Germanernes Lærling - 11

der havde læst sin Historie, og han vidste, at det var en farlig Ring
at gaa med paa Fingeren.
Men èn Gang, i et dristigt Øjeblik, tog han den op af Lommen i den
samme Bibliotheksstue i Wolfenbüttel, hvor han havde fundet sine
berygtede Fragmenter, og viste den under fire Øjne til Jakobi, for at
beskytte Goethes Prometeus, der iøvrigt var en stærk Mand, mod den
forbitrede kristelige Filosof.
Og den stakkels Jakobi blev saa angst, at han strax maatte ud og
forfærde selve Nathan den vise, den gamle Moses Mendelssohn i Berlin,
som aldrig siden forvandt det Stød, og derefter den ganske Verden med
Beretningen om, hvorlunde Lessing i Wolfenbüttel-Bibliotheket havde
vist ham noget, der var endnu meget værre end Fragmenterne, nemlig
den fjerde Ring, medens han havde sagt den skrækkelige Trylleformel:
Et og Alt! -- jeg vèd intet andet; -- der er ingen anden Filosofi end
Spinozas.
Og medens Hjorth nu laa dèr paa sin Sofa og læste i sit Hjærtes
Uskyldighed om de tre Ringe og dampede af sin utilrøgne Pibe og havde
gennem Røgen en saa grangivelig Fornemmelse af Duft fra det attende
Aarhundrede, -- saa stod Lessings Aand ved Siden af ham og trykkede
ham ubemærket den fjerde, den ægte Ring paa Fingren, det »evige
Evangeliums« Ring, der trolovede ham med den frie Tanke.
Men det skulde endnu vare nogen Tid med Deklarationen.


XX.

Hos Lindekærs kom han meget ofte, i det mindste en Gang om Ugen,
næsten paa alle Tider af Dagen -- han vidste sig altid velkommen.
Med Provsten havde han ikke saa meget at gøre, som dengang han var
Lærer hos ham i Fyn. Det forekom ham, at de nu stod hinanden
fjærnere, enten det nu kom af, at hans Underordningsforhold i sin Tid
havde ført til hyppigere Berøringspunkter og stillet dem paa en
sikrere Fod over for hinanden, -- eller vel snarere deraf, at Aarene
og det fritænkerske Røre i Halvfjerdserne havde gjort Lindekær mere
rigoristisk, medens Hjorth bestandig var lidt bange for at ytre sig,
idet han følte, at han gled til den modsatte Side.
Han holdt mere af at sidde inde og passiare med Fru Cecilie. Ogsaa
hun syntes at være bleven fjærnet fra sin Mand, -- eller maaske blev
det ham først nu klart, hvor meget yngre hun var end Manden, yngre i
Aar og endnu yngre i Sind; og hvor langt hendes frejdige Natur var
fra at bøje sig ind under hans mørke, forsagende Kristendom. Men
Spaltningen havde sikkert ogsaa udvidet sig i den sidste Tid; --
Overflytningen til Hovedstaden, Omplantningen fra de stille
ensartede landlige Omgivelser til den store Bys Blandingsluft havde
givet hendes Livsglæde, hendes anden Ungdom, nye frodige Skud.
Ligesom Tunghøre faa deres svækkede Sans skærpet af den Gadelarm, der
gøre andre halvdøve, saaledes blev hun under Bylivets Tummel alt mer
og mer lydhør for de Spørgsmaal og Svar, der krydsedes gennem Tidens
Luft, -- Spørgsmaal og Svar, der kun dæmpet og med en ærgerlig
Forstyrrelse trængte ind i hendes Mands Studereværelse, ligesom
Sælgekonernes Raab ude fra Gaden.
Hun var, som saa mange gifte Kvinder, mere Moder end Hustru. Børnene
var hendes huslige Liv, -- især de mindre. For Ellinor syntes at voxe
op i Faderens Avtoritetsskygge -- endnu kun en ganske let Halvskygge,
hvis Rand svævede over hendes rene Pande.
Ogsaa over for Hjorth udviklede hun et Slags moderligt Instinkt. Det
var hende en Glæde at kunne trække ham ud af Studenterkamret og i
timevis skaffe ham et Familjehjem, Hyggen af en Dagligstue, Dannelsen
af kvindelig Omgang.
