Germanernes Lærling - 12

været af Godsforvalteren, der undertiden midt i en sentimental
Sætning til sin Frøken sendte et hurtigt, graadigt Øjekast over paa
den smukke unge Pige. Ellers var enhver ganske optagen af at skaffe
Ørenlyd for sit. --
-- Ser man det! -- har han to Præceteriser?
-- Jeg kan forsikre Dem, Hr. Proprietær, at det Forsøg, jeg gjorde
ifjor med Bedste-Horns Rugen fra Erfurt, er slaaet aldeles fejl --
totalt.
-- Ja men, Provsten maa lægge Mærke til --
-- Aah ja, med Frankrig gaar det jo sørgelig ned ad Bakke --
-- Ja, de--det har Krarup skam Ret i ... Disse Rebipluk--, denne Ge--
Gambetta --
-- Aa, han er en Ærkegavtyv! ... Han skulde min Salighed klynges op i
Triumfbuen.
-- De immerbærende, -- ja det er nu en Art for sig; det er det vilde
Skovbær, som Svenskerne kalder Smultron, hvorimod Jordgubber --
-- Jeg har dog ladet mig sige, at den jydske Hesteavl skal i det
sidste Decennium --
-- Nej, Be--Beaconsfield, -- det er min Mand! ... Han er skam ikke
tabt ba--bag af en Vogn.
-- Ja men, saa _er_ der jo ogsaa denne d'Isreali --
-- Nej, De skulde komme over til mig, Hr. Herredsfoged, og smage
»Kongen af Saksen«; -- det er --
-- Ja, des værre er Forholdet mellem Fakulteterne i de senere Aar --
-- Provst Storm! Provst Storm! -- De maa virkelig komme en af Deres
undergivne Præster til Hjælp! -- Har jeg ikke Ret, at Napoleon var,
med alle sine Fejl -- alligevel --
-- Den kostede en Krone, den ene Plante --
-- Ja men, saa var det jo ogsaa en Konge, Hr. Pastor.
-- Ja, jeg mærker nok, Hr. Godsforvalter, at vi to høre begge til den
gamle Skole!
-- Jeg tror ikke, at Knapstrupperne i Længden --
-- Ja, man kan nu sige hvad man vil, -- saa _er_ og _bli'er Atkinson_
-- det bedste Jordbær ... (Saa til Helvede! --)
Dette sidste mumlede Udbrud af Herredsfogden, efter at han havde
ladet Atkinson fælde Kongen af Saksen, fremkaldtes ved Synet af
Godsforvalteren, som rejste sig lige over for, og med en skarp Tone
fra sit Glas overhuggede Samtalebundtet, der med en kortvarig Krampe
af lemlæstede Sætninger døde hen i resigneret Tavshed.
Ravn stod med den venstre Haands Knoer støttede paa Dugen og med
højre Haand stukket ind under Vesten, som om han holdt paa Hjærtet,
for at det ikke skulde springe ud. -- Han vilde foreslaa en Skaal --
en Skaal, som ikke burde savnes ved dette Bord -- en Skaal for
Kvinden.
Da dette Ord gjorde det frygtede til Vished, udbredte der sig over
alle Ansigter et slapt Udtryk af Opgiven-Ævret, med et træt Løfte om
ikke at lade sig overraske af hvilke som helst Flovser.
-- Hvad var ikke Kvinden for os i Livet! -- Dersom han maatte ligne
Livet ved det, som det burde være, en Gudstjeneste --
Her skar Herredsfogden, med Munden fuld af Jordbær, en Grimace af
Væmmelse, i Lighed med den, der fremkommer, naar en uskyldig Gane
første Gang smager Kaviar.
-- en Gudstjeneste, saa vilde han ligne Kvinden ved Salmesangen.
