Leonora Christina Ulfeldt's "Jammers-minde". En egenhændig skiedring of hendes fangenskab i Blaataarn i aarene 1663-1685 - 13

Total number of words is 5087
Total number of unique words is 1188
31.0 of words are in the 2000 most common words
42.5 of words are in the 5000 most common words
49.3 of words are in the 8000 most common words
Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
[149] I Randen er bemærket: »_Hengselerne paa min vderste Dør erre
saa lange fra Weggen, att ded er aaben meer end en stoer Handsbred,
saa ieg haffwer faaet adskilligt stoert ind der i mellem, oc er den
offwen til meere aaben, saa naar ieg sticker min Arm igiennem
Laagen aff min inderste Dør oc ræcker den opad, saa kand ieg naae
offwen til, men Quinden icke._«
Den Quinde oc ieg wii leffwede i goed Eenighed med hwer andre. Der
war stønnem nogle smaa Krackeler imellem Christian oc hender, men ded
haffde paa de Tiider intet att sige. Ieg stillede hands Wreede med
Wiin oc Lyß. Den Quinde haffde en Søn, som døde, stacket effter hun
war kommen til mig, oc en Daatter, som endnu leffwer; hun tiente da
en Skræder, men nu er hun gifft med en Kiøbmand. Den Daatter fik oc
stønnem Forloff att tale med sin Moder i Trappen. Ded fortrød
Christian, efftersom hand meente, att wed hender bleff allehaande
bestilt; stønnem truede dermed att sige ded, hand intet wiste, men
meente, saa Quinden war offte bedrøffwet (hun er læt-grædendis oc
læt-leendis). Ieg kunde snart faa hender trøstet. Wii sleed worris
Tiid meget wel. Ieg lærte hender att læße, begynte med _A. b. c._,
thi hun kiændte icke før et Bogstaff. Ieg holte miine wiße Tiimer med
att vnderwiiße hender. Hun war da en Quinde offwer henders 60. Aar.
Oc der hun allereede nogenledis kunde staffwe[150], tog hun Baagen
engang oc wente op oc need paa den, begynte att stryge siine Øygne oc
sagde: »Herre Gud, hwor er ded fatt? Ieg kiender« (soer hun om Gud)
»icke et Bogstaff!« Ieg stoed bag wed hender oc kunde neppe holde mig
for Latter. Hun strøg atter Øygnene (oc som hun er meget hastig i
henders Ord) oc [_sic_] i ded peegte med Peegesticken med en Fart paa
et O oc sagde: »Er ded icke et O?« »Io!« swarte ieg oc loe, i ded hun
wente sig til mig. Der med bleff hun ded først war, att Baagen war
icke went ret, kaste sig i Sengen oc loe, saa ieg haffde tengt, hun
skulle bliffwe borte i Latter. Oc som hun en Dag skulle læße, oc hun
gaed icke sluppen sin Haand-Teen, wille ded icke flyde, oc tabte hun
Lysten; sagde: »Er ieg icke gall, att ieg wil lære att læße paa min
gammel Alder? Hwad got haffwer ieg der aff? Ieg haffwer kaastet mange
Penge paa min Søn for att lade hannem lære att læße, oc see! er hand
icke døe?« Ieg wiste, hwor meget hun formaatte, loed hender saa
snacke for sig. Hun kaste Bogen paa sin Seng, satte sig til sin
Gierning oc sagde: »Hwad haffwer ieg behoff att lære att læße i Bog?
Ieg kand, Gud ske Loff! læße miine Morgen oc Afften Bønner« (ieg
tenckte: ille nok! Aff henders _Cathechi._ wiste hun meget lided).
Ieg sagde (med en Sactmodighed): »Ded er saa Men sandt, Karen! I
haffwer icke behoff att lære att læße i Bog, I kand smuck læße
vdenad.« Ieg haffde neppe sagt de Ord vd, i ded sprang hun op oc
nappede sin Bog igien oc begynte att staffwe. Ieg sagde hwercken til
eller fra, oc ieg omgickes med hender som med et gott enfoldig
Barn[151].
