Germanernes Lærling - 09

langsomt, men saa bestandig hurtigere, til det tog af igen. Han
lukkede Øjnene; det hjalp ikke; det begyndte alligevel at dreje fra
venstre til højre langsomt, hurtigere, hurtigst. Han kastede sig et
Par Gange om i Sengen og fik Ro. Inde fra deres Værelse hørte han dem
snakke og le. Saa begyndte det forfra, det tiltog med en rivende
Fart, medførende en betydelig Vammelhed, da den tiende rullede hen
til sine Forgængere, som den naàde med et lydeligt Knald.
Men fra den anden Side hørte han »Kandidaten«, som havde levet, jamre
sig, først i uartikuleret Stønnen, saa i Ord:
-- Aa, jeg _kan_ ikke holde det ud -- jeg _kan_ ikke holde det ud ...
Av, mit Bryst ... Der er et helt Helvede her i mit Hjærte ... Jeg
_kan_ ikke holde det ud ... Der er da heller ingen af de Asner, der
kan hjælpe mig ... Gid Fanden havde Doktoren ...
Og efter at have gentaget disse Sætninger i det uendelige, kastende
dem imellem hinanden, mekanisk, som en Talemaskine, begyndte han med
en pludselig Galgenlystighed at skraale den sidste paa Melodi af
Menuetten i Don Juan, der med èt gik over til »For nu er Katten død,
død« --
_Gid_ Fanden ha'de Doktoren,
_Gid_ Fanden ha'de Doktoren,
_Gid_ Fanden ha'de Doktoren,
Gid _Fan'en_ ha'de Doktoren --
Gid _Fan'en_ ha'de Doktoren,
Gid Fan'en _ha'de_ Doktoren -- --


XV.

Filosofi og Hebraisk, det var de to Brændpunkter, hvorom dette hans
gyldne Rusaar skulde beskrive sin Elipse.
Brøchner var død et Aar i Forvejen. Dersom Hjorth paa Universitetets
Tærskel var bleven modtaget af denne sjældne, isolerede Aand, der
syntes at trives dèr eller at vansmægte dèr som en officielt
anerkendt og underholdt Protest mod hvad der var officielt baade
dèr og hele Landet over, denne ægte German-Lærling, hvis ædle men
dunkle Idealisme, hildet i et Vanevæv af Skole-Kunstord, gik
uforstaaet hen over Hovedet paa Studentermassen, men kunde slaa
desto stærkere ned i Enkelte med en fængende Gnist af hans egen
alter-rene Begejstrings-Ild, -- dersom han havde begyndt sit
Universitetsaar med halvt af Nysgerrighed at indfinde sig paa hine
Eftermiddagsforelæsninger, hvor denne eneste Venstre-Hegelianer i
Danmark, Strauss' Oversætter, i sin sidste Tid rettede sine hvasse
Angreb paa Theologien, brændemærkende Martensens Dogmatik med en
trofast Discipels hvidglødende Foragt for denne højærværdigste
Dilettantisme, der havde skaaret nogle Fraser ud af Mesterens
udødelige Tankevæv for at klistre dem som Skønhedsplastre paa en
blegsotig Troslære, forsvarende den fribaarne Tankes Ret med en
Lidenskab, der lod hans Øjne lyse med en feberagtig Ild i Høresalens
Halvmørke og bragte en skælvende Styrke i den svage hule Røst, som
allerede syntes at have en Resonans af Graven, -- dersom dette havde
været hans Indvielse, saa var maaske hans Udvikling hurtig bleven
ført til det afgørende Punkt, og han havde vel begyndt sit Studium
med at forlade det.
Men Omstændighederne havde ikke lagt det saaledes til Rette for ham.
I Stedet for den magre Brøchner, hvis Legeme syntes fortørret af
Kundskabstørst, og hvis nervøse Ansigt var som udbrændt af
Sandheds-Lidenskab, i Stedet for denne Tankens Eneboer-Skikkelse var
det Rasmus Nielsen, der steg op ad den knirkende Katedertrappe med
sin let bøjede Ryg, der syntes at have taget Vanen af et lille Duk
under Bifalds-Klappenes Styrt, og paa den sorte Tavles Baggrund
malede sig dette kraftige, spillende livfulde Ansigt, der ligesom var
bronceret med en Straale fra Popularitetens Sol og omflammedes af en
Manke af graa Haar, der paasatte Hovedet Ærværdighedens Krone uden at
mærke det med Affældighed.
