Minna - 14

Men det frygtelige, det Nemesis-agtige var, at denne Trofasthed
vendte sig imod mig selv; det var hendes Troskab mod ældre Følelser,
der manedes op mod den til de yngre, ved hvilke hun var bunden til
mig.
Hvor trygt havde jeg ikke hvilet i min Lykke!
Og nu havde en Fremmed sagt mig med rene Ord, at han haabede at rive
den fra mig.
Men jeg da? havde jeg leet ham ud eller vendt ham Ryggen som en
stakkels Nar?
Nei, jeg havde indladt mig i Strid med ham -- som om min Lykke
trængte til at forsvares -- værre endnu; jeg havde formelig truffet
Aftale med ham om, hvorledes man rigtigst burde forholde sig fra
begge Sider, og saaledes havde jeg indrømmet Muligheden af, at han
kunde seire, havde tilstaaet, at jeg slet ikke eiede denne Lykke, men
først skulde vinde den.
Faren var ikke blot mulig, den var virkelig, den var over mig, -- og
jeg stønnede under den som under et Mareridt.
Hvor trygt havde jeg ikke hvilet i min Lykke! Og dog forekom det mig
nu, at jeg i Grunden bestandig havde anet en Fare, og at der stedse
var draget en Skygge hen over denne Tids klareste Solskin. Jeg
erindrede, hvorledes hint mistænkelige Brev havde vakt mig af
Salighedsrusen efter det første Kys; jeg følte atter den pludselige,
ugrundede Skræk, som gjennemjog mig i Schandau, da jeg hørte hendes
Brev falde i Postkassen; ved mit første ensomme Besøg i hendes
Barndomshjem havde Skinsygen overfaldet mig paa en Maade, der nu
forekom mig spøgelseagtig; neppe havde jeg nydt Gjensynets Glæde, før
den forbitredes ved Minnas Mismod og ved hans bebreidende Brev, der
havde fremkaldt hos mig en urimelig Skinsyge og en mindre taabelig
Angst; hvor indstændig havde jeg ikke bedet hende om at lade det
ubesvaret, og hun havde sagt: jeg #maa# -- med den hende
eiendommelige Fatalisme, som nu ogsaa syntes at have smittet mig. Og
den følgende Dag, da hun havde skrevet og vist mig dette Brev, og vi
saa om Aftenen sad sammen paa Udsigtshøien i »Grosser Garten« og
øinede det fjerne Lilienstein, -- gled der da ikke over vore Hjerter
en Tungsinds-Skygge, som om vi stirrede ud imod et tabt Lykkeland? --
Saaledes syntes en fjendtlig Skjæbne at være født samtidig med vor
Pagt og at have nærmet sig truende, indtil den nu -- efter Beethovens
Udtryk -- »bankede paa vor Tilværelses Port«. Og den vilde nok vide
at skaffe sig Adgang, -- den stærke truer ikke forgjæves.
Jeg glemte, at netop, naar »Skjæbnen banker paa«, er det Tid til at
vise, at man er Karl for at tage imod den og i fornødent Fald kaste
den ned ad Trapperne; ellers kan let Omstændighederne falde paa at
spøge under Skjæbnens Kappe, i Tillid til vor Svaghed.
Under saadanne mistrøstige Betragtninger var jeg sunket hen i en
lethargisk Døs og fastholdtes lige saa meget i denne som jeg
opskræmmedes ved en physisk Skræk, et Syn eller snarere en
Fornemmelse af noget Uhyre og Uformeligt, der graalig skilte sig ud
fra Mørket og nærmede sig langsomt og ustandselig; -- ja, selv disse
vage Udtryk give maaske et vrangt Billede, thi dette nerveuse Indtryk
var ubeskriveligt, ja ufatteligt; det syntes at dukke op fra en Del
af vor Natur, der ligger under Bevidsthedslivet, og ligesaa lidt at
kunne indordnes i Begrebernes og Forestillingernes snevre Rum, som
Urtidens enorme Fostre kunne finde en Plads blandt de nulevende
Arter.
Endelig rystede jeg denne uhyggelige Tilstand af mig, klædte mig paa
og gik ud.
Det var en kold Morgendæmring med Taage og Støvregn.