Det var de lutherske Salmer, som mange Steder først havde sunget
Reformationen ind, og i Rationalismens Tid, i de tørre Prædikeners
Dage, da var det Salmesangen, der havde næret og opholdt
Menighedslivet ... Saaledes -- hm, hm, -- saaledes var det ogsaa
Kvinden, der med sin uimodstaaelig dragende Magt vandt os for det
højeste og bedste og ligesom gav Sjælen Vinger til at hæve sig over
Hverdagslivets Trivialiteter. -- Der var maaske Kvindetyper, hvorom
dette ikke galdt; -- men han talte om den danske Pige, den nordiske
Mø, der var blond som en Lysalf, med blaa Øjne, hvori man syntes at
se et Spejl af Himlen. -- En Skaal for den danske Mø! --
Kort efter at denne Tale lykkelig var overstaaet, rejste Selskabet
sig, og Parrene opløstes inde i Havestuen under en almindelig
Haandtrykken. Men Godsforvalter Ravn beholdt endnu Frøken Klingenberg
for sin egen Mund, idet han fik hende manøvreret hen i det fjærneste
Hjørne mellem Vinduet og Klaveret, og Fru Krarup, der endnu
ikke havde gjort Professoren tilstrækkelig bekendt med Egnens
Smaaskandaler, fik ham placeret ved Siden af sig i Sofaen, hvor han
havde den smukke Udsigt over den hvide Dug med de stærkt forgyldte
Kopper og forbi Herredsfogedindens graa Silkebryst ud i Haven, der
sammenfiltrede sit grønne Vildnis af gamle Frugttræskroner udenfor de
aabne Døre.
Hjorth underholdt sig med Frøken Vilhelmine, der borttog noget af
Udsigten i sin Stilling midt for Bordet, bag den gammeldags
Kobbermaskine, gennem hvis hullede Laag Dampen puffedes op i smaa
Skyer, der blandede sig med Cigarrøgens blaa Lagtaager, til hele
Stuen stod fuld af en hyggelig, tæt Dis, en rigtig landlig
Kaffebords-Atmosfære, som dæmpede Dagslyset og udviskede
Ansigtstrækkene, og hvori Cigarerne punkterede med deres glødende
Ender.
Det hjalp ikke, at Herredsfogedinden fik fine Fornemmelser i Halsen
og begyndte at hoste; -- Røgen blev tættere. Man kunde næsten skære i
den henne i det Vindueshjørne, hvor hendes Mand stod og tindrede med
sine blanke Knapper, vridende sin lange rynkede Hals, der blev
skaaret af de smaa opstaaende Flipper under Uniformskraven. Ved hans
Side udspyede Kammerraadens tykke Læber uhyre Røgmasser, medens han
formelig aad Cigaren, forenende Nydelsen af Skraa og Røg; han kastede
hvert Øjeblik et kærtegnende Blik ned over sin store barberede
Kindflade til Kjoleopslagets nye Ridderkors, der syntes ham at fylde
Værelset med sin Hædersglans; af og til lettede han sin højre Fod bag
op og greb den om Vristen, idet han et Par Sekunder hinkede paa
venstre -- en af hans sære Manerer, naar han blev ivrig eller var i
godt Humør. Men Proprietær Kolding stod støt i sine tyksaalede
Landmandsstøvler, med den venstre Tommelfinger i Uhrkæden, medens
han med højre Haand drejede paa den lange Knebelsbart.
Paa den anden Side Spisestuedøren i Kakkelovnskrogen stod Provst
Storm yderst i den gejstlige Gruppe, med et Øre vendt ud mod
Kammerraadens og Proprietærens Samtale, medens han med det andet
skødesløst beærede Pastor Frederiksens spædmælede Anmodning, om det
dog ikke var muligt ved næste Syn at faa Godset til at indrette et
ordenligt Ligkapel i Oustrup Kirke: -- Det var af den Slags Sager, --
man kunde ikke bestemt forlange det ... Han skulde tale igen med sin
Ven Ravn derom ... Iøvrig havde han ladet sig sige, at Greven ikke
var absolut imod det. -- Bag ved dem stod Pastor Krarup mod
Baggrunden af den rosarøde Lerkakkelovn, betragtende Selskabet gennem
Hornbrillernes Cirkelglas med en Værts Tilfredshed; han havde stukket
Hænderne ind paa Ryggen under den sorte Kjole, der slog Folder paa
Siden og skubbede ham i Nakken med sin høje Krave under de hvide,
silkeblanke Haartjavser, saa at han maatte stikke Hovedet frem med
den lange Hage, der idag var blevet smukt barberet, over et rent
Halsbind; -- i denne Stilling gav den gammeldags, langskødede sorte
Kjole hans trivelige lille Person Lighed med en uhyre Allik.
-- Kender De noget til denne Jokumsen, som er bleven kaldet til store
og lille Skævinge, Hr. Provst?
-- Nej, -- ikke set ham ... Temmelig ung Mand, -- fire Aars Kandidat.
