Leonora Christina Ulfeldt's "Jammers-minde". En egenhændig skiedring of hendes fangenskab i Blaataarn i aarene 1663-1685 - 12

Total number of words is 5019
Total number of unique words is 1241
27.4 of words are in the 2000 most common words
38.5 of words are in the 5000 most common words
44.3 of words are in the 8000 most common words
Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
Hand haffwer fortælt mig, hwor vskyllig hand er kommen i Fengsel oc
dømt. Hand er ræd, att I skulle tencke, att hand aaed oc drak ded, I
sender Doctern. Hand swær wed hands høyeste Eed, at hand skal wære
Eder troe, wille I skriffwe Doctern et Ord til[136]. Paa min
Troeskab, haabis ieg, twiffler I icke!« Tog paa att swære oc forbande
sig, den Dag hun sweeg mig; sagde, hand haffde icke mindre giort Eed
for hinder, førend hun wille troe hannem. Ieg sagde: »Ieg haffwer
intet att skriffwe hannem, ieg wed icke, hwad ieg skulle skriffwe.«
»O,« sagde hun, »skriffwer ickun toe Ord, att den gamle kand see, att
hand kand troe ham! Wil I haffwe Blek, da kand Christian wel fly
noget.« Ieg swarte: »Ieg kand faa att skriffwe med, naar ieg wil, oc
ieg kand skriffwe foruden Blek oc Papir.« Ded kunde hun icke
begriibe. Saa tog ieg nogle Sucker Mandler oc giorde med den stoere
Knappenaal Bogstaffwer der paa, satte paa 4 Mandeler de Ord: _non ti
fidar!_ _fidar_ satte ieg Hælten aff Orded paa hwær sin Mandel. Ieg
haffde saa et Tag Roelighed oc haffde att fordriffwe Tiiden med. Om
nu Doctern icke kunde see, hwad der war skreffwen paa de Mandler,
eller om hand haffde prøffwet Christians Troeskab, wed ieg icke, men
Christian flyer Quinden en Seddel fra Doctern til mig, fuld aff
_Lamentationer_ offwer worris Tilstand, oc att min Daatter _Anna
Cathrina_ eller oc _Casetta_ ware Aarsage i hands Vlycke. Derom wille
ieg meere vnderrettis; begierte ded skrifftlig aff hannem (wii skreff
hwer andre paa italiensk). Hand swarte saaledis, att enten den eene
eller den anden haffde laded ligge hands Breff paa Borded et Stetz,
hwor ded war bleffwen funden oc frem sendt; thi en Skriffwelse, hand
haffde skreffwen, war Aarsage i hands Vlycke[137]. Ieg skreff
ham igien, att ded icke syntist troelig, men wel att der war
_susspiceret_, att hand _corressponderte_ med min Herre, oc dermed
luret paa hands Breffwe oc optagen. Io meere ieg wille føre hannem
der i til _raison_, io meere _opiniastre_ bleff hand der i[138], oc
omsiier skreff, att ded war _Cassettæ finesse_ att faa ham i
Stricken for att faa mig der vd. Der hand begynte paa den Wiiß att
skriffwe, begynte ieg att fatte en sær _opinion_ om hannem, lige som
hand wille drage noget aff mig for att fremwiiße; betenckte mig i
nogle Dage, om ieg wille sware. Endeligen swarte ieg i den Meening,
att ingen wiste bedre end hand, att mig om intet Forræderi war
witterligt; ihworledis hands _Correspondentz_ med min Herre war
bleffwen kundt, ded kunde icke hielpe hannem; hwor paa hand war dømt,
war mig oc v-witterligt, offwer mig war ingen Dom gaaen. Ded warede
nogle Vger, førend Docteren skreff. Endeligen skreff hand med faa Ord
Meeningen aff _Sentenzen_ offwer hannem, saa wii da oc da
_corresponderte_ med hwer andre.
[136] I Randen er bemærket: »_Christian haffde da flyet mig nogle
Stycker Flint, som erre saa skarppe, att ieg kand skiære fint
Lærrit dermed effter en Traa. De Stycker erre endnu i min Giemme;
oc giorde ieg adskilligt Arbeed færdig med ded Reedskab._«
[137] Jvfr. ~Suhm~'s Nye Saml. 3, 246 flg. og ovenfor S. 111 Anm.
