Leonora Christina Ulfeldt's "Jammers-minde". En egenhændig skiedring of hendes fangenskab i Blaataarn i aarene 1663-1685 - 14

Total number of words is 4926
Total number of unique words is 1335
29.5 of words are in the 2000 most common words
40.4 of words are in the 5000 most common words
46.6 of words are in the 8000 most common words
Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
til, saa intet er meere att true hannem med end de Stycker. I Afften
skal I intet tale med hannem. Siger hand noget, da swarer intet.« Om
Afftenen sneeg hand sig til oc sagde til hender i ded vderste Rom:
»Tager mig hid Sax oc Kniiff!« Hun swarte intet. Om Morgenen, til
Middag, bad ieg hender sige hannem, att ieg haffde intet aff hands;
ieg haffde selff betalt baade Sax oc Kniiff, oc ded for meere, end
de ware dobbelt wært. Ded Budskab bleff hand forbistret offwer, skar
Tænder oc hwiinede. Hun gik fra hannem oc skyde, ded meeste mugligt
war, att tale eene med hannem. Der hand fornam, att Quinden intet
wille tage imod nogen Sæddel, saa tog hand sin Tiid oc warte Slosf.
Øygne oc kaste en Sæddel ind til mig paa Gulffwet (oc haffde samme
Gang nær skeed en synderlig Hændelse; thi i ded hand wille kaste
Sæddelen ind, gik Slosf. stoere Hund ind, som haffde krøllet Haar,
saa Sæddelen falt paa Hundens Ryg, men falt aff igien i Kraagen, som
Hunden snyfflede). Vdi den Sæddel stoed: »Lader mig faa Kniiffwen oc
Saxen igien, saa skal ieg giøre Eder saa stoer en Vlycke, som ieg
haffwer giort Eder Tienneste, oc wil ieg betale Eder Kniiff oc Sax,
skulle ieg end selge miine Boxer. Lader mig faa dem strax!« Hand gik
i nogle Dage som et forstørret Menniske, efftersom ieg intet swarte
eller loed Quinden sige hannem noget; saa Chresten spurte Quinden ad,
hwad hun haffde giort wed Christian, hand gik der neere oc skar
Tænder oc hujede som ett galt Menniske. Hun swarte, att de der neere
maatte wiide, hwad hannem gik ad; her saae hand wel, att de taltist
wed heel wenlig. Langfredag Middag{1667.} war hand gandske
forbistret, soer oc forbandede sig, om hand icke skulle giffwe sig
selff an, _repeterte_ alt ded forrige, satte ded dertil, att ieg
haffde forført ham, Wiinen haffde bedraget ham oc Maed, Lyß oc goede
Ord; hand skytte intet om, hwad hand skulle liide, wille gierne døe
for Bødels Haand; men ieg, hun oc Kresten skulle icke gaa Ram
foruden. Den Efftermiddag war icke meget glædelig for os. Quinden war
bedrøffwet; ieg bad hender giffwe sig tilfritz; der war ingen Fare
hoes den Galskab, men en stoer Fortred, oc langt haardere end mit
Fengsel; men ieg skulle dog faa Raad med den Schelm. Hun tog henders
Bog oc læste i, oc ieg satte mig til att dicte en aandelig Sang om
Christi Liidelse v[n]der den Thone: Som Hiorten med Tørst
befangen[167].
[158] I Randen er bemærket: »_Hand haffde i siine goede Luners Dage
flyed mig for Penge oc Lyß, hwad ieg begierte, saa ieg haffde baade
Kniiff oc Sax, Silcke, Traa oc adskilligt att fordriffwe Tiiden
med. Ded fortrød hannem siden._«
[159] Med »Herr« tituleredes i hin Tid kun Riddere og ~Præster~.
»Mester« var, som bekjendt, den danske Form for »Magister«.
