Leonora Christina Ulfeldt's "Jammers-minde". En egenhændig skiedring of hendes fangenskab i Blaataarn i aarene 1663-1685 - 15

haffwer sit fast i Puden, efftersom den war en Slange Ring, den kom
intet igien, ihwad ieg snackede for hender. Hun leete quan[ts]wiiß
effter den i Skarnet der vde. Hun wiste, at ieg torde icke tale om
att haffwe mist den.
[175] Som bekjendt havde ~Walter~ 1651, paa Grund af sit Forhold
til Dinas Sag, faaet Befaling til at rømme Landet og ikke oftere
vise sig i Danmark eller Norge. Senere kom dog den Stemning, der
rejste sig mod Ulfeldt, ham tilgode, og den 15. Oktober 1663 fik
han Pardon og Tilladelse til at komme tilbage igjen, se ~Hofman~,
Danske Adelsmænd 2 Bd. S. 311. Han synes dog ikke at have benyttet
denne Tilladelse før i September 1668, da han paa en Baad kom fra
Malmø til Kjøbenhavn, men da han nu først søgte at skjule sit Navn
og siden, efterat være bleven kjendt, lovede en Karl en stor Sum
Penge for at skaffe ham ud af Byen ved Nattetid, fattede man
Mistanke om, at han pønsede paa en eller anden slet Streg, og han
blev nu anholdt og sat i Blaataarn, hvor han døde omtrent 1½ Aar
efter; se ~Becker~'s Samlinger 2 D. S. 236-37.
[176] Jvfr. foran S. 4 Anm. 2.
[177] Dette berettes virkelig ganske paa samme Maade i Leonora
Christinas udførlige og samtidige Skildring af hendes Rejse til
Danmark i November 1656, se ~Becker~'s Samlinger 2 D. S. 443.
[178] Jvfr. S. 4 Anm. 1.
[179] I Randen er bemærket: »_Der Præsten gik fra mig, talte hand
med Walter for Traalhullet, sagde hannem min Begiæring, oc hwad der
wille følge paa. #Walter# loe saa sposk oc sagde: »Ick häbbe nicht
en Haar, dat dar för bange is, dat de Sake skulle gerört werden. De
Königin weed dat wol, sagt Ii dat ock.« #NB.# Imens #Walter# saed i
Traalh., haffde hand skreffwen Dronningen til, som Kongen bekom._«
[180] Forf. sigter naturligvis herved til Dronning ~Sophie Amalie~.
[181] I Randen er bemærket: »_Ieg saae igiennem et Huul paa min
vderste Dør, den Tiid Walter bleff opleed i den Mørcke Kircke. Hand
græd meget høyt. Siden saae ieg ham engang for Hullet aff hands
Fengsels Dør. Hand war meget skidden, haffde et bret Skæg fuld aff
Skarn, stoere Klatzer._«
[182] I Randen er tilføjet: »_aff Bøger, som bleffue mig himmeligen
laante, oc ded med be^{te} Pen oc Bleck paa Stycker Pappir, ieg
kunde bekomme._«
[183] I Randen er bemærket: »_Chresten war icke wel tilfritz med
den Quinde, thi hand fik i hendes Tiid aldrig en Dryk Wiin, saa
hand stall engang Wiinen aff henders Kande oc gaff Piß med Wand der
i igien; saa hun larmede vden Skiemt, bad mig for Guds Skyld
tilstede hender att slaa Chresten i Hoffueded med Kanden. Hun fik
icke den Loff; saa sagde hun ham ded, att hun icke maatte for mig.
Hun haffde et stoer Ar, en Soldat haffde giffwen hender paa Kinden
for saadan Gierning tilforne._«
Slosf. kom paa de Tiider siælden op; Peder Iensen betiente mig[184].
