Leonora Christina Ulfeldt's "Jammers-minde". En egenhændig skiedring of hendes fangenskab i Blaataarn i aarene 1663-1685 - 01

LEONORA CHRISTINA ULFELDT's
"JAMMERS-MINDE".
EN EGENHÆNDIG SKILDRING
AF
HENDES FANGENSKAB I BLAATAARN I AARENE 1663-1685,
UDGIVET
EFTER DET ORIGINALE HAANDSKRIFT
I GREV #J. WALDSTEIN WARTEMBERGS# EJE
AF
SOPH. BIRKET SMITH,
Assistent ved Universitetsbibliotheket.
MED ET FORORD
AF
HS. EXCELLENCE GREV #JOHAN WALDSTEIN WARTEMBERG#,
Hs. apostol. Majest. virkelige Kæmmerér og Gehejmeraad etc. etc.
KJØBENHAVN.
FORLAGT AF DEN GYLDENDALSKE BOGHANDEL (F. HEGEL).
THIELES BOGTRYKKERI.
1869.


Als ich im Sommer des Jahres 1858 auf der Insel Fühnen, unweit des
Schlosses Egeskov, in dem Dorfkirchlein zu Quærndrup die Gräber
meiner dänischen Ahnen des Stammes ~Ulfeld~ besuchte, fasste ich den
Entschluss, meiner frommen Ahnfrau ~Leonora Christinas~ Andenken --
des Enkels Pflicht erfüllend -- zu ehren durch Veröffentlichung jenes
autographen Manuskriptes, das in meines seligen Vaters Erbschaft auf
mich gelangte.
Bekanntlich hatte der Letzte des männlichen Stammes Ulfeld, Ihrer
Majestät Kaiserin Maria Theresias Hof- und Staatskanzler, nur zwei
Töchter. Sie waren vermählt, die eine, ~Elisabeth~, mit ~Georg
Christ.~ Grafen ~Waldstein~, die jüngere mit Grafen Thun.
In besonderer Zuneigung für ihren jüngeren Sohn ~Emanuel~, meinen
sel. Vater, hatte meine Grossmutter Alles, was Ulfeldische Andenken
waren, meinem Vater erblich überlassen, und so kam auf mich das
Manuskript, das ich hiemit in Folge mehrfacher Aufforderung -- auch
hohen Ortes -- durch die kundige Beihülfe des Herrn Soph. Birket
Smith der Öffentlichkeit übergebe, in direkter Descendenz nach ihrem
Vater:
»~Corfitz~, des heil. Römischen Reichs Grafen von Ulfeld, Herrn
der Herrschaften Költz-Jenikau, Hof Kazof, Brödlich, Odaslowitz,
und des Lehnes Zinltsch, Ritter des goldenen Vliesses, Obrist
Erbland Silber Kämmerer in Böhmen, Ihr. kais. kön. Majestät Caroli
VI. wie auch Ihr. kais. Römischen und königl. auch zu Hungarn und
Böhmen etc. Majest. Grossbotschafter bei der Ottomannischen
Pforte, hernach Hof- und Staatskanzler, beeidetem Geheimen Rath
und erstem Oberhofmeister.«
Wir fügen noch hinzu: dem von I. M. der König-Kaiserin Maria
Theresia, unvergesslichen Andenkens, hoch in Ehren gehaltenen
väterlichen Leiter ihrer ersten Regierungsjahre bis zu jenem
Zeitpunkte, als der geistreiche, der moralisch hohen Frau oft zu
geniale Fürst Kaunitz sein Nachfolger ward.
In meinem Besitze befindliche, mehr als eilf mächtige, klein
geschriebene Folianten enthalten des Reichskanzlers M. S. -- die
Unterhandlungen mit der hohen Pforte, später aber mit den
General-Staaten der Niederlande, sowie Ministerial-Protokolle während
seiner ganzen Staatskanzlerschaft: Urkunden seines emsigen Fleisses
und Ordnungsliebe; sowie die in diesen Folianten vorkommenden
~Original~-Schreiben und -Notaten seiner hohen Herrin Zeugenschaft
ablegen von dem innigen, beinahe kindlichen Vertrauen, mit dem Sie
ihn beglückte.
