Leonora Christina Ulfeldt's "Jammers-minde". En egenhændig skiedring of hendes fangenskab i Blaataarn i aarene 1663-1685 - 10

ieg Reedskab att giøre med. Kunde I offwertale Slosf. eller Pær Kudsk
att laane mig en Kniiff?« »Ieg wil wel bede dem derom« (sagde hun),
»men ieg wed nok, ded skeer icke.« Att hun sagde noget derom til
Slosf., kunde ieg fornemme paa hands Swar, thi hand swarte høyt: »Sie
hat kein Meßer nötig; ich wil das Eßen für ihr schneiden. Sie köndte
leichte sich Schaden damit thun.«[103] Hwad hun sagde til Kudsken,
wed ieg icke (ded wed ieg, att hun saae icke gierne, att ieg fik
Kniff, thi hun war ræd for mig, som ieg siden fik att wiide). Quinden
bragte ded Swar fra Kudsken, att hand for sit Liiff ey torde. Ieg
sagde: »Kunde ieg faa et Stycke Glas, saa wille ieg see, hwad ieg
kunde giøre wed ded Stycke Skee Skafft, mig til Nytte«; bad hender
leede i en Kraag, som er vden for ded vderste Rom, der all Skarnet
bleff henkast, hwilcket hun oc giorde, fant icke alleeneste Stycker
Glas, men endoc et Stycke aff et Tin Laag, som haffde sit paa et
Kruuß. Med Glasset giorde ieg aff Skeestumpen en Pind med toe Tacker,
som ieg giorde Baand paa, oc endnu er i Brug (Silcket til Baandene
tog ieg aff min Nattrøye neden om.) Ded Stycke aff Tin-Laaget bøyede
ieg saaledis tilsammen, att ded siden tiente mig til Blækhorn. Ded er
oc end nu i min Giemme. Til et Troeskabs Tegn bar Quinden mig samme
Tiid en stoer Knappenaal, hwilcken war mig et gott Reedskab til att
giøre Begyndelsen aff Skillerommet med imellem Tackerne oc skaffwe
ded siden med Glaßet. Hun spurte mig, om ieg icke kunde hitte paa
noget att leege med, Tiiden bleff hender saa lang. Ieg sagde:
»Giffuer Pær goede Ord, saa flyer hand Eder wel noget Hør for Penge
oc en Haand-Teen.« »O hwad!« swarte hun, »skulle ieg nu spinde? Giff
Fanden spinde! For hwem skulle ieg spinde?« Ieg sagde: »For att
fordriffwe Tiiden. Ieg wille wel spinne, om ieg haffde noget att
giøre med.« »Ded maa I icke, min hierte Frue« (sagde hun); »ieg
woffwer mig yderlig nok med ded, ieg flyr Eder«. »Wil I haffwe noget
at leege med« (sagde ieg), »saa skaffer Eder nogle Nødder, saa wil
wii leege med dem.« Ded giorde hun, oc wii leegte med dem som smaa
Børn. Ieg tog oc tree aff Nødderne oc giorde Tærninger aff dem, satte
paa hwær toe Slags Tal, oc leegte wii oc med dem. Oc paa ded den
[Symbol: prik i cirkel] kunde kiendis, som ieg giorde med den stoere
Knappenaal,[104] bad ieg hender fly mig et Stycke Kriide, som hun oc
giorde, oc ieg gnee Kriide der i. Bemelte Tærninger kom bort, ieg wed
icke hwordant; ieg er i Meening, att Kudsken fick dem, maaskee den
Gang hand luurte hender aff de offwerbleffwene Lyß oc Suckeret. Thi
hand kom en Middag saa hæßb[l]æsende til hender oc sagde, att hun
skulle flye hannem Lyßene, Suckeret, hand haffde baarren hender fra
Maren Bloks, oc hwad hun haffde, som icke maatte sees, thi der skulle
randsagis i wort Quarter. Hun løb vd dermed vnder Forklædet oc sagde
mig intet derom, førend Døren war luct. Ieg giæmte, ded bæste ieg
kunde, paa mig min Pind, mit Silcke oc den syde Klud med Synaal oc
Knappenaal. Der bleff ingen Huußsøgning aff, oc war ickun Kudskens
Putzeri for att faa de offwerbleffne Lyß fra hender, for hwilcke hun
tit nok siden bandede hannem, saa wel som for Suckeret.