[160] I Randen er bemærket: »_Stacket effter ded Quindfolk haffde
wærret i Skaane, gaff hand mig en Æske med Stycker Wox vdi, hwor
alle Taarn Nøglerne ware tryckte vdi oc skreffwen der hoes: Dem
skal min Pige lade giøre i Skaane. Ieg skylffte ded for Quinden,
som da bar Natkedelen op, oc neste Løffwerdag der effter flyde ham
dem igien med Tacksigelse, att ieg traade intet effter att komme vd
paa den Maade. Ded behagede ham ey, ded saae ieg wel._«
[161] I Randen er bemærket: »_Paa samme Tiid saed en Bunde fangen i
den Myrck[e] Kircke for en skiiden Mund, hand haffde hafft imod
Ridefogden; ieg loed giffwe ham Maed. Den war en swar Schelm. Om
hand war udsat aff andre, weed ieg ey, men hand sagde til Karen,
att dersom ieg wille skriffwe miine Børn til, saa wille hand fly
ded bort. Ieg loed sware, att ieg tackede ham; ieg haffde intet att
skriffue dem, icke heller noget att sk[r]iffue med. Schelmen
swarte: »Ia saae! Ia saae!«_«
[162] Forsaavidt man af Sammenhængen maa slutte, at de Aviser,
hvorom Talen er, udkom ugentlig eller endog flere Gange om Ugen,
maa man vistnok nærmest tænke paa ~tydske~ Aviser. Den første
~ugentlige danske~ Avis var Jørgen Gøde's ~Ordinarie Posttidende~,
der begyndte 1673. Bording's ~Danske Mercurius~, som begyndte at
udkomme 1666, var en maanedlig Avis. Men allerede flere Aar
tidligere var der i Kjøbenhavn udgivet ~ugentlige tydske~ Aviser,
ja en af disse, Henrik Gøde's ~Europäische wochentliche Zeitung~,
udkom endog fra 1664 af 2 Gange om Ugen. Maaske er det netop den
Avis, Leonora Christina har haft. Jvfr. ~Nyerup~, Om de ældste
danske Aviser (Skandinav. Litteraturselsk. Skr. 1805 1 Bd. S. 228
flg.)
[163] I Randen er tilføjet: »_Ded war høyligen att forundre, att
Slosf. icke hørte den #Allarm#, Christian giorde. Samme Gang mindis
ieg, att hand fortælte, huorledis hand haffde forfærded en aff
Hoffbetienterne med en Muuß i en Æske._«
[164] I Randen er bemærket: »_Hand kom Slosfogden til att kaste en
Katkilling, ieg haffde, allerøffwerst need fra Taarnet oc loe mig
saa sposk til, der hand haffde fortelt Quinden sin Mandoms
Gierning; sagde: »Katten war fnattet, Katten war fnattet!« Ieg loed
mig icke mercke, at ded for trød mig._«
[165] Eftersætningen er glemt.
[166] I Randen er bemærket: »_1666. I midler Tiid Karen Nelß
Daatter betiente mig, da war en Nyrrenberger min Naeboe i den
Myrcke Kircke; bleff beskylt for Falsk Mynter att wære. Den bar hun
Maed til hwer Dag. Hand sang oc læste fast Nat oc Dag oc sang meget
wel. Hand sang den Psalme: #Herr, deine Ohren neige zu mihr!#
langsom effter min Begiæring. Ieg skreff den oc siiden satte den ud
paa danske. Oc som hand offte om Natten Tiimer lang læste høyt oc
bekiendte siine Synder, bad Gud om Forladelse oc raabte mange
Gange: »Du must mir helffen, Gott! Ia, Gott, du must mir helffen,
sonsten bistu nicht Gott. Du must gnädig seyn!« saa den Raaben
forhindrede mig att soffwe, huorfor ieg loed hannem bede med Karen,
att hand wille læße sacte, som hand oc siden giorde. Hand bleff sat
paa Holmen for en faa Vgers Tiid oc siden løß giffwen._«
[167] I Randen er bemærket: »_Samme Dict war siden Aarsage, att
Christian gandske satte sig igien, som hand der effter selffwer
sagde mig; thi hand hørte mig synge den engang, oc sagde hand, att
den haffde rørt hands Hierte oc trykt Taarerne aff hands Øygne (ieg
haffde enda ingen anden Skriffwertøy, end som melded er)._«
Paaske Afftener tilforne pleiede Christian att forskaffe mig
farffwede Æg; ded war da icke i ded Hiørne med hannem. Der Døren
bleff luct, siger ieg til Kresten: »Glemmer intet i Morgen blød-søen
Æg!« Der Paaske Middag Maedden kom op, oc Æggene icke strax kom op
med (som war en Biieret), saae Christian til mig oc giorde en lang
Næße aff mig tre fiire Gange (thi ieg war want wed at gaa frem oc
tilbage for Døren i mit Kammers paa de Tiider, der bleff opluct). Ieg
bleff staaendis att see paa hannem, drog lit min Skulder. Lided
effter diße _grimasses_ kom Kresten med et Faed med bløed-søen Æg.
