Minna - 19

Jeg havde allerede i Begyndelsen bemærket, at jeg boede i Hotel
Bellevue. Jeg vidste altsaa, at Minna kunde sætte sig i Forbindelse
med mig, naar det passede hende. Og jeg tvivlede ikke om, at hun
vilde gjøre det. Paa #det# Punkt var jeg beroliget. Derimod forvoldte
denne underlige Reise mig ikke ringe Ubehag.
»Hvad mon de egentlig vil her?« tænkte jeg. -- »Det er aabenbart at
de ikke tager til Bøhmen.«
Hvorfor jeg fandt det aabenbart, vilde det have været vanskeligt for
mig at forklare. Jeg følte det ....
Der Wagen rollt, es dröhnt die Brücke,
der Fluss darunter fliesst so trübe,
ich scheide wieder von dem Glücke,
vom Herzen, das ich innig liebe.
Saasnart vi vare komne over Broen, lod Stephensen Vognen holde.
Jeg trykkede længe Minnas Haand, hilste paa ham og skyndte mig hen
til Banegaarden.


VI

Da jeg kom til Dresden, kunde jeg ikke beslutte mig til at forlade
den bøhmiske Banegaard. Jeg havde en Mistanke om, at de begge to
eller En af dem vilde komme tilbage fra Pirna.
Aftentoget brusede ind, og jeg saae Stephensens Ansigt i et
Coupee-Vindue. Han steg ud -- alene. Jeg styrtede hen imod ham.
-- Hvor er Minna?
Stephensen saae koldt paa mig, som om han vilde frabede sig
uvedkommende Forespørgsler. Men han betænkte sig.
-- De har Ret, Hr. Fenger, -- De bør vide det. Hun er paa
Sonnenstein.
-- Sonnenstein! mumlede jeg, som om jeg ikke forstod det. Det
svimlede for mig; Tumlen rundt om af Passagerer og Dragere paa den
halvmørke Perron gjorde mig syg. -- Sonnenstein -- hvad skal det
sige? Jeg greb fat i hans Frakke, dels for at støtte mig, dels for
at han ikke skulde slippe fra mig. -- De vil dog ikke sige, at hun --
at Minna -- --
-- Naa, tag det ikke saa pathetisk! sagde Stephensen med et Anstrøg
af Godmodighed. Hun er jo ikke saadan sindssvag eller egentlig
forvirret, kun meget melankolsk og lidt exalteret. -- De har jo selv
seet -- kort sagt, det var det rigtigste, at hun gav sig under
Lægebehandling -- hvad er der i det? -- i vor nerveuse Tid -- det
gjør jo saa Mange .... Sonnenstein foretrak hun, fordi ogsaa hendes
Hjemve var noget sygelig -- og saa naturligvis ogsaa for at undgaa
Snakken i Kjøbenhavn -- nu hedder det, at hun besøger sin Familie --
skjøndt, som sagt, det er jo nu saa almindeligt, alle oplyste Folk er
jo komne ud over disse Fordomme --.
Min sløve Vantro var under denne Redegjørelse veget for et fuldtud
forstaaende Raseri.
-- Det er Dem, der har gjort det, De -- De --
Min Stemme kvaltes. Jeg rystede min knyttede Haand foran hans Ansigt;
han sled sig løs. En Gendarm gjorde et Par Skridt henimod os.
Stephensen hviskede et Par Ord til ham, trak paa Skuldren og
forsvandt i Stimlen. Jeg lænede mig til en Pille; rundt om styrtede
forsinkede Folk afsted, Betjentene raabte, Fløite og Pibe skingrede
....
Saa snart jeg var bleven nogenlunde Herre over min Bevægelse, spurgte
jeg Portieren, om der gik noget Tog til Pirna; men jeg maatte vente
til næste Morgen.
Med det første Tog var jeg i Pirna, naaede aandeløs op til
Sonnenstein og fik lykkeligvis strax Overlægen i Tale. Jeg
forestillede mig som en Ven af Fru Stephensen og hendes Mand, hvilken
sidste jeg igaar Aftes havde truffet, og hvem jeg havde lovet jevnlig
at skaffe Underretning om, hvorledes det gik hans Hustru, da jeg
opholdt mig længere Tid i Dresden. Men da jeg ogsaa selv var meget
bekymret for min Veninde, og kun havde kunnet tale et Par Minutter
med Stephensen, var jeg strax ilet derud og bad ham nu indstændig at
sige mig hele Sandheden.
Overlægen beroligede mig foreløbig, der var neppe Grund til
øieblikkelig Frygt, det var et af de Tilfælde, med hvilke man i ældre
Tider aldrig havde tænkt paa at henvende sig til en Læge, og hvor
