Leonora Christina Ulfeldt's "Jammers-minde". En egenhændig skiedring of hendes fangenskab i Blaataarn i aarene 1663-1685 - 07

Die arme Weibes-Bilder seind bald verführet. Man thut ihnen auch
nicht gerne was, wan sie die Warheit bekennen. Die liebe Königinne,
eß ist doch eine liebe Königinne! Sie ist Euch nicht böße; ich weiß,
wan sie die Warheit von Euch wüste, sie solte selbst für Euch bitten.
Höret! wollet Ihr an die Königinne schreiben vnd Ihr die Sache auß
dem Grunde berichten vnd nichts, nichts verschweigen, so wil ich Euch
Dinten, Papir vnd Feder bringen. Ich begiere es, auff meine Seele!
nicht zu läsen, nein, straffe mich Gott! wo ich darein sehen wil; vnd
auff daß Ihrs solt gewiße seyn, so wil ich Euch Lack geben, Ihr
könnet es versieglen. Aber ich denke, Ihr habet wol kein Pitschafft?«
Efftersom ieg gandske intet hannem suarte, tog hand paa min Haand oc
rusket noget hart wed den oc sagde: »Höret Ihr nicht? Schlaffet Ihr?«
Ieg høte oc slog op med Haanden, haffde gierne giffuet hannem ett
Slag i Næßen, kaste mig om til Wæggen. Hand bleff fortørnet, att
hands Forset hannem ey lyckedis, gick oc knurrede for sig selffuer
offuer en Tiime. Ieg kunde ingen Ord fatte vden diße: »Ia, ia! Ihr
wollet nicht reden.« Saa murmelde hand noget imellem Tenderne: »Ihr
wollet nicht antworten; nu, nu! man wird Euch lernen. Ia, saa Gott!
Du skalt, saa Gott! fu; hum, hum, hum«. Ded holte hand saa immer
fort, indtil Raßmus Taarnegiemmer kom oc huißkede noget til hannem,
saa hand gick vd. Mig syntist, att der war en, som med hannem talte,
oc som ieg kunde merke, maa ded haffue werret en, som spurte hannem,
om Papieret oc Bleck[et] skulle opbringis, thi hand suarte: »Nein, es
ist nicht nöthig; sie wil nicht.« Den anden sagde: »Sachte, sachte!«
Slozf. kunde icke wel tale sagte, oc hørte ieg, att hand sagde: »Sie
kand das nicht hören, sie liegt im Bette.« Der hand kom ind igien,
murrede hand atter for sig selffuer igien oc stømpede paa, att ieg
icke wille suare; hand meente ded saa gott, Dronningen war icke saa
ond, som ieg tenckte; gick saa oc smaa-snacket; lengtist flux effter
Quindernis Komme, giorde alldrig anded end bad Raßmus see vd effter
dennem. Omsider kom Raßmuß oc berettet, att nu gick de op aff
Kongens-Trappe. Ded warede enda wel hart ad en Tiime, førend de kom
ind til mig oc forløste hannem. Der Middags-Maaltiid aff dennem bleff
holden (thi min Maed war nogle faa Snitter Zitron med Sucker), war
Slozf. icke nær saa lystig, som hand pleiede, snackede dog om
adskilligt gammelt, som vdi wærende Tiid, hand war Forerer, war
paßeret; _retirerte_ sig oc snarere, en[d] hand war want att giøre.
