Minna - 03

Træk med den danske Lommebog, der syntes at være hendes
Yndlingslekture og at ledsage hende baade paa Reiser og paa
Spadsereture; jeg anede, at det var en _Postillon d'amour_, der
kjørte denne lille sproglige Omnibus, hvori de ædleste og de
simpleste Ord age Side om Side. Men hang hun blot trofast ved en kjær
Erindring, naar hun lærte Gloser af det Sprog, som var hans
Modersmaal, -- eller forberedte hun sig bestandig, i det Haab, at det
ogsaa skulde blive #hendes# ved Adoption? Maaske vidste hun det ikke
selv.
Jeg kom til at tænke paa den lille Sct. Hansorm, der sad saa trolig,
Aften efter Aften, paa den samme Plet og lyste ud i Natten efter en
Fælle.
Da jeg nærmede mig Trappen, glødede den mig ganske rigtig imøde fra
Hjørnet af Stentrinnet. --


V

For den, der elsker den tydske Musik -- og hvem elsker ikke den! --
eie disse skyggefulde og vandrige »Grunde« en Stemningsrigdom, der
kun kan udtrykkes musikalsk. Schumanns Mandskor synes at strømme En
imøde ud fra Granernes Søilestammer, »naar det aftnes tyst« i
Bjergskoven, den klare forelrige Møllebæk risler en Schubertsk
Melodi, og Webers Valdhorn gjenlyde i den viltre Klippe-Labyrinth fra
dens »Ulvesvælg« op til dens »Høge-Tinder«, der synes En at være
lutter ideale Coulisser til Jægerbruden. Men Wagner kræver
Rhinegnenes større Sceneri.
Ikke destomindre standsede jeg en Dag udenfor en lille Klippeniche,
hvori der var anbragt en primitiv Bænk af et Par tynde Stolper og et
haandsbredt Bræt, og paa hvis ru Stenvæg der var malet den
imponerende Indskrift »Wotans Ruhe«.
Om det nu var en altfor naiv Wagnerianer eller en ondskabsfuld
Antiwagnerianer, fra hvem denne Indskrift hidrørte?
Dette Spørgsmaal henvendte jeg til Ingen anden end -- Frøken
Jagemann.
Hun sad ikke paa Bænken, paa hvilken overhovedet intet Menneske kunde
sidde, men maaske nok en Gud, der vel er af et lettere Stof. Den unge
Pige havde foretrukket et solidere Sæde: -- en stor Klippeblok, der
paa den anden Side af Stien skjød sig langt frem over den kraftige,
sprudlende Bæk.
Der var en smal Kløft mellem den og Stien, saa at den dannede ligesom
en lille Ø, og da der desuden groede et Krat foran, kunde jeg let
være gaaet forbi, uden at bemærke hende, saa meget mer, som jeg under
Betragtningen af »Wotans Ruhe« havde vendt Ryggen til hende.
Men hun røbede sig selv -- om med eller mod sin Villie? -- ved at
blande sin friske ungdommelige Latter i den, som jeg uvilkaarlig brød
ud i.
-- Ligemeget, svarede hun, -- i begge Tilfælde fortjener han at blive
leet ud!
Hun sad opreist i Græsset, støttende sig paa den ene Arm; den anden
laa i Skjødet, og Haanden holdt en Buket af de smukke Blomster, der i
saa mangeartet Rigdom findes i disse Grunde.
Ærmerne paa den lyserøde Morgenkjole havde hun smøget op over
Albuerne, enten for Bekvemheds eller for Kjøligheds Skyld, Armen i
Skjødet saae blændende hvid ud, medens den anden imod det saftig
grønne Græs viste en brunlig rød Yderside med en Linie af fine,
krummede Dunhaar, der lyste i den streifende Solstraale; med sine
runde, bløde Former gjorde den det barnlige Indtryk, der virker saa
underlig rørende hos en voxen Kvinde.
De to Smaapiger sad ved Siden af hende og bandt Ønskekjeder af Straa;
Saften af de Blaabær, som de paa Veien havde slugt, var tværet ud
over det Halve af Ansigtet paa dem. Ogsaa den unge Piges Læber
blaanede, og idet hun lo, lyste hendes Tænder ikke som ellers.