Hospitalet væsentlig tjente til at isolere Patienten fra de aandelige
Smitstoffer. Nærmere Oplysning kunde han først give mig, naar han en
Uges Tid havde haft hende under Tilsyn, men vilde da ogsaa være meget
villig dertil.
Da jeg altsaa otte Dage senere opsøgte ham, erklærede han, at Minna
ganske vist var sindslidende, men ikke udsat for Sindssyge, i alt
Fald ikke, naar hun blev rigtig behandlet og levede under de gunstige
Betingelser, som et Hospital sikrede hende, saalænge indtil hun var
kommen ganske til Ro. Hun var i en Tilstand af meget stærk nerveus
Ophidselse. Men hendes egentlige Fare var en Hjertesygdom, til
hvilken Spiren maatte være lagt allerede for flere Aar siden. Hun
kunde blive gammel med denne Sygdom, men den kunde ogsaa pludselig
medføre hendes Død. Fremfor Alt gjaldt det om at undgaa
Sindsbevægelser, som han mente hidtil jevnlig havde givet Ondet
Næring.
-- Sig mig, sagde han pludselig, -- De er en Ven af hende og hendes
Mand, -- levede de lykkelig sammen?
Jeg betænkte mig et Øieblik, om jeg havde Ret til at være oprigtig.
-- Nei, svarede jeg, jeg tør næsten sige, at de ikke gjorde det.
-- Dèr har vi det! eller i alt Fald en Hovedside af Sagen. Det vil
uden Tvivl være det bedste, at hun ikke vender tilbage til ham. Det
vil sige, hvis det kan ske uden stor Smerte paa hendes Side -- naar
Tiden kommer. Hvad ham angaar -- han syntes mig at være en forstandig
Mand. -- Hvad mener De?
-- Jeg er ganske af Deres Mening.
Min Bevægelse var for stærk til at undgaa den erfarne Mands
Opmærksomhed. Han smilede og saae fast paa mig med lidt sammenknebne
Øjne: --
-- Men det har endnu lange Udsigter. Jeg har sagt hende, at De har
været her, og skal hilse Dem fra hende. De bliver foreløbig i
Dresden? Det er godt. En Gang om Ugen ser jeg gjerne, at De hører
herud, -- jeg troer, det virker beroligende paa hende, men der vil
hengaa en rum Tid, inden jeg tør lade Dem tale med hende.
Jeg vendte tilbage med godt Mod og fast besluttet paa at indvie hele
mit Liv til Minna -- gift med hende eller ei -- paa hvilken Maade det
bedst kunde forenes med hendes Velvære og Sundhed -- tilfreds med at
bidrage alt mit til at gjøre hende saa lidt ulykkelig som muligt,
hvis hun ikke længer kunde blive lykkelig (skjøndt, hvorfor skulde
hun ikke kunne blive det endnu?), uden Hensyn til, hvilken Skade det
vilde gjøre min Carriere: -- havde hun bedst af at leve i sin Fødeby,
saa maatte jeg sørge for at faa en Stilling i Dresden, trængte hun
til et sydligt Klima, maatte jeg finde Udvei til at leve i Syden, --
det sidste var iøvrig ikke sandsynligt, ja det Rimeligste var
endogsaa, at England som et fuldkommen nyt Sted vilde være det
sundeste. Men alt dette voldte mig ikke stor Bekymring. Hvad der fik
mig til at gyse, var denne Bevidsthed, at der hang et Damoklessværd
over hendes Hoved -- var det maaske i dette Øieblik allerede faldet?
-- og det vilde blive der bestandig, selv naar Lægen udskrev hende --
ja, selv om det var taget bort, vilde min Frygt blive ved at se det
.... Men jeg tilsvor mig selv, at denne Skræk kun skulde gjøre min
Kjærlighed fastere, min Ømhed bestandigere, -- hvorledes kunde jeg
nogensinde forlade hende i Vrede eller blot i en taabelig Surmulen
efter en huslig Strid, naar en indre Stemme tilhviskede mig, at
maaske naar jeg vendte tilbage for at gribe hendes Haand og læse
Kjærlighed i hendes Blik, var Haanden kold og Blikket brustent!
Min Onkel maatte indvillige i, at jeg tog Orlov -- foreløbig paa et
Aarstid. Jeg leiede et tarveligt Værelse som i gamle Dage og kastede
mig ind i et vidtløftigt keramisk Studium, som jeg haabede vilde
blive til Nytte for vor Fabrik, og for hvilket der her baade i
praktisk og literær Henseende frembød sig den gunstigste Leilighed.


