Germanernes Lærling - 18

Kaffepuns. _Dem_ vilde Kromand Bek naturligvis gærne give Puns, men
selv trykkede han sig længe ved at tage en med, for han var ikke
meget for Spirituosa. Det var fra den Tid, da han fòr til Søs paa de
varme Lande, hvor man skal vogte sig for de Varer. Den Gang havde han
og Styrmanden lovet sig selv, at de ikke vilde røre Brændevin, og han
havde holdt sit Løfte i fjorten Aar, men den anden havde ikke holdt
sit i fjorten Dage. Endelig lod han sig dog overtale, og da de havde
drukket en Gang sammen, kom Bek frem med Sagen: --
-- Naa, Niels, -- saa du vil itt' være Præst?
-- Nej, det har jeg ikke Lyst til.
-- De vil jo heller itt' lade ham tage hans Examen, fordi han itt'
har den rette Tro.
Men Kromanden rystede sin lille Kop foran det sammenknebne Øje og
udbrød med en skeptisk Hovedvirren:
-- Den rette Tro? -- he! -- Nu har a faret til Søs i sexten Aar --
-- Nej, det bliver for længe, Søren.
-- Sexten Aar, -- der skal itt' vante en Maaned.
-- Nej, ve' du hvad Søren, du har immer sagt, te den Gang a blev
født, da gik du til Søs, og a blev født attenhundred og fyrre, lige
bestemt.
-- Vel ... Rigtig nok ... Staar a ved.
-- Naa, men den Gang a blev konfirmeret, og den Gang var a fjorten
Aar og et halvt, da havde du Pinedød Kroen her.
-- Naa, ja, ja, -- det er nu og ligemeget ... Faret Verden rundt og
det mer end èn Gang ... Naa, og nogen Steder havde de Kirker, og
andre Steder havde de Maaskeer, og andre Steder havde de Pagoder med
Klokker paa, og andre Steder havde de kun en kalket Stue med et Bord
i ... Se, det ser æ Sømand, men det ser æ Landkrabb' itt'! ... Og de
er sgu lige gode for det.
-- Sømændene?
-- Sgu baade Sømænd og Landkrabber ... Det gør itt' møj' til Sagen,
det ser vi jo og, te Bismarck han taler jo nok saa kristelig, -- det
er jo ligesom man hører en Præst.
-- Jo, vel, -- det er rigtigt nok, sagde Jens, noget ubehagelig
berørt ved denne Trosfælle.
-- Skaal, Jens, sagde Kromanden, som for at trøste ham. -- Skaal,
Niels. -- Hør, sig mig, bliver I nu ikke snart færre med alt det Kævl
og Vrøvleri der oppe i Rigsdagen?
Det var ikke noget nyt og overraskende Spørgsmaal for Niels, da det
var det, hvormed de fleste Sønderjyder, som han havde talt med om
Politik, havde indledet deres Samtale; Striden mellem Højre og
Venstre betragtedes med Mistro som et ganske uvæsentligt Kævleri om
Ingenting, under hvilket man glemte dem.
-- Ja, jeg vèd saamæn ikke mer om det, end du selv, sagde Hjorth. --
Men det er jo en Forfatningskamp. --
-- Ja, det vil da seje, te det her Venstre vil regere.
-- Ja, hvorfor skulde de itt' ville regere, Jørgen? -- Trour du itt',
te de kan have lige saa god Ret til det, som de her Adelsmænd?[1]
[1] Haardt ~d~, som paa Tysk.
At Broderen saaledes traadte i Skranken for Venstre, undrede Niels
endnu mer end hans Medgørlighed i religiøs Henseende. Han havde haft
en apriorisk Forestilling om, at alle Sønderjyder maatte være ivrige
Højremænd, og paa den Forestilling havde han selv gaaet og været det
i lang Tid. -- Men med Kromanden slog det til; han var urokkelig: en
Bonde skulde blive ved sin Plov, men Regeringen skulde man overlade
til de Dannede. Han forlangte heller itt' sjæl at regere.
-- Trour du ka'ske, te æ Adelsmand er bedre som æ Bond'? ... Nej, det
er en gammel Lære, -- den gjæld' itt' mer, Jørgen.
-- Rigtig nok, Jens ... Men a sejer, te æ Bond' forstaar itt' aa
regere.
