Germanernes Lærling - 21

Under de aabenstaaende Vinduer, der vare omrammede af blomstrende
Rosenranker, stod et Dameskrivebord af Nøddetræ med Roser i et
Blomsterglas ved Hjørnet. Han satte sig ved det og saà sig om i
Stuen. En lille Hængereol paa den ene korte Væg til højre for ham,
bag ved, over Sengen, et Par Lithografier af Rhinlandskaber; til
venstre for ham i en lille Sofa hun selv, rødmende og straalende af
en Glæde, som han ikke vovede at gætte var Glæden over at se ham
derinde i hendes Værelse.
Hun rejste sig og trak en Skrivebordsskuffe ud.
-- Ja, men nu er det det gale af det, at jeg har kun Papir, som er
mærket med mit Navnetræk.
-- Aa, det gør ingen Ting.
-- Ja dèr ligger det, og dèr er Konvolutter. Farvel saa længe.
Men Døren gik ikke. Og da han drejede Hovedet, saà han hende staa
sidelængs ved Døren, hævet paa Tæerne, med Overkroppen bøjet frem,
saa at Hagen hvilede paa Hænderne, der havde grebet om Haandtaget.
Hun blev blussende rød, da hendes Blik pludselig mødte hans.
-- Jeg vilde kun sige, Hjorth, at det glæder mig saa meget, at De vil
tilbage til Danmark og være Rigsdagsmand.
-- Det er ellers ikke meget smigrende for mig.
-- Fy, Hjorth! saadan var det ikke ment, -- det vèd De ogsaa godt ...
Men -- ja men, nu maa De ikke blive vred, vel? -- jeg har saa tidt
tænkt, at De egentlig begravede Dem hernede, og ikke virkede, -- og
-- at De var for god til det.
Saa smuttede hun ud af Døren.
Han dyppede Pennen. Haven straalede udenfor i Sollyset, en Rosenkvist
svingede ned bagved Vinduesaabningen, og Rosenduften blandede sig med
den af Violrod fra Papiret, hvor hendes Navnetræk ofte fangede hans
Blik i sine Slyngninger. Saa holdt han inde og tænkte sig, at hun
endnu stod bagved ham paa Tæerne henne ved Døren, bøjende sin smekre
Figur, ligesom trykket af en skelmsk Forlegenhed, med Hagen støttet
mod Hænderne paa Laasen, smilende, medens hendes dejlige Øjne hvilede
paa ham, der skrev ved hendes Bord.


XLIV.

Fuldmaaneskin ud over Landet i en af de klare Skærsommernætter, der
helt igennem sit korte Liv bevarer en lys Erindring om Dagen, og
smiler i denne Erindring med et teglstensrødt Strøg nede ved den
vestlige Horisont, hvor det afbleges, men næppe forsvinder,
før allerede Gryet rødner sig op paa den modsatte Himmelkant.
Maanestraalerne kastes ikke som i Efteraarets og Vinterens Nætter med
en kold grønlig Tone tilbage fra Længernes Kalksider, men de
gennemaandes dèr paa de hvide Flader med et uendelig fint rosenrødt
Skær, som manede deres Glans den Aftenrøde, der døde hen dèr, tilbage
til et drømmende Liv. Ikke heller splitte de det lysende Rum ved
disse sammenpressede, uigennemtrængte Skyggelegemer og strække ikke
hen over den blege Jord saadanne skarpt afgrænsede sorte Slagskygger,
som tidligere og senere i Aaret; -- thi Dagens vestlige Afglans, der
vilde have Kraft til en let Skygge, hvis ikke den sejrende Maane var,
den formaar endnu at viske Maaneskyggernes Kanter ud med sin
farveløse Pensel, at trænge ind i dem og sætte et Stænk af Lys selv i
deres mørkeste Dyb.
Det var det sidste Døgn, Hjorth tilbragte i Vonsbæk. Den næste Morgen
skulde han rejse over til sin Kreds og ture om blandt Bønderne, fra
Landsby til Landsby, paa Møder og Prøvevalg lige til den sexogtyvende
Juli, da Slaget skulde staa. Han havde drukket The i Præstegaarden og
var sammen med Johanna gaaet ud i Skoven, ned til Fjorden.
