Germanernes Lærling - 08

Interesser? ... Ja, det kan jo ikke andet end glæde mig, naar de unge
Mennesker er alsidige, og navnlig de skønne Kunster -- hm! -- især
Poesien, den aandeligste af dem, er jo i høj Grad uddannende for
Aanden, -- naar man gør den rette Brug af den og ikke beruser sig
deri ... Hm! ... De har især sysselsat Dem med tyske Digtere, -- hvor
kommer det sig, at ikke de danske, som dog i enhver Henseende maa
staa Dem nærmere -- har -- --
-- Ja, jeg vèd saamæn ikke, hvoraf det kommer, Hr. Professor, men med
Undtagelse af ganske enkelte Ting af Oehlenschläger og saa Christian
Winther er der virkelig ingen af dem, som har berørt mig synderlig.
--
-- Saa, ikke det? ... Heller ikke Paludan-Müller? ... Han er dog
ellers en saa kristelig Digternatur ... Hm! ... Der er det ved disse
Tyskere, at de ofte ligefrem er antikristelige ... Naa, man gaar jo
ikke til Digterne for at høre en Prædiken, det forstaar sig; det
vilde jo være borneret ikke at kunne nyde det skønne, ogsaa naar det
mangler den højeste Sandhed ... Hm! ... Naa, men De vil jo neppe faa
saa overdreven megen Tid tilovers fra Deres Studium, for De vil vel
nødig trække det længer ud end nødvendig.
-- Nej, det vil jeg ikke. Hvor længe tror Professoren?
-- Ja, det kommer jo an paa, det er jo ikke saadan -- he! ... Jeg
kommer til at tænke paa, da jeg var ung Student, saa spurgte jeg
Professor Jyderup, -- han tog sig noget af mig den Gang, ogsaa fordi
jeg var Bondesøn ligesom han, -- og saa spurgte jeg ham om det samme,
som De nu spørger mig om, og saa sagde han: »Naar man er meget
flittig, saa kan man tage den paa otte Aar, -- godt.« -- ... Ja, ha,
ha! det skal De nu ikke blive bange over; han stillede saa store
Fordringer ... Nej, det er der jo ikke Tale om ... Hvor længe var De
om at tage Artium?
-- To Aar.
-- Ih, ser man det, ser man det! ... Men saa maa De jo ogsaa være et
helt Jern ... Ja, saa kan jo en fire Aar eller saa ... Men tag det nu
ikke altfor nær, ikke det aller nødtørftigste, læs lidt udførligt,
det staar De Dem ved, -- ogsaa med Hensyn til Examen ... Nu, paa den
anden Side skal De ikke strax drukne Dem i de store Kommentarer, det
faar De ingen Hold paa. Læs De dygtig i Deres græske Testament --
kursorisk -- kursorisk, -- saa faar De Løb i det, -- det er
Hovedsagen, -- at De for det første har Løb i det, at De er hjemme i
Bogen. -- Naa, saa kan De jo begynde saa smaat og se, hvordan det
gaar -- og saa synes jeg jo nok, De skulde læse Meyers Kommentarer,
de er dog -- -- til Brevene, for til Evangelierne -- det er jo
daarligt, dèr er han jo meget uortodox, meget rationalistisk, ja det
er jo i det Hele Meyers Fejl, det vèd De maaske ... Men han er
alligevel -- til Paulus, -- til Paulus -- der er han god, det er
fortrinligt; de Paulinske Breve, det er egentlig hans Domæne ... Men
til Evangelierne vèd jeg snart ikke, -- ja der er jo Clausens
Synoptikere, men det er saamæn ogsaa saa som saa ... Sig mig, har De
anskaffet Dem Wilkes Clavis? ... Ja, det maa De gøre, det maa være
Deres ~Vade mecum~, -- den maa De altid have ved Haanden ... Wilkes
Clavis ...
Saaledes blev han ved længe, udkastende en hel Studieplan,
anbefalende dette, advarende mod hint; den gamle Manuduktør var
kommen op i ham. Endelig maatte Hjorth fortælle ham om Fredløse og
Yderslev, om hvilke Enge der var tørret ud, om Præsteskoven, der
var hugget, om Kirkegang og Skoleforhold, om de Gaarde, der var
bygget om, om hvordan det var gaaet den og den, hvis Navne
Professorens Mithridatiske Hukommelse havde bevaret ligesaa godt
som Kirkehistoriens og Exegesens.
