Minna - 05

Andre, -- men det er ikke usandsynligt, at Minnas Nærværelse havde
nogen Indflydelse paa min Gavmildhed. Den gemytlige Røver befriede
mig, stak med et høfligt Tak Pengene i de tærnede Benklæder og gav
sig efter denne Opmuntring i Lag med den nye Boring, medens den
stakkels Gnom, hvis Pjalter man ved enhver Bevægelse frygtede for at
se glide helt af ham, med Slag af en tung Forhammer drev hans
Jernstang ind i Stenen.
Da det lod til at ville trække længe ud, gav vi os til at gaa rundt i
Bruddet; vi besaae Sporene af tidligere Sprængninger og glædede os
over, hvor let behandlelig den skjøre, kornede Stenmasse var for de
dygtige Arbeidere. Derpaa slog vi os paa den mindre techniske
Tidsfordriv at plukke en Del af de smukke Blomster, der groede rundt
om mellem Blokkene; men da Minna fandt et Par farvede, næsten
gjennemsigtige Kiselstene, foretrak hun at lede efter saadanne, og
tilsidst lagde hun sig i sin Iver ned paa Gruset, hvor hun mente at
være kommen til et frugtbart Strøg. Jeg tændte mig en Cigar og tog
Plads tæt ved paa en Sten, i den sparsomme Skygge af nogle Buske.
-- Er de nu ikke søde? spurgte Minna, idet hun holdt sin Haand hen
imod mig med en søgrøn og en lilla Sten, og saae paa mig med missende
Øine, blændet af alt det hvide Lys.
-- Jo nydelige. Hvad vil De nu egentlig bruge dem til?
-- Aa, jeg forærer dem til lille Amalie. Skjøndt, ærlig talt, jeg vil
nok beholde dem selv .... De synes, det er vel barnligt? Ja, men det
er netop, fordi jeg mindes om min Barndom -- som om der var noget
Synderligt dèr at mindes! Og dog gjør jeg det gjerne. Det er
underligt, hvor det kan være, men Tiden gjør dog Alting lidt kjønt,
hvad der blot ligger lidt tilbage i den, -- det er altid en Trøst:
een Gang bliver det kjønt, naar man ser tilbage derpaa.
-- Ja, De har Ret. Og denne Tid, denne Dag -- maaske vil man en Gang
finde den næsten smertelig skjøn, og kun bebreide sig, at man ikke i
Øieblikket satte nok Pris derpaa, og dog vilde det egentlig være
uretfærdigt, i alt Fald for mit Vedkommende.
Minna bøiede Hovedet dybere ned og lagde de nye Stene ned i
Lommetørklædet til det øvrige Fund.
-- Som Barn sværmede jeg for den Slags klare Stene, jeg havde en
Mængde af dem og bildte mig ind, at jeg var en Prindsesse, og det var
mine Ædelstene. Den lille Amalie, sagde jeg, at jeg vilde give dem
til? hun var saamænd i Stand til at blive fornærmet paa mig, og
hendes taabelige Fader kunde godt falde paa at give hende ægte
Ædelstene for at raade Bod derpaa.
-- Det maa ikke være nogen let Opgave, De har, som Lærerinde for
saadanne forkjælede Børn .... De selv har nok faaet en fornuftigere
Opdragelse.
-- Ære den, hvem Ære bør, sagde hun lidt bittert og rystede det
nedfaldne Haar bort fra Øinene. Fornuften, -- den var nok ikke
synderlig med i Spillet.
-- Deres Hjem var meget tarveligt?
-- Havde det blot været tarveligt, men det var uhyggeligt og
glædeløst. Midlerne var ganske vist ikke store, men det var dog ikke
deri det laa altsammen. Vil De tænke Dem, jeg var fjorten Aar, før
jeg nogensinde havde været saa meget som ude i Loschwitz.