Og hun gjorde ham en Velgerning derved. Han nød denne hyggelige Hvile
fra det anspændende Arbejde, som mer og mer rykkede ham paa Livet og
fik det højtidelige Udseende af en Kamp paa Liv og Død i ham selv,
mod hans Fortid, om hans Fremtid, -- han søgte som til et fredviet
Asyl til denne høje lyse Stue, hvori al Ting straalede, hvor Sanserne
blev vaagne, medens Tankerne lod sig vugge ind i en drømmende
anstrængelsesløs Bølgning.
Efterhaanden følte han ogsaa noget nyt vakt og tilfredsstillet hos
sig ved denne Hverdagslivets skødesløse Elegance, der bar et Præg af
Damen, en Duft fra hendes Haar og Lommetørklæde, et lille Mærke af
hendes Fod i Skamlen, et glemt Haandarbejde paa Bordet, en Fold af
hendes Fingre i en ny Bog, en Spredning af Nodeblade fra hendes lette
Haands Utaalmodighed over Klaveret, endelig en Reflex af hende i
Mændenes soignerede Dragt og Tale. Han fik Smag for at føre en
Konversation med denne Dame -- enten hun nu hed Fru Cecilie eller
Frøken Ellinor -- en Konversation, der gled rolig frem eller sprang
lunefuld, gik i Staa paa et Sted og begyndte igen paa et andet, --
som oplystes af pludselige Smil og understregedes af de smaa
uvilkaarlige Bevægelser, som Mænd ere for tunge til, -- ledsaget af
Syningens hvide Armdrejning, med bestandig tændte og slukkede Gnister
af en Ringsten, og af Traadens lette Knitren gennem Lærredet.
Og skønt han ikke var synderlig musikalsk, og hans Udvikling havde
ladet ham være ganske udannet paa dette Omraade, var der dog noget
paa èn Gang velgørende og festligt, noget, der flød saa fortrolig
sammen med alt det øvrige, i de klare og fyldige Toner fra Flygelet,
naar et Par af disse fine Hænder berørte Tangenterne, der syntes at
være saa blanke og elfenbenshvide for at passe til de levende
Plektre. -- Et Schumannsk Karakterstykke, en Chopinsk Vals -- det var
som disse Omgivelsers tonende Sjæl. »En aandrig Mand har engang sagt«
-- erindrede han, -- at Arkitektur er stivnet Musik; hvis denne Musik
stivnede, forekom den ham at maatte blive en saadan Salon, høj, lys
og varm med sin Dybde af bløde Stoffer, med sin Glans af polerede
Flader og med sin dameagtige Duft; -- og ligesom hans Legeme
efterhaanden havde faaet Trang til ofte at have denne Stue om sig,
saaledes fandt ogsaa hans forfinede Sjæl sig snart tilrette i dens
Sjæl af Toner, fik den Vane at maatte hvile sig i dens musiksmeltede
Arkitektur.


XXI.

Da Hjorth en Søndag Formiddag ved Kaffetid kom op til Lindekærs,
traadte Fruen og Frøkenen ind, begge i sorte Silkekjoler, Ellinor med
lidt rødkantede Øjne og Næsetippen rødere end sædvanlig.
De havde været til Alters.
Hjorth ønskede dem til Lykke, og i det samme erindrede han, at han
ikke i halvandet Aar var gaaet til Guds Bord. Det var ikke faldet ham
ind før; -- han havde altsaa ingen Trang følt til Naademidlerne. Og
heller ikke nu, da han ransagede sig selv, kunde han føle i sin
Organisme nogen Hunger og Tørst, der begærede at stilles ved Herrens
Legeme og Blod.
Han tænkte paa at gaa til Alters alligevel, for at opfylde en
religiøs Pligt.
