Leonora Christina Ulfeldt's "Jammers-minde". En egenhændig skiedring of hendes fangenskab i Blaataarn i aarene 1663-1685 - 08

Anna hannem, huor ded gick til, att hand haffde soffuet saa lenge.
Hand skiemtede noget; siden drog hand hender hen til Døren oc
huißkede med hender. Hun gick intet hiem den Morgen. Hand gick saa vd
oc ind, oc sagde Anna saa høyt til Maren, att ieg ded kunde høre (i
huor wel hun loed saa, som hun wille huißke): »Ieg er saa bange, att
min Krop rister, endog ded gaar mig icke an. Iesus beware mig! Ieg
wille, ieg war neere!« Maren saae bedrøffuet vd, men huercken suarte
eller talte ett Ord. Maren sneeg sig til Sengen oc sagde: »Der kommer
wist nogen til Eder.« Ieg suarte: »Lad dennem komme i Guds Naffn!«
Der war en Løben oppe oc neder vdi den Trappe oc offuen offuer, thi
der kom alltiid _Commissarierne_ neer igiennem Gemeckerne for icke
att gaa offuer Platzen. Miine Døre ware da lucte igien. For huer den
Gang, att der løb nogen i Trappen, da skuddrede Anna oc sagde: »Ick
bäwe recht!« Den Løben warede indtil imod ellffue. Der Slozf. lucte
op, sagde hand til mig: »_Leonora_, Ihr sollet auffstehen vnd zu die
Herren gehen!« Gud wed, att ieg ille kunde gaae, oc Anna forfærdede
mig, sagde til Maren: »O, dat arme Mensch!« Marens Hænder rystede,
der hun satte mig Tøfflerne paa. Ieg kunde icke anded forstaa, end
att ieg skulle piinis, trøstede mig wed intet anded, end att ieg
haabtist, min Piine ey lenge kunde ware, thi mit Legeme war saa
vdmattet, att ded syntist, lige som huert Øyeblick Aanden wille
vdfare. Der Maren bant Forklæded om min lange Kiortel, sagde ieg:
»Nu, de forsynder sig høyligen paa mig; Gud wære min Styrcke!« Slzf.
hastede, oc der ieg war ferdig, tog hand mig wed Armen oc leedde mig.
Ieg haffde gierne werret hands Hielp foruden, men ieg kunde icke gaa
eene. Hand leedde mig ind nest op til, der saed G. Rantzow, Skack,
Retz, Gabel oc Krag om Borded. De reyste sig alle op imod mig, der
ieg kom ind, oc ieg giorde en _Reverentz_, saadan som ieg kunde. Til
mig bleff satt en liden law Stoel mit for Borded. Cantzeler
tilspurte mig, om ieg ingen fleere Breffue hafft haffde, end de mig
fra toge i Engeland. Ieg suarte ney, ieg haffde ingen fleere, der
toge de alle mine Breffue. Hand spurte widre, om ieg ingen Breffue
haffde forkommen paa de Tiider. »Io« (suarte ieg), »ett reeff ieg i
Stycker oc kaste ded i ett Hyßken.« »Hui giorde I ded?« spurte G.
Rantzow. »Fordi« (suarte ieg) »att der ware _Ziffrer_ vdi, oc ihuor
wel ded icke war aff nogen _importence_, saa fryctede ieg alligewel,
att ded skulle giffue Mißtancke.« G. Rantzow sagde: »Huad om de
Stycker ware endnu vdi Behold?« »Ded war att ynske« (sagde ieg), »thi
saa kunde man see, att der intet mißtenckeligt war vdi, oc fortrød
ieg ded siden, att ieg ded haffde synder reffuen.« Der paa tog
Cantzeler ett Arck Papir frem, huor paa hid oc did war Stycker klint
aff samme Breff, oc racte hand Krag ded, som mig ded flyde. G. Ranzow
spurte mig, om ded icke war min Mands Haand. Ieg suarte ia, ded war
hands Haand. Hand sagde: »En Deel aff Styckerne, I reeff i tue, erre
fundne, oc en Deel erre borte. Ded, som er funden, er samlet oc
affskreffuen«; fodderde dermed Affskrifften aff Canzeler, som gaff G.
