Germanernes Lærling - 07

Total number of words is 4669
Total number of unique words is 1668
38.9 of words are in the 2000 most common words
52.9 of words are in the 5000 most common words
59.8 of words are in the 8000 most common words
Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
forandre dig, men--n ... at ...
-- Ja, ser du, jeg har tænkt meget paa at opgive min Stilling som
Skolelærer og tage til København og blive Student, og saa studere
Theologi, saa at jeg siden kunde blive Præst.
Per Andersen skød Maven endnu lidt frem, fik Armen ned næsten til de
spidse Albuer og lod Hagen synke grundende ned over den brede sorte
Halsklud.
-- Naa saa _det_ vil du? ... læse til Præst! ... he! det er ellers
aldrig fullen mig ind ... Aa ja, saagu' ... Det ku' ka'ske slet ikke
-- ... Men--n, har du ogsaa talt med vores Præst derom?
-- Jo, det har jeg rigtignok, det var saamæn Præsten, som først satte
det i mig, og han er meget ivrig for, at jeg skal gøre Alvor af det.
-- Naa, saadan! ... Ja, se det bliver jo en anden Ting ... Saa maa
det jo ogsaa kunne lade sig opføre ... Han maa jo da kende til de
Dele ... Ja, det var jo en Nyhed det, udbrød Per Andersen, idet han
tog Trøjen og Madkassen op fra Stenkisten og langsomt begyndte at gaa
ned ad Vejen, hvor Karlene drev hjem ad med deres Plovspand, der
slæbte Hamlerne efter sig.
-- Men saa vil det tage Tid, inden I kan komme sammen, -- det vil det
sgu' ... Hvis nogen har spændt for, for at køre til jeres Bryllup,
saa kan de saamæn ogsaa age magsomt ... Naa, men Tøsen er jo da
heller kun ung endnu, saa hun kan jo vente ... Og saa er der jo da
noget at bie etter, for at være Præstefrue det er jo immer bedre end
som at være Degnekone, det er ikke aa nægte ... Og se, -- Lærer, det
kan du jo altid blive, og Yderslev Embede, det er vel ikke af de
voveste, men det er da heller ikke anderledes, end som at der kan
faas dem, der er bedre ... Saa du opgiver jo ikke noget ved det. --
--
Karlene, der havde sat sig paa Bænken, trak Skuffen ud og tog deres
Træskeer frem, hvis Blad de drejede i Haandfladen eller gav en
Vending i Munden, medens Kristine satte Fadet med Mælkegrøden paa
Bordet.
-- God Dag, Niels, vil du spise med? ... Og du har været saa slem
idag, og rendt efter Fader uden at bryde dig om mig?
-- Ja, faa I nu kun Mad, sagde Per Andersen til Karlene, -- men kom
du her ind i Stuen, Mor -- og du ogsaa, Ki'sten, for vi har noget aa
tales ved om.
Det lød ganske højtidelig, og Kristine satte sig paa en Stol med
bankende Hjærte, som om hun skulde katekiseres, medens Forældrene tog
Plads i den lille haarde Sofa. Hjorth gik urolig frem og tilbage.
-- Tag dig en Cigar, Niels, sagde Per Andersen, pegende paa Æsken med
de sorte, urskovsbestemte Cigarer, der befandt sig under Frederik den
Syvendes Castrum doloris med de bomuldsagtige Kandelabre, paa en
Komode, imellem et Sparebøsse-Æble af malet Potteler og en stor
takket Konkylje. -- Aa, giv mig en med.
Det blev næsten uhyggeligt, medens han bed den sejge, fugtige Spids
af, slikkede Mundstykket rundt for at fæstne Dækbladet, knækkede et
Par Svovlstikker og endelig fik en til at fænge paa Buxerne, ventede
en lille Evighed, indtil Svovlet havde sydet af, og tændte sin Cigar
saa længe, til dens forkullede Ende stod i lys Lue, og den
opbrændende Svovlstik sved hans Fingerspidser. -- Men saa kom da
Fortællingen, langsomt, brudstykkevis, med Pavser af tavse Røgskyer.
Kristine hørte paa ham uden at se op, medens hun krammede paa sit
Forklædehjørne. Da Faderen var færdig, sagde hun ganske stilfærdig:
--
-- Og vi, som skulde været sammen til Sommer, det bliver der nok ikke
noget af.
-- Ak, Gud nej, sukkede Moderen.
-- Nej, nu gaar det jo inte saadan i et Snubtag --
-- Vi kommer til at bie paa hinanden, kære Kristine.
Men pludselig brød hun løs: --
-- Nej, nej, nu rejser du bort fra mig -- ind til den store By -- og
dèr ser du mange andre -- som er smukkere og klogere og finere end
jeg -- og saa vil du ikke vide af mig længer -- og jeg faar dig
aldrig mere igen -- aa -- aa --
Hun lagde Hovedet ned i Skødet og hulkede. Moderen løftede Ærmet op
til Øjnene og snøftede, reflexmæssig.
