Leonora Christina Ulfeldt's "Jammers-minde". En egenhændig skiedring of hendes fangenskab i Blaataarn i aarene 1663-1685 - 06

fortæller Korfits U., at han i den Tid, Dina og hendes Moder sade
fangne paa Kjøbenhavns Slot, ikke blot stræbte at gjøre den Første
Fængslet saa behageligt som muligt, men at han endog, først ved
gode Ord, siden ved Trudsler og Sult, søgte at overtale Moderen til
at erklære, at Korfits Ulfeldt var Fader til Dinas Barn; se
~Høytrengende Æris Forsuar~ S. 90.
[44] Med den foranstaaende Beretning om Leonora Christinas Ankomst
til Kjøbenhavn og Indsættelse i Blaataarn kan sammenlignes en
samtidig trykt Beretning af et Øjenvidne (optrykt i ~Danske
Magazin~ 3 R. 2 Bd. S. 73); jvfr. ~Becker~, Saml. til Danm. Hist.
und. Fredr. III. 2 D. S. 11 flg. og S. 289; ~Bircherod~'s Dagbøger
ved Molbech S. 89.
[45] ~Christian Rantzov~ til Breitenburg (1650 tydsk Rigsgreve,
1661 Overstatholder og samme Aar Premierminister) var, som allerede
i Indledningen omtalt, den, der nærmest blev Midlet til Korf.
Ulfeldts og Leonora Christinas Løsladelse fra Fangenskabet paa
Bornholm (jvfr. dog S. 7 Anm.). Sit venskabelige Sindelag mod den
Ulfeldt'ske Familie lagde han ogsaa senere for Dagen, da han, paa
Efterretningen om Fuchs's Mord, lovede Korf. Ulfeldt at indlægge
Forbøn hos Kongen for hans Søn; se S. 22 Anm. 2. Naar desuagtet
Leonora Christina paa flere Steder i dette Værk hentyder til hans
Fjendskab mod hendes Mand, da er det vel sandsynligt, at hans
Stemning mod denne havde forandret sig en Del som en Følge af de
under Ulfeldts sidste Ophold i Udlandet indtrufne Begivenheder. Men
muligt er det dog ogsaa, at Leonora Christinas Bedømmelse af ham er
bleven paavirket af den Omstændighed, at han var Præses i den
Samling af Højesteret, som afsagde Dommen over hendes Mand. --
~Christoffer Gabel~ og ~Peder Reedtz~ spillede begge en saa
fremtrædende Rolle i hin Tids indre Historie, at jeg vel tør
forudsætte det Vigtigste af deres Levnetsløb kjendt af Læseren. Den
Første havde, ligesom Grev Rantzov, vist sig virksom for at skaffe
det Ulfeldt'ske Ægtepar fri af Fangenskabet paa Hammershuus, men
han maatte rigtignok ogsaa med Rantzov dele Beskyldningen for at
være bleven kjøbt dertil. Baade han og Peder Reedtz havde, som
Medlemmer af Højesteret, været med til at dømme Ulfeldt. Naar det
et enkelt Sted (~Danske Magazin~ 3 R. 1 Bd. S. 286-87) hedder, at
Gabel endnu efter Domfældelsen gjorde sin Indflydelse gjældende til
Fordel for Ulfeldt, saa at han endog skal have givet denne
Lejlighed til at undslippe sine Forfølgere, da er dette ganske vist
fuldstændig opdigtet. -- ~Erik Krag~ til Bramminge (f. omtr. 1620,
omtr. 1645 kongelig Sekretair, 1654 Oversekretair, senere
Gehejmeraad, Assessor i Collegio Status og Højesteret, d. 1672)
vides ikke paa anden Maade at være traadt i Forhold til den
Ulfeldt'ske Familie, end saaledes som det berettes i dette Værk,
nemlig ved at være den, der førte Protokollen ved Forhørene over
Leonora Christina.
[46] Ogsaa i Leonora Christinas haandskrevne Selvbiografi hedder
det, at det var Sundhedshensyn, som bevægede hendes Mand til i
Sommeren 1662 at foretage en Rejse til Paris fra Brygge, hvor han
ellers opholdt sig. Det er imidlertid sikkert, at Ulfeldt i Paris
ikke blot stadig omgikkes de franske Ministre, men endog gjennem
dem skaffede sig Adgang til Ludvig XIV.'s egen Person, og dette i
Forening med nogle Yttringer af Kongen selv og en fra denne til
Ulfeldt rettet Skrivelse (trykt i ~Hofman~'s Danske Adelsmænd 2 D.