Naturligvis kom vi af og til op paa Terrassen. En stor Fest for mig
og min Broder var det, naar Fader tog os med ud til Plauen, hvor han
undertiden drak sit Øl; den Gang var der ikke alle de Fabrikker, der
var saa yndigt i den lille Dal ved Weisseritz, og vi jublede over at
kunne klatre om paa Klipperne; der var det ogsaa, at jeg fandt
saadanne smukke Kiselstene som disse her. Om Aftenen tog han ogsaa
undertiden Moder med hen paa en Ølstue; det var en Rest fra deres
Ægteskabs første Tid, da hun hver Aften havde ledsaget ham. Og hvis
De nu, naar De kommer ind til Byen, gaar hen i »Zur Katze« i
Slotsgade, saadan ved otte Tiden, saa kan De i den inderste Stue se
en gammel Kone, der efter Sigende ligner mig lidt, sidde dèr med sit
Glas Øl, og dersom hun har en Veninde med sig, vil hun vistnok
tilsidst udbrede sig sentimentalt om de mange hyggelige Timer, hun
har haft dèr i den samme Stue med sin salig Mand. Naar Hjemmets
Hyggeligheds-Erindringer logere »Zur Katze«, saa kan De omtrent regne
ud, hvad der blev tilbage for os, min Broder og mig! Vi gik i
ordentlige Skoler, men det var ogsaa hele vor Opdragelse. Fader gav
sig slet ikke af med os, -- og det var stor Skade, for han var ikke
blot en dannet Mand -- han underviste i Latin --, men han var ogsaa
veltænkende og strengt retskaffen, det har jeg først lært at indse,
da jeg blev ældre, og overhovedet har jeg kun af spredte Træk faaet
Noget at vide om, hvad der boede i ham, for han var saa indesluttet;
med Moder talte han næsten aldrig om andet end om Vind og Veir, og
undertiden efter Læsningen af Avisen skjændtes de lidt om Politik.
Fader var nemlig rigssindet, men Moder sachsisk og hadede Preusserne;
hun kunde ikke faa i sit Hoved, hvad den store Enhed var godt for, og
paastod, at vi kun kunde takke den for tungere Skattebyrde. Ellers
havde de, som sagt, ikke Noget at drøfte med hinanden. Senere har jeg
forstaaet Meget af deres Forhold, og det er blevet mig klart, at han
med en anden Hustru var blevet en anden Mand, ogsaa en anden Fader,
og at det til Dels netop var hans bedste Egenskaber, der gjorde, at
han under Samlivet med Moder trak sig mer og mer tilbage i sig selv
og ligesom skrumpede ind til en saadan Særling. Sær var han rigtignok
over al Maade, og det gik navnlig ud over os Børn. Allermest plagende
var hans -- man kan næsten sige Raseri, naar han stødte paa et
fremmed Væsen i Huset. Hvis en fremmed Hund eller Kat havde forvildet
sig ind i vor Have, og han saae det fra Vinduet, saa foer han ned og
kunde gerne slaa det stakkels Dyr fordærvet, naar det kom indenfor
Rækkevidden af hans Stok. Der var aldrig Tale om, at jeg kunde se en
Veninde hos mig paa den Tid, da han var hjemme. En Gang, da det var
min Fødselsdag, -- jeg blev elleve Aar -- havde Moder givet mig Lov
til at have et helt lille Selskab nede i Haven paa en Tid, da vi
vidste, han skulde undervise. Men af en eller anden Grund blev Skolen
lukket den Dag. Moder, der saae ham komme ned ad Gaden, foer ud til
os med Rædsel malet i alle sine Træk, og hele det lille Selskab
maatte tage Flugten gennem de tilstødende Haver. De kan nok tænke
Dem, at han paa den Maade blev en ren Bussemand for os, og at vi
sluttede os sammen imod ham med Moder, der virkelig ogsaa havde mere
Hjerte for os. Desværre førte dette Forhold til, at alt hans blev os
forhadt eller mistænkeligt, og at vi skjulte meget for ham med Moders
Vidende og paa hendes Tilskyndelse, som hans Misbilligelse ellers
vilde have lært os at sky, -- medens den nu overalt kun syntes os et
ondt, vrangvilligt Lune, som man blot skulde snige sig udenom ....
Men hvorfor trætter jeg Dem egentlig ved at fortælle Dem alt dette?
-- De fortæller mig det sikkert, fordi De veed, at De slet ikke
trætter mig, og at der neppe for Øieblikket er noget, som kunde
interessere mig mere. Jeg er Dem meget taknemlig. Selv har jeg haft
en lykkelig Barndom, og jeg kan derfor maaske saa meget dybere føle,
hvad De har tabt. Men De har saa meget at indhente i Deres Ungdom af
Livets lysere Side, og tro mig, den vil ikke blive lukket for Dem.
