Minna - 09

I det samme rørte der sig noget Levende inde mellem Buskene i store
Sæt. Den mindste Pige gav sig til at skrige: en Hønsehunds skikkelige
Hoved stak frem og aandede tørmundet med den lange Tunge dinglende ud
til den ene Side. I det næste Øieblik stod en skjægget Forstmand med
Bøsse over Skuldren paa Stien et Par Skridt fra os og mønstrede os
med et saa vrantent Blik, at jeg strax sluttede, han maatte være
blottet for menneskelig Følelse, siden han kunde se saadan paa min
Minna, som hun sad dèr, med Livet strammet af de opløftede,
halvblottede Arme, idet hun satte sin Hat tilrette paa Haaret, der
var kommet i Ulave. En ren Skovtrold!
-- Hvad skal I her? spurgte han barsk. Det er ingen Vei for Turister.
-- Saa? ja, De maa undskylde, men der stod ingen Afviser med
»forbuden Vei« dèr, hvor den gik ind.
-- Som om De ikke kunde se, at det er en Skovvei! .... Der er saagu
lavet Gangstier nok for Publikum.
-- Maa man da ikke gaa et Skridt udenfor de afstukne Spadsereveie
her? det er dog for galt! raabte jeg og begyndte at blive arrig.
-- Nei, Gu' minsæl maa De ikke nei! brølede han, kobberrød i
Ansigtet.
-- Vi vidste det virkelig ikke, ellers var vi ikke gaaet her, sagde
Minna venlig, men bestemt. Men jeg troer, at vi kan ikke have gjort
den mindste Skade.
-- Saa er det ikke Deres Skyld, brummede han -- en Kjende mindre
gnaven. -- Et Par Skridt længere fremme staar der det ene Grantræ
ved det andet, ikke større end en Negl. Ungerne dèr ser sig i alt
Fald ikke for, hvor De træder, og De har vel ogsaa Andet at tænke
paa. -- Og ærgerlig over at have ladet sig formilde saa meget, at han
nedlod sig til en Forklaring, snerrede han til mig: »Ja, nu veed De,
hvad De har at rette Dem efter«.
Derpaa fløitede han Hunden til sig, spyttede og marscherede ind til
Siden i Skoven, idet han et Par Gange saae over Skuldren, om vi nu
ogsaa gik tilbage.
Det gjorde vi -- lidt slukørede, som man altid er efter en
Overhaling, enten den er beføiet eller ikke.
-- Det var en deilig gammel Pan, der kom dèr og skræmmede os bort, i
Stedet for den Panisk, du havde drømt om.
-- Saadan en Brumbjørn! surmulede hun -- og hun efterlignede
vrængende hans veirslagne Bas.
Børnene lo af fuld Hals.
-- Naa, forresten havde han vel Ret -- skjøndt de burde sætte en
Afviser, sagde hun. Hvis jeg var Skovmand, vilde jeg ogsaa blive gal
i Hovedet over alle disse Folk, der kommer løbende ud i Skovene. Men
egentlig maa du jo kunne føle det bedre end jeg, som Søn af en
Forstmand -- har din Fader været lige saadan, Harald?
-- Min Fader var kongelig Skovrider, dette var jo en ubehøvlet
Betjent.
-- Aristokrat!
-- Naa, du talte da ikke synderlig demokratisk om Folk, der tager i
Skoven.
-- Det er en hel anden Sag.
-- Nei, slet ikke --.
Saaledes smaaskjændtes og spøgede vi hele Resten af Veien. Ja,
tilsidst gav vi os endogsaa til at lege Tagfat med Børnene, saa vi
kom hjem, ophedede og forpustede og i det bedste Humeur af Verden.


X

Den følgende Dag, da Fru Hertz bredte Dugen paa det lille Bord i
Lysthuset, og hendes Mand netop havde sat sig tilrette med sin Avis,
indfandt vi os Arm i Arm og røbede saaledes allerede langveis fra vor
Hemmelighed.