Dieser ruhige, bedachte Staatsmann aber war der direkte Enkel des
unruhigen, übermüthigen
~Corfitz~, des Römischen Reichs ersten Grafen von Ulfeld, Reichs
Hofmeister in Dänemark u. s. w. und seiner ihn anbetenden,
geistreichen Gemahlin ~Leonora Christina~, nach einem ihrer
Söhne:
~Leo~, R. Grafen Ulfeld, Kaiser Carl VI. Geh. Rath, Feldmarschall
und Vice-König in Catalonien, und seiner Gemahlin geb. Gräfin von
Zinzendorf.
Sorgsam verwahrte ich so das M. S. als auch alle übrigen Reliquien
und Nippen meiner dänischen Ahnfrau, deren erhabner Charakter und
Leiden Theilnahme, Interesse und Ehrfurcht einzufliessen so sehr
geeignet sind. Darunter mehrere schriftliche Andenken und
Gedichtsfragmente, Gebete und im Kerker verfertigte Frauen-Arbeiten
(einige mit blondem Haare gestickt), ein golddurchwirktes
Taufhemdchen mit Kaputze, wahrscheinlich von ihren Kindern zur
heiligen Handlung benutzt, ein sehr schönes Amulet Chr. IV. in blauem
Email, und viele Bildnisse (auch das Original-Öhlbild, dessen Copie
im Titelblatt sichtbar) etc. etc.
Bei der direkten Überkommung des M. S. von meiner Ahnfrau an ihre
Kinder und Kindes Kinder in gerader Linie konnte wohl in mir nie ein
Zweifel entstehen über dessen Echtheit. Dennoch gab ich fremden
Zureden nach, um die Authenticität desselben vollkommen zu
constatiren. In welcher Weise diess geschah, enthält die Einleitung
des H. Herausgebers.
Sind auch über Corfitz Ulfeld die Akten der Geschichte nicht
geschlossen, so hat man doch -- tempus omnia sanat -- jenen ominösen
Gedenkstein der Vergessenheit und dem Bauschutte zugewiesen, der
seine »Schuld verewigen sollte.« Edel im Vergessen und Verzeihen hat
die grosse nordische Nation jenen ein vorleuchtend Beispiel gegeben,
die dem grossen Feldherrn und Retter des Kaiser-Reiches vor
nordischer Gefahr, ~Albert~ Herzog zu ~Friedland~, jenen Platz noch
nicht eingeräumet, der ihm in der Helden Walhalla zu Wien gebührt.
Was aber Corfitz feuriges Gemüth und die mysteriosen, der Menschen
Thaten und Gedanken lenkenden Triebfedern anbelangt, so sei mir, dem
Enkel, der fast zur Überzeugung erstarkte Glaube gestattet: dass ein
so hochbegabtes, edelfühlend Weib, wie Leonora uns erscheint, mit so
inniger, alle Wechselfälle seines Schicksals überdauernder Gluth und
Liebe nie hätte festhalten können an jenem, der dessen unwürdig
gewesen wäre.
Cairo am 8. December 1868.
#Joh.# Gr. #Waldstein#.


Indledning.