Kongl. _Majt._ war stacket Tiid syg, døde hastig den 9. _Februarii_
1670. Oc som samme Dag Klocken taal bleff ringet paa Slaattet, kunde
ieg wel wiide, hwad ded haffde att sige, men Quinden icke. Wii talte
med hwer andre derom, hwem ded kunde wære. Hun kunde wel mercke paa
mig, att ieg war sorgefuld, oc sagde hun: »Ded kunde wel wære for
Kongen, thi ded sidste ieg saae ham her i Trappen stiige aff Wognen,
da kunde hand kummerlig gaa, oc sagde ieg wed mig selff, att hand
giorde ded icke lenge. Er hand døe, saa kommer I løß, ded er wist.«
Ieg tav oc tenkte anded, som oc skeede. Imod Klocken 4½ bleff i
gemeen lagt Ild i Bileggeren der vde, oc ded aff en Dreng, Chresten
da haffde. Den kalte ieg til mig til Døren oc spurte ham, huor for
ded ringte Klocken tolff en heel Tiime. Hand swarte: »Ieg maa icke
sige ded; ded er mig forbøden.« Ieg sagde, att ieg skulle icke røffwe
ham. Saa sagde hand da, att Kongen war død i Morgenstunden. Ieg loed
Taarene derris frii Gang, som ieg haffde forholt, hwor vdoffwer
Quinden forundrede sig oc giorde en lang Snak. Ieg tav til alt ded,
hun sagde, thi ieg troede hender aldriig; bad hender spørge Chresten
ad, naar Døren luctis op, hwad den Ringen betyde. Hun giorde saa, men
Chresten swarte hender, att hand wiste ded icke. Slosf. kom selff op
samme Afften, men talte intet med mig. Om anden Dagen til Middag kom
hand oc op. Ieg begierte att tale med hannem oc spurte, huorfor der
bleff ringet. Hand swarte mig saa sposk: »Wat is Iu daran gelegen?
Lyded het nicht alle Dage?« Ieg swarte hannem oc noget wreedeligen:
»Wat mii daran gelegen is, dat wet Gott! Dat wet ick ock, dat för
Iues Glicken de Klocke oppet Slot nicht wird gelydt!« Hand tog sin
Hat aff, giorde en Rewerentz oc sagde: »Waßet anders nicht, dat de
Frue mii wolde?« Ieg swarte: »Iu St. Marten kombt ock wol en
Mahl[185].« »St. Marten?« sagde hand oc loe, gik dermed bort oc vd
til Walter, stoed meget lenge oc hwiskede med hannem for Hullet; ded
kunde ieg see, ded wiste hand wel[186]. Hand haffwer vden Tuiffl sagt
ham Kongens Død oc giort hannem Haab att komme aff sit Fengsel. Gud
tenkte et anded. Walter bleff syg, laae lenge heel elendig. Hand war
slem imod Chresten, tog Skarnet aff Golffwet oc kaste i Madden,
spøttede i Øllet oc loed Chresten see derpaa, naar hand skulle tage
Kanden bort. Chrestens Titler ware hwer Dag Tyff oc Schelm, saa let
er att efftertenke, hworledis Chresten plægede hannem. Naar ieg
sendte hannem noget Maed ind, som Saad oc Steeg, da kom Chresten vd
dermed igien oc sagde, hand wille icke haffwe ded. Ieg bad Chresten
lade ded staae hoes ham, hand aad wel siden. Ded skeede engang, oc
loed Chresten mig see ded, att ded war fylt med Snaat oc Skarn[187].
Naar Chresten skulle wende _Walter_ i Sengen, da skreeg hand saa
erbarmelig, saa ieg haffde Medliidenhed med hannem oc bad Chresten
icke wære saa vbarmhiertig imod hannem. Hand loe oc sagde: »Ded er en
Schelm.« Ieg sagde: »Da er hand nu vnder hans Offwermands Hænder.«
Ded behagede Chresten wel. Walter piintist lenge; endeligen forløste
Gud hannem. Hand stoed Liig i Fengselet, indtil hands Broder kom, som
loed hannem begraffwe i den tydske Kircke[188].
[184] I Randen er bemærket: »_Paa de Tiider war 6 Fanger miine
Naboer. De 3 ware Bønner fra Femeren, som beskyltis for at haffwe
ført Faaer ud, de andre 3 danske. De holte sig i toe Deele sammen,
oc som de danske ware Døren næst, saa loed ieg dem spiiße; de ware
oc fængselet nogen Tiid førend de andre. Naar de danske effter
derris Sædwane sang derris Morgen oc Afften Psalmer, saa skraalte
de tydske aff Liiff oc Styrcke anden Sang for at døffwe dem; sang
mesten #Dorothee# Wiiße._« -- En tydsk Redaktion af Folkesangen om
den hellige Dorothea finder man i ~Des Knaben Wunderhorn~ 2 Th. S.
325-27. Paa Dansk haves Visen i ~Nyerup~'s og ~Rasmussen~'s Udv. af
danske Viser fra det 16-18 Aarh. 1 D. S. 29-34.
[185] Man mindes herved, hvorledes Korfits Ulfeldt i sin Tid havde
oversendt ~Peder Vibe~ et Exemplar af sit Skrift »~Høytrengende
Æris Forsuar~« etc. med følgende »Devise«: ~Chaque pourceau a son
St. Martin; tu n'échapperas pas, mais auras le tien~; se ~Histor.
