Minna - 13

og han opdrog mig, til Egnens Forargelse, i sine frie Anskuelser.
Minna sang det Sted af »Valkyrien«, hvor Siegmund beretter om sin
Ungdom:
Geächtet floh
der Alte mit mir,
lange Jahre
lebte der Junge
mit Wolfe im wilden Wald --!
-- Har I forresten Ulve i Danmark?
-- Ih ja, og Isbjørnene løber paa Skøiter dèr.
Minna slog mig over Fingrene:
-- Det var da ikke umuligt! I Polen er der Ulve. Jeg har været i
Besøg hos min Cousine, som er gift dèr, og har hørt dem hyle. Ja, se
kun paa mig, -- saadan En er jeg! -- Hvorfor blev du forresten ikke
Forstmand? Jeg vilde gjerne være Skovriderkone!
-- Ja, det skulde du have ladet mig vide den Gang. Forresten -- saa
havde vi slet ikke faaet hinanden.
-- Hvorfor ikke! du kunde jo være kommen paa Akademiet i Tharandt.
De, der skal træffes, de træffes nok.
-- Fatalist!
-- Ja, det veed du da, jeg er. Men alvorlig talt, det maatte dog have
passet godt for dig.
-- Jeg vilde ogsaa gjerne -- det var først senere, jeg sværmede for
at blive Architekt -- og det var allerede bestemt, men saa tilbød min
Morbroder, som er Directeur for en stor Fajancefabrik i London, at
tage sig af mig, naar jeg vilde være Polytechniker. Naa, det var jo
fordelagtigere, og min Fader syntes ikke, vi kunde lade det gaa fra
os. Han mente desuden, at jeg vilde have godt af at komme ind i det
praktiske Liv og ikke blive saadan en ensom Grubler og Drømmer, som
han beskyldte sig selv for at være.
-- Det bliver du saamænd alligevel. Du er min søde Sværmer. Og med
alt det har du ikke fortalt et Ord om, hvem du har sværmet for. Veed
du ikke, at alle ordentlig Forlovede strax praler for hinanden med
deres tidligere Flammer. At jeg har skriftet #før# Forlovelsen, er en
Undtagelse, som bekræfter Reglen, men du lader til at tro, at du helt
kan bryde den.
-- Slet ikke. Det være dig tilstaaet under syv Segls Hemmelighed, at
jeg i min grønneste Ungdom sukkede i Løn for Skovfogdens Datter.
-- Ei! det er jo en hel Idyl!
-- Nei, kun en halv. For hun var saa styg, at det tidt kostede mig
stor Anstrengelse at holde Illusionen vedlige. Men jeg syntes, jeg
maatte have En, hvis Navnetræk jeg kunde skjære ind i Træernes Bark
med et flammende Hjerte ovenover.
-- Ja, bagefter kan I altid ironisere over eders Kjærlighed, og saa
er det os, der maa holde for. -- Og hvem var saa den næste?
-- Saa er der ingen fler.
-- Hvad for noget? Hør, Harald! Harald!
-- Ja, ja -- jeg forsikrer dig, -- Ingen, som jeg kan nævne. Jeg har
maaske sværmet lidt for et eller andet smukt Ansigt, som jeg saae paa
Gaden, fantaseret og bygget Luftkasteller.
-- Ja, for dem er du en god Architekt .... Men jeg er vis paa, at du
narrer mig.
-- Hvorfor? Husk paa, at jeg har haft saa lidt Omgang, har truffet
saa faa Damer.
-- Ja, det skulde være det. Det er altsaa derfor, at du holder af
mig. Naar du opdager, at jeg er ligesom de Andre --
-- Men det er du jo ikke.
-- Naar du ikke kjender dem --!
-- Det er jeg vis paa, -- det er umuligt andet .... Forresten, hvad
kommer de Andre mig ved?
Minna lo hjertelig og trykkede mig ind til sig.
-- Det var et godt Ord, og fra Hjertet kom det ogsaa, derfor skal du
have et Kys .... Naar du kun bestandig vil mene det! Nei, lov ikke
Noget, hvad nytter det -- kys mig!
Taarnuhret i Kreuzkirche slog Tolv, -- det var paa Tide at skilles.
Gadedøren var naturligvis forlængst lukket. Minna maatte med ned og
lukke mig ud.