I Vrimlen af de mange Ubetydeligheder, som opfylde Verden og brede
sig i Historien, Hverdagsmennesker med Hverdagsskjæbner, støder man
af og til paa Skikkelser, der synes støbte i dristigere Former end de
sædvanlige, og hvis Livsløbs bratte Omvexlinger udviser en Afvigelse
fra de almindelige Regler, som staar i mærkelig Samklang med det
Overordentlige i deres Natur. En saadan Skikkelse er ~Leonora
Christina Ulfeldt~. Det Store udgjør det egentlige Væsensmærke ved
denne navnkundige Kvindes Personlighed, og det Usædvanlige danner det
fremtrædende Træk i hendes Historie. Jeg behøver i sidste Henseende
kun at minde om, hvorledes hendes kongelige Byrd og hendes Giftermaal
med den første Mand i Riget næst Kongen en Tidlang stillede hende paa
en Plads i Samfundet, som var smykket nogetnær med Jordens højeste
Glands, og hvorledes hun saa i et ikke meget senere Afsnit af sit Liv
nedstyrtedes i en Elendighed, som ved sin Højde og lange Vedvaren
næppe danner en mindre paafaldende Modsætning til Menneskenes
almindelige Lod end den tidligere Herlighed. Og hvad det Store i
hendes Personlighed angaar, vil Ingen nægte, at hendes Viljes mægtige
Energi og hendes ubetvingelige Daadskraft, hendes Aandsevners
Skarphed og høje Udvikling, Styrken af hendes Kjærlighed, den
Heroisme, hvormed hun traadte Ulykken under Øjne, og det gudhengivne
Mod, hvormed hun bar den, frembyder et Indbegreb af saamange store
Kræfter og ophøjede Egenskaber, som man sjeldent finder dem samlede
paa en enkelt Haand, selv hos dem, Verden tæller iblandt sine
Første. Et i alt hører Leonora Christinas Skikkelse og Skjæbne til
dem, som fremfor alle andre præge sig med uudslettelige Træk i
Fantasien, og da nu ogsaa den Omstændighed, at hun led uskyldigt, i
en ganske særegen Grad maa stemme alle Hjerter til hendes Gunst,
forstaar man let Grunden til, at der blandt alle de Kvinder, som den
danske Historie melder om, ikke findes nogen, hvis Navn Folket holder
højere i Ære, eller hvis Minde det gjemmer med større Trofasthed end
netop hendes.
Jo mere det imidlertid kan ansees for givet, at Erindringen om
Leonora Christina altid i høj Grad har beskjæftiget og vedblivende
beskjæftiger den almindelige Bevidsthed, desto mere paafaldende
bliver det at se, hvor forholdsvis Lidet saavel den historiske
Forskning som Historieskrivningen hidtil har gjort for hende. Jeg vil
ikke engang tale om, at Skildringen af Leonora Christinas Liv og
Personlighed, der i sig selv synes at maatte være en af de smukkeste
og taknemligste Opgaver, Nogen kunde ønske sig, paa en enkelt
tarvelig Undtagelse nær overalt træder frem som kun et Led i
Fremstillingen af hendes hende langt underordnede Ægtefælles
Historie, men den Mangel paa Kritik, som er gjennemgaaende i næsten
alle Bearbejdelser af denne sidste, udstrækker sig ogsaa paa en meget
følelig Maade til det Meste af det, der er skrevet om Leonora
Christina. ~Molbech~ er egentlig den Eneste, som til Behandlingen af
Æmnet har medbragt baade den fornødne kritiske Evne og et udstrakt
Kjendskab ogsaa til de mange utrykte Kilder, og de 3 til 4
Afhandlinger, i hvilke han nedlagde Frugten af sine Undersøgelser
over enkelte Afsnit af Korf. Ulfeldts og Leonora Christinas Liv
(~Historisk Tidsskrift~ 3 Bd. S. 313-476 og ~Nyt histor. Tidsskrift~
4 Bd. S. 1-98 og 369-441), ere da ogsaa ikke blot ubetinget det
bedste Bidrag, der haves til Begges Historie, men de bære særlig for
den Sidstes Vedkommende Vidne om, at saa rigtigt som Overleveringen i
det Store har fastholdt Billedet af denne udmærkede Kvinde, er der
dog endnu bestandig overordentlig Meget at udfylde og ændre i det
Enkelte. Men selv Molbech fik kun en ringe Del udrettet, af hvad der
skulde udrettes. Andre Arbejder kom imellem, og det store Værk om
det Ulfeldt'ske Ægtepar, hvortil hine Afhandlinger kun vare Studier,
blev aldrig fuldført. -- Hvad Værdifuldt der ellers er ydet med
Hensyn til en fuldere Opklaring af Leonora Christinas Historie,
indskrænker sig væsenligt til Fremdragelsen af forskjellige Breve og
Aktstykker, som dels hidrøre fra hende selv, dels angaa hende, og som
hidtil have henligget halvt eller helt ukjendte i Bibliotheker og
Arkiver. Men endog afset fra, at Tilvejebringelsen af det raa
Materiale, hvoraf en Bygning skal opføres, endnu ingenlunde erstatter
Savnet af Bygningen selv, er Antallet af de Aktstykker, der saaledes
ere bragte for Dagen, næsten forsvindende i Forhold baade til Mængden
af det virkelig forhaandenværende Stof og i Forhold til Udstrækningen
og Betydningen af den Tilværelse, som det gjaldt at belyse.
