Germanernes Lærling - 01

KARL GJELLERUP
GERMANERNES LÆRLING
GYLDENDALSKE BOGHANDEL
NORDISK FORLAG
KØBENHAVN OG KRISTIANIA
1908

Efter Originaludgaven (1882).
FR. BAGGES KGL. HOF-BOGTRYKKERI
KØBENHAVN


I.

-- Ja, jeg er Frihedsmand! og netop derfor vil jeg altid tilhøre dem,
der bekæmpe Massens Tyranni. Derfor, Vælgere, er det, at jeg idag har
stillet mig mod et Parti, som ... hvis ledende Mænd have ... hm ...
ikke har skyet at anvende et revolutionært Middel for at opnaa deres
ærgerrige Hensigter ... et Middel, som--m ... mæ, hm ... som maa
standse Statens Maskineri og Samfundets ... Sam--fund--ets --
Samkvem, -- som, hvis det lykkes, eller rettere mislykkes ... mæ, hm
... jeg mener, som ved sin Gennemførelse maa kaste os i Armene paa
Socialisterne og indføre i vort fredelige Land græske -- ja jeg
betænker mig ikke paa at sige: -- spanske Tilstande.
Taleren pustede, tørrede Sveden af sin høje Pande og rullede et
virkningssøgende Blik ud over Forsamlingen. Men Vælgerfolket var
aabenbart tilbøjeligt til at tage de spanske Tilstande med en
gemytlig Ro. Kun hist og her lød en sagte Fnisen eller et beroligende
»Aa!« -- Kandidaten, der havde beregnet at gaa videre med en
Bemærkning om Forsamlingens Uro, saà sig nødsaget til at indstille
denne og tabte derved Traaden. Han greb til en voldsom Bearbejdelse
af sin Næse med et gulnet Lommetørklæde, medens hans langsynede Øje
fortvivlet søgte at finde sig til Rette mellem de Blækstreger, der
syntes at kravle over Papiret som mylrende Flueben, -- indtil det
endelig standsede ved de dobbelt understregede Ord: Straffefangernes
Løsladelse.
Det var en høj, stærktbygget Mand. Et tæt, sort Helskæg, der grode
højt op paa de rødmussede Kinder, fremhævede hans hele Præg af
Alvorsmand. Og medens det sattes i Bevægelse af de voldsomme Ord, der
gennemtonedes af en dyb Bas, syntes det at meddele dem noget af sin
stride, tjørnekratagtige Barskhed. Men Virkningen svækkedes i høj
Grad ved den famlende Stammen, hvormed han ledte sig frem gennem de
roligere Dele af Talen, medens han med en synlig Lettelse gennemjog
de frasefyldte Kraftsteder, som han aabenbart kunde bedst udenad. Han
stod usikkert, forsøgte af og til, naar han befandt sig paa et
forholdsvis sikkert Omraade af Talen, at antage en let og bekvem
Stilling, foroverbøjet, med den venstre Albu lænet til Rækværket, --
men opgav det igen, angst for at det spinkle Træ skulde knækkes og
aabne ham en let, hovedkuls Nedgang fra en Tribune, som han havde
haft meget vanskeligt ved at bestige.
Ved Siden af ham, med Ansigtet mod ham og fixerende ham skarpt med
Brillerne, stod en yngre, slank Mand. Over de opstaaende Flipper med
det hvide Slips var hans Ansigt, med den fine, glatragede Hage og den
bøjede Næse, opstrammet af en pedantisk Værdighed, der undertiden
oplivedes af et spottende Smil, naar Taleren kørte fast paa uvante
Biveje eller flot rullede hen ad Frasernes brede, tilkørte Chaussè.
Naar Ordene blev foruroligende stærke, krøb hans Haand med en nervøs
Begærlighed hen over Rækværket til Formandsklokken, uden at hans Blik
skiftede Retning; men den sortskæggede opfangede strax Bevægelsen i
et skelende Blik og bøjede af i Tide. Og da han en Gang, irriteret
over disse Undvigelser, med en pludselig Fart vilde overrumple
Taleren i en Forhaanelse af Folket, »der gik som en Flok Faar til
Valgurnen«, havde han nær væltet Klokken og fik hurtig Haanden til
sig, gennemboret af en Splint af det slet høvlede Træ.
