Minna - 06

Stilke af og trak dem igjennem Munden; først nu, da vi slukkede
Tørsten, mærkede vi, hvor stærk den var. Minna gottede sig formelig,
ja gav sig endogsaa til at knurre ligesom et lille tilfreds Dyr. Da
hun mærkede, at det morede mig, drev hun Spøgen videre og nappede med
Læberne Bærrene af Busken, uden at hjelpe sig med Hænderne, der
trippede om paa Jorden som Poter. Saa kikkede hun op paa mig, med et
uhyre pudsigt Udtryk, idet hun knurrede og rystede sit Hoved, saa et
Par frie Smaakrøller dansede om Panden. Hendes Læber, der var ganske
sorteblaa, viste smilende den blaanende Tandrække. Om nu dette
landlige Negligé lod hendes Mund synes mindre utilnærmelig, end min
Respekt før havde fundet den, eller om denne Farve som et Tegn paa
vort barnlige Lune kom min naturlige Frygtsomhed til Hjelp -- nok er
det, at jeg ved dette Syn fik en ubetvingelig Lyst til at kysse
hende. I dette Øieblik opdagede vi begge et Bær, saa stort som et
lille Kirsebær, og vore Hoveder stødte sammen; medens jeg endnu lo og
ømmede mig, snappede hun Bærret, og strax derefter trykkede mine
Læber et langt Kys paa hendes, medens mit Blik borede sig ind i
hendes Øine, som blev ganske smaa, og i hvilke der inderst inde
spillede et Glimt af de sidste gyldne Solstraaler. Kun vore Læber
berørtes, vore Arme støttede mod Jorden, som Forben; og just da jeg
vilde gjøre den mere menneskelige Brug af dem, at lægge dem om hendes
Skulder, halvt ubevidst og beruset af Saligheden i det første Kys,
sprang hun op og løb ned ad Stien. Før jeg kunde indhente hende,
havde hun allerede naaet et Sted, hvor jeg ikke mere kunde komme paa
Siden af hende, da Stien kun var fodbred og Skraaningen steil. I
Bevidsthed herom gik hun ogsaa roligere.
-- Minna! kaldte jeg sagte og frygtsomt.
Hun syntes ikke at høre det.
-- Kunde De ikke finde min Skygge? forsøgte jeg at spøge, -- siden De
pludselig løber fra mig. Se blot tilbage, skal De se, jeg har den
endnu, skjøndt den er bleven meget blegere, men det er Deres ogsaa.
Intet Svar.
-- Er De vred paa mig?
Hun rystede paa Hovedet, men hverken standsede eller saae det mindste
tilbage. Dette Slags Svar havde imidlertid beroliget mig; jeg vidste
ikke mer at sige, og turde heller ikke plage hende, skjøndt denne
tavse Marsch i Hælene paa hinanden var mig rædsom pinlig. Endelig
nærmede vi os det Sted, hvor den smalle Bjergsti mellem de yderste
Graner sænkede sig ned paa Engene ved Floden, kun faa Minutters Gang
fra Rathen; her kunde jeg da i alt Fald faa hendes Ansigts-Udtryk at
se.
Som en Hjort, der bliver bragt til Standsning, vendte hun sig nu om
imod mig:
-- Nu siger jeg Dem Farvel. Vi er snart hjemme, og De skal ikke følge
mig længer.
-- Men hvorfor ikke? Hvad mener De?
-- Lad mig være! lad mig gaa for mig selv denne Gang, det er det
eneste, jeg forlanger, fordi De fik Lov -- tog Dem Lov --
-- Men saa sig mig i alt Fald -- --
-- Farvel, farvel!
Hun løb allerede mer end hun gik ned ad de sidste Sten og hen over
Enggræsset, hvor hendes Skridt blev lydløse; kun Læderbeltet om
hendes Liv knirkede ved den hurtige Bevægelse. Saaledes havde det
ogsaa knirket, mens hun krøb om mellem Blaabærrene; jeg blev helt
modfalden, da jeg ikke længer kunde høre det. Thi dèr stod jeg endnu
paa samme Sted og stirrede efter hende lige saa længe, som jeg kunde
se hendes lyse Kjole.