Quinderne, som igien bleffue, snackede om adskillige _indifferente_
Sager, huortil ieg oc stønnem sagde ett Ord oc dennem om Mand oc Børn
spurte. Anna læste i sin Bog nogle Bønner oc Psalmer, saa att Dagen
dermed gick hen indtil 4 Slet, da Slozf. dennem vdlucte. Hand haffde
tagen en Bog med sig, vdi huilken hand temmelig sagte læste,
imidlertiid hand Wacten hoes mig haffde. Ieg war meget gierne der med
tilfritz att haffue Roelighed for hannem. Offuer Afftens Maaltiid
begynte Slozf. iblant anden Tale att sige til Quinderne, att der war
ført en Fange hid, som war en Fransos, hand mintist icke ret hands
Naffn; saed oc tygget paa Naffnet, ligesom hand icke kunde komme
derpaa: Karl eller _Char_, hand wiste icke, huad hand hede, men hand
haffde før werret mange Aar i Dannemarck. Anna spurte, huad ded war
for en. Hand suarte, att ded war saadan en, som skulle siunge op, dog
wiste hand icke til wiße, om hand war her eller icke (der war
alldelis intet om). Hand sagde ded alleeneste for att komme mig til
att spørge eller fornemme, om ded kunde bedrøffue mig. Ded war hannem
vden Tuiffuel saaledis befalet, thi der hand war borte, gaff Anna sig
i Tale med Cathrina om samme Karl, spurte endeligen mig ad, om wii
haffde en Fransos vdi worris Tienneste. Ieg suarte, att wii haffde
fleere end en. Hun spurte widre, om der war en iblant, som hede Karl
oc haffde tient oß lenge. »Wii haffuer en Tienner« (suarte ieg), »en
Franzos, som heder _Charle_, hand haffuer tient oß lenge«.[67] »Ia,
ia,« (sagde hun) »den er ded; dog troer ieg icke, att hand end er her
ankommen, men de søger effter hannem.« Ieg sagde: »Da er hand goed
att finde; hand war til Bryg, der ieg drog derfra.« Anna meente, att
hand haffde werret med mig i Engeland, oc sagde hun: »Den Karel wed
meget, dersom de haffde hannem.« Ieg suarte: »Da war ded att ynske,
att de haffde hannem for hands Widenskab[s] Skyld.« Der hun fornam,
att ieg mig icke widre eller meere om hannem bekümrede, slap hun den
Snack oc talte om min Søster Elisabet Augusta, att hun gick hender
huer Dag forbi; hun stoed i henders Dør eller saed i Biislaget, hun
helste hender, men aldrig spurte med ett Ord om sin Søster, der hun
dog wiste, att hun mig paa Taarnet betiente. Ieg meente, att Søster
icke wiste, huor vdi hun giorde ille eller wel. »Ieg kand icke see«
(sagde Anna), »att hun er bedrøffuet«. Ieg war vdi Meening, att ded
minste, man sig kunde bedrøffue, war ded beste. Siden bleff om anded
Lapperi talt, oc besluttet ieg den Dags Afften med Læßning, befalede
mig vdi Iesu Wold oc soff temmelig wel den Nat.
[65] Jvfr. Indledningen.
[66] Angaaende de ved deres Overdrivelser højst latterlige Rygter
om Ulfeldts Planer, som løb om blandt Folk, især efter at
Højesteretsdommen var bleven offentliggjort, se ~Skandinav.
Litteraturselskabs Skrifter~ 1808 S. 162 og ~Becker~, Saml. til
Danm. Hist. under Fredr. III. 2 D. S. 9 Anm. 2.
[67] Angaaende en Tvivl, der kort Tid efter rejste sig om den her
nævnte Tjener ~Charles~'s Troskab mod den Ulfeldt'ske Familie, se
~Wolff~'s Journal f. Politik 1815, 4, 275-76.
Den 12. _Augusti_ gick forbi, foruden att noget synderligt paßerte,
anded end att Anna mig wille bedrøffue med ded, hun sagde, att nest
op til bleff ett Kammers giort ferdig; til huem, wiste hun icke, de
wentede wist nogen der vdi. Ieg kunde selffuer høre Murmestere
arbeide. Samme Dag talte Cathrina om att haffue kiendt mig vdi
Welstanden, welsignede mig tusinde Gange for ded goede, ieg hender
haffde bewiist. Ieg mintist ey nogen Tiid att haffue seet hender. Hun
sagde vdi Princeße _Magdalenæ Sybillæ_[68] Fadburstue att haffue
tient, oc der ieg der Princeßen haffde opwartet oc ligget paa
Slottet, haffde ieg dennem i Fadburstuen med en rund Drickepenge
foræret, huor aff hun en Part haffde nøt, som hun nu tacknemmeligen
ihuekom. Ieg roeste henders Nøysomhed oc Tacknemmelighed. Anna war
med den Tale icke tilfritz, hun førte trende Gange anded i Snack, men
_Cathrina_ suarte hender icke, bleff wed sin Tale, intil hun haffde
vdtalt. Slozfogden war den Dag ey heller i goed _Humeur_, saa att
huercken til Middag eller til Afften nogen skiiden _Historie_
forrefalt.
[68] Som bekjendt var ~Magdalena Sibylla~ den sachsiske Prindsesse,
der 1634 blev formælet med den udvalgte Christian V.
Den 13. _Augusti_, effter att Quinderne haffde werret i Byen oc ware
igienkomne, lucte Slozf. op Klocken 9 oc huißkede noget til dennem.