Over hele hans Person, i hans Ansigt, der var som mejslet af en fin
Haand i en grovkornet Sten, i den rundarmede Bevægelse, hvormed
Lorgnetten førtes til Øjet, i det hvide Halsbind og den skinnende
Silkevest, i hans Stemme endelig, der gav selv de aristokratiske
græske Kunstord en bred Rullen som af en fin Ekvipage paa en jydsk
Bivej -- i alt dette var der en Blanding af firskaaren Jævnhed og
udsøgt, næsten theatralsk Elegance.
Han var noget af en Bonde og mere af en sejrssikker Virtuos, -- en
Filosofiens Ole Bull, der spillede sin Bravurfantasi »Grundidèernes
Logik« oppe fra den ufuldendte Top af Aristoteles' og Hegels
Pyramide.
Fra denne svimlende Højde hvirvlede det ned over de unge, let
bedaarlige Øren, et Mylr af Toner, som i Kassen af den filosofiske
Vidunder-Violin sminkede med encyklopædiske Klangfarver af alle
Instrumenter i Videnskabens uhyre Orkester; der var klare
Krystalklange fra mathematiske Triangler, solide Brum af fysiske
Kontrabasser, Fanfarer af historiske Blæsere; og Fantasien drog forbi
med brede og brave folkelige Strøg paa løse Strænge, som vexlede med
aandrige Spiccatosatser, Adagioer med et sentimentalt ~vibrato~, der
snubbedes af i vittige Pizzicato-Udgange, dybsindige Hymner til den
absolutte Subjektivitet, foredragne ~con sordine~, og som lod
ane mere end de sarte Toner kunde sige, halsbrækkende deduktive
Løb, dialektiske Dobbeltgreb, logisk-antilogiske Spring,
idealistisk-realistiske Triller, transcendentalt Flageoletspil.
Hvad Under, at en ung Hjærne blev beruset og under Rusen fik den
Deliriumsdrøm, at den havde fordøjet, hvad den havde modtaget, havde
forstaaet, hvad en ædru Hjærne vilde indse slet ikke var bestemt til
at forstaas, men til at anes langt ude i et Clair-obscur, til at se
dybsindig ud over, til at klædes paa i smukke Kunstord, lige saa
uforstaaelige som Sagen, »Udslag af Selvmagten i Andet«, »iboende
Realnegationer i den uendelige Selvhed« og »den begrebsreflekterende
Vexelvirkning, mine Herrer! -- Vexelvirkningen.« --
Og dog blev denne Undervisning ikke uden hemmelig Frugt. Filosofien
er aldrig saa dunkel, den er dog klarere end Theologien; og netop
hvor den skyder de klare Straaler ud, gaa disse altid stik imod
Aabenbaringens. Saaledes skete det, at der ogsaa ad denne Vej i den
unge Students Sind indsmugledes farlige Varer under det officielle
Toldstempel for Tankerne, som kun en meget overfladisk Betragtning
vil kalde toldfri; -- i denne blandede Udsæd fandtes hist og her et
Krudtkorn, som trillede ned til den bestandig voxende Mine under den
gamle Grundvold, hvorpaa hans aabenlyse Sjæleliv endnu bevægede sig.
Og dette foregik saa meget sikrere, fordi det foregik saa fredeligt,
saa lejlighedsvis, saa lidt efter lidt. Det var snart en Bemærkning
om, at hvis vi endnu havde en Theologi, var vi endnu midt i
Middelalderen, snart en godmodig Sarkasme over Mirakeltroen, den ene
Dag en satirisk Bemærkning om Anti-Darwinisterne, der mente det
var saa meget finere at nedstamme fra en Klump uorganisk Jord end
fra en organiseret Dyreform, den næste Dag en faktisk historisk
Underretning om en eller anden filosofisk Doktrin, om Atomistiken, om
Nyttemoralen, om Loven om Kraftens Bestaaen. Det var først og sidst
det store hedenske, pantheistiske Pust, der gaar gennem selv det mest
saakaldte theistiske System, fordi det nu engang er Filosofiens
Medgift fra Hjemmet af. Thi ligesom den plumpe, folkelige
Sanseligheds-Fanden halter om med en Hestehov, saaledes spanker den
dannede grubliserende Tanke-Djævel om med den gamle Pans Bukkeklov.
