Leonora Christina Ulfeldt's "Jammers-minde". En egenhændig skiedring of hendes fangenskab i Blaataarn i aarene 1663-1685 - 03

som en Del af Malmøs Borgere havde lagt til at afkaste det svenske
Aag, idet der nemlig fra flere af de i Sagen indviklede Personer
fremkom Beskyldninger mod Ulfeldt, som gik ud paa, at han ikke blot
havde været vidende om hint Anslag, men ogsaa, for at udsone sig med
den danske Regering, havde forraadt denne nogle af Svenskernes
Krigsplaner, deriblandt navnlig Planen til Stormen paa Kjøbenhavn.
Som en Følge af disse Angivelser blev der anlagt Sag mod Ulfeldt, han
blev sat under streng Bevogtning i sin Gaard i Malmø, og hans Hustru
maatte dele hans Fangenskab. Sjeldent har Leonora Christina haft
Lejlighed til i højere Grad at aflægge Prøve paa sin overordentlige
Sjælsstyrke og sin ualmindelige Begavelse end under disse farefulde
Forhold. Thi da Ulfeldt lige i Processens Begyndelse blev hjemsøgt af
et højst paafaldende Sygdomstilfælde, som berøvede ham Mælets Brug
netop i hele den Tid, Sagen stod paa, og saaledes hindrede ham i
personlig at optræde, førtes Forsvaret udelukkende af hans
heltemodige Gemalinde, som i flere med stor Skarphed og Djærvhed
skrevne Indlæg bestræbte sig for at overbevise den i Anledning af
Undersøgelsen nedsatte Kommission om hendes Mands fuldstændige
Uskyldighed. Dette lykkedes nu vel ikke ganske, men paa den anden
Side vare Vidnesbyrdene imod ham heller ikke i alle Punkter lige
fyldestgjørende, og da Sagen, efter at have slæbt sig hen i 14
Maaneder (i hvilken Tid Karl Gustav var død), endelig optoges til
Doms, blev man af Mangel paa tilstrækkeligt Bevis nødt til at
frikjende ham. Men Ulfeldt havde ikke fundet det raadeligt at afvente
denne Dom. Nogle Dage før den blev afsagt, havde han set Lejlighed
til at undslippe sine Bevogtere og faa fat paa en Baad, og med denne
styrede han nu Koursen til Kjøbenhavn. Ankommen her indgav han en
Skrivelse til Kongen, hvori han bad om Tilladelse til at maatte gjøre
ham sin Opvartning, saasnart hans Kone, som han ventede til Staden --
men som forøvrigt troede, at Manden var rejst til Lybek --, var
indtruffet. Der blev imidlertid ingen Notits taget af denne
Skrivelse, og anden Dagen efter, at Leonora Christina var ankommen,
bleve baade hun og hendes Mand -- uden Hensyn til Bestemmelserne i
Roskildefreden, der jo rigtignok heller ikke udtrykkeligt vare
optagne i den kjøbenhavnske Fredstraktat -- arresterede og førte til
Bornholm, hvor de indsattes som Fanger paa Hammershuus Fæstning.
Dette gik for sig i Slutningen af Juli 1660.
Fangenskabet paa Hammershuus betegner det andet Stadium i Leonora
Christinas Fængselshistorie og ganske vist ikke det mindst kvalfulde.