-- Sig mig, -- Yderslev Skole, -- lad mig se, den ligger skraas over
for en stor Gaard, Anders Rasmussens, -- ja det var nu i min Tid, --
hvad var det nu Sønnen -- han var lidt ældre end jeg, -- Per hed han,
-- ja han har vel Gaarden endnu, kan jeg tænke.
-- Per Andersen, ja ham kender jeg godt. Jeg er saamæn forlovet med
hans Datter.
-- Ih, ser man det, ser man det! ... Saa har De jo ordenlig rodfæstet
Dem i Befolkningen ... Ja, saa maa De jo være Præst dèr en Gang med
Tiden.
-- Ja, -- det haaber jeg jo ogsaa saa smaat paa ... Naa, ja saa vil
jeg sige Professoren Farvel, og tusind Tak for Deres Venlighed, og
undskyld saa, at jeg har forstyrret Dem.
-- Aa, hvad er det for Snak? ... Forstyrre? -- det hører jo med til
min Gærning, og det er min største Glæde, naar jeg kan være noget
personlig for de Studerende ... Naa Farvel! -- og se saa op til mig,
naar De har Lyst, naar De trænger til en Haandsrækning eller har
noget paa Hjærtet -- ja vores Videnskab er jo, Gud ske Lov, saadan,
at ogsaa Hjærtet har sit at sige ... Paa denne Tid, om Eftermiddagen,
træffer De mig gærne hjemme, saa har jeg indrettet mig paa at tage
imod ... Farvel.
Han havde fulgt Hjorth ud til Yderdøren. Saa vendte han tilbage til
Skrivebordet for at fuldende sin Skildring af de galilæiske Fiskeres
stormtruede (Marc. 4, 37 jfr. Joh. 6, 18) og ofte fejlslagne (Luc. 5,
5 jfr. Joh. 21, 3) natlige Dont.


XIV.

Hjorth bòde i en gammel Gaard i Fiolstræde, denne triste
Universitetsgade i Hjærtet af Hafnia latina.
Da han første Gang gik igennem den store Port og kiggede ind, saà der
ikke meget ordenligt ud. Den lange Gaard, der lignede en Gade med sit
flisegrænsede Fortov tilvenstre og Huse af ulige Højde paa begge
Sider, var brudt op i hele sin Længde; -- der var bag ved hinanden og
over hinanden Bjærge af Brosten, Bunker af Straa og knuste
Murstensbrokker, pludselige Grave, sammenfaldne Volde af opkastet
Jord; -- hist og her stod knækkede Kloakrør paa Hovedet i en Rende
eller laa gabende ud med de sorte Mundinger som sprængte Kanoner paa
en forladt Barrikade. I den overskyggede Forgrund vendte væltede
Trillebøre Hjulene i Vejret, paa Grænsen af Skyggen var en tilsølet
Fjervogn strandet i et Møddingrev med Forhjulene drejede paatværs af
Baghjulene og Enspænderstængerne lyreformig op i Luften; men bagved,
i et straalende Sollys, dannede Trækkarrer og store Arbejdsvogne en
Vognborg med Besætning af Høns, hvis General i sin straalende Uniform
udgalede Kommandoraab fra det højeste Agebræt. Det var den sidste
Stilling; for saa rejste Brandmuren sig, lukkende Gaden med sin
solbagte graa Flade, afbrudt forneden af et tilklinet teglhængt
Bræddeskur, af hvis Sidedør en Karls Skjortearm trak et hvidt Øgs
kamelhalsede Hoved frem. Tilhøjre buldrede Smediens Hammerslag og
fraoven kom en lystig Klapren af Vinger, medens en hvid Duesværm fløj
ud af et Tagvindue og kredsede over de solbadede røde Tage op mod
Himlen, en dybblaa, glansskyet, frisk Septemberhimmel.
Oppe paa fjerde Sal havde han lejet sig et tarveligt Værelse ud til
Gaarden hos en Familje, der levede af at flaa Pensionærer. Men han
var ikke gaaet ind paa at tage Kosten dèr. Han vilde kun have kogt
Vand bragt ind til sin The og nogle Indkøb til Maaltiderne besørget
af en af de stakkels smaa Tjenestepiger, der skiftede hver
Maanedsdag.
Det var ikke egentlig hvad man kunde kalde en hyggelig Familje. Hr.
