Minna - 02

Total number of words is 4858
Total number of unique words is 1571
43.5 of words are in the 2000 most common words
59.8 of words are in the 5000 most common words
67.2 of words are in the 8000 most common words
Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
Historier, da hendes lille Plageaand var falden i sød Slummer. Denne
Gang afventede jeg ikke Spørgsmaalet, om det klarede? men fortalte
strax, at det saae ud til at blive godt Veir. Den unge Pige smilede
ganske fornøiet, og takkede mig for Laan af Plaiden, som hun gav sig
til at lægge omhyggelig sammen; da den var saa stor som en lille
Selskabsdug, maatte jeg hjelpe hende dermed, og vakte hendes
Munterhed ved at tage keitet fat; der var netop saa megen Plads, at
vi kunde stramme den ud i hele dens Længde, og saa manøvrerede vi
henimod hinanden paa den bekjendte Maade, til vore Hænder mødtes. Men
før jeg kunde faa sagt Noget, var hun med et hurtigt »Tak« allerede
sprunget op ad Trappen, overladende det til den større Pige at purre
den Lille op.
Der var snart overfyldt af Passagerer paa det fugtig glindsende Dæk,
hvor man endnu ikke kunde sidde paa Bænkene. Kun enkelte Draaber
glimtede gjennem Luften, som var ganske fugtig varm; oventil blaanede
Himlen, Floddalen stod endnu fuld af en lys Em, og Skovene paa
Klippeterrasserne dampede saa stærkt, som om enhver Grantop var en
lille Skorsten, hvorfra en fin blaa Røg krusede sig tilveirs og
opløste sig i Solglandsen.
Forude glitrede Flodvandet skarpt og blændende. Man saae allerede et
Par Smaahuse af Rathen ved Foden af Basteis lodrette Fjeldmure og
bagved dem en underlig vild og sønderrevet Klippemasse,
Gamrigsstenen, som jeg havde bemærket fra mit Vindue.
Jeg gav mig til at lede efter min Smule Reisegods, som endelig
fandtes i god Behold under Persenningen. Saaledes havde jeg ikke
faaet Tid til at se mig mere om efter den smukke Reisefælle, da
Raabet lød: »Rathen, am Steuer absteigen,« og jeg fik travlt med at
trænge mig agterud med mine Sager. Da jeg naaede derhen, saae jeg til
min Glæde det graa Slør vimple forrest i Rækken, og strax efter gik
hun over Landgangsbroen med sine Smaafolk.
Inden jeg havde faaet fat i en Drager, vare de komne mig af Syne.


III

Hvis jeg maatte raade, saa skulde der paa et af de mest fremragende
Punkter i denne Egn opstilles en Skamstøtte for den Mand, som har
opfundet det skrækkelige Navn: »Sachsisk Schweiz«. Sikkert er det, at
Ingen har skadet den smukke lille Klippe-Egn mer, end ikke
»Bjergforeningerne«. Nu kommer enhver Besøgende hertil enten med en
Erindring eller et Phantasibillede af Schweiz som Maalestok,
sammenligner og vrager, og gjør sig vigtig med, at han har seet eller
tænkt sig noget ganske anderledes Storartet, hvad det stakkels Land
jo slet ikke har bedt ham om.
Men naar man kommer herhen uden nogen Fordring og tager Landet som
det er -- fremfor Alt, naar man ikke tager det i Turiststormskridt,
men lægger sig smukt hen for at leve og nyde, -- hvilken Rigdom af
Naturskjønhed byder det En da ikke, fuld af Modsætninger, som ere
forsonede i en ganske eiendommelig idyllisk Landlighed: Goldhed og
frodig Fylde, vild og steil Sønderrevethed og dyrkede Fladstrækninger
findes Side om Side eller over hinanden, og fra lys dirrende Hede
træder man umiddelbart ind i fugtig-sval Skygge. Og #hvor# udvider
Lungerne sig i en friskere og mere sund krydret Luft end den, der
stryger hen over disse Høider og fylder disse Skove og Klippedale?