Men han kunde ikke længer ligge paa Knæfaldet som en naiv Troende, i
Lydighed mod sin Kirkes Avtoritet. Han stod ikke længer saaledes
under Avtoriteten, han var selv Theolog. Hvorledes skulde han kunne
tage Sakramentet af en Præsts Haand, der paa Kirkens Vegne havde
sagt til ham: Disse Ord, Christus sagde: Det er mit Legeme, som gives
for Eder. Item: det er mit Blod, som udgydes for Eder til Syndernes
Forladelse, skulle I fuldkommeligen tro saa at være i Sandhed, at
Jesus Christus er der selv tilstæde i Sacramentet efter Ordets
Lydelse« -- hvorledes skulde han kunne det, naar han vidste, at
Zwinglianer og Calvinister og Lutheranere og Romere stredes som
rasende om »Ordets Lydelse«. -- Rigtignok var det klart, hvad Præsten
mente -- eller skulde mene --, men det var ham næsten lige saa klart,
at det var den aller mest forvredne og umulige Forstaaelse. --
Filologisk, efter »Ordets Lydelse«, havde Zwingli ganske sikkert Ret:
-- dette betyder mit Legeme.
Han besluttede at undersøge Sagen paa ny, omhyggelig.
Men Altergangen opgav han, indtil videre.


XXII.

Temmelig hyppig traf Hjorth hos Lindekærs sammen med Professor
Petersen. Det var ham altid en Glæde, næsten en Stolthed, noget af
den Selvopløftelse, som en Underordnet føler ved at være sammen med
sin Foresatte i det private, snevrere Selskabsliv, hvor Graderne
bortfalde; -- thi skønt Professorens venlige og jævne Væsen ikke paa
nogen Maade lod denne Gradsforskel blive følt, glemte han dog ikke
selv den afstand-tagende Respekt for den lærde og ansete Mand. Men
her, hos de fælles Venner, kunde han omgaas ham mere paa kammeratlig
Fod, genfandt han sin naturlige Ligevægt og kunde slaa ind i en
munter Tone.
Desuden smigrede det ham saa inderlig, at Professoren havde udtalt
sig meget anerkendende om hans Flid og Dygtighed, noget som Fru
Cecilie snart meddelte ham.
Paa disse Aftener trak Herrerne sig altid efter The ind i
Studereværelset til Tobak og theologiske Samtaler. -- Dèr sad de saa
i brede Lænestole eller i den solide, bløde Sofafirkant og lod Røgen
hvirvle hen over Arbejdsbordet i det matte Lys fra den gammeldags
Moderatørlampe, der var bleven omskabt til Petroleumsbrug og stod
balancerende paa sin tynde Messingstang, som ragede op mellem Bunker
af Bøger og Papirer. Foran sig sendte den gennem et firkantet blaat
Skærmglas en mørk Skygge ud, der skar Folk i Sofaen over ved Halsen,
men bagtil kastede den en stor Skygge fra sin straalende Oliebeholder
hen paa det øverste af Væggen og en Kant af Loftet. I Baggrunden af
det lange Værelse udslettede Dunkelheden de mørke Møblers Former, og
midt paa den ene Sidevæg lod Bibliotheksportieren et trekantet Mørke
gabe ud fra den skumle Bogfæstning, hvorigennem Masser af skimlet,
ormædt Lærdom syntes stødvis at styrte sig ud og sætte den stille
Tobakstaage i voldsomme Bølgninger, medens Provstens højtmælende
Stemme og langarmede Gebærder forivrede sig indtil Theologernes
Raseri. For det var ikke altid, at han var enig med sin højtagtede
Ven; men der var en beroligende Baggrund for disse Disputer i den
konfessionstvungne Enighed om alt, hvad der havde den aller
fjærneste Betydning. -- Hjorth derimod var ikke altid saa enig med
dem i, hvad der havde Betydning. Han spillede som oftest Tilhørerens
Rolle; -- men undertiden kunde en beskeden indskudt Bemærkning af ham
bringe Professoren til at tage Piben ud af Munden og udbryde: »Nej,
virkelig! ... Ser man det! ... Det vidste jeg saamæn ikke af ...
Hvorfra har De det?« -- --
En Aften midt i Juni stod Professoren og Hjorth ved et aabent Vindue
i Dagligstuen. Efter den brændende hede Dag strøg en Smule
Aftenkølighed ind fra Kanalen, løftende et Par Vimpler paa Jagterne
ved Bolværket. Aftenrødens Genskin laa let over de døsige Skylag, og
Vindfløjene lige for paa Kirkens Gavl og Taarn og længere borte højt
oppe paa Børsens dragesnode Spir glødede, som om de skulde smelte.