-- Det vilde dog Frederik den syvende, te Bønderne skulde seje et Ord
med i Laget ... Han var og en Folkekonge han ... Han saa'e, te
Folkets Kærlighed var hans Styrke.
-- Vel, -- meget smukt --
-- Og han tø't' itt' stort om de her Adelsmænd ... Men saadan er det
itt' med den nuværende ... Nu skal de jo have Lov til at lave alting
etter deres Hoved ... Det har du heller itt' Lov til aa mene, du er
jo Republikaner, Jørgen.
-- Vel, -- sandt nok -- staar a ved.
-- Det er vel siden du var i amerikansk Hyre? spurgte Niels.
-- Ganske sandt ... Smukt Land, det Amerika ... God Regeringsform
den.
-- Ja men, æ Republikaner, Jørgen, han maa aa være Demokrat ... Kan æ
Republikaner seje te æ Adelsmand skal regere alt etter hans Hoved?
... Det vil itt' gaa sammel det, Jørgen.
Men Kromanden vilde ikke lade sig trække ud paa Konsekvenser. Nej,
Venstre -- det kunde han da itt', -- nej, det var da og skammeligt
saa Venstre forsømte æ Forsvarsvæsen. Og dèr fik han pludselig Jens
Hjorth paa sin Side: -- Ja, det havde han Ret i, -- paa det Punkt dèr
var han itt' Venstre, det var der ingen Sønderjyde, der var.
Niels begyndte at forsvare saa smaat, for han følte, det var et
kildent Punkt. Befæstningen af København var dog --
Men de kerede sig Fanden om Københavns Befæstning, det var der ingen
Sønderjyde, der brød sig om. -- Niels havde nok Ret i, at Danmark
ikke kunde være en Militærstat, men en stærk Hær maatte det have,
ellers kunde det jo ikke tage Sønderjylland tilbage. -- Og de kom ind
paa den stadige Tanke om Genforeningen. Paa fredelig Vis vilde det jo
ikke gaa, det var tydeligt nok, og under almindelige Forhold kunde
det naturligvis ikke lade sig gøre, men under en stor europæisk
Krig, naar Tyskland blev angrebet fra flere Sider, og saadan en vilde
vel nok en Gang komme ...
-- Naa, Søren, -- du kommer til at tage en Puns til med os.
-- Nej, det vil a itt', -- nej, nej.
-- Aa Snak om æ Ting ... Nu skal vi drikke gamle Danmarks Skaal, og
at vi maa komme tilbages ... Det kan du itt' gaa fra.
-- Vel ... Det er et sandt Ord ... Tre Punser til. --
Men da Skaalen var drukket, indfandt der sig mere mistrøstige
Betragtninger. -- Saadan en Krig vilde vel nok en Gang komme -- men
hvor længe kunde de holde ud ... Det værste var det, at de unge Folk
tog bort; der var kun saadan ganske enkelte, der havde Smaafejler, de
tog ned til Altona, hvor Sessionen kasserede over en lav Sko; -- men
de andre gik deres Vej, for preussisk Soldat var der ingen, der vilde
være. Endnu var der itt' gaaet nogen Gaard bort, og Tyskerne var vel
heller itt' saa slikne etter at komme til aa bo mellem de Danske her
oppe. Niels kunde jo nok huske Smeden, der havde været den eneste
tyske Mand i Sognet, og som hans Fader immer var oppe at toppes med?
-- Naa, ham havde de da gjort det saa hedt, at nu var han saa dansk,
saa det var en Lyst. Nej, Præsten, det var den eneste rigtige Tysker
i Sognet nu; men han var ogsaa en Fanatiker, der hadede alt Dansk og
i det hele var det en elendig Præst, der hverken talte tysk eller
dansk i Kirken. Det var ogsaa en Skam, at næsten alle deres gode
danske Præster havde forladt dem, i Stedet for at blive og sørge for
deres Menighed, selv om de maatte aflægge Eden til Kejseren. Men
værre endnu var det næsten, at de velstaaende Danske i Ha'erslev tog
bort, manne af dem, der havde været Sagens bedste Støtter, de faldt
fra Aar for Aar; ven de havde tjent deres Penge, saa solgte de og
rejste, i Stedet for at blive og holde ud med de andre, som itt'
kunde rejse.
