Germanernes Lærling - 03

solskyede Septemberhimmel, med det kølige Lys over brunlige
bredkuplede Bøge, gulladne Græsbølger og Sundets mørkeblaa Strimmel,
med det endeløse Pilgrimstog, de vajende Dannebrogsfaner, Talerne og
Sangene, -- og om Aftenen det lejragtige Gildelag, som havde et
Offermaaltids glade Højtidelighed, og hvor Rusen var hellig under de
mørke Bøgekroner, hvorover Stjærnerne tændtes, -- og saa ud paa
Morgenen den syngende Hjemkørsel paa Kapervognene langsmed det blanke
Sund, der hvidnedes i et dæmrende Gry.
Det var denne Billedrække, der sysselsatte den femtenaarige Drengs
Fantasi. Denne Tids Navne, Navne som Orla Lehmann, Clausen, Ploug,
havde for ham den Klang, hvormed Helgennavne kildre Abatens Øre; --
og han saà disse Mænd busteagtig, som overnaturlige Hoveder, under en
Tronhimmel af Dannebrogsfaner, over Guirlander af Bøgegrene. Saaledes
var han fra Hjemmet af højre og nationalliberal, uden at vide det.
Thi det varede endnu længe, inden han fik Færten af, at der ogsaa var
andre, ja ganske modsatte Meninger og Stemninger overfor disse Mænd
og disse Idèer, at der kunde rettes Kritik, ja endogsaa rejses
Anklage mod dem og fældes Dom over dem. Og da han fik det at vide,
kunde han møde disse kætterske Vaaben, usaarliggjort ved den sejge
Haardhudethed, som bestandige, ubrudte Barndomsindtryk fremhærde just
i et bøjeligt Sind, og sikret mod at lokkes ud paa vildsomme Stier
fra den fædrene Kongevej ved disse Patent-Skyklapper, som
Nationalbevidstheden næst efter Religiøsitet er aller dygtigst til at
binde om Panden paa dem, hos hvem den bliver en herskende, tyrannisk
Følelse.
Gaarden i Vonsbæk hørte til de større; den var paa 130 Tdr. Land. Men
Niels Christian var den tredje yngste af en temmelig betydelig
Børneflok, saa det gav sig af sig selv, at han ikke fik nogen Gaard,
hvis han da ikke giftede sig den til. Gaarden maatte for enhver Pris
ikke deles; -- alle de rede Penge og lidt til var gaaet med til
Faderens Byggeforetagender, saa at det ikke blev stort, der kunde
udbetales til de yngre Søskende, og endda vilde Jens, der arvede
Gaarden, ikke komme til at sidde overdrevent godt i det. Men han
hjalp sig nu med et gammelt Husraad: -- han ægtede en rig
Gaardmandsdatter, som han havde danset med i »Harmonien« ved
Dyrskuet, rigtig en flot Pige af dem nordfra, der stillede i
Silkekjole og med kunstige Blomster.
Niels Christian havde altid været skrap til Bogen, og saa blev det da
bestemt, at han skulde læse til Skolelærer. Fik han saa ikke Gaarden,
saa havde han dog den Fordel fremfor Jens, at han blev sin egen
Konges Undersaat og Embedsmand og slap for at komme under den
prøjsiske Korporalstok.
Da han var sexten Aar, kom han saa paa Seminariet, og man valgte et,
hvor en Slesviger var Forstander. Det laa kun en lille halv Mil fra
Yderslev, og han fik Logis og Kost hos Per Andersen.
