Minna - 12

Jeg følte mig beroliget.
Men i det samme begyndte Hertz med sin svage, sprukne Stemme at læse
op af et Manuskriptblad: --
»Schon wieder bin ich fortgerissen
vom Herzen, das ich innig liebe --«
Minna og jeg vexlede et betydningsfuldt Blik; hun blev bleg --
hvilket viste sig endnu tydeligere i det uveirsagtige Lys, der syntes
at trænge gjennem en Askeregn, saa snavset og graagult var det.
-- Det er et kjønt Digt, sagde Hertz. Kjender du det?
-- Ja, vi kjender det.
-- Ak, de læser Heine sammen, de unge Hjerter, -- udbrød Fru Hertz.
-- En skjøn Tid!
Snart efter tog vi Afsked.
Vi gik ad »Grosser Garten« til, Regnen var hørt op. Da vi havde gaaet
lidt, udbrød Minna:
-- Hvor underligt, at han netop skulde have Manuskriptet til det
Digt!
-- Ja, et besynderligt Tilfælde!
-- »Es giebt keinen Zufall!«
Men da vi vare midt i den smukke Platan-Allé, der skraar over Marken
mellem den gamle Palais-Have og »Grosser-Garten«, kom jeg i Tanke om,
at Ringene, som vi havde bestilt, var lovet os bestemt færdige til
ieftermiddag.
Vi vare strax enige om at gaa tilbage, skjøndt det førte os helt ind
i det Bykvarter, som vi kom fra. Det var ingen af de store
Guldsmedeboutikker, men et Værksted oppe paa anden eller tredie Sal,
som Minna kjendte.
Ringene vare færdige, og den gamle Kone, der gav os dem, ledsagede
dem med mange Lykønskninger og Velsignelser, til hvilke hun endnu
føiede Hilsener til Minnas »Fru Mama«.
Den Forstemthed, eller snarere den Forsagthed, der havde tynget os,
siden hint usalige Digt var blevet berørt, veg for Ringvexlingens
gyldne Magi. Det var blevet det skjønneste Solskinsveir; vi
besluttede at nyde det oppe paa den nære Terrasse.
Heroppe vrimlede det af Spadserende, som altid paa denne Dagstid i
godt Sommer-Veir. Man hørte Toner fra Concerten i Wienergarten
hinsides Floden; det var Slutningen af »Valkyrien«, -- vi stod stille
og lyttede.
Afstanden udslettede Udførelsens Mangler: Forsagelses-Motivet, under
hvilket Wotan kysser Guddomskraften af Brynhild, saa den lange
Afmagtssøvn sænker sig over hende -- tonede klart herover i sin
tungsindige Svulmen og Synken.
-- Det hørte jeg ogsaa heroppe den Aften, da jeg besluttede mig til
at tage paa Landet i Rathen, sagde jeg.
-- En velsignet Aften har det været for mig, svarede Minna -- skjøndt
jeg den Gang intet kunde ane derom. Det er underligt at tænke paa, at
et ganske ubekjendt Menneskes Beslutning saaledes kan forandre Ens
hele Liv -- derfor troer jeg heller ikke paa Tilfælde -- i saadanne
Ting.
-- En Velsignelse har det været for os begge, udbrød jeg, og
velsignet skal ogsaa Stedet være. Nu skal jeg vise dig, hvor jeg sad
-- derhenne udenfor den lille Caffé, mellem Søilerne -- seer du, dèr
hvor #den# Herre, nei -- ikke den Gamle, men ham, som nu reiser sig
og betaler Opvarteren --
Jeg følte mig holdt tilbage ved et krampagtigt Greb i Armen.
Minna var standset og stirrede -- -- men du gode Gud! hvilket Udtryk
i hendes Ansigt! hun var ikke bleg, men hendes Øine aabnede sig
unaturligt, -- saaledes kunde Macbeth have seet paa Banquos Aand, da
Hofmanden anviste ham Plads.
Jeg fulgte dette Blik did, hvor jeg selv havde faaet det til at rette
sig hen.
Herren, der havde betalt Opvarteren, saae henimod os og tog hurtigt
sin høie Silkehat af. -- --


FJERDE BOG


I

Denne elegante Herre -- det var Axel Stephensen.
