Germanernes Lærling - 14

det som om denne skrækkelige Schiller, hvem den dumme Professor
rystede paa Hovedet af, og hvem de taabelige, smaa Studenter skrev
deres uvidende Notits om, stod statuehøj ved Siden af ham, rakte ham
sin Marmorhaand og førte ham bort fra et Sted, der var uværdigt for
dem begge.


XXVI.

Han var naàt til et foreløbigt, ustadigt Hvilepunkt.
Han var kommen til Ende med første Del af sin indre
Nedrivelsesproces, Undergravningen, -- den, der var begyndt ved hans
første Bekendtskab med tysk Poesi. Følelsesgrundlaget for hans
Kristentro var skyllet fuldstændig bort, der var end ikke Gran og
Sandskorn tilbage deraf; -- den religiøse Følelse hos ham havde haft
sit sidste opblussende Liv ved Moderens Grav; -- denne Grav var
bleven dens egen. Hvad der endnu var tilbage af hans Kristendom var
kun selve Troen paa det faktiske, tør og kold, denne ~fides
historica~, som endnu kan frelse en Katholik, -- og som maaske i
Virkeligheden er den, der frelser, om ikke Protestanter, saa dog
Protestantismen. Der er næppe noget saa urimeligt, saa blottet for al
Sandsynlighed, ja saa selvmodsigende, at det ikke ved at indprentes
fra Barnsben af og aldrig blive modsagt kan faa Præget af at være
selvindlysende. Disse Trossætninger vare blevne hærsede ind i ham
som Barn og under hans Opvæxt, han havde selv som Voxen hærset dem
ind i andre Børn, saa det var ham umuligt nu at tænke igennem dem
eller udenom dem. Uforstaaede holdt de hans Aand fast som en magisk
Trylleformel. Han havde ikke længer nogen Kærlighed til dem, han
kunde fortvivle over at skulle tro paa dem og rejse sig imod dem med
Foragt og Had, -- men han kunde ikke blive af med dem.
Det slog ham en Dag, da han læste Jakobis berømte Udsagn, at han var
en Hedning med Hovedet, men en Kristen med Hjærtet, at ham selv var
det gaaet ganske modsat: -- han var en Kristen med Hovedet, men en
Hedning med Hjærtet.
Den ejendommelige Udviklingsgang, som var lagt tilrette for ham af
Omstændighederne, havde ført ham ad en usædvanlig og lang Vej, men ad
den radikaleste. Som oftest begynder Tanken Arbejdet med Tvivl, med
Modsigelser, med Beviser; men det hændes undertiden, at naar den har
fuldendt sit Værk og fældet og ryddet, ja naar den har begyndt sit
nye Værk og bygger andet op, -- saa er dog den gamle Følelsesgrund,
der i sit dybe Muld bevarer Sæden fra den oprindelige Plantning, den
er bleven næsten urørt tilbage, og det nye bliver bygget paa den; men
en skøn Dag kommer der Grøde i den, det spirer af Sæden, det skyder
op fra de gamle Rødder, det voxer uimodstaaelig, omstyrtende alt det
nye, det kroner og grener sig med den gamle Plantnings Form og Højde
-- lige op til Keruber og Serafer. Men hvor Begyndelsen var den, at
Jordsmonnet blev gennemgravet, løsnet fra Rødderne og skiftet om,
saa der lagde sig fed Muldjord om Sandets barske Træer, og de tørre
Egnes Buske kom til at staa og soppe i Mosevand, -- dèr ser det vel
ud, som holdt den gamle Plantning sig længer, men den visner og
raadner redningsløst og uigenkaldeligt, og det ny skyder op af sin
egen Grund og har ingen Omvæltning at frygte. Og denne Bortvisnen og
Henraadnen, som nu tog sin Begyndelse, foregik ikke fredelig, uden
Fremskynding; efter at den moderne Poesis Hedenskab havde skiftet
Jordsmonnet, kom Theologien for at gøre sit; -- med sin Brusen af
dogmatiske Synodekampe kastede den sig over den stakkels hellige
Lunds bladfattige Kroner, knækkende store Grene, som faldt ned og
mættede Muldet med ny Fedme; -- med sine Hvirvler af ~Rabies
Theologorum~ splintrede den frønnede Stammer; -- med sine Skypomper
af utallige Kætterier rev den tilsidst hele Træer op med allerede
løsnede Rødder.