I den kjølige, kjælderagtige Gang gav vi hinanden en lang Omfavnelse;
derimod maatte jeg ikke opholde hende, naar hun lukkede Døren op, men
smutte hurtig ud, at ingen Forbigaaende eller sentvaagne Naboer
skulde se hende.
Men Trækvinden blæste Folderne af hendes Kjole ud, da hun vilde
smække Døren i, og medens jeg hjalp hende fri, kunde jeg ikke modstaa
Fristelsen til at kysse hende -- og det skjøndt jeg havde seet, at
der gik en Mandsperson paa det andet Fortov.
Lyset fra den lille Lampe, som hun havde stillet fra sig paa Gangen,
omstraalede hendes mørke Skikkelse med en urolig Glans, der pludselig
slukkedes.
-- Farvel, farvel, hviskede hun hurtig, og Døren faldt i.


III

Jeg skridtede rask ud -- »im Herzen ein' Traum, auf den Lippen den
letzten Kuss«, som en eller anden tydsk Lyriker synger. Med Velbehag
aandede jeg den friske Aftenluft; min Stok klang mod Fliserne, og den
øde Gade gjenlød af mine faste Skridt. Elastiske Trin af let
knirkende Støvler fulgte med ovre paa det andet Fortov. I hele den
lille Gade brændte kun et Par Lygter, og det paa min Side; jeg
skottede forgjæves over til den Fremmede, der formodentlig havde
været Vidne til den lille ømme Scene. Pludselig skraaede han over
Gaden, rømmede sig og lettede paa Hatten. Det gav et Sæt i mig, da
jeg kjendte Stephensen.
-- Undskyld, Hr. Fenger! begyndte han -- De undrer Dem maaske paa
denne Tid -- det kunde have Udseende af -- -- naa, hvorfor ikke være
ligefrem: jeg har passet Dem op.
-- Ja saa. Da maa De virkelig have slidt Brosten i en længere Tid.
-- Akkurat saa længe, som De kommer senere end sædvanlig fra Deres
Forlovede. .... Det viser, at det var mig meget magtpaaliggende at
træffe Dem.
-- Altfor megen Ære. .... De ønsker --?
-- Jeg vilde gjerne udbede mig en Samtale med Dem, -- om et Æmne, som
er af den største Vigtighed for os begge.
-- Meget gjerne.
-- Hm. Hvis De synes saa, kunde vi maaske drikke et Glas Øl paa et
Sted, hvor jeg er kjendt, og vi vil kunne være alene.
-- Et Glas Øl, ja hvorfor ikke! svarede jeg saa gemytlig ligegyldigt,
som det var mig muligt, skjøndt jeg fik en Følelse, som om En havde
foreslaaet mig at drikke Gift sammen med ham.
-- De sætter vel ogsaa Pris paa et godt Glas Pilsener- eller
Münchener-Øl? Hvad mig angaar, saa kan jeg slet ikke mer forlige mig
med vort danske Øl.
-- Nei, det smager jo væsentlig som Vand med Brændevin i.
-- Fuldkommen min Smag! og det er vi stolte af! Naa #à la bonheur#,
som Tydsken siger, det har i alt Fald bragt os nogle Statuer. Hm. Jeg
tænker, vi gaar hen i »Drei Raben«, -- ja, dèr er De vel ogsaa
kjendt?
-- Nei, jeg har kun været der en enkelt Gang.
-- Virkelig! Jeg gik næsten hver Aften derhen -- fra den selvsamme
Gadedør, som De nu kom ud fra. .... De veed maaske, at jeg logerede
dèr? Jeg havde naturligvis min egen Gadedørsnøgle og havde derfor
ikke Anledning til at blive lukket ud paa en saa behagelig Maade.
Apropos -- kjender De det Udtryk: »Et Geni, som aldrig har haft sin
egen Gadedørsnøgle«. Jeg finder det overordentlig træffende for vore
danske Begavelser -- stødte paa det forleden hos en eller anden af
vore nyere Forfattere. De følger vel med vor Literatur? ikke? Aa, man
kan ikke nægte, at der er en Del Fart i den -- ellers læser jeg mest
franske Romaner. -- Naa, her er vi hos de tre Natte-Ravne, -- de er
komne i Transparent, det er noget Nyt. -- Vær saa artig.