[103] I Randen er tilføjet: »_Der ieg engang loed begiere aff
Slosf. en Sax for att skiære miine Neile aff med, swarte hand oc
høyt ded: »Was, was? Die Nägels sollen ihr waxsen als Adlers
Klawen, vnd die Hahr als Adlers Federn!« Hwad ieg tenckte, wed ieg
wel, om ieg haffde Kløer oc Winger._«
[104] I Randen er tilføjet: »_Ieg tog miine Neiler aff med
Synaalen, som ieg ritzede dennem med saa lenge, indtil de kom aff.
Den Neil paa den liden Finger paa min høyre Haand loed ieg woxe for
att see, huor lang den kunde bliffwe; men ieg støtte den
v-forwarendis aff oc haffwer den endnu._«
Ieg war stetze i Arbeed, saa lenge ieg haffde Silcke aff Nattrøye
oc Strømper, knøttede offwer den stoere Knappenaal, paa ded att
ded kunde ware lenge. Aff ded Arbeed er endnu i min Wærre oc
Knippelstockene, ieg mig giorde aff Pinde. Med Poßer, fylt med Sand,
dermed slog ieg Snorer, hworaff ieg giorde mig et Bindt (som er
opslit), thi ieg maatte icke faa et Snørliiff, ihwor offte ieg loed
bede derom; Aarsagen, hworfor, er mig endnu v-bewist. Med ded Stycke
Kriide fordreff ieg oc offte Tiiden, malede dermed paa et Stycke Bret
oc paa Borded, toede ded aff igien, giorde Riim oc dictede Psalmer.
Den første war denne, hwilcken ieg dog haffde dictet, lenge førend
ieg bekom Kriide. Ieg sang den aldrig, men læste den for mig selff.
#En Morgen Dict paa den Thone:#
Ieg wil din Priiß vdsynge _etc._
_1._
Min Tunge skal med Stemme
Forkynde Siælens Act,
Som ey i Dag wil glæmme
Att priiße Guds Almact
Oc tacke Skab'ren bliid,
Som siine Wæctre sændte,
Mit Leye de omspændte,
Mig woctede med Fliid.
_2._
Med Sorrig ieg mig lagde,
Aff Graad war salt min Mund,
Ieg til mig selffwer sagde:
Du seer ey Morgenstund!
Men Herrens Goedheds-Krafft
Befalte Søffnen søde
Min tørre Hiærne bløde
Oc queege med sin Safft.
_3._
Tak, Iesu, Liiffsens Fyrste!
Ieg Sengen slippe kand,
Med Waaben mig vdryste
At striide som en Mand
Moed Satan, Synd oc Død,
Moed eget Kiød oc Wille
Oc alt, mig wil adskille
Fra dig i denne Nød.
_4._
Hielp, Hielper! Hielp mig, Herre!
Mit Kaarß er aff din Haand.
Wilt tyngsten Ende bære
Oc lindre hwaßen Baand?
Ieg ellers wißelig
Der vnder maa fortwiffle,
Thi diine Skud oc Piile
De sticker hart i mig.
_5._
Din Naade wilt vdøße
Oc rundelig betee,
Moed miine faderløße
Din Mißgund lade see?
Wær' derris Fader mild,
I Nøden ey forglæmme,
Hoes fræmmede forfræmme
Moed derris Fiinders Wild?
_6._
Ieg arme Støff oc Aske
Endnu et beder dig:
Mig icke att forraske,
Henrycke plutzelig;
Men lade mig min Aand
Med fuld Fornufft oc stille,
Med gott Taal oc goed Wille
Befale i din Haand.
Paa tydsk dictede ieg effterfølgende Wiiße, hwilcken ieg offte sang,
effter som hun icke forstoed tydsk.
#Ein Liedlein# -- nogenledis -- auff die _Melodei_ als das Lied:
Was ist doch auff diese Welt, Das nicht felt? _etc._
_1._
Sprich Vernunfft zu meine Seel:
Dich nicht queel,
Beßer Leben dich erwehl!
Es ist doch nicht zu erlangen,
Das fürbey
Wieder sey,
Wie man's thut anfangen.
_2._
Warumb dan bekümmerst dich
Engstiglich,
Zeuffsest immer, bist trawrich?
Du kandst es mit vielen Sorgen
Endren nicht.
Das geschicht,
Was geschehn sol morgen.
_3._
Hab'n verlohren Haab vnd Guht
Zwar weh thut,
Schöpfe wieder ein frisch Muht!
Es war vberflüßig kröhtig,
Die Natur
Hat doch nur
Weinig davon nötig.
