Leonora Christina Ulfeldt's "Jammers-minde". En egenhændig skiedring of hendes fangenskab i Blaataarn i aarene 1663-1685 - 19

Wel mig, mit Sind er frisk! Karsk erre miine Læmmer,
For min forfalden Stand ieg mig ey meere græmmer;
Min Hørelse, mit Syen, min Følelse, Luct oc Smag
Gud naadelig endnu mig under denne Dag.
Paa mig kand kiændis grant Guds Mactis stoere Under;
Hwer sige med mig saa: O Høyheds dybe Grunder,
Som i ded skrøbelig, i ded, som er foract,
I høyen Allerdom bewiißer sin Almact,
Du ubegriibelig, lær mig dig ræt at dyrcke!
Giff mig en ny wiß Aand, i Sandheds-Troe mig styrcke!
Tag icke bort mit Moed, Naturens Laan oc ey,
Indtil min Siæl farer hen den Offwer-Himmels-Wey.
Skreffwen 1684 den 28. _Februarii_, som er 36 Aars Dagen, att
høyloffligste Konning _Christian_ den fiærde sagde Werden Goede Nat,
oc ieg min Wersens Welfart.
Nu er ieg i mit 63. Aars Alder oc dette Fengsels 20. Aar, 6 Maaneder
oc 15 Dage; haffwer saa slit tredie Parten aff miine Leffnets Aare i
dette Fengsel. Gud wære loffwet, att saa megen Tiid er forbi;
haabis, att de øffrige Dage icke bliffwer mange.
_Anno_ 1685 den 14. _Ianuario_ forlystede ieg mig att giøre nogle
Riim, hworaff Sandhed skiæmptswiiß kand udtydis, under _Tittel_:
_En Hund wed Nafn Cavaillier forteller sin Skiæfne._
De Riim formoder ieg oc att komme Eder, miine hiærte kiære Børn, til
Hænde[246].
[246] Digtet, som hentyder til hendes egen og hendes Mands Skjæbne,
er trykt hos ~Hofman~, Danske Adelsmænd 2 D. S. 326-31.
Den 20. _Feb._ døde den kongl. Frue Moder, Dronning _Sophia Amalia_.
Hun formodede icke, att Døden skulle saa hastig giæste hender; men
der{1685.} hun aff Doctorn bleff adwaret, att ded syntist, Døden icke
wille lengre lænte, adtraadde hun att tale med sin Søn. Men Døden
wille icke biie Kongl. _Majts._ Ankomst, att den kl. Frue Moder kunde
sige hannem et Ord. Liiffwet haffde hun enda; saed paa en Stoel, men
maaleløß, oc lided der effter saa siddendis opgaff hun sin Aand.
Effter denne Dronnings dødelig Affgang war ieg meget iblant Folckis
Tale. En Part meente, att ieg kom paa frii Foed. Andre troede, att
ieg nock kom ud aff Taarnet paa et anded Sted, men naaede icke
Friiheden.
_Ionatha_, som, nogle faa Dage førend Dronningen døde, først haffde
spurt aff Ole Taarngiemmer, att der bleff beden for Dronningen i
Kircken (der ded dog war offwer 6 Vger siiden, den Bøn bleff afflæst
aff Prædickestoelen), bleff tillige med Ole meget bedrøffwet. Ole,
som tilforne haffde trøstet sig oc hinder med Dronningens
_Lacqueiers_ Beretninger, att Dronningen gick til Bords, war ellers
wel, haffde stønnem noget ont aff Hoste, syntist nu, att der maatte
wære Fare hoes, saa Døden kunde følge; fryctede, att dersom
Dronningen døde, ieg da maaskee kom ud aff Fengselet. De giorde
derris beste att døllie derris Sorrig, men ded haffde ingen Skick. De
mengte nogle smaa Taarer sammen saa himmeligen. Ieg loed saa, som ieg
icke merckede ded, oc som ingen sagde noget der om til mig, saa gaff
ieg oc ingen Anleding att tale om den Materi. Ieg haffde for lang
Tiid siden sagt for _Ionatha_ (som tilforne til en aff miine andre
Quinder), at ieg meente icke att døe paa Taarnet. Ded mintist hun,
talte der om. Ieg sagde: »Alt staar i Guds Haand. Hand weed best,
hwad mig er gaffnligt paa Siæls oc Legemets Wegne; hannem befaler ieg
mig.« _Ionatha_ oc Ole leffwede saa hen imellem Haab oc Fryct.
