Leonora Christina Ulfeldt's "Jammers-minde". En egenhændig skiedring of hendes fangenskab i Blaataarn i aarene 1663-1685 - 11

du mir nu _suppli[cationen]_ von _Leonora_?«« Ich erstarrete, sagte:
»»Gnädigster König! Ich habe nichts schrifftliches gebracht!«« »»Sehe
hir!«« sagte der König vnd wies mir, das vnter dem Boden des Bechers
etwas fransösch stand. Die Königin fragte, warumb ich etwas
geschriebenes auffbrächte, das ich nicht verstunde. Ich schwur, das
ich keine Achtung darauff gegeben, bad vmb Gnade. Der guthe König nam
mich in Verantwortung, vnd gefiel ihm die _invention_ nicht vbel. Ia,
ia, mein liebes Frewlein! versichert Euch, das der König Euch ein
gnediger König ist, vnd wehre er versichert, das Ewer Man tod wehre,
Ihr würdet hir nicht sitzen bleiben[117]!« Ieg war i Meening, att
mine V-wenner wiste wel, att min Man war døe. Ieg fik saa att giffwe
mig til Fritz med Guds oc Kongens Wille. Ieg fik intet att fordriffue
Tiiden med vden ded, ieg sneeg mig til, oc siden spurte Slosf. aldrig
effter, hwad ieg tog mig til, men hand kom hwer Afften ind oc saed
lenge oc snackede med mig; war swag, oc kom hannem tungt att stiige
op aff de Trapper. Wii sleed saa ded Aar hen tilsammen.
[115] Ordene: ~vnder Bunden -- Auguste~ ere senere overstregede, og
saa omhyggeligt er dette gjort, at det hverken har været mig selv
eller Andre, hvem jeg har vist Stedet, muligt at læse det Hele. Det
er dog næppe mere end 2 eller højst 3 Ord, der paa denne Maade ere
gaaede tabte, men et andet Spørgsmaal er det, om Indskriften
overhovedet nogensinde har været fuldstændig gjengivet her, eller
om det ikke snarere maa antages, at Forf. under Nedskrivningen har
opgivet sin Beslutning om at meddele den og saa igjen udslettet,
hvad hun allerede havde givet af den. Hvad der taler herfor, er
ikke blot, at de udstregede Ord under alle Omstændigheder synes at
være for faa til at kunne have indeholdt en »Supplication«, men
ogsaa, at de kun synes at angaa Kongen, medens man efter
Fremstillingen i Leonora Christinas haandskrevne Selvbiografi (hvor
Historien med Bægeret ogsaa fortælles) maa antage, at Indskriften
idetmindste fuldt saa meget har været rettet til Dronningen. Det
paagjældende Sted i Selvbiografien lyder saaledes (jeg citerer
efter Afskriften i Ny kgl. Smlng. Nr. 2146, 4): »Notre femme forme
un gobelet sur un gobelet d'un demi pot, y met le nom du Roy & de
la Reine, le met sur trois boutons, & au dessous le fond elle écrit
à la Reine.«
[116] I Randen er bemærket: »_Slosf. sagde mig siden, att ded aff
Leer war satt i Kongens Kunst-Kammers, oc der hoes et Ribbeen aff
en Faare Steeg, ieg brugte til en Kniiff, hwilcket hand oc flyde
Kongen oc meente (som hand sagde) der med att bringe mig en Kniiff
til Weye._« -- I ~Holger Jacobæus~'s Museum regium har jeg dog ikke
fundet disse Gjenstande nævnte, hverken i Udgaven af 1696 eller i
den af 1710.
[117] I Virkeligheden ansaa den danske Regering i lang Tid
Efterretningen om Korfits Ulfeldts Død for et Kneb, som han havde
opfundet for at undgaa Efterstræbelser.