Overalt var der lukket; jeg maatte drive fastende om en Timestid, --
ør og tung i Hovedet, og med den flove Utilpashed, som følger med en
altfor aarle Opstandelse.
Endelig fandt jeg en Café, hvor der blev luftet ud og vasket Gulv.
Jeg satte mig i en Krog, og Opvarteren, som havde #sin# Mening om min
Morgenduelighed, foreslog »en Sodavand«.
-- »Kaffe«, beordrede jeg barsk.
Men der var endnu ikke gjort Ild paa, og jeg maatte vente.
Det var en ægte -- skjøndt ikke behagelig -- Reisestemning, med
Erindring om Hoteller, naar man skulde med Morgentoget.
Reise -- bort herfra -- --! det var jo det, Minna vilde igaar Aftes;
da havde jeg snakket hende derfra -- og nu, hvor vilde jeg ikke
ønske, at vi allerede vare underveis -- at hun sad hos mig og Drosken
var bestilt -- Morgentoget -- hvorhen? lige meget -- blot afsted!
Men #nu# var det umuligt, selv om jeg havde haft Penge. Stephensen
havde ved sin Aabenhed virkelig opnaaet at lamme mig -- hvilket vel
ogsaa havde været hans Hensigt, om han end ikke anede, at vi kunde
tænke paa at reise hemmelig bort. Det var ikke saa meget det, at min
Stolthed vægrede sig ved at fly, skjøndt den Tanke var mig meget
imod, at Stephensen med nogen Berettigelse skulde kunne beklage sig
over min Handlemaade; værre var Frygten for en bestandig Følelse af,
at min bedste Skat var erhvervet paa en underfundig Maade, og værst
den Mulighed, at jeg endogsaa kunde begaa en Uret imod hende. Fra min
Side havde denne Flugt jo kun Mening under den Forudsætning, at Minna
efter modent Overlæg vilde have foretrukket Stephensen.
Men hvilken Ret havde jeg til at forebygge en saadan Afgjørelse, selv
om jeg gjorde det med hendes Indvilligelse?
Og hvis det viste sig at være en Overilelse, -- dersom hun senere
opdagede, at hun havde taget feil af sine Følelser, hvor bitter vilde
da ikke den Anger være, der kom for sent!
Nei, vi maatte blive og lade #det# ske, som skulde ske. Og dog var
der en indre Stemme, som vedblev at hviske: »Reis bort! hun vil
sikkert endnu.«
Dernæst kom Dagsordenen for. Det store Spørgsmaal var, om jeg strax,
saasnart det blev en rimelig Tid, skulde gaa til hende.
Min Længsel og Ængstelse drev paa, men Kritikken sagde: »Hvorfor
overløbe hende paa en usædvanlig Tid, det vil virke opskræmmende og
foruroligende paa hende, og hun behøver netop al sin Besindighed og
Klarhed. Desuden viser det, at du selv er ude af de vante Folder, det
lader dig synes bange, maaske endogsaa mistroisk.
Ganske vist, naar du bliver borte, er der Sandsynlighed for, at han
faar talt ene med hende, men det kan du dog ikke forhindre, saa lige
saa godt først som sidst .... Ja, de maa jo endogsaa tale sammen, du
kan da for Pokker ikke fri for ham. Altsaa: enten løb bort med hende,
eller ogsaa -- lad være med at spille Argus.«
Jeg besluttede mig til at gaa paa Polytechnicum som sædvanlig og
først besøge Minna efter Middag.


V

Da jeg traadte ind i den lille Dagligstue, sad Minna ved det aabne
Vindue. Jeg kunde strax se paa det Blik, som hun vendte imod mig, at
hun havde grædt meget.
-- Har han været hos dig? spurgte jeg strax, mens jeg holdt hendes
skjælvende Haand mellem mine.
-- Ja.
Hun lod mig beholde sin høire Haand og pressede den anden, der
knugede et lille Lommetørklæde, fast under Brystet, som om hun havde
Sting.
-- Hvad han har sagt dig, kjære Minna, -- det kan jeg jo nok vide
efter den Samtale, som jeg igaar Aftes havde med ham .... Han --
altsaa -- du havde Ret igaar, -- i alt Fald, hvad Hensigten med hans
Komme angik -- desværre -- skjøndt det er maaske egenkjærligt af mig
at sige --
Jeg vidste neppe, hvad jeg sagde, og selv de intetsigende Ord stod
ikke længer til min Raadighed -- kvaltes i min sammensnørede Strube.