VII

Om Eftermiddagen den tredie Mai, da næsten Alt var grønt i Haver og
Anlæg, gik jeg min sædvanlige Tur ud til »Grosser Garten«.
I Begyndelsen af »Bürgerwiese« fængsledes mit Blik af et Portrait,
der hang i en Antiqvitethandlers Vindue.
Jeg styrtede der over: rigtig, det var Stephensens Pastelbillede af
Minna.
Men hvorledes var det dog kommet til at se ud! --
Farvestøvet var drysset af det i store Pletter, især af Haaret, men
ogsaa et Sted af Panden og af Kinden, og hvor det ene Øie skulde have
været, grinede Lærredet lyst igjennem.
Det var sat i en ormædt, afskrabet Ramme i slet Rococostil, og under
det stod der paa en Seddel: Ubekjendt Mester -- Midten af forrige
Aarhundrede.
Jeg traadte ind i den mørke Bod, hvor man neppe kunde røre sig for
gammelt Skrammel.
Antiqvitetshandleren, en lang, mager Olding, der sikkert paa mit
Tysk kunde høre Udlændingen, ja maaske endog veirede noget Engelsk,
nævnede en ublu Pris; det var, forklarede han, et af de ægte
Billeder, som nu blev sjeldnere og sjeldnere, rimeligvis en Mengs. --
Jeg tog snart Modet fra ham, og kjøbte Billedet, rigtignok endnu
adskillig dyrere end det fortjente.
Med den store Pakke under Armen gad jeg ikke gaa ud i »Grosser
Garten«.
Men jeg trængte til at røre mig og drev ned ad Johannesgade.
Naturligvis havde jeg ikke kjøbt Portraitet for at eie det, men kun
fordi det var mig en fuldstændig utaalelig Tanke, at det skulde staa
der i Gabestokken og senere hænge hos Fremmede -- som en Mengs! --
Jeg tænkte at tage det med hjem og brænde det.
Men da jeg pludselig befandt mig ud for Albertsbroen, faldt det mig
ind: Hvorfor ikke kaste det i Elben, saa slipper jeg for at lukke op
for det og se det igjen.
Der var kun et Par Fodgjængere paa Broen.
Jeg traadte ud til Brystværnet af den midterste Pille -- imod
Strømmen; det var endnu noget Høivande.
Hurtig saae jeg mig om, der var Ingen i Nærheden; jeg lod Billedet
falde; det forsvandt under Vandet, og jeg hørte det knuses mod
Pillens Isbryder.
Nedslaaet gik jeg hjem.
Paa mit Bord laa der et Brev -- fra Overlægen.
Minna var død om Morgenen, ganske uventet -- af et Hjerteslag.