Det maa under disse Omstændigheder betragtes som et ualmindeligt
Held, at det er bleven muligt at indføre et Værk i den danske
Læseverden, som ikke blot frembyder et rigt og paalideligt Stof til
en Skildring af et længere Afsnit af Leonora Christinas Liv, men som
allerede foreligger udarbejdet i en Fremstilling, der kan antages at
ville udøve ikke ringe Tiltrækning ogsaa ved sine rent formelle
Fortrin. Man vil forstaa, at jeg taler om den egenhændige Skildring
af Leonora Christinas Fangenskab i Blaataarn, som her fremlægges for
Offentligheden. Ejeren af det Haandskrift, hvori denne Skildring
indeholdes, Hs. Exc. Grev J. ~Waldstein~, har allerede i sit Forord
antydet, hvorledes det Forsæt er opstaaet hos ham at foranstalte
dette mærkelige Værk udgivet. Jeg skal hertil knytte nogle
Bemærkninger om forskjellige Skridt, der ere foretagne i Sagen, inden
den af Hr. Greven nærede Plan blev iværksat saaledes, som skét er.
Det var ved et Besøg, som den danske Gesandt i Wien, Hr. Kammerherre
~Falbe~, forrige Sommer aflagde i Kjøbenhavn, at det nævnte
Haandskrifts Tilværelse kom til det danske Publikums Kundskab.
Kammerherre Falbe havde nemlig bragt Haandskriftet med her til
Staden, nærmest i den Hensigt at faa dets Authenti bekræftet. Dette
frembød ingen videre Vanskelighed. Selv uden Hensyn til det
Vidnesbyrd om dets Ægthed, der -- som Grev Waldstein i sit Forord
siger -- allerede indeholdes i dets Nedarvelse i lige Linie fra
Leonora Christina selv, maatte endog en temmelig flygtig Undersøgelse
af dets hele indre og ydre Beskaffenhed nødvendig føre til den
fuldeste Overbevisning om, baade at Leonora Christina var
Skildringens virkelige Forfatter, og at vi i det foreliggende
Haandskrift havde hendes egenhændige Original for os. Det Sidste
fremgik navnlig af visse Ejendommeligheder ved Skrivemaaden, som
vanskelig kunne skildres, men som ere saa meget mere talende for
Beskueren: af den Maade, hvorpaa Ord og Sætninger hyppigt vare
rettede og omskrevne for at gjøre Udtrykket klarere eller smukkere;
af den Mængde mindre og større Tilføjelser og Anmærkninger, der vare
skrevne i Haandskriftets Margen eller mellem Linierne, hvor Forf. ved
et senere Gjennemsyn af Værket havde fundet, at Skildringen kunde
suppleres med et og andet forhen glemt Træk; af selve Udseendet af
Skrifttrækkene, der, skjønt helt igjennem bevarende samme
Grundejendommelighed, dog ved Siden heraf gradvis gjennemgik en Række
mindre Forandringer, saaledes som det nødvendig maa være Tilfældet
med et Værk, hvis Udarbejdelse strækker sig over en længere Aarrække;
og af mange andre lignende Tegn. Det egentlig afgjørende Bevis kunde
dog naturligvis kun føres ved at sammenstille Haandskriftet med
anerkjendt ægte skrevne Sager fra Leonora Christinas Haand, og dette
Bevis blev da ogsaa ført ved Hr. Bibliothekar H. ~Gundorph~ paa den
mest fyldestgjørende Maade. Der benyttedes hertil 4 egenhændige Breve
af Leonora Christina, som opbevares paa det store kongelige
Bibliothek (Ny kgl. Smlng. 2146 c, 4^{to})[1], og Ligheden mellem
Skriften i disse Breve og den i »Jammers-Mindet« var saa stor, at
man, naar man lagde Brevene ind paa forskjellige Steder i dette
Værk, kunde antage dem for at udgjøre Dele af Haandskriftet
selv. Blandt de Mange, som kunne bevidne Rigtigheden af denne
Kjendsgjerning, skal jeg her nævne Hr. Bibliothekar Professor ~P. G.