Jeg speidede efter Udtrykket i hendes bortvendte Blik, ventede paa et
Ord, -- da rev hun pludselig -- efter et fast Haandtryk -- sin Haand
ud af mine, sank ned paa Stolen og brast i en voldsom, en frygtelig
Hulken, med Ansigtet skjult i Hænderne. Denne hjerteskærende Lyd og
det rørende Syn af dette fine Pigelegeme, der rystedes af Graadens
elementære Kraft, betog mig saaledes, at jeg glemte alt Andet. Jeg
kastede mig paa Knæ ved Siden af hende, omfavnede og trykkede hende
fast ind til mig, raabte atter og atter hendes Navn og tiggede hende
med taabelige Bønner om at holde op, om blot ikke at græde saaledes,
om at fatte Mod og skaane sig selv. Snart strømmede mine Taarer lige
saa rigelig som hendes. Lidt efter lidt tog Krisen af, hun smilede
mat, tørrede mine Øine med det lille Lommetørklæde, der var vaadt af
hendes Taarer, og medens hun ømt trykkede min Haand, hviskede hun
flere Gange: --
-- Min kjære, gode Ven.
-- Det er jeg, Minna, -- det er jeg, hvad der saa sker .... Men du
maa ikke tage det saaledes, hører du! Du maa ikke føle dig ulykkelig,
for du skal ikke blive ulykkelig .... Jeg vil heller taale Alt, end
se dig saaledes, heller miste dig, -- og det vil han ogsaa, det er
jeg vis paa .... Vi maa være fornuftige, og du maa gjøre dig stærk
.... du skal slet ikke tænke paa mig .... tænk blot paa dig selv,
hvad der er bedst for dig .... ikke sandt! det maa jo ogsaa være
bedst for os .... Naar du blot vælger det Rigtigste og gaar efter din
egen Natur, det er det, det gjælder om .... Vi vil begge være glade,
naar du blot bliver lykkelig.
-- Mig selv, -- nei, jeg er rigtignok den, som jeg sidst burde tænke
paa .... Aa, hvis jeg kunde gjøre jer lykkelige med at give Afkald
paa jer begge, saa troer jeg, -- ja, jeg er vis paa, at jeg kunde
bringe dette Offer -- heller end at skuffe Nogen af jer .... Og nu
kan jeg ikke give den Ene min Haand, uden at tage den fra den Anden,
-- hvor skulde jeg saa kunne blive lykkelig! det er der slet ikke
Tale om.
-- Jo, Kjæreste! det maa der alene være Tale om, og det kan der
ogsaa. Ganske vist, det vil gjøre et stort Skaar i din Lykke fra
først af at maatte volde saa dyb en Smerte, det veed jeg, men Lykken
har Tid, det gjælder jo hele Livet .... Naar du vælger det Bedste,
vil du efterhaanden føle dig tilfreds, -- og den, der ikke faar Ret
til at kalde dig sin, -- han vil ogsaa nok med Tiden forsone sig med,
hvad der ikke kunde være anderledes. Kun hvis du vælger urigtigt, --
hvis du tager feil af dine Følelser, -- ja, saa vil du gjøre os Alle
ulykkelige.
-- Det er frygteligt! At være stillet for et saadant Valg .... Naar
dog en Anden kunde vælge for En, -- blot der gaves et Pligtbud i
dette Tilfælde, som sagde: det #bør# du gjøre, ellers synder du! ....
Men jeg synder, hvad jeg saa gjør, -- for jeg har allerede syndet, og
det bliver ved.
-- Nei, nei! saadanne Tanker maa du ikke give efter for! Føi dog ikke
den Slags Skrupler til alt det --
-- Harald! udbrød hun, idet hun reiste sig og saae mig fast ind i
Øinene, tør du vælge for mig? Har du Mod -- forstaa mig ret -- jeg
mener: er din Overbevisning saa stærk, at du med rolig Samvittighed
kan sige: »Din Pligt er at gaa med mig. Du har givet mig dit Ord, og
jeg kan ikke give dig det tilbage, fordi jeg er overbevist om, at
hvis du handler anderledes, vilde det blive til dit Fordærv« -- --?