[138] I Randen er bemærket: »_Ded er hannem medfød._«
Slosf. bleff effterhaanden omgiengelig, kom hwer Maaltid ind oc
snackede allehaande Putzeri oc Galskab, hwad hand i hands Vngdom
haffde bedreffwen, huor hand haffde werret Tromslager oc giort sig
til Narr for min Swoger G. Pentz[139] oc for att winde Penge oc Gunst
giort sig til Hund oc krøben vnder Borded, forfærded Giæsterne oc for
en Ducat bittis med en Hund. Naar hand haffde en Ruuß paa (som
offte), saa gøglede hand, giorde _Pussinel_ aff sig, stønnem Spaa
Kone oc dißlige. Saasom Chresten Taarnegiemmer oc Christian den Fange
fornam, att Slozf. dreff Putzeri, saa giorde de lige saa, staajede
saa med Quinden i ded anded Rom, saa wii icke kunde høre for dennem.
Hun saed paa Christians Skiød oc haffde sig meget flaneworn. En
Dag{1666.} war hun noget v-passelig, giorde sig ett Øllebrød, satte
ded vde paa Fyrfaded. Slosf. saed inde hoes mig oc snackede; Chresten
oc Christian gantede sig med hender der vden for, oc skulle Christian
røre i Øllebrøet oc smage, om ded war warmt nok. Chresten siger til
Christian: »Drik ded vd, om du tørst!« Ordene ware icke saa snart
sagt, som Giærningen war giort, oc fast i ded samme stoed Slosf. op
oc gik bort. Der Dørene ware lucte, saed Quinden som færdig til att
daane. Ieg meente, att ded war aff Sygdom, oc bleff ræd, att hun
skulle hastig døe, oc ieg skulle faa Skyld for henders Død, spurte
hastig: »Hwor har I ont?« Hun swarte: »Ieg haffwer ont nok,«
bekræfftede ded med en stoer Eed, begynte att lucke sin Trøye op. Saa
saae ieg, att hun war wree, wiste nok, att Formalledidelser skulle
føre ded onde fra Hiertet, hwilcket oc skede. Hun forbante oc skiælte
dem, der haffde saa narret hender syge Stackel, hun haffde saa ont,
haffde hwærcken faat waat eller tørt den Dag. Ieg sagde: »Giffwer
Eder tilfritz, I skal wel faa et Øllebrød!« Hun soer en stoer Eed,
hwor hun skulle faa ded? ded war Sommer Dag oc ingen Ild i
Kackeloffnen, oc man kunde icke kalde paa nogen, som kunde høre en.
Ieg sagde: »Kand I tie, saa wil ieg komme Potten til att sye.« »Io«
(soer hun en forfærdelig Eed), »ieg kand nok tie, oc ieg skal aldrig
sige ded.« Saa loed ieg hender legge tre Stycker Teylsteene, som
altiid haffde ligget bag Nat-Skriinet, oc der sætte sin Potte med Øl
oc Brøe paa (alt ded, hun skulle giøre, skulle skee tiiendis; hun
maatte oc icke sware mig, om ieg spurte hender om noget, med Ord, men
wel med Tegn). Hun satte sig wed Potten oc rørte der i med en Skee.
Ieg saed altiid paa min Seng om Dagen, oc der bleff Borded sat for
mig; haffde et Stycke Kriide oc skreff paa Borded adskilligt, spurte
alt imellem, om Potten søe. Hun keeg flittig til, men wirrede med sit
Hoffwet. Der ieg haffde spurt tredie Gang, oc hun wente sig til mig
oc saae, at ieg loe, saa tog hun paa som en, der war gall, kaste
Skeen aff Haanden oc Stoelen om Kuld, reeff atter henders Trøye op oc
sagde: »Gie Fanden wære saa narret!« Ieg sagde: »I er icke bedre
wært, som troer, att ieg kand traalle.« »O« (soer hun en stoer Eed),
»haffde ieg icke troet, att I kunde traalle, ieg haffde aldrig laded
mig lucke inde hoes Eder, wil I troe ded?« Ieg tenkte paa meget, som
dertil kunde swaris, men sagde intet, smaa loe oc loed hender saa
bruuße vd. Omsiider græd hun oc klagede sig meget. »Nu, nu« (sagde
ieg), »giffwer Eder tilfritz! Ieg wil komme Potten til att sye
foruden Traaldom.« Oc som wii haffde Fyrtøy, befoel ieg hender att
slaa Ild oc tænde tre Stycker Ender Lyß att sætte vnder Potten.
