Leonora Christina Ulfeldt's "Jammers-minde". En egenhændig skiedring of hendes fangenskab i Blaataarn i aarene 1663-1685 - 16

Naffn Inger kom i hindis Stæd, et locket Quindfolck. Samme Quinde
gaff sig vd for att wære en Ecte Quinde oc Encke aff en Vnder
_Officerer_; haffde lenge tient i Hamborg oc werret Waagkone hoes
Baßel Quinder. Med denne gik ded mig saa, som offte skeer, att man
adstunder til en Ting til sin egen Fortrid. Chresten haffde talt for
denne til Slosf. oc roost hender for mig, men Slosf. tog effter en
andens _recommendation_ den for^{te} Margrete. Saa lenge att der war
Haab, att Landt G. skulle erlange min Friihed, saa lenge war denne
Quinde skickelig, men siden begynte hun effterhaanden att lade see,
hwad der stak i hinder, oc att hun icke lignede _Dina_ forgiæffuis.
Hun giorde mig allehaande Fortred, som ieg tog imod med Taalmodighed,
tenkte wed mig selff, att ded war endnu en Widerwertigheds Prøffwe,
som Gud mig paalagde, oc rant mig offte _Dinæ_ Bedriffter i Sinde, oc
ieg tenkte: Monne denne icke skulle hitte paa en _Dinas_ Træk? (Hun
er goed derfor, haffde hun en Anfører, som _Dina_ haffde). Iblant
anden Fortred, som icke kand regnis iblant de smaa, war denne, att
ieg engang war icke frisk, haffde lided eller intet soffwet om
Natten oc lagt mig om Dagen att soffwe paa Sengen; da wille hun icke
vnde mig den Roelighed, men gik sacte hen paa sine Saacker oc targede
en Hund, ieg haffde[206], til att knurre for att wæcke mig. Ieg
spurte hender, huorfor hun wille icke vnde mig att soffwe. Hun
swarte: »Ieg wiste icke, att I soff.« »Huorfor« (sagde ieg) »gik I da
paa Eders Hoße-Saacker?« Hun swarte: »Saae I ded, da soff I icke,«
loe inderlig sacte hoes sig selff (hun saed altiid for mit Bord oc
wente Ryggen til mig; om ded war, fordi ded eene Øye war vde, att hun
saed saa for Dagen, wed ieg icke). Ieg gad icke holdt Samtale med
hender, laa stille, oc tenckte hun, ieg soff, stoed atter op oc
targede Hunden. Ieg sagde: »I drister paa min Taalmodighed, men løber
Gallen offwer for mig engang, saa skal I wist faa noget anded att
see, I forbandede slemme Ting!« »Forbandede slemme Ting!« sagde hun
wed sig selff oc loe saa sacte. Ieg bad Gud regiere mig, att ieg icke
skulle forgriibe mig paa ded Affskum. Oc som ieg da haffde ded anded
Rom (som melded er)[207], saa gik ieg der op, spatzerte imellem 4 oc
5 Slæt. Hun plaskede oc toede der vde, spilte Wand ret der, som ieg
tog min Gang. Ieg sagde hender nogle Gange, hun skulle lade sin Toen
wære, hun kaste alt Wanded hid oc did paa Golffwet, ieg giorde miine
Klæder skiden, oc stønnem war der icke en Taar til Hunden att dricke,
oc Taarngiemmeren skulle hente Wanded henne wed Køcken Posten. Alt
ded hialp intet. En Dag lystede ded hender, att ret som Klocken
haffde slaget 4, gik hun vd i ded anded Rom oc slog all Wanded vd paa
Golffwet, kom saa ind igien. Der ieg kom i Døren, bleff ieg ded war;
foruden nogen Ord slog ieg hender først paa den eene oc saa paa den
anden Kiæffte, saa Bloded stoed vd aff Næße oc Mund, oc hun falt imod
sin Sla[g]benk oc støtte sit Skinnebeen Hudden aff. Hun begynte att
bruge Mund oc sige, att hun aldrig fik saadan Ørfigner i siine Dage.
Ieg sagde strax: »Holder Kiæfften, ellers I skal faa fleere aff dem!
