Germanernes Lærling - 05

men, ... ja hvad for Pokker var det nu? ... Aa nej! jeg trode altid,
det var blaat Vand, ligesom det bliver, naar vi har vasket i det --
-- Fy, skam dig Kristine!
-- Ja, det er godt, jeg ikke skal være Lærer ... Nej, men vil du nu
bare se, hvordan jeg har smusket mine nye Støvler til bare for at
sjoske herover.
Hun løftede igen Skørterne unødvendig højt op, saa at hun fremviste
sine kraftige, blaastrømpede Smalben.
-- Lad mig se! de stakkels Støvler! sagde Hjorth, idet han bøjede sig
ned.
-- Nej, fy dog ... Maa jeg nu være her? ...
-- Saa staa dog rolig ... Jeg kan jo ikke se, om Støvlen er kommen
noget til.
-- Nej, vær nu ordenlig, Niels! ... Nu skal vi til at tale alvorligt
... Lad os sætte os i Sofaen ... Saa, nu leger vi Mand og Kone -- ja,
det vil da sige, saadan til Maade.
Han satte sig ikke hos hende i Sofaen men lige over for, med Bordet
imellem. Saa begyndte de paa Planerne. De kunde maaske sætte Bo til
Sommer. Det maatte være meget indskrænket; en Pige til Stadighed
kunde de ikke holde; men Kristine kunde ogsaa magelig besørge de
Dele. Forresten burde han gøre Vrøvl om den jordlod ude ved
Præstestien, som havde været paatænkt til Skolen; naar det galdt
Svigersønnen, maatte Per Andersen vel kunne tumle de andre
Sogneraadsmedlemmer. Ogsaa med den Forøgelse var Embedet ligegodt for
lille til at blive i, navnlig naar nu Børnene kom til; -- men
Provsten var ham god, saa naar der blev et større ledigt i Provstiet,
kunde han vel nok gøre sig Haab.
-- Jou vel, -- Pro'sten og Præsten og de Folk, de li'er dig jo svært
godt, over det at du er saadan en ivrig Højremand. Men at, det er dog
li'egodt ikke saa behaueligt; for det volder, at Bønderne ikke saa
gærne vil ha'e dig, for i denne Tid er de jo svært ivrige. Og det er
dog dem, der kalder. Det si'er Fa'er ogsaa, han si'er bestandig, at
det vil skade dig meget ... For her kender de dig jo nok, og de
holder da li'egodt ikke af det; -- og saa paa et nyt Sted --
-- Jo, det er desværre sandt nok. Men det kan der jo ikke gøres noget
ved.
-- Ja, se at, jeg synes nu gærne, du ku' la'e det være. Jo, hør vèd
du hvad, Niels, -- det er jo da li'egodt noget Vrævl baade det ene og
det andet, og -- jeg forstaar inte noget af det, og det kommer da'tte
os ved, og -- der kommer da heller ikke noget ud af det, og -- saa
ku' du da gærne være li'esom de andre --
-- Men kære Kristine --
-- Se nu er der jo for Exempel Beck --
-- Ja, men han mener det jo.
-- Jou, men se at, det ku' du jo ogsaa mene.
-- Men du kan da ikke mene, at jeg skal være enig med dem, der altid
udskælder det Parti, som jeg har set op til fra min Barndom.
-- Ja Barndommen -- det -- vi ser jo op paa saa meget i vores Barndom
-- og siden saa bli'er vi jo da li'egodt store paa det og ser ned paa
det --
-- Ja, men jeg er nu ikke voxet det over Hovedet, -- det er Beck
maaske, men jeg ikke ... Og du kan da ikke forlange at jeg skal gaa
sammen med de Drøvtyggere, som ikke bryder sig om andet end om deres
Marker og ikke engang vil forsvare deres Land ... De har jo slet
ingen Fædrelandskærlighed, og saa vil de endda regere! ... De bryder
sig ikke noget om Slesvig. --
-- Jou, det er jo meget drøveligt med det smukke Land og saadan nogen
store Gaarde paa over hundrede Tønder Land, at de skal gaa i Tyskens
Lomme -- det er saa vist -- og -- det si'er Fa'er ogsaa, og -- han
skylder da Højre for, at det er kommet saa akavet afsted --
-- Det er jo uforskammet! det er en dum Løgn, som han har faaet tudet
i Ørene af Venstreførerne! ... Nej det er til at blive gal over! --
at man vover at sige saadan noget om de Folk, der har elsket os og
grebet til Vaaben for os og -- -- Hvad har saa disse Tørvetrillere
her gjort for os?