-- Saa til Helvede, sagde Per Andersen, lakonisk.
Kristine havde, medens Faderen talte, med en hurtig og levende
Fantasi udmalet sig den Herlighed at være Præstefrue. Men pludselig
kom saa den Idè, at han vilde blive ked af hende, naar han kom saa
højt paa Straa. For hende, der allerede sad i Præstegaardssofaen, var
det, som blev hun jaget af Gaarde med Hundene efter sig, berøvet sin
retmæssige Ejendom, -- og hun følte en inderlig Medlidenhed med sig
selv. »Jeg stakkels, forskudte Pige,« hulkede det inden i hende,
medens ukunstlede Taarer gennemvædede hendes Forklæde.
Hjorth var bleven ganske forbløffet og ulykkelig ved denne pludselige
Scene. Han bøjede sig over hende, fik hendes Hoved løftet, trak de
modstræbende Hænder bort. Hvor hun dog kunde tro det om ham? ... Hun
vidste jo, hvor han elskede hende! ... havde han nogensinde brudt sig
om nogen anden? ... hun skulde være hans egen lille Kone ...
Men hun tog stum mod hans Kærtegn, medens hun sad som fortabt,
tørrende sine Øjne, af og til med en nervøs Trækning over Skuldrene
af Graadens Efterdønning og med en lille ulykkelig Grube i den runde
Hage.
-- Naa, naa min Tøs, tag det nu med Ro.
-- Nej, Mændene! ... aa, Gud! ... det er saamæn ikke saadan, klagede
Moderen.
Hjorth vedblev at trøste Kristine. Denne halvkvalte Graads
Svaghedstilstand, den modstandsløse, frygtende Sorg rørte ham, medens
den kildrede hans Stolthed, Bevægelsernes viljeløse Slaphed, naar han
løftede hendes Haand, der var vaad af Taarer for hans Skyld, smeltede
ham i en sanselig Berusning, hans Stemme fik et blødt Tonefald og
fandt exalterede Ord. -- Hvis han nogensinde forlod hende, saa vilde
han være den sorteste, utaknemligste Usling --
-- Ja, det mener du _nu_, afbrød hun ham med et mat Smil.
-- Ja, der er li'egodt noget i hvad du siger, Ki'sten ... Jo, det er
ikke aa fragaa ... Der er en Fare dèr ... Naa, det var jo ikke fulden
mig ind ... Men det er med Fruentimmerne, de har det ligesom med
Instinkter ... Men--n, ser du min Pige, at -- se, der skal jo da
li'egodt være noget ved enhver Ting ... Man maa jo løbe en Risiko,
naar man vil have en Gevinst ... Man maa sætte noget ind, det er saa
vist ... Og det vil du dog ka'ske ogsaa finde, at dette her, det er
værd at vove paa.
-- Ak ja, naar jeg kunde se min Datters Mand paa Prækestolen og høre
ham tale Guds velsignede Ord til mig, -- det vilde da li'egodt være
den bedste Stund, jeg har levet.
-- Ja, der kan du høre vor Mo'r, hun har Forstand paa de Dele ... Jo,
det houer mig godt, vedblev Per Andersen, da det faldt ham ind, at
Præstelodden kun skiltes fra hans byløbne Jorde ved en smal Strimmel
Mad, som han nok kunde faa sin Ven, Møller Kristensen, til at afhænde
for en ræsonerlig Betaling eller ved Mageskifte. -- Alt etter som jeg
tænker over det, houer det mig svært godt.
Og efterhaanden begyndte det ogsaa at hue Kristine, der blev ganske
trøstet, indtil hun leende trak Hjorth i Skægget og kaldte ham sin
lille Præstemand.


XI.

-- Naa, Held og Velsignelse til Beslutningen, udbrød Pastor Krarup,
hjærtelig glad over at have faaet sin Idè frem. Han gned sig i
Hænderne, idet han allerede saà sig som Opdageren af en ny Stjærne,
Grundlæggeren af en glimrende Løbebane. Hvis han selv blot havde haft
f. Ex. Hjorths Hukommelse, saa vilde han have bragt det videre end
til simpel Landsbypræst ... Men i Grunden var det dog bedst saaledes,
ganske idyllisk, uden for Verden, i Fred med sig selv og andre ...
Saadan var der nu Kapellanboligen, en lille Lejlighed for sig, med
en særlig lille Have; -- naa den var jo ikke stor, men Herregud! for
et Par Nygifte. Jo den, der engang kom til at bo dèr, han vilde
saamæn faa det godt, hvem det nu blev. Ja, for han blev jo gammel,
han maatte jo med Tiden have en Medhjælp ... Men nu var det det
nærmeste. Han kendte en Lærer i København, der havde et Kursus til
Artium, en Universitetsven af ham, aa, en fortræffelig Mand! Ham
vilde han strax skrive til ... Provsten havde han saa smaat
forberedt, -- ja for nu vilde han vel hen og tale med Provsten?
