Leonora Christina Ulfeldt's "Jammers-minde". En egenhændig skiedring of hendes fangenskab i Blaataarn i aarene 1663-1685 - 04

havde fundet Sted (se ~Becker~'s Saml. til Danm. Hist. under
Frederik III. 1 D. S. 273), og det bekræftes, idetmindste for
~Gabels~ Vedkommende, længere henne i dette Skrift, idet Forf.
siger, at denne som Betaling for ydet Hjælp ved hin Lejlighed havde
faaet 5000 Rdlr. af hendes Mand.
Eder er icke v-witterligt, huor falskeligen Kongen aff Eng. med mig
handlede, huor wel hand tog imod min Komme, huor hand mig med ett
Iudas-Kyß helste oc sin Fencke tittulerede, huorledis hand baade
selffuer, saa wel som wed sine høye _Ministri_, all kl. Gunst oc
Naade forsickrede oc mig for de forstracte Penninger Betaling
loffuede. I wiide, huor suigacteligen hand mig (effter Hs. kl. Mt.
aff Dannemarckis Begiering) til _Dovers_ loed _arrestere_ oc siden
wed den Forræder _Lutenant Braten_ wiiß giøre, att hand mig
himmeligen wille lade vntkomme, leuerende mig dermed i den danske
_Resident, Simon Petcons_ Hender, som med aatte bewæbnede Mænd mig
loed anfalle; selff holte hand sig langt fra oc torde icke komme mig
nær. De satte mig Degen oc Pistoll paa Brystet, oc tuende toge mig
mellem sig oc satte mig i en Baad, huilcken mig førte til ett Skiib,
som for^{te} Resident haffde tilreede, oc haffde hand befalet en Karl
wed Naffn Peter Dreyer mig til Kiøbenhaffn att leedsage[19].
[19] Den Sum, som Korfits Ulfeldt af sine egne Midler havde
forstrakt Karl II. med, da denne landflygtig opholdt sig i
Nederlandene, beløb sig til 18700 Rdlr. Angaaende Maaden, hvorpaa
Leonora Christina søgte at inddrive denne Fordring, se især ~Danske
Magazin~ 3 R. 2 Bd. S. 54 flg., hvor der ogsaa findes trykt en Del
Aktstykker, som have Hensyn til hendes Anholdelse i Dover ved den
danske Resident i England, ~Simon de Petkum~; jvfr. Indledningen.
-- ~Dreiers~ Navn giver mig Anledning til at bemærke, at de
allerfleste af de her i Fortalen nævnte Personer selvfølgelig ville
blive nærmere omtalte i den egentlige Skildring, og indtil da
opsætter jeg ogsaa Meddelelsen af de Oplysninger, hvormed det for
enkelte af disse Personers Vedkommende synes mig nødvendigt eller
passende at supplere Forf.s Beretning.
Her fra haffuer denne min _Iammers Minde_ sin Begyndelse. Den melder
om, huis mig inden ded Blaa-Taarens Døre er hentis. Betencker, mine
hierte kiere Børn, diße haarde Liidelser; errindrer Eder oc Guds
stoere Goedhed imod mig. Seer: aff sex Drøffuelser haffuer hand
vdfriiet mig; wærer wiß paa, att hand vdi den syffuende mig ey lader
sticke eller omkomme. Ney! hand wil for sit Naffns Ære[s] Skyld
wældeligen mig vdriiffue.
Miine Liidelsers Fortelning er bedrøffuelig att paahøre oc kand de
aller haardeste Hierter til Medliidenhed bewege; men lader dens
Læßning Eder icke høyre bedrøffue, end Glæden den igien kand
offuerweye. Betracter min V-skyllighed, Friimodighed oc Taalmodighed;
glæder Eder der vdoffuer.
Mange smaa Widerwertigheder oc daglig Fortred er ieg for
Witløfftigheds Skyld forbigaaet, ihuor wel den ringste aff dennem
hart suee i mit ømme Drøffuelsis Saar.
Ieg bekiender mine Suagheder oc bærer ingen Sky Eder dennem att
fortelle. Ieg er ett Menniske oc fuld aff menniskelige Skrøbligheder.