Tidsskrift~ 3. Bd. S. 410 Anm.
[186] I Randen er tilføjet: »_Der ieg skulle haffwe Klæder,
begierte ieg Sørge Klæder. Da spurte Slosf. mig ad, for hwem ieg
wille sørge, oc ded saa sposk. Ieg swarte: »Dat is nicht för Iu
Möm; de kombt mii nicht toe för to truren. All is Iu Möm lang todt,
so men ick, dat Ii doch wol Orsake hefft to truren, so wol als
ick.« Hand sagde att wille berette ded; ieg bekom intet strax._«
[187] I Randen er tilføjet: »_Chresten bar mig engang et Brøe att
see, hworledis Walter haffde holet Krummen vd oc stoppet ded fuld
aff Straa oc Skarn, ia sit eget Skarn!_«
[188] Efter en anden Angivelse blev han begravet i Holmens Kirke,
se ~Becker~'s Samlinger 2 D. S. 237 Anm. Han døde i Slutningen af
April Maaned 1670.
Der ieg fornam, att Karen kunde komme til mig igien, oc den Tiid war
omme, ieg haffde loffwet den anden att beholde hender, kom _Cathrine_
neer, oc Karen til mig igien. Ded war let att bringe til Weye, thi
Slosf. war icke wel tilfritz med _Cathrina_; hun gaff ham intet aff
siine Penge, som hun haffde loffwet hannem, vden Snack i Steden, att
ded war icke hans Alvor, hand wille haffwe noget aff hender
_etc._[189]. Slosf. begynte oc flux att foracte mig, effter som hand
fornam, att min Forløßning icke war att wente.
[189] I Randen er tilføjet: »_Slo[s]f. tog oc Quinden skarp til
#Examen#, att hun haffde sagt mig, att Kongen war døe: ded skulle
icke gaa saa wel, som ieg troede. Hun gaff ham Styck for Styk._«
Der Tiiden war, som ieg war want wed att lade mig berætte, bad ieg
Slosf. att bringe tilweye, att ieg maatte faa Hoff-Predicanten, D.
Hans Læt[190]; den forrige Hoff Predicant, D. _Mathias_ Foß, haffde
skrifftet mig første Gang i mit Fengsel. Slsf. bragte min Begiering
an; bleff aff Kl. _Majt._ oc bewilliget. D. Hans Læt war alt neere i
Taarnet, men bleff igien vdkalded, formedelst att Encke Dronningen
(som enda war paa Slottet) ded icke wille; oc loed Slosf. mig sige
wed Peder Iensen, att Kongen haffde sagt, ieg skulle bliffwe wed den
Præst, ieg war want wed, saa att de _preperatoria_, som ded
christelig Maaltiid behøffwede, bleff til anden Dagen hensat, da
_Mag._ Buck kom til mig oc v-sædwanlig hælsede mig, ynskede mig med
lang _Sermon_ Lycke til mit Forretagende, tittulerte mig: Ihr Gnaden.
Der hand satte sig, sagde hand: »Ich hätte gerne gewünschet, das _D._
Hans Læt wehre an meine Stelle gekommen.« Ieg swarte: »Das hätte ich
auch gewünschet.« »Ia« (sagde hand), »ich weis wol, warumb Ihr das so
woltet haben. Ihr wollet neues wißen, vnd das ist mir verbohten. Ihr
habt schon einen vmb's Brot gebragt.« Ieg spurte hannem, om ieg nogen
Tiid haffde begiært aff hannem att wiide nyt. »Nein« (swarte hand),
»Ihr wißet wol, das Ihr von mir nichts würded erfahren; darumb habt
Ihr mir auch nicht gefraget.« »Meint der H. _Mag._ dan« (sagde ieg),
»das ich D. Hans Læt habe begehrt vmb neues zu wißen?« Der stutzet
hand noget; sagde endelig: »Ihr habt D. H. Læt haben wollen vmb für
Euch beym König zu sprechen.« (Ieg sagde:) »Dar kan wol etwas an
sein.« Derpaa begynte hand att forbande sig paa adskillige Maader
(ieg icke før haffwer hørt)[191]: om hand icke haffde talt for mig?
(Ieg tenckte: ieg troer nok, du haffwer talt om mig, men icke til ded
beste). Hand haffde flyd mig en Bog, som ieg endnu haffwer, er: _St.