Rantzow den, oc hand racte mig den, sigende: »Seer der, huad der
fattis, oc siger oß, huad ded haffuer werret, som fattis.« Ieg tog
ded oc saae noget der paa oc sagde: »Paa somme Steder, huor icke for
mange Ord erre borte, kand ieg wel giette ded, som fattis, men huor
en gandske Meening er borte, ded kand ieg icke wide att sige.« Ded
meeste aff Breffuet war sancket, oc intet imellem borte, oc bestoed
ded altsammen vdi Lystighed oc Skiemt. Hand loed mig wide att haffue
faaet Breffue aff Dannemarck, att Cur-Printzen aff Saxen war
forwentendis, som Princeßen aff Dannemarck skulle troloffuis[78]; der
skiemtede hand om, huorledis de wille smøre derris Halße oc blæße
derris Kinder op, paa ded de med en goed _grace_ oc Stemme en huers
Titteler tilbørligen kunde fremføre, oc meere dißlige, huilcket hand
witløfftig vdstrøget haffde, oc indførte den Maade, som G. Rantzow
brugte for att lade Folck wide hands Titteler, som war offuer
Maaltiided, da en skulle staa oc hands Tittel for Giesterne oplæße,
spurte dog først en huer i sær, om hand wiste hands Tittel; war der
en iblant, som den icke wiste, skulle _Secreteren_ strax frem oc den
oplæße. Saa ded syntist, att G. Rantzow sig ded til tog, thi hand
spurte mig, huad min Mand der med meente. Ieg suarte icke att kunde
wide, att hands Meening anderledis kunde were, end som hand skreff;
hand meente vden Tuiffuel dennem, som saa giorde. Canzeler wente
Ansictet fra G. Ranzow oc drog lided paa Smilebaanded; dißligeste
giorde oc Gabel. Oc war iblant anded saaledis skreffuen om
Cur-Printzen, att hand nu maaskee giorde sig Haab att arffue
Dannemarckis Crone: »_mais j'espère -- -- -- -- -- -- cela ne se fera
point_.« Effter de Ord, der imellem fattedis, spurte G. Rantzow, huad
ded war. Ieg sagde, dersom ieg mintist rett, da haffde der wist
staaet: _qu'en 300 ans_. Hand spurte widre, huor hid oc did noget
fattedis, huilcket ieg icke alt saa egentlig kunde mindis, oc dog
intet paa sig haffde. Ieg meente, att aff forregaaende eller
effterfølgende Ord let kunde giettis ded, som borte war; saaes
derforuden nocksom, att ded meeste war Skiemt, huilcket Gabel sandede
oc sagde: »_Ce n'est que raillerie._« Men G. Rantzow oc Feldtherren
wille ded icke lade for Skiemt paßere. Skack sagde: »Man meener tit
anded vnder Skiemt oc bruger Naffne, huor vnder anded forstaaes.« Thi
der vdi Breffuet bleff melded om att dricke vd, war talt om de
Schwitzere derris Manner, de offuer Borde haffuer, oc alle de
_Cantons_ Herrers Tittel opregnet, huor for Skack formeente, att de
Byers Naffn haffde anded att sige. Ieg suarte intet Skack, men der G.
Rantzow trengte immerfort, att ieg skulle sige, huad min Mand dermed
meente, suarte ieg icke att kunde wide, om hand haffde anden Meening
der med end den, som skreffuen stoed. Skack wirrede med Hoffueded oc
meente io, huorfor ieg sagde: »Ieg wed ingenstetz, huor de haffuer
den Skick offuer Maaltiiderne, som de vdi Schwitzerland haffuer; er
der andre Steder, huor de haffuer samme Skick, saa haffuer hand
maaskee oc meent dennem der med, thi her talis ickun om Dricken.«
Gabel sagde atter: »Ded er ickun Skiemt.« De _Ziffrer_, for huis
Skyld ieg Breffuet synder reeff, ware til Lyckis fuldkommen, oc intet
aff borte. G. Rantzow gaff mig ded Arck Papir, huor Styckerne aff min
Herris Breff war paa klint, oc spurte mig, huad de _Ziffrer_ betyde.
Ieg suarte: »Ieg haffuer ey Nøglen oc kand dennem vden ad icke
opløße.« Hand meente, ieg kunde wel. Ieg sagde icke att kunde. »Da
erre de opløste« (sagde hand), »oc wii wed, huad ded er.« »Saa meget
diß bedre« (suarte ieg). Derpaa flyde hand mig Vdlegningen att læße,
oc war den aff den Meening, att worre Sønner haffde skreffuen fra
Rom oc begierte Penge, huortil war onde Raad, thi Iunkeren war icke
hiemme. Ieg gaff G. Ranzow Papiret igien foruden noget att sige. G.