S. 302) gjør det mere end sandsynligt, at Rejsens Formaal var
politisk, ja man synes endog gjennem det Slør af
Hemmelighedsfuldhed, som hviler over denne som over saa mange andre
af Ulfeldts Handlinger, tydelig at skimte Omridset af ganske
lignende Planer som dem, hvorfor han senere dømtes; jvfr.
~Skandinav. Litteraturselsk. Skrifter~ 1806, S. 193-94 og 1808, S.
158.
[47] D. e. ~Joseph Frants Borro~ (eller ~Burrhus~), den bekjendte
Læge og Guldmager, der nogle Aar senere (1667) ogsaa kom her ind i
Landet, hvor han, støttet ved Frederik III.'s Gunst, spillede en
temmelig fremtrædende Rolle lige til Kongens Død.
[48] ~Jan Marcus Cassetta~ var en flamsk Adelsmand, som efter Alt,
hvad vi vide om ham, baade gjennem Leonora Christinas egne
Udtalelser længere henne i dette Værk og gjennem andre Kilder, har
været den Ulfeldt'ske Familie en oprigtig hengiven Ven og en
trofast Støtte i Nøden; se bl. ~A. Suhm~, Nye Samlinger 3 Bd. S.
250; ~Wolff~, Journ. f. Politik 1815, 4, 279; ~Danske Magazin~ 3 R.
1 Bd. S. 286-87 og 292-93. Som det ovenfor fortælles, fulgte han
Leonora Christina til England, og han blev tilligemed hende anholdt
i Dover, men fik dog som spansk Undersaat snart sin Frihed igjen.
Han vendte nu tilbage til Brygge, og efterat han her havde haft
Lejlighed til med Held at staa Ulfeldts Døttre bi mod de
Forholdsregler, som den danske Udsending, Generaladjudant ~Mikkel
Skov~, paa sin Regerings Vegne havde ment sig forpligtet til at
tage imod dem, ægtede han den ældste af Døttrene, ~Anne Cathrine~,
den samme, som senere -- efter Mandens Død -- levede sammen med
Moderen paa Maribo Kloster.
[49] Familien ~d'Aranda~ var en af de mest ansete Slægter i Brygge;
i Løbet af et Par Aarhundreder havde dens Medlemmer beklædt de
højeste borgerlige Værdigheder i denne By. En Mand af Familien,
~Bernard d'Aranda~, var 1637 gaaet i dansk Tjeneste, og var, efter
først at have tjent i nogen Tid i Armeen, bleven brugt af Christian
IV. i forskjellige diplomatiske Sendelser. Han forlod Danmark efter
Christian IV.'s Død, men kom paa en Rejse til Landet igjen 1658, og
paa denne Rejse døde han, som det hedder: »i sin gamle Ven, Grev
Ulfeldts Arme.« Bernard d'Aranda havde 2 Brødre, af hvilke den ene
(~François~?) var Borgmester i Brygge, den anden, ~Emanuel~,
Auditeur i samme By. Hos disse Mænd fandt Ulfeldt, da han 1662-63
opholdt sig i Flandern, den venligste Modtagelse, ja han boede
endog en Tidlang hos den ene af dem. Se især ~Biographie nationale
publ. par l'acad. royale des sciences~ etc. ~de Belgique~ T. 1.
pag. 356-61; jvfr. ~Paus~ 2, 286; ~Wolff~, Journ. f. Polit. 1815,
4, 272 og 279; ~Danske Magazin~ 3 R. 1 Bd. S. 286.
[50] Om denne Mand ser jeg mig ikke i Stand til at give nogen
yderligere Oplysning.
[51] Rigsadmiral ~Henrik Bjelke~ (f. 1615, 1649 Befalingsmand paa
Island, 1657 Viceadmiral, 1660 Rigsraad og Rigsadmiral) var gift
med ~Edel Ulfeldt~, en Søster til Korfits Ulfeldts Svoger ~Ebbe
Ulfeldt~. Han havde altid vist sig Ulfeldt hengiven (det var bl. A.
ham, der 1662 skaffede Ulfeldt Tilladelse til paa nogen Tid at
forlade Landet, se ~Histor. Tidsskrift~ 3 Bd. S. 449), og skjønt
man just ikke behøver at tro paa Sandheden af, hvad Korf. Ulfeldt
efter Generalmajor ~Spans~ Beretning skal have sagt, nemlig at
Rigens Admiral havde lovet ikke at ville lægge hans Planer mod
Kongen og Landet Hindringer i Vejen (~Paus~ 2, 238), fatter man dog
let, hvor smerteligt det maa have været for Bjelke, da han, som
Medlem af Højesteret, maatte tage Del i Afsigelsen af Dommen over
Ulfeldt.