Augustini Manuali_[_sic_]; den haffde Statholder _Gabel_ kiøbt, ded
sagde hand tiire end som engang, soer »bey Gott, das hätte dem Herrn
Stathalter 1 Rdr. gekost« (mig falt ind de 5 tusinde Rdr., _Gabel_
fik, for wii kom vd fra Borringholm[192], men ieg sagde intet dertil;
maaske hand derfor _repeterte_ den Gaffwe saa tit). Ieg spurte
hannem, hwem ieg haffde bragt om Brøded. (Hand swarte:) »Hans Balcke!
Der hat Euch gesagt, das Rentmeister _Gabel_ Stathalter is, vnd das
hätte er nicht thun sollen.« (Ieg sagde:) »Ich glaube nicht, das
Balke hat gewust, das er's nicht sagen solte, dan er hat's mir nicht
als eine Heimligkeit gesagt. Man solte können sagen, der H.
_Magister_ hätte Balke vmb's Brot gebracht.« Der bleff hand flux
fortørnet for, oc der offwer falt adskillige _disputte_[193]. Hand
begynte saa gott som fra ded første igien, att ieg wille haffwe D.
Læt, hand wiste wel hworfor. Ieg sagde: »Ich bin nicht eigentlich
darauff gestanden D. Læt zu begiären, sondern, wo nicht ihm, dan den
Schloz-Prediger oder einen andern.« (Hand spurte:) »Warumb einen
andern?« (Ieg swarte:) »Darumb, das es nicht alleweile dem H.
_Magister_ gelegen ist. Ich habe 10, 12, ia 14 Tage nach ihn warten
müßen, vnd das lätzste Mahl taht er sein Ambt in großer Eyle, so das
es nicht seine Gelegenheit ist zu kommen, wan ich ihm begiäre.« Hand
saed oc wæffwede i Ordene, wiste icke ret, hwad hand wille sware,
sagde endeligen: »Ihr meint, nu sol es beßer gehn, weil der König
Friderich todt ist. Nein, Ihr betrigt Euch! Es wird mit Euch
schlimmer gehen, schlimmer wird es Euch ergehen!« Oc som hand
_altererte_ sig, saa bleff ieg sædeligere oc med Sactmodighed spurte:
hworfor ded? oc hwor aff hand sluttede ded? Hand swarte: »Ich
scbließe das darauß, das Ihr habt Ewren Willen nicht kriegen können
einen andern Prediger vnd Bei[ch]t Vater zu erlangen; so ich
versichre Euch, es wird her nachmahls nicht beßer. Ist König
Friderich todt, so lebt König Christian.« Ieg sagde: »Das ist ein
schlecht _Fundament_; Ewre Drew-Worte haben keinen Grundt. Habe ich
dis Mahl keinen andern Beichtvater können erlangen, darumb ist es
nicht gesagt, das ich ein ander Mahl nicht solte einen andern
bekommen. Vnd was habe ich gethan, das es vor mich köndte schlimmer
werden?« Hand bleff alt wreer oc wreer oc raabte høyt nogle Gange:
»Schlimmer, ia schlimmer wird's werden.« Saa swarte ieg oc
wreedeligen: »Ey, so laat het heran weyen.« Derpaa bleff hand heel
tavs, oc sagde ieg: »Ihr habt mir eine guthe Vorbereitung gemacht;
nu, in Gottes Nahmen!« Derpaa sagde ieg mit Skrifftermaal, oc hand
giorde sit Embede oc gik saa bort foruden anden Affskeed end
Haandfaaen. Ieg spurte siden, att førend _M._ Buck kom til mig, gik
hand til Slosf., som laae til Sengs, oc bad ham, att hand wille sige
til Knud, som da war Kammer _Page_[194], hwilcken _sacramensk_
Quinde ieg war, hwor ieg haffde graffwet et Huul i Gulffwet for att
tale til Doctern (som war en Vmulighed), oc ieg haffde _practiceret_
for att komme op oc see paa Platzen; bad nogle Gange sige Kammer
_Pagen_ ded oc tii Gange: »Das ist ein _sacramensk_ Weib[195]!«
[190] ~Hans Sørensen Leth~ var født 1625, blev 1652 Rektor ved Sorø
Skole, 1656 Præst til Ringe og Herringe Menigheder, 1658 kongelig
Konfessionarius og Over-Hofprædikant, 1675 Dr. theol. Han døde
1688.
[191] I Randen er bemærket: »_Iblant hands gruelige Eeder war oc
denne, »das er an der Zungen mögte verlähmen, wan er nicht für
mich gesprochen.« Aaret effter slog Gud hannem med Læhmelse paa
Tungen, bleff rørt aff Harme, leffwede saaledis 8 Dage, haffde
Santz, men icke Mæle, oc døde; dog leffwede den Dag, att der en
anden Prest betiente mig._«
[192] Jvfr. S. 7 Anm.
