Minna - 11

Total number of words is 4717
Total number of unique words is 1824
39.2 of words are in the 2000 most common words
54.3 of words are in the 5000 most common words
61.8 of words are in the 8000 most common words
Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
Bugtalerrøst, idet hun samtidig vendte sig snart til den ene, snart
til den anden Side: -- »Hvilke Art Følelser skulde jeg vælge? ....
#Vrede?# denne hungrige Ulv æder sig for hurtig mæt! -- #Sorg?# denne
Orm nager mig for langsomt! -- #Græmmelse?# denne Snog sniger sig for
trægt! -- #Frygt?# Haabet tillader den ikke at gribe om sig ....
Hvad? er Dødens Arsenal allerede udtømt? -- Hvorledes? Nei! -- Ha!
Musik! Hvad formaar ikke Musikken? den kan faa Liv i Stene, skulde
den ikke kunne slaa en Minna ihjel!«
Hun lo muntert og omfavnede mig.
-- Jeg har været rigtig styg, Harald, og du var saa kjærlig og
takkede mig saa kjønt for mit Smule Spil, du kjære, søde Ven! Men jeg
skjønnede ogsaa paa det, skjøndt jeg kom med al den Snak, -- jeg kan
ikke gjøre for det, tidt piner det mig saa meget, det maatte være saa
herligt at være Kunstnerinde, synes jeg, at kunne faa Andre til at
elske og beundre, hvad der bevæger En selv saa dybt .... Men jeg skal
nok blive en flink Husmoder! -- Og bryd dig ikke om, hvad jeg sagde
før -- saalænge du er hos mig og holder af mig, forgiver jeg mig jo
ikke med denne søde Gift -- men, Harald! hvis du holder mer af en
Anden --
Jeg lukkede hendes Mund med et Kys, -- ganske vist ikke noget
synderlig logisk Argument, men i dette Tilfælde maaske tilsidst dog
det mest overbevisende.
Moderen kom ind med The og Franskbrød, til hvilket hun havde kjøbt
Honning i Voxkager og usaltet Smør for at gjøre os tilgode. Da vi
havde spist, satte hun sig hen i en Krog i en underlig trekantet
Lænestol med lodrette Sider; -- den var egentlig et Hjørnestykke af
en tredelt Sopha, hvis #disjecta membra# vare fordelte rundt i
Leiligheden. I dens Varetægt blundede hun næsten øieblikkelig ind.
Minna var ogsaa træt efter Reisen. Da det hæslige, Alabast-søilede
Taffeluhr paa Commoden efter en lang, truende Snurren besluttede sig
til at slaa fire Slag, der gjenlød i Claveret med en lang Tone, -- og
derved gjorde os opmærksomme paa, at »Klokken var slagen ti«, holdt
jeg paa, at hun skulde til Ro.
Vi lod den Gamle sove. Minna lyste mig ud. Til hendes store Skræk gik
jeg »med Nakken paa Ryggen«, -- som hun sagde, -- ned ad den steile
Vindeltrappe, uden at kunne vende Øinene fra hende, som hun stod
deroppe, bøiet over Rækværket, med det smilende Ansigt stærkt belyst
af den fremstrakte Lampe.
Helt nede blev jeg længe staaende og sendte Kys op til hende, indtil
hun gav sig til at skjænde, og da det ikke nyttede, begyndte hun
pludselig at skjære Grimacer og frembringe saa græsselige
Carricatur-Ansigter à la Wilhelm Busch, -- at jeg endelig tog Flugten
med en høi Latter.


III

Den følgende Dag viste Minna mig et Udkast til et Brev, som hun vilde
sende Stephensen.
Vi læste det sammen nede i det lille Lysthus, da der havde indfundet
sig en af de Tanter, som »ikke var saa rigtig heldige«, og for hvis
Selskab Minna gjerne vilde forskaane mig saa vel som sig selv.
Brevet beroligede mig, da det syntes mig at være vel skikket til at
gjøre Ende paa hele hint uklare Forhold. Det var uden al Bitterhed og
frit for hvert Spor af Sentimentalitet, værdigt og holdt i en rolig,
sikker Tone, som jeg ikke havde tiltroet hende i en Sag, der satte
saa mange Følelser og Minder i den stærkeste Bevægelse.
Allerede mens vi vare sammen ude paa Landet, havde jeg undertiden
glædet mig til at gaa med Minna i hendes egen smukke By, og jeg
mindede hende nu om ikke at spilde Tiden.