Rantzow begierte aff Rentemestern, att hand wille læße Breffuet, oc
begynte Ranzow atter med sine Spørßmaal, huor hid oc did noget
fattedis, att ieg ded skulle sige. Ieg gaff hannem samme Suar som
før; men efftersom hand paa ett Sted, huor nogle Ord fattedis, hart
trengte dennem att wide, oc aff Texten kunde sees, de haffde werret
noget spotsk (efftersom ett spotsk Ord fantis skreffuen), sagde ieg:
»I kand sette aff samme Slags saa mange der til, som Eder lyster, om
icke ett er nock; ieg wed dennem icke.« Gabel sagde atter: »_Ce n'est
que raillerie._« Dermed spurtis icke meere om Breffuet; men G. Ranzow
_inquirerte_ om mine _Iuëler_, spurte, huor den stoere Demant war,
min Mand fick i Franckeriige.[79] Ieg suarte den lenge siden att were
solt. Widre spurte hand, huor mine stoere Heng-Perler ware, som ieg
haffde borren som en Feder paa min Hatt, oc huor min stoere Tour
Perler war. »Alt ded«, suarte ieg, »er lenge siden solt.« Hand spurte
ydermere, om ieg da ingen _Iuëler_ meere haffde. Ieg suarte: »Nu
haffuer ieg ingen.« »Ieg meener« (sagde hand) »anden Stez.« Ieg
suarte: »Nogle loed ieg effter.« »Huor der?« (spurte hand). »Til
Bryg,« suarte ieg. Der paa sagde hand: »Nu faar ieg att spørge Eder,
_Madame_, om noget, mig selffuer wedkommer: Haffuer I besøgt min
Søster vdi _Paris_ nu sidst, I war der?«[80] Ieg suarte: »Ia«. Hand
spurte, om ieg war inde hoeß hender i Klosteret, oc huad Klosteret
heede. Ieg berettede hannem att haffue werret i Klosteret, oc att ded
heede _Couvent des Filles Bleues_. Der nickede hand wed som att sande
ded. Hand wille oc wide, om ieg haffde seet hender. Ieg sagde, att
ingen i ded Kloster sig aff nogen vden aff derris Forældre lader see,
derris Søskinde maa icke engang faa dennem att see. »Ded er sant,«
suarte hand, stoed dermed op oc gaff mig Haanden. Ieg bad hannem, att
hand Hs. kl. Mt. til Mildhed imod mig wille bewege, men hand suarte
mig intet. Der Rentemester Gabel mig gaff Haanden, bad ieg hannem om
ded samme. Hand suarte: »Ia, dersom I wille bekiende«; gick dermed vd
foruden nogen _Replicque_ att høre. Oc haffde de sig offuer tre
Tiimer med de Spørßmaal opholt. Der effter kom Slzf. ind oc sagde til
mig: »Nu skal I bliffue her inden for, der er ett smuckt Kammers, er
nyßen kalcket oc giort smuck huiid; giffuer Eder nu til Fritz.« Anna
oc Maren kom oc ind. Gud wed, ieg war sorgefuld, mødig oc træt,
haffde en v-liidelig Hoffuit Piine; maatte dog sidde saa lenge,
førend ieg kom til Huiile, indtil Sengesteded war tagen vd aff den
Mørcke Kircke oc hid ind fløt. Anna bemødede sig vdi midler Tiid alle
Huller i den Mørcke Kircke att vdkratze, meenendis enda noget att
finde, men til forgieffuis. Den Quinde, som eene hoeß mig skulle
were, kom oc da ind. Hinder war loffuet 2 Rdr. om Vgen; henders Naffn
er Karen Ollis Daatter. Effter Slozf. med Quinderne oc Maren haffde
spiiset, bød Anna oc Maren Blocks mig Goede Natt; den sidste teede
stoer _Affection_. Slozf. lucte tuende Døre for mit inderste Fengsel.