--
Det andet Studium, Hebraisk, traadte ham imøde med en ikke ringere
Nyheds Interesse, men paa Filologiens fredelige Vis, uden
problemstillende Debatter, uden Aandrighedens æggende »Pistolskud« og
dog med et vist betagende Trylleri, med Østerledens og Oldtidens
forenede mystiske Magt, -- ikke med en ung Kvindes sanseberusende
Attraas-Vækkelse, men med en hvidhaaret Oldingeskikkelses
ærefrygtudstraalende, kølige Højhed. Han kunde helt glemme Tiden,
naar han fordybede sig i dette fremmedstammede Sprog, hvis Rødder ere
sænkede i et ukendt Jordlag, og hvis tredelte Bygning er ligesaa
forskellig fra alle europæiske Mundarter, som det gamle Orientens
Byggekunst, med de skæve Terrasser og de sofabensagtige Søjler paa
Løvefødder med Kapitæler af knælende Heste, er forskellig fra alt,
hvad der stammer fra græsk Arkitektur, hvor uædelt og grotesk det end
har gothiseret sig, -- naar han regnede i denne mathematiske
Grammatik, hvis Bøjninger have en algebraisk Lignings Sikkerhed, --
naar han stirrede paa denne underlige Skrift, der først efter
Sprogets Død har nedladt sig til under sine Konsonanters faste,
hellige Rørpensstreger, med det vandrette Tryk, at punktere nogle
moderne profane Vokaler til Hjælp for de uindviede; med de store
kantede Bogstaver, der baade i Form og Navn endnu hist og her viser
et halvt udvisket Hjørne af det oprindelige hieroglyfiske Billedtegn;
med de uudtalelige, glemte Gutturaler, som i deres snirklede
Gaadelinjer ligesom i en Konkyljes Vindelgang synes at have
fasttryllet et hemmelighedsfuldt Ekko af Bølgegurglen fra Nilens,
Eufrats og Jordans Bredder, hvis Siv flettedes til Kulturens Vugge.
Saaledes kunde disse to Indlednings-Discipliner give ham
tilstrækkelig Sysselsættelse og udfylde hans Interesse, og der blev
kun et Spaanfald af Tid tilbage for den egentlige Theologi. Her
begyndte han efter Professorens Raad med at søge at faa »Løb i det ny
Testamente«, uden at fordybe sig i Fortolkningen. Men dette Studium
fængslede ham ikke som de to andre. Han mærkede snart med et vist
Samvittighedsnag, at han ikke blev varm ved Læsningen i den hellige
Skrift. Dog havde den en særlig Tiltrækning: -- det græske Sprog. For
ham, der, medens han endnu næsten var uden historisk Dannelse, havde
faaet en dunkel Begejstring for Hellas gennem Goethe og Schiller, for
ham var dette Sprog noget helligt, et Symbol, der satte alle hans
fineste Følelser i drømmerisk Bevægelse.
Men ligesom Biblens Aand ikke er den helleniske Aand, saaledes er
dens Græsk ikke hellenisk Græsk; -- og han tog Anstød heraf. Det var
ikke med Filologens Ærgrelse, men med en æsthetisk Uvilje, der i
sin Uretfærdighed kunde grænse til Væmmelse, at han læste
Apokalyptikerens barbariske Græsk, hvis Konstruktioner ere ligesaa
umulige som hans Danielske Dyr ere umulige, eller slog sig igennem
Paulus's endeløse Perioder, hvis stakaandede Ord-Opdyngning syntes
ham en Haan mod det ædle Sprog, hvori Attikerne havde skrevet. --
Og midt i det fjerde Evangeliums Lidelseshistorie, hvor det kristne
Hjærte burde bløde med sin døende Frelser, kunde han pludselig falde
i Henrykkelse over Sætningen »Men dette gjorde altsaa Soldaterne«,
denne lille simple klassiske Blomst med den ægte Duft af Herodot, som
har forvildet sig hen mellem Golgathas Sten, -- henrykkes ved denne
sproglige Atavisme med en Naturforskers Andagt, naar han i en Samling
af spraglede Due-Racer, som ikke interessere ham, pludselig ser den
vilde Klippedues skiferblaa Fjer titte frem.