Det var slet ikke det, han forstod ved en god Bondegaard. Et Værelse,
der var saa lavt, at man frygtede for at støde Panden mod
Tværbjælkerne, sparsomt oplyst gennem de smaa, skæve, tilsmudsede
Ruder med en sjattet sirtses Gardin-Kappe, en simpel, lang Træbænk
langs Væggen under Vinduet, foran den et umalet, tilfedtet
Fyrretræsbord og saa nok en Træbænk, henne i det altid halvmørke
Hjørne en stor Seng med en uhyre blaadigtens Dyne -- ligesom stoppet
til Sadel for en Mare -- og i det andet Hjørne en brunrød Kiste, --
det var Skuepladsen for Familiens Færden, for saa vidt den ikke
foregik i Køkken, Kælder, Stald eller Mark. Noget i Retning af hvad
man plejer at kalde Møbler fandtes kun, i en mager og forkrøblet
Tilstand, i det lille firkantede Værelse, hvor Per Andersen modtog
disse mere standsmæssige Gæster, hvem han trakterede med en Bajer og
en sort Cigar. Men hvor var den egentlige Storstue henne? Hvor var
den med sin lange krølhaarsstoppede, damaskbetrukne Familiesofa, med
Mahognibordet, med de tulipanblussende Lænestole og perlesyede
Fløjelspuder tittende koket frem gennem Aabningerne i de hvide
Antimakasser, med sin Duft af Lavendler og Ovnlak, med sine
Slagscene- og Helte-Lithografier paa det blomstrede Tapetpapir, og
med sit Klaver, paa hvis gulnede Taster Datteren i det tarveligste
Tilfælde kunde spille »den tapre Landsoldat« og »Paaskeklokken kimer«
med èn Finger? --
En Datter var der imidlertid, skønt hun ikke kunde udføre disse
musikalske Kunststykker. Hun var temmelig høj og slank, endnu ikke
fuldt udviklet, og havde et lille brunet Hoved, med store vandblaa
Øjne, der ikke laa dybt nok, en lille sluttet Mund, og uden den hos
Landets Døtre sædvanlige Opstoppernæse, der syntes at ville give
Betragteren et Indkig i Hjærnen, og som var Hjorths Aversion. Hendes
ufærdige Bevægelser havde, naar hun blev livlig, den godlidende
kejtede Ynde, som er det bedaarende hos en halvvoxen Hundehvalp. --
Da Hjorth havde bôt et Par Maaneder hos dem, begyndte hun at gaa til
Læsning. Ofte, naar han efter at være kommen hjem fra Seminariet sent
paa Eftermiddagen, havde faaet Maden i sig, og træt satte sig til at
læse sit Pensum af Judas og Israels Konge-Historie, bankede det
næsten uhørlig paa Døren, og efter hans gentagne »Kom ind!« smallede
Kristine sig paa Hosesokker gennem en beskeden Dørsprække ind i det
lille Kammer. Hun sku' da hilse fra Mo'er ... og be'e Hr. Hjorth ...
om han itte vilde lægge noget yd ... for hende ... i Lærebogen ...
for ... hun ku' da'tte ... sæl ... hitte yd ... a' 'et. -- Saa
begyndte han da, idet han lænede sig tilbage i Stolen, et naivt,
pedantisk Foredrag, som udførligere gentog en eller anden frygtelig
Forklaring af Luthers Katekismus, medens hun, siddende yderst paa
Hjørnet af en trevlet Rørstol, krammede og drejede Spidsen af sit
Forklæde til en Snegl, udstødte et fortvivlet »jou«, og stirrede paa
den underlige urolige Skygge, som hans Hoved satte paa den kalkede
Væg, medens Tanen paa Tællelyset krummede sig og den osende Flamme
slog op, -- indtil hun tog Mod til sig og snød det med Fingrene. --
Efter at have udskudt sit sidste »jou« og mumlet et »mange Tak«,
listede hun atter lydløst ud af Døren, stak sine Fødder i Træskoene
og traskede bort, idet hun plaprede: »Vand gør det vistnok ikke men
Guds Ord, som er nede i Vandet og Troen, som forlader dette Guds Ord
i Vandet. Thi uden Guds Ord er Vandet blaat Vand, det er ... det
er ...« Og stakkels Kristine standsede ganske ør i Hovedet og
tænkte fortvivlet paa den næste Dag, der var en af dem, paa hvilke
den pligtivrige Pastor Krarup bragte Katekismus-Guden sit
to-Gange-ugentlige Børneoffer, idet han kedede Konfirmanderne ihjel
gennem tre stive Klokketimer.
Per Andersens Kone, Ane, var svagelig og from. Omtrent hvert andet
Aar rejste hun til København for at consulere en Læge, hvem hun
dyrkede med en overtroisk Beundring, skønt han var temmelig ung,
skønt han var Jøde, skønt han næsten ingen Recepter skrev (hvilket i
Begyndelsen gjorde hende mistroisk), og skønt hun derved paadrog sig
Distriktslægens, den gamle Doktor Falkenstjærnes, Had og udfordrede
hans skrækkeligste Eder. Hun var en af de faa, der ikke blot stillede
i Kirken paa Omgang med Husbonden, Karlen og Drengen for at holde
Gaarden repræsenteret. Hjemme var hun temmelig stille og ofte lidt
klynkende. Hun holdt af at læse og elskede Blomster, som hun havde
fyldt Vinduerne med. Hjorth snakkede kun sjælden med hende.