Inde i Spisestuen raslede Ellinor med Thetøjet, -- Fruen sad ved
Flygelet og spillede en Polka af Rubinstein. Provst Lindekær var
sunket sammen i en Gyngestol, ladende som om han læste »Fædrelandet«,
ganske opløst i Mattelse efter sit søvndyssende Dagværk som Censor
ved theologisk Examen.
Hjorth beklagede, at han ikke havde været tilstede om Formiddagen.
Professorsønnen, den æsthetiske og filosofiske Hr. Frederiksen, som
opdagede frugtbare Fermenter hos Darwin, havde været oppe.
Men Professoren var skuffet.
-- Jo, respektabelt, respektabelt ... Der var ikke noget at sige paa
det, men -- -- Det var ikke, som vi havde ventet ... Naa, De kan vel
ikke for det første gaa op, -- nej, det er sandt, nej, -- De er fra
sexoghalvfjerds; -- men De har jo ellers allerede faaet læst en
Mængde.
-- Jeg antager, jeg kan gaa op om to Aar.
-- Naa ... Aa, ja, det kunde jo nok --
-- Saa har jeg tænkt mig at gaa paa Skriveøvelser hos Dem til Vinter.
-- Ja, det er meget rigtigt; -- det skal De tage i Tide ... Hm ...
Naa, nu har vi jo snart Sommerferien ... Hvor tager De hen? hjem til
Vonsbæk eller --
-- Nej, jeg tager til Yderslev.
-- Naa, til Yderslev ... Hm ... Jeg har saamæn tænkt paa at tage
derned og besøge min gamle Egn ... Jeg har ikke set den nu i ti Aar,
tror jeg -- ja det bliver nu til Efteraaret ti Aar, siden jeg
begravede min Fader.
-- Ja men, det skulde De virkelig gøre, Hr. Professor. Pastor Krarup
har netop et Par Gange spurgt, om jeg ikke tròde, Professoren kom
derned, det vilde være ham saadan en stor Glæde, hvis De vilde bo i
Præstegaarden.
-- Saa! ... virkelig! ... har han sagt det? ... Hm. --
-- Theen er færdig, Moder.


XXIII.

-- -- Og jeg er overbevist om, at alle her ved dette Bord føler den
samme Glæde som jeg over, at vi kunne være samlede med vor højt
fortjente Landsmand ... Jeg siger Landsmand; -- thi om end vi andre
ikke ere knyttede til Landet her rundt om ved det samme moderlige
Baand som Professor Petersen, saa have vi dog nu vort Hjem her, og vi
søge jo alle efter bedste Evne at-æ -- virke -- og-æ -- gavne og --
og føle os som Egnens Børn.
Pastor Krarups sidste Ord stoppede Munden paa Herredsfogden, der var
lige ved af suflere »gavne og fornøje«. --
-- Da Professor Petersen sidst besøgte denne sin Fødeegn, var det,
som vi mindes, i et Sorgens Anliggende. -- (Hele Selskabet stirrede
meget nedslaaet ned over de halvfyldte Talerkener, uden at have nogen
Anelse om, naar eller hvorfor Professoren sidst havde været dèr.) --
Naar jeg siger »da _Professor_ Petersen besøgte sin Fødeegn«, -- saa
taler jeg egentlig unøjagtig, jeg betjener mig af en rhetorisk Figur,
som de Gamle kaldte ~Hysteron proteron~. (Her saà Pastor Krarup meget
humoristisk ud, som om han havde sagt en stor Vittighed, og skelede
hen til Provst Storm med et Blik, der vilde sige: »ikke sandt, min
lærde Ven.«) Thi Professor Petersen var den Gang endnu ikke
Professor, ikke engang Doktor, -- han var slet og ret Kandidat
Petersen. (Denne Meddelelse om Professorens Beskedenhed lod til at
virke saa overvældende paa Selskabet, at Pastor Krarup maatte gentage
i Salvelsestone:) _Kandidat Petersen_ ... Men, -- men, denne Kandidat
Petersen, han var allerede den Gang den theologiske Ungdoms Lærer,
han var Opdrager for Mænd, der nu sidde rundt i Landets Prædikes--
hm, -- der nu _staa_ rundt paa Landets Præstegaarde.
Dette Storkebillede løste Selskabets Lattermuskler, og selv den
uheldige Taler maatte le med.