Gouverneuren paa Bornholm, Generalmajor Adolf ~Fuchs~, var en yderst
haard og streng Mand, i hvis Adfærd mod Fangerne der ikke blot spores
en ubøjelig Pligtfølelse, men ogsaa ligefrem personlig Uvilje. Skjønt
man ikke kan frikjende hverken Ulfeldt eller hans Hustru for af og
til at have udæsket Gouverneurens Vrede, gav denne sig dog undertiden
Luft, navnlig ligeoverfor Leonora Christina, paa en saa brutal Maade,
at det under ingen Omstændigheder kan undskyldes. I Begyndelsen var
dog de Fangnes Tilstand for saavidt taaleligere, som det var dem
tilladt at være sammen. Men efterat et Flugtforsøg var mislykket og
opdaget, blev ogsaa denne Gunst dem nægtet, og de bleve nu (i Juni
1661) hver for sig indespærrede i et Fængsel af meget strengere Art
end det tidligere, hvor de maatte undvære Lys, Beskjæftigelse
og Opvartning. Saaledes stode Sagerne, da Overstatholder og
Premierminister Grev Christian ~Rantzov~ i September Maaned ankom til
Bornholm. Uagtet sin strenge Afspærring havde Ulfeldt dog set
Lejlighed til at tilstille Frederik III. Skrivelser, hvori han
beklagede sig over Fuchs's Adfærd, og da nu Grev Rantzov alligevel
skulde til Bornholm for at tage Øen i Ed til Kongen, fik han med det
Samme Ordre til at undersøge hele Sagen mellem Gouverneuren og de
Fangne. Af større Betydning for det Ulfeldt'ske Ægtepar end denne
Undersøgelse -- hvis Resultat i alt Fald praktisk var foregrebet
derved, at det, endnu inden den begyndte, var bestemt, at Fuchs
skulde afløses af en Anden i sin Post -- var det dog, at Rantzov
ogsaa havde medbragt Instruktioner til Underhandlinger med de Fangne
om Betingelserne for en fuldstændig Løsgivelse. Disse Underhandlinger
førte forholdsvis hurtigt til et Resultat, da Ulfeldt, nedbøjet som
han var af Fængslets Tryk, var villig til at bringe næsten ethvert
Offer, som forlangtes af ham, naar han blot derved kunde opnaa sin
Frihed. Betingelserne for Løsgivelsen vare meget haarde. De vigtigste
blandt dem vare, at Ulfeldt skulde afstaa til Kronen Alt, hvad han
ejede af faste Ejendomme og Jordegods udenfor Fyen, at han skulde
annullere en Obligation paa 63000 Rdlr. foruden paaløbne Renter, som
Frederik III. 1658 havde maattet udstede til ham som Erstatning for
de af hans sekvestrerede Godser oppebaarne Indtægter, at han ikke
maatte forlade Fyen uden Kongens Tilladelse, ikke tage Tjeneste hos
nogen udenlandsk Fyrste og ikke indlade sig paa Nogetsomhelst, der
kunde være til Rigets Skade. Den nærmere Specifikation af nogle af
disse Betingelser synes først at være foretaget i Kjøbenhavn, hvor
Ulfeldt og Leonora Christina indtraf den 21. December 1661, og her
maatte Ulfeldt ogsaa paany aflægge Troskabsed til Frederik III. Som
fremtidigt Opholdssted anviste Regeringen ham Ellensborg i Fyen, der
hørte til Leonora Christinas Arv efter hendes Mormoder Ellen Marsvin.
Hertil afrejste han med sin Gemalinde den 27. December.
Saa dybt som Ulfeldt var faldet, han, som engang var den første Mand
i Riget næst Kongen, skulde han, som bekjendt, falde endnu dybere.
Den egentlige Katastrofe i hans Liv stod tilbage, og som det altid
hidtil havde været Tilfældet, skulde han ogsaa denne Gang drage sin
Hustru med sig i Fordærvelsen. Næppe var han kommen til Ro paa
Ellensborg, før han begyndte at træffe Forberedelser til at slippe
bort derfra igjen. Idet han brugte sit nedbrudte Helbred som Paaskud,
søgte og erholdt han i Foraaret 1662 Tilladelse til paa nogen Tid at
forlade Landet for at bruge Badene i Aachen. Han drog bort i Juni
Maaned med sin Familie, men istedetfor at begive sig til Aachen
rejste han til Amsterdam, derfra igjen til Brygge, og i denne By
opholdt han sig nu -- fraregnet en kort Udflugt til Paris af en
allerede temmelig mistænkelig Karakter, jvfr. S. 32 Anm. 1 -- hele
dette Aar ud og en stor Del af det næste. Den 24. Maj 1663 forlod
Leonora Christina ham for, efter hans egen indtrængende Opfordringer,
