Minna - 17

Indflydelse -- skjøndt nei, du tænker jo endnu langt bedre om
mig, end jeg fortjener, maaske tænker du til Gjengjæld for ringe
om ham. Jeg kan kun sige, at han selv fuldt og fast mener, at et
Samliv med mig -- og #kun# med mig -- maa virke forædlende (jeg
skammer mig virkelig ved at skrive det, men det er hans eget
Udtryk) paa hans Karakter og paa hans Kunst. Tidligere har jeg
selv undertiden tænkt det samme, det vil sige, ikke just saaledes
-- kun at Ægteskab og Familielivet maa være godt for en Kunstner,
ligesom knytte ham fastere til Livet, gjennemvarme hans Kunst --
jeg udtrykker mig kun daarlig, men du forstaar det nok -- men den
Gang (vi har nemlig ligefrem disputeret derom, da han boede her,
og jeg haabede, at han vilde ægte mig) den Gang hævdede han
altid, at en Kunstner maatte være fri, uden saadanne Baand, han
havde saa meget at kjæmpe med i Forholdet til sit Kunstideal: --
nu er han kommen til min Anskuelse, han har erfaret -- siger han
-- at han ikke kan undvære mig, han forstener, afstumpes, har
Intet at leve for, han rækker sin Haand ud efter mig, den Haand
har selv trukket mig op af en moralsk Sløvheds og Intetheds Sump
-- og nu skulde jeg --! nei, nei! -- Du ser, det er min Pligt,
det er min Bestemmelse, -- ja, min Bestemmelse.
Gud give, at vi kunde træffes og være sammen -- om mange Aar,
naar Tiden har taget Lidenskaben bort; Venskabet kan den ikke
berøre, jeg veed, at Ingen af os vil glemme den Anden. Men du
kommer vel til at leve i Udlandet, -- det var for megen Lykke at
have dig i Nærheden som Ven.
Farvel -- min elskede Ven -- Farvel!
Minna.
Jeg læste Brevet flere Gange igjennem. Dets kjærlige Tone beroligede
min Smerte, ja, der var endogsaa et Øieblik, da det indgjød mig en
vis Forsagelse. Men Reactionen fulgte strax.
* * * * *
-- »Nei, jeg vil ikke -- jeg anerkjender ikke denne Afgjørelse! Hvad
er det dog? #mig# er det jo, som hun elsker -- mig! Det med ham er jo
kun Riminiscens, og Pligt -- ja og »Bestemmelse«. En deilig
Bestemmelse: at lægge sit friske, varme Liv som et Plaster paa hans
blasserede Tilværelse .... Forresten er det altsammen min Skyld --
hvorfor har ikke #jeg# taget Afgjørelsen paa mig? -- Hvor jeg har
været en Pjalt -- al denne Correcthed og Ædelmodighed og Omsorg for,
at Vind og Sol blev skiftet lige -- det var jo ikke Andet end
Skalkeskjul for Mangel paa Villie -- og jeg lod mig imponere dertil
af ham. Men han havde saamænd »talt sin Sag«, som hun sagde den Dag;
han kan ikke undvære hende -- nei, det troer jeg, naar han er bleven
led ved de facile Piger og narret af Koketterne -- saa er han kommen
i Tanker, om ikke »den Bedste skulde være tilfals« -- for gamle
Minder, -- eller blot: han kunde ikke taale, at en Anden fik hende,
det er nok Sagen! .... Ja, jeg har været en Pjalt, en dum Dreng!
vilde maaske en Mand have givet en saadan Kvinde fra sig?«
Saaledes hudflettede jeg mig selv, -- ja, jeg bebreidede mig
endogsaa, at jeg ikke hin Nat i Schandau var kommen ind til hende og
havde forlokket hende -- saa vilde hun have været min, og intet Valg
stod hende mer aabent; jeg oversaae, at for at dette kunde være sket,
maatte vi begge have været andre Naturer. Thi jo mere en Handlemaade
synes at ligge den modsatte snublende nær, desto dybere er ofte den
Naturel-Hindring, der skiller dem.
Men nu -- hvad var der at gjøre? Opsøge hende, tage Alt tilbage,
binde hende ved hendes Ord, og selv staa til Ansvar for Alt -- Fortid
og Fremtid. Ja, men hvor skulde jeg finde hende? Det var sandsynligt,
at hun allerede ikke længer var i Meissen -- eller at jeg i alt Fald
imorgen ikke vilde finde hende dèr.