-- De er forresten noget uforsigtig af Dem, Frøken! svarede jeg; De
kan jo ikke vide, om jeg ikke er Anti-Wagnerianer? ....
-- I saa Fald vilde De vel ikke tage Dem det saa nær, at blive leet
ud af en ung Pige. Men De er jo ogsaa fra Danmark, og dèr kender man
nok ikke synderlig til Wagner, -- det har jeg da hørt sige.
Det muntre Udtryk forsvandt fra hendes Ansigt ved disse Ord, og jeg
troede at kunne gjette, hvad det var for en Tanke, som bag ved dem
sneg sig gjennem hendes Sjæl og kastede sin Skygge over hendes Træk.
Denne hemmelige Tanke, som hun naturligvis mindst af alt havde mig
mistænkt for at vide Besked med, vakte hos mig en pludselig
Misstemning, og jeg tav lige som hun.
Med eet lagde jeg Mærke til, at hun saae paa mig med et forbavset
Blik, der ganske tydelig sagde: »Hvorfor gaar nu ogsaa han i Staa, og
hvorfor ser han saa gnaven og ubehagelig ud?« og i det samme fornam
jeg, at der ved mine Læber var noget fortrukkent i Retning af et
ærgerligt og lidt spottende Smil. Det var først derved, at jeg blev
opmærksom paa min egen Stemning, som overraskede mig, især da jeg
snart var paa det Rene med, at den ikke kunde bero paa andet end
Skinsyge; og det var da saa taabeligt som Noget, at blive skinsyg i
Anledning af en ung Pige, som jeg neppe havde talt med, og
sandsynligvis aldrig vilde faa Leilighed til at lære at kjende.
Medens jeg anstillede denne Betragtning, var jeg allerede begyndt at
lade Munden løbe.
Jeg sagde, at jeg havde været længe nok i Dresden til at lære Wagners
senere Værker at kjende, og at de havde særlig Interesse for en
Dansk, da han i Niebelungen-Ringen havde behandlet et Stof fra vore
egne Oldkvad.
Og da jeg saaledes var naaet til den danske Litteratur, skyndte jeg
mig at spørge hende, om hun var kommen saa vidt i Sproget, at hun
havde læst Noget af vore Digterværker.
-- Ja, jeg har læst Aladdin af Oehlenschläger, svarede hun; den
stavede jeg mig igjennem, da jeg kun kunde nogle faa Gloser og lidt
Grammatik.
-- Saa kan De vel ikke have haft megen Nydelse af den?
-- Jo, jeg havde saamænd; jeg læste den ogsaa flere Gange; især
enkelte Steder, som jeg fandt ganske deilige. Men tilsidst ærgrede
det mig rigtignok, at man dog ikke kunde bryde sig videre om denne
Driver med alt hans Slumpeheld.
Jeg kom med nogle Bemærkninger om Aladdin- og Faust-Typen og om den
danske og tydske Nationalcharakter, -- dels Noget, som jeg for lang
Tid siden havde læst i et eller andet Tidsskrift, -- dels ogsaa, hvad
der faldt mig ind i Øieblikket, hvilket sidste sagtens ikke havde
megen Værdi.
-- Det er ellers ikke meget smigrende for Deres Landsmænd, det De dèr
siger, bemærkede hun.
Jeg saa forundret paa hende; dette var slet ikke faldet mig ind.
-- Ja, veed De hvad, begyndte jeg, -- oprigtig talt, synes De
egentlig, at Faust er saa tiltalende? -- jeg mener, naar man ser lidt
nøgtern paa hans Handlinger. At forskrive sig til Fanden, forlokke en
ung, uerfaren Pige, og dræbe hendes Broder i en høist tvivlsom Duel
-- --
-- Det veed jeg nok -- men alligevel --. De er jo Protestant? spurgte
hun pludselig med et triumferende Smil, som om hun nu havde fundet
paa noget rigtig godt.
-- Ja -- ? --
-- Saa véd De nok, at Mennesker ikke skal dømmes udelukkende efter
deres Gjerninger.
-- Men hvorefter da? jeg synes egentlig ikke, at Faust er nogen stor
Helt paa Troens Omraade, skjøndt han jo rigtignok oversætter Biblen.