Men for rigtig at finde sig til Rette, maa man sætte sig ind i denne
Egns eiendommelige Natur, og forstaa, at det ikke er et Bjergland,
man færdes i, men en Høislette, som ved Vandflod er bleven kløvet,
gjennemgravet og udskyllet, hvorved Stenen er kommet frem snart som
Furernes Vægge, snart som Ruiner midt i dem, saa at Klipperne mindre
danne den ophøiede Del af Landskabet end dets Fordybninger. Derfor
undres man i Begyndelsen over at se en frodig grøn Mark runde sig
oppe over en brat Klippevægs ru Stenhud, som en Fløielssadel paa en
Elefant, og man forbavses ved, efter at have gaaet gjennem bølgende
Rugmarker, under sine Fødder at se et af disse vilde og forrevne
Klippepartier med en Uendelighed af Tinder og Taarne og hundred Fod
høie Sandstenskegler. I Begyndelsen ærgrer man sig næsten lidt over
denne Modsætning, men man ender med at holde af den. Og ovenpaa
denne Høislette med et Klippeland under sig, er saa igjen disse
enkelte Bjerge skudt op, der paa Afstand væsentlig give Landet dets
Physiognomi, et vortet Physiognomi, hvis jeg tør bruge et uædelt
Billede; thi sete i nogle Mils Afstand ligne de mest af Alt
Kjæmpevorter, disse »Stene«, enten de nu kaldes Kongestenen,
Pavestenen, Liliestenen og hvad de alle hedde; ja selv det totusind
Fod høie, uendelig langstrakte Snebjerg er kun en mere storartet
Variation. -- Enkelte, som de forbundne Vinterbjerge, emancipere
sig ganske vist fra Typen men de ere ogsaa lige paa Grændsen, og
efterhaanden som man kommer ind i »det Böhmiske«, bliver en
almindeligere Bjergnatur fremherskende. Rigtignok ligger
allerede »Schneeberg« inde i Böhmen, og overhovedet er Grændsen
mellem Bjergformerne ikke trukken saa skarpt som den mellem
Kaffe-Kvaliteterne: for denne er i den første bøhmiske Flække saa
fortrinlig, som om man allerede var i Karlsbad, medens man i den
sidste sachsiske drikker den berømte »Bliemchen-Kaffee«, et Dekogt,
der skylder sit Navn den Egenskab, at man igjennem det kan se en
lille Blomst, som er malet i Bunden at Koppen.
Jeg havde netop efter Middagen nydt det sædvanlige Maal af denne
Drik, der paa ingen Maade truer med Hjertebanken. Den foregaaende Dag
havde jeg smagt paa den bøhmiske i Prebischthor og to Dage før -- --
kort sagt, jeg havde rørt mig ganske godt og var ikke oplagt til
nogen længere Udflugt. Jeg sad og døsede ved mit Vindue og
overveiede, om jeg gad være over at gaa ned i Amselgrunden. Det var
meget varmt og blikstille. De lette Skyer, der vare ligesom tværede
ud i den graablaa Himmel, havde et rødligt Skjær. Det solbeskinnede
Græs og Løv straalede ikke, men havde en mere intensiv grøn Farve end
ellers; Skyggen mellem Klipperne var uigjennemsigtig, og
Slagskyggerne, som de kastede paa hinanden, havde ingen skarpe Rande.
Ovre i Grunden kukkede en Gjøg uafbrudt, hvad den allerede havde
gjort i timevis, og denne regelmæssige Lyd bidrog til hele Naturens
søvndyssende Virkning .... Jeg havde afgjort ikke Lyst til at gaa
mange hundrede Skridt bort; -- men sove kunde jeg ikke, læse gad jeg
ikke, og om at skrive Breve kunde der ikke være Tale.
I denne Raadvildhed faldt de »skyggefulde Promenader« mig ind. Jeg
havde hidtil ikke savnet dem, men nu vilde det nok have været mig
kjært, om de havde haft en nyttigere Existens end den i Værtindens
Praleri. I det samme faldt mit Blik paa en lille Allé af unge Birke;
den begyndte ganske pludselig en halvhundrede Skridt fra mit Vindue,
som den stilede imod; men snart bøiede den om og forsvandt bag den
kratbevoxede Rand af Bakken, der temmelig brat sænkede sig ned mod en
lille Kjedeldal. Jeg havde ment, at denne Birke-Allé hørte til den
fine Nabovilla; men det var mig nu paafaldende, at den ikke ved nogen
Art Gjærde var adskilt fra denne Jordlod, der hørte til vort Hus, og
som var optaget af et Stykke med Kartofler, et Par Salatbede, nogle
Rækker Ærteris og en Græsmark; denne var det, som pludselig stoppede
for Alléen, og længer henne stødte den op til Krattet paa
Bakkeranden, hvor man heller ikke saae noget Hegn eller Rækværk. Det
var altsaa muligt, at ogsaa det øverste af Afhanget tilhørte min
Værtinde, og at den saa pludselig afbrudte Allé kun ventede paa en
Fuldendelse af det paabegyndte Anlæg for at forene sig med en Gang
fra Huset; dernede kunde følgelig de skyggefulde Promenader befinde
sig. Jeg gjorde i Tanken den brave Kone Afbigt, fordi jeg saa vantro
havde spottet dem, og besluttede strax at benytte mig af min saa høit
lovpriste Rettighed som Logerende til at gaa »da'rim und dort'nim«.