_4._
Ist der Leib gefangen hir,
Glaube mir,
Es g'ring schätzen steht bey dir.
Du bist frey vnd vngebunden,
Keine Hafft
Hat die Krafft
Dich zu können wunden.
_5._
gleiche
Endlich ist es - - - - viel,
eben
Wan dein Spiel
Hat erreichet seinen Ziel,
Vnd du muß vom Leibe scheiden;
Es geschicht
Oder nicht
Auff Stroh oder Seiden.
_6._
Wol dan, frisk auff, meine Seel!
Dich nicht queel,
Das nichts deine Ruhe fehl!
Gott in Noth dich nicht läst stecken,
Er weis wol,
Wan's sein sol,
Hülffe zu erwecken.
Ieg fordreff saa Skiæls min Tiid i Roelighed, indtil Doctor _Otto
Sperling_ bleff ført fangen her ind i Taarnet,[105] hwis Fengsel er
neden vnder den Mørcke Kircke. Hands Skiæffne er beklagelig. Der hand
bleff ført i Taarnet, war hand spænt i Iernlencker om Hænder oc
Fødder. Slotsf., som icke war i forrige Tiider hands Wen, glæde sig
saa hiertelig offwer Docterns Vlycke, oc att hand war fallen i hands
Hænder, saa hand giorde intet anded den Afften en[d] nynnede oc
sang; sagde til Quinden: »Meine Karne, wolt Ihr dantzen? Ich wil
singen.« Hand loed Doctern ligge i siine Iern den Nat. Saasom wii aff
Folckis Murmelen oc Tilraab, saa oc aff et Fengsels Tilluckelse, som
war neden vnder mit (huor der lagdis Iernriigler for Døren), wel
kunde fornemme, att der war en Fange indkommen.[106] Den Glæde, ieg
fornam paa Slosf., gaff mig en Fryct, saa wel som att hand selffwer
icke alleeneste lucte min Dør op oc til, men hand forhindrede Quinden
att gaa i Trappen, lænede sig wed den vderste Dør aff mit Fengsel.
Kudsken stoed bag Slosf., giorde mange Tegn; men som Slosf. dreyede
sig saa tit hid oc did, saa kunde ieg icke see ret hands Postur. Om
anden Dagen wed 8 Slet hørte ieg de Iern Rigler oc Døren der neden
[vnder] gaa op, kunde oc høre, att ded inderste Fengsel bleff opluct
(da bleff Doctern ført vd til Forhør). Quinden sagde: »Der maa wist
sidde en Fange; hwem kand ded wel wære?« Ieg swarte: »Ded synnis wel
saa, att der er en Fange indkommen, effterdi Slosf. er saa glad. I
faar ded wel att wiide aff Pær, om icke saa lige i Dag, da en
andengang. Ieg beklager den Stackel, i hwem hand er« (Gud wed, mit
Hierte war icke saa frimodig, som ieg anstilte mig til). Der til
Middag bleff opluct for mig (som war offwer taal Slæt, thi førend
Doctern bleff ført ind igien, bleff intet opluct for mig), da war
Slosf. meer end gemeen lystig, dantzede for sig selff oc sang:
»Lustig, _Curage_! Es wird sich wol schicken!« Der hand haffde
skaaren Madden, lænede hand sig wed min vderste Fengsels Dør oc
forhindrede Quinden att gaa vd, sagde til mig: »Ich sol Euch grüßen
von dem Herrn _General Major_ von Alfelt; er sagt, es wird nu bald
guth, Ihr solt Euch nur zu Frieden geben. Ia, ia, nu wird es bald
guth!« Ieg loed, som ieg tog ded op i den Meening, som Ordene ware,
oc bad hannem tacke _General Major[en]_ for hands Trøst; oc efftersom
hand _repeterte_ igien samme Ord oc sagde der hoes: »Ia, fürwahr! das
sagte er,« saa swarte ieg med et Spørßmaal: »Wo mach doch das
herkommen, das der _General Major_ suchet alleweil mich zu erfreven?
Gott erfrewe ihn wieder! Ich habe ihn nie vorhin gekandt.« Slosf.
swarte aldeelis intet der paa. Imidlertiid Slosf. talte med mig,
stoed Kudsken bag wed hannem oc wiiste, att Fangen haffde wæret
bunden om Hænderne oc Fødderne, att den haffde et Skæg oc en
_Calotte_ paa oc en Klud om sin Hals. Ded kunde icke giøre mig
wiißere, end ieg war, men bedrøffwe mig meere kunde ded wel. Til
Afftens Maaltiid bleff oc Quinden forhindret att tale med Kudsken, oc
giorde Kudsken atter samme Tegn, thi Slosf. stoed paa samme Sted, dog
talte intet, ieg icke heller[107]. Om Morgenen der effter bleff
Doctern atter vdført til _Examen_, oc Slosf. forholte sig som før.
