Minna - 10

Total number of words is 5029
Total number of unique words is 1464
49.7 of words are in the 2000 most common words
65.1 of words are in the 5000 most common words
72.2 of words are in the 8000 most common words
Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
hende, og hun havde nu et ganske værdigt Matrone-Ydre i en mørkeblaa,
hvidprikket Kattuns-Kjole og kronet af en stor Kappe med lilla Baand.
Hun satte sig yderlig paa en Stol lige over for mig og søbede
langsomt sin Kaffe, idet hun dukkede Hovedet helt ned til Koppen.
Jeg havde allerede i nogen Tid bemærket en sødlig kvalmende Lugt, som
nu bestandig blev stærkere, og det gik op for mig, at der hinsides
denne tæppebelagte Dør maatte blive røget en meget tarvelig Kanaster.
Fru Jagemann syntes at gjætte mine Tanker; hun gav sig til at hoste:
-- Ak ja, ak Gud, ja -- det er denne Tobaksrøg, den trænger altid
herind. Derinde bor vor Logerende, et meget net Menneske, men han
ryger evig og altid. Ryger De ikke ogsaa? De maa endelig ikke genere
Dem, det smager saa godt til Kaffen, siger de. -- Vi har nemlig
Logerende, ellers kunde vi ikke beholde denne Leilighed, forstaar De
nok, og naar man en Gang er godt vant -- -- men det har sine Ulemper.
Som nu denne Tobaksrøg. -- Ganske vist, man kan ogsaa faa Logerende,
som ryger mindre, eller som ikke er saa meget hjemme, -- der gives
endog dem, som slet ikke ryger, men saa kan der jo være andre
Ubehageligheder. Ak Gud, ja, Hr. Fenger, der er mange slette
Mennesker til! Som f. Eks. denne Logerende, ham er der saamænd ikke
noget videre at sige paa. Han betaler mig altid, selv om det tidt
trækker ud til henimod Slutningen af den næste Maaned, men hvad skal
man sige, der gives ogsaa dem, der slet ikke betaler. Dem har jeg
haft mange af, de flytter fra En uden videre, lover naturligvis, at
de skal komme og betale. .... Ak Gud, ja, slette Mennesker, Hr.
Fenger! ....
Jeg havde atter givet mig til at stirre paa det irriterende Portrait
og gjentog i Tankerne mit Udbrud: »Hvad er du dog for en ækel,
artistisk fordærvet og gjennemløiet Karl --!« Og Fru Jagemann, der
saae, hvor jeg var henne, skyndte sig høflig at indhente mig: --
-- Ja, det er et Portrait af min Minna, ser De nok, -- det ligner
jo ogsaa -- næsten som et Photographi, ak Gud, ja! saadan
Kunstfærdighed! -- Alt hvad man nu kan gjøre, Hr. Fenger! i Amerika
kan de nok nu photographere med Farver, det stod at læse om i Avisen
-- Herre Gud, hvordan skal det saa gaa de stakkels Malere, men hvad
skal man sige -- Kunsten stiger, -- Høg over Høg -- den Enes Død den
Andens Brød, hedder det jo. -- Ak ja! -- Det er forresten en
Landsmand af Dem, som har malet det, han var ogsaa vor Logerende, --
-- Hr. Stephensen hed han saamænd -- han boede her et halvt Aar -- --
Hun talte langsommere, gik næsten i Staa, og betragtede mig med et
Blik, der var saa lurende, som hendes noget sløve Øine kunde udsende.
-- Ja, jeg veed det nok, Minna har fortalt mig det altsammen, hun
holder ikke Noget hemmeligt for mig.
-- Nei, naturligvis, vist saa, en Landsmand af Dem, og ovenikjøbet en
Kunstner, -- det har De naturligvis hørt om, sagde hun hurtig,
aabenbart tilfreds med at vide, hvor hun havde mig, men frygtelig
angst for, at vi skulde komme ind paa et pinligt Omraade. -- Ak ja,
saadan et Talent, det maa De nok sige! -- (Jeg havde slet ikke sagt
noget Lignende). -- Og et net Menneske, saa behagelig i Omgang! Han
betalte mig altid punktlig, endogsaa forud undertiden, -- ikke fordi
jeg bad ham derom, men det var knappe Tider, og han var saa
fintfølende. Han røg kun Cigaretter, -- det var noget Andet end vor
nuværende Logerende, -- han er forresten ogsaa Maler, det vil sige,
-- han er fra Holsten -- det er Lokaler han dekorerer, Lofte og
Vægge. .... Men Hr. Stephensen røg kun Cigaretter, -- aa, naar man
dengang kom herind i Stuen, det var ligesom De kunde lugte Røgelsen i
den katholske Kirke. Ja, dèr har De da været? min Gud, saa høit der
er til Loftet, og alle de Lys paa Altret, -- ak, og saadan som de
synger! det er ligesom man hørte Englene, -- jeg har været der med
Minna, -- hun sagde, det var Latin de sang. .... Ellers gaar jeg i
Anna-Kirken her henne, det er en mageløs Præst, vi har, forleden tog
han mig i Haanden, og han spurgte efter Minna, -- han har konfirmeret
hende -- forresten kan hun ikke lide ham -- hun er tidt lidt
vanskelig, det vil sige, -- saadan -- med Mennesker, hun faar let
Noget at udsætte. .... Naa, naturligvis har hun Ret, paa sin Maade,
-- der er mange slette Mennesker til, men hvad skal man sige,
Herregud! derfor har vi Religionen, -- hvad var vi uden Religionen,
Hr. Fenger!