Jeg gik ikke hen til Birke-Alléen, men skraaede over til Krattet, der
viste sig at bestaa af Hassel og Tjørn. Markgræsset, der var fuldt af
Bellis og traadfligede Nelliker, trængte ind ad Aabningerne mellem de
temmelig spredte Buske, men standsedes snart af en grusbelagt Gang.
Paa den anden Side af denne Gang sænkede Græsskraaningen sig temmelig
brat ned mod en lille Sidedal, der var fuld af ung Naale- og
Birkeskov. Tilhøire afløstes Grusgangen snart af en beskeden Fodsti,
der tabte sig inde mellem Granstammerne; jeg fulgte den tilvenstre
for at gjøre mig bekjendt med Anlægget.
Neppe var jeg gaaet en Snes Skridt, før jeg stod foran en net lille
Grotte eller snarere Klippenische. Ellers saae man paa denne Bakke
kun Græstørv og Sand, men her var Stenen brudt igjennem, og idet den
ludede noget fremover, som om den havde løbet Panden gjennem
Jordlaget, og trængte lidt frem ved Siderne, ligesom med fremskudte
Skuldre, havde den af sig selv dannet denne Siddeplads, hvor der
næsten hele Dagen var Skygge. Der var anbragt et Bord og et Par
Havebænke, og midt paa Stenvæggen stod malet »Sophien-Ruhe«.
Et Øieblik blev jeg staaende ganske imponeret; jeg havde ikke
tiltroet Madam Richter at have saadan en Trumf i Baghaanden. Saa tog
jeg Plads paa den magelige Bænk; men jeg følte mig dog ikke helt vel
tilmode, og det blev mig mer og mer tvivlsomt, hvorvidt jeg nu ogsaa
havde Ret til at være her. Medens jeg plagede mig med disse Tanker,
fik jeg Øie paa en lille Bog, der laa paa Bænken. Jeg tog den op og
bladede i den og opdagede til min Forbavselse, at det var et
tydsk-dansk Lexikon. Jeg vidste ikke af, at jeg havde nogen Landsmand
i »Pensionen« -- hvad denne Caserne-Villa kaldtes tiltrods for, at
den kun havde og kun kunde have Logerende. Hvem kunde det vel være,
der havde den i Tydskland yderst sjældne Passion at studere Dansk?
.... Ved det slidte Bind var der mig for Resten noget Bekjendt.
Gruset knirkede under lette, hurtige Skridt. Idet jeg hævede
Hovedet, traadte en ung Pige frem paa Gangen. Det var den smukke
Lærerinde fra Skibet.
Jeg havde, siden jeg kom, haft saa travlt med Ture og Udflugter, at
der ikke var blevet Tid til at længes efter at forny dette flygtige
Bekjendtskab, og navnlig i de sidste Dage havde jeg slet ikke tænkt
paa hende. I dette Øieblik faldt det mig ind, at Skolelæreren havde
talt om en smuk lille Gouvernante hos Kammerherrens i den fine Villa.
Hun havde aabenbart været sikker paa ikke at træffe Nogen, for hun
udstødte uvilkaarligt et lille Skrig. Jeg var naturligvis sprunget op
og krammede en hel Mængde Beklagelser og Undskyldninger ud: Yttringer
af min Værtinde om vore skyggefulde Promenader havde givet mig
Anledning til at tro .... men jeg mærkede nu, at jeg, meget mod min
Villie havde trængt mig ind paa fremmed Grund .... jeg beklagede
dette saa meget mer, som det syntes, at jeg havde voldt hende nogen
Forskrækkelse.
Den unge Pige smilede forlegen:
-- Deres Feiltagelse er meget forstaaelig, saa De har egentlig ikke
Noget at gjøre Undskyldning for -- og heller ikke at beklage -- for
min Skyld.
Hendes Blik faldt nu paa den lille Bog, som jeg i min Forvirring stod
og dreiede mellem Fingrene. I det samme blev hun ganske rød i
Hovedet.
-- Maaske er det Deres Bog?
-- Jeg kom netop for at hente den.
-- Saa maa jeg gjøre Dem nok en Undskyldning, fordi jeg var saa
næsvis at blade i den .... Det var en underlig Overraskelse, -- jeg
er nemlig Dansk, skal jeg sige Dem.
-- Det veed jeg nok, svarede hun, jeg kunde høre det paa de første
Ord, som De henvendte til mig ombord paa Dampbaaden.
Denne Erklæring var ikke just smigrende for mig, thi jeg nærede det
lønlige Haab, at mit Tydsk var saa godt, at en Inden-Tydsker kunde
holde mig for en fjern Landsmand.
-- Saa har De vel omgaaedes Danske meget? spurgte jeg.
