Leonora Christina Ulfeldt's "Jammers-minde". En egenhændig skiedring of hendes fangenskab i Blaataarn i aarene 1663-1685 - 09

Piinebencken (huilcket oc saaledis er). Hun, som wel fornam, att ieg
haffde Fryct, sagde: »Hielp Gud! I huem ded er, som sidder der, da
skal den wist piinis.« Ieg sagde: »Spørger Pær ad, naar der luckis
op, om der er nogen fangen.« Hun sagde saa att wille giøre, oc i
midler Tiid spurte hun mig oc sig selffuer, huem ded dog kunde wære.
Ieg kunde icke giætte ded, mindre giffue hender min Fryct tilkiende,
huilcken hun dog formerckede oc derfor forøgede den; thi effter att
hun haffde til Middag talt med Pær[86], oc Dørene ware lucte, sagde
hun: »Ihuem ded er, som er fangen, maa Gud wiide. Pær wille intet
tale med mig«. Til Afftens Maaltiid giorde hun lige saa, men føyede
ded dertil, att hun haffde spurt hannem ad, men hand wille intet
sware. Ieg satte mit Sind i Roelighed, efftersom ieg hørte ingen gaa
meere der oppe, oc sagde: »Der er ingen Fange oppe.«[87] »Huor aff
wed I ded?« spurte hun. »Ieg dømmer ded der aff,« sagde ieg, »att ieg
haffuer icke hørt nogen gaa her oppe siden i Morris; ieg meener, at
om der sidder nogen, da skal de io giffue den Maed.« Att ieg war
roelig i Sinded, behagede icke hender, huorfor hun med Pær oc hand
med hender søgte att _troublere_ mig. Om anden Dagen, da effter
Middags Maaltiid bleff luct (som offteste skeede wed Pær), oc hand
skulle drage min inderste Dør til sig, som gaar ind ad, stack hand
Hoffueded frem oc sagde: »_Casset!_« Hun stoed nest wed Døren, loed,
som hun icke forstoed ret, huad hand sagde; siger: »Pær talte om en,
der war sæt, men ieg kunde icke forstaa, huem ded er.« Ieg forstoed
hannem nok, men loed oc, som ieg icke forstoed hannem. Huad Dag oc
Nat ieg haffde, weed ingen vden Gud. Ieg tenckte frem oc tilbage.
Stønnem syntist mig, att ded kunde wel saa wære, att de haffde
greeben hannem, ihuor wel att _Cassetta_ war Kongen aff Spaniens
Vndersaatte, thi naar et Forræderi _suspiceris_, da _obserueris_
icke, huis Vndersaater de erre, som erre _susspecte_; laae den Nat
oc græd saa himmelig oc beklagede, att den wackere Mand skulle komme
i Fortred for min Skyld, fordi hand haffde giordt min Herre den
Willighed oc fult mig i Engeland,[88] huor wii skiltis fra huer
andre, ieg maa sige: huor _Petcon_ oc hands Anhang skilte os ad oc
førte mig fangen hid. Ieg laae saa vden Søffn intil imod Dag, da falt
ieg vdi en Drøm, som forskreckede mig. Ieg kand tencke, att miine
Tancker haffde den foraarsaget. Mig syntist att see _Cassetta_
saaledis piinis, saa som hand engang haffde fortelt mig, att en
Spannier bleff piint: at der war bunden fiire Reeb om Hænder oc
Fødder, oc huert Reeb giort fast i sit Hiørne aff et Kammers, oc aff
en Mand snart slaget paa et Reeb oc snart paa et anded; oc efftersom
mig syntist, att _Cassetta_ skreeg intet, meente ieg, att hand war
døe, skreeg høyt oc waagnede selff derwed. Quinden, som lenge haffde
werret waagen, sagde: »O Herre Gud, Fruelille! huad skader Eder?