Han nærmede sig med elastiske Skridt, idet han trak Handsken af sin
høire Haand. Ogsaa Minna gav sig til at knappe sin op; den var
snever, og hun sled endnu i den, da han standsede foran os.
-- Aa -- jeg beder, Minna, gjør dig dog ikke den Uleilighed -- mellem
gamle Bekjendte -- --.
Men Minna vedblev haardnakket at stirre -- med et ubestemt Smil --
ned paa Handsken, hvis Gjenstridighed hun maaske var ret taknemlig
for. Endelig fik hun Haanden fri, den Haand, der nu bar min Ring; --
det forekom mig, at hun kjærtegnede den med et Blik, og at Stephensen
skjænkede den et vrantent Øiekast. Hun saae flygtig paa ham, idet hun
gav ham Haanden og med en Haandbevægelse, der fik Ringen til at
blinke, præsenterede hun os for hinanden.
-- Min #Forlovede#, Harald Fenger. --
Vi bukkede begge næsten #for# høflig og erklærede, at det var os en
Fornøielse og Ære, men jeg lagde Mærke til, at han kom betydelig
behændigere derfra end jeg, hvilket forøgede den Irritation, som hans
Tilsynekomst strax havde sat mig i.
-- Du er kommen her -- -- Minna var lige ved at gjøre den samme
overflødige Bemærkning, som Moderen havde givet til Bedste overfor
mig, men havde Aandsnærværelse til at skyde et »pludselig« ind: -- Du
er kommen #pludselig# til Dresden. Og idet hun gjenvandt sin Fatning
og for første Gang saae sikkert paa ham, tilføiede hun: »I det Brev,
som du sendte mig for en fjorten Dages Tid siden, stod der Intet
derom.«
Det er i Tydskland ikke saa ualmindeligt som hos os, at unge Piger er
»dus« med unge Mænd -- Venner af deres Brødre, fjerne Slægtninge
eller ogsaa blot gode Bekjendte -- og Minna kunde derfor ikke føle,
at Stephensen, ved endnu at benytte sig af denne Ret, efter at hun
var forlovet med en Landsmand af ham, aabenbart overfor mig
understregede Betydningen af deres Bekjendtskab og nivellerede
Forholdene.
Hun vendte sig og begyndte at gaa langsomt tilbage imod Trappen. Vi
fulgte hende hver paa sin Side. Det berørte aabenbart Stephensen
ubehageligt, at dette Brev blev omtalt i min Nærværelse, -- saa meget
mer, som jeg satte en udfordrende Mine op, som om jeg vilde sige:
»Jo, jo, min Herre! jeg kjender nok Deres nydelige Heineske
Udgydelse.«
-- Det er ganske rigtig, sagde han, jeg fik først Bestillingen
senere. Det er nemlig for at copiere Correggios Magdalene, at jeg er
kommen. Du husker nok den Copi, jeg gjorde af den for et Par Aar
siden, Minna, -- du var saa elskværdig at interessere dig for den og
besøge mig ved mit Arbeide, -- her smidskede han i Skjægget med et
forfængeligt og indsmigrende Smil, som bragte mit Blod i et vildt
Opkog. -- -- Jeg idetmindste har ikke kunnet glemme de behagelige
Timer, vi den Gang tilbragte sammen paa Galleriet. -- Han saae op i
Luften med et ubestemt svømmende Blik, idet han gjorde en Pause, for
at give Minna Tid til at ytre sig samstemmende. Men da hun blev ved
at se tavs ned for sig, fortsatte han i en lettere Conversationstone:
--
-- Jeg solgte, som jeg vist skrev dig til, det Billede til en
Grosserer. Nu har en af vore Mæcener været ukritisk nok til at gaa
hen og forelske sig i det.
-- De taler lidt for beskedent om Deres Kunst, til at man ret kan
fæste Lid til Deres Beskedenhed, -- især da der vel ingen Grund er
til den. -- Det sidste tilføiede jeg, fordi Minna sendte mig et
bebreidende Blik, som om hun frygtede for, at Samtalen skulde antage
en spydig og personlig Charakter.