Minna svarede ikke, men undersøgte ivrig en ny Bunke Stene, som hun
havde skrabet sammen.
-- De nævnede en Broder, -- jeg har aldrig hørt ham omtale. Er han
maaske ikke mer i Dresden?
-- Han døde for et Par Aar siden.
-- Herregud! ogsaa det skulde De opleve. Det maa have været et tungt
Slag for Dem.
-- Aa, jeg brød mig, sandt at sige, ikke saa meget om ham. Han var
ikke nogen god Dreng og bidrog ikke just til at gjøre min Barndom
lykkeligere. Siden, da han blev voxen -- ja, saa var han temmelig
ivrig med at indvinde, hvad der var forsømt af »Livets lysere Side«.
Vi havde neppe faaet megen Glæde af ham.
Hun saa paa mig med en trodsig Mine, som om hun vilde sige: »Jeg kan
nok tænke, at De finder mig haardhjertet. Naa, for mig gjerne! Skulde
jeg elske ham, blot fordi han var min Broder, naar han ellers ikke
fortjente det? .... Forresten skal De heller slet ikke tro, at jeg er
saa god og skikkelig.«
-- Var der slet ingen andre Paarørende, som De kunde have noget
Tilhold hos? spurgte jeg, for at komme bort fra det pinlige Emne.
-- Jeg havde en Grand-Tante, som var min Gudmoder, og i den Egenskab
følte sig forpligtet til at tage sig af mig. Hun holdt endogsaa af
mig paa sin Maade -- desværre var det en temmelig ubehagelig Maade,
som skræmmede mig bort. Altid skjændte hun, havde at udsætte paa alt,
lige til min Frisure -- jeg maatte den Gang gaa med en Mængde
Krøller, saa hun havde Ret i #det# som i det meste andet. Det gik mig
med hende paa lignende Maade som med Fader, -- kun at hun virkelig
gav sig af med mig; -- først langt senere kunde jeg erkjende det
Agtværdige ved dem, der hos hende skjulte sig under Barskhed og hos
ham under Ligegyldighed. Hun var en Særling ligesom han, og havde
meget tilovers for ham, hvorimod hun saae ned paa Moder og derfor
skjævt til Alt hos mig, som kunde hidrøre fra hende. Naar hun
skjænkede mig Noget, var det gjerne med en Trudsel; saaledes lod hun
mig subskribere paa en Klassiker-Udgave og gav mig forud Penge til
Indbindingen -- hun gjorde overhovedet Intet halvt --, det er et
lille Bibliothek paa henved hundrede Bind --, og da hun gjorde det,
sagde hun til mig: »Hvis du nogensinde, selv i den yderste Nød,
skiller dig ved dine Klassikere, saa vil jeg, dersom jeg er død,
komme som Spøgelse og plage dig,« og jeg tvivler ikke om, at hun
vilde holde Ord. Men jeg har da ingen Grund til Frygt, og jeg har
heller ikke blot ladet dem staa paa Hylden; alene for den Gaves Skyld
har jeg meget at takke hende for. Jeg havde altid god Læsning lige
ved Haanden, og da jeg ikke havde saa megen Adspredelse som andre
unge Piger, eller rettere slet ingen, som stjal Tiden umærkelig bort,
saa fik jeg en Del læst, som de fleste unge Piger ikke kommer til, --
ganske vist ogsaa Noget, som jeg i alt Fald heller burde have ventet
med. Komisk nok, det faldt slet ikke min ellers saa pædagogiske Tante
ind, at de gode Klassikere indeholdt et og andet, som ikke egner sig
til Læsning for fjortenaarige Piger, -- ældre var jeg ikke, da
Subskriptionen begyndte; men enten var hendes litterære Hukommelse
noget udvisket eller ogsaa var Begrebet »tydske Klassikere« for hende
noget i den Grad over al Maade Ophøiet, at en saadan Tanke slet ikke
kunde komme op. Saaledes læste jeg i den Alder »Oberon«, -- ja, det
er sandt, den kjender De vel neppe. Alt i Alt troer jeg ikke Skaden
derved var stor. Og disse Aftener, naar jeg sad og læste i de store