ANDEN BOG


I

Længe drev jeg om nede ved Flodbredden, mere drømmende end vaagen. --
Kun een Reflexion gjorde jeg atter og atter, og bestandig med større
Glæde: Hun var ikke alene fri, men hun havde sikkert bestandig været
det, ja hun kjendte maaske ikke mer til Hjertekval, end jeg selv
gjorde. Det var taabeligt af mig, at jeg havde været skinsyg paa den
smukke Arbeider i Smedien, men endnu langt taabeligere havde jeg dog
været, da jeg følte det samme overfor hint Fantasibillede, der
kaldtes »den danske Maler«. Uden Tvivl var hele denne Historie kun
Familiesladder af en Tante, der efter Skolelærerens Udtryk »ikke var
saa rigtig heldig«. Forresten havde hun jo selv udtalt sig om disse
Tanter og deres opbyggelige Faddersladder.
Hun maatte blive min -- var hun det ikke allerede? Jeg følte hendes
Kys paa mine Læber, -- men hvorfor havde hun saa pludselig forladt
mig, hvad skulde det sige, at jeg ikke maatte følge hende?
Pige-Luner, -- hvo kan beregne dem, og hvem vil undvære dem?
Det mørknedes allerede. Aftenhimlens Skjær forude blændede Øiet, saa
man neppe kunde skjælne Afstandene i den dunkle Forgrund. Oppe paa
Klipperandene var der endnu et svagt Dagslys. Over de grønne Enge
hinsides Vandet syntes der at have spændt sig et graat Spindelvæv.
Forude hørte jeg Stemmer, og jeg saae en Mand og en Dreng komme mig
imøde. Det var Værten og hans Søn, der gik hjem fra Stenbruddet. Da
vi vare hinanden nær, løb Drengen hen imod mig med noget Hvidt i
Haanden.
-- Her er Deres Brev, raabte han.
-- Mit Brev?
-- Ja, det er nok et, De har villet lægge i Postkassen, sagde
Værk-Eieren, for det er da skrevet til Danmark.
-- Jeg fandt det dèr, hvor De sad saalænge, mens der blev boret,
sagde Hans.
Jeg tog med en uhyggelig Fornemmelse Brevet, som var ganske fugtigt.
Ved det døende Aftenlys kunde jeg med Besvær dechifrere den noget
udflydte Udskrift: Til Hr. Kunstmaler Axel Stephensen. Jeg vilde se
endnu en Gang efter, om ogsaa Haandskriften var den rigtige, -- men
det flimrede for mine Øine.
-- Ja, det er godt, Tak skal I have. -- Farvel! --
Dèr havde vi altsaa »den danske Maler«. Hvis et Spøgelse havde
præsenteret sig for mig, var det ikke løbet mig halvt saa koldt ned
ad Ryggen.
Altsaa Axel Stephensen! Ja, naturligvis kjendte jeg ham. Hvem af os
kjender ikke vore unge Kunstnere, selv de mindste Propheter? -- og
det var mig foreløbig en Trøst, at jeg ikke havde med et Geni at
gjøre. Kjendte ham, -- det vil sige, jeg havde en Gang truffet ham
paa en Café, huskede et meget net Genrebillede af ham paa
Udstillingen og havde undertiden hørt Tale om ham, -- ikke just altid
i den bedste Mening, da han gik for at være temmelig løs paa Traaden.
Men hvad der slog mig som et høist mærkelig Træf, det var den
Omstændighed, at i et Brev, som jeg havde modtaget samme Dag, havde
en Fætter af mig med mange burschikose Spydigheder berettet om samme
Axel Stephensen, at »denne Pariserlaps gjorde frygtelig Haneben« for
en ung Dame af vor Omgangskreds, en meget rig, men ikke just skjøn
ung Dame, hvis Portrait han var kommen til at male, hvad han havde
gjort paa en saa smigrende Maade, at Gjenstanden og Familien var
meget tilfreds. Desværre for Maleren var der En, som havde særlig
Grund til at finde Behag deri, det var den, for hvem det var bestemt:
en nybagt Søofficer, hvis lykkelige Examen nu skulde belønnes med
Declarationen af Forlovelsen.