-- Det kan være, men der er dog mer ved Faust end ved denne Herr
Aladdin, svarede hun, og det glædede hende aabenbart at have indskudt
dette spottende »Herr« i Mangel af et Argument. Et saadant behøvedes
for øvrig egentlig ikke, da jeg i Grunden var af hendes Mening.
-- Ganske ligesom Gretchen er mere værd end en Gulnare, bemærkede
jeg.
Naturligvis tænkte jeg ved Gretchen paa hende selv -- hvad hun ogsaa
syntes at føle -- endskjøndt hun, ialt Fald i sit Ydre, slet ikke
svarede til den traditionelle Forestilling om dette tydske
Pige-Ideal, navnlig ikke til Udlændinges. Jeg kom til at smile ved
Tanken om en lille Franskmand ved Polytechnicum, som hver eneste Gang
vi mødte en blond Pige puffede til mig og sagde: »Gretchen!«
ligegyldig om det saa forresten var en lille Gravso eller et langt
Fugleskræmsel, en fræk Gade-Tøs eller en udmeiet Frøken med
impertinent Mine; bestandig: »voilà Gretchén«, med dette umulige ch!
Lignede hun ikke Gretchen, saa lignede jeg forresten endnu mindre
Faust, hvad jeg strax viste ved ikke en Gang at have Resoluthed nok
til at tilbyde mig som Ledsager.
Hun lod heller ikke til at tænke paa at gaa; der begyndte at blive
lidt komisk ved denne Samtale om saa ophøiede Materier tvers over en
Grøft, og byde mig selv til Gjæst ovre paa hendes lille
Tilflugtssted, det gik dog vel heller ikke an.
Ja, det blev endogsaa ganske umuligt, da den Mindste pludselig
udbrød:
-- Hvorfor kommer han dèr ikke herover, naar han dog endelig vil
snakke med dig?
Efter denne Bemærkning syntes jeg ikke, der var andet for mig at
gjøre, end at lade, som om det var paa høie Tid for mig at komme
hjemad.
Jeg ønskede hende en behagelig Tur, og mig selv, at jeg snart igjen
maatte have ligesaa godt Held med mig.
Dette Ønske gik ikke i Opfyldelse. Dag efter Dag streifede jeg om,
stirrende og lyttende som en Jæger, kom naturligvis atter og atter
til »Wotans Ruhe« -- forgjæves.
Heller ikke nyttede det, at jeg anstrengte min stakkels Hjerne for at
finde et Paaskud, en Vei, et Middel -- ligegyldigt hvad -- til at
sætte mig i Forbindelse med hende: umuligt! -- jeg kunde ligesaa godt
have forsøgt paa at skrive en Novelle, troer jeg. --


VI

Naar jeg ikke forvildede mig længer bort, spiste jeg hver Dag henved
eet til Middag i »Erbgericht« paa en smuk Terrasse ved Floden,
overskygget af prægtige Ahorntræer; deres forneden fladt klippede
Kroner dannede et grønt Loft, som kastede et behageligt Skjær og lod
Solpletter dirre paa Dugene og blinke i Glassenes Tin-Dæksler.
En Dag, da jeg kom lidt tidlig, syntes Alt at være optaget. Jeg saa
mig raadvild om, da jeg til min Forundring hørte mit Navn blive
raabt. Et Par gamle Folk, der sad ved et lille Bord for sig selv,
vinkede til mig. Det var et af mine faa Dresdner-Bekjendtskaber, og
tilmed et kjært. Jeg blev meget glad over paa en saa behagelig Maade
at være revet ud af min Forlegenhed, og sad snart hos det hyggelige
Ægtepar, foreløbig forsynet med en Couvert og et Glas Øl.
Man saae strax paa den gamle Mand, at han var Jøde. Formen af den
stærkt krogede Næse var ubedragelig, og det sparsomme, lidt
strittende hvide Skjæg skjulte ikke de altfor tykke Læber, af hvilke
den underste var helt nedhængende; naar den bevægede sig, idet han
talte, gjorde den et Indtryk, som om den søbede Noget op. Den syntes
ogsaa at genere hans Tale, der var langsom og læspende. Over Øinene
skyggede de stærke graa Bryn og under dem hang store rynkede Poser;
deres Blik var livligt, klart og ganske overordentlig godmodigt.