Winkelmann havde i flere Aar lidt af Brysttæring; han havde ikke
andet at gøre i dette Liv end at dø, og det kunde han ikke komme ud
af. Hjorth havde kun den første Dag betraadt Familjens uordenlige
Dagligstue og set ham sidde i en Lænestol trykket ned i en snavset,
hvid Hovedpude, indsvøbt i gamle Shawler, med hullede Slæbere paa
Fødderne, jordgraa i det indfaldne Ansigt, hvorfra der hang et
pjusket Sygeskæg; men han mindede bestandig om sin sørgelige
Tilværelse ved sin hule Hoste, der efterfulgtes af Klynken og
stereotype Klageraab, som sjælden holdt op, naar Konen tyssede paa
ham som paa et utaalmodigt Barn. Hun kom temmelig hyppig ind paa
Hjorths Værelse, enten naar hun selv bragte ham Thepotten med
kogende Vand, eller naar hun pludselig overfaldt Pigen, som i Løbet
af et godt Kvarter forsøgte at paadrage sig Tæring ved at puste paa
nogle sivende og osende Træpinde for saaledes at gøre Ende paa sin
kvalfulde Tilværelse, eller som grebes paa fersk Gærning i et Tyveri
af Petroleumsflasken, hvis Indhold hun vilde ødsle i Kakkelovnen. Det
var en lavstammet Kone med et knortet, sortsmudset Ansigt, prydet med
en for det smukke Køn ret anselig Knebelsbart. Datteren, et magert,
blegsotigt Pigebarn paa en fjorten, femten Aar, lod bestandig høre
fra sig, enten hun med en gennemtrængende skarp Stemme skældte Pigen
ud, eller hun musicerede paa dette mere naturlige end indtagende
Instrument, ledsaget af et gammelt forstemt Piano med tre sprungne
Strænge, som stødte op til den ene Væg i Hjorths Værelse.
Dette Værelse var lavt og rummeligt nok for hans faa Møbler. I den
gammeldags Vinduesfordybning havde han sin hyggeligste Krog, fuld af
Morgensolen, der, eftersom den drejede sig, smalnede Stuens Prisme af
lyse, hvirvlende Støvatomer, indtil kun et magert Legeme kneb sig
igennem paa skraa forbi de to Hjørner med en stedse smallere
Endeflade af Slaglys lodret over det dynevaarsmønstrede Tapetpapir
henne i Hjørnet af Værelset; saa var der endnu kun Sol paa den ene
Væg af Vinduesfordybningen, et stærkt, hvidnet Lys, der drog sig
udefter, langsomt, Blad for Blad paa den blankløvede Vedbend, der
bugtede sig hen over den snavsede, hist og her afskallede Kalk over
det lille Skrivebord, hvis gulige Plade var bedækket af Bøger og
blaa Kollegiehæfter.
Dèr sad Hjorth nu med Kinden støttet mod sin knyttede Haand,
stirrende ud gennem det store Vindue med de smaa Ruder mod
Fuldmaanen, der havde hævet sig lidt over dette Myller af Tage, som
skar hinanden i vaadt-blinkende Zig-zag-Linjer; den kastede skarpe
Slagskygger skraat henover de bleggraa Brandmure og havde sænket
Brønde af Skygge ned mellem lysrandede Hus-Firkanter; og tilvenstre
straalede en Ruderække som mange firkantede, blankpudsede Maaner.
Lyset skraàde forbi ham ind i den mørke Stue, tegnede i sin Stribe
paa den modsatte Væg Silhouetten af hans Nakke og af en lille
Vedbendkvist ovenover, og strejfede paa Vejen det hvide Hjørne af en
Dug paa Bordet, hvor der endnu stod noget Dækketøj fra hans
Aftensmaaltid.