Slosf. fik effterhaanden Medliidenhed med mig, gaff mig en Bog, som
er heel artig, _tittuleret_ #Wunderwerck#[118]. Den er _in folio_,
gammel oc hid oc did i Stycker, men ieg nøyis wel med den Gaffwe. Oc
som hand saed lenge vd paa Afftenen, stønnem imod 9 Slet, oc snackede
med mig, saa for trød ded den forgifftige Quind[119]; sagde til Pær:
»War ieg i Slosfs. Stæd, ieg skulle icke troe hender saa wel, som
hand giør. Hand er swag; hwad om hun løb vd oc tog den Kniiff, der
ligger vde paa Borded, oc stak den i ham? Mig kunde hun let faa
Liiffwet aff, siden ieg sidder dog der med Liiffwet i min Haand.« I
hwor v-riimelig den Tale war, saa bragte den dog tilweye, att icke
alleeneste Kniiffwen bleff stucken vnder Boret, men Slozf. torde icke
komme ind til mig i langsommelig Tiid[120], satte sig vden for min
vderste Dør oc saed der oc snackede lige saa lenge som før, saa der
wantist intet med (ieg fick den Sladder icke att wiide, førend tre
Aar effter den Fange Christian ded sagde, som da hørte Quindens
Sladder). Engang, der Slosf. haffde sat sig for att gaa til Alters,
stoed hand vden for min inderste Dør oc tog sin Hue aff, bad mig om
Forladelse: hand wiste, att hand haffde giort mig imod, men hand war
en Tienner. Ieg swarte: »Hiertelig gierne forlader ieg Eder ded!«
Der hand gik bort, oc Pær lucte Døren, sagde Quinden noget til Pær
om Slosf., men ieg kunde icke ret forstaa ded. Vden Twiffl haffwer
hun skiælt Slosf., thi hun war saa wree, att hun puste; kunde icke
holde den Wreede i sig, men sagde: »Skam faa den gamle Narr! Giff
Fanden besætte ham! Skulle ieg bede om Forladelse? Ney,« soer hun,
»om Guds bittre Død skulle ieg icke! Twi worde ham!« oc spøttede. Ieg
sagde omsier: »Hwad gaar ded Ier an, at Slosf. beder mig om Wenskab?
Taber I noget der wed? Wil I icke leffwe christelig oc effter Kircke
_Ordinantzen_, da i ded ringste wærer intet wree paa dem, der giør
ded! Troer oc wist, att Gud wil straffe Eder, om I icke fortryder ded
onde, I haffwer giort, oc icke forliger Eder med Eders Moedstandere,
førend I søger att forlige Eder med Gud!« Hun meente, att hand haffde
intet giort mig vden ded, hannem war befalet. Ieg sagde: »I gott Folk
tilsammen wed best selff, hwad Eder er befalet!« Hun spurte: »Giør
ieg Eder noget?« Ieg swarte: »Ieg wed icke, hwad I giør. I kand
lyffwe mig saa meget paa, som ieg wed intet aff.« Derpaa begynte hun
en lang Rimse swære oc forbande sig paa henders Troeskab: hun haffde
aldrig løyen nogen paa heller giort nogen noget ont. Ieg sagde: »Ieg
hører, att I giør Eder reen med Phariseeren.« Hun reiste sig aff sit
Sæde med en _furie_ oc sagde: »Hwad? Skiælder I mig for en
Phariseer?« »Sacte, sacte!« (sagde ieg); »saa lenge ickun en aff os
er wree, saa haffwer ded intet att sige; men bliffwer ieg oc wree
med, saa tør der følge noget anded paa!« Hun satte sig med en sposk
_Mine_ oc sagde: »Ieg troer nok, I er icke goed, naar I bliffwer
wree! I haffwer nok Ord der for, att I vdi gamle Dage icke kunde
taale meget, men slog strax. Mens --« (dermed taw hun). »Hwad meere?«
(sagde ieg). »Meener I, att ieg nu icke kunde giøre ont, om ieg
wille, saa wel som da, om der giorde mig nogen noget, som ieg icke
kunde liide? Nu langt bedre! De haffwer icke behoff att necte mig
Kniiff for den Skyld, att ieg icke skulle myre Eder; ded kand ieg
giøre med miine bare Hænder. Ieg kand quæle den stærckeste Karl med
miine bare Hænder, om ieg v-forwarendis fick fat paa ham, oc hwad
kunde mig skee wære, end mig skeer? Derfor farer ickun i Mag!« Hun
teeg stille oc giorde ingen _Miner_ fleere, war bedrøffwet, torde
intet klage sig for Slosf:. Hwad hun sagde til dennem i Trappen, wed
ieg icke, thi der hun kom ind, effter der bleff den Afften tilluct,
da haffde hun græt[121]. Om Søndagen, Middag, ynskede ieg Slosf. til
Lycke oc sagde: »Ihr seid glücklich! Ihr könt Euch mit Gott
vergleichen vnd sein Leib vnd Blut theilhafftig werden; das ist mir
verbothen« (ieg haffde twende Gange begiert Prest til mig paa anded
Aar, oc bleff hwer Gang swaret: ieg kunde intet synde, der ieg nu
saed; ieg haffde ingen Præst fornøden). Oc som ieg da talte noget
witløfftig derom med Slosf. oc sagde, att de, der forholte mig
Christi Nadere, de maatte tage miine Synder paa sig; man syndede saa
wel med Tancker, som med Ord oc Gierninger; hwor for Slosf. loffwede
icke att afflade med Begiering, att der maatte komme en Præst til
mig; spurte, hwem ieg begierte. Ieg sagde: »Kongens Hoffpredikant,
som ieg haffde i min Bedrøffwelsis Begyndelse[122].« Hand sagde: »Das
wird wol swärlich geschehen.« Ieg war til Fritz, hwem ded war. En
Maanets Tiid der effter bleff ieg beræt aff den tydske Præst M.