De første Bewegelser staar icke vdi worris Mact, man offueriilis
stønnem, førend man sig kand besinde. Gud wed, att ieg offte haffuer
giort mig baade døff oc blind for icke til Wrede att opirris. Ieg
skammer mig wed Slozfogdens Iohan Iægers, Kresten Maansøn
Taarnegiemmers, Karen Ollis Daatters oc Catharina Wolffs vtuctige
Ord, skiiden Snack oc groffue Plom[p]heder att indføre oc opregne;
ded wille for meget _ledere_ høfflige Ørne. Ded kand ieg Eder
forsickre, att ded offuergaar alt ded, som v-teerligt, skidden,
tølpersk oc v-sømmeligt kand were; thi groffue Ord oc fuull Tale war
derris Wenligheds oc Mildheds Tegn, oc blodige Eeder derris
Vsandferdigheders Smycke oc Beprydelse, saa att derris Omgiengelse
war mig meget v-angenem. Ieg war intet gladere, end naar Dørene
imellem mig oc dennem ware luct, som for mig lucke skulle, saa haffde
ieg ickun Quinden alleene, huilcken ieg stønnem med goede, stønnem
med Vdfuen oc Truen kunde komme til att tie.
Ieg haffuer endoc hafft goed Omgiengelse oc endnu haffuer, huis
Tiennester oc Høffligheder ieg tilbørligen ihuekommer oc wil, saa
lenge ieg leffuer, ihuekomme. I, mine kiere Børn, wille ded oc imod
en huer effter Muelighed erkiende.
I finder oc vdi denne _Iammers Minde_ tuende aff worris Huußis
Hoffuit Fiinder, som [er] Iørgen Walter oc Iørgen Skrøder[20], offuer
huilcke Gud mig haffuer hæffnet oc wille, att de skulle trenge til
mig, oc ieg dennem skulle hußuale. Walter giffuer mig noget Anleding
lided mere, end mit Forset war, om hannem att melde.
[20] Med hvad Ret ~Jørgen Skrøder~ betegnes paa denne Maade, kan
ikke afgjøres, da han, saavidt jeg ved, ikke i noget hidtil kjendt
Skrift eller Aktstykke findes omtalt i Forbindelse med den
Ulfeldt'ske Familie (han nævnes 1646 som »Munster-Commissarius«, se
~Nye danske Magazin~ 2 Bd. S. 290 og 292; 1668 fik han -- efter en
Notits fra Rentekammerarkivet, meddelt mig af Cand. ~H. C. A. Lund~
-- Bestalling som Legationssekretair med 300 Rd. aarlig Gage), og
da nu Forf. ovenikjøbet har glemt at omtale ham i den egentlige
Skildring, saaledes som hun her bebuder at ville gjøre, faar man
heller ikke at vide, hvorledes det gik til, at han kom til at
trænge til hende.
Aff de Psalmer oc aandelige Wiiser, ieg _componeret_ oc
_translateret_ haffuer, indfører ieg nogle til den Ende, att I, mine
kiere Børn, kand see oc kiende, att ieg mig stetze haffuer holt fast
til Gud, huilcken haffuer wæret oc endnu er min Muur imod alle Anløb
oc min Tilfluct imod alle Slags Moedgang oc Widerwertigheder.
Giffuer intet Act paa Riimene; de erre icke effter alle de Regler,
Poëterne sig giøre; men giffuer Act paa Materien, Meeningen oc
Nytten. Ieg haffuer ey heller wilt mine andre smaa Tiidsfordriff
forbigaa, thi der vdaff kand I Eder mit Sinds Roelighed forwiße oc
see, att ieg ingen ledige Tiimer haffuer, [ia?] att en (for andre
affskylig) Røtte mig endoc tienner til Tiidskortning.
Tuende _Observationer_ haffuer ieg antegnet. Ihuor wel de erre om
ringe oc foractelige Dyr, saa erre de dog merckelige, oc tuiffler ieg
paa, att de aff nogen naturkündiger tilforne erre bleffuen i Act
tagen. Thi att der findis ett Slags Kaal-Orme, som føder leffuende
smaa Orme, oc saadanne som de er selff, troer ieg icke, haffuer før
werret _noteret_. Mindre, att en Loppe føder en formeret Loppe, oc
icke en Gned kommer aff en Gned[21].
[21] Hele dette Stykke er senere overstreget.