Han var i dette Øjeblik saa underlig glad og forhaabningsfuld. Hvor
det havde gjort ham godt dette Besøg hos Professoren! Det var ikke
blot den harmoniske Selvagtelse, som en Ældres imødekommende,
ligefremme Venligheder efterlader i Sindet -- langt fra ikke den
alene; nej han var bleven beroliget og trøstet mod en truende Tvivl,
der bestandig nagede ham nu, da han var kommen saa vidt og skulde
videre. Den sidste Dag i Sommerferien havde Jessen sagt til ham: »Ja,
nu vil det jo vise sig ... Jeg vèd saamæn knap selv, hvad jeg skal
ønske dig ... Men naar jeg skal sige dig min oprigtige Mening efter
hvad jeg saadan kender til dig, saa er det den, at du er for
fornuftig af dig til at komme præstedygtig ud af den Skole, du nu
skal til at gaa igennem.« Disse Ord stirrede ham bestandig imøde;
det var ikke, som om Jessen havde skrevet dem i ham, men som havde
han med kyndig Haand afskrabet Kalken, der dækkede en skjult
Indskrift, hans egen Tvivls Ord. Derfor var han i den Uro, som naar
man gyser tilbage for en mørk Vej, om hvilken man ikke vèd, hvor den
fører hen. Og det underligste var, at han ofte ikke selv kunde sige,
hvad han ønskede. Men det havde beroliget ham at lære denne Mand at
kende, som Skridt for Skridt havde vandret denne Vej uden at komme
paa Afstier; -- der var saa sikker, som kunde der ikke være Tale om
Tvivl; -- der rummede hele Theologiens Legioner af Spørgsmaal og Svar
uden Modsigelse eller Splid med al den øvrige Kundskab, som ogsaa
han, der stod paa Dannelsens Tinde, havde øst af. Det maatte altsaa
kunne gøres; hvorfor skulde da han selv ikke kunne gøre det? Og hvis
han kunde gøre det, saa syntes hans Liv at ligge foran ham lyst og
fredeligt, med en Sommeraftens Fred, naar Kirketaarnets Kalkflade
ovenover de mossede Straatage rødmer ganske fint i Solrøstet, og
Luften er saa fuld af Kløveraande og Høduft og af svingende
Klokkeklang, der lyder saa fjærnt og højtidsfuldt, som dalede den ned
fra en usynlig Knebel i Himlens uhyre blegblaa Klokke. -- Og medens
han saà hen paa den forgyldte Ramme om Kristines Portræt, der
glimtede ganske svagt paa Skrivebordet, hengav han sig til fromme
Fremtidsidyller, hvis Landlighed havde noget af Hyrdestilens
Pastelfarver og Rosenskær, og hvori det var vanskeligt at afgøre, om
Lammene stammede fra Bibelsymboliken eller fra Rokokkosmagen. Det var
som om Maanestriben, der strøg forbi ham, ligesom en sølvhaaret
Violinbue, lod hans Sjæls blødt stemte Strænge tone ganske sagte ud i
en af disse blide Folkeviser, hvis Melodi uden Ændring kan sættes til
en Salmetext.
Endelig rejste han sig, tændte sin Lampe og begyndte at læse. Men det
vilde ikke rigtig gaa. Hans Tanker havde for længe været overladte
til deres egne uvilkaarlige Strømninger. Desuden begyndte Pigebarnet
inde ved Siden af at hamre væk paa sit Klaver, og efter at have
muntret sig med nogle Galopader faldt hun i med et af sine
Yndlingsnumre, der spilledes i vexlende Tempoer af Adagio capricioso
og Allegro vivace; -- det var iøvrig et af de faa Musikstykker, som
Hjorth kendte ved Navn, for en Gang, da han for at sige noget spurgte
hende om, hvad det var hun lige havde spillet, svarede hun med et
medlidende Blik, at det var jo Tryllemarschen af Tempelfløjten. --
Men inde fra den anden Side hørtes hyppige, støjende Latterudbrud og
af og til en langstrakt Rullen henover Gulvet, som om der blev
spillet med Kegler.
Hans Naboer paa den Kant var Familjens Pensionærer, to theologiske
Studenter. De lod til at sympathisere i mer end blot deres Studium,
for de var flyttet sammen med fælles Sovekammer og fælles
Studereværelse, som iøvrig sjælden var belemret af begges samtidige
Nærværelse.
Han blev ikke ubetinget henrykt, da det pludselig bankede paa Døren
og en af dem, Hr. Iversen, traadte ind og spurgte, om han ikke vilde
tage sin Pibe over til dem og gøre dem den Ære at drikke en gemytlig
Bajer med dem. Men da han indsaà, at han dog ikke kunde faa noget
ordenlig bestilt den Aften, faldt det ham mindre vanskeligt, end det
ellers vilde have gjort, at takke høflig for Indbydelsen.