Som hand da stoed oc grundede, spurte ieg hannem ad, hwad ded war for
en Fange, der war neere. Hand swarte, der war ingen neere. Der wed
loed ieg ded bliffwe, oc som wii ellers snackede om anded, saa smot
Quinden vd til Pær, som i en Hast sagde hender, hwem ded war. Ded
warede saa i nogle Dage alt paa en Wiiß. Der Dom war fællet offwer
Doctern, oc ded fordrog sig med _Excecutionen_[108], oc ieg intet
talte til Slosf., vden hand talte til mig, kom hand ind oc sagde:
»Ich vernehme wol, das Ihr köndt abmeßen, das ein gefangner darunten
sitzet. Das ist auch wahr, aber es ist verbotten es Euch zu sagen,
wehr er ist.« Ieg swarte: »So begiäre ich es auch nicht zu wißen!«
Hand begynte att faa nogen _compassion_ oc sagde: »Gebet Euch zu
Frieden, mein liebes Frevlein, es ist nicht Ewer Man, nicht Ewer
Sohn, Tochter, Swager oder verwandter; es ist ein Vogel, der solte
singen, vnd er wil nicht, aber er muß wol, er muß wol!« Ieg sagde:
»Ich solte wol können rahten auß Ewer _discours_, wehr es ist. Kan
der Vogel singen, das in den Ohren kan klingen, so wird er es wol
thun; aber die _Melodei_, die er nicht weis, wird er auch nicht
singen können!« Hand bleff taws der wed, wente sig oc gik vd.
[105] ~Sperling~, som siden Foraaret 1654 havde taget Ophold i
Hamborg, og som lige til det Sidste havde været Korfits Ulfeldt en
trofast Ven, blev i April 1664 anholdt af en Oberstlieutenant i
dansk Tjeneste, ~Hagedorn~, og ført til Kjøbenhavn, hvor han blev
indsat i Blaataarn. Den nærmeste Anledning til hans Anholdelse var,
at en i flere Henseender kompromitterende Korrespondance mellem ham
og Ulfeldt samt dennes ældste Datter ~Anne Cathrine~ var faldet i
Hænderne paa den spanske Regering i Nederlandene, som igjen overlod
den til ~Hannibal Sehested~, da denne paa sin Hjemrejse fra Paris
drog igjennem Landet. Se herom samt om de Forhør, Sperling
underkastedes i Fængslet, det Uddrag af hans Selvbiografi, som er
trykt i ~Suhm~'s Nye Saml. til den danske Hist. 3, 197-266; jvfr.
~Paus~ 2, 97-102; ~Nye danske Magazin~ 3, 30-36 samt ~Wolff~,
Journ. for Politik 1815, 4, 270-80 og 1816, 1, 121-34, hvor nogle
af Korfits Ulfeldts og Datterens Breve til Sperling ere trykte i
Oversættelse.
[106] Eftersætningen mangler. -- I Randen er tilføjet: »_Samme
Fengsel er vden for, der Doctern sidder. Der hand sidder, er
gandske mørkt._«
[107] I Randen er tilføjet: »_Der Slozf. i de første Dage sang for
sig, sagde hand: »Du must auffsingen, du Vogel, wo ist dein samten
Rok?« loe i ded samme, alt ded hand kunde. Ieg sluttede aff den
Sang, hwem ded kunde wære._«
[108] I Randen er tilføjet: »_For att bedrøffwe oc forfærde Doctern
lucte Slosf. op for ham tiilig om Morgenen, effter Dom war gaaet,
oc loed, som Presten skulle komme til hannem._« -- Ved Dommen, der
afsagdes den 28. Juli, blev Sperling dømt til at miste Ære, Liv og
Gods. Dog blev Dødsstraffen ham eftergivet, men paa fri Fod kom han
aldrig mere. Han døde i Fængslet den 25. December 1681.