Paa den inderste Dør er ett fiirkantet Huul, som med Iern Rigler er
forwaret. Ded Huul wille Slozf. oc henge Laas for, men effterloed ded
for Karens Forbøn[s] Skyld, thi hun sagde icke att kunde faa sin
Aande, om ded skulle were luct. Saa hengte hand Laas for ded yderste
Kammers Dør oc for Døren til Trappen; haffde saa fiire Laaße oc Døre
toe Gange om Dagen att op- oc ilucke. Her wil ieg mit Fengsels Sted
beskriffue. Ded er ett Kammers, som er 7 aff mine Skrit lang oc 6
breed; der vdi staar tuende Senge, ett Bord oc toe Stoele. Ded war
nyß kalcket, huilcket gaff en stoer Stanck; ellers war Gulffuet saa
tyck med Skarn, att ieg meente, ded war aff Leer, der ded dog er lagt
med Muursteen. Ded er 9 Allen høyt, hualt, oc allerhøyest sidder ett
Windue, som er en Allen i Fiirkant. Der er dobbelt tycke Ierntraller
for, derforuden ett Sprinckelwerck, som er saa tet, att icke en liden
Finger kand stickis i Hullerne. Ded Sprinkelwerck haffde G. Rantzow
med stoer Forsictighed saaledis bestilt (som Slozf. mig siden sagde),
paa ded att ingen Due skulle noget Breff indføre, som hand wel før i
en _Romans_ haffde læst att were skeed. Ieg war suag oc aff Hiertet
høyt bedrøffuet, wentende en naadig Forløßning oc Ende paa min
Iammer, taw stille oc klagede mig intet, suarte lided, naar Quinden
mig tiltalte. Stønem i Tancker kratzede ieg paa Weggen, huor vd
offuer Quinden kom i de Tancker, att ieg war forstørret i Hoffueded,
sagde ded for Slozfogden, oc hand ded igien for Dronningen, som
flittig huer Maaltiid, naar Døren war aaben, sendte Bud for att lade
fornemme, huorledis med mig til stoed, huad ieg sagde, huad ieg
giorde. Quinden haffde da icke meget att sige, sin Eed med Fyllist
att giøre, huilcken hun (effter egen Sien) for Slozfogden haffde
afflagt. Men siden fick hun noget att giøre sig goed med. Oc effter
som Styrcken mig dagligen betogis, glædde ieg mig imod Enden, loed
den 21. _Augusti_ Slozf. indfordre, begierendis aff hannem, att hand
om en Prest wille anholde, som mig kunde berette. Ded bleff strax
bewilliget, oc Kl. Mts. Hoff-Predicanter, _Magister Mathias_ Foß[81],
befalet mig att betienne, huilcken paa sit Embedis Wegne saawel som
formedelst Befaling mig forreholt, att ieg icke min Samwittighed med
noget skulle beswære; ieg maatte were forsickret, att ieg aldrig her
i Werden fick min Mand meere att see; bad mig dog sige, huad ieg om
ded Forræderi wiste. Ieg kunde for Graad neppe Ordene vdføre, sagde,
att ieg want[82] for Gud vdi Himmelen, for huilcken intet er skiult,
att mig om ded Forræderi intet war witterligt; ieg wiste wel, att
ieg aldrig i mine Dage fick min Mand meere att see; ieg befalede
hannem den Allerhøyeste, som wiste min V-skyllighed; bad eeneste Gud
om ett saligt Endeligt oc Skilßmiße fra denne onde Werden; begierte
intet aff Presten, vden att hand mig vdi sine Bønner til Gud wille
ihuekomme, att Gud wille wed Døden giøre en Ende paa min Iammer.
Presten loffuede ded troeligen att effterkomme. Gud haffuer icke
behaget oß der vdi att bønhøre, haffuer wilt widre min Troe prøffue,
i ded hand mig megen Sorrig, Bedrøffuelse oc Widerwertighed siden den
Tiid haffuer tilskicket. Hand haffuer oc hiolpen mig Kaarßet att bære
oc hafft fatt wed den tyngeste Ende; hands Naffn wære ewindeligen
æret! Der ieg war bleffuen berettet, trøstede mig _M._ Foß oc bød mig
fare wel.
[78] Det er Prinds _Johan Georg_ af Sachsens Trolovelse med _Anna
Sophie_, Frederik III.s ældste Datter, her sigtes til. Mere herom i
det Følgende.
[79] Formodentlig da han var der som Gesandt i Aaret 1647. Ellers
er det bekjendt, at Dronning Anna ved denne Lejlighed forærede
Leonora Christina et Gulduhr, besat med Diamanter af stor Værdi; se
~Slange~, Christian IV.s Historie S. 1445.
[80] Denne Søster, ~Helvig Margrete Elisabeth R.~, havde været gift
med den bekjendte Krigshelt ~Josias Rantzov~, der døde som Marchal
af Frankrig. Allerede medens Manden levede, var hun gaaet over til
den katholske Tro, og efter hans Død gik hun i Kloster i Paris, men
stiftede senere selv en Nonneorden til Ære for Jomfru Mariæ
Bebudelse (Annunciataorden). 1666 forlod hun Paris og drog med sine
Nonner til Hildesheim, hvor hun 2 Aar senere fik Tilladelse til at
oprette et Annunciata-Kloster, og i dette var hun da selv Abbedisse
indtil sin Død 1706. Se ~Hofman~, Portraits historiques 2. P. p.