Hans Hustru var en statelig gammel Dame, der saae mere sydlandsk end
egentlig jødisk ud; hendes friske Ansigt, der bestandig smilede --
omtrent som Malerier fra Empire-Tiden smile -- havde paa gammeldags
Maade til begge Sider en Ophængning af staalgraa Krøller, saa faste,
som om de vare af Metalspaaner.
Jeg havde lært dem at kjende gjennem Sønnen, til hvem jeg havde
sluttet mig paa Polytechnicum, skjøndt han var flere Aar ældre end
jeg. Han var nu ved en Fabrik i Leipzig. Jeg var strax kommen i Gunst
hos den gamle, ved at nære en hyklet Interesse for hans Samlinger.
Han var Bibliophil, men hans største Passion var dog Haandskrifter af
berømte Mænd, og af dem havde han en stor Mængde ligefra Luther og
til vor Tid, -- jeg troer, at hvis Cheruskeren Hermann havde
efterladt sig noget Skriftligt, saa havde han faaet fat i det. Det
laa alt ordnet i Mapper, hvert Stykke numereret; og i Protokoller af
Bøttepapir, beskrevne med Gaasepen og en særlig garanteret Blæksort
(for Evighedens Skyld), var ved hvert Numer Alt anført vedrørende
Ægtheden, samt Henvisninger til biografiske Værker, Brevsamlinger og
til egne Optegnelser. Thi den grundige Mand lod det ikke være nok med
at samle, men naar han havde faaet erhvervet et saadant lille
Manuskript, saa hælmede han ikke, før han saa vidt muligt havde
opsporet, til hvilket Tidspunkt af denne Mands Liv det hørte hen, og
ved Brevene, hvor dette Spørgsmaal gjerne løses af sig selv, var der
hele Commentarer at skrive angaaende de Personer, der omtaltes, de
Forhold, der sigtedes til, alle paaviselige Aarsager og Følger o. s.
v. Og saaledes pegede denne Passion, ligesom den var udgaaet af
virkelig Kjærlighed til Litteraturen atter tilbage paa den og paa
Historien, fordrede bestandig et stort Fond af Kundskaber disponibelt
og lod det samtidig forrente sig til alle Sider. Den var saa langt
fra at være en tom Mani hos ham, -- hvad den jo ofte udarter til --
at den snarere var et levende Udtryk af hans Væsen, idet den samtidig
tilfredsstillede hans høieste aandelige Interesser og hans
ordenskjære Forretningsvaner.
I en halv Snes Aar eller mer havde den gamle Hertz privatiseret i
Dresden, »Rentiers-Krogen«, som den ikke uden Grund kaldes. Han havde
været Kjøbmand i Königsberg, hvor han var født, og til hvis
Handels-Aristokrati han hørte. Dette Hjem havde sat sit uudslettelige
Mærke i hans Natur og Udvikling. Königsberg er en Handelsstad, som
har faaet sit eiendommelige Præg af en enkelt Aandens Stormand,
hvilket kan hændes mindre Byer, som ikke føde mange Berømtheder, til
hvilke deres Stolthed kan klamre sig, og hvis Interesser og
Produktionskraft ellers udløser sig i andre, mere ephemære Sfærer.
Hvad Erasmus er for Rotterdam, det og endnu langt mer er Kant for
Königsberg, dels fordi han er en større Personlighed, dels ogsaa
fordi han ikke er længer fjernet i Tiden, end at de nulevende ældre
Königsbergere ere Børn af de Familier, i hvilke han færdedes; og
dette var netop Tilfældet med Hertz. -- Den store Philosoph omgikkes
gjerne med sin Fødestads Kjøbmandshuse, og disse bevare som en
kostelig Arv de aandelige og litterære Interesser, som han indpodede
paa den kraftige Stamme af Frisind og Bevægelighed, der er
Handelsstanden egen, -- en Stamme, som ydede ham selv en god Støtte
under Pietismens mørke Dommedagsveir. Det følger da af sig selv, at
Kant fremfor Alle var hans Helgen. Hvor dybt han stak i den kantiske
Philosophi, kunde jeg naturligvis ikke bedømme, men der klang en
næsten rørende Andagt gjennem den Tone, hvori han nævnede sit store
Bysbarns Navn.