Christian slog først Øygnene need, siden kaste hand dem til mig,
wentede maaskee, att ieg skulle giøre Næße aff ham igien. Men intet
mindre end ded. Der Quinden kom i Trappen, sagde hand: »Der war ingen
farffwede Æg«. Hun sagde mig ded strax, saa ieg bad hender sige, att
de blødsøen Æg aad ieg, oc de farffwede giæmte ieg, som hand kunde
see (oc sendte ieg hannem et aff forgangen Aar, som ieg haffde ritzet
nogle Blomster paa; ded haffde hand selff flyed mig, dog for Lyß).
Hand tog ded an, men hand skreff mig en Seddel der paa, som war heel
_rar_. Den skulle wære paa de høye Noder om Eegget oc Hønen. Hand
wille giffwe Stræger, oc ded haffde ingen Skick. Ieg kand intet
mindis meere ret wel der aff, uden att ded war et raadded Æg, ieg
haffde sendt ham; hands Æg skulle blomstris, naar mit skulle
raadne[168]. Den Sæddel kaste hand oc ind til mig. Ieg swarte intet
der paa. Hand gik atter nogle Dage oc sagde intet ont; saa stak ded
ham igien. Ieg kan troe, att ded giorde ham ont, att hand saae
Kresten stønnem haffwe min Wiin tilbage i Begeret. Stønnem skenckede
ieg Slozf. dermed. Maed fik hand oc icke, hwercken til sig eller sin
Dreng. Saa sagde hand en Dag til Quinden: »Hwad synnis Eder wel, att
Slosf. wille sige, om hand wiste, att I giffwer Fangerne Maed aff
hands Maed?« (Madden, som kom fra mit Bord, bleff borren need til
Slosf.). »Wil I sige hender ded!« Quinde[n] spurte, om hun skulle
sige mig ded paa hands Wegne. »Paa hwis Wegne ellers?« swarte hand.
Ieg loed hannem sware, att Maedden, som kom til mig, haffde ieg Mact
til att tage aff, saa meget ieg wille; mig war den intet maalt eller
weyet til; ded, ieg intet wille haffwe, maatte de giøre aff, hwad de
wille, hwem der haffde Ret der til; før war ded ingens. Der kunde
hand oc icke kyffse os med. Saa war ded en Dag den gamle Snak igien:
hand wille haffwe Sax oc Kniiff, oc hand truede att giffwe sig
selffwer an; oc som ded war fast i mod den Tiid, att ieg loed mig
berette, sagde ieg til Quinden: »Siger hannem eengang for alle: wil
hand icke holde Styre paa sig, saa skal ieg, ded første Præsten
kommer, giffwe hannem an, oc ieg skal faa den første Karen for Dagen;
den skal, faa Skam! først ad Sted, for hun loed mig ingen Fred paa
hands Wegne, førend ieg kom i med hannem. Hun skal sige Sandhed med
goede eller onde, saa wil wii see, hwem Vlycken skal falde paa.« Hand
skulle nu giøre, hwilcket hand wille, ieg wille haffwe Roelighed;
hand skulle forskaane mig med siine Sedler, ellers ieg skulle wiiße
dem frem. Der Quinden sagde hannem ded, falt hand i Tancker; spurte:
»Sagde hun ded?« »Ia« (soer Quinden) »giorde hun saa! Hun sagde enda
meere: »»Hwad monne hand meene? Meener hand, att ieg som en Fange,
der ingen Stetz kand komme, skulle liide noget, fordi ieg tog imod en
Fangis Tienneste, som haffde en Friihed, hannem icke burte?«« Hand
stoed alt oc hengte med Hoffweded oc swarte gandske intet. Ded satte
Styr paa Karlen, oc hørte ieg siden icke et vskickeligt Ord aff
hannem. Hand talte wenlig oc wel til Quinden i Trappen, fortælte,
hwad nyt hand hørte, oc war heel beskæfftig; oc der hun spurte ham
engang om hands Potte for att giffwe ham Wiin der i, sagde hand
sø[rg]modeligen: »Ieg haffwer ingen Wiin fortient.« Quinden sagde,
att hand skulle wel faa Wiin alligevel, ieg begierte ingen Tienneste
meere. Saa fik hand da oc da Wiin, men ingen Maed[169]. Den Dag, ieg
bleff beræt, kom hand til Døren oc banckede saa sacte. Ieg gik til
Døren. Hand hælste oc ynskede mig til Lycke med heel goed Manner,
sagde derhoes, att hand wiste, ieg haffde forlat dem, som haffde
giort mig imod. Ieg swarte ia dertil oc gaff ingen widre _matière_
til ded Spørßmaal; hand icke heller, talte om anded smaat oc gik saa
bort. Der effter kom hand hwer Dag til Døren oc sagde, hwad nyt hand
hørte; bekom oc Wiin oc Maed igien. Hand sagde iblant anded, att
mange ware i Meening, att alle Fanger skulle løßgiffwis, naar
Printzen (nu worris Konge) skulle haffwe Bryllup, hwor om taltist,
att Bruden om en Maanets Tiid skulle komme ind (ded war sidst i
_April_, derom bleff talt), oc Brylluppet skulle staa paa Slottet.