_Hieronimus_ Buk[123], som første Gang war heel skickelig, men talte
meere om Lowen end om _Evangelium_. Slosf. ynskede mig til Lycke, oc
ieg tackede hannem, for hand haffde bragt mig ded til Weye.
[118] Uden Tvivl den tydske Oversættelse af ~Conr. Lycosthenes~'s
Værk: Prodigiorum ac ostentorum chronicon. Oversættelsens Titel
lyder -- noget afkortet -- saaledes: ~Wunderwerck~ oder Gottes
vnergründtliches vorbilden, das er inn seinen gschöpffen allen ...
erscheynen .. lassen. Ausz Herrn Conrad Lycosthenis Latinisch
zusammen getragner beschreybung ... durch Joh. Herold ...
Verteütscht. Basel. 1557. Fol. Jvfr. ~Grässe~, Trésor de livres
rares T. 4. pag. 310; ~Bibliotheca Daneschioldiana~ pag. 10 Nr.
318. Bogen handler om Vidundere af enhver Art og er ret morsom,
ikke mindst paa Grund af de mange højst naive Billeder.
[119] I Randen er bemærket: »_Den Dag, Slosf. tog ded Leer Tøy med
sig, da bleff Quinden høyligen fortørnet paa mig, fordi ieg haffde
flyet hannem en liden Krucke med, ieg haffde giort; sagde, ded war
hinder til Spott: Kiærlingen med Krucken! ieg skulle haffwe flyt
ham Katten med, som ieg haffde oc giort. (Ieg sagde:) »Ded kand
endnu skee.«_«
[120] I Randen er tilføjet: »_I ded første, att Slosf. Fryct war
saa stoer, torde hand icke wære eene i ded vderste Rom. Pær eller
Taarngiæmmeren maatte icke begge gaa fra ham. Ieg wiste icke, hwad
ded betyde._«
[121] I Randen er bemærket: »_Noget lenge effter denne Striid fik
ieg en Striid med hender om noget Øll, hun haffde went sig til att
kaste paa Gulffwet, sagde: ded skulle de vnderiordske haffwe. Ieg
haffde for bøden hinder ded, oc hun giorde ded enda, hwor for ieg
tog hender om Hoffweded oc kaste ded med mine Hænder tilbage. Hun
bleff forskrecket, thi ded er, lige som Hoffweded skulle falle aff.
Ieg sagde: »Ded er en Forsmag!«_«
[122] Se S. 79.
[123] Han var født i Lybek, blev 1661 Diaconus ved Petri tydske
Kirke, 1664 Sognepræst ved samme Kirke; døde 1673; se ~Jonge~,
Kiøbenhavns Beskrivelse 1 Bd. S. 49. Om hans Optræden i ~Sperlings~
Sag se ~Suhm~'s Nye Samlinger 3 Bd. S. 262-64.