[150] I Randen er bemærket: »_Hun haffwer en synderlig Skik med att
staffwe. Et Ord aff tre Staffwelser kand hun icke staffwe; thi naar
hun skal legge de toe Staffwelser til den tredie, saa haffwer hun
glemt den første; men maa hun, saa kand hun læße Orded ret, naar
hun staffwer første Staffwelse. De Ord aff toe Staffwelser staffwer
hun, de aff 4 Staffwelser læs hun._«
[151] I Randen er bemærket: »_Een Gang spurte hun mig ad, om hun
icke kunde faa en Bog, huor q oc x icke war i, thi de Bogstaffwer
kunde hun icke beholde. Ieg suarte: Ia, dersom hun selff wille lade
den trycke._«
Ieg falt ded Aar i Sygdom[152], oc efftersom Slosf. da kom icke meere
ind til mig om Middagen oc om Afftenen loed sin Tienner gaa op, saa
bad ieg Quinden, att hun skulle sige ham, att ieg war syg, om der
icke maatte komme en _Doctor_ til mig. Quinden sagde ham ded (thi da
forstoed hand alt danske, oc hun forstoed noget tydsk), oc som hun
sagde: »Ieg er bange, att hun døer,« saa swarte hand: »Lat se
stärffwen för en Dyffwel!« Ieg haffde en Hwerdags Feber, haffde
Heede, men ingen Kuld; oc som ded en stoer Deel war Aarsage til min
Sygdom, att ieg haffde Bindelse, begierte ieg et _Clister_. Der loe
Slosf. sposk aff. Ded hørte ieg, loed begiære, att hand wille komme
ind til mig, hwilcket hand oc giorde. Ieg talte hannem noget alworlig
til, sagde ham, att ded war icke Kongens Wille, att hand skulle icke
haffwe meere Omsorrig for mig, end hand haffde; hand haffde meere
Omsorrig for sin Hund end for mig (som hand oc haffde). Saa gaff hand
bedre Kiøb, spurte, hwad ieg wille haffwe, oc ieg sagde, hwad ieg
begierte, oc bekom ded. Ieg haffde noget _altereret_ mig offwer den
Samtale, saa ieg bleff swag. Quinden græd oc sagde: »Ieg frycter, I
døer, min hierte Frøken! oc saa skal de slemme Piiger i Aaltfruestuen
toe Eders Hænder oc Fødder« (en aff de Piiger, da war, war meget
v-fiin imod mig med henders Sendings Tale). Ieg swarte, att ieg
skulle icke sige et Ord der imod. »Hwad?« (sagde hun med en wree
Hue); »wille I liide ded? Ney,« soer hun, »skulle ieg icke! Ieg
skulle icke liide ded, om ieg war i Eders Sted!« Saa sagde ieg, som
den Philosophus sagde: »Da legger min lyße Kiæp hoes mig, ieg kand
holde dem fra mig med, naar ieg er døe[153].« Saa besan hun sig først
oc snackede saa hen om Begraffwelse oc Iordefær. Ieg forsickrede
hender, att ded aldelis intet bekymrede mig; naar ieg war døe, saa
fant ieg intet dertil; om de lagde end mit Legeme i Stranden, saa
skulle ded dog tillige med Siælen komme for Guds Throone paa den
yderste Domme Dag oc bestaa sig bedre end som en Part, der laae i
Kister, med Sølff beslagen, oc i herlige Begraffwelser. Men att ieg
skulle, som Slosf., sige de forfløyen Ord, att ieg wille wære
begraffwet paa Waldby Backe for att see mig om, ded icke. Ieg
begiærer intet vden et saligt Endeligt. Wii talte om Slosf.
V-fiinhed, om allehaande, hand giorde, som hand fik Skam for, om
Dronningen ded wiste, om hands Vguddelighed, att naar hand haffde
wærret til Alters, sagde hand att haffwe gaaet igiennem Munstringen,
oc anded meere. Der war ingen Guds Fryct i hannem.
[152] I Randen staar følgende Anmærkning, der dog senere er
overstreget: »_Der denne Karen kom til mig, loed hun mig ingen
Fred, førend hun maatte rinße Gulffwet; thi ieg befryctede ded, som
skede, att den Stanck wille foraarsage oß Sygdom. Der laa allenhøyt
Menniske oc Golff Skarn paa et Sted. Der hun haffde løßnet ded,
maatte ded ligge, indtil Døren bleff opluct. Ieg lagde mig i
Sengen, slog Klæderne offwer Hoffweded oc stoppede Næßen til._«
[153] I Randen er tilføjet: »_Den Kiæp saed en Blik Stage paa, som
bleff stønnem sat i min Seng wed Siden _etc._ Den brugte ieg til
Knøtte Block._« -- Den anførte Yttring tillægges ~Diogenes~ hos
~Cicero~, Tuscul. dispp. 1, XLIII.