Der effter bar hand endnu en liden Stoel ind. Ieg forstoed deraff,
att en meere end som førige Gang mig wille besøge. Klocken 10 kom til
mig ind G. Rantzow, Feldtherren Skack, Canzeler Retz, Rentemester
Gabel oc _Secreterer_ Krag. De helste mig alle høffligen, de 4 satte
sig paa lawe Stoele for min Seng, oc Krag med sit Skriffuertøy wed
Borded. Canzeler holt Orded oc sagde: »Hands kongl. Majt., min
allernaadigste Herre oc Arffue Konge, lader Eder, _Madame_, wide, att
Hs. Majt. haffuer høye Aarsager til ded, hand giør imod Eder, oc att
hand haffuer _susspition_ paa Eders Persohn, att I skulle were en
Medwidre vdi Eders Mands forrehaffte Forræderi, oc haffde Hands kl.
Mt. wel haabtist, att I med goede skulle haffue bekiendt, huem som
der vdi war _interesseret_, oc huorledis ded sig ret med den Sag
haffde.« Der _Canzeler_ ophørte att tale, suarte ieg, att ieg icke
wiste noget att haffue begaaet, som mig kunde giøre _suspect_, oc
raabte ieg Gud til Widne, att mig om ingen Forræderi war witterlig,
huor for ieg oc ingen kunde naffngiffue. G. Rantzow sagde: »Eders
Mand haffuer icke duult ded for Eder, derfor wed I ded wel.« Ieg
suarte: »Haffde min Mand hafft saa ont ett Forset, da troer ieg wist,
hand haffde sagt mig ded, men ieg kand med en goed Samwittighed suære
for Gud i Himmelen, att ieg aldrig hørte hannem tale om noget sligt.
Ia, ieg kand sige, att hand aldrig ynskede ont offuer Kongen, ded
ieg hørte, huorfor ieg fuldkommen troer, att hannem dette aff hands
Fiinder vskyldeligen tilleggis.« G. Rantzow oc Canzeler bøyede
Hoffuetderne tilsammen, Feldtherren forbi, oc huißkede lenge med huer
andre. Endeligen spurte Canzeler mig ad, om min Mand fantist skyllig,
om ieg da wille wære vdi hands Dom deelactig. Ded war ett
besynderligt Spørßmaal, huorfor ieg mig ett lided betenckte; sagde:
»Maa ieg faa att wiide, paa huad _Fundament_ hand beskyllis, saa wil
ieg suare dertil, saa wit som mig witterligt er, oc saa meget ieg
kand«. _Canzeler_ sagde: »Betencker Eder wel, om I wil!« Ieg suarte
som før, att ieg wille suare for hannem i alt ded, mig witterligt
war, om ieg maatte faa att see, huor paa hand beskyltist. G. Rantzow
huißkede til Krag, oc Krag gick vd, kom strax ind igien. Lided der
effter kom en aff _Canceliet_ ind (som ieg ey kiender), haffuende
stoere Papirer i Hænderne. G. Rantzov oc Canzeler huißkedis atter
igien. Der paa sagde _Canzeler_: »Her er nu icke widre att giøre end
lade Eder wide, huad for en Mand I haffuer, oc lade Eder høre hands
Dom.« G. Rantzow befalede den, som med Papirene indkom, att oplæße.
Bleff saa først ett Papir oplæst vdi den Meening, att Corfitz, fordum
Greffue aff Vlfelt, haffde tilbøden en fremmet Herre Dannemarckis
Rige oc sagt for samme Herre, att hand geistlige oc werßlige haffde
til sin Haand, saa ded war hannem let att giøre samme Herre
Dannemarckis Crone att forskaffe. Der paa bleff ett Papir oplæst, som
Geistlighedens Forsuar skulle were, huor vdi de _protesterede_, att
Corfitz G. aff Vlfelt aldrig nogen _Communication_ med nogen aff
dennem hafft haffde, anseende, att hand ey nogen Tiid sig haffde
erwiist Geistlighedens Wen att were, mindre giffuen dennem Part aff
hands onde Forset; forsickrendis Hs. kongl. Majt. derris Troskab oc
Vnderdanighed _etc._ Der effter bleff ett Papir oplæst, aff
Borgemester oc Raad i Kiøbenhaffn skreffuen, fast aff samme Indhold,
att de med G. Corfitz Vlfelt ingen _Correspondentz_ haffde hafft oc
vdi lige Maader Hs. kl. Mt. derris vnderdanigste Troskab forsickrede.
