Leonora Christina Ulfeldt's "Jammers-minde". En egenhændig skiedring of hendes fangenskab i Blaataarn i aarene 1663-1685 - 02

Hovedmassen af det, der er skrevet med denne Haand, og Begyndelsen af
Værket, skjønnes deraf, at Forandringen i Skrifttrækkene ledsages af
nogle, vel uvæsentlige, men dog let kjendelige Forandringer i
Retskrivningen (saaledes i Brugen af u og w, ck og k osv.). --
Henimod Slutningen af Værket (i Udg. fra omtrent S. 214) skifter
Haanden endnu engang Udseende, den bliver igjen noget fyldigere og
rundere, men Grunden hertil synes dog mindre at maatte søges i Noget,
der staar i Forbindelse med Forf.s Person, end i den rent udvortes
Omstændighed, at Blækket her har været tilbøjeligt til at slaa
igjennem Papiret (som er af en noget anden Beskaffenhed i denne Del
af Haandskriftet end i de foregaaende), idet nemlig dette har nødt
Forf. til at skrive nogenlunde stort og tydeligt, hvis hun
overhovedet vilde, at hendes Skrift skulde blive læselig. Med denne
Haand og paa dette Papir er, foruden Slutningen af den egentlige
Skildring, ogsaa det S. 266-72 trykte Appendix til hele Værket
skrevet, samt endelig Tillæget til den oprindelige Fortale (S.
14-18), hvilket sidste altsaa allerede herved, selv om det ikke paa
anden Maade var klart, vilde vise sig at tilhøre en ikke lidt senere
Tid end Fortalen selv. -- Nedskrivningen af Værket er begyndt 1674 og
endt rimeligvis 1685. Det første Aarstal er givet derved, at den
oprindelige Fortale er dateret den 11. Juni (18. Juli) 1674, idet
nemlig den Omstændighed, at Skrifttrækkene i denne Fortale ere ganske
de samme som i Begyndelsen af den egentlige Skildring, men mere eller
mindre afvigende fra Skrifttrækkene i de følgende Partier af Bogen,
gjør det utvivlsomt, at Fortalen er den Del af Værket, som først er
bragt paa Papiret. Hvad Afslutningen af Værket angaar, maatte man
efter Forf.s egne Udtalelser antage, at den havde fundet Sted i
Fængslet selv, det vil sige inden den 20. Maj 1685 (se S. 265).
Imidlertid er det sikkert, at idetmindste Noget af Skildringen af den
sidste Dags Ophold i Fængslet er nedskrevet efter Løsladelsen, om end
rimeligvis ikke længe efter, og det er idetmindste sandsynligt, at
det Samme gjælder baade om Appendixet og om Tillæget til Fortalen (se
S. 16 Anm. 2). Det kan endnu bemærkes, at skjønt Skildringen er ført
frem i kronologisk Orden og ofte endog fra Dag til Dag, kan den dog
kun i uegentlig Forstand kaldes en Dagbog. Udarbejdelsen er først
begyndt 11 Aar efter, at de Begivenheder, hvormed den sammenhængende
Beretning aabnes, ere foregaaede, og skjønt Tidsafstanden mellem det
Skildrede og Skildringen efterhaanden er formindsket, synes den dog
egentlig først i det allersidste Aar (eller saa omtrent) af Forf.s
Fangenskab at være bleven saa ringe, at der kan være Tale om en
virkelig samtidig Skildring[7].
[7] Denne Paastand kunde ved første Øjekast synes at modsiges
derved, at Forf. paa flere Steder, før hun naar ned til det angivne
Tidspunkt, taler i den nærværende Tid, saaledes fremforalt S. 220.