XVI.

Disse Studier hjemme og paa Universitetet i Forbindelse med et Par
Timer daglig i en Skole, hvor han gav nogen Undervisning for sin
Økonomis Skyld, optog næsten hele hans Tid.
Han spiste tarvelig til Middag i Studenterforeningen, glad naar
Pungens Samvittighed tillod ham Luxusen af en Kop Kaffe til en Cigar
nede i en af Konversationssalens Hjørnesofaer, hvor han gemte sig bag
en Avis, undertiden opsnappende interessante Ytringer af den
højrøstede Samtale fra den gamle Klikke, hvis stabile Medlemmer holdt
Forsamling om et Bord i Halvmørket paa den anden Side af Døraabningen
ind til Spilleværelset, hvor Stuernes to Lys mødtes, kvælende en
lille bleg Gasflamme, der forsøgte at brænde over Udkrasningskummen.
Men sædvanlig tilbragte han en halv Times Tid oppe i den
søvnig-dunkle Læsestue, der ligesom alle de andre Rum var fuld af den
ejendommelige Blanding af gammel Tobakslugt og gammel Maddunst, som
er det sidste, Nogen vil glemme af dette Russernes Hjem. Dèr bladede
han i hvad der foruden nogle vanvittige Ankeprotokoller laa spredt
over det lange voxdugsbetrukne Bord, eller han spejdede i det
aandelige Apotheks mørke Hylder, hvor Dagens Medikamenter skjultes,
to og to fredelig sammen, Belladonna ved Siden af Salmiakmixtur, »Det
nittende Aarhundrede« hvilende ovenpaa »Theologisk Tidsskrift«.
Men Hjorth valgte »Det nittende Aarhundrede«. Han havde nok af
Theologien hjemme og paa Universitetet.
Ikke at han iøvrig var nogen Beundrer af den moderne Literatur, af
alt det beslægtede nye, som paa dette Tidspunkt mer og mer begyndte
at bringe sin Grøde. Han kendte kun saare lidt dertil, og til det
lidet var han gaaet med en ubevidst Antipathi. Han holdt endnu mest
af at lukke sig inde med Klassikerne, og der var opstaaet hos ham en
Foragt for Prosa og Mistillid mod samtidig Virkelighedsskildring i
Kunst, -- naturlig nok for ham, Bondesønnen og Landsbylæreren, som
var kommen hovedkuls ind i den store Poesi, fra en Virkelighed, der
var saa plump, saa idèløs, saa stagneret forvrøvlet, fra en Prosa,
der var Lærebøgernes og Katekismens.
Men der var ogsaa noget dybere i selve den nye Aandsretning, der
stødte hans sky Natur bort fra det Liv, som var blevet vakt ved Georg
Brandes. Det var noget saadant som Stikordet »Realisme«, eller endnu
mere var det hint Præg af Frankrig, som det undertiden bar i sig
selv, og som det altid fik paatrykt af Modstandere, der saa igen
dertil hægtede Begrebet »Frivolitet«. Maaske vilde han ogsaa have
brugt dette Ord, dersom Nogen havde trængt ind paa ham for at faa at
vide, hvad der stødte ham i denne moderne Strømning. Og dog var han
for længe siden kommen bort fra den Tid, da han fandt »Werther«
umoralsk, og »Wilhelm Meister« hørte nu til hans Yndlingsbøger. Men i
Fald han brugte dette Ord, vilde det ogsaa, ham selv ubevidst, være
ganske udrenset for sin almindelige Bemærkelse, en tom Etikette, den
han paaklistrede Gallicismen som et Udtryk for sin Uvilje mod en
fremmed Aand, hvilken han ikke forstod.
Ogsaa i Videnskaben, i Filosofien, var Realismen ham imod. Et Navn
som Stuart Mill skurrede ham i Øret, og uden at kende synderlig til
dem begge vilde han instinktivt have erklæret sig for Hegel mod
Spencer. Naturvidenskabernes Principat, Empiriens og den ubønhørlige
Induktionslogiks Hegemoni opførte ham, var ham et Tegn paa Tidens
aandelige Forfald; -- han kunde kun tænke sig dem underordnede den
inspirerede Tænkning, som trællende Gnomer, der grov og rodede nede i
Schakterne, medens Gudinden sad stjærnekronet, hævet over Tid og Rum
i sin selvsikre Skuen.