Bagved, langs den umalede Væg af Valgtribunens Bræddeskur, sad
Stillerne, foroverbøjede, med ludende Hoveder og Armene hængende ned
mellem Knæene, eller med Hænderne begravede i Frakkelommerne. Flaget
baskede ovenover med smaa Smæld. Faste, soltoppede Skyer sejlede
under den mørkeblaa Himmel og trak deres store Skygger hen over det
flade, skovløse Land, der bredte sig langt bort med sine Græsmarker
og lysegrønne Firkanter af spirende Vintersæd, røde Pilehækker, Huse
og Gaarde med Rækker af ensgrenede, opløbne Popler og spredte
Landsbyer. Og foran Tribunen var det en ubevægelig Mylr af sorte og
graa Hatte og Huer, brunede, glatragede eller stubbeskæggede
Ansigter, dobbeltslyngede Uld-Tørklæder, sorteblaa Klædes- og
graablaa Hvergarnsfrakker -- en Forsamling paa et Par tusind
Mennesker, ensformig og rolig som det Land, der omgav den. Næppe nok,
at der over den gled Skygger af de oratoriske Skyer; sporløst syntes
Talerens frygtelige Syner at svæve bort over den: -- Straffefangernes
løsslupne Bande, Socialisternes Pøbelhorder, og endelig den
prøjsiske Hær, i Spidsen for hvilken Bismarck og Moltke drog ind i
det ubefæstede København for at anektere et Land, der havde mistet
sin Existensret ved at beruse sig i anarkistiske Orgier, -- alle
disse frygtelige Træsko, Transtøvler og Hestehove ikke saa meget som
bulede en af disse Hattepulle, der brolagde deres Vej.
Udenfor den store sammentrængte Masse af Tilhørere havde der hist og
her dannet sig Smaagrupper, der holdt sig for gode til at blande sig
i Mængden. Langt borte stod to Herrer i Pelsværk, en Dragt, der mere
syntes at være Intelligensens Demonstration mod Vadmel end et Værn
mod Novemberdagens lidet vinterlige Vejr. Med grundende Værdighed
begravede et løst oppustet, smaarynket Ansigt sit falmegule Korsskæg
i den bronceglinsende Sobelskindskrave paa den tilknappede Pels. En
graa, opkrammet Klædeshue spidsede sig næbformet frem over hans
Sidemands magre Ansigt, hvis lange bløde Skæg sitrede, medens han
talte med en hurtig, underdanig Stemme.
-- Nej, det er det jeg siger -- der skal være nogen Vanskelighed ved
at skyde Fasaner, naar der skal være nogen Morskab ved det.
-- Ja--a, ja gu skal der det ... Det er ikke saadan -- --
-- Det er noget andet, naar man skyder Snepper. Dèr maa man jo nok
passe godt paa ...
-- Ja vel, ... naar Sneppen rejser sig --
-- Saa maa man holde sig parat, ... ja ... det gælder rigtignok om at
være gesvindt af sig ... Ikke komme bag efter, -- saadan som han ...
kan Greven huske? Kammerjunker Holck --
-- Ja, ja vel, ja ... hæ, hæ, hæ. Og det falmede Korsskæg lo ned til
Sobelskindet med en lille doven Brægen.
-- Forresten er jeg slet ikke for det Princip at holde foran ...
Holder Greven foran?
-- Næ--æ ... lige paa -- altid lige paa.
-- Ja, det er netop det jeg siger ... Nej, naar jeg har en Fejl, saa
er det snarere den at skyde lidt foran ... Det er det _jeg_ maa
bekæmpe hos mig selv.
-- Saa--aa ... aa ja.
-- Naa, naar man skyder Dyr, saa er jo forresten et Skud foran i
Halsen, -- det er jo et meget smukt Skud.
-- Ja vel, ja ... Halsskud ... ja, det ved Gud det er.
-- Har Greven forresten nogensinde prøvet det? ... det er ellers
noget, jeg har haft stor Fornøjelse af: at skyde Dyr med Kugler.