-- Mon han har præket til Demis?
-- Jo han har, svarede Professoren henne fra Sofahjørnet, hvor han
dannede som et Bindeled mellem Damerne og Gejstligheden. -- Jeg var
selv Censor.
-- Ja saa! ... Naar var det, Hr. Professor?
-- Sidste Uge ... Jo, meget godt ... Det var: Jesus driver en Djævel
ud. -- --
-- Guds Død og Pine, Herredsfoged, saa skulde vi jo været ud paa
Sneppetrækket, udbrød Kammerraaden, med et Hop, gribende sig i
Vristen.
-- Hvad behager? ... paa -- ... Er De blevet gal, Sommer?
-- Jo, han si--siger jo der--derhenne, at de sidste Uge prækede om,
at Jesus drev en De--jævel ud.
-- Aa Snak! -- det maa være noget andet ... Det er jo engang i Marts,
at Jesus driver en Djævel ud og er saa god at vare os ad, at vi skal
ud og skyde Snepper.
-- Ja, det--det er 'et sgu ogsaa, og nu er vi -- -- aa, vi er jo midt
i August, -- ja, hvor man dog kan staa og være distrait.
-- Nej, se dog til Godsforvalteren derhenne, den Rad! hviskede
Proprietær Kolding. -- Aldrig saasnart har han sluppet denne Smule
Godsejerske, -- det maa for Resten have været en sur Tjeneste, -- saa
skal han da hen og regalere sig hos den lille Kristine, -- ja, det er
nu ogsaa en Fandens fix Pige! --
-- Hm! -- ja--a, Godsforvalteren er, som vi jo hørte ved Bordet, en
varm Beundrer af det smukke Køn, -- Salmesangen, bemærkede
Herredsfogden ironisk, idet han kastede Askestøtten fra sin Cigar hen
paa Kakkelovnspladen.
-- Ja Ra--Ravn, -- han er jo altid som en Ra--Ramler i Marts,
plumpede det ud af Kammerraaden. -- --
-- Nej, Professoren maa da paa ingen Maade rejse sig for min Skyld.
-- Bevares, Frøken Klingenberg, De kan da ikke forlange, at jeg skal
være saa uhøflig at blive siddende paa den bedste Plads.
-- Det _kan_ jo ogsaa være, at Professoren _er_ bleven ked af os
Damer --
-- Men, hvor kan De dog tro, Frue?
-- Det vilde gøre mig meget ondt, hvis jeg skulde jage Professoren
bort eller blive et Paaskud, -- jeg har netop glædet mig til at tale
med Dem ... Jeg har med saa megen Interesse læst adskilligt fra Deres
Pen.
-- Ser man det! ... læser Frøkenen ogsaa -- --
-- Aa, Frøken _Klin_genberg er nu en ren Theolog.
-- Naa, det tør jeg just ikke rose mig af ... Jeg vil ogsaa ærlig
tilstaa, at jeg begyndte rigtignok paa at læse Deres Disputas, men
den -- den blev mig dog -- lidt --
-- Saa, -- ja, det vil jeg tro.
-- Ja især det meget Græsk, det kunde jeg jo ikke --
-- Nej, naturligvis.
-- Men flere Artikler af Dem -- i theologisk Tidsskrift, -- de har
interesseret mig overordenlig ... Og saa Deres »Kulturhistoriske
Billeder af Livet paa Frelserens Tid«. --
-- Saa, har De haft Fornøjelse af den? -- Det glæder mig at høre. --
Ja, den er jo ogsaa mere almenfattelig.
-- Ja, saa fin, og saa -- Aa, kan De huske -- et Sted -- det falder
mig netop ind -- det er en Skildring af Aftenen -- hvordan, saadan --
ja det begynder -- lad mig se! -- »Men anderledes saà det ud, naar
Solen var gaaet ned (Mathæus 16).«
-- Jo, jeg erindrer det nok ... Saa, har det tiltalt Dem særlig? ...
Hm! -- Siden Frøkenen giver sig af med den Slags Ting, kan jeg tænke,
De har læst Martensens Ethik.