Vi gik gjennem flere smaaborgerlige Gader og Stræder, der alle
lignede hinanden; med deres fuldstændige Flise-Fortove, uden
Rendestene og Kjældertrapper, gjøre de et nettere og renligere
Indtryk, end en Dansk venter sig af saadanne Kvarterer. De to-etages
Huse variere kun den graa eller gulige Farve en Smule, men af og til
breder der sig en lavstammet Bygning, hvis store indsunkne Tag kigger
ned paa Gaden gjennem mange af disse ægte sachsiske Loftsvinduer, der
ere formede som sammenknebne Øine, og som, naar de staa tæt sammen,
faar Tegltaget til at gjøre en lang Bølgebevægelse. Det er gamle
Landgaarde, Vidner om, at man for ikke umindelige Tider siden her
befandt sig i Byens Udkant.
Overalt herskede en ret velgjørende familiær Ugenerthed. Ved det
aabne Vindue i en Stueetage gav en ung Kone sit Barn Bryst; skraas
overfor, oppe i et solbeskinnet Vindue, røg en Mand i Skjorteærmer
sin Pibe og stirrede op paa Gjenbotaget, hvor en hvid Kat
balancerede. En velklædt Mand, der saae ud som en Studerende, kom med
et Glaskrus skummende fuldt af Øl, som han havde hentet i
Hjørnebeværtningen.
Smaabørnene, der legede foran Gadedørene, hilste paa Minna, og en
lille Skjælm af en Pige, paa tre-fire Aar, med krøllet Paryk og et
Ansigt fuldt af Smilehuller, kom pilende paa sine stakkels nøgne Ben,
der vare saa krumme som Sabler, og gav sig ikke tilfreds, før Minna
havde forfulgt hende ind paa en Trappegang, hvor hun lod sig fange.
Mindre tiltalende var Opmærksomheden fra de større Børns Side. En
lang barhovedet Tøs, med de smudsige Strømper stikkende i udtraadte
Pampusser, blev ved at raabe efter Minna: »Hvad er han for En?« og en
Skomagerdreng, som gik midt ad Gaden og -- til min Forbavselse --
fløitede Skuespillermarschen af »En Skjærsommernatsdrøm«, saa det
skingrede i hele Nabolaget, maa have fundet noget Jødisk i mit Ydre,
for han afbrød pludselig hin Beskjæftigelse for at blive ved at raabe
»Itzig« efter mig. Undertiden overdøvedes alle Stemmer af en af de
uhyre Fragtvogne, hvis tøndeformige Ruf rokker oppe i Høide med
Vinduerne i første Etage. Et Par svære Heste med tykke Halse og fede,
kløftede Kryds trække den i en jordvindende Skridtgang, medens de
ryste deres blinkende Messingpynt af Ringe og Halvmaaner; Kjæderne
klirre, det knager i alle Spanter, Hjulene pibe, og under den uhyre
bevægede Masse drøner Stenbroen, saa at man er fristet til at holde
sig for Ørene, og faar Svar i Øst, naar man spørger i Vest. -- Intet
af alt dette var nyt for mig, men idet jeg gjennemvandrede det med
Minna, fik det en anden, fortrolig Belysning, og jeg betragtede de
mindste Smaating med Kjærlighed, fordi de hørte med til det Hele, som
fra Barnsben af havde omgivet hende og præget hendes Fantasi.
Dette hyggelige Stykke Gammelstad overskares pludselig af den
fornemme Pragerstrasse, Residentsens moderne Pulsaare, med sit
nerveuse Liv af rullende Equipager, en pyntet Vrimmel og glimrende
Boutikker. Og vi kom ind i nye brede Gader, hvis øde Perspektiver kun
viser En et Par enkelte Fodgængere og en sneglende Droske.
Blomsterrækkerne paa Balkonerne er den eneste oplivende Farve i den
graa Masse. Der er saa godt som ingen Boutikker; paa hveranden Port
staar »Pension«, og over dens Naboer »Hotel garni«. Dette var ikke
Noget for os; for at naa til Villa-Strøget og »se paa Leilighed«
vilde vi have valgt den korteste Vei, hvis ikke i dette rektangulære
Kvarter alle Veie havde været lige lange.
Snart havde vi fint Grus under vore Fødder og overskyggedes af en
lille Allés Ahornblade. Mørke Akacier, glinsende Sølvpopler,
gjennemsigtige Birkekroner, tætte Platankupler, Lindeløv og Blodbøge,
blandede med en uendelig Mangfoldighed af sjældne Buske og Træer,
hævede sig til begge Sider over Gitre, Hækker og lave Mure med smaa
Gjennembrydninger. Hist og her skinnede en Statues hvide Lemmer inde
mellem Blomster og Blade, eller en fin Straale steg og sank med sagte
Plasken midt i en yppig Bladgruppe. Og Villa fulgte efter Villa,
pragtfulde Mellemting mellem Landhuse og Paladser, med fine Façader
af gulig Sandsten, som endnu eiede Noget af sin kornede Glans. Hvor
de store Speilglas-Vinduer stod aabne, bevægede det yderste Fag af de
crême-farvede, netagtige Gardiner sig sagte, ligesom i Drømme, og
inde i Værelsets Dunkelhed blinkede en Lysekrones Prismer, eller
Kanten af en Guldramme straalede dæmpet. I en dorisk Søile-Loggia,
med pompejansk malede Vægge og Casset-Loft, drak et Selskab Kaffe. En
slank Dame, med Ridekjolens Slæb over Armen, ledsagedes af en Cavalér
i bronze-brunt Fløiel ned ad en Dobbelttrappe, som i Zig-zag
omsluttede en frodig Plantegruppe. I en Underkjørsel, der paa Siden
af en Villa dannede en prægtig Bueportal, kopieret efter Villa
d'Este, ventede en Landauer, hvis Spand Guldfuxe trippede utaalmodig
og skrabede i det røde Grus.