-- Ja, jeg maa desværre bekjende, at jeg ikke er saa meget kirkelig,
men jeg tror, at Minna og jeg ogsaa i den Henseende --
-- Ak Gud, ja! Ungdommen, ser De, -- da jeg var ung, -- det var
akkurat det samme, -- da tænker man kun paa at more sig, -- naa, naar
man blot ikke gjør noget Ondt! --
-- Jeg tænker dog ogsaa f. Ex. lidt paa at fortjene Noget, og jeg
haaber snart at kunne faa en saadan Stilling, at vi kan gifte os. Jeg
har en Onkel, som er Fabrikant i England, og han vil gjerne have mig
derover. --
-- Til England, ih nei da! jeg havde saamænd en Søster, som var flere
Aar i England. Ak ja, Alt hvad hun kunde fortælle! Det maa jo være en
skrækkelig By, London! Al den Taage og Kulrøg. Dèr boer de ogsaa i
flere Etager, og hele Familien spiser til Middag ude i Kjøkkenet.
....
Da det endelig blev mig ganske klart, at jeg ligesaa godt resolut
kunde opgive ethvert Forsøg paa at lede Samtalen ind i et fornuftigt
Spor, lod jeg hende tumle sig paa slap Line, som hun kunde bedst, og
gjorde kun af og til et Par understøttende Bemærkninger. I
Begyndelsen havde hun talt temmelig rent, men efterhaanden som hun
kom i Aande, indfandt Provinsialismerne sig; hun sagde »m'r« for
»wir« og »sein« for »sind«, kjendte kun bløde »P«er og »T«er og
spækkede sin Sladder med mange folkelige Udbrud og Vendinger; og da
morede det mig at lægge Mærke til, at Minna, naar hun undertiden
for Spøgs Skyld pludrede sin Dresdener-Dialekt, kom til at ligne
sin Moder aldeles paafaldende lige indtil Miner, ja selve
Ansigtstrækkene, -- og jeg var derfor en saa taalmodig og opmærksom
Tilhører, som den Gamle vel kunde ønske sig.
Endelig anbefalede jeg mig. Hun gjorde intet Forsøg paa at holde mig
tilbage, men fulgte mig til Dørs med mange Knix og Komplimenter.
Jeg havde altsaa lært min tilkommende Svigermoder at kjende, og var i
Grunden slet ikke utilfreds med Resultatet, hvor langt det end i og
for sig var fra at kunne kaldes glimrende. Sagen var, at jeg altid,
naar jeg tænkte mig Fremtiden og udmalede mig den Lykke at føre en
elsket Kvinde hjem som Brud, tillige har skjælvet ved Tanken om
Svigermoder og overhovedet haft en Rædsel for dette, at blive gift
ind i en Familie, og faa et Paahæng af Svogre og Svigerinder, ny
Tante- og Onkelbesætning etc. etc. p. p. -- Om Familie var her nu
aabenbart slet ikke Tale; bragte Minna mig ingen Medgift af Penge,
saa bragte hun mig heller ingen af »Sippen und Magen«. Hvad Moderen
angik, overfor hvem jeg vidste, at hun havde en sjelden, men heldig
Kritik, saa lod hun til at være et meget beskedent Væsen, som sikkert
helst vilde kukkelure i Fred ude i sit Kjøkken og nikke ind i »Zur
Katze«, og var saa fastgroet i sine Dresdener-Vaner, at der neppe
vilde blive Tale om at faa hende med til England. Naar man nu havde
faaet en statelig Dame til »Mama«, der omfavnede En moderlig,
kritiserede Ens Vaner, var misfornøiet med Udsigterne, blandede sig i
Husvæsenet, satte Datteren op imod En, saa vidt det lod sig gjøre,
forlangte Visitter, regelmæssige Aftener -- du gode Gud, hvor jeg dog
var sluppen heldig med denne tarvelige Mo'erlil!