Den 15. _Marti_ holte den regierende Dronning sin Paaske. Da kom
_Ionatha_ fra Henders Majts. Kircke heel fornøyet, sagde, att en
fornemme Persohn haffde sagt hender, att ieg torde icke tencke, ieg
kom ud aff mit Fengsel, fordi att Encke Dronningen war døe; ded wiste
hun langt bedre, oc hun soer der paa (i huor offte ieg spurte hender
om den Persohn, hwem den war, saa wille hun dog icke næffne den). Ieg
loe aff hender oc sagde: »Den Persohn, i hwem den er, da weed den
liige saa meget der aff, som enten I eller ieg.« _Ionatha_ war fast i
sin Meening, att den Persohn wel wiste ded. »Hwad wil I sige?« (sagde
ieg) »Kongen selff wed ded icke endnu; huorledis skulle andre wiide
ded?« »Kongen icke? Kongen icke?« (sagde hun saa sactmodeligen).
»Ney, Kongen icke!« suarte ieg. »Hand weed ded icke, førend Gud
skyder hannem ded i Sinde oc saa gott som siger til hannem: Nu skalt
du lade den Fange komme ud!« Hun bleff noget sum, sagde dog intet. Oc
efftersom hun oc Ole hørte intet meere tale om mig, saa ware de
trøstige.
Den 26. _Marti_ holtist den kongl. Frue Moders Liig-Begiængelse, oc
bleff henders Liig ført til _Roskild_.
Den 21. _April_ _supplicerte_ ieg Kongl. _Majt._ paa effterfølgende
Maade. Ieg haffde høyloffligste Konning _Christian_ den _fiærdis_
Billede i Kaa[be]rstycke, noget lided oc i _Oval_. Ded haffde ieg
_illumineret_ med Farffwer oc laded giøre en udsnitzet Ramme omkring,
den selffwer forgylt. Bag paa Stycket satte ieg effterfølgende Ord:
Min Sønne Søn oc største Nafne,
Du ligner mig i Mact oc Moed;
Lad ded min Læfning oc nu gafne,
At du som ieg est Naade goed.
Her hoes haffde ieg skreffwen Hs. høye _Excellentz Gyldenløwe_ til,
tienstligen beded hannem for^{te} _Supplicque_ Kongl. Majt.
vnderdanigst att offwerlewere oc sig mig att antage oc til Befriielse
forhiælpe. Hands høye _Exc._ war da noget _incommoderet_ aff sin
gamle Swaghed[247], saa hand icke selffwer saa snart mundtlig kunde
tale for mig; bad en goed Wen Kaabberstycket i all Underdanighed att
offwergiffwe, hwilcket skeede den 24. _April_[248].
[247] Formodentlig den samme, som ~Borro~ i sin Tid mentes at have
helbredet ham for, se ~Herholdt~ og ~Mansa~, Saml. til den danske
Medicinalhistorie 1 Bd. S. 176-77.
[248] Dette Billede kom senere paa Kunstkammeret (se ~Jonge~,
Kiøbenhavns Beskrivelse 1 Bd. S. 488) og opbevares nu paa
Rosenborg.
Aff alt dette wiste _Ionatha_ intet. _Peder Iensen Tøtzløff_ war den,
som war Bud for mig. Hand haffwer werret mig en Trøst i mit Fængsel,
bewiist mig adskillige Tiennester, saa ieg er hannem meget forplict.
Oc beder ieg Eder, miine hiærte kiære Børn, hands imod mig erwiiste
Tiennester i alle muulige Maader att wedderlegge.
