Minna - 16

Haand rørte ved det, som vi havde ment maatte være »tabu«. Dette Held
beroede kun paa hans Sikkerhed, og det var den, der afnødte mig den
tause Tilstaaelse -- den pinligste af alle overfor en Medbeiler --:
at han var mere af en Mand end jeg. Ganske vist sagde jeg mig selv,
at det var kun den ydre, tilsyneladende Mandighed, der i
Virkeligheden kun vidner om større Bevandring i det selskabelige Liv;
men beskjæmmende og foruroligende blev det ligefuldt.
Minna tog imod Bladet uden at svare og med sænket Blik. Hun lagde
det i sin Mappe ved Siden af mit Portrait, og jeg udlagde dette
Naboskab som et godt Varsel.
Jeg husker ogsaa, at jeg opsøgte hin støvleformede Plet paa
Tapetpapiret -- den var ved denne Belysning ikke saa let at finde --
for at afvende det onde Varsel, der kunde ligge i hint Indfald, da
jeg tog Afsked med Minna: »maaske faar du aldrig mere denne Plet at
se«. Hvis jeg nu havde forsømt at betragte den, kunde det jo gjælde
endnu! Jeg var i disse Dage saa overtroisk som en gammel Kjælling,
fordi kun mine Forhold existerede, og Alt maatte have Betydning for
dem.
Fru Jagemann sad i sin Stol og halvsov med aabne Øine; hun forstod
Intet af, hvad der bevægede os, men mumlede mekanisk:
-- Allerkjæreste -- Ak Gud, ja -- det kan man rigtignok kalde Talent.
Vi snakkede endnu et Kvarters Tid om ligegyldige Ting, -- for at
forhale Afskedsøieblikket. Endelig rev vi os løs.
Minna lyste os ud paa Trappen. Gadedøren var endnu aaben.
Jeg lod ham træde først ud. Han vendte sig, og idet han tog Hatten
af, strakte han den høire Haand ud imod mig.
-- De sagde igaar Aftes, Hr. Fenger, at vi skildtes som Fjender. Se,
nu har vi dog tilbragt en Aften ret venskabelig sammen. Vi kan i
Virkeligheden ikke hade hinanden; for hvem af os, der end bliver den
Begunstigede, saa vil den Anden være det Menneske, der mest af Alle
ønsker ham Lykke -- for hendes Skyld.
-- De har Ret, Hr. Stephensen. Men vore Veie er skilte. Farvel!
Vi gik hver til sit.
Det var hørt op med at regne. Mellem de løse Skyer tindrede hist og
her en Stjerne over de blanke Tage. De vaade Brostene og
Flisefortovene skinnede langt bort med en øde og trist Glands.


VIII

Den følgende Dag gik jeg som sædvanlig paa Polytechnicum. Men
forinden havde jeg allerede skrevet til min Onkel.
Efter Middag besøgte jeg Hertz's, for at kunne give min Ven
Efterretning om Faderens Befindende. -- Den gamle Mand laa i Sengen;
han hostede og havde lidt Feber.
Hertz spurgte strax efter Minna -- hvorfor hun ikke var med?
-- Vi mente, I var uadskillelige, tilføiede Fru Hertz.
Det var godt, at de gule Persienner vare rullede ned; den Smerte, som
dette Udtryk voldte mig, vilde ellers være bleven paafaldende. Jeg
syntes, jeg kunde føle, at jeg skiftede Farve, og at Veiret gik fra
mig ligesom ved et Sting. I saa ligegyldig Tone, som jeg kunde
overkomme, fortalte jeg, hvor hun var taget hen og hilste fra hende.
De gamle Folk blev meget forundrede over, at hun saa pludselig var
reist bort uden at sige dem Farvel. Og iforgaars havde hun ikke
engang vidst Noget derom!
-- Hun fik først Brev derom igaar, sagde jeg. -- Cousinen ønskede saa
meget, at hun skulde komme strax -- hun var ikke rask -- Humeursyge
troer jeg.
-- Ja, saa kan jeg tænke, hun maatte afsted, sagde Fruen; Minna er
altid saa mageløs, naar Nogen feiler Noget.