De Forhold og Begivenheder, som her skildres, henhøre til Aaret
1674, og efter den Maade, hvorpaa Forf. skildrer dem, skulde man
virkelig tro, at Beretningen om dem var nedskrevet i selve hint
Aar. Men for ikke at tale om, at i saa Tilfælde maatte omtrent 5/6
Dele af hele Værket være udarbejdet i Løbet af et halvt Aars Tid,
medens Forf. til den tilbagestaaende l/6 Del havde brugt over 10
Aar, viser ogsaa den Maade, hvorpaa de følgende Aars Begivenheder
ere fortalte, at Forf. endnu ikke er naaet op til en egentlig
samtidig Skildring. Navnlig fremgaar dette af S. 224, hvor hun
omtaler Noget, der foregik i 1676, og i samme Pennestrøg skildrer
Begivenheder fra 1678 eller 1679. Hvad angaar de Grunde, der kunne
have bevæget Forf. til saaledes at ville fingere en Samtidighed
mellem de forefaldne Begivenheder og sin Beretning om dem, vil det
maaske være tilstrækkeligt at minde om, at 1674 netop var det Aar,
med hvilket hun fra Begyndelsen af havde tænkt at afslutte sin
Skildring, idet nemlig hendes Fremgangsmaade i det nævnte Tilfælde
herved kommer til at frembyde en fuldstændig Analogi til den, hun
fulgte, da hun forsøgte at give det Udseende af, at den til den 19.
Maj 1685 fortsatte Skildring var afsluttet paa selve denne Dag,
skjønt dette, strengt taget, heller ikke ganske stemmer med
Sandheden (se S. 265 Anm. 2 og S. 16 Anm. 2).
En ikke ringe Del af Haandskriftet optages af de mange Forbedringer
af den oprindelige Text, som enten i Form af ligefremme Rettelser
eller af Tilføjelser og Anmærkninger ere anbragte hele Værket
igjennem af Forf. selv, og som have fundet Plads dels imellem selve
Textens Linier, dels -- og endnu hyppigere -- i Haandskriftets
Rand, en enkelt Gang endog paa et løst Stykke Papir, som med en
Naal er fastgjort til et af Haandskriftets Blade (se S. 227
Anm. 2). Rettelserne ere af forskjellig Art, idet de snart angaa
Fremstillingens Indhold, snart dens Form, og ligesom de alle vidne om
den Samvittighedsfuldhed, hvormed Værket er udarbejdet, saaledes ere
navnlig de formelle Rettelser; der især gaa ud paa Valget af Ordene,
paa Retskrivningen og paa Ordstillingen, interessante, fordi de
tydeligt vise, at Forf. har haft den Mulighed for Øje, at hendes
Skrift engang kunde blive offentliggjort[8]. Begge Slags Rettelser
forekomme spredte over hele Værket, men i det første Afsnit af det
ere dog de formelle de langt overvejende, idet Forf. her navnlig
stadigt har rettet Ordstillingen i visse sammensatte Verbalformer og
Verbalforbindelser (haft havde, gjort havde, berette kunde o. lign.)
i Overensstemmelse med den Maade, hvorpaa hun skrev dem i Værkets
senere Afsnit (havde haft, havde gjort, kunde berette). Ikke sjeldent
ere Rettelserne af temmelig betydeligt Omfang, paa nogle Steder er
endog et helt Blad ad Gangen udskaaret, hvis Indhold saa i omarbejdet
Form er optaget enten paa det nærmest følgende Blad i Haandskriftet,
eller, hvis Rettelsen er foretaget længere Tid efter Nedskrivningen,
paa et Blad, som er indklæbet paa det udtagnes Plads. Anmærkningerne,
som Forf. enten benytter til nærmere at udføre et i selve Texten
løseligere berørt Punkt eller til at meddele Kjendsgjerninger, som
hun ganske havde forsømt at medtage ved den første Nedskrivning,
falde væsentlig i Værkets sidste to Trediedele. Med Hensyn til
Tiden, da saavel Rettelserne (jeg mener dog naturligvis kun dem,
der ikke ere foretagne strax under den første Nedskrivning) som
Anmærkningerne ere blevne til, vise Skrifttrækkene, at de tilhøre en
forholdsvis temmelig sen Tid, der dog for de allerflestes Vedkommende
aabenbart ligger forud for Afslutningen af den egentlige Skildring.
Det synes, som om Forf., før denne Afslutning fandt Sted, har
underkastet sit Arbejde et grundigt Gjennemsyn, og ved denne
Lejlighed ere da de fleste af hine Forandringer i og Tilføjelser til
den oprindelige Text bragte paa Papiret. Enkelte af Anmærkningerne
give endog ved deres Indhold direkte tilkjende, at de ere nedskrevne
i Fængslet (se saaledes S. 177 Anm.).