Ham var det altsaa, som havde grebet ind i Minnas Liv, og aabenbart
ikke paa en overfladisk Maade. Efter Skolelærerens Udsagn kunde jeg
skjønne, at det maatte være et Par Aar siden, at Minna havde kjendt
ham i Dresden, og dog stod de endnu i Brevvexling. Hvad kunde det
betyde andet end en Art Kjærlighedsforhold, en hemmelig Forlovelse
eller Sligt? Men saa hendes Fortrolighed med mig, hendes Koketteri,
dette Kys, som hun villig nok havde ladet mig røve: hvorledes kunde
det forenes med et saadant Forhold hos en Pige, der ikke havde en
letsindig Charakter?
Jo mer jeg tænkte over disse Modsigelser, desto uløseligere forekom
de mig.
Jeg blev endelig revet ud af min Grublen ved den klokkeagtige Lyd fra
en Kjededamper.
Det var ganske mørkt.
Maanen skimtedes bag Grantoppene paa en Høide hinsides Floden; dens
Lys naaede ikke endnu ned over Vandet, og man kunde ikke se Skibene;
men Rækken af deres Lanterner med de lange Speilstriber bevægede sig
langsomt som en Procession af gyldne Stave med store Knapper, anført
af en Rubin- og en Smaragdstok.
Dette Syn, der saa levende vakte Følelsen af vort lykkelige Samliv
her ved Floden, gjorde mig endnu mere beklemt om Hjertet.
Jeg gik langsomt hjem, bestandig med det skjæbnesvangre Brev i
Haanden.
Saa snart jeg havde tændt Lys, gav jeg mig til at betragte det
nøiere. Væden havde næsten opløst Gummien, saa at Convolutten kun
klæbede fast paa et enkelt Punkt.
Det vilde være den letteste Sag af Verden at lukke den op og i, uden
at det kunde sees af Nogen.
Denne Tanke gjorde mig hed og kold; jeg kastede det angst paa Bordet
og blev ved at gaa rundt i Værelset og skotte til det.
Med et havde jeg Brevet i Haanden og pillede med Neglen ved
Sammenføiningen; men som om det blot havde været en Distraktion,
dreiede jeg det hurtig og studerede ivrig Udskriften.
Hvis jeg havde haft nogen Tvivl, om Haandskriften var »en ægte Minna
Jagemann«, saa maatte den grumme snart forsvinde.
Men en særegen Omstændighed blev mig paafaldende; Adressen var
skreven med lignende rødligt og lidt grumset Blæk som hint
Prosastykke af Goethe i Poesibogen, -- formodentlig et Fluidum, der
førtes af den Rathener-Kjøbmand. I saa Fald var der ingen Tvivl om,
at det var mig selv, der havde givet Anledning til, at det var blevet
ført til Protokols, og denne formentlige Opdagelse gjorde mig lidt
roligere stemt overfor det slemme Brev.
Jeg tog et Ark Postpapir frem og skrev til Minna, at dette Brev, som
hun maatte have tabt, var blevet fundet og bragt mig, men at jeg ikke
udenvidere vilde lægge det i en Postkasse, da det syntes at have lidt
en Del af Fugtigheden, ja muligvis neppe længer var læseligt, saa at
hun maaske vilde foretrække at afsende et andet.
Derpaa lagde jeg et stort Omslag om det Hele, adresserede det og gik
strax ud for at bringe det ned i Postkassen paa »Erbgericht«, -- saa
havde jeg Fristeren og Urostifteren ude af Huset.
Et klart Maanelys laa paa Høiderne over den slumrende By, af hvilken
kun et Par enkelte Tage naaede op i dets Region, tindrende med deres
Smaaruder; -- høit over dem stod Krandsen af de steile Klipper,
tættere og mere sammensmeltet end ellers, med bløde, dæmrende Former.
Længst ude lyste Stenbruddene over Flodkrumningen, og jeg kunde
skjelne det Sted, hvor vi havde tilbragt Dagen sammen.
Denne stille, kjølige Skjønhed virkede beroligende paa mig, og den
understøttedes snart af en dødelig Træthed, som pludselig lod sig
mærke, da jeg atter gav mig til at stige op imod min Bjergborg.