Heller ikke med Per Andersen havde han meget at gøre. Det var ikke
nogen ordesløs Mand, og han følte ingen Trang til at give sig
synderlig af med et sextenaars Flødeskæg. Hjorth, paa sin Side, kom
snart til at se dybt ned paa Egnens Beboere i det Hele, som paa Folk,
der vare blottede for højere Interesser. Han kom jo fra en Egn, hvor
Storpolitiken og Nationalfølelsen, der ligesom hyppig beskaarne Træer
havde faaet en kunstig Frodighed, bestandig holdt Sindene smykkede i
en højtidsfuld Sørgedragt, og han forstod ikke, at saaledes kunde det
ikke være overalt, at der maatte være andre Steder, hvor Sjælene
næsten aldrig afførte sig deres Arbejdskittel. Naar han saa en Gang
imellem kom med til et Gilde, var det næppe nok, at Kongens og gamle
Danmarks Skaal blev drukket, end sige at Samtalerne bestandig
kredsede om det store Spørgsmaal; flove Anekdoter, mer eller mindre
smudsige Historier, smaa Vitser, skaarne over samme plumpe Læst, og
saa Kortene -- det var deres Festlighed. -- Og det gik ikke højere,
naar han hørte dem snakke paa Tomands-Haand. Naar Per Andersen fik en
af de »gode Mænd« ind i det Allerhelligste, hvis Væg var smykket af
et Lithografi forestillende Frederik den syvende paa Castrum doloris,
omgiven af Kandelabre, der lignede en Allè af Bomuldstræer, naar
Gæsten var bleven klemt ind i det haarde Sofahjørne og havde faaet
skænket sin Bajer op med Topskum, og naar man havde tændt en af hine
sorte Cigarer, som paa Kasselaagets Inderside fremstilledes som
hørende til den fortrinlige Kvalitet, der ryges af en ung Mand i
meget vide Lærredsklæder og med en uhyre Panamahat, hvilken unge Mand
i et overnaturligt Blad bares af fire magre Negre gennem en Urskov, i
hvis fjerede Kroner de massive Røgskyer forvildede sig -- ja, naar
disse højtidelige Forberedelser var trufne: -- saa var det Spring i
Rugen, Kastningstilfælde blandt Køerne, Kapitelstaxten, som Præsten
havde sat tolv Skilling for højt. -- I Slesvig snakkede man
naturligvis ogsaa om Rugen, Kvæget og Kapitelstaxten, men det var,
som om der bestandig underforstodes noget andet, som om en
frimureragtig Understrøm i Talen bar de smaa Uheld og Savn frem som
Symbol paa den store Ulykke og det hjærtenagende Savn. Det kunde
undertiden forekomme En, som lyttede man til et Par Sammensvornes
Kragemaal, hvori uskyldige dagligdags Ord skjuler en farlig
Hemmelighed. Og naar de saa efter en Samtale om Foldighed og Høslæt
gav hinanden Haanden, saa var det, som tog de hinanden tavst i Ed paa
at bevare Hemmeligheden og leve for Sagen.
Engang imellem kunde det vel hænde, at Samtalen gled over paa
Politik. Men det var kun sjælden, for i de Aar var der ikke megen
Grøde i den Retning. Og naar det skete, saa forekom først det Hele
den slesvigske Yngling rigtig smaaligt og usselt, et latterligt
Fedteri af Splid og Partikævl, for saa vidt som han da overhovedet
kunde faa nogen Mening ud af det, hvilket ikke altid var Tilfældet.
Og Politiken -- det var dog det samme Felt, som man levede paa
derovre: -- det var den samme Jordbund, som dèr havde avlet en
søjlestammet, kuppelkronet Bøgeskov, hvor Hævnens Ørne byggede Reder,
og som her dækkedes af lavstammede Purrer, fulde af hæse Krager! --
Hvad var det saa for et Folk?