Haffuer I ont? I haffuer saa lenge giiet Eder, oc nu skreeg I saa
høyt!« Ieg swarte: »Ded war i Søffne; mig skader intet.« Hun sagde
widre: »Da haffuer I drømt noget ont.« »Ded kand wel wære«, swarte
ieg. »O, siger mig,« sagde hun, »hwad I drømte; ieg kand taalke
Drømme.« Ieg swarte: »I ded ieg skreeg, glemte ieg min Drøm, ellers
kand der ingen saa taalcke Drømme som ieg« (ieg tacker Gud, att ieg
icke giffuer Act paa Drømme); oc haffde denne Drøm intet anded att
betyde, end som sagt er. Der effter Middags Maaltiid Døren bleff
luct, sagde Quinden aff sig selff (thi ieg spurte hender icke meere
om Fanger): »Der er ingen fangen; giff _Pær_ faa Skam for hands
Sladder! Ieg spurte hannem ad, huem der war sæt; da loe hand ickun
aff mig. Der er ingen, giffuer Eder til Fritz!« Ieg sagde: »Skulle
min Vlycke drage andre i til sig, ded skulle giøre mig ont.« Ded
stoed saa hen til mit i _Sept._, da bleff ført fangen frem twende aff
worris Tiennere, som bleffue sat i Wacten, den eene, Nels Kaiberg,
som tiente for Taffeldecker, oc den anden, Frans --,[89] som tiente
for Laquei. Effter nogle Vgers Forløb oc _examination_ bleffue de løß
giffne. Samme Tiider bleff fangen fremført tuende Fransoser: en
gammel Mand wed Naffn _La Rosche_ oc en anden vng Karl, huis Naffn
ieg icke wed. _La Rosche_ bleff ført her i Taarnet oc sat i
Traalhullet. Der war kast en Dyne til hannem paa Gulffuet, der laae
hand paa; war i nogle Maaneder icke aff hands Klæder. Hands Føde war
Brød oc Wiin, anden Spiiße wille hand icke haffue. Hands Beskyllning
war, att hand haffde _corresponderet_ med Corfitz, oc hand haffde
loffuet att leuere Kongen aff Franckriige Crooneborg.[90] Den
Kundskab haffde _Hannibal_ Sehested giffuen, som paa de Tiider war i
Franckriig, oc hand haffde den aff en Herre, som da war _Hannibal_
til Wille oc haffde tilforne werret _La Rosche_ til Wille oc maaskee
siden fortørnet sig paa hannem. Der war ingen anden Bewiiß til den
Beskylling. En Mißtancke maaske hialp dertil, efftersom denne _La
Rosche_ med den anden vnge Karl begierte at see mig, der ieg war i
_Arrest_ i _Dovers_, huilcket oc skeede, att de giorde mig _la
révérence_. Wel muligt, att hand wille haffue talt med mig oc sagt
mig, huis hand haffde hørt sige i Londen, som hannem syntist paa mig,
ieg icke fryctede. Men som ieg leegte Kaart med nogle _Damer_, som
ware komne did for att beskue mig, saa kunde hand icke komme til at
tale med mig i Enrom, spurte mig, om ieg haffde den _Coemedie_ Bog,
Greffuinnen aff _Pembrocg_ haffde laded vdgaa.[91] Ieg swarte: »Ney.«
Hand loffuede att sende mig den, oc som ieg icke bekom den, meener
ieg, att hand haffuer skreffuen noget der i, mig til en Adwarsel, som
_Braten_ siden haffuer giort sig goed med. I huor om alting, saa
liide _La Rosche_ vskyllig, oc kunde hand bekræffte med sin Eed, att
hand aldrig talte med min Herre i siine Dage, mindre _corresponderte_
med hannem.[92] _In summa_: effter nogle Maaneders vskyllig Liidelser
bleff hand giffuen løß oc sendt til Franckriig igien. Den anden vnge
Karl saed i _Arrest_ i et Kammers, som er wed Borrestuen. Hand bleff
fangen for Selskab[s] Skyld, men intet beskylt. I Førstningen, diße
Mennisker bleffue fangne, war der en stoer Hwisken oc Tisken imellem
Slosf. oc Quinden, saa wel som imellem Pær oc hender; Slosf. lucte oc
selffwer min Dør. Ieg formerckede wel, att der war noget paa Færde,
men ieg spurte om intet. Pær berettede omsier Quinden, att ded war
twende Fransoser, oc noget om Sagen, dog icke saa, som ded war. Imod
de bleffwe løß giffne, sagde Slosf.: »Ich habe zwey _parle mi franço_
gefangen; was die gethan haben, weis ich nicht.« Ieg spurte hannem
icke widre derom, men hand skiæmtede oc sagde: »Nu kand ich fransk
lernen.« »Da wil Zeit zu« (sagde ieg).
[86] I Randen er skrevet: »_Naar hun talte med nogen, saa kunde ieg
icke see ded, thi ded skeede paa Trappen._«
[87] I Randen er tilføjet: »_Der war oc icke._«
[88] Jvfr. S. 33.
[89] Efternavnet staar _in blanco_. Formodentlig var det den samme
Tjener, som var med Forf. i England, se S. 33.