Hr. Iversen var en langbenet Person, iført en stærkt udskaaret,
stumpet og meget fedt skinnende Frakke og særdeles smudsigt Linned,
men med en pralende Tombakskæde over Vesten. Han havde et grovt
Ansigt, stumpnæset og bredkæbet, graaligt og fuldt af Filipenser, men
prydet med hvad han ansaà for en kavalermæssig drejet Knebelsbart
over en ubarberet Hage. Skrævende, med Hænderne stukne dybt ned bag
Buxelinningen, saà han sig om i Værelset og lod den Ytring falde:
-- Det er ellers en forbandet hyggelig Knejpe, De har faaet Dem
indrettet her, Hr. Hjorth.
-- Aa ja saamæn, sagde Hjorth inderlig smigret, idet han lukkede
Døren op.
Da han traadte ind i de to Theologers Studereværelse, var han nær
snublet over nogle tomme Flasker, der laa i en Kurve fra Hjørnet ud
over Gulvet. Det temmelig store, noget møbeltomme Rum oplystes kun i
sin nederste Tredjedel af et Par Lamper med skæve sodede Rør over
mørke Skærme, hvoraf den ene fra et rundt Bord med et Batteri af
Ølflasker kastede et grelt Lys paa det gulige, slappe Ansigt, med en
lang Næse og mørkrandede Øjne, der laa dybt nede i den lille Sofa; en
palmebroget gammel Slobrok havde skudt sig højt op bag i Nakken og
under den spidse Hage og var viklet tæt om de tynde Ben, der laa op
over Sofakanten. Fra de blege Læber strakte en uhyre lang Pibe sig ud
paa Gulvet, hvor det hældende Porcelænshoved havde samlet en
Askedynge.
-- God Aften, Højstærede! ... velkommen under vort ringe Tag, sagde
en hul, lidt rusten Stemme nede fra Sofaen ... Vær saa god at tage
Plads ... Naa, hvordan lyder den sidste Bulletin om Kandidaten?
-- Kandidaten?
-- Ja Dødens. -- Har han givet sig noget i Eftermiddags?
-- Ja, han klynker jo næsten altid, Stakkel ... Længe kan han vel
ikke leve.
-- Nej, men han har »levet«, min Broder, -- naada -- (et højt Klask
med Tungen) -- Jo De kan tro, jeg kender hans Forudtilværelse ... Ak
ja, -- maa man ikke sukke og sige hvad er Livet, som der staar hos
Digteren.
-- Jeg er sgu blevet tørstig efter den Rejse, bemærkede Iversen.
-- Saa kan du jo sige, du har vel rejst ... Ja, nu maa vi jo ogsaa
have et Velkomstens Bæger ... Det vil sige, Glas har vi rigtignok
ikke, De maa drikke af Flasken og følge Husets Skik.
-- Ja, bevares, det er jeg saa vant til.
-- Nej, hvad Fanden skulde man med Glas? ... Hør, Kleistrup, kan du
gurgle den i Tænderne?
-- Jeg vèd skam ikke, om jeg kan længer, jeg er bleven saa øm i
Gebisset ... Lad mig se dig, din Pralhals.
Iversen afproppede sin Flaske teknisk ved et Slag paa Bunden, bed
fast om Mundingen, holdt Hænderne paa Ryggen og lod Hovedet langsomt
gaa tilbage, medens Halsen med de spændte Aarer bevægede sig som et
Sugeværk, indtil Flasken stod lodret med den tomme Bund mod Loftet.
Kleistrup nikkede anerkendende.
-- Det var som Pokker, udbrød Hjorth beundrende.
-- Se det kalder man at gurgle den i Tænderne, sagde Iversen med
fagmæssig Ro, men dog med et Stolthedsglimt i sit døsige Ansigt.
Derpaa viskede han sig om Munden med Bagen af Haanden, bøjede sig ned
og rullede med øvet Haand den tomme Flaske hen til de øvrige, hvor
den lagde sig præcis ved Siden af den yderste. Saa gabede han meget
højt, vippende tilbage med Stolen og strækkende Benene langt ud fra
sig, rejste sig og begyndte at gaa frem og tilbage i Værelset med
lade Lemmedasker-Bevægelser.
-- Hvad giver De Dem mest af med i denne Tid? spurgte Kleistrup.
-- Aa, det er især Hebraisk.
-- Ja, den trækkes man jo med i det første Aar. Saa er De vel stiv i
Gramatiken?
-- Naa, der er saamæn Maade med.