-- Det er rigtignok Skade, at det skulde være netop nu, klagede
Hertz. -- Jeg havde glædet mig til, at hun var kommen i disse Dage,
hun havde nok spillet lidt for mig, -- Døren kunde staa paa Klem ind
til Dagligstuen -- hun spiller saa kjønt.
Jeg skyndte mig at forlade dette farlige Omraade, og fortalte om min
Onkels Brev, der kaldte mig langt tidligere til England, end jeg
havde ventet.
-- Allerede i Løbet af Maaneden! udbrød Hertz. -- Ja, Dresden er som
et Hotel, hvor den Ene tager ind, og den Anden reiser. Kun saadanne
gamle Folk, som vi, sidder fast, til man en Gang begraver os her.
Ifjor flyttede Maleren Hoym til Berlin, og Professor Grimm, der var
en meget lærd Kantianer, kom til Hamborg for et Par Aar siden ....
Naa, De er jo ung og maatte ud at virke -- et Aarstid før eller
senere.
-- Der er nok En, for hvem det Aar mindre i Dresden ikke har saa lidt
at sige, bemærkede Fruen.
-- Ja, Minna -- stakkels --. Han afbrødes ved et Anfald af den tørre
Hoste, som af og til havde besværliggjort hans Tale.
-- Endnu har jeg slet ikke sagt hende det, -- den Tanke allerede at
skulle forlade hende gjorde mig ganske fortvivlet. Jeg har tænkt
meget paa, om jeg ikke skulde se at faa min Onkel til at opgive denne
Bestemmelse. --
-- Nei, nei, kjære Fenger, sagde den gamle ivrig og strakte Haanden
ud -- ikke det -- Arbeidet kan ikke rette sig efter -- efter vor
Tilbøielighed .... Pligten først -- Virksomhed jo før jo heller --
Mandens Kjærlighed arbeider -- og Kvindens bier. --
-- Du maa ikke tale saa meget, det anstrenger dig .... Men saaledes
er det, -- ja, vi to Gamle har ogsaa kjendt det i sin Tid .... Vær
ikke for bekymret over det. Minna er en forstandig Pige og en trofast
Sjæl, hun vil ogsaa have Tillid til Dem .... De kan tro, hun vil
komme lettere gjennem Ventetiden, end De nu tænker Dem.
-- Jeg vil haabe det, kjære Frue, men jeg troer rigtignok, at De
altid har haft et roligere Sind og ligeligere Temperament end Minna,
og at De derfor i Deres Ungdom har lidt mindre ved en saadan
Adskillelse.
-- Ja, det er rigtigt, sagde Hertz, -- for Minna -- vil det falde
tungere .... Men -- vi maa alle kjæmpe -- hver med sit -- og det
bliver til vort eget Bedste. --
-- I alt Fald er det ikke den Slags Kampe, som man bukker under i,
sagde Fruen muntert. Saar troer jeg ikke engang der er at frygte, og
Strabadserne, veed De nok, kommer man over. -- Og eet kan De være vis
paa, at vi skal være Alt hvad vi kan for den kjære Pige, og hun
kommer ikke til at mangle Venner, for saa vidt som et Par gamle Folk
som vi kan være det.
-- Jeg kunde aldrig ønske hende bedre Venner, og det er mig det mest
beroligende, at hun her har et andet Hjem, hvor hun altid finder
Forstaaelse, og hvor der er fredet om de kjære Minder, som vi har
sammen.
Jeg stod op og rakte Hertz Haanden.
-- Nu skal De have Ro og ikke fristes til at tale, -- jeg vilde
ønske, jeg kunde spille for Dem .... Naar jeg kommer hjem, skriver
jeg til Deres Søn, saa kan jeg bringe ham en frisk Hilsen.
-- Ja, hils ham -- og -- at han ikke gjør sig Bekymringer, -- jeg
mener, -- han er jo saadan en kjærlig Søn, -- men De ser selv, det er
ikke Noget -- af Betydning.
Fru Hertz nikkede med sit rolige, uforstyrrelige Smil.
-- Det er kjønt af Dem, at de strax tænker paa at fortælle Immanuel
det, -- nu faar I jo længe ikke hinanden at se, og han holder meget
af Dem, -- De maa besøge ham paa Veien.