-- Naa--aa ... ja, det -- --, Greven lod sin Sætning udmunde i en
lydelig Gaben, medens han med de missende Øjne tilkendegav den anden
sin udelte Sympathi med denne Sport. --
Imellem Pelsværket og Vadmelen holdt Vinterfrakkerne Forsamling. Her
havde man ikke hævet sig til en saa fornem Fjærnhed fra Dagens
politiske Kævl. En mager Mand, hvis langhalsede Fuglehoved trods den
bøjede Ryg ragede op over Klyngen, havde endogsaa lejlighedsvis
mumlet mellem Tænderne et edeligt Ønske om at se de treoghalvtreds
anbragte paa Lygtepæle i Omegnen af Kristiansborg og brummende
besvaret nogle venskabelige Drillerier fra sin Sidemand, der
beklagede, at deres Herredsfoged agiterede for Lynchproceduren. Hos
denne lille Herre dannede Linjen fra Ryggen til det øverste af den
runde Silkehat en jevn, fremadbøjet Kurve, hvilket i Forbindelse med
hans Buldogge-Fysionomi gav ham en stærk Lighed med disse herreklædte
Hunde, som man ser paa Børnebilleder. Men han talte med en spinkel,
sukkersød Stemme, som i det høje Register havde Lyden af en kælen
Kats Mjaven.
-- Jo De er den rette til at tale i Galgentoner ... Galgentoner, he!
det var et nyt Ord, det ... Nej, vi kender Dem, vi kender Dem (han
maatte løfte Armen meget højt for at pikke Herredsfogden paa
Skuldren) ... Ja Landstrygerne kender Dem ogsaa -- gu gør de det --
De har kyst dem over i de andre Jurisdiktioner ... i salig
Brockdorffs Dage sværmede de sgu som Vepser i Syltetiden ... Men
forresten er De jo med al Deres Skælden og Smælden det godmodigste
Menneske --
-- _Jeg_? ... Er _jeg_ det -- det var som --
-- Jo, det -- det er rigtig! ... Det har Godsforvalteren Ret i ...
det ved Gud han har ... det -- det er det, jeg altid siger: ...
Hidsig og grov? er Henriksen hidsig og grov? siger jeg. Naa, hvad
Fa--Fanden! lad ham fa--fare op -- han mener sgu ikke noget med det
--, pludrede en ny Stemme ud.
-- Nej, hør min gode Kammerraad, snerrede Herredsfogden til den anden
Side, -- fej De for Deres egen Dør, og lad være med selv at tale om
Strikken --
-- Nu er han skam igen ved Strikken, mjavede Godsforvalteren.
-- Aa, det er sandt! brød Øvrighedspersonen af, idet han gjorde en
brysk Vending om mod ham. -- Det er sandt! den Historie skulde jeg
have Rede paa ... Hvad Satan er det for noget fordømt Kæltringepak,
De holder dernede paa Gaarden? ... Ifjor var der jo den Landstryger,
De havde taget til Daglejer i Høsten, og som gjorde Indbrud ...
Pokker til Fyr -- ja, det er sandt, De var jo selv med, da han viste
os, hvordan han var krøbet gennem Vinduet ... det med Jernstængerne
for i den nye Staldlænge -- fuldstændig Aal ... Naa, og nu forleden
var det en af Husmændene -- Anders Nielsen fra Oreby -- en af jeres
egne Husmænd, Højstærede! ... Han havde stjaalet -- hvad Fanden var
det nu? -- gammel Høtyv tror jeg ... det var sgu ogsaa noget at gøre
sig til Tyv for ... Det var nok ogsaa hans Kone Anna Kristine, som
havde alle de Historier ... Det er jo noget fordømt Svineri.
-- Ja--a, ... det er jo ikke altid de stærkt hornede, der er de
bedste Tillægsdyr.
Det var maaske tilfældigt, at Godsforvalter Ravn ved disse Ord
blinkede med sine smaa, farveløse Griseøjne til Kammerraad Sommer.
Men den sværlemmede Kammerraads grove, arrede Ansigt syredes, og hans
tyklæbede Mund frempludrede noget uforstaaeligt Tøjeri. Han var en
stor Spekulant og havde i sin Tid dannet sig en Teori, hvorefter han
kunde kende de bedste Malkekøer paa en bestemt Form af Hornene, en
Teori, som han havde fulgt blindt, indtil han ganske havde ødelagt
Besætningen paa Skovvang, som han havde i Forpagtning, og hvor Ravn
var Godsforvalter. Det var heller ikke usandsynligt, at Ravn havde
tilladt sig en noget nærgaaende Hentydning til dette bekendte Faktum,
thi der herskede i denne Gruppe den lidet hensynsfulde Fortrolighed,
som findes hos Mænd, der pleje at ryge af hinandens Piber ved
hinandens Spilleborde, denne grovkornede, nærgaaende Gemytlighed,
døbt i Cognacs-Toddy, og til hvilken Konger, Damer og Knægte have
staaet Fadder.