Mit Hoved værkede, mine Tanker forvirredes, sprang febrilsk hid og
did. Det var mig ikke muligt at holde Noget fast. Hvor jeg trængte
til at raadføre mig med En, helst en ældre, overlegen Person! Min
moderlige Veninde, Fru Hertz, syntes mig den eneste Tilflugt.
Ja, jeg vilde betro mig til hende, nu strax.


II

I dette Øieblik gik Døren op, og Immanuel Hertz traadte ind.
Hans skikkelige, men uskjønne Ansigt havde et høist bestyrtet Udtryk.
-- Hertz -- er du her! Din Fader er da ikke --
-- Min Fader er meget syg .... Jeg fik Telegram fra Moder -- lige
tidsnok til at komme med Toget .... Fader kjendte mig, men han laa i
stærk Feber -- jeg er bange -- at han -- gaar bort.
Til enhver anden Tid vilde disse Ord have foraarsaget mig den mest
levende Smerte, men nu var min første Tanke den: hvorledes skal jeg
kunne besvære Fru Hertz med min egen Sorg, naar hendes Mand ligger
paa Dødsleiet? At Hertz døde, syntes mig at være ganske naturligt og
nødvendigt, og samtidig følte jeg mit eget Haab slukkes .... Jeg
forsøgte imidlertid de sædvanlige opmuntrende Fraser.
-- Fader ligger i en Døs nu, derfor løb jeg herhen .... Kom med hjem,
Fenger! og bliv hos os inat, jeg veed, det vil glæde Fader at se dit
Ansigt --
Han havde Taarer i Øinene. Jeg greb hurtig min Hat og slukkede
Lampen, i det samme som han fik Øie paa Minnas Billede.
-- Nei, hvor yndigt! Og jeg, der rent har glemt at ønske dig til
Lykke, du forstaar nok -- i et saadant Øieblik -- men nu gjør jeg det
af Hjertet -- for det kan jeg jo -- det er ikke et af de Tilfælde,
hvor man siger det saadan tomt hen -- Minna -- ja, det kan man
rigtignok kalde Lykke!
Han trykkede min Haand som i en Skruestik.
-- Tak, kjære Ven! mumlede jeg og vendte Ansigtet bort fra det svage
Skjær, som Lygten kastede ind i Værelset, -- det er saa kjønt af dig,
at du midt i din Bekymring -- jeg veed jo, hvor meget du tager Del --
--
Vi gik ned ad Trappen, og han blev ved at udbrede sig om Minnas
Fortræffelighed. »Naa,« tænkte jeg, »du gjør rigtignok ingen
Røverkule af dit Hjerte.« Og det gjorde han virkelig ikke; --
aabenhjertig og indiskret forudsatte han de samme Egenskaber hos
Andre: --
-- Ja, du har sandelig Grund til at prise dig lykkelig -- Minna --
saadan en Pige! hvor jeg misunder dig -- ja, det vil sige, ikke
egentlig misunder, skjøndt ganske vist -- ja, Minna har vel nok sagt
dig, at jeg holdt meget af hende -- mer end blot som en Ven --?
-- Nei, hun har aldrig med et Ord antydet Noget -- hun har
overhovedet talt meget lidt om dig, skjøndt jeg veed, at hun kan godt
lide dig, -- men jeg maa tilstaa -- da du nu selv berører det -- at
jeg har haft en Anelse --
-- Ja, ser du, jeg har aldrig sagt hende det, jeg mener, erklæret
mig, men Kvinder mærker det jo altid. Nei, jeg -- holdt min Følelse
for mig selv, jeg troer, hendes Hjerte var den Gang ikke modtageligt
for saadanne Følelser -- hendes Fader var nylig død, for Resten var
der ogsaa Andet -- men maaske veed du bedre Besked med det .... Min
Moder, som jeg betroede mig til, -- det kan jo heller ikke nytte at
skjule Noget for hende, hun ser tvers igjennem En, ja -- hende kan
man rigtignok kalde en Menneskekjender! Moder var ogsaa af den
Mening, -- hvor gjerne hun ogsaa vilde have haft hende til
Svigerdatter. Saa kom jeg jo ogsaa til Leipzig. Men jeg glemmer hende
aldrig! Naa, nu kan du da forstaa, hvor glad jeg er over, at det
netop er dig, som hun faar.