-- Jeg har kjendt enkelte Landsmænd af Dem, svarede hun, og saae
pludselig helt alvorlig ud.
-- Og dette Bekjendtskab har ført til, at Frøkenen gjorde sig
bekjendt med et saa lidet læst Sprog?
-- Ja, svarede hun lidt langtrukkent og som om hun overveiede,
hvorledes hun hurtigst kunde afslutte denne Samtale.
-- Dersom jeg maaske paa nogen Maade kunde være Frøkenen behjelpelig
....
-- Nei, -- desværre! Det vil sige, der har nemlig været Tale om, at
jeg skulde som Gouvernante til en Familie i Danmark, men det er nu
opgivet.
Denne nøiagtige Meddelelse om Noget, der jo slet ikke vedkom mig, var
mig overraskende, og jeg ventede allerede, at hun skulde føre
Samtalen videre, da hun i en reserveret Tone sagde:
-- Det vilde gjøre mig meget ondt at være den, der forjog Dem fra
denne behagelige Siddeplads. Men De behøver virkelig slet ikke at
gaa, for jeg kjender Husets Skik: der kommer aldrig Nogen i Haven
eller Anlægget paa denne Tid. Det var ogsaa derfor, at jeg blev lidt
forskrækket, da jeg saae Nogen sidde her, jeg er temmelig nerveus.
Farvel!
Jeg var ved at vove et Forsøg paa at faa hende til at blive, da jeg
altsaa vidste, at vi kunde være uforstyrrede; men i hendes Blik, der
søgte bort, bemærkede jeg en altfor fugtig Glands, som i Forbindelse
med en rød Plet paa Næsen og en Trækning ved Mundvigen overbeviste
mig om, at hun var lige paa Nippet til at briste i Graad, en
Opdagelse, der gjorde mig fuldstændig confus. Jeg fremmumlede Noget
om hendes store Venlighed og om, at jeg dog ikke vilde misbruge den
ved at blive, i alt Fald -- vovede jeg at tilføie -- naar hendes
Selskab ikke længer ....
Men borte var hun allerede.
Forresten blev jeg dog siddende i nogen Tid, ligesom fortumlet af det
uventede Møde, og forsøgte at fastholde Billedet af den unge Pige,
som denne anden Gang havde gjort et endnu stærkere Indtryk paa mig.
Jeg var nu ganske paa det Rene med, at hun var den nydeligste Pige,
som jeg havde seet. Hun havde haft en Havehat paa, der foran aabnede
sig om Hovedet med en gammeldags kalecheagtig Form, og jeg havde
derved faaet at se, at hendes Pande var ualmindelig høi og velformet.
Men især havde de Øine været mig paafaldende, som husedes temmelig
dybt inde under denne Hvælving. Naar hun lukkede dem helt op, var der
næsten ingen Afstand mer mellem Vipper og Bryn -- af hvilke ingen var
fremtrædende -- saa skarpt og sikkert var Øienhulen skaaren ind.
Øinene selv vare mere paafaldende ved deres Glands end ved deres
Størrelse og havde en eiendommelig hurtig Bevægelse, som om de
smuttede et andet Sted hen. Deres Iris, hvor gule og grønlige
Straaler spillede over den brune Grundfarve, gjorde et Indtryk, som
naar man i en skyggefuld Skovkløft ser ned i en Bæk, hvor dæmpede
Solglimt lege nede paa Bunden, og Blikket vexlede ligesaa hurtig
Udtryk, som et saadant Vand gjør det under Løvets og Skyernes
Bevægelser.
Jeg kunde slet ikke glemme dem.
Og saa var dette Træf med det danske Lexikon mig høist paafaldende.
Det forekom mig som et Fingerpeg, en Styrelse, eller kort sagt,
Noget, der havde sin Betydning og ikke kunde blive staaende saaledes
isoleret. Jeg troede ikke rigtig paa hendes Forklaring, at hun skulde
have været som Lærerinde til Danmark; skjøndt, hvorfor skulde hun da
have sagt det? Men fremfor Alt, hvorfor havde hun været lige ved at
græde, uden optænkelig Grund!
Alt dette tænkte jeg frem og tilbage over, medens jeg fordybede mig
ind i Kløften, og gjennem den store Naaleskov gik helt over til
Polenzgrunden, hvor jeg spiste til Aften i Walthersdorfer-Møllen. Det
Trykkende i Heden havde fortaget sig, og det var blevet det
skjønneste Eftermiddags-Veir.
Jeg nød ogsaa Naturen, men paa en anden Maade end de foregaaende
Dage, ikke med denne ligefrem modtagende Ro, men med en aandelig
Prikken og Vibreren, der svarer til en lignende mere legemlig
Fornemmelse, naar man har drukket en Del god Vin. Den er paa ingen
Maade ubehagelig, men samtidig med, at den gjør Opfattelsesevnen
lettere paavirkelig, gjør den den ogsaa mindre distinkt. Derved
bliver det da lettere for den »kjære stadige Tanke« at forbinde sig
med alle Indtryk.