at gaa til England, hvor hun skulde indkræve en større Pengesum, som
Ulfeldt i sin Tid af sine egne Midler havde forstrakt Karl II. med,
da denne landflygtig opholdt sig i Nederlandene (jvfr. S. 9 Anm.). En
Tidlang syntes hendes Rejse at skulle faa et heldigt Udfald. Skjønt
det varede noget, inden hun fik Adgang til Karl II.s egen Person,
lykkedes det hende dog omsider, og Kongen modtog hende meget naadigt
og lovede at ville stille hende tilfreds. Men uagtet dette udeblev
Betalingen, Tiden gik, og da Leonora Christina endelig, mismodig over
bestandig at blive holdt hen med Udflugter og opfordret af sin Mand
til at vende tilbage, lavede sig til at forlade England, var der
indtraadt Omstændigheder, som gjorde hende dette umuligt. Den danske
Regering havde nemlig i Løbet af Foraaret modtaget forskjellige
Meddelelser, som vare i højeste Grad kompromitterende for Ulfeldt. De
udgik fra det brandenburgske Hof, og Begyndelsen gjordes med en
Skrivelse, hvori den danske Regering underrettedes om, at en stor
Fare truede Staten, og at Kurfyrsten ønskede, at man sendte en
betroet Mand til ham, for at han mundtlig kunde give ham nærmere
Besked om Sagen. Ifølge denne Anmodning blev Amtmanden i Flensborg,
Detlev v. ~Ahlefeldt~, sendt til Kønigsberg og fik ogsaa her al
fornøden Underretning. Det Væsentligste af, hvad han erfarede, var,
at Ulfeldt, efter at have ladet Kurfyrsten vide, at han havde en
vigtig Meddelelse at gjøre ham, og efter at være traadt i Forbindelse
med en Afsending fra Kurfyrsten, Generalmajor ~Span~, havde
aabenbaret denne, at der var et stort Parti i Danmark, som var
misfornøjet med Regeringen, og at dette Parti havde henvendt sig til
ham -- Ulfeldt -- med Begjæring om at skaffe Landet en anden Konge.
Hvis nu Kurfyrsten vilde modtage Kronen, saa troede Ulfeldt ogsaa at
kunne hjælpe ham til den, som han overhovedet nok skulde underrette
ham om, hvorledes han i det Hele havde at forholde sig i denne Sag.
Det fejler næppe, at Ahlefeldts Indberetning har slaaet den danske
Regering med Forfærdelse. Imidlertid besluttede den dog foreløbig at
holde Sagen hemmelig og nøjedes med at anmode Kurfyrsten af
Brandenburg om paany at sende Span til Ulfeldt, for at man kunde faa
nærmere Oplysninger om hans Planer. Dette skete virkelig ogsaa, men
da man kort efter fik at vide, at Leonora Christina var i England,
har man rimeligvis antaget, at ogsaa hendes Mand opholdt sig der, og
man henvendte sig derfor til den engelske Regering med en Opfordring
om at lade dem begge anholde. For Ulfeldts Vedkommende viste det sig
snart, at man havde taget fejl, men man var nu bleven kjed af at
vente, og uden at oppebie Spans Indberetning om hans anden
Sammenkomst med Ulfeldt lod Frederik III. paa de allerede
foreliggende Vidnesbyrd Sagen foretage for Højesteret, som saa den
24. Juli afsagde den bekjendte Dom, ved hvilken Ulfeldt dømtes som
Landsforræder fra Ære, Liv og Gods. Leonora Christina var imidlertid
i Følge de indløbne Rekvisitioner bleven anholdt i Dover af de
engelske Myndigheder, just som hun gjorde sig rede til at forlade
Landet. Hun blev indsat paa Slottet og holdt fangen her i nogen Tid,
men saa redebon den engelske Regering ellers hidtil havde vist sig
til at gaa den danske Konges Ærinder, trykkede den sig dog ved ganske
aabenlyst og paa officiel Maade at udlevere den Fangne. Imidlertid
skulde hun dog bort, og for at udvirke dette lagde man en Fælde for
hende. En engelsk Officer, ~Braten~, bildte hende ind, at han vilde
skaffe hende ombord i et Skib, som skulde afgaa til Flandern, og da
hun nu en Nat i Følge med Braten forlod Slottet for at begive sig til
dette Skib, overgav Forræderen hende til den danske Resident i
England, Simon de ~Petcum~, som opholdt sig i Nærheden med nogle
bevæbnede Mænd, og disse toge da Leonora Christina imellem sig og
bragte hende ombord paa et engelsk Krigsskib, som af Petcum var
fragtet til at føre hende til Kjøbenhavn.