Hvis jeg havde ført Dagbog, vilde jeg den Dag have skrevet: --
»Beroliget, -- Svigermoder uskadelig«.


II

Minna kom to Dage efter, med Dampskibet Klokken fem. Naturligvis var
jeg ved Landingspladsen for at tage imod hende. Medens vi gik sammen
gjennem Gaderne forekom det mig, at der var Noget, som tyngede paa
hendes Sind, men jeg vilde ikke spørge, før vi kom til Ro hjemme.
Iøvrig tænkte jeg mig, at det var Hertz's Tilstand, som hun sagde
havde forværret sig.
Da Minna var færdig med at spise, og Moderen havde ladet os være ene,
blev det kjære Barn mer og mer tavs. Undertiden saae hun paa mig med
et langt, tungsindigt Blik, der var lige ved at faa mig til at græde;
snart efter begyndte hun at stirre, som om hendes Tanker var langt
borte, og jeg fik da en Følelse af Uhygge.
-- Er du bekymret for, at det skal blive farligt med Hertz? spurgte
jeg endelig.
-- Ja, det er jeg nok, du skal se, han dør af det .... Og hvorfor
ikke? Det var ved at forske efter Goethe-Manuskripter i Prag, at han
paadrog sig det; det er hans Lidenskab, der slaar ham ihjel, der er
noget kjønt deri.
-- Men hans stakkels Kone!
Minna sukkede, reiste sig og gik hen til Vinduet.
Længe blev hun staaende dèr og stirrede ned i den lille Have. Den
lave Sol straalede ind paa hendes Ansigt, som med sit Præg af Alvor
og Mismod syntes at tilhøre en langt ældre Kvinde. Brystfolderne af
den lette Kjole hævede og sænkede sig stærkt og uregelmæssigt. Den
høire Haand, som hang ned, krammede et lille Lommetørklæde, et Par
Gange hævede hun den anden for at skygge, som om hun vilde se efter
noget Bestemt, men glemte det strax igjen, strøg Haaret bort fra
Panden eller gav sig til at tromme paa Vindueskarmen.
Jeg gik sagte hen til hende og lagde Armen om hendes Skulder.
-- Er der ellers Noget gaaet dig imod, Seelchen? --
-- Jeg har faaet Brev -- fra ham -- Svar paa det, jeg sendte bort den
Aften.
-- Naa?
-- Det har gjort mig saa ondt, -- det var slet ikke, som jeg havde
ventet. Han tænker ikke paa mig, som en god Ven. .... Det er ligesom
han vilde saare mig. Jeg forstaar det ikke.
-- Hvad har han da skrevet, Minna?
-- Ja, nu skal du selv se.
Hun gik tilbage i Værelset og knælede ned ved den lille Haandkuffert,
som stod aaben midt paa Gulvet. Af en Mappe tog hun et Brev frem og
rakte mig. Det var skrevet paa meget elegant Papir og indeholdt kun
nogle ubetydelige Linier som Indledning til et Digt af Heine, hvilket
jeg ikke kjendte. Det lød saaledes: --
Schon wieder bin ich fortgerissen
vom Herzen, dass ich innig liebe, --
schon wieder bin ich fortgerissen,
o wüsstest du, wie gern ich bliebe!
Der Wagen rollt, es dröhnt die Brücke,
der Fluss darunter fliesst so trübe;
ich scheide wieder von dem Glücke,
vom Herzen, das ich innig liebe.
Am Himmel jagen hin die Sterne,
als flöhen sie vor meinem Schmerze. --
Leb' wohl, Geliebte! In der Ferne,
wo ich auch bin, blüht dir mein Herze.
-- Dumt Tøi, udbrød jeg, og krammede uvilkaarlig Papiret mellem
Hænderne. Men Minna, der atter havde staaet og seet ud ad Vinduet,
vendte sig hurtig, rev det fra mig og gav sig til at glatte paa det.
-- Det er vel en Helligdom! sagde jeg med en Bitterhed, som jeg ikke
formaaede at holde tilbage.
Hun saae bebreidende paa mig: --
-- Hvis du nogensinde tager Afsked med mig, og om det end var med
langt bitrere Ord, vil jeg gjøre ligesaa med dit Brev, Harald! og hun
gjemte atter Brevet i Mappen.
Den rørende Troskab mod alle Hjertets Minder, som aandede ud af
hendes Ord og Miner, afvæbnede mig vel, men der blev dog et Bundfald
af Uvillie tilbage.
-- Jeg havde Uret, tilgiv, -- men det er et Brev, der kunde faa en
Engel til at bande. Der er jo ikke Mening eller sund Sands deri.
-- Ja #jeg# forstaar det ikke! Det var dog ham selv, der ikke vilde
staa i andet end Venskabsforhold til mig, og som raadede mig til at
gifte mig med en brav Mand, og nu bebreider han mig det.