Hurtigere end jeg havde troet det muligt, sov jeg ind, i Forventning
om »de Ting, som skulde komme.«


II

Den næste Morgen løb jeg strax ned til Kjøbmanden, og bragte en
Flaske Blæk med tilbage som formentligt #corpus delicti#.
Undersøgelsen gav det forønskede Resultat, at saavel Brevet som
Afskriften i Poesibogen var begaaet med dette #instrumento#. Denne
Vished lod mig strax se lysere paa Sagerne.
Saa gav jeg mig atter til at overveie »de Ting, der #kunde# komme«.
Min Sendelse maatte nu være bragt hende. At der vilde følge en
Redegjørelse fra hendes Side, var jeg ikke i Tvivl om, og det forekom
mig sandsynligt, at hun vilde vælge den skriftlige Form. Om hun vilde
sende et Bud direkte op til mig med sit Brev? Det vilde let give
Anledning til Sladder, og hun kunde vel heller ikke blive saa hurtig
færdig, at hun ikke ligesaa godt kunde benytte Posten. Denne Dag
maatte altsaa vies til Taalmodigheden.
Hvorledes fordrive den skrækkelige Tid? Først tænkte jeg paa at
foretage en lang Tur, men jeg gøs for at være prisgiven til mine egne
Tanker og dømt til at skulle vende og dreie de samme Spørgsmaal i det
Uendelige. Jeg foretrak at forskrive mig til et Uhyre af en tydsk
Familie-Roman af de reneste Intentioner og med et Indhold, som den
forbarmende Tid har udslettet af min Erindrings Tavle. --
Middagsmaden lod jeg hente.
Det blev efterhaanden glubende hedt, og der kom ingen Luft gjennem de
aabne Vinduer. Det ene Klædningsstykke blev kastet efter det andet,
og tilsidst laa jeg i bar Skjorte paa Sengen, hvilket ikke var
hensynsfuldt overfor de indtil Bunden af deres Sjæl ærbare og
anstændige Romanpersoner, som omgav mig. Andet Besøg mente jeg ikke
at risikere: den gamle Hertz kunde umulig vove sig saa høit tilveirs.
Pludselig foer det igjennem mig: hvis hun selv opsøgte mig! Det var
utroligt, men i saadanne Tilfælde maa man netop være forberedt paa
det Utrolige.
Jeg var allerede i Færd med at klæde mig paa, og gjorde det med megen
Omhu. Ja, jeg vilde endog have barberet mig, hvis ikke Solen havde
staaet saa blændende paa. Idet mit Blik faldt paa det lille Stykke
Birke-Allé, fik jeg et nyt Indfald: -- Grotten »Sophien-Ruhe«. Hun
havde sagt, at paa denne Tid kom der aldrig nogen af Husets Folk dèr;
hvad, om hun i Tillid til min Erindring og Skarpsindighed ventede mig
dèr! Hun gjorde det sikkert, -- det var som en Aabenbaring! og afsted
styrtede jeg.
Et Par Skridt fra Stedet standsede jeg for at blive Herre over min
Bevægelse, og i det samme traadte ud af Grotten en høi Herre med
Skjæg à la tydsk Souverain og misfornøiet Blik.
-- Jeg beder undskylde, stammede jeg, jeg frygter -- muligvis er
dette et privat Anlæg -- --
-- Aldeles privat, min Herre, svarede den souverain-skjæggede Mand
i den mest souveraine Tone, og jeg forsvandtes fra hans
ophøiet-misfornøiede Blik.
Ikke i det bedste Lune af Verden styrtede jeg mig paa Hovedet i
Romanens tredie Bind. Paa det mest spændende Sted fik jeg atter en
Anfægtelse. Skulde hun være hos Hertz -- hvorfor var det ikke faldet
mig ind? Rigtig, hun havde igaar sagt, at hun vilde være forhindret.
Og atter slog Roman-Sentimentalitetens Lethebølger sammen over mit
urolige Hoved, indtil Lyset var brændt ned i Stagen, og jeg sov bort
fra ædle Grever og endnu ædlere Præstedøtre.