[8] Jvfr. ogsaa den Maade, hvorpaa Forf. har forsøgt at
sammensmelte den oprindelige Fortale med det senere Tillæg til
samme (S. 13 Anm.). Her foreligger et meget iøjnefaldende Exempel
paa en formel Rettelse, som er foretaget under det antydede
Synspunkt.
Angaaende Værkets ~indre~ Beskaffenhed, enten man nu ved
denne nærmest tænker paa det faktiske Indhold eller paa
Fremstillingsmaaden, vil Læseren selv være i Stand til at danne sig
en selvstændig Dom, og jeg nøjes derfor i denne Henseende med et Par
Fingerpeg. Den egentlige sammenhængende Skildring omfatter Tiden fra
Forf.s Indsættelse i Blaataarn den 8. August 1663 til hendes
Løsladelse af Fangenskabet den 19. Maj 1685, og dens væsentligste
Gjenstand er selve Opholdet i Fængslet, de smaa Begivenheder, Forf.
der oplevede, hendes daglige Omgivelser, hendes Sorger og
Betragtninger. Af og til kommer Forf. vel ogsaa til at omtale
Personer og Forhold fra den Verden, som laa udenfor Taarnet, men
ligesom dette i Almindelighed kun sker, forsaavidt hendes personlige
Hændelser i Fængslet give Anledning dertil, saaledes ere de Bidrag,
der herved ydes til Belysning af Fædrelandets almindeligere Historie,
kun i sjeldnere Tilfælde af nogen større Betydning. Selv til hendes
Mands Historie vil man ikke finde Meget i dette Værk, som man ikke
vidste i Forvejen. Dette kunde ved første Øjekast synes underligt, og
dog har det sine meget gode Grunde. At Skriftet saaledes ikke
indeholder nogen nærmere Underretning om de Planer, som gave
Anledning baade til Mandens Domfældelse og hendes egen Fængsling, maa
bl. A. tilskrives den simple Grund, som hun selv etsteds anfører, at
hvad hun ikke véd, det kan hun heller ikke sige. Hvorledes man nu
iøvrigt vil forklare denne hendes Uvidenhed -- og selv under
Forudsætning af Mandens Skyld lader den sig meget godt forklare
deraf, at han, der visselig elskede sin Hustru højt, ikke har villet
gjøre hende delagtig i saa farlige Hemmeligheder, saalænge endnu
Intet var afgjort --, vil dog Ingen, som har læst denne Bog, kunne
tvivle om, at det forholder sig, som hun siger, eller ogsaa maa man
éngang for alle opgive Tanken om at kunne skjelne Sandhedens og
Uskyldighedens Sprog fra det, som den frækkeste Løgn og det mest
gudsbespottende Hykleri fører i Munden. Men selv om hun virkelig
havde kjendt hans Planer, forstaar det sig af sig selv, at hun i et
Værk, som først og fremmest var bestemt for hendes Børn, ikke vilde
anføre Nogetsomhelst, som kunde kaste en Skygge paa deres Faders
Minde, og dette maa da ogsaa tildels forklare hendes Tavshed med
Hensyn til adskillige af hendes Mands tidligere Foretagender, som
ikke tale til hans Fordel, om hun end naturligvis som den kjærlige
Hustru har været tilbøjelig til at se disse i et meget gunstigere Lys
end baade Samtiden og Eftertiden. Endelig maa man huske paa, at
hendes Værk er nedskrevet i Fængslet, og skjønt ganske vist hendes
Kaar i flere Henseender vare blevne forbedrede efter Christian V.s
Thronbestigelse, var hun dog endnu i mange Aar efter dette Tidspunkt
saa usikker paa sin Fremtid, at hun ikke kunde vide, om Bogen ikke
mulig kunde falde i urette Hænder, og derved meget i og for sig
Uskyldigt blive mistydet og komme hende selv og Børnene til Skade. --
Men har Værket mindre Værdi i de nævnte Henseender, har det en ikke
ringe Interesse for Kulturens og Sædernes Historie, som det oplyser
paa den mangfoldigste Maade, dels igjennem det, der udgjør selve