-- Og saa paa saadan en dum Maade! Hvorfor udtaler han ikke selv sine
Følelser? -- et Digt af Heine, -- ja, naar det saa endda havde passet
til Situationen, men aldeles ikke!
-- Nei, ikke sandt! det var ogsaa det, der berørte mig saa underlig,
ligesom en falsk Tone, -- ellers vilde det have gjort mig endnu mere
ondt -- eller maaske vilde det ogsaa tvertimod have virket
forsonende, men dette kunde jeg ikke lade være at ærgre mig over.
-- Hans Forfængelighed er bleven stødt over, at du kunde glemme ham
for en Anden, det er det Hele. Derfor har han heller ikke selv haft
Noget at sige, -- en tarveligere Mand havde grebet til en
Brev-Formular.
-- Og alligevel -- hvis han dog elskede mig endnu, og led! udbrød hun
og knugede de foldede Hænder sammen.
-- Elskede? Der gives saa mange Maader at elske paa! Hvorfor forlod
han dig?
-- For sin Kunsts Skyld, sagde han jo, og er den ikke mer værd end
jeg?
-- Nei, tusind Gange nei! For Kunstens Skyld! dum Frase! Saadan en
Ynkelighed! hvor tror han, han kan gjøre Kunst, som duer noget, naar
han er en sølle Pjalt, som ikke engang tør tage et Tag med Livet, og
hvordan skulde han kunne sidde og pensle Følelser frem, naar han
leger baade med sine og med Andres?
-- Men hvis han kun havde sagt saaledes, -- hvis han for en Tid havde
maattet arbeide ene, og saa ikke vilde binde mig, men stolede paa, at
min Kjærlighed var fast og udholdende nok til at holde ud, og han
selv havde ventet trofast, arbeidet, og nu var bleven skuffet?
Jeg gik heftig frem og tilbage i det lille Værelse. Den Tanke, at Hr.
Axel Stephensen skulde sidde oppe i Danmark som den trofaste Elsker,
arbeidende for at kunne forene sit Liv med hendes, -- forekom mig
efter Alt, hvad jeg havde hørt om ham, at være i en saa komisk
Contrast med Virkeligheden, at jeg var ved at le haansk; men et Blik
paa den elskede Pige, hvis Tiltro just i hendes Feiltagelse gjorde
hendes Sjæl saa megen Ære, afvæbnede min Bitterhed og kun et dybt,
smerteligt Suk pressede sig frem.
Minna stod endnu tæt ved Vinduet med Ryggen mod det, op mod en
gammeldags Commode, der var fuld af værdiløse Nipssager og af
afblegede, tilsmudsede Photographier. Til dens Kant støttede hun sig
med begge Hænder og saae ned paa Gulvet.
-- Jeg skal være ulykkelig og gjøre Andre ulykkelige, mumlede hun,
som om hun talte med sig selv.
-- Minna, Minna! udbrød jeg fortvivlet, idet jeg standsede foran
hende, og strakte Armene ud imod hende. -- Det maa du ikke sige, hos
mig og til mig kan du dog ikke sige det.
Hun rystede næsten umærkelig paa Hovedet uden at se op.
-- Men han troer, at det er Letsindighed, og det skal han i alt Fald
ikke. Han maa kunne forstaa mig --
-- Du vil dog ikke skrive til ham efter dette?
-- Jo, Harald, det vil jeg.
-- Hvorfor dog, kjæreste Ven! hvad kan der komme ud deraf andet end
Pinligheder for os Alle! Lad det være nok med den Brevvexling, den
har varet altfor længe.
-- Saa kan den taale et Brev endnu, det skal blive det sidste.
-- Jeg beder dig saa meget, Minna! lad være for min Skyld, -- jeg kan
ikke forklare dig, jeg veed ikke selv hvorfor -- men det gjør mig
angst --
-- Jeg #maa#, svarede hun med en Klang af fatalistisk Overbevisning.
.... Han og jeg kan ikke skilles saaledes.
-- Gid I aldrig var mødtes, udbrød jeg.
Hun saae længe paa mig med et underligt uforstaaende Blik, som om hun
ikke kunde overse Rækkevidden af denne Forestilling. Saa lagde hun
sig ind til mig med Armen om min Hals: --
-- Ja, Gud give, vi aldrig var mødtes! Hvorfor maatte du ikke komme
den Gang! Hvorfor lærte vi ikke strax hinanden at kjende, -- da var
Alt blevet saa godt!
-- Det skal blive godt ogsaa saadan, min Ven! sagde jeg og kyssede
hende paa Panden.