Ded Aar{1665.} Pintz Afften loed Slosf. sætte _Maj_ Træer i mit
inderste Fengsel saa wel som vde i ded anded Rom. Aff de Greene brød
ieg smaa Quiister, skaffwede Barcken aff med Glas, bløtte dem i Wand,
lagde dem i Pærse vnder et Bræt, som Gulff-Skarnet bleff baarren vd
paa, saa de bleffwe flade, satte dennem siden tilsammen oc giorde en
Wæffwe Kam der aff. Pær Kusk loed sig da offwertale att fly mig noget
grofft Traa, som ieg brugte til Søller. Silcket tog ieg aff miine ny
Silcke Strymper, ieg war giffwen, oc giorde deraff breede Baand
(Redskabet oc en Deel aff Baandene erre endnu tilstede). Den eene Bom
(som war giort aff den tyckeste Ende aff en Green, hwilcken Pær
haffde skaarren aff) den war fastgiort wed Kackeloffnen, oc den anden
giorde ieg fast wed mit Liiff. Quinden drog Søllerne for mig, saa hun
war tilfritz, oc kunde ieg icke formercke, att hun sagde nogen derom,
thi Slosf. beklagede offte paa de Tiider, att ieg haffde intet att
fordriffwe Tiiden med, efftersom hand wiste, att ded war min Lyst i
forrige Tiider _etc._[124] Hand bleff atter en lang Tiid inde hoes
mig effter Maaltiiderne, saa Frycten war hannem forgaaet, eller hand
mintist den icke meere, thi Ihuekommelsen begynte att feyle. Hand
sagde da allehaande, som hand icke skulle. Hand tog merckelig aff oc
bleff meget swag, bleff saa siden siddendis vden for oc læste høyt,
bad Gud om att leffwe: »Ia« (sagde hand), »nur etzliche Iahr!« Naar
hand haffde nogen Liiße, saa snackede hand immerfort; krøb langs wed
Weggen engang til Døren oc sagde: »Ich mögte zwey Dinge wol wißen!
Das eine ist, wehr nach mir solte Slosfogt seyn. Das ander ist, wehr
meine Tyrelyre« (ded war Tyre, hands Quinde) »haben solte.« Ieg
swarte: »Das ist eine Wißenschafft, die Ihr nu nicht erfahren könnet,
insonderheit wehr Evre Fraw wieder freyen würde. Ihr könnet
vielleicht beyde schon gesehen haben, aber Ihr könnet Alters halben
noch lange leben.« »O« (sagde hand), »Gott gebe das!« oc saae op til
Winduet. »Meint Ihr das, mein allerliebstes Frevlein?« »Ia, das
meine ich« (swarte ieg). Faa Dage der effter bad hand mig atter om
Forladelse, om hand haffde siiden sidste Gang giort mig noget imod;
nu wille hand forliige sig med Gud, førend hand bleff swagere, græd
oc soer, sagde: »Für war, das smertzet mir noch, das ich habe Euch
offte betrüben sollen, vnd Ihr tröstet mich.« Om Søndag Middag
ynskede ieg hannem Lycke til sit aandelige Maaltiid. Hand skriide saa
frem med stoer Beswæring en 14 Dags Tiid, oc som ieg fornam, att
twende maatte saa gott som bære hannem op aff Trappen, loed ieg
hannem sige, att hand kunde bliffwe neere i Taarnstuen; hand maatte
wære forsickret, ieg skulle icke gaa nogenstez. Hand loed mig tacke,
krøb for den sidste Gang til min Dør oc sagde: »Wan ich das thäte,
vnd die Königin erfuhr das, so wehre ich vmb mein Hals.« Ieg sagde:
»So gebet Ewer Swagheit zu erkennen vnd legt Euch zu Bette! Es kan
wieder beßer werden. Ein ander kan vnter deßen für Euch auffwarten.«
Der tog hand sin Hue aff for ded Raad oc bød mig fare wel. Siiden
saae ieg hannem icke. En Dag der effter krøb hand i Taarnestuen, men
kom icke widre.
[124] I Randen er tilføjet: »_Ieg giorde mig Lyße Saxen nyttig for
att klippe dermed. Der Balcke kom til mig oc effter Begiæring
bragte mig noget Bai til Vnderboxer oc wille wide Maalet, sagde ieg
selff att wille sye dem. Hand loe oc sagde: »Hwem skal skiære dem?«
Ieg swarte ded selff att kunde med Lyßesaxen. Ded wille hand gierne
see, saae ded oc, icke med liden Forundring._«
Vdi hands Stæd bleff en wed Naffn Hans Balcke befalet att haffwe Act
paa Fangerne. Hand war meget fiin. Hand war en Snedkiær aff hands
Handtwerck; hands Fader haffde arbeyded meget for mig i min Welmagt,
som oc haffde wærret Snedkiær. Samme Mand haffde reist paa
Handwercket i Italien oc Tydsland, kunde oc lit italiensk. Aff hannem
haffde ieg goed Omgiengelse, oc som hand spiißede paa Taarnet vden
for i ded anded Rom, bad ieg hannem spiiße hoes mig, hwilcket hand oc
giorde en 14 Dagis Tiid. En Dag, der hand haffde skaaren Steegen der
vde, loed ieg hannem bede att komme ind. Hand loed sig vntskylle; ded
kom mig vnderlig for. Effter att hand haffde spiiset, sagde hand, att
Pær Kusk haffde spitzet ham, oc hannem war forbøden att spiiße med
mig. Naar hand siden stoed noget lenge oc snackede med mig, saa bad
ieg hannem selffwer gaa, paa ded att hand oc icke skulle bliffwe ded
forbøden. Hand haffde engang sat en meget stoer Knappenaal i sit
Ærme, den bad ieg ham om. Hand sagde: »Ieg maa icke giffwe Eder den,
men om I tager den selff, der kan ieg icke til.« Saa tog ieg den, oc
den kom mig siden offte til Nytte. Hand flyde mig oc adskillige Bøger
att læße, saa hand war i alle Maader høfflig oc fiin. Hands Fiinhed
haffwer wel werret Aarsage, att hand icke bleff Fengsellerne lenge
betroed, thi hand war oc meget goed imod Doctor _Sperling_[125], gaff
hannem Stycker aff den Steeg, der kom op til mig, oc anden goed Maed.