Den kunde ikke være bleven modtagen med hjerteligere Glæde, om Minna
havde været deres Datter, og jeg havde været Millionær. En Flaske
Liebfrauenmilch blev hentet fra Hotellet og tømt paa vor Lykke i det
lille Trappelysthus, hvor Aftensolen listede sig ind mellem Bladene
og blinkede gyldent i de brunlig grønne Glas. Hertz talte meget om
det interessante Faust-Manuscript, hvis Ægthed han ikke drog i Tvivl;
derimod vare Varianterne færre og mindre betydelige, end han havde
ventet. Dette førte ganske naturlig til en Drøftelse af, hvorvidt det
er rigtigt at offentliggjøre saadanne tidligere og efter Digterens
egen Dom ufuldkomne Udkast til et berømt Digterværk, og den Gamle
fremsatte mange gode og træffende Bemærkninger imod dem, der af
altfor stor Pietet mod det Fuldendte ville undertrykke Tilløbene, som
dog have en dyb menneskelig Interesse og ere af saa stor Betydning
for al kunstnerisk Psychologi. -- Men han talte langsommere og
besværligere end ellers og afbrødes ofte af en pinlig Hoste, der
synlig bekymrede hans Kone. -- Den Taage, som ved Elben havde været
saa usædvanlig stærk, at den kom den berømte Rhintaage nær, havde
heller ikke skaanet Moldau-Dalen; og dèr havde den i det snevre Prag
holdt sig til høit op paa Dagen, gjennemtrængende Alt med sin klamme
Kulde. Dertil kom, at Hertz i timevis havde opholdt sig paa et Loft,
hvor denne Kulde havde den mest begunstigede Adgang, understøttet af
en frygtelig Træk. Ingen havde endnu haft Omtanke til at befordre den
mærkelige Kistes Indhold ned til beboeligere Rum, og desuden var der
endnu mange Bogkasser og Skrin, som ikke lod Hertz finde Hvile, og i
hvilke det ogsaa lykkedes ham at opstøve et og andet: Billetter fra
Carl August og Erkehertuginde Amalia, Originaludgaver af et Par Bøger
af Wieland og Herder med Tilegnelse, Theaterplakater og Lignende.
Enkelte af disse Sager havde han erhvervet, og han viste os dem med
stor Glæde, da vi lidt før Solnedgang gik op i Leiligheden; men man
kunde ikke høre denne Hoste afbryde hans fornøiede Bemærkninger uden
en Frygt for, at han havde kjøbt disse Skatte for dyrt.
Da vi gik hjemad, lidt tidligere end ellers, gav Minna sin Bekymring
Luft: --
-- Hertz er svag, og han taaler ikke meget. --
-- Det kan nok være, men derfor behøver man dog ikke strax at frygte
det Værste. --
-- Ja, saadan er jeg nu en Gang, Harald! dit freidige Sind vil faa
meget at udstaa med mig. Paa Sorgerne tager jeg altid Forskud, og jeg
synes, Kapitalen bliver lige stor. Se, nu er jeg i Virkeligheden
næsten lige saa nedslaaet, som om den kjære gamle Mand allerede var
gaaet bort.
-- Det vilde rigtignok være et tungt Stød ikke blot for hans gode
Kone, men ogsaa for min Ven Immanuel. Jeg har aldrig set saa nydeligt
et Forhold mellem Fader og Søn -- der er noget saa eiendommelig
patriarkalsk --
-- Ak ja! #mig# kunde det sagtens røre, det var saa forskjelligt fra,
hvad jeg fandt i mit eget Hjem.
-- Kan du ikke godt lide Immanuel? han er virkelig saadan en god Fyr.
-- Ja, vist saa, -- rigtig rar --
Det var mig paafaldende, at hun altid udtalte sig meget kort om
Hertz's Søn, ligesom det ogsaa undrede mig, at han aldrig havde
fortalt mig om hende, og at jeg ikke en eneste Gang, naar jeg besøgte
ham, havde set hende. Hun maatte paa den Tid være kommen mindre tidt
til Hertz's eller paa bestemte Tider af Dagen. Forresten var det kun
i det sidste Fjerdingaar, før han tog til Leipzig, at vort
Bekjendtskab var blevet saa fortroligt.
Jeg vilde gjerne have fortsat dette Æmne, men Minna var allerede
bøiet af: --
-- Det er sandt, naar du nu kommer til Byen, saa besøger du jo min
Moder -- jeg har skrevet til hende -- og hør! -- bedøm hende ikke
strax altfor skarpt --
-- Men, kjæreste Ven, hvor kan du frygte --?