-- Det har jeg ogsaa besluttet .... Farvel! --
Jeg havde under denne Samtale et Øieblik glemt den frygtelige
Usikkerhed, hvori min Kjærlighed nu levede. Men skjøndt denne
Bevidsthed nu vendte uafviselig tilbage, forekom Faren mig dog
ringere, og jeg var mere tilbøielig til at se lyst paa Fremtiden, end
jeg havde været det siden min Samtale med Minna. Billedet af dette
elskværdige gamle Ægtepar var saa sammenvævet med vor Kjærligheds
fredelige Idyl, at blot denne korte Samværen med dem opfriskede dens
Farver til et Liv, der bortlyste al Frygt for en tragisk Skygge. Jeg
havde fundet dem med den samme Tillid til vor fælles Lykke som før,
nu da den for mig stod saa anfægtet, og jeg tog denne Tillid for
endnu bedre Varer, fordi den beroede paa Uvidenhed -- hvilket ganske
vist i Andres Øine vilde have forringet dens Værdi; men jeg trængte
just til et Støttepunkt, der ikke engang havde følt Noget til
Rystelsen. »De vil ikke blive skuffede,« sagde jeg til mig selv, »Alt
vil vende sig til det Bedste, -- den gamle Hertz dør ikke, og jeg
mister ikke Minna.«
Denne Slutning var ikke afgjort logisk. Men selv om den havde været
det, saa kunde jeg dog maaske ved dette Sygebesøg, hvis jeg havde
været mindre optagen af min egen Skjæbne, have bemærket Meget, der
lod befrygte, at en stærkere Disputator -- den stærkeste! -- vilde
sige sit: _Nego majorem_. --


IX

Da jeg havde skrevet Brevet til Immanuel Hertz, gik jeg ud at
spadsere.
Med Gaarsdagens Regn var der sket et Omslag i Veiret. Det var skyet
og blæste raakoldt, som om man var i November. Jeg drev om i
Villa-Kvarteret, slentrede gjennem Parken, hvor de latterlig udmaiede
kolossale Ammer promenerede med Børnevogne, og gjennemstreifede
Grosser-Garten, -- idet jeg bestandig opsøgte de Veie og Gangstier,
hvor vi havde gaaet sammen. Tilsidst sad jeg længe paa Udsigtshøien.
Det var ved Solnedgangstid, ligesom hin Aften for et Par Uger siden;
men alt Belysnings-Trylleriet var borte, og man øinede Intet til de
fjerne Høider. Mit Hoved var tungt og uden Tanker; den sangvinske
Stemning, som havde oplivet mig efter Besøget hos Hertz's var
forflygtiget, uden at dog den foregaaende sørgmodige Tilbøielighed
til at anse Alt for tabt havde indtaget dens Plads; jeg var opfyldt
af en underlig sløv Uro.
Da jeg kom hjem, lagde jeg mig paa den umagelige Sopha -- jeg maatte
lægge Benene op over det ene Armlæn paa en smudsig Antimarcasse, saa
lille var den. Lampen tændte jeg ikke; en Gadelygte og en
Studerelampe hos Gjenboen kastede saa meget Lys ind i Stuen at man
kunde skjelne Gjenstandene og ikke plagedes af Mørket; man fristedes
hverken til at sove eller til at bestille Noget. Liggende saaledes i
timevis gjennemgik jeg i Tankerne Alt, hvad jeg havde oplevet i de
sidste Dage, idet jeg begyndte med den foregaaende Aften hos
Jagemanns og saa gik tilbage til Samtalen med Minna, til den med
Stephensen -- længer naaede jeg ikke. Der var Stof nok; jeg
gjenkaldte mig hvert Ord, der var vexlet, Tonefald, Miner, Fagter og
Bevægelser saa nøiagtig og omhyggelig, som om jeg havde et bestemt
Formaal dermed, -- som om der f. Ex. et Sted bag ved mig havde siddet
en Sekretair, hvem jeg skulde diktere det Alt i Pennen.