Den 2. _Maj_ kom ieg paa Tale iblant Gemeene-Mand, at ieg wist kom ud
aff Fængselet; oc ware adskillige, som spurte Taarngiæmmeren: om ieg
kom ud i Afftis, oc huor til Dags? saa Ole begynte att grue, kunde
icke holde sig saa sterck, som hand giærne wille. Oc sagde hand til
mig med bedrøffwet Mæle: »Min goede Herr [_sic_] Frøcken! I kommer
wist nock ud. Der erre de, som meener, att I allerede er ud[e].« Ieg
sagde: »Ded raader Gud for.« »Ia,« sagde hand, »huorledis wil ded gaa
med mig?« Ieg swarte: »I bliffwer Taar[n]giæmmer, som I nu er.« »Ia«
(sagde hand), »i skiønne Maade«; wente sig, kunde icke holde sig for
Graad oc gick bort. _Ionatha_ fornam da, att min Forløßning stundede
til, wille skylffwe sin Sorrig; sagde: »Ole er meget bedrøffwet, men
icke ieg« (oc Taarene stoede hender i Øygnene). »Der sigis dog
forwist, att Kongen wil [reiße] offwer-morgen. Skal I ud, saa skeer
ded i Dag.« Ieg sagde: »Ded weed Gud.« _Ionatha_ meente, att ieg
haffde dog wist Haab. Ieg sagde att haffwe hafft Haab siden første
Dag, ieg bleff fængselet, att Gud skulle endeligen forbarme sig
offwer mig oc see til min Uskyllighed. Ieg haffwer stetze beded Gud
om Taalmodighed til att forwente hands Hiælpis Time, oc den haffwer
oc Gud naadeligen forleenet mig. Er Hiælpens Tiime nu kommen, saa wil
ieg bede Gud att giffwe mig den Naade hands stoere Welgierninger
rætsindeligen att erkiende. _Ionatha_ spurte, om ieg icke war wiß paa
att komme ud, førend Kongen reißer til Norge; der sagdis for wist,
att i Morgen tiilig wille Kongen begiffwe sig paa Reißen. Ieg swarte:
»Der er ingen Wißhed i tilkommene Ting. Der kand komme Forfald i
Kongens Reiße, oc der kand komme ded, som kand forhindre min Friihed,
om den enskiønt kand wære _resolueret_ denne Tiime. Dog weed ieg, att
mit Haab icke beskæmmis. Men I forbærger intet Eders Sorrig, ieg
fortencker Eder intet. I haffwer Aarsage att sørge, thi I mister med
min Friihed Eders aarlige stoere Løn oc Eder[s] Ophold[249]. Mindis
I, huor offte ieg haffwer sagt Eder tilforne, att I icke skulle sætte
Eders Penge saa liiderligen hen paa den Søn, I haffwer. I kunde icke
wiide, huorledis ded kunde gaa Eder paa Allerdommen. Om ieg døde, saa
saed I udi Armod, thi saa snart faar I icke Penge, att de io giffwis
ud for den Drengs Lære, som icke weed Eder ringste Tack derfor[250].
I haffwer selff fortalt mig om hands onde Sind, oc huor ille hand
haffwer swaret Eder, naar I haffwer wilt lære paa hannem. Nu for
nogen Tiid siden haffwer hand icke tort, fordi ieg læste hannem sin
Texst oc truede ham att forhiælpe hannem i Tuct-Huußet. Ieg frycter,
att hand bliffwer Eder en ond Søn.« Dermed loed hun Taarerne derris
frii Gang oc bad, att dersom ieg kom ud, ieg da icke wille forlade
hender. Ded loffwede ieg, saa fremt ded stoed i min Mact; thi ieg
kunde icke wiide, huorledis miine Wilkor kunde bliffwe.
[249] I Randen er bemærket: »_Quinderne, som betiente mig, finge
huer Maanet 8 Rdr._«
[250] I Randen er bemærket: »_Hun loed ham lære Bilschnider
Handw[e]rck._«
Ded stoed saa hen i nogle Dage, saa _Ionatha_ oc Ole wiste intet,
hwad der wille bliffwe aff.