Ieg begiærte att wære beræt oc loed bede _M. Buck_ att komme til mig
wed syff Slæt om Morgenen, thi imod 8½ begynte Feberen. Præsten kom
icke førend 9½, da Heeden alt haffde begynt (thi den drog sig
allerede noget lengre hen). Der ieg haffde sagt mit Skrifftermaal,
begynte hand att predicke om Mord oc Mandslæt, om Dawid, som war
skyllig i _Vrie_ Død, fast hand slog hannem icke ihiæl med sin egen
Haand; vdbreedde den Synd, som hand burte, oc Straffen, som der wille
følge paa. »Ihr« (sagde hand) »habt _General_ Fux getöhtet, dan Ihr
habt einen Diener darzu erkaufft, der ihm hat getöhtet.« Ieg swarte:
»Das ist nicht wahr! Das habe ich nicht gethan!« »Ia freylich« (sagde
hand); »der Diener ist in Hamburg, der hat es selber gesagt.« (Ieg
swarte:) »Hat er das gesagt, so hat er gelogen, dan mein Sohn gab Fux
sein Todt mit einem Stilet[154]. Ich wuste nicht, das Fux in Bryg
war, ehe vnd bevor ich sein Todt erfuhr. Wie köndte der Diener dan
sagen, das er's gethan hätte? Auff mein Befehl ist es nicht geschehn,
aber das ich mich nicht solte haben gefrevet, das Gott dem Bößewicht
gestraffet, das gestehe vnd bekenne ich.« Der til swarte hand lige
saa: »Das hätte ich selber gethan.« (Ieg sagde:) »Wii Fux mit vns in
vnserm Gefängnis auff Borringholm gehandlet, weis Gott. Das ist nu
vorbey, vnd ich gedencke des nicht mehr.« »Da thut Ihr recht an«
(sagde hand), oc foer saa fort i hands Embede. Der alt war forrettet,
talte hand med Slozf. vden for den vderste Kammers-Dør lige for den
Mørcke Kircke[s] Dør oc sagde, att ieg giorde mig syg, ieg war icke
syg, ieg war røe i mit Ansict aff lutter Ondskab; hand haffde sagt
mig Sandhed, oc der war ieg bleffwen wree for. Christian stoed inden
for den Mørcke-Kircke[s] Dør, thi paa den Tiid war ingen Fanger der
inde, oc hørte den Samtale, sagde mig ded, der ieg begynte att komme
til at gaae igien oc tale med hannem wed Døren.
[154] Jvfr. S. 22 Anm. 2.
Nogen Tiid der effter sagde Christian til mig en Dag saa himmelig:
»Wil I, saa wil ieg fly Eder Bud til Skaane til Eders Børn[155].« Ieg
spurte, paa hwad Maade ded kunde skee. Hand sagde: »Med min Piige.
Hun er troe nok; hun skal drage did for ded samme[156].« Hand wiste,
att ieg haffde endnu nogle _Ducater_, thi Pær Kudsk haffde fortroet
ham ded, som hand selffwer haffde sagt mig. Ieg tog imod Tilbudded,
skreff mine Børn til, gaff ham en Ducat til Piigens Reiße. Hun
forrettede wel siine Ærinder oc kom med Skriffwelse fra min
Søster[157] oc dennem tilbage. Alt dette wiste min Quinde intet aff.
[155] Siden Korf. Ulfeldts Død havde idetmindste nogle af hans Børn
jævnlig opholdt sig i Sverig, og først 1668 satte den danske
Regering igjennem, at det nægtedes Sønnerne at opholde sig i dette
Land; jvfr. ~Fryxell~, Handlingar rör. Sverges Historia 1 D. S.
119, 121, 126, 133, 176-77; ~Becker~'s Samlinger 2 D. S. 25 og 34;
~Danske Magazin~ 3 R. 1 Bd. S. 287.
[156] I Randen er bemærket: »_Den Piige war en Hoere, hand haffde
loffwet Ecteskab, oc den lucte Taarengiæmmeren, den forrige saa wel
som Christen, ind til Christian, gick selff vd oc loed dem
sammen._«
[157] Hermed sigtes til Leonora Christinas yngre Søster ~Hedvig~
(f. 1626), som var gift med ~Ebbe Ulfeldt~, en fjernere Slægtning
af Rigshovmesteren. Ebbe Ulfeldt havde i sin Tid haft Øsel og
derefter Bornholm i Forlening, men paa Grund af mislig
Embedsførelse havde han 1651 set sig nødt til at rømme til Sverig,
hvor han fik Ansættelse i Hæren som Generalmajor. Han blev senere
svensk Rigsraad og Generallieutenant og kæmpede i Christian V.s Tid
mod sit eget Fædreland.