Effterhaanden bleff ded oc stille med Doctern, saa der bleff intet
talt mehre om, oc kom Slosf. da oc da ind, naar der bleff opluct, oc
giorde sig stønnem lystig med Quinden, wille, hun skulle giøre
_Reverenz_ for hannem, lærte hender, huordant hun skulle sætte siine
Fødder oc bære sin Krop, ret paa Dantzmester Wiiß. Hand fortælte oc
adskilligt, som i forrige Tiider war paßeret, en Deel deraff til den
Ende att bedrøffwe mig med min forrige Welstands Ihuekommelse:
huordant ded gik til i mit Brøllup; huor høyt Kongen sl. ælskede mig;
fortelte derom heele Rimser, glemte intet, hwordant ieg war klæd, oc
alt dette sagde hand for ingen vden for mig selff, thi diß imellem
stoed Quinden oc sladdrede med Taarngiemmeren, Kudsken oc den Fange
_Christian_ i Trappen.
Maren Bloks, som flittig da oc da loed mig helße oc wide, hwad nyt
hender kom for, hun loed mig oc forstaa, att hun war i den Meening,
att ieg kunde traalle; thi hun skreff mig til en Seddel[109], hwor
vdi stoed, att hun bad mig sætte ont imellem Iomfrue _Carisse_ oc en
Allefelt, med stoer Witløfftighed, att den Alfelt war hender icke
wært, men Skinckel war en braff Karl (_Carisse_ bleff siden gifft med
Skinckel).[110] Saa som den Skriffwelse war aaben, saa wiste Kudsken
diß Indholt, oc Quinden med. Ieg bleff flux der offwer fortørnet, men
sagde intet. Quinden kunde wel mercke paa mig, att ieg tog ded ille
op, sagde: »Frue, ieg wed wel, hwad ded er, Maren wil.« Ieg swarte:
»Kand I hiælpe hender der til?« »Ney!« soer hun oc loe hiertelig. Ieg
spurte, om ded war att lee aff. »Ieg leer,« sagde hun, »[aff], att
ieg tencker paa den wiiße _Cathrine_, ieg før haffwer talt om, som
gaff et Raad til en engang, som oc wille haffwe sat ont imellem toe
Mænd, som ware goede Wenner.« Ieg spurte, hwad ded war for et Raad.
Hun sagde, der skulle tagis Haarene op, hwor twende Katte haffde
reeffwis, oc de Haard skulle kastis imellem de toe, man wille sætte
Spliid imellem. Ieg spurte, om den Kunst gik an. Hun swarte: »Den
bleff icke ret forsøgt.« »Maaskee,« sagde ieg, »att Kattene icke ware
begge soorte?« »Ho, ho!« sagde hun; »ieg hør wel, att I wed, hwordant
ded skal wære.« »Ieg haffwer hørt meere end ded«, swarte ieg; »lærer
hender den Konst, saa faar I Sucker _Candii_ igien, men lader icke
Pær narre Eder ded fra som sidst. Alwors Tale! Lader Pær bede Maren
Bloks att forskaane mig med saadanne Begiæringer!« Att ded war i
henders saa wel som i Marens Tancker, att ieg kunde traalle, ded gaff
hun i mange Maade til Kiende. Ieg gaff oc stønnem med min Tale
Anleding dertil; tenkte, som min Herre sl. pleyede att sige (naar
hand wille i hands vnge Aar giøre nogen wiiß paa, att hand wiste den
soorte Kunst), att de frycter for dem, de haffwer den _opinion_ om,
oc tør icke giøre dem ont. Oc hænder ded sig en Dag til Middags
Maaltiid, att Slosf. saed oc snackede inde hoes mig, att Quinden med
de andre i Trappen haffde en lang Snak om Traalquinder, som ware
paagreben i Iylland, oc den, som da war Lands Dommer i Iylland, holte
med Traal Konerne oc sagde, der war ingen Traal-Koner til[111]. Der
Dørene bleffwe lucte, da haffde wii nok att snacke om Traal Koner,
oc sagde hun: »Den Lands Dommer er i Eders Meening, att ded er en
Wiidenskab oc ingen Traaldom.« Ieg sagde saa, som ieg haffde sagt
før, att en Part haffde meere Wiidenskab end som en Part, oc en Part
brugte derris Wiidenskab til att giøre ont med; ihwor wel ded kunde
skee naturlig Wiiß oc icke med Fandens Kunst, saa war ded dog icke
tillat vdi Guds Ord att bruge Naturen til att giøre ont med; ded war
oc icke billigt att giffwe Fanden den Ære, som hannem icke tilkom.
Wii snackede saa lenge, att hun bleff wree oc lagde sig, soff en
Søffn; dermed war den Wreede forbi.