Thorsen~. Jeg har senere selv haft Lejlighed til at blive bekjendt
med nogle andre egenhændige Breve fra Leonora Christina -- tildels
ogsaa fra en tidligere Tid --, som findes i Gehejmearkivet
(»Ulfeldt'ske Sager« Nr. 19), og Forholdet var her ganske det samme.
[1] De ere alle skrevne paa Maribo Kloster. Det ældste af dem (til
Anna Brahe?) er dateret 13. Januar 1689, det næste i Tiden (til
Anna Brahe) 5. Januar 1692, det tredie (til Otto Sperling den
Yngre) 27. September 1692 og det sidste (til Samme) 4. Oktober
1692. Idetmindste de 2 første af disse Breve have tidligere tilhørt
Gehejmeraad ~Bülow~ til Sanderumgaard og ere trykte i ~Nyt
Aftenblad~ 1826 S. 228-30, hvor dog Udskriften til Anna Brahe er
henført til det urigtige Brev.
Efterat Haandskriftets Authenti saaledes paa det Fuldstændigste var
bleven godtgjort, blev Spørgsmaalet om Udgivelsesmaaden nærmere taget
under Overvejelse. Det var fra Begyndelsen af paatænkt, at
Manuskriptet skulde besørges aftrykt i Wien, og at Værket skulde
udkomme paa en derboende Boghandlers Forlag. En saadan Ordning af
Sagen maatte vistnok i flere Henseender ansees for mindre heldig.
Foruden det, at Skriftet baade paa Grund af sit Sprog og sit Indhold
maatte antages at ville faa sin egentlige Læsekreds i Danmark, kunde
man temmelig sikkert forudse, at der i hele Wien ikke vilde findes
Nogen, som med Interesse for Sagen forbandt endog kun den tarveligste
Kundskab til det 17. Aarhundredes danske Sprogform og Skrivemaade, og
dertil kom endnu, at de Wienske Bibliotheker med Vished kunde vides
ikke at besidde mere end en ganske ringe Del af det historiske
Apparat, som maatte ansees for nødvendigt, for at en Udgiver skulde
blive i Stand til blot nogenlunde at udfylde Læserens Kundskab med
Hensyn til de mange mindre bekjendte Personer og Forhold, som omtales
i Haandskriftet. Disse forskjellige Betænkeligheder bleve da
skriftligt udviklede for Grev Waldstein -- bl. A. ogsaa gjennem Hr.
Kammerherre Falbe, der hele Tiden har vist Foretagendet den varmeste
Interesse --, og Hr. Greven, som hurtigt indsaa det Berettigede
i dem, forandrede da ogsaa virkelig den oprindelige Plan i
Overensstemmelse hermed saaledes, at det bestemtes, at Haandskriftet
skulde udgives i Kjøbenhavn og paa en dansk Boghandlers Forlag, idet
dog Grev Waldstein forbeholdt sig selv at yde et Bidrag til de med
Udgivelsen forbundne Omkostninger. Uden alt Hensyn til, om den, hvem
det efter denne Ordning af Sagen blev overdraget at besørge
Udgivelsen -- og hvem selvfølgelig hele det literaire Ansvar i saa
Henseende paahviler --, virkelig har løst sin Opgave paa en
nogenlunde fyldestgjørende Maade, har Grev Waldstein alene ved den
Fordomsfrihed, der har tilladt ham baade paa det nævnte Punkt og paa
andre Punkter at underordne sit eget personlige Skjøn under det, som
Sagens Interesse syntes at kræve, i meget høj Grad erhvervet sig
Adkomst til det danske Publikums Erkjendtlighed, som da overhovedet
hans Beslutning at lade Haandskriftet udgive fortjener saa meget mere
Paaskjønnelse, da han selv ikke forstaar Dansk og derfor kun
middelbart vil kunne blive delagtig i den Nydelse, som han gjennem
dette Værk utvivlsomt vil berede mangfoldige Andre. Ogsaa det
fortjener med Tak at nævnes, at man næppe herfra havde yttret et
Ønske om at kunne medgive Bogen et Portrait af Forfatterinden, før
Grev Waldstein lod et ham tilhørende Originalmaleri af Leonora
Christina føre til Kjøbenhavn, hvorved det først er blevet muligt at
tilvejebringe et Billede, der ikke blot udmærker sig ved sin smukke
kunstneriske Udførelse[2], men ogsaa ved den Troskab, hvormed det
gjengiver Originalens Karakter.