-- Ja, ja, jeg har jo ikke selv -- spændt dine Forventninger høit.
Men der er ogsaa meget Godt ved hende -- hun gjør visselig Ingen
Fortræd med sin gode Villie, og hun holder meget af mig, -- det gjør
hun.
-- Det sidste er nok for mig.
-- Veed du hvad, Harald! der er een Ting, som jeg er saa glad over.
-- Naa --?
-- Men du skal ikke blive saa fornøiet, -- det er slet ikke kjønt af
mig, det er frygtelig egenkjærligt. Ser du, jeg er glad over, at du
ingen Forældre har i Live.
-- Aa, hvorfor? de vilde have holdt saa meget af dig --
-- Nei, nei, udbrød hun i en næsten forskrækket Tone. -- Hvor skulde
de kunne det? de vilde have ventet sig en ganske anden Svigerdatter,
og det havde de Ret til. Men nu er der ingen Andre end du, der har
Krav til mig, naar du blot vil være tilfreds med mig, som jeg er --
-- Min egen, elskede Hustru! Men du græder? udbrød jeg, da mine Læber
blev vaade paa hendes Kind.
-- Det er det samme! Men det lød saa sødt, -- siig det igjen!
-- Min Hustru! --
Vi vare allerede gaaet et Par Gange frem og tilbage gjennem den lille
Landsby. Det var mørk Nat. Enkelte oplyste Ruder, spredte paa begge
Sider af den mørke Dal, bidrog mere til Hygge end til Lys. Oppe over
Høienes og Klippernes Mulm tindrede Stjernerne skarpt og uroligt, og
af og til strøg et Stjerneskud hen over vore Hoveder. Vi hørte
foruden vore egne Skridt kun den lille Bæk risle mellem Stenene og
fra Tid til anden en forbifarende Bevægelse i Pilene paa dens Bred,
som om der var et uhyre, langstrakt Dyr, der skuttede sig.
Da vi nu for tredie Gang nærmede os til de Lys, der vinkede ovre fra
Kammerherrens Villa, blev vore Skridt bestandig langsommere.
-- Du sukker, sagde Minna, da vi endelig, ligesom imod vor Villie,
vare gaaet helt istaa.
-- Det er Noget ligesom en Anelse, -- jeg kan ikke gjøre for det --
det falder mig saa tungt at skilles fra Rathen -- jeg føler mig
beklemt -- jeg er bange, troer jeg.
-- Vi har været lykkelige her. Men det er min egen kjære By, vi skal
ind til, -- dèr glæder jeg mig ogsaa til at gaa om med dig.
-- Det er blot -- vor Kjærlighed er ligesom en Plante, der er voxet
her, -- og nu skal den omplantes.
Minna lo -- en mild og klog Latter: --
-- Nei, den skal nok kun flyttes. For det er jo en Plante, der har
Rod i Hjerterne, og ikke i en Egn.
Efter en lang -- lang Omfavnelse gled hendes Skikkelse fra mig og
forsvandt i Mørket, allerede mens den spinkle Spange endnu knirkede
under hendes Skridt, som saa trippede paa Grusgangen. Pludselig hørte
de op.
-- Gute Nacht, Lieb! lød hendes klare, høie Stemme overraskende nær.
-- Gute Nacht, Seelchen!
Og vel et Minut senere tonede det fjernt, som med en Aandestemme,
derovre fra: --
-- Gute Nacht!


TREDIE BOG


I

Den følgende Dag ved Femtiden var jeg i Dresden. Saasnart jeg havde
pakket mine Sager ud og spist til Middag i min sædvanlige
Restauration, tænkte jeg paa at opsøge min ubekjendte Svigermoder, --
ikke saa meget af Høflighedspligt eller af Nysgjerrighed, men fordi
jeg derved paa indirekte Maade satte mig i Forbindelse med Minna.
Der var ikke mange Minutters Gang hen til »Röhrhofsgasse«, hvor Fru
Jagemann boede. Huset lignede paa en Prik sine Naboer og Gjenboer.