Jeg havde en Følelse, som om jeg maatte give mig til at skrige, hvis
dette varede ved, og priste mig lykkelig, da vi kom til Hjørnet, hvor
Hertz's boede, og han gav sig til at klage over Faderen: saa
forandret, han havde seet ud, ganske hulkindet!
Lægen havde netop været der. Jeg kunde se paa Fru Hertz -- eller
snarere mærke paa hende -- at hun ikke havde meget Haab. -- Han laa
bevidstløs hen; Gradetallet var foruroligende høit.
Immanuel Hertz og jeg gik snart ind i Dagligstuen. Jeg erindrede et
Tilfælde med en gammel, svagelig Dame, der i et Par Dage var næsten
opgiven af Lungebetændelse, og som dog kom sig; det faldt mig ogsaa
ind, at jeg havde hørt af en Læge, at netop Jøder havde en stærk
Livskraft til selv i høi Alder at komme igjennem saadanne Sygdomme
med. Det opmuntrede synlig min sangvinske Ven.
Han gik hyppig ind i Sygeværelset og blev kortere eller længere
derinde; Moderen veg ikke derfra. Undertiden fulgte jeg med, men den
meste Tid blev jeg siddende i Dagligstuen, sammensunken i en Stol,
sløv og ærgerlig. Jeg var i et Sorgens Hus uden at kunne deltage i
Sorg og Bekymring, jeg var selv ulykkelig, men græde kunde jeg ikke.
Det var saa sent, at Minna ikke længer kunde ventes. Alt var mig
ligegyldigt og kjedsommeligt. Ja, jeg kjedede mig virkelig og havde
en Følelse af, at jeg maatte gjøre det bestandig, at det vilde blive
kjedeligere og kjedeligere, indtil Døden tilsidst tog En. Jeg havde
gjerne byttet med Hertz, -- hvis man overhovedet kunde have sagt, at
der var Noget, som jeg gjerne vilde.
Endelig var jeg midt paa Natten sunken hen snarere i en Sløvheds Døs
end i en Halvslummer, da den unge Hertz kom ind og sagde:
-- Han har kjendt mig -- Fader er ved sin Bevidsthed, -- kom med ind.
Den Syge smilede svagt, da han saae mig og sagde: »Kjære Fenger!« --
»Minna,« mumlede han kort efter.
-- Hun kommer nok imorgen, sagde Fru Hertz.
-- Saa vil hun spille for Dem, føiede jeg til, skjøndt det var mig,
som om jeg ikke skulde kunne faa et Ord frem.
-- Beethoven, hviskede den Gamle og lukkede Øinene.
Fru Hertz lagde Hovedpuden bedre tilrette; derpaa gradede hun;
Thermometret var sunket til lidt under 41° C.
Kort efter begyndte han at tale om, at Tid og Rum var
Anskuelsesformer, men Sjælen var en »Ding an sich«, en Substans, et
Noumenon -- Intelligibile -- disse Ord blev han ved at gjentage.
Sønnen, der blev bevæget og urolig ved disse Tanker, som syntes at
dreie sig om Døden, greb hans Haand og sagde:
-- Nu skal du ikke tænke, Fader, nu skal du hvile dig.
-- Imorgen kommer maaske Kühne, saa kan I philosophere sammen, sagde
Fru Hertz.
-- Imorgen! sukkede han -- med en ganske eiendommelig Betoning.
Fru Hertz vendte sig bort: --
-- Ja vist, vent til han kommer, han forstaar det jo bedre end vi.
-- Noumenon, sagde den Gamle.
-- Amen! mumlede Diakonissen og korsede sig. Hun troede, han havde
paakaldt en Helgen -- eller maaske en af Propheterne.
Immanuel og jeg, der havde hørt det, kunde ikke lade være med at
trække paa Smilebaandet. Jeg undrede mig over, at jeg endnu kunde
finde Noget komisk. Ak, Ingen vilde mer end Hertz selv have moret
sig over den Humor, som laa i denne Feiltagelse, men han var allerede
død for Omverdenen.
