Minna - 07

usigelig melankolsk, at jeg maatte holde op igjen.
Det var paa denne Tid, at min Fader døde (hvad jeg vistnok
fortalte Dem om) og at jeg lærte Hr. og Fru Hertz at kjende. Hos
dem fandt jeg en Aand, der var ligesaa forskjellig fra den i mit
Hjem, som fra den artistiske, der var traadt mig i Møde hos Deres
Landsmand, og den bidrog uendelig til, at jeg kom saa meget til
Ro, som det vel var muligt for mig. Men jeg kan aldrig glemme, at
det er Hr. Stephensen, som ved sin Deltagelse og Interesse for
mig først ruskede min egen Værdighedsfølelse vaagen og hindrede
mig i at døse hen i den usunde Luft, som vistnok var paa gode
Veie til at ødelægge mig.
Hvad vor Brevvexling angaar, saa har den med større og mindre
Mellemrum fortsat sig indtil nu -- over halvandet Aar. Han har
altid temmelig hurtig besvaret mine Breve og bedt mig om at
skrive snart igjen; undertiden har han sendt mig et Blad af sin
Skitsebog og til sidste Jul et smukt Maleri. For at De kan
overtyde Dem om, af hvilken Art denne Korrespondance er, beder
jeg Dem læse hosliggende Brev, som allerede har været i Deres
Hænder. Ikke at jeg troer, De skulde nære nogen Mistanke, som jeg
derved kunde rense mig for; De vil ikke misforstaa dette Indfald,
selv om De maaske ikke forstaar det. Jeg forstaar det maaske
neppe selv, men veed kun, at jeg ønsker, at De skal kjende det;
det forekommer mig endog, som om Tilfældet har givet Dem en Slags
Ret dertil, og som om jeg vilde forholde Dem den ved simpelthen
at rive det i Stykker. Sende det bort, vil jeg dog ikke. Thi som
De vil se af Datoen, er det snart fjorten Dage gammelt; jeg var
vis paa, at jeg havde afsendt det, og ventede snarere, at Posten
skulde bringe mig et Brev fra ham til mig end et fra mig til ham.
Og nu Farvel! jeg har skrevet den halve Nat og er frygtelig træt.
Mit Haab er, at De ikke vil bedømme mig altfor strengt efter
disse Meddelelser, men i alt Fald maa De sige mig ganske ærlig,
hvilket Indtryk dette Brev har gjort paa Dem, og ikke af
Skaansomhed besmykke dette, -- thi hvad Gavn har jeg af denne
Fortrolighed, naar jeg ikke tør stole paa, at den besvares
oprigtig. At jeg sætter Pris paa Deres Dom, kan De jo nok i
Forveien vide, og De vil ogsaa se det af mit Brev til Hr.
Stephensen.
Deres Veninde Minna Jagemann.
Hvor fortumlet jeg end var af de mangeartede og til Dels modsatte
Sindsbevægelser, som denne Læsning havde sat mig i, saa forsøgte jeg
dog ikke først at komme til Klarhed, men aabnede strax dette Brev,
som jeg et Par Døgn før havde været saa fristet til at forgribe mig
paa. Jeg tvivlede ikke om, at det maatte indeholde Udtalelser om mig
selv.