[90] I Randen er anmærket: »_Rimte ded sig icke wel _[med?]_, att
min Herre bød twende Potentater Danmarckis Riige til?_« --
Sammenhængen med ~La Roche~'s Sag er, saa vidt vi kjende den,
følgende. I Aaret 1663, medens ~Hannibal Sehested~ opholdt sig i
Paris som extraordinair Ambassadeur, og paa samme Tid, som han
hjemmefra modtog Efterretninger om Ulfeldts Anslag, fremstillede et
fransk Fruentimmer, Demoiselle ~Langlois~, sig for ham og fortalte,
at hun vidste Besked om en Plan, som var undfanget af en Landsmand
af hende ved Navn ~La Roche Tudesquin~, og som gik ud paa at
overgive en Del af det danske Riges Fæstninger i en fremmed Magts
Hænder. La Roche, som ikke længe i Forvejen havde været Kommandant
i Nakskov, skulde til dette Øjemed have forbundet sig med en Del
danske Militairpersoner af høj Rang, og navnlig skulde
Kommandanterne paa Kronborg, i Glückstadt og i Nakskov være i
Forstaaelse med ham. Demoiselle Langlois havde selv Aaret i
Forvejen overbragt Ludvig XIV. La Roches Tilbud, men var paa det
Bestemteste bleven afvist, hvorefter La Roche havde erklæret, at
han kjendte Andre, som med Glæde vilde modtage hans Forslag. Under
den som en Følge af disse Angivelser indledede Undersøgelse gjentog
Demoiselle Langlois sit Udsagn, idet hun tillige tilføjede en og
anden ny Oplysning, saaledes ogsaa den, at La Roche i 1663 igjen
havde været i Paris for at forny sit Tilbud til Ludvig XIV., men
uden at have været heldigere end forrige Gang, samt at Hertugen af
Holsten-Gottorp og Hollænderne havde lovet ham Guld og grønne
Skove, hvis han vilde træde i Forbindelse med dem (jvfr. en ved
Hannibal Sehested selv foranstaltet Afskrift af en stor Mængde til
denne Sag henhørende Aktstykker i Ny kgl. Smlng. Nr. 651 Fol. samt
en derpaa grundet Fremstilling i ~Skandinav. Litteraturselsk.
Skrifter~ 1808 S. 177-93). Anklagen imod La Roche havde imidlertid
strax foranlediget, at han og en Landsmand af ham, ~Jacques
Beranger~, som antoges at være Medvider i Sammensværgelsen, bleve
eftersøgte, og allerede den 6. September bleve de da ogsaa virkelig
anholdte i Bryssel, men da man nu forlangte dem udleverede, for at
de kunde konfronteres med Vidnerne i Sagen, vægrede den spanske
Regering sig i længere Tid herved, saa at Fangerne først det næste
Aar kunde sendes til Kjøbenhavn, hvor de saa den 19. Juni (se
~Becker~'s Samlinger 2 D. S. 32-33) bleve indsatte i Blaataarn.
Hvad der ellers kom frem i Sagen, ser jeg mig ikke i Stand til at
sige, da den ovenfor nævnte Samling af Aktstykker ikke rækker
længere ned end til i November 1663, og Fremstillingen i
~Skandinav. Litteraturselsk. Skrifter~ aldrig blev fuldendt. Men af
Leonora Christinas strax nedenfor meddelte Yttring, at Fangerne
efter nogle Maaneders Forløb kom paa fri Fod igjen, kan man dog
slutte, at Anklagen, forsaavidt den gik ud paa Landsforræderi, var
et fuldkommen ugrundet Opspind (derimod synes La Roche at have
gjort sig skyldig i Underslæb), hvortil da sikkert de i deres Nyhed
saa overraskende Efterretninger om Ulfeldts Anslag havde givet
Ideen. -- Naar iøvrigt Leonora Christina siger, at de nævnte
Personer allerede i September 1663 bleve indsatte i Taarnet, medens
Sandheden er, at de i denne Maaned bleve arresterede i Bryssel, da
er dette en Unøjagtighed, som man let kan tilgive hende. Men da der
paa de nærmest følgende Blade forekommer et Par andre mindre
korrekte Angivelser, turde der være Anledning til at bemærke, at
der paa det tilsvarende Sted i Haandskriftet er tydelige Tegn til,
at Forf. netop paa dette Punkt af Udarbejdelsen af sit Værk har
været mindre vel disponeret (man ser saaledes, at hun her kun har
skrevet mindre Stykker ad Gangen, og at hun desuagtet har anset det
for nødvendigt paa 2 forskjellige Steder at udskære og omarbejde et
Blad o. s. v.).