Da jeg endelig gik i Seng, lod denne Masse, som en Gang var sat i
Bevægelse, sig ikke længer standse. Men i Stedet for som før at rykke
frem i Orden, efter Række og Geled, til en overskuelig Mønstring,
trængte den sig nu oprørsk frem, idet hver Enkelt vilde gjøre sig
gjældende, og de Sidste vilde være de Første. Dersom alle Soldater i
Kong Mithridates' Hær samtidig havde appelleret til hans berømte
Personal-Hukommelse og vare styrtet frem over hinanden for at gribe
fat i ham og raabe: -- »Husker du ogsaa mig? -- hvad hedder jeg? hvad
er jeg for en Landsmand? hvor har jeg udmærket mig? hvor fik jeg
dette Ar?« -- saa vilde hin kongelige Huske-Kunstner have befundet
sig i en lignende Overvældetheds-Tilstand, som den der holdt mig
vaagen, indtil det begyndte at lysne i Værelset.
Høit op paa Formiddagen vaagnede jeg med en smertelig Tunghed i
Baghovedet. Jeg vilde ikke gaa paa Polytechnicum; de sidste Ugers
Studium havde jo ikke stort at sige, og desuden kunde jeg neppe
huske en eneste Enkelthed af Gaarsdagens Forelæsninger. Jeg gik ud
i det Haab at forjage min Hovedpine og drev om ved Zwinger og
paa Theaterpladsen. Men jeg var ikke vant til at se Byen i
Formiddagsbelysning sammen med Minna, og den forekom mig derfor
stemningsløs og uvedkommende, Alt, hvad jeg saae, mishagede mig,
ligesom det vilde have mishaget mig i denne Sindstilstand at gaa om i
Berlin eller i Kjøbenhavn.
Paa en Theaterplakat stod »Kätchen von Heilbronn« -- vi skulde have
seet den sammen i Aften!
Jeg tyede snart til min Stue hvis logis-mæssige Uhygge ophævede
Begrebet »Omgivelser« og isolerede mig i et tomt Rum. Saa laa jeg dèr
paa min Seng -- Sophaen var for radbrækkende -- og holdt Revue over
disse tæt sammentrængte utallige Minder, som en døende Alexander,
der tager Afsked med sine Soldater; -- de ledsagede mig som et
Sørgefølge paa min Eftermiddags-Vandring, hvor nye Skarer sluttede
sig til ved hver ny Gade, Vei og Gangsti, -- og da jeg endelig sov
ind, var det i Skyggen af Gravvagtens Faner. --
Da jeg stod op den følgende Morgen, følte jeg mig afkræftet, og
modløs imødesaae jeg denne Hær af Plageaander, som jeg havde besvoret
og ikke kunde mane bort igjen.
Jeg ønskede nu kun at komme ud af Tryllekredsen.
»Kunde man blot slaa Tiden ihjel i disse afskyelige Ventedage,«
tænkte jeg, »eller undfly sig selv og alle sine egne Tanker.«
Jeg mindedes den ene Ventedag i Rathen, og hvorledes den Gang en
bindstærk Roman havde holdt mig med Selskab.
Strax skyndte jeg mig hen til et Leiebibliothek og forlangte »De tre
Musketerer«, som jeg tænkte maatte være formaalstjenlig.
Medens Udlaaneren var borte for at finde den, slog jeg en tyk Bog op,
som laa paa Disken.
Jeg fik som et Stød, da mit Blik faldt paa Navnet »Minna«.
»Minnas uforlignelige Skjønhed og englelige Sind overvandt dog alle
hans Betænkeligheder« -- jeg husker Sætningen ordret endnu.
Jeg bladede om, slog op hist og her -- næsten overalt Minna: -- hun
seilede paa en Bjergsø i Maaneskin -- -- klædte sig paa til Bal --
sank grædende og sødt blussende i sin Moders Arme.
»Er denne Bog ledig?« spurgte jeg Udlaaneren, der kom med
Musketererne. Han bejaede, og jeg tog begge Bøgerne med hjem.
Forfatterens Navn havde jeg ikke en Gang seet efter, -- baade det og
Titlen har jeg nu glemt. Hvad Indhold og Stil angaar, saa var min
Rathener-Roman et sandt Mesterværk i Sammenligning hermed, og jeg
vilde ganske vist have slængt den bort efter at have læst en Snes
Sider, dersom Heltinden havde hedt Adelheid eller Mathilde; men nu
læste jeg den trolig igjennem Linie for Linie, og det bestandig
tilbagevendende Navn satte mig i en vis ophidset og dog velgjørende
Stemning, medens de snart trivielle snart fabelagtige Hændelser, der
vederfores lutter uinteressante Personer, netop sysselsatte min
Fantasi tilstrækkelig, til at holde mine egne Tanker borte.