Til Besluttning beder ieg Eder, mine hierte kiere Børn, att I icke
lader ded Eder vnderlig forrekomme, att ieg icke haffuer wilt tage
imod den Leylighed, wed huilcken ieg til min Friihed haffuer kundet
komme. Naar I ded rett betencker, saa haffde ded huercken werret Eder
eller mig tienlig. Ieg bekiender, att dersom min Herre, salig hoeß
Gud, haffde werret i Liffue, att ieg da icke alleeneste haffde tagen
imod Tilbudded, men endoc giort mit yderste mit Fengsel att vntkomme
for hannem att opsøge, til sidste Aande-Dret att opwarte oc tienne;
min Skyllighed haffde ded vdkræffuet. Men efftersom hand da alt war
hoeß Gud vdi Huiile oc Roe oc ey nogen Menniskis Tienneste meere
behøffuede, saa haffuer ieg billigen betractet, att den selfftagen
Friihed oß paa alle Sider meere skadeligt end som gaffnligt were
wille, oc att ded icke war der Wey til worris fratagne Formue att
komme, huorfor ieg den vdslog oc søgte i ded Sted mit Hierte til
Roelighed att skicke oc mit paalagte Kaarß taalmodeligen att bære.
Wil Gud ded saa føye, oc er ded hands guddommelige Behag, att ieg med
kongelig Naade min Friihed skal nyde, saa wil ieg oc med Glæde effter
yderste Formue for Eder, mine hierte kiære Børn, wære ett Wersens
Træl oc vdi Gierningen erwiiße, att ieg aldrig wiger fra min Plict,
att ieg icke er mindre en goed oc retsinnig Moder, end som ieg
haffuer werret en troe Hustru. Vdi midler Tiid lader Guds Willie were
Eders Willie, hand wil alle Ting saaledis wende, føye oc lawe, att
ded Eder oc mig til Siel oc Liiff kand gaffne; vnder huis trygge
Waretect ieg Eder alle troligen wil befale oc bede, att hand Eders
Fader oc Moder, Eders Raadførere oc Ledismand wille were. Beder I
igien for mig, att Gud mig med sin goede Aand wil regiere oc
fremdelis som hid ind til Taalmodighed forunde. Ded er alt ded, som
søger hoes Eder
Mine hierte kiere Børn
Eders hulde Moder
_Leonora Christina_
_V. E. G._[22]
[22] Slutningen af Fortalen fra Ordene: ~Vdi midler Tiid~ indtil
_V. E. G._ incl er -- paa nogle enkelte Ord nær, der kun ved en
Uagtsomhed synes at være blevne skaanede -- senere overstreget.
Grunden hertil er let at se. Som det nemlig i Indledningen
antydedes, er denne Fortale skrevet, før Forf. begyndte paa den
egentlige Skildring, som hun fra først af ikke havde tænkt at føre
længere ned i Tiden end til Aar 1674. Imidlertid vare hendes
Trængsler meget langt fra at være til Ende med dette Aar, og
ligesom hun paa Grund heraf under selve Udarbejdelsen bestemte sig
til at fortsætte Skildringen udover den oprindelig paatænkte
Grændse, saaledes har hun ogsaa, efterat det Hele var færdigt, ment
at burde udvide Fortalen saavidt, at den kom til at omfatte
Begivenhederne lige ned til hendes Udfrielse af Fangenskabet 1685.
Forat imidlertid en saadan Udvidelse kunde finde Sted, var det
først og fremmest nødvendigt at udslette Slutningsordene i den
oprindelige Fortale, og dette er da ogsaa sket, som ovenfor sagt.
Derpaa er saa Fortsættelsen i Form af 4 beskrevne Blade indheftet i
Haandskriftet umiddelbart efter den første Fortale. Den er skrevet
paa ganske lignende Papir og med ganske samme Skrifttræk som den
sidste Del af selve Værket. Men uagtet Forf.s Bestræbelser for at
sammensmelte den oprindelige Fortale og det senere Tilføjede til en
Enhed, vil man let overbevise sig om, at hun har taget Sagen altfor
overfladisk, til at dette skulde kunne lykkes, og jeg har derfor
ikke betænkt mig paa her at gjengive den tidligere Fortale i dens
første Skikkelse, idet jeg dog bagefter aftrykker det senere
Tilskrevne, men med mindre Typer[*] for endnu tydeligere at betegne
Forskjellen i Tid og Affattelse mellem de to Stykker.
[*] Afskriverens bemærkning: Teksten fra "Ieg haffwer oc
ihuekommet" til "anden i Fortred."
Endnu kan med Hensyn til Tidsangivelsen under Fortalen mærkes
Følgende: Leonora Christina var efter Optegnelserne i Christian
IV.s Skrivkalendere (~Schlegel~, Samml. zur dän. Geschichte 2 Bd.