Den 19. _Maj_ om Morgenen wed 6 Slæt pickede Ole noget sacte paa den
uderste Dør. _Ionatha_ gick til Døren. Ole sagde saa sacte: »Kongen
er alt borte, hand reiste Klocken 4[251].« Om hands Glædis Haab war
stoer, wed ieg icke, men den warte ickun stacket. _Ionatha_ sagde mig
Olis Tiiding. Ieg ynskede Kl. _Majt._ Lycke paa hands Reiße (ieg
wiste alt, hwad _Ordre_ der war udloffwet), oc syntist mig paa
henders Ansict, att hun war nogenledis _content_. Klocken 8 kom
Tøtzløff op til mig oc berettede, att Groß _Canzeler_ Greff
_Allefeldt_[252] haffde sendt Sloßfogden en kongl. _Ordre_, at ieg
skulle mit Fengsel entledigis oc gaa der ud, naar ieg wille (den
_Ordre_ war aff Kl. _Majt._ underskreffwen, Dagen førend _Majt._
reiste). Hands høye _Exc._[253] war reist med Kongen. Tøtzløff
spurte, om ieg wille, hand skulle lucke, efftersom ieg nu alt war
frii. Ieg swarte: »Saa lenge ieg er inden Fængsels Dørene, saa er ieg
icke frii; wil oc ud med Manner. Lucker Døren oc hører, hwad Søster
Daatter, Frøcken _Anna Catharina_ Lindenow[254], siger, om Hands
høye _Exc._ ingen Bud haffwer sendt hender (effter Løffte), førend
hand drog bort.« Tøtzløff lucte oc gick mit Ærinde. Der Tøtzløff war
borte, sagde ieg til _Ionatha_: »Nu i Iesu Naffn, i Afften kommer ieg
ud! Sancker Eders Tøy tilsammen oc lucker ded i Laaß; saa wil ieg
giøre wed mit oc lade ded staa her, intil ieg kand lade ded
affhente.« Hun bleff noget betuttet, dog icke bedrøffwet; tackede Gud
med mig, oc der til Middag bleff opluct, oc ieg spiißede, loe hun aff
Ole, som war meget bedrøffwet. Ieg sagde hender, att Ole maatte wel
sucke, der falt et fit Stycke Flæsk aff hands Kaal.
[251] Rejsen gik over Kolding til Norge.
[252] ~Frederik v. Ahlefeldt~, 1661 Statholder i Kjøbenhavn og
senere Statholder i Hertugdømmerne, 1665 tydsk Rigsgreve, 1672
ophøjet i den danske Grevestand som Greve til Langeland, efter
Griffenfeldts Fald Storkantsler, Præses i Gehejmeconseillet etc.
Jvfr. S. 24 Anm.
[253] ~Gyldenløve~.
[254] Hun var en Datter af Leonora Christinas i det Foregaaende
oftere nævnte Søster ~Elisabeth Augusta~ og ~Hans Lindenov~ til
Iversnæs.
Tøßløff bragte mig Swar fra Søster Daatter, att Hands høye _Exc._
haffde laded hender wiide, att ded stoed hender friit for att følge
mig need aff Taarnet, om hun wille; bleff saa foraffskeeded, att hun
wille komme sille op samme Dags Afften.
Slosf. hastede meget for att bliffwe aff med mig, sendte
Taarngiemmeren imod Afftenen til mig oc loed spørge, om ieg wille
icke ud. Ieg loed sware, att ded war for lyst (maaske att der ware
_curieuse_, som haffde Lyst at see mig).
Ieg loed wed en goed Wen fornemme hoes Hendis _Majt._ Dronningen, om
ieg icke maatte haffwe den Naade att neederkaste mig for Hs. _Majts._
Fødder (ieg kunde komme paa Dronningens Gemack igiennem Løngangen,
saa ingen kunde see mig). Hendis _Majt._ loed sware, at hun torde
icke tale med mig.
Der Klocken war imod 10 Slæt om Afftenen, lucte Sloßf. Døren op for
Søster Daatter[255] (i toe Aar haffde ieg icke seet hannem). Hands
_Compliment_ war: »Nu, sköllen wii uns nu scheden?« Ieg swarte: »Ia,
nu is de Tiid gekaamen.« Saa bød hand mig Haanden oc sagde: »_Ade!_«
Ieg swarte med samme Ord, oc Søster Daatter loe hierteligen.
[255] Jvfr. ~J. Bircherods~ Dagbøger, ved Molbech, S. 234.
Stacket effter Slosf. war gaaen bort, gick ieg oc Søster Daatter ud
aff Taarnet. Hs. _Majt._ Dronningen formeente att see mig, der ieg
gick ud; war gaaet hen paa en _Balcon_. Men ded war temmelig mørckt;
tilmed haffde ieg et soort Floer for Ansictet. Sloß-Platzen langs
need aff Broen oc uden for war saa forfylt aff Mennisker, saa wii
næppeste kunde trenge os igien[nem] til _Careten_.
Miine Fængsels Dage haffwer wærret 21 Aar, 9 Maaneder oc 11 Dage.
Kong _Friderich_ den 3. loed mig fængsele _An._ 1663 den 8. _Aug._,
Kong _Christian_ den 5. gaff mig Friiheden _An._ 1685 den 18. _Maj_.
Gud welsigne min allernaadigste Arffwe-Konge med alle kongelige
Lycksaligheder, unde Hs. kgl. _Majt._ Helbrede oc legge mange Aar til
hands Alder! Dette ended i mit Fengsel[256].