Jeg gjennemsaae flygtig Indledningen med de sædvanlige Undskyldninger
for ikke at have skrevet saa længe, og de følgende Bemærkninger om
Veiret og om Egnen. Lidt mere Opmærksomhed skjænkede jeg en
kortfattet, ikke synderlig rosende Skildring af den kammerherrelige
Familie, og jeg lagde Mærke til, at hun ikke gjorde noget Forsøg paa
at være novellistisk pikant, hvilket unge brevskrivende Damer --
navnlig af Gouvernante-Faget -- ellers i slige Tilfælde have en stærk
Tilbøielighed til. Derpaa læste jeg med bankende Hjerte følgende
Linier:
»Jeg har gjort Bekjendtskab med en ung Polytechniker ved Navn Fenger,
en Landsmand til dig. Det var -- som du vel nok kan tænke -- denne
Egenskab, der først anbefalede ham hos mig og gjorde, at vi noget
hurtigere stiftede Bekjendtskab, end det vel ellers havde været
Tilfældet. Jeg træffer ham meget ofte hos Hertz. Han er ikke smuk,
men har et af de aabne, blonde Ansigter, som man maa synes om, især
naar det smiler. Af Skikkelse er han meget høi, men gaar lidt bøiet;
undertiden ser det mig ud, som om hans Bryst ikke er rigtig stærkt,
-- det vilde gjøre mig meget ondt. Han viser mig en saadan
Opmærksomhed, at jeg ikke kan skjule for mig selv, at han sætter
megen Pris paa mig. Om det imidlertid er mer end et flygtigt
Sommerferie-Sværmeri, det maa Tiden vise, -- han er jo endnu saa ung,
-- fireogtyve Aar; men han gjør et langt yngre Indtryk, som om han
endnu var temmelig uberørt af Livet. Hvad mig selv angaar, saa ved
jeg ikke, hvorledes jeg kom til at stille mig, hvis Sagen tog en
saadan Vending, og jeg kan ikke overvinde mig til at reflektere over
Sligt og indtage en Position derefter; en saadan Tvang er min Natur
altfor meget imod. Naturligvis, naar det kan siges En paa, at man har
»opmuntret« en ung Mand, -- det er jo Udtrykket -- eller endogsaa
koketteret med ham, -- hvilket ofte kun vil sige at have været
munter, naturlig, hengivet sig til en Stemning, -- og saa dog, naar
det kom til Stykket, har trukket sig tilbage, det vil sige, ikke har
fulgt ham til Verdens Ende: -- ja naturligvis, saa er man et Uhyre, i
alt Fald et temmelig fordømmeligt Væsen. Men paa min Side, du gode
Gud! hvor latterligt og dumt var det dog ikke, naar to Mennesker gik
og ikke turde se til hinanden, af en maaske ganske ugrundet Frygt for
at vække en ulykkelig Kjærlighed hos den Anden, og saa kunde de
muligvis haft det største Udbytte af hinandens Selskab, eller endog
Venskab -- for der kan dog bestaa Venskab mellem Mand og Kvinde -- og
hvis der endelig var vakt Kjærlighed, er det jo heller ikke afgjort,
at den var bleven saa ulykkelig. Nei, hvis jeg begyndte paa en saadan
beregnet Forsigtighed, saa vilde jeg hvert Øieblik forekomme mig selv
ikke blot uhyre latterlig, men tillige frygtelig indbildsk og
pretentiøs. -- Og kort sagt, jeg synes meget godt om denne Hr.
Fenger, og Omgangen med ham er mig baade fornøielig og i mange
Henseender lærerig. -- Men nu synes du maaske, at jeg er, om ikke paa
gal Vei, saa dog paa en lidt farlig Sti!«
Derefter fulgte afsluttende Bemærkninger og Underskrift -- din
Veninde -- ingen Hilsener, naturligvis.


IV

Jeg greb atter Minnas Brev til mig selv, for i Ro at gjennemlæse det
Ord for Ord.
Ved den første Læsning havde jeg været betaget af en knugende Angst
for, at der virkelig som hun forudsagde, vilde komme Noget for Dagen,
som maatte sætte hende mindre høit i mine Øine, en Angst, der jog mig
rastløs fra Linie til Linie, bestandig med eet Øie forude.
Jo længer jeg kom frem, desto mere fortog denne Skræk sig; hendes
næsten overdrevne Angerfuldhed over de uskyldige Forvildelser fik mig
til at smile halvt medlidende, og naar mine Bryn trak sig sammen, var
det af Uvillie mod denne Stephensen, -- og dog følte jeg en vis
Taknemlighed, fordi han ikke havde taget hende.
Samtidig med dette voxede en jublende Glæde op i mig: Bevidstheden
om, at hun med dette Brev lagde sin Skjæbne i mine Hænder. Det var
helt igjennem dikteret af den Følelse, at vi stod foran et afgjørende
Skridt, og af den redelige Beslutning, at der intet Uopklaret maatte
lades tilbage paa denne Side af det.
Hun vilde kunne sige til sig selv: jeg har sagt ham Alt, inden jeg
lod det komme saa vidt.