Den næste Morgens Posttid kom og gik forbi --
Die Post bringt keinen Brief für dich,
mein Herz, mein Herz! --
Jeg paakaldte Romanens tredie Bind -- à 500 Sider. Da det var
gjennembladet, og jeg bemærkede, at Solen allerede streifede den ene
Vindueskarm, skyndte jeg mig at slaa Sæbeskum; thi naar der blandt
Hoved-Eventualiteterne befinder sig en øm Scene -- særdeles af et
ungt og sart Forhold -- er en velbarberet Tilstand høilig at
anbefale. Den anden og sidste Brevtermin nærmede sig stærkt; jeg
turde slet ikke tænke paa, hvad jeg vilde tage mig for, hvis den
skuffede mig, og dog var jeg næsten vis paa, at den vilde gjøre det.
Jeg havde faaet ryddet Stubbemarken af den høire Kind, da min Haand
kom til at ryste saa stærkt, at jeg maatte lægge Kniven bort. Grunden
dertil var, at jeg saa det lange, magre Postbud, der i sin
Uniformsfrakke og med militær Kasket lignede slette Billeder af
Moltke, skridte op ad Bakkens Zig-zag-Sti. I stakaandet Forventning
blev jeg staaende ved Vinduet, og da jeg saae ham forsvinde ved
Husets Hjørne, lyttede jeg efter hans Skridt paa Trappen, og lyttede
endnu forgjæves, da hans Skikkelse viste sig paa Marsch nedad den
steile Skraaning. En uhyre Skuffelse bemægtigede sig mig, og jeg
kastede mig ærgerlig paa Sengen. Da lød der klaskende Skridt af bare
Fødder i Korridoren, og der blev banket paa min Dør, som var aflaaset
paa Grund af det dybe Negligé, hvori jeg under Romanlæsningen havde
befundet mig. Saasnart Døren blev lukket op, stak en stor, vaad Haand
et tykt Brev ind til mig.


III

Det var virkelig fra hende! Jeg rev Convolutten op og trak flere
beskrevne Smaa-Ark frem; ud fra dem faldt et mindre Brev -- det til
Hr. Stephensen i aabnet Convolut. Denne Udlevering undrede mig, men
syntes at være et godt Varsel; naturligvis gav jeg mig foreløbig ikke
Tid til at undersøge det nærmere.
Hendes Brev, der som en ægte Kvindeskrivelse var udateret, lød i
Oversættelse saaledes:
Kjære Hr. Fenger!
Hvad mon De egentlig tænker om mig! skjøndt, -- jeg er vis paa,
at De netop ikke veed, hvad De skal tænke om mig. Jeg forstaar jo
ogsaa nok, at naar De ikke simpelthen sendte Brevet bort, saa var
det ikke just fordi det var blevet vaadt, men det betyder saa
meget, som om De holdt det hen for mig og spurgte: Hvad skal det
sige? Jeg synes ogsaa selv, at De har Ret til at forlange en
Forklaring af mig, eller i alt Fald til at vente den. Ogsaa uden
dette Tilfælde, vilde jeg have grebet den første passende
Leilighed til at lade Dem vide i alt Fald det meste af dette
Brevs Indhold. Jeg har været meget i Tvivl, om det ikke var bedst
at tale med Dem -- her er jo ensomme Spadsereture nok, og Børnene
kunde altid være med -- men jeg troer dog, det vil gaa bedre at
skrifte for Dem med Pennen, -- for det er virkelig en Slags
Skrifte. Naar det er forbi, vil De tænke ringere om mig, end De
hidtil har gjort. Men netop af den Grund er det en Nødvendighed
for mig, at De lærer mig at kjende, hvor tungt det end falder at
forstyrre Illusioner, som komme mig til Gode.
Det var et heldigt Tilfælde, at jeg netop har fortalt Dem
temmelig udførlig om mit Hjem og min Opdragelse. Et Tilfælde var
det ganske vist ikke fuldt ud, da jeg, som sagt, allerede havde
besluttet, at lade Dem vide, hvad jeg har oplevet, og saa maatte
det nødvendigvis være Indledningen. Jeg beder Dem derfor om at
samle saa Meget deraf, som De mindes; det Væsentlige vil nok have
givet Dem et bestemt Indtryk, selv om ogsaa min Fremstilling har
været lidt forvirret. Uden det vilde De bedømme mig langt
haardere, end jeg maaske fortjener.