Han lod mig gaa først ind i den oplyste Gang og førte mig derpaa
tilvenstre gjennem en Billardstue, hvor en fem, sex Herrer gik og
spillede i Skjorteærmer, ind i et mindre Cabinet, der var tomt. Inden
vi endnu havde hængt vort Overtøi fra os, indfandt der sig en meget
fed, bleg Opvarter med Carbonade-formede Whiskers. Han foer hen til
Stephensen og trak hans Paletot af ham med et:
-- Velkommen, Hr. Professor! -- Og sandsynligvis for at der ikke
skulde kunne blive nogen Tvivl tilbage om hans Personalkundskab --
tilføiede han skyndsomt: Kommen fra Danmark for at male her igjen,
kan jeg tænke?
-- Netop. Naa, hvordan staar det sig hos de tre Ravne, Heinrich?
-- Ved det Gamle, -- ved det gode Gamle, Gudskelov! Hr. Professor.
Kun hørte vi ifjor op med at skjænke det böhmiske Øl, som Professoren
undertiden drak. Naa, det forstaar sig, i Personalet er der ogsaa --.
Professoren husker nok Frants, den høie med det røde Skjæg?
-- Ja vel, -- er han her ikke?
-- Han aabnede til Paaske en Beværtning i Friedrichsstadt -- det skal
gaa ham meget godt, men jeg mener dog, man veed hvad man har.
-- Ja, det har De Ret i. Det gaar heller ikke an, at De forlader
»Drei Raben«, vi kan jo slet ikke undvære Dem. Hør -- kan vi være ene
her, Heinrich?
-- Gud bevares, Hr. Professor! -- Det skal vel være Pilsener --?
-- Ja to, -- og --
-- med Dæksel, naturligvis, Hr. Professor, forekom Kellneren ham,
idet han bukkede og svippede Servietten op under Armen, hvorpaa han
hurtig fjernede sig.
Jeg satte mig i den lille Fløielssopha med den trykkende Følelse af
Underlegenhed, som man faar paa et offentligt Sted i Selskab med en
Stamgjæst, der behandles halvt som en Fyrste, halvt som en Kammerat
af de tjenende Aander, medens der kun som en ren Naadesag falder
Noget af til os andre Dødelige. Og hvilken Stamgjæst! Kommer her
efter et Par Aars Fraværelse, og modtages som om han var gaaet herfra
igaar Aftes. Stephensen (Hr. Professoren!) nød ogsaa aabenbart sin
Triumph, idet han strakte Benene ud, kastede et Blik i Consolspeilet
over Sophaen og lod Fingrene gaa frem og tilbage mellem Halsen og den
lille stive Flip.
-- Forbavsende Personal-Hukommelse, disse Kellnere har, udbrød han.
-- Dèr kan han nu huske, at jeg altid forlangte Pilsener-Øllet
skjænket i et Glas med Laag, -- det er jo formelig latterligt! -- Jeg
havde ogsaa et komisk Tilfælde i Berlin med en Portier. -- --
Han gav sig til at fortælle et Par Anekdoter, for at fylde Ventetiden
ud. Jeg havde en Følelse af, at han legede med mig, som en Kat med en
Mus, og følte mest Lyst til at reise mig og gaa. Fra Sideværelset
hørtes den ensformige Tællen. En hæs Stemme brølede:
»Ich bin lüderlich,
du bist lüderlich,
sein m'r lüderliche Leide«.
Kellneren kom ind med Øllet og forsvandt øieblikkelig.
Stephensen hilste med Kruset og tog sig en lang Slurk.
-- Altsaa, begyndte han, det var -- det er sandt, ryger De?
-- Ikke saa sent om Aftenen, svarede jeg, skjøndt jeg følte stor Lyst
til at spore Tobakkens beroligende Virkning paa Nerverne; men jeg
havde Intet hos mig, og den Tanke at modtage Noget af ham vakte
Modbydelighed.
-- Ah, De har Principper, henkastede han, idet han tændte. -- Det er
forresten med dem, som med al Reisebagage, -- man skal ikke slæbe for
meget af dem med sig. .... Der er nu f. Ex. Kunstprincipper .... Naa,
men det var vel vort Anliggende, vi skulde tale om.
-- Ja, jeg synes snart det var paa Tide, bemærkede jeg irriteret.