1, 61 og ~Nyt histor. Tidsskrift~ 4 Bd. S. 338) født den ~8. Juli
1621, gammel Stil~. Dette svarer nu rigtignok til den ~18. Juli,
ny Stil~, men for det Første bruger Leonora Christina ellers
overalt i Haandskriftet den ældre Tidsregning, og dernæst er selve
hin Tidsangivelse 18. ~Juli~ fremkommet ved en Rettelse af en
ældre Dato, 11. ~Juni~, som endnu ganske tydelig læses under den
anden. Selv om man altsaa antager, at Rettelsen hidrører fra
Leonora Christina selv -- og der er ikke Noget, som modsiger, at
hun kan have foretaget den i et senere Afsnit af sit Liv -- bliver
dog altid Vanskeligheden med den ældre Dato: 11. ~Juni~, tilbage,
og at denne sidste ikke kan betragtes som en ligefrem Skrivfejl,
skjønnes deraf, at i Leonora Christinas authentiske haandskrevne
Selvbiografi (jvfr. Indledn.) angives ligeledes den 11. Juni som
hendes Fødselsdag. Med andre Ord: Leonora Christina har virkelig
til en Tid været uvidende om, hvad Dag hun var født. Hvorledes nu
dette snarest maa forklares, om saaledes, at hun maaske har glemt
sin Fødselsdag i de mange Trængselsaar, hun tilbragte dels udenfor
Fædrelandet, dels i Fængslet, eller om hun maaske i sin Ungdom
aldrig har kjendt den, skal jeg ikke forsøge at afgjøre. Kun skal
jeg bemærke, at alle Forfattere, som have skrevet om hende,
forinden Christian IV.s Kalenderoptegnelser bleve udgivne,
ligeledes angive hendes Fødselsdag urigtigt (Gravskriften i Maribo
Kirke har dog det Rette), men saaledes, at En angiver en Dato, en
Anden en anden. Den yngre ~Sperling~, som, selv om han ikke var
den, til hvem Leonora Christinas i Form af et Brev affattede
Selvbiografi var stilet (hvilket er saa godt som afgjort), paa
Grund af sit nære personlige Forhold til Leonora Christina maatte
antages at have alle den Slags Efterretninger fra hende selv, har
i sine Collectanea »de feminis eruditis« (Orig. i Gl. kgl. Smlng.
2110 a-b, 4) den 11. ~Juni~, ganske som vort Haandskrift, og først
senere er der ved Siden af tilføjet: »vel potius in Julio«. Den
foregivne Selvbiografi (~Bang~'s Samlinger 2, 126) har ligesom
ogsaa ~Holberg~ (Danm. Riges Hist. T. 3 S. 572), ~Paus~ (Corf.
Uhlefeld 1, 25) og ~Schønau~ (Lærde Fruentimmer S. 319) den 22.
~Juli~. ~Hofman~ (Portraits historiques P. 5 pag. 83 og Danske
Adelsmænd 2 D. S. 316) har 22. ~Juni~.

Skreffuen i ded Blaa-Taarn
_Anno_ 1674 den 18. _Iulii_, mit
Fengsels ded elffte Aar, min
Fødsels Dag, oc Alders 53.
Aar.
Ieg haffwer oc ihuekommet med allerstørste underdanig Tacksigelse
worris nu allernaadigste Arffwe Kongis Naade imod mig, stacket
effter Kongl. _Majt._ kom til Regieringen.
Dißligeste ihuekommet worris allernaadigste Regierings Dronnings
oc Hs. Durchleutighed, Cur-Fyrstinnen aff Saxsens Medliidenhed
offwer min ulyckelige Skiæffne; saa oc Hendis _Majt._ Dronningens
særdelis Naade.
Ieg haffwer oc icke forgiæt med tilbørlig Skyllighed att ihuekomme
Hendis _Majt._ Dronningens Frue Moders, den dydige Landt-Greffwinne
aff Hæßens, Naade imod mig.