Ved den befrugtende Paavirkning af en Aand, med hvilken hans egen
Natur var i Valgslægtskab, og som paa Grund af dette Forhold, og
fordi den var den første, blev uden Medbejlerskab, uden Begrænsning,
uden Kritik, -- ved et Studium, der i sine Dyder som i sine Laster
selv er et Barn af denne Aand, en Halvvidenskab, der, selv naar den
endelig finder sin kritiske Methode og gennem denne opløser sig selv,
dog lader sin metafysiske, spiritualistiske Skygge blive tilbage i
Hjærnen, -- ved disse Anlæg og disse Indflydelser var Hjorth allerede
bleven og blev bestandig mere ensidig germaniseret, saa at det maatte
tage Aarrækker af Arbejde og Erfaring, inden han kunde komme Frankrig
nærmere end Heine eller England nærmere end Kant.


XVII.

Mange Bekendtskaber gjorde Hjorth ikke. Han havde ingen
Skolekammerater, hvem han var levet sammen med, saaledes som de
fleste have, der komme til Universitetet. Desuden fjærnede hans Alder
ham fra det Hold, der var samtidigt med ham, han var afstikkende i
Rusauditoriet ved sine modne Træk og det fyldige Skæg.
Det gik ham heller ikke bedre i Studenterforeningen. Han, der før
havde været den uforstyrreligste Ligefremhed, en aabenmundet,
godmodig, tirrelysten Spøgefugl, han var under de nye Omgivelser og i
dette Stadium, da han bestandig var lidt usikker paa sig selv og paa
sin Fremtid, bleven ordknap og tilbagetrukken. Rigtignok var det kun
en tynd Skal, og naar den brødes, kom den gamle Natur frem, -- men
brydes skulde den. Det er med dette Væsen overalt vanskeligt at komme
an, naar man ingen Forbindelser har at gaa ud fra, og det er heller
ikke særlig let i denne Forening for »Studentens glade Liv«, hvor der
i Virkeligheden under Ly af en dræbende Kedsomhed trives en stiv
Etikette, der udsætter en Uerfaren for at blive betragtet som uden
Levemaade, dersom han indskyder en beskeden Ytring i en Samtale
mellem to af Minervas Sønner, hvis han kun er præsenteret for den ene
af dem. Han følte sig ikke just tiltrukken af den lille, men
højrøstede Skare Radikale og Intransigente; -- fra den ældre Klikke,
som han næsten havde Udseende af at tilhøre, var han adskilt ved den
hele blændende Nimbus af Værdighed, hvori dette Studenterverdenens
Aristokrati bode som i et unærmeligt Lys; -- og mindst kunde han faa
Indpas hos de eneste, som deroppe syntes at have en virkelig alvorlig
Interesse, de mest aflaasede af de aflaasede, tobaksombølgede
Schakspillere, der med Hovederne bøjede over Tavlebrættet og Blikket
magnetiseret af Brikkerne saà ud, som om de i Tilfælde af Ildebrand
vilde have taget deres Lommebøger frem og noteret Stillingen op,
hvid Springer F5, rød Løber D6 --, indtil Loftsbjælkerne ramlede ned
og væltede Spillet.