[109] I Randen er tilskrevet: »_Pær haffde for nogen Tiid siiden
kast i et Pappir ind til mig 8 Ducater, sagde, der hand lucte
Døren: »Iher Piige!« Oc som Quinden ded wiste, gaff ieg hender en
der aff oc Pær en. Om min Piige haffde flyed ham fleere, wed ieg
icke, thi hun haffde langt fleere forborgen paa sig._«
[110] Jvfr. S. 42 Anm. 1.
[111] Landsdommer i Jylland var dengang ~Villum Lange~. Mærkeligt
nok er der fra en noget senere Tid (1670) bevaret et Brev fra denne
Mand, hvori netop ogsaa en Trolddomssag omtales, og hvori
Brevskriveren i det Hele udtaler sig ret fornuftigt om dette Væsen,
om han end ikke lægger en saa fuldkommen fordomsfri Opfattelse af
det for Dagen som den, der her tillægges ham; se ~Wolff~,
Griffenfelds Levnet S. 43-44.
Nogle faa Dage der effter siger hun: »Eders Piige, som sidder neere i
Slosfs. Kammers, spørger saa flittig om Eder, oc hwad I giør. Ieg
haffwer sagt Pær om ded, I haffwer syed, oc om de Baand, I giør, men
hand haffwer soeren mig til icke att sige ded nogen Menniske vden
Maren Larß Daatter; hun wille saa gierne wære hoes Eder her.« Ieg
swarte: »Ded tiente hender intet at wære fangen med mig, ded spilte
ickun henders Lycke; thi hwem wed, hwor lenge ieg kand leffwe?«
Fortælte om samme min Piige, att hun haffde wærret i mit Brød, siden
hun war 8 Aar gammel; hwad ieg haffde laded hender lære, oc hwor
dydig hun war. Derpaa sagde hun: »Pigen wille gierne see ded, I
haffwer syd; I skal strax faa ded igien!« Ieg flyde Quinden ded,
som, første Gang Dørene bleffwe aabnede, gaff Slotzf. ded, som bar
ded til Dronningen (toe Aar der effter sagde Slosf. mig ded selff, oc
att Dronningen haffde swaret, der Kongen haffde sagt: »Man mögte ihr
wol was zu thun geben!« »Das wäre nicht nötig. Es ist ihr guth
genung! Sie hat es nicht beßer haben wollen!«). Ieg spurte offte
effter ded syede Stycke, men fik til Swar, att Pær war icke goed for
att faa ded fra Pigen igien.
Imod Effterhøsten begynte Slosf. att skrante, bleff syg oc formaatte
liided, loed Kudsken offte lucke op oc til for sig baade neere hoes
Doctern oc oppe hoes mig. De Iærnstænger bleffwe oc icke meere lucte
for der neere for ded uderste Feng[s]el, men for mig bleff altiid 4
Døre lucte. En Dag, Pær skulle lucke, kaste hand en Ducke Silcke ind
til mig[112] oc sagde: »Giør mig deraff en Rem i miine Boxer!« Ieg
loed saa, som ieg icke hørte ded, spurte Quinden ad, hwad ded war,
hand sagde. Hun sagde mig samme Ord. Ieg loed, alt som ieg icke
troede ded, giorde en Latter der aff oc sagde: »Skal ieg giøre hannem
Baanded, saa wil hand wel, att I skal binde hands Boxer.« Der falt nu
Latters Snak om. Imod att der skulle spiißis, saa siger ieg til
Quinden: »Flyer Pær sit Silcke igien oc siger, att ieg endnu aldrig
giorde nogen Boxe Ræm; ieg wed icke, huorledis den skal giøris«
(imod saadant maatte ieg tage med leende Munde!)