Naar jeg altsaa nu sagde -- og hvor dybt følte jeg ikke, at jeg
kunde, #maatte# sige det: -- Nu vel, efter at have hørt alt dette,
tænker jeg som før, kun at De er mig endnu dyrebarere, fordi jeg
kjender og forstaar Dem bedre, -- hvorledes skulde hun da kunne
trække sig tilbage?
Var ikke en saadan Fortrolighed en Tilladelse til at tale
Kjærlighedens Sprog? --
Brevet til Stephensen viste, at hun selv havde tænkt paa en Forening,
skjøndt hendes Udtalelser paa dette Punkt ikke var ganske
tilfredsstillende. Men det var først i det sidste Par Uger, at vi Dag
for Dag vare komne hinanden nærmere, og i hendes Fremhævelse af, at
Brevet var fjorten Dage gammelt, saae jeg en Antydning af, at disse
Bemærkninger ikke længer skulde betragtes som gyldige.
Jeg vilde strax skrive til hende.
Dog havde jeg Selvbeherskelse nok til først at give mig Tid til at
barbere min venstre Kind, paa hvilken Sæbeskummet endnu sad ganske
indtørret; thi Solen, der allerede streifede Vinduesposten, vilde
ellers snart have gjort denne nødvendige Operation meget vanskelig.
Under dette Arbeide ordnede mine Tanker sig noget, og jeg kunde med
flyvende Pen skrive følgende Brev:
Rathen den 14de August 188..
Kjæreste Veninde!
I hvilken Grad Deres yndige Brev har rørt mig, og hvor langt det
er fra, at dets Fortrolighed har aabenbaret Noget, der kunde
andet end fuldstændiggjøre og uddybe det skjønne Billede, som jeg
allerede havde af Dem, det har jeg kun eet Middel til at
overbevise Dem om.
De vil, siger De, sende Hr. Stephensen et nyt Brev. Jeg vil
foreslaa Dem at benytte det gamle som Kladde indtil Bemærkningen
om, at De frygter for, at mit Bryst skulde være svagt, hvilket
jeg kan forsikre Dem er ganske ugrundet.
Derpaa skulde De da -- efter mit Forslag -- fortsætte:
Han havde allerede viist mig saa megen Opmærksomhed, at jeg ikke
godt kunde være i Tvivl om hans Følelser overfor mig. Det kom mig
derfor heller ikke ganske overraskende, da han idag anholdt om
min Haand. Han har ingen Formue, men vil sikkert allerede om et
Par Aar kunne skaffe os et anstændigt Udkomme, rimeligvis i
England, hvor han har en Onkel, som vil sætte ham i Vei. Jeg var
ikke et Øieblik i Tvivl om, at jeg burde forene min Skjæbne med
hans etc.
Dersom De er i Stand til at afsende et saadant Brev, saa kom idag
til Hertz til sædvanlig Tid. Hvis jeg ikke seer Dem der, naar jeg
kommer, betragter jeg det som et Tegn paa, at jeg skal savne Dem
bestandig, og at mit Venskab med Dem i Stedet for at være
Indledningen til en livsvarig Lykke kun var en flygtig, men
velsignet Drøm.
I saa Fald, lev vel og gid De maa blive lykkelig.
Deres trofaste
Harald Fenger.
Jeg lagde dette Brev sammen med det til Stephensen i en Convolut og
sendte en lille Dreng over til Villaen med det.


V

Det var et deiligt Eftermiddagsveir, varmt og stille. -- Tiden var
allerede fremrykket. Jeg løb mer end jeg gik ned ad Bakken, hen ad
Stien langs Smaahuse og Hækker og gjennem den lille Gyde imellem
Havemurene, der mundede ud i den straalende lyse Elbdal. Men for
hvert Skridt her, som førte mig nærmere til Afgjørelsen -- og der var
ikke mange ialt -- blev min Gang langsommere, og gik helt i Staa, da
jeg saae de nederste af Stentrinnene, som nede fra det smalle
Engstrøg førte op til Huset. Ved den mindste Bevægelse maatte jeg nu
vente at se Hus-Hjørnet med det fremspringende Tremmelysthus komme
frem bag Kronen af et Frugttræ i Nabohusets Have. Det var, som om
Nogen greb mig i Struben, og Benene syntes at blive borte under mig
....