Sine Forbindelser skulde han have stiftet i det theologiske
Auditorium. Men han følte en næsten uovervindelig Ulyst til at
indlade sig med sine Kolleger; der var, hvor nær han end sad dem paa
den sorte Bænk, et tomt Rum imellem dem og ham, en Anelse om, at hans
Aand ikke var deres, en instinktiv Fornemmelse af, at der var Fare
ved at aabne sig her, at han gjorde bedst i at knappe Frakken til. Og
han knappede den indtil den øverste Knap. Han gik tavs hen til sin
Plads forbi Bænkerækken af forskellige Theologer fra de mest snavsede
til de dadelfri sirlige, som man kan gaa forbi en Reolhylde med
skrabede, forfingrede Lærebogsbind og sorte Chagrinrygge, uden at
gide tage en eneste frem og blade i den. Han stod i Friminutterne
alene ude i Gangen; lænet til det brede Rækværk stirrede han paa den
ypperstepræstelige Apollo og den vestalindeagtige Athene, der nede
fra Gulvets Halvmørke hævede deres Gudeskikkelser op i Vestibulens
Lys, tegnende deres rene, uforvitrede Marmorlinjer mod den farvematte
Baggrund af fugtskjoldede mythologiske Billeder; og idet han
kærtegnede de to Symboler med sit tilbedende Blik, lod han det mylre
og summe rundt om; slappe, blankslidte Drapfrakker, stramme,
struttende Skytteuniformer, -- han stødte ingen af dem paa Ærmerne,
han lod dem slentre og vimse forbi og rejse en kaotisk Hvirvel i
Støvatomernes straalende Prismer, der skraanede ned fra de store
Vinduer med deres aabne Firkanters officielle Gardinløshed.
Blandt de faa Theologer, som han indlod sig en Smule med, var hans
Husfælle Kleistrup. -- Den dorske Iversen faldt det ham ikke ind at
tale synderlig med. Men Kleistrup morede ham; denne halvgamle Student
med sin godmodige Indifferentisme, med sin Fordringsløshed i Retning
af at tages ~au serieux~, med sine bedærvede Livserfaringer iklædte
en evig gemytlig Solderistjargon, hvis sygelig hule Tonefald syntes
at spotte Hjærnens Tomhed, -- denne for Hjorth aldeles fremmede Natur
eller rettere Demi-monde-Kunst, havde noget pikant for ham, var ham
en behagelig Adspredelse ved den magelige Tryghed overfor en Person,
hvem man kan omgaas i aandeligt Negligè, kildrede endelig en hemmelig
Antipathi hos ham som en Slags Hofnar, der havde Fripas ved Foden af
Tronen for Videnskabernes Dronning, den hellige Fru Theologia.
Naar de begge vare paa Forelæsning sammen, holdt han af at faa
Kleistrup under Armen ude paa Gangen og lade ham, der kendte lidt til
alle, præsentere den theologiske Samtid. Dèr gik med ludende Hoved
en Trediveaarig, Søn af en Højskoleforstander, en fremtidig
Folkeprædikant, der altid prostituerede sig ved en total Uvidenhed
paa Skriveøvelser og Examinatorier, men holdt Foredrag ved
Missionsmøder om Jakob, der gik med sin Stav over Jordan. Det
randøjede, hulkindede Hængehoved, som sjokkede afsted i en
lurvet sort Dragt og saà ud som en protestantisk Tartuffe, var i
Virkeligheden en meget skikkelig Grundtvigianer. Dèr henne ved
Trappen stod Professorsønnen med den lange Næse, Theologiens nye
Stjærne, som bildte sig ind, han var kristelig Filosof, smykkede sig
med Laser af Stuart Mill og Spencer og fandt frugtbare Fermenter hos
Darwin; han udvexlede Straaler med en anden Stjærne, der kun ventede
paa sin nære, glimrende Examen for at offentliggøre sin Forlovelse
med Stiftsprovstens Datter, hvorefter der laa en lysende Kirkesti
aaben for ham, -- en lille sirlig Herre, der saà ud som Martensens
Ethik, indbunden i hvad Bogbinderne teknisk kalde »Opbyggelsesbind«.
Iøvrig var denne Omgang ikke til Skade for hans Ry. Thi Kleistrup
udbredte hans Ros, idet han fortalte alle, at Hjorth var hvad han i
sin Jargon kaldte »en myrderlig Tyrekalv«.
-- Det er lang Tid siden De har set op til mig, Hjorth, sagde
Professor Petersen til ham en Efteraarsdag udenfor Universitetet. --
Kommer De ikke ogsaa en Gang til mine Torsdags Aftener?
Torsdags Aftenerne -- det var den theologiske The. Professoren havde,
for at komme i nærmere Berøring med de Studerende, aabnet sit Hus en
Gang om Ugen for alle, der havde Lyst til at indfinde sig, og der var
altid fuldt. Men Hjorth havde, underlig nok, aldrig tænkt paa at gaa
derhen, skønt Kleistrup oftere spurgte ham, om han ikke i Aften
skulde hen og drikke dogmatico-ethisk Thevand. -- Nu fandt han dog,
han burde indfinde sig den førstkommende Torsdag.