Kammerraaden spillede da heller ikke længe den fornærmede, men
henvendte sig med sit tykke, stundesløse Mæle, hvori Tungen bestandig
slog Sludder, til en lille tæt Mand foran ham, der ogsaa saà ud til
at være en velstaaende Forpagter. Han stod med Hænderne borede ned i
Frakkelommerne og med Maven skudt lidt frem. Det vejrbidte Ansigt
havde en determineret Mine, og den smalskyggede graa Bulehat var
trukket paa Snur ned i Panden.
-- Naa, Provsten var godt kørende idag, hvad? ... Brillant kørende
... Ja, det forstaar sig, det er De jo altid... Naa, men det maa jeg
sige, det glæder mig virkelig, at De er bleven enig med Per Andersen
... De parrer smukt sammen -- nydeligt ... rene Stadsheste ... men
især den grønne --
-- Grøn? Vallaken? ... den er jo rød -- fuksrød. Der existerer over
Hovedet ingen grønne Pattedyr.
-- Undtagen ganske unge Mennesker, bemærkede Godsforvalteren og
skævede hen til anden Fuldmægtig paa Herredskontoret, en nybagt
Kandidat, der forsøgte at udstraale den størst mulige Sum af
bureaukratisk Foragt over Bønderne gennem sin Pincenez, men nu
pludselig blev ildrød i Hovedet.
-- Fuksrød? ... naa--aa ... aa ja saagu! ... naa, jeg plejer nu at
kalde den Fa--Farve grøn, -- den kaldes grøn her paa Egnen, for jeg
er jo saadan en Slags Autoritet, -- ja det er De jo ogsaa, det er
ikke for det ... Men--n, hør, ... sig mig, hvad fik De den saa for?
-- Halvottendehundrede.
-- Halvottende ... naa, ser vi det ... naa, det vilde Per Andersen
dog, -- han var sgu ellers svært forlibt i ham ... Ja, hør vèd De
hvad, saa kan De ogsaa sige, De har gjort en god Handel ... smuk
Handel ... brillant. Ja vel, Provsten handler altid brillant, det er
ikke for det ... Født Hestehandler, hvad? ... Hvor gammel? -- 4, ja
jeg kan tænke det, det er lige til Øllet ... men saa er han jo stærk
... Ja, for jeg kender ham, Gud bevares, jeg har jo kendt ham fra han
var Plag -- og Føl med ... Og saa har jeg jo en Broder til ham ...
falden efter Usserødhingsten ... brillant Dyr ... Naa, og saa er der
èn Ting, det skal De lægge Mærke til: det er et taknemligt Dyr, han
trives ... Ja, det har sgu meget at sige, -- det har meget at sige
... Der er dem, der bliver Skindmærer, om de saa faar aldrig saa
megen Kærne ... Men han! -- ja, jeg kan gærne sige: Provsten kan
sætte ham paa Halm, han bliver smældfed alligevel, .... ja det er sgu
sandt ... smældfed, forsikrer jeg Dem.
-- Han falder vel?
-- Falder, nej hvorfor skulde han falde? Løbet er jo brillant, --
prima sorte --
-- Jeg mener _ham_ deroppe -- Fuldmægtigen paa Godskontoret --
Jessen.
-- Naa _han_, -- ja han falder sgu -- det er klart. -- Aa, det er jo
mere en Formsag ... Denne Gang maatte vi jo stille En op.
-- Man kunde da ikke udenvidere overlade de Bondetampe Marken,
hvæsede Herredsfogden. -- Man maatte dog, for Pokker, levere et Slag.
-- Ganske vist, -- naturligvis ... Intelligensen, hm! ... maatte vise
sig. Men--n, vi kan vel ikke vente, at han faar synderlig flere
Stemmer end vores.
-- Og de fra Gaarden, sagde Herredsfogden. -- Jeg vil da for Pokker
haabe, Ravn, at jeres Husmænd --
-- Ja, vel!