41-42; ~Danske Magazin~ 4 Bd. S. 117; ~Lauenstein~, Historia
diplomatica episcopatus Hildesiensis T. 1. pag. 294-95.
[81] Født 1627 i Lund, 1660 Hofprædikant, 1665 Professor i
Theologien ved Kjøbenhavns Universitet, 1672 Biskop i Aalborg, død
1683.
[82] D. e. ~vidnede~, af Præsens ~vinder~ = vidner.
Ieg laa saa stille hen vdi tre Dage, nød lided eller intet. Slozf.
spurte offte, om ieg noget begierte enten att æde eller dricke, eller
om hand skulle sige Kongen noget. Ieg tackede hannem, ieg begierte
intet.
Den 25. _Aug._ _importunerte_ Slozf. mig flux med sin _discours_,
meente, ieg haffde ond Troe til Dronningen. Hand tog ded der aff: thi
Dagen til forne haffde hand sagt mig, att Hs. kl. Mt. haffde befalet,
att huis ieg aff Køckenet oc Kelderen begierte, skulle de mig lade
følgactig were; huor til ieg da suarte: »Gud beware Hs. Mt.! hand er
en goed Herre, maatte hand were goed for onde Mennisker.« Oc sagde
hand da: »Dronningen er ocsaa goed«, huortil ieg intet suarte, huor
for hand nu Dronningen wille føre paa Tale oc høre, om hand kunde
drage nogen Ord aff mig; sagde: »Dronningen beklager Eder, att I saa
haffuer laded Eder forføre. I haffuer wult Eder selffuer den Vlycke,
ded giør hender ont; hun er Eder icke wree, hun haffuer Medliidenhed
med Eder.« Oc saa som ieg intet suarte, _repeterte_ hand ded igien,
oc alt imellem sagde hand: »Ia, ia, mein liebes Frewlein! es ist so,
wie ich sage.« Ieg war meget fortreedden offuer den Snack, sagde:
»_Dieu vous punisse!_« »Ho, ho!« (sagde hand) »sie wil pißen!« kalte
paa Karen, gick vd oc lucte Dørene. Dermed fick ieg v-formodendis
Roelighed for hannem. Latterligt war ded, att Quinden endelig wille
nøde mig til att lade mit Wand, fordi Slozf. saa sagde. Ieg bad
hender komme ihue, att hun nu icke tog ware paa ett Barn (hun haffde
werret Waag-Quinde før hoeß Børn). Hun kunde icke saa snart komme aff
den Waane att omgaaes mig som ett Barn, brugte lenge den Manner,
indtil ieg hender loed anded forstaa.
Der ieg fornam, att min Maffue begierte Maed, oc ieg Spießen hoes mig
kunde beholde, bleff ieg v-taalmodig, att ieg icke kunde døe, men att
ieg vdi saa stoer Elendighed skulle leffue; begynte med Gud att
_disputere_ oc wille med hannem gaa i Rette. Mig syntist ey att
haffue ded fortient; ieg meente att were for groffue Synder langt
reenere end som _Dauid_, der dog torde sige: »Skal ded da were til
forgieffuis, att mit Hierte wandeler v-straffelig, oc ieg toer mine
Hænder vdi V-skyllighed, oc ieg er dagligen plaget, oc min Straff
huer Morgen der?« Ieg meente icke att haffue saa offuerstoer en
Straff forskylt, som ieg med bleff straffet; sagde aff Iob: »Lad mig
wide, huorom du trætter med mig! Behager ded dig att giøre Wold?
Bortkaster du dine Hænders Gierninger?« Ieg glemte intet aff alt
ded, Iob sig med wille retferdig giøre, att fremføre, oc syntist mig,
att ieg ded billigen paa mig _applicere_ kunde. Ieg forbandede med
hannem oc med Ieremia min Fødsels-Dag oc war meget v-taalmodig,
haffde ded dog hoeß mig selffuer oc talte icke høyt; slap stønnem
v-forwarendis ett Ord vd, war ded dog paa tydsk (efftersom ieg meest
Bibelen paa tydsk haffuer læst), saa att Quinden ey forstoed, huad
ieg sagde. Meget v-roelig war ieg med Huiisten oc Kasten i Sengen hid
oc did. Quinden spurte mig offte, huor ded war fat. Ieg bad hender
lade mig haffue Fred oc intet tale til mig. Mig war aldrig bedre end
om Natten, naar ieg formerckede, att hun soff; saa kunde ieg med
Friihed lade mine Taarer flyde oc giffue mine Tancker derris frii
Lob. Da gick ded an paa en Rettergang. Ieg opregnede alt ded, ieg
v-skyldeligen vdi mine Dage haffde liid oc vdstaaet, holte Gud forre:
Om ieg war wegen fra min Plict? Om ieg skulle haffue giort mindre
imod min Ectefælle, end som ieg haffde giort? Om ded skulle were min
Løn, att ieg hannem vdi Moedgangs Tiid icke wille forlade? Om ieg nu
derfor skulle piinis, plagis oc bespottis? Om saa mange v-udsiigelige
Vlycker, ieg med hannem haffde vdstaaet, icke ware nock, att ieg
endeligen til denne v-lægelige stoere Vlycke skulle _conserveris_?