Ded drog sig hen med Brudens Komste indtil først _in Iunio_, oc da
stoed Brulluppet paa Nykiøbings Slot i Falster. Der ware mange i den
Meening, att ded skeede der, for di att Bruden icke skulle bede mig
oc Doctern løß[170]. Som nu Bruden skulle føris til Kiøbenhaffn,
siger ieg til Christian: »Nu er ded Tiid for Eder att komme løß.
Lader Eders Piige paße paa oc giøre et Knæfald for Brudens Wogn oc
ræcke en _Supplicque_ frem, saa er ieg wiß paa, I kommer løß.« Hand
spurte, hworledis Piigen skulle komme til att bede for hannem. Ieg
sagde: »Ded er io Eders Festemøe?« »Ney« (soer hand en stoer Eed) »er
hun icke! Hun bilder sig ded wel ind, men ieg wil« (soer hand atter)
»aldrig haffwe hender.« »Da lader hender bliffwe i den Meening«
(sagde ieg) »oc stiile sin _supplication_ som for sin Festemand.«
»Ia« (sagde hand saa drøffweworn), »ded kunde hun da giøre.« Ded
skeede saa, som ieg haffde raad, oc Christian kom vd den 11. _Iuni_
1667[171]. Hand tog ingen Affskeed hoes mig, loed mig icke engang
helße wed Taarngiemmer eller Dreng. Quindfolckets Tacksigelse war,
att hand samme Afften slog henders Winduer ind oc saa rumsteret i
Fuldskab paa Gaden, saa hand bleff sat i Raadhuuß-Kiælderen[172]; kom
dog om anden Dagen vd. Hands Dreng, Paaske, skulle tage Affskeed med
sin Herre. Der hand spurte hannem, om hand skulle sige os noget fra
hannem, swarte hand: »Sig dem, ieg giffwer dennem Fanden!« Paaske,
som bragte ded Budskab frem, sagde att haffwe swart Christian: »Min
halff!« (thi Christian _suspicerte_ allereede Paaske, att hand giorde
Quinden Tienneste). Wii fik en Hiertens Latter aff ded Budskab; thi
ieg sagde, att Paaske tog den halffwe Deel, saa ieg fik intet. Glæden
war icke liden hoes os, der wii ware bleffwen ded vguddelig Menniske
quit.
[168] I Randen er bemærket: »_Hwad hand meente dermed, wed ieg
icke; maaskee att hand mente, ieg skulle døe i Elendighed, oc hand
alt leffwe i Friihed. Den Meening er feilet, thi hands vguddelig
Idret i hands Friihed haffwer omsiider bragt ham i Fortuifflelse,
saa hand haffwer skiøt sig selff ihiæl _[jvfr. S. 18]_. Om Gud
giffwer mig nogen Tiid Friiheden her i Werden, er hannem alleene
bekiendt._«
[169] I Randen er bemærket: »_Hands Dreng wed Naffn Paaske kunde
hand icke wocte saa wel, att Quinden io lagde et Stycke Maed til
ham vden Døren._«
[170] I Randen er bemærket: »_Bruden haffde beded for mig til
Nykiøbing, mens ingen Gehør [fundet]. Ded war farligt for Lande oc
Riiger._«
[171] Denne Dato er næppe ganske rigtig, thi den 11. Juni var det,
at ~Charlotte Amalie~ ankom til Rødby (Formælingen paa Nykjøbing
Slot synes ikke at være fejret denne Dag, som det hedder i den
svenske Resident ~Lilliecronas~ Indberetning, ~Becker~'s Samlinger
2 D. S. 192, men først Dagen efter, se ~Ove Juels~ Dagbog i ~Hist.
Tidsskrift~, 3 R. 3 Bd. S. 611). Hun kom først til Kjøbenhavn den
25., se ~Histor. Tidsskrift~ a. St. S. 612.