[52] ~Oluf Brokkenhuus~ til Hjulebjerg (Befalingsmand paa
Svenstrup, i Aarene omkring 1650 Slotsherre paa Kjøbenhavns Slot,
1665-68 Landsdommer i Sjælland) var gift med en Søster til Korf.
Ulfeldt, ~Karen U.~ (f. 1611). Ogsaa han var en Ven af Korfits, og
af et Brev fra denne (~Wolff~'s Journ. f. Politik 1816, 1, 132)
fremgaar det, at Brokkenhuus vedblev at være ham god lige til det
Sidste.
[53] ~Elisabeth~ eller ~Else Parsberg~, en Datter af Rigsraad ~Oluf
Parsberg~ til Jernit, havde været gift med ~Laurids Ulfeldt~ til
Urup og Egeskov (f. 1605, d. 1659), en ældre Broder til
Rigshovmesteren. I en noget senere Tid end den, hvorom her er Tale,
var hun Griffenfeldts fortrolige Veninde, men den Del af hendes
Brevvexling med denne Mand, som er trykt hos ~Wolff~, Griffenfelds
Levnet S. 169-80, sætter ikke hendes Karakter i det smukkeste Lys.
[54] ~Marie Ulfeldt~ var en Søster til Korfits U. Hun var født 1619
og blev 1634 gift med ~Axel Arnfeldt~ til Basnæs. Nogle Optegnelser
af hende selv om hendes egen og hendes Mands Slægt ere trykte i
~Danske Magazin~, 3 Bd. S. 362-65.
[55] ~Charles de Gontaut~, Hertug af ~Biron~, en af sin Tids første
Hærførere, indgik med Hertugen af Savoyen og den spanske Regering
en Sammensværgelse mod Henrik IV. af Frankrig. Sammensværgelsen
blev opdaget, men Kongen tilgav Biron, som tidligere havde været
hans Yndling. Det varede imidlertid ikke længe, før Biron blev
grebet i at ville bringe Sammensværgelsen i Stand igjen. Han blev
nu arresteret, og skjønt man antager, at han igjen vilde være
bleven benaadet, hvis han havde tilstaaet sig skyldig, vedblev han
at nægte og blev saa halshugget den 31. Juli 1602.
[56] Senere er tilføjet: »_oc der bleff luct_«.
[57] Det beror paa en Forvexling, naar ~T. Hofman~, Danske
Adelsmænd 2 Bd. S. 325, kalder Hovmesterinden ~Abel Cathrine von
der Wisch~. Dette var nemlig Navnet paa »Proviant-Skriverens
Kvinde«. Hun var gift med ~Hans Hansen Osten~, Proviantskriver paa
Kjøbenhavns Slot og Inspektør over det kongelige Gods paa Lolland
og Falster. Hun døde den 1. Januar 1676 (f. 19. April 1627), og
legerede i sit Testament bl. A. 7 Bygninger i Kjøbenhavn til en
Stiftelse, de efter hende opkaldte ~Abel Cathrines Boder~; jvfr.
Indskriften paa hendes Epitaphium i ~Thurah~'s Hafnia hodierna pag.
291 samt ~H. Hofman~'s Saml. af Fundationer T. 10 S. 368-70. (Om
iøvrigt v. d. ~Wisch~ var hendes Pigenavn, eller om det ikke
snarere var et Navn, hun havde faaet ved et tidligere Giftermaal,
bliver idetmindste tvivlsomt derved, at hun i ~Pontoppidan~'s
Annales ecclesiæ Dan. 4 Th. S. 580 kaldes Abel Cathr. ~Mesing~, thi
efter Pontoppidans eget Udsagn var hun en Søster til hans
Bedstemoder.) Hvad Hovmesterindens Familienavn var, skal jeg ikke
kunne sige. Hun var Enke efter en (rimeligvis tydsk) Oberst
~Schaffshausen~ (se Side 39), og formodentlig er hun kommen herind
i Landet med Dronning Sophie Amalie.
[58] Dette Punktum er senere overstreget, og i dets Sted er
tilskrevet i Randen: »_Gud forblindede derris Øyen, saa de bleffue
icke war miine Ørringe, vdi huilcke sidder en stoer Rosensteen i
huer, huilcke ieg nu Steenene haffuer fra bøyet. Gullet, som er
slangewiiß giort, sidder endnu i Ørene. De bleffue oc icke waer, at
noget war indsyet om mit Knæ._« -- Jvfr. S. 21 Anm. 3.