-- Ja--a, -- der var jo da nu min Morbro'er Per Jensen i Vindrup
Overdrev, se at -- han er jo da li'egodt fulden ved Dybbøl.
-- Naa ja, Herregud! det var han jo nødt til, naar han blev indkaldt
og en Kugle ramte ham; -- havde han været en prøjsisk Bondekarl, var
han maaske ogsaa falden ved Dybbøl ... Nej men Viljen, den var hos de
andre, hos Folkets Ledere -- og Fanden skal ta'e mig --
-- Ja jeg synes nu dog i alt Fald ikke, at du behøvede saadan at buse
ud med, at du er Højremand baade i Tide og Utide og alstille ærgre de
andre.
-- Aa, naar noget irriterer mig, naar det brænder i mig, saa maa det
ud, om det saa kommer gennem Sidebenene.
-- Ja, ja, Niels, tænk nu over det, og se til, om du inte kan mindske
det lidt, ... det ku' være godt for os begge to ... Saa, nu maa jeg
nok ellers hjem og baale under Gryderne, jeg kan ikke sidde her og
dase hele Dagen ... Hvad er det for en Bog, du læser i?
Hun var gaaet hen til Skrivebordet. Dèr laa en lille tyk Bog med
marmoreret Snit og medaillonpresset Shirtingsbind. Hun tog den op og
bladede i det graalige Avispapir med det tætte Tryk.
-- Aa, det er en Versebog; -- og saa er det jo ikke Dansk ... Du er
dog en taabelig en, Niels, at du gider plage dig med det ... Hvad?
... Er det nogen meget grin Viser, saadan nogen som dem, Henrik kunde
fra København? Kan du huske?
Og slaar mig engang Lykken Klik
-- Kli, kla, kli, kla Klik --
Saa ta'er jeg mig en Heinerik
Hi, ha, Heinerik.
Naa, du behøver da ikke at gøre sure Miner for saa lidt ... Jeg
tænkte ikke paa ham ved det ... Jeg har jo heller ikke taget ham ...
Aa, du tror maaske ikke, han vilde haft mig? -- Det volder det, jeg
aldrig har fortalt dig, at hans to Farbrødre har været hos Fader for
at fri -- men han fik mig Fanden ikke ... Jo, jeg var skam en
købmandsgæv Pige! ... Jeg kunde ogsaa have faaet Præstens den
mistrede Feriebrandt uden Gaard og Hans Olesen, den Træknub af en
Stodder, med den gamle Gaard, som snart falder ned i Møddingen, og
den bøvede Pranger Anders Jørgensen med den nye Gaard, som han har
bygget for de Penge, han har snydt de andre for i Hestehandel -- og
forresten hvem jeg vilde ha'e -- og det blev dig, Niels.
-- Jeg er heller ikke skinsyg, Kristine! Ikke det mindste.
-- Ikke det mindste? det var lidt nok ... Farvel!
-- Farvel, min søde Pige! og Tak fordi du kom herover.
Hjorth fulgte hende ud og blev staaende i Døren, medens hun trippede
gennem Sølet, hoppede over Pytterne, med Skørterne trukne op, idet
hun af og til vendte sig og lo, naar hun havde traadt klodset og
tilsprøjtet sig. Saa gik han igen ind i Stuen og blev ved at gaa frem
og tilbage. Der var blevet mørkere; Skæret fra den utætte
Kakkelovnsdør flammede af og til op over Væg og Loft, og gennem
Spjældet spillede det hen over det nyvaskede Gulv, hvor hendes
Støvler havde sat snavsede Saalspor. I hans Sind var der kommet et
Bundfald af Misnøje, en vag Uvilje, han vidste ikke ret selv hvorfor
eller mod hvem. Han satte sig ned ved Skrivebordet og fik Øje paa
Bogen, som hun havde haft fat i; halvt mekanisk begyndte han at blade
i den.
Det var en Godtkøbsudgave af Schillers Værker, første Bind.