.... Er der Noget, hvormed jeg kan være Dem behjælpelig?
Stephensen smilede paa en eiendommelig Maade.
-- Det kunde De vel nok, men det er ikke det, der er Tale om. ....
Hm. .... Jeg sagde -- oppe paa Terrassen, at jeg var kommen her for
at male.
-- Det kunde ikke undre mig, da De jo er Maler.
-- Meget rigtigt. .... Jeg vil ogsaa male -- men det er ikke derfor,
jeg er kommen. .... Aarsagen til min Reise var et Par Breve, som jeg
modtog fra Minna, og i hvilke hun meddelte mig sin Forlovelse med
Dem.
-- Jeg forstaar blot ikke, hvorledes det kan bringe Dem til Dresden.
-- Maaske dog, naar De erfarer, hvilken Art Forhold, der har bestaaet
mellem Minna og mig.
-- Jeg veed Alt angaaende dette Forhold, men det gjør mig kun Deres
Nærværelse endnu gaadefuldere.
-- Virkelig! Da synes jeg dog, De maa kunne forstaa, at den
Efterretning, at hun pludselig havde forlovet sig med en Anden,
maatte komme mig høist overraskende, og at jeg --
-- Tillad mig: Overraskende? og hvorfor? jeg synes tvertimod, at De
maatte være forberedt derpaa, og at det burde være Dem kjært at høre
det. De har i sin Tid gjort Cour til hende, desværre ikke uden Held;
De har naaet at overbevise Dem om hendes Gjenkjærlighed; da det ikke
lykkedes Dem at gjøre hende til Deres Elskerinde --
-- Hr. Fenger, denne Beskyldning -- jeg maa paa det bestemteste
tilbagevise den Insinuation --
-- Det gjør mig ondt, men De kan neppe fortænke mig i, at jeg sætter
større Lid til Minnas Forsikring end til Deres. Da De paa den anden
Side savnede moralsk Mod til at paatage Dem de Forpligtelser, som en
Forlovelse medfører --
-- En Forlovelse! Det manglede blot. Gode Hr. Fenger, De er
ung, og formodentlig dansk nok endnu til at sværme for vore
fire-fem-sex-aarige Forlovelser, -- hvad mig angaar, kan jeg forsikre
Dem, at jeg ikke gjør det. Jeg er i Stand til meget for Minnas Skyld,
men kalde den Latterlighed over mit Hoved at gaa om som en ægte
patenteret dansk Forlovet -- nei!
-- Meget vel -- De har altsaa ogsaa Deres Principper. Det er kun
Skade, at da Forlovelser ikke er stort anderledes beskafne i
Tydskland, har hendes tydske Hjerte og Forstand maaske ikke tilfulde
kunnet vurdere denne Bevæggrund. Men hvad der er endnu mere Skade,
det er, at De ikke sørgede for, at hun fik denne Forstaaelse af
Situationen, men at hun tvertimod troede, at der slet intet Baand
skulde være imellem hende og Dem.
-- Og deri troede hun fuldkommen rigtig. .... Jeg vilde naturligvis,
at hun skulde have sin Frihed --
-- Og De Deres -- navnlig det sidste.
-- Hvad mener De med det?
-- Der er ingen Tvivl om, at De har benyttet Deres Frihed -- saa
meget mindre, som jeg kunde nævne en bestemt Dame, der var
tilstrækkelig »vel aflagt« til at inspirere Dem et Ægteskabs-Ønske.
--
Stephensen lo spodsk, idet han lidt nervøst strøg sig med
Pegefingeren mellem Hals og Krave.
-- Jeg maa sige, at Kjøbenhavns gamle Ry for at være et Sladderhul
fornægter sig ikke, siden Sladderen finder Ekko helt nede i Sachsen.
Jeg kan tænke, at De ikke har forholdt Minna denne »Ohren-Schmaus« --
--
-- Tænk hvad De vil, hvad kommer det mig ved! Men tillad mig at gjøre
Dem opmærksom paa, at De ikke er synderlig konsekvent, naar De
forbavses og forarges over, at hun paa sin Side endelig har gjort
Brug af sin Frihed.