[112] I Randen er tilføjet: »_Saasom miine Linklæder bleff toen i
Fadburstuen, hender ded sig engang, att en Piige samme Stez maa
haffwe v-forwarende glemt en heel Klønge smaa Traa i en reen Serk,
hwor vdoffwer ieg sagde til Quinden: »Seer I wel, hworledis den
Raffn haffwer borren mig den Traa!« Hun bleff wree oc skiænte; ieg
loe oc gaff hender Skiæmt til Swar._«
Paa de Tiider, som worris forrige Gaard her i Byen (huilcken wii
haffde forskreffwen oß fra paa Borringholm, der wii der ware
fangen)[113] bleff needer brut, oc en Støtte (eller hwad ded er) til
min Herris Wanære opsat, kom Slosf. ind, der til Middag bleff opluct,
oc satte sig paa min Seng (ieg war da noget vpaßelig), begynte att
snacke om forrige Tiider (ieg wiste allerede, att der bleff bryt neer
paa Gaarden), regnte op alt ded, hand meente kunde smerte mig att
haffwe mist, til min _Caret_ oc Hæste til. »Aber« (sagde hand) »das
alles ist nichts gegen den schönnen Hoff!« (strøg den vd paa ded
herligste;) »der lieget nun darnieder, vnd ist kein Stein auff den
andren. Ist das nicht zu beklagen, mein liebes Frewlein?« Ieg swarte:
»Der König kan mit dem seinigen machen, was er wil; der Hoff ist eine
gerauhme Zeit nicht vnser gewesen!« Hand bleff alt wed att beiamre
ded schiønne Huuß oc Woninger med den Haffwe, der war hoes. Ieg
spurte hannem, »wo der Tempel _Salomonis_ wehre geblieben? Das
schiöne Gebew, da wehre kein Stein von mehr zu finden; man wuste
nicht die Stelle zu weißen, wo der Tempel vnd das kostbahre Königs
Hauß gestanden.« Hand swarte icke et Ord, hengte med Hoffweded,
grundede et Tag oc gik vd. Ieg twiffler icke paa, att hand io haffwer
berettet, hwad ieg sagde. Effter den Dag begynte hand io meere oc
meere att anstille sig høfflig, sagde oc, att Hs. _Majt._ haffde
befalet, att hand skulle spørge mig ad, om ieg begierte noget enten
aff Køckenet, Kiælderen eller hoes Suckerbageren, da skulle ded
skaffes mig; war oc befalet att giffwe mig _Confect_ oc Strøe Sucker
toe Gange om Vgen, hwilcket oc skeede[114]. Ieg bad Slosf. att tacke
Kongl. _Majt._ for den Naade, paa ded allervnderdanigste rooste, som
billigt, Kongens Goedhed. Slosf. wille rooße Dronningen, haffde hand
kundt hittet paa noget; sagde: »Die Königin ist auch eine liebe
Königin!« Ieg swarte intet dertil. Hand kom oc noget der effter med
en Befaling fra Kongen, att ieg skulle begiære, hwad ieg wille haffwe
til Klæder oc Linnet, hwilcket bleff optegnet, oc ieg siden bekom,
foruden Snørliif, ded wille Dronningen icke tilstæde. Aarsagen kunde
ieg ingen Tiid faa att wiide. Ded war oc Dronningen imod, att ieg
bekom et Flaskefoder med sex smaa Flasker; der vdi war Slag Wand,
Hoffwitwand oc hiærtstærckende Wande. Alt ded, sagde hun, maatte ieg
nok wære foruden; men der hun saae, att der staar et Kaabberstycke i
Laaget: Herode Daatter med S. Iohanne Hoffwet paa et Faed, da loe hun
oc sagde: »Das wird ihr ein Hertzstärckung seyn!« Ded Kaabberstycke
kom mig til att betencke, att ~Herodias~ haffde endnu Søstre i
Werden.
[113] Jvfr. S. 7 Anm. 1. Om Indretningen af Ulfeldts Gaard paa
Graabrødre-Torv se ~Histor. Tidsskrift~ 3 Bd. S. 472 flg.
Nedbrydningen fandt Sted i Juli 1664, se ~Becker~, Samlinger 2 D.