-- Naturligvis ogsaa dem, sagde Provsten. Men det bliver dog alt i
alt ikke mange. Det er ellers en ganske tiltalende Mand -- Jessen.
-- Ja--a, -- til at falde igennem kan han være god nok, sagde
Godsforvalteren. Ellers ... som Repræsentant ... vil jeg nok sige ...
-- Fuldmægtigen er desværre ingen kirkelig Mand, ymtede en hul,
skrattende Stemme ved Siden af Provsten. Der stod en lille Mand med
et noget skrumpent, tandløst Ansigt, men med livlige Øjne over
Hudposerne bag de store cirkeløjede Briller. Under den brede, stærkt
svajede Skygge paa den lavpullede Cylinderhat, hvis Silke strittede
som Plysch, sitrede de lange, silkeglinsende hvide Nakkehaar, der
faldt ned paa den falmede Fløjlskrave. Hagen, der var lidt
fremstaaende, gik aabenbart endnu, i Slutningen af Ugen, paa
Ragningen fra sidste Søndag, og det var sandsynligt at det hvide
Halstørklæde, som ved Omlægning frembød sorte Rande paa underlige
Steder, skrev sig fra samme Dato. -- Han er efter min -- sørgelige
-- Erfaring ikke engang en kristelig Mand. Og -- jeg maa dog sige ...
at ... naar man opstiller en Højrekandidat --
-- Hvad Fanden kommer det Politiken ved? -- Undskyld, Pastoren kan
ikke lide, jeg bander. -- -- Men jeg spø'r, hvad S-- hm! hvad har
Vælgerne med Mandens religiøse Overbevisning at gøre?
-- Naa, det kan man dog ikke saadan sige. Det kan Herredsfogden
umulig fastholde; ... det ... det indifferente ... det ... vi har jo
dog en Folkekirke --
-- For mig kan han være Mahomedan, naar han blot ikke har flere
Koner.
-- Dansk Lov 3-16-16-8, citerede mekanisk anden Fuldmægtig paa
Herredskontoret.
»Folketingsmand, Gaardejer Kristen Pedersen af Gyvelse -- har Ordet.«
»Han er ikke Folketingsmand nu, han er i en opløst Tilstand,« raabte
en ungdommelig Stemme tæt ved. De nærmeststaaende Bønder lo og raabte
opmuntrende: »Hæng bare i, Hjorth! ... Klem paa, De kan kanske sætte
Fuldmægtigen igennem endnu.«
»Kredsens hidtilværende, _mangeaarige_ Repræsentant i Tinget,
Gaardejer Kristen Pedersen af Gyvelse -- har Ordet,« rettede
Formanden med et spottende Smil, idet han understregede
»mangeaarige«. Der lød et vedvarende Bifald.
-- Ah, det er jo vor Ven Lærer Beck, der leder Valghandlingen, sagde
Provst Storm, idet han satte Lorgnetten paa sin klumpede Næse. -- Det
er virkelig en dygtig Mand. Ja, De husker jo nok, kære Krarup, jeg
var særdeles tilfreds, da jeg var til Examen sidst i Fredløse Skole;
... særdeles tilfreds.
-- Han er mig ellers noget partisk, den gode Beck, bemærkede
Godsforvalter Ravn.
-- Ja, det er uforskammet, saa han favoriserer Venstre, raabte
Herredsfogden. Jeg lagde Mærke til ham: han var hele Tiden paa Nakken
af Fuldmægtigen, .... men han kunde ikke komme til.
-- Ja, Beck er en enrageret Venstremand, sagde Pastor Krarup.
-- Hvad? hvad for noget! udbrød Provst Storm, medens hans Ansigt
forstenedes i en myndig Indignation ... Venstre? ... er Beck Venstre?
... Det Dyr! ... Det skulde jeg have vidst før Examen, saa skulde jeg
have gaaet ham anderledes efter i Sømmene.