De havde talt meget sammen den Eftermiddag, -- talt om det politiske
Liv, han nu skulde ind i, om de Ideer, der laa ham mest paa Sinde,
men som vare saa langt endnu fra at trænge igennem, at der offentlig
kun kunde arbejdes i det smaa hen imod deres Forberedelse, -- talt
ogsaa om hele den moderne Livsanskuelse, om den Forsagelse, det
Afslag i Haab og Fordringer, den selvfornægtende Underkastelse under
Naturens Virkelighed, som den paalagde sine Bekendere, idet den endnu
fordrede af dem, at de uden Løn skulde lade sig overskælde af den
aandelige Pøbel og paabyrde hadefulde Anklager af dens Førere, ret
som var det en Forbrydelse at nøjes med en Erindring i Stedet for at
glæde sig til en Genforening, eller en Anmasselse at bære timelig
Trængsel uden at fordre en evig Salighed.
Det var længe siden, at Johanna i sin Aftenbøn havde bedet Vorherre
om ikke at være vred paa Hjorth, fordi han ikke havde den rette Tro;
-- maalt med alt det, der var foregaaet hos hende, var det saa lang
en Tid, at hun nu allerede mindedes det med et Smil. Hendes Tro havde
kun været en barnlig, levende Anskuelsesform, og nu var hun bleven
voxen. Men endnu var hun langt fra kommen tilrette med sine
Anskuelser, og derfor kunde hun ikke blive træt af at tale med Hjorth
om disse Ting. Medens han talte, blev hun ofte med èt rød i Hovedet,
og naar han kort efter tav, sagde hun: »Nu vil jeg sige noget, men
jeg er bange for, at det er dumt,« -- og saa fremsatte hun i naive
Udtryk, som de vare spirede hos hende selv, et af disse Spørgsmaal,
som Verdens Vise bestandig have brudt deres Hoveder med, eller hun
spurgte, om man ikke kunde tænke sig _det_ besvaret _saaledes_, --
uden at ane, at det Svar var et af de mange, der gik om i Verden med
et berømt Navn.
De havde talt, og nu tav de.
De gik langsomt hen ad Gangstien, der næsten flød sammen med det
underlig hvidlige Græs, mellem mørke Stammer til venstre og
graalysende Stammer til højre, ud og ind af flettede Lys og Skygger
gennem Underskovens Krat, med pludselige Straaler sprudlende ind
udefra mellem mørke Blade, gennemstregende Rummet med Striber som af
lysende Støv, døende dybt inde i en Blinken som af Vand, med
Silhouetgrene klippede fint op mod Lyset og Glansblade foldende sig
ud af Mørket, med underlige høje blaastraalende Taageskikkelser
længer borte, ligesom Aander af Sølvlegemer, med lunefulde Blink, paa
hvilke Puk kunde komme ridende, med dæmrende Skygger, hvori Titania
kunde drømme. Og da Stien begyndte at skraane ned langs Skrænten, da
var det, som om foran dem og til venstre for dem en Mængde underlige
Væsener skred ud fra et Mørke, der endnu hang om deres Skuldre, bort
mod noget straalende lyst, noget taaget, om selv den klareste Fremtid
er taaget, en blaanende Lystaage, som Damp af smeltet Sølv; -- men
til den anden Side var der andre Væsener, med et Genskin af det Lys,
de forlod, der trak sig tilbage i en Bladnats Mørke for at forsvinde
dèrinde med spredte hemmelighedsfulde Blink.
De standsede ofte og saà sig om. Skiftevis betragtede de hinanden, og
undertiden mødtes deres Blikke. Nu og da lod de et Par af disse Ord
falde, som mindre ere en Meddelelsesform end et Tegn paa, at man ikke
nyder ene, mindre en Pegen end et aandeligt Haandtryk.
Saaledes vare de komne helt ned til Fjorden lidt før Landgangsbroen.