Dermed kaagte Potten, oc hun kyste paa sin Haand oc gaff mig, war
meget glad. Ieg gaff hender oc siden en Gang eller toe Forloff der
til saaledis att warme sig Øl; altiid kunde ded icke skee, thi naar
Winden stoed paa Winduet (som med en lang Pik kunde opluckis), saa
kunde Røgen icke træcke vd. Ieg sagde: »Tencker paa Eders Eed oc
sladdrer icke vd, hwad her skeer, ellers betagis oß Lyßene; i ded
ringste mister wii nogle aff dem.« Hun sagde hart ney, att ded skulle
icke skee. Ieg fornam intet dertil nogen Tiid, men wel mange Aar
effter, att hun haffde sagt, att ieg tog toe halff løße Golff-Steene
op (som siden anderledis bleff berettet aff en Præst, som her effter
skal meldis). Hun haffde oc sagt, att ieg haffde sta[a]ed oc seet
Linne-Dantzere paa Slos-Platzen, hwilcket war sant. Thi der Chresten
sagde Quinden en Middag, att der skulle komme Liine-Dantzere paa den
inderste Slos-Plaz, oc hun berettede mig ded oc spurte, hwordant ded
war, oc ieg sagde hender ded, da klagede hun sig, att hun icke kunde
faa ded att see. Ieg sagde, ded kunde wel skee, om hun siden kunde
holde Munden. Hun soer io effter Sædwane. Saa loed ieg hender tage
Sengeklæderne aff Sengen oc Fiællerne aff Bunden oc reiße Sengen op
til Winduet oc sætte Natskriinet offwen paa. Der med att komme til
ded oprettede Sengested bleff Borded sat wed Siden, oc en Stoel neden
for Borded for att komme paa Borded, oc en Stoel paa Borded for att
komme paa Natskriinet, oc en Stoel paa Natskrinet, saa wii kunde staa
magelig oc see ded, dog icke paa engang. Oc loed ieg hender gaa op
først, oc ieg stoed oc tog Ware paa, om Sengen begynte att knage; hun
skulle wære paa Wact, naar ieg war oppe. Ieg wiste oc wel, att
Dantzerne i Begyndelse[n] icke giorde derris beste Kunster[140]. Ieg
kunde see Kongen oc Dronningen i derris Øyen; de stoede paa den lange
Sael, oc vndrede ieg mig siden paa, att de icke kaste Øyet did, der
ieg stoed. Ieg loed mig icke mercke for Quinden, att ieg haffde seet
dem. I denne Quindis Tiid fik ieg engang Lyst til att see Folk gaa i
Slos-Kircke oc aff Kircken. Da bleff Sengen igien opreist, oc ieg
saed der saa lenge oppe, til alle ware aff Kircken igien. Quinden
torde intet woffwe att stiige op, sagde, att hun war ræd nok forrige
Gang oc glad, hun kom neer.
[139] Grev ~Christian Pentz~, Amtmand i Rendsborg og Gouverneur i
Glückstadt, ægtede den 10. Oktober 1634 Leonora Christinas ældre
Søster ~Sophie Elisabeth~. Han døde 1651.
[140] I Randen er tilføjet: »_De Liinen Dantzere giorde ded, ieg
icke haffde seet før. Den eene haffde en Kurre wed hwer Been, i
huer Korre saed en Dreng paa 5 Aar, oc en Quinde loed sig falle paa
Liinen oc sprang op igien. Men i den anden Quindis Tiid saae ieg
en, som hengte sig wed sin Hage oc sprang op igien paa Liinen._«
Den første Gang, ieg bleff berettet i denne Slosfs. Tiid, da bleff
der opsat twænde Meßings Stager, hwer aff sit Slags, med Talle Lyß.
Ded haffwer Quinden mißhaget, ihwor wel hun sagde da intet til mig.
Men der hun endelig bleff nød til att lade sig berette{1666 den 12.