Pastor Krarup saà ned mod Jorden, medens der i Skamfølelsen paa
Standens Vegne blandede sig en lille privat Glæde over, at Provsten
prostituerede sig. Den gode Præst læste ikke blot theologiske
Tidsskrifter, men han havde ogsaa i disse Efteraarsaftener vejledet
af Gesenius' Lexikon, Ewalds Grammatik og Keils Kommentar, men især
af den danske Bibeloversættelse arbejdet sig helt ind i Deuteronomion
-- siger og skriver Deuteronomion, 5te Mosebog -- og fra dette
Videnskabens Martyrstandpunkt, med Udsigt til endnu smerteligere
Triumfer i Retning af Profeterne, saà han dybt ned paa den intet
læsende, forpagterlignende Provst, den fødte Hestehandler,
Praktikeren ud i Fingerspidserne. Provsten paa sin Side, der havde
en trykkende Fornemmelse af sin ringe Agtelse hos Provstiets
Gejstlighed, var altid ~en garde~, myndig, spændt i en overanstrængt
Værdighed. En Folkevittighed vilde vide, at han en Gang som Svar paa
et Cirkulære til »mine undergivne Præster« havde faaet et Brev
adresseret til »vor overgivne Provst«. Men han indsaà denne Gang at
have forløbet sig ved sin robuste Ligefremhed, hvorfor han rømmede
sig et Par Gange og tilføjede:
-- Man maa -- hm -- sandelig have et Øje paa hver Finger i disse
Tider ... Og disse -- Politikere, de forsømmer altid deres Sager.
-- Ja--a, det vèd jeg dog ikke ... skønt der ganske vist er en Fare
... Men Provsten var dog ogsaa meget fornøjet med min yngste Lærer
Hjorth i Yderslev, -- som jeg selv sætter megen Pris paa --
-- Naa, ja ... men er han da ogsaa --
-- Han har en levende politisk Interesse, men det er i den modsatte
Retning. Han stiller sig skarpt imod hele Bondepartiet.
-- Naa saadan. Ja, det er jo noget andet. Det bli'er jo en ganske
anden Sag ... Nej, jeg tænkte kun paa den tendentiøse Politik.
-- Nu taler han minsandten allerede om Vorherre, sagde Herredsfogden.
-- Ham skulde De virkelig give Deres Stemme, Pastor Krarup.
Det var i Efteraaret treoghalvfjerds, og det var dengang endnu ikke
bleven enhver Embedsmands anerkendte Pligt at være en god Kristen.
Herredsfoged Henriksen yndede at lapse sig med en holdningsløs
Vantro, der havde sin Rod i Ligegyldighed, og han drillede gærne
Præsterne, der irriterede ham ved godtroende at lade sig dupere af
Folk, han med sin koleriske Dom kaldte Kæltringepak, samt ved idelig
at klage over Restancer i Tiende og Smaaredsel uden at have
Bestemthed til i rette Tid at forlange Udpantning. -- Han gentog,
idet han bøjede sin smallæbede Mund ned til Præstens Øre:
-- De skulde virkelig give Kristen Pedersen Deres Stemme, Hr. Pastor
... Han lader til at være en mere kristelig Mand end Jessen.
-- Han er Grundtvigianer, sagde Provsten barsk.
-- Er han det, sagde Godsforvalteren. Det skulde man ellers ikke
høre, he! -- Han magter da ikke det levende Ord.
Kristen Pedersen var unægtelig trods sin lange Rigsdagsvirksomhed
ingen Taler. Men hver Gang Bønderne talte om deres Repræsentant, der
havde siddet saa længe i Tinget, ytrede ogsaa en eller anden med en
betydningsfuld Mine: »Han har aldrig talt i Salen« -- en Meddelelse,
der modtoges med en grundende Hovedrysten og Udbrud som: »Aa nej, --
det kan jo være troligt nok« eller et dristigere: »Nej, gu' har
Kristen Pedersen ikke det«. Man tænkte i Modsætning til »Salen« ikke
blot paa Udvalgene, -- hvor han for øvrig havde erhvervet sig en af
hans Fæller misundt Evne til at sove sømmeligt, -- men der lodes
endnu Rum aabent for Anelser om en mineagtig, hemmelighedsfuld
Virksomhed. Denne dommerlige Tilknappethed uddybede hans Anseelse hos
Landbefolkningen, for hvem det ikke at forløbe sig er den til en
Haandbylt sammenpressede Sum af praktisk Moral. »Han talte aldrig i
Salen« -- det var ikke længer en simpel Udtalelse af en Kendsgerning,
det var en bestemmende Ros til at sætte paa en Gravsten, en
Velsignelsesformel med en højtidelig, næsten gammeltestamentlig
Basunklang.