Længe laa han stille hen, saa begyndte han at fantasere. De
Brudstykker, som vi opfattede, tydede paa, at han var hensat til sine
Königsberger- og Rigaer-Dage. Flere Gange hørte jeg ham sige: »Der
skal ikke ringes« -- hvad jeg mente skrev sig fra den Børshistorie,
som han sidst havde fortalt os. Jeg saae hele den hyggelige
Kaffescene i det dunkle Regnveirslys med Skjæret fra Spritflammen
flakkende over Minnas kjære Ansigt, der var saa nær ved mig og
smilede saa fortrolig. Fru Hertz bemærkede en Taare paa min Kind og
trykkede min Haand, rørt over min Deltagelse.
Henad Morgenstunden, da Immanuel og jeg vare faldne i Søvn inde i
Dagligstuen, døde saa den gamle Hertz, uden at hans Hustru, der ikke
veg fra hans Seng eller havde Øinene fra ham, kunde sige, naar Døden
var indtraadt.
Vaagekonen var forlængst sovet sødelig ind.


III

Hertz blev begravet tre Dage efter paa »Der weite Kirchhof«.
Jeg veed ikke, om Jøderne i Dresden maaske ikke holde sig strengt til
den mosaiske Kirkegaard, eller om den uorthodoxe Familie forlængst
var traadt ud af Synagogen. Dengang tænkte jeg ikke derover, jeg
tænkte over Intet, -- jeg sandsede neppe. Jeg har derfor heller ingen
Anelse om, hvorvidt der blev holdt Tale, eller om det var en jødisk
eller christen Præst, som forrettede Ceremonien -- vil et Øienvidne
paastaa, at det var en Derwisch eller en Druide, saa for mig gjerne.
Det Hele staar for mig som en forvirret Drøm. Jeg husker, at
Kjæmpepoplerne susede tungt og søvndyssende, og at nogle Smaafugle
kvidrede i det skarpe, kjølige Sollys. Og saa ser jeg, lidt foran mig
tilhøire, Minnas sortklædte Skikkelse. Det var for mig -- for hende
med, kan jeg tro -- ikke saa meget den gode, gamle Ven, vi begravede,
som vort eget korte og lykkelige Samliv, hele vor Kjærlighed. Ved
Kirkegaardsporten trykkede vi hinanden i Haanden fast og længe -- for
sidste Gang i mange Aar.
Minna havde fortalt Fru Hertz Alt.
-- De har handlet rigtig, sagde den gamle Dame til mig den følgende
Dag. Og stakkels Minna! hun har i alt Fald troet at handle rigtig.
Men det gjør mig frygtelig ondt og ikke mindst for hende.
Jeg hørte af hende, at Stephensen reiste til Danmark om faa Dage for
at gjøre Alt rede, og at Minna snart skulde følge efter. Selv tænkte
jeg kun paa at komme bort. Min Onkel havde ikke Noget imod, at jeg
kom allerede nu, og en Uge efter gamle Hertz's Død var jeg
reisefærdig.
Fru Hertz forærede mig ved Afskeden det lille Manuskript af Heines
Digt -- hvor bittert sandt passede det nu paa mig! og dog var det mig
saa dyrebart. Jeg har bevaret det som en Helligdom, hvis Ufalbarhed
bragte engelske Samlere til Fortvivlelse.
* * *
Der gik Aar hen efter Aar med anspændt, næsten rastløs Virksomhed. I
Begyndelsen fulgte det af sig selv, at jeg neppe saae Andre end
Fabrikkens Arbeidere og Funktionærer, -- derefter var det blevet mig
til en Vane, som tiltalte mig. Med min Onkel kom jeg godt ud af
det, uden at vi dog blev fortrolige. Han fandt Behag i min
Arbeidsdygtighed. Efter et Par Aars Forløb frygtede han, at jeg
skulde overdrive den, blive »Forretnings-Pebersvend«, som han kaldte
det. Han opfordrede mig til at tage mere Del i Livet: en Mand i en
saadan Stilling bør skabe sig Forbindelser.
Lidt efter lidt gav jeg efter og forandrede min Levevis noget.
Der blev ikke Tale hverken om Cavalkader i Hyde-Park eller om
Ferieren paa Herregaarde, men jeg lærte en Del brave Borgerfamilier
at kjende -- næsten alle velstaaende Fabrikanter. De unge Damer vare
ikke Arvinger til Millioner, men ikke mindre smukke for det -- de,
der #var# smukke -- og tomhændet vilde Ingen af dem komme til at gaa
ind i Ægteskabet. Forresten behagede den langagtige engelske Type mig
ikke særlig -- jeg havde et andet Ideal i Hjertet -- og min
Koldsindighed ærgrede ofte mine Kammerater, der ansaae den for
Hykleri.