Fuldmaanen stod paa den skyfri Himmel et lille Stykke oppe over
Sverdrup Skov, og denne Skov, der ikke viste Løvgrupper eller Stammer
eller noget andet end en stejl Flade, som endte i en bugtet Linje,
den var ikke længer mørk, saaledes som den saàs længere inde fra
Præsteskoven, men stod med et mildt dunkelgraat Skær, som bag et lyst
Florsslør. Under den laa Fjorden blank som en sleben Metalplade, med
Maanelyset udbredt over sig, uden at det blev grebet og inddrukket af
nogen Bølge eller fangedes og skaarsplittedes af Strømrifling; kun
helt inde i Spejlskyggen af Sverdrup Skov glimtede det som af en
Strimmel Tinfolie; midt ude laa Maanen selv rund og stille, som den
stod paa Himlen; længer inde havde nogle Tangplanter lige i
Overfladen en Glans af Pailletter, og tilsidst lysnede Bredden med et
Par fine Tungelinjer som af Sølvtraad. Henne til venstre, hvor Engene
gik ned, kom hvide Taagemasser stødvis glidende ud over Fjorden, og
dèrude, hvor Aalefiskerne »blaasede«, stod midt paa Vandet et Par
stikkende røde Flammer med lodrette Kobberstriber under sig. Til
højre, for Enden af Broen, laa Fjorddamperen tungt med sit mørke
Skrog paa det blanke Vand, og strittede op i det blaadisede Lys med
en sort Mast og Skorsten; et rødt Lys strømmede ud fra Kahytsdøren og
glòde gennem Koøjet i Bagstavnen ned i Vandet; skønt den havde lagt
sig til Ro for Natten, vedblev der at lyde en stakaandet Stønnen og
taktfaste Slag fra Maskinen, og denne eneste Lyd gennem den stille
Nat pumpede Afskedstimens Uro ind i al den vemodig hensmeltende
Skønhed, der omgav dem. Bøgeløvet hang mørkt udover, sænkende sig,
indtil fra en vidjeslank Kvist et lille Blad hang lige ned foran
Maanen, gennemildnet grønt, som en straalende Smaragd midt i
Guldcirklen.
Maanelyset flød ned over Johannas faste runde Skulder, gled ind om
den smekre Midje, hvilede paa hendes skønne alvorlige Ansigt, der
straalede med et Perlemorsblink i Øjet. Den hvide Fjer laa blødt som
en Drive af Snedun paa det mørke Haar, hvis tunge Krumninger havde en
poleret Glans som Ibentræ. Ved en Drejning af Hovedet faldt en lille
oval Maaneplet ned paa den bøjede Nakke tæt inde under Haaret.
I dette Øjeblik var Hjorth lige ved at omfavne hende ganske blidt og
trykke sine Læber netop dèr, paa hendes Nakke, hvor det lille
Maanebillede skælvede. Han vidste, at han havde Ret dertil -- næsten
Ret. Men saa syntes han igen, det var Synd at forstyrre denne stille
Væxt af hende ind imod ham, at fremskynde, hvad der dog vilde komme
... Endnu ikke! -- Han vilde ikke rive til sig den Løn, som Germanien
lovede sin Lærling; -- fuldt moden, af sig selv, skulde den falde i
hans Skød. Thi vel er den herlig og berusende stolt den Lykke, som
man maner frem i et almægtigt Besværgernu og tvinger ind under sin
Vilje, den viltre Stormaand, hvis Hvirvel man standser, naar den vil
jage forbi, og tryller fast i sin egen Livskreds, -- men tusind Gange
skønnere, salig er den Lykke, der kommer mildt af sig selv, som
Profeten lader Gud komme -- i den stille Susen. Han slog sig ikke
til Ro ved at haabe paa Lykken, han følte den allerede i sig,
gennemtrængtes af en uendelig Taknemlighed over hvad hans Liv var
blevet ud fra det, som det havde været, og bort fra det, som det
kunde være blevet, -- og i en knælende Andagt ofrede han al sin
overstrømmende Taknemlighed til hende, som hun stod dèr ved Siden af
ham, saa smuk og saa god, i det dæmpede og dog saa straalende Lys,
der tegnede Kindens bløde Rand med en sart Sølvlinje af Dunhaar, idet
hun vendte sit Ansigt om imod ham og smilede, ligesaa lykkelig og
sikker som han selv i den Tro, der ikke haster ... Endnu ikke. --
-- Hvor her er dejligt, sagde hun og aandede dybt. -- Noget skønnere
har jeg aldrig set, -- aldrig noget saa skønt, tror jeg ... Nu vil
jeg ikke mer længes efter Rhinen.
-- Jeg heller ikke.