Skildringens Kjærne, dels igjennem en Mængde mere løsrevne, hist og
her indstrøede Træk; men fremfor Alt har dog Bogen en ganske
overordentlig Betydning for Forf.s egen personlige Historie og som
Bidrag til hendes Karakteristik. Den fremstiller for os et langt og
hidtil saare lidet kjendt Afsnit af hendes Liv i en saadan Detail og
Beskuelighed, at det er, som om vi saa det udfolde sig for vore Øjne,
og den giver et Billede af hele hendes aandelige Personlighed, som
man ikke kan tænke sig fyldigere eller sandere. Det er især fra to
Sider, at vi her lære hende at kjende. Først som den stærke Kvinde,
der, støttet ved Troen paa Gud og ved sin gode Samvittighed, altid
viser sig den Byrde voxen, som er lagt paa hendes Skuldre; som vel af
og til kan føle sig dybt nedbøjet under Trykket, men som aldrig
fortvivler, ja som endog midt i sin Elendighed i enkelte Øjeblikke
formaar at hæve sig til en Aandsfrihed, der tillader hende at afvinde
de Hændelser, som møde hende, en humoristisk Side. Dernæst som den
fine Iagttager, hvem Intet undgaar, og som, indskrænket efterhaanden
i sine Observationer til de ubetydelige Mennesker, der udgjøre hendes
nærmeste Omgivelser i Fængslet, véd at opfatte ethvert af disse i
hans hele personlige Ejendommelighed, véd at gjennemskue deres
Karakter, at udforske deres Bevæggrunde og føre dem tilbage til deres
sande Værd paa en Maade, som kun en gjennemtrængende Aand i Forening
med en stor Verdenskundskab og en ualmindelig Dannelse kunde sætte
hende i Stand til at gjøre det. Men i det Hele er der næppe nogen af
hendes Aands eller Hjertes Egenskaber, som ikke i det foreliggende
Værk træder tydeligt frem for Læseren, og det er ikke den mindste
Glæde, man har af Bogen, at det Totalbillede, som kommer ud af alle
disse spredte Træk, er saa stort, saa skjønt, saa rent, at selv de
højeste Forventninger i denne Henseende ikke blive skuffede.
Saa interessant imidlertid Skriftet er ved sit Indhold, frembyder det
næppe mindre Tiltrækning ved sin Form. I Virkeligheden er
Fremstillingen noget for sin Tid ganske Usædvanligt. Forf. fører en
overordentlig let og flydende Pen, et Bevis paa, med hvor ringe Møje
hun producerede, og skjønt Skildringen hist og her breder sig
temmelig stærkt, er den dog, selv hvor Talen er om de ubetydeligste
Ting, altid i høj Grad farverig og beaandet, saa at den aldrig bliver
trættende. Ingen forstaar bedre end Forf. at tegne en Situation
beskueligt eller at føre en menneskelig Skikkelse frem i hele dens
fysiske og aandelige Særegenhed, og idet hun nu tillige foretrækker,
saavidt muligt, at lade de handlende Personer optræde med deres egne
Ord, opnaar hun hyppigt en ligefrem dramatisk Virkning ved sin
Skildring. Hendes Stil har Udtryk for enhver Tanke, som beskjæftiger
hende, og for enhver Stemning, som gaar igjennem hendes Sjæl, fra de
mest ophøjede til de mest spøgefulde, men under alle sine vexlende
Former bevarer den dog bestandig som sit egentlige Væsensmærke en
Aabenhed, Jævnhed og Troskyldighed, som er lige tiltalende og
tillidvækkende. Endelig er den, uagtet de mange indblandede fremmede
Ord, saa ægte dansk i sit Grundpræg, at vi overalt føle os i det
nærmeste Slægtskab med den. Men om alt dette vil Læseren, som sagt,
allerbedst være i Stand til at dømme selv, og jeg nøjes med at
konstatere, at Forf. ogsaa paa dette Punkt viser, hvor højt hun var
sin Samtid overlegen, idet hendes Bog, fra Formens Side betragtet,
upaatvivlelig maa kaldes det 17. Aarhundredes første danske
Prosaværk.