Der paa fulte den v-hørte oc v-lowlige Doms Oplæßning, huilcken
v-forhørter Sag offuer min Herre war fællet. Den war mig saa
v-formodentlig oc bedrøffuelig som skammelig oc for Gud oc alle Ret
ælskende Mennisker v-forsuarligen. Der war ey _Documenter_ indført,
paa huilcke Dommen war affsagt. Der meltist ey om Tiltale oc
Giensuar, der war ey anden _Fundament_ end blotte Ord: att hand war
befunden en _criminel_ att were, hand haffde tilbøden en fremmet
Herre Dannemarkis Crone oc giort hannem wiiß, att hand geistlige oc
werßlige haffde til sin Haand, huilcke ded med derris vnderskreffne
_Protesstationer_ anderledis haffde bewiist, huor for hand som en
_criminel_ dømmis. Der Dommen med alle vnderskreffne Naffne war
oplæst, bar Læßeren mig den oc lagde den for mig paa Sengen. Et huert
Menniske kand let betencke, huorledis mit Hierte war til Moede, men
faa eller ingen kand begriibe, att ded muligt war, ieg icke aff den
v-formodentlige Vlycke qualtis, eller oc, att mig icke Sind oc Santz
betogis. Ieg kunde for Hylen oc Graad ingen Ord fremføre. Saa
oplæstist en Bøn, aff Predicke-Stoelen war gaaen[69], vdi huilcken
de Corfitz forbandede, bade Gud, att hands graa Haar icke med Fred
vdi Graffuen skulle komme. Men Gud, som er retferdig, hørte icke de
v-retferdige derris v-guddelige Bønner, hands Naffn wære æret
ewindelig! Der alt war oplæst, beklagede ieg med Hiertens Suck oc
weemodige Taarer, att ieg den bedrøffuede Dag skulle leffue, bad
dennem for Iesu Retferdigheds Skyld, att ieg maatte see, huor paa den
haarde Dom war _funderet_. G. Rantzow suarte: »Ded kand I wel tencke,
_Madame_, att der erre _Documenter_, huor effter wii erre gaaen; der
sidder aff Eders Wenner i Raaded.« »Ia Gud bedre ded!« (sagde ieg).
»Maatte ieg faa de _Documenter_ att see, der beder ieg om for Guds
Skyld. _Les apparences sont bien souuant trompeuses._ Huad maatte min
Mand icke liide hoes de suenske i Skaane vdi den lange _Arrest_,
fordi de _susspicerede_, att hand med Hands kl. Mt. aff Dannemarck oc
Hands Mts. _Ministri_ haffde _corresponderet_! Nu wed ded ingen
bedre, end Hs. kl. Mt. oc I goede Herrer, huor v-skyllig hand derfor
liide, saa kand dette oc til Syne were troelig oc dog icke sig
saaledis i Sandhed befinde. Maatte ieg faa de _Documenter_ att see?«
Der bleff intet suaret. Ieg foer widre fort oc sagde: »Huor er ded
mugligt, att en Mand, som selffuer kand kiende, att hand gaar med
Døden i Hænderne, skulle sig saadan Werck paatage oc lade sig fra sin
Plict forleede, der hand ded icke giorde, den Tiid hand til ingen
Herre war _obligeret_, oc hannem saa stoere Løffter aff Fürsten aff
Holstein bleff giort, som Fürstens Breffue vdwiißer, huilcke nu erre
vdi Hs. kl. Mts. Hænder.« G. Rantzow falt mig i Orded oc sagde: »De
Breffue fant wii icke.« »Io Mend!« (suarte ieg) »de ware der iblant,
der er ieg wiß paa«. Sagde widre: »Paa de Tiider kunde hand haffue
giort en fremmet Herre noget til Willie, da haffde hand Mact oc
Myndighed oc fast all Regieringen vdi sine Hænder; ansaae dog ingen
egen Profit, men vdsatte sin egen Formue Hands kl. Mts. Crøning
hastig att fortsette, paa ded ingen Hindring skulle imellem
komme[70]. Ded er nu hands Løn! I goede Herrer, speiler Eder nu paa
mig, som haffuer før seet mig vdi Welstanden, oc haffuer dog
Medlidenhed med mig! Beder Hs. kl. Mt. sig att formilde oc icke saa
streng att fortfare.« Canzeler oc Rentemester _movertis_ der wed, saa
att Taarene dennem kom vdi Øynene. G. Rantzow sagde til Feldtherren
oc til Canzeler: »Mig synnis, att ded er 14 Dage siden, att Dommen
bleff _publiceret_.« Canzeler suarte: »Ded er 17 Dage siden[71].« Ieg
sagde: »Paa de Tiider war ieg endnu vdi Engeland, oc nu spørgis mig
effter Kundskab i Sagen! O, betencker ded for Guds Skyld, oc att
ingen paa min Mands Wegne haffuer werret til Weddermæle!« G. Rantzow
spurte, om ieg wille tale der paa. Ieg suarte: »Huad skal ieg tale
paa en Dom? Ieg beder alleeneste for Iesu Skyld, att ded, ieg siger,
maa _considereris_, oc ieg maa haffue den Fornøyelse att see de
_Documenter_, huor paa Dommen er affsagt.« G. Rantzow suarte som før,
att der ware _Documenter_, oc att der saed aff mine Wenner i Raaded,
føyede ded der til, att alle haffde offuereens stemmet, icke en
haffde hafft der imod att sige. Ded, ieg tenckte, torde ieg icke
sige. Ieg wiste wel, huorledis i saadanne _absolute_ Regieringer
tilgaar; der tør intet imod sigis, ded hedder: Skriff vnder, Kongen
wil ded saa haffue, oc spør icke huor for, ellers est du vdi lige
Fordømmelse[72]. Ieg taw oc begræd min Vlycke, som war _iremediable_.