[59] Se S. 34 Anm. 3.
[60] Formodentlig ~Anne Cathrine Charisius~, en Datter af den
danske Resident i Haag ~Peder Charisius~. Hun blev den 15. Juni
1667 gift med ~Morten Skinkel~ til Søholm.
[61] Dette Ord er senere overstreget.
[62] ~Elisabeth Augusta~, en yngre Søster til Leonora Christina, f.
1623, blev 1639 gift med ~Hans Lindenov~ til Iversnæs,
Befalingsmand paa Kallundborg og senere Rigsraad. Manden døde under
Kjøbenhavns Belejring 1659, og Elisabeth Augusta kom siden i den
yderste Fattigdom. Nogle højst ynkelige Breve fra hende til
~Griffenfeldt~ ere trykte i ~Wolff~'s Griffenfelds Levnet S.
131-34.
[63] Naar Forf. her og i det Følgende taler om sin »salig Herre«,
maa det vel erindres, at Korfits Ulfeldt rigtignok forlængst var
død, da hun nedskrev Fortællingen om sit Fangenskab, men at han
endnu levede paa den Tid, da de ovenfor skildrede Begivenheder
foregik.
Den 9. _Augusti_ om Morgenen, der Klocken war 6, kom Slozfogden ind,
bød Goed Morgen oc spurte, om wii wille haffue Brendewiin. Ieg suarte
intet. Hand spurte Maren, om ieg soff. Hun suarte icke att wide ded,
gick til Sengen oc giorde mig samme Spørßmaal. Ieg tackede: ded war
den Slags Drick, ieg aldrig haffde smagt. Slozfogden snackede med
Maren, war meget glad tiilig paa Dagen, fortelte sine Drømme, som
hand vden Tuiffl sig _finguerte_ for att haffue noget att sige. Hand
sagde hender himligen, att hun skulle komme til Dronningen, oc
befoel hender att sige høyt, ded hun begierte lit att gaa vd. Hand
sagde sig att wille bliffue saa lenge hoeß mig, indtil hun kom igien,
huilcket hand oc giorde, talte nogle Gange til mig oc spurte: Om ieg
noget begierte? Om ieg haffde soffuet? Om Maren haffde wel waaget?
Men hand fick ingen Suar, huor for Tiiden bleff hannem flux lang.
Hand gick vd oc ind i Trappen, sang en Morgen Psalme, raabte snart
paa en, snart paa en anden, som hand dog wel wiste icke ware
tilstede. Der war paa de Tiider en wed Naffn Ion, som bar Madden med
Raßmus Taaren-Giemmer, den kalte hand offuer 40 Gange paa oc ded vdi
en Sang, tog Tonen høyt oc law, skreeg stønnem, høyeste hand kunde,
suarte sig selffuer oc sagde: »Far, he iß dar nicht, he iß, som Gott!
dar nicht«; skaagger loe aff sig selffuer, tog saa paa att raabe
igien, enten paa Ion eller paa Raßmus, saa mig syntist, att hand
haffde smagt Brendewiinen. Imod 8 Slet kom Maren igien oc sagde, att
der kom wist imod Middag tuende Quinder, som skulle løße hender aff.
Effter nogen Samtale, Slozf. haffde med Maren, gick hand vd oc lucte
Dørene. Maren fortelte mig, huorledis Dronningen haffde laded hender
for sig fordre oc adspurt, huad ieg sagde, oc huad ieg giorde, oc att
hun haffde suart, att ieg laa stille for mig hen oc talte intet.