[91] ~Mary Sidney~, Grevinde af ~Pembroke~, en i sin Tid bekjendt
Forfatterinde, havde oversat fra Fransk et Skuespil: ~Antonius~,
der udkom første Gang 1592 og derefter 1595 i to forskjellige
Udgaver. Rimeligvis er det dog ikke dette Skrift, hvorom der her er
Tale, men derimod den langt berømtere Broder, ~Philip Sidney~'s
Roman: ~The Countesse of Pembroke's Arcadia~, som i Slutningen af
det 16. og gjennem hele det 17. Aarhundrede var en overordentlig
yndet Læsning. Naar Leonora Christina ikke selv har kjendt denne
Bog -- hvilket det ikke synes, hun har -- maatte hun efter Titelen
nødvendig antage Grevinden af Pembroke for Forfatteren, og at Bogen
var et Skuespil, har hun da formodentlig paa Lykke og Fromme
gjættet sig til.
[92] I Randen er tilskrevet: »_La Roche haffde ieg aldrig seet før,
icke heller hands #Compagnon#, førend i #Dovers#._«
Vdi samme _Sept._ Maanet døde Greff Rantzow; leffwede icke den Dag
att see ded Billede _excequeris_, som hand saa wist haffde haabt att
see, som den, der først haffde _introduceret_ den Maade aff Spott i
diße Lande.[93]
[93] Dette Punktum er senere overstreget, og dets Indhold optaget i
Tillæget til den oprindelige Fortale til Skriftet; se S. 16 og 65.
Grev Rantzov døde iøvrigt ikke i September, men den 8. ~November~.
Den 9. _October_ bleff holded den Fæst med worris Princeße _Anna
Sophia_ oc Cur-Prinsen aff Saxsen.[94] Om Morgenen, den Høytiid
skulle angaa, sagde ieg til Quinden: »I Dag skal wii faste indtil
imod Afften;« thi ieg tenkte nok, att de kom icke mig ihue, eller ieg
kunde faa nogen Læffninger, førend de andre ware tracterede, i ded
ringste til Middag. Hun wille wiide Aarsagen, hworfor wii skulle
faste. Ieg swarte: »Ded skal I faa att wiide i Afften.« Ieg laae oc
tenkte paa den vstadige Lycke, att ieg, som for 28 Aar siden[95]
haffde hafft lige saa stoer Statz, som nu Princeßen haffde, laae nu
fangen oc nest op til den Wæg, som mit Brude Sengkammers haffde
wærrit; tacker Gud, att ieg mig ickun lided der offwer bekümrede.
Imod Middags Tiider, der Trommeter oc Herpucher loede sig høre, sagde
ieg: »Nu gaar de offwer Platzen til den stoere Sael med Bruden.«
»Huor wed I ded?« sagde Quinden. »Io, ieg wed ded«, sagde ieg; »min
Geist haffwer sagt mig ded.« »Hwad er ded for en?« spurte hun. »Ded
kand ieg icke sige Eder« (swarte ieg). Oc saa som Trommeterne blæste,
hwer Gang ett Sæt Maed bleff opborren oc _Confectet_, saa sagde ieg
ded. Oc førend der war anrettet, saa slogis paa Herpauckerne. Naar
saa der bleff anrettet, som skeede vden for Køckenet i Platzen, saa
sagde ieg effterhaanden: »Wii faar icke Maed ennu!« Der Klocken gik
til 3 Slet, sagde Quinden: »Nu krümper min Maffwe slæt ind; naar skal
wii haffwe Maed?« Ieg swarte: »Ded er endnu langt frem. Ded anded Sæt
er icke vden for lit siiden opkommen; kand wii faa noget imod 7 Slæt,
da faar wii icke føre.« Ded skeede, som ieg sagde. Klocken 7½ kom
Slozf., vntskylte sig, att hand haffde nock fodret paa Madden, men
Kockene haffde alle Hænderne fulle. Quinden, som altiid meente, att
ieg kunde traalle, bleff staedfestet i sin Meening der om.[96] Anden
Dagen bleff giort Riddere, oc ieg icke alleeneste sagde, hwær Gang
Trometerne blæste: »Nu bleff der giort en Ridder« (thi ieg kunde høre
_Herolden_ raabe vd aff Winduet, men icke forstaa, hwad hand sagde),
men endoc, hwem der war bleffwen Ridder, thi ded giættede ieg,
efftersom ieg wiste, att der ware de i Raaded, som icke føre ware
Riddere;[97] oc efftersom ded sig saa befant, saa troede Quinden fuld
oc fast, att ieg kunde traale. Ieg formerckede ded paa hender,
efftersom hun offte giorde mig Spørßmaal om ded, ieg icke kunde
wiide, hworpaa ieg stønnem gaff Swar aff en dobbelt Meening; tenkte,
att maaskee den Fryct, hun haffde, att ieg kunde wiide, hwad som
skeede, kunde forhindre, att hun icke satte Løgn sammen om mig. Hun
tiskede oc icke nær saa meget siden med Sloßfogden. Hun fortelte
adskilligt om en, hun holte for en Traaldquinde, som dog icke bestoed
i anded end vdi Wiidenskab att læge Fransoser oc skille Hoerer wed
derris Foster oc dißlige Vtilbørligheder. Med samme Quinde haffde hun
meget omgaaet.