Gjennem den aabne Gadedør kom man ind i en hvælvet, hvidtet Gang, som
ligeoverfor mundede ud i en Have, og fra hvilken midtveis den
reglementerede Stenvindeltrappe, pudset med Pibeler, førte op til
Etagerne. Paa den første Repose standsede jeg ved det aabne Vindue og
saae ud. Ligesom allerede Interieuret havde tiltalt mig fortrolig,
saaledes kjendte jeg ogsaa denne Udsigt fra de Par Steder, hvor jeg
havde boet, og fra mine Kammeraters Boliger; den var stereotyp for et
smaaborgerligt Dresdener-Hjem.
Haven stødte paa alle tre Sider op til andre Haver, og disse igjen
til Nabohaver, saa at de dannede een stor Have-Firkant, begrændset af
de temmelig lave toetages Huse. Ved dette Anlæg skaffer Dresdneren
sig Luft og Lys selv i de gamle, snevre Stadsdele. Den lave
Eftermiddagssol straalede over disse mangeartede Trækroner, medens
Gange og Smaaplainer laa i ensformig Skygge. I en Nabohave »turnede«
nogle unge Fyre, i en anden legede en Mængde Smaapiger; et Sted
viftede noget ophængt Linned ganske sagte. Den lille Have nedenunder
var tom. I et Bed foran Vinløv-Lysthuset blomstrede et Par Roser; en
Akacie og et smukt Kirsebærtræ strakte deres Grene næsten over hele
Rummet, og man savnede heller ikke Hylden, »der Hollunder«, uden
hvilken man siden Kleist ikke kan tænke sig tydsk Erotik, og med
hvilken man ikke kan undlade at tænke sig den. Ganske vist var den
ikke blomstrende, men det var jo nu -- sidst i August -- egentlig
ikke dens Skyld.
Paa første Sal forkyndte et gulnet Visitkort i en lille Ramme, at
Gymnasiallærer Jagemann boede dèr. Jeg ringede paa den ene Gang efter
den anden, men Ingen rørte sig. Da jeg ikke kunde beslutte mig til at
forlade dette Sted, der var det eneste i den smukke Stad, hvor jeg
fandt Noget af Minna, gik jeg ned i Haven og satte mig i Lysthuset.
--
Der var næsten saa stille, som om man havde været ude paa Landet. Kun
en sjelden Gang lod Byen sig høre med en tung Rumlen af en Fragtvogn.
Fra en af de nærmeste Haver lød Smaapigernes Stemmer uafbrudt: --
M'r woll'n ä mal spazieren gehn
von einer Stadt zur andern:
Ri-ra-rutsch --
m'r fahren mit der Kutsch. --
Denne Børneleg satte mig en halv Snes Aar tilbage i Tiden.
En af disse Stemmer var Minnas, og det var hendes lyserøde Kjole, som
jeg gjennem Buskene saae dreie rundt som en Top, hver Gang de raabte
»Rutsch«. Hun var ovre hos en Veninde, -- her turde hun jo ikke lege
med andre Børn for Faderens Skyld. Men een Gang havde han nær grebet
hende i denne Forbrydelse, og jeg gav mig til at overveie, hvilken af
de to tilstødende Haver det vel var, som de da vare flygtet ind i.
Bagved mig var der et Plankeværk, den Vei var saa temmelig udelukket;
tilvenstre var der bag Stakittet en Tjørnehæk, men den saae ikke ud
til at være saa gammel, ligeoverfor mig var Stakittet lidt høiere,
men ved Hjørnet høinede Terrænet sig, saa der var lettere at slippe
over, og det var desuden mest af Veien fra den, der kom gjennem
Gadedøren. Alt dette drøftede jeg ligesaa omhyggelig, som en
Historiker kunde undersøge Lokaliteterne ved Pharsalae for at komme
paa det Rene med Caesars Slagorden. Det kostede mig ikke mindre
Hovedbrud at bestemme mig for, hvilket Nabohus og hvilket Vindue der
vel kunde være det, som Venindens Skat og dennes Ven, hendes første
Tilbeder, havde hilst ned fra.