Ieg er endnu ickun lit wree, men giør I mig ret wree, ieg skal
lemmelæste Eder!« Hun taw for den Gang, men giorde all den smaa
Fortred, hun kunde. Ieg tog ded alt med Sactmodighed an, fryctede
for, att ieg skulle forgriibe mig paa hender. Hun wiste intet, hwad
hun wille hitte paa for att giøre mig Fortred med. Hun haffde et
Sølff Fingerbyl, som stoed en andens Naffn paa; ded sagde hun att
haffwe funden i noget Gulffskarn paa Gaden. Ieg spurte hender engang,
hwor hun haffde funden ett Par Tørklæder, hun haffde, aff hollandsk
fiint Lærrit med Knipling om, som oc stoed andris Naffn paa, syed med
blaa Silcke oc _different_ Naffn paa hwert. Dem haffde hun kiøbt paa
en _Auction_ i Hamborg[208]. Ieg tenkte, att ded, som hun haffde paa
ded eene Øye, kunde wel wære kommen did for noget dißlige att haffwe
funden; oc som ieg lided der effter spurte hender, wed hwad Tilfald
hun haffde faaet ded Meen paa sit Øye, haffwer hun vden Tuiffl wel
forstaaet mit Spørßmaal, thi hun bleff wree oc lided taws; sagde:
»Hwad Meen? Mit Øye skader intet; ieg kand, Gud ske Loff, see med
dennem begge.« Ieg loed ded saa wære. Stacket effter denne Samtale
kommer hun ind en Dag needer fra Hyßkenet oc offwerleder siine
Lommer, siger dog intet, førend om Efftermiddagen, Døren war luct,
offwerleder hun alt sit Tøy, siger: »I hwor monne ieg skal troe, ded
er bleffwen aff?« Ieg spurte, hwad hun leete effter. »Mit Fingerbøl«
(siger hun). »I finder ded wel« (sagde ieg); »leeder ret der effter!«
Oc som hun allereede haffde begynt att leede effter ded i siine
Lommer, førend hun ded behøffwede, meente ieg, att hun kunde haffwe
draget ded vd aff Lommen med noget Papir, som hun brugte (oc loed
kiøbe), sagde ded oc, men ded kunde icke saa wære. Om anden Dagen
til Middag loed hun atter, som hun leete der effter der oppe, oc der
Døren war luct, begynte hun att lade Munden raade selff, giorde en
lang Snak om ded Fingerbøl: hwor ded kunde wære bleffwen aff? her war
ingen inde, oc kom ingen ind vden wii toe, ieg fik att haffwe tagen
ded; tog hendis stoere Æske, hun haffde, oc krammede vd alt ded, hun
haffde der i, oc sagde: »Nu kand I see, att ieg haffwer ded icke.«
Ieg sagde, att ieg kümrede mig intet, enten hun haffde ded eller
icke, men ieg hørte, att hun tyffsede mig. Hun bleff wed siine Ord oc
sagde: »Hwem skulle ellers haffwe tagen ded? Her er io ingen anden,
oc ieg haffwer laded Eder see alt ded, ieg haffwer i miine Giemme, oc
ded er der icke.« Da mærckede ieg først, att hun wille, ieg skulle
giøre lige saa oc lade hender see, hwad ieg haffde i mit Kaart Skrin,
thi hun haffde aldelis intet seet aff mit Arbeed, ieg haffde giort
for henders Tiid. Ieg sagde: »Ieg kümrer mig slet intet om, hwor I
giør aff Eders Fingerbøl, oc ieg holder mig for goed til att skiændis
med Eder eller acte Eders plompe v-forskammede Beskylling. Ieg
haffwer, Gud-ske Loff, endnu vdi mit Fengsel nok att kiøbe for,
_etc._ Men som I haffuer maa ske stollen ded, saa wil I nu, att ded
er stollen fra Eder igien, om ded er sandt, att I haffwer tabt ded.«
Der swarte hun intet paa, saa ieg troer fuldkommen, att hun haffde
ded selff oc wille ickun med den _invention_ see mit Tøy. Som ded war
i Iuele Maanet oc kalt, oc Chresten da imod Afftens Maaltiid lagde
Ild i Bileggeren, sagde ieg til hannem i henders Paahør: »Chresten, I
er lyckelig, om I oc icke beskyldis for Tyff som ieg; thi I kunde
haffwe funden hendis Fingerbøl oppe wed Hyßkenet oc haffwe icke
laded lyße ded op paa Predickestoelen, thi ded haffwer wærret funden
før aff Inger oc er icke oplyst.« Ded war hender som en Brand i
henders Næße, oc tog hun paa som et galt Menniske, brugte henders
vforskammet Tale: hun haffde intet staallen ded, men ded war staallen
fra hender; bandede oc loed ille. Chresten tøßede hender oc sagde,
hun skulle tie; hun skulle wiide, hwem ieg war; hun tiente mig. Hun
swarte: »Ieg skal icke tie, om ieg end stoed for Kongens Foed!« Io