[94] Festlighederne i Anledning af Kurprinds ~Johan Georg~ af
Sachsens Trolovelse med ~Anna Sophie~, Frederik III.s ældste
Datter, varede i flere Dage, men selve Trolovelsesceremonien
foregik ikke, som Forf. antager, den 9., men den 10. Oktober; jvfr.
~Becker~, Samlinger 2 D. S. 21. Fejltagelsen lader sig iøvrigt saa
meget lettere forklare, da Brylluppet, der fejredes 3 Aar efter paa
samme Sted, faldt ind paa den 9. Oktober.
[95] Her har Forf. regnet fejl. Det var ikke 28, men 27 Aar siden,
at hendes Bryllup med Korfits Ulfeldt stod, nemlig den 9. Oktober
1636.
[96] I Randen er tilskrevet: »_Slosf. fortelte Quinden noget om
Statzen, oc Pær sagde hender noget, saa hender syntist, att ieg
kunde wide noget effter forrige Tiiders Skik._« -- Iøvrigt synes
denne Bemærkning ikke ret at rime sig med, hvad ovenfor er fortalt.
[97] Den 11. Oktober bleve, foruden Kurprindsen selv, Følgende
slagne til Riddere: ~Ulr. Fr. Gyldenløve~, ~Hans Schack~, ~Peder
Reedtz~, ~Joh. Christ. v. Kørbitz~, ~Claus v. Ahlefeldt~ og
Statholder ~Fr. v. Ahlefeldt~, se ~Biørn~, Nye Saml. over Ridderne
af Elephant- og Dannebrog-Ordenen S. 4 og ~Becker~, Samlinger 2 D.
S. 21 Anm.
Nogen Tiid effter Cur-Prinzens Bortreiße bleff der tenckt paa att
henrætte et Træ-Billede, oc bleff om Formiddagen mit vderste Kammers
opluct, feyet, giort reent oc strød Sand.[98] Der til Middag bleff
opluct, oc Quinden haffde wærret i Trappen oc talt med Kudsken, kom
hun ind, gik til Sengen til mig, stillede sig som forbaset oc sagde
med en Hast: »O Iesus, Frue! der kommer de med Eders Mand!« Den
Tiiding forskræckede mig, hwilcket hun læt formerckede; thi i ded hun
sagde ded, da reiste ieg mig i Sengen oc racte min høyre Arm oc Haand
vd oc mæctede icke att tage den strax til mig igien. Ded haffwer
maaskee fortrød hender i ded samme, thi ieg bleff saa siddendis oc
talte icke et Ord, huorfor hun sagde: »Min hierte Frue, ded er Eders
Mands Affwiißning.« Derpaa sagde ieg: »Gud straffe Eder!« Hun gaff
mig aff en ond Mund, meente, ieg haffde fortient Straff oc icke hun,
brugte mange vnyttige Ord. Ieg tav gandske stille, thi ieg war da
den swageste oc wiste icke, hwilket hwilket war. Om Efftermiddagen
hørte ieg en stoer Murmelen aff Folk paa den inderste Slotzplatz, da
bleff Billeded ført paa en Skuuff-Karre offwer Gaden aff Bødelen oc
indsat i Taarnet needen vnder mit Fengsel. Om Morgenen imod 9
Slæt[99] bleff Billeded aff Bødelen iammerligen medhandlet, gaff dog
ingen Lyd fra sig. Til Middags Maaltiid fortelte Slosf. Quinden,
hworledis Bødelen haffde hugget Hoffweded aff ded Billede, haffde
parteret Kroppen vdi 4 Deele, hwilcke siden bleffue lagde paa fiire
Hiull oc sat paa Gaallen, oc Hoffweded vdhengt aff Raadhuuset. Slosf.
stoed i ded anded Kammers, raabte den Fortælling høyt vd, paa ded ieg
skulle høre ded, _repeterte_ ded trende Gange. Ieg laae oc tenkte mig
om, hwad ieg skulle giøre; ieg kunde icke lade mig merke med, att ieg
icke dert actede ded, thi da maaskee der bleff noget anded optenkt,
som kunde bedrøffwe mig, oc i en Hast kunde ieg icke hitte paa anded
end att sige til Quinden med en Søe[rg]moedighed: »O, hwilcken Spott!