Den lille magre Præstekone med det tandløse Smil, der syntes at ærgre
sig over at skulle være til, blandede saa megen Malurt som muligt
i Velkomstbægret, idet hun fordybede sig i Udmaalingen af den
lange Tid, det nu vilde tage, inden han kunde gifte sig, og i
Vanskelighederne ved at tage Attestasen, der skulde være gjort
betydelig sværere, siden hendes Mand tog den. Men den undersætsige
Datter med det mutte Ansigt, som serverede den tynde Kaffe og de af
Ælde bløde Kager, behandlede ham med usædvanlig Forekommenhed, idet
hendes Stumpnæse allerede syntes at vejre Velærværdigheden. --
Da han den næste Formiddag indfandt sig hos Provsten, fandt han denne
oprømt, med vederkvæget opvaagnede Aandsevner, efter lige at have
slebet sig en Sofaskraber. Thi han var om Vinteren oppe før sex og om
Sommeren før fem, paa Landmands Vis. Nu var han just paa Højden af
den nys-tændte Merskumspibes og den kolde Kaffes behagelige Stadium
før Faldet ned mellem Forordningerne, Regnskaberne, Cirkulærerne,
Indberetningerne og Ansøgningerne, der i pap-hæftede Bøger,
afstregede Papirsruller, blaa Koncept-Omslag, og kaligrafiske
Folioark havde hobet og bunket sig paa det lange Egetræsbord, truende
med at vælte Lysestagens lakplettede Voxstang over det store
Porcelænsskrivetøj, hvor et Ark Embeds-Frimærker struttede
bureaukratisk mellem Blækhornet og Sandbøssen.
Da han saà Hjorth komme ind i Gaarden, rev Provst Storm en Bunke
Papirer hen til sig for at være den stærkt sysselsatte, medens han
dampede voldsomt af Piben, som man gør det i Distraktion under meget
Arbejde. -- Han fik netop Tid til at se op.
-- Ah, Lærer Hjorth! -- god Dag, kære Hjorth, god Dag. -- Han fik
endogsaa Tid til at stikke Pennen bag Øret og give Haanden. -- De har
noget særligt at tale med mig om? -- Hm; -- ja jeg kan -- næ--næsten
tænke mig ... Sid ned, kære Hjorth -- sid ned ... Nu skal jeg strax
-- æh --
Han fik Pennen fra Øret, skrev et Par Linjer, stirrede med et barsk
Ansigt ud i Hjørnet af Stuen, nikkede resolut og skrev med et fejende
Sving sit »Storm« under et Cirkulære, der syntes at maatte fare
rasende over Provstiet, afblæsende Præstegaardenes Straatage og
rivende Skolelærere bort i sin Hvirvel som store kjolehalede Svaler
-- medens det i Virkeligheden var en meget tam Opfordring til
Præsterne om i rette Tid at tilstille Ministeriet deres Indberetning
om Antallet af Fødte og Døde.
-- Naa! --
Hjorth fremsatte sin Sag, medens Storm lyttede betænksom, af og til
opmuntrende ham med et velvilligt Nik, idet han tog Piben ud af
Munden.
-- Hm! ... ja, jeg havde ladet mig sige, at De omgikkes med slige
Tanker, jeg havde -- hm! ladet mig det sige. -- Provst Storm
understregede ved korte, sikre Nik dette gentagne aktive Udtryk for
»at høre«, hvilket han gærne valgte som det mest passende for en
Overordnet. -- Naa, ja, -- det ... jeg kan jo ikke andet end billige
-- naar De har Lyst -- hm! -- naar De føler dette Kald -- saa -- ja,
jeg skal tage mig af Sagen. -- Her nikkede han saa beroligende, at
Hjorth allerede syntes at føle Præstekraven om Halsen, skønt det var
ham ligesaa gaadefuldt som det var for Provsten selv, hvorledes denne
i Grunden vilde bære sig ad med at »tage sig af Sagen«. -- -- Skønt
det, naturligvis -- paa en vis Maade -- er mig ubehageligt at skulle
miste en saa dygtig Lærer, -- en intelligent, fremadstræbende ung
Mand, -- der -- efter hvad jeg har ladet mig sige -- ogsaa i politisk
Henseende hylder rosværdige loyale Anskuelser ... Naa. -- men -- Guds
Vilje ske! -- det er -- vi vil haabe det -- ham, der kalder Dem til
en større Virkekreds ... Ja, send De mig nu kun Deres Ansøgning, saa
skal jeg tage mig af den ... Farvel! Gud være med Dem!
Og Hjorth gik bort, lettet og beroliget, fordi det afgørende Skridt
nu var gjort, med denne fremskyndende Følelse i Hælen af at have
sparket Broen bort.