-- Ja, -- he, he, he! -- jeg kom til at fortale mig ... Naa, maa jeg
saa bede Dem tømme Deres Glas paa Kandi--, paa Professor Petersens
Velgaaende.
Almindelig Rejsning og Klinken med de smaa gammeldags Glas, som kun
rummede et Par Mundfulde af den lyse, sure Rødvin, der skænkedes af
etiketteløse Flasker for at foregøgle en Vinkælder. Den hovedkuls
forhastede, lidet højtidelige Slutning paa Festtalen havde aabenbart
virket velgørende. Højrøstet Samtale sprudlede pludselig op langs den
dobbelte Stolerække og krydsedes over Bordet, ledsaget af en livlig
Klirren af Knive og Gafler, der næsten var mættende, blot man hørte
paa den. Men Stuepigen og den smukke unge Husmandskone, der anvendtes
ved slige Lejligheder, ilede frem for at byde om fra Spillebordene,
der havde en Buffets Rolle, hvor de havde staaet under Talen, stive
som Soldater, med sovende Ansigter. De sænkede pludselig Fade ned
imellem fortrolig hviskende Hoveder, der fòr til Side, som grebne i
en Sammensværgelse, de borede sig dristig ind gennem den snevre,
næsten ufarbare Passage mellem Stoleryggene og Væggen, hvor Stuepigen
snublede over Gardinet, som Proprietær Kolding havde sat sin Stol
paa, medens Husmandskonen hældte Sauce ned ad den staalgraa Silkeryg
paa Fru Herredsfogedinden, en statelig Dame, født med »~de~«,
der beviste sin højere Grad af Verden ved ikke at trække paa
Smilebaandet, medens hendes Kavaler, Pastor Krarup, holdt sin Tale.
--
Endnu en Gang maatte Stegen friste en Afbrydelse, idet Professor
Petersen, efter at have takket med nogle faa beskedne Ord, bad
Selskabet om at forene sig med ham om at ønske en flink ung Mand --
han kunde maaske sige en Discipel af sig, -- og han tròde en god
Bekendt af dem alle -- Lykke og Velsignelse paa den Bane, han var
slaaet ind paa, og hvorved han havde skilt sig fra Egnen, -- dog ikke
ganske skilt sig, thi han saà derhenne ved den unge Mands Side en ung
rødmende Pige, en »Indfødt«, der havde knyttet sin Skæbne til hans og
vilde blive et Baand mellem ham og Egnen. -- Held og Velsignelse for
dem begge!
Atter Rejsning og Klinken, under hvilken de to Delinkventer stod bag
ved de udstrakte Arme og blinkende Glas ved den bageste Ende af
Bordet, begge meget røde i Hovedet og meget glade ved at faa Lov til
at sætte sig ned igen, medens Godsforvalteren, der sad ved Midten,
hviskede til sin Borddame: »En fager Brud i Sandhed han sig henter«
-- hvilket de begge tròde, var et Citat af Oehlenschläger.
Dette førte ham naturligvis til en Konversation om den gode gamle
Poesi, den romantiske Digtekunst, -- Axel og Valborg, -- ikke sandt?
-- aa! -- Ja, han sværmede endnu derfor. -- Han var maaske noget
gammeldags, -- naa men Herregud, han var jo heller ikke ung længer.
--
Hans Borddame gjorde Indvendinger: -- han var en Mand i sin bedste
Alder, i sin anden Ungdom. Men Ravn vedblev med en beskeden
Stædighed: --
-- Aa, De er nu saa komplimenterende, Frøken Klingenberg! ... Ja, --
nej, jeg regner mig nu blandt de Gamle ... Jeg overlader Realismen
til Ungdommen, men hvad mig angaar --
-- Hvad er det, Ravn snakker om, at han er gammel? -- brummede
Kammerraad Sommer, lidt borte, paa den anden Side af Bordet. --
Gammel Ravn! ... he! ... Han er jo en ung Ve--Vipstjært.
-- Ih, sikken et Billede! udbrød Frøken Klingenberg.
-- Ja, han er Realist, Kammerraaden, sagde Ravn, lidt stødt.
-- Ja, Frøken! ... Jeg henter mine Udtryk fra mine daglige
Omgivelser, fra Mark og Ve--Vang ... Jeg er en simpel Landmand, gør
ikke Fordring paa andet.