-- Aah, ja -- i de sidste Maaneder, siden den specielle Del kom, har
jeg næsten ikke haft Tanke for andet ... Jeg kan slet ikke blive træt
af det ... Det er rigtignok Tankedybde! -- Og saa denne herlige Stil!
det er slet ikke, som om det var Videnskab, -- det glider saa let som
i en Præken. -- --
-- Jeg maa dog sige, bemærkede Provsten, at hans Eskatologi er mig
noget fantastisk. --
-- Ja, det kan man ikke saadan uden videre sige, Provst Storm! det er
et meget indviklet Spørgsmaal, som man sandelig skal -- -- Hvad mener
De, Hr. Professor? jeg hører De taler om Martensens Ethik ... Det er
dette med Tusindaarsriget, det er jo vanskeligt, for man kan jo ikke
nægte, at det er udtrykkelig forkætret i Konfessionen.
-- Saa, Hr. Pastor! udbrød Frøken Klingenberg, -- er det forkætret?
-- det tusindaarige Rige -- Gud, det har jeg altid tròt --
-- Ja, man maa vel des værre sige, lød Professorens Votum, at vore
Reformatorer -- paa dette Punkt har været -- hvad skal jeg sige? --
noget overilede ... De har uden Tvivl ladet sig henrive til den
syvende Artikel af historiske Strømninger i deres Samtid, som var dem
imod, og med Rette imod -- af andre Grunde. Tusindaarsriget har den
fuldeste Medhold i Skriften.
-- Ja--a, -- det vil da sige, hvis Johannes' Aabenbaring er ægte,
ytrede Provsten.
-- Ja, men det maa vi vel være enige om.
-- Ja, Luther forkastede dog ogsaa selv Aabenbaringen.
-- Jo, vist gjorde han saa ... Men De vèd nok, Hr. Provst, at Luthers
Forhold til den hellige Skrift var -- des værre -- i mange Maader --
vilkaarlig.
-- Ja, det er ganske vist, bifaldt Pastor Krarup, -- man kan ikke
saadan uden videre -- beraabe sig -- -- Naa, hvad mener Ungdommen?
brød han af til Hjorth, som var lokket derhen af den theologiske
Disput.
-- Jeg antager, at Apokalypsens Ægthed er hævet over enhver Tvivl.
-- Ja, de Unge de skal nu altid være saa ultra-orthodoxe, udbrød
Provsten ærgerlig.
-- Undskyld, Hr. Provst, men det forekommer mig at være en underlig
Slutning, da netop alle de radikale Kritikere holder paa dens Ægthed.
-- Ja, det er ganske sandt, udbrød Krarup, henrykt ved at se Provsten
fanget i sin Uvidenhed. -- Det er meget træffende; he, he, he! -- Kan
De stikke den, Provst; det havde De nok ikke betænkt.
-- Ja, saa er det virkelig et noget farligt Forbund, svarede Provst
Storm.
-- Ah, de Lærde er nok uenige, raabte Herredsfogden, hvis lange Hals
under disse Repliker havde forstrakt sig mer og mer i Retning af
Theologerne. -- Der staar nok Avtoritet mod Avtoritet.
-- Ja men, Guds Ord bliver dog den højeste Avtoritet, saa der er
ingen Fare, Herredsfoged ... Vi talte ellers om Martensens sociale
Ethik, og den har De vel ikke læst.
-- Jo, den har jeg netop læst, Krarup, det _vèd_ Gud jeg har ... Og
jeg vil rent ud tilstaa, at jeg finder, det meste af den er noget
forbandet Nonsens -- hen i Vind og Vejr ... Men saa meget vil jeg
indrømme Dem, at den kan være meget gavnlig i politisk Henseende ...
At den nationalliberale Reaktion bliver præket som kristelig Ethik,
det kan være meget sundt for Folket, at de kan vide, hvad de har at
rette sig efter. -- --
-- De kan dog ikke ne--nægte, Hr. Proprietær, at det er Indavlen, der
har da--dannet Racerne. --
-- Ja, men det er ogsaa den, som faar dem til at udarte.
-- Saa! er det det? ... Da vèd jeg dog ellers, at Backwell --
-- Aa, han er aldeles forældet!
-- Hva--hvad behager! -- forældet?
-- Ja, for længe siden! ... Og jeg har læst i et Tidsskrift, at
Darwin selv -- --
-- Darwin! -- De beraaber Dem da ikke paa Darwin? spurgte Provsten,
idet han pludselig vendte sig.
-- Nej, -- ja, -- det vil sige, -- det er slet ikke noget om det med
Aberne ... Det er aldeles uskyldigt ... Det er kun om Husdyrene.