Stephensen var aabenbart yderlig irriteret over den Retning, som
Samtalen havde faaet; men han tvang det bidske Udbrud tilbage, der
allerede bevægede hans Læber. Længe tav han, stirrede op i Loftet med
optrukken Pandehud, aandede dybt og sukkende. »Hvad skal nu det
betyde,« tænkte jeg. Stemmerne i Billardværelset vare blevne mere
støiende; det musikalske Medlem sang med sentimental Bæven paa de
lange Toner »Gute Nacht, du mein herziges Kind«, og Flere stemmede
med i, tudende Stavelsen »herz--« ud i en uendelig Disharmoni. --
Stephensen smilede, strøg sig over Øinene og saae pludselig ligesom
aandsfraværende paa mig: --
-- De forstaar mig ikke, begyndte han, og hans læspende Stemme havde
atter faaet sin blide, lidt forkælede Tone. -- Hvad var det, De
bemærkede? Rigtig: at hun blot havde benyttet sin Frihed, og at det
ikke burde forarge mig. -- Men det er her jo slet ikke Tale om! Jeg
føler mig paa ingen Maade forurettiget. Og det er heller slet ikke
det, at hun har brugt sin Frihed -- som De træffende udtrykte Dem --
Aldeles ikke. Hvis jeg havde hørt, at hun havde forlovet sig med en
ung Mand, som hun længe havde kjendt, hvis Familie hun havde
omgaaedes, og som var i en saadan Stilling, at han snart kunde gifte
sig -- f. Ex. Sønnen af denne Jøde, som hun kommer saa meget hos --
jeg husker ikke --
-- Hertz, mener De formodentlig. Som et spottende Chorus hylede det
derindefra: -- »he-rz-iges Kind«.
-- Rigtig, Hertz -- hun kunde naturligvis have faaet ham, og hvorfor
ikke? Intet glimrende Parti, men solidt. Naa, jeg havde altsaa
resigneret, -- tiet og samtykket -- hvor ganske vist Ingen spurgte om
eller behøvede mit Samtykke, tilføiede han med en lidt lapset
Selvironi.
-- Deres sidste Bemærkning forekommer mig særdeles sund; skulde den
ikke gjælde ogsaa for nærværende Tilfælde?
-- Ikke ganske. .... Sæt Dem en Gang i mit Sted .... Minna og jeg
skiltes fra hinanden som Venner, der veed, at de er mer for hinanden
end Venner, med fuldkommen Frihed ganske vist, men ogsaa med den
gjensidige Villie ikke at tabe hinanden af Syne. Som Følge deraf har
vi -- hvad De vel forresten veed -- corresponderet i halvandet Aar,
jevnlig og ret regelmæssig. .... Naa, -- jeg er ikke just »genegen
til Sentimentalitet«, og selv om vor Veninde maaske kan have en Rem
af Huden, saa fulgte det dog af sig selv, at Ingen af os overvældede
den Anden med Hjerte-Udgydelser og ømme Forsikringer. Imidlertid, der
gives jo heldigvis en Kunst, som hedder at læse mellem Linierne, og i
Kraft af den kan jeg uden at prale forsikre Dem, at de Breve, som
jeg modtog for en tre-fire Maaneder siden, skrev sig fra en Dame, som
var forelsket i mig.
Jeg kom til at tænke paa det lille danske Lexikon, som var hendes
Yndlingslekture, og vovede ikke at modsige ham.
-- Saa faar jeg altsaa pludselig hendes fortrolige Meddelelse om, at
hun har forlovet sig med en ung Mand, hvem hun kun har kjendt en tre
Ugers Tid, og som -- tag mig ikke denne Bemærkning ilde op -- som
ikke er i en saadan Stilling, at han snart kan gifte sig og byde
hende et Hjems Velvære og Tryghed. Undskyld -- jeg maa gjentage det,
-- det er mig naturligvis pinligt at berøre Deres økonomiske
Stilling, -- jeg veed, at den Tanke, at man ikke er i Stand til at
ernære en Familie snart, eller i alt Fald ikke sikre den et rigeligt
Udkomme, har noget Ydmygende i og for sig og dobbelt, naar den
fremsættes af Andre, -- men ser De, jeg lægger en Hovedvægt paa dette
Moment, da det viser, at det ikke var et Fornuftparti, som hun indlod
sig paa.