Dèr var den solbelyste Kalkmur under det skinnende Skifertag --
Vin-Espalieret -- Slagskyggen af Trækronen med Lysthuset, hvor den
graagrønne Dug havde en skraa Stribe af gult Sollys; -- jeg saae paa
denne Stribe meget længe -- en Del af et Sekund eller et halvt Minut
-- for at opsætte Afgjørelsen; nogle Blade af Frugttræet skjulte
Hjørnet af Dugen; over den steg Dampen fra Maskinen op. En
hvidskjægget Mand havde jeg allerede opdaget -- nu ogsaa den gamle
Dame -- Andre var der ikke.
Jeg vedblev at stirre derop, som om hun endnu kunde komme tilsyne.
Trods den stærke Solvarme frøs jeg som i Aftentaage, men jeg var
atter Herre over mit Legeme, hvad jeg hidtil neppe havde været. Først
tænkte jeg paa at liste mig bort, for jeg tvivlede ikke om, at hvis
hun vilde være kommen, saa havde hun allerede været der. Men maaske
var hun gaaet op for at hente noget til Kaffebordet, eller hun havde
været forhindret, og de havde en Besked, en Hilsen til mig. Dette
foresnakkede jeg mig og forkastede det strax igjen som Ynkeligheder
af min svage Sjæl, der ikke turde se Sagen lige i Øinene.
En Sten, der raslede, eller et ubestemt Synsindtryk af Noget, der
bevægede sig, fik mig til at se til den modsatte Side, ned mod
Floden. Dèr, ved den lille Kilde, neppe halvhundred Skridt fra mig,
reiste en Skikkelse sig i Veiret --
Det var Minna.
Jeg vilde ile hende imøde. Men Hertz havde allerede opdaget mig og
raabte efter mig: »Hr. Fenger, skynd Dem, skynd Dem dog!« Jeg saae
ogsaa, at han vinkede ad mig, og skjøndt jeg ikke kunde begribe,
hvad denne Iver skulde sige, adlød jeg den meget villig. Da jeg med
to Trin i Springet naaede op paa Trappeafsatsen, kom et langt,
knoglet Fruentimmer farende ud af Døren med en Haandkoffert og en
Plaidrulle i Hænderne, saa at vi nær havde løbet hinanden omkuld.
-- Endelig, det var da godt, at De kom! udbrød Hr. Hertz.
-- Vi var saamænd lige ved at sende Bud efter Dem, men Minna paastod,
at De kom ganske bestemt.
-- Ja, vil De tænke Dem, -- vi reiser til Prag i Aften, ja om et
Øieblik.
-- Men vi jager Dem ikke bort derfor. Tvertimod haaber vi, at De
følger os lidt paa Vei. Iltoget holder jo nemlig ikke her, saa vi maa
tage til Schandau, og det vil vi gjøre med Skibet, Veiret er jo nu
deiligt. Saa kunde De gjerne gjøre den Tur med, -- der gaar Tog
tilbage Klokken ni, -- Minna har allerede lovet det.
Naturligvis skyndte jeg mig at gjøre det samme.
Min frugtbare Selvplager-Fantasi havde et Øieblik tilhvisket mig den
Mulighed, at mit Brev slet ikke var blevet afleveret, saa at Minnas
Nærværelse var uden Betydning og Alt endnu vilde opløse sig i
Skuffelse. Men Fru Hertz's Ytring, at Minna havde paastaaet, jeg kom
sikkert, beroligede mig. Nu kom hun selv op ad Trappen. Hun bar den
samme lette, chamoisfarvede Kjole, som hun havde haft paa, da vi vare
sammen i Stenbruddet. Idet hun gav mig et usædvanligt langt og fast
Haandtryk -- hun havde en ejendommelig inderlig Maade at give En
Haanden paa -- smilede hun, men kun med Øinene, og saae mig helt ind
i Sjælen med et Blik, der var ligesaa forskjelligt fra alle
tidligere, som »du« er fra »De«. Alt Blodet strømmede mig til
Hovedet; da hun slap min Haand, dirrede den, og ogsaa mine Knæ
rystede. Først nu, da hun gav mig Vished, og jeg følte mig ganske
rolig og lykkelig, kunde jeg physisk mærke, hvor stærkt Spændingen og
Angsten havde taget paa mig.