Et Spørgsmaal, der hænger paa det Nøjeste sammen med Betragtningen af
Skildringens Indhold og Form, er Spørgsmaalet om dens Troværdighed,
eller rettere, da der ikke kan være Tvivl om Forf.s Vilje,
Spørgsmaalet om, hvorvidt hun ogsaa altid har ~evnet~ at erindre de
navnlig i Bogens Begyndelse omtalte Begivenheder -- der jo først ere
nedskrevne flere Aar efter, at de vare foregaaede -- med en saadan
Nøjagtighed, som den detaillerede Udmaling af dem vil give det
Udseende af. Jeg for min Del nærer ikke ringeste Tvivl om, at
Skildringen af hine Begivenheder, idetmindste i alle væsentligere
Træk, er fuldkommen korrekt. Hukommelsen var maaske en af de Evner,
som var allerstærkest udviklet hos Leonora Christina. Man har et
slaaende Exempel herpaa i en af hende selv affattet Beretning om et
højst pinligt og anstrengende Forhør, som hun 1659 var underkastet i
Anledning af den mod hendes Mand rejste Anklage for Forræderi mod
Svenskerne; idet hun nemlig, da man nægtede at lade hende se den ved
Forhøret førte Protokol, selv efter Hukommelsen nedskrev en udførlig
Fremstilling af det hele Forhør, som, efter Molbechs Forsikkring,
»meddeler de afgivne Udsagn og Vidnesbyrd« (foruden hende selv blev
der i hint Forhør, som varede halvfemte Time, afhørt 6-7 andre
Vidner) »i samme Følge og i de fleste væsentlige Punkter nogenlunde
med samme Indhold som den optagne Protocoll« (~Nyt histor.
Tidsskrift~ 4, 80). Og dertil kommer, at man, af hvad Leonora
Christina plejede at gjøre i lignende Tilfælde, er berettiget til at
antage, at Beslutningen om at nedskrive en Beretning om hendes
Fangenskab allerede har dannet sig hos hende i selve Fangenskabets
Begyndelse, hvoraf følger, at hun ogsaa fra Begyndelsen af har givet
saa meget nøjere Agt paa, hvad der foregik med og om hende, og skjønt
hun ganske vist ikke strax fik Skrivematerialier til sin Raadighed,
forstaar man dog let, hvorledes Fængslets Ensomhed idelig og idelig
maatte føre hendes Tanker tilbage paa hine Begivenheder, indtil de
tilsidst stode indprægede i hendes Erindring med uudslettelige Træk.
Som et Vidnesbyrd endelig for hendes Troværdighed med Hensyn til det
Meget i hendes Skildring, som ikke kan kontrolleres, kan anføres
hendes Paalidelighed paa de allerfleste Punkter, hvor en Kontrol er
mulig. At der hist og her findes Unøjagtigheder i Aarstal, Datoer o.
desl. er Noget, som man snart vil overbevise sig om. Men i Forhold
til de mange fuldkommen korrekte historiske Angivelser maa Fejlene
dog altid kaldes baade meget faa og meget ubetydelige, navnlig naar
man betænker, hvorledes Forf. næsten har været berøvet ethvert Middel
af de mange, som Andre have til deres Raadighed, naar de ønske at
verificere slige Angivelsers Rigtighed.
Idet jeg nu gaar over til at aflægge Regnskab for den Maade, hvorpaa
jeg har udført det mig betroede Hverv at forestaa Haandskriftets
Udgivelse, maa jeg begynde med den Bemærkning, at jeg har troet at
burde anvende saa meget større Omhu paa Gjengivelsens Nøjagtighed,
som Haandskriftet, efter at være gaaet ud af mine Hænder, vil vende
tilbage til det Waldstein'ske Familiearkiv, hvad der selvfølgelig vil
gjøre en fremtidig Benyttelse af det ikke lidet vanskeligere, end om
det bevaredes i et af vore egne Arkiver eller Bibliotheker. For at
undgaa Misforstaaelse skynder jeg mig dog med at tilføje, at jeg
til den nøjagtige Gjengivelse af Haandskriftet for det Første
ikke henregner Gjengivelsen af dets Interpunktion. Denne er i
Virkeligheden saa regelløs og ofte endog saa forvirrende, at jeg,
hvis Værkets formelle Fortrin nogenlunde skulde komme til deres Ret,
nødvendig maatte beslutte mig til at ombytte den med en helt ny, som
det da ogsaa næsten overalt er Praxis, hvor Talen er om Udgivelsen af