Taler med Slosf. oc beder hannem bede Kongen, att ded, som er opsat,
maatte tagis need igien oc icke bliffwe siddendis!« Quinden gik vd oc
talte sacte til Slosf., men hand swarte høyt oc sagde: »Ia wol, her
vnter? Dar sollen mehr her auff, ia mehr, mehr herauff!« sagde saa
ett gott Tag de samme Ord. Ieg laae saa stille hen, talte intet, slog
mig [hen?] med miine egne Tancker. Snart trøstede ieg mig oc haabte,
att ded, som war skeed wed Billeded, war et Tegn, att de icke kunde
faa Manden; saa tog Frycten igien sit Stæd. Spotten actede ieg intet,
thi der war alt for mange _Exempler_ aff stoere Herrer i Frankriig,
hwis Billeder oc _Contrafeier_ aff Bødelen ware forbrente, som siden
igien komme til stoer Ære. Der til Afftens Maaltiid bleff opluct, war
der en Hwisken med Slotsf. oc Quinden. Der bleff oc send en
_Lacquei_, som stoed vden for den vderste Dør, som loed kalde Slosf.
vd til sig (min Seng staar liige for Dørene, saa naar alle tre Døre
erre oplucte, saa kand ieg see til Trappe Døren, som er den fiærde
Dør). Hwad Quinden kand haffwe berettet Slosf., kand ieg icke wiide,
thi ieg haffde den Dag icke talt et Ord anded end begiært att fly
mig, hwis ieg behøffwede; sagde oc intet widre end ded samme i mange
Dage der effter, saa Slosf. bleff kee aff att spørge Quinden meere
ad, thi hun haffde intet att sige hannem om mig, oc hun laae hannem
siden stetze paa med Begiæring att komme vd: hun kunde icke saa
leffwe sit Liiff. Men som hun fik ingen anden Trøst aff hannem, end
att hand soer hender til, att hun aldrig kom vd, saa lenge hun
leffte, saa giorde hun i nogle Dage icke anded end græd da oc da; oc
som ieg icke wille spørge hender ad, hworfor hun græd, saa gik hun en
Dag til min Seng grædendis oc sagde: »Ieg er et elendigt Menniske!«
Ieg spurte hender, hworfor? hwad hender skade? »Mig skader nok«
(swarte hun). »Ieg haffwer werret saa gall oc laded mig lucke inde
for Penge, oc nu er I wree paa mig oc wil icke tale med mig.« Ieg
sagde: »Hwad skal ieg sige? I wille maaskee haffwe noget att hwiske
igien til Slosf.« Saa begynte hun att forbande sig, den Dag hun
sagde Slosf. et Ord, hwad ieg sagde, eller hwad ieg tog mig til,
wille ieg ickun troe hender oc tale med hender; »hworfor skulle hun
wære mig vtroe? wii skulle dog wære sammen, saa lenge wii leffte;«
med mange bewæglige Ord, att ieg icke wille wære wree; ieg haffde
Aarsag dertil; her effter skulle hun aldrig giffwe Aarsag, att ieg
skulle bliffwe wree, thi hun skulle wære mig troe. Ieg tenkte: Du
skalt intet faa meere att wiide, end behoff giøris. Ieg loed hender
der effter snacke for mig oc fortelle sit Liiff oc Leffnet, hwad som
stønnem paßerer hoes Bonden. Hun haffde wærret twende Gange gifft med
Huußmænd oc siden effter sidste Enckesæde tient Holger Winds
Frue[100] for Waa[g]kone, saa hender fattedis intet for Snak. Hun
haffde hafft et Barn med henders første Mand, som icke bleff gammelt,
oc skulle ieg wel kunde haffwe fattet en Mißtancke til hender aff
henders egen Ord, att hun maaskee haffde hiolpen til att forkorte ded
Barns Dage; thi ded kom saa paa Tale engang om Encker, som giffter
sig igien; da sagde hun iblant anded: »Den, der wil giffte sig
andengang, maa icke haffwe Børn, thi saa forligis aldrig Manden med
Quinden«. Ieg haffde meget der imod at sige, oc der iblant ded, att
ieg spurte, hwad en Quinde skulle giøre dertil, som haffde et Barn
med sin første Mand. Hun swarte med en Hast: »Legge Puden paa
Hoffwedet!« Ded kunde ieg icke kiende for gott, men for stoer Synd,
lagde ded witlyfftig vd. »Hwad Synd« (sagde hun), »om Barnet altiid
war sygt, oc Manden bleff kranteworn derfor?« Ieg swarte der til,
som ded sig burte, oc hun bleff icke wel til Fritz. Den Tale lagde
ingen goed Grundwold hoes mig om henders vdloffwede Troeskab.