Denne Slags Underkjørsler behagede os særlig, og vi vilde paa ingen
Maade lade os nøie med en af Jern og Glas. Der var jo ingen Tvivl om,
at vi maatte have Equipage til den Tid, naar disse luxurieuse Planer
iværksattes. De omtalte Guldfuxe tiltalte os meget, men vi havde
iøvrig ogsaa et Sværmeri for kulsorte »Rappen«. Megen Vægt lagde vi
naturligvis paa Villaens Stil; og vor Smag stemmede overens, idet vi
foretrak en ikke altfor rig Renaissance. Et Ideal af denne Art fandt
vi paa et Hjørne ud imod Stadsparken. Det var en kraftig Bygning af
betydeligt Omfang, præget af en ægte aristokratisk Simpelhed, uden
Spor af parvenu-agtigt Koketteri, med imponerende store og ædle
Forhold; den syntes at være bygget af Semper selv eller en af hans
bedste Disciple.
»Dèr er den, det er #vor# Villa!« udbrød Minna strax. Hun lo
overgivent af denne Tankeleg, men jeg tog den allerede alvorligere.
Hvorfor var det endelig saa utænkeligt? det var ingen brødløs Kunst,
jeg drev, jeg havde Protection og vilde maaske arve. Hvorfor skulde
man ikke tilsidst efter et Liv fuldt af Arbeide, kunne trække sig
tilbage her som en hovedrig Mand? Mit ungdommelige Overmod følte en
ubegrændset Kraft i sig. Og da jeg vidste mig i tryg Besiddelse af
det, der er Ynglingens Maal, begyndte alle mine Tanker og Drømme at
kaste sig imod Mandens: en stor Virksomhed med glimrende Frugt.
Minnas Skepsis saarede mig næsten, som om den var en Mistro til min
Dygtighed og Energi.
-- Nei, veed du hvad, Harald! jeg troer heller slet ikke, at jeg
vilde passe til det. Tænk dig, hvad der hører til for at fylde i en
saadan Leilighed, -- alt det Tyende, som man vilde have at tumle med
.... Jeg synes ogsaa, man maatte gaa i en evig Bekymring for, at man
ogsaa anvendte sine Penge rigtig og forsvarlig, naar man havde saadan
en Mængde .... Og saa maatte man føre stort Hus og se Mange hos sig.
Jeg er vis paa, at alt dette ikke vilde ligge for mig, og at jeg vil
finde mig langt mere tilfreds ved at holde sammen paa en lille,
tarvelig Husholdning. Men derfor er jeg heller slet ikke misundelig
paa de Rige, men jeg glæder mig tvertimod over, at Andre, hvem det
passer for, kan have det saa smukt, og naar jeg er egoistisk, saa
forestiller jeg mig, at det egentlig altsammen er til for min Skyld,
for at jeg kan have saa meget kjønt at se paa, naar jeg spadserer med
min Skat, og det kan give os Stof til saadan taabelig Passiar som
denne.
Vi gik videre, langs den zoologiske Have, ind i »Grosser Garten«,
hvor vi valgte de mindst befærdede, skovagtige Veie, der krummede sig
mellem høie Graner og brede Ege. Endelig tog vi Plads paa en lille
Udsigtshøi nord for Herkules-Alléen, hvis mægtige Linde kastede deres
Skygge langt hen over Stubbemarken foran os. Tilvenstre laa
Høidedraget paa den hinsidige Elbbred stærkt solbeskinnet, med sine
Skovbanker og Indsænkninger, underbygget af Landsbyerne, der ved
Villaernes Hjelp næsten gro sammen til een lang Bort af Haver og
Huse, -- med de steile Skraaninger gjennemstregede af Vignernes
Terrasser og Mure, mellem hvilke der hæver sig gamle Gaarde med høie
Tage, omgivne af spidse Pyramidepopler, medens Høiene foroven ere
besatte med Vingaardsmændenes Smaahuse, der se ud som Vagttaarne.