Digtere, efter at Moder forlængst var sovet ind, var de første
lykkelige Timer, som jeg oplevede. De var mer end lykkelige, men
ogsaa derved mindre, for naar de lyste med mange skjønne
Aabenbaringer, saa fulgte der ogsaa nogen pinlig Selverkjendelse med
som en mørk Skygge. Jeg indsaae, at der gaves en hel anden Verden, --
jeg mener ikke af ydre Kaar, men af Tanker og Følelser, helt andre
Synsmaader for, hvad der havde Værd og ikke havde det, end det Væv,
som Moder havde spundet om mig af tvivlsomme, men temmelig let
anvendelige Leveregler, forbundne med mange sentimentale og
himmelvendte Fraser, der ikke syntes bestemte til andet end til at
kaste et Slør over hine. De undrer Dem maaske over, at jeg maatte
lære dette af Digterne, da jeg dog havde haft kristelig Undervisning;
det var ikke Læresætninger, jeg manglede, men af Livet selv saae jeg
rundt om i vor lille Omgangskreds ikke Noget, der kunde kaldes, jeg
vil ikke sige Stort, men Ædelt og Rent. Det var naturligvis kun
Moders Familie vi saae, og af den var hun endda den bedste; de blev
neppe nok taalt af Fader, men kom, naar han var ude, Søstre, Tanter
og Fætre, eller de smuttede ind i Kjøkkenet og holdt dèr deres lidet
opbyggelige Faddersladder. Aa, hvor jeg væmmes ved at tænke paa alt
det! Noget havde det vel ogsaa at sige, at Præsten, hos hvem jeg gik
til Confirmation, og hvis Prædikener Moder græd over, ikke havde det
bedste verdslige Ry. Nu maatte Goethe og Schiller prædike for mig, og
de vare ikke de sletteste Profeter. Men naturligvis bragte dette en
voldsom Gjæring, Splid og megen Tvivl med sig, som tog stærkt paa
mig. Da jeg maatte tidlig op og hjælpe til i Husholdningen, saa var
denne Aftenlæsning, der ofte blev Nattelæsning, meget anstrengende
for mig. Dertil kom, at vi altid havde levet tarveligt og endnu mere
ufornuftigt; uden at vide det havde jeg paa en Maade sultet i hele
min Opvæxt. Jeg led af Blodmangel og Nerveusitet, og Alt dette slog
sig nu sammen, saa at jeg i disse Aar aldrig var rask. Jeg blev
svimmel, bedst som jeg gik paa Gaden, fik pludselig ubestemte
Ængstelser, forekom mig undertiden som et Udskud af Menneskeheden og
frygtede tidt for min Forstand. Hvad min aandelige Udvikling angaar,
saa følte jeg vel nu, at jeg vistnok kunde have en Støtte hos min
Fader; men Umeddelsomhed var nu bleven ham en anden Natur, og netop
paa den Tid forøgede Svagelighed hans utilgjængelige Væsen. Han døde,
for et Aars Tid siden, uden at jeg var kommen ham nærmere; en Del af
Skylden laa vel ogsaa hos mig selv. At han aldrig havde bekymret sig
om, hvad der boede i mig, gjorde mig trodsig, og jeg følte, at ogsaa
jeg havde lukket mig inde overfor ham. Ofte besluttede jeg at nærme
mig fortrolig og kjærlig, men naar det kom til Stykket, forbittredes
jeg ved Følelsen af Vanskeligheden, ved Tanken om, at en saadan
Beslutning, en Anstrengelse var bleven nødvendig mellem Fader og
Datter, og jeg tav i det afgjørende Øieblik. Sidste Gang, da jeg var
inde hos ham, kyssede han mig og sagde: »Bliv altid ved at være en
brav Pige.« Jeg var ved at briste i Graad og overlade mig helt til
Øieblikkets Følelse, men den gamle Stemme inden i mig hviskede: »Hvad
har du gjort for, at jeg kunde blive det? og hvor veed du, om jeg er
det endnu?« -- Det Hele endte med et tørt Løfte og en kold
Omfavnelse. Da jeg et Par Timer senere kom hjem fra mine
Informationer, var Fader død.