Med Ankomsten til Kjøbenhavn begynder Leonora Christinas egen
sammenhængende Skildring, og jeg finder derfor ingen Anledning til at
føre denne korte historiske Skizze videre. Kun med Hensyn til
Spørgsmaalet om den danske Regerings Forhold til den Leonora
Christina tilføjede Uret turde det maaske endnu være mig tilladt at
bemærke, at saa meget Oprørende der var i den Maade, hvorpaa
Anholdelsen og Udleveringen foregik, er det dog -- selv afset fra, at
den engelske Regering fuldkommen bærer Broderparten af Skylden herfor
-- næppe paa dette Punkt, at den danske Regerings Fremfærd mod
Leonora Christina viser sig i det ugunstigste Lys. De Meddelelser,
som Regeringen havde faaet om Ulfeldts Planer fra en Kilde, hvis
Paalidelighed den ingen Grund havde til at betvivle, vare af en
saadan Beskaffenhed, at den maatte være berettiget til at tage de
strengeste Forholdsregler, og at Leonora Christina var vidende om
hine Planer, havde Regeringen al mulig Grund til at antage, som hun
da ogsaa siger selv i nærværende Værk, at hendes Mand aldrig plejede
at skjule nogen Sag af Vigtighed for hende. Dette maa han nu dog have
gjort denne ene Gang, men det var umuligt for nogen Anden at formode
det. Ganske anderledes stiller Sagen sig for Regeringens Vedkommende
ligeoverfor den Kjendsgjerning, at den, uden at der var gaaet nogen
Dom over Leonora Christina, og uden at hun i det Hele var bleven
overbevist om nogen anden Brøde, end, som hun selv siger, den ikke at
have villet forlade sin Mand i Ulykken, holdt hende indespærret i et
almindeligt Forbryderfængsel, ikke blot indtil Mandens Død selv i
Regeringens Øjne maatte have gjort hende uskadelig, men endnu 21
lange Aar efter dette Tidspunkt. Dette er dens store og egentlige
Skyld imod hende, og den forringes ikke i mindste Maade derved, at
det væsentlig var en eneste Persons -- Dronning Sophie Amalies --
uforsonlige Had, som kom til Udtryk i denne lange Indespærring, eller
derved, at en meget stor Del af de Kvaler, som Leonora Christina
udstod i Fængslet, mindre havde deres Udspring i en indenfor
Fængselsmurene planmæssig fortsat Forfølgelse fra hendes Fjenders
Side, end i Omstændigheder, der tilhørte Tiden, i Fængselsvæsenets
daværende usle Tilstand, i hendes tilfældige Omgivelsers naturlige
Raahed osv.
Til Slutning endnu kun et Ord om det her udgivne Værks ydre Historie.
Det er allerede sagt, at det nærmest var bestemt for Forf.s Børn, men
da det jo blev nedskrevet i Fængslet, kunde Forf. under Udarbejdelsen
ikke have noget Haab om, at det skulde blive hende forundt selv at
overgive det i de rette Hænder, og det var derfor bestemt, at en god
Ven blandt hendes Omgivelser i Fængslet (se S. 246 Anm. 1) skulde
besørge det til dets Adresse, saasnart det var bleven færdigt. Ved
Leonora Christinas Frigivelse blev Benyttelsen af en Mellemmand
overflødig, og Haandskriftet har nu uden Tvivl fulgt hende til Maribo
Kloster og er blevet der en Tidlang. Efter hendes Død har saa en af
Døttrene oversendt det til Leonora Christinas yngste Søn, ~Leo
Ulfeldt~, og hos dennes Descendenter er det forblevet indtil vore
Dage. Ved Haandskriftet ligger endnu det Brev, som ledsagede
Oversendelsen. Det er skrevet med en Damehaand, der synes at være
~Anne Cathrine Ulfeldts~ (flere Breve fra hende opbevares paa det
store kgl. Bibliothek, ~Ny kgl. Samling~, 2146c, 4^{to}), og er
forseglet med det rigsgrevelig Ulfeldt'ske Segl (se ~Lexicon over
adelige Familier~ 2 Bd. S. 335), men er iøvrigt uden Dato og
Underskrift. Det lyder bogstavret saaledes:
_»Denne Baag handler om, huad woris Sl. Frue Moder er hendtis i
Hendis Fengsel. Ieg haffuer icke kundt ~resoluere~ mig till att
brende den, ihuorwel att dends Læßning haffuer giffuet mig ljden
fornøyelße, efftersom de adskillige hendelßer betreffer alle
Hendis bedrøffuelige Tilstand. Endelig er ded icke u-nyttigt att
wjde, huorledis med Hender er forfahret, mens er icke fornøden,
att den kommer i fremmede hender, thi ded kunde hende sig, att den
kunde glæde dem, som ennu kunde wære til offuers aff woris
Hadere.«_
_Udskrift: A Monsieur
Monsieur le Comte
Leon D'Ulfeldt &c._
* * * * *
Kjøbenhavn, den 1. Juni 1869.