Ieg wil icke døllie min V-fornufft. Ieg wil bekiende mine Synder. Ieg
spurte: Om der endnu kunde were noget wærre tilbage, huor effter ieg
skulle leffue? Om der oc war nogen Iammer til i Werden, som wed min
kunde lignis? Bad Gud att giøre der paa en Ende, thi hand haffde
ingen Ære der aff mig saaledis att lade leffue oc stetze plagis; ieg
war dog icke aff Iern oc Staal, men, aff Kiød oc Blod. Ieg bad, att
mig maatte indskydis eller i Drømme forstendigis, huad ieg skulle
giøre, att ieg min Iammer kunde forkorte. Naar ieg lenge haffde
_disputeret_ oc trættet min Hierne, mig oc saa forgræt, att ded
syntist ey Taarer meere att were forhaanden, falt ieg i Søffn, men
waagnede med Forskreckelse, thi ieg vdi Drømme haffde v-hørte
gruelige Fantasier; saa ieg gruede for att soffue, begynte saa atter
igien min Elendighed att beklage. Endeligen saae Gud til mig med sine
Naadsens Øygne, saa att ieg den 31. _Augusti_ fick en roelig Søffn om
Natten, oc ret vdi Dagningen wognede ieg med effterfølgende Ord vdi
Munden: »Mein Kind, verzage nicht, wan du von Gott gestraffet wirst;
dan welchen der Herr lieb hatt, den züchtiget er. Er steupet aber
einen ieglichen Sohn, den er auffnimt«. Ieg talte de sidste Ord høyt
vd, tenckte, att Quinden soff; maaskee att hun i ded samme wognede,
oc spurte hun mig, om ieg noget begierte. Ieg suarte: »Ney«. »Da
talte I« (sagde hun), »oc neffnte Eders Strømper; ded anded kunde ieg
icke forstaa.« Ieg suarte: »Da haffuer ded werret i Søffne; ieg
begierer intet.« Laa saa stille hen oc besinnede mig; kiendte oc
bekiente min Daarlighed, att ieg, som ickun war Muld oc Iord, Støff
oc Aske, ia skiendelig Møg, med den allerhøyeste vbegriibelige Gud
wille gaa vdi Rette, trætte med min Skabere oc hands sluttede Raad,
mestere oc imod sige. Ieg falt vdi stoer Graad, bad inderligen oc
hierteligen om Naade oc Forladelse. Haffde ieg før giort mig reen med
Dauid oc stoelet paa min V-skyllighed, saa bekiendte ieg da med
hannem, att ingen findis retferdig for Gud, ia icke end en. Haffde
ieg med Iob talt daarligen, sagde ieg oc med hannem, att ieg haffde
giort v-wiißeligen oc talt om Ting, som ware mig for høye, oc ieg
icke forstoed. Ieg indflyde til Guds Naade, forlod mig paa hands
stoere Barmhiertighed, forreholdende hannem Moßen, Iosua, Dauid,
Ieremia, Iob, Ionas oc andre, huilcke ware høytbegaffuede Mænd oc dog
saa skrøbelige, att de vdi Nødens Tiid imod Gud knurrede oc murrede;
bad, hand mig, som ded allerskrøbeligste Leerkar, aff Naade ded wille
forlade, ieg kunde dog icke anderledis were, end hand mig haffde
giort. Alle Ting ware vdi hands Mact; ded war hannem let at giffue
mig Taalmodighed, saa som hand mig tilforne Styrcke oc Moed haffde
giffuen saa haarde Pust oc Stød att vdstaa. Oc bad ieg Gud (nest mine
Synders Forladelse) om intet anded end om en goed Taalmodighed min
Forløßnings-Tiime til att affwarte. Gud bønhørte mig naadeligen, hand
tilgaff mig icke alleeneste mine daarlige rasende Synder, men hand
gaff mig endoc ded, ieg hannem om bad, thi daglig Dags tiltog min
Taalmodighed. Sagde ieg stønnem med Dauid: »Wil da Gud forskyde
ewindeligen oc ingen Naade meere betee? Er ded da slet vde med hands
Naade, oc haffuer Løffterne en Ende? Haffuer da Gud forglemt att were
naadig oc sin Barmhiertighed for Wreede tilluct?« saa sagde ieg oc
widre med hannem: »Men dog, ieg maa liide ded altsammen, den Høyestis
Haand kand allting endre.« Ieg sagde aff den 119. Psalme: »Ded er mig