Men hverken til Præsten eller til Provsten havde han sagt noget om
sine udadhigende, ubestemte Længsler og sin urolige Drift efter at
komme til fuld Klarhed. Han havde en dunkel Anelse om at baade
Velærværdigheden og Højærværdigheden vilde have været af samme
Mening, en Mening, der korrekt kunde udtrykkes saaledes: nej, staar
det saadan til, min Ven, saa bliv du heller som et af Guds
enfoldigste Lam indenfor Faarefolden, heller end at du skulde
forvilde dig i Bjærgene og maaske komme til at danse som en af de
fordømte Bukke efter den gamle hedenske Pan sin Rørfløjte.


XII.

Den Dag da Pastor Krarups Formand i Embedet havde lagt Mærke til, at
Husmand Jens Persens lille Hans kunde huske latinske Gloser, som hans
Legekammerater, Præstens egne Sønner, glemte, som om de var betalt
for det, og da han efter selv at have givet Hans nogen Undervisning
fik Forældrene til at lade ham studere, -- da gjorde han sig vel
allehaande Forestillinger om hvad Drengen skulde blive til, tænkte
ogsaa undertiden, at han vilde blive en lærd Mand, men han anede
dog ikke i sit Hjærtes Beskedenhed, at han smurte det Trækplaster,
som omtrent tredive Aar senere skulde fæstes paa Katedret i
Universitetets største og tommeste Høresal og blive det frelsende
Middel, der bragte det unge Blod i frisk Strømning mod det tomme,
theologiske Rum.
Vantroen, der ved denne Tid bredte sig, navnlig blandt de Unge, som
et frodigt Ukrudt prangende med golde Blomster, er ikke rodskudt i
vort fredelige Land. Den talte -- som et hæsligt Modbillede til
Aandens Udgydelse -- i fremmede Tungemaal. Disse hedenke Tanker, med
Dyrets Mærke paa Panden og med Hestehoven, ere travede ind over vor
Markgrænse, disse moderne, svovllugtende Idèer ere blæste ind over
vore flade Strande. Udefra kom det. Hvor naturligt, at Modstanderen,
den Mand, som Tiden krævede, hvem det tomme Rum gabede efter, at han
kom indenfra, skaaren ud af Folkets Marv. -- Hans ru Fladhed var som
en Lysskærm og et Skjold mod alt hvad der var slebet enten i
blændende, straalebrydende Facetter eller i sønderkløvende Eg. Hans
Ansigt med sin Farve som et nyvasket Barns, naar det endnu er rødt af
Skrubningen, med den firskaarne Hage, med de utegnede Læber, med
Kindernes store runde Flader, med den skraa Pande, smallere end
Kæbebenene, brynløs forneden over vandgraa Øjne, og foroven fladt og
ligesom vandkæmmet dækket af hørgult Haar, -- dette hvidfødte,
enkelte, kødfulde Ansigt hævede sig over det gule Kateder som en from
indfødt Protest mod det mørkladne, markerede, nervøse, alt det med de
fremmede Lidenskabs-Flammer i Aarerne og de fremmede Idè-Gnister i
Nerverne. -- Dr. Luther kom fra de tyske Schachters Bjærgmandshytte,
Professor Petersen, hans danske, bogstavtro Discipel kom fra
Tørvemosens Husmandsrønne.
Denne Afstamning var ikke noget Spil af Tilfældet. Slægter, som, før
Avisernes Tid, aldrig havde læst andet end Bibelhistorien og
Lærebogen, Generationer, som, klæbende til Jordklumpen, ikke
nogensinde havde faaet anden aandelig Næring end den Smule Manna,
der dryppede til dem i deres Ørk fra de gamle Degnes og Præsters
Læber, -- saadanne Forfædre maatte have arbejdet Led efter Led for at
fuldføre denne Hjærne, der paa èn Gang var saa vid og saa snever, --
ligesom Trælle-Generationer maatte arbejde paa Opførelsen af de gamle
Pyramider eller de persiske Kongegrave. For den var vid og snever,
netop ligesom de ere vide og snevre, disse umaadelige Stenbjærge med
det uhyre Omfang, men hvor kun faa snevre Gange bore sig som
Ormehuller ind gennem Massen, der holder Livets Lys og Lyd langt,
langt borte, standset paa dens Yderflade, medens den med hele sin
Forstenings Ro tynger paa Mumiecellen midtvejs, hvori Gangene munde
ud. Og som Strukturen, saaledes alle de første Indtryk; -- det var jo
kun en Gentagelse af dem, der havde dannet den. De fandt Gangene
aabne og passende for sig, de gik derind, og derindefra raabte de
efter flere, der fulgte efter, og de videde Gangene ud, at der kunde
komme endnu flere, og de strømmede derind -- Kirkefædre-Sprog og
Symbolcitater, Skriftsteder, Tal og Navne, indtil det blev en
mylrende Mængde, -- og de rummedes alle derinde. Men ingen, som vilde
og maatte gaa sin egen Vej, ingen, der skræmmedes tilbage af de
snevre Ganges ægyptiske Mørke og vilde have en lys Sti, ingen, der
var for stolt til at bøje sig i deres Lavhed, og som vilde hvælve sig
en høj, hellenisk Portal, ingen, hvem Mylren derinde spærrede Gangen
for, naar de endelig bekvemmede sig til at krybe ind, -- ingen af
alle disse kunde trænge gennem Stenbjærget, de blev holdt langt,
langt borte, de skulde ikke forstyrre den forstenede Ro i Cellen,
hvor Mumien laa, Kristendommens allerægteste lutheranske Mumie,
udrenset for det ældgamle katholske Hjærte og de middelalderlige
Indvolde, indbalsameret i dogmatisk Parykpudder og exegetisk Bogstøv,
svøbelseviklet i et Pergament- og Papirs-Hylster af Enighedsformler
og Stridsartikler.