Ogsaa under denne anden og egentlige Del af Nedrivningsprocessen sad
han ved Germanernes Fødder, -- naturligvis, Theologien taler jo kun
Tysk. Han hørte næsten ingen anden Professor end Petersen, og han var
kun en dansk Kompendie-Udgave af tysk Theologi -- hvad de andre
Professorer for den Sags Skyld ogsaa var. Ellers havde han kun at
gøre med Bøger, og det var tyske Kommentarer til det nye Testamente
og tyske Kommentarer til det gamle Testamente, tyske Dogmatiker,
tyske Kirkehistorier, tyske Isagogiker og intet andet end Tysk. Til
de store Navne og til Kætterne var han endnu kun naàt paa anden
Haand; det var mest Lærebøger, som selvfølgelig vare orthodoxe. Der
var kun Meyers Kommentarer til Evangelierne, hvilke Professoren
havde fraraadet ham som »daarlige, meget uorthodoxe, meget
rationalistiske«; dem studerede han med stor Iver, og de begyndte
Værket ved at bortkritisere Jomfrufødslen og Nadverdogmet, medens de
rokkede stærkt ved Skriftavtoriteten ved ubarmhjærtig at blotte
Evangelisternes indbyrdes Strid og deres historiske og geografiske
Bommerter. Men iøvrig vare de orthodoxe Lærebøger allerede farlige,
blot ved deres Kendsgerninger og ved deres Systematisering, der gør
det ene saa truende afhængigt af det andet, saa at der synes at
fordres alt eller intet, og alt igen synes at være saa grumme meget;
det fordunklede noget Dogmernes selvindlysende Glorie, at han lærte
deres besværlige Fødsel at kende paa Røversynoder, hvor der sloges
med Knipler, og midt i Kejserhoffets og magtsyge Biskoppers Intriger;
og denne Glorie pudsedes ikke just synderlig klarere derved, at han
lærte de under disse velsignede Omstændigheder affødte Formler ordret
udenad paa Græsk, skønt han ganske vist deri kun fandt halvt saa
mange Modsigelser som Ord -- nemlig èn for hvert Par --, men der er
ogsaa mange Par. Ja han sugede endog denne ætsende Gift af den
legitimeste af dem alle, selve Bøgernes Bog, om hvilken Luther i et
hidsigt Øjeblik sagde, at »den var en rigtig Kætterbog«.
Fra først af var det dog kun de mindre væsentlige Dogmer, der
begyndte at rokkes og lidt efter lidt faldt bort. Hans historiske Tro
skallede af, men Kærnen syntes at være uberørt. Endnu bestandig
fremhallucinerede hans Blik Treenigheden, rigtignok langt, langt
borte i det aller blaaeste Himmelblaa, saa højt oppe, at den i
Grunden hverken gjorde ham Gavn eller Skade, -- men han saà den
dog. Rigtignok -- der kom Usikkerhed i Synet, som det sker med
Hallucinationer, naar Patienten faar Mistanke om, at der intet
virkeligt er. Ved den endeløse Strid om de to Naturer i Kristus
syntes den hellige Trinitet ham paa Nippet til at blive Kvaternitet;
-- en Fare, der paa den anden Side formindskedes derved, at den
hellige Aand begyndte at blive ham en fordægtig Personlighed, der mer
og mer flød ud i det Blaa ... Det saà dog ud til Allehaande.
Hans dogmatiske Tro var som en Snedrive, der smelter forneden og
løber bort som Vand under sin egen Brohvælving. Overfladen ligger der
vel og ser endnu ganske fast ud. Men man skal dog ikke trøste sig til
at træde paa den, for at komme over Grøften.


XXVII.

Mørket begyndte at falde paa i Studenterforeningens Konversationssal.