Og dog var det jo dette Folk, som de sukkede efter at genforenes med.
Jo lettere derfor hans Foragt hævede sig over denne Landbefolkning,
der omgav ham, desto lødigere maatte han som Modvægt gøre sin
andagtsfulde Vurdering af det danske Folks Intelligens, der saa meget
mere var en Genstand for mythedannende Tro, som han aldrig selv var
stødt paa den, -- hint Parti af Folket, der herskede ifølge sit frie,
dannelsesskærpede Syn, sin idèbaarne Vilje, sin kamp-rede
Patriotisme, -- de Mænd, der vare gaaet foran i den uforglemmelige
Kamp for Sønderjylland, som havde holdt de malmfulde Taler og digtet
de kimende Sange, men hvem han nu saà blive betragtede som lydende
Malme og klingende Bjælder af alle disse rundt om ham. Det undrede
ham ikke; thi hvilket Samkvem, hvilken Forstaaelse kunde der være
mellem disse og hine? Det var nu engang Naturens Orden, at de til
Jordklumpen klæbende skævede til dem, hvis Isser syntes at støde mod
Stjærnerne.
Undertiden kunde det dog falde ham ind at stige ned til Dalsumpens
Kvækken fra sin Foragts tavse Tinde.
En Dag, da han havde hørt Per Andersen sammen med en Ven inde i det
møbelholdige Lønkammer støbe politiske Kander med Stiftstidendens
Leder som Potteskive, -- spurgte han sin Vært, hvor det kunde være,
at det var saa slemt at være nationalliberal, da det var godt
baade at være national og at være liberal. Dette var en logisk
Vanskelighed, som Per Andersen ikke før havde klaret sig, men han
søgte ikke at skulke fra den. Medens han dejgtyggede en Cigarstump,
som han havde tilbage fra Besøget, indrømmede han: »Jou, -- det er
meget rigtigt ... det er for saa vidt ikke aa nægte ... Vi vil jo
alle være nationale og ikke Tyskere og Papister og saadan noget... Og
naar jeg siger om Kammerraaden, at det er en liberal Mand, saa er det
jo da heller kun for at rose Manden.« Nu mente Hjorth at have vundet
Spillet og vilde slutte, at det var udmærket, naar man var begge
Dele. Men Per Andersen afbrød ham: »Ja, saadan at forstaa, hver for
sig ... Men--n se, at -- det er med nationalliberal ligesom med
Lejesæd ... Et Leje, det er jo en god Ting, naar man har sjovet sig
træt; -- og Sæden, den er jo da Guds fornemste Gave, som vi lever af
... Men -- tilsammen er det sgu noget forbandet Kram; vi har altfor
meget af det iaar.« -- Og da Hjorth saa trængte ind paa ham for at
faa at vide, hvilke Forbrydelser de Nationalliberale da havde
begaaet, blev han maalløs ved at høre, at de blandt andet var Skyld
i, at vi havde mistet Hertugdømmerne.
Fra det Øjeblik af betragtede han Per Andersen saa noget nær som
smaafjollet.