Vi satte os ved det aabne Vindue og snakkede sammen om det kjære
Rathen. Minna drillede mig med, at jeg i et Brev, som jeg havde sendt
hende for et Par Dage siden, havde forvexlet to Udsigtspunkter. Jeg
benægtede, og forlangte, at vi skulde efterse Kildestedet.
-- Det er saamænd ikke Umagen værdt, Enhver kan jo komme til at
skrive feil, sagde hun, og det forekom mig, at hun blev noget
forvirret.
-- Men jeg er vis paa, at jeg ikke har gjort det. Lad mig dog se
Brevet.
-- Saa lad #mig# da have læst feil, for mig gjerne, svarede hun og
blev rød. Det var tydeligt, at hun havde en Grund til ikke at komme
frem med Brevet.
Den Irritation, som under hele denne Samtale havde luret i mig, siden
hun bevarede hans Brev saa omhyggelig, brød nu frem med en skinsyg
Mistanke om, at hun havde behandlet #mit# mere skødesløst og nu ikke
vidste, hvor det var at finde. Jeg var ikke ædelmodig nok til at
skaane hende, skjøndt jeg kunde have sagt mig selv, at selv det
dyrebareste Brev kan forsvinde ved hundrede Tilfælde, især naar man
reiser.
-- Du kan da ikke være bekjendt at være saa doven. Din Mappe ligger
jo dèr paa Bordet.
-- Nei, dèr er det ikke, svarede hun og reiste sig. -- Stivnakke! Jeg
maa umage mig ud i Entréen efter min Reisetaske.
Nei, den tog jeg ind; den hænger dèr ved Døren.
Hun gik hen og saae efter i Tasken.
-- Saa maa det vel dog være i Kufferten, bemærkede hun med et
Skuldertræk. -- _Tant de bruit pour une omelette!_
-- Tak! sagde jeg med en spydig Forstemthed, som hun overhørte, thi
hun lo muntert, medens hun lagde sig paa Knæ og gav sig til at rode
op i Kufferten. Men mig forekom denne Latter forstilt, da hun dog saa
aabenbart befandt sig i en pinlig Situation.
-- Du maa ikke se herhen, Harald, hører du! her er saadan en Uorden.
-- Gud bevares, sagde jeg, og kiggede ærgerlig ud ad Vinduet. Endelig
hørte jeg hende reise sig og komme hen til mig. Hun rakte mig Brevet.
Det temmelig stive Papir var krammet, uden at være lagt i egentlige
Folder, buklet og krummet paa en underlig Maade.
-- Du har vel pakket ind i det, bemærkede jeg bittert og holdt det
hen imod hende.
Hun svarede ikke, men smilede med et ganske sælsomt Smil, der klædte
hende fortryllende, og som, samtidig med at det irriterede mig,
gjorde mig dødelig forelsket.
-- Det lader ikke just til, at du behandler mine Breve med samme
Omhu, eller gjemmer dem lige saa godt som denne Hr. Stephensens!
Minna bed sig i Læben og kiggede op paa mig med et drillende og dog
kjærtegnende Blik. Jeg forstod slet ikke, at hun kunde tage denne Sag
saaledes, og vilde sikkert være bleven vred som en Tyrk, hvis jeg
ikke havde faaet en Følelse af Usikkerhed og en Anelse om, at jeg
spillede en komisk Rolle.
-- Men du glemmer jo helt at se efter, Harald, sagde hun, da jeg
vedblev at række Brevet hen til hende.
-- Du har Ret, afgjorde jeg, uden at værdige Dokumentet et Blik, og
kastede det paa Gulvet.
Minna bukkede sig ganske rolig og tog det op.
Hun saae paa mig med et bebreidende Blik, der fik mig til at se
beskjæmmet til Siden, skjøndt jeg endnu mente at være i min gode Ret.
Og uden at vende Blikket fra mig, men med et bestandig ømmere Smil,
knappede hun det øverste af Kjolen op, løsnede Chemisen foroven og
lod Brevet glide ned paa sit Bryst, hvor det forsvandt med et
rosenrødt Skjær af de sidste Solstraaler som gjennemglødede det lille
Værelse.
Jeg sluttede hende heftig i mine Arme og bedækkede hendes Ansigt og
Hals med Kys, alt imens jeg fremstammede Undskyldninger for mit
urimelige Væsen, min Skinsyge og min taabelige Mistanke, for hvilken
hun paa en saa rørende Maade havde beskjæmmet mig. Denne Anger og
endnu mere den lykkelige Følelse, at være saa inderlig og skjønt
elsket, fik mine Taarer til at strømme saa rigelig, at Minna spøgende
frygtede for, at de skulde udslette Skriften paa det dyrebare Brev.
Ogsaa i hendes Øine blinkede det, -- vi lo og græd paa een Gang og
kyssede hinanden Taarerne af Kinden.