større haandskrevne Arbejder fra en ældre Tid. Men naar jeg ikke
vilde beholde Haandskriftets Interpunktion, fulgte deraf ganske
ligefrem, at jeg heller ikke kunde slutte mig til det i den Maade,
hvorpaa det anvender de store og smaa Begyndelsesbogstaver. Thi for
ikke at tale om, at jeg, overalt hvor jeg i Udgaven satte et Punktum
eller i det Hele et større Adskillelsestegn, ogsaa maatte trykke det
nærmest følgende Ord med stort Begyndelsesbogstav, uden Hensyn til,
om Haandskriftet havde det saaledes eller ikke, vilde der paa de
utallige Steder, hvor jeg har forandret Haandskriftets større
Adskillelsestegn til mindre, og hvor der efter hine fulgte Ord med
store Begyndelsesbogstaver, kunne blive Tvivl om, hvorvidt disse vare
brugte paa Grund af Adskillelsestegnet eller af andre Grunde, og
da Forf. paa dette Punkt er lige saa inkonsekvent som i sin
Interpunktion, vilde ethvert Forsøg paa at løse Tvivlene ikke føre
til Andet end til en Række Vilkaarligheder. Da nu ovenikjøbet hele
Sagen er af temmelig underordnet Betydning, har jeg foretrukket ogsaa
her heltigjennem at følge et eget System, og naar jeg da har valgt
omtrent det samme, som almindeligst følges nutildags, kun med en
noget hyppigere Brug af store Bogstaver til de egentlige Substantiver
og en noget sparsommere Brug af dem til de ikke-egentlige
Substantiver[9], da har jeg gjort det, fordi dette System, uden i
det Enkelte at gjøre Fordring paa at gjengive Haandskriftets
Skrivemaade paa det omhandlede Punkt, dog i det Hele giver et
almindeligt Indtryk af den. Thi alle Inkonsekventser fraregnede staar
virkelig Haandskriftets Anvendelse af Begyndelsesbogstaverne Nutidens
meget nær, og den væsentligste Forskjel er, at det er noget
sparsommere i Brugen af de store. Paa én Omstændighed maa jeg i denne
Sammenhæng særlig henlede Opmærksomheden. Mange Ordsammensætninger og
Ordforbindelser, som vi pleje at skrive som ét Ord, adskiller Forf. i
deres enkelte Bestanddele og skriver som 2, 3 eller flere Ord. Men
dette hører til de Ejendommeligheder ved hendes Skrivemaade, som jeg
ubetinget har ment at burde bevare i Gjengivelsen, og idet jeg nu ~i
det Hele~ har været nødt til at underkaste de saaledes adskilte
enkelte Ord de samme Regler for Brugen af Begyndelsesbogstaverne som
alle Haandskriftets andre Ord, have nogle af de paagjældende
Ordforbindelser etc. faaet et for Øjet temmelig paafaldende Udseende
(jeg skriver saaledes: til Freds [eller med Forf.s Retskrivning: til
Fritz], Navn give, Naade god osv.). Jeg maa imidlertid tilføje, at
der lige saa lidt her som ligeoverfor de øvrige Ord i Haandskriftet
er Tale om et i sine yderste Konsekventser gjennemført Princip, og at
jeg navnlig ikke har betænkt mig paa at afvige fra, hvad der ellers
maa kaldes Reglen, naar en konsekvent Gjennemførelse af den vilde
indvirke forstyrrende paa Læsningen (jeg skriver: Under Officer,
Premier Minister, Spaa Kone osv.). -- Men naar jeg paa de nævnte
Punkter har troet mig berettiget, ja tildels endog forpligtet til at
gaa noget friere tilværks ligeoverfor Forf.s Skrivebrug, har jeg
derimod i alle andre Henseender bestræbt mig for at gjøre
Gjengivelsen saa tro som mulig. Jeg har allerede ovenfor omtalt, at
jeg helt igjennem har beholdt Haandskriftets ejendommelige
Adskillelse af Ordene. Selvfølgelig har jeg da ogsaa fulgt Forf.s
Retskrivning Bogstav for Bogstav, og jeg har paa denne Del af
Gjengivelsen anvendt saa megen Flid, at jeg, skjønt jeg naturligvis
ikke tør sige mig fri for Fejl, dog i hvert Tilfælde véd med mig
selv, at jeg er ude af Stand til at gjøre det bedre. Jeg finder saa
meget mere Anledning til at fremhæve dette, da Forf.s Orthografi er
yderst inkonsekvent (hun skriver saaledes et og samme Ord vexelvis