Saae jeg ned i den hurtig og stille rindende Polenz, saa erindrede
mig dens grønlig brune Skjær med gyldne Blink af Eftermiddagssolen om
hendes underlige Øine. Jeg opdagede nogle smukke Blomster, og strax
tænkte jeg: naar jeg nu allerede stod paa en saadan Fod med hende, at
hun gjerne modtog en Buket af mig. Eller jeg laa paa en steil Skrænt
og hørte Granerne suse over mig, og det faldt mig ind: hvis jeg nu
var Digter, saa vilde jeg vist i dette Øieblik blive inspireret til
et Digt, som kunde vække hendes Beundring, og hvori jeg ogsaa kunde
lade mine Følelser komme til Orde. Jeg fandt endogsaa paa et Indhold:
hun var en Gaade, som jeg bestandig maatte gruble over; og »det bares
mig for« -- dette Udtryk fandt jeg særdeles poetisk -- at hvis jeg
kunde finde Løsnings-Ordet, saa vilde det ogsaa være det, der »hævede
livets Skat«. Jeg kunde imidlertid ikke faa Ordene til at rime, end
sige da, at de skulde danne nogen Art rhytmisk Forbindelse.
Da jeg kom tilbage til Rathen, var der temmelig mørkt. En smal
Maanestrimmel skimtedes kun dunkelt lige over Bakken, paa hvilken
Villaen laa. Mellem Havebuskene og i Krattet ved Bækken sværmede
Ildfluerne. Stilfærdig svævede de smaa Gnister hid og did, steg og
dalede, som om det var bitte Lamper, der blev baarne af usynlige
Alfer; undertiden lyste enkelte Blade af en Busk op omkring en, der
var helt skjult; af og til fløi en saa høit, at man saae den op imod
Himlen som en Stjerne, der bevægede sig. Andre Stjerner viste sig
heller ikke; det var atter blevet lummert og stille. --
Ogsaa de foregaaende Aftener havde jeg nydt dette forunderlige
ætheriske Fænomen af Natur-Erotikken, og det var vel ikke blot, fordi
det var rigest denne Gang, at det nu betog mig paa en ganske anden
Maade og satte mig i en ubeskrivelig Stemning. Og ærlig talt, hvad
har det at betyde med disse evige Analyser af Stemninger, som moderne
Forfattere føle sig forpligtede til at diske op med? Som om Nogen f.
Ex. kunde gjøre sig en Forestilling om Vand, fordi han fik at vide,
at det bestod af Ilt og Brint i et Forhold af en til to, om han saa
nok saa godt kjendte baade Ilt og Brint! det maatte da være Vor-Herre
selv, og saa havde han vel #eo ipso# skabt Vandet, saa det takker
Pokker ham for. Kun saa meget kan jeg sige, at jeg havde
Hjertebanken, mens jeg steg op ad Bakken og hyppig standsede for at
se ned over Dalen, hvor de smaa Lyspunkter bevægede sig imellem
hverandre; enkelte Steder lyste ogsaa Løvrammen om en lille blank
Rude, og rundt om mere fornam end saae Blikket de steile
Klippemasser, der alle syntes at være lige nær.
Paa Stentrinene op til Døren saae jeg endnu en lille ensom Glød
sprede sit Fosfor-Lys. Jeg strøg en Svovlstik af og opdagede en lille
graa og lodden Klump, der atter gav Plads for en Gnist, da
Svovlstikken slukkedes. Iøvrig var jeg bange for at forstyrre den,
thi jeg havde en mystisk Følelse overfor denne Sct. Hansorm, som jeg
nu tre Aftener i Træk havde seet sidde nøiagtig paa den samme Plet, i
det indre Hjørne af Trinet lige ved et Kjeldervindue; og jeg havde
udtrykkelig forvisset mig om, at den ikke var der om Dagen. Hvad
foregik der vel i et saadant lille Væsen, naar det Aften efter Aften
fandt den bestemte Vei til sit Stevnemøde? eller maaske var den hver
Gang bleven skuffet og kom dog trøstig med sin erotiske Diogenes
Lygte, der ikke søgte, hvad den nu havde fundet: et Menneske, men en
Hun, og sad dèr i Tillid til, at dens brændende Kjærlighed her paa
sit ophøiede Stade nok skulde trylle sin Gjenstand til sig .... Havde
maaske ogsaa hos os en saadan stille, haardnakket Lidenskab en
uimodstaaelig Magt, selv om man her kun figurlig talt kan »se Hjertet
brænde gjennem Vesten«?