sactmodigere ieg war i min Tale, io forbistrede bleff hun; endeligen
sagde ieg: »Wil I giøre en Ynske med mig: att den maatte icke see
meere med sit wen[s]ter Øye, end den seer med sit høyre Øye, der
haffwer hafft ded Fingerbøl sidst?« Hun bandede oc sagde, hun kunde
see med begge Øygnene. Ieg sagde: »Nu wel, da beder til Gud med mig,
att den maa bliffwe blind paa begge siine Øygne, der haffde ded
sidst«. Hun smaa knurrede wed sig selff oc løb ind i ded inderste
Rom, talte aldrig meere om sit Fingerbøl, ieg icke heller. Gud wed,
att ieg war meget kied aff den Omgiengelse. Ieg bad alt Gud om
Taalmodighed oc tenkte: ded er en Taalmodigheds Øffwelse; Gud
forskaaner mig med anden Drøffwelse i ded Sted. Den _occasion_ kunde
ieg icke tage, att hun haffde tyffset mig, for att skillis wed
hender, men saae langt fra en anden komme. Slozf. kom en Dag op til
mig med noget Traa, som war til Kiøbs, maadelig grofft til att giøre
Strømper oc Nat Trøyer aff. Der aff kiøbte ieg 2 [Symbol: Mark], oc
hand beholte et Pund; sagde: »Dar kan de Frue mii wol en Par Strömpe
van binden.« Ieg sagde ia (thi hindis Gierning war intet anded end
att læncke). Der hand gik bort, sagde hun: »Der er oc ett Par
Strømper for mig, thi ieg faar ingen anden Arbeeds Løn.« Ieg sagde:
»Da er den oc nok.« Strømperne til Slosf. bleffue ferdige (hun saed i
halff Søffne engang oc giorde en wrang Raed runden om Strømpen neden
wed Foeden; ieg wille, hun skulle tage ded op igien. »Ney,« sagde
hun, »den maa wel sidde, thi hand wed icke anded, end ded er _Moden_
i Hamborg«)[209].
[206] I Randen er bemærket: »_Samme Hund war en aff ißlandsk Art,
icke smuk, men meget troe oc wiiß. Hun soff hwer Efftermiddag paa
Stoelen, oc naar hun saa soff, saa loed hun siine Hænder falle
need. Der paßede Hunden paa oc løb hen stiltiiende oc beed hender i
Fingerne, saa Bloded gik vd. Naar hun skiød siine Taaffler aff, tog
hand en oc saed offwer. Vden blodige Fingre eller Been fik hun den
icke igien._«
[207] I Randen er bemærket: »_An. 1672 den 4. #Maj# bleff en aff
Huuß-Geraads Mændene paagreeben i Tyffweri, hwilcken Adam Knudt, da
Cammer Iuncker, selffwer haffde seet tage #Ducater# aff Kongens
Boxer, som hengte paa Weggen, en Morgenstund tiilig. Først war hand
nogle Tiimer min Naboe i den Myrcke Kircke, siden bleff hand sat i
Traalhullet, oc saa som hand skulle piinis, bleff hand derom
himmeligen adwaret (huilck[e]t dog war forbøden), saa att, der
Bødelen kom, war hand hengt. Skulle heede, hand haffde [hengt] sig
selffwer, som effter Øyesyn icke war muligt; oc fantis hand med et
Klæde om Halsen, hand war qualt i, som war en aff Chresten
Taarngiemmers Børns Bleer. De Fanger, som saed uden for, sagde oc
Tiiden, naar Chresten war i Traalhullet. Chresten bleff min Naboe,
kom quanswiiß for Retten, bleff frii kient oc [kom] igien i sin
Tienneste._«
[208] I Randen er bemærket: »_Hun giorde sig saa til aff ded, hun
kunde tydsk, att naar hun sang sin Morgen Sang (som dog war
siælden), saa menglet hun tydske Ord iblant. Ieg spurte hender
engang, om hun wiste, hwad henders Moders Kat heede paa dansk, oc
talte Ord, huoroffuer hun bleff wree._«
[209] I Randen er bemærket: »_Paa den anden Strømpe war ingen Raed
omkring. Slosf. talte aldrig derom._«
Der hands Strømper ware ferdige, begynte hun att giøre paa et Par til
sig selff aff samme Traae, saed oc morede sig der wed, att ded war
Slosfs. Traae. Da syntist mig, att der war en Leylighed for att
bliffwe hender quit. Oc som Slosf. kom siælden op, oc hun sendte
hannem Strømperne need med Tøtzløff, bad ieg Tøtzløff att mage ded
saa, att Slosf. kom op til mig, oc att hand gik ind oc satte sig paa
Quindens Seng oc loed, som hand wille læne sig til Puden oc legge den
til Rette (thi derunder laae hendis Arbeed). Ded skeede. Slosf. kom
op, tog Bindetøyet i Haanden oc sagde til Inger: »Is dat noch en Par
Strömpe för mii?« »Neen, H. Slosf.« (swarte hun), »de sind för mii.