Haffwer oc antegnet adskilligt, som wærende Tiid, fra _An._ 1663
indtil _Anno_ 1674, i mit Fengsel sig haffwer til draget, i
Meening der weed min _Iammers Minde_ att ende, efftersom ieg fant
hoes mig en Fornøyelse oc offte trøstede mig selffwer, att ded er
bedre att wære uskyllig fengselet end att wære frii oc haffue
forskyldt Fengsel. Ieg errindrede mig att haffue læst, att Fengsel
haffde tient mangen een til Beskiærmelse imod større Farligheder
oc fra att falde i derris Fiinders Hænder. Der haffwer wærret de,
som erre udkommen aff derris Fengsel oc strax der effter erre
bleffwen myrtte. Der haffwer wærret de, som haffwer hafft derris
rundelig Ophold i Fengsel oc siden i Friiheden liid Nød. Uskyllig
Fengsel undertrycker icke eens Ære, men den forøger Æren. Mangen
een haffwer i Fængsel faaet stoere Widenskaber oc erfaret de Ting,
de før icke kunde naae. Ia, Fengsel leeder til Himmelen. Sagde saa
offte til mig selffwer: _Trøst dig, du Fange, du est lycksalig._
Efftersom ded 1674. Aar ickun war Hælten aff miine Fengsels Dage,
saa haffwer ieg i denne min _Iammers-Minde_[23] tilføyet ded, som
siden den Tiid inden miine Fengsels Døre sig haffwer tildraget.
Ieg liider mod min Friiheds Afften, 1685 den 19. _Maj_.[24] Gud
allene Æren, som Kongl. _Majt._ til Retferdighed haffwer beweget!
[23] I Randen er tilføjet: »_udi hwilcken er antegnet adskillige
Widerwertigheder, mig haffwer angreben, som for mangen en skulle
haffwe werret haardere att imod staa end som Fengsels Twang. Gud
gaff Styrcke_«.
[24] Skjønt den ovenstaaende Bemærkning og Dato kunde synes at
gjøre det ganske utvivlsomt, at det her aftrykte Tillæg til den
oprindelige Fortale er nedskrevet i Fængslet, er der dog paa den
anden Side Meget, der taler for, at det ikke kan være skrevet,
før selve den egentlige Beretning var afsluttet, og da denne
Afslutning -- skjønt tildels ogsaa dateret fra Fængslet --
notorisk først har fundet Sted efter Løsladelsen, er det
idetmindste sandsynligt, at det Samme gjælder om Afslutningen
af Fortalen.
Her hoes wil ieg ihuekomme dennem, hwis dødelig Affgang mig
wærende mit Fængsel bleff beretet:
1. Kongl. _Majts._ _Premier Ministre_, Greff _Christian_ aff
Rantzov, døde i _September_ Maanet 1663. Leffwede icke den Dag att
dricke Skaaller til worris Princeße oc Cur Prinzen aff Sachsens
Troloffwelsis Fæst. Langt mindre naaede hand den Dag att see
(effter hands Angiffwende) et Træ Billede til min sl. Herris Spott
att _parteris_. Døden war hannem meget bitter.
2. Encke Dronningens Hoffmesterinne, som war mig saa meget streng
i min største Bedrøffwelse, haffde en lang piinactig Sygdom;
sagde aff Utaalmodighed, att Helffwedis Piine war icke større, end
som henders Piine war. Man kunde paa Taarnet høre hender skriige.
Hun bleff ført paa en Dyne need i Byen oc døde der.
3. _Able Catharinæ_ Døe war meget smertelig. Haffde hun før søgt
hoes mig paa himmelige Stæder effter Breffue, da bleff hun siden
aff Balberere meget befølt, efftersom hun haffde Byller paa
himmelige Steder. Hun bleff skaarren oc brent. All den Piine
udstoed hun i Haab att leffwe, men hwercken Batskerns
Windskiibelighed eller Dronningens Besøgelser kunde rædde hender
fra Døden.
4. _Secreterer_ Erich Krag, som haffde laded see sit onde
Hiertelaw imod mig i mit Fengsel den Myrcke-Kircke, bleff hastig
aff Døden henryckt paa et ureent Stæd; war frisk oc sund, haffde
til Middag laded indbyde Giæster til sig, saed oc skreff wed sit
Bord, gaar ud for att giøre sit Behoff, der finder hands Folck
(effter lang Biien) hannem døe.
5. _General Major Friderich_ von _Anfeldt_,[25] som meere end som
een Gang gaff sin Glæde tilkiende offwer min Ulycke, hand døde
saa, som hand haffde leffwet; war et uguddeligt Menniske oc en
Guds Bespottere. Hand kunde Lyckens skeele Øyesyn icke imodstaa,
bleff rasent, fordi en anden fick en Ære Tittel, hand adtraade;
ded war wel ringe att tabe Sind oc Santz for. Hand wille intet
høre om Gud, mindre forlige sig med Gud. Begge Dronningerne, Encke
Dronningen oc den regierende Dronning, offwertalte hannem
endeligen der til. Der hand haffde annammet _Sacramentet_, sagde
hand: »Nu haben Ihr. Majeste[te]n Ihren Willen gehabt, wo zu ist
das nu guth?« Bleff weed att bande oc læstere oc døde saa hen.