Tilsidst tiltrak dog Hylden sig hele min Opmærksomhed. Den stod i et
Hjørne op mod Nabohaven og overskyggede en lille Bænk, der var slaaet
sammen af et Par Brædder og saae meget gammel ud. Jeg ombyttede min
Plads i Lysthuset med denne. Ikke just noget mageligt Sæde for en
ældre Herre, der vil nikke ind i Middagsheden, men meget passende
for et ungt Par, der ikke stiller saa store Fordringer til
Magelighed. Og saa den romantiske »Hollunder« -- den stod ikke i
Blomst nu, men den havde blomstret -- for ham! Som en Skygge fra
denne Busk lagde Skinsygen sig over min Sjæl, denne Skinsyge, som min
Lykkeligheds-Følelse og Minnas Nærhed hidtil havde holdt borte. Jeg
vilde have hende helt, ønskede at have seet hende som Barn,
forestillede mig, at hun forlod sine Legekammerater for at komme hen
og slynge sine smaa runde Arme om min Hals, -- hvis der var en
Præexistens, syntes jeg, at man skyldte mig ogsaa den, -- og ikke saa
meget som hendes første Ungdom eiede jeg! En Anden havde dette
skjønne Brudstykke af hendes Liv og gjemte det som et Smykke for sin
Forfængelighed. Men tilsidst var det dog mig, der hævede Skatten,
medens han havde været blind nok til at nøjes med et Par Skuepenge --
denne Tanke trøstede mig saa meget mer, som den smigrede min
Forfængelighed.
Jeg reiste mig og gik ud paa Gaden. Skumringen var falden paa. Til
den ene Side stod et gyldent Aftenskjær om nogle mørke Trætoppe over
en Havemur, -- til den anden var der helt dunkelt mellem Husene, hvis
øverste Ruder tindrede gyldent, medens Lygterne tændtes ved deres
Fod. Da jeg intet Maal havde, gik jeg henimod Lysningen.
Paa Hjørnet var der en Ølkneipe -- naturligvis. En gammel Mo'erlil,
der trods Varmen var indsvøbt i et tykt Uldshawl, tridsede derind.
Jeg kom derved til at huske paa, at Minna havde fortalt mig, at
hendes Moder jævnlig henad Aften drak sit Øl i »Zur Katze« -- Stedet
havde jeg erindret, da jeg godt kjendte dets komiske Skilt.
Jeg styrede altsaa min Gang mod Byens Centrum og naaede snart den
glimrende oplyste Schloss-Strasse, hvor der vrimlede af Mennesker.
I den lille Restaurants-Sal sad der flere aldrende Herrer. Man saae
strax, at det ikke var en Beværtning, der kunde haabe at lokke Mange
ind fra Gaden, men at den levede saa jævnt af Stamgjæster. En af dem,
der havde en Bunke Aviser og Mapper foran sig, skjævede arrig til
mig, da jeg nærmede mig, ligesom en Hund, der snerrer, naar man
kommer dens Benfad for nær. En velkonserveret, glatraget Herre
underholdt i en Krog temmelig høirøstet et Par Philistre med den
sidste Skandale ved Hoftheatret.
Døren stod aaben til et mindre Værelse. Jeg kiggede derind og saae en
gammel Kone sidde lige ved Døren; ligeoverfor hende hang et
gammeldags Consolspeil. Da jeg vilde kunne betragte hendes Billede
deri uforstyrret, trak jeg mig hurtig tilbage og forskrækkede atter
alvorlig Avislæseren, idet jeg satte mig ved Siden af ham. Jeg greb
for et Syns Skyld den Avis, som han havde lagt fra sig; selv dette
tillod han kun med en misfornøiet Brummen. Kellneren satte et Glas Øl
foran mig.
Men den gode Kone derinde kunde dog neppe være min tilkommende
Svigermoder. Minna havde sagt, at der var nogen Lighed imellem dem,
og det var mig umuligt at udfinde Spor af en saadan. Panden var slet
ikke høi, men stærkt buet, Øinene laa ikke dybt, og Læberne vare
tykke og formløse, -- hvad iøvrig hele det graaladne Ansigt var; det
saae ud som en Ting, der længe har ligget i Vand, saa den er bleven
udblødt og opbulnet. Men denne Tilstand kunde ganske vist let markere
en Lighed med et ungdommeligt Ansigt.
Jeg kaldte Kellneren hen for at betale og spurgte, om han ikke
kjendte en Enkefru Jagemann, som oftere skulde komme dèr. »Hun sidder
inde i det lille Værelse,« svarede han. Jeg reiste mig og gik derind.
Hun flyttede sig urolig i sit Sophahjørne, og da jeg traadte hen og
hilste, saae hun saa skrækslagen ud, at man mindst skulde tro, hun
befandt sig ene med mig i en Jernbanecoupé.