Det havde skaaret en Skygge skraat af fra Vinduesgardinet hen til
Spillestuens Døraabning med den lille blege Gasflamme, -- en Skygge,
der gik tværs over det runde Bord, hvis lyse Segment bar en blinkende
Platmenage, og som havde trykket sig rigtig tilrette ind i
Hjørnesofaen bag Bordet, omfavnende de værdigste Medlemmer af den
gamle Klike, som her ledsagede Kaffen og Middagsmadens Fordøjelse med
de stereotype Samtaler under den tætte Tobakstaage. -- Der var kun
lidt Lys ovre i den anden Hjørnesofa, hvor Hjorth sad nippende til
den klodsede Kop og pustende Cigarrøgen langt ud, medens han kiggede
i »Morgenbladet«. Gennem Døraabningen kom den slæbende Lyd af
Schakbrikkerne og Dominobrikkernes Klapren, ledsaget af Spillernes
korte Ord; men fra det andet Hjørne opfangede han Stumper af en
Samtale om de russiske Forhold.
-- Har De læst Valbert's Artikel derom i »Revue des deux mondes«? --
Juniheftet?
-- Schak.
-- Fy for Fanden.
-- Ja gu skriver han godt ... Skal I ikke have den i »Fædrelandet«?
-- Pas!
Men Hjorths Opmærksomhed blev pludselig fanget af Avisen ved Navnet
»Lindekær«, som var udhævet i en af Spalterne, over hvilken der stod
»Fanatisme«. Det var et Referat af en Tale, som Provsten et Par Dage
i Forvejen havde holdt ved et af de talrige Missionsmøder, til hvilke
han turede Landet rundt. Han kiggede hurtig Siden ned og maatte et
Par Gange læse de udhævede Ord, der næsten forekom ham utrolige: --
»Men det maa komme til at staa levende for os, at der er noget, som
er værre end at være en Morder eller Meneder eller Slyngel eller
Kæltring, og det, der er værre, det er at være et vantro Menneske.«
-- --
-- Ja det var en Skandale med Vera Sassulitsch.
-- Hun skal nok være i England nu.
-- Schak og Madam.
-- Saa er det saamæn ogsaa deres egen Skyld --
-- Nej, jeg vil sgu have Revanche.
-- Ja, vèd I hvad, man kan dog ikke saadan uden videre fordømme alt
i Nihilismen, ytrede noget liberalt inderst i Skyggen.
-- Øllebrødsbarmhjærtighed.
Det var en lang, drengeagtig klædt Mand, der kom tilbage fra
Spilleværelset, hvor han havde stoppet sin Pibe, og overskar Disputen
med dette ene Ord, som han vrængede ud af sit højre Næsebor og
venstre Mundvig, medens han bøjede sig i Døren for at tænde ved
Gasflammen, der, idet den sugedes frem og tilbage af Pibehovedet,
belyste hans vrantne Ansigt.
Hjorth saà paa sit Uhr og rejste sig; Klokken var henad halv syv og
han skulde i Theatret med Fru Lindekær og Ellinor.
Medens han gik det korte Stykke Vej fra Studenterforeningen kunde han
ikke holde op med at harmes over Provst Lindekærs Prædiken og glæde
sig over de skarpe Ord, hvormed »Morgenbladet« ledsagede den. Iøvrig
havde han aldrig yndet den Avis; den var jo Venstres Organ; han havde
betragtet den gennem Punch-Øjne som noget latterligt, noget under
Niveauet. Men maaske var det ogsaa en af de mange Fordomme, han havde
slæbt med sig fra Hjemmet af. I alt Fald var der ingen af Højres
Organer, der paatalte sligt. Og pludselig syntes Højre ham
personificeret i den lille stabile Cirkel om Bordet ved den mørke
Hjørnesofa med noget liberalt inderst i Skyggen, som kostedes
skolemesteragtig af Vejen af noget opløbet Reaktionært, der var voxet
fra Forfatningsklæderne og længtes efter at kaste dem og putte sig
under Absolutismens Dyne, eller som maaske ret beset, uden Tro paa
sin Sag, kun vilde have Lov til at tænde sin Pibe i Fred og saa for
Resten snærre bidsk ad det Hele: Øllebrødsbarmhjærtighed at tro, at
Fritænkerne ikke er værre end Mordere og Tyve, og at Vorherre ikke
vil kaste dem ned i Helvede til evig Tid! ... Øllebrødsbarmhjærtighed
at sige, at Folk, der sætte deres Liv i Vove for en politisk
Idè, ikke er gemene Kæltringer, der skal knuttes og hænges;
Øllebrødsbarmhjærtighed, at komme her og tale om, at der er nogle,
som ere forurettede af de herskende Klasser, og som har Ret til at
sætte deres Vilje igennem i Regeringen -- Øllebrødsbarmhjærtighed det
Hele, -- Højstærede! -- til at sætte i Rang med Dyrebeskyttelse og
anden moderne Sentimentalitet!