Denne pralende robuste Beskedenhed blev ikke modtaget; over den jævne
Mand, der slubrede Ærter i sig med Kniven, medens han brummede ned i
Talerkenen: »Gør ikke Fo--Fordring paa andet,« nedkaldte den et
Styrtebad af Ros, med Sidedoucher fra hans Borddame, Frøken Krarup,
og fra Herredsfogden til venstre, og med en voldsom Straale
skraas ovre fra Provsten, der raabte højest, fordi han havde Fru
Kammerraadinden tilbords.
-- Jo vist! ... Han med sin Anseelse, -- med sin bekendte Indsigt i
Landbrugets Teori! ... Han der kunde være bleven Landstingsmand, hvis
han havde villet!
Men oppe ved Hjørnet af Bordet, hvor Proprietær Kolding for anden
Gang fangede Stuepigen i sin snedige Gardinfælde, hviskede denne
Praktiker til Fru Krarup, som han vidste altid med Glæde optog en
Ondskabsfuldhed mod en af Gæsterne:
-- Nej, -- Kammerraaden kan maaske være Videnskabsmand, -- Anatom og
Filosof og saadan noget, -- det forstaar jeg mig ikke paa, men
_Landmand_, det er han minsandten ikke.
-- Aa nej, svarede Fru Krarup, idet hun ved et Smil viste et Par
lange Fortænder, der stod skævt paa hver Side af et Hul. -- For
Resten _er_ han det da for saa vidt, som han _kan_ sætte Penge til.
-- Ja, det gaar nok ikke saadan --
-- Han _har_ rent ud sagt været paa Randen af en Fallit. Hvor_dan_
han egentlig kom over Terminen -- for Afgiften _har_ han saamæn ikke
kunnet betale -- og Greven _ser_ ellers nok paa Pengene -- saa _hvis_
Ravn ikke var hans gode Ven -- naa, men _ikke_ mine Ord igen ... Ja,
Hr. Professor, hvor_dan_ Pastor Frederiksen præ'ker, det _skal_ jeg
ikke kunne sige, for jeg _har_ ikke hørt ham ... Men _havde_ det
været noget udmærket, saa _var_ der vel nok blevet talt om det ...
Men dèr _har_ De jo for Resten en god Kilde paa Deres venstre Haand,
for Herredsfogdens _bor_ jo ved Siden af ham.
Hun saà over Professorens Bryst og nikkede til sin kære Veninde Fru
Henriksen, som hun glædede sig ved at sætte i Forlegenhed ved denne
Paakaldelse, da hverken Herredsfogden eller hans Hustru nogensinde
satte deres Ben i Kirken.
Men Fru Henriksen lod sig ikke forbløffe:
-- Aa jo, ganske godt, ikke noget remarkabelt.
-- Er det nu et godt Embede?
-- Aa, saa for_skrækkelig_ daarligt, udbrød Fru Krarup med en
foragtelig Hovedrysten. -- Der _er_ en Formand, som _slet_ ikke vil
dø, og Præstegaarden er _lige_ ved at falde ned over Hovederne paa
dem, og der er saamæn _ikke_ Raad til at bøgge.
-- Saa! ... Virkelig! ... Hm.
-- Maaske kender Professoren ham inde fra København, bemærkede Fru
Henriksen.
-- Ja, han er saamæn en af dem, der staar rundt om paa Landets
Præstegaarde, og som Kandidat Petersen --
-- Ha, ha, hi, hi, lo Pastor Krarup, saa det lød som en lille Skralle
gennem den lange smalle Stue.
-- Var det Professoren, der var saa vittig? det ser han ellers ikke
ud efter, sagde Kristine og strakte Hovedet frem for at kunne se
bedre ned ad Rækken.
Men Hjorth, der fra sin Hjørneplads bekvemt kunde overse det hele
Selskab, bøjede sig over mod Pastor Frederiksen, hvis Borddame han
sad ved Siden af, og gjorde ham opmærksom paa, at Professoren vistnok
ønskede at drikke med ham.