Saa vil jeg altsaa begynde. -- Ak, gid De dog heller sad her lige
over for mig! det er dog saa svært at skrive derom.
Jeg veed ikke, om jeg fortalte Dem, at min Moder havde sex
Søstre. De vare Døtre af en velstaaende Gjæstgiver, hos hvem især
Landfolkene tog ind. De maatte alle tage flittig Del i
Husholdningen og fik derfor ingen synderlig Dannelse. Noget
Samliv var der neppe, da Moderen var optagen af Husholdningen og
Faderen af sin Forretning. Han pryglede undertiden Døtrene med
sin Stok, det var omtrent al den Opdragelse, de fik, og den har
ikke baaret gode Frugter. (Det er dog godt, at jeg #skriver# nu).
De fem af dem havde Børn, inden de blev gifte, kun min Moder og
hendes yngre Søster vare af den Mening, at Alt var tilladt, naar
man ikke begik denne Forseelse.
Af denne Moder blev jeg opdraget og hang ved hende med frygtelig
Kjærlighed; for allerede som lille Barn gjorde hun mig til sin
Fortrolige, og jeg delte hendes Sorger, medens Fader aldrig talte
med mig. Allerede som ganske lille Pige hørte jeg hende fortælle
sine Kjærlighedshistorier, og jeg voxede op i den Tanke, at jo
flere Tilbedere man havde, desto høiere steg man i Andres Øine.
Kort efter min Confirmation fornyede jeg Omgangen med en
tidligere Skolebekjendt, som var nogle Aar ældre end jeg. Vore
Haver stødte op til hinanden, og hun kaldte mig ofte over til
sig. Jeg bemærkede snart, at Emilie, naar vi spadserede, sendte
mange stjaalne Blikke til Huset i en Nabohave, og hun fortalte
mig snart, at hendes Skat boede dèr, men det maatte jeg ikke sige
til hendes Moder. En Dag saae to Herrer ud ad Vinduet, --
»Skatten« og en Ven af ham, og jeg kunde neppe tro mine egne
Øine, da Vennen nikkede til mig. Jeg fortalte det altsammen til
min Moder, og det morede hende. Hvorledes det gik til, veed jeg
ikke mer, men der blev aftalt et Stevnemøde, ved hvilket min
Moder fulgte med, og jeg kan endnu ganske tydelig forestille mig
den blandede Følelse af Selvforagt og Stolthed, hvormed jeg gik
ved Siden af det fremmede Menneske. Derefter besøgte han os. Jeg
var ikke ældre end godt fjorten Aar; saa sad han ved Siden af mig
og kyssede mig vel ogsaa, eller vi gik Ture sammen. Ak, kjære
Ven! det var skrækkeligt! tænk Dem, jeg gik i den Tanke, at det
skulde saa være, -- det Menneske var mig saa skrækkelig imod. Saa
reiste han bort, og vi skrev undertiden til hinanden -- Gud maa
vide hvorom. Jeg levede bestandig med en usikker Følelse af, at
det Hele ikke var rigtigt, især da der altid blev løiet for min
Fader.
Det maa have været kort efter denne Tid, at en ung Musiker
flyttede ind til os. Ligesom de andre Pensionærer maatte jeg
ogsaa varte ham op. Han sluttede sig nærmere til os, end Nogen af
de Andre havde gjort, og jeg fik ham -- desværre -- meget kjær,
men dog -- og nu beder jeg Dem, kjære Hr. Fenger! i Alt at
skjænke mig fuldkommen Tiltro -- paa en fuldstændig barnlig
Maade. Naar jeg gjennem Døren kunde høre, at han var i Færd med
at gaa ud, tog jeg i Hast Tøiet paa for at udrette et Ærinde for
min Moder, i det Haab, at jeg kunde komme til at gaa ned ad Gaden
med ham. En Dag blev der aftalt en Skovtur mellem mine Fætre og
Cousiner; jeg bad om Musikeren maatte komme med. De Andre vilde
ikke have det fremmede Menneske med, og jeg blev ogsaa hjemme.
Han indbød mig da til at tage alene med ham ud til Loschwitz,
hvad min Moder ikke nægtede mig; for min Fader blev der løiet,
som sædvanlig.