Dronningen haffde spurt, om ieg græd meget. Maren suarte: »Io wist,
hun grædder for sig himmelig.« »Thi« (sagde Maren) »haffde ieg sagt,
att I icke græd, saa haffde Dron. tenckt, att I icke haffde endnu
nock att græde for«. Maren adwarede mig, att en aff de toe Quinder,
som skulle tage ware paa mig, war Kongens Skomagers Quinde, en tydsk
oc meget wel lied aff Dronningen. Hendis Majt. haffde brugt hender
Vldrich Christian Gyldenløwe vdi sin raßende oc fortuifflende Sygdom,
aff huilcken hand døde, att betienne[64], oc galt samme Quindis Ord
meget hoes Dron:. Den anden Quinde wiste Maren icke, huem skulle
were, men for^{te} haffde talt med Dron. vdi Marens Nærwærelse oc
sagt sig icke eene hoeß mig att torde were. Quinderne komme icke
førend om Effter-Middagen wed 4 Slet. Slozf. ledsagede dennem oc
lucte op for dennem. Den fremmeste war Skomager Quinden wed Naffn
Anna, som i gemeen altiid wille haffue Orded. Den anden war Kongens
Sadel-Knechtis Quinde wed Naffn Catharina, ocsaa en tydsk. Effter
Helßen sagde Anna, att de aff Henders Majt. Dronningen ware befalet
en Dags Tiid eller toe hoeß mig att were oc mig att opwarte. »Vdi
Guds Naffn«! suarte ieg. Anna, som war meget beschæfftig, spurte mig
oc sagde: »Wil de Frue ock wat hebben? Se kan het man seggen, so wil
ick bii de Königinne darumb anholden«. Ieg tackede hender oc sagde,
att ieg wel war nogle aff mine Klæder begierendis, som: tuende
Nattrøyer, en silckebunden oc den anden aff huit-noppet Tøy, min
Brystug, noget paa mit Hoffuet, miine Kamme oc for alting min
Been-Balsam-Byße, huilcken ieg høyt behøffuede. Hun sagde ded med
forderligste att forrette, huilcket hun oc giorde, gick paa Stand oc
ded anbragte. Forneffnte bleff mig altsammen wed Slozf., der Klocken
war 6, tilstillet, saa nær som Balsam-Byxen, som sagdis att were
bortkommen, vdi huis Sted mig en Blick-Buddicke med heel slet
Slag-Balsam igien bleff giffuen. Der Afften Maaltiid skulle holdis,
deckede Cathrina paa en Stoel for min Seng, men mig lystede intet att
æde, begierte en Zitron med Sucker, huilcken ieg oc bekom. Slozfogden
satte sig med de tuende Quinder til Bordz oc tiente dennem i Steden
for Spillemand, saa att man ey skulle haffue sagt, att de ware vdi
Græde-Huuß, men wel vdi Gille-Huuß. Ieg bad Gud inderlig om Siælens
Styrcke oc Taalmodighed, att ieg mig ey skulle lade irre. Gud
bønhørte mig, hands Naffn wære æret! Der Slozf. war Sladder oc Latter
træt, bød hand Goede Natt effter 10 Slet, sagde til Quinderne, dersom
de wille noget, skulle de bancke, Taarn-Giemmern war neden vnder. Der
hand begge Dørene haffde tilluct, stoed ieg op, oc redde Cathrina min
Seng. Anna haffde en Bønne-Bog med sig, der aff læste ieg
Afften-Bønnen oc andre Bønner for dennem, lagde mig oc bød dennem
Goede Natt. De lagde sig oc vdi en Slag-Benck, til dennem war opreed.
Ieg soff da oc da, stackede Søffne tillige.
[64] ~Ulrik Christian Gyldenløve~, en Søn af Christian IV. med
Vibeke Kruse og lige bekjendt for sin Tapperhed og sine
Udsvævelser, døde under Kjøbenhavns Belejring den 11. December
1658.
Den 10. _Aug._ Klocken 6 om Morgenen lucte Slozfogden op, huor
vdoffuer Quinderne sig glæde, som inderligen effter hannem lengtist,
vdi Synderlighed Cathrina, som er en fyllig Quinde; hun kunde den
indklemte Lufft icke taale, war meesten syg den gandske Natt. Der
Slozf. dennem effter Helßen haffde spurt, huor dennem liidde, om de
endnu leffuede, oc de hannem derris Tilstand haffde klaget, bød hand
dennem Brendewin, huor imod de toge med begge Hænder. Der Klocken war
7, begierte de att gaa hiem, huilcket oc skeede; dog giorde de
Dronningen først en _Relation_ om, huis den halffue Dag oc Natt war
paßeret. Slozf. bleff inde hoeß mig. Der Klocken gick mod 9, satte
hand en Stoel ind foruden noget att sige. Ieg merckte der paa, att
der wille komme Besøgelse, oc skeede lige saa, att lided der effter
kom ind til mig Greff Rantzow, _Premier Ministre_, Cantzeler H. Peter
Retz, Rentemester Christoffer Gabel oc _Secreterer_ Erick Krag,