Der Krag _Protocollet_ oplæste, haffde hand skreffuen, att der ieg
bleff tilspurt, om ieg vdi min Mands-Dom deelactig wille were, haffde
ieg suaret, att ieg mig der paa wille betencke. Ieg spurte: »Huordant
war ded?« Strax suarte _Canzeler_: »Ney, hun sagde icke saa, men hun
begierte att wide henders Mands Beskyllinger.« Ieg _repeterte_ mine
Ord igien[73], wed dog icke, om Krag dennem skreff eller icke; thi en
stoer Deel aff ded, ieg sagde, bleff intet skreffuen. Krag loed for
meget _Affecterne_ kiige oc wille gierne haffue giort ont wærre. Hand
er nu der, huor ingen falske Skriffter gielder. Gud ryckte hannem
hastig bort paa ett v-reent Sted, kallede hannem til Doms foruden
Warsel. Oc G. Rantzow, som war Hoffuit Mand oc _Inventor_ aff den
v-lowlig oc vdi Dannemarck v-sædwanlig Dom, hand leffuede icke den
Dag sin Lyst att see: ett Træ-Billede att _excequeris_[74]. -- Der
dette war forrettet, stoede de op oc gaffue mig Haand. Denne haarde
Besøgelse warede offuer 4 Tiimer. De ginge bort, effterladende mig
vdi Suck, Sorrig oc Graad, en høyt bedrøffuede elendige fangen
Quinde, aff alle forlat, som saae sig ingen Redning imod Mact oc
Wold, som huert Øyeblick fryctede, att Manden dennem vdi Hænderne
skulle komme, oc at de derris Ondskab paa hannem skulle øffue. Gud
giorde den Dag ett stoert Mirackel oc Hiertegn, i ded hand sin Krafft
vdi mig suage bewiiste oc min Hierne fra Willelße oc min Tunge, att
den icke aff V-taalmodighed offuerløb, bewarte. Gud wære tusinde
Gange derfor æret! Din Loff wil ieg siunge, saa lenge sig min Tunge
kand røre, thi du warst da oc stetze altiid min Wærn, Klippe oc
Skiold. Der Herrerne ware bortgangne, kom Slozf. oc Quinderne ind,
oc bleff decket paa en Stoel for min Seng. Slozf. sagde til mig:
»Eßet, _Leonora_! Wollet Ihr nicht eßen?« I ded hand saa sagde, kaste
hand en Kniiff til mig paa Sengen. Ieg tog Kniiffuen med wree Hue oc
kaste den paa Golffuet. Hand tog Kniiffuen op oc sagde: »Ihr seit wol
nicht hungrig? Nein, nein! Ihr habet heute ein Früstück bekommen, da
habet Ihr heute genung an; nicht? Gelt! Ia, ia, kommet Ihr lieben
Weiberlein« (sagde hand til Quinderne) »laßet vns etwas eßen! Euch
wird woll hungern, das fühle ich an meinem Magen wol.« Der de haffde
sat sig til Bordz, begynte hand strax att stocke sig selffuer, stack
feyl aff sin Mund oc haffde saa mange Putzer, att ded war Skam att
see, att den gammel Mand sin Glæde offuer min Vlycke icke kunde
_simulere_. Der Maaltiided haffde Ende, oc Slozf. war bortgangen,
satte sig Anna for min Seng oc begynte att predicke om den Sorrig oc
Bedrøffuelse, man vdi denne Werden haffuer, oc om Himmerigis Glæde oc
Herlighed: huorledis den Piine, wii her liider, ickun warer stacket
imod den ewige Fryd oc Glæde, huor for wii icke burte Piinen att
acte, men tencke paa, att wii kunde døe med en goed Samwittighed oc
den icke med noget besmitte, men sige vd alt ded, Hiertet kunde
besuære, for ded wille dog icke anded were. »Gud giffue« (sagde hun),
»ingen plage sit Legeme for en andens Skyld!« Effter att hun den
Snack nogle Gange haffde _repeteret_, sagde hun til mig: »Er ded icke
sant, Frue?« »Io wist er ded sant« (suarte ieg), »I taler meget
christligen oc effter Skrifften.« »Huor for wil I da« (sagde hun
widre) »lade Eder plage for andre oc icke sige ded, I om dennem
wed?« Ieg spurte, huem hun meente. Hun suarte: »Ieg kiender dennem
icke.« Ieg suarte: »Icke heller ieg.« Hun bleff alt wed oc sagde, att