--
Der gik en Gysen af Glæde igjennem mig, da jeg saaledes pludselig
saae vor Skjæbne lagt i mine Hænder, og den trygge Bevidsthed, at jeg
kun behøvede at gribe til, lod mig for et Øieblik glemme Ansvarets
Alvor. Men inden jeg kunde svare, strakte Minna Haanden ud, som om
hun vilde lægge den paa min Mund, og med et angst, bønligt Blik
fortsatte hun:
-- Men husk paa, Harald, at du vel faar en Hustru, der elsker dig, og
som du selv elsker langt mer, end hun fortjener, -- ak, det veed jeg
-- men maaske dog aldrig kan gjøre dig lykkelig, En, der har et indre
Saar, der aldrig vil læges helt, og som hun maaske forbløder af. Jeg
vil aldrig kunne tilgive mig selv, at jeg har forraadt min første
Kjærlighed .... Ingen huslig Lykke vil helt kunne bortmane
Skræmmebilledet af ham, hvem jeg skylder min første Bevidsthed, mine
første Tanker, min Selvstændighed, Vækkelsen af mine bedste og
skjønneste Følelser -- et Liv og Følelser, der tilhørte ham med Rette
-- ak, hvor har hans Billed ikke været mig kjært og dyrebart -- og nu
maatte det komme som et Spøgelse og anklage mig for at have skjænket
alt dette til en Anden, medens han ventede i Tillid til mig --
arbeidede for os begge -- for vor Fremtid! -- Nei, nei -- aldrig kan
jeg blive virkelig lykkelig eller gjøre dig det, saadan som du
fortjente!
Jeg stod forfærdet og ligesom bedøvet ved Fortvivlelsen i dette
Udbrud; mit Blik søgte bort fra hendes, medens jeg søgte at samle
mine Tanker og faa Rede paa mine kjæmpende Følelser. Det var mig
fuldt forstaaeligt, at en Pige med hendes rene og tillidsfulde Natur,
maatte give Stephensens Handlemaade en saadan Udtydning; allerede i
Anledning af hans Brev med den Heineske Elegi havde hun jo fremsat
den som en Formodning, og efter min Samtale med ham igaar havde jeg
heller ikke været i Tvivl om, at han netop -- benyttende sin Kundskab
til hendes Hjerte -- vilde lade dette høist flatterende, næsten
melodramatiske Lys falde paa det dunkle Tidsrum, der skilte dem. Hvad
mig angik, saa betragtede jeg dette gjennem meget nøgterne Øienglas,
der betog det enhver romantisk Glands, og det forekom mig, at med
Tiden maatte dets rigtige Charakter skinne igjennem ogsaa for hende,
hvorfor heller ikke Faren med Spøgelset syntes mig slet saa stor, som
hun fremstillede den. Men desværre var ikke engang jeg ganske sikker
i min Sag, og jeg maatte sige mig selv, at da jeg var opfyldt af en
meget naturlig Antipathi mod Stephensen, saa var det ikke saa
umuligt, at den forledte mig til at gjøre ham Uret. Og i saa Fald --
--
Jeg vaklede endnu -- og allerede var det gunstige Øieblik undflyet
mig.
-- Se, du betænker dig -- du tør ikke, udbrød hun. Og dog har du kun
os to at tænke paa. Den Tredie, hvem du vil gjøre den største Skade,
det er jo for dig kun en Fremmed, ja endogsaa en Mand, hvem du hader
.... Døm saa om, hvor frygteligt dette Valg maa være for mig, da jeg
veed, at til hvilken Side jeg saa vender mig, gjør jeg een ulykkelig,
som jeg elsker.
-- Ja, det er dette, som netop gjør det saa vanskeligt for mig at
vælge i dit Sted. Jeg forstaar ikke dette .... Du elsker mig, siger
du, -- jeg føler det, jeg vil ikke tvivle derom, -- men saa mener du
tillige, at du elsker Stephensen. Det er mig en Gaade; jeg troer, at
det ikke er Forelskelse, men Erindringen derom, hvad du føler for
Stephensen, og det er for lidt til at binde sig paa for Livet, --
især da, naar en ny Lidenskab staar imod den -- den levende Følelse
maa have sin Ret.
Minna rystede paa Hovedet.