huilcke effter Haand Giffuen sig satte for min Seng. Krag, som Papir,
Pen oc Bleck med sig haffde, satte sig wed Borded. G. Rantzow
huißkede til Cantzeler noget lided. Cantzeler begynte der paa sin
Tale saaledis som første Gang, att Hs. kl. Majt. haffde høy Aarsage
til ded, hand imod mig giorde. »Hans Majt. haffuer« (sagde hand
widre) »_susspition_ til Eders Persohn, oc ded icke vden Aarsage.«
Ieg spurte, huor vdi den _susspition_ bestoed. Cantzeler sagde:
»Eders Mand haffuer bøded en fremmet Herre Dannemarckis Riige
til«[65]. Ieg spurte, om Dannemarckis Riige hørte min Mand til, att
hand ded kunde vdbyde, oc efftersom ingen suarte, foer ieg widre fort
oc sagde: »I goede Herrer kiender alle min Herre; I wiide, att hand
haffuer werret _æstimeret_ for en Mand aff Forstand, oc ieg kand
forsickre Eder, att der ieg skiltist fra hannem, da haffde hand endnu
sin fulle Fornufft. Nu er let att tencke, att ingen forstandig Mand
ded skulle vdbyde, som icke stoed i hands Mact, oc hand icke raade
for. Hand er io vdi ingen _Charge_, haffuer ingen Myndighed eller
Midler, huor skulle hand were saa daarlig saadan Tilbud att giøre, oc
huad for en Herre skulle wille tage der imod?« G. Rantzow sagde:
»Ded er dog saa, _Madame_; hand haffuer tilbøded Dannemarck en
fremmet _Potentat_, I wed ded wel.« Ieg suarte: »Gud skal were mit
Widne dertil, att ieg ded icke wed!« »Io,« sagde G. Ranz., »Eders
Mand haffde ingen Ting skiult for Eder, derfor wed I ded wel«. Ieg
suarte: »Ded er wist, att min Mand icke skulle skiyffle noget for
mig, som oß begge angick. Ded, som hands Bestilling i fordum Dage wed
kom, bekümrede mig intet; men ded, oß begge paarørte, duulte hand
icke for mig, saa att ieg er forsickret, att dersom hand haffde hafft
noget dißlige for, att hand ded icke skulle haffue tawt for mig. Oc
ieg kand ded med Sandhed sige, att mig icke ded allerringeste derom
er bewist.« G. Rantzow sagde: »_Madame_, bekiender ded, imens Kongen
Eder endnu beder!« Ieg suarte: »Wiste ieg ded, da skulle ieg ded
gierne sige, men saa sant som Gud leffuer, saa wed ieg ded icke, oc
saa sant kand ieg oc icke heller troe, att min Mand skulle haffue
werret saa daarlig, thi hand er en suag Mand. Hand nødde mig til att
drage til Engeland de vdlaante Penge att indkræffue, ieg wille nødig
haffue mig den Reiße paataget, en stoer Deel aff den Aarsage, att ieg
saae, hand war saa meget suag. Hand kunde icke i en Gang gaa en
Trappe op aff faa Trin foruden att huiile sig oc tage effter sin
Aande; huor skulle hand tage sig noget Werck for aff _Travaille_? Ieg
kand med Sandhed sige, att hand icke er 8 Dage tillige frii foruden
Anstød, sær aff ett Tilfald, sær aff ett anded.« G. Rantzow huißkede
atter til Cantzeler, oc sagde Canzelern widre: »_Madame_, siger med
goede, huorledis ded sidder sammen, oc huem der er Medwidre i denne
Sag, siger ded, den Stund Eder derom bedis! Hs. kongl. Majt. er en
_absolut_ Herre, hand er icke bunden til Lowen, hand kand giøre, huad
hand wil; siger ded!« Ieg suarte: »Ieg wed wel, att Hands kongl.
Majt. er en _absolut_ Herre, ieg wed oc, att hand er en christelig oc
Samwittigheds Herre, derfor giør Hs. kongl. Majt. intet anded end
ded, hand for Gud vdi Himmelen kand forsuare. See, her er ieg! I kand
giøre wed mig, huad I wil; ded, ieg icke wed, ded kand ieg icke
sige.« G. Rantzow begynte atter att komme frem med _Marichal de
Birron_ oc giorde der aff en lang _dicente_. Huor til ieg endeligen
suarte, att _Marichal de Birron_ kom mig intet wed, ieg haffde der
til intet att suare, oc syntist mig, att den Sag kom intet her wed.
G. Rantzov spurte mig, huor for ieg icke haffde sagt, der ieg bleff
adspurt, huem ieg her vdi Riget med haffde _corresponderet_, att ieg
haffde skreffuen hannem oc Rentmester Gabel til. Dertil suarte ieg,
att ieg meente, de, mig spurte, de wiste ded selffuer wel, saa ieg
icke haffde fornøden dennem att Naffn giffue; sagde alleeneste om de
andre, huorom de maaskee icke wiste. G. Rantzow huißkede atter til
Canzeler, oc sagde Canzeler: »I haffuer skreffuen i ett Breff til F.