Studerekamret, Spisestuen og Bibliotheksværelset vare stimlende
fulde. Professoren tog med særlig Venlighed mod Hjorth og gjorde ham
bekendt med sine Yndlinge. Navnlig vilde han stifte Venskab mellem
Hjorth og Professorsønnen, Hr. Frederiksen, fordi de begge havde
æsthetiske Interesser.
Det viste sig ogsaa snart, at Hr. Frederiksen hørte til de Theologer,
som, hvis de komme til en Købstad, ufejlbarlig blive Stiftstidendens
æsthetiske Anmeldere. Han kunde lade indflyde i Samtalen nogle af de
kuranteste Fraser fra den Vischerske Æsthetik, som Vischer selv har
tilbagekaldt, og han havde en overfladisk Kendskab ogsaa til den
tyske Literatur. Men Hjorth, der ikke havde noget synderlig skarpt
Blik, glædede sig ved at have fundet en Aandsbeslægtet, med hvem han
kunde drikke parnassisk Vin, halvt skjult for den theologiske The bag
de tykke Repsgardiner i Vinduesfordybningen, medens udenfor Ruderne
den første pulverfine Sne fejede ned ad den øde Stormgades mørke
Fliser og hvirvlede forbi Lygten, hvis Skær faldt paa Hr.
Frederiksens Ansigt med en spøgelseagtig Straale; det kildrede ham at
tale om Goethe, den gamle Hedning, medens der bag ved Gardinerne i
Lampelyset mylrede af Navne som Luthardt, Olshausen, Hengstenberg,
Lübke, Godet. --
Men pludselig sagde Hr. Frederiksen med et overlegent Smil: --
-- Ja, jeg maa dog sige, Hr. Hjorth, jeg finder, De gaar en Smule for
vidt ... De vil maaske ogsaa have nogen Vanskelighed ved at forlige
en saadan Betragtningsmaade med Augustanas anden Artikel.
Saa knappede Hjorth indtil den øverste Knap og forlod kort efter
Vindueskrogen. Men den øvrige Aften sad han tavs og fulgte kun
halvvejs en Diskussion om de Reformertes Fortolkning af Nadverordene
og den farlige Bevægelse hen derimod i den nyeste lutheranske
Theologi; -- han holdt med de Reformerte, men fandt det ikke meget
tillokkende at kæmpe ene mod Overmagten.
Det var i Efteraaret syvoghalvfjerds. --
Sin Sommerferie havde han som nybagt Kandidat i Filosofien med bedste
Karakter tilbragt hos Svigerforældrene i Yderslev.
Et Held for hans Troskab mod Kristine havde det været, at hans
Eneboerliv i de forløbne Aar ganske holdt ham borte fra Omgang med
unge Damer. Hun havde ingen Medbejlerinder. Og selve det, at han kun
var sammen med hende et Par Gange om Aaret, bevarede ham for hende,
idet deres legemlige Afstand fra hinanden skjulte den aandelige. For
i hans Erindring og Fantasi antog hun saa meget af hans egen Natur,
og hendes Billede kunde saa dristig og uformærket idealisere sig
efter hans Ønske, naar hun ikke selv traadte forstyrrende imellem.
Iøvrigt gjorde hun selv, hvad der stod i hendes Magt, for at
formindske denne Afstand ved at forfine sig. Det var ikke blot det,
at hun følte at en saadan Forfinelse var nødvendig, dersom hun vilde
beholde Hjorth; -- men idet hun bestandig levede i Haabet og den
glimrende Udsigt, følte hun sig allerede hævet over sin Stand, og da
hun forhaands regnede sig blandt Fruerne, længtes hun efter at faa
Fruelader. Den første, grovere Afhøvling foregik paa en Højskole,
hvor hun opholdt sig to Vintre; -- men den egentlige Polering fandt
Sted i Præstegaarden.