-- Du skulde elske -- virkelig elske to Mænd? -- Umuligt.
-- Jeg veed jo ikke, hvad der kaldes muligt og umuligt, min Ven! men
overvei Alt, hvad du selv veed, og sig saa, om du ikke kan indse, at
jeg #maa# elske ham. Jeg har jo vist dig, saa godt jeg kunde, hvad
han har været for mig, -- du veed, at min Kjærlighed holdt sig under
den lange Adskillelse, ja tiltrods for, at jeg maatte tro, at hans
Følelse havde faaet en anden Charakter -- du saae -- det var det
Første, du saae af mig, -- hvorledes selv et stakkels Lexikon kunde
give mine sværmeriske Erindringer Næring ved at lære mig Ord af hans
Sprog, og sætte mig i den Illusion, at jeg lærte det for at tale det
med ham .... Og nogle #Uger# derefter skulde jeg saa være bleven
ligegyldig for ham! Ja, hvis jeg i denne Tid havde erfaret noget
Nedsættende om ham eller ogsaa, at han elskede en Anden -- men hvad
har jeg hørt! at han midt i det virksomme og selskabelige Liv, der
bød ham saa meget Andet og Bedre, har bevaret sin Følelse trofastere
end jeg, der var henvist til den alene! -- O, hvor lavt og ynkværdigt
har jeg ikke opført mig! Naar han saa foragtede og forkastede mig --
ak, jeg har ikke Hjerte til at ønske det og dog var det maaske det
bedste for os Alle! men i Stedet derfor kommer han her, som om hans
Livs Lykke afhang af min Kjendelse -- #min#! jeg Elendige! At saa
megen Kjærlighed skal kunne blive en Forbandelse for En -- det, som
ellers er den største Velsignelse!
Hun vendte sig bort. Graaden kjæmpede for at bryde frem.
-- Kjæreste Minna, begyndte jeg, idet jeg lagde Haanden paa hendes
sitrende Skulder, -- du har Ret, jeg kunde have sagt mig Alt dette --
og det burde jeg .... Nu troer jeg snarere, at det er din Følelse for
#mig#, som mindre er Kjærlighed end sværmerisk Venskab.
-- Hvorfor -- udbrød hun og vendte sig mod mig med taarefyldt Blik --
hvorfor maa jeg da ikke elske jer begge? .... Jeg gjør det vel paa
forskjellig Maade -- I er jo ikke ens -- og Forholdene er ogsaa nu
helt anderledes. Maaske jeg i Grunden elsker dig mest --
-- Aa -- Minna!
-- Og er mest forelsket i ham, tilføiede hun sagte, idet hun saae
ned.
Mine udbredte Arme faldt ned, og jeg foer sammen, som om jeg havde
faaet et Stød. Jeg følte den af min Skinsyge bestandig hemmelig
frygtede elementære Magt rette sig imod mit Haab, alle mine
næsten kronede Anstrengelser, -- denne Elskovs ubekjæmpelige
Førstefødselsret. Men allerede var jeg omfavnet med inderlig Ømhed.
-- Nei, tag det ikke saaledes, Harald, -- o Gud, jeg har saaret dig,
og jeg mente det jo ikke paa den Maade. Det faldt mig kun ind, men
alle Udtryk siger saa daarlig, hvad vi mener .... Maaske er det slet
ikke saaledes, jeg veed ikke, jeg forstaar Intet længer. Jeg føler
kun, at I begge hører med til mit Liv, -- jeg bliver revet til to
Sider o min Gud! hvad skal der blive af mig!
-- Et sundt og sandt Menneske, min egen kjære Pige, naar du først
kommer igjennem disse Kampe og Brydninger -- ved egen Kraft .... Gud
veed, jeg stod dig saa gjerne bi, men du ser, jeg kan ikke. Der er
slet Ingen, som kan det, -- neppe engang Fru Hertz, hvor moderlig hun
end føler for dig. Det er fristende for mig at raade dig til at gjøre
hende til din Fortrolige, -- der er i alt Fald størst Sandsynlighed
for, at det vilde blive til Gunst for mig, men det faar ikke hjelpe,
-- jeg tror ikke, du bør spørge Andre end dig selv, -- din egen Natur
vil maaske pludselig instinktmæssig vælge, hvad der er til Bedste for
den .... Fremfor Alt maa fra nu af hverken Stephensen eller jeg
forøge dine Sindsbevægelser og navnlig ikke -- som idag -- ved vor
Nærværelse snart faa den ene, snart den anden Vægtskaal til at synke.