_April_.} effter meere end tre Aar, hun haffde holt sig fra Herrens
Bord, bad hun Chresten Taarnegiæmmer gaa til sin Daatter (som tiænte
i Byen en Timmermand), att hun skulle flye hender et Par smucke
Meßings Stager oc et Par Wox Lyß. Kunde hun oc fly hender en fiin
Dreyels Dug, skulle hun giøre sit beste; hun wille betale ded. Om
Quinden tilforen haffde tengt paa de Stager oc Lyß, for mig ware
satt, eller Chresten selff syntist, att ded icke war skickeligt, att
ded skulle wære bedre tilreed for hender, wed ieg icke, men noget
lided føren Præsten kom, lucte Chresten den vderste Dør op for mit
Fengsel, sagde: »Karen, flyer mig den Stage vd, I haffwer, oc toe
Lyß!« Hwordant hun tog paa, er icke att beskriffwe: om hand icke
haffde talt med henders Daatter? oc saa meget (ieg wiste icke da,
hwad hun haffde begiært aff Chresten). Hand swarte hender intet paa
sit Spørsmaal, men kræffwede Stagen oc Lyßene. Hun wille lenge icke,
men bandede oc skiælte. Ieg laae enda oc spurte hender: om ieg skulle
wære henders Piige oc giøre ded for hender? om hun kunde forholde
hannem ded, hand begiærte? Saa rackte hun hannem ded igiennem Hullet
paa min inderste Dør med saa mange Forbandelser offwer hannem, saa
man maatte grue der for. Hand loe høyt oc gik bort. Ded giorde hender
enda bisterer. Ieg giorde mit beste for att sacte hender, sagde
hender, att ded war en fordømmelig Bereedelse, holte hender den Synd
for heel witløffteligen. Hun meente, att den begik Synden, der war
Aarsage dertil. Ieg spurte hender endelig: hwor vdi Nadweren bestoed?
om den bestoed i Lyßene oc Stagerne? skammede hender vd, att hun
wille see paa ded vdwortis oc icke paa ded indwortis; bad hender
falde paa siine Knæ oc inderligen bede Gud om siine Synders
Forladelse, at hand icke wille tilregne hender sin Daarlighed. Hun
swarte saa att wille giøre, men giorde ded icke strax. Ieg meener,
att Præsten[141] haffwer aff Chresten wel wæret vnderwiist om alting,
hender angaaende, efftersom hand tilspurte hender om saa meget: hwor
hun war fød? hwor hun haffde tient? oc saadant meere; omsiider: om
hun haffde sin Skriffte-Sædel, oc huor lenge ded war siiden, hun
haffde wærret til Alters? Der paa skrifftede hand hender paa sær
Maade, først som den, der haffwer fortient att staa aabenbar Skriffte
for groffwe begangene Synder, saa som en Synderinne, der skulle
affliiffwis oc bereede sig til Døden; trøstede hender endeligen oc
forrettede sit Embede. Der alt war forrettet, oc hun kom ind til mig
igien, ynskede ieg hender til Lycke. »Ia wel, Lycke!« (swarte hun).
»Kand der wære Lycke hoes? Ded haffwer ieg meere ont end gott aff!
Kunde ieg saa sandt komme vd, ieg skulle strax gaa til Alters; dette
acter ieg intet!« Ieg fald hender strax i Orded oc sagde: »Betenker
Eder, hwad I siger! Taler intet Guds lasterligt, ded wil ieg intet
høre! I wed wel, hwad Guds Ord siger om dennem, som annammer Christi
Legeme oc Blod vwærdeligen oc træder hands Legeme vnder Fødder?«
»Vnder Fødder?« (sagde hun). »Ia ret vnder Fødder!« sagde ieg oc
giorde der en heel Prædicken paa. Hun hørte til, som ded loed sig
ansee; men der ieg taw, sagde hun: »Hand skrifftede mig som en
Misdædre oc som den, der skulle aff liffwis. Ieg haffwer ingen mürt«
(ieg tenkte: man wed icke hwad)[142]; »hworfor skylle ieg døe? Gud
allermæctigste giffwe« -- der med taw hun. Ieg prædicket for hender
igien oc sagde, att hun haffde fortient den ewige Død for henders
Synders Skyld, oc saa fornemmeligen, fordi hun haffde saa lenge
vntholt sig Herrens Nadwere. »Den Skrifften« (sagde hun) »haffwer ieg
att tacke Chresten for; Balcke haffwer oc wel hiolpen til.« Tog paa
att bande dem. Ieg truede hender med et anded Skrifftermaal, om hun
icke holte inde med saadan Ord, ieg kunde icke forsware ded for Gud
att tie med hender, oc sagde ieg widre: »Taler I saa til Chresten,
saa maa I wære wiß paa, att hand klaffwer Eder [an?].« Ded holte
hender noget i Tømme, oc gik hun den Middag intet vd i Trappen[143].
[141] I Randen er bemærket: »_Ded war den Præst, som berettede
Fangerne, oc hun bleff skrifftet i ded vderste Rom, saa ieg hørte
hwert Ord, Præsten sagde, men icke, hwad hun swarte._«
[142] I Randen er tilføjet: »_Hinders Barn!_« Jvfr. S. 100.