VIII

Den næste Morgen fik jeg en lille Pakke med Minnas Udskrift og med
Hospitalets Segl.
Øverst laa fire Brevark, tæt beskrevne, kun havde det sidste to tomme
Sider.

Sonnenstein, den 17de April 188..
Kjæreste Ven!
Lægen har fortalt mig, at du har været her, og hilst mig fra dig, --
han har ogsaa lovet at hilse dig, naar du kommer igjen. Det trøster
mig uendelig at vide, at du er mig nær.
Jeg vil skrive til dig -- lidt af og til, for det bevæger mig altid
stærkt, og Lægen har paalagt mig fremfor Alt at undgaa saadanne
Tanker, som sætte mig i Sindsbevægelse, hvad jeg ogsaa ellers gjør.
Men skrive maa jeg, fordi jeg kun derved kan undgaa en bestandig Uro.
Jeg har nemlig den Tanke, at jeg kan dø pludselig; -- Lægen ler mig
ud, naar jeg siger det, men det forekommer mig, at jeg kan se paa
ham, at han selv mener det Samme. Dog, maaske er det ogsaa
Sygelighed. Saa vil det dog være mig til Beroligelse at vide, at du
faar en Hilsen fra mig, hvis det skulde ske.
Jeg har saa meget paa Hjerte, som jeg maa have sagt dig. Jeg har
samlet dine Breve og nogle Smaating sammen, som jeg ikke vil have
skal falde i Andres Hænder, og hver Gang, jeg har skrevet paa dette
Brev, vil jeg lægge det ned i den Pakke, som jeg allerede har
adresseret.
Maaske vil vi en Gang le sammen ad dette Indfald. Gud give det!
Nu kan jeg ikke godt taale at skrive mer i Aften. God Nat, min Ven.

18de April.
Veed du, hvad der bevægede mig til at sætte igjennem (med stor
Vanskelighed iøvrig), at vi gjorde den Udflugt til Rathen, inden
Hospitalet lukkede sig bag mig, -- og hvorfor jeg kom til Grotten?
Ikke blot det, der ogsaa drev dig derhen, men tillige den
Forestilling, at der maatte hændes mig noget Overordentligt dèr. Dog
ikke det, som skete -- dette var i Virkeligheden endnu mere
forunderligt, -- nei, jeg troede, at Sindbevægelsen ved at komme dèr
vilde blive mig for stærk, -- enten dræbe mig eller gjøre mig
afsindig -- selv dette vilde jeg foretrække for den Sindstilstand,
hvori jeg var.
Men hvor det var velsignet at møde dig dèr, Harald! jeg saae, at du
var den samme, og du følte ogsaa, at jeg var det -- overfor dig.
Overfor #ham# visselig ikke.
Jeg mærkede godt, at det var dig pinligt, at min Uvillie mod ham
viste sig saa tydelig, og dog kunde jeg ikke være anderledes. Saa ond
er jeg allerede bleven, saa megen Bitterhed, ja Had er der kommet op
i mig.
Dette kan du vistnok ikke forstaa.
Hvor er det muligt at afsky et Menneske, som man har elsket?
Eller jeg vil snarere spørge (thi det er vist #det#, som er dig
uforklarligt): -- hvorledes kan man elske et Menneske, som man kommer
til at se i den Grad ned paa, naar man ved dagligt Samliv lærer hans
Charakter til Bunds at kjende? Og her er jo ikke Tale blot om en
flygtig Forelskelse, thi jeg kjendte jo dog lidt til ham.
Denne Sag har jeg tænkt mer over end over noget Andet, og for at du
ret kan forstaa mig, maa jeg sige dig, hvad jeg mener derom.
En Natur som Stephensen, i hvilken der dog fra først af er nogle ædle
Spirer -- uden dem vilde han vel heller ikke være bleven Kunstner,
ikke engang den Kunstner han er, -- naar en saadan Natur, endnu ung
og ikke helt fordærvet, fatter Kjærlighed til en ung Pige, saa
forfines og forædles han, og hun lærer en Anden at kjende -- og at
elske -- end den, han hidtil har været.
Dog er dette ikke noget Bedrag; tvertimod, hun kjender og elsker ham
jo netop saadan, som han skal blive ved deres Forhold, -- og hos
hende foregaar der noget Tilsvarende, hun faar mere Indhold,
Charakteren styrkes og Synet udvider sig.
Alt dette er smukt og rigtigt.
Men saa er det Forskjellen mellem de forskjellige Naturer indtræder i
Tidens Løb: saadanne Mænd, hos hvem de ædlere Spirer ere stærke nok,
de udvikle sig virkelig imod dette Ideal og befæstes mer og mer deri,
men de Andre kunne ikke holde sig paa den Høide, som de ere løftede
op til, de synke endogsaa under.