[98] I Randen er tilføjet: »_Dronningen wille, att ded Træ Billede
skulle føris op vdi ded vderste Kammers oc stillis saaledis for
Døren, att ded kunde falde ind til mig, naar som min inderste Dør
bleff opluct; men Kongen wille ded ingenlunde._«
[99] Exekutionen paa Ulfeldts Billede foretoges den 13. November,
se ~Paus~ 2, 294 og ~J. Bircherods~ Dagbøger, ved Molbech, S. 93;
jvfr. ~Løvenskjold~, Efterretninger om den kongel. Livgarde til
Fods S. 24.
[100] ~Margrete Gjedde~, en Datter af Rigens Admiral ~Ove Gjedde~
(d. 1660).
Quinden lawerte saa, førte mig fremdelis Budskab ind fra Kusken, hwad
nyt der paßerte. Maren Bloks sendte wed hannem en Bønnebog, oc ded
himmelig, thi ieg maatte slet ingen Bøger haffwe, icke Syenaal eller
Knappenaal, derpaa haffde Quinden giort Eed for Slosf. effter
Dronningens Befaling. Ded Aar gleed saa hen. Nyt Aars Dag ynskede
Quinden mig ett glædeligt Aar{1664.}. Ieg tackede hender oc sagde:
»Ded kand Gud giøre«. »Ia« (sagde hun), »om hand wil.« »Wil hand
icke« (swarte ieg), »saa skeer ded oc icke, oc saa giffwer hand mig
oc Taalmodighed att bære mit tunge Kaars.« »Ded er dog tungt« (sagde
hun) »for mig; hwad skulle ded icke wære for Eder! Maatte ded enda
bliffwe derwed oc icke bliffwe wærre for Eder!« Mig syntist, att ded
kunde icke bliffwe wærre for mig, men bædre; thi Døden, paa hwad
Maade den kom mig, den giorde Ende paa min Elendighed. »Ia« (sagde
hun), »ded er icke lige gott, hwordant man døer.« »Ded er wist nok,«
swarte ieg; »den eene døer i Fortuiffwelse, den anden med et frit
Moed.« Slosf. sagde icke et Ord til mig den Dag. Quindens Samtale med
Kudsken war lang; vden Twiffl har hun fortelt ham worris Samtale.
Vdi _Marti_ Maanet{1664.} kom Slosf. ind oc giorde sig heel mild,
sagde iblant anded: »Nu seyd Ihr Wittib,[101] nu könt Ihr wol sagen
alle Sachen Beschaffenheit.« (Ieg swarte med et Spørßmaal): »Können
Wittiben alle Sachen Beschaffenheit sagen?« Hand smeel oc sagde: »Ich
meine es nicht so; ich meine diese Verrätherei!« (Ieg swarte): »Ihr
köndt andre darnach fragen, die es wißen; ich weis von keine
Verrähterei!« Oc som hannem syntist, att ieg icke troede, min Mand
war død, tog hand en _Advis_ frem oc loed mig den læße, maaskee meest
fordi min Mand stoed ille der i antegnet. Ieg sagde intet meget
dertil anded end: »Die _Avisen_ Schreibers sagen nicht allezeit die
Warheit.« Ded maatte hand tage saa, som hand wille. Ieg laae saa hen
i Haabet, att ded saa war, att min Herre wed Døden war siine Fiinder
vntgaaet, oc tenckte wed mig selff med største Forundring, att ieg
skulle leffwe den Dag att ynske min Herre døe; falt atter igien vdi
bedrøffwede Tancker oc gad intet talt. Quinden meente, att ieg war
bedrøffwet, att min Herre war døe, trøstede mig, oc ded heel
fornufftig, men offwer henders Trøst forøgede sig forbigangene
Tiiders Ihuekommelse, saa ieg kunde lenge der effter icke komme til
att stille Sinded i Roelighed. Eders Tilstand, miine hierte kiere
Børn, bekümrede mig. I haffde mist Eders Fader, med hannem Formue oc
Raad; ieg er fangen oc elendig, kand intet hielpe Eder, hwercken med
Raad eller Daad; I erre landflyctige oc i ded fremmede. For miine
Sønner, de tre ældste, sørgede ieg icke saa meget som for miine
Døttre oc yngste Søn.[102] Ieg saed heele Nætter offwerende i min
Seng, thi ieg kunde icke soffwe, oc naar ieg haffwer Hoffwet Piine,
saa kand ieg icke ligge need i Puden med mit Hoffwet. Ieg bad Gud
inderligen om en naadig Forløßning. Ded haffwer icke behaget Gud, men
hand gaff mig Taalmodighed att bære mit tunge Kaarß.