-- Se lidt tiere herind, Niels ... Altid velkommen, sagde Kromanden,
da de gik.
Niels gik ogsaa undertiden derhen og fik sig en Passiar med
Kromanden, som han syntes godt om.
Bønderne kom ofte ind paa Kroen om Aftenen, og der blev tidt talt om
Niels Hjorth, som var kommen hjem og ikke kunde blive Præst, fordi
han ikke havde den rette Tro, -- noget, som vakte stor Opsigt og blev
forskellig bedømt. -- Men naar der var talt en Stund frem og tilbage,
sagde Kromanden altid: --
-- Ja ser I, a kender Niels, og I vèr, te a er heller itt' sjæl møj'
for det religiøse saadan ... Men a er itt' enig med Niels, for han
trour itt' paa en _rigtig_ Gud, og a tykkes dog itt', te Verden kan
gaa af sig sjæl ... Og han holder med Venstre og a er Højremand, saa
vi er møj' forskellige ... Men lig' møj' -- flink Fyr -- Mand med
Principper -- ta'er min Hat af.
Denne Mening trængte efterhaanden igennem, og der var ikke mange, som
skelede til Niels Hjorth for hans Meningers Skyld.


XXXIX.

Hjorth spadserede hen ad en af disse hyggelige brede Veje, der ligge
lunt og dybt imellem store levende Hegn, hvor bredbladede Hasselgrene
hæve sig højt over Hybenbuske og over Brombærrankernes lange
karmoisinrøde Stængler med fint blaagrønt Løv, hvide Blomster og
sorte Bær, medens Snerler og Vikker klatre op imellem alt det Grønne,
og Perikum og Regnfang gulner det Hele forneden, -- disse Hegn, som
virkelig ere levende, med en bestandig Dirren af Blade, mellem hvilke
Smaafuglene flyve ud og ind, fyldende Luften med deres utrættelige
Kvidren. Han gik i sine egne Tanker og holdt sig ind under Skyggen.
Fra den modsatte Side kom en lang, stiv, sort tilknappet Mand, med et
skægløst Ansigts Bleghed mellem en gammeldags Cylinderhat og et bredt
hvidt Halsbind uden Flip. -- Da han gik forbi Hjorth, saà han meget
vist paa ham og gjorde halvvejs Front, som om han havde Lyst til at
standse. Hjorth hilste, og de standsede begge.
I Ansigtets blege Parallellogram trak en meget lang Mund sig op imod
begge Øren med et Smil af store hvide Tænder.
-- Ah -- Hm -- De -- Fremmed maaske her --?
-- Nej, jeg er en Broder til Jens Hjorth.
-- Ah, -- aa -- hm -- Ferie maaske?
-- Ja, jeg studerer ellers i København ... Det er formodentlig Pastor
Schmettau?
-- Ja. -- Hm. -- Jeg vidste ellers ikke, at Hjorth havde -- De
studerer -- hæ --?
-- Theologi.
-- Ah ... Hm ... Glæder mig at gøre Deres Bekendtskab ... Tænker De
at -- opholde Dem længere --
-- Ja, jeg bliver her vist hele Efteraaret.
-- Saa--aa ... Maaske Overanstrængelse?
-- Nej, men -- jeg kan i Grunden lige saa godt studere her --
-- Hm ... Haaber De ser ind til mig ... Farvel. --
Det saà ikke ud til, at Bøndernes Dom over Præsten var dikteret blot
af Patriotisme; -- hvis han prækede som han samtalede, kunde det
unægtelig ikke være overdrevent opbyggeligt. -- Det var næppe faldet
Hjorth ind at benytte sig af hans Indbydelse, dersom han ikke havde
erindret hans smukke Datter, som han havde truffet den første Aften
og undertiden mødte i Præsteskoven. Han havde dog nok Lyst til at
gøre hendes nærmere Bekendtskab.
En Eftermiddag efter Høsten, da han havde drevet om nede ved Fjorden,
gik han op gennem den lille Allè, der førte fra Præsteskoven op i
Præstegaardshaven. Da han nærmede sig til Huset, kom Frøken Schmettau
netop ud ad Havestuedøren, bærende paa en Bakke med Kaffetøj, og gik
hen imod »die Laube«. Hun nikkede meget venlig »God Dag«, og han
fulgte efter.