Ii hebben Iu Strömpe gekregen, ich häbe se Iu daall geskickt.« »I«
(sagde hand), »dat is io van min Twern! Dat sijet min Tvern seer
glick!« Hun soer ney, ded war icke hands Traa. Der hand gik neer for
att hente siine Strømper op oc Wæcten, sagde hun til mig: »Ded er
intet hands Traa, den er nu min,« loe hiertelig. Ieg tenkte: der tør
wel følge anded paa. Slosf. kom op med Wæcten oc Strømperne, saae
Traaen imod hin anden, oc Strømperne weiede icke nær ½ lb. Hand
spurte hender, om ded war ret handlet. Hun bleff wed att sige, att
ded war henders egen Traa; hun haffde kiøbt den i Hamborg oc hafft
den med sig her op. Slosf. bleff wree, sagde, hun løy ded i sin Hals
som en Tæffwe. Hun soer imod, att ded icke war hands Traa; hun wille
annamme _Sacramentet_ derpaa. Slosf. gik bort, gruede for den Eed.
Ieg taw gandske stille til all derris Trætte. Der Slosf. war borte,
sagde ieg til Quinden: »Gud beware oß! Torde I sige de Ord? Torde I
tage _Sacramentet_ paa Løgn oc sige ded i min Paahør, der ieg dog
wiste, att ded er Slosf. Traa? Hwad er I et vguddelig _Creatur_!« Hun
swarte med en halff latterlig _Mine_: »Ieg sagde att wille tage
_Sacramentet_ derpaa, men ieg giør ded icke derfor.« O _Dina_, tenkte
ieg, du ligner hender icke forgiæffwis; Gud skille mig wed dig! Oc
sagde ieg: »Meener I, att saadan forfløyen Ord icke er Synd, oc Gud
wil straffe ded?« Hun kaste med sin Nacke oc sagde: »Ligger der nogen
Mact paa den Traa? Ieg kand betale ham den; ieg haffwer intet
staallen den fra ham, hand haffwer flyd mig den selff. Ieg haffwer
giort, som Skrædderne giøre; de stiæl intet, man flyer dennem ded.
Hand weyede mig oc icke Traaen til.« Ieg gaed intet swart meere, end
ieg sagde: »I toe om ded! Ieg kymrer mig intet derom;« men ieg bad
Tøtzløff giøre sin Fliid for att skille mig wed hender oc wære mig om
en anden, som war aff et gott Rycte. Tøtzløff fornam, att Karen
haffde Begierlighed att komme til mig igien, berettede mig ded.
Slosf. bleff oc dermed til Fritz. Ded bleff holt dult for Inger,
intil alting war saa laget, att Karen en Afften til Maaltiid kunde
komme op. Der Slozf. haffde luct op oc sat sig i ded anded Rom, oc
Quinden kom vd, sagde hand: »Nu Inger, packt Iu Paknelken toe sammen!
Nu sköll Ii fort.« »Ia, H. Slosf.« (swarte hun), oc loe, bar Madden
ind til mig oc sagde mig, hwad Slosf. haffde sagt; sagde der hoes:
»Ded er hands Skiemt.« »Ieg hørte ded wel« (swarte ieg), »hwad hand
sagde; ded er icke hands Skiæmt, men ram Alwor.« Hun troede ded icke
enda, i ded ringste loed hun saa, som hun icke troede ded, oc smeel;
sagde: »Ded kand icke wære Alwor,« gik vd oc spurte Slozf., om ded
war Alwor. Hand sagde: »Fort, fort! Hir is keen Tiit to pludern!« Hun
kom til mig ind igien oc spurte, om ieg wille were aff med hender.