Men inden vi saae os for, var Moderen kommen ind i Stuen. Vi gav
forlegne Slip paa hinanden, og Minna søgte ved en hurtig Dreining at
skjule sit lidt uordentlige Toilette. Den Gamle hostede undskyldende,
og selv de forsigtige Skridt af de næsten gjennemtraadte Slæbere,
syntes, da hun listede ud med Kaffekopperne, at hviske ganske sagte:
»Gjør ikke noget, Børnlille, jeg er selv ingen Nonne, -- har ogsaa
været ung! Næbbes I kun! Herregud, naar man blot ikke gjør noget
Ondt!«
Det ærgrede mig, at vi skulde være Gjenstand for en moralsk
Overbærenhed, som vi ikke trængte til, og især at der blev lagt et
uædlere Indhold i denne Scene, end den fortjente. Minna maa have følt
noget Lignende; thi medens hun knappede den øverste Knap, trak hun
paa Skuldren og mumlede med en komisk Fortrydelighed: --
»Die alte Pulverhexe! kommt sie immer so hereingelatscht!« --
-- Spil nu lidt for mig, Minna, sagde jeg, -- jeg har endnu slet ikke
hørt dig spille, og jeg har glædet mig saa meget dertil.
Minna bad ynkelig for sig, men jeg trak hende hen til Claveret. Der
var endnu Dagslys nok til at se Noderne. Hun slog et Schubert-Hefte
op og spillede et #moment musical#, ikke uden Følelse, men saa
ængstelig, som om hun frygtede for at røre ved Tangenterne.
-- Det er skrækkeligt, udbrød hun, lige da hun havde taget den sidste
Akkord .... Maa jeg ikke holde op? Du kan da ikke paastaa, at det er
en Fornøielse at høre paa det.
-- Jo, det kan jeg godt, og forresten kan du da ikke være bekjendt at
være ængstelig for mig.
-- Ængstelig? jeg ryster over hele Kroppen!
-- Du kan heller ikke se rigtig nu. Jeg vil hente en Lampe.
-- Nei, for Guds Skyld, lad mig dog i alt Fald beholde #den#
Undskyldning.
Det sprudlende livlige og samtidig dog saa sværmeriske og dybt
bevægede Impromptu, som hun nu tog fat paa, behandlede hun lidt
friere og dristigere, og skjøndt det brast et Par Steder, havde jeg
en inderlig Glæde af det ægte musikalske Foredrag. Jeg havde ventet,
at hun nu vilde se at slippe fri, og var belavet paa at maatte bede
længe og indstændig for at faa hende til at blive ved, men neppe
havde hun faaet Hænderne fra Tangenterne, før hun tog Beethovens
Sonater ned fra Clavér-Pladen.
-- Skal det være Gilde, saa lad det være Gilde! udbrød hun muntert.
Man kan lige saa gjerne være fræk. Du maa gjerne hente Lampen,
Harald, at jeg kan se alle de Noder, som falde under Claveret.
Jeg havde ventet, at hun skulde spille »Sørgemarschen«, første Sats
af »Maaneskins-Sonaten« eller et lignende nogenlunde overkommeligt
Stykke, et af dem, om hvilke man kan sige, at de ere naturaliserede i
Dagligstuerne; men til min Forundring hørte jeg, medens jeg ude i
Entréen tændte den lille Lampe, at det var den vældige C-Dur Sonate,
som hun styrtede sig ind i, og det uden at slaa det Mindste af paa
Voldsomheden. Hun havde aabenbart sendt mig ud efter Lampen for at
kunne begynde, mens jeg var borte, i Tillid til, at naar man først er
sprunget ud, hvor man ikke kan bunde, saa er man nødt til at svømme.