[25] Det er: Fr. v. _Ahlefeldt_.
6. Effter lang udstaaende Sygdom døde Feldt-Herren _Sckack_.
7. Dißligeste _Canzeler_ Peter Ritz.
8. Kongl. _Majt._ Kong _Friderich_ den 3^{s} Død forfremmede
Stadtholder _Christoffer Gabels_ Døe. Hand følte, att
Encke-Dronningens Haed meget imod hannem formaatte, ynskede sig
Døden; Gud bønhørte hannem.
9. Ded haffwer behaget Gud, att ieg skulle selffwer wære Widne
til, att Walter døede en ynckelig Døe, ia, att ieg skulle selffwer
beklage hannem. Naar ieg hørte hannem skriige, da rant mig forrige
Tiider i Sinde, oc tenckte offte, huorledis et Menniske kand lade
sig forføre at giøre den ont, aff hwilcken den alt gott oc Ære
haffwer nyt.
10. _Magister Buck_, min Skriffte-Fader, som handlede saa ille
imod mig, udstoed megen Piine paa sin Soete-Seng; war tre Dage
maalløß, førend hand døde.
11. Den Sckelm oc uguddelig Krop _Christian_, som giorde mig saa
megen Fortred i mit Fengsel, der hand kom paa frii Foed oc til sin
Hoßbonde, Maans Armfeld[26], i Iylland, kom hand i Trætte med
Presten, som wille, att hand skulle staa Skriffte for et
Quindfolck, hand haffde locket. Den Sckelm sticker Ild paa
Præstens Gaard; Præstens Hustrue bliffwer inde brent, som meente
att rædde noget aff sit Goedz, oc all Præstens Formue lagt i Aske.
Præsten wille icke forfølge den Sckelm med Retten, befalede hannem
den rætte Dommere oc hannem alleene Hæffnen. Den Mordbrenders
Samwittighed begynte att wogne; hand leffwede en lang Tiid i Fryct
oc forskræckede sig, naar hand saae nogen komme, som gick noget
hastig, raabte da høyt oc med Rystelse sagde: »Nu taer de mig«,
løb hid oc did, wiste icke huort hen. Endeligen fantist hand døe i
Marcken oc med de Omstendigheder att haffwe skiøt sig selffwer
ihiæl, thi de fant en lang Byße liggendis imellem hands Been,
Piiben liige imod Brystet, oc en lang Kiæp i Haanden, som hand
haffwer støt Trøckeren løß med; saa hand døde icke saa christelig,
som hand haffde død under Bødels-Haand, hand saa forfløyen om
talte icke att skiøtte om, der som hand ickun kunde bringe en
anden i Fortred.
[26] Det er: ~Arnfeldt~.


Iammers Minde
eller
En Ihuekommelse om, huis
sig med mig, _Leonora Christina_, vdi ded Blaa-Taarn tildraget
haffuer fra _Anno_ 1663 den 8. _Augusti_ indtil _Anno_ 1674 den 18.
_Iuli_[27].
[27] Der har først staaet: »_#Anno# 1674 den 11. #Iuni#_« (jvfr. S.
13 Anm.) Dette er saa overstreget, og ved Siden af er skrevet med
Leonora Christinas egen Haand: »_#Anno# 1685 den 19. #Maj#_.«
Derefter er saa igjen -- og, som det synes, endnu med samme Haand
-- 11. ~Iuni~ forandret til 18. ~Iuli~ (Blækket, hvormed denne
Rettelse er foretaget, sees tydeligt ~ovenpaa~ den Streg, der er
draget hen over de udslettede Ord).

Sielden kand fremfarne Tiider vden Bedrøffuelse ihuekommis, thi enten
haffuer de werret bedre eller wærre, end som de nærwærende erre.
Haffuer de werret glædeligere, lyckeligere oc hederlige[re], saa
bedrøffue[r] billigen derris Ihuekommelse, oc ded saa meget meere,
som nerwærende sørgelige, vlyckelige oc spottelige monne were.