#S. B. Smith.#


Den fangne Greffwinne
Leonoræ Christinæ
Iammers Minde


Fortalen
Til mine Børn.

Hierte kiere Børn! Billigen kand ieg med Iob sige: Der som man min
Iammer kunde weye oc mine Liidelser tilsammen i en Wect-Skaal legge,
da skulle de were tyngere end Saand i Haffuet. Ia wißeligen erre mine
Liidelser stoere oc mange, de erre tunge oc vtallige[10]. Mit Sind
haffuer lenge offuer denne #Iammers Minde# werret striidig, ey
kundende slutte, om ieg mig icke snarere skulle bemøde mine Liidelser
att forglemme end dennem att ihuekomme. Men endeligen haffuer
tilskyndende Aarsager mig dreffuen icke alleeneste min Iammer att
ihuekomme, men den endoc vdi Pennen att forfatte oc Eder, mine kiære
Børn, den att tilskriffue[11].
[10] Senere rettet til: »_haffwer mine Liidelser worren stoere oc
mange, tunge oc vtallige_«.
[11] I Randen er senere tilføjet: »_efftersom ieg nu er i Haab, att
miine Skriffter Eder kand komme til Hænde, mit Fengsel oc diße
trende sidste Aaringer meget er lættet_.«
Første tildriffuende Aarsage er Guds Allmectigheds Errindring,
efftersom ieg ey min Iammer, Angst, Nød oc Smerte ihuekomme kand
foruden tillige med mig Guds Allmact att errindre, som vdi alle mine
Liidelser, Elendigheder, Hiertesorrig oc Bedrøffuelser min Krafft oc
Hielp, min Trøst oc Bistand haffuer werret; thi aldrig lagde Gud mig
saa snart en Byrde paa, att hand io med ded samme mig effter Byrdens
Tyngde Styrcke gaff, saa att Byrden mig wel krum nederbøyede, mig
hart knuede oc tryckte, men dog ey slet nederslog, knusede oc
vndertryckte, for huilcket den vbegriibelige Guds Allmectighed skee
Loff oc Priis i Ewighed. Wil mig alt saa icke alleeneste min
Iammer errindre oc Gud for sin naadige Bistand i alle tilføyede
bedrøffuelige Tilfald tacke, men endoc Eder, mine kiere Børn, Guds
Goedhed imod mig kundgiøre, paa ded I Eder icke alleeneste offuer den
Allerhøyestis v-begriibelige Hielps-Gierninger kunde forundre, men
endoc med mig der vdoffuer i Tacksigelsen indstemme. Thi med Skiel
skal I kunde sige, att Gud vnderlige Ting imod mig giort haffuer[12];
att hand haffuer werret mectig vdi mig suage oc sin Krafft vdi mig,
ded allerskrøbeligste Redskab, bewiißet. Thi huorledis haffde ded
ellers werret muligt, att ieg saa mange offuer stoere, plutzlige oc
v-formodentlige, vlyckelige Tilfælle haffde kundet imodstaa, om hands
Aand icke vdi mig sin Wirckning haffde giort? Gud war den, som
selffuer traadde ind med mig aff Taarne-Døren, hand war dend, som
racte mig sin Haand oc striide for mig vdi Mißdædernis Fengsel, som
kaldis den Mørcke-Kircke. Hand haffuer siden stetze, nu nesten
ellffue Aar, worren inden mine Fengsels-Døre oc vdi mit Hierte,
haffuer styrcket, trøstet, queeget, ia offte endoc glæd mig. Gud
haffuer giort vnderlige Ting imod mig, thi ded er meere end
vbegribeligt, att ieg saa stoere mig offuerkomne Vlycker haffuer
kundt offuerleffue, beholdendis min Fornufft, Sind oc Santz. Ded er
sig høyligen offuer att forundre, att mine Lemmer icke erre krumpen
oc _contract_ aff Liggen oc Sidden, att mine Øyen icke erre dumme, ia
gandske blinde aff Graad, aff Røg oc Smøg, att ieg icke er
stackaanded aff idelig Lyßetaande oc Qualm, aff Stanck oc indklemte
Lufft. Gud allene Æren!