Det kan du ikke holde ud, -- og sandsynligvis vilde det ende med en
hovedkuls Afgjørelse, som det var lige ved før. Vi har nu hver for
sig været hos dig og ført vor Sag -- fra nu af --
-- Ført eders Sag! udbrød Minna og saae troskyldig paa mig; men,
kjæreste Harald -- det har du jo slet ikke gjort.
-- Har jeg ikke? spurgte jeg forlegen. -- Synes du, at jeg tager det
for roligt --
-- Nei, nei, min søde Ven! jeg forstaar dig saa godt, du er saa øm og
kjærlig, saa omhyggelig for mig, du skaaner mig for Alt, hvad du
kunde sige af Bebreidelser, -- men vær vis paa, at desto mer siger
jeg mig selv dem.
-- Ingen Bebreidelser, ikke i mit Navn, Minna, det har du ingen Ret
til .... Hvad skulde jeg ogsaa bebreide dig, -- som om jeg vilde
ønske denne Tid borte, selv om den ikke fører Fremtid med sig. Jeg er
dig dog saa taknemlig for den Kjærlighed, jeg har følt --
-- Nei, Harald! sig dog ikke det --
-- Smerter det dig? Jeg skal ikke tale mer derom. Endnu mindre kunde
det falde mig ind at skræmme dig ved at udmale sørgelige Følger af et
saadant Tab for mig .... Hvad der skal bæres, maa bæres, og jeg vil
tvertimod love dig, at jeg skal opbyde al min Kraft for at komme
sundt over det -- og -- skjøndt jeg ikke kan forsøge paa at glemme
dig -- heller ikke vil -- -- --. Mine Læber skjælvede og Øinene
fyldtes med Taarer. -- -- Nei, nei, afbrød jeg, -- det var jo ikke
dette jeg vilde tale om, forresten vil dit Hjerte sige dig det
Altsammen selv .... Jeg gjorde den Bemærkning, at fra nu af maa
Stephensen og jeg blive enige om ikke at se dig mere, indtil Alt er
afgjort. Bedst var det, om du selv i den Tid kunde tage bort fra Byen
-- hvis du havde Slægtninge paa Landet, som du kunde besøge -- --
-- Jeg har en Cousine i Meissener-Egnen -- hendes Mand har en Gaard
dèr, -- dem kunde jeg godt besøge -- de bad mig endnu i Sommer, og
jeg behøver ikke engang at skrive først.
-- Saa meget bedre. Kan du tage derud imorgen?
-- Imorgen? aa ja, det kunde jeg vel nok.
-- Saa gjør det, Minna, det er jo ikke Noget at opsætte. Og naar du
saa er bleven enig med dig selv, saa skriver du vel din Bestemmelse.
Minna nikkede. Hun havde atter sat sig paa Stolen ved Vinduet og
stirrede ud paa Haverne.
Jeg tog min Hat, som laa paa Bordet, dreiede den mellem Hænderne og
ventede paa, at hun skulde vende sig om imod mig. Endelig nærmede jeg
mig og berørte hendes Skulder. Hun dreiede Hovedet og saae med sine
forgrædte Øine forbavset paa min udstrakte Haand og paa den anden,
der nerveust krammede Hatten.
-- Hvad er det? du vil da ikke gaa?
-- Jo, Minna, -- jeg skal -- det er allerede -- jeg mener, naar du
skal afsted imorgen, har du vel en Del at ordne og pakke sammen.
-- Naa, det er da ikke til Sibirien, jeg reiser.
-- Ja men, jeg skulde gaa -- hen at tale --
-- Det er ikke sandt, Harald! Men maaske har du Ret i at gaa og lade
mig være noget ene, skjøndt det er jeg netop bange for, men jeg maa
jo vænne mig til det .... Naar kommer du igjen?
-- Nei, jeg kommer ikke igjen.
Hun sprang op: --
-- Ikke igjen? hvad skal det sige? .... Vil du da ikke være denne
Aften hos mig?
-- Jeg troer ikke, det vilde være rigtigt -- vi er jo ikke længer
forlovede.