-- Ja dog, -- jeg maatte gærne besøge den Egn sammen med Dem og vise
Dem de Steder, hvor jeg er voxet op og var -- og ikke var saa
lykkelig som nu.
-- Ja naar vi kunde se det sammen, det var en anden Sag.
-- Men alligevel vilde -- --
-- Og dog vilde jeg -- --
De vare komne til at tale i Munden paa hinanden, i Færd med at sige
det samme.
-- Ja ikke sandt, vedblev han, -- hertil vil vi dog altid længes
tilbage.
Johanna nikkede.
De saà sig endnu en Gang om, for at lade al denne milde, natlige
Naturskønhed strømme saa dybt ind i dem, at den ikke mer kunde
forsvinde.
Saa gik de langsomt tilbage sammen gennem Skoven.


XLV.

Tusinde Hænder strittede op i Luften, en varm Midsommerluft, mod hvis
dybe Blaa Dannebrog flagrede. Efterhaanden som de begyndte at synke,
hævede under Flaget Valgtribunen sig med sit store aabne Bræddeskur,
fuldt af sortklædte Mennesker.
-- Valgbestyrelsen skønner, at Hr. Hjorth er valgt ved Kaaring.
-- Hør! -- Bravo! -- Hør!
Lærer Beck ringede med Formandsklokken.
-- Professor Petersen har begæret skriftlig Afstemning, som strax
vil finde Sted her, foran Tribunen. --
Der begyndte at komme Bevægelse i Mængden. Der gik en Strømning
udefter, som gjorde Kredsen videre og spredte Folk over Marken, hvor
der var Luft, Plads til at røre Benene og til Armbevægelser, hvis man
blev ivrig under Disputen. En anden Strømning gik indad mod Tribunen,
foran hvilken Trængslen blev endnu tættere, om de store Plakater med
Sognenavnene, som nu blev sat op.
Noget tilbage, lidt uden for Mængden, stod den sædvanlige Gruppe af
Honoratiores. Herredsfogden vrissede, fordi man nu skulde blive der
og stemme hele Formiddagen -- i den Hede! Den fallerede Kammerraad
mente, at Professoren var dog nødt til at forlange skriftlig
Afstemning, man kunde dog ikke vide --. Nej naturligvis, men
overhovedet dette Valg! det var det fordømte Venstre, -- naar de nu
saà, at Ministeriet ikke vilde! -- Ja, men de var jo saa stædige
disse Bo--Bonde-Be--bæster. Og de begyndte begge at forbande Venstre.
Ravn, der altid skulde være lidt krakilsk, afbrød Herredsfogden med
den Bemærkning, at han burde dog stemme paa Hjorth, der var
Fritænker. Men Herredsfogden afviste det med Indignation; for i den
senere Tid, navnlig efter at der var blevet talt saa meget om en
Alliance mellem Venstre og Fritænkerne, havde han stukket sin
fornægtende Pibe ind: saadan en Grønskolling, som lod haant om al
Autoritet!
Imidlertid beundrede Provsten og Pastor Krarup Professor Petersens
store Tale. Krarup laa ganske næsegrus af Begejstring, og Provsten
rakte ham en overordnet bifaldende Haand for at bringe ham i
Ligevægt: -- han havde ladet sig sige, at Professoren var en saa
udmærket Universitetslærer og nu, efter at have hørt ham tale, maatte
han indrømme --. Pastor Frederiksen, der jublede over, at skulle
stemme paa sin gamle Manuduktør, fandt især, at hans Anvendelse af
Skriftsteder havde været saa beundringsværdig. Mente Godsforvalteren
ikke ogsaa?
Det mente Ravn ganske vist, men nu var det nok paa Tide, at han kom
ud og talte med sine Folk -- endogsaa overtalte -- he! -- Farvel!
-- Ja hvem kan vide, sagde Pastor Krarup, -- det skulde saamæn slet
ikke undre mig, om den skriftlige Afstemning gav et andet Resultat
... Der bliver nok agiteret en Del i denne Mellemtid ... Ih, men der
ser jeg jo Professoren -- og Fruen!