-- Naa, ja ... Ja, men Darwin er alligevel ingen Avtoritet.
-- Nej, de--det har Provsten Ret i, de--det er det jeg siger, udbrød
Kammerraaden, gribende sig om Vristen ... Da--Darwin er ingen
Avtoritet, han er Fi--Filosof.
-- Aa, De kan selv være Filosof.
-- Hvad ba--behager! ... Jeg Fi--Filosof! ... Jeg er en simpel
La--Landmand.
-- Maa jeg spørge, hvad er egentlig Stridens Emne? --
-- Aa, det er Proprietæren dèr, han paa--paastaar, at Indavlen, ~the
breeding in and in~, at den ikke bevarer Racerne, men at der behøves
Krydsning --
-- Ja, det skulde jeg ogsaa være tilbøjelig til --
-- Ja, men be--bedste Provst -- --
-- Ah, nu er Provsten kommen dèrover, bemærkede Pastor Krarup; -- ja
dèr passer vor kære Embedsbroder maaske ogsaa bedre.
-- Saa? ... Hm ... Provsten er en ivrig Landmand? ... Hm.
-- De taler derovre om Darwin, begyndte Pastor Frederiksens snøvlende
Stemme med sine mange uartikulerede Nasallyde; -- og da vi netop er
ved Martensens Eskatologi, saa kan jeg ikke tilbageholde den
Bemærkning, at det har undret mig meget, at han ikke taler om Darwin,
dèr -- i Anledning af den falske Profet eller Dyret fra Jorden. --
Dette, at Dyret stiger op af Jorden, se det minder jo ligefrem om
Udviklingslæren, at det kommer fra det uorganiske og saa efterhaanden
stiger -- og saadan -- Og saa det, der staar, at han faar Magt til at
give Dyrets Billede Aand, saa at det endog kan tale, det er jo Dyret,
der bliver til Menneske, -- at han faar det til at se saadan ud, og
faar dem til at tilbede Dyret og bære dets Mærke paa Panden, saa de
selv bliver ligesom Dyr, det er jo den Darwinistiske Moral ... Ja,
saa staar der jo ogsaa, at Løgneprofeten ser ud som et Lam, men taler
som en Drage, og man hører jo altid netop Darwin rose for hans
beskedne Fremtræden, -- det Træk forekommer mig nu at være saa
slaaende.
-- Saa, har De tænkt Dem det saaledes ... Hm ... Ja, det kunde man jo
ogsaa -- --
Men Hjorth, der allerede var bleven ked af Theologernes Selskab, gik
hen i den anden Ende af Stuen, hvor Kristine sad i en Hjørnesofa og
lo, medens hun udsøgte smaa Stykker Sukker i den blaa Skaal, som den
galante Godsforvalter bød hende paa en lakeret Bakke. Hun havde
forvundet sin første Benauelse ved den lille elegante Herres
Opmærksomhed og befandt sig overmaade vel ved Siden af ham, der
konverserede hende med en spøgende onkelagtig Venlighed, medens han
lænede sig tilbage og balancerede med Kaffekoppen i den venstre
Haand, med det venstre Ben slaaet over det højre, vippende
velbehagelig med den fine Gedeskindsstøvle, der var som støbt om hans
lille Fod.
-- Naa, De har rigtignok forstaaet at faa Flødeskindet, Frøken.
-- Uh ja, -- jeg fik saadan en Mængde, og jeg kan slet ikke lide det,
svarede hun rødmende, idet hun bortløj sin Graadighed.
-- Hvad for noget, Frøken! ... Hvad er det dog for en Smag, tilmed
for en landlig Skønhed ... Ikke lide Flødeskind! ... Ja, men saa maa
De virkelig give mig noget af Deres Overflødighed, for jeg er saadan
en græsselig Slikmund.
-- Men Gud, det gaar da ikke an, Hr. Godsforvalter.
-- Jo saamæn gaar det magelig an, nu skal De bare se! --
Han holdt sin Kop hen, og Kristine maatte skovle alt Flødeskindet op
af sin Kop og komme det over i hans, medens hun rystede paa Haanden
af Latter.
-- Se saa, lille Frøken, nu blev vi begge hjulpet, og jeg siger mange
Tak for Flødefisken; -- ja saadan kaldte vi det som Børn, naar Moder
gav os en Theske fuld af Flødeskind ... Aak ja, -- aak ja! ... Det er
dog den bedste Tid i Ens Liv, det er saamæn Barndommen.