[256] Jeg behøver vist ikke at gjøre opmærksom paa, at denne
Angivelse er urigtig, eftersom Forf. lige i Forvejen har beskrevet,
hvorledes hun kom ud af Fængslet. Ligesom det imidlertid næppe er
Mere end Beretningen om de allersidste Dage eller den sidste Dag,
som er skrevet efter Løsladelsen, saaledes er Forskjellen i Tid
mellem den Dato, til hvilken Afslutningen af Fængselshistorien her
er ansat, og den, paa hvilken den virkelig fandt Sted, næppe
synderlig stor, da vi aabenbart have den sidste i den strax efter
følgende Angivelse: »Skreffwen paa Husum den 2. ~Iuni~.« Om en
lignende formodet Antedatering af Tillæget til den oprindelige
Fortale til Skriftet se S. 16 Anm. 2.
Den 19. _Maj_, Klocken offwer 10 om Afftenen, gick ieg ud aff mit
Fengsel. Gud skee Loff, Priis oc Ære! Hand giffwe mig Naade att
erkiende hands guddommelige Welgierninger oc aldrig forgiætte mit
Tack-Offer att frembære.
Hierte kiære Børn! Dette er den største Deel aff ded skriffwærdigste,
som sig inden miine Fengsels Døre med mig haffwer tildraget. Ieg
leffwer nu i ded Haab, att Gud oc Kongl. _Maj._ ded saa wil behage,
att ieg Eder selffwer denne Beretning kand lade see; hwor til Gud
giffwe sin Naade!
Skreffwen paa Husum[257] den 2. _Iuni_{1685.}, huorhelst ieg
forwenter Kongl. _Majts._ Hiemkomst fra Norge.
[257] D. e. ~Landsbyen~ Husum i Brøndshøj Sogn, Kjøbenhavns Amt. At
hun endnu nogle Maaneder senere opholdt sig paa dette Sted, sees af
et af hendes egenhændige Breve i Gehejmearkivet (Ulfeldtske Sager,
Nr. 19), som er dateret »Husom den 18. Sep. 1685.« Senere levede
hun, som bekjendt, paa Maribo Kloster, der var hende anvist til
Opholdssted af Regeringen, lige til sin Dødsdag den 16. Marts 1698.
* * * * *
[Hermed ender den egentlige ~sammenhængende~ Skildring. Hvad der
følger -- i Haandskriftet optager det endnu 4 Blade -- maa
betragtes som et Appendix af større Anmærkninger og Tillæg til
forskjellige Partier af denne. Efter Skriften at dømme kan dette
Appendix ikke være meget yngre end Slutningen af selve
Hovedberetningen.]
_Anno_ 1666, stacket effter, att den Quinde Karen Nelß Daatter war
kommen til mig, bleffwe wii først waer, att der war Steen-Gulff i
wort Fengsels Kammers, efftersom et Stycke tilbaget Skarn aff hinder
bleff opbrut, oc Steenene kiente. Ieg haffde tagen ded an for et Leer
Gulff. Den forrige Karen, Olis Daatter, war aff dennem, som iæffnede
Skarnet, men tog ded icke bort. Denne plagede mig ideligen, fast huer
Dag, for att bryde ded op offweralt, oc ded paa een Gang: ded war
snart giort. Ieg meente, att ded wille bekomme os ille, om ded skeede
paa engang, thi der wille Wand til att bløde ded, oc den Stanck i ded
beklæmte Huul wille foraarsage os Sygdom, men att løßne et Stycke
effter anden ded kunde lættere skee foruden Umage. Hun bleff weed sin
Meening oc weed sin Begiæring; troede att wille offwertale Sloßf.