-- Ah, -- god Dag! ... Det er Hr. Hjorth, theologisk Student -- ikke
sandt, De er vel ikke Kandidat? ... Naa ... Min Plejedatter Johanna
... Hr. Sauerbrei, Kredsskole-Inspektor. -- Hm ... Vær saa artig, --
tag Plads.
Kredsskole-Inspektor Sauerbrei var en før Mand, med et ret
behageligt, næsten jovialt Ansigt, men med et skarpt Blik og noget
ondskabsfuldt i sit skæggede Tandsmil, som om det plejede at tilsmile
ulykkelige Skolelærere, der forplumrede sig.
Hjorth begyndte at tale om Stedets Skønhed. Han havde aldrig set en
Præstegaard ligge saa henrivende. Præsten hørte paa ham, medens hans
Mundvige trak sig hen imod Ørene og viste en Række store kalkhvide
Tænder, gennem hvilke han mumlede: -- »Saa ... Aa, ja ... hm.«
Kredsskole-Inspektøren istemte ogsaa Egnens Pris. I det hele disse
østlige Fjorde, men især Aabenraa Fjord »wunderschön, reizend!«
Med Undtagelse af saadanne begejstrede Udbrud førtes Samtalen paa
Dansk, af Høflighed mod Gæsten. Den gik ikke synderlig livlig,
navnlig ikke fra Præstens Side. Han havde en underlig Maner, at sidde
med Haanden for den store Mund og mumle ind i Fladen eller ud gennem
Fingrene med et Utal af uartikulerede Mellemlyd, medens han nu og da
med Haanden strøg sig over Pande og Øjne.
Man kom til at tale om dansk Politik. Kredsskole-Inspektøren angreb
Venstre, ledsaget af Præstens uartikulerede Bifald, fra hvilket der
af og til vovede sig en halv Sætning frem, -- og det faldt atter i
Hjorths Lod at forsvare Demokratiet. Især forargedes Tyskerne over de
Danskes ringe Kærlighed til Kongehuset. Dem selv var det ligesom
medfødt. Selv naar man var misfornøjet med Kongens Regering, --
naar det galdt Kongens Person, saa stod de alle som èn Mand.
Kredsskole-Inspektøren kunde endnu mindes den Jubel, der havde været
i Rendsborg, da Frederik den syvende kom dertil lige før Oprøret,
medens Sindene vare meget bevægede mod Danmark. Saaledes var det
ogsaa nu overfor den tyske Kejser. Det var denne Følelse, der gjorde
Tyskland stærkt.
Hjorth kritiserede Kongerne, som kun rent undtagelsesvis vare
fremragende; de kunde jo ogsaa være helt gale. -- Men det var jo
netop kun Kongen som saadan, det kom an paa; hvad det øvrige angik,
saa sørgede jo Gud for det, han regerede jo ogsaa over de gale Konger
-- ikke sandt? Og Kredsskole-Inspektøren saà paa Hjorth med sit
ondskabsfulde Smil, som om han var en Lærer, der havde forplumret
sig.
Men Præsten endte Diskussionen, idet han stirrende ud i Luften
mumlede gennem Fingrene: --
-- Hm -- det er -- mæ -- tilvisse en stor Velsignelse for -- et Folk
-- ah -- nu -- at have en urokkelig Kærlighed til sit Kongehus ... Hm
... Kongen selv -- mæ -- staar jo under Guds Varetægt ... Hm ... Det
var maaske en lykkeligere Tid for Danmark -- ah -- nu -- under
Kristian den syvende end under Kristian den ottende ... Hm ... Thi--i
-- hvad hjælper Begavelse -- og--æ Kunst -- og--æ -- -- (med en
Haandbevægelse ud i Luften) -- og--æ Videnskab, -- naar det ikke
bruges -- mæ -- paa rette Maade.
Det var næsten ikke til at holde ud. -- »Herregud! er det Tyskland,«
tænkte Hjorth. Han havde sikkert anbefalet sig allerede, hvis han
ikke ved Siden af sig paa Bænken havde haft den smukke Johanna. Hun
lod til at gætte hans Kedsomhed og dele den. Under en længere Pavse
foreslog han hende en Spadseretur i Haven.