Elße Paßberg om anden Tilstand i Dannemarck« (i ded saae hand til G.
Ranzow oc spurte, om ded war icke saa, eller huorledis ded war),
»huad meente I dermed, _Madame_?« Ieg suarte ey att kunde mindis,
huad hendis Breffue mig haffde giffuen for Aarsage att suare til;
»ded, som staar for eller følger effter, skal vden Tuiffuel wel sige
min Meening; maa ieg faa min Haand att see, saa skal den nock
vdwiiße, att ieg intet haffuer skreffuen, som ieg io kand suare
til.« Der bleff intet meere om talt. G. Ranzow adspurte mig, huem aff
fremmede _Ministri_ hoeß min Herre i Bryg haffde werret. Ingen
(suarte ieg), som mig witterlig war. Hand spurte widre, om ingen
holsteinske Herremend hoeß hannem haffde werret. _Resp._ »Icke mig
witterligt.« Der effter opregnede hand alle Fürster vdi Tydßland, fra
Keyseren indtil Fyrsten aff Holstein, spurte særdelis om en huer, om
icke nogen aff derris _Ministri_ hoeß min Mand haffde werret. Ieg
gaff samme Suar som før til huert ett Spørßmaal _à part_, att icke
war mig witterligt, nogen aff dennem hoeß hannem haffde werret. Der
effter sagde hand: »Nu, _Madame_, bekiender! ieg beder Eder; tencker
paa _Marichal de Biron_! Eder bedis icke meere.« Ieg war noget kied
aff att høre _Biron_ tiire, huorfor ieg noget hastig suarte: »Ey, ieg
kümrer mig intet om _Mar. de Bir._; ieg kand icke sige ded, ieg ingen
Skiæl wed til.« _Secreterer_ Krag haffde skreffuen noget hastig, som
ded syntist, thi der hand effter min Begiering skulle oplæße, huad
hand haffde skreffuen, da riimte Suarrene sig icke paa Spørßmaalene;
en Deel war maaskee formedelst Hastighed forseet, oc maaskee en Deel
aff _Malice_, thi hand war min sl. Herre icke goed. Ieg _protesterte_
der paa, der hand _Protocollet_ oplæste. Canzeler sandede med mig i
alle Poster, saa Krag maatte skriffue ded om igien. Der paa stoede de
op oc toge Affskeed. Ieg bad dennem, att de Hs. kl. Mt. wille bede,
att Hs. Mt. mig en naadig Herre wille wære oc icke troe, huis hannem
om min Mand war bleffuen berettet; ieg wille ey formode, ded sig
skulle befinde, att hand nogen Tiid war wiiget fra hands Plict. »Ia,«
suarte G. Ranzow, »wille I bekiende, _Madame_, oc sige os, huem der
er i dette Werck, oc huorledis ded sidder tilsammen, saa kunde I
maaskee faa en naadig Herre oc Konge.« Ieg soer wed den leffuende
Gud, att ieg ded ey wiste; ieg wiste om intet dißlige, mindre om
nogen Medwidre. Der med ginge de bort effter att haffue nesten tre
Tiimer hoeß mig tilbragt, oc kom Slozf. ind med Quinderne. Der bleff
decket, oc Maed indborren, men ieg nød intet vden en Dryck Barßbier.
Slozf. satte sig med Quinderne til Bordz. Haffde hand icke werret
lystig før, da war hand da, fortelte den eene skiiden Snack effter
den anden. Der de ware mætte aff Maed oc trætte aff Snack, gick hand
bort oc lucte; kom effter Sædwane igien Klocken 4 om Effter-Middagen
oc lucte Quinderne vd, bleff saa lenge hoeß mig, indtil de komme
igien, huilcket i gemeen warede toe Tiimer. Vdi midler Tiid Quinderne
ware eene hoeß mig, bleff intet talt om anded, end Anna fortaalte
Cathrina hendis vdstandene Sorrig med henders første Mand. Ieg loed
da, som ieg soff, liige saa giorde ieg, naar Slozf. war eene
hoeß mig, saa hand fordreff Tiiden med att siunge oc nynne.