eller Taarngiemmeren att lade Døren saa lenge staa aaben, intil der
war reent giort. Men der Taarngiemmeren haffde flyet hender ind en
Balle med Wand, saa lucte hand Dørene til. Ieg lagde mig i Sengen,
tæckede mig tæt til offwer Ansictet, oc hun skrobbede oc drogis med
Skarnet. Den Mængde, der war aff Skarn, er utroelig. Den war sancket
i mange Aar, thi ded haffde werret et Mißdæders Fængsel, oc der inne
haffde de paa Gulffwet giort derris Behoff. Hun lagde den Uhømskhed
op i et Hiørne, oc war diß Mangfoldighed saa stoer som et stoert
Bunde Læß. Ded bleff liggendis indtil om Afftenen imod Maaltiids
Tiid, da bleffwe Dørene først aabnet. Ded skeede, som ieg fryctede:
wii bleffwe begge syge. Quinden kom sig dog før end som ieg, thi hun
kom ud i Lufften, men ieg bleff i ded indklæmte Hul, huor fast ingen
Lyßning war. Wii want oc ded der weed, att Loppers Mangfoldighed
plagede os Dag oc Nat, oc ware de hender meere wedhængende end som
mig, saa hun war offte ferdig til att græde. Ieg loe oc giorde en
Skiæmt der aff, sagde, hun wille haffwe noget att bestille, nu haffde
hun faaet Tiids Fordriff; wii maatte dog intet arbeede. Lopperne
saede saa tycke paa worris Strømper, saa Farwen aff Strømperne icke
kientis, oc strøg wii dem aff oß i Wandbæckenet. Kom der offwer i
Erfaring, att een Loppe føder anden. Thi som ieg saae effter derris
Mangfoldighed, oc huorledis de kunde swømme, bleff ieg waer, att
nogle smaa Been krafflede bagest Loppen, tenck[t]e, att ded war et
sær Slags. Endelig saae ieg, hwad ded war, tog Loppen paa min Finger,
huoraff den liiden kom frem oc effterloed Fødsels-Tegn; sprang strax,
men Moderen saed lided, førend hun kom sig, kunde oc icke springe wit
første Gang. Den Lyst haffde ieg tiire end som eengang, indtil
Lopperne bleffwe ødelagte. Om alle Lopper fødis paa den Maade, kand
ieg icke wiide, men att de afflis aff Skarn oc Leer, ded haffwer ieg
oc seet i mit Fengsel oc seet, huorledis de lit effter lit erre
bleffwen fuldkommen oc aff særdelis Farffwe, saa som Materien war
til, de aff bleff afflet. Ieg haffwer oc seet dennem parre sig.
Ieg haffwer oc i mit Fengsel faaet en Erfarenhed om Kaal-Orme.
Haffde{1682.} een Tiids Fordriff att see, huorledis de forandrede
sig. Ormene ware alle et Slags til Syne, liige striibede oc aff liige
Farffwer. Men effter alle komme icke Sommer-Fuule. Ded er artig att
see, huorledis en Part, imod de forandris, sætter sig op imod, hwad
de kand komme til, oc fæster en Traa (som Silcke Orme Traa) wed begge
Siider, drager den offwer Ryggen frem oc tilbage offwer 50 Gange, alt
paa et Stæd, bøyer sig stønnem med Ryggen for att forsøge, om ded oc
er sterck nock; huo icke, da drager de fleere Traaer. Naar ded er
skeed, forandris derris Skickelse i en Hast, oc bliffwer [de] tycke
for til med en Snuude, som er spitz til Enden, oc icke ulig en Fisk,
som de Hollænder kalder _Knorr_; haffwer liige saadanne Finder paa
Ryggen oc saadanne Hoffweder. I den Danelse sidder de 16 Dage, saa
kommer der en huiid Sommer-Fuul ud. Men aff nogle Kaal-Orme kommer
aff begge derris Siider smaa stackede Orme som Maddicker,
huiidactige, breede i en Ende oc spitz[e] i den anden Ende. De
omspinder sig selffwer med en stoer Geswindighed, en huer for sig.
Siden spinder Ormen offwer dennem temmelig tyckt, welter dem omkring,
saa de bliffwer som nesten trinne Bolle. Der ligger hun i mellem
gandske indtørret, ædder intet, bliffwer saa stacket som en Fluue,
inden hun døer. Tolff Dage der effter kommer der smaa Fluuer ud aff
Bolden, oc seer Bolden ud liige som en Biie-Kuube. Ieg haffwer seet
aff samme Slags Kaal-Orme, att der er kommen en liiden leffwende Orm
ud aff Ormens Nacke (som ieg holder for ded rareste), men den
leffwede icke lenge, aad oc intet. Moderen døde, strax den liiden war
udkommen.
_Anno_ 1683, Nyt Aars Dag. Til mig selff.
Man siger, Lycken er et ypperligt gott Stycke,
For hwilcken Macten selff wel neederlig maa bycke,
Huor wel att hun er blind, ia falder plutzlig hen
Oc siælden, der hun falt, sig reißer op igien.