hun sig icke wille lade piine oc plage for andris Skyld, i huem de
endoc ware; dersom de ware skyllige, saa maatte de liide, hun wille
icke lide for dennem; ett Quindis-Menniske war snart forført; man
burte att haffue sin Salighed kiærere end alle siine Slect oc Wenner.
Der hun icke kunde høre op igien med den Snack, wille ieg den noget
_diuertere_, spurte hender, om hun war en Præste-Daatter, oc
efftersom hun mig tilforne sin Herkomst haffde sagt, saa tog hun saa
meget diß wære imod mit Spørßmaal oc bleff heel fortørnet; sagde:
»Alt er ieg icke en Præste Daatter, saa er ieg en goed ærlig
Borger-Daatter oc icke aff de ringste. Ieg haffde lided tenckt vdi
mine Dage, der ieg war en Iomfrue, att ieg skulle faa en Skomager.«
Ieg sagde: »Eders første Mand war io oc en Skomager.« »Ded er
wel sant« (suarte hun) »men ded kom sig saa galt til med ded
Gifftermaal«; begynte der med en heel Rimße der om att fortelle, huor
offuer ieg bekom Fred for hender. _Cathrina_ gick op oc neder aff
Gulffuet, oc der Anna teeg noget lided, sagde hun med sammen lagde
Hænder: »O Gud! du, som est allmectig oc alting formaar, du beware
den Mand, de leeder effter, oc lad hannem aldrig komme i hands
Fiinders Hænder! O Gud bønhøre mig!« Anna sagde wreedeligen til
hende: »Cathr., weet Ii ock, wat Ii seggen? Wo snack Ii so?« Cathr.
suarte: »Ia, ick weet wol, wat ick segge. Gott bewar em vnd lat em
nimmer siine Fiinde toe Deel werden! Iesus, wäß du sin Gleidsman!« De
Ord førte hun frem med grædende Taarer. Anna sagde: »Ick denck, de
Frue is nicht klog.« Cathrinæ goede Ynske forøgede mine Taarer, oc
sagde ieg: »Cathr. lader see, att hun er en ret Christinne oc haffuer
Medlidenhed med mig; Gud belønne hender ded oc bønhøre hender oc
mig!« Anna bleff taws der effter oc siden icke saa meget snacksom.
Gud, som est en Wedderlegger aff alt gott, tenck du paa Cathr. til
ded beste, oc du, som hender da bønhørte, bønhør hender fremdelis, i
huad hun dig ombeder! Oc I, mine kiere Børn, wider, att dersom Lycken
sig saa wil føye, att I hender eller henders eeneste Søn nogen
behagelig Tienneste kand giøre, att I ded for min Skyld erre
plictige, thi hun war mig en Trøst vdi min største Nød oc offte sneeg
sig til att sige mig ett Ord, ded hun meente, mig kunde were til
Lettelse. Slozf. kom effter Sædwaane effter 4 Slet oc lucte Quinderne
vd, satte sig paa Quindernis Slagbenck, oc den høye Stoel med Liuß
paa for sig, haffde en Bog med sig, læste høyt Bønner om ett saligt
Endeligt, Bønner vdi Døds Nød, oc naar man skulle vdstaa den
tiimelige Straff for sine Mißgierningers Skyld. Hand glemte icke en
Bøn for en, som skulle brendis; den suckede hand wed, saa hand paa en
stacket Tiid war bleffuen meget aandelig. Effter att hand alle de
Bønner haffde læst, stoed hand op, gick oc sang Liig-Psalmer; naar
hand kunde icke fleere, begynte hand paa den første igien, indtil
Quinderne hannem affløste. Cathri. beklagede sig, att henders Søn war
bleffuen syg, war meget derfor bekümret. Ieg tog mig henders Sorrig
an oc sagde, att hun skulle lade Dronningen wide henders Søns
Suaghed, saa bleff der wel en anden i henders Sted _ordineret_; bad
hender giffue sig til Fritz, Barnet fick wel bedre igien. Offuer
Afftens-Maaltiid war Slozf. meget lystig, fortelte allehaande plompe
Galskaber. Effter att hand war borte, læste Anna Afften Bønnen. Ieg
war den Natt meget ille til Paß, kaste mig offte omkring i Sengen, oc
war der en Synaal i Dun Dynen, huor paa ieg reff mig; ieg fick den vd
oc haffuer den endnu[75].