Om Udvikling kunde der for hans Vedkommende ikke være Tale, kun om
Væxt. Og det var hans Held; -- Udvikling er allerede halvt Kætteri;
-- lugter ikke selve Ordet af det moderne Hedenskab, af Darwin og
Spencer? Væxt derimod, er et helligt, et Paulinsk Udtryk: for denne
Væxt var Universitetet i sin daværende Tilstand en fredhegnet
Planteskole. Han besøgte først flittig sine Kollegier, indtil han,
uden Belæring af Mefistofeles, opdagede, at »Professoren ikke sagde
andet, end hvad der stod i Bogen«. Saa spildte han ikke Tiden bort i
Høresalene, mere end strængt nødvendigt, for Høfligheds Skyld, læste
de i Mode værende ortodoxe Kompendier og Kommentarer, indtil hans
utrættelige Hukommelse kunde dem omtrent udenad fra Ende til anden,
gik sent op til Attestas, men tog den saa ogsaa med et Præceteris i
Hovedkarakter, der kun skæmmedes af èt Laud. Det var noget uhørt i
Mands Minde. Der blev talt om ham som det theologiske Lys, man
udpegede ham allerede som Professor-Emnet. Han manuducerede saa
mange, han kunde overkomme, proppende dem som han havde proppet sig
selv, og fik begejstrede Disciple, der ikke blev trætte af at
lovprise hans Lærdom og holde Forventningen i Aande.
Efter tilstrækkelig at have fæstnet sin Stilling, glimrede han
halvandet Aar ved sin Fraværelse, idet han med et stort Stipendium
foretog en Studierejse i Tyskland, hvor han hørte de samme Mænd, hvis
Bøger han havde læst. Kun èn Fremmed kom han lidt i Berøring med, det
var Baurs Discipel, Tübingerkritikeren Hilgenfeldt i Jena, til hvem
en gammel Professor havde givet ham et Anbefalingsbrev. Men han tog
ingen Skade af det korte Samkvem med den berygtede Kætter, af hvem
han paa anden Haand kunde saa mange haarrejsende Udsagn, men hvis
interessanteste Ytring til ham var den nogenlunde neutrale: i den
Knejpe vil De finde et godt Glas Erlanger.
Saa vendte han tilbage til København, levede i nogen Tid indesluttet
med meget faa Manuduktioner og disputerede en skøn Dag paa
trehundrede Sider med »et Forsøg paa Bidrag til Fortolkningen af
Philippenserne II, 6-11«.
Maalet var fyldt. Den theologiske Verdens offentlige Mening kaldte
ham til Universitetet og harmedes næsten paa disse gamle sejglivede
Professorer, der holdt ham borte fra hans retmæssige Plads, og som
syntes, lamme, blinde, døve og stumme at ville lade sig slæbe op paa
Katedret for at dø dèr. Da han begyndte sine Doktorforelæsninger, var
Studenternes Tilstrømning næsten en Demonstration.
Forholdene i det theologiske Fakultet var paa dette Tidspunkt ligesom
lagte til Rette for ham. --
For det første vare de Studerende næsten komne til Raseriets
Højdepunkt af Kedsomhed ved at høre disse Professorer, som med en
enkelt Undtagelse vare gamle, halvt affældige Mænd, ude af Stand til
at sætte sig i Forbindelse med de Unge, og som alle uden Undtagelse
syntes at have en Glorie af Kedsommelighed om Hovedet, ligesom
Skaldepanden i Fritz Jürgensens Schakspil. Som lunkent Vand kan
bringes i Kog ved Luftens Fortynding, saaledes var denne saa
ulidenskabelige Masse under Pedanteriets Pumpe nær ved at koge over
og kaste Laaget; man havde jo den heroiske Tradition fra den Tid, da
Professor Bornemann blev styrtet. Men Doktor Petersen kendte en stor
Del af dem personlig, alle havde hørt Ros over hans ligefremme
venlige Jævnhed, hans praktiske Øvelse i Manuduktion gav Haab om en
Vejledning af ny Art fra det ophøjede Kateder.