gaffnligt, Herre, att du ydmyger mig, paa ded att ieg kunde lære din
Ræt.« Guds Krafft giorde vdi mig sin Wirkning. Mig rant vdi Sinde
mange trøstlige _Sentenzer_ aff den hellige Skrifft, fornemmeligen
diße: »Saa fremt wii liide med Christo, skulle wii oc ærefuld giøris
med hannem«. _Item_: »Alle Ting skal tienne dennem til beste, som
frycter Gud«. _Item_: »Min Naade er dig nock, thi min Krafft
fuldkommis i Skrøbelighed«. I Synderlighed war offte i mine Tancker
Christi Ord hoeß _Lucam_: »Skulle Gud icke rædde sine vdwalde, som
raabe til hannem Dag oc Nat, endog hand haffuer Taalmodighed der
offuer? Ieg siger Eder, hand skal snart redde dennem!« Ieg fornam i
min Bedrøffuelse, huad Nytte man der aff haffuer i Vngdommen Psalmer
oc Bibelske-Sprog att haffue lært. Troer mig, mine Børn, ded haffuer
vdi min Elendighed werret mig en stoer Trøst. Derfor øffuer Eder nu i
Vngdommen vdi ded, som Eders Forældre Eder vdi Barndommen haffuer
laded lære, nu! (siger ieg) nu, Bedrøffuelsen Eder icke saa hart
giester, paa ded, naar hun kommer, I da kand were bereed att tage
imod hender oc Eder med Guds Ord att trøste.
Ieg be[g]ynte lit effter lit att giffue mig til Fritz, att tale med
Quinden oc att suare Slozf., naar hand talte til mig, saa Quinden
lallede[83] noget for mig, sagde, att Slozf. haffde wel befalet
hender, att hun skulle sige hannem alt, huad ieg sagde oc giorde, men
hun war wel wiißere, end hun ded skulle giøre; hun forstoed sig nu
bedre der paa end vdi de første Dage, huorledis hun skulle bære sig
ad; hand gick vd, ded war hender, som bleff hoeß mig indeluct, hun
wille were mig troe. Oc der hender syntist, att ieg icke strax trode
ded, hun sagde, soer hun høyt, bad Gud straffe sig den Dag, hun war
mig falsk, strøg oc klappede min Haand oc lagde den til sin Kind,
bad, ieg wille troe hender, brugte de Ord: »Min hierte Frue, I maa
troe mig: saa sant som ieg er ett Guds Barn, saa skal ieg aldrig
suige Eder! Nu, er ded icke nock?« Ieg suarte: »Ieg wil troe Eder«;
tenckte ey anded att wille sige eller giøre end ded, hun nock maatte
_divulgere_. Hun bleff meget glad att haffue faaet Munden op, oc
sagde hun: »Imens I laa saa stille hen for Eder selff, oc ieg haffde
ingen att tale med, da sørgede ieg inderlig oc wille icke saa lenge
[til?] haffue leffuet mit Liiff, om de end haffue wilt giffuet mig
dobbelt saa meget, thi ieg haffde bleffuen gall. Ieg war ræd for
Eder, men langt ræddere for mig selffuer, att Skruerne skulle haffue
gaaet løß i Hoffueded.« Hun snackede saa hen oc fant paa allehaande
att lee aff. Vdi Vngdommen haffde hun tient en Prest, som haffde holt
sit Tynd til Guds-Fryct, der haffde hun lært Psalmer, Bønner oc
bibliske Sprog vden ad; wiste oc enda Børne Lærdommen med
Vdleggelsen, sang oc temmelig wel. Hun wiste nogenledis, huorledis
hun burte att leffue oc sig imod Gud oc sin Næste att forholde; men
hun giorde twært imod, thi hun war aff en ond Natur. Hun war en
Quinde til Alders, wille dog regne sig iblant de midaldrende. Ded
syntist oc, att hun i sin Vngdom haffde wærret smuck oc noget
rasende, efftersom hun enda icke kunde lade sin Flanewornhed, oc
gantede hun sig offte med Torngiemmeren, med Slozf. Kusk wed Naffn
_Pær_ oc med en Fange, som heeder _Christian_ (bemelte Fange meldis
widre om); hand gick løß i Taarnet.[84] Maren Blocks loed mig offte
hælße wed for^{te} Kusk oc sendte mig adskillige Slags _canticeret_
Sucker oc _Zitroner_, loed mig da oc da wide, huad nyt som hun wiste.