Alle disse Enkeltheder gjentog sig bestandig mindre, utydeligere og
nærmere ved hinanden, indtil de smeltede sammen i en næsten
ubestemmelig Farvetone, dèr hvor Aasen som en Pynt sænkede sig ned
mod Sletten. Denne blaanede langveis bort, og yderst ude viste sig
Bjergformer, skyggeagtige og svævende, snarere som et Bundfald af
Luftens Blaa end som en Stigning af Jordens. Men eftersom Skyggerne
paa Marken blev længere, traadte Omridsene legemligere frem, og vi
kjendte tydelig Liliensteins fortrolige Profil. Og samtidig med at
ovre paa den høie Loschwitzer-Bred den ene Rude efter den anden
tindrede som i en begyndende Illumination, kunde man skjælne
Liliensteins Stenbrud som en lysere Streg forneden. Det var underligt
at tænke, at i dette Bjergbillede, der var saa liliput-agtigt, at det
kunde males paa en Lillefingers Negl, kunde man med en Naal udpege
det Punkt, der havde rummet saa megen Lykke for os. Vi trykkede tavse
hinandens Haand, og vore Øine fyldtes med Taarer, mens vi stirrede
derud imod; -- det forekom os begge, at hin Idyl var groet fast
derude, som en sart Blomst, der ikke lader sig omplante, og at vi
havde forladt den tillige med Stedet og først hist kunde gjenfinde
den, -- og en uendelig Hjemve opfyldte og forenede os.
Hvorvel kun et Par Døgn skilte os fra hin Fortid, -- skjøndt vi sade
sammen ligesaa lykkelig som nogensinde i hine Dage, -- og uagtet vi
haabede lutter glædeligt Samliv imøde: -- trods Alt dette forekom det
os begge, at vi saae et tabt Paradis aabne sig derude i Glansen af
den dalende Lykke-Sol med rosenrøde Smaaskyer som Amorinfjer svævende
over sig i den lyse, farveløse Luft, for saa lidt efter lidt at glide
bort, ind under Skyggen af Nattens bløde Vinger, som fandt os
siddende paa samme Plet med Armen om hinandens Liv.
Denne staaende Vemod i Tilbageblikket -- er den kun Virkningen af en
Idealiserings-Kraft, som Erindringen selv besidder, eller stammer den
maaske snarere fra Menneskets evige Frygt, den uendelige
Usikkerhedsfølelse overfor en ukjendt Skjæbne, der ved et Lune kan
røve En Alt, undtagen hvad man har oplevet -- som ikke blot truer ude
fra, men ogsaa synes at raade i vort Indre, og mod hvilken kun vort
Selvs dulgte Kjerne i sjeldne Gjennembruds-Øieblikke maaske kan
stille en jevnbyrdig Magt op?


IV

Da vi den næste Eftermiddag traadte ud af Gadedøren, stak Minna sin
Arm ind under min og dreiede mig med et Ryk: --
-- Veed du, hvor vi skal hen idag? idag gaar vi til Zwinger. Jeg vil
nyde godt af Alt, hvad du har sagt mig om Bygningsstil og især om
Rococoen. Nu skal vi repetere det i den rigtige store Billedbog.
Og vi gik til Zwinger baade den og mangen anden skjøn Eftermiddag --
til Zwinger, denne Palais-Gaard af Pavilloner og Gallerier, der er et
Epopé i Sten fra en Tid, som var altfor livslysten til at bryde sig
om andre Digte end denne solide Slags, hvori man kan røre sig og
nyde, drikke, danse, fægte, elske, ride Carrousel og bade i
Springvandsbasiner under aaben Himmel -- dette Mesterstykke af en
yppig og fantasifuld Stil, som en fad Afsmag af Empiren har lært en
Epigonslægt at se ned paa med pseudoklassisk Ringeagt, men som nu
atter overalt kommer til Hæder og Værdighed, -- Zwinger -- som synes
bygget af sachsiske Gnomer, anførte af en Faun, der var forelsket i
en Muse. -- --
Andre Dage besøgte vi vor guddommelige Værtinde fra Rathen, »die
Mutter Elbe«, i hendes Byresidens, hvor hun er indlogeret mellem
begge Stadsdele i en prægtig Leilighed, der af de tre Broers
Pillerækker deles i to lange Sale. Paa den berømte Brühlske Terrasse
berusede vi os ved Solnedgangs-Tid i de straalende metalliske Farver,
der blinkende dirrer mellem hverandre i Flodens Strømhvirvler, indtil
den længst ude krummer sig som en gylden Bue foran de blaanende
Vinbjerge.
Eller vi gik nede paa Quaien, der prydes af en lang Række krøllede
smaa Poppeltræer, som synes at være tagne ud af et Brobdingnagbarns
Legetøis-Æske.