Endelig lærte jeg en ung Pige at kjende, der gjorde et vist Indtryk
paa mig, og om hvem min Onkel snart erklærede, at hun ikke var
ligegyldig overfor mig, -- en Paastand, som unægtelig smigrede mig i
høi Grad. Hun var eneste Barn af en Klæde-Fabrikant, som var mer end
velhavende, i alt Fald efter danske Forhold. Hun viste mig megen
Venlighed om end indenfor rent selskabelig Form. Jeg var ikke just
vis paa, at min Onkel havde Ret i, at jeg med lidt god Villie maatte
kunne vinde hendes Hjerte med tilhørende Haand, men jeg tænkte mig
Muligheden deraf. Jeg ønskede det halvveis og begyndte at glide over
i et mindre »selskabeligt« Forhold.
Det var lige efter Jul -- den fjerde, efter at jeg havde forladt
Dresden.
Saa var det en Aften, at jeg paa en Koncert af en Ven blev
præsenteret for en tydsk Musiker, som vel kunde være et Par Aar ældre
end jeg, maaske ogsaa mer.
Han havde spillet en Violin-Cavatine, -- det var en mindre, halvt
privat Concert; paa større Concerter optraadte han sjelden, skjøndt
han vistnok var dygtig nok dertil. Han havde sit rigelige Udkomme ved
at undervise i Violin- og Claverspil. I hans Ydre var der noget
Distingveret og ikke saa lidt Slapt.
Vi kom til at gaa alene hjem sammen. Tydskeren var meget snaksom, han
gjorde tykt Nar ad de gode Englænderes Musikalskhed og fortalte med
en Del Humor flere Anekdoter, blandt Andet om en ung, rig Miss, der
havde indfundet sig hos ham for paa otte Dage at lære at spille
»Maaneskinssonaten« (naturligvis første Sats) -- hun havde aldrig
rørt et Claver.
Vi gik ind i en Restaurant for at spise til Aften, og forlangte Ale.
»Prost,« sagde jeg og drak ham til, -- »det er dog en herlig Drik!«
-- »Saamænd,« brummede Tydskeren og strøg et Par Draaber af
Knebelsbarten -- »men jeg siger dog: Hvem der sad i »Drei Raben« med
et godt Glas Spaten-Bräu foran sig, som jeg paa denne Tid af Døgnet
har gjort mangen god Gang.« -- »De er kjendt i Dresden!« foer det ud
af mig. Drei Raben! hele Scenen med Stephensen stod lyslevende for
mig. -- Tydskeren smaalo: »Det skulde jeg mene, men jeg vidste ikke
af, at De havde været dèr. Længere Tid?« -- »Et Par Aar, jeg gik paa
Polytechnicum -- det er nu fire Aar siden jeg tog derfra«. -- »Hm.
Jeg var der et Par Aar før -- spillede hos Lauterbach .... Det var
noget Andet end London -- saadan en Opera! Ak ja, ja, ja!«
Han trommede med Fingrene paa Bordet og stirrede drømmende ud for
sig: »Opvarter -- Johannisberger Schloss! -- til tydske Minder, tydsk
Vin!«
Ungdommens gyldne Dage, Kunstnerliv! tænkte jeg. -- Han hænger ogsaa
ved sine Dresdener-Erindringer, ak! hvad kunne de være imod mine!
Vinen kom; han skjænkede i: »En Skaal for vore Elb-Florentiske
Dage!« Vi klinkede, drak ud og stirrede længe tavse hen for os.
»De kom vel ogsaa tidt hos Renner -- i »Drei Raben«, mener jeg?«
spurgte han i en aandsfraværende Tone. -- »Nei, jeg har kun været der
en enkelt Gang. Maaske boede De i Nabolaget?« -- »Ja, lige tæt
derved.« -- »Hvor?« foer det ud af mig -- mit Hjerte bankede stærkt.