Jeg sagde, hvem jeg var, og formodede, at hun gjennem Brev --
-- Ja vist saa -- Gudbevares -- Minna har skrevet -- det kjære Barn
-- ak, Gud ja. .... Det -- det glæder mig -- overmaade. .... De er
altsaa kommen til Byen, Hr. Tenger --
-- Fenger --
-- Rigtig -- Fenger -- ganske vist -- De maa endelig undskylde. Det
var jo i et Brev og -- Bogstaverne ligner hinanden -- mine Øjne er
heller ikke saa gode -- og saa skriver Minna virkelig lidt utydeligt.
.... Finder De ikke ogsaa? .... Min salig Mand skrev saadan en
tydelig Haand, -- han har ogsaa undervist i Skjønskrift. Ellers var
det Latin og Græsk -- ak Gud, ja, han var virkelig meget lærd ....
Minna har ogsaa gode Kundskaber -- det er ganske anderledes end i min
Tid -- overhovedet Ungdommen! -- Men vil De ikke tage Plads, De maa
dog endelig sætte Dem ned. --
Jeg rykkede en Stol hen til Bordet, og da jeg saae, at hun tænkte paa
at byde mig Noget, skyndte jeg mig at komme hende i Forkjøbet.
-- De er virkelig altfor venlig -- jeg veed sandelig ikke -- maaske
for Selskabs Skyld -- men kun et lille Glas. .... Ja, De kan vel
drikke mange Glas, -- unge Mennesker -- salig Jagemann var ogsaa en
stærk Øldrikker -- fra Studenterdagene af, veed De. .... Drikker de
ogsaa meget Øl hos Dem i Danmark?
Forgjæves søgte jeg at faa en fornuftig Samtale i Stand, medens vi
drak vort Øl. Snart faldt hun i Staver, stirrede sløvt paa mig, og
svarede ikke Andet end »Ak Gud, ja,« -- og umiddelbart efter gav hun
sig til, som Tydskerne sige, at snakke det Blaa ned fra Himlen, --
ikke af Snaksomhed, aabenbart, men af Forlegenhed og navnlig af Angst
for at blive nødt til at tale om Noget, der angik vort Forhold. Det
forekom mig, at hun ikke havde synderlig Lid dertil, hun bedømte
formodentlig Datteren ud fra sin egen letsindige Ungdom. Undertiden,
naar hun troede, at jeg ikke mærkede det, betragtede hun mig
forskende, som om hun tænkte: »Hvad er nu det for en Fyr, Minna dèr
har faaet fat i?« -- naar jeg da saae paa hende, foer hun i Hast med
Glasset op til Læberne og spildte, saa Øldraaberne trillede ned ad
det sorte Shawl, paa hvilket man saae, at det var blevet farvet.
Da vi gik, vilde jeg følge hende hjem, men jeg maatte paa ingen Maade
gjøre den Omvei, og desuden havde hun flere Ærinder underveis. Hun
forsvandt i det første mørke Sidestræde, dog ikke før jeg havde givet
det Løfte eller den Trudsel -- jeg veed ikke, hvorledes hun opfattede
det, -- at besøge hende næste Dag. --
Jeg gik derhen lige fra Polytechnikum.
Da jeg ringede anden Gang, mærkede jeg, at i et Vindue, der gik ud
til Trappegangen, bevægede et lille smudsigt Gardin sig lidt ved det
ene Hjørne, og fra Mørket bagved det kiggede et Øie ud paa mig,
hvorpaa Gardinet faldt tilbage i sine gamle Folder. Efter endnu at
have ventet en god Stund, hørte jeg slæbende Skridt, og endelig
aabnedes Døren af Fru Jagemann, hvis Ansigt havde et forskræmt
Udtryk, som om jeg mindst havde været Rodemester, saa jeg var lige
ved at spørge: »Herregud, hvad er der gaaet Dem imod?« -- da det
faldt mig ind, at det rimeligvis var mig selv. Hun lod til at have
glemt, at jeg vilde besøge hende eller ogsaa havde hun taget det som
en tom Høflighedsphrase. Det sortfarvede Shawl, som jeg kjendte fra
den foregaaende Aften, indhyllede hende og lod til at være kastet
over Chemisen, og Nederdelen syntes snarere at være et Skjørt end at
tilhøre en Kjole. Hun førte mig med mange Undskyldninger ind i
Dagligstuen og forsvandt derpaa en halv Time »for at byde mig en Kop
Kaffe«.