Minna tav længe og saae ned for sig; hendes Mundvig dirrede, og jeg
ventede hvert Øieblik, at hun skulde briste i heftig Graad. Pludselig
slog hun Øinene op og saae paa mig med et taareløst, men forunderlig
alvorligt og gjennemtrængende Blik, der syntes at efterforske
Virkningen paa mig af det Fortalte. Hun sagde ganske vist til sig
selv: »Nu finder De mig vel rigtig hæslig! Jeg vilde inderlig ønske,
at jeg var bedre, men i alt Fald vil jeg ikke besmykke mig for Dem.«
Hendes Ansigt var uendelig kummerfuldt, og jeg var overbevist om, at
denne Tanke havde en endnu større Andel i dette Udtryk end de
smertelige Erindringer, som hun havde revet op i.
Selv var jeg stærkt bevæget og havde gjerne i det mindste grebet
hendes Haand; men vi sad et Par Skridt fra hinanden, og Arbeiderne
vare ikke langt borte. Et Haandtryk vilde have ladet hende opfatte
hele Dybden af min Medfølelse bedre end Ord, der ved saadanne
Leiligheder hildes i Skam over deres egen Afmagt. Jeg sagde hende, at
jeg længe havde anet, at noget Sørgeligt i hendes Fortid trykkede
hende, men ikke havde tænkt mig, at det strakte sig saa dybt ned
gjennem hele hendes Barndom og Udvikling.
Ved denne Bemærkning fik hendes Ansigt et eiendommeligt mistænksomt
og næsten spottende Udtryk, som jeg godt kjendte.
-- Men nu har De ogsaa kun opholdt Dem ved de mørke Sider, bøiede jeg
af. Hvor kan det være, at De slet ikke har talt om Hertz? De var dog
allerede den Gang i Dresden.
-- Ja, men jeg lærte dem først den Gang at kjende, netop ved min
Faders Begravelse. .... Slægtskabet med Tante Thea var saa langt
ude, -- egentlig var der intet .... Desto bedre maaske! .... Deres
Hus blev for mig et andet Hjem, -- nei, »#Hjem#« skulde jeg slet ikke
kalde det, -- Noget langt mer .... De veed det jo forresten .... Og
efter hvad De nu har hørt, kan De langt bedre skjønne, hvad disse
prægtige Mennesker har været for mig ....
Hun sagde dette langsommere og ligesom adspredt, maaske træt af at
fortælle eller endogsaa fortrydelig over at have meddelt saa Meget.
Forøvrig blev vi nu afbrudt ved Værkeierens Anmodning om at indtage
vor forrige sikre Plads, da Alt var færdigt til det nye
Sprængningsforsøg.
Jeg havde næsten glemt, hvor vi var, og hvorfor vi var der; enkelte
af hendes Yttringer med deres triste og ofte bitre Stemmeklang
gjenlød bestandig for mig, som de gjør det endnu i dette Øieblik.
Hvad selve hendes Fortælling angaar, saa har den naturligvis i min
Erindring formet sig lidt mere sammenhængende, end den i hin Time kom
fra hendes Læber, og det er sandsynligt, at et og andet Træk i
Virkeligheden først blev mig fortalt en af de følgende Dage; men paa
Hovedindtrykket havde disse Smaa-Unøiagtigheder i alt Fald ingen
Virkning. Hvad der især slog mig, var den bevidste og reflekterende
Maade, hvorpaa hun omtalte og bedømte sine Forhold; det var
aabenbart, at hun atter og atter havde gjennemgaaet alle Enkeltheder
og deres Forbindelser, efterforskende baade Aarsager og Virkninger.
Jeg saae heri et Vidnesbyrd om, at hun var en mere ægte melancholsk
Natur, end jeg havde antaget. Thi jeg var tilsidst bleven skuffet af
den ungdommelige Munterhed, som ofte brød igjennem hos hende.
Den nye Sprængning forløb ganske som den første; Klippestykket blev
staaende, skjøndt det nu næsten var helt undergravet, saa det svævede
frit ligesom en Karnap. Den rødskjæggede Arbeider nærmede sig
forsigtig og ragede med sin Hakke de søndersprængte Stykker ud, som
Explosionen ikke havde bortslynget. I Baggrunden var der ved
Hjørnerne endnu nogle halvt-revnede Blokke, som støttede den lidt.