20de April.
Hvad jeg skrev sidst anstrengte og betog mig meget. Det var saa trist
at tænke paa og vanskeligt at faa sagt. Igaar kunde jeg Intet skrive.
Jeg vil ikke forsøge at udvikle denne Opfattelse videre -- skjøndt
det er af stor Vigtighed for mig, at du rigtig forstaar mig, thi det
er i dette Punkt alene, at min Undskyldning ligger.
Men du har nok forstaaet mig. Jeg tør ikke paastaa, at det passer i
Almindelighed, men i dette Tilfælde maa det være saaledes.
Det var om mit Liv i Danmark, at jeg vilde fortælle dig Noget.
Ak ja! Husker du, hvad Sieglinde siger om sit Liv med Hunding: --
Fremdes nur sah ich von je,
freundlos war mir das Nahe;
als hätt' ich nie es gekannt
war was immer mir kam.
Det var dog ikke, fordi jeg var »Fremmed« i national Forstand,
skjøndt det vel ogsaa har gjort sit. Forresten veed du jo, at der er
meget ved det tydske Væsen ogsaa i vor Kunst -- naar man ser bort fra
de Store -- som jeg aldrig har kunnet med.
I Begyndelsen fandt jeg virkelig ogsaa Alt herligt, -- frisindet,
oplyst og jeg veed ikke hvad.
Men snart mærkede jeg, hvor hul Kjernen var, -- jeg havde jo ogsaa en
Kvintessens af det Hele i Stephensen at betragte paa altfor nært
Hold. Det var jo endelig intet Under, at jeg ikke passede i denne
Kreds, eftersom det var min Mands Venner -- i alt Fald af Navn.
Enkelte syntes jeg naturligvis bedre om. Men Ingen af dem lignede
dig. Naar jeg af og til traf en for mig sympathetisk Person, saa var
det gjerne en, der hørte til en anden Sphære, kun kom til at berøre
vor og trak sig snart tilbage. At vor Kreds iøvrig var den
aandfuldeste i Danmark og repræsenterede Landets høieste Intelligens,
hørte jeg næsten hver Gang, vi kom sammen. Ja, den var ogsaa den
hæderligste; thi de andre vare ikke blot mer eller mindre Idioter,
men ogsaa svorne eller endogsaa meensvorne Fjender af Sandhed og Ret.
Ja, jeg kan skrive meget aandrig om disse Ting, for jeg har en god
Hukommelse og har hørt mange prægtige Taler!
Der var en Tid, da jeg forsøgte at finde mig til Rette og give efter
-- det var jo min Pligt, sagde Stephensen. Jeg sagde, at maaske havde
#de# Ret og ikke jeg, det kunde jo være, at jeg var sær og urimelig.
Jeg trak med de Andre paa Skuldren ad Ting, som jeg fandt ædle og
ophøiede, forsøgte at beundre, hvad der inderst æklede mig, lod som
om jeg troede, at Egenskaben Dyd var Hykleri og Ordet en Latterlighed
-- nei, en Uanstændighed, som en af Stephensens aandrige Veninder
sagde. Kort sagt, jeg forsøgte at tude med de Ulve, jeg var iblandt
(I har jo dog Ulve i Danmark -- kan du huske, da du gjorde Nar af
mig? -- men ingen Løver). Det lykkedes mig ikke at faa min Stivnakke
bøiet -- maaske har du Hovedskylden, og det er ikke det Mindste, jeg
har at takke dig for.