Dresden havde han valgt til Alderdoms-Asyl, dels paa Grund af
Familieforbindelser og Bekjendtskaber, dels ogsaa for det ansete
Polytechnicums Skyld, som Sønnen skulde besøge, og saa naturligvis
fordi det er Tydsklands skjønneste By. Men dets aandelige Physiognomi
behagede ham slet ikke. Baade i Egenskab af borgerlig Kjøbmand og af
litterær Mand saae han ned paa denne uvidenskabelige og lidet
vindskibelige Residentsstad, hvor et betydningsløst Aristokrati
breder sig; han anførte ofte, at allerede Schiller havde kaldt
Dresden for en aandelig Ørk, og den Gang var dog Körners Hus dèr --
men nu? Den gamle Königsberger levede derfor ogsaa meget isoleret;
mest omgikkes han med den allerede affældige Gustav Kühne, en Veteran
fra »det unge Tydskland«, hvis Koryphæer Hertz næsten alle havde
kjendt. -- -- --
Dette var omtrent, hvad jeg vidste om denne gamle, eiendommelige
Gubbe, der nu hilste paa mig med en Hjertelighed, som om vi vare
gamle Bekjendte. Det var iøvrig et elskværdigt Træk hos dette
Ægtepar, at de holdt meget af Ungdom. Jeg lagde ogsaa Mærke til, at
de Unge af begge Kjøn ligesom uvilkaarlig viste dem en ærbødig
Opmærksomhed, som man ellers ikke beskylder vor Tids Ungdom for at
være rundhaandet med overfor de Ældre.
Maaske hang det sammen med, at deres Væsen var yderst beskedent, ja
endogsaa præget af en vis Ængstelighed for at volde Uleilighed eller
lægge for meget Beslag paa Andre.
De vare ikke, som jeg formodede, blot herude paa en Tur, men havde
leiet for halvanden Maaned i et af de smaa Huse nede ved Elben og
boede her allerede paa tredie Dag.
Tilfældigvis havde jeg været borte paa Ture eller spist paa en anden
Tid. Men jeg maatte endelig besøge dem endnu samme Dag til Kaffe.
-- Og De skal ikke komme til at kjede Dem med os gamle alene.
-- De skal overhovedet slet ikke komme til at kjede Dem.
-- Men hvad tænker De dog paa?
-- Nei, det er virkelig sandt, alene vilde vi ikke plage Dem, især
herude, hvor der er saa meget andet, De kunde have Lyst til med Deres
unge Ben. Men der kommer en ung Dame, hvem vi netop ogsaa gjerne vil
skaffe lidt ungdommeligere Underholdning, end vi selv kan byde.
-- Og De vil ikke fortryde at gjøre hendes Bekjendtskab -- haaber jeg
da. De sidste Ord tilføiede Fruen med et skjælmsk Blik.
-- Her fra Stedet? foer det ud af mig.
Fruen misforstod mit Spørgsmaal og lo.
-- Nei, De behøver ikke at være bange for altfor stor landlig
Naivetet. Det er ingen Rathenerinde.
-- Heller ingen Königsbergerinde.
-- Hun kjender maaske meget lidt til Kant? Sig mig, Hr. Hertz, har nu
virkelig alle de unge Königsberger-Damer læst »Kritik der reinen
Vernunft«?
-- Ak, min kjære unge Mand! De har ikke engang læst »Kritik der
Urtheilskraft«, som de dog trængte saa meget til. Forresten har jeg i
min Tid holdt Foredrag netop for kvindeligt Auditorium -- -- --
Jeg havde gjort mit lidt drillende Side-Spørgsmaal dels for at
affektere en stor Ligegyldighed overfor det nærværende Emne, dels
ogsaa for at vinde Tid, da jeg ligesom frygtede for at blive revet
altfor hurtigt ud af det Haab, der var opstaaet hos mig. Men den
gamle Dame havde gjennemskuet mig.
-- Tilstaa nu ærlig, Hr. Fenger, at De sidder paa Gløder af
Nysgjerrighed og langt heller vil høre noget om den unge Dame end om
min Mands Foredrag.
Den Gamle lo.
-- Se, De bliver jo helt rød! Ja, min Kone, det er en
Menneskekjender, en ren Lavater.
Jeg skjulte min Forlegenhed i Ølkruset.