Ieg swarte ia. »Huorfor ded?« spurte hun. Ieg swarte: »Ded er altfor
witløfftig att tale derom; den anden Quinde er der neere, som skal
wære her igien.« »I ded ringste« (sagde hun) »lader mig bliffwe her i
Natt!« (Ey, _Dina_! tenkte ieg). »Icke et Kaarter!« (swarte ieg). »Nu
hen oc tager Eders Tøy tilsammen! Ded er snart giort.« Hun giorde
saa, bød intet fare wel, oc dermed paa Døren.
Karen kom saa for den tredie Gang til mig igien, men bleff icke fult
et Aar, for Suagheds Skyld[210].
[210] I Randen er bemærket: »_Om Karen Nelßdaatter wil ieg melde
dette, att naar hender gick noget til Maade, tog hun strax sin Bog
oc læste i den. Ieg spurte, om hun forstoed, hwad hun læste. »Io
wist« (swarte hun), »Gud welsigne Eder saa sandt! Naar mig kommer
et Ord for, ieg icke forstaar, ded gaar ieg forbi.« Ieg smeel lit
wed mig selff, men sagde intet._«
_Anno_ 1673 bleff _M. Moth_ forfremmet til att were _Vice_ Bißskob i
Fyn[211]. Ieg miste meget i hannem, oc kom i hands Sted mig att
betienne H. _Emmeke Norbye_[212], som da bleff Slos Præst, oc haffde
hand i forrige Tiider wærret Griffenfeldts Cammerat; men Griffenfelt
kiendte hannem omsiier intet, saa hand kunde intet bringe mig noget
til Weye hoes _Griffenfelt_. Bragte mig en Gang til Swar (der ieg
iblant anded loed hannem sige, att [Kl.] _Majt._ war naadig, wille
der ickun nogen tale for mig): Ded war saae, att dersom man haffde
sat Kongen Pistolen paa Brystet, da skulle hand ded forlade.
[211] Dette skete ikke 1673, men 1672. Han blev indviet i Frue
Kirke i Kjøbenhavn samme Dag, som Leonora Christinas tidligere
Sjælesørger, Mag. ~Matthias Foss~, indviedes til Biskop over
Aalborg Stift, nemlig den 21. Juli. Se ~J. Bircherods~ Dagbøger,
ved Molbech, S. 141.
[212] Han kaldes ellers (~Zwergius~, Siellandske Clerisie 1, 674 og
~Rørdam~, De danske og norske Studenters Deltagelse i Kjøbenhavns
Forsvar S. 166) ~Emmike Nedergaard~. 1676 blev han, som det ogsaa
siges længere henne i nærværende Skrift, Præst i Kjøge, og han døde
1692.
Samme Aar loed min Søster Elisabet _Augusta_[213] mig helse wed
Tøtzløf oc spørge, om ieg haffde Lyst til nogen Fruct, da wille hun
sende mig den. Ieg forundrede mig offwer den Helsen, som mig kom fra
min Søster i mit Fengsels tiiende Aar, oc sagde ieg: »Ded er bedre
sille end aldrig!« Loed hender intet sware.
[213] Jvfr. S. 42 Anm. 3.
En Klyct wil ieg om melde, som sig tildrog i Karen Nelß Daatters
Tiid. Kresten, som en Tiime for Afftens Maaltiid skulle legge Ild i
Offnen, efftersom ded war en Bijligger, att Røgen kunde træcke ud aff
Døren til Trappen, førend ieg spiißede, kom en Afften icke førend 6
Slet, oc ded heel drucken. Oc som ieg da saed i mit uderste Rom weed
Kackel-Offnen paa en Knop, som war affhuggen til att sidde paa, sagde
ieg, att ded war for silde att giøre Ild paa, thi nu skulle hand gaa
for Køckenet. Hand actede icke [min] sactmodige Tale, førend ieg med
haarde Ord truede ham til att tage Brandene ud. Hand war bister,
wille icke bruge Tang til att tage Brandene ud med, ey heller
tilstæde Karen med Tangen att tage dem ud, men reeff dem ud med
Hænderne oc sagde: »Der kand intet brende mig.« Oc saa som ded warte
noget, førend Brandene bleffwe sluckte, begynte hand noget att
ræddis, att hand skulle faa Utack, efftersom hand biide saa lenge,
førend hand gick effter Madden; satte sig plat needer paa Gulffwet oc
klyncket noget, endeligen brød ud oc sagde: »Herre Gud, I, som
haffwer hafft Huuß oc Gaard, huor sidder I nu?« Ieg swarte: »Paa en
Knup!« Hand sagde: »Ieg meener icke Eders Welbyrdighed.« Ieg spurte:
»Hwem meener Eders ædle Strenghed da?« Hand swarte: »Ieg meener
Karen.« Ieg loe oc sagde intet widre.