-- Netop denne Bemærkning gjorde jeg til Minna, -- nemlig, at De
maatte indse dette og altsaa -- at De som en Følge deraf ikke -- De
maatte indse, at det var Alvor -- --
Jeg stammede i det, ærgerlig over, at jeg havde røbet, at vi havde
talt sammen om den Mulighed, at han haabede paa at sprænge vor
Forbindelse, og Stephensen, der tog sig en lang Slurk, kiggede med et
lurende Blik fra det ene Øie forbi Laaget hen paa mig, og sugede
derpaa Øllet af Skjægget paa en særlig velbehagelig Maade, som om han
lo: O, ho, min Ven! der plumpede du net i! Saa man taler allerede om
Chancerne!
-- Alvor? aa ja. --
-- Ja, det vil sige, at -- at vi begge -- -- kort sagt, at der ikke
var Noget for Dem at gjøre, brød jeg brutalt igjennem Nettet, og
sendte ham et ondt Blik.
-- Je nach dem, je nach dem, Høistærede! Deres Slutning holder ikke
ganske Stik .... Forresten ser jeg meget vel, hvad der fører Dem paa
Vildspor. De ser naturligvis noget Nedsættende i Udtrykket
»Fornuft-Ægteskab«, og glemmer, at jeg ikke deler de specific danske
Fordomme -- heller ikke alle kosmopolitiske forresten .... Tvertimod,
jeg anser -- saadan i det Hele taget -- de saakaldte Fornuftpartier
for at være dem, der har mest Udsigt til at lykkes -- bortset fra, at
Ægteskabet overhovedet er et -- jeg vil ikke sige Onde -- men en
Anomali .... Men det er der altsaa her ikke Tale om; -- her
prætenderes -- Pardon! -- Lidenskab, Betagethed, Forelskelse -- hvad
De vil kalde det. -- Ja, ja, misforstaa mig ikke -- jeg tvivler ikke
om, at det for #Deres# Vedkommende finder Sted, og jeg vil gaa
videre: jeg vil indrømme, at Minna ogsaa føler Kjærlighed for Dem,
endogsaa -- for mig gjerne! -- er forelsket i Dem -- kun kommer det
an paa, af hvilken Art denne Forelskelse er.
-- Var det ikke det naturligste, at overlade det til hende selv at
afgjøre dette Spørgsmaal?
-- Hvor vil De hen! Det kan hun jo slet ikke .... Jeg er saaledes
overbevist om, at en vis Utaalmodighed efter at komme ud af et
Forhold, som var hende uklart og utilfredsstillende, har bidraget
ikke saa lidt til denne pludselige ny Kjærlighed. Saa har jeg ogsaa
en Mistanke om, at den -- ganske tilfældige Omstændighed -- at De var
Landsmand af mig Uværdige, har lettet Overførelsen af visse Følelser,
Stemninger --
Jeg kom til at tænke paa en Ytring i hendes første Brev til
Stephensen, der unægtelig bekræftede denne Formodning, og slog
forvirret Øinene ned for hans speidende Blik.
-- De gunstige Omgivelser, Ensomheden ere komne til -- og saa -- det
tvivler jeg aldeles ikke om -- mange fortræffelige og elskværdige
Egenskaber hos Dem selv --
-- Kunde vi ikke lade det være nok med den Passiar, udbrød jeg og
reiste mig pludselig. -- Jeg forstaar jo meget godt Deres Mening, --
men hvad Fanden skal jeg med den? Jeg anerkjender ikke, at De har
nogen Ret til at optræde som Minnas Formynder.
-- Og hvad Fanden skal jeg med Deres Anerkjendelse? -- det er jo slet
ikke den, det dreier sig om. Jeg #har# simpelthen Ret til at gjøre
mit for at hindre, at Minna begaar en af de Dumheder, som ikke let
gjøres om igjen, -- og da det er min egen Opførsel overfor hende, der
tildels er Aarsag til denne Overilelse, er det endogsaa min Pligt
.... Jeg veed ikke, hvad De mener med den haanlige Latter, som De
affekterer --?
-- Jeg troede, Pligtfølelsen hørte til de kosmopolitiske Fordomme,
som De ikke delte.
-- Tværtimod, den hører til dem, som jeg deler .... Men der er et
Motiv, som formodentlig paavirker mig stærkere; det er den
Omstændighed, at jeg elsker hende -- elsker hende!