Undervisningen paa Seminariet optog tyrannisk næsten hvert Minut af
hans Tid, uden i Virkeligheden at udfylde noget af hans aandelige
Liv. Der var en Uendelighed af Regning, med Opgaver om sindrige
Vandringsmænd, der paa forskellig Tid begav sig paa Vej fra
forskellige Steder og gik i forskellig Retning med forskellig
Hastighed, og som nu stillede den ublu Fordring til Niels Christian
Hjorth at faa at vide, hvor langt de ved denne umotiverede
Fremgangsmaade vare blevne fjærnede fra hinanden; -- der var en
dræbende Masse Religion: Lærebog med Forklaringer til Forklaringerne
og Skriftsteder nok, til at en Østerlænder kunde have bedækket Mure
og Vægge i en hel By dermed, Udenadslæsning af hele Evangelier med
forkerte Parallelsteder til de andre, og Bibelhistorie i Detailler
indtil de allermindste Profeters tvivlsomme Levetid -- der var lidt
Geografi og Historie, saa vidt mulig aftørret til Kalendre af Bynavne
og Aarstal, hist og her oplivet af Anekdoter, der hang som Kødtrevler
paa et Skelet, -- og saa var der endelig, til opmuntrende Tumleplads
for den frie nordiske Aand, nogle Eddamyther, der udlagdes moralsk og
kristeligt, eller en ligeledes moralsk og kristelig Saga om en eller
anden gammel juridisk Trætte om en Stenlod paa Island, som endte med
at den, der havde Uret, brændte Huset ned over sin Kontrapart, eller
med en Tvekamp, hvori den overvundne, idet han bandt de udhængende
Tarme op, beviste sin ophøjede Foragt for Liv og Evighed ved at
anvende sine sidste kostbare Øjeblikke til at deklamere et Par
fuldstændig meningsløse Vers, uden Rythme, og hvis Ord vare rystede
sammen Hulter til Bulter, som Lotterinumre i en Pose. -- Udenfor den
bestemte Tid var der frivillig Undervisning i Musik, men denne Kunst
havde slet ingen Tiltrækning for ham, og han lærte kun det aller
nødtørftigste, at klimpre lidt efter Noder paa en gammel Violin, saa
at han med Besværlighed kunde lære sig en ny Salmemelodi. -- En Smule
dansk Literaturhistorie og Anthologi var det eneste lysende Punkt,
men det belystes af en vindtør Person, som interesserede sig mere
for, om man burde skrive Skæbne med j og med e eller æ, end for
Literaturens bestemmende Strømninger, som helst nøjedes med at
paaklistre Forfatteren de interessante Etiketter »ophøjet Fantasi«,
»uudtømmeligt Humor«, »ædel Melankoli« o. s. v., og som trak sine
Elever om ved Næsen i det gyselige Uføre hinsides Holberg, medens han
aldrig naàde til at overskride Oehlenschläger. Det væsentlige
blivende Udbytte af denne Undervisning var for Hjorths Vedkommende
senere i Livet en Erindring om, at den første danske Avis paa
Kristian den femtes Tid blev skrevet paa Vers af en Person, hvis Navn
han havde glemt.
Han søgte at holde sig skadesløs for Seminariets Kedelighed ved
allehaande Smaaspilopper, til hvilke han var den dristigste og mest
opfindsomme af Disciplene. Især frygtede alle Lærerne hans nærgaaende
Interpellationer; og Religionslæreren, der i sin Tid vilde have været
Præst, og hvis i Forvejen lidt svage Hjærne var bleven helt fortumlet
ved mislykket Nippedrik af Theologiens gamle Vin, -- ham løb det
ganske koldt ned ad Ryggen, naar Hjorth begyndte paa disse
spidsfindige Krydsspørgsmaal, hvori der syntes at spire en vordende
Dogmatiker eller Skeptiker -- hvilken af Delene var det endnu
vanskeligt at have nogen Mening om.
Det var derfor heldigt for ham, at det allerede var i hans første
Læreaar, at Kristine søgte Bistand hos ham mod Lærebogens
Ubegribelighed. Senere vilde han have været mindre redebon til at
give hende Forklaringer, som ingen af dem forstod, og han vilde ikke
have vakt hos hende denne ydmyge Ærefrygt, som en dunkel Sikkerhed
altid vækker hos en svag Aand, hvem den træder myndig imøde.
Efterhaanden blev hun den eneste, han havde noget synderligt at gøre
med, den eneste, i hvis Selskab han havde Lyst til at sladre en halv
Times Tid hen, enten det nu var paa Marken, medens hun malkede, eller
i Køkkenet, naar hun skurede Gryder. Det var mest Sognets unge Piger
og Knøse, der maatte holde for; -- han var jo selv af dem, der i al
Godmodighed ikke skaanede, og naar han havde faaet hende lidt paa
Gled, kom der ogsaa ud af den lille, sluttede Mund Bemærkninger, der
viste, at hun havde et skarpt Blik. Eller ogsaa fortalte han hende om
sin Hjemstavn, om Naturen og Menneskene, Gaardens Indretning, Krigen
og den patriotiske Løftelse, hvilket hun altsammen lod til at finde
saare smukt. Men naar det havde varet ved henimod en halv Times Tid,
døde Samtalen hen, han kedede sig saa smaat og gik, skønt
modstræbende. Efterhaanden begyndte han dog ogsaa at finde Behag i
disse enkelte dovne Ytringer, afbrudte af længere Pavser med
Mælkestraalens sprøjtende Strippen i Pjæsen eller Skureviskens
Skraben over Lerglasuren og Kobberet. Saa laa han paa Ryggen i
Græsset eller sad paa Disken, betragtende hendes kraftige Arm i
Arbejdet, naar Albueleddet spændte sig ganske blankt, og de fine
Dunhaar gnistrede i Sollyset. Og naar hun løftede op, beundrede han
hendes Smalben, som han havde Lyst til at gribe om. Hun var nu voxet
til sine Bevægelser, og hendes Magerhed havde rundet sig til en
harmonisk smækker Figur.