Minna havde følt det og kunde ikke lade være med at smile ganske
hemmelighedsfuldt og med en lidt smigret Mine, medens hun skjænkede
Hr. Hertz et Glas af det kolde Kildevand, som han altid satte megen
Pris paa at faa til sin Kaffe -- det var ligesom i en Café. Og alt
imedens han nippede snart til Kaffen, snart til Vandet, snakkede han
paa sin ivrige Maade: --
-- De maa nemlig vide, -- ja det vil forresten interessere Dem --
maaske lokker det Dem til at tage med helt til Prag -- naa, ikke? Ja,
ja, det er forresten ogsaa godt, at Minna faar Følgeskab tilbage, og
Dem tør vi nok betro hende til. .... Altsaa der er i Prag fundet et
Manuskript til Faust -- til #Faust#, kjære, unge Mand, -- det vil
sige, til en Del af de første Scener -- og afvigende, det er det
uhyre interessante! naturligvis kun i Smaating, men alligevel; det
skal iøvrigt være djærvere i Tonen og er sandsynligvis et af de
første Udkast. .... Det er en gammel Særling -- pensioneret Oberst --
der for Gud ved hvor længe siden har arvet det efter en Grand-Tante
eller noget lignende, der ved Hoffet i Weimar stod Goethe -- ja, hvor
nær, det veed jeg saamænd ikke, he he! og det kan jo ogsaa være det
samme. Dèr har De forresten vort moderne militære Tydskland! Arver en
Kiste med Breve og Papirer, blandt hvilke han, hvis han da ikke havde
været saa uvidende, kunde have formodet, at der var Ting fra Goethe
derimellem; gider af lutter Foragt for alt Litterairt ikke saa meget
som lukke Kisten op; er i Pengeforlegenhed -- Ødeland naturligvis --
maa kaste sig i Armene paa Aagerkarle -- og har en Skat paa sit Loft,
som han kunde kjøbe et lille Fyrstendømme for. .... Og hvis han endda
ingen Vink havde faaet, men vi anede jo noget saadant, om ikke just
et Manuskript, saa dog Breve, Oplysninger -- jeg har selv skrevet til
ham -- men nei: Familiepapirer, maaske kompromiterende Hemmeligheder,
og de skulde udleveres til »forbandede Litterater«, saadan har han
naturligvis raisonneret. Altsaa: men nøjes med Johannisberger-Dorf i
sin Kjelder -- det er notorisk, at han var en passioneret Vinkjender
-- og et Fyrstendømme paa Loftet, -- det er Nemesis! Aa, saa den Karl
har ærgret os! Nu er han altsaa død, Gudskelov, og Manuskriptet
findes. At jeg dog ikke var tilstede. Naa, men jeg fik Brev idag,
blev tilkaldt som -- saa at sige -- en Slags Autoritet, kjære Ven! og
De kan tænke -- ....
Ligesaa lidt som et eneste af Minnas Smil eller nogen af hendes
Bevægelser undgik mig, ligesaa lidt tabte jeg et eneste Ord af denne
Beretning. Jeg følte en Vidde og Elasticitet i Sindet, som om det paa
een Gang kunde rumme alle mulige Indtryk, der blot vare tiltalende og
rene. Den Gamle har aldrig haft en opmærksommere og mere deltagende
Tilhører, ja, han meddelte mig endog Noget af sin egen Exaltation.
Min Tilstand var som en let Opiumsrus, der lader smuk Musik tone
endnu vidunderligere. Og medens jeg lykønskede ham til denne
interessante og ærefulde Reise, fremsatte Spørgsmaal og besvarede
hans livlige Udbrud, drak jeg min Kop Kaffe, som Minna havde skjænket
og rakt mig, og langt fra at finde den »brune Nektar«, skjænket af
elskede Hænder, uforlignelig, afgjorde jeg i mit stille Sind, at
Minna i sin Egenskab af Sachserinde lavede »Bliemchen-Kaffee«, og at
den Tid vilde komme, da hun maatte vænne sig til at omgaas mindre
økonomisk med Bønnerne.
Jeg havde dog neppe haft Hjerte til at afslaa en anden Kop, hvis jeg
ikke fra Floden havde hørt den dumpe Lyd af Dampmaskinens
Stempelslag. De Andre paastod, at det var for tidligt, men snart
efter saae vi over de grønne Marker Skibets Skorsten, der som en sort
Streg rykkede frem paa den lyse Baggrund af Affaldsskraaningen under
Stenbruddene. ....