26de April.
Vi levede meget selskabeligt, da Stephensen havde en sand Mani for at
adsprede sig, og denne Selskabelighed varede ofte til langt ud paa
Natten. Da jeg skulde tidlig op -- jeg var efter tydsk Skik en ganske
flittig Husmoder og maatte forresten være det, hvis det ikke skulde
gaa galt, -- saa bidrog dette ikke lidt til at ødelægge mit Helbred.
Undertiden forsøgte jeg at unddrage mig, hvilket altid gjorde
Stephensen meget opbragt. Tilsidst havde jeg maaske dog sat min Krig
igjennem, hvis ikke eet havde været: min Skinsyge.
Hvad jeg har lidt af Skinsyge, kan jeg neppe gjøre dig begribeligt.
Jeg troer ikke, at nogen Mand kan forstaa det, skjøndt eders Kjøn jo
skal have frembragt Othelloer.
Man skulde tro, at naar en Hustru har tabt saa megen Agtelse og
Kjærlighed for Manden, og naar der næsten intet virkelig Samliv er,
saa maatte hun næsten med Ligegyldighed kunne se ham løbe efter
Andre. Med mig gik det snarere omvendt. Jo kjøligere jeg følte for
ham, desto mere brændende blev min Skinsyge. Som Maler-Hustru havde
jeg endda en særlig Fjende: Modellerne. Jeg har nedværdiget mig til
at lure ved Døren, naar han havde kvindelig Model. Intet Under, at
jeg udholdt at kjæmpe med Søvnen i utaalelige Selskaber for at holde
Øie med ham.
Disse Anstrengelser kronedes desværre med et frygteligt Held. Jeg
havde længe haft den blonde Dame mistænkt, som du saae paa Caffèen.
En Dag -- kort efter hin Aften -- greb jeg ham i at have lukket sig
inde med hende paa Atelieret under Paaskud af, at han havde kvindelig
Model. Jeg trængte saa haardt ind paa ham, at han tilstod. Da han nu
en Gang var kommen i en Slags snakkesalig Angerfuldhed -- plaprede
han ud med meget mer, end jeg havde anet. Det viste sig, at hans
Troløsheder gik tilbage til de første Aar, -- ja, indtil den Periode,
da han allermest -- --
Nei, jeg kan ikke skrive derom.
Hvor jeg hader ham.

30te April.
Da mit Barn døde, sørgede jeg meget, men der var ikke gaaet et Aar,
før jeg betragtede det som en Lykke. Jeg har jo fortalt dig saa meget
om min Fader; ser du, jeg frygtede for, at jeg kunde være bleven
ligesaadan en Moder. For jeg mærkede i mig den samme Forstening
begynde, som den, hvis Virkninger jeg som Barn havde følt, og som jeg
senere havde forstaaet.
Nu var der ingen Pligt, der hindrede mig i at slutte mig inde i mig
selv. Mit eneste Liv var at læse vore store Digtere og dyrke Musik --
især Beethoven og Wagner, hvis Claverpartiturer jeg eiede -- det var
en Verden efter mit Hjerte og saa forskjellig fra Alt, hvad jeg var
fordømt til at komme i Berøring med.
Du veed, hvor lidenskabelig jeg elsker Musik, men ogsaa hvor stærkt
det angriber mig nerveust at spille meget. Jeg sagde en Gang til dig
i Spøg, at hvis jeg ønskede at dræbe min Forstand, kunde jeg gjøre
det ved Claverspil. Maaske har jeg virkelig forsøgt aandelig at tage
mig af Dage ved denne himmelske Gift.
Havde jeg øinet noget Lys, havde jeg vidst, hvad jeg nu veed, da
havde jeg sikkert skaanet mig mere.