[193] I Randen er tilføjet: »_Fornam da, att ded war Aarsagen,
huorfor Balcke kom bort._« -- Jvfr. S. 135 Anm. 2.
[194] D. e. ~Adam Levin v. Knuth~, Christian V's bekjendte Yndling.
[195] I Randen er bemærket: »_Christen, som war ille tilfritz med
Karen saa wel som med mig, tittulerte oß en Dag, der hand sagde
noget til en aff Huuß-Geraads Karlerne, huor offwer hand spurte
Chresten: hwem ded haffde sagt? Christen swarte: »Hun, der sidder
hoes hender der oppe.« Der ded mig bleff berettet, loe ieg oc
sagde: »Ded er ræt nock; wii erre begge toe Hunner«._«
Samme Aar{1670.} sidst i _April_ bleff min Dør opluct om
Efftermiddagen, oc kom Slosf. med nogle _Damer_, som holte sig noget
til Siide, førend hand haffde sagt: »Hir sind welke Hoff Iomfern, de
hebben Verlöf an Iu toe spreken.« Først kom ind en Iomfrue, som ieg
icke kiendte. Der paa kom ind Hertzoginnen aff Glüksburg, Frøcken
_Augusta_[196], hwilcken war kiendelig nok for mig, thi hun war icke
meget forandret. Der effter Curfyrstinnen aff Saxen[197], som ieg oc
nok kunde kiende paa sin H. Fader, oc sidst worris allernaadigste
Dronning, som ieg meest beskuede, oc fant de _Liniamenter_ i henders
Ansict, saaledis som Peter Iensen hender haffde beskreffwen, saae oc
en stoer Demant paa henders Armlaas oc en paa Fingeren, huor
Handsken war opskaarren. Hendis _Majt._ støttede sig til Slagborded
strax effter Helsen, F. _Augusta_ løb hid oc did i hwer Wraa,
Curfürstinnen holte sig wed Døren. F. _Augusta_ sagde: »Fi, was is
hir ein häßlich Gemach! Hir könte ich nicht einen Tag in leben. Mir
wundert, das Ihr habt es so lange können außharren.« Ieg swarte: »Das
Gemach ist nu so, als es Gott vnd Ih. Majt. gefält, vnd so lange Gott
wil, so werde ich's außharren können.« Saa gaff hun sig i Snak med
Slosf., som war halff fuld, oc talte med hannem om Balckis
Gifftermaal, som effen haffde Bryllup samme Dag med sin tredie
Hustrue; talte ille om att giffte sig saa tit, oc Slosf. swarte
allehaande Galskab der til. Hun spurte mig, om ieg haffde Lopper. Ieg
swarte att wille lewere hender et Regiment Lopper, om hun wille
haffwe dem. Hun swarte hastig med en Eed oc soer, hun begierte dem
icke. Ieg bleff noget spotsk offwer henders Spørßmaal oc fortreden
offwer den Glæde, hun wiiste i min elendige Tilstand, huor for, der
hun spurte mig, om ieg oc haffde »Filz oder Wandtleüße«, swarte ieg
hender med et Spørßmaal oc spurte hender, »ob mein Schwager _Hanibal_
Sehested noch lebte[198]?« Ded Spørßmaal giorde hender lit taws, thi
derpaa formerkte hun, att ieg kiente hender. Hun swarte intet.
Curfürstinnen, som wel haffde hørt om de _Intriguer_ med min Swoger
oc F. _Augusta_[199], gik i ded samme strax til Borded (der laa den
Bog, som Karen læste vdi, oc hun da haffde ført ind med sig), tog
Bogen, slog den op oc spurte, om ded war min Bog. Ieg swarte, att ded
war Quindens, som ieg haffde lært att læße, oc som ieg gaff
Curfürstinnen sin tilbørlig _Tittel_ aff Durchleuchtigkeit, sagde F.