-- »Hvis De kan huske en lille Gade -- Röhrhofsgasse.« --
»Röhrhofsgasse!« gjentog jeg og stirrede paa ham. Han smilede: »Har
De maaske ogsaa boet dèr? det var et underligt Træf!« -- »Nei, boet
dèr har jeg just ikke, men jeg havde dèr min jevnlige Gang -- jeg kom
til en Familie dèr.« -- »Ja saa! Hm! .... i disse Smaagader kjender
jo Alle hinanden, maaske har De tilfældigvis hørt Noget om de Folk,
som jeg logerede hos, -- det var en Gymnasiallærer --.« »Jagemann!«
udbrød jeg. Musikeren førte just et fyldt Glas til sine Læber og
spildte, saa de gyldne Draaber perlede ned over Kjoleopslaget. »Ja,
det var hos dem jeg boede,« sagde han og tørrede sig omhyggelig. Nu
vidste jeg, hvem jeg havde for mig: det var hendes første
halvt-barnlige Kjærlighed, den Musiker, som Stephensen havde seet
hende give Afskedskysset. »Og det var hos dem jeg kom,« sagde jeg;
»det vil sige, Jagemann var død, det var hos Fruen og Datteren.« --
»Minna, -- det var en smuk Pige!« Vi stirrede begge ned i vore Glas,
som om vi med Heine saae Alt deri --
vor Allem aber das Bild der Geliebten,
das Engelköpfchen auf Rheinweingoldgrund.
»Veed De, om hun -- Minna Jagemann -- om hun siden -- er bleven
gift?« spurgte han endelig.
Jeg fortalte, at hun havde ægtet en dansk Maler, gjorde nogle
Bemærkninger om hans Stilling og Omstændigheder og berettede det
Lidet, jeg havde hørt om dem gjennem Bekjendte -- at hun havde faaet
en Datter, som var død for et Aarstid siden.
Musikeren sad tavs ligeoverfor mig, tømte hyppig sit Glas og huskede
ikke altid at skjænke for mig -- han havde bestilt en Flaske til og
indviet den med et Glas for »Die schöne Jagemann«. Ogsaa jeg tav --
»wir schwiegen uns aus«, som Schumann en Gang skal have sagt. --
Da jeg denne Nat lagde mig til Hvile, var jeg paa det Rene med, at
jeg havde været i Færd med halvt i Sløvhed at begaa en Uhæderlighed
og en Dumhed, skjøndt Ingen vilde have kaldt det det første og Alle
vilde have kaldt det klogt. Fra den Dag af trak jeg mig tilbage fra
Klædefabrikantens Hus.
Min Onkel besværede sig over min lunefulde Opførsel. Jeg klagede over
Hjemve, -- trængte til at besøge mine gamle Bekjendte. -- En Uge
derefter var jeg i Kjøbenhavn.
* * *
Mine Bekjendte i Danmark vare ikke mange, og Ingen af dem havde
direkte Omgang med Stephensens. Men takket være vor Hovedstads
Sladderagtighed, hørte jeg dog en Del om dem paa anden, tredie Haand.
At jeg spurgte mig for om en Dresdener-Bekjendts Skjæbne i Danmark,
kunde neppe være paafaldende, og hvis Nogen anede en dybere
Interesse, saa bekymrede jeg mig ikke stort derom. Jeg vilde vide
Besked.
Den almindelige Mening var, at de levede lykkelig sammen, det var jo
et Passions-Giftermaal, en Ungdoms-Kjærlighed -- maaske en første.
Men Andre sagde, at hans Courmageri -- en skarp Tunge kaldte det
Liaisoner -- neppe kunde undgaa hendes Opmærksomhed, og at hun
rimeligvis var meget lidenskabelig og heftig. Tvertimod, paastod
Enkelte, hun var blid, men enfoldig. »Enfoldig!« udbrød Flere, »hun
kan jo sprudle af originale Indfald, -- men de er ikke altid
behagelige for Alle, hun har et meget skarpt Blik for Folks Feil.«
»Hun er i alt Fald interessant,« sagde en ældre Mand. »Men hun er
uden Interesser,« bemærkede en yngre Litterat. Men en Dame, der boede
ovenover Stephensens, oplyste, at hun i alt Fald var en passioneret
Musik-Elsker, da hun som oftest spillede den halve Dag. Det
forundrede Alle, da de aldrig i Selskaber havde hørt hende røre
Claveret, og hun kun sjelden viste sig ved Concerterne. Hendes Ydre
var man temmelig enig om at beundre.