Og Hjorth spurgte sig selv, om han da virkelig hørte derhen, og om
han ikke i Grunden stod dem ligesaa fjærnt, som han stod Theologerne.
Sandheden var, at han aldrig havde haft nogen virkelig politisk
Interesse og følgelig var bleven uden ringeste politisk Begreb; han
havde antaget en taaget Drengebeundring overfor visse Navne for at
være en politisk Partifarve, som han havde lapset sig med paa Landet,
hvor den skar hans nærmeste Omgivelser i Øjnene. Og i Virkeligheden
var han endnu altfor optagen af sin egen personlige Udvikling, havde
for meget af Ungdommens nødvendige Egoisme, til at kunne blive varm
ved Forfatningskampen, og for Retfærdighedens Skyld glemme den
Fare, der syntes ham at maatte true den højere Dannelse ved
Bondedemokratiets Sejr. Men han besluttede dog at passe paa sig selv
og se uhildet efter, om der ikke alligevel skulde være mest Frisind
dèr, hvor han før kun havde set et vandalsk Massetyranni. --
Han fandt Damerne færdige til at gaa i Theatret. Fru Cecilie stod ved
Bordet midt i Stuen og knappede Handskerne ned over Haandledet,
medens hun bøjede den lille fine Haand tilbage; saa skød hun
Guldslangen op paa det underste Handskeskind og rakte ham Haanden.
Ellinor nikkede til ham henne fra Flygelet, hvor hun spillede de
sidste Minutter bort, med et hæklet Tørklæde om Hovedet, medens
Skindslaget fra Laaget hang ned over Kassens blanke sorte Træflade
med sin hvide Loddenhed, hvori Folder aabnede sig for et Glimt af det
lyserøde Silkefoder.
-- Aa, Hjorth, -- vær saa snil at sige til Stine, at vi kommer ikke
hjem til The.
-- Saa gik vi, sagde Ellinor, idet hun rejste sig og kastede Slaget
over Skuldrene. -- Hvordan er det, har De aldrig før hørt Vilhelm
Tell? ... Aa, De vil more Dem mageløst.
Naar Hjorth en enkelt Gang gik i Theatret, plejede han at have sin
Plads oppe i Galleriet, hvor der i en trykkende Hede lugtede af
simpel Pomade og Pebermynte, eller i det mørke Parterre. Det var ham
en ukendt Nydelse at sidde i en Lænestol midt foran paa Balkonen,
hvor det Hele udbreder sig uhindret foran En, stiger op over En,
straaler med Guld og Farver, blinker af Toiletter, som om man var
Midtpunktet, den, for hvem det altsammen gøres. Paa hans højre Side
bøjede Ellinor sig frem med sit smukke Smil om de hvide Tænder -- et
Smil med Blødhed af Rosenblade og Glans af Emaille --, og det samme
Smil kom fra venstre, hvor Fruen, lænet tilbage i Stolen, vuggede
Viften i sin hvide Handskehaand, som den lille Guldslange under
Bevægelsen syntes at bugte sig op imod; men Ellinor satte af og til
Elfenbenskikkerten fra sig paa Balustradens røde Fløjl for at vifte
sig let med det broderede batistes Lommetørklæde, hvis Viol-Essens
blandede sig med en ganske fin Vanilleduft fra de to Damers store
blonde Haar. I disse behagelige Omgivelser, med en blød og fin
Indsmigren af sine Sanser, lod han Ouverturen elegisere, storme,
kuhrejge og galopere forbi, indtil Akropolis-Udsigten gav Plads for
Alpelandskabet med Sveitserhytten, Broen, Floden og Snebjærgene,
fuldt af brogede, pæne Bønder, der begyndte at synge, medens Gemmy
skød til Maals og sprang over Scenen med smaa Pigetrin, og Vilhelm
Tell i Forgrunden tilvenstre øxede dovent væk paa sit Flitsbueløb,
eller kiggede skraas ned ad det med mørk Heltesmerte i sit
patriotiske Baryton-Ansigt.