Snart efter sad vi paa Dækket under Solseilet og saae Huset glide os
forbi; den grønlige Dug lyste endnu inde i Skyggen af Lysthuset. Vi
seilede henimod Lilienstein og dens Tvillingbroder Königstein, der nu
traadte frem ligeoverfor den, med Sollys paa sin Murrand og paa de
smaa Vagttaarne. Skjæret af de gule Stenbrud flammede henover Vandet,
og hver rød Plet eller violet Skyggerids deroppe blev her til en lang
dirrende Stribe; langs Bredderne dyppede Marker, Buske og Frugttræer
deres grønne Speil i Floden. Fra den pløiende Stavn gled lange,
muslingformede Bølger ud til Siden, og eftersom de naaede ind mod
Bredden, flød Speilfarverne ind i deres glasurblaa Dale, -- ligesom
en Vædske, der pludselig finder en Kanal -- og trak Billedet ud i en
langstrakt Forvridning, indtil Alt blandedes i et vibrerende
Mellemhverandre af tungede og spiraldreiede Farver, alle lyse og
glasklare.
Den gamle Hertz var meget livlig og fortalte utrættelig om Prags
Mærkværdigheder; om den eiendommelige Teyn-Kirke, hvor min berømte
Landsmand Tycho Brahe laa begravet, -- om det smudsige Jødekvarter
med sin skumle Synagoge og den overgroede Kirkegaard, hvor de simple
orientalske Gravstene, skjæve og hældende, trængte sig saa tæt op ad
hinanden, som om de vilde skyde hinanden op af Grønsværet, om
Hradschin, det bøhmiske Akropolis og de terrasseformige Palæhaver op
ad dets Bjergside -- lutter Herligheder, som jeg vilde kunne beundre
den næste Dag, hvis jeg lod mig overtale til at tage med dem i Aften.
Thi han lod hele Tiden, som om han haabede, at jeg tilsidst vilde
give efter, og han gottede sig godmodig over, at mine Undskyldninger,
trods den bestemte Forsikring om det ganske Umulige heri, ikke just
havde noget synderlig overbevisende Indhold. Men bestandig endte han
med at sige: »Ja, ja, det er jo ogsaa rart, at Minna faar Følgeskab,
skjøndt jeg er vis paa, at hun godt turde tage alene hjem.« Saa
begyndte naturligvis hun at forsikre, hvor redebon hun var til dette
Vovestykke, og at jeg »endelig ikke for hendes Skyld« maatte give
Afkald paa denne fornøielige Udflugt, nu, da der tilbød sig saa
gunstig en Leilighed i det behageligste Selskab. Og imens hun
drillede mig saadan, at jeg tilsidst ikke vidste, hvad jeg skulde
svare, lo hun til mig ud af de sammenknebne, blinkende Øine. Vi
morede os hjertelig over, at den skikkelige Mand, alt imens han mente
at have os til Bedste, i Virkeligheden blev holdt for Nar af os, da
han dog umulig kunde ane, hvor absolut jeg netop denne Aften var
forhindret i at forlade hende. Men Fru Hertz, der sad paa Bænken
ligefor os, rystede undertiden sine graa Krøller, idet hun betragtede
os med et overbærende Smil, som om denne Snak trættede hende, men
tillige med et spørgende Blik, der syntes at søge en Hemmelighed
under denne Ordleg.
I Schandau var der neppe Tid til Andet end at spise til Aften i en
Hotelhave ved Floden. Mørket faldt hurtig paa. Hertz mindede om
Hjemtouren. Men Minna forsikrede, at Dampbaaden til Jernbanen
regelmæssig gik et Kvarter før Togets Afgangstid, som vi vidste
sikkert fra Reisebogen. Da Stationen nemlig ligger paa den anden Side
af Floden, og godt en halv Fjerdingvei fra Hotelbyens Centrum og
Landingsplads, iværksættes Forbindelsen ved en lille Dampbaad. Denne
Combination foruroligede den gamle Hertz, der begyndte at faa
Reisefeber og hvert Øieblik trak sit Gulduhr med Dæksel op af Lommen.