Afftens-Maaltiid war oc lystig for Quinderne, thi Slozf. giorde
dennem stoer Tiidsfordriff, fortelte dennem om hands anden Gifft,
huorledis hand beilede foruden att wide til huem, wiste ded ey
heller, føre end hand la Orded skulle hente. Den Fortelling war saa
potzerlig som witløfftig, ieg _observerte_ ded, att den warede 5
Quarter. Der hand haffde bøded Goede Natt, satte Anna sig ved min
Seng, begynte att tale med Cathrina oc sagde: »War ded icke en
gruelig Ting med ded Forræderi att myrde Kongen, Dronningen oc ded
gandske kongelige Huuß?« Cathr. suarte: »Gudske Loff, Kongen,
Dronningen oc all Herskabet leffuer endnu!« »Ia«, sagde Anna, »ded
war icke Forrædernis Skyld, ded icke skeede; ded bleff for hastig
aabenbaret, Kongen wiste ded i tre Maaneder, førend hand ded
Dronningen wille aabenbare. Hand gick melancolisk oc altiid grundede,
kunde icke troe ded; omsider, der hand war fuldkommen wiß der paa,
saa sagde hand Dronningen ded; der med bleff Liiffwacten fordoblet,
som I wed.« Cathr. spurte, huor de haffde faaet ded att wide. Anna
suarte: »Ded maa Gud wiide; ded holdis saa himmelig, att ingen engang
maa spørge derom, fra huem ded er kommen.« Ieg kunde icke lade io ett
Ord dertil att suare, oc syntist mig ded beklageligt nock, att man
icke kunde faa Angiffueren att wide, oc war merckeligt, att ingen den
Angiffuen torde were bekiendt. Cathr. sagde: »Skulle ded oc wel were
sandt?« »Huad er ded, I siger?« suarte Anna; »skulle Kongen giøre
ded, hand giør, vden hand war wiß paa, ded war sant?[66] Hui snacker
I saa?« Ieg holte denne Samtale for oplagt att were for att drage
nogle Ord aff mig til att fremføre, huor for ieg icke meget dertil
suarte, anded end, att ieg endnu intet haffde seet, som den Snack
giorde bewiißlig, derfor meente ieg, att mig war tilsted icke att
troe den, indtil ieg saae wisse Tegn dertil. Anna bleff wed hendis
_Propos_, vndrede sig, att der kunde were saadanne forbandede
Mennisker til, der wille myre den goede Konge, giorde ded saa
witløfftig. Hender kunde icke fattis Materia, thi hun begynte alltiid
paa ded første igien; men endelig fick hun att høre op, efftersom
hun talte eene oc huercken aff Cathr. eller aff mig bleff
_interromperet_. Ieg stoed op oc begierte att haffue min Seng reed,
huilcket Cathr. stetze forrettede. Anna saae til Liußet om Natten,
thi hun war aarwaagner end Cathr:. Ieg læste for dennem i Annas Bog,
befalede mig Gud oc lagde mig til Søffns; men Søffnen war heel liiße,
Røtterne derris Spatzergang kunde mig wecke, derris Mangfoldighed war
stoer. Sult giorde dennem dristig, de aade aff Liußet, som ded stoed
oc brente. Cathrina bleff oc samme Natt heel ille til Paß, saa att
ded oc min Søffn forhindrede. Den 11. _Augusti_ om Morgenen tilig kom
Slozf. effter Sædwane med sine Brendewiins _Complimenter_, ihuor wel
de haffde en Flaske fuld inde hoeß sig. _Cathr._ beklagede sig
høyligen, sagde i den beklemte Lufft ey att kunde were; naar hun kom
ind aff Døren, war ded, lige som hun skulle quælis; skulle hun
endeligen were der inde i 8 Dage, saa war hun wiß paa, att de bar
hender død der vd. Slozf. haffde sin Latter der med. Quinderne ginge
bort, oc hand bleff hoeß mig. Hand helßede mig fra _Gen. Major_ von
Anfelt, som loed mig bede, att ieg wille were »gutes Muths, es würde
nu bald gutt.« Ieg suarte intet. Hand spurte, huorledis ded war fat,
om ieg haffde soffuet noget, suarte sig selffuer: »Ieg tencker, icke
meget.« Spurte, om ieg wille haffue noget. Suarte sig atter selff:
»Ney, ieg troer icke, I begierer noget.« Der paa gick hand oc nynnet
noget for sig op oc needer paa Gulffuet, kom der effter for min Seng
oc sagde: »O der liebe Köning, es ist doch ein frommer Herr! Gebet
Euch zu Frieden, er ist ein gnädiger Herr vnd hatt allezeit viel von
Euch gehalten. Ihr seyt ein Frawens Mensch, ein schwaches Werckzeug.