-- Det synes jeg virkelig slet ikke.
-- Ikke det ... Og De maa dog have haft et rart Hjem, -- Deres Fader
er saadan en prægtig Mand -- saadan lidt af den gamle Skole, men
rigtig saadan -- aa -- ... Naa, men det forstaar sig, Ungdommen, den
er jo ogsaa -- ... Aak ja! ... Ah, vær saa artig, Hr. Hjorth, vær saa
artig!
-- Nej, bliv dog endelig siddende, Hr. Godsforvalter.
-- Nej, paa ingen Maade, paa ingen --. Skulde jeg blive her og tage
Pladsen op for en værdigere? ... Saadan et Par Forlovede, de er jo
ligesom et Par røde Køer, som vi siger her paa Landet ... Det vèd vi
nok ... Ja, det er ikke, fordi jeg selv nogensinde har været forlovet
... Aak nej! ...
Hjorth blev imidlertid staaende med Albuen støttet paa Klaveret, og
Godsforvalteren fandt sig i at blive siddende.
-- De kommer vel paa Skovballet imorgen Aften og faar Dem en Svingom
med Deres Kæreste? ... Ja jeg siger ligefrem Kæreste, for jeg kan
ikke udstaa det Ord »Forlovede«; -- der er saadan noget koldt og
selskabeligt ved det ... Derimod »Kæreste«! hvad ligger der ikke i
det Ord! --
-- Nej, min »Kæreste«, sagde Kristine med en aller kæreste lille
Vrængning efter Ravn, -- han kommer saamæn slet ikke, for han tager
til København.
-- Saa? -- allerede! ... Har De ogsaa Hjærte til det?
-- Aa ja, for min Skyld, Niels! -- du kunde dog gærne blive den ene
Dag.
-- Nej, jeg kan virkelig ikke, kære Kristine ... Skolen venter ikke
paa mig, og det gaar ikke an, at jeg begynder med at forsømme.
-- Det er saa længe siden, vi har været paa Skovbal sammen.
-- Skal der nu være Skovbal igen? spurgte Herredsfogden, som ogsaa
var flygtet fra Theologerne.
-- Ja, der skal saamæn, imorgen; -- nede ved Skovvang Sø, svarede
Godsforvalteren.
Kristine var sprunget op og gik hen til Vilhelmine, der nu var færdig
med at skænke Kaffe. Herredsfogden kastede sig ned i Sofaen ved Siden
af Ravn.
-- Ved Skovvang Sø? ... Ja men, hvorfor Satan har De givet Tilladelse
til det?
-- Aa, hvorfor skulde jeg dog ikke --
-- Æh, nu skal der jo danses den ene Uge her og den anden dèr, -- det
gaar saagu min Sæl i èn Guddommelighed.
-- Ja Herregud, man maa dog unde dem en billig og uskyldig
Fornøjelse.
-- Ja, den kan sgu ellers blive dyr nok, naar den har trukket Renter
i ni Maaneder ... Uskyldig! ja den er Fan'en er den ... Nej, Ravn!
_De_ hører sgu ikke længer til de naive, det kan De ikke bilde saadan
en gammel Praktikus som mig ind.
-- En frisk Cigar, Herredsfoged, De sidder jo og brænder Læberne,
sagde Pastor Krarup og rakte Kassen hen imod ham. Vil De ikke med ud
i Haven og trække lidt frisk Luft?
-- Aa jo. -- --
-- Men jeg forstaar virkelig ikke, hvorfor netop Hornene --
-- Fordi, bedste Hr. Provst, for--fordi der er en meget nøje
For--Forbindelse mellem Hornenes Væxt og det sexuelle System og
følgelig ogsaa med Mælkesekretionen. -- De kan jo allerede se det paa
Tyrens og Koens Hornform. -- Det er en Ko--Korelation i Væxt ...
Dersom for Exempel en Ko bliver syg, -- jeg vil sige den faar en --
-- Ja men nu skulde De virkelig komme med ned i Haven, Kammerraad,
afbrød Pastor Krarup ham, idet han slog ham kordialt paa Skuldren, --
saa kan De jo disputere videre dernede.