Ud paa Eftermiddagen afbrød jeg denne Narkotisering for at gaa hen
til Hertz's.
-- Ligger Herren endnu i Sengen? spurgte jeg den gamle Tjenestepige,
der lukkede op.
-- Vist gjør han det, ak ja, saamænd ligger Herren i Sengen, svarede
den Gamle og rystede paa Hovedet. Vær saa god at gaa ind i
Dagligstuen, Hr. Fenger, -- jeg skal kalde paa Fruen, det vil glæde
hende, at De er kommet.
Dagligstuen havde det Dobbeltpræg af altfor stor Orden og af
Forstyrrethed, som et Værelse faar, naar det i nogle Dage ikke
benyttes. Stolene stod nøiagtig paa deres Plads, men paa en af dem
var der glemt en Støveklud. Paa Hjørnet af Bordet, nærmest
Entrédøren, laa Aviserne for flere Dage ovenpaa hinanden, glatte og i
de samme Folder, som de have ved Afleveringen. Lufttrækket fra det
aabne Vindue havde blæst et aabent Brev ned paa Gulvet. -- Hvor
naturligt end Alt dette var, saa forøgede det dog den uhyggelige
Fornemmelse, der havde grebet mig ved det gamle Tyendes bekymrede
Væsen; en øredøvende Larm fra det snævre Gadehjørne, hvor alle Slags
Kjøretøier krydsedes, gjorde mig ganske fortumlet.
Jeg stod endnu op med min Hat i Haanden, da Fru Hertz efter et Par
Minutters Forløb traadte ind. Hun havde forvaagede -- maaske
forgrædte Øine, og hendes Smil syntes kun af Vane at være paa
Læberne.
-- Min Mand sover, kjære Ven, sagde hun, idet hun gav mig Haanden, --
det er slet ikke godt med ham. --
-- Er det blevet værre?
-- Ja, Feberen er taget til -- han har ogsaa Smerte i Siden, naar han
hoster -- den ene Lunge er angrebet.
-- Min Gud! -- men De troer dog ikke, at der er Fare --!
Jeg blev ganske kold af Skræk -- ikke saa meget, fordi den gode
Oldings Liv var truet, som paa Grund af den fixe Idee, der havde
konstrueret en Forbindelse mellem hans Helbred og min Kjærlighed.
»Du gode Gud,« tænkte jeg, »skulde han dog dø, og skulde jeg miste
Minna?«
Fru Hertz, der ingen Anelse kunde have om en saadan Bitanke, ansaae
naturligvis min iøinefaldende Sindsbevægelse for at være et rent Tegn
paa Deltagelse og Venskab for hendes Mand; hun takkede mig med et
inderligt Blik, idet hun svarede: --
-- Fare kan der jo let være ved en saadan Sygdom hos en gammel og
svagelig Mand. Jeg maa være forberedt paa det værste.
Hun satte sig i Sophaen og bad mig tage Plads ved Siden af sig.
-- Jeg kan se paa Dem, at De undrer Dem over, at jeg taler saa rolig
og ligefrem derom .... Noget ligger det vel til min Natur, men jeg
troer ogsaa, at Dødens Skilsmisse tager sig ganske anderledes
skræmmende ud for en ung Person, end for En, der dog i alt Fald kun
kan have kort Tid til at overleve og savne i. De tænker nu ved Dem
selv: hvis jeg stod Fare for at miste Minna, hvor ganske anderledes
sønderknust vilde jeg da ikke være, -- hun maa dog have et koldt
Hjerte.
Jeg saae ned og syntes at Stuen løb rundt for mig. Hvorledes faldt
hun dog paa det? hvorfor kom netop de Ord hende paa Læberne, Ord, som
paa en ganske anden Maade, end hun kunde ane, vare lige paa Sporet af
mine hemmeligste Tanker! Var det ikke som en Inspiration, en
Varselstemme? Maaske betød de, at jeg burde betro mig til hende. Jeg
kunde ikke blive enig med mig selv, og imedens mumlede jeg tankeløst:
--
-- Vist ikke -- hvor kan De tro! -- noget Saadant er aldrig faldet
mig ind.