Han var en temmelig høj Mand, sværskuldret, med et firskaaret,
bredtrækket Ansigt. Han stod støt paa Valgtribunen; Armene, der buede
sig som et Par Hanke, støttede sig med Haandknoene fast paa
Rækværket; det var aabenbart, at han ikke frygtede for at falde ned.
Det var med det drævende, lidet bestikkende sydsjællandske Tonefald,
at han ganske sindig fangede de Fraser, der sværmede om i Luften og
trevlede dem op i deres naive Bestanddele, -- en efter en: --
Paastanden om Regeringens Imødekommen og Folketingsflertallets
forfatningsstridige Anmasselse, Beskyldningen for Anvendelse af
revolutionære Midler, statsretlige Bekymringer for Maskineriets
Standsning og profetiske Hallucinationer af uoverskuelige Farer.
Nægtelsen af Finansloven indeholdt ingen saadanne Farer; men at vige
tilbage for dette Skridt vilde have indeholdt en stor Fare: det vilde
være stiltiende at se paa, at Valgfriheden listedes ud af Hænderne
paa det danske Folk. De treoghalvtreds havde anset det for deres
Pligt nu at fremkalde en Appel til Folket. De frygtede ikke dets Dom.
Det lod til at Regeringen heller ikke frygtede den, for baade
Finansministeren og Consejlspræsidenten havde fortalt deres Vælgere,
at det var ligegyldigt, om Venstre kom forstærket tilbage. Det havde
slet ikke noget at sige, hvad Folket sagde. De kunde gærne spørge om
dets Mening, og Folket kunde svare dem, men de brød sig ikke noget om
Svaret. De blev i hvert Fald ganske rolig siddende, hvor de sad, og
forsikrede, at nu sad vi alle godt, ligesom Katten, da den sad paa
Flæsket.
»Store Ord og fedt Flæsk!« raabte en Stemme.
Ja, det havde Afbryderen Ret i, at Flæsket var fedt, og at deres Ord
var store --
»Men Kristen Pedersen holder nu paa det lille Ord,« raabte den samme
Stemme. Det var en ung Mand, hvis aabne Ansigt lyste af et
uforstyrreligt Humørs tvangfri Smil. Den aabenstaaende Vinterfrakke
var hvidslidt ved Knaphullerne og Lommerne, og Fløjlskraven krummede
sig graanet. Paa det fyldige blonde Haar sad lidt paa Snur en af
disse »politiske Huer«, som i det Aar var paa Mode; dens udfordrende
Staalspænde sendte til højre Side aristokratiske Straaler i Øjnene
paa Bønderne. Han stod urolig, trippende, vuggende sig i Hofterne, og
tyggede paa en sortladen Cigar. Hvert Øjeblik kom han med en
Afbrydelse, en Vits, der haarkløvede Talerens Ord, et eller
andet krakilsk Udfald mod Venstre, selvlavet eller hentet
fra »Fædrelandets« Stikords-Arsenal, mumlet, saa at kun de
nærmeststaaende hørte det, eller raabt for hele Forsamlingen, alt
efter som han vurderede det til. --
-- Det er jo Hjorth, som staar dèr, sagde Provsten. Han lader til at
være meget ivrig.
-- Ja, det morer ham altid, naar han kan komme til at drille lidt,
bemærkede Præsten.
-- Hm, ja han er jo en munter -- en lystig Fyr, det har jeg nok
mærket. Naa, men der hører jo virkelig meget Mod til saadan at træde
aabenlyst frem med en modsat Anskuelse ... Det er jo et helt Særsyn
... Lærerne er jo desværre saa afhængige af Bønderne.
-- Det er da et farligt Livstykke, du har faaet til Svigersøn, Per
Anders, sagde en lille Bonde.
-- Aa ja, lad ham, lad ham, svarede den tiltalte ... Naar det nu kan
more ham ... Den Grønskolling ... Han har jo ikke Alderen til at
stemme -- ikke engang til at vælges.
-- Aa nej ... aa ja ... det kan jo være saa rimeligt, indrømmede den
tykke Sognefoged flegmatisk, idet han stoppede Asken ned i
Træpibehovedet.


II.

-- Puh! saadan en Hoben Fraser, man har staaet og revet af sig idag,
Hjorth ... Det var sgu i Grunden godt, at jeg ikke blev valgt, for
saa skulde det da være blevet ved paa den Maade i alle de Halvløgne.