Han ilede afsted, hæsblæsende efter at gøre sit Bekendtskab med
Kandidaten gældende. -- Provsten maatte nu til at gætte, hvormeget
Kammerraaden paa Auktionen havde faaet for sin berømte Præmie-Tyr
Thaër, opkaldt efter en af Indavlens Forsvarere, -- og Pastor
Frederiksen gav sig i Snak med Herredsfogden om den gamle Brændesag,
som han nu endelig havde opnaaet at tabe.
Imidlertid snòde Pastor Krarup sig hurtig frem gennem Mængden, medens
han i Forbigaaende trykkede en Bonde i Haanden eller klappede en
Husmand paa Skuldren med et: »Naa, Hans Nielsen, du stemmer da vel
paa dit Bysbarn Professoren, der har gjort vores Egn saa megen Ære?«
-- et Spørgsmaal, der gærne besvaredes med et ubestemt Grin og et:
»Ja--a, det vèd jeg itt' saa lige.« Saaledes naàde han hen til
venstre for Tribunen, hvor Professoren og hans Hustru stod i Snak
med Forstanderen for Folkehøjskolen, Hr. Jansen, en stor Mand med
luende rødt Skæg og Haar.
-- Ih, ser man det! ... God Dag, Hr. Pastor, God Dag!
-- _God Dag_, Hr. Kandidat ... Ah, Kandidat! nu er De igen »Kandidat
Petersen« -- he, he, he--e! ... Kan De huske den Dag? ... _God Dag_,
kære Frue! ... Go' Da', Jansen.
-- Om jeg kan huske det! Det var jo den Gang, jeg først traf min
Nikoline.
-- Ja, vi har saamæn noget at være Dem taknemlige for, Hr. Pastor,
sagde Fru Petersen.
-- Ja, naar vi nu endda kunde faa Dem valgt, hvad? ... Ja, jeg tror
nu det gaar ... Men nu maa vi ogsaa til at strænge os an, -- hvad,
Jansen? ... Lægge os i Skaglerne -- for hans Triumfvogn -- he, he,
he, he--e.
Højskoleforstanderen var Beredvilligheden selv. Han vilde ikke nægte,
at han maaske nok kunde have en Del Indflydelse paa alle de yngre
Bønder, som vare udgaaet fra hans Højskole. Han skulde ogsaa formene
dèr at have indprentet dem solide og religiøse Grundsætninger, saa de
ikke gik hen og gav en Fornægter deres Stemmer.
En høj sortklædt Mand stak et duknakket Hoved med et alvorligt
pergamentsgult Ansigt ind over Gruppen.
-- Maa jeg præsentere, sagde Professoren, -- min Ven Provst Lindekær
fra København, der har været saa venlig at tage herud idag for at
understøtte mig.
Baade Præsten og Højskoleforstanderen vare henrykte over at gøre den
ansete Mands Bekendtskab, -- en af Kirkens Støtter. De forsikrede,
at de faa veltalende Ord han havde sagt fra Tribunen havde haft en
uberegnelig Virkning.
Det var Provst Lindekær, der havde ført Hovedslaget mod Hjorth som
Fritænker. Professoren havde talt mere politisk sagligt om de tre
Punkter og navnlig dvælet ved Universitetsspørgsmaalet, ud fra
hvilket han i en Parenthes havde gjort en lille Hentydning til
Hjorths religiøse Stilling, men det var kun et Forspil, efter hvilket
Provsten truttede i Zionsvægterhornet.
-- Hvad jeg især beundrede, Hr. Provst, sagde Højskoleforstanderen,
det var den Bemærkning, De lod indflyde om Socialisme --, det var
særdeles fint.
-- Ja, men Hjorth nægtede jo rigtignok, at han var Socialist,
indvendte Fru Petersen.
-- Aa, det har ikke noget at sige, svarede Provst Lindekær ... Der
er en meget nøje Forbindelse mellem disse fritænkerske Anskuelser
og Socialismen ... Det er Udslag af den samme pantheistiske
Aandsretning.