Det temmelig lille Værelse var venligt og lyst, da det vendte ud til
den omtalte Havefirkant og havde fuldt op af Sol. Men Meublementet
var ikke blot tarveligt, ja tildels itu, men det Hele vidnede om en
fuldstændig Mangel paa Ordenssands. Klappen af det sorte
opretstaaende Clavér var helt graa af Støv, og oppe paa dets Plade
stod der ovenpaa en Bunke Noder en Tallerken med en halv røget Sild.
Det har altid været mig en Gaade, hvordan den er kommen dèr, for jeg
opdagede snart, at Fru Jagemann aldrig opholdt sig her, men hele den
udslagne Dag kukkelurede i det næsten fuldkomment mørke Kjøkken,
hvor hun tilberedte og spiste sine Maaltider, sov og læste
»Dresdener-Nachrichten«. I et Hjørne stod en Reol næsten helt fuld af
grønne Bind, hvilke jeg strax gjenkjendte som Minnas Klassiker-Skat,
Gaven fra hin barske Tante, der vilde plage hende som Spøgelse, hvis
hun nogensinde skildte sig ved dem. En Dør midt paa den ene Væg var
dækket med et grønt Tæppe, og en Sopha stod foran den; paa dette
Tæppe som Baggrund hang et Oliemaleri: man saae en Del af et
Fiskerleie under lave Klitter ved en Havbugt. I Forgrunden sad et Par
unge Piger og knyttede Net, medens de samtidig gjorde Jav med en
Hovedstads-Laps, der var signaliseret ved Hjælp af en Malerkasse og
havde en umiskjendelig Lighed med Stephensen. Ved hans pegende
Haandbevægelse og de unge Pigers leende Blik var det aabenbart
antydet, at der i denne Knytten-Net skulde lægges en dybere
Betydning. Medens Staffagen var lige saa konventionelt malet som
flovt tænkt, var der en Del Friskhed og Naturstudie i Stranden og
Sollyset paa Klitterne, og Billedet med sine kraftige lyse Farver
straalede formelig i den lille Stue, til hvis mer end tarvelige
Bohave det stod i en paafaldende Modsætning. Enhver maatte
uvilkaarlig spørge sig selv, hvorledes er det dog kommet herind? og
til mig, for hvem dette Spørgsmaal paa Forhaand var besvaret, talte
det paa en anmassende Maade om Alt, hvad jeg helst vilde glemme. Han
satte dog sikkert megen Pris paa hende og paa deres Forhold, siden
han efter Aars Forløb sendte hende et saa gjennemarbeidet Billede.
Men tillige, hvilket ufint Koketteri, i en Gave til #hende# at antyde
sig selv som Courmager hos et Par unge Fiskerpiger! -- hvilke
Stemninger maatte det ikke vække hos en tydsk Pige, hvis Hjerte var
fuldt af Kjærlighed til den danske Maler, og hvis Fantasi er fuld af
Heineske Digte: -- »Du schönes Fischermädchen« og »Das Meer erglänzte
weit hinaus« maatte bestandig have sunget ud til hende fra disse
Farver og vakt en uendelig Længsel efter #hans# Hjemstavns ubekjendte
Romantik og en evig skinsyg Uro. Et raffineret Selvbehag og en dum
Hjerteløshed syntes mig at have tegnet dette pralende Monogram paa en
Sten, som Lapsen satte sin Støvle paa, -- en Støvle, der iøvrig var
saa blank, at den umulig kunde have traadt en Snes Skridt paa den
støvede Vei.
Foruden dette Billede var der i Værelset endnu to andre, der hidrørte
fra samme Haand. De hang under hinanden mellem Vinduet og Chatollet:
et Pastel-Portrait af Minna og en Blyantstegning af en midaldrende
Mand med en høi Pande, lige Næse, smalle, sammenknebne Læber, der i
Forbindelse med de nedhængende Bryn og smaa, dybtliggende Øine gav
ham et misfornøiet og bittert Udseende, tyndt Haar og store
Bakkenbarter, som lod en lille, men fast formet, rynket Hage være
fri. Navnlig ved denne Hage og Panden var Ligheden med Minna
paafaldende. Og naar man saae nøiere til, var ogsaa Læbernes Form
oprindelig den samme; derimod var hendes Næse noget kortere og
bredere. Denne Tegning var dygtig udført og vidnede om en god solid
Skole.