Han havde nogenlunde let ved at følge Handlingen, da han kunde
Schillers »Wilhelm Tell« paa sine Fingre. Gennem den middelmaadige
Operatext nød han sin Yndlingsdigters Frihedsdrama, hvis store Linjer
han kunde skimte -- skønt fortegnede og ubehændig sammenslyngede,
medens den spil-livlige italienske Komponist, der utrættelig ryster
iørefaldende Melodier ud af Ærmerne og lader dem drysse ned paa
Texten som de kan bedst, holdt hans Øre skadesløst for hvad Hjærnen
kom til at mangle. Af og til hviskede han lidt tilvenstre med Fru
Cecilie, der ganske sagte slog Takt med Viften, eller tilhøjre med
Ellinor, der undertiden, midt under en Arie, bøjede sig helt hen til
ham og hviskede: »Hvor han synger falsk, det Afskum!« -- Og han
nikkede ganske troskyldig, uden at kunne høre det, beundrende hendes
finere Sans, medens han berusedes af Duften fra hendes store Haar,
der næsten havde strejfet hans Kind.
Hun saà usædvanlig godt ud, og han holdt af at betragte hende i
Theatrets Clair-obscur under Akterne, især da det blev Nat paa Rütli
i anden Akt. Det var ham noget nyt at sidde saa nær ved hende i Mørke
og skimte hendes Ansigt. Og medens det store Kor sang »Hvis nogen af
os blev Forræder«, lagde hun pludselig Mærke til, at han sad og saà
paa hende, og trods Mørket blev hun synlig rødere i Hovedet. Men det
klædte hende godt saaledes, noget echaufferet, som om hun havde
drukket Vin; og saa fik han Viol-Duften fra hendes Lommetørklæde, som
hun viftede sig med.
Det gentog sig i fjerde Akt, under Uvejret, hvis Lyn fik hendes
Ansigt til at blusse pludselig op og syntes at sno sig om Haaret,
hvor Guldbaandene straalede. »Nej, se dog ud, Hjorth,« hviskede hun
leende, »nu kommer jo Gessler.« -- Og Gessler stod der ganske rigtig
oprejst i den stærkt gyngende Baad, med sine guldstribede Buxer, den
store hvidfjerede Purpurhat og den straalende guldbroderede
Skarlagens-Brystdug, indtil han med èt bredte de stribede Silkearme
ud og sank tilbage: »Jeg falder! ... Det var Tell, der skød.« --
Dette kom Hjorth noget uventet. »Men hvor bliver da Hulvejen af?«
hviskede han til Fru Cecilie. -- »Hvilken Hulvej?« -- »Ih, Hulvejen
til Küssnacht.« -- »Naa, det er sandt,« svarede hun leende, »den
bliver naturligvis væk.« -- »Hvad var det for noget morsomt, Hjorth
sagde?« spurgte Ellinor, idet hun bøjede sig helt hen foran ham.
Kort efter gik Tæppet ned over Bønderne og de vajende Faner, og
Hjorth fik travlt med at skaffe Damerne Tøjet.
-- Nu skal De se, Hjorth, sagde Fruen, idet hun knappede sin Kaabe,
nu gaar vi tre hen paa Hotel d'Angleterre og spiser til Aften.
Hun havde udfundet dette for at benytte Mandens Fraværelse paa
Missionsrejse til en lille uskyldig verdslig Udskejelse, som hun i
lang Tid havde følt Trang til. »Det er ligesom man var paa Rejse,«
sagde hun, da de traadte ind i Spisesalen, der som sædvanlig var tom
og mørk med en svag Lysning af de dæmpede Gasflammers Kredse og matte
Regnbueglimt af Lysekronernes Glasprismer midt igennem det store Rum,
i hvis nederste Ende Spejlene over Buffeten vare straalende belyste
af et Par Lamper.