[172] I Randen er bemærket: »_Ded war en Søndag; ded war den Ære,
hand gaff Gud. Hand gik i Wiin Huuß i Steden for Kircken. Til 12
Slet kom hand vd._«
Wii leffte siiden i goed Roelighed ded 1668. Aar, ieg skreff oc war
_provideret_ med adskilligt til Haand-Arbeed, saa Kresten kiøbte
intet for mig vden et Par Bøger, oc dem maatte ieg betale dobbelt oc
meere end dobbelt med Lyß. Karen bleff hoes mig første Gang paa
fiærde Aar; oc som henders Daatter da skulle gifftis, oc hun gierne
wille were nærwærende paa Brylluppet, talte hun med mig derom,
hworledis ded kunde lafwis, thi hun wille gierne haffwe Tilsaffn att
komme igien, naar den Quinde, ieg fik igien, skulle bort. Ded wiste
ieg icke, om ded kunde skee, men wel, att hun kunde komme vd foruden
att giøre sig syg; ded wille ieg wel bringe tilweye. Slosf. haffde da
alt til Fuldmectig Peder Iensen Tøtzløff, som da oc da forrettede
hands Embede. Hannem loed ieg giøre Forslaget med oc beklage derhoes
Quindens Skrøbelighed; talte siden med Slosf. selff derom, som war
heel willig der til, thi baade kunde hand wel liide den Karen, oc
hand haffde en Quinde i Huußet, som hand wille hielpe til mig igien.
Karen Nels Daatter kom fra mig en Afftens Tiid 1669{1669.}, oc en
tysk Quinde wed Naffn _Cathrina_ --[173] kom til mig igien. Karen tog
Affskeed med grædende Taare. Hun haffde græt fast den heele Dag, oc
loffwede ieg hender att giøre mit yderste til att faa hender til mig
igien, naar den, ieg da fik, kom bort. Den _Cathrina_ haffwer werret
fra Vngdom op iblant Soldater Wæßen, haffwer werret gifft med en
Lütenant paa de Tiider, da Slosf. war Tromslager, oc werret Fadderske
til en aff hands Sønner; nu forarmet effter Mandens Død oc saed oc
spant hoes Slosf. Quinde for Madden. Hun war flux tilgenegen til
Drik, oc henders Hænder røstede, saa hun kunde intet holde Begerne
der i, men maatte støtte Begerne op til Liiffwet, Fade med Suppe Maed
lige saa. Slosf. sagde mig, førend hun kom op, att henders Hænder
stønnem røstede lided, dog icke altiid; hun haffde for kort Tiid
siden werret syg; ded forgik hender wel. Der ieg spurte hender selff,
hworledis hun haffde faaet ded Tilfald, saa sagde hun att haffwe
hafft ded mange Aar. Ieg sagde: »I er icke en Quinde, som tienner
mig, thi om ieg bleff syg, saa som ieg for et Aar eller noget siden
haffwer werret, saa kunde I icke betienne mig.« Hun falt strax need
paa siine Knæ, græd bitterlig, bad for Guds Skyld, hun maatte
bliffwe; hun war en fattig Encke, oc hun haffde loffwet Slosf. Hælten
aff de Penge, hun fortiente; hun skulle bede Gud saa inderlig, att
ieg skulle icke bliffwe syg, oc hun skulle wære mig troe, ia til att
døe for mig. Mig syntist, att ded sidste war for meget sagt for att
troe hender for wel (hun holte dog Ord oc giorde, lige som ieg befoel
hender, oc ieg bleff oc icke syg i henders Tiid). Hun gaed intet
arbeeded. De fleerste Gange, naar hun haffde æt, lagde hun sig strax
oc drog Puuden for siine Øygne, sagde: »Nu kan ick nichts sehen.«
Naar hun fornam, att ieg kunde liide, hun snackede, saa fortelte hun
heele _Comedier_ paa sin Wiiß, _agerte_ dem oc stønnem oc giorde sig
til adskillige Persohner. Naar hun begynte att fortelle ett Emtyr, oc
ieg wille sige mit i Fortellingen: »Ded wil faa en iammerlig Vdgang,«
saa sagde hun: »Neen, dat krigt en guth Ende;« giorde oc en goed Ende
paa sin Fortelling. Lige saa, om ieg sagde twert imod. Hun dantzede
oc for mig oc ded for 4 Persohner, snackede imellem for hwer en, hun
dantzte for, kneb Mund oc Fingre sammen. _Coemedianter_ kalte hun
_Medicoanter_. Vdi henders Tiid forrefalt adskilligt, som forhindrede
att see eller høre effter henders Lyst[174].
[173] Efternavnet staar ~in blanco~. Formodentlig er det dog det
Fruentimmer, som Forf. i Fortalen kalder Cath. ~Wolff~; jvfr. S.
10.