Jeg havde snart været i Kjøbenhavn i fjorten Dage, og endnu ikke seet
et Glimt af hende. Skulde jeg ligefrem gaa op og besøge hende? Jeg
overveiede dette Spørgsmaal for Gud veed hvilken Gang, da jeg
temmelig sent om Aftenen traadte ind i Café à Porta. I det forreste
Værelse var der kun et Par Gjæster. Idet jeg saae mig om for at vælge
min Plads, hørte jeg fra Side-Cabinettet en Stemme, der ikke var til
at tage Feil af: det var Stephensens -- kun en Grad mere læspende sød
end tidligere. Jeg satte mig, saa stille som muligt, dèr, hvor jeg
bedst maatte kunne overse Cabinettet.
Af det livlige Selskab derinde kjendte jeg kun -- Minna, som jeg saae
i Profil -- en Smule »tabt« Profil, neppe en halv Snes Skridt fra
mig. Stephensen maatte sidde inde i en Hjørnesopha, der kun viste sig
med Lidt af det fjerneste Armlæn. En lattermild Blondine støttede sin
Arm paa det, og underholdt sig aabenbart med ham; hendes Ansigt havde
en vis vulgair Skjønhed; hvert Øieblik lagde hun Hovedet paa Siden,
saa det rødlige Haar rørte ved hendes halvblottede Skulder, der
dæmrede under en bred Bort af sorte Kniplinger. De smilende Blikke,
som hun bestandig lod spille ind imod det skjulte Hjørne, hvorfra
Stephensens Røst lød, vidnede om, at hun var -- jeg vil ikke sige
just i Solskinshumeur, men snarere i en Tilstand af elektrisk
Illumination. En af Herrerne tiltalte hende med et Navn, som jeg
allerede havde hørt Sladderen sætte i Forbindelse med Stephensen.
Minna sad tilbagelænet og syntes at se ned for sig, men det var
aabenbart, at hun hele Tiden holdt Øie med dem. Opvarteren traadte
hen til mig for at modtage min Bestilling. Jeg var i Forlegenhed, da
jeg frygtede for, at min Stemme strax skulde blive kjendt af Minna.
Men netop nu brast hele Selskabet -- undtagen Minna -- i en Latter af
den Art, der pleier at lønne mindre smagfulde end træffende
Vittigheder, -- og dækket af denne Støi fik jeg uden at røbe mig
opfyldt min Pligt som Cafégjæst.
En høi, skjægget Mand, der sad ved Siden af Minna, havde strax været
mig paafaldende. Hvo kjendte ikke -- i alt Fald fra Billeder -- vor
store Lyrikers Kjæmpeskikkelse og Vikingeaasyn? Paa Selskabets Vegne
forargede han sig over Minnas Tilbageholdenhed, men paa en jovial
Maade, der endogsaa havde noget Hjerteligt ved sig: -- »Hvorfor
sidder De her midt imellem os som en smuk Billedstøtte, Fru
Stephensen? Tag det bredt og vær ingen tydsk Philister .... De er jo
mellem Kunstnere .... Tøm Deres Glas.« -- »Jeg er blot træt,« sagde
Minna. -- »Saa skal De netop drikke.« -- »Men jeg kan ikke lide
Champagne.« -- »A ha! for fransk, let og spirituøs -- ikke for Dem.
Men Rhinskvin maa De da kunne lide? .... hvad? .... Godt! .... Karl!«
-- Opvarteren styrtede derind. -- »Lad det nu være nok med de
Narrestreger!« sagde hun, halvt uvillig, halvt leende. -- »For Alvor?
jeg maa ikke --?« -- »Nei, men jeg takker for den gode Villie ....
Lad mig blot sidde og skjøtte mig selv -- jeg er saa træt og har
Hovedpine.« -- »Du vil da ikke allerede hjem?« lød Stephensens Røst
-- denne Gang meget gnaven. Minna svarede ikke, men gabede i sit
Lommetørklæde, lænede sig tilbage og saae ned til Siden. Hun saae
virkelig ud, som om hun var træt -- ikke med en akut, men med en
chronisk Træthed. Ansigtet var næsten uforandret, kun var Kinden lidt
mindre rund. Jeg havde bemærket, at hun talte overraskende rent
Dansk, -- den fremmede Accent var ganske let.