Effterhaanden begynte Christian att bliffwe _insolent_ i mange
Maader. Naar hand kom frem med hands Drengs Pooße, som Quinden skulle
giffwe ham Maed i, saa kaste hand den til hender, giorde sig wree,
naar der icke war giemt Steeg til ham selff om Afftenen, att hand
strax kunde faa Pooßen igien, bandede sig, den Dag hand gik til Døren
oc talte med mig eller sagde mig nogen Ting. Hun war sorgefuld, men
sagde dog intet til mig. Ded warte ickun en Dag, saa banckede hand
paa Døren oc effter Sædwane snackede om, hwis nyt hand haffde hørt.
Quinden saed paa sin Seng oc slog 15 Kaars for sig (hand kunde intet
see hender, icke heller mig). Der hand war gaaen bort, fortelte hun,
huor høyt hand haffde forbanded sig _etc._ Ieg sagde: »Ded skal I
icke acte; hand haffwer giort saa meget før i den anden Karens Tiid.«
Hands Moed tog daglig til. Madden bleff stønnem opborren wel en halff
Tiime, førend Slosf. kom op. Imidlertiid skar Christian Steegen oc
tog sig selff, hwad Stycke hand wille (der ieg tilforen hwer Maaltiid
sendte ham et Stycke vd, Fisk oc anded, hwad hand begiærte). Den
dumme Slosf. loed ded saa paßere, war glad, tencker ieg, at hand
wille betage ham den Vmage; gaff intet Act paa, att der fattedis
noget i Fadded. Ieg loed ded saa paßere en Stund, for ded skeede icke
saa ieffnt hwer Dag. Men naar hand wille haffwe Maed til sin Dreng,
saa sagde hand intet anded end: »Maed i min Drengs Pooße!« Der loe
wii mangengang aff siden, hand war borte, men icke da, thi hand bleff
alt wærre oc wærre. Hand kunde icke liide, att wii loe oc ware glade;
naar hand hørte ded vden for Døren, saa bleff hand bister. Wille man
klyncke, saa wille hand skaffe, hwad hand kunde bringe til Weye[158].
En Dag luurer hand paa oß oc hører, att wii leer; thi Quinden
fortelte effen en Klücht om en Skoledrengs Moder i Friderichsborg
(der haffde hun boet), huor Drengens Moder icke wiste, hworledis hun
skulle tittulere Skolemesteren; kalte ham: Her _Willas_. Hand sagde:
»Ieg er icke Herre.« »Mester da,« sagde Quinden. »Ieg er icke heller
Mester,« sagde hand[159]; »ieg er ickun ret oc slet _Willas_.« Saa
sagde Quinden: »Min goede slet oc ret _Willas_! Min Søn slicker
altiid Fløden aff miine Bytter, naar hand kommer hiem. Wille I slicke
ham igien med et got skarpt Riiß i hands Røff?« I ded wii loe der
aff, kommer hand til Døren oc fatter de Ord, att ieg siger: »Ded
sidder wel icke saa sammen; man skal altiid sætte noget til, om wel
skal laede.« Hand fatter en Tancke oc meener, att wii snackede om
ham, oc att wii loe ham vd. Der ded war Maaltiids Tiid, siger hand
til Quinden: »I war swar lattermild i Dag.« Hun sagde: »Weed I icke,
hworfor ded er? Ded er, fordi ieg er aff de Lætter« (ded er henders
Tilnaffn). »Ded war Almis,« sagde hand, »att fordriffwe Eder Latteren
tilsammen; ded war mig, I loe aff.« Hun soer ney, att hands Naffn
icke bleff næffnt (som oc saa war i Sandhed), men ded maatte intet
giælde. De falt i Ord sammen. Hun fortælte mig derris Samtale, oc
hand kom i nogle Dage icke til Døren, oc ieg sendte ham oc intet, thi
effen paa den Tiid war der en stackels gammel Mand min Naboe; den
loed ieg giffwe en Dryck Wiin. Christian forføyer sig igien til Døren
oc picker paa. Hand klager saa sacte offuer Quinden, bad, ieg skulle
tage hender igiennem derfor, att hun saa haffde swaret hannem, der
hand dog hørte, att hands Naffn bleff næffnt. Ieg soer ham til, att
der icke war tenkt paa ham den Gang; ieg kunde icke tale hender ille
til for de Ord, wii haffde hafft imellem hin anden; ieg ælskede
Roelighed inden worris lucte Døre. »Ia« (swarte hand), »Huußfred er
goed, sagde Kiærlingen.« Dermed gik hand. Siiden giorde hand
effterhaanden adskillig Fortred, roede saa i Land igien. Saa wille
hand atter, att ieg skulle skriffwe til Skaane[160]. Ieg sagde, att