-- Aa, Iversen, ræk mig mit Gamle; det ligger dèr paa Skrivebordet,
-- nej, du maa sgu ikke lukke det.
Iversen langede ham en hebraisk Bibel over, paa hvis snavsede,
tilfingrede Blade Texten var understreget med sort Blyant, blaat
Blyant og rødt Blyant, sort Blæk og rødt Blæk, Streger tykke som
Bjælker, enkelte og dobbelte, Streger lige som en Linealrand og
bugtede som Slanger, saa at den var ligere en Cyprianus end en
anstændig Bibel.
-- Se dèr, Hjorth, sagde Bogens Ejer, idet han med sin lange Finger
pegede paa et særlig udmærket Ord, en Mandarin med tre Blyantstreger,
-- kan De sige mig hvad det er, for jeg faar ondt i Hovedet, naar
jeg bare ser paa det.
-- »~Iat~«, -- ja bi lidt, lad mig se, -- det maa være Futurum Hifil
af »jatah«.
-- Ja, det kan saamæn godt være ... Er De vis paa det?
-- Ja jeg er.
-- Ak Gud ja, som man glemmer sin Børnelærdom ... Jeg tog dog ellers
den Examen grundig ... Iversen! en Pen, stærkt dyppet ... Ja, jeg
forsikrer Dem, jeg var tre Gange oppe ... Professoren havde i mig
saadan en Yndlingsdiscipel; han kunde ikke give Afkald paa mit
Selskab ved Examensbordet. -- Han holdt mig ogsaa tre Kvarter hver
Gang; -- vilde slet ikke slippe mig; -- bad mig bestandig komme igen.
Ja, de kan være til Ulejlighed, saadan Professorforelskelser.
Medens han gjorde disse Bemærkninger, havde han med stor Behændighed
fra »den stærkt dyppede Pen« tabt smaa Blækklatter under det første
H, I og F, som han traf i Texten, og satte nu Punktum med en stor
Klat i Marginen.
-- Ah, udbrød Hjorth, der gennemskuede Fiffet, og for hvem pludselig
de forskellig farvede og formede Streger viste sig i et nyt Lys.
-- Ja netop, svarede Kleistrup. -- Det glæder mig, at De er saa
hurtig fattende overfor Theologiens Mysterier. Man citerer paa samme
Maade ved Hjælp af Versetallene, -- saadan ... Ja, det bliver en
Indtægt, naar jeg en Gang sælger den med Nøgle, ~Clavis Cleistrupii~,
vedblev han, idet han klappede den med øm Stolthed og lagde den paa
Bordet. -- Den er godt udhalet til Sejladsen paa Attestasen ...
Iversen, stop mig Weichselrøren ... Dette, mener De maaske, er ikke
Videnskab? ... Indrømmet min unge idealistiske Ven, men det er Kunst
... En Kunst, der hedder Mnemoneutiken, -- opfundet af Simonides --
ja, lur de gamle Ægyptere.
-- Grækere.
-- Hvad jeg vilde sagt, -- øh, øh, øh, (han afbrødes af et
Hosteanfald) -- vilde sagt Grækere. -- Ptøj! (Han hældede sig med
nogen Besvær ud og spyttede i en Bakke, der stod ved Sofaen) ... Ja,
det er Kunst, og Kunst staar efter min Mening over Videnskaben ...
Jeg er egentlig kunstnerisk anlagt ... De kender ikke mit berømte
Billede af Professor Citator? ... Tak! stryg mig en Svovlstik af,
Iversen, og ræk mig det Kollegie, som der staar »Dogmatik« paa ...
»Hvorfor svulmer Weichselrøret mod mit Skjortebryst« --
-- Dèr, Dovendidrik, raabte Iversen, idet han kylede ham Heftet i
Hovedet, -- er du nu snart færdig med dine Ordrer?
-- Næh, -- Grobian! ... Unge Mennesker nu til Dags, -- rene Vandaler
-- ingen Agtelse for et Kunstværk, der vil komme til at hænge i
Universitetets Solennitetssal ... Betragt! --
Han slog Kollegieheftet op paa første Side og rakte det til
Hjorth, der øjeblikkelig brast i en høj Latter. Det var en noget
dilettantmæssig udført, men vel truffen og meget ondskabsfuld
Karrikatur af Professor Petersen, i engelsk Punch-Stil, med et uhyre
Hoved ragende ud over Katedret som en Melon over en Mistbænk. Det
faareagtige Udtryk var slaaende gengivet. Ud af den halvaabne Mund
hang en vimpelbugtet Papirsstrimmel, hvorpaa, med snirklede gothiske
Bogstaver af rødt Blæk: »Gudmennesket havde to Fødder. Luc. 7, 38.«
-- Hvad er det for en Vise, du nynner paa, Iversen?