Derefter blev der en Aften leget Panteleg, ved hvilken han
skulde kysse mig, hvad jeg paa det Bestemteste vægrede mig ved.
Han gik ind i sit Værelse, og min Moder sendte mig ind til ham
under et eller andet Paaskud. Saa bad han mig gjentagne Gange om
Kysset, og fik det, og fra den Dag elskede jeg ham virkelig
saaledes, at jeg efter min omtrent femtenaarige Alders Begreb
troede, jeg vilde aldrig kunne faa et Menneske kjærere. Nu
begyndte hint andet Forhold at pine mig skrækkelig; men jeg
vidste ingen Udvei. Dog gik Brevvexlingen snart i staa.
Han anholdt nu hos min Moder om min Haand, og hun svarede, jeg
var endnu altfor ung til, at der kunde være Tale om Sligt. Snart
efter hørte jeg sige, at han stod i Begreb med at forlove sig med
en Anden -- hvilket dog nok var en Feiltagelse -- og min
Fortvivlelse var grændseløs. Han tog imidlertid bort fra os, og
fjorten Dage efter havde Hr. Stephensen leiet. Paa den Dag, han
reiste bort, knælede jeg paa Gulvet og rev nogle visne Kviste til
Erindring af en Guirlande, som han havde faaet ved en Skyttefest.
Saa kom Hr. Stephensen. Som han senere forsikrede, havde han kun
for min Skyld leiet denne Bolig, som han egentlig ikke syntes om.
Han var altsaa allerede indtagen i mig og betragtede mig, som han
senere betroede mig, som et overjordisk Væsen, hvem man ikke
turde nærme sig til. (Jeg maa dog, til begge disse Mænds Ære,
bemærke, at Ingen af dem havde forsøgt paa nogen uhøflig
Tilnærmelse, -- jeg har derfor senere saa godt kunnet forstaa
Mignons Lidenskab, der ogsaa er saa fuldstændig uerfaren).
Da Hr. Stephensen havde boet fjorten Dage hos os, kom Musikeren
en Aften til os for at gjøre et Afskedsbesøg. Jeg fulgte ham ud
til Døren. Dèr bad han mig om at kysse ham til Afsked, det gjorde
jeg ogsaa, og Stephensen -- [et begyndt Axel var her overstreget]
-- havde allerede i Skinsyge lyttet ved Døren. Senere har han
fortalt mig, at han fra det Øieblik af betragtede mig som alle
Andre, og nu vilde han, at jeg skulde blive hans paa den Maade,
som hans Væsen forlangte det.
Ak, kjære Ven! det var fortvivlende at høre, at jeg saaledes
havde forspildt en Mands Agtelse og Kjærlighed, at jeg i hint
Øieblik, da jeg saa lidt var mig noget Ondt bevidst, nedsatte mig
selv til et Væsen, der kun agtes for værdigt til letsindige
Forhold. Aldrig saalænge jeg lever vil jeg glemme den Følelse,
hvormed jeg i samme Aandedræt erfarede, at jeg havde staaet saa
høit for den Mand, som jeg den Gang neppe kjendte, men siden var
kommen til at elske, og saa pludselig sunket saa dybt! Tusind
Gange har jeg grædt bittert fortvivlede Taarer derover. Min
eneste Trøst var den, at jeg veed med mig selv, at jeg selv ikke
kjendte min Forbrydelse. Ofte naar jeg har tænkt derover, er det
dog forekommet mig, at naar en Mand havde faaet saa skjønt og
rent et Indtryk, hvilket jo dog kun kunde komme fra hans egen
Natur, saa skulde han ikke ved en eneste løsreven Iagttagelse
saaledes slaa om til en næsten cynisk Modsætning, men, saasnart
han var kommen lidt til Ro, undersøge, om jeg da var saa
fordømmelig, som jeg saae ud; og naar han fandt nogen
Undskyldning, dels i dette Forholds Barnlighed, dels ogsaa i det
Forkerte ved min Opdragelse og ved Omgivelsernes Exempel: -- saa
syntes jeg, at en ægte Kjærlighed ikke skulde have stødt mig
bort, men søgt at bevare mig for sig og at hæve mig til det, som
han strax havde anseet mig for. Men det er vel en umulig
Fordring, og det er maaske kun af Ubekjendtskab med Følelserne,
at jeg ræsonnerer saaledes. Det kan jo ogsaa godt være, at De,
idet De læser dette, bedre forstaar Hr. Stephensen end mig, og at
De føler, at det i hans Sted vilde være gaaet Dem ligesaa.