-- Naa, ja, ja da? er hun kjøn?
-- Kjøn!? min kjære unge Mand, hun er jo en Skjønhed! Ja, det vil
sige -- ikke saadan -- paa den Maade, -- men meget mer. Hun er en
Thekla, ja, forstaa mig ret, ganske borgerlig, en Lotte, en
Frederikke Brion, -- skjøndt heller ikke -- ikke Præstedatteren paa
Landet -- hvor idyllisk det forresten er -- en Kätchen, allersnarest
en Kätchen!
-- Men kjære Mand, behøver du at tage hele den tydske Poesi tilhjælp,
-- du vækker jo overdrevne Forestillinger paa den Maade. --
-- Tvertimod! Den tydske Poesi forslaar ikke engang! Nemlig: der er
kun eet, som er bedre end den tydske Poesi --
-- Det er Kants Kritik?
-- Nei, det er tydske Kvinder -- naar de er gode. Men Spøg til Side,
det er en fortræffelig Pige.
-- Naa ja, nu vil De jo selv lære hende at kjende. Det er en
Slægtning af mig, rigtignok langt ude, jeg har vist sagt Dem, at jeg
er Dresdnerinde.
Ved disse Ord blev jeg atter ganske ligegyldig; det kunde altsaa ikke
være Frøken Jagemann, som Talen var om. Dels saae hun slet ikke
jødisk ud, og desuden havde jeg jo gjennem Skolelæreren erfaret
tilstrækkelig om hendes Afstamning til at vide, at hun ikke var
Jødinde. Jeg lyttede høflig smilende paa Fru Hertz's Udredning af
Familiebaandets Knuder uden at skjænke den nogen Opmærksomhed.
Pludselig hørte jeg ligesom i Drømme, at hun sagde:
-- Men jeg glemmer rent, at De vel allerede har seet hende, for efter
hvad De før sagde, maa hun jo være Deres Naboerske. Hun er for Tiden
Gouvernante -- -- --
Der gik et Kuldejag ned gjennem Ryggen paa mig. Iøvrig var det i det
første Øieblik mindre Glæde, jeg følte, end den bestemte
Overbevisning: saa skal det altsaa være saaledes! Jeg manglede i den
Grad Overblik over Situationen, at jeg svarede, jeg troede ikke, at
jeg havde seet hende, idet jeg gik ud fra, at dette maatte være den
forsigtigste Taktik. Men neppe vare Ordene ude af Munden, før det
faldt mig ind, at min Usandhed næsten uundgaaelig vilde røbes, og at
jeg derved vilde komme baade i et latterligt og i et mistænkeligt
Lys. Jeg var endogsaa lige ved at kalde Benægtelsen tilbage, men det
kunde jeg heller ikke beslutte mig til. Dette gjorde mig saa
distrait, at jeg helt misforstod et Spørgsmaal fra Hr. Hertz.
Heldigvis kom Opvarteren netop med Regningen. I min Forfjamskelse gav
jeg ham femogtyve Pfennig i Drikkepenge, hvilket indbragte mig et
meget høfligt Buk fra Kellneren og faderlige Formaninger fra Hr.
Hertz, om at være mere økonomisk overfor tjenende Aander.


VII

Hvad var der altsaa at gjøre? Skulde jeg maaske helst betro mig til
Frøken Jagemann selv og anmode hende om ikke at kjende det mindste
til mig? I Begyndelsen syntes dette Indfald mig ganske umuligt, snart
forekom det mig mindre afskrækkende og tilsidst saa tillokkende, at
jeg ikke engang længer fortrød min Dumhed.
Det var en let Sag at træffe sammen med hende paa Veien. Idet jeg
hilste, bemærkede jeg, at vi vistnok skulde samme Sted hen. Da hun
hørte, at jeg var indbudt til Hertz's, sagde hun muntert:
-- Naa, saa blive vi da endelig en Gang præsenterede for hinanden.
-- Ja, svarede jeg, og det er netop i den Anledning, at jeg har en
lidt underlig Anmodning til Dem om at lade, som om De slet ikke
kjender noget til mig -- jeg mener, som om De aldrig har truffet mig.
-- Det kan jeg gjerne -- men hvorfor egentlig?