-- Se, nu har De allerede Taarer i Øinene! udbrød hun og klappede mig
moderlig, -- De er meget følsom -- ualmindelig, men skam Dem ikke
over det, i alt Fald ikke overfor en Kvinde, De vil blive en god
Ægtemand .... Hvor jeg kan tro det? Fordi det er naturligt for Dem at
tænke saaledes; men hvis De havde levet et ægteskabeligt Samliv med
Minna, og I begge var graanet i Kjærlighed -- det kan man nemlig,
uden at den tager Skade deraf -- tro mig, saa vilde Døden forekomme
Dem helt anderledes. De vilde i den kun se en kort Skilsmisse, ja
neppe det engang, -- -- ja, De er vel ikke Materialist, Fenger?
-- Materialist -- nei, det kan man vist ikke kalde mig, -- men --
-- Men? De har dog Deres Tvivl om det Hinsides? Maaske har De heller
ikke tænkt saa meget over Døden, og deri har De gjort Ret: Livet kan
endnu længe byde Dem mer end nok at tænke over .... Hvad mig angaar,
saa har jeg altid ønsket, at jeg maatte komme til at lukke min Mands
Øine. Skulde jeg dø før ham, vilde den Tanke pine mig frygtelig, at
jeg skulde lade ham være ene i de sidste Aar, det er meget værre for
en gammel Mand, der alle sine Dage har været vant til at blive hygget
om og sørget for -- vi Kvinder veed nu en Gang bedre at skjøtte os,
-- saa har jeg jo ogsaa Immanuel -- Gud ske Lov! --
-- Det er kjærligt og smukt tænkt af Dem, Fru Hertz --, men I vil nok
begge leve mange Aar endnu, derfor kan Deres Ønske jo endda blive
opfyldt.
-- Maaske. -- Kommer Minna nu snart hjem?
-- Jeg veed ikke.
-- Har De ikke haft Brev endnu?
Jeg blev ganske forvirret og mente, at det allerede heraf maatte være
aabenbart, at der var Noget i Veien. Men Fru Hertz lo:
-- Det er rigtignok sandt, det er jo kun to Dage siden hun tog bort,
saa det var vel for meget forlangt. Hun veed vel fra Dem, hvordan
Hertz havde det, da De var her sidst?
-- Nei, -- jeg -- har virkelig endnu ikke faaet skrevet.
-- Hvad for Noget? det ligner Dem ikke, Fenger.
Den gamle Dame saae paa mig, som om hun pludselig anede, at det ikke
forholdt sig ganske rigtig med denne Reise, og dersom hendes egen
Bekymring ikke havde optaget hende saa stærkt, havde min Forlegenhed
ganske sikkert røbet mig, og hun havde faaet Alt ud af mig.
Men nu var den kvindelige Sporsands desværre sløvet; hun glemte strax
sine egne Tanker, saae forbi mig og sukkede.
-- Jeg vil netop skrive iaften, -- jeg opsatte det, til jeg havde
været her. Og saa fortæller jeg hende naturligvis, hvad De har sagt.
Men vil De ikke selv skrive, det er dog bedre, hun hører direkte fra
Dem, hvorledes det staar, -- hun vil sikkert strax komme --
øieblikkelig. --
-- Jeg ønsker meget, at hun kom, -- men det er mig for pinligt at
kalde hende hertil som for at tage Afsked -- jeg #tør# ikke, det er
maaske Overtro, men man skal ikke male Fanden paa Væggen. --
-- Men jeg? maa ikke jeg bede hende om at komme --?
Alt mit Haab flammede op, jeg øinede en ufeilbar Vei til Frelse, naar
jeg inden Afgjørelsen fik hende indenfor dette Hus. Alt vilde her
tale min Sag -- stumt men indtrængende, hvis hun tav, veltalende og
overbevisende, hvis hun betroede sig. Hvad var Stephensen her? -- En
syg, maaske en døende Oldings Velsignelse vilde besegle hendes
Forbindelse med mig. Min Samvittighed havde forbudt mig at faa hende
til at søge Raad hos de gamle Folk i sin Hjertesag, men den tillod
mig sikkert at begunstige en Omstændighed, der syntes mig at være et
Fingerpeg af Skjæbnen.