Stephensen lo og strøg sig om Skjægget: --
-- Naa, i det mindste har jeg Grund til at ønske, at den nye
Bestiller ikke maa være for kritisk, for to Gange lykkes saadan et
Vovestykke ikke let. Men i alt Fald er det dog godt at vide, hvad man
skal afbilde, og jeg har forlængst afluret Correggio, at den gode
Dame ikke læser i Biblen, men i en eller anden ikke altfor anstændig
Hyrde-Roman.
Skjøndt jeg egentlig fandt denne Bemærkning ganske træffende og ikke
kunde lade være at trække paa Smilebaandet, var der noget saa
Irriterende, ja overfor Minna endog Fornærmeligt ved den
velbehagelige Smidsken, hvormed han ledsagede den, at jeg følte den
mest levende Lyst til at gribe ham i Kraven og støde ham ned ad den
store Trappe, som vi nu standsede ved. Jeg overveiede, om der i saa
Fald var Sandsynlighed for, at han vilde knække Halsen, jeg
udmalede mig Minnas Forfærdelse, Folks Sammenstimlen, hvorledes
Politibetjenten greb mig --
Og imidlertid stod den intet-anende Mand og udbredte sig i Lovtaler
over den Byskjønhed, der udbredte sig foran os. Især var han
begeistret over den katholske Kirke, som i Forgrunden hævede sin
Dobbelt-Bygning af kraftig graanet Sandsten i en ædel Barokstils
elegante Former; mellem det aabne Taarns Søilebundter skinnede den
gule Aftenluft, og over Kobbertaget, der lige skimtedes gjennem
Ballustraden som en grøn, indhegnet Mark, silhouetterede Rækken af
Statuerne sig skarpt i charakterfulde, dekorative Stillinger.
Stephensen mindede Minna om, at hun havde gjort ham opmærksom paa en
Gruppe midtveis foran Taarnet, hvor en nøgen Arm, mørkt udstrakt paa
Himlens Guldgrund, virkede uforligneligt.
-- Saa tidt, jeg har tænkt paa Dresden, tænkte jeg mig her og paa
denne Tid, og det forekom mig altid, som om den Arm vinkede ad mig,
-- noget vel ogsaa paa Grund af den dyrebare Erindring, som knyttede
sig til den. Men hvad er det ogsaa for en herlig Plads! Dette
Klenodie af en Kirke -- og lige bag ved den Slotstaarnet, som er saa
kjernekraftigt og dog saa let. Nu bliver snart Taarnvægterens Lys
tændt deroppe -- kan du huske, hvor tidt vi har philosopheret over
det eiendommelige Liv deroppe, høit over Menneskenes travle Færdsel?
.... Hvor jeg ogsaa holder meget af at se Folk mylre ud og ind dèr af
Georgsporten og gaa ind i Byen gjennem et Hus .... Og saa til den
anden Side Flodpartiet, -- med den gamle Bro under os, og Mariebroen,
der spænder sig i hele sin Længde over det blanke Vand, og
Lösnitzer-Bjergene, violette og saa yndefulde i Formen, -- de minder
mig altid om Janiculus-Høiene ved Tiberen. Forresten -- det er en
Uting med disse Sammenligninger. Man kalder Dresden for Elb-Florents,
-- men Florents selv har ingen Plads ved Arno, som kan maale sig med
denne, ikke paa langt nær. --
En saadan Compliment havde jeg som den ubereiste Mand aldrig kunnet
sige Minna, -- og al Ros over hendes elskede By faldt i god Jord hos
hende. Hun sendte ham for første Gang et velvilligt Blik, som han
opfangede uden at vende Øinene imod hende, tilsyneladende ganske
fortabt i Beskuelsen af Byen; han udbredte endog et Øieblik Armene
med en Gestus, som om han vilde omfavne den, -- og denne
Enthousiasme, der maaske ikke var helt uægte, klædte ham ikke ilde.
-- At man ikke boer her og daglig har det for Øie! En Kunstner maa
leve og aande i kunstneriske Omgivelser. Jeg føler det hver Gang, jeg
kommer bort fra Kjøbenhavn, man forsumper dèr. Finder De ikke ogsaa,
at Kjøbenhavn er en skrækkelig By?
-- Modbydelig, svarede jeg, skjøndt jeg egentlig aldrig havde tænkt
synderlig derover. Men jeg vilde, om muligt, overtrumfe ham.