Der var et Sted bag i en Udkrog af Haven ved en halvaaben Læde, der
hang ubevægelig paa sine rustne Hængsler, og hvis raadnende Lægter
havde boret sig ned i Jorden. Midt i et Vildnis af Stikkelsbær- og
Ribsbuske, som Hønsene puslede om imellem, stod en gammel Brønd, hvis
Vippestang oppe over de frønnede Krægers bladfattige Kroner bøjede
sig under Kampestenens Vægt. Paa saadan en rigtig lun Sommerdag, naar
Solen fra en skyløs Himmel brændte ned over den tyndtskyggede Have og
syntes at tænde Kalken paa Huslængen, der overalt lyste gennem Løvet,
da var det en Nydelse at bære hendes Spand herhen, hvor midt i den
vellystig bagende Hede, fuld af Sommerfuglevinger og Bisummen, en
frisk Kølighed sivede op mellem de altid fugtige, mostykke Sten og
aandede ud gennem de gabende, lavspættede Brøndbrætter. Medens hun
bøjede sig frem for at lade Spanden gaa ned og med et kraftigt Klask
dukke under i det dybt blinkende Vand, var hun, selv om hun havde
villet, ude af Stand til at værge sig mod hans Arm, der lagde sig om
hendes Midje; -- og naar saa Spanden skulde trækkes op, var det
fristende at hjælpe til og i Forvirringen fæstne sin Haand om hendes,
der var stor og velformet, medens han saà hendes leende Ansigt nærme
sig der nede fra det fugtige Mørke vuggende paa Vandspejlet i den
dinglende Spand. -- --
Kort efter at han som »meget duelig« havde bestaaet sin Afgangsexamen
ved Seminariet, fik han Plads som Hjælpelærer ved en fynsk
Landsbyskole. »Men De kommer vel nok igen over til os, Hjorth?«
sagde Kristine Aftenen før Afrejsen. -- »Ja, det haaber jeg da,«
svarede han; »det er vel ikke en Afsked saadan for Evigheden.« --
»Ja, for der er jo nu Hansen, ... han kan vel ikke holde ud saa meget
længe endnu ... og saa kunde jo Fader nok ... i Sogneraadet ... hvis
De da havde Lyst til at bo her.« -- Denne trofaste Fremtidsplan
smigrede ham meget, skønt han ikke fæstede synderlig Lid til den. Ved
Afskeden var Kristines Øjne rødkantede, og han var ogsaa noget
beklemt ved at sige Farvel.
Den gamle Lærer, hvis Medhjælper han var bleven, var en affældig
Stakling, som, meget snavset, med pjusket langt Haar og Skæg, i
ukendeligt Linned og en trevlet Frakke, sjokkede om i udtraadte
Morgensko, pattende paa en forstoppet, stumpbidt Pibe, hvis Porcelæns
Hoved og Svampedaase fra Tid til anden faldt ned i Snoren og øste
deres Indhold ud over hans af Tidens Omskiftelser mangefarvede Buxer.