-- Ja--a, -- det er netop Sagen, det har Martensen --
-- Jo, hm -- det er jo vistnok --
-- Saa selv om han ikke i Øjeblikket har gjort sig det klart --
-- Ja, det er et Punkt, vi maa holde fast paa under Agitationen,
sagde Højskoleforstanderen. -- Og saa et praktisk Vink! vedblev han,
idet han med en skolemesteragtig Pegefinger prikkede Professoren paa
Brystet: -- et praktisk Vink! -- Provsten berørte Eden; -- det maa vi
lægge Vægt paa; Hr. Hjorth vil rimeligvis ikke aflægge Eden, og kan
ikke faa Plads i Rigsdagen, eller -- Tinget kunde maaske nægte at
tage imod Eden, eller -- der maa maaske forelægges og vedtages en
Undtagelseslov, -- i alle disse Tilfælde vil Kredsen i kortere eller
længere Tid være uden Repræsentant, -- det er et Punkt! det maa vi
tage ham paa ... Men nu maa jeg ud og arbejde i Deres Tjeneste, Hr.
Professor. Farvel saa længe!
-- Ja, jeg maa nok heller ikke staa her længe, udbrød Pastor Krarup
med en ivrig Bevidsthed om de uhyre Masser, han kunde hverve for
Højre. -- Men De bør virkelig følge med, Hr. Professor -- og De
ogsaa, Frue, -- De som er saa bekendt --
-- Jeg synes dog, det er saa underligt, at vi saadan formelig skulde
gaa om og bejle til Folkegunst.
-- Ja, nej -- det kan sandelig ikke nytte, naar man vil være Tribun,
saa --
-- Jo, ganske vist ... Hm ... Det er jo unægtelig et Krav af
Omstændighederne.
-- Nej se, Fru Petersen, udbrød Pastor Krarup, da de var gaaet et Par
Skridt, dèr ser De Deres gamle Ven Ravn ... De kan tro, han er ivrig
for Deres Sag. --
-- Det vilde være mig meget kært at hilse --
Men Godsforvalteren var allerede forsvundet ind i Trængslen, hvor
hans Griseøjne spejdede gennem Guldlorgnetten efter Bønder og
Husmænd, der stod i Afhængighedsforhold til Skovvang; denne Gang
opdagede han Ole Rasmussen fra Vindrup Overdrev og Sønnen Hans. Han
kastede sig over dem: de huskede da, at man stolede paa deres
Stemmer, -- ellers vilde man se sig nødsaget til at pante dem ud for
Afgiften.
Jo, vel, -- men--n, at -- de var nu før bleven holdt hen med Løfter,
saa at de var kommen i Tanker om, at de vilde dog gærne have det
skriftlig.
Ja det vilde de da li'egodt.
Ravn rev sin Lommebog op, skrev og gav dem Bladet.
Jo, det var jo meget godt, men se -- at, de vilde dog ogsaa nok have
Grevens Underskrift.
De skulde faa den.
Ravn styrtede videre, berøvende sit flade Hoved dets lille silkegraa
Hattekuppel og tørrende sig med Lommetørklædet paa den runde,
svedperlede Pande, medens han stirrede efter Greven. Pludselig busede
han mod Fuldmægtigens store Skikkelse.
-- Ah, God Dag, Jessen ... God Dag, Frøken Jessen ... Naa ja, De er
da en sikker Mand!
-- Hvorledes mener Godsforvalteren?
-- Deres Stemme -- De, der selv har været Højres Kandidat.
-- Ja, men Tiderne forandre sig, Hr. Godsforvalter, og naar jeg har
Valget mellem en theologisk Professor og min Ven Hjorth --
-- Men De vil da ikke sige, at De vil stemme paa Hjorth? ... Hvad
kommer saadan et personligt Venskab -- nej, men kære Jessen, det gaar
paa ingen Maade an; jeg maa lægge Dem alvorlig paa Hjærte ...
Husk paa, at et saadant Gods, -- der er -- paa en vis Maade en
_In_stitution, og den, der er Medlem af en saadan _In_stitution --
-- Han kan gaa fallit, selv om han har Forvalteren til Ven, indskød
Nelly.
Men Ravn lod, som om han overhørte denne Spids.
-- Aa, der ser jeg Greven, der vilde tale med mig. Farvel.
-- Det maa ellers være underligt, saadan at gaa og agitere for den,
der har taget hans Udkaarne og Gaarden bort for Næsen af ham, sagde
Nelly saa højt, at de nærmeststaaende hørte det og gav sig til at le.
-- Greven ser saa bidsk ud i Dag, som om han havde Lyst til at piske
os, ligesom hans salig Fader gjorde, det Afskum, sagde Per Andersen,
der trængte sig frem sammen med Møller Kristensen.