Derimod kunde jeg paa ingen Maade forlige mig med Pastel-Portraitet.
Det var et Brystbillede i tre Kvart Størrelse. Hun havde en sort
Kjole paa uden det mindste Hvidt eller Farvet, hvorved hendes
betydelig overdrevne Bleghed blev endnu mere paafaldende, og Alt
dette svømmede bort i en blaa Taage, saa man skulde tro, det var en
ung tobaksrygende Kvinde, der lige havde indhyllet sig i Damp -- kun
at denne ikke syntes at strømme ud fra de sammenpressede, blodløse
Læber, men snarere ud af de vage, udtryksløse Øine -- en Kunst, der,
som man veed, endnu ikke er opfunden. Denne Slags taagede Billeder
var dengang lige komne i Mode. Og det var en Mand, der havde malet
sin Elskede! Hvor var den kjærlige Fordybelse i Enkelthederne, den
gjerrige Omhu, der værner om det Mindste, fordi den ser det Største
bagved det, den selvfornægtende Fortabelse i Gjenstanden, den
Forelskelsens Realisme, hos hvilken der kun er Plads for en elskende
Idealisme, som langt fra at tilsløre Individualiteten blot er betænkt
paa at stille den i det sandeste og klareste Lys! Intet af dette; Alt
var her forflygtiget, det Hele var der gaaet hen over med en Harefod
for at viske det ud i en Mode-Maneer, der i Stedet for et
menneskeligt Syn affekterer et kunstnerisk »vue«. Jo længer jeg saae
paa dette Portrait, desto stærkere fyldtes jeg af Foragt og Raseri
mod ham, der havde malet hende saaledes, denne Artist, der saa frækt
havde sat sig hen og lavet et Billede til efter den sidste Recept --
Motivet fra hans Elskede -- snydende sig fra alle Vanskeligheder, Alt
hvad der var at forstaa og gjøre Rede for. Det forekom mig, at hvis
han traadte ind i Stuen, maatte jeg gribe ham i Kraven, trække ham
hen foran dette Syndeværk, ryste ham dygtig og raabe ham ind i Ørene:
-- »Hvad er du dog i Grunden for en ækel moderniseret og artistisk
bedærvet Pjalt! Se dèr, du Palet-Ridder, hvilket fordømt Skræmsel af
en Farveløgn du har lavet med den herligste Guds-Skabning for Øiet,
og i Hjertet med, skulde man tro dig!« Og atter hørte jeg ham svare:
»Hvad er du da for en Fyr, og hvad kan du gjøre? Jeg har dog i det
mindste kunnet male et Portrait af hende, som man til Nød kan kjende,
som Enhver vil finde forestiller en smuk Pige, og hvori en Kunstner
ser et talentfuldt Arbeide. .... _Maintenant à vous, monsieur!_ tag
Farver og Lærred og sæt Dem hen med Deres »selvfornægtende Fortabelse
i Gjenstanden, Deres Forelskelses-Realisme«, og se saa, hvilket
Uglebillede De faar frem. Men lige meget, -- forsøg alligevel; det er
behagelige Timer, forsikrer jeg Dem; De har det søde Pigebarn
siddende foran Dem, og kan se paa hende lige saa meget, De vil; hun
bliver rød derover, -- derfor maa De moderere lidt paa Farven -- jeg
vil anbefale Dem at holde Skyggepartierne lidt kjøligere end man
sædvanlig gjør -- -- -- --«. Paa denne Maade irriterede jeg mig selv
op til en saadan Grad af skinsygt Raseri, at jeg maaske havde
forgrebet mig paa Billedet og kylet det i Gulvet, hvis ikke Fru
Jagemann nu endelig var kommen ind med Kaffen.
Det voldte hende en heftig Forskrækkelse at se mig staa lige op og
ned paa Gulvet, og hun skyndte sig at faa mig bænket i den lille
Sopha bag det noget medtagne Mahognibord, paa hvilket hun anrettede
den sachsiske Drik. Der var foregaaet en betydelig Forandring med