Dertil kom, at den Smule Strømning, som havde fundet Sted i den
theologiske Verden, bestandig mere vendte sig fra dette grundløbne
Fakultet. -- Der var paa den ene Side Resten af den gamle
holdningsløse danske Rationalisme, repræsenteret af Professoren i det
ny Testamentes Fortolkning, en bleg Skygge af et dødfødt Legeme, ham,
der trak paa Skuldren, naar Sønnen, den udmærkede unge theologiske
Forfatter, fremsatte sine ultraortodoxe Meninger, medens han med et
godmodigt Smil bemærkede: »Ja, er det ikke underligt, hvad de unge
Mennesker kan tro paa i vore Dage!« Han var til Forargelse med sine
kejtede Bortforklarings-Forsøg og sit frygtsomme Haab om en Forsoning
med den moderne Videnskab, -- og han var en Latterlighed med sin
stedse tilbagevendende pedantiske Forelæsning om Johannes'
Aabenbaring: »Det store Dyr -- nu--u -- der er trehundrede og
tredsindstyve forskellige Meninger om det store Dyr -- nu--u -- men
De behøver ikke at kunne dem alle sammen« -- Paa den anden Side
begyndte man ogsaa at skele mistroisk til den efterhegelske
spekulative Dogmatik, man var vammel af disse taagede Fraser, hvori
Slægten fra Fyrrerne havde beruset sig, med en Vammelhed af »Dagen
efter«, man begyndte at smaalè af Martensens Aandrigheder om
Vorherre, der maa sige »Jeg« til sig selv og dutte en anden, man
tegnede i Kollegiemarginen parodiske Stamtavler over det himmelske
degenererende Kongehus, hvori Kristus havde Fanden til yngre Broder.
-- I skarp Modsætning til disse forkætrede Retninger var Doktor
Petersens Navn ensbetydende med den gamle uforfalskede Lutheranisme,
han gik omkring som den i Kødet komne »Hutherus redivivus«, hans
Professorat var selve det sextende og syttende Aarhundredes
Tronbestigelse.
Denne fandt Sted kort Tid efter, da Professoren i Exegese pludselig,
mod al Forventning, lagde sig til at dø, og tog de trehundrede og
tredsindstyve forskellige Meninger om det store Dyr med sig i Graven.
Saaledes var denne Mand, hvis Ord vare den efterspurgte Vare paa det
theologiske Marked, hvor Originalitet har den laveste Notering. Hans
Umulighed til at undfange eller forstaa en ny Idè var ligesaa god en
Borgen som hans Sikkerhed til at beholde de gamle; hans Tankegang var
ved sin Længde og Sneverhed bleven som Stien til Himmerig. Saaledes
gik det til, at han var bleven det theologiske Fakultets Livselixir,
Universitetets nyfødte Sol, hvorefter dets gamle Ørn stirrede
sin Broncehals stiv, Danmarks Trøst. -- Thi fornylig havde netop
en af hans Kolleger med sin snøvlende Stemme forkyndt udi
Studenterforeningens lumre Festsal, hvor under Tobakstaagen ogsaa
Hjorths Ansigt stirrede op imod ham, at »falder det theologiske
Fakultet, saa falder Universitetet, og falder Universitetet, saa
falder Danmark«.
Derfor var Professor Petersen ogsaa Danmarks Trøst.


XIII.

»Men anderledes saà det ud, naar Solen var gaaet ned og den liflige
Himmelrødme i Vest forjættede en skøn Morgen (Math. 16, 2). I denne
Fredens Time forstummede det travle Liv paa Landet og i Byerne. --
Markarbejderne vende hjem til Nadveren med de trætte Oxer og den
vendte Plov (Luc. 17, 7); i Vingaardene, hvor ofte et Taarn bevarer
Solgløden, medens allerede Skyggen har lejret sig om Gærdet (Math.
21, 33), standser Persens Larm, medens Arbejderne faa deres Løn
udbetalt af Fogeden (Math. 23, 8), og Vejenes mødige Vandringsmænd
søge til Byen for at finde et gæstfrit Herberg (Luc. 24, 28 f.).