Pastor Krarup, der bestandig interesserede sig levende for Hjorth,
hvem han undertiden fik Breve fra, ansaà det for sin Pligt at tage
sig af hans Kæreste, og bad Kristine venlig om at se hyppig op til
dem i Præstegaarden, noget som hun ikke lod sig sige to Gange, da hun
strax indsaà, at hun maatte hænge i her, hvor hun kunde indvies i den
for hendes Stand korrekte Tone og lære alt til Faget henhørende. --
Fruen, som var temmelig fornem paa det, yndede ikke denne Gæst, men
det lykkedes hende at blive en Veninde af Datteren Vilhelmine, der
kun havde lidt Omgang. Denne lille sentimentale Dame, der længtes
efter en Tilkommende i Skikkelse af en frelsende Kapellan, kastede
hele et aldrig forstaaet Hjærtes Kærlighed paa Kristine, som uden at
bryde sig en Døjt om hende tog hendes Fortrolighed til Indtægt og lod
Præstegaardsfrøkenen sidde Model. Med sin livlige Opfattelsesevne i
alt, hvad der ikke hørte til boglig Lærdom, havde hun hurtig og
sikkert tilegnet sig de mest iøjnefaldende og derfor uundværligste
Træk: -- at kunne sidde drømmerisk med et Hæklearbejde i Haanden, at
udbryde »Gud, hvor dejligt«, naar der var stærke Farver paa Himlen
ved Solnedgangen, eller naar man stod paa et Sted, hvorfra man saà
Skov, Bakker og Vand, at sige »Herregud« med et mildt Smil og en
ganske let Rysten paa Hovedet, dersom En læste op af Avisen, at en
Dreng var druknet i Aarhus. --
Efter at dette Kursus havde varet et Aarstid, var næsten alle
Dialekt-Vendinger og de simple Ord, der lugte af Marken og Stalden,
som blæst bort fra hendes rene Læber, og hendes Tunge, der ligesom
havde tilspidset sig, vrængede ikke længer Vokalerne saa bredt ud, at
de spaltede sig i Diftonger og drævede heller ikke alt hen i den
samme sløjfede Bondemelodi.
Hvad hendes Dragt angaar, saa havde den længe været ganske
købstadsmæssig, naar hun da ikke netop gik hjemme og sjovede. Men hun
lærte nu at bære den, at vælge Farver, at undgaa pralende og
skrigende Pynt i Stokrose-Stilen, at sætte en Sløjfe klædelig og
præcis dèr, hvor »de bruger det«.
Men ogsaa for hendes Indre blev der sørget. Præsten laante hende Bind
af »Fra alle Lande« for at udvide hendes Synskreds, og af Vilhelmine
fik hun Walter Scotts Romaner med hjem for at danne Aand og Hjærte.
Det blev hende en langt drøjere Form for Undervisning, og i
Begyndelsen var det en haard Prøvelse for hendes Taalmodighed. Men
hun vilde. Og efterhaanden fandt hendes legemlige Ladhed Behag i den
Hvile, som Aandens Opdyrkelse gav Anledning til. Det var ganske
behageligt, i Stedet for at rive, at ligge saa uhyre blødt i en
Høstak og læse om fremmede Lande og underlige Mennesker, og paa en
hed Sommerdag, naar Arbejdet fik Sveden til at bløde igennem under
Armhulerne ude i det hede Køkken, hvor Sol og Skorsten arbejdede
sammen, og hvor Fluer og Hvepser, tiltrukne af Varme og Madlugt,
summede En om Ørene og stak paa den nøgne Nakke, -- paa saadanne Dage
fik hun Smag for at sætte sig ned i den kølige Mælkekælder, hvor kun
en enkelt Flue surrede oppe i Vinduet, og kildre sin Fantasi ved
Omgang med Dronning Elisabeths galante Hofkavallerer med Atlaskessko
paa lange Ben, omstrammede af den hvide Silke helt op til Laarenes
opslidsede Fløjelspuffer.
Saa var der ogsaa det ved Læsningen, at det stillede hende paa en
anden Fod overfor Tjenestefolkene, naar de saà, at hun saadan kunde
forlade Arbejdet og lægge sig magelig hen med en Bog. Og endelig var
der den Morskab, at denne Dasen over en Bog ærgrede Faderen og satte
Splid mellem Forældrene, idet Moderen tog hendes Parti.
Tilsidst drev hun endogsaa sin Videbegærlighed saa vidt, at hun for
at være med daglig læste »Morgenbladet«, som Per Andersen sammen med
Møller Kristensen holdt i Vintermaanederne. Før havde hun af og til