-- Det er den ny fra Ligkisten ... Den om Præsterne ... Du vèd nok,
fordi de vilde have Sangerindebulerne ryddede.
-- Op med den!
Iversen standsede, stillede sig i Positur og sang med de ægte,
stereotype Gebærder, med vrængende Nasallyd og kildrende Blikke, med
fiffige Pauser, der lod Tanken falde i en Afgrund af Sjofelisme, og
med uskyldige Fortsættelser. Kleistrups Latterevne, der før havde
været holdt tørt tilbage, fik nu en pludselig, ubunden Frihed. Han
væltede sig paa Sofaen, holdende sig paa Maven, stønnende og
gispende. »Nej, det er for galt! ... Det er ikke til at holde ud ...
Aa, de kære Satans Pigebørn.« -- Hjorth lo ogsaa, lidt forlegen.
-- Naar var De sidst i Ligkisten, lille Ven? spurgte Kleistrup med
sød Fruentimmer-Stemme, idet han klappede ham paa Laaret.
-- Dèr har jeg aldrig været.
-- Det var som Satan, sagde Iversen.
-- Han er et Exemplar, skal du vide, -- gak du hen og bliv ligesaa
... Han er en Farisæer -- øh, øh, -- Satan til Hoste -- men vi andre
er Tolderne, -- øh, øh, øh, -- Tolderne, hos hvem det slaar sig paa
Brystet -- hvad jeg vilde sige, som slaar sig paa Brystet, Lukas 18.
-- Det er lige meget, Iversen, begyndte Kleistrup igen efter nogen
Tids Tavshed, liberalt overladende det til Tilhørerne at skønne, hvad
der var lige meget, -- det er nu lige meget, Iversen, -- lad Hvile
falde paa dig, Højstærede! Sæt dig ned og tag Del i de Voxnes
Samtale. -- Skal det være en Bajer til?
-- Nej, jeg maa sunde mig lidt endnu, svarede Iversen, idet han dorsk
lod sig synke ned paa en Stol.
-- Det var ikke dig, jeg spurgte ... Hvad Nummer var din sidste? Jeg
havde nær glemt Regnskabet.
-- Det var nok den ottende.
-- Du faar ikke fler end ti, din Bakterie ... Man maa lægge Tømme paa
de unge Menneskers Lidenskaber.
-- Otte, ti? men det er da ikke muligt, udbrød Hjorth.
-- For Mennesker -- (fra Landet) -- er dette vel umuligt, Lukas 9, --
nej hvor Pokker er det nu det staar? Iversen, hvor staar det? ... Aa,
de Skriftsteder, de bliver min Død ... Aa, jeg _kan_ ikke holde det
ud -- jeg _kan_ ikke holde det ud ... Der er en hel Himmel af
Skriftsteder i min Hjærne -- jeg _kan_ ikke holde det ud ... Gid
Fanden havde den Professor! udbrød Kleistrup pludselig, idet han saa
skuffende efterlignede Hr. Winkelmanns jamrende Stemme og tillempede
Ordene efter den stereotype Form for hans Klager, at Hjorth lo, saa
Taarerne løb ham ned ad Kinderne.
-- Naa, saa dette forbavser Dem? vedblev Kleistrup med sin naturlige
Stemme. -- Kunde De ikke besørge saa mange?
-- Det tror jeg ikke, jeg har aldrig prøvet.
-- Som Manden svarede, da man spurgte ham, om han kunde spille Violin
... Nej saa har De ikke de theologiske Dyder.
-- Hvad er det for nogen?