De tog Plads om et af Bordene, midtvejs, i den yderste Række, hvor
der var luftigst; for de følte det lummert herinde i Efteraarsnatten,
som endnu var mild midt i Oktober. Og pludselig, ved en Drejning af
Hanerne, fyldtes Salen af et straalende Gaslys, der hvidnedes af den
Mængde Duge, paa hvilke Glassene blinkede. Foran den mørkere Forstue
ved Buffeten, hvor en Tjenerskare opholdt sig og vurderede Gæsterne,
hvælvede Portalen sig med en blegrød imiteret Porfyrfarve over de
stive Gardiner, og Væggen strakte sig med de grønne Felter i Harmoni
med Patina-Anstrøget paa de klodsede, gallionsagtige Kvindefigurer,
der bøjede sig ud fra den, sænkende Lamper ned fra deres udstrakte
Arme. Midt paa Væggen viste en stor Spejlglasflade, glimtende i
Kvadraternes Sammenføjning, dem selv, der stak Hovederne sammen for
at drøfte Indholdet af Spisesedlen og Vinkortet.
Da Fru Cecilie og Ellinor vare blevne enige, maatte Hjorth slaa paa
sit Glas og bestille en Kvart And og en Flaske Eremitage. Opvarteren
tog Servietten ud under Armen og spurgte, om Herren mente tre Gange
Kvart And og èn Eremitage, et Spørgsmaal, der fik Damerne til at le,
medens Hjorth, ganske rød i Hovedet, bekræftede, at han havde ment èn
Portion Andesteg til dem hver og èn Flaske Vin, samt beskedent
spurgte Opvarteren, om han kunde skaffe dem det; -- hvortil den
humoristiske Svend, som mærkede, at han havde at gøre med en
Begynder, der maatte imponeres for Drikkepengenes Skyld, svarede:
»Rimeligvis«, -- ligesom Ribe Skrædder, da man spurgte ham, om han
kunde sy Knaphuller.
Ved Siden af dem hang hvide Gardiner løst ud over de store Vinduer,
der vare slaaede tilbage indefter. -- Gennem den store Aabning saà de
ud i Gaardens Mørkhed og dunkle Genskin af Salslyset. Udenfor Randen
af Vinduet tegnede sig skarpt den hvide Sokkel og Piedestal af en
Søjle; længere tilbage anede man en Kollonade paatvers, medens
foran den en mat, fugtig Blinken i et tættere Mørke antydede
Lavrbærtræerne. Men den gulige Bagmur med de levende og opefter
malede Vedbendranker havde, saa langt Lyset naàde, Udseendet af et
fint, kniplingshullet Træskærerarbejde, paa hvilket Glaskuplerne
fæstede en Række svagt lysende Pletter med Kugleglans af store
Dugdraaber, medens Jernopstanderne skimtedes under dem som
Vandstraaler, -- uformede, dunkle Farver, som Øjet kun samlede til et
Legeme ved Modellen af den Kandelaber, der fra Rækværket rejste sig
lige uden for Vinduesaabningen. Men fra Lyslinjen opefter svømmede
alt ud i et tykt Mørke, hvori Mure og Glastag forsvandt. Af og til
kom en forfriskende kølig Luftstrøm ind, og bestandig lød den
dæmpede, kogende Larm af en stor Bys aftenlige Liv.
Andestegen var kommen og fortæret. Hjorth tømte sit Glas med den røde
fyldige Eremitage og lagde den bløde, gule Bri-Ost paa sit
Smørrebrød. Han fik en forfriskende kølig og fugtig muggen Smag, der
uvilkaarlig ledede hans Tanke hen til en Mælkekælder; det var, som om
han indaandede hele dens Luft og var midt i den, ude paa Landet,
langt borte fra Hovedstadsliv, Hoteller og fine Damer; med den
raffinerede Nydelse af Sansernes Sceneforandring saà han ned for
ubemærket at kunne lukke Øjnene. Og medens han rundt om i et
dæmpet Lys syntes at se Mælkefladerne straale i de lave grønne
Cylinderbøtter med en Glans som af Elfenbens-Ellipser, erindrede
han med en minutiøs Nøjagtighed, med en Legemlighed som af en
Hallucination, en smeltende hed Dag i Sommerferien, da Kristine og
han vare tyet ned i Mælkekælderen, hvor hun havde overvældet ham med
sine lystne og brutale Kærtegn. Men med èt forekom den hele Scene ham
saa raa, at hele den finere Del af hans Væsen trak sig sammen og skød
den fra sig. Han var glad ved igen at se Gasflammerne, Glasprismerne,
Spejlene og de fine Dameansigter, der bøjede sig hen imod ham med en
let Strøm af Vanilleduft, medens Fruen sagde: »Men Kære dog, De
sidder jo og falder helt i Staver,« og Ellinor spurgte: »Er det
Theologi, De grunder paa?«
-- Nej, det er saamæn -- nej, jeg -- det var -- noget af Vilhelm Tell
... Hvor den Gessler var udmærket.