ieg war fornøyet, att ieg wiste, miine Børn en Part aff dem war hoes
min Søster; hwor miine Sønner war, oc hworledis dennem liide, ded
wiste de icke; ieg befalede dem Gud iwold. Ded war ham oc icke til
Maade, oc talte hand paa den Maade, lige som hand meente, att ieg
haffde intet fleere Penge; sagde ded dog icke da lige vd. Men en Dag,
ded galle stack ham, kom hand til Døren oc haffde en Potte med Wiinen
i (som ieg fast hwer Maaltiid gaff ham) i sin Haand oc sagde: »Kand I
see mig?« (thi der war en Spræcke vden paa den yderste Dør, men man
kunde dog icke see grant der igiennem saa langt fra). »Her staar ieg
med min Potte med Wiin oc wil dricke Eders Skaal for den sidste
Gang.« Ieg spurte: »Hworfor for den sidste Gang?« »Io!« soer hand,
gik saa nermer til Døren oc sagde: »Ieg wil ingen Tiennist meere
giøre; saa wed ieg wel, att ieg oc icke faar meere Wiin.« Ieg sagde:
»I skal haffwe Tak for den Tienneste, I haffwer giort; ieg begiærer
ingen meere aff Eder, men derfor skal I nok faa Wiin.« »Ney!« (sagde
hand) »Ingen Tienst meere! Her er intet att hente meere.« »Ded er
sandt« (swarte ieg). »I kiender mig intet« (sagde hand); »ieg er icke
saa, som I troer; ieg er læt att komme i med, men icke saa læt att
komme aff med.« Ieg smaa loe oc sagde: »I er langt bedre, end I giør
Eder selff. I Morgen er I vdi et anded Sind.« Hand bleff wed att
beskriffwe sig selff heel ille (som icke enda war nær saa slemt, som
hand er). Ieg kunde icke anded end lee aff ham. Hand drak aff Potten,
satte sig paa Stoelen der vde. Ieg kalte paa ham oc bad ham komme til
Døren, ieg wille tale med ham. Da saed hand som en Gante oc snackede
for sig selff: »Skulle ieg gaa til Døren? Ney,« soer hand en stoer
Eed, »skal ieg icke! O ia, til Døren? Ney, Christian icke!« Loe
imellem aff fuld Hals, skraalte høyt: den Dag, hand gik til Døren
eller giorde mig nogen Tienneste, da skulle Fanden riiffwe oc spliide
hannem. Ieg gik fra Døren oc satte mig, gruede for den Karls Galskab
oc stoere Dristighed. Hand gik saa nogle Dage oc tav, wille intet
tage imod Wiinen. Maed bleff hannem icke bøden, thi hand bleff enda
wed den Wiiß som før, naar hand kunde, att skiære Steegen, førend
Slosf. kom op. Som da Slosf. igien kom stønnem ind oc snackede med
mig, bad ieg ham, att Christian som en Fange icke maatte haffwe den
Friihed att offwersnauße min Maed. Saa bleff ded hannem forbøden. Faa
Dage der effter kaste hand Pooßen til Quinden i Trappen oc sagde:
»Gier nogen Maed til i Afften i min Drengs Poeße[161]!« Ded bleff i
allerstørste Lydighed effterkommet, oc lagt et Stycke Steeg offwen i
Poeßen. Ded millede hannem noget, [saa] att hand om Middagen talte
med Quinden oc selff begiærte en Dryk Wiin; men hand truede Quinden
att skulle fordriffwe henders Latter. Ieg fryctede intet for ded
onde, hand kunde giøre mig, men ded fortredeligt Leffnet war
mødsommeligt. Ieg loed hannem icke byde Wiin, vden hand begierte
ded. Hand pleyede att skaffe mig _Aviserne_ hwer Vge[162] for Lyß, oc
saa som hand icke flyde mig _Aviserne_ for den første Vgis Lyß, saa
sendte ieg hannem ingen Lyß. Hand bleff dog wed oc kom ind om
Løwerdagen med Røgelse Karret oc att lucke min Dør. Naar hand kom ind
med Røgelset, saae hand til Wæggen, wille icke see paa mig. Ieg talte
engang til hannem, spurte om Doctern, oc hand swarte intet. Ded stoed
saa nogle Vger; saa millede hand sig, flyde Quinden _Aviserne_ fra
den Tiid, hand haffde forholt dem, tilsammen rullede oc bundden med
en Traa. Der om Afftenen Slosf. kom ind oc saed oc snackede (hand
haffde en liden Snitzer), oc Chresten war for Kælderen, flyde Quinden
hannem _Aviserne_ igien, tackede ham paa miine Wegne oc sagde, ieg
skiøtte intet om _Aviser_, ieg haffde werret dem foruden i saa mange
Vger, ieg kunde wære dem fremdelis foruden. Hand bleff saa bister,
att hand med Tænderne reeff _Aviserne_ sønder, reeff sin Trøye op,