Conversationen rundt om hende blev nu meget livlig. Den dreiede sig
om Æsthetik, -- hvis man vil kalde den saaledes. Navne som Ibsen,
Zola, Dostojewskij, Wagner, Berlioz, Millet, Bastien-Lepage, ja
endogsaa videnskabelige som Darwin og Stuart Mill formelig smældede
En om Ørene. Skjøndt det gik usædvanlig broget til, undrede det mig
endda ikke saa meget, da jeg under mit korte Ophold her havde lært
Tonen noget at kjende. Ganske vist, i Begyndelsen havde den imponeret
mig overordentlig: Du gode Gud, hvad maa de Folk ikke have læst og
hørt, saadan en Dannelse og Indsigt og saa mange Interesser! Men
snart blev jeg mere kritisk, jeg anede, at de, der snakkede mest,
interesserede sig mindst, og at mange, der æsthetiserede høit, ikke
engang stak saa meget dybere end jeg selv, der havde haft Andet at
bestille end at »følge med«, og hvis Læsning ved det engelske Liv var
bleven henvendt paa ganske andre Forfattere end dem, der var Mode i
Danmark. Jeg havde endogsaa en Mistanke om, at dette var Tilfældet
med den gode Stephensen selv, der nu blev mer og mer veltalende; han
vilde formodentlig gjerne glimre for Blondinen, der virkelig ogsaa
syntes at være ved at daane af Beundring. Den Herre, der havde villet
bestille Rhinskvin til Minna -- en førladen Mand med et prægtigt
blondt Skjæg -- ophidsede ham til en bestandig mere yderliggaaende
Radikalisme, og syntes mig overhovedet at have det ganske Compagni
tilbedste.
Stephensens veltalende Replikker udartede endelig til en fuldstændig
Harangue om Fremtidskunsten. Han slog om sig med Floskler som »den
demokratiske Formel i Kunsten« -- »en videnskabelig Illustration af
Livet -- i Modsætning til dekorativ Luxus«, om at Penslen skulde i
den sande Kunstners Haand være en Sonde i Samfundssaaret. --
-- Saa vil jeg raade dig til at skylle dem godt rene, indskjød
Lyrikeren.
Latterens Bølger overskyllede en Tid Diskussionen, men Stephensens
hule Svada flød ovenpaa som Kork. Minna hævede sit Blik og saae paa
ham. -- Skulde hun virkelig lade sig imponere af dette Gallimathias?
tænkte jeg; Udtrykket i hendes bortvendte Øie kunde jeg ikke se. Men
saa dreiede hun Hovedet om i mer end Profil med halvt sænket Blik --
og jeg blev næsten forskrækket over det Smil af kold Foragt, der laa
om Læberne og den Uvillie, som formørkede Panden og lyste ud af
Øinene. Saaledes havde hun betragtet ham og havde vendt sig bort,
fordi hun mærkede, at disse Følelsers Udtryk blev for synligt. Lidet
anede hun, at hun vendte sit Ansigt mod En, der kunde læse dets
Skrift Linie for Linie som sit Modersmaal, medens hine Andre høist
kunde tyde et Par Ord af dem, der ere ens i alle Sprog. »Pjalt,«
hviskede disse faste Læber, »Løgner, Floskelmager!« raabte denne
aabne Pande, »Troløse!« udbrød de klare Øine, der kunde se saa ømt og
nu stirrede saa haardt, men hele det forgræmmede Ansigt sukkede: »og
#han# var min Ungdoms store Kjærlighed!«
-- Men Rafael? indvendte et ungdommeligt Medlem af Selskabet -- ham
kan man da ikke saadan helt -- --
-- Bah! Rafael -- en Distanceblænder, lød det forklarende fra det
store, godmodig smilende sorte, lidt graasprængte Vikingeskjæg.
Aarhundredernes Afstand, det er det, der gjør det. Lad blot
Stephensen ligge et Par hundred Aar i Blød, saa skal du bare se, hvad
han bliver til for en Karl.
-- Ja, men -- udbrød Blondinen -- saa maatte jo ogsaa alt dette --
det vi nu -- #vor# Kunst -- den maatte jo ogsaa blive forældet,
ligesom den gamle er det nu --?
-- O Logik! raabte den Skjæggede, -- dit Navn er _simplicitas
profana_! Ak ja, Frøken! Alt er relativt! selv vor store Stephensen
er ikke helt absolut -- tag Dem derfor i Agt for at tage ham #for#