-- Ikke? jo, det synes jeg dog, vi maa være, -- saa længe -- i alt
Fald -- der er jo endnu ikke sket Noget --
-- Endnu -- indtil du maaske »slaar op med mig«. Men du skal ikke
være nødt dertil, du maa ikke have den Følelse, at du hæver en
Forbindelse, -- hvilken Bestemmelse du end tager, saa knytter du
derved et nyt Forhold. Det er mig, der har hævet vor Forlovelse, --
du maa føle dig fri.
-- Ak, Harald, hvor det er tungt og bittert! Hvem skulde have tænkt
sig det igaar, da vi gav hinanden Ringene! Hun stirrede ned paa sin
Ring, der straalede, idet hun knugede Hænderne sammen.
-- Det er sandt, Ringen, udbrød jeg, og med Følelsen af en heroisk
Anstrengelse begyndte jeg at vrikke min Ring ud over Knoen.
-- Nei, ikke #det#, raabte hun og lagde sin Haand hindrende paa min,
aa, giv mig ikke Ringen tilbage -- forlang ikke din! -- hvorfor skal
vi være saa grusomme mod hinanden?
Jeg sukkede smilende, trykkede ømt hendes Haand og kyssede den --
taknemlig, fordi hendes rigtige Instinkt skaanede os for en
unødvendig Smerte, maaske den bitreste af dem alle, fordi den vækker
alle Forholdets Følelser i een Sum ved at røre ved dets magiske
Symbol. Hvor mangen Adelsmand har ikke følt Forkyndelsen af den
vanærende Dom mindre frygtelig end Skjoldets Sønderbrydelse i Bødlens
Hænder.
-- Kommer du saa ikke, Harald! Forlovede eller ikke, vi er jo dog de
samme.
-- Kjæreste Minna! du kan selv tænke dig, hvor megen Overvindelse det
vil koste mig at blive borte, -- jeg veed virkelig neppe, hvad jeg
skal gjøre af mig selv, naar jeg rigtig tænker paa, at det maaske er
den sidste Aften, da jeg kunde være hos dig ....
Min Bevægelse overvældede mig; jeg pressede Læberne sammen, og idet
jeg saae til Siden for at undgaa hendes Blik, fæstede mit Øie sig
ved en støvleformet Plet paa det tarvelige graa Tapetpapir. Det var
Synd at sige, at der var noget særlig Skjønt ved den, og alligevel
var der en sand Rædsel i den Tanke: maaske du aldrig mer faar den at
se. -- Minna saae hjælpeløst paa min Smerte, -- jeg mærkede det,
skjøndt jeg vedblev at stirre paa Pletten. Der gik vel et Minuts Tid,
før jeg kunde fortsætte: --
-- Men det er dog bedst saaledes .... Det er sandt, at vi er de
samme, men vi vil dog være anderledes mod hinanden, og det maa blive
pinligt for os. Desuden er det ogsaa det rigtigste, nu da vi har
truffet en saadan Bestemmelse -- jeg mener overfor Stephensen ser det
korrektest ud. --
-- Men hvis nu han kommer til os i Aften!
-- Har han talt om det?
-- Nei, -- jeg tænker mig blot, at han muligvis, maaske blot for at
du ikke skal være ene med mig, -- han troer vel, at du kommer som
sædvanlig. --
-- Du har Ret -- nei, ham vil jeg i alt Fald ikke afstaa Pladsen til
.... Hvis han kommer, saa send Bud efter mig, -- der er vel nok En
eller Anden, som du kan faa til at løbe det lille Stykke Vei .... Bi,
-- se, her er min Lommebog, den lader jeg blive her. Faar jeg den
sendt hen, saa veed jeg, at jeg skal komme. Lad ham kun høre, at du
sender den til mig, det er meget godt, at han forstaar, at jeg ikke
kommer ukaldet .... Farvel, min Elskede, -- det kan da Ingen forbyde
mig at kalde dig.