Ved »Die Götter Griechenlands« standsedes hans Blik af en hæslig sort
Finger, som hun maatte have sat. Den stødte ham. Han fik fat i et
Viskelæder og begyndte at gnide. Men dette Erindringstegn fra den
Elskede vilde ikke gaa bort; det blev siddende, trodsende paa sin
Ret, og han fik kun Bladet krøllet -- -- -- --
Da ihr noch die schöne Welt regieret,
An der Freude leichtem Gängelband
Selige Geschlechter noch geführet,
Schöne Wesen aus dem Fabelland!
Ach, da ener Wonnedienst noch glänzte
Wie ganz anders, anders war es da!
Da man deine Tempel noch bekränzte,
Venus Amathusia!
-- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- --
Han forstod ikke helt Ordene i den berømte Elegi, hvori saa mange
Skønheder, der aldrig have været til, og saa mange uddøde Ting, der
aldrig have været skønne, klages levende og grædes skønne,
forvandlede af det samme Trylleplekter, som fremmanede dem. Flere af
de fagertklingende græske Navne tonede gennem hans Hjærne, uden at
nogen Skikkelse vaktes ved dets Kalden; -- eller undertiden var det
kun, som rørte der sig i en Hjærnegrav et halvopløst Legeme for at
gribe sit Navn i Flugten og suge Liv af dets Udødelighed -- men de
muldnede Knogler brast, Legemet sank navnløst ned, og Navnet fløj
legemløst bort. Men Lyden af hvad der saaledes fòr ukendt og
halvkendt forbi -- ligesom et fjærnt Sus af usynlige Vingeslag -- den
forenede sig med Grundtonen, forlængende den til det Ubegrænsede og
uddybende dens Klangfarve til det Ugennemtrængtes dragende Skønhed.
Det var en Aabenbaring fra en sunken Skønhedsverden, et Fortids-Land,
blandt hvis Ruiner hans Tanke næppe havde traadt end sige hvilet, og
som viste sig dobbelt dejligt, fordi det var hyllet i Anelsernes
Disslør, saa fremmed, fordi det intet lignede af hvad han havde
erfaret, og dog igen saa inderlig hans eget, fordi hans Fantasi selv
maatte fremmale det med de spredte Antydningers Farver. Og medens
han sad dèr i det halvmørke Værelse med de taageskoddede Vinduer,
byggede det sig luftigt, krystalklart op fra det grovgraa Papir, --
svimmelhøje Søjler i uendelige Allèer, hvis fjærneste blaanende
Rækker kun synede som mørkere Striber ind i den dybe Himmel, med
Løvkapitæler, der gròde ud i Arkitraver af underlige Blomsterbjælker,
hvorfra krummede Blade dryssede ned i en lydløs, duftende Regn og
bredte et Tæppe for Fødderne af statueagtige Væsener med Guldgevanter
over Elfenbenshud; ... og det grønnedes og grode op med højlændte,
bjærgentrende Skove, hvis Bladesus syntes et milliontunget Kor af
Træaander, og i hvis kølige Skygger Kildeskummet klang som
Latterkaskader og lyste som dansende Lemmer, slyngede Arme og løftede
Bryster, medens Fjældtoppen ovenover steg stenstærk op gennem
bølgende Rosenskyer og syntes at forbinde Jorden med Himlen, som
maatte hvile paa dens Tinde; ... og atter straalede det vidt ud som
et Hav, hvori Øerne svømmede violette som Skyer i Aftenglansen,
medens som store, syngende Fugle de langsejlede Snekker med
Fløjteklang strøg hen derover, ud paa Dybet eller ind mod Stranden,
hvorfra Marmortrapper trinede op til den murbæltede, borgkronede Stad
med Templer og Paladser, Buegange og Søjlehaller, Gader og Torve,
stimlende fuld overalt af skønne, glade Mennesker, Mænd og Kvinder,
hyllede i Purpur og smykkede med Blomsterkranse, hvis Baand flagrede
som Vimpler. -- -- --
Og med en halvbegyndt Strofe, med et: »Schöne Welt, wo bist du?« paa
Læben tabte han sig i en famlende Hjemve efter det ubekendte, --
andre Mennesker, anden Natur, andre Guder.


V.