Ja, det er sandt, man skulde jo holde Mund, ligesom Kristen Pedersen
... Jeg føler mig saa præstelig. Jeg var lige ved at kalde min
Fjende, Pastor Krarup, for »kære Embedsbroder«. -- Og Fuldmægtig
Jessen lo, idet hans store hvide Tænder skinnede frem gennem det
sorte Kratskæg.
-- Det kunde maaske være gjort med mindre. Jeg synes, ærlig talt, du
smurte temmelig tykt paa.
-- Naa--aa, nej det er ikke det, jeg mener ... Giv mig en Svovlstik
... Ja, disse -- saadan -- retoriske -- de -- de ligger sgu'tte
rigtig for mig ... nej, det gør de ikke ... Men -- alligevel -- det
var ikke saa galt -- sandt var det Pinedød ... Nej, men--n, man maa
jo staa og sige saadan noget smukt Noget om Forfatning og Grundlov.
Fanden i Vold! ... Det er jo den Grundlov, der er vores Ulykke ... Er
disse Folk her modne til Friheden? er det dem, der skal regere?
-- Nej, naturligvis ... de har jo slet ingen Sans for de højere
Interesser.
-- Naa, det vil jeg nu slet ikke tale om.... Nej, men de forstaaer
sig ikke engang paa deres egne Interesser, -- og det er dog det
mindste, man kan forlange af en Politiker.... Se, der er nu hele
Husmandsstanden, alle Daglejerne. Hvem har de Interesse af at støtte
-- Bønderne? --
-- Ja, det er jo nærmest deres Stand --
-- Ja, men Interessen, kære Ven -- deres Interesse ... Gi'er Bønderne
dem noget? -- nej, gu gør de ikke nej ... Faar de Arbejde hos dem,
som er værd at tale om, som de kan leve af? ... Nej de lever af os,
af Herregaardene -- og saa naturligvis Proprietærerne.... Og saa gaar
de alligevel hen og stemmer med Bønderne, mod os.
Jessen sagde »os« med en Selvfølelse, som om han ejede Skovvang Gods,
paa hvis Kontor han var Fuldmægtig med en elendig lille Gage, som han
lige netop kunde pine sig igennem med, ved at knibe hist og spare
her.
-- Nej, vedblev han, de gaar sgu i Tøjet gør de. De er stærblinde ...
Og alt det Vrøvl kan vi takke _ham_ for. -- Han pegede paa Frederik
d. 7des Buste, der, kneisende paa en poleret Granitsøjle, forsøgte at
hæve den slet grusede Trekant, hvor Chaussèens og Kørevejens Hjulspor
skar hinanden i vandblinkende Kurver, til et Torvs Rang.
»Nej, De skal da ikke ... det er -- virkelig -- altfor --«
»Gud bevares! -- det er jo ikke noget at tale om, Hr. Greve! ... det
er mig virkelig en Fornøjelse.«
Det var Greven, der kom vraltende ud fra Kroen bag efter den
pelsklædte, næbhuede Herre, der trippede ivrig mellem Pytterne,
bærende paa en tæt pakket Haandkuffert.
-- God Dag, Jessen, god Dag! sagde Greven, idet han standsede og
lettede skødesløst paa Hatten. -- Hvordan staar det sig?
-- Jo Tak, Hr. Greve.
-- Men sæt dog endelig Kufferten fra Dem. De maa virkelig ikke staa
-- dèr -- og --
-- Aa, men det er jo ingen Ting, slet ingen Ting ... Den er saa let
som en Fjer, forsikrer jeg Dem ... aldeles som en Fjer.
-- Naa -- De -- faldt igennem. -- Ja, der skal jo Nogen til det ogsaa
... Men--n -- hvad jeg vilde sige ... det var virkelig meget
paaskønnelsesværdigt af Dem, at De stillede Dem ... Det ... det ved
Gud, det var ... Farvel, Jessen.
-- Farvel, Hr. Greve.
Greven stolprede videre, besværet af sin Rejsepels. Han og hans
tjenstivrige Ledsager gik hen imod Kragerup Gaard, der laa i
Valgflækken, og hvor hans Jagtvogn holdt. Men lige i Begyndelsen af
Indkørselsallèen blev de standsede af et Par Bønder, der bukkede og
skrabede ud med Hatten i Haanden. Det var en gammel, hvidhaaret Bonde