[12] Dette Sted kan mærkes som et Exempel paa en af de
Ordstillinger, som Forf. ved den i Indledningen omtalte Revision af
Haandskriftet ellers i Almindelighed har rettet, forsaavidt hun er
bleven opmærksom paa dem.
Den anden tilskyndende Aarsage er den Trøst, ded Eder, mine kiære
Børn, wil were, att I formedelst denne _Iammers-Minde_ forsickris,
att ieg vskyldeligen liider, att mig icke ringeste Sag er tillagt, oc
att ieg intet er bleffuen beskylt, for huilcket I, mine kiære Børn,
tør bluis oc Øynene skammeligen nederslaa. Ieg liider for att haffue
werret ælsket aff en dydig Herre oc Hoßbonde, for att ey haffue
hannem i Vlycken wilt forlade; _susspiceris_ derfor att wide om ett
Forræderi, hand aldrig er bleffuen for tiltalt, mindre offuerbewiist,
huis Beskyllings Aarsage mig ey bleff forstendiget, ihuor smaaligen
oc weemodeligen ieg ded war begierendis. Lader ded were Eders Trøst,
mine kiære Børn, att ieg haffuer en naadig Gud, en goed Samwittighed
oc en frii Foed att staa paa, att ieg aldrig nogen skammelig Gierning
haffuer giort. Ded er en Naade hoeß Gud, siger Apostelen St. Peder,
om nogen bærer ded onde formedelst en goed Samwittighed oc liider
Vret. Ieg liider, Ære wære Gud! icke for mine Mißgierninger, thi da
war ded mig ingen Roeß, men ieg kand roeße mig aff, att ieg aff
Vngdom op Christi Kaarßdragerske haffuer werret oc hafft v-trolige
himlige Liidelser, huilcke effter mine Aar oc Alder ware wel tunge
att bære.
I huor wel min _Iammers-Minde_ icke widre indholder eller om melder,
end huis sig med mig i dette Fengsel paa elffte Aar haffwer
tildraget, saa kand ieg dog icke forbigaa Eder, mine kiære Børn, mine
forrige Liidelser korteligen i denne Fortale att paaminde, tackende
Gud for diß Offuerstriidende.
Eder, mine hierte kiære Børn, er icke alleeneste witterligt, men ded
er endoc landkyndig, huad stoere Liidelser oc effterfølgende Vlycker
_Dina_ oc Walter med derris mectige Anhang worris Huuß paaførte
_Anno_ 1651[13].
[13] De Begivenheder, hvortil her sigtes, tør i deres Hovedtræk
forudsættes at være saa almindelig kjendte, at jeg ikke finder
Anledning til at udtale mig nærmere om dem.
At ieg intet skal melde om saa mange modige oc tunge Dagis Reiser, om
Haffs-Nød oc mange Slags Farligheder, ieg vdi fremmede Lande fristet
haffuer, den eeneste Reiße wil ieg Eder alleene til Gemøte føre,
huilcken min Herre mig imod mit Sind befalede att giøre i Dannemarck
_Anno_ 1657. Den war Winter Dag, besuærlig oc farlig. Ieg liide Spott
oc Forfølgelse, oc dersom Gud icke haffde giffuen mig Moed oc den ded
betaget, som mig skulle griibe, da haffde ieg ey paa den Tiid
vntgaaet Fengsels Vlycke[14].
[14] I November 1656 besluttede Leonora Christina, som dengang i
længere Tid havde opholdt sig med sin Familie paa Slottet Barth i
Pommeren, at gjøre en Rejse til Danmark, for, som hun selv siger,
»_udi al Underdanighed at søge Hs. kgl. Majt. min Herres
Uskyldighed at demonstrere_.« Hun kom imidlertid ikke længere end
til Korsør, hvor ~Ulr. Chr. Gyldenløve~ foreviste hende en kongelig
Ordre til at vende om, og for at være saa meget mere sikker paa, at
denne blev efterlevet, ledsagede Gyldenløve hende selv til Nyborg,
hvorfra Rejsen gik videre gjennem Fyen, Slesvig og Holsten. Hun
ankom den 15. December til Barth, og det er saaledes ikke ganske
nøjagtigt, naar hun ovenfor siger, at Rejsen foregik 1657. Man har
en egenhændig Beretning af Leonora Christina om denne hendes
Bortvisning fra Danmark. Den er trykt i ~Becker~'s Saml. til Danm.