Jeg mindes en mørk Dag, da Solen i det sidste Øieblik brød frem under
Skydækket, og Rudernes pludselige Illumination flammede ned over
Strømmen; det var, som om Moder Elben havde afsløret sin Festhal --
en Kolonnade af vundne Søiler drevne af det pureste Dukatguld.
Et Par Gange gik vi ombord i en af Dampbaadene og seilede ud til det
idylliske, vigne-hængte Loschwitz -- »Don Carlos«'s Fødeby, eller til
Schillerhaven i dens Gjenbo, Blasewitz, hvor »Leirens« Gustel har
hjemme.
Paa Tilbageveien gjennem Byen maatte Minna sædvanlig gjøre nogle
Indkøb til Aftensmaden. Jeg ventede udenfor Pølseslagterens
pyntelige Boutik, mens hun handlede ved Marmordisken.
En Aften, da vi kom hjem fra en lang Tur, var Moderen gaaet ud, og
Minna havde ingen Nøgle. Vi vare begge meget sultne; da vi havde
varme Pølser med, betænkte vi os ikke længe; Minna løb til Bageren
paa det ene Hjørne, jeg til Kneipen paa det andet, og vi mødtes
triumferende, medbringende en »Zeilen-Semmel« og et Krus »Kulmbacher«
som Bytte. I den dunkle Haves Lysthus nød vi under Spøg og Latter det
mest velsmagende Aftensmaaltid, som jeg nogensinde har været med til.
Malerisamlingen besøgte vi ikke. Minna bragte den aldrig paa Bane, og
jeg turde ikke foreslaa det af Frygt for at vække pinlige Minder. Men
vi gik flere Gange i den fortræffelige Samling af Gibsafstøbninger,
hvor den antikke Kunst viser sig overskuelig i alle sine Stadier.
Jeg overraskedes ved Minnas medfødte Kunstsans og over hendes
Indtryks Oprindelighed. Hun morede sig over »Ægineternes« staaende
Smil, enten de fældede eller faldt, men bemærkede tillige, hvor vidt
Kunsten allerede her var fremskredet i Behandling af Legemet og dets
Bevægelse; det slog hende for første Gang, at en Kunst kan staa paa
et saadant Standpunkt, at dens Teknik er næsten fuldkommen paa eet
Omraade, medens der er noget Høiere, over for hvilket den endnu staar
barnlig famlende, -- og hun opkastede det Spørgsmaal, om dette ikke
ogsaa i ringere Grad var Tilfældet med det, som vi ansaa for
fuldkommen Kunst. -- I Parthenonssalen imponeredes hun især af
Torserne fra Gavlgrupperne. Men mest følte hun sig grebet af den
efterklassiske Kunst, Værker som »Galleren«, »Sliberen«, »Venus fra
Milo« -- de fleste andre Aphroditestatuer saae hun ligegyldig hen
over. Hun gjorde mig opmærksom paa mange Enkeltheder, som jeg ikke
selv havde haft Øie for, paa det levende Virkelighedspræg af en Haand
eller en Fod, idet hun bemærkede, at paa Statuer af moderne
Kunstnere, som hun havde seet, var dette ofte gjort »altfor kjønt«.
Undertiden vaktes den personlige Interesse ved disse plastiske
Studier: »Hvem der dog havde saadan en yndig, lige græsk Næse!«
sukkede hun flere Gange, -- »saa vilde du elske mig endnu mer -- jo,
det maatte du gjøre.«
Og efter at have mønstret en hel Gudindeforsamling: »De har da ikke
saa tynde Arme!«
-- »Hvorfor skulde de have det?«
-- »Jeg troede, det var grimt at have stærke Arme,« svarede hun rød i
Hovedet og vendte sig bort.
Men vore Kunstnydelser -- i denne By, hvor man #kan# nyde Kunst! --
kulminerede extatisk, da vi hørte Wagners Valkyrie sammen. Dette
Vølsungepars ædle og tungsindige Elskov, forklaret i en Toneskjønhed,
hvis Inderlighed har Evighedens klare Dybde -- hvor gjennemtrængte
den ikke vore Sjæle, sammensmeltende dem i en uendelig Sympathi! Vor
Kjærlighed speilede sig i dette hellige Tonevæld som en Narkissos --
og elskede sig selv.
I Begyndelsen hviskede vi af og til et Beundrings-Udbrud til
hinanden; senere tav vi.