-- Kan du selv huske det, Per Andersen? spurgte en lille Bonde.
-- Nej jeg -- den Gamle holdt jo op at regere attenhundrede og fyrre,
og da var han bleven spagere. Men min Fader haar da endnu været med
til Afregningen, naar han stod i Døren og gav dem hver en Smøre af
Kørepisken.
-- Ja, han kører ogsaa hver Nat gennem Allèen med ildspyende Heste og
gloende Hunde, -- det haar da den forrige Vægter paa Skovvang set,
han sagde immer, at nu skulde han ud og slas med den Gamle.
-- Aa ja, det kan jo de tro, der selv vil, svarede Mølleren, idet han
skyndte sig videre frem imod Tribunen.
-- Nej se, hvor nedladende Greven klapper Ravn paa Skuldren, raabte
en.
-- Men Herren lovede den utro Forvalter, at han handlede snildelig,
sagde Jessen.
Dette Ord gjorde Lykke. Det gik videre fra Mund til Mund, vækkende en
stor hoverende Munterhed rundt om i en vid Kreds.
-- Ah, I er nok muntre her, udbrød Hjorth, der kom i det samme med
Lærer Beck og Broderen Jens, som var taget derover for at være
tilstede og repræsentere Sønderjylland ved Valget.
-- Ja, vi haaber ogsaa at faa dig valgt nu.
-- Ja, Overtallet ved Kaaringen var ellers ikke saa stort, sagde
Beck, -- og der bliver jo nok agiteret stærkt nu. Han fortalte,
hvordan Provst Storm nylig havde haft fat i ham og spurgt, om han
havde afgivet sin Stemme. Nej, det havde han naturligvis ikke, for
Valgbestyrelsen skulde jo stemme sidst. -- Provsten havde ladet sig
sige, at han var Venstre. -- Ja, det var han ogsaa. -- Naa, men ved
denne Lejlighed kunde Provsten jo nok vide, at han ikke vilde stemme
paa Venstres Kandidat, der var Fritænker. -- Jo, det havde han dog
med Provstens Tilladelse i Sinde. -- Da vilde Provsten dog lægge ham
paa Hjærte, at han ikke kunde anbefale en Lærer, der tog saa lidt
Hensyn til det religiøse, til Embedet i store Skævinge, som han
søgte. -- Men han havde svaret, at det havde jo været noget andet,
hvis det var Provsten, der havde stillet sig, som Provsten havde talt
om i attenhundrede treoghalvfjerds, den Gang da Per Andersen sagde,
at han ikke vilde give Provsten sin Stemme.
-- Ja, det sagde jeg nu saadan paa Dril, tilføjede Beck, -- for jeg
vidste nok, det vilde ærgre Provsten. -- Og saa tøflede han ogsaa af.
-- Men det Embede kan De da skyde en hvid Pind efter, sagde Jessen.
-- Aa, det faar nu være det samme.
-- Ja, de sejer tidt til mig derover, te Venster gør ingen Nytt', og
skaffer ingen bedre Love, sagde Jens Hjorth til en Bonde. -- Men saa
sejer a immer: ven det itt' kommer til at regere for de her
Adelsmænd, saa kan det heller itt' skaffe bedre Love. Men det har
gjort den Nytt', te Danmark har itt' faaet dem vover'.
-- Ja vel, ja -- det er sandt nok ... Og det er li'egodt itt' aa
kaste Vrag paa, det Arbejde heller.
Denne Anerkendelse fra Sønderjylland smigrede. Jens Hjorth var
Genstand for en almindelig Opmærksomhed, medens der samlede sig en
tæt Stimmel for at hilse paa Kandidaten og gøre gammelt Bekendtskab
gældende.
-- Hvis du ikke har forandret dig, siden jeg kendte dig, sagde Beck,
saa er du ellers for aabenmundet til at passe her for Kredsen. Gud
vèd, om du ligesom din Formand kan holde dig en Snes Aar uden at tale
i Salen.
-- Ha, ha! ... Ja, det ku' ka'ske knibe nok, Hjorth! ... Nej, han
skal nok give dem Svar! ... Ja, det kan jo ogsaa være godt det.
-- God Dag, højstærede triste Endeligt, maa jeg ønske en glædelig
Begyndelse paa et nyt og bedre Liv.