med t og tt, ck og k, u, w og v osv.), og man herved let kunde komme
til at tilskrive mig, hvad der i Virkeligheden udelukkende kommer
paa hendes egen Regning. Jeg ønsker ogsaa udtrykkelig, at
Textgjengivelsen, som den egentlige Kjærne i den mig stillede Opgave,
betragtes som et Arbejde for sig, paa hvis Bedømmelse man ikke
maa anvende nogen Slutning, hentet f. Ex. fra en og anden
Uregelmæssighed, der kan være indløbet ved Interpunktionen eller ved
Brugen af Begyndelsesbogstaverne; thi det er netop den større Omhu,
jeg har følt mig forpligtet til at tilvende hin, som af og til kan
have gjort mig mindre skarptseende paa de andre Punkter. Hvor et Ord
eller et Bogstav ligefrem maatte antages at være fejlskrevet af
Forf., har jeg rettet det i selve Texten, men for dog at give Læseren
Lejlighed til at bedømme, om jeg ogsaa altid har truffet det Rigtige,
har jeg bag i Bogen aftrykt en Fortegnelse over alle de saaledes
ændrede Steder. Med de fremmede Ord har jeg dog forholdt mig paa en
noget anden Maade. Uagtet Forf. nemlig ganske vist var i Besiddelse
af en for sin Tid ualmindelig Sprogkundskab, var hun dog i de
grammatiske og orthografiske Enkeltheder saa usikker, at det i det
enkelte Tilfælde næsten er umuligt at afgjøre, om en i et fremmed Ord
forekommende Fejl maa betragtes som Skrivfejl eller Uvidenhedsfejl,
og jeg har derfor foretrukket at lade saagodtsom alle fremmede Ord
blive ganske i den Skikkelse, hvori de forelaa fra Forf.s Haand, uden
Hensyn til, om Fejlene ved dem beroede paa Valget af Ordene selv,
eller knyttede sig til Kjøn eller Kasus, eller endog blot bestode i
urigtig Anvendelse eller Omsætning af enkelte Bogstaver (man maa
saaledes ikke forundre sig over at finde Ord som: Re#c#ident,
vi#c#itere, Mu#ht#, Verrä#ht#erei o. m. a.). Med Hensyn til de
fremmede Ord kan endnu bemærkes, at jeg i Reglen ikke har gjort
nogen Forskjel paa dem og de danske i Henseende til Brugen af
Begyndelsesbogstaverne. Dog maatte jeg snart blive opmærksom paa, at
der blandt de af Forf. anvendte franske og latinske Substantiver
findes enkelte, som hun stadig skriver med smaa Begyndelsesbogstaver
(hvad der for nogle af de førstes Vedkommende aabenbart hænger sammen
med, at hun tænkte sig dem udtalte paa Fransk), og disse har jeg da
troet at burde gjengive paa samme Maade. At alle Tilføjelserne til
den oprindelige Text samt Anmærkningerne ere medtagne i deres Helhed,
forstaar sig af sig selv, men dog maa bemærkes, at en og samme
Anmærkning undertiden kan være nedskrevet og igjen udslettet 2, 3 og
flere Gange, inden Forf. har fundet en ret passende Plads til den, og
i saadanne Tilfælde har jeg naturligvis kun aftrykt den paa det Sted,
hvor den sidst er anbragt. Rettelserne har jeg for det Meste optaget
udenvidere i Texten. Dog hændte det af og til med Rettelser af rent
formel Art, at den tidligere Redaktion ubetinget var at foretrække
for den senere, og naar saa var, har jeg ikke betænkt mig paa at
blive staaende ved den første. Paa samme Maade har jeg forholdt mig
ligeoverfor enkelte reelle Rettelser, naar de nemlig ved en
Uagtsomhed af Forf. vare udarbejdede i en Form, der ikke passede ind
i Sætningsforbindelsen paa det Sted, hvor de hørte til. I sidste
Tilfælde har jeg dog altid sørget for, at Intet gik tabt, idet jeg
har aftrykt vedkommende Rettelser som Anmærkninger under den
egentlige Text. Af de temmelig talrige Ord og Sætninger, som ere
udstregede af Forf., uden at noget Nyt er sat i deres Sted, har jeg
optaget enkelte i Texten, men dog bestandig tilføjet en Bemærkning
om, at en Udstregning har fundet Sted, medmindre der kun var Tale om
et ganske enkelt Ord, som var udslettet af rent formelle Hensyn og,
vel at mærke, med Urette udslettet.