Ogsaa her er Dagens brogede Liv til Ende; Torvet, der nylig vrimlede
af legende og dansende Børn (Luc. 7, 32), hvor Daglejerne ventede i
Flokke paa en Arbejdsgiver (Math. 20, 3) og hvor de Skriftkloges
lange Klæder slæbte hen over Brostenene (Marc. 12, 38) -- dette Torv
byder ikke længer Vandringsmanden saa livfuldt et Skue; kun nogle
enkelte Daglejere, der ikke havde fundet Arbejde, dvæle endnu paa
Hjørnet (Math. 20, 6), hvor han maaske ogsaa finder en Hykler, der
neppe vil tage ham det fortrydelig op at blive overrasket i sin
Aftenandagt (Math. 5, 5), og de tomme Gader, hvor man nylig hørte
Udraabernes Basuntoner, naar Farisæerne uddelte deres Almisser (Math.
5, 2), genlyde nu kun af den Vandrendes ensomme Fjed. Dørene ere nu
lukkede, Husfaderen og Børnene til Sengs (Luc. 11, 7). Snart lister
kun saadanne Folk gennem Gaderne, som af en eller anden Grund vil
skjule deres Færd for Menneskenes Syn (Joh. 3, 1-2).«
Det var Professor Petersen, som lænet tilbage i sin Arbejdsstol læste
denne nylig skrevne Side højt for sig selv. -- Affattelsen af
saadanne kulturhistoriske Skildringer var et Liebhaveri hos ham, en
novellistisk Adspredelse, hvori hans Fantasi søgte sig et uskyldigt
Udløb. Han glædede sig over det levende og naturtro Billede af jødisk
Liv paa Frelserens Tid, som han saaledes oprullede for Læseren og gav
Stykket dets stilistiske Fuldendthed ved at rette »den Vandrendes«
til »Vandrerens«, fordi det faldt ham ind, at det første kunde læses
som »den Vand-Rendes«, hvilket vilde forstyrre Stemningen. Da han
dyppede sin Pen for at fuldende det natlige Billede med en Skildring
af de galilæiske Fiskeres stormtruede (Marc. 4, 37; Joh. 6, 18) og
ofte fejlslagne (Luc. 5, 5) Dont, bankede det beskedent paa Døren; --
Ringningen havde han i sin Forfatteriver ganske overhørt.
-- Kom ind! --
Døren gik op. Det var en ung Mand med rødligt Skæg, tarvelig klædt og
med en ny Studenterhue i Haanden.
-- God Dag, sagde Professoren, med det velvillige, noget spørgende
Smil, der ikke just gjorde hans Ansigt aandfuldt.
-- God Dag, Hr. Professor ... Jeg tog mig den Frihed at gaa op at
hilse paa Hr. Professoren, da jeg har en Hilsen til Dem fra Pastor
Krarup i Fredløse.
-- Ah, fra min gamle Egn! ... De kender Præsten dèr? ... En vakker
gammel Mand ... Vær saa god at tage Plads, Hr. --?
-- Hjorth.
-- Hr. Hjorth ... Hvis jeg ikke tager fejl, har jeg set Deres Ansigt
paa min Forelæsning? ... Ja, jeg syntes det jo nok ... De er ældre
Student?
-- Nej, jeg er Rus.
-- Ja saa ... Ja, jeg syntes nok, jeg kendte Dem ikke fra ifjor ...
Hm ... Maaske kommen sent til Studeringerne?
-- Ja, jeg har i nogle Aar været Skolelærer ... Jeg var sidst i
Yderslev.
-- Ah, ser man det! ... Naa, saa er De jo godt kendt i min Egn, saa
De kan vel fortælle mig en Del om, hvordan det staar sig dernede ...
De er maaske barnefødt dèr?
-- Nej, Hr. Professor, jeg er Sønderjyde.
-- Sønderjyde, -- naa, ser man det, ser man det! ... Ja, Navnet
Hjorth, det tyder jo ogsaa snarere paa Sønderjylland end paa
Sydsjælland ... De har heller ikke den rigtige sjællandske Dialekt,
jeg tror, jeg har selv mere af den, ha, ha, ha! ... Naa, men De følte
saa selv mere Lyst til at blive Præst?
-- Ja, Hr. Professor, Skolelærergerningen kunde ikke i Længden
tilfredsstille mig. -- Og Hjorth begyndte at fortælle sin simple
Udviklingshistorie, sin Omgang med Pastor Lindekær, der viste sig at
være en ældre Ven af Professoren, de tyske Studier, Præstens
Opfordring og de rationalistiske Angreb paa Kristendommen, som havde
ansporet ham til at fordybe sig grundig i dens Sandheder og deres
videnskabelige Begrundelse. --
Han talte i Begyndelsen langsomt, noget stammende, og blev hvert
Øjeblik rød i Hovedet; -- men snart var han ganske rolig og utvungen,
opmuntret ved Nik og Smaagrynt fra Professoren, hvis lyttende Ansigt
havde antaget dette opmærksomme, undertiden lidt betænkelige Udtryk,
som ved en kuriøs Modsætning lod det se dummere ud jo alvorligere han
tænkte, et Ansigt med en mut fremskudt Mund, sænket Hage, lidt
indsugne Kinder, der lod Kæbebenet træde stærkere frem, og de
glansløse vandgraa Øjne paa Nippet til at springe frem fra deres
altfor flade Nischer under den let oprynkede Pandehud, -- dette
Ansigt, som han kendte saa godt, naar det, bøjet ud over Katedret,
betragtede den Talende paa Examinationsbænken.