S. 33; ~Militairt Repertorium~ 2 R. 5 Bd. S. 385.
[114] I Randen er tilføjet: »_Strøe Suckeret war i reent Papir,
deraff betiente ieg mig att skriffwe paa, hwad ieg dictede oc wille
#notere#; giorde Blæcket aff Lyße Røg, strøgen aff Sølffskeen oc
med Øll #præpareret#. Min Pen war giort aff en Hønße Winge;
Ridskabet war et Stycke Flint. Den er endnu til Stæde._« -- Denne
Anmærkning er senere overstreget og erstattet ved en anden. Da den
imidlertid i et enkelt Punkt er tydeligere end den sidst skrevne
Anmærkning, har jeg ikke betænkt mig paa at aftrykke dem begge. Den
senere Anmærkning lyder saaledes: »_Ieg skreff adskilligt ud aff
Biblen paa ded Papir, Suckeret mig gaffwis vdi. Mit Bleckhorn war
aff ded Stycke Tinlaag, Quinden haffde funden, Blæcket aff
Lyße-Røg, tagen bag aff en Skee, oc Pennen aff en Hønße Winge, med
Glaßstycket giort til Rætte. Ded er endnu i min Giemme._«
Slosfogden bleff i sin Fiinhed, laante mig effter Begiæring en tydsk
Bibel, sagde der hoes: »Das thue ich aus guthem Hertzen, habe deßen
kein Befehl; die Königin weis es nicht.« »Das gleube ich« (swarte
ieg), oc tackede hannem; men ieg er i Meening, att Kongen wiste ded
wel. Nogle faa Dage der effter loed Maren Bloks kræffwe sin Bønnebog
igien. Ieg haffde lært Quinden vden ad en Morgen oc en Afften Bøn oc
alle Morgen oc Afften Suk, hwilcket hun Afften oc Morgen læste for
mig. Ieg erbød mig til att lære hender att læße, wille hun fly sig et
_Abc_. Der loe hun sposk aff oc sagde: »Folk skulle tencke, ieg war
gall, att ieg nu wille lære att læße.« Ieg meente med _raison_ att
_persuadere_ hender for att haffwe noget att fordriffwe Tiiden med;
men ded war langt fra: hun wiste saa meget, hender giordis fornøden.
Ieg søgte alt effter noget att forslaa Tancker med, oc som ieg war
bleffwen war, att Pottemageren, der hand satte Kackeloffnen op,
haffde laded ligge et Stycke Leer vdenfor i ded anded Rom, bad ieg
Quinden fly mig ded. Slosf. saae, att hun tog ded, spurte dog icke,
hwor til. Ieg _præparerte_ ded Leer med Øll, giorde adskilligt, aff
hwilcket offte noget giordis om igien; iblant anded Sl[o]sfogdens
Billede oc Quindens Billede, smaa Kruuße oc Skaaller. Oc som mig falt
ind att forsøge, om ieg kunde giøre noget, som nogle faa Ord kunde
sættis paa til Kongen, som Slosf. icke kunde acte (thi ieg wiste
wel, att Quinden icke taw altiid stille; hun wille wel sige engang,
hwad ieg tog mig til), saa _formerte_ ieg et Begre offwer Hælten aff
ded halffwe Pot-Begre, mig gaffwis Wiin vdi, giorde ded needen til
trint, satte ded paa tre Knappe oc paa Siden Kongens Naffn; vnder
Bunden diße Ord: ... _il y a un ... [voyez?] un Auguste_[115]. Ieg
haffde ded et Tag oc wiste icke, paa hwad Maade ded kunde berettis,
hwad ieg tog mig til, efftersom Quinden saa høyt haffde forsoeren
icke att sige ded; sagde en Dag: »Spørger Slosf. Eder intet ad, hwad
ieg giør?« »Io wist giør hand« (swarte hun), »men ieg siger, att I
giør intet vden læßer i Bibelen.« Ieg sagde: »I kand wel giøre Eder
goed dermed oc sige, att ieg giør Billeder aff Leer; ded maa hand wel
wiide.« Hun giorde saa, oc en tre Dage der effter kom hand ind til
mig, war heel mild oc spurte, hwad ieg fordreff min Tiid med. Ieg
swarte: »Med att læße i Bibelen.« Hand meente, att ieg bleff oc træt
der aff. Ieg sagde att gierne wille haffwe noget imellemstund att
giøre, men ieg maatte io icke. Hand spurte, hwor til ieg wille haffwe
ded Leer, Quinden haffde baarren ind til mig; hand saae ded nok, der
hun bar ded ind. Ieg sagde: »Der haffwer ieg giort noget smaat
Lapperi aff.« Hand begiærte att see ded. Saa wiiste ieg hannem først
Quindens Billede; ded behagede hannem meget wel, efftersom ded
lignede hender; saa en liden Krucke, oc sidst Begeret. Hand sagde
strax: »Dißes alles wil ich mit nehmen vnd laßen es dem König
sehen[116]; vielleicht werdet Ihr alsdan Vrlaub kriegen etwas in den
Händen zu haben für Zeit Verdreib.« Ieg war wel tilfritz. Dette
skeede til Middags Maaltiid. Til Afftens Maaltiid kom hand intet ind.
Om anden Dagen sagde hand mig: »Ia, mein liebes Frewlein, Ihr hättet
mir baldt in Vnglück gebracht!« »Wie so?« (spurte ieg). »Ich habe den
König eine _supplication_ von Euch gebracht! Die Königin wurd es
nicht gewahr, aber der König sahe es strax vnd sagte: »»So! Bringst