Og hun svømmede virkelig; selve Dybden og Bølgebevægelsen hjalp til
at bære. Da jeg traadte ind, just idet hun fra vildsomme Løb og
heftig Oktav-Stigning naaede over til den rolige, i rige Akkorder
syngende Hymne-Melodi, -- blev jeg et saa eiendommeligt Udtryk vaer i
hendes Ansigt af Energi og Begeistring, en Beethovensk Forklarelse af
alle hendes Træk, at en spøgende Opmuntring, som jeg havde paa Læben,
forstummede af sig selv. Jeg stillede ganske sagte Lampen paa
Commoden bag ved hende, og da et stort Stykke af Kuplen var gaaet af,
dreiede jeg den saaledes, at Lyset gjennem dette Hul straalede hen
paa Noderne, hvilket nok kunde behøves; thi glimrende lyste denne
Lampe sikkert ingensinde, og den saae ud, som om den ikke havde været
renset i Løbet af Sommeren. Selv tog jeg Plads længer tilbage i
Stuen, hvor jeg ikke kunde forstyrre hende, men saae hendes Nakke,
hvis Haarknude glinsede i Lampelyset, og den blødt skyggede
Kindrunding, medens jeg fortabte mig i en Nydelse, som maaske er den
ædleste af alle: at faa Beethoven forespillet af sin Elskede. I denne
Stemning blev selv det Ufuldkomne ved Udførelsen snarere til Gavn end
til Skade; de yderst beskedne Omgivelser stemmede ikke til
Concert-Fordringer, og saa glædede man sig saa meget mer over
Beseiringen af Vanskeligheder, selv om disse Seire ikke vandtes uden
Mandefald i Node-Hæren. Og trods Alt, blev hendes Spil kunstnerisk,
fordi hun var helt fortabt i det, -- hun spillede som en Musiker, der
har faaet et vanskeligt Partitur paa Nodestolen; af og til knurrede
hun af Ærgrelse over at være snublet, undertiden, naar hun havde
slaaet med Fynd ved Siden af, sendte hun efter den falske Tone et
Udbrud, der ikke var fjernt fra en lille Ed, og blev Hænderne tilbage
for den inspirerede Villie, saa sang hun med høi Røst Melodien,
ligesom for at skamme Fingrene ud og tvinge dem til at komme med.
Saaledes var hun stormet gjennem Allegroens stolte, solrige Bjergland
og sænkede sig hvilende i Adagioens Eneboerdal med den dybe Skygge om
det stille, blanke Vandspeil, hvor Sindet samler sig indadvendt, men
dog med Blikket forventningsfuldt hævet mod en anet Herlighed, -- for
saa at svinge sig op til de ætheriske Regioner, hvor Rondoen lever i
et overjordisk Lys og en uforstyrrelig Glans, jublende Triller ud,
som var den en Lærke, der havde hjemme, ikke blandt Skyer, men blandt
Stjerner.
Minna kastede sig tilbage i Stolen; jeg gik hen til hende og trykkede
et langt Kys paa hendes Pande. »Tak,« hviskede jeg.
-- Det var ogsaa Noget at takke for, sagde hun og saae forundret paa
mig, som om hun frygtede, at jeg gjorde Nar.
-- Hvor kan du sige det! jeg er helt overrasket! Jeg vidste nok, at
du var musikalsk, men jeg havde dog ikke tænkt, at du kunde spille
saaledes.
En pludselig, sjælfuld Glæde straalede op til mig fra hendes Blik;
men hun slog det strax ned, og hendes Læber krusede sig til et
godmodigt ironisk Smil.
-- Ja, ikke sandt! til at slaa ved Siden af er jeg en ren Rubinstein!
-- Hvorfor spotter du? jeg veed dog selv nok, at du ikke helt kunde
magte den. Men du spillede smukt alligevel.
-- Ak! det er det, som gjør mig næsten fortvivlet, hver Gang jeg
spiller -- at høre det saa smukt og ikke kunne faa det frem. Og især
det, at jeg undertiden synes, jeg maatte kunne være kommen til at
spille ganske ordentlig, hvis jeg havde kunnet drive det rigtig
vedholdende.
-- Naa, det er da ikke for sent endda, jeg synes, du har Livet for
dig.
-- Maaske, -- men der er det samme i Veien endnu, -- jeg kan ikke
taale det, du aner ikke, hvor det angriber mig: Nu har jeg mindst
spillet min Nattero bort. Hvorfor er man ogsaa saadan en Pjalt! Ja,
hvis du kunde forestille dig den Melankoli, som jeg i disse Aar
spillede mig ind i, hver Gang jeg rørte Claveret! det var ligesom
Noget, der slog sammen om mig, og jo skjønnere Musikken var, desto
mørkere blev det om mig. Undertiden kunde jeg ikke lade være, men det
kunde ogsaa blive saa frygteligt, at jeg ikke turde mer.
-- Men det vil jo altsammen fortage sig, min Ven! -- Jeg skal nok faa
dig sund og stærk, og naar du spiller mig glad, vil du ogsaa selv
føle dig lykkelig derved. Jeg er et taknemligt Publikum, selv om du
ikke driver det saa meget videre, end du nu er. Men saa vil du ogsaa
kunne dyrke Musikken rigtig.
Mine Ord lod ikke til at gjøre synderligt Indtryk paa hende. Hun
stillede Lampen hen paa Bordet, satte sig i den Stol, som jeg havde
reist mig fra, og støttede Panden i sin Haand.
-- Jeg kan mærke det i mit Hoved, det spænder og mylrer derinde. --
Hun lo op, som ad et pudsigt Indfald: -- Veed du hvad, hvis jeg
nogensinde ønsker at blive af med min Smule Forstand, saa troer jeg,
at jeg kunde spille den bort.
-- Hvad er det for en Idé!