Hist. under Fredr. III. 2 D. S. 441-47.
I dragis wel til Minde, mine kiære Børn, huad ieg i den malmøske
_Arrest_ fiorten Maaneder liide oc vdstoed; att den største Naade,
Hands kl. Majt. aff Suerrige, Konning Karl den tiiende, mig da
bewiiste, war, att hand satte ded i mine Kaar, enten ieg wille were
paa frii Foed oc raade for worris Goedz, eller oc med min Herre were
_arresteret_. Ieg erkiendte den Naade oc ded sidste som ded
skylligste vdwalde, actendis ded for en Lycke, att ieg min da
sorgefulde oc siden med Sygdom behafftede Hoßbonde maatte trøste oc
tienne. Ieg antog ded oc for en Naade, att mig bleff tilsted (der min
Herre for Suaghed ey selffuer kunde) for hannem att gaa i Rette. Huad
Hiertesorrig oc Bedrøffuelse ieg for min skrøbelige Herre haffde,
huad Møde, Besuæring oc Bekümring _Processen_ (som offuer nii Vger
dagligen bleff forretagen) mig foraarsagede, ded weed den høyeste
Gud, som war min Trøst, Styrcke oc Bistand, som mig gaff Moed
oc Hierte for en Siddendis-Rett min Herris ærlige Naffn att
forsuare[15].
[15] Om Processen i Malmø se især ~Molbech~, Et Bidrag til Corfitz
Ulfeldts Levnetshistorie (~Nyt hist. Tidsskrift~ 4 Bd. S. 1 flg.);
jvfr. Indledningen.
Eder er wel icke forglemt, huor hastig en Vlycke anden fuldte,
huorledis den Liidelse ey war forbi, førend en langt større hender
Haanden racte; oc gick ded oß da, som Poëten siger: _Incidit in
Scyllam, qui vult vitare Charibdin_. Wii vntgick en _Arrest_ oc falt
i ett hart Fengsel, vden Tuiffuel formedelst Guds Tilskickelse, som
min Herre (imod worris Tagen Affskeed) gaff de Tancker sig til
Kiøbenhaffn i Steden for Lybeck att forføye. Huor hierteklemt ieg
bleff, der ieg imod all Formoding min Herre i Kiøbenhaffn for mig
fant (huilcken ieg formeente alle hands Fiinders Mact oc Wold att
were vntkommen), ded kand ieg med ingen Pen beskriffue. Ieg wentede
ded, som min Herre icke troede, huilcket dog strax der paa fulte, som
war en _Arrest_, oc bleffue wii anden Dagen effter min Ankomst
(effter huilcken biiedis) tagen til Fanger oc førte til Borringholm,
huorhelst wii sytten Maaneders Tiid hart ware fengselet[16]. Huad ieg
der liide, derom haffuer ieg en fuldkommen Beskriffning giort[17],
som ieg formoder vdi Eders, mine kiere Børns, Giemme findis, huor
vdaff I seer, huad ieg med min suage Herre vdstoed, huor offte ieg
større Vlycke affwergede, efftersom min Herre icke altiid med
Taalmodighed _Gouuerneurens_, Adolff Foßis (som sig Fux kalte), onde
Tractament kunde forsmerte. Tungt oc hart war ded att were aff en
Bonde Søn spottet oc forhaanet, att were aff hannem sultet, truet oc
høtt, men tyngere oc haardere att were syg vnder hands Gewalt oc høre
aff hannem de Ord, att der som end Døden saed mig paa Læberne, saa
skulle dog icke nogen Guds-Ords-Tiennere komme til mig. O stoer[e]
Tyranni! Hands Ondskab war saa offuer Maade stoer, att hand icke
kunde taale, at wii lettede huer andre Kaarßet, huor for hand ded saa
forarbeydede, att wii effter ellffue Maaneders Forløb fra huer andre
bleffue skilte, oc huer særdelis paa ded haardeste fengselet. Min
Herre (som da alt war en gammel Mand) foruden Tienner, oc ieg,
foruden Tiennerinde, finge ey lengre Lyß, end Afftens-Maaltiid
warede. Ieg kand ey forbigaa den sex Maaneders haarde Skilßmiße oc