-- Naa, ja -- ser man det ... Hm! ... De har altsaa ogsaa æsthetiske
You have read 1 text from Danish literature.
Next - Germanernes Lærling - 08
  • Parts
  • Germanernes Lærling - 01
    Total number of words is 4608
    Total number of unique words is 1573
    37.8 of words are in the 2000 most common words
    52.7 of words are in the 5000 most common words
    60.8 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Germanernes Lærling - 02
    Total number of words is 4926
    Total number of unique words is 1501
    43.1 of words are in the 2000 most common words
    56.2 of words are in the 5000 most common words
    63.4 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Germanernes Lærling - 03
    Total number of words is 4673
    Total number of unique words is 1835
    36.4 of words are in the 2000 most common words
    50.6 of words are in the 5000 most common words
    57.6 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Germanernes Lærling - 04
    Total number of words is 4865
    Total number of unique words is 1682
    41.5 of words are in the 2000 most common words
    55.6 of words are in the 5000 most common words
    62.9 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Germanernes Lærling - 05
    Total number of words is 4837
    Total number of unique words is 1663
    38.9 of words are in the 2000 most common words
    52.3 of words are in the 5000 most common words
    58.5 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Germanernes Lærling - 06
    Total number of words is 4902
    Total number of unique words is 1559
    42.9 of words are in the 2000 most common words
    56.0 of words are in the 5000 most common words
    62.8 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Germanernes Lærling - 07
    Total number of words is 4669
    Total number of unique words is 1668
    38.9 of words are in the 2000 most common words
    52.9 of words are in the 5000 most common words
    59.8 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Germanernes Lærling - 08
    Total number of words is 4829
    Total number of unique words is 1616
    41.8 of words are in the 2000 most common words
    55.7 of words are in the 5000 most common words
    62.7 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Germanernes Lærling - 09
    Total number of words is 4484
    Total number of unique words is 1776
    35.5 of words are in the 2000 most common words
    48.8 of words are in the 5000 most common words
    56.7 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Germanernes Lærling - 10
    Total number of words is 4698
    Total number of unique words is 1638
    41.2 of words are in the 2000 most common words
    56.1 of words are in the 5000 most common words
    61.7 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Germanernes Lærling - 11
    Total number of words is 4703
    Total number of unique words is 1617
    42.2 of words are in the 2000 most common words
    57.5 of words are in the 5000 most common words
    64.7 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Germanernes Lærling - 12
    Total number of words is 4935
    Total number of unique words is 1364
    45.8 of words are in the 2000 most common words
    60.6 of words are in the 5000 most common words
    67.8 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Germanernes Lærling - 13
    Total number of words is 4797
    Total number of unique words is 1542
    44.1 of words are in the 2000 most common words
    56.8 of words are in the 5000 most common words
    64.8 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Germanernes Lærling - 14
    Total number of words is 4724
    Total number of unique words is 1604
    40.3 of words are in the 2000 most common words
    53.5 of words are in the 5000 most common words
    61.7 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Germanernes Lærling - 15
    Total number of words is 4982
    Total number of unique words is 1349
    47.5 of words are in the 2000 most common words
    62.7 of words are in the 5000 most common words
    68.5 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Germanernes Lærling - 16
    Total number of words is 4598
    Total number of unique words is 1649
    40.6 of words are in the 2000 most common words
    55.0 of words are in the 5000 most common words
    62.6 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Germanernes Lærling - 17
    Total number of words is 4839
    Total number of unique words is 1696
    40.0 of words are in the 2000 most common words
    54.1 of words are in the 5000 most common words
    62.0 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Germanernes Lærling - 18
    Total number of words is 4988
    Total number of unique words is 1414
    45.8 of words are in the 2000 most common words
    60.6 of words are in the 5000 most common words
    67.3 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Germanernes Lærling - 19
    Total number of words is 4972
    Total number of unique words is 1538
    44.1 of words are in the 2000 most common words
    60.5 of words are in the 5000 most common words
    68.6 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Germanernes Lærling - 20
    Total number of words is 4970
    Total number of unique words is 1489
    46.3 of words are in the 2000 most common words
    62.9 of words are in the 5000 most common words
    70.4 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Germanernes Lærling - 21
    Total number of words is 4858
    Total number of unique words is 1488
    45.8 of words are in the 2000 most common words
    60.6 of words are in the 5000 most common words
    67.7 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Germanernes Lærling - 22
    Total number of words is 278
    Total number of unique words is 175
    64.5 of words are in the 2000 most common words
    73.5 of words are in the 5000 most common words
    79.1 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.