Haffuer forrige Tiider werret bedrøffueligere, elendigere oc
beklagligere end som nerwærende, da er derris Ihuekommelse vdi lige
Maader sørgelig, thi man lige som paa engang alle fremfarne Vlycker
oc Widerwærtigheder finder oc føler, huilcke man Tiid effter anden
vdstaaet haffuer. Men efftersom alle Ting haffuer saa som tuende
Hancker, huor wed de skal hæffuis, som _Epictetus_ siger[28], den
eene Hancke, siger hand, er liiderlig, den anden v-liiderlig, oc
staar ded vdi worris egen Willie, huilcken Hancke wii wille griibe
til att tage fat wed, den liiderlige eller den v-liiderlige; wil wii
tage wed den liiderlige, saa kand wii alt forbigaaende, ihuor
smerteligen oc bedrøffueligen ded endoc haffuer werret, lige saa wel
oc føyligere glædeligen som sørgeligen ihuekomme; huor forre ieg wed
den liiderligste Hancke wil fatte oc vdi _Iesu_ Naffn min
Ihuekommelse igiennem løbe, errindrendis all Iammer, Elendighed,
Bedrøffuelse, Spott, Forhaanelser, Widerwertigheder oc Fortred, mig
paa dette Sted erre møtte, oc ieg formedelst Guds Naadis Bistand
haffuer offuerstriid, ingenlunde mig der vdoffuer bedrøffue, men
tuert imod wed huer Post i sær mig Guds Goedhed errindre, tackendis
den Allerhøyeste, som stetze med sin krafftige Hielp oc Trøst hoes
mig haffuer werret tilstede, som haffuer mit Hierte regieret, att ded
ey er wiiget fra Gud, som min Fornufft oc Forstand haffuer bewaret,
att den icke er kommen vdi Willelse, som mine Lemmer Krafft oc
naturlig Styrcke haffuer giffuet, ia, som mig Sindsens Roelighed oc
Fornøyelse haffuer forunt oc endnu forunder. Dig, du vbegriibelige
Gud, were loffuet oc priißet ewindeligen!
[28] ~Epicteti~ Enchiridion cap. 43.
Til mit Forset att skriide: Ieg eracter nødwendigt att were at
begynde min _Iammers Minde_ med Begyndelsen aff den Dag, paa
huilcken den _fatal_ Afften aff mit Fengsel fulte, oc noget melde om,
huis sig med mig paa Skiibet tildrog. Effter att Skipperen den 8.
_Augusti_ _Anno_ 1663 wed 9 Slet om Formiddagen lided vden for _St.
Anna_-Broe sit Ancker haffde kast, sendte Peter Dreyer[29] (som aff
_Petcon_, da Kongl. Majt. aff Dannemarckis _Recident_ i Engeland[30],
war _committeret_ mig att fremføre) Skipperen i Land med Breffue. Ieg
klædde mig[31] oc satte mig vdi en aff Bodzmendenis Koyer paa
Offuerlaaget med en stadig _Resolution_ friimodeligen att tage imod
alt ded, mig war forrelagt. Dog wentede ieg ingenlunde ded, mig
hendede; thi foruden ded, att ieg haffde en goed Samwittighed oc
wiste mig intet ont att paastaa, haffde ieg adskillige Gange spurt
for^{te} Peter Dreyer om Aarsagen, huorfor ieg saaledis bortførtis.