Det var denne Følelse, som greb mig saa stærkt, da De havde
kysset mig, og jeg havde ladet det ske. Dersom De vidste, hvem De
havde kysset, og at det langt fra -- ak, saa langt fra! var mit
første Kys! Og selve dette Kys, var det ikke et Bevis paa, at han
havde haft Ret, at jeg var letsindig? Maaske havde De ogsaa
opdaget det, og det var derfor, De troede at kunne gjøre det.
Nei, det kunde jeg ikke tænke om Dem efter den Maade, vi have
omgaaedes; og saa kysser man heller ikke saaledes. Det var maaske
barnlig legende og ubetænksomt, men ikke et af Kjærlighedens
Judas-Kys. Imidlertid, jeg forstod hverken mig selv eller Dem, og
jeg var bange for os begge. Da jeg var kommen hjem, græd jeg, som
om Hjertet skulde briste, uden ret selv at vide hvorfor.
Men jeg maa vende tilbage til hin Tid. Hr. Stephensen talte nu
meget med mig om alt dette, hvor forkert det var, om de
forkastelige Anskuelser, som min Moder opdrog mig i, og han
aabnede mit Blik for Meget, som jeg hidtil var gaaet blind
igjennem. Han talte ogsaa med mig om sin Kunst, for hvilken han
fandt megen medfødt Sands hos mig (Maleren Jagemann fra
Weimar-Perioden, en Ven af Schiller, som De maaske har læst om,
var af vor Familie, og min Fader havde selv, som ung,
beskjæftiget sig med Maleri). Jeg gik ofte med ham omkring i vort
herlige Galleri, hvor han copierede et Par Billeder. Under alt
dette blev han mer og mer lidenskabelig, hvilket var mig
skrækkelig imod, og jeg taalte det kun tildels, fordi jeg holdt
saa meget af ham. Desuden havde jeg jo det Haab, at han vilde
gifte sig med mig, hvad han dog altid søgte at faa mig snakket
fra. Han havde ingen Midler, og hans Kunst vilde lide under
økonomiske Sorger, sagde han, og naar jeg saa lovede at blive saa
god en Husmoder, at det ikke vilde koste ham mer, end naar han
var ugift, saa mente han, at et saadant Baand ikke var heldigt
for en Kunstner, at han maatte reise om, helt kunne ofre sig for
sit Arbeide og sine Ideer, og han vilde overbevise mig om, at alt
dette var Filisteri og Egoisme fra min Side, og at et frit
Forhold mellem Mand og Kvinde, under saadanne Forhold, var baade
det værdigste og idealeste. Det har jeg aldrig ret kunnet gaa ind
paa, og naar han med Rette var begyndt at finde min moralske
Opdragelse meget ufuldkommen, saa endte jeg med at finde hans
Moral noget slap; -- maaske var det en Fordom, men jeg kunde i
alt Fald ikke tilegne mig hans Opfattelse. Saa meget veed jeg
dog, at det ikke var Beregning og Klogskab hos mig, men derimod
en uovervindelig Følelse og saa den smertelige Erkjendelse, at
hans Kjærlighed til mig langt fra var saa inderlig som min;
ganske vist havde han jo sin Kunst, medens jeg kun havde ham
alene.
Da nu hans Tid i Dresden var omme, forlod han mig i den Mening,
at vi skulde blive ved at være gode Venner og skrive til
hinanden. Jeg skulde se at blive godt gift, og endelig fortælle
ham Alt, hvad jeg oplevede, at jeg ikke igjen skulde komme paa
gale Veie.
Dèr stod jeg nu. Kan De forestille Dem, hvor forladt jeg egentlig
var? Afsky for min Moder, -- det Kjæreste i denne Verden, den
Eneste med hvem jeg kunde tale, havde forladt mig, og jeg havde
ikke engang Ret til at længes efter ham. Jeg forsøgte at optage
mit Claver-Spil igjen, men enhver skjøn Melodi gjorde mig saa