[174] I Randen er bemærket: »_En Par Maaneder effter, hun war
kommen til mig, faar hun den kaalde. Hun græd oc bleff bange. Ieg
war wel tilfriz med hender, tenkte at see, hwad Troen kand giøre,
skreff noget paa en Seddel oc hengte hender om Halsen. Febern gik
bort, oc soer hun, att alt ded onde i Kroppen ligesom paa engang
skiød need i hendis Been, der ieg hengte hender ded om Halsen. Hun
fik oc strax tycke Been._«
Ded hænder sig, att _Walter_, som for den Sag med _Dina_ bleff
Danmark forwiist, kom fra Swerrig oc holte sig vbekiendt i
Kiøbenhaffn, bleff paagreben oc sat her i Taarnet, neere i
Taarnestuen. Der _susspicertis_, att hand _tramerte_ noget[175].
Sammegang saed hoes hannem en franzøsch Kok oc swensk Bagere, som
beskyltis att wille haffwe forgiffwen Kongen oc Dronningen. Den
swenske bleff sat i Traaldhullet, strax effter _Walter_ war kommen.
Ded warte nogle Dage, førend ieg maatte wiide _Walters_ Komme, men
wiste ded dog. En Dag til Middag, der _Walter_ oc Franzosen raabte
høyt (thi de _dissputerte_ altiid med hwer andre), spørger ieg
Slosf., hwad hand haffwer for Giæster der neere, som taler franzøsch.
Hand swarer att haffwe aff adskillige _Nationer_, forteller saa, hwem
de erre, men huorfor de saed, wiste hand icke ret egentlig, i
Synderlighed _Walters_ Beskyllinger. Diße twende om melte faar
Krackeler tilsammen, saa _Walter_ bleff sat ind i Traalhullet til
Swensken, oc Franzosen i den Myrcke Kircke, hwor helst hand bleff syg
oc kom ingen Tiid til Hullet paa Døren, men laa strax inden for. Ieg
torte icke sende hannem noget for de Beskyllinger, der war imod
hannem. _Walter_ saed lenge der neere, oc Franzosen kom vd. Der _M._
Bock kom til mig oc skulle meddeele mig Christi Legeme oc Bloed,
fortelte ieg hannem førend Skrifftermaalet Fortellingen om ~Walters~
Sag, som wel war bewist, men sagde hannem der hoes, att den Tiid ieg
bleff wed Vldrich Christian Gyldenløve vdwiist aff Danmark[176], da
haffde for^{te} Gyldenløve soeren mig til, att Kongen icke war enda
den Sag ret bewist, oc ieg haffde beklaget, att Hs. _Maj._ icke
haffde søgt effter for att were den bewist[177]; bad Presten att bede
Statholder att bringe til Weye, att _Walter_ om _Dinas_ Sag maatte nu
_examineris_[178], oc att hand oc ieg maatte komme til Ords sammen i
nogle _Ministri_[s] Nærwærelse; ded kunde skee foruden stoer _bruit_,
thi Herrerne kunde komme i Taarnet aff Løngangen. Presten loffwede
att forrette ded[179], giorde ded oc saa, oc bleff _Walter_ tredie
Dag effter sat op i den Mørke Kircke, saa ieg wæntede i en lang Tiid
hwer Dag, att wii skulle komme til Forhør, men den, der laa Magt paa,
forhindrede ded[180]. _Walter_ saed saa hen[181], skiæntis fast hwer
Dag med Chresten, skiælte ham for Tyff oc Røffwer (thi Chresten
haffde funden nogle _Ducater_, som _Walter_ haffde stucken vnder en
Stoel (den galle _Walter_ loed Swensken see, att hand stak _Ducater_
oc et Blæckhorn vnder Stoelen imellem Giorderne, oc siden slog hand
Swensken, som forraade hannem)). Chresten loed _Walter_ gaa noget i
Taarnstuen for att røre sig quanßwiiß; i midler Tiid lyßkede hand
Stoelen. Offwer den idelige Skiællen kand man wel tencke, att
Chresten bleff fortreden, _procurerte_ hannem icke synderlig gott
Maed aff Køckenet, saa aff de twænde Rætter, hannem war _ordineret_,
war stønnem intet, hand kunde æde aff; oc som _Walter_ sagde engang:
»Wille de ickun giffwe mig en Ræt, ieg kunde æde aff, saa war ded alt
nok,« saa magte Christen ded saa, att hand fik ickun en Ræt oc offte