Hun var lidt rød i Hovedet og svarede kun med faa forlegne Ord,
medens de gik gennem de bugtede Gange mellem Frugttræerne op paa
Udsigtshøjen i Hjørnet af Haven, hvor man saà ud over Fjorden, der
tilhøjre spidsede sig ind og forsvandt mellem Skovene, medens den
tilvenstre bugtede sig frem gennem aabent Land ud mod Bæltet. I det
store Asketræ ovenover dem havde der før været en Opgang til en
Platform, ligesom paa et Udsigtstaarn. Han havde saa tidt været
deroppe som Dreng, naar han legede med den danske Præsts Sønner. Men
hun havde kun bòt der i et Par Aar, og i den forrige tyske Præsts Tid
havde der heller ikke været noget saadant. Hun var fra Rhinen. Pastor
Schmettau var en Halvonkel til hende; han var Slesvigholstener og
havde i den danske Tid været Præst i Slesvig. Men saa blev han
misfornøjet, var gaaet over til Tyskerne og havde faaet et Embede i
Brandenborg, indtil Krigen. Hendes Forældre vare forlængst døde;
Faderen havde været Professor i Düsseldorf. -- Først tildryppede
disse Meddelelser ham langsomt og afbrudt fra hendes Mund, og han
maatte lokke dem frem, medens hun stod ved Siden af ham og pillede et
Hasselblad itu, næsten uden at se paa ham, idet hendes Hoved sænkede
sig, saa at Nakkelinjen strakte sig lidt fremad, bærende de bløde
mørkebrune Haarbukler. Men efterhaanden blev hun modigere, og han fik
oftere hendes gyldenbrune Øjne at se.
-- I Düsseldorf? spurgte han med en Blanding af Forundring og Glæde i
Stemmen.
-- Ja wohl. -- Und warum denn nicht?
-- Die Stadt Düsseldorf ist sehr schön, und wenn man in der Ferne an
sie denkt, und zufällig dort geboren ist, wird Einem wunderlich zu
Muthe.
-- Ei, wie schön! ... Sie können Ihren Heine auswendig ... Ich kann
sogar auch weiter gehn: -- Ich bin dort geboren, und es ist mir, als
müsste ich gleich nach Hause gehn.
Da de engang vare faldne ind i Tysk, blev de ved at føre Samtalen paa
dette Sprog. --
-- De har Hjemve? -- men De vil dog vel ikke _strax_ bort, haaber
jeg?
-- Strax? -- det vilde rigtignok være en Smule uhøfligt, naar man
netop har Gæster, og det har vi saa sjælden her.
-- Og De vil dog ogsaa snart komme tilbage?
-- Ak nej, naar jeg blot kunde, saa vilde jeg langt heller leve dèr
-- ved Rhinen.
-- Ja men, det vilde dog være grusomt at vise Dem her, saa snart jeg
kom, og saa igen forsvinde, saa at jeg maatte gaa her alene og længes
bort mod Rhinen ... Ak, jeg har saa tidt længtes bort til Rhinen, som
om jeg var født dèr -- og naar _De_ ovenikøbet bòde dèr --
-- Ej, hvad siger De dog dèr for noget naragtigt Tøj!
-- Naar jeg siger noget naragtigt Tøj, -- det maa De skrive paa
Sprogets Regning ... Det kommer saadan af sig selv, naar jeg taler
Tysk.
-- Tak! ... Det var jo en smuk Kompliment til vort Sprogs Aand! sagde
hun og lo, saa hendes Hoved rystede, og Haarbuklerne dansede paa
hendes Nakke.
-- Nej, saadant var det ikke ment; -- men hvorledes kan man paa èn
Gang beregne Grammatiken og saa desuden endnu passe paa Meningen?
-- Saa er det maaske bedre, at vi Dansk taler, for det er jo dog
egentlig Meningen, som er Meningen. Det er jo ogsaa det høfligste mod
Dem som Gæst ... Men hvis min Onkel og jeg en Gang besøgte Dem, vilde
De saa ogsaa være saa høflig at tale Tysk?
-- Ikke i min Broders Hus, det vilde være Synd ... Men det er en
anden Sag ser De nok ... For Resten kan vi jo holde os ganske
nevtralt: jeg taler Dansk og De Tysk. -- Jeg hører Dem ogsaa saa
gærne tale Tysk.
-- Deres Udtryk er jo virkelig ogsaa paa Dansk smukkere end Meningen
... Og jeg Stakkel, der har gjort mig saa megen Umage for at lære
Dansk.