Jeg fortalte hende, hvad der var passeret. Hun lo:
-- Er De altid saa distrait?
-- Slet ikke. Men jeg blev saa forvirret, da det pludselig gik op for
mig, at det var Dem, som jeg skulde være sammen med.
Hun saae naivt spørgende paa mig, blev saa pludselig ganske rød og
vendte Blikket bort. Med alt dette var jeg saare veltilfreds.
-- Paa Gjensyn altsaa, jeg maa endnu en Gang op paa mit Bjerg og
hente Nøglerne, -- det gik jo heller ikke an, at vi kom sammen, -- --
--
Det gamle Ægtepar havde leiet i det midterste af de tre Smaahuse, som
ligger ved Elben, bygget tæt op ad Klippen. Da jeg gik op ad de mange
smaa Stentrin, som føre derhen fra Bredden, saae jeg det lille
Selskab forsamlet i et Tremme-Lysthus øverst paa Trappen, der ligesom
største Delen af det kalkede Bindingsværkshus var overgroet med
Vinløv. Eftermiddagssolen stod paa, men paa det Hjørne kastede
Frugttræernes Kroner en tæt Skygge, i hvilken den skinnende Dug med
den blanke Kjedel dannede det lysende Midtpunkt for det lille
Selskab. Minna var i Færd med at lave Kaffe.
Vi udstod Præsentations-Ceremonien med den behørige stive Anstand;
men idet hun derpaa bød mig en Kop, sagde hendes halvskjulte Smil
mig, at hun morede sig ligesaa godt som jeg over, at vi i al
Skikkelighed havde de gode Gamle en Smule til Bedste. Den lille
Fortrolighed imellem os forekom mig -- og maaske ogsaa hende --
større end den egentlig var; den tilhviskede mig Tro paa, at vi vilde
kunne bevare en langt større og sødere Hemmelighed, end dette
Bekjendtskab var, for alle omgivende Blikke, og Haab om, at vi vilde
komme til at gjøre det.
-- Det er sandt, du kan jo ogsaa noget Dansk, nu skulde du rigtig øve
dig, bemærkede Fru Hertz.
Jeg modtog denne overraskende Efterretning med saa megen Forbavselse,
som jeg i en Fart raadede over.
Minna kom igen med sin Historie om den danske Familie, som »der havde
været Tale om«, at hun skulde være Gouvernante hos, men i hendes
Skjælmeri blandede der sig en Forlegenhed, som bestyrkede mig i min
Mistanke om, at det ikke forholdt sig ganske saaledes, og tillige gav
mig Grund til at tro, at Fru Hertz vidste Besked dermed.
-- Saa har Frøkenen maaske endogsaa gjort Bekjendtskab med vor
Litteratur? spurgte jeg.
Paa dette Stikord svarede hun flinkt med sin Replik, og vi
reproducerede nu hele vor Samtale fra »Wotans Ruhe« om Faust og
Aladdin, næsten Ord til Ord, kun at den som en velindstuderet Scene
gik mer flydende fra Haanden og bares af en ungdommelig Kaadheds
Understrøm, der hist og her førte et lykkeligt Indfald med; og en
saadan Improvisation i Rollen ansporede strax den Anden til heller
ikke at staa tilbage, men ligeledes foretage et Sidespring med et
triumferende Smil: »Kommst du mir so, komm' ich dir so«, -- saa at
Diskussionen blev fyldigere, skjøndt dens Indhold nu var os
ligegyldigere og egentlig kun et Middel til Koketteri. Vi imponerede
virkelig vore Tilhørere saaledes, at Hr. Hertz sagde til mig: »Som De
kunde faa den lille Minna til at snakke, hun er ellers ikke saadan
skaaret for Tungebaandet;« og senere betroede hun mig, at Fruen
havde sagt til hende: »Der har Du rigtignok fundet En, som Du kan
snakke med.«
Disse Bemærkninger syntes at aande en særlig Tilfredshed, og jeg
troer, at de gamle Folk allerede efter denne Samtale gjorde den
ganske vist noget overilede Slutning, at vi passede godt for
hinanden. Da de -- som Tydskerne sige -- havde »sluttet os begge i
deres Hjerter«, var det derfor ikke saa underligt, at de gjerne
gjorde deres, for at et nærmere Bekjendtskab kunde sluttes, -- saa
meget mere som de mente, at Minna trængte til at faa altfor smertelig
søde Erindringer skudt tilbage af en frisk opblomstrende Følelse, --
hvad jeg allerede den Gang anede, og siden fandt bekræftet. Saaledes
ordnede det sig snart, at vi flere Gange om Ugen traf hinanden hos
dem i det lille Hus ved Elben. Henimod Aften kunde hun temmelig let
faa fri fra sine Gouvernantepligter, og hvad mig angik, saa havde jeg
selvfølgelig aldrig »noget Bedre for« end at være dèr, hvor jeg traf
hende.