_Augusta_: »Ihr irret! Ihr verdenckt Euch! Sie ist nicht die, Ihr
meint.« Ieg swarte: »Ich irre nicht.« Der effter giorde hun ingen
wiedre Tale, gaff mig Haand foruden att sige et Ord. Den naadige
Dronning saae immerfort sø[rg]modig vd, talte intet. Der Hindis
_Maj._ bød mig Haanden, kyste ieg henders Haand oc holte den fast,
bad Hs. _Maj._ _intercedere_ for mig, i ded ringste for nogen
Lindring i mit Fengsel. Hendis _Majt._ swarte icke med Ord, men med
grædende Taarer. Lige saa giorde oc den dydige Curfürstinne; hun græd
meget weemodelig. Oc der de komme i ded anded Rom, oc min Dør war
luct, sagde baade Dronningen oc Curfürstinnen: »Das ist Sünde so mit
ihr zu handlen!« En hwer drog derris Skuldre oc sagde: »Gott gebe,
das es bey mir stünde! Sie solte dar nicht sitzen.« F. _Augusta_
hastede paa dem att gaa oc siden klagede dem for Encke Dronningen,
som sagde, att ieg haffde mig ded selff att tacke; ieg haffde
fortient wære att handles med end som saa.
[196] ~Augusta~ af Glücksborg (f. 1633, d. 1701), gift med Hertug
~Ernst Gynther~ af Sønderborg.
[197] Jvfr. S. 95.
[198] Han var død for mere end 3½ Aar siden, nemlig den 13.
September 1666.
[199] Efter Sammenhængen maa man vel antage, at der herved sigtes
til en tidligere Kjærlighedsforstaaelse mellem de to nævnte
Personer, og heri har man da maaske Nøglen til den fjendtlige
Stemning, som Hertug Ernst Gynther idetmindste til en Tid nærede
mod Hannibal Sehested; se ~Becker~, Samlinger 1 D. S. 51.
Der Kongens Liig war bortført, oc Encke Dronningen aff Slottet,
begierte ieg aff Slozf., att hand paa miine Wegne wille anholde om en
anden Præst mig att betienne, enten Slots Præst, Holmens Præst eller
den, som betiente Fangerne; thi maatte ieg icke faa anden end _M._
Buk, saa maatte de tage Synden paa sig, som der war hoes, thi hannem
wille ieg intet meere skriffte for. Ded warte noget, men endeligen
bleff mig bewillet Sloz-Præsten, som da war _M._ Rodolff _Moth_[200].
Gud, som altiid haffwer staaet mig biie i all min Widerwertighed, som
haffwer sendt mig v-formodentlig Trøst i min Sorrig oc Bedrøffwelse,
hand sendte mig en merckelig Trøst i denne Mand. Hand trøstede mig
med Guds Ord, hand war en lærd oc omgiengelig Mand, oc hand war min
Talsmand hoes Kl. _Majt:_. Den første Naade, hand bragte mig til
Weye, war, att ieg bekom ded anded Rom 1671 den 16. _Iuli_ oc Bispen
D. I[e]spers Postil[201]. Siden effterhaanden større Naade, i ded att
ieg bekom Naadsens Penge 200 Rr. til selff att kiøbe mig for, hwad
Klæder ieg wille, oc hwad ieg wille haffwe Tiiden med att
fordriffwe[202].
[200] Søn af Livlægen ~Povl Moth~, og saaledes Broder til den
senere Gehejmeraad og Oversekretair ~Matthias Moth~ og til ~Sophie
Amalie Moth~, Christian V.s Elskede. Han var født 1642, blev 1662
Præst til Hasle og Braaby Menigheder, 1665 Hofprædikant, 1672
Vice-Biskop i Odense og Sognepræst til St. Knuds Kirke sammesteds;
døde 1675.
[201] Hermed menes naturligvis Jesper ~Brochmands~ bekjendte Værk.
[202] I Randen er bemærket: »_Nogle aff miine Penge anwente ieg vdi
Bøger, oc er ded merckeligt, att ieg fik aff #M.# Buks Bøger (der
de bleffue #auctionerete#) adskillige, oc iblant andre den stoere
#Foillant Martilegium#, som hand icke wille laane mig. Vdskreff oc
#verterte# aff adskillige #Materier# aff spanske, #italienscke#,
franzøske oc tydske #Authores#. Fornemmeligen udskreff ieg oc
offwersatte paa ded danske S[p]rog de Quindis-Persohner aff
adskillige Stand oc Byrd, hwilcke aff Authores rooßwærdig
ihuekommis som #striidbare, troefaste, kyscke, forstandi[g]e
Regentinner, taalmodige, stanthaftige oc lærde#._« -- ~Martilegium~
er uden Tvivl en Skrivfejl for ~Martilogium~, hvilket atter maa
forstaaes som ~Martirologium~. Efter ~Hain~ (Repertorium
bibliographicum Vol. 2 pag. 371) fører det ældste trykte ~tydske~
Martyrologium Titelen: ~Martilogium~ der heiligen (Strassburg,
1484, Fol.), og det er da rimeligvis netop denne Udgave, Leonora
Christina har ejet. Iøvrigt have ogsaa et Par af de ældste franske
og engelske Martyrologier Titelen: ~Martilloge~ eller ~Martiloge~.