Hand haffde i hands Barndom wærret Leege-Broder med Docterens Børn.
Hand snackede oc lenge iblant med Doctern, baade naar hand lucte op
oc lucte til, saa ded behagede Opwarterne ey[126]. Ellers gaffwis en
anden Aarsage, huorfor hand effter 20 Vgers Forløb bleff den
Bestilling fratagen, som siiden skal meldis[127]. Slosfogden laae
stetze wed Sengen, stræbede, ded meeste hand kunde, for att komme op
igien, men der war liden Tegn til. Saa lenge att Hoffwet Nøglen icke
war hannem fratagen, saa gaff hand sig tilfriz. Min Piige, Maren
Larßdaatter, war kommen saa wit i Gunst til Hoffwe, att hun for sin
Giærning[s] Skyld saed tit oppe i Fruentimmeret oc giorde allehaande
for dennem. En Dag siger Quinden til mig: »Ded er dog en meget troe
Piige, I haffwer! Hun snacker nu for dennem der oppe oc siger saa
meget, som I aldrig skulle troe.« Ieg swarte: »Ieg haffwer giffwen
hender Forloff att sige alt ded, hun wed. Att hun skulle lyffwe mig
paa, der er ieg icke bange for.« »Icke ded?« (sagde hun saa sposk).
»Huorfor monne hun da haffwe kast sig paa siine bare Knæ oc forbanded
sig, den Dag hun skulle komme til Eder?« Ieg sagde: »Hun wille io wel
haffwe werret hoes mig (effter Eders egen Siien), men hun maa io
icke; derpaa behøffuer hun icke att bande sig.« »Huorfor« (sagde hun)
»meener I da, att hun er saa wel antagen til Hoffwe?« »Meener I,«
sagde ieg, »att naar der nogen bliffver wel antagen til Hoffwe, att
ded er, for de fører Løgn? Ieg er nok wiß paa, att min Piige icke
lyffwer nogen paa, mindre mig; der er ieg icke ræd for.« Quinden
bleff wree oc muute lenge derfor. Nogle Vger effter bleff Maren Larß
Daatter aff sin _Arrest_ løß giffwen oc bleff G^{ne} Friisis Kammer
Piige[128]; oc bar Balcke mig nogle Linklæder, som hun aff miine
endnu haffde til offwers. Ded fortrød Quinden icke liided, i
Synderlighed der ieg sagde: »Saa troe seer ieg dog, min Piige er mig
endnu, att hun icke beholt ded Lintøy, som hun wel kunde haffwe
giort, thi ieg kunde icke wiide, om de haffde taget ded fra hender
med ded anded.«
[125] Jvfr. ~Suhm~'s Nye Saml. 3 Bd. S. 266.
[126] I Randen er tilføjet: »_Saa lenge Balcke betiente Slosfs.
Stælle, drack hand hwer Maaltiid min Wiin, som ellers
Taarngiemmeren, Kudsken oc den Fange #Christian# giorde, naar den
gamle Slozf. icke gaed; saa ded hialp oc til att støde effter
Balcke._«
[127] Dette Punktum er senere overstreget.
[128] Det vil sige: blev Kammerpige hos hende, som nu (da Forf.
nedskriver dette) er ~Grevinde Friis~. Hun var Mogens Friis's anden
Kone, og hendes Navn var ~Anne Marie Offenberg~. Mogens Friis blev,
som bekjendt, først ophøjet i Grevestanden 1671.
