige mig i et Par Uger. I #flere# Uger,
om det skal være.
-- Det glæder mig, sagde Minna.
Stephensen tog Tilflugt til sin Yndlingsbevægelse -- (Pegefingeren
mellem Hals og Krave) -- og syntes at være oplagt til at gjøre en
skarp Bemærkning, saasom at jeg for #deres Skyld# ikke behøvede at
træffe andre Bestemmelser; men han betænkte sig.
Ingen af os sagde et Ord mer.
You have read 1 text from Danish literature.
Next - Minna - 19
  • Parts
  • Minna - 01
    Total number of words is 4783
    Total number of unique words is 1660
    43.1 of words are in the 2000 most common words
    58.3 of words are in the 5000 most common words
    66.3 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Minna - 02
    Total number of words is 4858
    Total number of unique words is 1571
    43.5 of words are in the 2000 most common words
    59.8 of words are in the 5000 most common words
    67.2 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Minna - 03
    Total number of words is 4781
    Total number of unique words is 1552
    42.6 of words are in the 2000 most common words
    58.6 of words are in the 5000 most common words
    66.5 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Minna - 04
    Total number of words is 4813
    Total number of unique words is 1721
    41.4 of words are in the 2000 most common words
    55.5 of words are in the 5000 most common words
    63.3 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Minna - 05
    Total number of words is 5023
    Total number of unique words is 1488
    47.9 of words are in the 2000 most common words
    63.4 of words are in the 5000 most common words
    70.4 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Minna - 06
    Total number of words is 4887
    Total number of unique words is 1432
    49.8 of words are in the 2000 most common words
    66.0 of words are in the 5000 most common words
    72.7 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Minna - 07
    Total number of words is 4874
    Total number of unique words is 1481
    48.3 of words are in the 2000 most common words
    64.1 of words are in the 5000 most common words
    72.6 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Minna - 08
    Total number of words is 4907
    Total number of unique words is 1605
    43.5 of words are in the 2000 most common words
    59.3 of words are in the 5000 most common words
    67.2 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Minna - 09
    Total number of words is 4918
    Total number of unique words is 1607
    46.6 of words are in the 2000 most common words
    60.9 of words are in the 5000 most common words
    68.3 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Minna - 10
    Total number of words is 5029
    Total number of unique words is 1464
    49.7 of words are in the 2000 most common words
    65.1 of words are in the 5000 most common words
    72.2 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Minna - 11
    Total number of words is 4717
    Total number of unique words is 1824
    39.2 of words are in the 2000 most common words
    54.3 of words are in the 5000 most common words
    61.8 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Minna - 12
    Total number of words is 4964
    Total number of unique words is 1437
    47.9 of words are in the 2000 most common words
    62.7 of words are in the 5000 most common words
    69.7 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Minna - 13
    Total number of words is 4974
    Total number of unique words is 1413
    46.0 of words are in the 2000 most common words
    61.6 of words are in the 5000 most common words
    70.6 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Minna - 14
    Total number of words is 5088
    Total number of unique words is 1308
    51.3 of words are in the 2000 most common words
    68.6 of words are in the 5000 most common words
    76.5 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Minna - 15
    Total number of words is 4866
    Total number of unique words is 1451
    46.3 of words are in the 2000 most common words
    60.9 of words are in the 5000 most common words
    69.6 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Minna - 16
    Total number of words is 4977
    Total number of unique words is 1393
    51.8 of words are in the 2000 most common words
    66.8 of words are in the 5000 most common words
    74.0 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Minna - 17
    Total number of words is 4918
    Total number of unique words is 1440
    49.3 of words are in the 2000 most common words
    63.9 of words are in the 5000 most common words
    71.1 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Minna - 18
    Total number of words is 4948
    Total number of unique words is 1472
    48.1 of words are in the 2000 most common words
    63.8 of words are in the 5000 most common words
    72.1 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Minna - 19
    Total number of words is 4022
    Total number of unique words is 1208
    53.0 of words are in the 2000 most common words
    67.1 of words are in the 5000 most common words
    74.6 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.