I Dag gaar hun Bye-Gang med Ynske i hwer Hytte,
War Ynsk' att liide paa, da wanckede goed Bytte,
Men den er ickun et Weyr oc _Lycken_ meget liig,
Hoes begge, Wandrings-Mand, er idel Falskheds-Swig.
Den første bryder læt, den anden intet giælder,
Dog brugis begge toe til Snarer oc til Fælder;
Du Lyckens Eyermand, som med den brammer nu,
Weedst lided, om du snart for hender sætter U.
Da falder Moded hen, et Bogstaff dig omhwiister,
Warstu end _Goliath_ oc engang til saa biister;
Oc du, som est foract, i Sorrig worden graa,
Weedst ey, om hun i Aar indtitter i din Wraa,
Thi hun sig tumler om, ded øffwerst nederst wender
Oc atter om igien ded neederst øffwerst sender.
Alt ded, som iordisk er, ded kommer oc ded gaar,
Thi wil ieg stunde hen, huor Ewighed bestaar.
Den 14. _Martii_ 1683 dictede ieg effterfølgende:
Ded Ordsprog er wel giæfft, som brugis tit paa Tunge:
En Wen langt ædler er end pænning-fylte Punge;
Nu spørgis maa: huor er i denne Wersens Tiid
En Wen saa dydefuld, som skulle med sin Fliid
En anden drage ud aff Sorrig, Nød oc Waade,
Foruden hand dermed forsickret war en Baade?
Ded er dog intet nyt, thi Egennyttighed
Den fulte Wersens-Børn fra første Tiid, man weed;
De gamle haffwer hørt, de gamle ded beklage,
Att der fast ingen war, som wille sig antage
Betrengtis Nød oc Tarff, fremføre derris Bøn,
Naar ey war anded hoes end stoer Tack oc Guds Løn.
See, hoes _Betehste_-Floed i Børne Børens Alder
Hwært Aar en lam did kom, nærwærende bønfalder
Om Hiælpis Trøst. Men hwad? Hands Bøn forgiæffwis war,
Blant nogle tusinde fandts ey en, Omhue bar
Att ræcke hannem Haand, i Wanded nederføre,
Naar Engelen fremkom, som Wanded monne røre.
Hand haffde ligget der til sidste Aande-Dræt
Saa Wen som pengis-løß oc aldrig gaaet opræt,
Dersom den Kræmmer ey, som sælger uden Pænge,
War kommen frem ded Straag oc hannem reist aff Senge.
Nødtrængende Guds-Barn, wær frisk i Siæl oc Hue,
Den Kræmmer er ey døe, men hand er til endnu
Oc liige naadefuld, saa som hand wæret haffwer,
Hoeß hannem kiøbis Hiælp foruden Guld oc Gaffwer.
Hand wil, naar ded er Tiid, dig ræcke Hiælpers-Haand
Oc selffwer wære den, som løßer diine Baand.
_Anno_ 1684, første Dag. Til Peder Iensen Tøtzløff.
Welkommen Nyt-Aars-Dag, huorwel dig _Brahe_ regner
Att wære første Tal aff de, hand onde tegner,
Oc meener, hwadsomhelst begyndis først paa dig,
Ey kand goed Fremgang faa oc wære lyckelig.
Nu spørgis billig ded: om man affstoed ded onde,
I Dag først giorde gott, om ded oc lyckis kunde?
Om paa et gott Forsæt skal følge ond Udslag,
Fordi ded førstegang begyntis paa i Dag?
O _Brahe_, ieg troer wist, naar een Ting wel begyndis
I Dag som anden Tiid, oc dermed icke syndis,
Att ded gaar lyckelig oc falder ud til Gaffn,
Hældst naar begyndis paa i søde Iesu Naffn.
Begynd i samme Naffn i Dag oc alle Dage,
Beed, att dit Anslag maa Gud _Zebaoth_ behage,
Dig wære nyttelig, saa skal ey ont formaa
Att hindre dit Forsæt oc hæmme din Attraa,
Men Lycken bydis skal sig offwer dig at stræcke,
Saa Affwings-Manden selff Hiælp-Haanden dig skal ræcke.
At dig saa hændis maa, ded ynsker ieg, som wil
Gud bede hiærtelig att sige _ia_ dertil.


Fortegnelse
over Skrivfejl i Haandskriftet, som ere rettede i Aftrykket.