Medens Eieren og den pjaltede Arbeider holdt Øie med Klippestykket
for at gjøre Anskrig ved dets mindste Bevægelse, gav den dristige
Mand sig nu til at føre sine vægtige Hug mod disse Steder. I
Begyndelsen holdt han inde efter hvert Slag, rede til at springe
bort, men lidt efter lidt veg Forsigtigheden for Iveren. Hakken bed
sig ind, Hug i Hug, og Smaaskjærver sprang om ham; han syntes grebet
af et Raseri mod denne stædige Modstander. Det saae frygtelig farligt
ud; Øiet, som var træt af at stirre paa den blændende Flade og neppe
turde blinke, mente hvert Øieblik at se Kolossens Rand bevæge sig. Et
Par Gange blev der varskoet, og efter den skuffende Pause begyndte
Angrebet igjen, heftigere og med en voxende Fare svævende over sig.
Minna var ganske bleg og kneb Læberne sammen. Da nu ogsaa jeg, sløvet
af den lange Ventetid, gik flere Skridt nærmere for ret at se
Virkningen af disse Kjæmpeslag, sprang hun efter mig og med et
krampagtigt Greb i min Arm rev hun mig voldsomt tilbage. I det samme
lød der et Raab; jeg saae en stor bevægelig Lysning over mig og lidt
til Siden, og hørte et stærkt Brag. Hele Klippestykket laa et Par
Favne fra mig, og en løsreven Blok sprang nogle faa Alen borte. Mit
første Blik søgte den flinke Arbeider; han stod i god Behold lidt til
Siden for det Stenuhyre, som han havde fældet, og nikkede til os med
et Smil, som om han vilde sige: »Den var lige nær nok.« Jeg
understøttede Minna, som rystede over hele Kroppen, og fik hende til
at sætte sig paa en Sten.


X

Eftermiddagssolen straalede med fuldt Lys ind paa Klipperne, men ud
over dem havde en mørk Sky skudt sig frem, og Regnen begyndte nu
pludselig at falde med saa store Draaber, at dens uveirsagtige
Karakter ikke lod sig miskjende, og vi vare nødte til at skynde os
over de smaa kratbevoxede Banker til Bruddets Smedie. Denne
Anstrengelse gav Minna hendes Kræfter tilbage, og hun, der et Minut
før neppe syntes at kunne støtte paa Benene, løb under Plaskregnen de
sidste Skridt saa let, som om hendes Nerver slet ikke vare blevne
rystede.
Høist eiendommeligt var det, fra det store lyse Rum med hvide Klipper
i blændende Sollys at træde ind til sodet og kulstøvet Dunkelhed,
brudt af røde, gnistrende Luer, i et ganske lille Kammer, der snart
blev stoppende fuldt af Arbeidere. En ung, paafaldende smuk Mand stod
ved Essen; hans muskelflettede Arm strakte sig i Veiret, greb en
Tovende og gyngede den lange, bøiede Vippestang, som satte
Blæsebælgen i Bevægelse. Kuldyngen glødede livligere op, han rodede
om i den, kastede en Skovlfuld paa, lagde en Hakke med den sløvede
Jærnspids i den og trak en anden ud med glorødt Næb; spyttede derpaa
paa Fingren og lod den fare hen over det glødende Metal, og dyppede
saa Hakken i et Vandtrug, som hvislende sendte en hvid Dampsky op om
ham.
Minna lo: --
-- Før saae vi Siegfried i Kamp med Dragen, og her har vi ham jo
lyslevende i Skovsmedien.
Hun havde igjen tiltalt mig paa Dansk, og Arbeiderne saa nysgjerrige
paa os, forundrede over dette Kluddervælsk. Smeden syntes dog ikke at
lægge Mærke dertil; han lagde netop den atter graanende Hakkespids
paa Ambolten og bearbeidede den med Hammeren, saa Gnisterne sprang om
os, og vi traadte et Par Skridt tilbage. Minna betragtede ham med et
Velbehag, som jeg slet ikke syntes om.
-- Synes De ikke, han er smuk? spurgte hun. Som han staar der ved sit
Arbeide, kan man dog ikke tænke sig noget mere malerisk. Naar blot
Gudehus[1] saae saadan ud!
[1] Wagnersanger (Siegfried) i Dresden.