-- Og alligevel drog den dig tilbage til sig, da du var her,
bemærkede Minna uden at hæve Blikket fra de brede Stentrin, som vi
langsomt gik ned ad med lange Skridt.
-- Hvad skal man sige? Erhvervet, Minna! --
-- Men du siger jo netop, at en Kunstner maa leve et Sted som her for
at producere.
-- Rigtigt, men man skal ogsaa sælge. Og Kunstværker sælges bedst,
hvor Kunstneren gaar mest i Middagsselskab; det er ikke smigrende for
os, men det er sandt. Det var med et tungt Hjerte, jeg tog Afsked den
Gang, -- og jeg føler det dobbelt ved Gjensynet. Nei, hvis jeg var
saa lykkelig at være født her -- --
-- Saa havde De saamænd nok fundet Veien til Berlin, sagde jeg
ærgerlig.
Minna fik Taarer i Øinene ved hans sidste Ord, og det var maaske for
at underskyde et andet Motiv, at hun udbrød: --
-- Ak ja, det bliver drøit, naaer man en Gang skal forlade sin søde
By.
-- Du kommer i alt Fald ikke til at tage ene bort -- hvor du saa end
tager hen til dit nye Hjem, svarede Stephensen med en særlig
understregende Betoning.
-- Og vi vil heller ikke blive borte for bestandig, tilføiede jeg
hurtig. Hvis det ikke skulde være muligt at forlægge min Virksomhed
hertil -- jeg skal ganske vist ikke gaa i Middagsselskab for Varernes
Skyld, men det er kanske endnu nødvendigere, at #jeg# er personlig
paa Pletten -- men i alt Fald, naar vi bliver gamle Folk, og jeg kan
trække mig tilbage med god Samvittighed -- og lidt Formue, saa vil vi
ganske bestemt bo her, det har jeg lovet Minna. Ja, vi har endogsaa
allerede seet os om efter en Leilighed, og for det Tilfælde, at jeg
skulde blive en Crøsus, har vi bestemt os for en prægtig Villa i
Parkstrasse. Maaske saa Minna kan formaa Dem til -- for gammelt
Venskabs Skyld -- at komme og dekorere den for os.
Skjøndt dette skulde passere for en Spøg, var jeg ikke behændig nok
til at undgaa, at det uforskammede Spydigheds-Element stak altfor
umiskjendeligt igjennem. Jeg fortrød ogsaa strax, at jeg havde sagt
det, især da Minna skottede til mig med et forskrækket Blik.
-- Jeg er ikke Dekorationsmaler, svarede Stephensen tørt. Men
strax efter vendte han sig om imod mig med sit forbindtlige
Verdensmandssmil og fortsatte: -- De skal forresten ikke se noget
Nedsættende deri, det vilde give Dem en falsk Forestilling om
mine Anskuelser. Der er hos os ganske vist en Fordom mod
Dekorationsmaleriet, som jeg ikke deler -- jeg deler overhovedet ikke
mange af vore danske Fordomme. Tvertimod, jeg sætter Dekorationsfaget
høit, og naar Mange lader, som om de ere for store til at indlade sig
derpaa, saa er den egentlige Grund simpelthen, at de mangler Fantasi.
Det er ogsaa Tilfældet med mig -- det vil sige, kun at jeg ikke
lader, som om jeg var for stor. Og er det ikke saadan med hele
Kunsten? vi har ikke Fantasi nok til at dekorere Livet, derfor
afbilder vi det blot og lader saa, som om det var af lutter
Ærbødighed og Kjærlighed til Livet. Nonsens! For det første er vi jo
Pessimister, har følgelig hverken Ærbødighed eller Kjærlighed til
Livet, og desuden, hvis vi dog har det -- for inconseqvente er vi
naturligvis ogsaa -- #La vie c'est une femme#, og de vil altid gjerne
flatteres. Forresten er al Kunst oprindelig Dekoration, og Apollo er
i Grunden en #maitre de plaisir# i Olympen. Men dekorere, -- du gode
Gud! hvem kan det? Rubens kunde. Nu er vi for meget Alvorsmænd, det
vil sige, vi er gnavne, og det med Grund, fordi vi er blodfattige og
nerveuse og faa Tømmermænd, naar vi svirer en Nat igjennem. Vi vil
ikke lege med mere og gjør os værdige, men i Virkeligheden er vi blot
for stive i Benene til at lege. Ja, maaske deler De ikke disse
Anskuelser, jeg veed nok, de er ikke i Cours -- --
-- Jeg er ganske enig med Dem, forsikrede jeg, -- skjøndt jeg kun
tildels var det, men det glædede mig at skuffe hans Haab om en
Disput, i hvilken han med Grund ventede at blive den Overlegne.