Man skulde tro, at jeg havde haft en særlig Brug for en saadan
overordentlig Kraft, for medens jeg kastede mig om paa mit Leie (der
altid var en Smule klamt), tænkte jeg bestandig paa den lille
forelskede Lysgiver, og saavidt jeg husker spillede den ogsaa en
Rolle i mine temmelig forvildede Drømme.


IV

Da jeg den næste Morgen gik ud, saae jeg nøie efter, ikke blot paa
Stentrinene, men ogsaa i den lille Vindues-Fordybning; men Sct.
Hansormen var forsvunden. Jeg aftalte med mig selv, at hvis den
fandtes der igjen om Aftenen, skulde det være et Varsel om, at der
vilde udvikle sig et nærmere Forhold mellem mig og min smukke
Naboerske.
Jeg gik lige hen til Skolelæreren, som jo havde bedet mig om at
besøge ham for at faa Anvisning paa lønnende Udflugter, -- og som var
en fjern Slægtning af hende.
Det var Ferie, og jeg traf ham i Kjøkkenhaven foran Huset, hvor han
arbeidede, med et Uhyre af en forreven Sivhat paa Hovedet. Han blev
øiensynlig glad ved Besøget. Da vi havde vexlet de behørige
Bemærkninger om det gode Veir, der saae ud til at ville holde sig,
udspurgte han mig om, hvor jeg havde været, og fandt snart en Tour,
som var mig ubekjendt, og som jeg ikke let vilde kunne gjøre alene.
Jeg tog naturligvis gjerne mod hans Forslag, at vi skulde gaa sammen
strax efter Middag.
Underveis var han -- ja, der er ikke andet Ord derfor end det tydske
»kreuzfidel«. Det viste sig, at han en lang Tid havde studeret,
formodentlig mer paa Kneiperne end paa Universitetet, og Minderne fra
den Tid var hans Livs Stolthed. Han sang den ene Studentervise efter
den anden fra »Kommers-Bogen«, der oftest udmærkede sig ved deres
fuldstændige Meningsløshed, saasom:
Auf der Mauer
auf der Lauer
sitz 'ne alte Wanze.
Sieh' mir doch die Wanze an,
wie die Wanze tanzen kann. --
Senere gav Veien Anledning til at komme frem med Viser fra
Krigsaarene. Naar jeg, der var lettere tilbens, under Opstigningen
tog Luven fra ham, brummede han ufeilbarlig paa et sachsisk
Spottevers fra attenhundred tretten og sexogtreds:
Immer langsam voran,
immer langsam voran,
dass der österreich'sche Landsturm auch nachfolgen kann.
Sakkede jeg derimod agterud, saa hed det:
Du Hannemann,
geh du voran,
du hast so lange Stiefeln an.
At denne Erindring fra fireogtreds og særlig Navnet »Hannemann« ikke
kunde være helt behagelig for et dansk Øre, tog den noget tykhudede
Tydsker ikke Hensyn til, og forresten saae han saa godmodig ud
derved, at jeg, trods nogle patriotiske Anfægtelser, ikke kunde tage
ham det ilde op.
Naar vi hvilede ud, diskede han gjerne op med Anekdoter fra sin
Studentertid eller fra Krigen, hvilke sidste iøvrigt gjerne var af
forholdsvis fredelig Art.
-- Ja, det skal De nok have Ret i, at det er en god Tobak, sagde han,
idet han tændte sin Pibe efter Aftensmaden. He, nu skal De ellers
høre en pudsig Historie, som er passeret mig med den Tobak, det vil
sige, den Gang var den rigtignok bedre, end som den er bleven paa de
sidste Aar; -- den var ligefrem berømt over hele Tydskland, den
Altstädter Ziegel-Tobak. -- Altsaa det var den Gang, -- jeg har vist
fortalt Dem, at jeg laa paa Lazarettet i Flensburg; jeg havde faaet
en Kugle oppe i Skuldren. Da jeg nu var ved at komme mig, saa fik jeg
Lov til at ryge mig en lille Pibe Tobak. Nu maa De vide, jeg er
barnefødt i Altstadt, og min Moder, som boede der, hun sendte mig
jevnlig et og andet, -- vi havde jo fri Forsending, -- og der var saa
altid noget af denne extra Tobak med i Pakken. Naa, jeg faar altsaa
Piben tændt, og neppe er Tobakken kommen i Glød, før min Sidemand,
det var en Dansker, som de havde taget ved Düppel, -- han var kommen
en Bajonet for nær, -- han reiser Hovedet saadan lidt op fra Puden og
begynder at snøfte; og jeg kunde nok mærke, at Røgen ikke generede
ham, for han formelig gottede sig. Naa, jeg bakker jo alt hvad
Pibetøjet vil holde. Han bliver ved at snuse og saadan aande ind.