-- Nej, jeg mente virkelig ikke, at De taler daarlig Dansk, men jeg
holder nu saa meget af det tyske Sprog, og jeg har saa sjælden hørt
det, og det lyder saa smukt, naar De siger det --
-- Naa det maa man sige, -- De er rigtignok ingen Fanatiker!
I det samme kom Præsten op paa Højen, ledsaget af Skoleinspektøren,
der havde en Sommer-Entoutcas i Haanden og sin Overfrakke paa Armen.
Han vilde spejde efter Damperen, der skulde føre ham til Haderslev.
Den maatte nu snart komme fra Aarøsund. Man kunde ogsaa nu allerede
se Røgen over Land, og strax efter strøg den om Pynten og styrede
over mod Bæk. Det var paa Tide at gaa saa smaat ned ad Broen til.
De spadserede hen ad den yderste lige Gang, der forlængede sig gennem
Allèen ud i Skoven. Kredsskole-Inspektøren havde gjort nogle galante
Henvendelser til Johanna, men hun holdt sig bagved med Hjorth, saa
han maatte følge Pastoren, der gik stiv med Hænderne paa Ryggen og
afmaalte flade Trin af de lange udtraadte Støvler, der først satte
Hælene i og saa klappede til med Tæerne et Sted langt foran, medens
Hr. Sauerbrei gik elastisk med smaa Skridt af knirkende Saaler,
gestikulerende med Armen, hvorover hans Frakke var slængt skødesløst.
-- Johanna talte til Hjorth om Rhinen, men hun indrømmede, at man
kunde ikke forlange det skønnere end her i denne Bøgehøjskov, gennem
hvilken Gangstien førte brat ned mod Fjorden. Hvis hun havde været
født og opdragen her, vilde det ogsaa have været en anden Sag. Men
hvor kunde det være, at han kunde føle Hjemve efter Rhinen, som om
han var født der? ... Han fortalte hende om sin Opdragelse gennem
tysk Literatur; fordi alle store Tanker vare komne til ham paa Tysk,
var det Sprog ligesom hans aandelige Modersmaal, -- for ti Aar siden
vilde han tròt, at det Menneske var vanvittigt, der havde sagt til
ham, at han en Gang skulde finde Tysk skønt ved Vonsbæk Fjord, men
han kunde ikke gøre for det; og saaledes var det ogsaa med Stederne:
mod Weimar havde han en Pilgrimslængsel som en Muhamedaner mod Mekka,
og Rhinen var bleven sunget saaledes ind i ham, at han næsten fik
Hjærtebanken, naar han hørte Navnet paa den skønne Strøm, »hvor
Daarskaben gròr paa de grønne Bjærge«.
Johanna hørte opmærksomt efter, medens hun gik langsomt ved Siden af
ham, ridsende med Parasolspidsen i Gruset, bøjende sit smukke Hoved
med denne langlige Bølgelinje af en gul Nakke op under mørke
Haarbukler, som allerede havde fortryllet ham den første Aften. Ved
de sidste Ord smilede hun ganske fint uden at se op og sagde:
-- Jeg maatte gærne vide, om De er en god Theolog, siden De er saa
fortrolig med Heine.
Men i det samme hvæsede Piben, medens Damperen stønnende og pumpende
lagde til ved Broen, og de lange, flade Bølger begyndte skvulpende at
løbe op mod Bredden. Kredsskole-Inspektør Sauerbrei bød Farvel og gik
bort med Præsten, der vilde følge ham helt ud til Skibet. Ovenover
dem svajede de lange smidige Bøgegrene med deres mørkegrønne
aftenskyggede Løv, medens de øverste Bøgekroner paa den anden Side af
Fjorden i Sverdrup Skov havde en straalende Solforgyldning. Yderst
ude fra Broen hørtes endnu den sirlige Knirken af Hr. Sauerbreis
Saaler og afmaalt Klappen af Pastorens værdige Støvler. Skorstenen
blev ved at stønne, og Maskinen gik med en utaalmodig Pumpen. Af og
til kom der et lille skarpt Skrig fra Pirrfuglen og et Plump, naar
den dukkede paa Hovedet under Vandet. Men bagfra sendte Kirkeklokken
sine fredelige Malmtoner ud mellem de store Bøgestammers graa Søjler.