-- Vist er han kjøn, men De ødelægger ham jo ved at se saadan paa
ham; han bliver naturligvis saa forfængelig, at de stakkels smaa
Landsbypiger slet ikke kan gjøre ham tilpas mer.
-- Han er optagen af sit Arbeide, -- han bemærker det sikkert ikke.
-- Saa skal de Andre nok sige ham det.
-- Men du kjære Gud! det er saa herligt at se noget rigtig Skjønt.
Hvor berettiget end denne Yttring kunde være, saa var den mig dog
ikke helt behagelig.
-- Mon han er en Sachser? sagde hun lidt efter.
-- Nei, Frøken! jeg er en Slesviger, svarede Arbeideren ganske rolig
paa Dansk, idet han slængede Hakken hen i Krogen og gav sig til at
røre Blæsebælgen.
Man skulde tro, at den blæste til en Glød paa hendes Kind, saa
blussende rød blev hun. Arbeiderne rundt om smaalo og syntes at
forstaa Situationen. Strax nød jeg hendes Forlegenhed som en passende
lille Hevn; men jeg fik snart ondt af hende, da hun virkelig ikke
syntes at turde løfte Øinene mer fra Gulvets Kulstøv. Heldigvis
dryppede det nu kun ganske fint udenfor. Vi tog Afsked med vor
forekommende Vært og med den rødskjæggede Kjæmpe, -- Gnomen
kukkelurede i en Krog, Smediens Adonis sendte et fornøiet »Farvel«
efter os.
Naturligvis vilde vi ikke indlade os paa at stige ned, som vi vare
kravlede op, -- hvis det endda vilde gaa saa godt. Den lille Hans
blev beordret til at vise os Veien gjennem Nabobruddene, men jeg
undgik, skjøndt ikke uden Vanskelighed, at belemres med denne Fører:
jeg skulde nok selv finde igjennem.
De fleste Brud vare forladte af Arbeiderne. Man saae overalt de samme
hvide Gulve og Mure, kratbevoxede Smaabanker, ruinagtige Rækker af
tilhugne Sten og kyklopiske Volde af raa Blokke, og hist og her hele
væltede Klippestykker, Rester af de langt mere omfattende
Vintersprængninger, ved hvilke undertiden Flodløbet stoppes. Ved at
holde os saa nær Klippebaggrunden som mulig, fandt vi næsten overalt
uden lang Søgen en nogenlunde fremkommelig Sti. De enkelte Brud
adskiltes gjerne ved noget uveisomme Bjergpartier af lutter
Stenflager, som gyngede og vippede under Ens Skridt, hvorfor der ofte
var Leilighed til at understøtte Minna, som skreg og lo paa den
usikre Grund, idet hun strakte Armene ud efter mig for at finde
Støtte, eller naar hun saae mig vakle. De sørgelige Erindringer, som
hun havde dvælet i, den nerveuse Spænding, mens Klippestykket
fældedes, og endelig Forlegenheden i Smedien: alt dette syntes kun at
have dæmmet op for en Strøm af Munterhed, som nu brød desto mere
sprudlende frem. Engang faldt vi begge, hun ovenpaa mig; heldigvis
stødte kun jeg mig en Smule; Minna reiste sig leende og hjalp mig op,
uden at der viste sig nogen Undseelse. I dette Øieblik vilde hun
maaske endogsaa have glemt at sende mig foran, hvis vi skulde klatre
op ad Bjerget; hun syntes virkelig ikke at have Tanke for andet end
sit ypperlige Lune, og maaske for mit med og en Smule for hele
Naturens, -- der duftede og kvidrede os imøde fra Bjergskoven, som vi
nu traadte ind i.
Den stærke, røgelseagtige Vellugt, der var udruget af Solvarmen paa
denne Skrænt, var forfrisket af den Duft, som Regnbadet syntes at
have sprængt rundt om, og berusede deraf sang Fuglene op, som om det
havde været ved Foraarstid. Aftensolen straalede ind mellem Granerne,
hvis buede, frynsede Grene tindrede, som om de hang fulde af
Stjerner. Nedenunder mellem deres Stammer var Floden som et glidende
Lys, og høit oppe over de sagte nikkende Trætoppe løftede
barkfarvede, furede og sprukne Klippemure deres blaalige Bræm af
forkrøblede Fyrrer op mod den skyfri Himmel. Af og til lød deroppefra
en Brusen, der nærmede sig som en Bølge; store Draaber dryssede ned
over En og Minnas Kjole flagrede til Siden. Den var blegt
chamoisfarvet, af et let og blødt Stof, der uden Ophæftninger i lange
Folder sænkede sig glat ned over Figuren fra det sorte Læderbelte, --
en Dragt, der lod hende tage sig slankere og høiere ud end ellers.