Endelig indrømmede Minna, at det kunde være paa Tiden at bryde op. --
Ved den lille Bro var der ingen Baad at se. Det sorte Vand med et
Skjær over sig af Lygtelys, der samlede sig i Hvirvlerne, jog frit
forbi dens tomme Bjælkelag, hvor der ikke stod saa meget som en
Vadsæk eller Haandkoffert.
-- Nu er vi da nok komne til den feile Bro, det maa være
Dampskibsbroen, mente Fru Hertz.
-- Vist ikke, vi er blot for tidlig paafærde, svarede Minna, lidt
stødt over denne Mistro.
Vi drev nogle Minutter frem og tilbage, uden at der viste sig Noget
eller Nogen. Hertz gik ind i det aabne Skur, der tjente til Ventesal,
og satte sig. I det ene Hjørne sad en tarvelig Mand og sov med
Hatteskyggen nedkrampet over Panden, for den osende Petroleumslampe
lyste netop tilstrækkelig til at skjære En i Øinene. Efter endnu et
Par Gange at have raadført sig med sit Uhr, stod Hertz op, nærmede
sig til den Fremmede, trippede lidt omkring ham, fik et Hosteanfald
-- og spurgte endelig forsigtig, om Herren maaske ogsaa ventede paa
Dampbaaden til Dresdener-Toget.
-- Nach Brag! snøvlede den Adspurgte mekanisk, uden at se op, maaske
ogsaa uden at være vaagnet.
Et Haab begyndte at dæmre for mig. Da jeg saae en Lastdrager komme
slentrende ned paa Broen, gik jeg hen til ham og spurgte. -- Baaden
til Dresdener-Toget var gaaet for ti Minutter siden. Glædesstraalende
indvendig, og saa ærgerlig som mulig at se til, gik jeg hen til
Damerne med mit Budskab. De stod lige ved den lille Lampe, og jeg
kunde se, at Minnas Ærgrelse over at blive beskjæmmet i sin
Sikkerhed, havde en haard Kamp at bestaa med en Glæde, som
lykkeligvis ikke var mig uforklarlig. Hun syntes med Villie at undgaa
mit Blik.
-- Der er Tid nok, den kommer ganske sikkert -- han har blot ikke
vidst rigtig Besked .... Se, er det ikke den derude?
En rød Lanterne nærmede sig paa Floden fra den Side, hvor Stationen
maatte ligge. Snart skimtedes et Par Tovstykker, og Dampen, drevet
frem af Vinden over Skibet, der langsomt gik op mod Strømmen, svævede
foroven som en lille Rosensky. Man hørte Stempelslagene.
Jeg følte mig usigelig flov og kastede et ærgerligt Blik paa den
gamle Hertz, der udbrød i et beroliget »Gudskelov« og ilede i
Forveien ned paa Broen, som om der ingen Tid var at spilde, som om
det var ham, der skulde til Dresden.
Baaden skilte sig ud fra Mørket, Piben skingrede, et Raab derudefra
besvaredes af Lastdrageren, og forbi Bro-Lygten foer en Lasso, der
var lige ved at fange den skikkelige Hertz, og plaskede ned nogle
Alen bagved ham. Den lille Damper laa ved Broen, endnu dirrende i sit
kulstøvede Skrog; paa den smudsige, lave Kahytsvæg faldt Lys fra
Maskinrummet, hvor det endnu pumpede med en langsom Futten; en
vamlende Varme og en branket Oliestank, blandet med Kulos, strømmede
ud i den friske Natteluft.
-- Til Dresdenertoget?
-- Iltoget til Wien. Men der er Tid nok, vi ligger her næsten en halv
Time.
-- Ja, men Toget til Dresden?
-- Det har vi lige sat Folk over til.
-- Men der er jo Tid endnu. Kan man da ikke faa en Baad til at sætte
En over?
-- Her er vist ingen Baad at faa nu. Vel? Heinrich -- er her nogen
Baad at faae?
-- Nei, naturligvis er her ingen Baad at faa, svarede Drageren og
spyttede ned i Vandet, -- Folk kan jo være her, naar Damperen gaar.
Den sidste Sten faldt fra mit Hjerte, og det forekom mig, at ogsaa
Minna trak Veiret friere. Men Hertz saae ganske bestyrtet ud; han
følte aabenbart hele Ansvaret ved saaledes at have trukket os ud i
den vide Verden og forlade os der midt om Natten.