I dette Øjeblik gik det pludselig op for ham med en Vished, der ikke
var til at tage fejl af, at han ikke længer elskede Kristine -- ikke
længer -- hvis han overhovedet nogensinde virkelig havde elsket
hende. Men nu i alt Fald, nu var det noget andet, han stundede imod,
ogsaa i det rent Ydre et andet Ideal, som hans Sanser attraàde ...
Han saà hen paa Ellinor og spurgte sig selv: »Skulde det være hende?«
--
Hun saà ikke længer saa godt ud. Hendes Smil var borte, Ansigtet
havde et strængt Udtryk, og en Sænkning af Hovedet lod Hagen syne
længere; -- hun lignede Faderen.
Ved en naturlig Idèassociation kom Hjorth til at tænke paa Provst
Lindekærs Prædiken. Hvor den stod underlig mørk afstikkende til den
glade Aften, som han tilbragte med hans Hustru og Datter! Han spurgte
Fru Cecilie, om hun havde læst noget Referat af sin Mands Tale ved
det sidste Missionsmøde. Det havde hun ikke. Han fortalte, hvad han
havde læst i »Morgenbladet«.
-- Det var mø' strængt sagt, sagde Fruen med en misfornøjet Rysten
paa Hovedet.
-- Maaske det ogsaa er lidt overdrevet ... Det er jo et fjendtligt
Organ, -- grundtvigiansk.
-- Nej, det er nok rigtigt, at Fader har sagt det, sagde Ellinor.
-- Ja, det er jeg ogsaa bange for ... Jeg forstaar det slet ikke ...
Aa, men i Virkeligheden mener han det ikke saa haardt ... De taler
sig saadan op ... Det er med Præsterne ligesom med Digterne, man maa
tidt tage det halve fra.
-- Men hvorfor skulde Fader ikke mene det? spurgte Ellinor. -- Det er
jo sandt.
-- Nej, hvor kan du dog sige det, Barn? ... Tør du sætte dig til
Dommer over andre, som du ikke forstaar?
De sad en Stund tavse. Saa sagde Ellinor pludselig: --
-- Jo, det er dog sandt ... For vilde Kristus have sagt til en vantro
Filosof: »Idag skal du være med mig i Paradiset«, som han sagde til
den troende Røver?
Nej heller ikke hende, tænkte Hjorth, -- hun er dog af en anden Aand
end jeg. -- --
Fra denne Dag af havde Hjorth en haard Kamp at bestaa, en Strid, der,
ligesom den i sig selv var af gammeldags Natur, bedst kan betegnes
med det gammeldags Navn Striden mellem Pligt og Tilbøjelighed.
Det var vel hans Følelsesliv, der havde begyndt Revolutionen, og som
nu var i Færd med langsomt og sikkert at trække Tankerne efter sig.