[143] I Randen er bemærket: »_Hun war i alle Maader en skarneworn
Quinde, vnte icke en Fange ett Stycke Maed. En stackels Degn war
min Naboe i den Mørcke Kircke; ieg gaff hender et Stycke Maed til
ham. Hun wille icke bær[e] ham ded, der hun dog let kunde, foruden
nogen skulle see ded. Der ieg saae siden Madden, fortyckte ieg der
paa. Da sagde hun: »Huorfor skulle ieg giffwe ham ded? Hand gaff
mig aldriig noget; ieg faar intet der for.« Ieg sagde: »I giffwer
intet bort aff Eders!« -- Samme Degn saed for att haffwe tagen sin
egen Høst igien, efftersom den, hand haffde saalt den, icke betalte
ham den. Hand sang huer Dag flittig, oc om Søndagen saa som en
Præst for Alteret oc swarte etc._«
Hun war siiden den Tiid icke nær saa lystig med Mandfolckene. Hoes
mig klagede hun sig offte, att hun war swag, haffde forløfft sig paa
den ny Keyle, Balcke haffde flyed hender; hun kunde icke staa ded vd,
hun haffde beed Slosf. der om, att hun maatte komme vd, hand haffde
swart, att hun skulle døe der. Ieg sagde: »Slosf. kand io intet
forstaa Eder ret endnu; beder Chresten tale for Eder!« Hun giorde oc
saa, men kom atter med samme Swar; sagde en Dag: »Ieg seer wel, min
hierte Frue! att I wille lige saa gierne aff med mig, som ieg wille
gierne bort. Hwad har ieg aff alle miine Penge? Ieg kand icke nyde
dem, oc ieg kand icke tienne Eder.« Ieg sagde: »Penge kand vdrette
meget. Forærer Slosf. nogle Penge, saa taler hand nok for Eder.
Begiærer en aff Skuer-Quinderne, som bærer Keylen op for Eder, den
kand I betale med lit.« Ded sidste giorde hun først nogle Vger;
endeligen sagde hun en Dag til mig: »Nu haffwer ieg laded giøre et
Sølffbegre til Slozf:.« (Henders Daatter kom saa offte til hender i
Trappen, som hun begiærte, oc hun fik Forloff att wære heele
Efftermiddage needer fra mig vnder ded Skin att tale med sin Daatter.
Om hun gaff Foræringer der for, wed ieg icke, men ieg war wel dermed
tilfritz att wære eene. Hun war dog ræd engang, att ieg skulle sige
Præsten ded.) _In summa_: Slosf. torde intet tale for hender til
Kongen. Saa bad hun mig om Raad. Ieg sagde: »Bliffwer liggendis i
Sengen, naar her spiißis, saa wil ieg gaa vd oc tale med Slosf:.« Ded
skeede. I Førstningen giorde hand nogen _Difficulteter_, sagde:
»Dronningen skulle sige, att der stak Skelmstücker vnder.« Ieg sagde,
de kunde _vicitere_ oc _examinere_ Quinden, naar hun kom vd, wii
haffde icke wærret saa fortroelige Wenner; ieg wiste, att Quinden war
giffwen mig til att betienne mig; naar hun icke kunde ded lenger, men
laa wed Sengen, saa kunde ieg ingen Tieneste haffwe, icke heller
kunde ieg betienne hender; hun tiente io for Penge, der skulle wære
nok, der skulle tage der imod igien. Tre Dage der effter, der Kongen
kom fra Friderichsborg, kom Slosf. ind oc sagde, att Quinden kunde
komme neer den Afften; hand haffde en anden igien, som Chresten
haffde _recommenderet_, som skulle wære en skickelig Quinde (som hun
oc er).
Altsaa kom Karen Olis Daatter need, oc Karen Nels Daatter kom op
igien. Oc maa ieg wel sige, att ded{1666 den 26. _Iuni_.} war en aff
mine lyckelige Dage i mit da haarde Fængsel; thi ieg slap en v-troe
v-guddelig løgnactig[144] oc v-skickelig Quinde oc bekom en
christelig troe sandrue goed (ia alt for goed) Quinde igien. Der den
første Quinde tog Affskeed, sagde hun: »Nu farer nu wel, Frue! Nu
erre wii begge glade.« Ieg swarte: »Ded er wel et aff de sandeste
Ord, I haffwer sagt i Eders Dage.« Hun swarte intet, men løb, alt ded
hun kunde, saa der kiendtist ingen Sygdom eller Swaghed paa hender.
Hun leffwede icke fuld et Aar der effter, piintist haardeligen en 6
Vger paa sin Seng, førend hun døde, aff hwad Tilfald wed ieg icke.