-- Men det er ogsaa dig, Minna! hvorfor var du saa paastaaelig? Man
skal aldrig stole paa Hukommelsen i Sligt, -- og Reglementer kan jo
forandres fra Aar til Aar -- det burde jeg ogsaa have betænkt. Det er
virkelig høist fortrædeligt.
-- Naa Herregud! sagde Fruen beroligende, egentlig er vel Ulykken
ikke saa stor. De kommer til at overnatte her, men Hoteller er der da
nok af her i Schandau, der er jo snart ikke Andet.
Denne praktiske Bemærkning beroligede ham.
-- Det er rigtignok sandt, der gaar jo tidligt Tog ind. Men maaske
vil de dog savne dig.
-- Aa, jeg kommer saamænd, før Nogen er oppe.
Vi gik nogle Minutter frem og tilbage, saa trak Hertz mig lidt til
Side: --
-- Sig mig, kjære Hr. Fenger, -- De kom jo saa uforberedt med paa
denne Udflugt -- og desuden tænkte vi jo ikke paa at overnatte -- jeg
mener, har De -- tilfældigvis -- ikke saa mange Penge hos Dem?
Jeg skyndte mig at berolige ham i denne Henseende, da jeg -- virkelig
»tilfældigvis« -- havde et mer end tilstrækkeligt Beløb hos mig.
Den Gamle saae forundret paa mig og stak tøvende sin Portemonnaie,
som han allerede havde taget frem, ned i sin uhyre dybe Lomme, mens
han bevægede sin Underlæbe, som om han endnu vilde sige Noget.
-- Ja, Herskabet kommer vist til at overnatte her, raabte Styrmanden
fra Damperen, -- der gaar ikke flere Tog nordpaa.
-- Nei, vi vil sydpaa, vi skal til Prag.
-- Men De spurgte jo om Dresdener-Toget.
Hertz gav sig til at forklare de indviklede Forhold.
En Damppibe skingrede hinsides Floden, og som et lysende Leddyr gled
et Tog forbi, hvæsende og bræmsende. Det var det, der skulde have
ført os tilbage til Rathen. Jeg stod alene med Minna, og da jeg
mente, at Ingen bemærkede os, gav jeg efter for min Kaadhed og rakte
lang Næse ad Toget. Minna brast i Latter, -- og en noget raa Bas,
lidt til Siden for os, stemmede med i. -- Jeg vendte mig næsten
forskrækket; det var Drageren, der syntes at have opfattet
Situationen.
-- Men hvad ler I dog af? spurgte Fru Hertz.
Hertz's fik nu pludselig travlt med at indskibe sig, som om der var
Fare for, at Damperen skulde gaa fra dem. De blev staaende ved
Rælingen, og vi talte endnu et Kvarterstid sammen, med lange Pauser,
søgende efter Ordene, Allesammen kjede af Ventetiden. Hertz
anbefalede os et Hotel, der var godt og »maadeholdent« i sine Priser.
Endelig ringede Signalklokken. Hertz kom i Tanker om Manden i
Ventesalen.
-- Lad ham komme, hvis han vil med, sagde Styrmanden.
Men den Gamle blev ivrig. Jeg løb op og vækkede Flegmatikeren, der
fulgte mig brummende. Saa snart han var gaaet over Landgangsbrættet,
blev det halet ind, Dampbaaden gled bort, svingede langsomt og
forsvandt i Mørket. Minna blev ved at vifte med sit Lommetørklæde.
Jeg var lige ved at omfavne hende, -- men udefra kunde de maaske
endnu se os. Og Drageren sad et Par Skridt borte, overskrævs paa
Rækværket.


VI

Vi gik langsomt tilbage. Paa Hjørnet af Skuret var der en af de store
blaa Postkasser. Minna smilede, trak et Brev op af Lommen og holdt
det hen for mig, saa jeg kunde se Udskriften. Og idet hun saae paa
mig med et spørgende Blik, der sagde: »skal jeg?« strakte hun Haanden
ud og stak den ind under Klappen. Brevet faldt med en dump Klang i
den tomme Kasse. Skjøndt denne Klang var hendes Ja-Ord, vakte den hos