saa Knappene fløy ad Golffwet, stak Ild i nogle _Aviser_, hujet,
skreg oc skar Tænder. Ieg hitte paa noget att lee aff til Slosf.,
raabte saa høyt, ieg kunde, for att døffwe Christian[163]. Quinden
kom ind som et Liig i sit Ansict, saae paa mig; ieg winckede hender
att gaa vd igien. Saa gik Christian liige for min Dør oc hujede, slog
sin Tøffel i Wæret oc omsiier til min Dørtærskel, holte ded saa nogle
Gange. Der hand fornam, att Chresten kom i Trappen med Beegerne,
kaste hand sig paa den Benk, Slosf. pleyede att ligge paa, oc kaste
atter sin Tøffel op imod Wæggen. Chresten bleff staaendis med
Beegerne i Haanden med Forundring. Hand saae wel, att der war noget
paa Færde imellem Quinden oc Christian, oc att Quinden war bange, men
hand kunde icke giætte eller faa Aarsagen att wiide; troede oc icke,
att ded gik mig noget an, efftersom ieg loe oc snackede med Slosf:.
Der Dørene ware lucte, saa gik ded an paa en Iamren. Quinden sagde,
att hand haffde truet hender: hand skulle wel forbyde henders Daatter
att komme til hender oc føre Sladder frem oc anded, hun icke burte.
Ieg bad hender giffwe sig til Fritz; hand war nu gall, ded gik wel
offwer; hand betenckte sig wel, førend hand talte om ded, thi saa
kunde hand frycte, att ded, hand haffde flyd her op, oc kom for
Dagen, saa fik hand Skam for sin Vmage; Slosf. haffde giffwen henders
Daatter Forloff att komme til hender, hwem skulle hand klage hender
for? (Ieg tenkte wel anded, att naar hand wille den Wey, saa fik hand
wel anden att klage ded for, hand, som haffde saadan Friihed; hand
kunde faa ind oc vd, hwad hand wille, tale, med hwem hand wille, i
Wæctergangen.) Hun græd oc loed meget ille, talte som en, der sanßer
ickun lit, sagde en Gang: »Maa ieg icke haffwe Fred for ham, saa skal
ieg --, ia, saa skal ieg --.« Hun kom intet widre oc kunde icke hitte
paa, hwad hun skulle. Ieg smeel der wed oc endeligen sagde:
»Christian er gall, ieg wil nok styre ham i Morgen; lader mig ickun
bestemme med hannem! Soffwer I nu ickun roeligen!« Hun falt omsiier i
Søffn, men icke ieg saa snart; betenkte, hwad paa saadan Galskab
kunde følge. Om Morgenen imod Middag sagde ieg hender, hwad hun
skulle sige Christian, oc att hun skulle stille sig, som hun war icke
wel til Fritz; begynde med att bande ham oc sige: »Gii der faer en
Diæffwel i Ier for Lærdom, I haffwer lært hender! Hun haffwer wilt
hwistet siine Tøffler op, efftersom I giorde, oc slog mig i Hoffweded
dermed. Hun er wree vden Skiæmt, tog alt ded smucke Tøy, hun haffde
giort, oc kastede ded i Nat-Skriinet. Nu,« sagde hun, »skal der ingen
giøre sig goed med ded.« Der loe hand aff som en Gante, ded behagede
ham. »Er hun ræt wree?« (spurte hand). »Ia« (soer hun) »er hun saa!«
Saa loe hand saa høyt i Trappen, att ieg hørte ded. Hand war en 14
Dage Skiæls, begiærte da oc da Wiin oc Maed, kom oc til Døren oc
fortælte i blant anded, att hand haffde hørt, att Princen (nu worris
Konge) skulle gifftis. Ieg haffde wel hørt ded før, men loed mig icke
mercke, thi Slosf. haffde sagt ded, oc diß foruden fik ieg _Aviserne_
foruden ham. Oc som ieg icke spurte ham om noget, saa gik hand strax;
sagde siden til Quinden: »Hun er wree, oc ieg er lige saa. Wil see,
hwem der haffwer hin anden først behoff.« Quinden truede hand meget,
oc wille hun, att ieg skulle giffwe ham goede Ord. Ieg forsickret
hender, att hand war icke aff ded Sind, man skulle komme til Rette
med att altiid giffwe den bløde Siide[164]. Som hand nu Tiid effter
anden bleff _insolent_, meere end _tollereris_ kunde, sagde ieg en
Dag til Slozf., att ieg forundrede mig offwer, att hand tilstæde en
Fange att lucke op oc til miine Døre oc giøre ded, som Taarngiæmmeren
ellers burte att giøre; om hannem syntist icke, att ieg paa den Maade
kunde _practicere_ mig vd, om ieg wille vd foruden Kongens Minde?