Ogsaa han havde reist sig; vi stod lige over for hinanden, med det
lille Bord imellem os og stirrede hinanden fast i Øinene. Den Tanke
faldt mig ind, at det naturligste -- og til syvende og sidst
værdigste -- vilde være, om vi sprang paa hinanden som et Par
Tigerkatte og forsøgte, hvem der først kunde bide Struben over paa
den Anden, -- og at vi i Stedet for at gjøre dette vilde blive ved at
diskutere, maaske endog drikke vort Øl sammen og sige høflig Godnat,
naar vi gik. Denne Overveielse gjorde mig saa ærgerlig over
Situationen, at jeg saa temmelig gjenvandt min Fatning. »Lad os da
spille Komedien til Ende, siden vi er begyndt,« tænkte jeg. Med et
Skub til Bordet gjorde jeg mig fri for den indeklemte Stilling, i
hvilken jeg følte mig som beleiret, og begyndte at gaa op og ned ad
Gulvet. Vore Naboer sang med teutonisk Begeistring »Die Wacht am
Rhein«.
-- Hvad er det da, for Pokker, De vil? udbrød jeg endelig. Troer De
maaske, De kan faa mig til at afstaa hende?
-- Aa nei -- jeg forlanger ikke Umuligheder.
-- Dog ikke! De indser altsaa virkelig, at det er umuligt?
-- Naturligvis, af samme Grund, hvorfor Nürnbergerne ikke kunde hænge
Nogen: -- de maatte først have dem.
-- Jeg mener at have Minna, ligesaavel som jeg mener, at hun har mig.
-- Det er Fraser og tilmed forældede Fraser. -- Intet Menneske kan
have det andet. Troer De virkelig, De kan imponere mig med Deres
Forlovelse? Som om jeg ikke for længe siden kunde have været hendes
Forlovede.
-- Desto dummere af Dem, at De ikke er blevet det!
-- Maaske kan De have Ret deri. Men jeg kan blive det endnu, og hun
maa vælge imellem os.
-- Hun har valgt.
-- Nei, det er netop det, hun ikke har. Hun har givet Dem et Løfte i
den Tro -- under den Forudsætning -- at jeg ikke vilde gifte mig med
hende .... Tør De nægte, at hvis hun Dagen før De friede til hende,
havde faaet Vished for, at jeg elskede hende, og kun længtes efter at
forene min Skjæbne med hendes, -- at De da vilde have faaet en Kurv?
.... Nu vel, Forudsætningen var altsaa falsk, og hvis De er en Mand
af Ære, vil De ikke kunne binde hende ved et Løfte, som er givet
under saadanne Omstændigheder.
-- Det kunde aldrig falde mig ind -- under hvilke Omstændigheder det
saa var -- at betragte hende som bunden ved et Løfte, naar hun ikke
selv følte det som bindende.
-- Ja, da liegt der Hase im Pfeffer, Høistærede! -- Jeg tvivler ikke
om, at Minna har de fleste af disse agtbare Fordomme, der udgjør en
af Hovedprydelserne for vort smukke Kjøn, -- ja virkelig, jeg mener
det i fuldt Alvor, -- jeg for min Part vilde ikke undvære disse
Fordomme hos Kvinderne, skjøndt det upaatvivlelig vilde gjøre os
Livet lettere og behageligere. Det er en kostbar Luxus, men hvad skal
man sige, -- saadanne Modsigelser rummer den moderne Natur ....