[9] Jeg kan ikke betegne min Fremgangsmaade saaledes, at jeg har
trykt ~alle~ Substantiver med store Begyndelsesbogstaver og ~alle~
Ikke-Substantiver med smaa, thi der er til begge Sider ikke faa
Undtagelser, som jeg dog ikke anser det for nødvendigt at
specificere her.
Til en anden Side af min Virksomhed som Udgiver end den i det
Foregaaende omtalte henhører Udarbejdelsen af de Anmærkninger om
historiske Forhold og Personligheder, hvormed jeg har ledsaget
Skildringen. Disse Anmærkninger gjøre ikke store Fordringer. For
adskillige Læsere tør det maaske antages, at de ville indeholde ret
velkomne Supplementer til Forf.s Beretning, for Historikere af Faget
ville de forholdsvis kun sjeldent frembyde noget Nyt. Naar jeg dog
tør haabe, at dette af og til vil være Tilfældet, beror det kun paa,
at jeg til deres Udarbejdelse undertiden har benyttet mindre
almindelig kjendte haandskrevne Kilder. Men dog er dette langtfra
skét i et saadant Omfang, som jeg selv kunde have ønsket, og navnlig
maa jeg med Beklagelse udhæve, at jeg kun en enkelt Gang har haft
Lejlighed til at benytte Gehejmearkivets rige Samlinger til Korf.
Ulfeldts og Leonora Christinas Historie.
Foruden ved de tilsatte Anmærkninger har jeg ogsaa troet at kunne
lette en Del Læsere Tilegnelsen af Værkets historiske Indhold ved en
summarisk Fremstilling af de vigtigste af de Begivenheder, som gik
forud for og mere eller mindre umiddelbart førte til den Situation,
hvormed den egentlige Skildring begynder. En saadan følger da
strax her nedenfor. Men jeg maa udtrykkelig bede bemærket, at
den indskrænker sig til det Allernødvendigste og kun giver
Begivenhedernes yderste Omrids eller saa Meget af dem, som maa ansees
for nødvendigt, for at Læseren ikke skal være ganske uvidende om,
hvad der menes, naar der hist og her i Værket gjøres en Hentydning
til dem.
Da Leonora Christina den 8. August 1663 blev indsat i Blaataarn for
der at tilbringe nogetnær de følgende 22 Aar, var hun allerede ikke
mere fremmed for Fængselslivets Bitterhed. Hendes Historie i de sidst
forløbne 4 Aar havde for en meget stor Del kun været en Omskiftning
af ét Fangenskab med et andet. Det var blandt Svenskerne, hun gjorde
sine første Erfaringer i saa Henseende, og Anledningen var den
Anklage for Højforræderi, som 1659 rejstes mod hendes Mand af den
svenske Regering. Skjønt der ved Roskildefreden var tilsikkret
Ulfeldt Amnesti og Tilbagegivelse af hans Ejendomme, havde han ikke
fundet for godt at vende hjem til Danmark. Han syntes tværtimod
bestemt paa i Fremtiden udelukkende at ville offre det Land sine
Kræfter, som i de sidst forløbne Aar havde skjænket ham Tilflugt, han
overtog Udførelsen af idetmindste ét meget betydeligt offentligt
Hverv for den svenske Regering og lønnedes for allerede ydede
Tjenester med store Naadesbevisninger af Karl Gustav. Men det varede
ikke længe, før Forholdet mellem ham og Kongen undergik en betydelig
Forandring. Den hidtidige gode Forstaaelse afløstes paa Ulfeldts Side
af en stedse tiltagende Misfornøjelse, som han ikke engang søgte
at skjule, og paa Karl Gustavs Side af en stadigt voxende Mistro
til Ulfeldts Ærlighed. Denne Mistro syntes at skulle blive
retfærdiggjort, da man i Foraaret 1659 kom til Kundskab om en Plan,