bedrøffuelige Affskeed, wii fra huer andre toge, smerteligen att
ihuekomme; thi for menniskelige Øyne saae ded icke anderledis vd end
saa, som _Gouuerneuren_ oß spaade, att ded wille were for den sidste
Gang, wii huer andre her i Werden skulle see oc tale. Gud wed best,
huor tung den Liidelse war, thi hand war den, som trøstede, som gaff
Haab imod all Forhaabning, som gaff Moed, der _Gouuerneuren_ mig
besøgte oc wille mißtrøste. Gud stadfæstede mit Haab, Goedz oc Formue
løste worris Fengsel[18], oc wii finge huer andre igien att see oc
tale. Saa bedrøffuet min Herre war, der wii fra huer andre paa
Borringholm bleffue skilte, saa glad war hand, der hand toe Aar der
effter til den engelske Reiße mig haffde offuertalt, ey tenckendis,
att den oß for alltiid skulle attskillige. Min Herre, som haffde alt
for goed _opinion_ om Kongen aff Engeland, meente, att nu, hand war
til Tronen kommen, att hand icke alleeneste sine stoere mundtlige oc
skrifftlige Løffter skulle ihuekomme, men sig oc errindre, att ieg
vdi hands Nøds- oc Landtflyctigheds Tiid tog Ringene aff Fingerne oc
for hands oc hands Tienneris Maaltiider vdsatte. Men huor nødig ieg
mig den Reiße paatog, ded er nogle aff Eder, mine kiære Børn,
bekiendt, wel wiidende, att hoeß en vtacknemmelig ey anded end
Vtacknemmelighed er att hente oc wente. Ieg haffde andris _Exempler_
att speile mig vdi, men ded war mig saa forrelagt. Der ware beeske
Stycker Brød for mig tilskaarren, oc bitter Kaarß-Galle for mig
indskenket vdi ded Blaa-Taarn paa Kiøbenhaffns-Slott; did skulle ieg,
ded der att æde oc att vddricke.
[16] Nemlig fra sidst i Juli 1660 til noget over Midten af December
1661.
[17] En saadan Beskrivelse er ikke kjendt, men maaske kan den endnu
findes i det Waldstein'ske Familiearkiv. En kritisk Fremstilling af
hele det paagjældende Afsnit af Korfits Ulfeldts og hans Gemalindes
Liv haves i ~Molbech~'s Andet Bidrag til Corf. Ulfeldts
Levnetshistorie (~Nyt hist. Tidsskrift~ 4 Bd. S. 369-441.) Af
enkelte herhen hørende trykte Aktstykker kunne især mærkes:
Generalmajor ~Fuchs~'s Indberetning om Korf. Ulfeldts og Leonora
Christinas Flugtforsøg fra Bornholm i ~Wolff~'s Journal f. Politik
1816, 1, 71-78; Sammes Indberetning om de Fangnes Tilstand i Juni
1661, smstds. 1, 193-98; Vidneforhør i Anledning af Ulfeldts
Flugtforsøg, smstds. 1, 198-214 og 2, 42-47; ~Fuchs~'s Svar paa
Ulfeldts Beskyldninger, smstds. 1, 227-35; Memorial angaaende Korf.
Ulfeldt og Leonora Christina, skrevet i Marts 1662, smstds. 3,
135-40; Ulfeldts »Deprecations-Skrivelse« og 2 af ham udstedte
Reverser hos ~Paus~, Corf. Uhlefeld, 2 Part, S. 208-14.
[18] Blandt de mange haarde Betingelser, som Ulfeldt maatte
underkaste sig for tilligemed sin Gemalinde at komme paa fri Fod
igjen, var ogsaa den, at han skulde afstaa til Kongen Alt, hvad han
ejede af faste Ejendomme og Jordegods i Sjælland, Jylland og Norge,
samt desuden annullere en Obligation paa 63,000 Rdl. foruden
paaløbne Renter, som Frederik III. 1658 havde maattet udstede til
ham som Erstatning for de af hans sekvestrerede Godser oppebaarne
Indtægter; se ~Nyt histor. Tidsskrift~ 4 Bd. S. 423 og 435-38;
jvfr. Indledningen. At hans Løsladelse ogsaa havde kostet ham
temmelig store Summer til andre Personer, navnlig til Grev ~Chr.
Rantzov~ og ~Gabel~, fortaltes i Kjøbenhavn strax efter, at den