Alt att antegne, som mig foracteligen wederfoeris, wille wære for
witløfftig oc icke Umagen wært. Et wil ieg endnu melde om Kristen
Taar[n]giemmer, som giorde mig allehaande Fortred sidst i dette mit
Fengsels tiiende Aar. I blant anden Fortred støtte hand engang{1673.}
min Hund, saa den skreeg. Ieg saae ded icke, men hørte ded, oc
Quinden sagde mig, att ded war ham, som støtte Hunden. Ieg war ille
til Fritz derfor. Hand loe der aff oc sagde: »Ded er ickun en Hund.«
Ieg gaff att forstaa, att hand støtte Hunden, fordi hand kunde icke
naae mig. Der loe hand aff meget hiertelig oc sagde: »Ieg skøtter
intet om Eders Wreede, naar ieg ickun haffwer Slosf. til Wens« (denne
Samtale holtis, da ieg spiisede, oc Slosf. saed inde hoes mig, oc
Christen stoed oc spendte siine Arme i Døren aff mit Rom, der ieg
spiiste). Ieg sagde: »Sloßfogden oc I skulle begge toe faa Skam, om
ieg wille; forstaar I ded, I gott Folck?« (Ieg wiste alt for meget
Tyß med dennem, meere end som i en Maade.) Slosf. saed som den, der
hwercken hørte eller mælte, bleff siddendis, men Christen strøg noget
skamfuld bort foruden widre att tale; haffde oc siiden nogen Fryct
for mig, naar hand icke war offwergiffwen fuld, thi da skyttet hand
intet om, hwad hand sagde, om høye saa wel som lawe. Hand brugte
siden en skiden Mund med Quinden, sagde, hand wille slaae Hunden oc
lade mig see der paa. Ded skeede dog icke. Chrestens Dumdristighed
tog til, saa Peder Tøtzløff berettede Slosf. om hands onde Forhold,
att ieg klagede offwer Fangernis Romstering, hwilcke om Natten saa
larmede, att ieg icke kunde soffwe for dennem, thi Chresten war
hiemme om Natten oc loed Fangerne raade selff. Offwer denne Beretning
hengte Sloßf. om Afftenen en Hengelaas for Taarn Døren, saa Chresten
kunde icke komme ud, førend om Morgenen for hannem bleff opluct. Ded
fortrød hannem, saa hand begierte sin Affskeed, hwilcken hand bekom
den 24. _April_ 1674, oc kom i hands Sted een wed Naffn _Gert_, som
haffde tient Slosf. for Kudsk.
Dette Aar{1674.} den .. _Maj_[214] dictede ieg en aandelig Wiiße,
_Guds Goedhed imod mig at ihuekomme_, under den _Melodi_: _Nun ruhen
alle Wälder_.
[214] Datoen er senere udslettet.
_1._
Op, op, min Siæl oc Sinde!
Guds Goedhed til att minde,
Som ræcker mig sin Haand,
Som Byrden med mig bærer,
Som mig sin Wille lærer
Oc selffwer lindrer miine Baand.
_2._
Mit Hiærte, glæm ded icke,
Huad udi Mørcken Kircke
Nii Dage ieg udstoed!
Hwad Angist, Sorrig, Qwiide,
Hwad Spott oc Stanck ieg liide!
Da styrckede Gud Sind oc Moed.
_3._
Betenck min stoere Trængsel,
Mit lange haarde Fengsel,
Min Iammers elffwe Aar!
Ey saa, att ded bedrøffwer;
Gud er den, som dig prøffwer,
Hand kiender best, hwad du formaar.
_4._
Hid Santz, Fornufft oc Læmmer!
Indhellig sammen stæmmer:
Guds Goedhed winde kand,
Som Eder haffwer sparet,
Fra Krancke[l]se bewaret
I denne min forfalden Stand.
_5._
Mig Wanded gick til Tænder,
Aff Sorrig wringtis Hænder,
Ieg snobblet, dog ey falt;
Thi Herren war min Støtte,
Min Foed selff monne fløtte,
Loff wære dig, o mæctig Alt!
_6._
Tack skee dig, Naadsens Kille,
Att du mig ræffse wille
Saa mild oc faderlig!
I Nød warst dog til Stede,
Mit Hierte Suck tilrede,
Der Macten wille knuuse mig.
_7._
Gud, for dig ieg needfalder:
See til mig i min Alder,
Som stunder nu fast til!