Men det var kun en Del af hans Følelsesliv, den æsthetiske og den
abstrakt religiøse. Hans moralske Følelser vare aldeles ikke begyndt
paa at tage Del i Bevægelsen. Konsekvens er en logisk, ikke nogen
psykologisk Fordring; psykologisk Konsekvens i stræng Forstand er
snarere efter hele Udviklingsgangen en Umulighed. Moralske
Rudimenter, der ligesom de legemlige fuldstændig have overlevet deres
Omgivelser, findes mer eller mindre hos alle, nogle, ligesom
Halehvirvlerne og Blindtarmen, hos hele Slægten, andre, ligesom
Nervens Gennemgang i Overarmsbenet, kun hos enkelte Mennesker. Hos
Hjorth var hele Moralen et saadant Kæmpe-Rudiment, og maatte være
det, hvis den skulde bestaa; thi hans Fritænkeri var endnu for
vagt og for lidt positivt gennemtænkt, til at der med Sikkerhed
kunde bygges noget praktisk paa det. Saa var han da dualistisk
Pligtmoralist med den Rigorisme, der tilhører Uerfarenhed i Livet og
Vane til abstrakt Ræsonnering, med et Stænk af Pedanteri, en Rest af
Skolemesteren, der altid har overhørt i »Du skal ikke --.«
Hans Forhold til Kristine stod for ham som noget helligt og
ubrødeligt, skønt det kun havde levet Forlovelsens Halvliv. Fordi han
var kommen paa det rene med, at han i Grunden ikke elskede hende, at
hun aldrig vilde kunne udfylde hans Trang, fulgte derfor ingenlunde
strax, at han maatte bryde dette Forhold. Maaske han dog tilsidst
gjorde det, men saa vilde han handle umoralsk. Thi for ham var der
ikke den fjærneste Tvivl om, at det var hans klare Pligt at være tro
indtil Døden; netop det, at han havde Lyst til det modsatte, gav jo
Pligten dens egentlige ophøjede Stempel. Dersom han havde haft en
mere fremskreden Ven, der havde sagt ham, at det var pur Overtro, at
det var hans Pligt at være tro imod sig selv og sit Ideal, at det var
hans Pligt at bryde dette Forhold, hvori der fra hans Side ikke var
Kærlighed, at han vilde handle umoralsk, dersom han lod det blive ved
og ende med Ægteskab, -- saa vilde han næppe engang kunne have
forbundet nogen Mening med disse Ord.
Han forsøgte saa at komme Pligten til Hjælp ved at gøre sig selv
rørt, idet han tænkte paa, hvorledes hun, da han talte om at studere
Theologi, grædende havde sagt, at nu vilde han glemme hende for
andre, som vare smukkere og klogere, og hun fik ham aldrig igen; og
han forestillede sig, hvor rørende trofast hun havde gaaet og ventet
paa ham i alle de Aar og endnu bestandig vilde vente paa ham, hvor
heftig hendes Kærlighed var, hvorledes hun satte sin Lid til ham
alene. Undertiden forsøgte han ogsaa at narre sig selv og overtale
sig til at tro, at det kun var noget øjeblikkeligt, en forbigaaende
Afkøling hos ham; hun maatte dog i Grunden passe for ham, hans
Instinkt kunde ikke saaledes have forvildet sig. -- Hans Instinkt, --
det var den Tilfældighed, at hun var den første kønne Pige, han havde
truffet, og som havde været indladende imod ham.
Saaledes gik han og pinte sig selv uden at være i Stand til at
bryde Forholdet, men uden dog længer for Alvor at se Fremtiden
personliggjort i hende.


XXVIII.

-- Naa, ja ellers er der jo ikke --, det er jo altsammen meget -- Ja,
her var der nok ... Hm ... Ja, det er rigtigt ... Det Sted her synes
jeg er temmelig uheldigt ... Vil De se selv ... De taler om de
hedenske Guder, -- se her om Jupiter: »En Idè, der giver sig sit
virkelige Liv i de verdenserobrende Individer, som den fremkalder«
-- se, det er rigtignok meget betænkelige Udtryk, Hjorth ... Det ser
jo ud, som om De tilskrev dem Personlighed.
-- Nej ikke Personlighed -- i alt Fald ikke mer end Paulus gør det i
1ste Corinthier ottende.
-- Ja, Paulus, -- ja men det maa vel nærmest forstaas som noget, han
lader staa hen ... Hans egentlige Mening er vel det, han siger, at en
Afgud er Intet i Verden -- i fjerde Vers.
-- Ja, men det er rigtignok ikke det samme som at han ikke er til, --
og hele Oldtidens Tankegang --
-- Jo, ganske vist, -- ja, jeg vèd jo nok, den almindelige
Fortolkning, den gaar mest i Deres Retning ... Men det kommer dog ud
paa noget andet ... Ser De dette her, det ser mig næsten pantheistisk
ud ... Ja, jeg kan jo nok vide, De har ikke ment det saaledes ... De
tænker Dem det vel nærmest saaledes, at disse Individers Karakter er
bestemt ved hele den Folkekarakter, som ogsaa udtaler sig i Mythen.
-- Ja--a.
-- Ja, men saa er Udtrykket rigtignok ... »En Idè, der giver sig selv