Johanna havde lagt Mærke til, at Hjorth var bleven rød i Hovedet ved
hendes Spørgsmaal, og for at befri ham for Svaret, fortsatte hun, som
om hun havde glemt sit Spørgsmaal:
-- Det er ellers drolligt, at den første Danske, jeg kommer til at
tale rigtig med -- at han er saadan -- hvad hedder det -- -- so ein
Jünger der Germanen.
Dette Navn, hvormed hendes Mund døbte ham, henrykkede ham saaledes,
at han maatte gentage det med hendes Tonefald, saa hun forundret saà
paa ham, om han gjorde Nar af hende. Men han lagde ikke Mærke dertil,
for han saà til Siden for at indprente sig, hvilket Træ de stod
under, som om han havde en Anelse om, at han maaske en Gang senere
kunde ønske at erindre nøjagtig, hvor hun havde sagt det til ham.
-- Ja, -- det har De Ret i ... Men maaske er det dog det aller
naturligste ... For er ikke hele Danmark Germaniens Lærling?
-- Saa, ja -- jeg vèd ikke ... I Deres Literatur --
-- Fuldstændig, -- og saa i vort Øl og vor Politik, tilføjede han
leende.
-- Ogsaa i Deres Politik? ... Ja det forstaar jeg mig rigtignok endnu
mindre paa end paa Øl, sagde hun med et muntert Smil, medens hun
maatte vinke med Parasollen ud imod Hr. Sauerbrei, hvis Lommetørklæde
utrættelig viftede fra Bagstavnen af Dampbaaden, der allerede var
kommen et Stykke ud paa Fjorden. -- Iøvrig har jeg erfaret, at det
danske Øl skal være saa godt.
-- Ja, det er fortrinligt, det er endogsaa berømt og bliver jo ogsaa
exporteret ... Og vor Literatur, den er virkelig meget smuk og bliver
ogsaa oversat ... Og vor indre Politik, -- ja, den er vist ogsaa
meget god for Liebhavere. Naar vi ikke egentlig har nogen Bismarck,
saa er det virkelig ikke vor Skyld og heller ikke Estrups Skyld --
-- Aa, det er den Minister, De talte om oppe i Lauben, og som min
Onkel og Skole-Inspektoren holdt paa. -- Ikke sandt?
-- Jo, -- man har jo forskellige Sympathier.
-- Jeg tror ikke, De vil komme til at sympathisere meget med Onkel.
-- Naa, har De allerede fundet ud af _det_?
-- Og saa faar man Dem vel ikke meget at se?
-- Nej, det gør man vel ikke, svarede han og lo saa hjærtelig, at hun
maatte le med og blev lidt rød i Hovedet.
-- Ja, det er for Resten slet ikke saa amüsant, at det er til at le
over, for vi lever her saa stille, og jeg ser næsten ingen, som jeg
kan tale med, sagde hun saa, idet hun befriede sit Øje for et af de
lange Haar, der var fløjet hen over det, og som hun strøg om bag
Øret.
Pastor Schmettau naàde nu op til dem, og de gik alle tre tilbage til
Haven, hvor Johanna forlod dem, da hun skulde gøre Thebordet i Stand.
Præsten gik ved Siden af Hjorth med de lange Støvlers værdige Skridt
over Gruset, bestandig stiv og knappet sort op til Halsbindet, med
Hænderne paa Ryggen, naar han ikke netop strøg med den højre over
Ansigtet. Han udtalte sig om sin Stilling til Menigheden. Den var
meget vanskelig. Bønderne vare fjendtlige imod ham, og mente, at han
hadede alt Dansk. Det var ikke Tilfældet. Kun havde han altid været
Slesvig-Holstener og havde ikke kunnet finde sig til Rette under det
danske Regimente. Han haabede dengang, at det kunde gaa roligere af,
men det viste sig at være en Umulighed. De Danske havde regeret for
haardt. Selv nu i denne vanskelige Tid tillod Tyskerne dog en dansk
Skole i Haderslev med afgjort patriotisk Farve. Men i den danske Tid
kunde der ikke være Tale om en tysk Skole, Folk maatte ikke engang
have tyske Huslærere. Om de danske juridiske Embedsmænds Hovmod den
Gang kunde man næppe gøre sig nogen Forestilling. -- Ulykken var, at
det patriotiske Hovmod lod Danmark forsmaa alt Kendskab til Tyskland.