Alt dette skulle wed Quinden forrettis; oc kom Quinden en Dag ind,
effter Dørene ware lucte, oc helßede mig fra Maren Blocks; siger:
»Frue, wil I skriffue til Skaane til Eders Børn, da er der nu en
sicker Leilighed.« Ieg swarte: »Miine Børn erre icke i Skaane, men
kand ieg faa Bud til Skaane, da haffuer ieg der en Wen, som wel skal
lade mig wide, huor miine Børn liider«. De flyde mig et Stycke
krøglet Pappir oc att skriffue med. Skreff med faa Ord F. Margrete
Rantzow[85] til i den Meening, att hender war min elendig forfallen
Stand wel witterlig, formodede dog, att henders Wenskab icke derfor
war forminsket, bad, att hun wille lade mig wiide, huorledis miine
Børn liide, oc wed huad Hændelse de skulle wære kommen til Skaane,
som bleff berettet, oc ieg dog icke troede. Ded war ded, ieg skreff
oc flyde Quinden; hørte intet widre derom, meener, att ded haffuer
wærret saa befalet for att see, huem ieg wille skriffue til _etc._
(De haffuer spøget, for att nogle aff Eder, miine kiære Børn, skulle
komme i Skaane.) Ieg syede Breffuet eller Seddelen til paa en Maade,
saa den icke kunde aabnis, foruden att ded io kunde synnis. Ieg
spurte nogle Gange Quinden, om hun icke wiste, om ded Breff war sendt
bort. Hun swarte altiid, hun wiste icke, oc ded med en suur Miine;
sagde endeligen engang (der ieg atter haffde beded hender spørge
_Pær_ ad): »Den, der skulle haffue ded, haffuer wel faaet ded.« Ded
Swar gaff mig Efftertancke, oc spurte ieg siden intet widre derom.
[83] Jeg vilde foretrække at læse: ~tatlede~, men Skrifttrækkene
synes ikke ret vel at tillade det.
[84] I Randen staar følgende Anmærkning: »_Naar som ieg spiiste,
saa haffde Quinden Leilighed att tale med de trende Karlfolck.
Kusken hialp att bære Madden op med Taarngiæmmeren, som heede
Raßmus._«
[85] ~Margrete Rantzov~, Datter af Frederik Rantzov til Asdal, var
gift med ~Ove Thott~ til Skabersjø og Bersjøholm i Skaane. Ove
Thott havde været en virksom Deltager i Malmøboernes Plan til en
Rejsning mod Svenskerne 1658-59, den samme Plan, hvis Opdagelse
foranledigede Korfits Ulfeldts Arrestation og senere hans Flugt fra
Sverig; jvfr. ~Danske Magazin~ 3 R. 1 Bd. S. 275 flg.
Ieg holte saa stetze wed Sengen, en Deel aff Aarsage, att ieg haffde
intet att fordriffue Tiiden med, en Deel aff Kulle, thi der bleff
icke opsat en Biilegger i mit Fengsels Kammers førend effter Nyt Aar.
Ieg begiærte nogle Gange aff Quinden, att hun wille formaa saa meget
hoes Pær, att ieg kunde faa noget Silcke eller Traa att sye lit for
Tiids Fordriiff paa ded Stycke Klued, ieg haffde, men fick til Swar,
hand icke torde. Lang Tiid der effter fick ieg att wiide, att hun
aldrig haffde beded Pær derom. Der kom ont nok, som holte mig i andre
Tancker end att fordriffue Tiiden med nogen Gierning. Ded hændede sig
den 2. _September_, at ieg hørte om Morgenen nogen gaa offuer ded
Rom, ieg ligger, huorfor ieg spurte Quinden, om hun wiste, om der war
et Kammers (thi Quinden gaar op huer Løffuerdag med Natkeedelen). Hun
swarte ia, att ded war et Fengsel som dette, oc att vdenfor stoed