Aff Aaget mig udspende,
Giør paa min Træl snart Ende!
Dog ey, hwad ieg, men hwad du wilt.
Dette Aar den 25. _Iulii_ war Kgl. _Majt._ saa naadig, att der bleff
giort et stoert Windue i mit inderste Rom igien, hwilcket bleff
tilmuret, der ieg skulle føris ind i ded Rom. Der bleff oc satt en
Wind-Offwen, huor aff Røret gaar ud til Platzen. Sloßf. war icke wel
tilfritz der med, meest fordi hand skulle wære til Stæde oc hoes
Arbeeded; ded gaed hand icke. Miine Døre skulle da wære aaben; ded
warte i 12 Dage, førend ded bleff færdig. Hand war kranteworn,
wille icke, att Winduet skulle sættis saa sit neer, som ded haffde
wærret tilforne, førend ieg bleff fengselet; oc ieg offwertalte
Murmester-Swennen att slaae Muuren saa siet ud, som den før haffde
werret, hwilcket Sloßf. bleff war paa Sloß-Platzen, kom løbendis op
oc skiænte, som hand war bister. Ded stoed intet til att ændre, thi
Windwis-Karmen war alt giort. Ieg spurte hannem ad, hwad Onde hand
haffde der aff, att Winduet saed en Steen need; ded gick io intet
need for Iern-Tralleren, oc ded haffde wærret saa siet før. Hand
wille haffwe sin Kriig frem, saa Muurmester-Swennen muurte en Steen
bedre op, imens hand war der, oc siiden tog den neer igien, thi
Karmen, som war færdig, haffde ellers intet paßet.
Samme Aar kom Karen Nels Daatter fra mig for den tredie oc sidste
Gang, oc i henders Stæd en Bogbinder-Encke wed Naffn Barbra. Hun er
en _melancolisk_ Quinde. Samwittigheden wogner stønnem, saa hun
fortæller offte siine egne Forseelser (dog icke saa groffwe, som de
haffwer wærret, oc ieg kand spørge). Hun haffwer hafft toe Børn, oc
effter henders egen Fortælling saa synnis, att hun haffwer wærret
noget Aarsag til derris Døe, thi hun siger: »Huorledis kand man
haffwe Omsorrig for ded Barn, huis Fader man icke ælsker?« Hun drog
fra henders Mand, toe Aar førend hand døde, oc tog med, huis hun
kunde offwerkomme, saed i Hamborg oc føde sig med Spind; haffuer oc
tilforne tient en Fyrstinne for Spinde Piige. Henders Fader leffwer
oc haffwer wærret Kl. _Majts._ Bogbinder; er nu rørt aff et Slag,
ligger elendig. Henders Broder er Bogbinder igien i Faderens Sted,
huorhelst Faderen er. Hun haffwer ingen Medynck med Fadren, ynsker
hannem døe (som wel war ded bæste for ham); men att hun er saa slem
imod henders Søster, som er en fattig Sk[r]ædder Kone, ded fortryder
ieg paa oc siger hender offte, att hun giør dobbelt Synd i den
Medfart; thi den trengende Søster kommer da oc da att hente sig Maed
hoes hender. Naar hun icke kommer _precis_ den Afften, hun haffwer
satt hender Steffne, eller oc icke forretter, hwis hun haffuer
befalet hender, saa faar hun ingen Maed, saa kaster hun Madden i
Hyßkenet. Naar ieg med Witløfftighed holder hender Synden for, da
siger hun: »Dat Fleesch is doch verfuult«. Ieg spørger hinder,
huorfor hun lader ded raadne oc giffwer Søstern ded icke i Tiide.
Dertil swarer hun, att Søstern er ded icke wært. Ieg spaar hender
ille, at ded i Fremtiiden wil gaa hender saa som adskillige andre,
ieg hender opregner. Der kaster hun med Nacken aff oc tier stille.
Paa de Tiider sendte Henders _Majt._ Dronningen mig nogle Silcke-Orme
til Tiidsfordriff. Der de haffde spunden, sendte ieg Hs. _Majt._ dem
i en Æske, hwilcken ieg uden om haffde betræcket med Liiffarwe Atlask
oc læncket der paa et Munster med Guld-Traae. Inden udi war Æssken
bedragen med hwit Tafft. I Laaget war syed med soort Silcke en
underdanig Begiæring, att Hendis _Majt._ naadigst wille forhiælpe til
att løße miine Baand oc binde mig igien med Naadsens Haand. Hendis
_Majt._, den dydige Dron., haffde bønhørt mig, om ded haffde staaet
til hender.