[101] Korfits Ulfeldt døde uden Tvivl den 20. ~Februar~ 1664, se
~Paus~ 2, 317-21. Rigtignok hedder det i et Brev fra Sønnen
~Christian~ U. til Sperling, dateret den 8. Marts (Afskrift i Ny
kgl. Samlng. 2141 b, 4^{to}), at han er død den 27. Februar
(ikke, som det i den danske Oversættelse hos ~Wolff~, Journ. for
Politik 1816 1, 134-37 siges, den 26.). Men da den ene af de hos
~Paus~ a. St. aftrykte Beretninger om hans Død er dateret den 23.
Februar, medens den anden grunder sig paa Breve fra den 24., maa
Sønnens Angivelse selvfølgelig være urigtig. Iøvrigt lader hans
Fejltagelse sig ret vel forklare, navnlig naar man lægger Mærke
til, at den 20. og den 27. Februar falde paa ~en og samme Dag i
Ugen~, nemlig paa en Løverdag. Thi baade Christian Ulfeldt og hans
Sødskende havde i den Tid, Dødsfaldet foregik, fjernet sig fra
Basel, hvor Faderen opholdt sig, og hvorfra han gik ombord i den
Baad, som blev hans Dødsleje, og det kan da let tænkes, at
Efterretningen, da Børnene senere kom til Byen, er bleven dem
forebragt saaledes, at de have kunnet forvexle f. Ex. den
næstforegaaende Løverdag med den Løverdag, som gik forud for denne.
[102] Korfits Ulfeldt havde 12 Børn med Leonora Christina. Af disse
vare dog kun følgende i Live ved Faderens Død: ~Anne Cathrine~,
~Christian~, ~Ludvig~, ~Korfits~, ~Ellen Christine~, ~Leonora
Sophie~ og ~Leo~. Den Sidste, som var det yngste af alle Børnene
(f. 22. Marts 1651, d. 11. April 1716), gik efter at være bleven
voxen i østerrigsk Tjeneste og steg hurtigt fra den ene Ærespost
til den anden. Han blev efterhaanden General-Feltmarskal, Vicekonge
i Katalonien og Gehejmeraad. Han var det eneste af alle Korf.
Ulfeldts Børn, som forplantede Navnet, og fra ham er det, at Ejeren
af nærværende Haandskrift, Grev ~J. Waldstein~, nedstammer.
Mit Kaarß war mig saa meget diß tyngere i ded første, efftersom saa
høyligen war forbøden icke att tilstæde mig hwercken Kniiff, Sax,
Traa eller noget, ieg kunde fordriffwe Tiiden med. Omsider, der
Sinded kom lit i Roelighed, tenckte ieg paa noget att tage mig til,
oc som ieg haffde en Syenaal, som melded er, saa løste ieg miine
Baand op i min Nattrøye, som ware breede liiffarwe Tafftis Baand. Ded
Silke syde ieg med paa ded Stycke Kluud, ieg haffde, adskillige
Blomster med smaa Sting. Der ded haffde Ende, drog ieg Traaer vd aff
miine Lagen, twant dem oc syde der med. Imod ded haffde Ende, sagde
Quinden en Dag: »Hwad wil I nu faa att giøre, naar dette slipper?«
Ieg swarte: »O, ieg faar nok noget att giøre; skulle end Raffnene
føre mig ded til, saa faar ieg ded.« Der paa spurte hun mig, om ieg
kunde giøre noget med en brøt Træskee. Ieg swarte: »Maaskee wed I
en?« Der hun haffde leet et Tag, tog hun en frem, som Bladded war
halff aff. »Den« (sagde ieg) »kunde ieg wel giøre noget aff, haffde