[144] I Randen er bemærket: »_Hun haffde saa beded Chresten snacke
for Slosf. alt offwer et halff Aar, førend hun kom bort, huor hun
gik med sit Liiff i sin Haand: ieg haffde en Leer Kugle i mit
Tørklæd, der haffde ieg truet hender med att slaa henders Hoffwet i
Stycker (ieg sagde en Dag, att man kunde slaa een ihiæl med saadan
Kugle). Dißlige Løgn ware mange, hun dictede, oc ieg siden
erfoer._«
Om anden Dagen effter denne Karens Komme saed hun om Efftermiddagen
heel bedrøffwet. Ieg spurte, hwad hender skade. Hun sagde: »O, ieg
haffwer intet att giøre, oc ieg maatte ingen Gierning tage med mig!
Ieg lengis mig døe.« Ieg spurte, hwad Gierning hun kunde giøre.
»Spinde« (swarte hun) »er min meeste Giærning: ieg kand oc sye grofft
oc binde noget.« Aff alt ded haffde ieg intet att hielpe hender med;
tog nogle Ender aff Silcke frem, som ieg giemmer aff ded, ieg klipper
aff, som erre for stackede att arbeide med, oc anden Pluk Silcke aff
Nattrøyer oc Strømper, hwor til ieg haffwer giort mig en Hægle aff
smaa Knappenaale[145], bunden paa en Pind; der hægler ieg ded med oc
giør ded brugeligt til att stoppe Huer med; oc sagde ieg til hender:
»Der haffwer I noget att giøre; hægler mig ded!« Hun bleff saa aff
Hiertet glad, saa ded gaff mig et gott Behag. Ieg befant aff henders
Fortelling om et oc anded, hender i sin Tiid war hæntis, att der war
et gott Hierte i hender, att hun war bleffwen offte bedragen for sin
Goedtroenhed. Hun haffde oc kiendt mig i min Welmact, tient en
Raadmans Quinde, som i miine Brøllups Dage war Forgangs Kone, oc kom
den Statz med Fyrwerck oc anden Herlighed meget wel ihue; græd, naar
hun fortælte ded, oc haffde en stoer Medliidenhed med mig. Hun war en
Iyde, en Bunde Daatter, men [haffde] wærret gifft med en Regiments
Quartermester. Saa ieg effterhaanden fik _Affaiction_ til hender, bad
hender hælße Christian oc spørge, hworledis Doctern liide; sagde
hender, att Christian wel kunde giøre stønnem nogen Tienneste att
kiøbe et oc anded for os, thi hand haffde en Dreng, ia stønnem toe,
som ginge Ærinder for hannem, men ieg troede icke [den] forrige
Quinde, saa hand kiøbte aldrig intet [_sic_] for mig, til med wille
den Quinde intet spinde; men Christian skulle nok flye oß nu, hwad
wii wille haffwe, for worris Lyß. Oc efftersom hun icke skiøttet om
att dricke Wiin (thi hwer Maaltiid fik Quinden da en halff Potte
frans Wiin), saa sagde ieg: »Giffwer Chresten Eders Wiin, som ieg
giffwer Christian min Wiin, saa kand Chresten lade den staa hoes
Kiælder Swennen oc tage den hwer Vge, saa er ded en Profit for ham,
oc saa seer hand intet, om hand enskiønt mercker noget«. Ded skeede,
oc loed Christian oß giøre toe Handteene. Min war ickun liden, men
henders, som den burte. Ieg spant liided, twant ded til Traa, som
endnu er i min Giemme. Christian flyde hender saa meget Hør, som hun
begiærte for Penge, bar en heel Krantz i siine Boxer tillige op til
hender[146]. Hun spandt paa Haandteen en goed Deel, oc ieg laffwede
min Wæff saaledis paa en Stoel, ieg laa needer paa Borded, bant den
eene Bom med Baand oc Snorer, ieg selff haffde giort, saaledis, att
naar Trappe Døren bleff sat Nøglen vdi, saa kunde ieg med et Draff
løße min Wæff oc faa den anden Bom løß, som war bunden til mit Liiff,
oc alting lagt bort, førend min inderste Dør bleff opluct. Ieg giorde
mig oc et Spield (før haffde ieg Søller), saa ieg wæffwede alleene;
haffde oc faaet en ræt Wæffwer-Kam, saa wii ware meget flittige, hwer
i sit Arbeide.
[145] I Randen er bemærket: »_De Knappenaale haffde ieg staallen
fra den første Quinde for nogen Tiid siden. Hun haffde skaffet sig
dem med nogle Syenaale, tenckte att skyffle dem for mig, haffde
lagt dem i et Papir i sin Barm, haffde glæmt ded. Om Afftenen, hun
loed falde sit Skiørt for at gaa i Seng, falt Papiret paa Gulffwet.