[69] Denne Bøn er tilligemed Højesteretsdommen, Adelens,
Universitetets og Gejstlighedens Erklæringer, samt en Del andre til
Sagen henhørende Aktstykker, deriblandt navnlig Indberetningerne
til Churfyrsten af Brandenburg og til Kong Frederik III. om
Ulfeldts Planer, aftrykt hos ~Paus~ 2, 221-74. (De 5 førstnævnte
Aktstykker ere ogsaa særskilt trykte.) Om en Erklæring fra
Borgerstanden meldes ellers Intet.
[70] I Randen er senere tilføjet følgende Anmærkning: »_Der Kongl.
Majet. [Symbol: stort C om firtal] war død, war ingen vdwald
Printz, saa att ded stoed Stenderne frit att wæle, huad Konge
dennem behagede, huorfor Hertogen aff Holstein, Hertog Friderich
sl., tilbød min Herre, att dersom hand wille formaa, att hand
kunde bliffue wælt til Konge, da skulle Fyns Land wære hands, oc
giøris en dobbelt #Alience# med hands oc worre Børn. Men min Herre
vdslog ded, wille icke hielpe til att støde [Symbol: stort C om
firtal]. Søn fra Riget. Fürsten haffde wunden adskillige derris
#vota#, men min H. striide dennem imod._« -- Hermed kan jævnføres
Korfits Ulfeldts næsten ligelydende Udtalelser under Fangenskabet
paa Bornholm, ~Wolff~'s Journal for Politik 1816, 1, S. 194.
[71] Højesteretsdommen over Korfits Ulfeldt blev ~afsagt~ den 24.
Juli. Maaske sigte dog de ovenfor anførte Yttringer til Dommens
Offentliggjørelse ved ~Trykken~, der næppe har fundet Sted før et
Par Dage senere; jvfr. ~Becker~, Samlinger 2 D. S. 8.
[72] I Randen er senere tilføjet: »_Ded war tilgaaen, lige som ieg
tenkte; der ware de aff Raaded, som wægrede sig at vnderskriffue,
effter som en Part icke haffde wærret tilstede, der #Processen#
holtis, en Part icke haffde seet, huor paa Dommen sig funderte;
maatte dog skriffue med vnder, om de icke wille were forfalden vdi
kl. Vnaade._«
[73] Senere er tilføjet: »_oc spurte, om mig war tilsted at tale
paa den Dom. Alle taw stille._«
[74] De sidste Punktummer (fra: _Hand er nu_ etc.) ere senere
overstregede, og deres Indhold optaget i Tillæget til den
oprindelige Fortale til Skriftet; se S. 16-17.
[75] I Randen er senere tilføjet: »_Man skal wiide, att den Dun
Dyne war med et gammelt Waar oc nyßen fylt, imens ieg laae paa
Reden, saa i en Hast war Synaalen glemt der vdi._«
Den 14. _Augusti_, der Slozf. tilig oplucte, sagde Quinderne hannem,
att ieg den Natt haffde werret meget syg. »Ia, ia« (suarte hand), »es
wird wol wieder beßer.« Oc der Quinderne sig giorde reede for att gaa
op til Dronningen (som de stetze maatte giøre), sagde Anna til
Cathrina vden Døren: »Huad skal wii sige til Dronningen?« Cathr.
suarte: »Huad kand wii sige anded, end att hun tier stille oc siger
intet?« »Ded wed I wel« (sagde Anna), »att Dronningen icke nøyes
med.« »Da kand wii icke heller lyffue hender paa« (suarte
_Cathrina_), »hun siger io intet, thi ded war Synd[76].« Til
Middags-Maaltiid kom Cathr. igien, sagde, att Dronningen haffde
loffuet att forordne en anden vdi henders Sted; sneeg sig til om
Effter-Middagen at sige mig ett Ord om neste Kammers, huilcket hun
wist trode, bleff giort ferdig til mig oc til ingen anden, bød mig
Goede Natt oc loffuede mig flittig i sine Bønner att ihuekomme. Ieg
tackede hender for goed Tienneste oc for sit goede Hierte imod mig.