Det var under sit Ophold i Fyn, at Hjorth begyndte paa at lære sig
Tysk. Med megen Besvær slog han sig gennem Læsebogens Fabler og de
længere Prosastykker og naàde endelig til Digtene, hvoraf de fleste
vare underskrevne med Navnene Goethe og Schiller.
Han begyndte at føle sig stolt. De to Klassikeres Værker straalede
over et Par Hylder bag Glasruderne i det blanke, aareflammede
Nøddetræs Bogskab i Præstegaardens Dagligstue. Det var ham, som
beklædtes han med en ny Værdighed, da dette Poesiens Palads slog
Fløjportene op for ham, og en af dets fornemste Beboere overgav sig i
hans fromme Hænder.
Men han havde en Skuffelse. Hans sunde, lidet gennemkultiverede Natur
var ikke fintbestrænget nok til at vibrere med Werthers Lidelser;
hans principstrammede Seminariesind, hans kapitel-klædte og
paragraf-hægtede Uerfarenhed havde ikke Ærmegab nok til at favne
Lidenskabens Fritænkeri, hans Aand, der var en digegrænset Havn
for Traditionens Smakker, laa ikke vindaaben for Storm- og
Trængselstiden. Saa fandt han da, ligesom i sin Tid vort salige
theologiske Fakultet, at Bogen var umoralsk; og herimod var der jo
fra Præstegaardens Side intet at indvende.
Glimrende kronedes imidlertid hans næste Forsøg: »Wallenstein«.
Der var næsten et Aars Arbejde for ham med hans mangelfulde
Sprogkundskab. Vers for Vers, med Ordbogen i Haanden, maatte han
hutle sig igennem »Lejren«. Men dobbelt kært blev saa det dyrekøbte,
dobbelt hans eget det tilkæmpede, naar han i et flydende Gennemsyn
samlede det sammenstykkede, naar Lejren reiste sig i hele sit brogede
Liv, med Telttoppe og Standarter, bredkrammede, fjerbuskede Hatte og
blanke Blikhuer, Sværd, Kuglebøsser og Hellebarder, Kyradser,
Vaabenfrakker, posede Buxer og uhyre foldetunge Rytterstøvler,
løftede Stob, Tærninger spillende paa Trommeskindet, hurtige Favntag
og dristige Kys; han blev som hjemme mellem Kroater, Uhlaner og
Walloner, Pappenheimske Kyradserer og de grønne Holckiske Jægere, af
hvilke »den lange Peter fra Itzeho« syntes ham saa fortrolig, fordi
han engang som Dreng havde været med sin Fader i den holstenske
Flække. Han begejstredes for den ædle Max og forelskede sig i den
fintsindede Thekla, haabede, frygtede, led med denne aandige
Kærlighed, over hvis tunge Døgnliv Krigens og Forræderiets
skæbnesvangre Rænkespil har spundet sine Jærnmasker. Og bag denne
forskelligfarvede Forgrund, over de svirende og doblende Soldater og
det sværmeriske, elskende Par, hævede sig saa Wallensteins tavse og
stilhedsudbredende Skikkelse, med det magre, korsskæggede
Generalissimus-Ansigt, ubevæget af drift-brutal Livslyst og
af ømme Længsler, forstenet i kold Beregning, men furet af
Herskersygens Ild som en Vulkan, med en mørk Skæbnetros Sky over
den aarede Pande, Ærgerrighedens blodløse Dæmon midt iblandt den
dyriske, nydelsessnappende Krigerrus, den blinde Tros-Fanatisme,
den alttrodsende Kærlighed Haand i Haand med den altofrende
Pligttrofasthed -- saaledes som Digterens Mesterhaand har
udødeliggjort ham. Men i dette Hele var det ikke blot Poesien, der
for første Gang tog et Tag i ham med sin kvindelig bløde Kæmpehaand:
-- Historien, den han før kun havde kendt som et muskelløst,
livsforladt Register-Skelet, traadte ham pludselig kødeliggjort
imøde, i sit tragiske Højtidspurpur kun saa meget mere blændende for
hans kritikfri Blik. For første Gang levede han i en fjærn Tid, og
indaandede dens stærke Luft i sine skolestøvede Lunger. Og var der
end paa Amorinvinger flagret Weimarske Følelser ind i det Pilsener
Standkvarter, -- han kunde ikke skælne dem, og for ham var det ene
som det andet nyt og stort.