Jeg rakte hende Haanden, som hun trykkede heftig, alt imens hun
borede sit ømme Blik ind i mit med et ængsteligt og spørgende Smil,
og hendes Hoved nærmede sig ganske lidt -- maaske umærkelig for hende
selv. Da drog jeg hende ind til mit Bryst og vore Læber mødtes i et
langt Kys, som om enhver af os vilde suge den Andens Liv ind i sig
for at have det sikkert og uangribeligt. Endelig følte jeg, at hun
slappedes i min Favn, og idet jeg traadte lidt tilbage, endnu stedse
med Armen om hendes Liv, mærkede jeg, at hun neppe kunde støtte paa
Benene, -- hendes Hoved sank ned paa Skuldren, hun gispede efter
Veiret og rystede. Jeg ledte hende forsigtig de Par Skridt hen til
den lille Sopha, hvor jeg lod hende glide ned og skubbede Puden til
Rette under hendes Nakke.
Derpaa lukkede jeg Døren op og kaldte paa Moderen, der strax dukkede
frem af Kjøkkenets Dunkelhed og atter forsvandt deri for at hente
Vand, da hun hørte, at Minna ikke var vel. Vims og forfjamsket,
bestandig sammendukket, lige som en Underjordisk paa Scenen, foer hun
ind i Dagligstuen; det forskrækkede Udtryk, der gjorde hendes grove
Ansigtstræk endnu groteskere, meddelte dem tillige en vis aandelig
Skjønhed ved at vidne om hendes store Ømhed for Datteren.
Da jeg saae hende sysle med den halvt bevidstløse Pige, skyndte jeg
mig bort, overbevist om, at min Fjernelse var den vigtigste
Forholdsregel, naar det gjaldt om at bringe Minna til Ro.


VI

Paa Bordet i mit lille Værelse laa der to Breve, det ene med engelsk,
det andet med tydsk Postmærke. Jeg kjendte begge Haandskrifterne og
aabnede hurtig min Onkels Brev.
Han skrev -- som sædvanlig kort og forretningsmæssig -- at paa Grund
af et Personskifte ved Fabrikken var det bedst, at jeg allerede om
fire Uger reiste til ham i London. Jeg maatte da opgive at fuldende
mine Studier ved Polytechnicum og tage min Examen, men det vilde ikke
gjøre min Carriere noget Afbræk, og det var vigtigere ikke at
forsømme denne gunstige Leilighed til at indtræde i praktisk
Virksomhed. Om et Par Dage vilde der komme en Anvisning paa et Beløb,
der vilde være tilstrækkeligt til, at jeg kunde ekvipere mig og
bestride Reiseomkostningerne. Han udbad sig omgaaende Svar, for at
han kunde se, at jeg rigtig havde modtaget hans Brev.
Denne Meddelelse -- rettere Ordre -- satte mig i stor Uro.
Det var aabenbart, at dersom det Frygtelige skete, hvis Forholdet
mellem mig og Minna skulde blive brudt, da vilde der ikke kunne
hændes mig noget Ønskeligere -- (saafremt der da overhovedet længer
kunde være Tale om Ønsker og Haab!) -- end hurtigst muligt at blive
flyttet bort fra disse Steder, der vare saa fulde af oprivende Minder
-- og hvor jeg maaske i nogen Tid vilde være udsat for at møde hende
--, for under nye Omgivelser at kastes ind i en Virksomhed, der vilde
fordre Anspændelsen af alle mine Kræfter. Men naturligvis dvælede
mine Tanker ikke gjerne ved en Ønskelighed, der havde en saa pinlig
Forudsætning.
Paa den anden Side: -- naar hun valgte mig, vilde det være saa
ubeleiligt som vel muligt at skulle forlade hende allerede et Par
Uger derefter, medens hun endnu var rystet af disse Sindsbevægelsers
Dønninger og sikkert mer end nogensinde trængte til en trofast
Støtte, til en bestandig fornyet og bestyrket levende Følelse af, at
den Kjærlighed, som hun har givet sig i Vold, hverken vil eller kan
vige fra hende -- lade hende alene, maaske paa Aaremaal, atter
henvist til Brevvexling og -- den danske Ordbog!
Den Sandsynlighed, at jeg hurtigere, end jeg havde ventet, vilde naa
frem til en Stilling, hvori jeg kunde gifte mig, syntes mig ikke at
opveie det Mislige i en Adskillelse netop paa dette Tidspunkt.
Men Forholdet til min Onkel, hvem jeg nu kjendte -- eller ikke
kjendte -- gjennem Breve, var ikke saaledes, at jeg turde tænke paa