Minna trykkede min Haand ved Ordene: »Als in frostig öder Fremde --
zuerst den Freund ich ersah«; -- og da Sieglinde -- tydelig, saa hver
Stavelse hørtes i det dødstille Theater og med en Betagethed, som kun
Wagner har inspireret en Operasangerinde til -- sang: »Wie dir die
Stirn -- so offen steht, -- in den Schläfen der Adern -- Geäst sich
schlingt! -- Mir zagt's vor der Wonne, -- die mich entzückt --« -- --
da saae hun mig ind i Øiet med et Blik, som jeg veed, jeg vil føle
paa mit Dødsleie. Og da nu Tæppet -- ikke faldt, men drog sig sammen
-- o, jeg ser hende endnu, opreist i Logen, klappende af alle Livsens
Kræfter, med tindrende Øine og et fugtigt Taarespor paa den blussende
Kind, skjønnere end jeg nogensinde havde seet hende, mere sjælelig
skjøn end Noget, som jeg har seet eller faar at se! --
Vi gik ned i den pragtfulde Foyer, hvis Marmorvægge og Søiler
straalede i det sene Dagslys.
Der vrimlede af pyntede Folk.
Minnas Dragt var tarvelig, skjøndt ikke #saa# tarvelig, at den blev
paafaldende, men mange Blikke vendte sig efter hende.
Hun var for bevæget til at mærke det og generes deraf.
Vi traadte udenfor paa en Balkon, hvor en mild Sommerluft slog os
velgjørende imøde. Den aabne smukke Plads, omgiven af monumentale
Bygninger, bredte sig stille og næsten ubefærdet under os, medens det
vrimlede hen over Elbbroen; de skovbevoxede Høider laa badede i
Sollys og syntes ganske nær. En Følelse af uendelig Lykke og Rigdom
overvældede mig.
-- Du sukker! sagde Minna, der lænede sig til mig.
-- Det er kun, fordi jeg er altfor lykkelig, langt mer end jeg
fortjener, svarede jeg. Veed du hvad, -- jeg var dog ret letsindig,
at jeg den Gang kunde fri til dig.
Hun saae paa mig med et spørgende Smil.
-- Jeg vidste jo dog ikke Alt, hvad der boede i dig -- jeg skulde
have ventet, til jeg kjendte dig som nu -- hver Dag opdager jeg nye
Skatte -- bliver rigere og rigere. --
Minna sagde Intet, men trykkede min Arm fast ind til sit Bryst.


V

Hr. og Fru Hertz vare nu komne tilbage fra Landet.
Vi havde begge hver for sig besøgt dem; de vilde se os en Eftermiddag
sammen til Kaffe, efter vor Rathener-Skik. Om Aftenen maatte den
Gamle have Ro og Hvile. Hoste og Smerte i Brystet vedblev at plage
ham; han var kun oppe midt paa Dagen, og selv dette var snarere
Følgen af en Halsstarrighed, som ikke vilde give tabt, end det var,
fordi han følte sig vel ved at forlade Sengen, i hvilken Doktoren
helst vilde have holdt ham.
Fru Hertz var temmelig bekymret for ham, og mente i Grunden, at vi
burde vente en Uges Tid, men den Gamle vilde ikke høre Noget derom:
»Hvorfor dog? da ikke for min Skyld, som om jeg ikke kunde tage imod
Nogen! Vist skal de komme imorgen, men jeg sender dem bort, naar jeg
bliver træt. .... Jeg bliver nemlig gjerne træt lidt tidlig paa
Aftenen nu,« tilføiede han forklarende til mig.
Vi begav os altsaa -- Dagen efter at vi havde hørt Valkyrien --
henad Klokken fire ind i Hjertet af Altstadt, hvor man endnu
glædes ved Synet af gamle Rococohuse med knækkede Tage og
skjæve Konkylie-Ornamenter og af Smaapalaier i Barokstil med
Pilaster-stribet Façade, der smykkes af Medailloner med hjælmbeklædte
og parykbeprydede Marser og Athener. Imellem disse findes tarveligere
Huse i en temmelig ubestemmelig Stil men med et inderligt tydsk Præg;
deres hyggelige Karnapper danne en Række Skabe langs ad Gaden, og ved
Hjørnerne springe de frem som store sexkantede Udbygninger, der nedad
forlænge sig i en Form som et omvendt Kirkespir eller som en Kegle,
besat med Annanas-Knubber i spiraldreiede Rækker. Flere af disse Huse
have Stuk-Ornamenter af Blomster-Guirlander, eller forstenede
Drapperier hængende ned fra deres Vinduer; hist og her sees ogsaa en
ofte overmalet Frise med uhyre fede Englebørn, saa uformelige, at
man ved et flygtigt Syn antager det Hele for et Stykke #natura morte#
af Kaalhoveder, Æbler og tykke Grene.
I et saadant Hjørnehus, hvor fire Gader stødte sammen, boede de
gamle Folk paa første Sal. Der var et evigt Bulder af store
teltdækkede Landvogne, Fragt-Vogne fra Godsbanen og alle mulige
Forretningskjøretøier, -- og det var aabenbart denne Larm af en
flittig Færdsel, som tiltalte den gamle Königsberger-Kjøbmand og lod
ham foretrække dette Sted for luftigere, men mere døde Qvarterer.