Altsaa, det er meget sandsynligt, at Minna er tilbøielig til at
betragte Forlovelsen som en Forskrivning for Tid og Evighed -- hun er
vel ikke just, hvad man kalder en Karakter, men en Natur -- og en
trofast Natur -- og det vil derfor være let for Dem, uden just at
gjøre Fordringer gjældende eller appellere til hendes Bestandighed
dog at holde denne noget bornerede -- skjøndt elskværdige --
Pligtfølelse i Aande hos hende til Gunst for Dem, og ikke stramme
Baandet, men dog indirekte holde det fast, -- saa længe som hun gjør
det. Hvad jeg forlanger er, at De skal give slip selv -- forstaa mig
vel -- ikke afstaa hende, som De sagde -- men kun ikke benytte det
Forspring, som denne halvlegitime Stilling giver Dem. Jeg forlanger
det af Dem som Gentleman -- og vel at mærke ikke for min Skyld -- De
vilde naturligvis gjerne se mig hængt! -- men for Minnas Skyld. De
kan ikke ønske -- jeg vil ikke tro det om en Mand, som Minna har
givet et saadant Løfte -- at De skulde kunne ønske, at hun gik med
Dem af Tvang -- var det endog af #indre# Tvang, medens hun lønlig
begræd, at hun ikke kunde gaa med #mig#. Hvis De mærker -- eller blot
fatter Mistanke om -- at hun er i Begreb med at gjøre en saadan
Daarskab, vil De vide, at det er Deres Pligt ikke at modtage et
saadant Offer, men i fornødent Fald aabne hendes Øine og give hende
den Frihed tilbage, som hun ikke selv har Mod til at tage. Det er
muligt, at De har fortrængt mig af hendes Hjerte -- i saa Fald er
Sagen paa Forhaand afgjort. Men muligt er det ogsaa, at hun elsker os
begge -- hver paa sin Maade -- i saa Fald vil hun ganske vist have en
frygtelig Kamp at gjennemgaa for at træffe en Afgjørelse, men hun maa
kjæmpe den ud alene, og vi bør allermindst gjøre hende Striden
pinligere ved at trænge ind paa hende og drage hende hver til sin
Side .... Minna maa vælge imellem os; for hun #har# ikke valgt, og
ingen Magt paa Jorden kan eftergive hende Valget: -- Men hun skal
vælge #frit#, -- det er Alt, hvad jeg forlanger.
-- Jeg skal ikke lægge hendes Frihed nogen Hindring i Veien, hverken
direkte eller indirekte, -- og jeg vil bøie mig for hendes egen
Afgjørelse, uden Forsøg paa at rokke den, -- det samme stoler jeg paa,
at De gjør .... Og da #det# vel var Deres Formaal med denne
Sammenkomst, at opnaa en saadan Erklæring af mig, antager jeg, at vi
nu kan skilles -- i Fjendskab.
-- Men i alt Fald som ærlige Fjender, der er i aaben Feide og fægter
med lige Vaaben.
Jeg tog min Hat ned fra Knagen, -- bukkede stift og forlod Værelset.
I Billardstuen var Spillet ophørt; et Par af de skjorteærmede Herrer
stod med Hænderne paa hinandens Skuldre og forsikrede hinanden om
deres »absolutte« Hengivenhed og »enorme, kvalificerede« Agtelse. Det
musikalske Medlem, der sad paa Hjørnet af Billardet, intonerede: »Ein
feste Burg ist unser Gott«. -- Jeg sluttede med Rette heraf, at man
var naaet til Drukkenskabens sublimeste Tinde, og at det maatte være
meget sent.
Heldigvis lykkedes det mig at faa fat i den fede Opvarter og betale
mit Øl.


IV

Der kom ingen Søvn i mine Øine den Nat.
Jeg hørte Uhret paa Kreuzkirche slaa det ene Kvarterslag efter det
andet, medens jeg væltede mig om paa Leiet. Undertiden begyndte vel
mine Tanker at flakke paa den villieløse Maade, som indvarsler
Slummeren, men saa gik der en Strøm af Feberhede igjennem mig, og jeg
var strax lysvaagen. En dump Fortvivlelse, der allerede ansaae Alt
for tabt, fik mer end een Gang mine Taarer til at flyde.
Jo umuligere en Ulykke synes, desto nærmere er den ved Virkeligheden,
saasnart den blot bliver mulig; thi da den allerede har gjort
Springet over den største Afgrund, kan man ikke tvivle om, at den
ogsaa vil have Kraft til at sætte over det mindre Svælg; da den fra
Intet er bleven Noget, hvorfor skulde den saa ikke kunne blive Alt?
-- Der gives Visheder, som staa saa uanfægtelige for os, at de næsten
ere afdisputerede os, saasnart vi bringes til Disput; thi med deres
Uanfægtelighed synes deres inderste Væsen at forsvinde.
Hvad kan være en vissere Besiddelse, fjernere fra enhver Fare, end en
trofast Kvindes Kjærlighed? Jeg følte, at Minna elskede mig, jeg
vidste, at hun -- som ogsaa Stephensen havde sagt --, var en trofast
Natur.