-- Nu ja, det var ogsaa en Maade at begaa Selvmord paa. Det er det
Frants-Moorske, at ødelægge Legemet gjennem Aanden, anvendt paa
Selvmordet.
-- Minna, du maa ikke tale saadan, det er en daarlig Spøg.
-- En grov Spøg i alt Fald, naar der gjøres Alvor af den. Men man
veed ikke, hvilke Kunster man kan faa Brug for i Livet. »Det var en
Kunst, der fortjente at Have dig til Opfinder,« -- deklamerede hun
med komisk Efterligning af en Mode-Skuespiller. -- Har du seet det
her paa Hoftheatret? hvor han var affekteret! hu ha! .... Hun satte
sig i Positur, som Frants Moor i Begyndelsen af anden Akt, og lagde
sit Ansigt i saa pudsige reflekterede Skurkefolder, at jeg ikke kunde
lade være at le. Opmuntret ved dette Bifald begyndte hun at
efterligne det falske Effektmiddel, som den paagjældende Skuespiller
havde opfundet til denne Grubler-Monolog: at give Spørgsmaal og Svar
med to forskjellige Stemmer, en høi fistelagtig, og en dyb
You have read 1 text from Danish literature.
Next - Minna - 11
  • Parts
  • Minna - 01
    Total number of words is 4783
    Total number of unique words is 1660
    43.1 of words are in the 2000 most common words
    58.3 of words are in the 5000 most common words
    66.3 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Minna - 02
    Total number of words is 4858
    Total number of unique words is 1571
    43.5 of words are in the 2000 most common words
    59.8 of words are in the 5000 most common words
    67.2 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Minna - 03
    Total number of words is 4781
    Total number of unique words is 1552
    42.6 of words are in the 2000 most common words
    58.6 of words are in the 5000 most common words
    66.5 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Minna - 04
    Total number of words is 4813
    Total number of unique words is 1721
    41.4 of words are in the 2000 most common words
    55.5 of words are in the 5000 most common words
    63.3 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Minna - 05
    Total number of words is 5023
    Total number of unique words is 1488
    47.9 of words are in the 2000 most common words
    63.4 of words are in the 5000 most common words
    70.4 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Minna - 06
    Total number of words is 4887
    Total number of unique words is 1432
    49.8 of words are in the 2000 most common words
    66.0 of words are in the 5000 most common words
    72.7 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Minna - 07
    Total number of words is 4874
    Total number of unique words is 1481
    48.3 of words are in the 2000 most common words
    64.1 of words are in the 5000 most common words
    72.6 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Minna - 08
    Total number of words is 4907
    Total number of unique words is 1605
    43.5 of words are in the 2000 most common words
    59.3 of words are in the 5000 most common words
    67.2 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Minna - 09
    Total number of words is 4918
    Total number of unique words is 1607
    46.6 of words are in the 2000 most common words
    60.9 of words are in the 5000 most common words
    68.3 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Minna - 10
    Total number of words is 5029
    Total number of unique words is 1464
    49.7 of words are in the 2000 most common words
    65.1 of words are in the 5000 most common words
    72.2 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Minna - 11
    Total number of words is 4717
    Total number of unique words is 1824
    39.2 of words are in the 2000 most common words
    54.3 of words are in the 5000 most common words
    61.8 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Minna - 12
    Total number of words is 4964
    Total number of unique words is 1437
    47.9 of words are in the 2000 most common words
    62.7 of words are in the 5000 most common words
    69.7 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Minna - 13
    Total number of words is 4974
    Total number of unique words is 1413
    46.0 of words are in the 2000 most common words
    61.6 of words are in the 5000 most common words
    70.6 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Minna - 14
    Total number of words is 5088
    Total number of unique words is 1308
    51.3 of words are in the 2000 most common words
    68.6 of words are in the 5000 most common words
    76.5 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Minna - 15
    Total number of words is 4866
    Total number of unique words is 1451
    46.3 of words are in the 2000 most common words
    60.9 of words are in the 5000 most common words
    69.6 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Minna - 16
    Total number of words is 4977
    Total number of unique words is 1393
    51.8 of words are in the 2000 most common words
    66.8 of words are in the 5000 most common words
    74.0 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Minna - 17
    Total number of words is 4918
    Total number of unique words is 1440
    49.3 of words are in the 2000 most common words
    63.9 of words are in the 5000 most common words
    71.1 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Minna - 18
    Total number of words is 4948
    Total number of unique words is 1472
    48.1 of words are in the 2000 most common words
    63.8 of words are in the 5000 most common words
    72.1 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Minna - 19
    Total number of words is 4022
    Total number of unique words is 1208
    53.0 of words are in the 2000 most common words
    67.1 of words are in the 5000 most common words
    74.6 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.