-- Ja, skriv, kjære Ven! Men de maa sørge for ikke at overdrive
Faren, ogsaa for hendes egen Skyld, det kjære Barn! det vil gaa hende
nær! Hun vil jo selv bedst kunne skjønne, hvad hun skal gjøre, træng
derfor ikke for stærkt paa, at hun kommer -- maaske hendes Cousine
trænger endnu mer til hende. --
-- Aa, det har vist ikke saa meget at sige.
-- Saa forstaar jeg ikke, at De lader hende spilde flere Dage af de
Uger, som I endnu har tilbage her i Dresden. De har altsaa ikke
fortalt hende endnu, at De skal reise saa snart til England?
-- Jeg har -- iaften vilde jeg netop skrive det -- jeg kunde dog ikke
kalde hende hjem den næste Dag -- men begge Efterretninger vil jo nu
faa hende til at komme strax -- iovermorgen formodentlig .... Siig
mig nu, kan jeg ikke hjælpe Dem med Noget -- hente Medicin -- ikke?
men maaske komme i Aften og hjælpe med at vaage hos ham?
-- Jeg vaager dog selv den meste Tid, og der kommer en Vaagekone --
en Diakonisse. Desuden ser De selv ud, som om De trængte til Hvile --
De maa være overanstrengt, Kjære! det er vel for at forjage
Kjedsomheden, mens Minna er borte, at De overdriver Studierne, men
det maa De ikke, hører De! Farvel!
Jeg gik lige hjem for at skrive Brevet.
Hvor lykkelig følte jeg mig ikke ved atter at kunne skrive til hende!
Gjerne havde jeg fyldt det ene Ark efter det andet, men jeg tillod
kun min Pen, saa kortelig som det var den muligt, at meddele
hende Hertz's betænkelige Tilstand og den Forkortelse i mit
Dresdener-Ophold, som min Onkels forandrede Bestemmelse medførte.
Jeg havde ganske vist helst holdt denne sidste Efterretning tilbage,
indtil hun havde truffet sin Afgjørelse, og saa -- naar hun havde
bestemt sig for mig -- fortalt hende det mundtlig.
Men det gik ikke an, at hun kom til Hertz's uden at vide det.
Skjøndt jeg havde holdt det for min Pligt ikke at give mine Følelser
Luft, var der dog af sig selv kommet en eiendommelig Tone i Brevet,
der røbede hele min fortvivlede og angstfulde Længsel efter hende.
Det slog mig ved Gjennemlæsningen, at jeg var glad derover. --
Jeg bragte strax Brevet hen paa Posthuset, skjøndt det ikke mer kunde
komme med noget Aftentog, og jeg ligesaa godt kunde have puttet det i
en Brevkasse.
Det beroligede mig uendelig, at jeg nu havde sat mig i Forbindelse
med Minna, og det paa en saadan Maade, at Ingen vilde kunne dadle mig
derfor.
Den næste Dag gik jeg strax hen til Hertz's.
Feberen havde været temmelig stærk om Natten, men var nu stilnet af,
som det ofte er Tilfældet om Morgenen. Jeg talte kun med Pigen -- Fru
Hertz hvilede sig. Om Aftenen vilde jeg igjen høre derhen.
Dagen tilbragte jeg vexelvis med at læse og hengive mig til
Erindringernes Drømmespil samt med at variere følgende Reflexion: --
»Nu maa hun da idetmindste have faaet mit Brev .... Der gaar sikkert
endnu Tog hertil fra Meissen -- (jeg fik Avisen hos Værtinden og
forvissede mig derom) -- og hun har kun en halv Mils Vei at kjøre til
Stationen. -- Maaske -- ja, sandsynligvis -- kommer hun altsaa i
Aften -- og det er muligt -- ja, det er næsten sikkert, at jeg vil
træffe hende hos Hertz's, -- hun vil nok strax ile derhen .... Hun
vil blive stærkt bevæget -- den moderlige Fru Hertz vil behandle os
som Forlovede -- maaske den Gamle er ved Bevidsthed og glæder sig
over at se os sammen. -- Lidt ud paa Aftenen eller Natten skal hun
hjem, jeg følger hende naturligvis -- det er jeg jo ligefrem nødt til
-- og det Hele ordner sig af sig selv, som om der aldrig havde været
nogen Stephensen til.
Et Par Gange opskræmmedes jeg ved Brevtiderne, -- aldrig maaske har
en Elsker mindre ønsket Brev fra sin Elskede, end jeg gjorde det den
Dag. Men de gled sporløst forbi, -- efter den sidste Termin aandede
jeg op, som en Befriet.