»Det var som Fanden,« siger han saa. »Hvorfor det,« siger jeg,
»lugter den kanske af Svovl?« »Nei, paa det Lav!« siger han paa meget
ordentligt Tydsk; »men jeg vil være hængt, om det ikke er Altstädter
Ziegel-Tobak, som du ryger.« »Saa bliver du ikke hængt den Gang,«
siger jeg. »Hvor kjender du ellers Altstädter Ziegel-Tobak fra?« »Jo,
den skulde jeg da nok kjende,« svarer han saa, »for jeg har været to
Aar i Altstadt, den Gang da jeg reiste paa Professionen, for jeg er
Uhrmager. Siden har jeg aldrig røget den Tobak, og nu, da jeg lugter
den, er det akkurat, som jeg igjen sad dèr paa Hjørnet af Gaasetorvet
og Smedestræde hos min skikkelige Mester Storch.« »Næh!« siger jeg,
og var lige ved at tabe Piben. »Jo, gu min sæl er det saa,« svarer
han. -- »Men saa har du jo været i Lære hos min egen Fader!« Ja, vil
De nu tænke Dem! og da vi kom til at snakke rigtig sammen, kunde jeg
ogsaa nok huske ham, skjøndt han havde lagt sig et stort Skjæg til,
et rigtigt Hannemann-Skjæg .... Naa, jeg gav ham en Kardus af
Tobakken, men det kunde jo lige saa godt have hændet sig, at jeg var
kommen til at give ham en varm Kugle.
Da denne Anekdote var ude, greb jeg Leiligheden -- hvis man kunde
sige, at der var en saadan -- til at udspørge ham om hans
Familieforhold, og efter at have døiet flere baade kjedelige og
indviklede Kapitler af Slægtskrønniken, belønnedes jeg endelig ved,
at vi naaede frem til Minna Jagemann, -- »hende, den lille kjønne
Lærerinde hos Kammerherren, som De vel nok har seet.« --
I Begyndelsen havde Meddelelserne om hende en meget almindelig og
nøgtern Karakter.
Hun var Datter af en hæderlig Gymnasiallærer, som var død for et Aars
Tid siden. Moderen leiede ud til Pensionærer, og hun selv tjente lidt
ved Informationer, navnlig ved at undervise Fremmede i Tydsk, give
Conversationstimer og lignende. For Tiden havde hun undtagelsesvis
taget mod denne Gouvernanteplads, som var godt lønnet; ellers boede
hun sammen med Moderen i en af Dresdens Smaagader.
Alt dette lød noget hverdagsagtigt, og jeg havde nu en Gang sat mig i
Hovedet, at der maatte hvile en romantisk Skjebne over hende.
-- Det er forresten ikke altid saa rart med disse Fremmede, navnlig
til Omgang for saadan et stakkels uerfarent Pigebarn, bemærkede han
og stoppede Asken ned i Pibehovedet.
-- Saa --? spurgte jeg opmærksomt. Hvordan mener De det?
-- Naa ja, man veed jo ikke rigtig, hvem man har at gjøre med, og det
kan jo føre til et og andet, der ikke er, som det skulde være.
-- Har Frøken Jagemann da oplevet noget saadant?
-- Ja saamænd har hun det. Det var en ung Maler, forresten en
Landsmand til Dem, en løs Fyr. Han lod hende da sidde, og det havde
hun saa vist ikke fortjent af ham.
-- Ja saa! De havde altsaa været forlovede?
-- Nu, forlovede vil jeg just ikke sige. Forresten er jeg ikke saa
nøie inde i det; -- jeg har det fra Tante Sophie, hende, husker De
maaske, jeg talte om, der ikke var saa rigtig heldig .... En Slags
Kærresteri har der i alt Fald været imellem dem. Alverden troede, at
de skulde giftes; men han reiste bort, og siden har han ikke ladet
høre fra sig. Forresten undrer det mig slet ikke, for han havde været
i Paris og lært at male, og Paris, det er jo det rene Sodoma. Ikke
fordi Dresden heller er saadan helt -- -- ja, det har De Vel nok lagt
Mærke til. Men Paris, Vor-Herre bevare os! det er jo forskrækkeligt
-- Alt hvad man læser derfra, og en Tydsker kan nu neppe være der,
saadan som de hader os. Forresten maa de da forskrive vores Øl, de
kan ikke engang brygge det efter, hvor gjerne de saa vilde! Nu har
Franskmændene igjen lukket en stor Fabrik tæt ved Grændsen, fordi den
tilhørte en Tydsker. Det kan jo aldrig gaa! De skal se, det vil ikke
vare mange Aar, før vi maa dertil igjen. Pas De bare paa, -- læste
De, hvad Bismarck havde sagt forleden? -- -- --
Og han begyndte at fortabe sig i Udenrigspolitiken.