Sloßf. bleff effterhaanden noget klaagere oc skickeligere, drack oc
icke nær saa meget eller giorde saa mange Putzerier. Ieg haffde
Roelighed inden min inderste Døer. Quinden saed uden for i ded anded
Rom om Dagen, laae oc der om Natten, saa ieg begynte att intet
bekümre mig saa meget offwer min onde Skiæffne. Sleed saa ded Aar hen
med Læsen, Skriffwen oc Dicten.
Efftersom ieg alt for lang Tiid siden, strax effter, att mig di
Naadsens Penge ware giffwen, haffde icke alleeneste kiøbt _Historie_
Bøger paa adskillige S[p]rog, men endoc aff dennem uddragen oc
offwersat de rooßwærdigste Quindis Persohner, som berømmis for
troefaste, kydske, fornufftige, mandhafftige, dydige, gudfryctige,
lærde oc standhafftige[215], saa giorde ieg _Anno_ 1675 den 9.
_Ianu._ for Tiidsfordriff et Riim til _M. Thomas Kingo_ under den
Tittel: »Den høy berømte _Poet M. Tho. Kingo_ bedis en Bøn aff en
_Danne-Quinde_ udi alle _Danne-Quinders_ Naffn.« Den Bøn bestaar der
vdi, att hand de danske dydige oc rooßwærdige Quindis Persohner wille
i derris Pryd iklæde. Ieg Naffn giffwer wel dydige aff andre
_Nationer_, men beder ickun om de danske derris Pryd. _Kingo_ faar
ded intet att see, men maa min goede Wen, ieg dette betroer[216],
leffwe, saa kommer ded nock i Eders, miine hiærte kiære Børns Hænder.
[215] Jvfr. S. 200 Anm. 3.
[216] Uden Tvivl ~Peder Jensen Tøtzløff~; jvfr. S. 246 Anm. 1.
Samme Aar{1675.} den 11. May opsatte ieg riimwiiß en striidig Samtale
imellem _Fornufften oc Sinded_ under den _Tittel: Den fangen Enckis
Tuiiste Tancker, eller Fornuftens oc Sindeds Striid_.
Ellers forrefalt intet i dette Aar inden miine Fengsels Døre, som er
skriffwerdig, foruden en Hændelse, som war, att saasom om Morgenen
den uderste Dør for ded uderste Rom bleff opluct for att feye Skarnet
ud oc flye reent Wand ind, oc Taarngiemmeren den stønnem loed staa
aaben, indtil ded war Maaltiids Tiid, saa lucte hand den igien: saa
hænder ded sig, att der kom Ild løß i Byen, oc ded klæmte. Ieg oc
Quinden wii løbe op i Taarnet for att see, huor ded brænte. I ded ieg
war paa den Stiie, som gaar op til Seyer-Wercket, kommer Sloßf. oc
haffwer en Karl med sig aff Sølff-Kammerset. Hand bliffwer først war
min Hund, siden saae hand noget aff Quinden, tenckte wel, att ieg war
der oc; war saa wiiß, att hand gick icke op aff Stiien, men bleff
needer weed de neederste Huller, huor aff man kand see ud til Byen,
oc gaff mig Tiid til att komme needer igien oc lucke for mig. _Gert_
war bedrøffwet, kom siden til Døren oc klagede for mig sin Nød. Ieg
trøstede hannem, att ded skulle icke haffwe Fare. Førend Sloßf.
luckte Døren op til Middag, slog hand _Gert_ med sin Kiæp, saa hand
skreeg, oc sagde Sloßf.: »Du skalt, vor den Dywel, weck!« Der Sloßf.
kom ind, tog ieg først Orded oc sagde: »Ii hebben Synde dar van, dat
Ii den arm Dywel slaaen. He konde dar nicht tho. De Racker kam effen
op, als he min Dör wolte thomacken, ende dar öfver ver gat he dat.«
Hand truede _Gert_ meget oc sagde: »Het schulle mii noch nicht so
sehr verdrohten hebben, wen de fremde Kärel nicht wehre bi mii
gewesen.« Mig falt ind paa Stand de Ord, hand for lang Tiid siiden
haffde sagt til mig: att ingen Quindfolck kunde tiie, men alle
Mandfolck kunde tiie (da den Tale aff hannem bleff holden, tenckte
ieg, om ded holte wiß, da kunde miine Uwenner troe, att om ieg haffde
wist noget aff ded, de wille tye mig paa, da haffde ieg icke kundt