Forresten følte jeg godt, at han slet ikke mente noget Alvorligt med
al denne Snak, men at han fra først af kun havde villet vise, at han
var Selskabsmand nok til ikke at forstaa min Spydighed og saa,
fremfor Alt, brillere for Minna. Han kiggede ogsaa bestandig hen til
hende med sine missende Øine, og det selvtilfredse Smil syntes at
sige: »Lagde du Mærke til, hvordan jeg forstaar at turnere Samtalen
og føre den bort fra de Skjær, hvor den Klodrian var lige ved at
sætte os paa Grund? Jeg haaber, du er mig taknemlig. Og hvor aandrig
kan jeg ikke philosophere over Kunst! Det skulde han prøve paa, men
han tier klogelig. Forresten kan jeg ogsaa tie, inden det begynder at
blive trættende. #Assez d'esthétique comme ça#.«
Da vi vare ud for Theatret, kom nogle Herrer og Damer frem paa et Par
Foyer-Balkoner. Jeg tænkte paa igaar, -- paa denne Tid, -- da jeg
stod deroppe selvanden og roste min uhyre, min bestandig voxende
Rigdom. -- »Er stand auf seines Daches Zinnen« -- Polykrates,
Polykrates! ....
-- Det er sandt, begyndte Stephensen efter en Pause, -- din Moder har
jeg da gjort en Visit, og det glædede mig at finde hende saa rask og
rørig.
-- Har du allerede --? og du kom igaar?
-- Nei, idag -- med Formiddagstoget.
-- Og reiser igjen? foer det ud af mig.
-- Ikke just imorgen, svarede han med et spottende Smil.
-- Jeg troede det næsten, sagde jeg tørt, siden De var saa hurtig med
Deres Visit.
-- Og Billedet! det bliver da ikke færdigt paa een Dag, bemærkede
Minna.
-- Saa lidt som Rom! Heldigvis er det ledigt. Jeg har allerede aftalt
Alt med Custoden, og imorgen tænker jeg at tage fat.
Jeg havde ganske glemt dette Billede, og det forekom mig, at det
havde han ogsaa.
Vi vare spadseret langsomt gjennem Zwinger og gik nu gjennem Anlæget
henimod Postpladsen. Bag en Gruppe Akacier med hældende Stammer
bredte en Lygte, der kjæmpede med det sidste Dagskjær, en mat, gulig
Lystaage, af hvilken Sophiekirkens sirlige gothiske Sandstensportal
dukkede frem, medens de slanke gjennembrudte Spir oppe over de mørke
Trækroner tegnede sig skyggeagtige paa en Skumringshimmel af
ubestemmelig Farve, kun et Par skraa Fjerskyer endnu straalede i en
sart Rosaglød. Jeg havde paa mine Aftenture ofte seet Stedet i denne
indtagende Belysning, og nu skulde til min Krænkelse Stephensen
udpege den og ligesom tilegne sig den med sin Maler-Autoritet:
-- Se, hvor det staar fint dèr -- det er jo en ren #van der Neer#.
-- Man ser smukke Belysninger her, bemærkede jeg. Forleden saae vi
ude i Sachsisk Schweiz »en ren Poussin«.
Minna bed sig i Læben. Stephensen, der ikke kunde ane en bestemt
Hentydning, mærkede, at jeg raillerede over hans Maler-Udtryk.
-- Ja, det vil jeg nok tro. Man støder her paa Motiver ved hvert
Skridt. Men -- #nous voilà#. Jeg boer i Hotel Weber, og vil tage
Afsked -- maaske har jeg allerede været for paatrængende.
Vi forsikrede naturligvis det Modsatte, og han fjernede sig med
elastiske Skridt, der knirkede paa Gruset.