2den Mai.
Jeg vilde ønske, at jeg rigtig vidste, hvad du tænker om Døden. Troer
du paa et Gjensyn? Det er vanskeligt at forestille sig, men jeg kan
dog ikke forstaa, at jeg selv helt skulde være slukket ud.
Jeg tænker tidt paa gamle Hertz og paa, hvad jeg har hørt ham sige
derom. Alt kunde jeg ikke forstaa. Blandt Andet sagde han, at Goethe
havde sagt: »Intet dygtigt Menneske tvivler om, at han er udødelig«.
Men jeg er rigtignok ikke noget »dygtigt Menneske«, saa det giver mig
ingen Ret til at tro derpaa.
I alt Fald føler jeg, at vi høre hinanden til. Jeg er din og var
aldrig hans.
Men hvorfor taler jeg om at dø? Det er underligt, for jeg har længe
-- længe ikke været saa let tilmode og saa fortrøstningsfuld som
idag.
Veiret er saa yndigt. Jeg har siddet hele Formiddagen i Overlægens
Have og syet. Det er en prægtig Mand.
Imorgen vil jeg fortælle dig mer om, hvorledes Tiden gaar her.
Men iaften skriver jeg ikke længer, jeg vil læse i Schiller;
forleden, da jeg bladede i det sidste Bind, fik jeg saadan en Lyst
til at prøve, om jeg kunde forstaa »Ueber das Erhabene«. Overlægen
siger, at den Slags Ting maa jeg allerhelst læse, endnu bedre skal
historiske Skrifter være. Jeg begyndte ogsaa at læse hans
»Trediveaars-Krig«, men det kjedede mig saa frygtelig. Jeg kan ikke
gjøre for det, saaledes var det allerede i Skolen, alt Historisk
kjedede mig.
God Nat, Harald!
* * * * *
Læsningen af disse Meddelelser havde rystet mig altfor dybt og stemt
mig for høitidelig til, at jeg kunde finde Lettelse i Taarer; jeg
havde endnu ikke grædt efter hendes Død.
Men da jeg endelig greb efter Pakkens øvrige Indhold og fik et
sælsomt krammet og buklet Brev i Haanden -- hint Brev fra mig, som
hun havde gaaet med paa sit Bryst, -- saa trykkede jeg det mod mine
Læber og hulkede som et Barn.
-- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- --
-- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- --
Jeg har gjennemlæst de første af disse Blade. Hvor kunde jeg dog
skrive disse taabelige Ord: --
»Og har jeg da nogensinde fortrudt det? endnu den Dag idag -- det er
nu fem Aar siden -- er jeg ikke i Stand til at besvare dette
Spørgsmaal!«
Som om jeg for nogen Pris i Verden vilde give Afkald paa vor
Kjærlighed, paa Erindringen om Minna -- som om nogen Lykke kunde
blive mig saa dyrebar som min Sorg!
-- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- --
-- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- --
Jeg paatog mig egenmægtig at sørge for Begravelsen. Til min Glæde --
ja, jeg glædede mig virkelig -- fik jeg en Grav paa »Der weite
Kirchhof«, ganske tæt ved Hertz's og hans Hustrus Hvilested, under en
af de kjæmpestore Popler.
Paa Graven lod jeg sætte en afbrudt Søile af det smukkeste sachsiske
Serpentin, uden anden Indskrift end Navnet:
MINNA.