Meget ille tilfritz war alle miine Woctere med Balcke, i Synderlighed
Quinden, som for adskilligt giorde sig wree, baade fordi hand
foractede hender, sagde hun, for hand haffde flyed en Keedel til
Natskriinet, som war tyngere end den forrige (som war læk); men
allermeest fordi hand sagde hender, att hun leffwede som en Hedning,
att hun icke wille gaa til Alters. Thi der ieg engang, midlertiid
Balcke mig betiente, bleff beræt, da spurte hand hender, om hun oc
icke wille lade sig berætte, huor til hun først swarte: »Ieg kand
ingen tydsk.« Balcke sagde: »Ieg skal mage ded saa, att den Præst
skal komme til Eder, som haffwer Løn for ded, att hand berætter
Fanger.« Hun swarte icke att kunde gaa med nogen Andact paa ded Sted;
maatte hun komme vd, saa wille hun gierne. Balcke predicket for
hender, som en Præst kunde giøre, paa ded skarpeste. Der Dørene ware
lucte, saa gick der en Pusten oc Blæsen an, oc knæppede hun altiid
Trøyen op om sig, naar hun bleff wree. Ieg sagde intet, men tenkte:
ret nu brister ded onde wel vd, ellers quælis hun; hwilcket oc
skeede, bandede Balcke alt ded wærste, hun kunde hitte paa. Hun
haffde sær for mig vhørte Eeder, saa ded war gruelig att høre paa,
iblant andre diße: »Gud forbande ham til evig Tiid, saa har ieg icke
behoff att bande ham hwer Dag!« _Item_: »Gud lade ham fordwiine som
Dug for Soel!« Den Banden kunde ieg icke taale, sagde: »Bander I
Manden, fordi hand holder Eder Guds Ord for oc wille, att I skulle
forlige Eder med Gud oc angre oc fortryde Eders Synder?« »Ieg bander
hannem icke derfor« (swarte hun), »men for den tunge Keedel, ded
forbandede Menniske har flyed mig att bære op aff den steile
Trappe[129], saa den onde Mand besætte ham! Wil hand oc giøre Præst
aff sig? Ia, hand er wel vntskylt, den sposke Gast!« Tog paa ny paa
att bande. Ieg skammede hender vd oc sagde: »Hwad om hand wiste ded,
I bander ham saa, meener I icke, att hand bragte til Weye, att I fik
att staa Skriffte? Ded er nu nesten toe Aar, I haffwer icke wærret
til Guds Bord, oc I kand faa Præsten til Eder, oc I wil icke!« Ded
sactede hender noget, oc sagde hun: »Hwor wille hand faa ded att
wiide, vden I wille sige ham ded?« Ieg sagde: »Hwad her inde skeer oc
sigis, kommer ingen wed vden os toe; ded giøris icke fornøden, att
andre ded wed.« Dermed war ded wel; hun lagde sig att soffwe, saa
forgik den Wreede, men Hadded bleff wed immerfort.
[129] I Randen er bemærket: »_Ded er oc en ond Trappe at komme op
aff til ded Sted, Natkeedelen slaaes vd._«
Slosf. laae saa hen i stoer Piine, kunde hwercken døe eller leffwe.
En Middag, som Balcke lucte op (som war iust 20 Ugers [_sic_] Dagen,
hand kom til mig), kom ind med hannem en Mand, meget dollig klæd, med
en graa reeffwen fittet Kiortel oc faa Knappe, som kunde tilknappis,
med en gammel Hatt, som saed en hengende Fier paa, som haffde wærret
hwiid, men neppeste for Skarn kunde kiændis. Hand haffde toe Lærrits
Strømper paa oc et Par meget forslit Skoe, som war bunden til med
Hyßing[130]. Balcke gik til Borded der vde oc skar Steegen; dermed
gik for ded vderste Roms Dør att staa med sin Hat i Haanden, giorde
en Rewerentz oc sagde: »Hir mit nehme ich meinen Abscheid; dieser Man
sol Slosf. seyn.« Ieg spurte, om hand intet kom til mig igien. Hand
swarte: »Nein, nicht vor dis Mahl.« Saa tackede ieg hannem for hands
høfflig Opwartning oc ynskede, ded maatte gaa hannem wel[131]. Pær
Kudsk lucte Døren, oc den ny Slozf., som heeder Iohan Iæger, loed sig
icke see aff mig den Dag, icke heller til Afften. Ieg sagde til
Quinden om Morgenen: »Spørger Pær ad, hwem den Mand er!« hwilcket hun
oc giorde; kom med de Swar til mig, att hand war den, som haffde
tagen Doctern fangen[132], oc nu skulle hand wære Slozf., men end
haffde hand icke faaet Hoffwetnøglen. Ded warede icke mange Dage,
førend hand kom til den gamle Slosf. med Hoffmarskalcken, oc Nøglen
bleff tagen fra den gamle oc giffwen hannem. Den gamle leffwede ickun
paa anden Dag der effter; naaede i begge Deele sin _curieusité_: saae
den, som bleff Slosf. effter ham (til sin Bedrøffwelse), oc den
Doctor, som skulle _curere_ hannem, fik hands Tyrelyre, inden Aaret
war omme.