-- Med Hensyn til de ovenfor omtalte Oversættelser og Uddrag af
fremmede Forfattere kan det bemærkes, at vi her have at gjøre med
de allerførste Forarbejder til Leonora Christinas i det Følgende
oftere omtalte Værk: ~Heltinders Pryd~.
Samme Aar bleff Henders _Maj._ Dronningen fructsommelig, oc Hs.
_Mts._ Frue Moder, Landt-Greffwinnen aff Hæßen, kom hid for att legge
hender i Baßel-Seng. Den 6. _Septem._ besøgte Hendes Durchleuchtighed
mig vdi mit Fengsel, wille wære vbekiendt i ded første; haffde i sin
Følge en Princeße aff Curland[203], som war troeloffwet med Landt
Greff. henders Søn, sin Hoffmesterinne, en Wallenstein aff Slæct, oc
sin Hoffmesters Frue. Landt Greffwinnen hælßede mig med et Kyß, oc
siden de andre. Den sidste, som ieg da icke meere kiendte, men hun
haffde kiendt mig før i Welstanden in den _Hag_, da hun war Iomfrue
hoes Greffwinnen Leuenstein, hinder kom Taarene i Øygnene.
Landt-Greffwinnen beklagede min onde Skiæffne oc slette Tilstand. Ieg
tackede Hendis Durchleuchtighed for den naadige Medliidenhed, hun
haffde med mig, sagde, att Hendis Durchleuchtighed kunde meget hielpe
til att forlindre miine Baand, om icke gandske att synderriiffwe
dennem[204]. Landt-Greffwinnen smiilede oc sagde: »Ich sehe wol, Ihr
nembt mich an für eine andre.« Ieg sagde: »Ihr Durchleuchtigkeit
_Port_ vnd Ansehn wird Ihren Stand nicht können verbergen, wehre Sie
schon in Bawer Kleider.« Ded holte hun aff, loe oc skiæmtede, sagde,
ded skulle hun icke haffwe troet. Hoffmesterinnen sandede med mig oc
sagde att haffwe wel sagt, att ieg skulle kiende hender paa henders
fürstelige Ansehn. Der effter sagde Landt Greffwinnen: »Ihr kennet
diese nicht,« oc tog paa Princeßen aff Curland; sagde saa, hwem hun
war, saa oc, hwilcken war henders Hoffmesterinne, oc hwem henders
Hoffmesters Frue war, som war den, om melded er; talte om den
Medliidenhed, samme Frue haffde med mig, oc sagde der hoes: »_Et moy
pas moins._« Ieg tackede Henders _Altesse très humblement et la
prioit en cette occation de faire voir sa généreuse conduitte_.
Hendis Durchl. saae til Slsf., lige som hun wille sige, att wii icke
for lenge skulle tale fransøsk, tog sin Handske aff, gaff mig Haand,
trygte min Haand oc sagde: »_Croyez moy, je fairez mon possible._«
Ieg küste Hs. Durchl. Haand, oc derpaa tog Hs. Durchl. Affskeed med
et Küß.
[203] ~Marie Amalie~, Prindsesse af Kurland, trolovet (1673 gift)
med Landgrevinde ~Hedvig Sophies~ næstældste Søn ~Carl~.
[204] Samme Aar, den 18. April, havde Leonora Christinas Døttre
indgivet en Ansøgning til Kongen (skrevet paa et blaat Silkebaand)
om, at Moderen maatte blive løsladt. Den er trykt i ~Molbech~'s
Nordisk Tidsskrift f. Historie etc. 1 Bd. S. 574.
Den dydige Landt Greff. holte sit Ord, men kunde intet vdrette. Der
Hs. _Majt._ Dronningen war i Barnenød, gik hun til Kongen, tog Løffte
aff hannem med Haand oc Mund, att der som Dronningen fødde en Søn, da
skulle ieg komme paa frii Foed. Gud forløste Hs. _Majt._ den 11.
_Oct._{1671.} om Natten imellem 1 oc 2 med worris Croon Printz. Der
alle nærwærende, som billigt, glædde sig offwer Prinsens Fødsel,
sagde Landt Greff.: »O, wie wird die gefangene sich frewen!« Encke
Dronningen spurte: »Hworfor?« Landt Greff. sagde Kongens Løffte.