Aff Klangen hørte ieg, hwad ded war. En Løffwerdag, hun gik op med
Nat-Keylen, tog ieg dem aff henders Æske, oc hun torde icke spørge
der effter; saae mig siden bruge dem oc sagde aldrig noget om
dem._«
[146] I Randen er bemærket: »_Der kom offte siden Twistighed
imellem Karen oc Christian, som noget om meldis skal. Da iblant
anded sagde ieg engang (for att komme hender i bædre #Homeur#): »Nu
er I wree paa Christian, men I haffwer mangen Gang slicket Eders
Fingre effter ded, hand haffwer hafft i siine Boxer.« Først sagde
hun: »Fü, æwi!« siden loe offwermaade, der hun forstoed, hwad ieg
meente. Thi hand haffde skylfft Hørret i siine Boxer, hand loed
kiøbe for hender._«
Slosf. war fuld aff Galskab, giorde Putzerier, som Drenge pleier at
giøre; wille fixere sig med Quinden, men hun kunde intet der med.
Hand war nesten fuld hwer Dag om Middagen, naar hand kom op.
Effterhanden kom hand siælden op om Afftenen, skickte en Tienner op i
hands Sted, som laae oc halff soff paa Muuren i Winduet vden for
dette Sted. Hand wille oc gante sig med mig, gabte for mig, oc ieg
skulle kaste noget hen oc see, om ieg kunde ramme hands Mund. Ieg loe
oc sagde: »Wo doll siet Ii!« bad ham komme nærmere, saa wille ieg
see, om ieg kunde ramme den. »Neen, neen« (sagde hand), »so wehr ick
doll! Ii skolle mii wol en Orfigen gäffwen!« En Middag kommer hand
op med en sær _façon_ aff en Spøyte, som war saa trind som en Kugel,
oc saed en liden stacket Tuuet der i, som næppe kientis; war heel
artig. Naar der bleff trygt paa et Sted der wed, saa spøytede Wanded
vd heel høyt oc langt borte. Hand giorde sig næßwiiß oc spøytede paa
mig. Der hand fornam, att ieg bleff wree, kom hand med Spøyten til
mig, løb oc satte sig igien oc gabte, alt ded hand kunde, bad mig
spøyte sig i Munden, om ieg kunde. Ieg wille ingen Leeg begynde med
hannem, thi aff hands Historiers Fortelling fornam ieg wel hands
Plomphed, gaff hannem Spøyten igien. Der Karen skulle bære Steegen
ind, haffde Slosf. Spøyten imellem Beenene, saed paa en law Stoel oc
kunde dog spøyte Quinden i Ansictet; war et gott Stycke fra hender,
oc Kuglen war icke større end en stoer Plomme. Hun wiste intet aff
Spøyten att sige (er oc noget hastig i henders Tale); sagde: »Gud
giffwe, I faa Skam, H. Slosf.! Pißer I paa mig?« Slosf. loe som en,
gall war, saa kiært war ded ham. Hand bleff effter Haanden alt
tammere oc tammere, kom siælden ædrue op, lagde sig paa Quindens Seng
oc soff, imens ieg spiisede, saa Chresten oc Quinden maatte hiælpe
ham aff Sengen, naar de haffde wact hannem op. Nøglerne til
Fengselerne laae wed Siiden, oc Hoffwet Nøglen derhoes (forwarte hand
icke wel siine Fanger?)[147]. Hand war icke ræd for, att ieg skulle
myre hannem. En Afften war hand drucken eller stillede sig saa;
begynte paa sin Wiiß att wille _carressere_ mig oc søge att wille
føle miine Knæ, tog til Enden aff mit Skiørt. Ieg støtte ham med
Foeden oc sagde intet anded [end]: »Wan Ii duen siedt, so blifft van
mii vnd kombt hir nicht binnen, dat säg ick Iu!« Hand sagde intet,
stoed op oc gik bort; kom oc siden icke ind, naar hand war fuld, men
bleff vden for i ded anded Rom, lagde sig der neer i Wiinduet, huor
der er en breed Benk murit aff Steen; der laae hand oc soff et Tag,
effter att miine Døre ware lucte, saa kom hands Kusk oc Christen oc
slæbte ham neer. Stønnem, naar hand war icke fuld, saa kom hand ind,
oc gaff hand mig effter Begiæring nogle gamle Kortblade, som ieg syde
sammen oc giorde mig et Skrin aff. Christian beslog ded med tynne
Fyrpiinde, som ieg siden syde paa oc sneeg mig til att male med
Farffwe. Ded er endnu til. Slosf. saae ded siden, men spurte aldrig,
hwordant ded Beslag war kommen til[148]. I ded Skrin (om ded saa kand
kaldis) haffwer ieg alt mit Arbeed oc Reedskab, oc staar [ded] i min
Seng om Dagen.