Tavse gik vi hjemad. I Nærheden af Posthuset vrimlede der af de gule
Vogne, der søgte hjem som Bier til deres Kuber, og hvert Øieblik
skingrede et Hornsignal.
Jeg forbandede i mit stille Sind alt Postvæsen og Brevskriveri.


II

Moderen lukkede os op med et temmelig altereret Væsen. Hun trak Minna
tilside i den mørke Entré og hviskede Noget til hende, og idet jeg
lukkede Døren til Dagligstuen, hørte jeg Minna sige:
-- Ja, ja, vi har selv truffet ham.
-- Ak, ak Gud, ak Gud ja, sukkede Moderen paa sin stupide Maade.
Dette satte mig ikke i bedre Humør. Jeg blev ved at gaa op og ned ad
Gulvet, og uden selv at vide af det, truede jeg med knyttet Næve ad
Stephensens #alter ego# paa Strandbilledet. Jeg greb mig selv i denne
Bevægelse, idet Døren gik op, og hurtig foer min Haand ned i Lommen.
Minna kastede sig udmattet i den lille Sopha: --
-- Hvad vil han mig! udbrød hun i en forpint Tone.
-- Dig? Han er jo kommen her for at male.
Hun rystede paa Hovedet.
-- Han vil tage mig igjen, det er det, han vil.
-- Hvad er det for et Indfald -- hvor kan du tro det?
-- Du har selv tænkt det Samme, sagde hun og saae forskende paa mig.
-- Maaske et Øieblik -- hvad kan der ikke gaa En gjennem Hovedet
under en saa besynderlig Situation? Forresten er der jo ikke Spor af
Grund --.
-- Lagde du Mærke til, saadan som han sagde #det# til mig: »Hvor du
saa kommer til at tage hen, naar du reiser til dit nye Hjem.«? --
Det var saa godt som rene Ord, jeg kjender hans Maade altfor godt.
-- Men det vilde dog være for frækt. Ligesom vi ere blevne forlovede!
-- Nei, naar vi endda havde været gift et Par Aar, saa vilde jeg
snarere tro, at en Fyr med hans letfærdige Begreber mente, at der
kunde være Haab --
-- Fy, det er stygt sagt, saadan har du ikke Ret til at tale om ham.
-- Du tager ham i Forsvar!
-- Er det saa underligt, du veed dog selv, at det er urigtigt --
desuden burde du tænke paa, at det maa krænke mig, naar du sætter ham
saa lavt, jeg har jo dog holdt af ham -- og forresten -- holde af
ham, det gjør jeg naturligvis endnu .... Og du har slet ikke været
skikkelig i Eftermiddag, hele Tiden gik du og stiklede paa ham, og
jeg var saa bange; du gjorde det ikke lettere for mig, og det var dog
svært nok i Forveien.
-- Du har Ret, Minna! tilgiv mig -- jeg følte det selv, men du kan
nok vide, -- i den Sindsstemning og saadan en Situation --
-- Det viser, at du har været bange for ham, du har frygtet det samme
som jeg -- hele Tiden, ikke blot et Øieblik, som du sagde.
-- Nei, det har jeg ikke. Forresten viser det da kun, at jeg føler
mig irriteret i Nærværelse af den Mand, som eier en Del af din
Fortid, og at jeg maa hade ham.
-- Det er netop det, han eier min Fortid, -- Alt, hvad der har nogen
Værd i den, -- og han mener, at det giver ham Ret til mig -- maaske
har han det ogsaa --
-- Minna, Minna! hvad er det, du siger!
-- Ak, jeg veed hverken ud eller ind.
-- Veed du ikke, at du tilhører mig og jeg dig!
Hun nikkede langsomt, medens hun stirrede ud for sig og kneb Læberne
sammen.
-- Og at du elsker mig, veed du ikke ogsaa det? --
Minna reiste sig og omfavnede mig inderlig.
-- Jo, min Elskede, -- det veed jeg.
-- Men saa er der jo Intet at være i Tvivl om, -- for ham ikke
heller. Han kjender dig jo dog godt nok til at vide, at du ikke
indlader dig paa et Fornuftgiftermaal, og om mig veed han da ogsaa,
at jeg hverken er Hertug eller Millionair.