Den lille blege Mand fòr sammen, drak ud og holdt det tomme Glas op
med en højtidelig, næsten sakramental Haandbevægelse, medens han
nikkede med straalende Stolthed over til sin gamle Manuduktør,
hvorpaa han igen sank tilbage paa Stolen og ned i den indviklede
Sag angaaende de sex Favne Brænde, om hvilke han nu paa fjerde
Aar procederede med Skovvang Gods, -- et Emne, som hans Dame,
Herredsfogdens Datter, var inde i og havde grebet med Begærlighed for
at gøre sin juridiske Afstamning Ære.
Men Ordene »Favnebrænde«, »Fagot« og »Top« antændte den onde
Samvittigheds Helvedesbrand udi Godsforvalter Ravns Hjærte; han
maatte gribe sit Glas, bøje sig frem foran Frøken Klingenbergs flade
Bryst, der skilte ham fra Pastoren, og have den Ære at drikke et
Bæger med ham; det var ham saa kært, at de kunde mødes paa
Privatlivets Grund.
Derefter optog Godsforvalter Ravn atter Samtalen med sin Borddame om
det Forslag, der var blevet fremsat til en Forandring af
Prædiketexterne. Der kunde jo være meget, som talte for det, og der
var jo saa mange Steder i den hellige Skrift, som man ogsaa kunde
ønske bragt frem for Menigheden; men paa den anden Side maatte han
dog sige, at de gamle Evangeliestykker og Kollekter vare ham saa
inderlig kære fra Barndommen af, at han havde Vanskelighed ved at
forlige sig med Tanken.
Frøken Klingenberg, der nikkede bifaldende til denne Pietet, men i
det Hele syntes afgjort stemt for den nye Ordning, var en høj,
knoglet Dame med rødsprængt Ansigtsfarve. Hendes Alder maatte være et
eller andet Sted oppe i de sidste Trediver. Hun var Datter af en
Oberst, der efter sine Krigerdage anvendte sin private Formue til at
slaa sig ned i et fredeligt Landliv, ved hvis Slutning, for nogle Aar
siden, han havde efterladt hende en temmelig stor Gaard med en Smule
Bøndergods, en lille halv Mil fra Skovvang. Dèr bòde hun med
Husjomfruen og Forvalteren. Men hun førte dog ikke noget ensomt
Liv. Hun var ivrig kirkelig, og hendes Passion var Præster. For dem
gjorde hun smaa fine Middage, og kom saa til Gengæld til alle
Præstegaardsmiddage.
Godsforvalter Ravn var naturligvis en gammel Bekendt af hende. For
det første bòde de jo hinanden saa nær, at de næsten kunde nikke til
hinanden, saa det var ikke mer end simpel Høflighed, at han nu
og da saà over til hende i hendes Ensomhed og satte Smag paa
hendes Kvædelikør; og det var saamæn heller ikke mer end simpel
Menneskekærlighed, at han havde sine smaa Griseøjne med Gaardens
Bedrift, for man vèd jo, hvor let saadan lønnede Folk kan finde paa
at narre en stakkels uerfaren Dame. Da han endelig var saadan en
dybt følende kristelig Mand, saa havde de jo de højeste Interesser
fælles, og det var en Selvfølge, at han, alle de gamle Præsters
Lhomberbroder, var en stadig Gæst ved hendes smaa gejstlige
Pikkenikker. Men det kunde naturligvis ikke være andet, end at
verdslige Tunger udlagde disse Besøg noget anderledes.
Iøvrig lod det ikke til, at Godsforvalteren havde synderligt imod, at
man gjorde ham til Frøken Klingenbergs erklærede Tilbeder. Tvertimod
gav han endogsaa selv sine Hjærtesuk et vist iøjnefaldende Præg. Det
kom naturligvis deraf, at Manden intet havde at skjule, og at der
vanskelig lod sig lægge Baand paa hans stærke Følelser. Men de onde
Tunger -- hvad har de ikke at bestille! -- de fortolkede det
unægtelig, som om Ravn ønskede, at Folkesnakken skulde gøre Frøkenen
bekendt med hans Hjærtes sande Tilstand og ved at gifte dem sammen
lette hans endelige Overflytning til Fugleredegaard -- det var det
poetiske Navn paa Frøken Klingenbergs Bo -- fra Skovvang, hvor der
sagdes, at hans Stilling ikke var synderlig sikker.