[130] I Randen er bemærket: »_#Gabel# haffde sagt (som mig siden
bleff berættet), att hand wiste, att ieg haffde forfærded mig for
den Mand oc meent, att ded war Bødelen. Ieg saae ham icke an
derfor, men for en forarmet Rytter; meente, hand skulle giøre den
Tienneste, Kudsken giorde._«
[131] I Randen staa 2 Anmærkninger, af hvilke den ene lyder
saaledes: »_Balcke haffwer betient mig 20 Vger, oc bleff hand
anklaget for att sige mig, hwad nyt som paßerte. Skulle bewiißis
der med, att hand haffde sagt mig, att #Gabel# war bleffwen
Statholder, oc ieg siden saa #tittulerte# for #M.# Buck._« -- Denne
Anmærkning er dog senere overstreget, hvilket derimod ikke er
Tilfældet med den anden, som dog aabenbart refererer sig til hin.
Den anden Anmærkning lyder saaledes: »_Balcke kunde en Dag icke
holde sig for Latter, thi imens hand stoed oc snackede med mig, saa
stoed Quinden oc Mandfolckene oc green oc loe i Trappen; oc sagde
hand: »Ded er Sladdertaarret der vde! Hwi mager Pær ded icke saa,
att ded forbydis? I kand nok faa att wiide, hwad som paßerer,
foruden aff mig.«_« -- Gabel var bleven optagen i Adelstanden og
udnævnt til Statholder i Kjøbenhavn den 12. August 1664.
[132] Naturligvis dog i Forening med ~Hagedorn~ og under dennes
Ledelse; jvfr. S. 111 Anm. ~Sperling~ selv siger noget Lignende
(~Suhm~'s Nye Saml. 3, 266) og tilføjer, at ~Jæger~ var en
Holstener og en Fætter til ~Gabel~.
Slosf. da, Iæger, hælsede mig icke i nogle Vger, mindre talte til
mig. Hand lucte sielden miine Døre til, men meestendeelen lucte dem
selff op. Endelig, der hand fik Skoe paa Beenene, tog hand sin Hat
aff, der hand haffde luct op, oc sagde: »Guthen Morgen!« Ieg tackede
hannem »mit großen Danck.« I midler Tiid saa stoed, war Quinden meget
glad. Hun haffde sin frii Sladder med Pær Kudsk (som enda en Par
Maaneders Tiid kom paa Taarnet som før) oc med den Fange Christian,
som haffde stoer Friihed oc i denne Slosfogts Tiid fick meere oc
meere Friihed, fornemmeligen der Raßmus Taarengiemmer bleff Portener,
oc en wed Naffn Chresten kom i hands Sted. Iblant anden Sladder, hun
førte for mig, sagde hun, att denne Slosf. war forbøden att tale med
mig. Ieg sagde: »Ded er mig meget kiært, saa kand hand icke lyffwe
mig paa« (ieg er i Meening, att hand torde icke tale med mig, saa
lenge Pær bar Madden op paa Taarnet oc der tiente; thi der hand
haffde skaffet Pær bort for Tyffweri[s] Skyld, hand bleff ertappet
med, kom hand siiden da oc da ind. Den allerførste Gang haffde hand
en Ruuß.) Hand wiste, hwad Pær haffde sagt om Balcke, som hand mig
beretede[133].
[133] I Randen er bemærket: »_I mens Balcke betiente mig, da bleff
der giort et Slag-Bord til att sætte Begrene oc Brøet paa, saa oc
Quindens Maed, som aaed først, naar Dørrene ware lucte. Tilforne
war intet vden Natskriinet att sætte Madden paa; ded war Quindens
Bord._«
Førend ieg melder noget om den Fange Christians Bedriffter imod mig,
wil ieg med faa Ord berette hands Brøde, huorfor hand war fangen.
Hand haffuer tient Maans Armfelt[134] for Lacquey. Hand med andre
_Lacqueier_ ypper Klammeri med en Mand, som haffde wærret Christian
en Fader oc fød hannem op aff sin Vngdom oc altiid hafft Omsorrig for
hannem. Manden bleff dødelig saaret, raabte i sit yderste: »Gud
straffe dig, Christian, for Søn du est! Din Haand dræbte mig!« De
andre Lacqueier løbe hwær sin Wey, men Christian bleff paagreben.