Encke Dron. harmede sig saa, att hun fik ont, løste op om sig oc
sagde, hun wille hiem, wille icke biie, intil Barnet bleff christnet;
hendis _Caret_ kom paa Slos Platzen. Kongen _persuaderte_ hender
endeligen att biie, intil Daaben war forrettet, maatte loffwe hender
med Eed, att ieg skulle icke komme løß. Ded fortrød icke liided den
dydige Landt G., att Dronningen kom henders Søn til att bryde sit
Løffte; stoed paa ded, att en Konge burte att holde sit Løffte. Encke
Dron. swarte: »Mein Sohn hat vorhin ein Gelübt gethan, das hat er mit
dem Versprechen an Ewer Liebden gebrochen.« Landt G. sagde endeligen:
»Kan ich nicht die gefangne die Freyheit zu Wege bringen, dan zum
weinigsten, das sie meiner Vorbitte halber an einem andern beßern Ort
mit etwas Freyheit mögte geführet werden. Es ist dem Könige doch
nicht _reputiirlig_, das sie da sitzet. Sie ist doch eines Königs
Tochter, vnd ich weis, das ihr in vielen Vnrecht geschicht.« Encke
Dron. harmede sig offwer de Ord oc sagde: »Nu sol sie nicht auß
kommen; da sol sie besitzen bleiben.« Landt G. swarte: »Wil Gott, so
wird sie wol auß kommen, wan schon Ihr _Majt._ es nicht wollen,«
stoed op oc gik vd.
Den 18. _Oct._ loed Hoffmesterinnen Wallenstein kalde Peder Iensen
Tøtzløff til sig oc effter Befaling lewerte hannem en Bog
_tittuleret_: D. Heinrich Müllers Geistliche Erquickstunden[205], den
med en naadig Helsen fra Lant G. mig att tilstille. Ieg loed samme
Dag wed Tøtzløff afflegge min plictskyllige Tacksigelse imod Hs.
Durchl., oc bragte Tøtzløff Bogen med sig igien med en tienstlig
Anmoding til Hoffmesterinnen, att hun hoes Hs. Durchl. ded wille
søge att formaa, att Hs. Durchl. mig den høye Naade wille bewiiße oc
sætte sit Naffn oc _symbolum_ i Bogen til en Admindelse aff Hs.
Durchls. _Generosité_ oc Goedhed. Ieg beklagede mine Wilkor endoc vdi
ded, att ieg paa dette Sted Hindis Durchls. høye Rooß oc priißwerdige
Welgierninger icke kunde vdbreede oc giøre dennem Werden bekiendt;
wille derfor giøre ded, ieg formaatte, oc Hs. Durchl. med gandske
fürstlige _Familie_ indslutte i miine daglige Bønner til all Siæls oc
Liiffs Welstand (ieg haffwer ded giort oc wil ded giøre, saa lenge
Gud vnder mig Liiff).
[205] Et i sin Tid overordentlig yndet Opbyggelsesskrift, der udkom
første Gang 1664 og derefter i utallige Oplag paa Tydsk og andre
Sprog. Ogsaa paa Dansk haves der -- fra 1667 af -- flere Udgaver af
denne Bog, ja et Uddrag af den ved ~Chr. Østergaard~ er endog i den
nyeste Tid (1846-56) udkommet i 3 forskjellige Oplag.
Den 23. _Octob._ bekom ieg Bogen igien wed Tøtzløff oc fant bag i
Bogen skreffwen med Landt Greffwinnens egen Haand effterfølgende:
_1671._
_Ce qui n'est pas en ta puissance,
Ne doit point troubler ton repos;
Tu balance mal à propos
Entre la crainte et l'espérence.
Laisse faire ton Dieu et ton roy,
Et suporte avec passience ce qu'il résoud pour toy._
_Je prie Dieu de vous faire cette grâce, et que je vous
puisse tesmoigner, combien je suis_
_Madame
Vostre très affectionée
à vous servir
[Monogram: DSD]._
Bogen er endnu i min Giæmme; oc loed ieg wed Tøtzløff bede
Hoffmesterinnen min allerydmygeste Tacksigelse hoes Henders Durchl.
att afflegge oc siden, der Landt G. war reißeferdig, mig wed samme
Leilighed _recommendere_ i Hs. Durchl. _continuerlige_ Naade _etc._
Samme Aar 1671 kom Karen Nelß Daatter fra mig for Suagheds Skyld. En
Nat war hoes mig en Quinde wed Naffn _Margrete_, som war en Worning i
Holstein. War løben fra sin Hoesbunde, en meget v-skickelig Bonde
Kone, huorfor hun oc om anden Dagen imod Afften kom bort, oc en wed