Dersom man havde anet, hvor alvorligt de undertrykte Tyskeres Sag
deroppe laa hele Tyskland paa Sinde, og ikke havde trot, at denne
Sympathi kun var Praleri af holstenske »Wühlere«, saa vilde man
aldrig have vovet at gaa saa vidt, og adskilligt vilde nu været
anderledes. -- Efterhaanden som han talte, naàde han frem til
nogenlunde hele Sætninger, som afbrødes af stedse færre Grynt og
Rømninger; han talte sig endogsaa op til en vis Varme. Hjorth fandt
ham mindre utaalelig nu. Han gjorde af og til et Spørgsmaal, men
indlod sig ikke i nogen politisk Strid, da han ikke turde stole paa
sine spredte og nødvendigvis ensidige Kundskaber fra en Tid, som han
ikke selv havde levet med; -- han var desuden for vant til at se sine
nedarvede Synsmaader omstødte ved senere Erfaringer til ikke med
Interesse nu at høre den anden Part.
Efter The satte Johanna sig til Klaveret og sang med en smuk, men
noget uøvet Stemme en Del tyske Folkesange: -- »Mein Schatz der ist
auf der Wanderschaft hin« -- »Es zogen drei Bursche wohl über den
Rhein«, »Loreley«, -- melankolske Sange, trohjærtet inderlige i Ord
og Melodier. Hvor lød det ikke betagende fra hendes Læber:
Die Luft ist kühl, und es dunkelt,
und ruhig fliesst der Rhein --
Det var til at faa Taarer i Øjnene af. I alt Fald var Hjorth nær ved
at faa det, som han sad dèr i den mørke Stue, næsten lige op ad
hende, henne ved Vinduet, medens han saà ud mod Sverdrup Skov, der
stod mørk mellem den lyse Dis, hvori Fuldmaanen svævede, og det
blanke Skaar af Fjorden. Henne fra Præstens Lænestol kom nu og da en
afbrudt Stønnen af tør Sentimentalitet. Efterhaanden trængte
Maanelyset stærkere ind gennem Ruderne, blinkende i Johannas Øjne.
Hun blev pludselig distrait et Sted i »Loreley«, og Hjorth maatte
suflere.
Den Schiffer im kleinen Schiffe
ergreift es mit wildem Weh -- --
Men henne fra Lænestolen mumlede det: »Det er sjælden -- hm -- at
træffe en Dansk -- mæ, nu -- som er saa hjemme -- ah -- i den tyske
Poesi.« --
Da han kom hjem, spurgte Broderen ham, hvor han havde været, og blev
meget overrasket ved at høre, at han havde besøgt Præsten.
-- Aa, han havde bedet mig komme, og jeg havde dog nok Lyst til at se
ham nærmere og høre, hvordan han udtalte sig.
-- Naa, -- hvad sagde han saa?
-- Han sagde mæ og ba og bu og saa lidt mer, der ikke var saa
morsomt.
-- Ha, ha, ha! ... Nej det er saamæn et sølle Skrog ... De forsøgte
da vel itt' at faa dig til at tale Tysk?
-- Nej.


XL.

-- Se, den sidder snert den Frakk'.
-- Ja, det er da wis.
-- Og saa slutter den helt op i æ Nakk', itt' som din, hvor man kan
se æ Flip. -- Og saa Buxerne her, se paa æ Fald over æ Støvl'; -- se
først helt dèr ner' dèr skal de brede sig, itt' som dine, der hænger
dèr og flagrer ovenover.
-- Jo, -- det er rigtigt nok ... Det er godt syt.
-- Ja, I har møj' tilbages aa lære herhjemme ... Tøj har I nok, men I
forstaar itt' aa sy ... Nej I har møj' aa lære endnu.
-- Og det er altsammen syt i Amerika?
-- Ja, -- det er New York ... A behøver bare aa skrive til æ Skræder
og give æ Maal, her over Skuldren, toogtredive er det, saa vèr æ
Skræder Beske'en, saa laver han en hel Habit.
-- Det var som Fanden!
-- Ja, ha ... Det er Kunst det, sagde Styrmanden Per Hjorth, idet han
tog den korte Shagpibe ud af Munden og spyttede.