kunde icke æde aff den (ded war Chrestens egen Skade, som fik den
øffrige Maed, men hand wille gierne miste, maatte den anden liide
ille). Engang kom Chresten med en Riising Grød til hannem, giorde
strax en Krackel med hannem, saa den anden bleff saa wree (saa som
Børn) oc wille intet æde. C[h]risten tog Grøden lige goed vd igien oc
loe hiertelig. Ieg sagde til Chresten i Slosfs. Paahør: »Haffwer Gud
lenge biiet att straffe _Walter_, da kommer Straffen nu til Gaffns,
thi hand kunde aldrig wære falden i v-barmhiærtigeris Hænder end som
i Eders.« Hand loe hiærtelig deraff, oc Slosf. giorde liige saa. Oc
som der gaar et Hull aff den Mørcke Kircke ind i ded vderste Rom, saa
kand de, der er inde, raabe op ad, saa man kand høre grant, hwad de
siger. Saa kalder _Walter_ engang paa Slosf. oc beder hannem giffwe
sig et Stycke Steeg. Slosf. raaber hannem til: »Ia, man skal Iu en
Rotte braaden!« Ieg sendte ham et Stycke Steeg med Chresten. Der hand
tog ded oc wiste, ieg sendte ham ded, da græd hand. Ieg sleed saa
Tiiden hen, haffde steze Arbeed, skreff oc meget[182]. Presten bleff
keed aff att betienne mig, loed mig biie effter sig 13, 14 Dage
tillige; naar hand da kom, saa forrættede hand sit Embede _par
manière d'acquit_. Ieg sagde intet derom, men den Quinde, som er
tydsk, bleff oc aff hannem skrifftet; hun stympede derpaa, i
Synderlighed engang (som war den sidste Gang, hand skrifftede
hender); thi da biiede ieg effter hannem 4 Dage, førend ded kom
hannem til Paß, oc der hand kom, war ded effen en Onßdag oc imod
Klocken 9 Slet. Hand hælste aldrig, mindre ynskte Lycke til mit
Forretagende. Da sagde hand, wed hand gaff Haand: »Ich habe nicht
lange Zeit zu warten; ich muß ein Kind tauffen.« (Ieg wiste wel, att
ded kunde icke wære sandt, men swarte:) »In Gottes Nahmen!« Der hand
skulle skriffte Quinden, wille hand icke sætte sig; sagde: »Nu macht
fort! Ich habe keine Zeit;« gaff hender neppeste Tiid att sige sit
Skrifftermaal, _absoluerte_ hender paa ded snareste oc læste
Indstifftelsen paa Post. Der Præsten war borte, war Quinden meget
v-taalmodig, sagde, att hun war bleffuen skrifftet oc beræt aff en
Feldt Præst i Marcken, da ded heele _Compagni_ loed sig berette
(efftersom de stoede ferdig til att skulle slaaes med Fiinden om
anden Dagen), oc den Præst haffde icke »so Gottes Wort vtgejaget, als
diße gedan had;« hun haffde ingen Goede der aff. Ieg trøstede hender,
ded beste ieg kunde, læste oc sang for hender, sagde, hun skulle
angre oc fortryde siine Synder, legge Wind paa att forbædre sit Liiff
oc Leffnet oc icke lade Præstens liden Andact irre hender; hun skulle
tilegne sig Christi Wærskyld oc Fortienneste til henders Synders
Forladelse, dens Legem oc Bloed haffde Præsten ract hender vnder Brød
oc Wiin. »Ia,« swarte hun, »ick skal mii, wil's Got, bäteren.« Ieg
sagde: »Wil Ii mii holden, dat Ii mii gelofft häb?« Henders Løffte
war: icke att dricke sig saa fuld, som hun war engang. Ieg kand icke
forbigaa att errindre ded. Hun fik, som sagt er, en halff Potte frans
Wiin hwær Maaltiid, oc ieg en halff Potte rinsk Wiin. Begge de Deele
kunde hun dricke foruden att wære heel fuld; thi til hinders Maed
drak hun den franske Wiin, lagde sig derpaa; naar hun saa stoed op
om Efftermiddagen, saa drak hun min Wiin[183]. Om Afftenen skaanede
hun miin Wiin til Frokaast, men engang forwarte hun i en Potte baade
min oc henders Wiin om Afftenen, saa hun til Middag haffde 2 Potter
Wiin; dem saed hun oc listede saa sacte i sig, oc ieg actede ded
icke, saed iust i en _Speculation_ om et Munster til att knøtte.