-- Ja, ja, -- nu kommer vi, nu ko--kommer vi. -- --
Haven var overalt, hvor man skulde gaa, et Vildnis af Stikkelsbær- og
Ribsbuske, der efterhaanden ved at rykke frem fra begge Sider havde
erobret de gammeldags smalle Gange, som bugtede sig frem mellem dem
og kun syntes at ville give Adgang for Bærspisere. Hist og her var
der nogle mislykkede Blomsterforsøg i nyere Stil, som Hønsene havde
vendt op og ned paa; nede langs Staldlængen glòde en Række Georginer,
Stokroser og Brandliljer midt imellem et tørt Krat af afblomstrede
Riddersporer. Men som oftest holdt Buskene op et Par Skridt fra
Gangene, og derinde gròde Græsset frodigt, fuldt af nedblæst Frugt
under de gamle mossede Træer, der vare tveløbne eller delte sig fra
Roden af i en fem, sex Grene som uhyre Buske.
Det var efter at Selskabet gennem en pludselig Aabning i
Ribsbuskettet var trængt ind paa en af disse Plæner, at Professoren
udbrød, forvirret ved Gangenes Labyrint-Slyngning: --
-- Det er virkelig ikke saa lille en Have, Pastor Krarup; den maa dog
koste en Del at holde i Orden.
-- Aa, det er saamæn ikke noget videre at tale om.
-- Nej, det kan man sgu se, bemærkede Herredsfogden, og pillede et
Par Torne ud af sine Buxer.
-- Hvad kan De? ... He! De skal nu ogsaa altid have noget at udsætte
... Ikke sandt, Hr. Professor, er det nu ikke en dejlig Have? ...
Saadan rigtig vil jeg sige, som en Præstegaardshave skal være.
-- Jo, ganske vist; -- det er jo Stilen ... Naa, man kunde maaske
sige, at den hist og her var en Smule overgròt.
-- Overgròt? -- Nej, hvor vil De hen? ... nej paa ingen Maade ... En
Have maa skam ikke være aaben, det giver ingen Hygge ... Nej, den er
saamæn ikke overgròt.
-- Aa nej, naar man huggede saadan to Trediedele af Træerne --
-- Hugge? ... nej, De kan tro nej, Herredsfoged.
-- Se, sikken nu et dèr! ... Det kan jo næppe staa.
-- Nej, derfor har jeg ogsaa sat en Stiver til det ... Men saa megen
Frugt, som jeg høster af det, det gør De Dem ingen Begreb om -- ikke
Tanke om, at De forestiller Dem det. -- De kunde lige saa godt
forsøge paa at begribe, hvor langt der er herfra til Sirius eller en
af de andre Planeter. -- Se der er nu den Bergamot, dèr -- den er hul
som et Rør; -- men hvad _det_ er for et Træ til at bære, -- aa, der
kunde leve en hel Familje af det.
-- Nej, det er ganske vist, at de gamle, det er jo ofte de aller
bedste.
-- Ja, det har De nok Ret i, Hr. Professor! Nej, kom bare ikke her og
sig, at man ikke dur mere, fordi man er bleven gammel ... He! -- nej
dette nymodens, det er dog ellers --! ja, De kan tænke Dem, Hr.
Professor, jeg saà forleden -- jeg var kommen over i Haven paa
Skovvang, -- og saa havde de minsandten trukket ganske bitte bitte
smaa Frugttræer i Espalier paa Staaltraad -- helt ned langs Jorden
... Ja er det nu dog ikke skammeligt at forkrøble Guds Skabning
saadan!
-- Det har jeg ogsaa nu faaet i min Have.
-- Ja, det kunde jeg da sagt mig selv! -- Aa Gud, hvor det ligner
Dem, Herredsfoged! ... Overgròt! ... nej Deres Have er jo rigtig nok
ikke overgròt. En Høne kan jo ikke finde Skygge i den ... Se nu
saadan et Par stakkels Kærestefolk, hvordan skulde det nu gaa dem i
Deres Have? Her kan man netop lige faa et Glimt af dem, inden de slap
ind i Filosof-Gangen ... Men hvad skulde saadan et Par Stakler stille
op i Deres Have -- kan De svare mig paa det, Herredsfoged?
-- Ja, jeg vil sgu heller ikke have noget stillet op i den. -- For
Resten kunde de da plukke Roser, for dem skulde jeg da mene, at det
er mig som har.