Det interesserede mig, oprigtig talt, i dette Øieblik langt mere,
hvad der var passeret den smukke lille Dresdnerinde med den danske
Maler, end om jeg kunde have faaet den mest authentiske Underretning
om, paa hvilken Dag og Time Tydskerne vilde rykke ind i Paris. Jeg
spurgte ham forgjæves, om han ikke kunde huske Malerens Navn.
Paa Tilbageveien forholdt jeg mig temmelig tavs. Den Opdagelse, som
jeg havde gjort, satte mig i en eiendommelig Uro. Paa den ene Side
var det mig behageligt at have faaet lidt Tilfredsstillelse for min
Nysgjerrighed og at være kommen ind paa et Spor, hvor jeg anede, at
der fandtes et, -- men paa den anden Side syntes jeg ikke rigtig om
den Historie, skjøndt den ganske vist ikke vedkom mig, -- ikke det
mindste -- men alligevel. .... Jeg huskede nu paa det underlige lille
You have read 1 text from Danish literature.
Next - Minna - 03
  • Parts
  • Minna - 01
    Total number of words is 4783
    Total number of unique words is 1660
    43.1 of words are in the 2000 most common words
    58.3 of words are in the 5000 most common words
    66.3 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Minna - 02
    Total number of words is 4858
    Total number of unique words is 1571
    43.5 of words are in the 2000 most common words
    59.8 of words are in the 5000 most common words
    67.2 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Minna - 03
    Total number of words is 4781
    Total number of unique words is 1552
    42.6 of words are in the 2000 most common words
    58.6 of words are in the 5000 most common words
    66.5 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Minna - 04
    Total number of words is 4813
    Total number of unique words is 1721
    41.4 of words are in the 2000 most common words
    55.5 of words are in the 5000 most common words
    63.3 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Minna - 05
    Total number of words is 5023
    Total number of unique words is 1488
    47.9 of words are in the 2000 most common words
    63.4 of words are in the 5000 most common words
    70.4 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Minna - 06
    Total number of words is 4887
    Total number of unique words is 1432
    49.8 of words are in the 2000 most common words
    66.0 of words are in the 5000 most common words
    72.7 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Minna - 07
    Total number of words is 4874
    Total number of unique words is 1481
    48.3 of words are in the 2000 most common words
    64.1 of words are in the 5000 most common words
    72.6 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Minna - 08
    Total number of words is 4907
    Total number of unique words is 1605
    43.5 of words are in the 2000 most common words
    59.3 of words are in the 5000 most common words
    67.2 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Minna - 09
    Total number of words is 4918
    Total number of unique words is 1607
    46.6 of words are in the 2000 most common words
    60.9 of words are in the 5000 most common words
    68.3 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Minna - 10
    Total number of words is 5029
    Total number of unique words is 1464
    49.7 of words are in the 2000 most common words
    65.1 of words are in the 5000 most common words
    72.2 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Minna - 11
    Total number of words is 4717
    Total number of unique words is 1824
    39.2 of words are in the 2000 most common words
    54.3 of words are in the 5000 most common words
    61.8 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Minna - 12
    Total number of words is 4964
    Total number of unique words is 1437
    47.9 of words are in the 2000 most common words
    62.7 of words are in the 5000 most common words
    69.7 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Minna - 13
    Total number of words is 4974
    Total number of unique words is 1413
    46.0 of words are in the 2000 most common words
    61.6 of words are in the 5000 most common words
    70.6 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Minna - 14
    Total number of words is 5088
    Total number of unique words is 1308
    51.3 of words are in the 2000 most common words
    68.6 of words are in the 5000 most common words
    76.5 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Minna - 15
    Total number of words is 4866
    Total number of unique words is 1451
    46.3 of words are in the 2000 most common words
    60.9 of words are in the 5000 most common words
    69.6 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Minna - 16
    Total number of words is 4977
    Total number of unique words is 1393
    51.8 of words are in the 2000 most common words
    66.8 of words are in the 5000 most common words
    74.0 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Minna - 17
    Total number of words is 4918
    Total number of unique words is 1440
    49.3 of words are in the 2000 most common words
    63.9 of words are in the 5000 most common words
    71.1 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Minna - 18
    Total number of words is 4948
    Total number of unique words is 1472
    48.1 of words are in the 2000 most common words
    63.8 of words are in the 5000 most common words
    72.1 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Minna - 19
    Total number of words is 4022
    Total number of unique words is 1208
    53.0 of words are in the 2000 most common words
    67.1 of words are in the 5000 most common words
    74.6 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.