Han var næsten ganske sløv og aldeles ude af Stand til at lære Nogen
noget, saa at hele Herset med en ganske uvidende Skoleungdom tilfaldt
Hjorth. Kun et Arbejde havde den gamle Petersen forbeholdt sig selv
at nysle med; det var Expeditionen af Breve og Aviser, thi Skolen var
Sognets Brevsamlingssted. Varetagelsen af dette vigtige Hverv optog
en stor Del af hans Dag. Tiden indtil Middag var ikke for rigelig til
Pakningen af Posttasken, der maatte hænges ud paa Ledstolpen ved
Landevejen en halv Time før Tiden, hvilken resterende halve Time saa
tilbragtes med at gaa frem og tilbage til Byens Udkant og kigge ud ad
den snorlige Vej efter Vognen, der aldrig syntes at ville komme. Naar
saa Posttaskerne var byttede og de krumbenede Krikker havde sat den
klodsede, gamle Karet i en haabløs Bevægelse, -- saa var det
Ordningen af Aviserne, som toges ud af den sorte, sprukne Lædertaske,
og hvis Indhold burde underkastes en flygtig Undersøgelse af hans
Hornbriller, og den interessante, men vanskelige Sortering af
Lærredssækkens Indhold: Brevene og Postanvisninger, hvilke sidste var
hans stadige Kilde til Sorg, da han aldrig kunde komme ud af at regne
og give igen, men blev ved at staa og vrøvle og klynke over det uhyre
Ansvar, der var lagt paa hans Skuldre, indtil en arrig Stemme inde
fra det andet Værelse, hvortil Døren stod aaben, gav ham en skarp
Ansporing. Det var hans værdige Mage, der næsten altid laa begraven
under en uhyre Dyne, skønt hun ikke fejlede andet end en perennerende
Gnavenhed. Saaledes var hun mindst ubehagelig. Naar hun viste sig i
opstaaet Skikkelse, var hun dobbelt gnaven over dette Offer og endnu
mere snavset og sjusket end Manden, og udbredte en Parfume af gammel
indelukket Sovekammerluft.
I disse uhyggelige Omgivelser, som han saa vidt mulig isolerede sig
fra, gròde Savnet frodig op. Han lærte i disse ensomme Timer, hvor
meget han var kommen til at holde af Kristine, hvorledes hendes
Selskab var bleven den fordringsfuldeste af hans daglige Vaner; og
han undrede sig over, at han saa let havde kunnet skille sig fra
hende. De fyrige fynske Piger kunde spare deres indbydende Blikke og
tilladende Smil til den kønne, unge Lærer. Han spøgede gærne en Aften
bort med dem, men det var den stille, noget træge Sjællænderinde, der
holdt hans Tanker med Selskab i disse betydningsfulde Minutter, da
de søge en sikker og dyb Ankerplads, inden de lade sig hvirvle
rorløse bort af Drømmenes lunefulde Bølger. Og naar han i et ensomt
Drømmeri digtede sig ind i en lille naiv Kærligheds Dialog, saa sang
den anden Stemme ikke i det opskræmmede Ømaal, men drævede lidt paa
det flade Sydsjællandske.
Nogen Omgang fik han dog snart med Præsten, hvis Have grænsede op til
Skolens. Pastor Lindekær var en lærd Theolog; ved Siden af sit
Studerekammer havde han en rigtig Biblioteksstue. Den høje,
duknakkede Mand, hvis behagelige Ansigt havde faaet noget af
Pergamentbindenes blege Glans, lagde gærne sine Kommentarer til Side
for at tale med Hjorth. Han fandt noget distingveret ved den nye
Lærer, hvis Væsen var let og utvungent, snarest som en Students,
uberørt af Seminaristernes sædvanlige ubehjælpsomme Stivhed. Men han
var ogsaa en velsèt Gæst i det mindre stille Familje-Paulun, -- enten
det nu var den store vinterlige Dagligstue med Lyset fra Brændeilden
i den firkantede, blomstersnirklede Kakkelovn spillende let hen over
det grønne skotske Gulvtæppe, med det aabentstaaende Klaver, med
Rafaels Kartoner paa Væggene og den store gyldenkædede Hængelampe
over Mahognibordet, og med tungtfoldede Gardiner langs Vinduerne, der
havde en Krystalkant af Is, og gennem hvilke Gaarden indstraalede sit
grelle Snelys, -- eller ogsaa det var den mindre, lyse Havestue med
de aabentstaaende Glasdøre ud til store, sødtduftende Linde, der
kuplede sig, fulde af Fuglekvidder, højt op over Taget, overskyggende
en stor Siddeplads, hvor Hus og Have ligesom gik i et. Naar han
indfandt sig her, -- helst paa den Tid, da Dugen var bredt til
Eftermiddagskaffen, og den messingstraalende Samovar sendte sine
Dampskyer ud --, saa var han sikker paa en hjærtelig Modtagelse af
den lille Præstekone med det lysende og varmende Smil, som blottede
hendes smukke Tænder, og med den Smule norsk Akcent og de uvante
Udtryk, der klædte hende saa henrivende og syntes at gøre hende
dobbelt venlig, idet hun hyppig tilkastede ham sit »kære«, ledsaget
af en Opfordring som: »vær saa snil at række mig Sukkeret«, eller
kortere: »Tak for lidt Fløde«, medens hun stellede med Kaffetøjet,
omringet af sin Børneflok, hvoraf den ældste Datter snart skulde gaa
til Præsten, medens den yngste, der ifølge Navnet maatte høre til
Hankønnet, blev baaret ind af Ammen.