-- Ja, det er unægteligt ... Ha, ha, ha! den kunde De dog stikke ...
Aa, men nu skal De se det nyeste. --
-- Det var som Pokker! De vil da ikke bilde mig ind, De har Nyheder
her!
-- Ja, kom nu bare med til »Verdens Ende«.
-- Ih, ser man det, Hr. Pastor! ... Jeg vidste saamæn ikke, den var
saa nær.
-- Ja ha, ha, ha! ... Er det ikke et morsomt Navn, vi har fundet til
den nye Udsigtshøj?
-- _Udsigtshøj_? ... Har De lavet en _Udsigtshøj_? ... Ja men
Herregud, Mand, der er jo ikke Guds Skabelses Tanke at se efter.
-- Jo vist saa! over til Møllen, og -- kom nu bare -- nu er Solen
lige gaaet ned, saa er der -- Ah, der har vi Damerne! ... Frøken
Klingenberg! vil De følge med mig til Verdens Ende?
-- Ja med Fornøjelse, -- naar De paatager Dem at finde Vej.
Ved en Tvervej stødte Toget paa Pastor Frederiksen og
Godsforvalteren, Ravn havde været saa uheldig at løbe paa Præsten i
en af Labyrintgangene mellem Ribsene. Han maatte gribe Lejligheden
til paa privat Grund at forsikre Pastoren om, at det smertede ham saa
uendelig at skulle ligge i Proces med Pastoren ... Men Pastoren kunde
jo indse, at han i sin Stilling --. Herregud! det var jo en Bagatel
for Godset -- og han vilde saamæn være glad, hvis det tabte Sagen,
det ved Gud han vilde, -- men som gammel Jurist maatte han rigtignok
sige, at han tròde ikke, der var Udsigt til det.
-- Nu skal jeg sige Dem noget som gammel Jurist, sagde Herredsfogden,
idet han holdt Ravn tilbage ved et Tag i Skuldren, -- ja, det haster
sgu ikke med at komme videre, for Frøken Klingenberg har haget sig
fast i Professoren, og Hjorth tager sig Pinedød selv af Kristine
henne i Nøddegangen, -- men jeg vil dog sige Dem, at det er noget
forbandet Fedteri fra Godsets Side, den Brændesag. --
-- Naa ja, -- hvad, enhver staar jo paa sin Ret.
-- Ja Ret, ja -- Fan'en heller ... Se hvad skal det nu ogsaa til, at
vi ikke faar de Regnskaber at se?
-- Ja men Herregud, vi har dem jo ikke ... Der har jo været saadan en
græsselig Uorden --
-- Ja vèd De hvad, Ravn, -- naar en Mand som De siger saadan og
saadan, saa kan jeg naturligvis ikke sige, at det er ikke sandt; --
men Fanden skal ta'e mig, om jeg tror det.
-- Hm--m! ... naa ja, enhver bliver jo salig ved sin Tro ... Men smid
nu den Cigar, Henriksen, den dur jo ikke noget, og tag en her -- nej
det andet Rum, -- det er en ægte Habana.
-- Nej virkelig, -- er det? ... Det var sgu ellers rart ... Tak skal
De have ... For Præstens Cigarer -- ærlig talt -- saadan efter Middag
... Har De lidt Ild! ... mange Tak ... Ah! --
Hjorth og Kristine spadserede, som Herredsfogden havde bemærket,
nede i den Nøddegang, der er et uundværligt Inventarium i en
Præstegaardshave. Den gik snorlige langs med Udkanten af Haven og
havde det uundgaaelige Navn Filosofgangen, der -- ligesom ~lucus a
non lucendo~ -- har sin Oprindelse i en Tradition om, at Præsten her
memorerer sin Prædiken. Det var den ogsaa bred nok til; men naar en
ung Mand og en ung Dame skulde gaa der ved Siden af hinanden, var det
bekvemmest, om de enten vare meget kærlige Sødskende eller Kærester.
Hjorth og Kristine, som opfyldte den sidste Betingelse, befandt sig
meget vel dernede. Men da de havde spadseret et Par Gange frem og
tilbage, mødte de Vilhelmine og Herredsfogdens Datter, der lød det
romantiske Navn Amanda. Det var en temmelig lille Dame, hen imod de
Tredive, med et magert Ansigt og Haaret strittende ud over Panden,
iført en spraglet Kjole, der var saa snever forneden, at den