Hun trippede lidt paa den skraa Grund, der overalt, hvor den havde
holdt sig tør, var glat af Naale og Kogleskjæl; ofte gled hun og
strakte da med et lille Skrig den høire Arm ud i Luften, saa det vide
Ærme gled helt op over Albuens Smilehul, medens den anden med sin
ubehandskede, solbrændte Haand greb fat i Mosset.
Pludselig brast jeg i Latter, og da hun vendte sig med et spørgende
Smil, pegede jeg paa hendes Skygge, der med en tyk, uformelig
Skikkelse tegnede sig paa en lodret Stenflade ved Siden af hende; hun
svarede med en endnu hjerteligere Latter, idet hun viste paa min
Skygge, som mere langbenet end en Stork strakte sig op ad en
Skraaning. Vi kunde længe ikke komme fra Stedet, thi ved den første
Bevægelse gebærdede Skyggerne sig endnu latterligere. Og da vi
endelig gik videre, hvor en Indsænkning gav Skoven Lov til at brede
sig, drev de atter et pudsigt Spil, idet de snart lagde sig langs hen
over Grønsværet og snart hoppede fra Stamme til Stamme, springende
umiddelbart fra en, der kun var et Par Skridt fra os, til en, som
lyste langt inde i Tykningen.
-- Veed De hvad, sagde Minna, det er godt, at De ikke er en Peter
Schlemihl, for saa vilde De nu være opdaget.
-- Det vilde jeg unægtelig, og hvad saa?
-- Ja, -- saa --? Jeg vilde i alt Fald slet ikke være hyggelig
derved.
Hendes lille Øre blev ganske rødt -- og det kunde dog ikke være
gjennemskinnende Sollys, da Solen var lidt bag ved os. Mit Hjerte
hoppede af Glæde, for jeg havde ingen Tvivl om, at hun tænkte paa det
Sted i den udødelige Bog om den stakkels Skyggeløse, hvor Schlemihl
om Natten spadserer i Haven med sin Tilbedte, og de pludselig træde
ud paa en maanebeskinnet Plet, hvor nu kun #hendes# Skygge strækker
sig ud fra deres Fødder. Hun havde ogsaa strax forstaaet, at mit
tilsyneladende høist enfoldige »og saa?« ikke var slet saa dumt, som
det var frækt; thi hun havde just selv i disse Dage laant mig Bogen
-- et Bind af hin Klassiker-Udgave, som hun havde fortalt mig om. Ja,
hvis jeg nu ingen Skygge havde haft, saa var hun falden i Afmagt, og
jeg havde maattet fly hende for stedse; men nu, da den nok saa
levende legede Skjul med hendes i den aftenlige Bjergskov -- hvad var
der da i Veien? Jeg havde saa vist ingen uudtømmelig Penge-Taske i
Lommen, men min Skygge havde jeg i Orden. Stod den ikke netop nu hist
paa en brat Stenflade, Sort paa Hvidt, som et uforkasteligt Dokument
om min Ægthed, og den lille Øreflip foran, der var saa dryppende rød,
fortalte om, at den tilhørte en Kvinde, som var mig saare god, --
hvorfor skulde saa ikke Hjertet hoppe i mig af Glæde?
-- Hør, sig mig! er De lige saa tørstig som jeg? spurgte Minna
pludselig.
-- Det veed jeg ikke, men tørstig er jeg.
-- Ja, for dèr ser jeg mange Blaabær, og jeg veed egentlig ikke,
hvorfor vi skulde lade dem tørre hen til ingen Nytte.
Jeg var ganske af hendes Mening, og vi gav os til at plyndre de smaa
Buske omkap. Da det snart blev for besværlig at staa og bøie sig,
lagde vi os paa Knæ og krøb fra den ene Busk til den anden paa alle
Fire. Saa blev det os for omstændeligt at plukke Bær for Bær, vi rev