Da han rejste fra Fyn, forærede Fru Lindekær ham en gammel Udgave af
»Hermann und Dorothea«, et lille, tykt Papbind, paa hvis stive,
guldsnittede Blade der kun stod en halv Snes Hexametre, og med en
hvid Muse paa brun Grund som en lille Statue mellem hver Sang. Denne
Bog blev hans Yndling; naar han med en Bibliofils Ømhed vendte de
tykke, buklede Papirsblade, slog der ham imøde en hyggelig,
forunderlig hjemlig Rhinskvins Duft, det blinkede for hans indre Syn
med det kølig harmoniske Skær af den ravgule Druesaft i de havgrønne
Romerglas, og paa den gyngende Guldgrund saà han sit og den Elskedes
Billede, men idealiserede, ligesom gennemlyste af det ædle Spejl.
Saasnart han kunde faa Raad dertil, købte han Schillers Værker og
et Udvalg af Goethes. -- Studiet af dem blev hans stadige
Sysselsættelse. Uge for Uge, Dag for Dag levede han sig dybere ind i
dem.
Salige Dage, I, da vor mørkefamlende Sjæl første Gang træder ud i
Kunstens fulde Lys, da en ny Verden, det sande Kosmos, aftaager sig,
morgenfrisk og uendelig, for vort svimlende Blik! Vore tidlig
indpodede Forestillinger frostsvides før Blomstringen, vore
rodspredende Følelser visne bort i tørkemætte Aarsgange, og paa en
Stormdag knækkes vore Haab; -- ogsaa vore Venskaber rive sig fra os,
og Skillesaaret skorpes og forhudes, ja selv de sarte Minder fra vor
første Kærligheds Dage forsmaa vi ofte siden med et ynksomt Smil; --
men hvad I har saàt og bestraalet, det visner ikke, det rives ej fra
os, det bliver os aldrig smaat. Ingensinde forhærdes den hin Gang
fostrede Lærlinge-Ømhed overfor de Mestre, der første Gang vakte vor
Aands slumrende Grundtone til Svar paa deres evige Harmonier; Tiden
river os med sig, gjorder os med nye Vaaben, lader os kæmpe under
andre Faner; men _dem_ ville vi aldrig angribe; ja om Nogen af os har
vundet sig Hæderskranse, han vil dække _deres_ Blottelser med det
selvvundne Løv, han vil rive Kransen sønder og lægge Lavrbærbladenes
svalende Lægedom over hvert Saar, som en hadsk Kritik har hugget dem
-- for hine salige Dages Skyld, for Indvielsens hellige Timers Skyld!
Saadanne Dage, saadanne Timer levede han.
Og dog var ikke alt nydende Modtagen, ikke alt rolig Beskuen. Der
gærede Strid under den stille Flade. Ustraffet havde ej det
smaakaars-vante, traditionssikre Ynglingesind givet de fyrstelige,
hedenske Aander Indpas. Underlig fremmede stod de derinde, de
germaniske Dioskurer, og for deres voxende Marmorkraft syntes
Hyttetaget at maatte sprænges, var det end lagt med Straa fra
Bethlehems-Stalden.
Men han blev sig dette kun uklart bevidst og selv saaledes sjælden og
glimtvis. Og netop dette kom af Livsfaren. Langsomt gnavede det
indsmuglede Giftstof paa de dybeste, dulgte Dele af hans aandelige
Organisme; kun af og til strejfede Opløsningsprocessen en Nerve, som
gav et smerteligt Sting.
Undertiden var det en Forestilling, som han havde gaaet og baaret
tankeløs paa, som paa saa mange andre, men som nu pludselig viste sig
for ham i et nyt Lys, hæsliggjort eller halvt latterlig. Det kunde
komme ham paa tværs i hans Skolegærning, standse Ordet paa hans Læbe,
gøre ham raadvild og forlegen; han led som af en pludselig Afasi: de
Ord, hvormed der skulde tales til Bønderbørnene, vilde ikke indfinde
sig, skønt han kendte dem saa godt.