Undertiden kom religiøse eller halvtheologiske Emner paa Bane mellem
ham og den lærde Pastor Lindekær. Og da Hjorth engang havde vovet sig
til at ytre nogle Skrupler angaaende Rigtigheden af Biblens
Skabelseshistorie, laante Præsten ham en Oversættelse af Godets
Foredrag. Saa studerede han trolig denne overfladiske Franskmand, som
lige uforstaaende overfor Oldtidens barnlige Fantasitro og Nutidens
mandige Forskerviden søger at slaa Bro mellem begge, -- og han følte
sig beroliget derved.
I det hele skærpede denne Omgang hans Videbegærlighed. Han syntes sig
selv saa udannet og langt tilbage. Kun at kunne èt Sprog forekom ham
nu næsten en Skam. Og da de lange Vinteraftener gav ham længer
Arbejdstid, begyndte han møjsommelig at lære sig selv Tysk efter
Præstens Anvisning.
Saaledes levede han i Øjeblikket ret behageligt, trods sit nærmeste
uappetitlige Selskab, ved Hjælp af nyt Bekendtskab og meget Arbejde.
Han slugte Maaltiderne med en indre Grimace og lukkede sig saa strax
inde i sit simple, men ordenlige Værelse, hvor Bøgerne ventede ham
paa Bordet; -- og fra sine Besøg i Præstegaarden medbragte han en
duftende Sky af Luften fra et hyggeligt og efter hans Begreber næsten
rigt Familjehjem, der fyldte hans Kammer for nogen Tid, og som ogsaa
tildels beskærmede ham mod den mindre renlige Lugt i Petersens
Daglig- og Spisestue. -- Men sin største Tilfredshed havde han af
Skolen, der fra en frygtelig Forsømmelighedstilstand efterhaanden gik
bemærkelig frem, saa at Præsten efter den aarlige Examen kunde
bevidne ham sin særdeles Tilfredshed.
Ogsaa for Fremtiden var hans Udsigt gunstig. Den gamle Petersen kunde
umulig synderlig længe holde sig paa den Plads, som han aldrig havde
udfyldt, og naar han afskedigedes i Kongens eller Dødens Naade,
henholdsvis med eller uden Pension, saa var der al Sandsynlighed for,
at Hjorth vilde blive hans Efterfølger, da han understøttedes af
Præsten og var kendt af Sogneraadet som en dygtig Lærer. Det galdt
blot om at holde ud nogle Aar paa Posten, saa vilde han i en ung
Alder faa et forholdsvis godt Embede med et nyt, rummeligt Hus, en
frugtrig Have og en stor Lod fed Jord, -- et Embede, der magelig
kunde føde sin Mand og hans Kone med, ja endogsaa et begrænset Antal
Børn.
Ved denne Udsigt havde Hjorth altsaa slaaet sig til Ro. Men saa læste
han en Dag i Stifts-Tidenden, at Lærer Hansen af Yderslev i Sjælland
var død og Embedet opslaaet vakant ... Herregud! var han nu færdig!
Han kunde ikke tilbageholde et Smil, idet han lyslevende saà for sig
denne komiske Størrelse med det forbavsede Ansigt, den smalskødede,
kortærmede Kjole og de ubegribelig snevre sorte Benklæder, der saà ud
til at maatte trækkes paa vaade, ligesom Hestgardens. Han saà disse
Ben skridte op ad Kirkegulvet og hørte ham af sine Lungers fulde
Kraft falsk istemme Offersalmen »Med høj og festlig Jubelklang«.
Saa begyndte den støvletunge, tavse Vrimlen fra Stolene ud i