[2] Det turde dog maaske være rigtigt at gjøre opmærksom paa, at
der er nogen Forskjel paa Aftrykkenes Godhed.
Inden jeg gaar over til at omtale vort Haandskrift nærmere, maa det
være mig tilladt at sige et Par Ord om et andet literairt Arbejde af
Leonora Christina, som paa en vis Maade staar i temmelig nært Forhold
til »Jammers-Mindet«. Leonora Christina var i det Hele en meget
produktiv Natur. Det er bekjendt, at hun, medens hun boede paa Maribo
Kloster, forfattede forskjellige Skuespil, af hvilke idetmindste ét
vides at være bleven opført. Hun har skrevet en hel Del Digte, af
hvilke nogle længe have været trykte, medens andre første Gang se
Lyset ved nærværende Skrifts Udgivelse. Hun har efterladt sig et
stort Brudstykke af et Værk om »Heltinder«, det første af dette
Slags, som haves paa Dansk. Hun har oversat Bøger fra Fransk og
Spansk osv. Af større Interesse end alt dette ere dog vistnok de
Bidrag, hun til forskjellige Tider har givet til Belysning af sit
eget Livs Historie. Som et saadant Bidrag, men rigtignok af mere
indirekte Art, kan man maaske betragte en Række Aktstykker (3
Proces-Indlæg og en Beretning om et Forhør), som hun udarbejdede, da
hun 1659 i Malmø maatte føre Sagen for sin Mand, der var sat under
Anklage som mistænkt for Forræderi mod den svenske Regering. Af
direkte Skildringer fra hendes Haand af større eller mindre Afsnit af
hendes Liv vides der for Tiden at have existeret 4, men mulig har der
været endnu flere. En af disse Udarbejdelser har allerede længe været
trykt, nemlig en Beretning om en Rejse, som hun 1656 foretog til
Sjælland for at godtgjøre sin Mands Uskyldighed (se S. 4 Anm. 2). En
anden omtales i nærværende Værk, men desværre vides den ikke mere at
være til; det var en udførlig Beskrivelse af hendes og hendes Mands
Fangenskab paa Hammershuus i Aarene 1660-61 (se S. 6). Endelig kommer
-- foruden »Jammers-Mindet«, ved Omfang, Indhold og Form udentvivl
den betydeligste af alle disse Skildringer -- det Arbejde, som jeg
egentlig her nærmest vilde tale om: en fuldstændig Selvbiografi;
hvori Forf., vistnok paa enkelte Punkter temmelig kortfattet, men dog
i én sammenhængende Fremstilling, beskriver sit bevægede Livs
afvexlende Hændelser fra sin tidligste Barndom og indtil henimod
Aaret 1673. Det er allerede over 100 Aar siden, at et Arbejde, som
gav sig ud for at være en Selvbiografi af Leonora Christina, er
bleven offentliggjort. Det blev udgivet paa Dansk -- oversat, som det
hed, efter den franske Original, der skulde have tilhørt Lave Bek, en
af Leonora Christinas Svigersønner -- i ~Bang~'s Samling af nyttige
og opbyggelige Materier 2 Stykke S. 125-47. Men denne saakaldte
Selvbiografi er, hvis ikke alle Kjendemærker bedrage, i Virkeligheden
ikke andet end et af en eller anden literair Styverfænger fabrikeret
Makværk og vrimler i den Grad af de allergroveste og plumpeste
Fejl[3], at man ikke forstaar, hvorledes den et eneste Øjeblik har
kunnet skuffe Nogen, end sige, hvorledes det har været muligt, at de
historiske Forfattere lige ned til den nyeste Tid (Molbech danner dog
en Undtagelse) have kunnet benytte den som Hovedkilde eller
idetmindste jævnsides med de virkelig paalidelige Kilder til Leonora
Christinas Historie. Fejltagelsen er saa meget mere mærkelig, som man
virkelig en Tidlang vidste fuldkommen god Besked med den ægte
Selvbiografi. Originalen til denne tilhørte i Begyndelsen af forrige
Aarhundrede den bekjendte Lærde og Samler Christian ~Reitzer~ og