En af disse onde Tunger, Fuldmægtig Jessens, havde haft en hel Del
gode Historier i den Retning at fortælle Hjorth i denne Sommerferie,
saa det var intet Under, at han fra sin gunstige Plads skarpt
iagttog Godsforvalterens Kurmageri, der blev inderligere, med en
hviskende Mjaven, med Hovedet kælent paa skraas og opadvendte Øjne,
der blinkede af en fugtig Sentimentalitet, efterhaands som Selskabets
Livlighed steg rundt om, isolerende ham og den Udkaarne midt i en
Sammenflydning og Krydsning af Repliker.
Man var ved Desserten. Store Fade, toppende fulde af Jordbær, stødte
mod gestikulerende Albuer, saa Bærrene trillede ned over Randen.
Sherryen fyldte en for en Rækken af de smaa tomme Glas, idet den
ligesom tændte en gylden Lygte foran hver Kuvert. Paa den ene Side af
Bordet var Skeerne i en livlig blinkende Bevægelse fra Talerkener til
Munde, men den anden Række var endnu i Færd med at forsyne sig.
Proprietær Kolding sugede med et Svup Fløden af sin tykke
Knebelsbart, men Provsten raadede ham deltagende til at følge hans
Exempel og komme Sherry paa Jordbærrene, for ikke at forkøle Maven.
Kammerraad Sommer var allerede snart færdig med sin Portion, som han
i sande Læs skuffede ind mellem de tykke Læber, der formede sig som
Tuden paa en antik Tragediemaske og mødte Skeen paa Halvvejen. Men
Herredsfogden var endnu ved Tilberedelsen; han havde pludselig givet
sig ivrig i Snak med Kristine, der sad paa hans venstre Side, og han
vendte sig helt om imod hende, for at hans højre Haand imens kunde
faa et Distraktionspaaskud til med en uendelig, nervøs Rysten at
drysse en hel Drive af Sukkersne gennem Strøskeens Huller ned over de
røde Bær. Og lige over for gjorde Godsforvalteren Frøken Klingenberg
opmærksom paa dette Kunstgreb, uden hvilket det næsten var umuligt
at faa tilstrækkelig Tid til at tage Sukker.
Heden tiltog bestandig i det lave, smalle Værelse, hvor
Eftermiddagssolen begyndte at titte ind med et Par lange Striber, der
skraas over Bordet brødes i Glas og Karafler og irriterede
Godsforvalteren ved bagfra at falde i Glassene paa hans Guldlorgnet,
saa han maatte bøje sig endnu længer over mod sin Borddame. Foruden
Solvarmen og den tiloversblevne Em fra Steg og Fade syntes der endnu
at udgaa en Straalehede fra hvert af disse Ansigter, der begyndte at
gløde mere og mere. Det føltes som en Velgerning, naar den dovne Vind
strøg ind gennem de aabne Vinduer, løftende og buende de hvide
Gardiner som Sejl, -- undtagen det ene, der var tøjret af
Proprietærens urokkelige Stoleben.
Ogsaa Sindene vare opildnede. Det kendtes paa Samtalen, der var sat i
et forceret Tempo, og hvis Tonefald var skruet et Register op, nu da
den tiltog med et jævnt Crescendo, eftersom Angrebet paa Jordbærrene
stilnede af. Der udviklede sig en Kappestrid i at raabe hinanden
over, en ubændig Lyst til at kaste sig ind i en Samtale i det andet
Hjørne af Bordet, en Ærgerrighed efter at hverve et Individ fra en
fremmed Samtalekreds over i den, man selv tilhørte, -- som frembragte
et Kaos af Sætningsstumper, der var ganske sindsforvirret for en
Udenforstaaende. Og Kristine lænede sig tilbage i Stolen, leende til
Hjorth, medens hun med Hænderne for Ørene, ved at aabne og lukke
hurtig, indsugede ligesom Koget af en Kæmpekonkylje. Hjorth skændte
paa hende; men hun var saa fortryllende i sin kaade Natur, der gik
over Optugtelsen, med de udfordrende, drillende Øjne, med dybe
Smilehuller i de vinblussende Kinder, og med en Latter, der trak de
friske Læber bort fra et Par straalende, halvt aabnede Tandrækker, --
at han selv lo med og havde Lyst til at kysse hende paa den stærke
Arm, som Ærmet var gledet ned over til Albuen. -- Han kunde ogsaa
gjort det uden Fare for at blive bemærket, -- det skulde da have