Christian war en Fange, som war dømt til att døe; hand skulle nok
skaffe mig vd aff Taarnet. Slosf. saed oc gloede som en, der santzer
intet, swarte icke et Ord anded end: »Ia, ia!« men hand forholte sig
dog effter min Adwarsel, saa att enten lucte hand selff op oc til,
eller oc Chresten (ieg haffwer seet, att Christian haffwer reffwen
Nøglerne aff Chrestens Haand oc luct min Dør, oc ded den Tiid, hand
begynte att giøre sig gall). Haffde Christian icke werret gall før,
saa bleff hand da, i Synderlighed den Tiid, Chresten gik ind med
Røgelsefadded, oc Quinden war oppe. Da stoed hand liige for mig i ded
vderste Rom, saae som en Gast oc skar Tænder; oc saa som hand saae,
att ieg tog ded offwerbleffwen Røgelse aff Chrestens Haand (som hand
altiid selff flyde mig i et Pappir), saa giorde hand en Trußels
Latter. Der om Afftenen bleff opluct, oc Christian kom Quinden i
Tale, sagde hand: »Karen, siger I til Henders Naade, att hun oc I
skal faa en Fandens Fær! Ieg haffwer seet med miine Øygne, att
Chresten gaff hender et Breff. Ey, war ded derfor, hun wille icke,
att ieg maatte gaa ind med Røgelset, fordi ieg wille icke skaffe
hender tiire Bud til Skaane? Ey, faar hun oc _Aviserne_ aff ham? Ia
siger hender, att saa stoer Tienneste som ieg haffwer giort hender,
saa stoer Vlycke skal ieg giøre hender.« Gud wed, huad Natt ieg
haffde! Icke fordi ieg actede hands Trußel, thi ieg fryctede de Ord
gandske intet; Vlycken haffde gaaet vd paa ham selff allermeest. Men
Quinden war saa bedrøffuet, att hun giorde intet anded end iamrede
sig, klagede sig, meest for henders Daatter, for den Spott, hender
wedderfare wille, att de wille sætte henders Moder i den Mørcke
Kircke, ia siden tage Liiffwet aff hender. Saa falt hender ind, att
Daatteren haffde talt med hender i Trappen; saa skreeg hun igien: »O,
min Daatter, min Daatter! Hun kommer i Tucthuuset!« Ieg sagde intet
anded et swart Tag end: »Giffwer Eder til Fritz! Ded gaar icke nær
saa ille til, som I troer.« Men som ieg fornam, att hun icke war
bequem til att høre nogen _raison_, for hun raabte alt: »Ach, ach!«
naar ieg wille tale, saed offwerænde i Sengen, holte sit Hoffwet
imellem begge Hænderne oc græd, saa hun flød i Wand[165]. Ieg
tenckte, att naar der icke war Taarer meere forhaanden, saa hørte hun
wel op. Ieg sagde omsier, der hun noget sactede sig: »Denne Vlycke,
ded forbandede Menniske truer os med, wil icke forrekommis med Graad.