blev, kort efter at dennes udmærkede Bibliothek var bleven solgt til
Frederik IV., tilligemed et Par andre værdifulde Haandskrifter af
samme Bibliothek beskrevet af Andreas ~Høyer~ i hans ~Nova
Litteraria~ Nr. 11. Det siges her blandt Andet, at Skriftet var paa
Fransk og udarbejdet i Fængslet Aar 1673. Hvor Originalen nu er,
eller om den overhovedet er til mere, skal jeg ikke kunne sige. Det
synes at have været Reitzers Ønske, at den skulde bevares under
de danske Kongers personlige Værge, og maaske er den gaaet tabt
ved Christiansborg Slots Brand 1794, da ogsaa det kongelige
Haandbibliothek gik op i Luer. Men selv om saa var, kunde vi dog
nogenlunde trøste os over Tabet derved, at der mellem det store
kongelige Bibliotheks Haandskrifter findes idetmindste én Afskrift af
den paa Fransk foruden flere Afskrifter af en noget forkortet latinsk
Oversættelse[4]. Beskrivelsen i Nova Litteraria er saa tydelig, at
der ikke kan være Tvivl om, at disse Haandskrifter repræsentere det
samme Værk, som Høyer kjendte[5]; og at vi paa den anden Side i dem
virkelig besidde en fra Leonora Christinas egen Haand udgaaet
Selvbiografi, fremgaar, foruden af mange andre Kriterier, ogsaa af en
Sammenligning med det her udgivne Skrift og navnlig da med den Del af
det, som omhandler den første Tid af Opholdet i Blaataarn. Thi der er
paa dette Punkt en saadan Overensstemmelse mellem hine Haandskrifter
og »Jammers-Mindet«, at det ikke blot i Hovedsagen er fuldkommen den
samme Rækkefølge af Begivenheder, der skildres paa begge Steder, men
hvor det i de nævnte Haandskrifter foreliggende Værk, der i det Hele
er udarbejdet efter en langt mindre Maalestok, hist og her dvæler
noget udførligere ved Enkeltheder, og især hvor det indfører Personer
talende, sker dette ikke sjeldent med ganske de samme Ord som dem,
»Jammers-Mindet« anvender.
[3] Som et Exempel instar omnium skal jeg anføre, at Forf. lader
Leonora Christina fortælle, at hun blev hensat "i det elendige
Fangehus ved den lange Bro(!!), som kaldes Blaataarn". Midt i alt
det Uægte er dog et virkelig authentisk Stykke indsat (nemlig de a.
St. S. 143-46 aftrykte Vers med tilhørende Anmærkninger), som
Forfatteren da ogsaa har forsøgt at smelte sammen med sit eget
Fabrikat, men han har herved ganske overset, at næsten alle de
historiske Angivelser i dette Stykke (alene med Undtagelse af
Datoen for Leonora Christinas Fødselsdag, som han selv har tilsat)
ere helt forskjellige fra dem, der forekomme i den egentlige
Skildring. Det paagjældende Stykke danner ellers altid et særskilt
Hele for sig. Jeg er oftere stødt paa det og har det i dette
Øjeblik liggende for mig i en Afskrift fra Karen Brahes Bibliothek
(jvfr. ~Vogelsang~, Fortegn. over Haandskrifterne i K. B.
Bibliothek Nr. 313,2. V. antager med Urette det paagjældende
Haandskrift for en Original).
[4] Den første findes i ~Ny kgl. Samling~ Nr. 2146,4. Afskrifterne
af den latinske Oversættelse findes, saavidt de ere mig bekjendte,
i samme Samling under Numrene 2141b,4; 2143,4; 2144,4; 2145,4 (3
Exemplarer); 2146c,4. De angive sig alle at være "ex ipsius (d. e.
Leonora Christinas) autographo", men, som allerede antydet, maa
dette dog -- idetmindste saavidt jeg har undersøgt Sagen -- kun
forstaaes saaledes, at de ere Kopier af en Oversættelse, som er
gjort efter selve Originalen.
[5] Efter en Paaskrift paa 2 af de nævnte Haandskrifter at dømme
maa man endog antage, at det er Høyer selv, som har besørget den
latinske Oversættelse, der gaar igjen i de mange Afskrifter.