Jeg talte længe beroligende for hende, medens vi sad med Armen om
hinandens Liv i den lille Sopha, hvor der var saa mørkt, at jeg neppe
kunde se hende. Hun svarede sjælden, og jeg var i Tvivl om, hvorvidt
hun egentlig hørte efter, eller om hendes Tanker ikke gik deres egne
Veie. Pludselig trykkede hun min Haand og sagde: --
-- Lad os reise herfra, Harald! strax -- imorgen.
-- Reise -- men hvorhen?
-- Ud i Bjergene, til Erzgebirge eller til Bloksbjerg -- for mig
gjerne, gid jeg sad der! Og hun lo med den naturlige Overgivenhed,
der altid var rede til at bryde frem hos hende.
-- Ja men, Minna, vilde det ogsaa være forsigtigt --
-- Jeg tør godt, -- jeg har tænkt over det altsammen -- jeg har ingen
Familie, som jeg bryder mig om at tage Hensyn til -- jeg er min egen
Herre, og jeg tør.
-- Det er godt nok, og jeg sætter ogsaa Pris paa, at du i Nødsfald
kan sætte dig ud over -- over saadanne Begreber og Vedtægter, men jeg
synes dog, i dette Tilfælde -- du kan jo nok tænke, at dit Rygte er
mig det dyrebareste af Alt, -- og jeg kan dog ikke se, at det er
nødvendigt.
-- Jo, jo! udbrød hun bestemt, næsten heftig. Derefter lagde hun sine
Læber til mit Øre og hviskede med den mest indsmigrende Stemme: »Skal
vi, Harald, -- sig ja!«
-- Hm, -- ja, Kjæreste -- --
-- Ja?! --
-- Det vil sige, Sagen er, hvis vi nu virkelig skulde tage bort
imorgen --
-- Ja, ja! hvad saa?
-- Jeg har næsten slet ingen Penge, og jeg veed ikke, hvordan jeg med
saa kort Frist -- jeg kender jo kun faa her -- den eneste skulde være
Hertz -- --
-- Nei, for Guds Skyld! -- Hertz -- hvad vilde de sige dertil? Dem
har jeg slet ikke tænkt paa -- hvor jeg maa være forvirret.
-- Ja, der ser du, -- og det er dog en vigtig Sag, hvor alle Sider
maa være nøie overveiede; man kommer til at bøde længe for et
overilet Skridt.
Den Vending, Sagen havde taget, var mig ret kjærkommen.
Jeg blev ved at tale beroligende for hende og var allerede af den
Mening, at jeg havde faaet hende helt bort fra hin Idé, da hun
pludselig sagde: --
-- Hvis vi havde Penge hos os, vilde jeg dog gjøre det .... At de
ogsaa skal have saadan en Magt -- det er skrækkeligt! --
I det samme kom Moderen ind med Lampen, og jeg blev slaaet ved det
Udtryk af Skræk, som viste sig paa Minnas Ansigt, maaske forstærket
derved, at det pludselige Lys blændede hende. Hun syntes med
Anstrengelse at se en uundgaaelig Skjæbne imøde, og jeg fik selv en
Følelse af Angst og Uhygge som ved en overhængende Fare, endda jeg
ikke kunde skjønne, at en saadan virkelig var for Haanden. Thi hvor
pinligt det end kunde være for stakkels Minna at modtage Stephensen
og høre paa hans ufortjente Bebreidelser og frugtesløse
Forestillinger, saa er det dog den Slags Ting, som man kommer over,
og Intet i selve Sagen forekom mig uklart.
Min egen hemmelige Uro røbede jeg ikke, men desto mer lod jeg disse
Fornuftgrunde komme til Orde.
Minna lod til at give mig Ret.
Da vi talte Dansk, følte den Gamle sig overflødig og vilde paa sin
stilfærdige Maade liste ud igjen, men Minna fik hende til at blive;
hun gav sig til at snakke sachsisk Dialekt og smaaborgerlig
Dresdener-Jargon med hende, og i dette pudsige Sprog spasede hun saa
fornøielig, alt imens hun satte de mærkeligste Ansigter op, at jeg
snart ganske glemte den Stemning, der nylig havde trykket os, og
Moderen lo de klare Taarer ud af Øinene.
Da den Gamle efter The nikkede ind, satte Minna sig ved Claveret og
spillede en Berceuse af Chopin. Hun begyndte ogsaa paa en Vals, men
den gik et Par Gange i Stykker.