[147] I Randen er bemærket: »_Ieg sagde til Quinden en Dag: »War
icke Dronningen, som giør Kongen wree paa mig, da skulle ieg betale
Slosf., for hand lurte Doctor Sperling. Ieg skulle tage Nøglene fra
ham, naar hand soffwer, oc paße paa, naar Chresten kommer med
Begerne, løbe da vd lige op aff Kongens Trappe oc bære Kongen
Nøglerne, saa som en Lacquei giorde wed den gamle Slosf:. Men ieg
want intet dermed hoes denne Konge, maaskee bleff haardere
holden.«_«
[148] I Randen er bemærket: »_I Førstningen, der denne Karen icke
kiente Slosf., torde hun icke gaa saa dristig vd til Fangerne i den
Mørcke Kircke oc giffue dennem noget, thi hun sagde: »Slosf. gloer
saa paa mig.« Ieg sagde: »Ded gaar ham som smaa Børn, der gloer
stifft paa en Ting oc wed icke, hwad ded er.« Ded er oc saa; hand
kømrer sig om intet._«
Christians Myndighed tog til. Hand tiente icke alleeneste wed Borded
der vde, men hand endoc lucte min Dør for Næßen aff Taarngiemmeren.
Hand gik ind i mit Rom med Røgelse Karret, naar Quinden bar
Natt-Keilen op; ia hand bleff omsiider saa dristig, att hand giorde
alt ded, hand icke wille lade, haffde att befale offwer Fangerne der
neere. Chresten giorde sig oc til Nytte Slosfogdens liiden Tilsyn,
laae offte neere i Byen om Natten, kom offte fuld op til Afftens
Maaltiid. En Afften war Chresten fuld oc haffde slaaet nogle Ruder vd
der neere med sin Haand, saa Fingerne bløtte; mit Wiin Beegre slog
hand til Iorden, saa ded sprak oc bleff gandske kraaget, oc som
Begeret war gandske blodigt vden paa, der ded kom ind for mig, oc ded
syntist, att der war kommen Blod i Wiinen, talte ieg noget alworligen
derom til Slosf:. Hand sagde intet anded end: »De Man is doll!« tog
Begret oc gik selff neer for Kiælderen oc loed Begret skølle oc
giffwe anden Wiin der i. Huorledis de siden forligtis der om, wed ieg
icke. Bulckene erre vdslagen paa Begeret, men Ritzen offwen i Randen
er endnu; ded kommer Wiinskencken til Paß, thi nu kand der icke gaa
nær en halff Potte i Begeret. Christian holte sig engang mandelig
imod Slozf., der hand haffde hafft Klammeri med nogle Fanger der
neere, oc Chresten klagede ded for Slosf., som kom ind oc wille sette
Christian i Troldhullet; men hand støtte Slosf. fra sig oc sagde, att
hand haffde intet med hannem att skaffe, hand haffde intet sat ham
ind; brugte saa Mund, saa Slosf. tackede Gud, hand gik. _Christian_
raabte hannem enda effter vd aff Winduet oc sagde: »Ieg wed Tøß med
Ier, men I wed intet med mig.« (En Tøß wed ieg, hand wiste, som icke
war en ringe Tøß. Der war en _Corporal_, som stack en Soldat ihiæl,
som med Tromslag bleff efftersøgt; den skylffte Slo[s]f. i Taarnet
nogle Vger.) Om Morgenen fortrød ded Christian, oc hand fryctede att
bliffwe indeluct, gik til min Dør, førend der bleff opluct for
mig[149] (som offte skeede, att der bleff opluct ded vderste Rom,
førend Madden kom op, saa oc altiid om Morgenen om Winteren, naar der
lagdis Ild i Biileggeren der vde), oc bad hand mig bede for sig til
Slosf., hwilcket ieg oc siden giorde, saa ded bleff, som ded war, oc
Christian saa giæff som før.
You have read 1 text from Danish literature.
Next - Leonora Christina Ulfeldt's "Jammers-minde". En egenhændig skiedring of hendes fangenskab i Blaataarn i aarene 1663-1685 - 13