Kaffebordet var dækket i Hertz's Studereværelse, hvor han holdt mest
af at opholde sig. Han kom sjelden ind i Dagligstuen, men saae
gjerne, at hans Kone satte sig ind til ham med sit Haandarbeide. Det
var et middelstort Værelse med gamle Mahognimeubler, blandt hvilke
der ellers ikke fandtes nogen bekvem Stol, men nu var en Lænestol
bleven flyttet ind fra Dagligstuen.
Ved den ene Væg stod et almindeligt Skrivebord med otte spinkle
Ben, et Tobaksbord og et Bogskab. Lige overfor var der en Pult af
samme Slags som den, ved hvilken Kant var afbildet; (dette
gamle Farvetryk indtog nu atter sin behørige Plads over
Skrivebordet). Til begge Sider for Pulten hang et Par værdifulde
Oliemalerier, Ungdomsportraiter af Beethoven og Frederik den Store
i Legemsstørrelse. Over den befandt sig nogle Daguerreotypier, af
hvilke man dog aldrig opdagede Andet end nogle skinnende
Metalpletter.
Bag Bogskabets Ruder straalede ingen Pragtbind, men det i sit Ydre
tarvelige Selskab derinde, der viste sig med gnavede Læderrygge og
forrevne eller smudsige Papstykker, bestod af lutter Originaludgaver,
blandt hvilke -- paa de midterste Hylder -- en stor Del af Goethes og
alle Schillers Værker, ligefra »zwoote verbesserte Auflage« af
»Røverne«, med den steilende Løve til Vignet og Indskriften »In
tirannos«, til en »Wilhelm Tell« med en Tilegnelse, skreven af
Schiller selv. Flere af disse Bøger fik vi frem, mindre af
Nysgjerrighed -- thi det var ikke første Gang, at Skabet aabnede sig
for os -- end fordi vi vidste, at det altid glædede den Gamle.
Det blev ogsaa betroet Minna at lukke op for en Skuffe i Skrivebordet
og fremtage den kosteligste af alle Skattene; det var en
Snustobaks-Daase, som Schiller havde sendt Kant, en temmelig stor,
cirkelformet Æske, paa hvis Laag der var malet et nydelig udført
Miniatur-Copi af Graffs Schiller-Portrait. Hertz fandt deri en Lighed
med mig Uværdigste, navnlig ved den lange Hals og Næsen, -- en
Opdagelse, der gjorde Minna saa henrykt, at hun kyssede ham.
Det begyndte at regne, og der blev pludselig saa dunkelt i Værelset,
som om det kunde være Skumring. Den blaalige Spritflamme, der
slikkede om Kobberkjedlen, lyste i den gamle Mands hvide Skjæg og paa
den fugtige Underlæbe, medens han fortalte -- langsomt læspende og
afbrudt af Hoste -- om Livet i Riga, hvor han et Par Aar havde været
i Handelslære: -- Paa Børsen havde de haft den ældgamle Skik, at
Fallenten maatte sætte sig paa en Slags Forundringsstol, medens der
blev ringet med en Armesynderklokke -- en Slags moralsk Execution.
-- Man leer af saadanne gamle symbolske Skikke og finder dem
barbariske. Men maaske har de ogsaa haft noget Godt ved sig. Hvor
tydelig mindes jeg ikke den Gang, da Moses Meier maatte standse sine
Betalinger. Han var Chef for et af de to rigeste jødiske Handelshuse
og havde ødelagt sig i Konkurrence med Wolff -- de havde altid været
Uvenner. Der var et frygteligt Røre paa Børsen, Nogle vare skadefro,
men Jøderne vare Alle meget nedslaaede. »Mon Wolff vil komme!«
spurgte man overalt, -- men de Fleste mente, at han dog ikke vilde
være tilstede ved Rivalens Ydmygelse. Klokken slog tolv, -- saa
skulde Ceremonien gaa for sig; Formanden vilde allerede ringe med
Klokken, -- da kjørte Wolffs Wienervogn for i Galop, Wolff styrtede
ind i Salen og raabte aandeløst: -- »Der skal ikke ringes, Meier skal
ikke paa Fallentstolen.« Han havde i sidste Øieblik -- sikkert efter
en haard Kamp -- besluttet sig til at forstrække Rivalen med det
Nødvendige for at afværge denne Skam for den jødiske Menighed; -- og
de to gamle Mænd græd i hinandens Arme.
Vi stirrede forbavsede paa denne Olding; han syntes os i dette
Øieblik endnu ærværdigere ved sine Minder fra en Tid, som havde et
saa fremmedartet og patriarkalsk Præg.