Hver af disse Aftener forløb -- fraseet den voxende Fortrolighed --
omtrent som hin første, og den væsentligste Variation var, at Heden
undertiden drev os ind i Grundene. Som oftest holdt vi os dog ved
Floden, hvilket var bekvemmest for de Gamle. Naar Solen begyndte at
stjæle sig ind i Lysthuset, var det Signal til at spadsere. Skyggerne
af Liliensteins Klippeplateau blev bestandig dybere, og Stenenes
Kanter traadte frem som Glandslys, der sænkede lange, vibrerende
Speilstriber i Floden; -- nedenunder paa Stenbruddenes lange, gule
Tavler traadte alle Sprækker og Hak violette og purpurrandede frem
som en underlig Kileskrift om industrielle Bedrifter. Speilet i
Floden klaredes og skjærpedes. Midt paa dens Glands gled lange
Tømmerflaader, som krummede sig efter dens Bugtning, og hvis
mastelange Aarer, fire-fem i Rad forude og agter, bevægede sig
blinkende. Eller der kom drivende et Par »Ziller«, tungtlastede
Dækspramme, omtrent af en Skonnerts Størrelse, -- kullede sorte
Skrog, der lignede uhyre Biller, eller med et stort Seil spændt op,
som lyste langt bort over de flade Marker, efter at Baaden længst var
usynlig. Men op imod Strømmen arbeidede sig af og til en Kjededamper
med en halv Snes af disse Fragtpramme paa Slæb, hvæsende og
stønnende, medens den vandt den undersøiske Jernkjede op over sin
flade Stavn med en øredøvende Raslen, der dog paa Afstand blev en
behagelig Klokkeklang.
Naar saa Mørket faldt paa, blussede der paa Tømmerflaaderne et lille
Baal: det syntes at flyde paa Vandet, og belyste et Par skjæggede
Ansigter, eller der silhouetterede sig foran det en kraftig
Skikkelse, som foroverbøiet stemmede den skraa Stang fast mod
Skuldren. Men Slæber-Flotillen blev en hel Illumination, der bugtede
sig om Næsset tæt ind under de mørke Bastei-Klipper, som en
Procession af lodrette gyldne Stave med store Knapper foroven,
anførte af en Rubin og Smaragdstok.
Heller ikke paa den modsatte Bred stod Livet stille men sendte af og
til et Tog forbi, snart fra den ene, snart fra den anden Side, med
Piben og Bræmsning ved den lille Station, indtil henad halvti det
lille Iltog til Prag og Wien jog forbi, uden blot at mindske Farten,
som en flygtig Lysning inde mellem Træerne, -- og underrettede os om,
at det var paa Tide at gaa hjem. Vi kunde trænge dertil, thi som det
hedder -- mod Sædvane rigtig citeret --: »Die Uhr schlägt keinem
Glücklichen«.
Ja, vi vare lykkelige, -- ikke jeg alene. Det Skjær af Tungsind, der
fra først af havde hvilet over hende, veg mer og mer for barnlig
aaben Munterhed, og at det endnu holdt sig i Baggrunden af Sjælen,
kunde snart kun anes af de fremmedartede Reflexer, der af og til
faldt over hendes lyseste Stemninger. Jeg kunde, uden at være altfor
ubeskeden, tilskrive mig selv Andel i denne Forandring. Det
elskværdige Ægtepars Venlighed mod os begge gjorde hende godt; den
antog overfor hende Charakteren af den omsorgsfulde Deltagelse,
hvormed man opmuntrer en Reconvalescent til at nyde Livet. Mig
irriterede dette næsten en Smule; men hun syntes kun at føle en vis
Hygge derved.