I denne slaaende Overensstemmelse er tillige antydet det Forhold, der
bestaar mellem de to Værker, og som kan udtrykkes saaledes, at
Selvbiografien for det Afsnits Vedkommende, som beskriver Opholdet i
Fængslet, danner det første, endnu temmelig skizzerede Udkast til det
Arbejde, som Leonora Christina et Aar efter Nedskrivelsen af hint --
Selvbiografien er, som anført, skrevet 1673, og »Jammers-Mindet«, som
vi nedenfor nærmere skulle se, begyndt 1674 -- tog sig for at udføre
selvstændigt og efter en meget vidtløftigere Plan[6]. Hvad angaar de
Grunde, som kunne have foranlediget Forf. til 2 Gange med saa kort et
Mellemrum at udarbejde en Beretning om væsentlig de samme
Begivenheder, kan det bemærkes, at de to Værker have haft en ganske
forskjellig Bestemmelse. Medens Selvbiografien efter al Sandsynlighed
er blevet til for at tjene den yngre ~Sperling~ som Grundlag for hans
Skildring af Leonora Christina i det af ham paatænkte Værk ~de
feminis eruditis~ -- den er skrevet i Form af et Brev til en Ven af
Forf., som er bosat i Hamborg, og som selv har forlangt en saadan
Meddelelse --, er »Jammers-Mindet« idetmindste ~væsentlig~ skrevet
for at læses og opbevares af Forf.s Børn og for at tjene dem paa én
Gang til en Erindring om deres Moder og til en Lære for deres Liv. --
Det turde nu være paa Tide at omtale selve dette Værk noget nærmere
tilligemed det Haandskrift, hvori det er opbevaret.
[6] At Selvbiografiens Datering i alt Fald for saavidt er rigtig,
som Ligheden mellem dens og "Jammers-Mindets" Fremstilling ikke kan
hidrøre fra, at det førstnævnte Værk er udskrevet efter det sidste,
derfor borge tilstrækkelig indre Grunde, som det dog her, hvor
Selvbiografien kun i Forbigaaende omtales, vilde være for
vidtløftigt at opregne.
Haandskriftet, hvis Form er almindelig Kvart, frembyder strax i sit
Ydre en Mærkelighed, idet nemlig den temmelig primitive Maade,
hvorpaa dets enkelte Læg ere sammenhæftede, gjør det sandsynligt, at
Leonora Christina selv har udført ogsaa dette Arbejde (jvfr. S. 223).
Et egentligt Bind synes det aldrig at have haft. Dets første 24
Sider, som indeholde Titelen, den oprindelige Fortale og et senere
Tillæg til denne, ere upaginerede. Derefter følger paa 248 paginerede
Sider den egentlige Skildring. Sidst kommer et Slags Appendix til
denne paa 8 upaginerede Sider. Skrifttrækkene have, skjønt helt
igjennem bevarende samme Grundkarakter, i de forskjellige Partier af
Haandskriftet et noget forskjelligt Udseende, en Omstændighed, som
det i flere Henseender ikke er uden Betydning at lægge Mærke til.
Fortalen til Forfatterindens Børn (fraregnet det senere Tillæg til
samme) samt Begyndelsen af den egentlige Skildring (i nærvær. Udg.
omtrent til S. 85) er skrevet med én og samme overordentlig faste
klare og tydelige Haand, som viser, baade at Forf. her har givet sig
god Tid, og at hun har været fuldkommen sikker paa, hvad hun vilde
sige, før hun bragte det paa Papiret. En Støtte i saa Henseende har
det uden Tvivl været hende, at hun ikke længe i Forvejen havde
nedskrevet Selvbiografien, hvor netop det tilsvarende Afsnit, det vil
sige det, som skildrer den første Tid af hendes Ophold i Fængslet, er
udarbejdet i forholdsvis temmelig stor Detail. -- I de nærmest
følgende Partier af Værket antager Haanden (efter et kort
Overgangsstadium, i Udg. S. 85-97) et mindre tiltalende Udseende. Den
bliver skjævere, magrere og flygtigere, og skjønt det er tydeligt, at
Skrivematerialiernes Beskaffenhed har bidraget væsentlig til denne
Forandring, er det dog aabenbart, at ogsaa en mere extemporeret
Nedskrivning og mulig endnu andre Grunde, som vi ikke kjende, have
været medvirkende. At der ogsaa ligger en længere Tidsafstand mellem