Det var helt mørkt i Værelset, da jeg belavede mig paa at gaa hen til
Hertz.
Pludselig gik Døren op paa Klem. »Her er et Brev til Dem,« sagde
Pigen og stak noget Hvidt ind.
Jeg blev ganske stiv af Skræk -- paa denne Tid, det er jo umuligt!
Brevet var meget stort og stift, -- det beroligede mig.
Hurtig strøg jeg en Svovlstik af -- og gav i det samme et Skrig fra
mig: det var Minnas Haand.


FEMTE BOG


I

Nær havde jeg slaaet Cylinderglasset itu, inden min rystende Haand
fik Lampen tændt.
Det var ingen Feiltagelse. Der laa det store, underlige Brev paa
Bordtæppet, indeholdende Liv eller Død -- eller hvad der syntes mig
langt herligere og uendelig skrækkeligere end Livet og Døden. Et
Øieblik havde jeg størst Lyst til at løbe min Vei. Saa rev jeg
febrilsk Omslaget af.
Det første, der mødte mit Blik, var Blyantstegningen af Minna.
Ligesaa pludselig som Portias Contrefei i Blyskrinet aabenbarede
Bassanio hans lykkelige Valg, -- ligesaa pludselig forkyndte disse
elskede Træk mig min usalige Lod.
Stuen dreiede sig rundt med mig. Jeg satte mig i Sophaen og greb
hendes Brev. Bogstaverne dandsede og flød ud, det varede et Par
Minutter, inden jeg kunde læse:
Min kjære, inderlig elskede Ven!
Det er forbi! Jeg maa blive hans. Jeg har tøvet, og tøvede gjerne
endnu, men jeg føler, at det bliver ikke anderledes. Der kommer
ingen Kraft op i mig til at bryde med min første Ungdom, til at
gribe din kjære Haand og begynde et nyt Liv.
Ak, dette bliver det sidste Brev, som jeg skriver til dig, og jeg
synes, at det maatte blive en hel Bog, hvis jeg skulde faa sagt
Alt, hvad der bevæger mig. Men saa forekommer det mig igjen, at
efter dette er Alt, hvad jeg kan skrive til dig, ligegyldigt, og
forresten veed du det altsammen. Der er kun een Ting, som jeg maa
sige, for at du ikke skal misforstaa mig.
Jeg har ikke truffet dette Valg, fordi jeg troer, at jeg vil
blive lykkeligere med Stephensen end med dig, tvertimod -- nei,
det er virkelig ikke muligt at udtrykke mig rigtig, -- maaske har
du dog allerede forstaaet. Jeg mener, at det er ikke Hensynet til
mig selv, der har bestemt mig, og -- ja, jeg mener især -- det
var derfor, jeg skrev »tvertimod«! -- at hvis der ingen Fortid
var, ingen Bebreidelser at føle eller, kort sagt, hvis det var
noget helt Nyt, der begyndte, saa vilde jeg være langt sikrere
paa at blive lykkelig med dig end med ham. Men, ser du, #nu# --
som det en Gang er -- vilde jeg ikke kunne gjøre dig lykkelig,
som du fortjener. Jeg vilde føle mig som en Forræderske mod min
første Kjærlighed; -- det er sandt, at denne Følelse maaske kunde
fortage sig, men der kunde ogsaa komme Omstændigheder, som gjorde
den helt sygelig voldsom, og med din ømme, kjærlige Natur vilde
du da komme til at lide usigelig derunder.
Du troer maaske, at jeg gaar ud fra overspændte Forestillinger om
Stephensen, naar jeg frygter for at faa altfor meget at bebreide
mig ved at forlade ham. Slet ikke! Jeg veed meget vel, at han
ikke skyder sig en Kugle for Panden, og at man neppe engang vilde
kunne sige, at jeg gjorde ham ulykkelig, skjøndt han virkelig
elsker mig lidenskabelig, -- men maaske vilde jeg dog gjøre ham
ubodelig Skade. En Natur som hans er udsat for mange Farer. Det
er vanskeligt at gjøre det klart for dig, hvad jeg mener, jeg kan
let synes at være forfængelig, indbildsk eller overvurdere min