Da gaff hand mig altiid de Suar, som den Forræder _Braten_[32] i
_Dovers_ mig gaff (naar ieg hannem om Aarsagen til min _Arrest_
spurte), som war, att mig maaskee _General Major_ Fuxsis Død[33]
tillagdis, oc att der meentist, ieg min Søn til ded Dødslag haffde
_persuaderet_; sagde sig ingen anden Aarsage att wide. Wed 12 Slet
kom Nels Rosenkrantz, da Oberste Lütenant[34], [oc] Statz _Major_
Steen Andersøn Bilde[35] med nogle Musquetterer om Borde. Oberste
Lütenant Roßenkrantz helste mig intet. Statz _Majoren_ spatzerede
frem oc tilbage oc gick mig flux nær, huilcken ieg _en passant_
spurte, huad paa Færde war. Hand suarte intet anded end: »_Bonne
mine, mauvois ieu_«; der aff war ieg liige wiiß. Vngefer wed 1 Slet
kom _Capitain_ Bendix Alfelt[36] med flere _Musquetterer_ om Borde,
oc effter att hand noget lided med Peter Dreyer haffde talt, gick
Dreyer til mig oc sagde: »Ded er befalet, att I skal gaa ind vdi
_Cajutten_.« Ieg sagde: »Gierne,« oc gick strax. Lided der effter kom
_Capitain Alfeldt_ ind til mig oc sagde att haffue _Ordre_ miine
Breffue, Guld, Sølff, Penge oc min Kniiff aff mig att fordre. Ieg
suarte: »Gierne«, tog mine Armbaand oc Ringe aff, samlet i Haabe alt,
huis ieg løst hoeß mig haffde aff Guld, Sølff oc Penge, oc flyde
hannem. Skreffuet haffde ieg intet vden _Copier_ aff, huis Breffue
ieg Kongen aff Engeland haffde tilskreffuen, _Annotationer_ om ett oc
anded, min Reiße angaaende, oc nogle engelske _Vocabler_; ded
offuerleuerede ieg hannem oc. Dette forneffnte lagde _Alfeldt_ vdi en
Sølff Senge Potte, ieg med mig haffde, oc den vdi min Nerwærelse
forseglede; foer der med fra Borde. En Tiime eller noget meere der
effter kom _General Major_ Friderich von _Anfeldt_[37], _Commandant_
i Kiøbenhaffn, loed begiere, att ieg wille komme vd til hannem vden
for _Cajutten_. Ieg _parerte_ strax. Hand helste mig, gaff mig Haand
oc brugte mange _Complimenter_, talte stetze franzøsch. Hand glædde
sig wed min Helbred, hand war ræd, att Søen haffde _incommoderet_
mig; ieg skulle icke lade mig forlenge, ieg skulle snart anderledis
_accommoderis_. Ieg tog wed de sidste Ord oc smiilende sagde:
»_Monsieur_ siger anderledis, men icke bedre«. »Io wißeligen«,
_replicerte_ hand, »I skal dertil bliffue wel _accommoderet_, I skal
bliffue besøgt aff de allerfornemste aff Riget.« Ieg forstoed wel,
huad hand dermed meente, men suarte: »Ieg er want wed att omgaaes
fornemme Folck, derfor skal ded icke komme mig fremmet for.« Der paa
kalte hand ad en Tienner, aff huilcken hand for^{te} Sølff
Senge-Potte (som _Cap. Alfeldt_ med sig tog) fordrede. Ded Papir,
_Cap. Alf._ der offuer haffde forseglet, war aff brut. _Gen. Majoren_
wente sig med den til mig oc sagde: »Her haffuer I Eders _Iuëler_,
Guld, Sølff oc Penge igien; _Cap. Alf._ haffuer forstaaet Vret, ded
war ickun Breffue, hand war be_ordret_ att afffordre, oc de erre
alleeneste vdtagne oc bleffuen paa Slottet; offuer ded øffrige kand I
_disponere_, som I selffuer wil«. »I Guds Naffn« (suarte ieg); »saa
er mig tilsted att sette miine Armbaand oc Ringe paa igien?«. »O
_Iesus_« (sagde hand), »de erre io Eders, I haffuer der offuer att
_disponere_«. Ieg satte Armbaand oc Ringe paa, ded øffrige flyde ieg
min Pige. Hands Glæde teede sig icke alleeneste vdi hands Ansict, men
hands Mund war fuld aff Latter oc løb offuer aff Lystighed. I blant
anden Tale sagde hand att haffue hafft den Ære att kiende tuende aff
mine Sønner, huilcke hand i Holland haffde med omgaaet, roeste dennem
paa ded beste. Ieg _complimenterte_ hannem, saa som der paa hørte,
loed, som ieg tenckte, att hand talte aff ett gott Hierte. Hand gaff
sig til allehaande Skiemt, særdelis med min Pige, syntis, att hun war
smuck, vndrede for, att ieg torde holde saa smucke Piger; de
holsteinske Fruer, naar de holte smucke Piger, war alleeneste for att
sette Manden i _Humeur_; giorde der en lang _discours_ om, huorledis
de bar sig ad, med anden dißlige v-toen Snack, hand til min Pige
haffde. Ieg suarte intet anded, end hand wist maatte tale aff
Erfarenhed. Hand talte allehaande Lapperi til min Pige, men hun
suarte icke ett Ord. Siden sagde mig Slozfogden, att hand, von
_Anfeldt_, haffde i ded første bragt Kongen i den Troe, att min Pige