-- Jeg er ikke oplagt, sagde hun og kom hen til mig, -- saa vil jeg
heller læse for dig.
Hun tog »Kätchen von Heilbronn«, som vi var begyndt paa og haabede at
faa at se i denne Uge.
Vi kom snart til det nydelige Genre-Billede, hvor Kätchen ikke vil
kiltre sig op for at vade over Bækken, og den gamle Tjener raaber:
»Kun til Anklen, Barn -- til den yderste, underste Kant af Saalen,
Kätchen« -- men hun løber bort for at finde en Spange.
-- Ja, Hertz havde rigtignok Ret, da han kaldte dig en Kätchen,
afbrød jeg hende -- kan du huske ved Stenbruddene, -- da vi skulde
op?
-- Aa jo, det kan jeg sagtens huske. -- Hvor du var vigtig og
utaalelig! Og saa skulde du blot have anet, hvor komisk det klædte
dig, -- aldeles som om du havde faaet en Maske paa, der slet ikke
passede -- --
Hun læste videre: den mest rørende og i al sin Naivetet den
dybsindigste Elskovsscene, som hele den dramatiske Literatur
besidder: Kätchen sovende, i en halvt somnambul Slummer, under
Hyldebusken, og besvarende Grevens Spørgsmaal.
»Verliebt ja, wie ein Käfer, bist du mir«.
-- Det er til dig! udbrød Minna, -- det kunde jeg ogsaa have sagt dig
allerede den Gang.
Vi lo og kyssedes.
Efter at have læst flydende omtrent en halv Times Tid, standsede hun
pludselig og blev rød i Hovedet; men neppe havde jeg opdaget dette,
før jeg fik Bogen i Ansigtet; hun havde kun villet kaste den fra sig,
men da jeg sad lige foran hende, havde den ramt mig -- maaske gav hun
ogsaa ubevidst efter for en Fortrydelighed over, at jeg ventede paa,
at hun skulde fortsætte.
-- Hvad har jeg gjort! udbrød hun, idet hun sprang op og kastede sig
paa Knæ hos mig -- jeg er dog ogsaa en Trold -- gjorde det ondt?
Jeg forsikrede hende leende, at jeg nærmest var bleven lidt
overrasket.
-- Jeg kunde ikke læse det for dig, hvorfor skriver han saadan Noget
-- og jeg havde ikke Aandsnærværelse til at springe over --
Jeg vilde tage Bogen, men hun snappede den, glattede lidt paa de
krøllede Blade og lukkede den inde i Bogskabet.
-- Du Stakkel! og saa maa du undgjælde!
-- Ja, ligesom jeg ser op -- Klask --
Og vi brast i en ustandselig Latter. Den Gamle vaagnede -- det havde
allerede givet et Sæt i hende, da jeg fik Bogen i Hovedet.
-- I gjør jo et Spektakkel, Børnlille! saa at Vægteren snart maa
komme herop, sagde hun. Det er allerede sent. Ak Gud, ja! Hvem der
laa i sin Seng!
Hun tændte en lille Stump Lys, der stod paa Commoden, og sjokkede af.
Det var paa den Tid, da jeg pleiede at gaa, og jeg overholdt den ret
nøiagtig, da jeg vidste, at Minna skulde tidlig op om Morgenen.
Men hun bad mig om at blive, -- sove kunde hun dog ikke i de første
Timer.
-- Nu har jeg læst for dig, -- saa kan du fortælle mig Historier,
sagde hun og tog Plads ved Siden af mig i den lille Sopha. -- Jeg har
fortalt dig saa meget fra min egen Barndom, og langtfra hørt nok om
din. Fortæl.
Jeg fortalte om det stille, ensomme Liv i den sydsjællandske
Skovridergaard. Min Moder kunde jeg neppe huske, men min fornylig
afdøde Fader skildrede jeg med al den Vemod, som overvældede mig ved
Tanken om, at han vilde have faaet min Minna kjær, og at hun i ham
vilde have fundet en anden Fader. Han var lidt af en Særling, en
gammel Schopenhauerianer og Naturphilosoph, altid i Feide med Egnens
Præster, som havde en Mani for at omvende ham. Jeg delte hans Enebo,