Eller ogsaa kunde det være et Udtryk, som Kristine havde brugt, en af
disse uvilkaarlige Bevægelser, der ofte klarere end Ord synes at
aabne en Fold af det inderste Væsen, som forfulgte ham, skurrende i
hans Øre som en Mislyd, irriterende hans Øje som et Støvgran. Hun
havde ogsaa forandret sig i de faa Maaneder, de havde været Kærester;
hun viste mere og stundom noget, han ønskede uset. Af og til maatte
han, halvt ubevidst, indrømme for sig selv, at hun kunde have lignet
Dorothea en god Del mer, end hun gjorde, -- for ikke at tænke paa
Jomfruen fra Orleans, der ogsaa var en Bondepige.
Som oftest var det dog en vag Trang efter nyt Liv. Digtervinens
kølige Gyldenblink og fine Blomsterduft efterlod hans Gane i en
tungeklæbende Tørke, som et Fatamorganas Oasekilde og Palmeskygge
udtørster Ørkenvandreren. Han lededes ved Brøndvand og forsmægtede
efter Vin som efter en Naadegave. Men det var Dionysosbægret, ikke
Nadverkalken, som hans Sjæl stundede mod.


VI.

-- Find Dem en Cigar, Hjorth ... dèr ... paa Pulten, sagde Pastor
Krarup gennem Næsen, gabende over et Porcelæns-Pibehoved, som han
derpaa gav sig til at puste i, til han blev ganske kobberrød i
Ansigtet.
De havde efter Middagsbordet trukket sig tilbage til Studereværelset,
et mørkt, tilrøget Rum, syv, otte Alen i Kvadrat, udstyret med en
apostolisk Tarvelighed. Paa den ene Side af Vinduet, der kun havde en
gammel, gul Gardinkappe, var et halvt overskygget Bord af ukendeligt
Træ uordenlig bedækket med Tidsskriftshefter, kirkelige Blade,
religiøse Piecer, Breve og Papirer; til den anden Side borede en
Jærn-Seng sig ind i en lille Niche, bestemt til at huse Præsten
Lørdag Nat, naar han under Inspirationens og Forfatterveernes
Indflydelse skyede det ægteskabelige Sovekammer. Den graastrøgne
Kalkvæg grinede frem gennem de øverste Hylder paa Reolen, hvor kun
nogle sorte Salmebøger og Nytestamenter hældede sig, medens
nedenunder uindbundne Tidsskrifter og forældede theologiske Bøger
havde samlet ærværdigt Støv. Over den højbenede Fyrretræs-Pult med
tilklattet Voxdugs-Klap hang et Par Silhouetter. En rosarød,
taarnagtig Lerkakkelovn, hvis klodsede Stokværk havde portformige
Gennembrydninger, ophedede Værelset til et betænkeligt Gradeantal.
Men udenfor frøs Haven, vridende Frugttræernes nøgne Grene mod en
zinkfarvet Himmel og med halmviklede Rosentræer ligesom Vaage-Koste
stikkende op af den kagefrosne sortsmudsede og gustne Sne, medens en
løsreven Vedbendgren uafladelig daskede mod en af de smaa Ruder.
-- Naa, har De saa tænkt over det? ... hvad siger De til den Idè?
spurgte Præsten, idet han svøbte sig ind i den palmede Slaabrok, som
saà ud til at have gjort Regensdagene med, hvorpaa han lænede sig
tilbage i Skyggen og pustede store Røgskyer ud i Lyset, hengivende
sig til den behagelige Søndagshvile inden Annexturen.
Hjorth gik og drejede sig urolig paa det knapt tilmaalte Gulv,
vuggende i Hofterne, sugende og tyggende paa Cigaren, som der ikke
var Træk i.
-- Ja det, som Præsten siger, det -- kunde jo ikke være saa galt ...
Jeg har saamæn ogsaa nok Lyst ... skønt det skam aldrig før er faldet
mig ind ... Men -- Sagen er, jeg vèd ikke rigtig, hvordan det skulde
kunne lade sig gøre --
-- Aa, naar De selv har Lyst, saa ... Der findes altid en Udvej, --
det ... De har jo ogsaa nogen Penge, har De fortalt mig ... Naa, ja,
ja -- det er ikke mange ... men med lidt Sparsommelighed ... Og naar
De først er blevet Student, saa kan De jo ogsaa informere noget ...
Aa, saadan noget kommer man ud over, det -- kommer -- man -- ud --
over.
-- Saa synes jeg jo ogsaa nok, det er lidt sent at begynde paa
Studeringerne.