Hands Kaare befantis oc att wære blodig. Hand næctede ded altiid, att
ded icke war ham, der stak Manden. Hand bleff dømt fra Liiffwet;
men efftersom den døde Mands Quinde icke wille bekaaste paa
_Excecutionen_, bleff Christian saa hensiddendis, oc hands Iuncker
betalte hands Føde. Paa tredie Aar haffde hand wærret fangen, førend
ieg bleff fengselet, oc bleff trende Gange forfløt; først aff
Traaldhullet i den Mørcke-Kircke, siden her, som ieg sidder[135]. Der
ieg bleff ført fangen hid, bleff hand sat der, Doctern sidder, oc
der Doctern bleff fengselet, gik Christian siden løs i Taarnet, drog
Seyerwercket op for Taarngiemmeren, lucte op oc til for Fangerne der
neere, ia haffde offte Nøglene til Taarnet. Ieg errindrer mig oc nu,
att Taarngiæmmeren Raßmus saed engang hoes den gamle Slosf. til
Middag i mit vderste Rom, oc Slosf. wille sende Pær med et Ærinde;
sagde til Raßmus: »Gehet hin vnd macht auff! Peter sol was
bestellen.« »Far« (sagde Raßmus), »Christian har Nøglen.« »So!«
(sagde Slozf.) »Das ist hüpsch!« Oc der wed bleff ded, thi Raßmus
sagde: »Ieg er nok wiß paa, att Christian gaar ingen Stez.« Alt
effterhaanden tog Christians Friihed oc Myndighed til, siden Pær
Kudsk kom bort, oc tiente denne Slozf. wed Borded i mit vderste Rom.
[134] D. e. ~Mogens Arnfeldt~ til Rugaard i Jylland, en Broder til
Korf. Ulfeldts Svoger ~Axel~ A. til Basnæs; jvfr. S. 35 Anm. 3.
[135] I Randen er tilføjet: »_Da war der et stoert dobbelt Windue
med Iern Traller, som bleff tilmuret, der ieg skulle sættis her
ind; oc fortelte siden Christian, huorledis Piigerne i Fadburstuen
haffde flyed hannem mangen Kande Øll op, som hand wand op med et
Reeb._«
En Dag, der Quinden kommer neer offwen fra, huor hun haffde reenset
Nat Keedelen, oc Dørene ware lucte, sagde hun til mig: »Den
Christian, her gaar, haffwer talt med mig der oppe. Hand kand aldrig
fuld sige, hwor ynckelig ded gaar Doctern, hwor hart hand er
fengselet, oc hwor slæt Maed hand faar nu, siden Balcke kom bort.
Hand haffwer ingen Lyß lengre, end hand faar Maed, oc ingen Lyßning
vden aff Hullet paa hands Dør, som gaar vd i ded vderste Kammers.
Hand bad mig, att ieg skulle sige Eder ded; Taarene kom hannem i
hands Øyen, saa stoer Medliidenhed haffde hand med hannem.« Ieg
sagde: »Ded er oc alt ded, man kand giøre, oc ded er christeligt att
haffwe Medliidenhed med sin Næstis Vlycke. Den stackels Mand faar
att haffwe Taalmodighed saa wel som ieg, oc wii maa trøste os med en
goed Samwittighed. Io haardere hand liider, io snarere faar ded Ende;
hand er en gammel Mand.« Toe Dage der effter kom hun atter med en
Snak fra Christian: Doctern loed mig helße, oc hand spurte saa
flittig, om ieg haffde Helbreden; sagde widre: Christian skulle nok
fly ham, hwad ieg wille sende ham. Ieg tog den Snak an for en
Fristelse, sagde endelig, att Christian kunde tage et Stycke aff
Stegen, naar Slosf. war inde hoes mig, oc hand kunde wære sig om
noget for att slaa Wiinen i, saa kunde hun sniige sig til att gyde
ded aff mit Begere oc bede Christian helße Doctern. Ded bleff
antagen, oc haffde ieg nogle Dage Roelighed. Christian føyede sig
meget effter Quinden, satte lit ont imellem hender oc Taarngiæmmeren,
giorde ded strax gott igien, saa Sladder haffde ieg nok aff.
Endeligen siger hun engang: »Ded er dog en ærlig Karl, den Christian!