Wed Klocken 4 lucte Slozf. hender oc Anna vd. Hand sang en Psalme
effter anden, gick i Trappen oc lengtist wed Tiiden indtil Klocken
imod 6, da kom Anna oc Maren Blocks. Offuer Afftens-Maaltiid fortelte
Slozf. atter om sit Gifftermaal, vden Tuiffuel for Marens Skyld. Anna
loed mig Fred, oc laa ieg saa stille for mig hen. Maren kunde den
Afften icke komme til att tale med mig for Anna.
[76] I Randen er senere anmærket: »_Ieg hørte selffuer denne derris
Samtale._«
Den 15. oc 16. _Augusti_ paßerede intet merckeligt. Naar Slozf. lucte
Anna vd om Morgenen oc Effter-Middagen, bleff Maren Blocks hoes mig,
oc Slozf. gick sin Wey oc lucte, saa Maren haffde da Friihed eene med
mig att tale; fortelte adskilligt, iblant anded, huorledis Dronningen
haffde giffuen mit Smaatøy de tre Quinder til att bytte imellem sig,
som mig vdklæde. Hun spurte mig, om ieg wille haffue Bud til min
Søster Elisabet. Ieg tackede hender, ieg haffde intet gott att lade
hender sige. Ieg begierte Sye-Naal oc Traa aff Maren, hender att
prøffue. Hun suarte hiertelig gierne att wille fly mig ded, om hun
torde; ded kostede all henders Welfart, om Dronningen fick ded att
wide, thi hun haffde saa høyt forbøden, att ingen skulle lade mig faa
Naale, huercken Knappenaale eller Syenaale. Ieg spurte: »Aff huad
Aarsage?« »Fordi,« sagde hun, »att I icke skal myre Eder selffuer.«
Ieg forsickrede hender, att Gud haffde bedre opliust mig, end att ieg
skulle were min egen Mordere. Ieg kiendte, att Kaarßet kom fra
Herrens Haand, att hand mig ræffsede som sit Barn; hand hialp mig ded
oc att bære, der trode ieg hannem til. »Saa haabis ieg da, mit
Hierte« (sagde Maren), »att I icke wil myrde Eder selffuer, saa skal
I faa Naal oc Traa; men huad wil I sye?« Ieg gaff for att wille sye
nogle Knapper i min huiide Nattrøye, wree oc ett Par aff for att lade
hender siden see, att ieg syde dennem i. Men Sagen war, att ieg
haffde nogle Ducater i Lær indsyet om mit Knæ; dennem haffde ieg
beholt, efftersom ieg strøg selff Strømpen neder, der de klæde mig
vd[77], oc Anna haffde effter min Begiæring flyet mig en Klud effter
Forregijffuende, att ieg haffde en Skade paa Beenet. Den Klud syde
ieg om Læret. De ware alle i den Meening, att ieg haffde nogen himlig
Breck, thi ieg laa vdi ded linnen Skiørt, de gaff mig, oc vdi mine
Strømper. Maren meente, ieg haffde en _Funtanele_ paa ded eene Been,
fortrode mig, att en Iomfrue til Hoffue, hun Naffn gaff, som war
henders meget goede Wen, haffde en _Funtanele_, som ingen vden hun
wiste, icke engang Iomfruens Sengenettere. Ieg tenckte wed mig: da
tier du wel med din Wen; giorde hender icke wiißere, loed hender i
ded Fald troe, huad hun wille. Ieg war meget suag vdi de toe Dage, oc
efftersom ieg intet fortærede vden Zitron oc Øll, bleff Maffuen der
offuer swæcket oc kaste ded fra sig omsider. Naar Maren talte derom
til Slozf., suarte hand: »Daß ist guth, so kombt das bøße vom Hertzen
ab.« Anna war icke meer saa beskæfftig, men Slozf. war lige lystig.
[77] Jvfr. S. 39.
Den 17. _Augusti_ lucte Slozf. icke op førend imod 8 Slet, oc spurte