Setter Eders Sind i Roelighed oc soffwer! Ieg wil giøre lige saa, oc
ieg wil bede Gud att indskyde mig de beste Raad til i Morgen.« Ded
sactede hender noget, men naar ieg meente, hun soff, saa kom hun
atter frem med alt ded, hun fryctede for: att hun haffde borren mig
Sædler ind fra ham, Kniiff oc Sax oc anded, som war forbøden. Ieg
swarte da oc da ickun: »Soffwer, soffwer! I Morgen wil ieg tale med
Eder.« Ded hialp intet. Klocken slog toe, der hun enda wille snacke
oc sagde: »Ded wil gaa ille til for den stackels gamle Mand der
neere[166].« Ieg loed, som ieg soff, men den heele Natt indtil
Klocken 5 oc meere kom icke Søffn i miine Øygne. Der om Middagen
bleff opluct, haffde ieg alt sagt hender, hwad hun skulle sige
Christian, oc giffwen hender att forstaa, att hand med hands Trußeler
meente att faa Penge fra hender oc Lyß aff mig, wille saa kue oß, som
ded lystede hannem; men hand haffde en anden for sin Haand, end hand
troede. Hun skulle ickun laede, som hun intet skiøttede om hands
Snak, intet tale et Ord til ham vden: Goed Dag, vden hand talte til
hender; oc dersom hand spurte, hwad ieg haffde swart, skulle hun
laede, som hun huuste intet, att hun skulle sige mig noget. Sagde
hand ded da igien, saa skulle hun sige: »Ded siger ieg hender slet
intet! Er I endnu lige saa gall som i Afftis? Giører, hwilcket I
wil!« oc gaa dermed fra hannem. Den Samtale bleff holt, oc hand
truede meere end nogen Tiid. Quinden holte goede Miiner, men war
hiertelig bedrøffwet, naar worris Døre ware lucte; men som hun er læt
sinnet, saa loe hun offte med Taarene i Øygnene. Ieg wiste wel, att
Christian skulle byde paa att skriffwe mig til allehaande nyt, meene
att flicke sig ind [der] med igien; men ieg haffde forbøden Quinden
att tage imod hands Sædler, saa hand bleff meget bister. Ieg bad
hender sige hannem, att hand skulle holde Styre paa sig, om hand
kunde; haffde hand Lyst til Vlyst, da wille ded bliffwe wærst for
hannem selff. Der loe hand meget spotsk aff oc sagde: »Siger hender,
att ded skal wære wærst for hinder. Ded, ieg haffuer giort for
hender, haffwer Wiinen kommen mig til, hun haffwer sendt mig; siger
hender ded! Ieg skal bekiende ded selff altsammen, oc skulle ieg
en[d] klæde Steiler, saa skal Chresten faa Skam. Hand haffwer flyet
hender Breffwe fra siine Børn.« (Den Schelm wiste wel, att ieg haffde
intet laded mig mercke for Quinden, hwercken om ded, hand haffde
flyet mig Bud til Skaane til miine Børn, eller oc om Woxet,
Taarn-Nøglerne ware trygte i; derfor talte hand saa frit til hender.)
Der worris Døre ware lucte, war ded worris Samtale. Ieg giorde en
Latter deraff oc spurte Quinden, hwad Skam der kunde wære saa stoer
som att læggis paa Steiler; tog ded an for forfløyen Ord, som ded
war, bad hender sige hannem, att hand skulle intet bemøde sig med
att giffwe sig an, ieg wille betage ham den Vmage oc sige til Slosf.
i Morgen Dag (om hand wille) alt ded, hand haffde giort for mig; hand
maaske glemte noget, men ieg skulle wel komme ded ihue. Den Tiid
Quinden sagde ham ded, swarte hand intet, men løb need fra hender,
holte sig nogle Dage stille oc talte saa got som intet til Quinden.
En Løffwerdag, der Quinden war oppe med Natt-Kedelen, kom hand op til
hender oc wille endelig offwertale hender att tage en Sæddel til mig,
men hun soer icke att torde. »Saa siger hender da« (sagde hand), »att
hun skal flye mig den Sax oc Kniiff igien, ieg haffwer flyet hender;
den wil ieg haffwe, saa skal hun see, hwad ieg skal giøre. I skal faa
en Vlycke tilsammen!« Hun kom neer saa bleeg som et Liig, saa ieg
meente, hun haffde forløfft sig. Hun fortælte derris Samtale oc hands
Begiæring, bad mig saa meget, att ieg dog wille fly hannem ded, saa
bleff hand roelig. Ieg sagde: »Huor er ded med Eder? Haffwer I Eders
fulle Forstand? Siger hand icke, att hand wil giøre os en Vlycke,
naar hand faar Kniff[w]en oc Saxen igien? Ded er icke Tiid paa att
flye hannem ded. Forstaar I intet, att hand frycter for, att ieg skal
lade see ded? Mit Arbeed, meener hand, er borte, oc Sædler icke meere
You have read 1 text from Danish literature.
Next - Leonora Christina Ulfeldt's "Jammers-minde". En egenhændig skiedring of hendes fangenskab i Blaataarn i aarene 1663-1685 - 14