-- Sent? ... naa, ja ... men -- De er jo dog en ung Mand, Hjorth ...
hvad? ... De er jo en pur ung Mand --
-- Ja, jeg vèd dog ikke, svarede Hjorth smilende, idet han gyngede
sig paa det ene Ben. -- Jeg synes nu, jeg begynder at ældes, jeg er
saamæn snart fireogtyve --
-- Aa, men saa er De jo en ren Grønskolling, hi, hi, hi ...
Fireogtyve! ser vi det, ser vi det! ... Ja, vèd De hvad, saa kan De
saamæn ogsaa være Præst, naar De er et Par og Tredive, og saa har De
jo endnu Livet for Dem ... Og saa er det jo da noget ganske andet ...
Ja jeg mener ikke nærmest materielt, -- skønt vi er jo da alle noget
Materialister, -- men en Mand som De, De vil ikke i Længden kunne
føle Dem tilfredsstillet ved Skolelærer-Virksomheden. -- De stræber
videre ... De er som en Ælling mellem Kyllingerne, De vil i Vandet,
he! ... Nej, De behøver saamæn ikke at fortælle mig det, jeg har jo
nok mærket det, og saa var det dette herre faldt mig ind ... Se
Præst, det bliver netop noget for Dem, De har jo gode Talegaver --
jo, saamæn har De det, De taler rigtig godt for Dem, og saa har De en
ypperlig Hukommelse, -- De vil netop kunne blive en Prædikant.
Og Pastor Krarup skelede mismodig hen til nogle Papirsblade paa
Bordet, paa hvilke hans Pen havde arbejdet fra om Mandagen af, for at
faa dem fyldt med en maadelig Prædiken, som han saa endda maatte
læse op. Han var ingen Prædikant.
-- Ja men, det er jo ikke blot det, som det kommer an paa, og -- hvad
der gør mig tvivlraadig er, at jeg synes, jeg mangler Kaldet.
-- Saa, hvordan det? De føler alligevel ingen rigtig Lyst?
-- Jo paa en Maade nok Lyst -- men, jeg vèd ikke rigtig, hvad jeg
skal sige -- jeg er bange -- jeg -- det at være Sjælesørger for en
Menighed, det forekommer mig saa stort et Ansvar -- og saa synes jeg
ikke, man bør tage sig det paa, naar man ikke drives af et indre Kald
--
-- Ganske vist, det -- er jo meget sandt, -- saadan i Almindelighed
... Men alligevel, jeg tror ikke, De skal hænge Dem for meget i det,
Hjorth ... Man--n -- kan saamæn ogsaa gøre for meget Væsen af det
indre Kald, det ved Gud man kan ... Der er mange unge Theologer, der
mener, det skal komme over Dem paa èn Gang, ligesom med Ildtunger,
ved Ordinationen ... Det er ligesom Konfirmanderne, naar de første
Gang kommer til Herrens Bord ... Men--n, det gaar jo ikke altid
saadan. Vor Herre har de mange Veje, han vèd bedst, hvorledes han
skal komme til hvert enkelt Hjærte ... Det er som vi synger i vor
gamle Salme: Her vil ties, her vil bies --
-- Men der er dog ogsaa dem, der bier, og saa kommer det aldrig
alligevel ... Jeg kender Gejstlige, som jeg synes maatte have passet
bedre i en anden Stilling --
-- Naa, ja, De tænker paa Provst Storm --
-- Ogsaa paa ham, ja.
-- Vor kære Provst er ganske vist ingen Aandens Mand, men -- har
Vorherre ikke alligevel faaet Brug for ham, stillet ham paa en Plads
i sin Kirke, som -- ja jeg vil ikke sige, han udfylder den, men han
virker dog meget -- anerkendelsesværdigt? ... Nej, naar det slet ikke
kommer, saa er det vores egen Skyld; Naadens Haand er altid aaben
imod os, det har vi Guds eget Ord for ... Aa, men vær De blot ikke
bange for det ... Vorherre lægger sin Velsignelse til, naar De blot
tager redelig fat ... De er jo et kristeligt Menneske, og
efterhaanden som De ved Videnskabens -- hm! -- Haand trænger --
dybere -- ind i -- disse -- hm, hm! -- evige Sandheder ... De skal
se, det vil alt vende sig til det bedste.