-- De theologiske Dyder, hvormed Gud benaader sine Udvalgte, men som
maa uddannes ved Øvelse, -- som det hedder: hjælp dig selv, saa
hjælper Gud dig, -- disse Dyder ere tre i Tal, som allerede de gamle
Skolastikere lærte. Den første er den ikke at blive beruset, som de
læge og gemene Mænd blive, naar de nyde i Overflod af Vorherres Gaver
i Retning af Druer og Malt. Dette er den første og store Dyd, og den
anden er ligesom denne, det er at være uimodtagelig for den Fristelse
at købe højt til Nolo. Den tredje er en Uimodtagelighed, hvis
Velsignelse Deres landlige Uskyld ikke vil fatte, og som Kong Salomo
ikke var i Besiddelse af, som skrevet staar, at Kvinderne smittede
ham med deres hedenske Synder.
Den sidste Dosis var for meget for Iversen, som kastede sig tilbage i
et Latteranfald, der nær havde væltet Stolen.
-- Naa, Drønnert! sidder han dèr og griner og vèd vel ikke en Gang,
hvor det staar. Op med Lexen! ... Iversen, hvor staar det skrevet?
raabte Kleistrup, der knuste en øjeblikkelig Fnisen under en
examinatorisk Værdighed. Han rejste sig overende i Sofaen, støttet
paa Piben, strøg med venstre Haand det lange Haar skraat nedover
Panden, hvilket i Forbindelse med en langagtig Grimace gav hans
Gummielastikums-Ansigt en Lighed med den afdøde Professor i Exegese,
med hvis Stemme han fortsatte, medens Pegefingeren bevægede sig
skolemesteragtig:
-- Iver_sen_, hvor staar det skrevet? ... Nu--u, det maa vi vide! ...
Tror han, han kan tage theologisk Attestas og kender ikke et af de
aller fornemmeligste ~loci dogmaticoethici~ ... Nu--u! ... Hvad er
det for noget?
Iversen syntes imidlertid bestandig mere sansesløs af Latter. Ogsaa
Hjorth skoggerlo, smittet af ham, og henrevet af den Virtuositet,
hvormed Professoren blev givet, denne Professor, som han kun en
enkelt Gang havde set, men om hvem Traditionen var saa levende
blandt Theologerne, at han var med ved den første Grimace og
Stemmeforandring.
Men Kleistrup vedblev med sit urokkelige Professor-Ansigt ud imod et
usynligt Auditorium:
-- Nu--u, De skal ikke skrive alt, hvad jeg saadan siger. Vi kunde jo
aftale et Tegn. Naar jeg siger »nu«, saa skriver De. -- Nu--u -- nej,
det var ikke dette »nu« -- der er trehundrede og tredsindstyve
forskellige Meninger om det store Dyr, men De behøver ikke at kunne
dem alle. Men paa dette Sted tilsteder Kontexten kun èn Fortolkning,
det maa vi kunne. Nu--u; -- og saa har den Ignorant ikke Begreb om
det!
-- Hold nu op, klynkede Iversen.
-- Fly ham Øl, og hvis ikke, da dør han, Genesis 30 ... Det var den
niende. -- --
-- Gaar De allerede? spurgte Iversen, der efterhaanden levede mere
op.
-- Ja, nu tror jeg nok, jeg vil i Seng; saa siger jeg Tak for i
Aften, god Nat!
-- Tre Bajere, -- der er endda en Sjat tilbage i Flasken, -- og i
Seng Klokken et Kvarter til Tolv, -- ja, hvis De ikke bliver Biskop,
Hjorth, saa er der ingen Retfærdighed til i Verden.
-- Ja, den er saa klar ... Men vi andre arme Stympere, sukkede
Iversen, idet han trak en Flaske op.
-- Aa, Gud bedre det ... Ja tag du kun din Tiende strax, Gud vèd,
naar du ellers faar den.
Iversen, der allerede havde sat Flasken for Munden, fik den
skyndsomst muligt bort, men undgik ikke at sprøjte en Mundfuld Øl ud.
-- Saa Grisen! sidder han dèr og spilder Guds Gaver paa Gulvet. -- --
Hjorth klædte sig hurtig af og lagde sig i det Jernskelet af en Seng,
som skæmmede den ene Væg og bestandig ærgrede ham med sit Vidnesbyrd
om, at han ikke havde Raad til at købe en Sovesofa. Han slukkede
Lyset og trak Tæpperne over sig, døsig og oplagt til at sove strax,
som han mente. Men det gik ikke saa let. Det lod til, at han i høj
Grad maatte mangle den første theologiske Dyd. Trods det ringe Antal
af tre og den tiloversblevne Sjat havde han Uro i Blodet. Og saa
begyndte Loftet at dreje ovenover ham, fra højre til venstre, ganske