Endelig saae ieg til hender, att ded warte saa lenge, førend hun
lagde sig; da hælte hun alle Kar et effter anden, oc der war intet
vdi. Saa talte ieg til hender oc sagde: »Wo ißet? Häb Ii all de Wiin
utdruncken?« Hun kunde ille sware, wille staa op oc kunde icke. »Tho
Bäd, Ii fulle Söwge!« (sagde ieg). Hun wille gierne, men kunde icke,
spiide langs need aff sig, krøb langs ad Wæggen for att faa fat paa
en Koost. Der hun haffde den, kunde hun intet giøre dermed. Ieg
sagde, hun skulle krybe til Sengen oc legge sig. Hun krøb did oc falt
næßskrues ned paa Sengen, oc Benene stoede paa Gulffwet. Der spyde
hun igien, bleff saa liggendis oc soff (huorledis ieg war til Fritz,
er læt att tencke). Hun soff et Par Tiimer saaledis liggendis, haffde
dog icke soffwet Ruußen gandske vd; thi der hun skulle giøre reent
for sig oc om sig, bleff hun siddendis et swart Tag paa en law Stoel,
Kooste Skafftet med Koosten imellem Beenene, Haaret om Ørene.
Snørliffwet tog hun aff for at toe ded, saed saa i Oplet, som stoed
aaben for til, oc toe slæmme soorte brune Flasker hengte vd; iamrede
sig, bad Gud hielpe sig: hun haffde sin Død. Ieg war baade wree, oc
ieg kunde icke holde mig for Latter aff ded slæmme Skilderi. Som den
Iamren icke fik Ende, sagde ieg i Wreede: »Ia, Gott skull Iu wol
helpen, Ii versaapen Dyffwel! Hin naa de _Cordegarde_ mit Iu! Ick wil
so en Fulsack nicht bii mii hebben. Hin! Slaapt bäter vd, en lat mii
nicht hören, dat Ii von Gott sprächet, wan Ii duen siit, dan so is
Gott wit van Iu, vnd de Dyffwel bii Iu!« (Ieg loe siden aff mig
selff). Hun lagde sig igien, oc imod Klocken 4 war hun fuld ædrue,
giorde fuldkommen reent, saed saa oc smaa græd. I ded kaste hun sig
med en Fart til miine Fødder, holte fast om dem, hylte oc tutte op i
Wæret oc bad for Guds Skyld, ieg wille tilgiffwe hender ded den eene
Gang, ded skulle aldrig skee tiire; fortælte, huordant hun haffde
giemt Wiinen _etc._; wille ieg ickun haffwe hender enda et halff Aar,
saa haffde hun saa meget, att hun kunde kiøbe sig ind i de fattigis
Huuße til Lybeck. Ieg tenkte, att ieg skulle wel wocte hender, att
hun icke skulle faa saa meget paa engang tiire, saa oc, att maaskee
ieg kunde faa en slemmere igien i andre Maader. Karren kunde ieg da
icke faa, thi henders Datter reede til Baßel, oc ieg wiste, att hun
icke skulle haffwe wærret roelig. Saa loffwede ieg da att beholde
hender saa lenge. Hun holte oc Ord; oc ieg magte ded saa en 6 Vger
der effter, att Quinden miste sin Wiin, huilcket oc Quinderne siden
miste; saa min Wiin kunde ingen Skade giøre hender. Med Walter war
hun heel fortroelig. Hun haffde kiendt hannem før, oc war Chresten i
Meening, att hand haffde flyet hender alle siine Penge, førend hand
bleff syg; thi hand sagde, att _Walter_ haffde ingen Penge meere.
Huilcket hwilcket war, wed ieg icke. Troe war hun icke, thi hun
staell først en Meßing Knøtte Naael fra mig, som ieg da icke brugte;
war giort som en Næstenaal, oc wiste hun icke anded, end den war aff
Guld. Som mit Kammers icke er stoert, saa kunde ded snart igiennem
søgis; men ieg søgte i tre Dage hwer Dag oc kunde icke finde den. Ieg
kunde wel wiide, att hun fik att haffwe den, thi den er icke saa
liiden, at den io kand sees, hworfor ieg sagde omsier: »Der ligger
icke meget Mact paa den Meßing Naal; ieg kand faa een igien for 2 ß.«
Anden Dagen der effter wiiste hun mig Naalen i en stoer Ritze paa
Gulffwet i mellem Steenene. Men der hun siden, noget førend hun kom
bort, fandt min eene Gullering i mit Øre, ieg tabte, oc vden Twiffl
You have read 1 text from Danish literature.
Next - Leonora Christina Ulfeldt's "Jammers-minde". En egenhændig skiedring of hendes fangenskab i Blaataarn i aarene 1663-1685 - 15