Pastor Krarup tog fat paa sin Pibe, som var ved at gaa ud; efter at
have hindret dette og indhyllet sig i friske Tobaksskyer, kom han
atter tilbage til sin nye Yndlingsidé med en betænksom, haardnakket
Stemme, der syntes bestemt paa at fjærne alle Hindringer.
-- Og selv om det nu ikke netop blev som Præst, saa -- man vèd jo
ikke, hvordan det kan føje sig -- der kunde jo ogsaa aabne sig andre
Udveje -- -- for Exempel som Videnskabsmand, som Universitetslærer --
det er jo ogsaa en velsignelsesrig Stilling, for dem der -- ikke
sandt? -- Nu -- der er jo for Exempel den nye theologiske Professor,
Doktor Petersen, -- en udmærket dygtig Mand, ganske udmærket -- han
er ogsaa bondefødt, -- ja, han er saamæn her fra Sognet ... Jeg har
kendt hans Forældre godt ... De bòde omme bag Møllen ... Det var
Husmandsfolk, simple Husmandsfolk ... Ja, -- dèr kan man se!
-- Men han kom vel som Dreng til Studeringerne?
-- Ja--a, jo vist gjorde han det ... Men det har saamæn ikke noget at
sige. Han er endnu en ung Mand ... Hvis De blev noget ældre
Professor, saa kunde det saamæn gaa an endnu ... Men jeg synes
Kakkelovnen ryger, -- brød han pludselig af, idet han rejste sig.
-- Ja, den er ikke helt fri for det.
-- He, det er dog ellers mærkeligt! ... Det er ellers saadan en
udmærket Kakkelovn, den er billig, og saa varmer den og holder Luften
god, den ventilerer, aah! -- jeg behøver slet ikke at lukke Vinduer
op ... Min Eftermand, han vil saamæn komme til at prise mig mange
Gange for den Kakkelovn, -- ja, for jeg har jo selv ladet den sætte
op, det er min Idè; -- nej, disse nymodens -- hvad er det nu? --
Magasinovne, det er jo noget Jux, det er jo noget Jux, -- til at
kvæle Folk med ... Det er saamæn ogsaa mig, der har fundet paa at
lave den Niche herinde til Sengen, som der ellers ikke var Plads til
... Ja, min Eftermand, han -- han vil saamæn ikke komme til at bande
mig ... Ak ja, man bliver gammel, Hjorth -- man kommer til at tænke
paa Eftermanden ... ~Serit arbores, qvae alteri saeculo prosient~,
som det hedder i Cato major ... Naa ja, det er sandt, De forstaar
ikke Latin.
-- Nej endnu i al Fald ikke.
-- Men siden maaske, hvad? ... Saa kunde det hændes, jeg kunde faa
Dem til Kapellan, Hjorth; -- hvis jeg kan holde ud saa længe.
-- Aa, hvad det angaar --
-- Ja, ikke sandt, jeg er igrunden ganske rørig af min Alder, hvad!
... Jeg tror skam, jeg kunde danse en Wiener-Vals endnu ... Men, ih
du Fredsens, er den halv et! ... Saa maa vi skam ... Ferdinand,
Ferdinand! ... Naa, dèr kommer han allerede for Døren. -- Stine! har
du pakket Kjolen ind? og den _gamle_ Præstekrave?


VII.

-- Det er sandt, saa var der jo ogsaa denne Sag -- dette med den ny
Præst i Ovnstrup, sagde Godsforvalter Ravn, idet han satte sig
tilrette i Kontorstolen, som han havde været i Færd med at springe
ned fra. -- Han ... hvad er det nu?
-- Frederiksen.
-- Ja vel ... Har De set Regnskaberne efter, Jessen?
-- Jo, vist har jeg saa -- men --
-- Naa, hvordan --?
-- Ja, Godset har jo leveret Kaldet de otte Favne Brænde i lang Tid.
Vi har det tilbage i forrige Aarhundrede, saa det har faaet Hævd.
-- Hm! -- ja, det tænkte jeg nok, sagde Ravn, og lænede sig tilbage,
dinglende med sine korte Ben, mens han trommede med et Penneskaft paa
den tilklattede Voxdug.
-- Desuden fortalte Pastor Frederiksen mig forleden, at han havde
truffet Greven i Selskab, og Greven havde været meget forekommende og