Hjorth vendte sig forbavset; -- jo, det var virkelig Kleistrup,
ligesaa bleg og huløjet som sædvanlig.
-- God Dag, er De her?
-- Ja, jeg er saamæn for mine Synders Skyld bleven Kapellan i
Visinge.
-- Naa hvordan gaar det?
-- Aa, ligesom lidt bedre, -- men ogsaa kun »ligesom« ... Øh, øh, øh
-- ja, De hører, jeg har den forbandede Hoste endnu ... Byluften
_har_ ikke været sund for mig, og Landluften er mig nu for skarp ...
Ja jeg har lige været henne at stemme paa Dem -- Gud forlade mig --
men det kan jo gærne bero paa èn Stemme, -- og det skulde dog more
mig -- øh, øh, -- om jeg kunde faa Professor Citator til at falde
igennem, han har gjort det to Gange ved mig. »Mig at hevne, oh
hvilken Tanke!« ... Farvel!
-- Er der ingen af jer, som har set Per Andersen? jeg kunde dog have
Lyst til at hilse paa ham.
-- Han var her for lidt siden og gik vist hen for at stemme paa dig.
Maaske han kommer tilbage her.
Men Per Andersen kørte allerede ud ad Chaussèen ad Yderslev til. Han
havde dog ikke Lyst til at blive der for længe og være beglòt som
Kandidatens Ex-Svigerfader. Møller Kristensen sad ved Siden af ham,
og i den bageste Agestol sad Kristine. Hun var taget derhen med sin
Mand. Da Per Andersen kom kørende forbi Pølsemikkels Kro paa Torvet,
saà han hende gaa alene om i Haven. »Hvor er Henrik?« spurgte han.
»Aa, han er begribeligvis derinde aa svire.« -- Da han saa havde
kigget ind i den inderste Krostue og set Henrik Larsen med en høj
Snaps paa, meget kalkunsk i Kammen efter at have tabt halvhundrede
Kroner i Spil, sagde han til Kristine, at hun skulde køre hjem med
ham, for det blev dog ikke til noget med at vente paa Henrik.
-- He, sagde Mølleren, -- det falder mig ellers ind, dengang i
November treoghalvfjerds, da vi havde Valg etter Opløsningen, og
Fuldmægtigen stillede sig, -- dengang var Hjorth lige bleven forlovet
med Ki'sten, -- kan du huske, hvor han ærgrede os med at være Højre?
... Og nu er han vores Kandidat! ... He! -- det er li'egodt kunstigt
at tænke paa.
-- Ja, det var den Gang ... Det haar jo forandret sig i mange Maader
... Kan du huske, hvad jeg sagde, Ki'sten? ... Han slar sig igennem,
sagde jeg ... Det havde vaaren en Kende bedre, du havde holdt dig til
ham, end som at du skulde gifte dig med Henrik, som Fanden gale mig
rubasser det hele væk.
Men Kristine, der havde siddet ganske tavs med et tvært Udtryk om
Munden, svarede blot:
-- Ja, det kan nu itt' nytte noget at snakke om.
-- Det var ogsaa dengang, sagde Mølleren lidt efter, -- da du solgte
den grønne Vallak til Pro'sten. -- Magen etter ham dèr ... He! det er
dog kunstigt aa tænke paa: -- Du haar li'egodt itt' vaaren saa godt
kørende siden den Tid, som du er nu.
-- Aa nej, -- det kan saamæn --
-- Du _haar_ itt' vaaren saa godt kørende, Per.
Derefter sad Per Andersen tavs med et uudgrundeligt Smil, idet han
øvede sit berømte Kunststykke med det aller yderste af Smældet at
klippe de Fluer og Bræmser af, der satte sig paa Hestene, hvis
»grønne« Skind begyndte at faa lange mørke Svedstriber, medens
Skummet boblede frem under Seletøjet og kridtede Haarene overalt,
hvor Linerne berørte dem, og der dannede sig to Pletter, hvor Bugene
stødte mod hinanden over Stangen i det magsomme Druntetrav, saa tykt
skummende hvide, som om de vare indsæbede til Barbering.
Mølleren stirrede ud i Luften, som om han søgte efter noget nyt, der
var kunstigt at tænke paa.