Med hvilken Andagt betragtede vi ikke noget Støv og Smaasten i en
Flaske: -- Jord fra det hellige Land, som en gammel Jøde fra Riga,
der paa sin Fod var vandret til Jerusalem, havde bragt med hjem i et
Lommetørklæde.
Fra saadanne jødiske Historier gled Samtalen over til Jødernes Rolle
i den frisindede Literatur og dreiede sig navnlig om Heine.
Saasnart Kaffebordet var afdækket, lod Hertz sin Heinemappe tage
frem. Den indeholdt mange Breve baade fra og til Digteren, nogle
Korrekturark samt enkelte Smaamanuskripter.
Jeg fik fat i en af Korrekturerne, og da det endnu var meget mørkt
ved Bordet, traadte jeg hen til Vinduet for at finde ud af et stærkt
overstreget Sted.
Jeg kom til at se ned paa Gadehjørnet og foer sammen: det forekom
mig, at det var Axel Stephensen, der gik dernede, denne slanke, meget
moderne klædte Herre, med spidst og stærkt dreiet blondt Skjæg; men
nei, -- han var høiere og ældre end den danske Maler, -- da han netop
tog sin Hat af for en Bekjendt, viste det sig endog, at han var
skaldet.
You have read 1 text from Danish literature.
Next - Minna - 12
  • Parts
  • Minna - 01
    Total number of words is 4783
    Total number of unique words is 1660
    43.1 of words are in the 2000 most common words
    58.3 of words are in the 5000 most common words
    66.3 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Minna - 02
    Total number of words is 4858
    Total number of unique words is 1571
    43.5 of words are in the 2000 most common words
    59.8 of words are in the 5000 most common words
    67.2 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Minna - 03
    Total number of words is 4781
    Total number of unique words is 1552
    42.6 of words are in the 2000 most common words
    58.6 of words are in the 5000 most common words
    66.5 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Minna - 04
    Total number of words is 4813
    Total number of unique words is 1721
    41.4 of words are in the 2000 most common words
    55.5 of words are in the 5000 most common words
    63.3 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Minna - 05
    Total number of words is 5023
    Total number of unique words is 1488
    47.9 of words are in the 2000 most common words
    63.4 of words are in the 5000 most common words
    70.4 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Minna - 06
    Total number of words is 4887
    Total number of unique words is 1432
    49.8 of words are in the 2000 most common words
    66.0 of words are in the 5000 most common words
    72.7 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Minna - 07
    Total number of words is 4874
    Total number of unique words is 1481
    48.3 of words are in the 2000 most common words
    64.1 of words are in the 5000 most common words
    72.6 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Minna - 08
    Total number of words is 4907
    Total number of unique words is 1605
    43.5 of words are in the 2000 most common words
    59.3 of words are in the 5000 most common words
    67.2 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Minna - 09
    Total number of words is 4918
    Total number of unique words is 1607
    46.6 of words are in the 2000 most common words
    60.9 of words are in the 5000 most common words
    68.3 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Minna - 10
    Total number of words is 5029
    Total number of unique words is 1464
    49.7 of words are in the 2000 most common words
    65.1 of words are in the 5000 most common words
    72.2 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Minna - 11
    Total number of words is 4717
    Total number of unique words is 1824
    39.2 of words are in the 2000 most common words
    54.3 of words are in the 5000 most common words
    61.8 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Minna - 12
    Total number of words is 4964
    Total number of unique words is 1437
    47.9 of words are in the 2000 most common words
    62.7 of words are in the 5000 most common words
    69.7 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Minna - 13
    Total number of words is 4974
    Total number of unique words is 1413
    46.0 of words are in the 2000 most common words
    61.6 of words are in the 5000 most common words
    70.6 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Minna - 14
    Total number of words is 5088
    Total number of unique words is 1308
    51.3 of words are in the 2000 most common words
    68.6 of words are in the 5000 most common words
    76.5 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Minna - 15
    Total number of words is 4866
    Total number of unique words is 1451
    46.3 of words are in the 2000 most common words
    60.9 of words are in the 5000 most common words
    69.6 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Minna - 16
    Total number of words is 4977
    Total number of unique words is 1393
    51.8 of words are in the 2000 most common words
    66.8 of words are in the 5000 most common words
    74.0 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Minna - 17
    Total number of words is 4918
    Total number of unique words is 1440
    49.3 of words are in the 2000 most common words
    63.9 of words are in the 5000 most common words
    71.1 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Minna - 18
    Total number of words is 4948
    Total number of unique words is 1472
    48.1 of words are in the 2000 most common words
    63.8 of words are in the 5000 most common words
    72.1 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Minna - 19
    Total number of words is 4022
    Total number of unique words is 1208
    53.0 of words are in the 2000 most common words
    67.1 of words are in the 5000 most common words
    74.6 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.